| 1Articulus vigesimus quintus. | Den 25. artikel. | Den 25. artikel. | Then xxv artichell. |
| 2Igitur omnia monasteria debere funditus everti, at omnia vota dissolvi, cum sint impia nec quovis habere possint obligatos. | Derfor bør alle klostre nedbrydes, men alle løfter opløses, eftersom de er ufromme og derfor ikke kan have noget forpligtende ved sig. | Og derfor skal alle klostre ødelægges og nedbrydes, og alle løfter løses, da de er så ugudelige, at de ikke kan forpligte nogen. | Oc forti schulle alle closter forstøris oc nederbrydis, oc alle løffte forløsis, nar the ere saa vgudelige, att the kwnne inghen forplicte. |
| 3Responsio. | Svar. | Prædikanternes svar. | Predicanternis Swar. |
| 4[208] Stulta vota et quae sacris literis non consentiunt, non solum possunt, sed iure divino debent resolvi, siquidem promissio stulta et infidelis non placet Deo. Eccle. 5. - Verum in quos usus convertantur tam splendida monasteria monachorum mendaciis exstructa, quae cum regum palatiis de principatu certare possint, situm est in manu procerum regni et magistratus, sive in pias scholas, sive nosoconia, sive in alios pios usus commutare velint, (234) ut non sit necesse propterea ea demoliri et solo aequare, quod otiosorum ventrum desierunt esse latibula. | Dumme løfter og løfter, som skriften ikke samtykker i, ikke alene kan, men bør efter guddommelig ret ophæves, eftersom et dumt og vantro løfte ikke behager Gud (Præd 5,3). - Men hvad man bagefter skal bruge disse munkenes klostre til, opbyggede på løgn, som kan kappes med kongeslotte om førsteprisen, det er lagt i hånden på landsherren og byrådet at bestemme, hvadenten de nu vil ændre dem til fromme skoler, til hospitaler eller til anden from brug, så det ikke er nødvendigt af den grund at nedbryde og jævne med jorden, hvad ørkesløse buge ønskede som skjul. | Ja, sådanne ugudelige og naragtige løfter må og skal løses og ophæves, eftersom et naragtigt og vantro løfte ikke tækkes Gud (Præd 5,3). Men hvad der bagefter skal blive af disse store myre, som munkene med løgn har opbygget, det står til landsherrerne og fyrsterne at bestemme. De kan vel bruges til en fornem kristelig brug: kollegier, hospitaler eller til anden Guds ære, og til fattige menneskers gavn, så man ikke af den grund behøver at nedbryde dem. | Ia saadane wgudelige oc geckelige løffte maa oc schule løsis oc forladis, effter thi ett geckeligt oc vantroet løffte teckis icke Gudt, Eccl v. Men huadt ther scall siden bliffue aff saadane store mwre, som munckene haffue met løghn opbygt thet staar til landz herrer oc furster, The kunne vell sckickis till første christelig brug collegia, hospitall, eller anden Gwdtz ære, oc fattige christne mennisckirs gaffn, saa att man tørff icke forti nederbryde them. |
| 5Confutatio. | Gendrivelse. | Prælaternes gensvar. | Prelaternis Gienswar. |
| 6Audimus hic propositionem longe verissimam, nempe stulta vota, et quae sacris literis non consentiunt, non solum posse, sed etiam debere iure divino rescindi, siquidem promissio stulta et infidelis non placet Deo. Eccle. 5. | Her hører vi nu et særdeles sandt stykke lærdom, nemlig, at et dumt løfte, og et løfte, der ikke stemmer overens med skriften, ikke alene kan, men efter guddommelig ret bør gøres ugyldigt, eftersom et dumt og vantro løfte ikke behager Gud, Præd 5,3. | Her hører vi nu et sandt stykke lærdom, nemlig, at gækkelige og vantro løfter må og skal brydes og genkaldes efter Guds lov, fordi sådanne løfter ikke tækkes Gud, Præd 5,3, | Her høre wij nw ett santt støcke lerdom som er att geckelige oc wantro løffte maa oc schule brydis oc igienkaldis effter Gudtz low forti saadan løffte teckis icke Gudt Eccl v. |
| 7Quis hoc vel ignorat vel inficiatur eorum, qui modo vel a limine aut Theologiam aut iurisprudentiam salutarint? Quapropter istud ultro damus et lubenter amplectimur. | Hvem er uvidende om det? eller hvem skal undervises om deres sager, som ligger på grænsen mellem teologi og jura? Derfor tager vi imod dette og giver det frit vor tilslutning. | dog dette skriftsted havde vi nu ikke brug for, eftersom ingen er så dum, at han nægter det, og ingen så uvidende, at han ikke kender det, | dog thenne scrifftt giordis icke nw behoff nar inghen er swo daarlig att henne negter, och inghen swo wanwittig, att iw henne wedt, |
| 8At exspectamus assumptionem, nempe monastica vota esse istiusmodi; hoc opus, hic labor est. Nos enim apertissimis eloquiorum Dei testimoniis iam diversum ostendimus. | Men vi havde ventet en konklusion: nemlig, at klosterløfter er den slags løfter; det skulle I have gjort, det skulle I have anstrengt jer for at vise. Vi har jo allerede påvist det ved klare vidnesbyrd fra forskellige skriftsteder. | og derfor skulle I straks have bevist, at klosterløfter er gækkelige og vantro, fordi det var den hale, som burde følge dette hoved. | Och fordhi schwlde i strax bewiist att closterløffte ere geckelige oc wantro, forti thet wor then hale som bwrde att følge saadant ett hoffuet. |
| 9Verum quod haec diffidebatis evincere, consulto subticuistis, et quasi venenata cauda recondita caput solummodo protulistis. | Men fordi I ikke mente, I kunne gennemføre det, dækkede I jer under det råd, og som em skjult gifthale stak I kun hovedet frem. | Men eftersom I ikke kunne gøre det, da lod I hovedet komme til syne, men lod halen blive tilbage i skjul. | Men nar i kwnne thet icke giøre, tha lode i hoffuedet till siwne, oc halen bliffue i barmen igien. |
| 10En quo astu serpentino viperea progenies ista matrem suam, nempe monasticam vitam, interimere conetur? Sed ut sequentes vestri istius Evangelii flosculos breviter attingamus, profecto, si alibi unquam, hic vel maxime in proclivi est videre, non simplicem vos habere oculum. | Se, med hvilken slangelist denne øgleslægt søger at dræbe sin moder, klosterlivet! Men for dog kort at gennemgå jeres efterfølgende evangeliske blomster, så må man sandelig sige, at om nogetsteds, så viser det sig ikke mindst her, at I er tilbøjelige til ikke at have et enfoldigt øje. | Sådan en slangelist bruger denne øgleslægt til at dræbe klosterlevned, sin moder. Men vi vil først gennemgå jeres evangeliske smykke, hvormed I plejer at råbe op, det vil sige: bagvaskelsens skændsord og -tale. Og i sandhed, som I på mange steder giver til kende, at I ikke har et enfoldigt øje, det er: en retsindig mening, sådan gør I det allermest på dette sted, | Saadane slange sniidt bruger thenne ødele slegt, till att dræbe closterleffnet syn moder, Men wij vele tha først kortelige beløbe edre ewangelische smycke, huar met i pleie stwndum att prampere, thet er klafferij skendtz ordt oc tale, Oc i sanhedt, som i paa mange steder giffue till kiende att i haffwe icke eet enfoldigt øge, thet er een retsindig mening, saa giøre i thet aldermest paa thette stedt, |
| 11Nam pauculis in verbis, quae hoc loco sequuntur, animos vestros triplici vitiorum peste corruptissimos esse quam apertissime patescit. | For i de få ord, der følger her efter, kommer det så soleklart som overhovedet muligt for dagen, at jeres sind er forpestet og fordærvet af tre laster. | hvor jeres poet har udarbejdet det meget mere på sin latin, end jeres danske indeholder, og med få ord har givet til kende, at jeres mening på tre måder er giftig. | ther eder poett haffwer giortt møgett wiidere, i syn latine endt eder dantsche indeholder, oc haffuer met faa ordt giffwet till kiende, att eder mening er i trenne mode forgifftig. |
| 12Principio, quis non videt, invidiae morbo vos excruciari, quando male vos habent splendida monasteria, quae, ut invidiose dicitis, cum regum palatiis de principatu certare possint. | For det første, hvem ser ikke, at det er misundelsens sygdom, der plager jer, når I har ondt af, at nogen har fornemme kloster, som, som I misundeligt siger, kan kappes om førstepladsen med kongers paladser? | For det første: Hvem kan ikke fatte jeres hadske smiger, når I siger, at de har så kostelige klostre, at de i skønhed og herlighed må berømme sig med kongelige og fyrstelige paladser? | Hwem kan icke først besinde edertt hadelige smyger, nar i sige them haffwe saa kaastelige closter, att the vdi skiønhedt oc herlighedt maa seg berømme met kongelige oc furstelige palatz. |
| 13At dicite, quaeso, mihi, quid tandem piaculi sit, si complures [209] Dei ministri, noctes atque dies pro tota Ecclesia domino supplicantes atque servientes, regulum aut principem unum eumque profanum et secularem aedificii spatio, altitudine et ornatu vincant? | Men sig mig dog, be'r jeg, hvad synd det kan være, hvis nogle mænd, der tjener Gud ved nat og dag at bede og tjene Herren for hele kirken, overbeviser en konge eller en fyrste, og han af profane og sækulære midler giver dem en bygning, bred, høj og udsmykket? | Men sig os dog, hvad forkert der er i, at gode mænd, som beder for hele verden nat og dag, har gode og stærke stenhuse, som når de én gang er byggede, kan holde længe, Men hvis de har anden herlighed, med hoffærdige smykker og unødig bekostning, det giver vi ingen magt. Men storhed og plads til mange folk og personer bør dog ikke straffes eller betragtes som en hovedlast. | Men siger oss dog hwadt syndt thet er, att gode mendt som bede for all werden natt och dag, haffue gode og stercke steenhwss ther een tiidt opbygde (299) kunne lenge ware, Forti hwess the haffwe andhen herlighedt, mett hofferdig smycke, och nøttig kaast och tæring, thet giffue wij inghen magt, Storhedt oc viidhedt till mange folck oc personer haffwer dog inghen straff, eller noghen hoffwit last, |
| 14Quae hic iniquitas, ac non potius summa iustitia, praesertim in quo Christi et Apostolorum exemplo non careant? Nonne Christus in extrema coena, veterem legem terminaturus et inchoaturus novam, ad iaciendum novae religionis fundamentum et altam et amplam domum sibi delegit? Ipse, inquit, demonstrabit vobis coenaculum grande stratum, illic parate nobis. | Hvad uretfærdigt er der ved det? Er det ikke snarere den største retfærdighed, især fordi det ikke mangler Kristi og apostlenes eksempel? Mon ikke Kristus i den sidste nadver, da han skulle afslutte den gamle lov og indstifte den ny, da han skulle lægge fundamentet til sin nye religion udvalgte et både højt og rummeligt hus? 'Han vil vise jer et stort rum ovenpå, det skal I gøre rede for os' (Mark 14,15; Luk 22,12). | ||
| 15Nonne Maria, mater Iesu, et Apostoli (237) cum mulieribus aliquot sanctis Christum in vita secutis, post ipsius ascensionem in simili coenaculo spiritum sanctum, novae legis magistrum et interpretem, exspectasse describuntur? At huius coenaculi vicem et locum religiosorum refectoria (quae vocant) nonnulli his diebus referre et repraesentare credunt. | Mon ikke vi kan læse, at Maria, Jesu mor, og apostlene sammen med nogle hellige kvinder, der havde fulgt Kristus i hans jordeliv, efter hans himmelfart afventede helligånden, den nye lovs lærer og fortolker, i et lignende rum? (Apg 1,13). (Note 1). Men denne nadversal er der en del, der mener idag henviser til og repræsenterer rollen og stedet for munkenes refektorier (som de kalder det). | ||
| 16At haec mendaciis monachorum exstructa esse, ut dicitis, ipsi plane mentimini, patris mendaciorum filii, neque probatis neque omnino potestis, tum quod ultronea liberalitate ac magnificentia piorum hominum in Dei sanctorumque ipsius honorem erecta sunt, eorumque non modo principum, magistratuum et procerum secularium, ut iam ante diximus, verum etiam magna ex parte Episcoporum aliorumque virorum Ecclesiasticorum; | Men at disse klosterbygninger er opbyggede ved løgn, som I siger, det er ligegodt jeres egen løgn, I, som er jeres faders løgnagtige børn, og det kan I hverken nu bevise eller har tidligere kunnet bevise, både fordi de er blevet bygget i fuldkommen frihed og gavmildhed fra fromme menneskers side til Guds og hans helgeners ære, og det ikke kun af fyrster og byråd og verdslige forstandere, som vi allerede har sagt, men også for en stor del af bisper og andre kirkelige folk; | Dernæst siger I løgnere, at de er opbyggede med løgn, når dog gode kristne folk af fri vilje Gud og gode helgener til lov og ære har opbygget og bekostet dem, og mange er ikke alene byggede og forbedrede af kristne fyrster, herrer og ridderskab, men også af paver, bisper og andre kirkens forstandere, | Ther nest sige i løgnere att the ere met løghn opbygde som gott Christet folck haffuer welwilligen Gwdt oc gode helgen till loff oc ære, opbygdt oc bekaast, oc mange ere icke alsomeniste bygde oc forbædrede aff christen furster herrer oc riddersckaff, men oc saa aff paffuer, bisper, oc andre kirckins forstandere, |
| 17tum quod plurimos tam excellentes viros monachorum ordines Ecclesiae dederunt, sive spectes eruditionem sive sanctimoniam, ut nec erroris nec deceptionis ulla de ipsis iure possit esse suspicio. | og fordi de har overgivet dem til så mange udmærkede mænd i munkeordenerne, og det, enten man ser på uddannelse eller helligt levned, så at der ikke med rette kan være mistanke om vildfarelse eller bedrageri hos nogen af dem. | der også har været udkåret af klostrene og var drabelige mænd både af levned og lærdom, og var udenfor al mistanke om vildfarelse, falskhed, svig eller bedrageri, | ther oc saa haffue weritt aff closter vdkaarede, oc wore drabelige mendt bode aff leffnet oc lerdom, oc wore for vden al mystancke, wære seg enthen om vildfarilse, falskhedt, swig eller bedregerij, |
| 18 | dem ser vi på, og på klostre og klosterlevned efter dets første begyndelse, og ikke på, om en eller anden stryger rundt i landet, har bedrevet udyd og skalkhed, ikke på, om nogle skalke fordrages af nogen orden, klosterlevned til ære, det er kærligt og kristeligt, men at klosterlevned skal nyde skalke-ondt er både uhørt og utilbørligt. | Them ansee wij, oc closter oc closterleffnet effter theris første begyndilse oc mening, oc icke huadt een eller andhen som stryger om lande, haffue bedreffwett aff wdygdt oc skalckhedt, att nogre sckalke fordragis noget orden oc closterleffnet till ære, thet er kierligt oc christeligt, men att closterleffnet scal nyde sckalke ontt er bode whørlig oc wbørlig. | |
| 19 | Gud er ikke vred i denne tid, fordi der er klosterløfter til, eller fordi munke er munke, men fordi klosterløftet ikke holdes, og munke ikke lever kristeligt, som deres forfædre gjorde før dem, derfor er Gud vred i denne tid og tillader, at de nu fordrives, berøves og forjages, og dermed føjer han nogen, som af skalkhed længe har tragtet derefter, og nogen påminder han dermed til deres egen bekendelse, sådan som han bedst kan uddrage af onde ting det, som er godt. | Gwdt er icke forti wredt i thenne tiidt, att closterløffte ere till, eller mwncke ere mwncke, men forti att closterløffte icke holdis, oc muncke icke christelige leffue, som theris forfædre giorde for them, tha er Gudt vredt i thenne tidt oc tillstæder att the nw fordriffwis, berøffuis oc foriagis, oc ther met føger somme som aff scalkhedt haffwe ther effter lenge bytt, oc somme paa mynder han ther met till theris eghen bekiendilse, som han best kan (300) aff onde ting wddrage thet som gott er, | |
| 20 | Men deres ondskab vil da ikke undskylde enten kætteri eller kirkerov, som jødernes synder slet ikke har undskyldt noget, hverken Salmanasar eller Nebukadnesar eller Sankerib og andre, som forfulgte og ødelagde det jødiske folk. | Men theris ondtskaff vill tha icke orsage enthen kietterij eler kirkeroff, som Jødernis synder haffue platt inthet orsaget, enthen Salmanasar, Nabuchodonosor eller Sennacherib, met andre Jødernis forfølgere oc forderffueræ. | |
| 21Verum antiqua patrum vestrorum est ista querela de sumptuosis monachorum aedificiis, nempe Valdensium, Viclevicorum et Hussianorum, cui a Thoma Valdensi iampridem abunde responsum est volumine sexto lucubrationum eius, titulo 19. cap. CXLIX. | Men jeres fædres gamle klage er den over de kostbare klosterbygninger, det vil sige, valdensernes, viklevitternes og hussitternes klage, men den klage er allerede fuldt ud blevet tilbagevist af Thomas Valdensi i hans arbejdes sjette bog, titel 19, kapitel 149. (Note 2) | Men denne klage om klosterbygning er jeres forfædres gamle klage, det vil sige: Valdensernes, vicleffernes, husitternes klage. Og på denne knur og klage har Thomas Waldensis for længe siden svaret bemærkelsesværdigt og udtømmende i sin sjette bog, xix titel og cxix kapitel. | Men thenne klage om closterbygning, er edre forfædris gamblle klage, thet er, waldensium wichleuicorum oc hussianorum, Till hwess knwr oc klage, Thomas wandensis haffwer lenge siden merckelige og rundelige swaridt, i sin siete bog, xix titell, oc cxlix capittell. |
| 22Ego autem vestrae isti invidiae nihil retaliationum imprecor, praeter id quod Socrates imprecari solitus fertur indivis omnibus, nempe, ut in omnibus ubique regnis Christiani orbis omnia [210] simul monasteria collustrare possitis, non pauca fortasse visuri splendidiora, quam Dania vestra habeat, nimirum ut quo maiorem cerneretis cultum, hoc maior invidia, quae est sui poena, vos cruciaret. | Men jeg beder ikke om gengældelse for jeres misundelse, udover den som Sokrates fortælles at pleje at bede om for al misundelse, nemlig, at I vil kunne mønstre alle klostre på én gang i alle kristne riger og byer, så vil I sikkert se ikke så få, der er mere rigt udsmykkede end jeres danske, og når I så ser denne højere kultur, så kan en større misundelse, som bærer straffen i sig selv, gennemryste jer. | Men vi vil ikke ønske anden pine for jer på grund af dette had og denne avind, end den Sokrates plejede at ønske alle avindsfulde folk, det er: at I havde hundrede øjne i alle lande og kunne således betragte alle klostre; da skulle I se jer gale på mange klostre, som er skønnere, både med bygning og rente end dem, som I har set her i Danmark. | Men wij vele eder icke andhen pyne ønsche for thette hadt oc thenne affwindt, en then Socrates pleyde att ønsche alle affwindtzfulde folck, Thet er, att i haffde hwnderde øgne i alle landt oc kwnne saa besee alle closter, oc tha schwlde i see eder harm paa mange closter som ere skiønere bode met bygning oc rente, endt the som i haffwe seet, her vdi Danmarck. |
| 23Deinde, quando dicitis, in manu procerum regni et magistratuum esse, sive in pias scholas, sive in nosocomia, sive in alios usus pios convertere velint, quis non audit hic adulationem longe turpissimam, non solum apertae iniquitatis, verum etiam tyrannidis et sacrilegi plenam? | Derefter, når I siger, at det ligger i fyrsternes eller magistraternes hånd, enten de vil forvandle klostrene til fromme skoler, hospitaler eller til anden from brug, hvem hører så ikke her den styggeste smiger, fuld af ikke blot åben uretfærdighed, men også tyranni og helligbrøde? | Dernæst skriver I, at det ligger i herskernes magt at forvandle disse klostre til enten skoler, hospitaler eller anden kristelig brug. Hvem kan nu ikke forstå, at denne tale er en forgiftet smiger, hvormed I vil bedrage kristne herskere og fyrster til både kirkeran og tyranni? | Ther nest scriffue i vare vdi herrenis hender att forvandle samme closter enten till scholer, eller till hospitall, eller oc till andhen christelig brwgilse, Hwem kan icke nw forstaa, att thenne tale er ey et forgifftigt smiiger, huar met i vele bedrage christne herrer oc furster bode wdi kircke ran oc tyrannij? |
| 24Ut enim per hos proceres et magistratus hodie viventis, nedum per maiores ipsorum, fundata erectae forent ipsa monasteria; tamen quoniam (uti diximus), posteaquam semel Deo sunt dicata, non tam hominum quam Dei esse coeperunt, quales quales tandem sint vita moribusque monachi, citra tyrannidem et sacrilegium eis adimi non possunt, cum vel in profanis rebus, quod semel alicui datum est, absque furto et rapina eidem (238) vel scelestissimo auferri nequeat, praesertim ab eo, qui iurisdictionem in eum non habet. | Selv om der nemlig af de fyrster og magistrater, der lever i dag, endsige af deres forfædre, var oprettet klostre, så er det dog sådan, at når de én gang er givet til Gud, så kan de ikke begynde at være menneskers på samme måde som de var Guds, (Se artikel 23, celle 33) ligegyldigt hvordan munkens liv og skikke er, de kan ikke fratages dem uden tyranni og helligbrøde, sådan som allerede i profane sager det er sådan, at hvad der én gang er givet til én, det kan ikke tages tilbage, undtagen ved tyveri og røveri på den mest forbryderiske måde, specielt ikke af den, som ikke har myndigheden over det. | Selv om også de selv havde opbygget nogle klostre, og en gang skikket og indviet dem til Guds lov og tjeneste, fordi de nu hører Gud til på et særligt vilkår, da må de ikke tages fra dem uden tyranni og kirkeran og rov, hvor uskikkelige munkene end er; de skulle snarere, om de er onde, tvinges til at leve ærligt, end jages fra deres kloster og berøves gods og ejendom. | Ther som the haffde end selffue opbygdt nogre closter, oc een tiidt skickedt oc wiigt them till Gudtz loff oc tieniste, forti the nw høre Gudt till aff ett synderligt wilkaar, tha maa the icke tagis them fra vden tirannij kirckeran oc roff, i huore wsckickelighe mwncke the ere, nar the schule heller (301) om the ere onde trengis till att erlige leffue, endt iagis fra closter oc beerøffuis gotz oc eiendom. |
| 25Quamobrem, quisquis vel in pias scholas, vel in nosocomia, vel in alios usus pios nonnihil elargiri velit, id iuxta sapientis consilium de propria substantia faciat. | Derfor, den, der vil være gavmild enten med fromme skoler eller med hospitaler eller med noget andet til fromt brug, lad ham følge vismandens råd og være det for egne midler. | Derfor, den, som vil bygge skoler eller hospitaler eller gøre nogen anden god gerning, han skal efter vismandens råd bygge og stifte af sit eget gods. | Hwo som forti vill enthen bygge scholer, eller bispitall, eller giøre noghen andhen godt gierning, han scal effter viismandtz raadt bygge oc stiigte aff siitt eghet gotz |
| 26Sic enim Salomon ait: Honora Deum de tua substandia. Nam ut idem ait: Victimae impiorum abominabiles domino. Et in Ecclesiastico scriptum est: Immolantis ex iniquo, oblatio est maculata, et non sunt beneplacitae subsannationes iniquorum. Dona iniquorum non probat altissimus, nec respicit oblationes iniquorum, nec in multitudine sacrificiorum eorum propitiabitur peccatis. Qui offert sacrificia ex substantia pauperum, quasi qui victimat filium in conspectu patris sui. | Sådan siger nemlig Salomon: 'Ær Gud med din rigdom' (Ordsp 3,9). Og han siger også: 'Den ufrommes offer er vederstyggeligt for Herren' (Ordsp 15,8). Og i Jesu Siraks bog står der skrevet: 'Ofrer man af uretfærdigt gods, er ens gave bespottelig, og de lovløses bespottelser er ikke Gud til behag; den højeste har ikke behag i de ugudeliges gaver, ej heller betragter han synder som sonet ved mange ofre. at frembære slagtoffer af fattige menneskers gods er som at slagte en søn for hans fars øjne.' (Sirak 34,21-24). | Sådan siger han: Hædre Gud af dit eget gods. (Ordsp 3,9) Og samme vismand siger også: Ugudelige mænds offer er vederstyggeligt for Herren. (Ordsp 15,8) Og i Jesu Siraks bog skrives der: Den, som ofrer uretfærdigt, hans offer er besmittet, uretfærdige mænds gaver dem agter den allerhøjeste ikke, ejheller ser han til deres offer, og for deres mange ofre vil han ikke forlade dem deres synder, den, som gør offer af en fattigs gods er som den, der ofrer sønnen for sin fars ansigt, (Sirak 34,21. 23f) | Saa siger han. Hedre Gudt aff tiit eghet gotz, forti som then samme siger, Ugudelige mendtz offer ere for herren wederstyggelig, oc vdi Ecclesiastico scriffuis ther saa. Then som offrir aff vretferdigt hans offir er besmittet, Uretferdige mendtz gaffuer them agter icke then aller høieste, icke anseer han heller theris offer oc for theris offris mangfoldighet vil han icke forlade theris synder, huo som giør offer aff then fatigis gotz er ligeruiss som then ther offrir sønen for syn faders ansigt, |
| 27Quanto magis inexcusabiles sunt implacabiliusque Deum offendunt illi tyranni, qui religiosorum coenobia vi occupantes in profanos usus proprios convertunt. | Hvor meget mere uundskyldeligt og mishagvækkende støder da ikke de tyranner Gud, som med magt indtager de frommes klostre og forvender dem til deres eget profane brug. | og derfor er de meget mindre at undskylde og de er en meget større fortørnelse imod Gud, de, som med vældig magt tager klostre til deres eget behov og forvandler dem fra Guds lov og tjeneste til et verdsligt misbrug, | Oc forti ere the møgett myndre orsage, oc møgett meer fortørne Gudt, som met veldig magt tage closter till sitt eghet behoff oc them foruandle fra Gudtz loff oc tieniste oc till ett werdtslig misbrwg, |
| 28Credant mihi (quemadmodum et antea eos admonui), nisi quando resipiscentes [211] et ablata vel cum foenore restituentes, dignis poenitentiae operibus Deum placare studeant, logius aut brevius divinam ultionem in se suisque sentient, quo tardiorem, hoc (uti fit) graviorem. | De kan tro mig (sådan som jeg også før har advaret dem), medmindre de kommer til fornuft og holder op med den slags og giver det tilbage med rente, og villigt stræber efter at behage Gud med værdige bodsgerninger, så vil de før eller senere mærke Guds straf over sig, jo hårdere de har været, des alvorligere straf (sådan sker det). | og de kan godt regne med, at det ikke forbliver ustraffet ret længe enten på dem selv eller deres børn. | Oc forlade seg ther wisselig till, att thet worder icke lenge wpynt enthen paa them eller theris. |
| 29Quod si non moveat istos sacrilegos Ethnicum auri Tolosani exemplum, moveant eos saltem exempla regis Achab, qui viri iusti Naboth vineam invaserat; et regis Baltassaris, qui vasis sacris e templo Hierosolymitano a patre ablatis in mensa utebatur, aliorumque tyrannorum et sacrilegorum exempla divinis in literis passim occurrentia. | Og hvis de ikke bevæges af de hedenske eksempler om Toulouse's guld, så kan de måske bevæges af eksemplet med kong Akab, som overtog den retfærdige mand Nabots vingård; (1 Kong 21 og 22) og af eksemplet med Belshassar, som i sit måltid ville bruge de kar, som hans far havde taget med fra templet i Jerusalem, (Dan 5), og af eksempler fra den hellige skrift om andre tyranner og blasfemiske mennesker. | Og hvor de ikke røres til aflad af hedenske eksempler og fortællinger om det Tolosaniske guld, (note 3) da må man dog ikke glemme de eksempler, som vi læser i den hellige skrift, om Akab og Baltazar, hvor den ene magtelige tilvendte sig den gode mand Nabots vingård, (1 Kong 21 og 22) og den anden i sit gæstebud drak af de sølvkar og guldkar, som hans far Nebukadnesar havde røvet fra Guds hus og tempel i Jerusalem; (Dan 5) i stedet skulle man nøje besinde, hvad hævn og plage der fulgte efter. Sådanne eksempler kan også findes i mange andre historier i denne hellige skrift og i andre hellige mænds bøger. | Och hwar the icke røris till affladt aff hedinsche exempil oc sprock om thet Tolosanische guldt, tha forglemme seg dog icke the exempill som wij læse i then hellige scrifft, om Achab oc Baltazar, hwore then ene magtelige til weldede seg then gode mandtz Nabotz wyngordt, Oc then anden drack i siitt gestebudt vdaff the sølffkar och guldkar som hans fader Nabuchodonosor haffde røffuet aff Gudtz hwss oc tempill i Hierusalem, oc besinde well huadt heffn och plage ther effter gick, Desligest aff andre mange historier som findis bode i hellige scrifft, oc andre hellige mendtz bøger. (302) |
| 30Postremo cui non subolet, qui modo vel paulo emunctiores habeat nares, in verbis istis etiam avaritiae morbus quantumlibet absconditus. | Til sidst, hvem kan ikke lugte lunten, om han ellers har en nogenlunde kløgtig næse, at der i jeres ord også ligger skjult en del af begærlighedens sygdom. | Og til sidst, når I sådan konfiskerer klostre, hvilket nogle herskere synes godt om, hvem kan så ikke forstå jeres hemmelige gerrigheds mening, om han ellers har syn eller skel, | Oc paa thet siste, nar i giffue saa skiøling offuer closter, nogre aff herrene till ett gott behaff, huem kan icke forstaa eder hemmelige gerighetz mening om han haffuer ellers enthen syn eller skiel, |
| 31Nam quo tandem fine monasteria in scholas vertenda consulitis, nisi et unus aut alter vestrum spatioso alicui loco praeficiatur (239), idque ad libidinem carnis et haereseos disseminationem, qui hactenus ad laudem Dei et veritatis doctrinam compluribus suffecit. | For når I er færdige med at give råd om, at klostrene skal forvendes til skoler, mon så én eller anden af jer kunne sættes i spidsen for disse rummelige lokaler, og det til kødets lyst og kætteriets udbredelse, i de lokaler, som hidtil mange har nøjedes med til Guds pris og sandhedens lærdom. | når I jo nok véd, at herskerne ikke selv kan besidde dem alle, da skal de nok overgives til jer til bolig, under det skin, at I dèr skulle holde skoler, det er så også at lære kætterske lærdomme dèr, og leve i synd og trods, uden tilbørlig straf, tugt og ære. | nar i vellæ wide att herrene kunne them icke selffwe alle besiide tha schwlle the eder offuergiffuis till bolig vnder thet skyn at i schule holde ther scholer, thet er att saa oc lære ther kietterij, oc leffwe i syndt oc seluoldt, vden all børlig straff tuckt oc ære. |
| 32Sed primum, qui constatis vobiscum nunc publicas scholas erigi consulentes, qui veteres Academmias omnes alibi ceu lupinaria damnastis, quorum impio conatu factum est, ut celeberrimae hactenus Academiae prorsus in orbe defloruerint omniaque bonarum artium studia ubique contempta iaceant, ut haud sciam, an ulla sit alia gravior Christianae reipublicae iactura inter alias calamitates innumeras, quibus Ecclesiam Dei vestra haeresis affecit. | Men for det første, hvor meget er I i overensstemmelse med jer selv, når I nu tilråder, at der oprettes offentlige skoler, I, som tidligere fordømte alle de gamle akademier som ulve, og ved jeres ufromme forsøg er det sket, at de hidtil højtberømte akademier i verden lægges øde, og at der overalt kastes vrag på de gode artium-studier, så jeg næppe kan vide, om der er nogen anden kalamitet af de utallige, der er forekommet, for den kristne stat, der er alvorligere end denne, hvormed jeres kætteri påvirker Guds kirke. | Men hvordan kan da det have noget på sig, at der skal stiftes nye skoler, og det så mange, når jeres sekt tilforn har fordømt alle skoler og især de store og bedste. Og jeres sekt har også med sit skadelige og forgiftede arbejde opnået så meget, at en del nu næsten er øde og fordærves, så at af den grund er alle drabelige kunster og nyttige lærdomme forsmåede og foragtede, og ingen lærdomme nu regnes for noget, med mindre han er udsat på vort grove og brede danske sprog, der falder såre ilde bare i en blot og bar historie, endsige udi dybe kunstige talemåder og figurer, som både skriften og andre kunstarter plejer at bruge. | Men hwore kan oc thette være bestandigt att ther kan stiigtis ny scholer, oc saa mange serdelis, Nar eder seckt haffuer tilfornet fordømpt alle scholer, oc synderlige the store och beste, ther oc haffwer met syn skadelige oc forgifftiige fliidt saa møget bekommet, att een part nw fast forødis oc forderffuis, saa att ther fore er alle drabelige konster oc nøttighe lerdomme forsmaaede oc foractede, oc inghen lerdom nw forti ansees, vden han er paa vor groffue oc brede dansche wdseet, ther saare ilde befalder seg vdi een blott oc bar historia endt sye wdi diwbe swenke oc figurlige omslag, som bode scriffthen oc andre konster pleye att brwge. |
| 33Deinde non est cuiusvis, publicas erigere scholas, id enim summi Pontificis et Imperatoris auctoritate fieri debet. | Dernæst er det ikke enhver givet at kunne oprette skoler, der bør nemlig ske ved pavens og kejserens autoritet. | Ikke er det heller hvermands embede at indstifte og oprejse store skoler, men det hører dem til, som er hele kristenhedens forstandere. | Icke er thet heller hwermandtz embede, att stigte oc opreyse store scholer, nar thet hør them till, som ere gantsche Christendoms forstandere. |
| 34Deinde non etiam cuiusvis est, in publicis Academiis docere quidlibet, quemadmodum in vestris conventiculis factitare soletis, sed eius est, profiteri artem suam et intra eam se continere, qui principium facultatis cuiuspiam auctoritate post diutinos labores exantlatos in ea legitime probatus fuerit. | Dernæst er det heller ikke op til enhver i de offentlige akademier at lære, hvad han vil, sådan som I plejer at gøre i jeres små sammenhænge, men den, som er den første og har nogen autoritet, han skal efter langvarigt og flittigt arbejde og efter at være lovligt prøvet deri gøre brug af sin kunst og lade det være godt med det. | Ikke må heller hver og en lære udi offentlige skoler, hvad de vil, som I plejer at gøre udi jeres hytter og vråer. Men den bør lære fra sig sin kunst og nøjes med det, den, som er den ypperste og bedste i den kunst, efter et langt og flittigt arbejde, som er gennemført med øvelse, nattevågen, og umage, forsøgt, prøvet og ransaget. | Icke maa heller huer oc een lære vdi obenbare scholer, hwadt them løster, som i pleye att giøre wdi edre hytter oc wraar, Men then bør at lære fra seg syn konst, oc ther vdi icke offuertræde, som er aff the ypperste oc beste i samme konst, effter ett langt oc flitigt arbeygde, som er giordt met øffwilsæ, wegt, oc wmagæ, forsøgt prøffuett oc randsagett. (303) |
| 35Atque mea quidem opinione vestra ista docendi quidvis licentia cathedram invadunt, huius nostri seculi tragoediam non minima ex parte peperit. [212] | Og i det mindste efter min mening har jeres såkaldte undervisningstilladelse, hvormed I har besat katedret, affødt ikke så lidt af denne tidsalders tragedie. | Det, som I nu gør, og jeres to- eller treårs mesterlærlinge sammen med jer, at I med verdslig magt tager skoler i besiddelse og holder med vold lærde mænds sæde og derfra lærer og siger, hvad der lyster jer, det har uden tvivl været en stor årsag til den udyd og skalkhed, som nu findes i mange menneskers arme samvittigheder. | Thet som i nw gøre, oc edre tw eller try aars mesterlinge met eder, som er, at i met werdzlig magt besidde scholer oc holde weldelighe lerdhæ mendz sæde, oc ther wdaff leræ oc sigæ hwad eder løster, haffwer wden tuiffwell warit en stor orsage til then wdygd oc sckalckhet, som nw besiidder mange mennisckiers arme conscientzer. |
| 36Divus autem Hieronymus ad Rusticum monachum scribens praecepit salubriter: Multo tempore disce, quae postmodum doceas. | Men Hieronymus skriver til munken Rusticus og byder ham frelsebringende: Du skal bruge megen tid på at lære det, som du bagefter skal undervise i. | Siger ikke Hieronymus sådan til munken Rusticus, hvor han skriver således: 'Du skal lære det igennem lang tid, det, du siden skal lære fra dig'. (note 4) | Swo siger icke Hieroni till Rusticum monacum hwar han swo sckriffwer. Thw sckalt thet vdi lang tiid leræ, ther thw sckalt siden leræ fra tig. |
| 37At hac tempestate omnes magistri esse volumus, priusquam bene discipuli esse coeperimus. Verum, quo istum avaritiae morbum abderetis, consulitis, monasteria vel in pias scholas, vel in nosocomia, vel in alius usus pios vertenda, nimirum vestro negotio favorabilem languentium et pauperum causam asciscentes. | Men i denne tid vil vi alle være magistre, førend vi er begyndt at blive ordentlige disciple. Men den begærlighedens sygdom, som I lider af, får jer til at råde til at klostre skal laves om til fromme skoler, hospitaler, eller til anden from brug, og så kan det ud fra jeres anliggende jo godt se ud som om I beundringsværdigt vil gøre noget ved slapheden og tage jer af de fattiges sag. | Men i denne tid vil alle være mestre, førend I bliver fromme disciple. Og dog synes I at have en kristelig medynk over de syge og kranke mennesker, når I råder til, at der, dem til gode, indrettes nogle klostre til hospitaler, | Men i thenne tiid wele i alle ware mesteræ, før end i bliffwe fromme discipele. Oc dog i siwnis at haffwe een christelig metønck offwer the kranckæ oc siwgæ menniscker, nar i raade them till godhæ, At somme closter sckwlle forwandlis till hospitall, |
| 38Sed ad veterem istam Iudae proditoris querelam, videlicet: Ut quid perditio haec? potuit enim istud unguentum venumdari magno et dari pauperibus, satis superque respondimus sub articulo 7. de cultu sanctorum, reliquiarum et imaginum. | Men det fører bare til den gamle forræder Judas' klage, nemlig den, hvor han siger: 'Hvorfor ødsle sådan? denne salve kunne være solgt for mange penge, der kunne gives til de fattige', (Matt 26,8), men den har vi svaret godt nok på ovenfor i artikel 7 om dyrkelsen af de hellige, relikvierne og billederne. (Celle 25). | men vi frygter, at det er den gamle jødeklage mod Magdalene, når der er stor vildskab med. (Matt 26,8f). | wij tha befrøchte, at thet er then gamble Jude klaghe mod Magdalenam, nar ther er ett stort wild hoss. |
| 39Non enim hoc dicebat (teste beato Ioanne), quod curae erat illi de pauperibus, sed quod fur erat et loculos gerebat. Sed finem hominis audite: Suspensus (inquit scriptura) crepuit medius, et effusa sunt omnia viscera eius. (240) | 'For det sagde han ikke af den grund', ifølge den salige Johannes, 'at han havde omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv, og stod for pengekassen' (Joh 12,6). Men hør, hvordan det gik ham til sidst: 'Ophængt styrtede han ned, og alle hans indvolde væltede ud'. (Apg 1,18). | Det er vel et skønt skin for simpelt folk, som ikke har lært at kende skalkhed, men vor Herre kan ikke bedrages. I skulle ikke glemme Judas' endeligt, han hængte sig selv og brast i to, så at hans indvolde væltede ud af ham. (Apg 1,18) | Thet er well ett sckiønt sckyn for simpel folck som icke haffwer lerdt at kende schalckhet, men wor herre kan tha icke bedragis. I scwlle tha icke glemme Jude affgang oc endeligt, han hengde sig sielff och brast i tw, swo att hanss indelffwæ weltæ wdaff hannwm. |
| 40Proinde et vos cavete, ne vos, Iudae imitatores strenuos, par itidem exitus et mors parum honesta maneat. | Derfor, tag jer i agt, også I, at ikke I, Judas' ivrige efterfølgere, her kan forvente en lignende udgang og en død, værdig til hans ligemænd. | ||
| 41Porro, quod magno cum stomacho monasteria otiosorum ventrum latibula vocatis, quis non videt, id ex gravi odio potius, quam ex recto iudicio profectum? | Videre, at I på grund af store maver kalder klostrene 'ørkesløse buges skjulested', hvem ser ikke, at det snarere er sagt af et stort had end af en ret dom? | Men at jeres poet i sin latin mere end jeres danske indeholder så hadskeligt har kaldt klostre ørkesløse bugeskjul, hvem kan nu ikke mærke, at som så meget andet er også det sagt af en hovmodig trods og et fordømmeligt had. | Men at eder poett vdi syn latinæ ydermeræ end eder danscke indeholder, haffwer swo hadzchelige kaldet closter aarckeløsæ bwgesckiwll. Hwem kan icke nw merckæ at som andhet møghett, swo er oc thet sagt aff ett hoffmodigt tratz oc ett fordømeligt had. |
| 42Quid enim a legitimo monacho ventre otioso alienius? Nam si quivis Christi sacerdos, modo sit in officio, nihil minus quam otiosus venter esse potest, quemadmodum sub articulo 22. dictum est, quanto minus suo fungens officio monachus? | Hvad er nemlig mere fremmed for en ret klostermand en en ørkesløs bug? For hvis en Kristi præst, blot han er i embede, ikke kan være mindre end en ørkesløs bug, sådan som vi har sagt under artikel 22 (celle 17), hvor meget mindre så den munk, der fungerer i sit embede? | Gode klostermænd er aldrig ørkesløse, og iblandt de onde kan dog findes den, der har gravet ligeså meget ler og smidt ligeså meget møg på vogne som jeres poet eller nogen af jer (note 5). I kan ikke andet end være jer selv lige, og fordi I af naturen er hovmodige og stolte, så falder ordene så spotske ud af munden på jer. I må være glade for, at Guds vrede i denne tid har givet jer så stort et mod, at I får lov til ustraffet at overskænde alle og så frækt at fordømme alle. | Gode clostermend eræ ingen tiid orckeløsæ, oc i blandt the onde kan dog findis then, ther swo møghett leer haffwer graffwet, oc brødt møg paa wognæ, som enchten same eder poett eller nogre aff edert selscaff. I kwnne icke (304) andett end ware eder sielffwe ligæ, oc forti som i eræ aff natwren hoffmodige oc stoltæ, swo falde eder ord aff mwnden oc swo saaræ spottelige. I mwæ loffwet at Gwdz wredæ i thenne tiid haffwer giffuet eder swo stort eet mod at i mwæ swo forgewis offwersckende alle oc swo dierffwelige fordømmæ alle. |
| 43Nos enim pro virili nostra tuemur atque tuebimur, quoad vivemus, monachismum ipsum, veluti Christianae religionis apicem et columen, at monachos et moniales omnes neutiquam. | Vi har nemlig minsandten værnet om og vil værne om, med vort levned, munkevæsenet selv, som den kristne fromheds spydspids og støttepille, men munke og alt munkeliv vil vi på ingen måde værne om. | Men som før sagt, vi forsvarer gerne klosterlevned, men ikke alle klostermænd. | Men som tilffornet sagt er, wij forsware gerne closterleffnet, men icke alle clostermend. |
| 44Verum sicut exigno Apostolorum Christi numero Iudae malitia non obfuit, ita nec officit universo monachorum ordini paucorum (si qui sint, uti dicitis, otiosi ventres) ignavia. | Men ligesom Kristi apostles afmålte antal ikke skadedes ved Judas ondskab, sådan står heller ikke nogle få munkes slaphed (hvis de, som I siger, er ørkesløse buge) i vejen for hele munkevæsenet. | De gode skal ikke foragtes for de ondes skyld, men hellere skulle de onde nyde godt af de godes fortjenester, og samtidig læres og undervises, og ikke bagtales eller overskændes. Det hører der til en retsindig kærlighed. | The gode scwlle icke foragtis for the ondhis sckyld, men heller scwlle the onde nyde the gode got, oc wnderdess læris oc vnderwisis, och icke beklaffis eller offuersckendis, thet hører til een retsindig kerlighet. |
| 45Notum quippe Hieronymi verbum est: Paucorum culpa non praeiudicat religioni. Nam idcirco laborandum est, ut reformentur, non ut deformentur monasteria. | Man bør jo lægge mærke til Hieronymus' ord: Nogle fås brøde kan ikke dømme hele klostret. Derfor bør man arbejde på, at klostrene kan reformeres, ikke at de kan ødelægges. | ||
| 46Ceterum neque in his duobus quodem [213] postremis dogmatum articulis est, vos apostatae, semper ordinum vestrorum persecutores, in quo tanquam novae cuiuspiam opinionis inventione gloriari liceat in malitia vestra. | Forøvrigt er det heller ikke i disse to sidste trosartikler sådan, at I, I frafaldne, der altid forfølger jeres ordener, i jeres ondskab kan prale af det, som om I havde opfundet en ny mening. | Men det er da ikke først jeres påfund at bagtale og udskælde klosterlevned (med mindre det almindeligvis er, hvad forløbne munke plejer at gøre), | Men thet er tha icke edert første paafwnd at beklaffe oc besckieldhæ closterleffnet (wden hwess thet er almenligtt at alle forløbne mwncke pleyæ swo at gøre) |
| 47Nam vetus est haeresis ista Ioviniani, Vigilantii, Lampetianorum, Valdensium, Viclevicorum et Hussianorum. Quamobrem et hi optimo iure vobis obiecto fuerunt. | For dette kætteri er det samme som Jovinians, Vigilantius', Lampetianernes, Viklevitternes og Hussitternes. Derfor er også disse sætninger blevet bebrejdet jer med føje. | fordi Jovianus, Vigilantius, Lampetius, Valdensis, Wiclef, Huss og mange andre gamle kættere har gjort det før jer, det, som I gerne efterfølger, ikke alene udi dette stykke lærdom, men også i mange andre. | Forti Jouinianus, Uigilantius, Lampetius, Ualdensis, Uichleffus, Hwss, oc andre mange gamble ketteræ, icke alsomeniste wdi thette støcke lerdom, men oc swo i manghæ andre. |
| 48Vides enim, Christiane lector, quemadmodum et in primo et in secundo congressus a nobis dictum est, omnem istius novae factionis doctrinam haud aliud esse quam miscellaneam farraginem quandam, aut potius colluviem ex veteribus obsoletisque haeresibus iam olim condemnatis, non iudicio, at odio, non sapientia, at audacia, non ratione, at temeritate ex obliteratis abditisque libris susque deque contractam. | Du ser da, kristne læser, hvordan vi både i den første og den anden afdeling har sagt, at hele dette nye partis lære næppe er andet end et miskmask, eller snarere et kaos af gamle udtjente kætterier forlængst fordømt, sammendraget op ad vægge og ned af stolper, ikke af ret, men af had, ikke af visdom, men af vovemod, ikke af fornuft, men af frækhed, fra glemte og skjulte bøger. | Jeres ganske lære, derfor, er ikke andet end en sammenblanding og forblændelse sammenrørt af godt og ondt, det onde har i uddraget af gamle kætterier, det gode af gamle hellige mænds bøger. Af jeres eget har I næsten intet tillagt eller påfundet uden nogle overord, storagtige løgne, skøgesprog og skændstale, hvormed I smykker, forblommer, polerer og emaljerer jeres ganske lærdom, at det, som er gammelt og forslidt, skal synes nyt. | Eder ganscke handell forti, er icke andet end een menge oc een forblending tilhobe kommen aff ondt oc gott, thet onde haffwe i draget wdaff gamble ketterij, oc thet godhe aff gamble hellige mendz bøger. Aff edert eget haffue i plat inthet tillagt eller paafundet vden nogre offwer ordt, storachtighe løgner, sckøge sprock, oc sckiendz talæ, hwar mett i smycke, forbløme, glindre, oc ameleræ eder ganscke lerdom, at thet scall siwnis nytt, som er dog gammelt oc forsliitt. |
Noter.
Note 1: I Vulgata hedder det i Mark 14,15, at der var tale om et 'cenaculum grande', i Luk 22,12, at det var et 'cenaculum magnum', i Acta 1,13, at det var det 'cenaculum', hvor de plejede at holde til. 'Cenaculum' betyder 'rum, hvor man plejer at spise', 'sal ovenpå'.
Note 2: Thomas Waldensis, død 1431, engelsk karmeliterprovincial, Wicliffs hovedmodstander. Hans Doctrinale antiquitatum fidei ecclesiæ catholicæ adversus Wiclevitas et Hussitas I-III bekæmper Wiclifs lære ud fra et bibelsk-patristisk synspunkt.
Note 3: Aurum Tholosanum: Guldet i Apollotemplet og andre templer i Tolosa (Toulouse), som blev røvet 105 f. Kr. af konsulen Q. Servilius, omtales af Cicero (Om gudernes natur III, XXX, 74) Gellius (Attiske Nætter III, IX, 7) og andre; slægten Servilius fik senere en sørgelig skæbne, som man mente skyldtes dette skatterov.
Note 4: Hieronymus, Epist. ad Rusticum Monacum (Migne Lat. 22, 1072)
Note 5: Det om møgvognene er Poul Helgesens særlige raffinement. Peder Laurentsen har i Malmøbogen nævnt, at det er mere velbehageligt for Gud om en dreng eller piger synger Gud en lovsang fra en møgvogn, end om en præst eller biskop synger messe i en domkirke (se Malmøbogen, folio 23a). Poul Helgesen forsvarer sig i sin bog mod Malmøbogen med, at man ikke skal give hundene det hellige; der vil og skal være noget i gudstjenesten, der er skjult. Men senere i sin bog tager Helgesen sagen op igen. Peder Laurentsen har søgt at påvise ud fra skriften, at ingen, som er karsk og sund, må have lov til at tigge. (Malmøbogen folio 46a) Dertil svarer Helgesen, at skal det gælde, da rammes alle klostre og alle, der beskæftiger sig med åndeligt arbejde. Og han fortsætter om disse åndsarbejdere: 'De er ikke af den grund ørkesløse, at de ikke pløjer eller tærsker, graver eller muger. Det kan godt være, at de, der nu råber højt om andre folks ørkesløshed, og synes at kræve evangelisk adfærd, ikke har gravet meget ler i deres dage eller smidt meget møg på vogne og derfor ikke har mange vabler på hænderne, enten af skovl eller spade, økse eller greb'. Sammenligner man den gammeldanske tekst, ser man overensstemmelsen. Bogen mod Malmøbogen: '..haffue icke end heller graffuett møgett leer ij theris dage, eller brudett møg paa wogne,...'; dette skrift: '...ther swo møghett leer haffwer graffwet, oc brødt møg paa wognæ,...', ser man overensstemmelsen. (Poul Helgesens samlede værker, bind III, side 118 og side 230)