| Articulus vigesimus quartus | Den 24. artikel. | Then xxiiii artichel. | |
| Nulla perpetua vota obligare cuiuscunque conscientiam, vitamque monasticam errorem esse ac deceptionem neque doctrinae Christi consentientem, nec veram habere pietatem. | Intet evigt løfte forpligter nogen samvittighed, og klosterlevned er derfor en svig og en vildfarelse, hverken stemmende med Kristi lærdom eller med sand gudelighed. | Inthe ewigt løffte forpligter nogen conscientze oc closterleffnet er fordi eett swiig oc een wilfarilsæ huerckin eensindig met Christi lerdom icke heller met sandt gwdelighedt. | |
| Responsio.
Hunc articulum etiam nostrum esse asserimus et longe verissimum, modo loquatur de votis illis, quae originem ex sacris literis non habent, cuius generis sunt omnia vota monastica, et si qua illis sunt similia. Prima huius articuli pars probatur verbis Paulinis 1. Cor. 7. Gal. 5. Ingrati enim sumus futuri Christo (ex quo nos asseruit in libertatem), si rursus sponte nostra praecipitemur in servitutem, perpetuis votis obstringentes conscientias nostras. Qui igitur per imprudentiam huiusmodi votis sese reddit obnoxium, facit contra Dei consilium et commissionem auctore Paulo. Nemo igitur huiusmodi votorum observatione obligatur. |
Prædikanternes svar:
Vi bekræfter, at også denne artikel er vores og at den i højeste grad er sand, når den forstås om de løfter, som ikke har deres udspring i skriften. Af den art er alle klosterløfter, og hvad der kan være lig med dem. Den første del af denne artikel bevises af Paulus' ord i 1 kor 7 (23) og Gal 5 (1). Vi ville nemlig være utaknemlige mod Kristus (ved hvem vi er blevet bekræftet i friheden), hvis vi igen med vilje nedstyrtede os i slaveri ved at binde vore samvittigheder med evige løfter. Den derfor, der af uvidenhed har gjort sig skyldig overfor sådanne løfter, han har handlet imod Guds råd og befaling ved Paulus. Ingen er derfor forpligtet på at holde sådanne løfter. |
Prædikanternes svar:
Denne artikel vedstår vi også om de løfter, som ikke er i overensstemmelse med skriften, som er de almindelige klosterløfter, og vi beviser artiklen (i det første punkt) med Paulus' ord 1 Kor 7 (23) og Gal 5 (1). Eftersom Kristus sådan har udfriet os, da må vi ikke agte hans velgerninger så ringe eller foragtelige, at vi gør os selv ufrie igen med sådanne strenge og evige løfter, og hvem der af uvidenhed har forset sig heri (291) og forpligtet sin samvittighed, han har handlet imod Guds befaling ved Paulus, og derfor er han ikke pligtig at holde det. |
Predicanternis gienswar:
Thenne artichel bestaa wi oc swo om the løffte som icke ere befeste met scrifften som menige closter løffte ere oc wij bewiise hanwm [i sitt første punct] met sancte Powels ordt i. Corinthiorum vij. oc Galatas v. Effter thi Christus haffwer swo fritt oss tha maa wij iw icke holde hans welgierninger saa riinge eller foractelige att wij giøre oss selffwe wfrii igien mett saadane strenge oc ewige løffter oc hwo seg aff wanwittighedt haffwer her wdi forseett oc forpligthet syn samwittighedt, tha haffuer han giort modt Gudtz befaling, wedt sancte Pouel, och ther fore er han ey plictig till at holde thet. |
| Confutatio.
En tibi, lector, progeniem viperarum. Quidni enim ita dicam? quando sicut viperei partus, dum eduntur in lucem, ortu suo (232) genitrices enecare feruntur, ita vos monasteria nunc evertere molimini, quorum impensis bona pars vestrum educata, instituta et alita est. |
Prælaternes gensvar:
Her må du, kristne læser, se en ret øgleslægt; må vi da ikke sige sådan! når et øglefoster siges at have en sådan natur, at når det fødes, da dræber det sin mor! sådan vil I nu fordærve og ødelægge klostre, udi hvilke og på hvis kost og tæring de fleste af jer er oplærte og opvoksede; |
Prelaternis gienswar:
Her motthu christen læsere see en rett ødele slegt, hui mo vij icke swo sige? nar ødele foster sigis att haffue saadan natur att nar the fødis, tha dræbe the syn moder, swo vele nw i forderffwe oc forstøre closter, wdi huilcke oc paa huess kaast oc tæring største parthen aff eder ere lerde oc opfødde, |
|
| I skulle ikke ride så høje heste, som I nu gør, hvis ikke klostre og klostermænd havde fremdraget jer (skønt det er en ulykke, at det overhovedet er sket). | i schulde neppelige riide swo høge heste som i nw giøre hwar closter oc clostermendt haffde eder icke framdragett (dess wer att the schulde nogen tiidt sckee). | ||
| Nam quid aliud facitis, ingratissimi mortalium, asserentes hunc articulum esse vestrum ac longe verissimum (qui omni mendacio mendacior), quam ut monachismo ex orbe prorsus eiecto omnia ubique monasteria vel funditus diruantur, vel certe profanos in usus convertantur, id quod etiam in sequentis articuli declaratione palam exprimere haud verimini et, proh dolor, compluribus in locis non exigua conatus vestri auspicia et fundamenta iacta sunt. | For hvad gør I andet, I de mest utaknemlige af de dødelige, når I fastslår, at denne artikel er jeres og den sandeste af det sande (skønt den er mere løgnagtig end løgnen), end at I, skønt munkevæsenet er udbredt ud over hele verden, enten nedbryder til grunden alle klostre overalt, eller forvender det til verdsligt brug, hvad I heller ikke skammer jer over at udtrykke i en følgende artikel (art. 25), og hvad der desværre er fuldbyrdet mange steder med jeres hjælp og ved jeres grundsætninger. (??) | Hvad gør I nu andet, I utaknemlige svin, end rive hul på den sæk, I er blevet mættet af, når I fastholder, at denne artikel er mest sand (som jeres poet har sagt), hvilket dog er mere løgnagtigt end løgnen selv, på det at når klosterlevned bliver ødelagt alle steder og klostre nedbrudt eller forvandlet til verdsligt brug, da skal I ikke med tiden trænges til krybbe igen. | Hwadt giøre i nw andet i wtacknemmelige swyn, endt riffwe hwl paa then sæck i ere mette wdaff, nar i bekiende thenne artichel, att were aller sandist (som eder poett haffuer sagt) ther er dog meer løgnactig endt løgen er selff, paa thet att nar closterleffnet vore forstørit paa alle steder oc closter nederslagne, eller forwanlede till andet werslig brug, tha schulde i icke met tiiden trengis till krubbe igien. |
| Sed quonam serpentino astu viperae proles haec agatis, despiciamus. Principio, quod votorum obligationem inficiari non potestis neque negare vota esse reddenda, et quod natura dictet, honestas imperet et scriptura multis in locis oportere doceat, moderamini adiecto subiungitis, hactenus quidem vos asserere, vestrum esse hunc articulum et longe verissimum, quatenus loquitur de votis illis, quae originem ex sacris literis non habent, cuius generis sunt omnia vota monastica, et si qua illis sunt similia. | Men med hvilken slangesnedighed, I øgleslægt behandler disse ting, det vil vi nu se: For det første: Fordi I ikke kan nedbryde forpligtelsen ved løfterne, ejheller nægte, at hvad man har lovet, det skal man holde (det er jo også, hvad naturen dikterer, hvad ære lægger frem for os at gøre, og hvad skriften mange steder lærer skal ske), da modererer I jeres ord og underforstår en tilføjelse, så I kun fastholder, at denne artikel er jeres og uhyre sand, forsåvidt den taler om de løfter, som ikke har deres udspring i skriften, og den slags løfter, siger I, er alle klosterløfter og hvad der ligner dem. | Men ud af hvilken orme-snedighed, I øgleslægt gør det, det vil vi nu ransage og granske. For det første: Fordi I ikke kan nægte det forpligtende ved løfter, ej heller nægte, at de selvfølgelig skal overholdes (hvilket naturen bekender og høviskhed og ære tilstår og skriften mange steder lærer og underviser os i), da fordrejer og formilder I jeres ord og anerkender kun artiklen på den måde, at han skal forstås om de løfter, som ikke har grund og udspring i skriften, og af den art (292) siger I, at klosterløfter er og mange andre ligeledes. | Men aff huadt orme snedt, i ødele slegt thet giøre, wele vij nw grantsche oc ransage, Mett thet første, forti i kunne icke negte løffters forplictelse, ey heller negte at the schule iw holdis (ther naturin bekiender houischet oc ære tilstaa, oc scrifften paa mange steder lær oc vnderwiiss) tha forfeyre oc formilde i edre ordt, och bekiende artichelen met saa sckiel, att han scall wnderstaas om the løffte som icke haffue grund oc wdspring aff scrifften, hworedane i sige closterløffte att wære, oc andre mange theris liige. |
| Proinde, quoniam (ut audio) convenit inter nos (vos) de votorum obligatione, modo legitima sint et idonea, hoc est, ex verbo Dei profecta; id unum restat ad monachismum asserendum, ut monastica vota huiusmodi esse doceamus. | Dernæst, når det, som jeg hører det, i uoverensstemmelsen mellem os drejer sig om forpligtelsen ved løfterne, på hvilken måde de er legitime og retskafne, det vil sige, på hvilken måde de er af Guds ord, så står kun den ene ting tilbage, når vi vil fastholde munkevæsenet, at vi belærer jer om, at munkeløfterne er løfter af denne art. | Derfor bemærker vi, at når det drejer sig om forpligtelsen ved løfter, når de er duelige af tilbørlige og retsindige vilkår, det vil sige, når de fødes af Guds ord, da er vi enige med jer om, at de skal holdes; så nu mangler vi bare at bevise, om klosterløfter er duelige af tilbørlige vilkår og af skriften. | Thi formercke wij, att wdi løffters forplictilse, nar the ere dwelige aff børlighe och retsindighe wilckaar, thett er nar the fødis aff Gwdtz ordt, æræ i offwer eens att the schwle holdis, thi fattis icke nw andet endt att bewiise hwar closterløffte æræ dwelige aff børlighe wilckaar oc aff scrifften. |
| Itaque omne votum huiusmodi (quemadmodun sacri doctores longa scripturarum observatione collegerunt) de re quapiam erit honesta, possibili, non tamen praecepta. At tria illa monachorum et monialium vota substantialia (ut vocant), nimirum continentiae, paupertatis et obedientiae, huiusmodi esse quis non videt? | Derfor, ethvert sådant løfte (og det har de hellige lærere forlængst udfundet af skriften) vil være om noget, der er agtværdigt, muligt, men dog ikke påbudt. Men munkevæsenets og de munkeliges tre løfter er i deres substans (som de siger) netop af den art, hvem kan ikke se det? nemlig, løftet om afholdenhed, om fattigdom og om lydighed. | Derfor skal alle sådanne løfter (og det har de hellige lærere forlængst udfundet af skriften og skriftens rette mening) have til genstand noget, som er høvisk, ærligt, dydeligt og muligt, men dog ikke påbudt. Af denne art er de tre løfter, som klosterfolk nu i almindelighed aflægger, om kyskhed, om fattigdom og om lydighed. | Thi schwle alle saadane løffte (som hellighe lærere haffwe lenge forfaridt aff scrifft och scriffthens retsindighe mening) wære om then ting, som er høwisk, erlig, dygdelig, oc møielig, men dog icke bwden, Saadane ere try løffte som closterfolck nw almenelighe giøræ, som æræ kyskhedt, fattigdom, och lydilse. |
| Nonne et dominus noster Iesus Christus in Evangelio sub triplicum eunuchorum similitudine, et Apostolus Paulus in priore ad Corinthios epistola multis rationibus continentiam consuluerunt, quemadmodum in articulo XVIII. de caelibatu sacerdotum diximus? | Mon ikke vor Herre Jesus Kristus gav et råd om kyskhed i lignelsen om de tre gildinger i evangeliet, og mon ikke apostelen Paulus gav mange grunde til afholdenhed i det første brev til korintherne, sådan som vi har redegjort for det i artikel 18 om præstecølibatet? | Til kyskhed gav Kristus råd i historien om de tre slags kastrater hos Matthæus, (Matt 19,12) ligeledes Paulus i det første brev til korintherne (1 Kor 7,25-40). | Till kyskhedt gaff Christus raadt wdi the trenne gyldingers historia hoess Matthewm, Paulus desligest i første sendebreff till Corinther, |
| Nonne et Christus adolescenti paupertatem ceu perfectionis viam consuluit dicens: Si (233) vis perfectus esse, vale, vende omnia quae habes et da pauperibus, et habebis tresaurum in coelo, et veni, sequere me? | Mon ikke også Kristus gav den unge mand et råd om fattigdom som en vej til fuldkommenhed, da han sagde: Hvis du vil være fuldkommen, da gå bort, sælg alt, hvad du har, så vil du have en skat i himlen, og kom så og følg mig? | Til fattigdom, som til en fuldkommenheds vej, rådede Kristus det unge menneske, også hos Matthæus, idet han sagde: 'Vil du være fuldkommen, da gå hen og sælg hvad du har og giv det til de fattige, da får du en skat i himlen og kom så og følg mig'. (Matt 19,21) | Till fattigdom, ligerwiis som til een fulkommelighedtz wey raadde Christws thett wnge mennische, i samme stedt saa sigindis, Uiltu wære fwlkommelig tha gack oc i kiøb affhendt hwess thw haffwer, oc giff thet fattige folck, oc tha faar thw eiendom i himmelin, oc kom saa oc effterfølg meg. |
| Nonne et primos Christi discipulos in tenera Ecclesiae infantia, divenditis possessionibus propriis iuxta dominicum hoc consilium, voluntaria paupertate in communi eorum usu convixisse, quemadmodum sub articulo quoque proximo meminimus, Actorum historia testatur? | Mon ikke også de første Kristi disciple kirkens spæde barndom, solgte deres ejendom ifølge dette råd fra Herren, og levede sammen i en frivillig fattigdom med fælles brugsret, sådan som vi har mindet om det i en foregående artikel, (art. 23) hvilket bevidnes af Apostlenes Gerninger? | Sådan læser vi, at de første Kristi disciple (da kristendommen var en ung plante) solgte deres ejendom efter dette Kristi råd og levede i en frivillig fattigdom med fælles brug af klæde og føde, efter de hellige apostles underhold, som modtog menighedens penge og indkomster. (Apg 2,44f; 4,32f) | Saa læse wij att the første Christi discipele (ther christendommen war een wng plante) saalde theris eiendom effter thette Christi raat oc leffde aff en villig fattigdom wdi en meenlig brugilse, til klede oc føde, effter the hellige apostolorum forsiwn som anammede menighetz penninge oc indkomme. |
| Nonne Christus denique obedientiam consuluit, quo loco, posteaquam de sua obedientia dixisset in cruce consummanda, subiunxit: Si quis vult venire post me, abneget semetipsum, et tollat crucem suam, et sequatur me. Nam ad plenam vitae perfectionem nec est satis, abnegasse propter Deum propria bona externa, quod fit per voluntariam paupertatem, nec abnegasse carnem propriam, id quod per continentiam fit, nisi (quod in homine summum est) propria quoque voluntas abnegetur, | Endelig: Mon ikke Kristus rådede til lydighed, på det sted, hvor han efter at have fortalt om sin egen lydighed, der skulle fuldkommes på korset, tilføjede: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For med til en hel livets fuldkommenhed hører ikke blot at fornægte overfor Gud sin egen ydre ejendom, hvilket sker gennem den frivillige fattigdom, heller ikke blot at fornægte sit eget kød, hvilket sker ved afholdenheden, man må også fornægte sin egen vilje, hvilket er det højeste i mennesket. | Sådan råder Kristus også til lydighed, efter at han har talt om sin egen lydighed, der skulle (293) fuldkommes på korset, idet han siger, at 'den, som vil følge efter mig, han skal nægte og forsage sig selv og tage sit kors op og følge mig' (Matt 16,24; Luk 9,23). Fordi til en hel fuldkommenhed er det ikke nok overfor Gud at have forsaget ejendom i udvortes ting, hvilket sker, når man lever i frivillig fattigdom, heller ikke er det nok at have forsaget sit eget legeme, hvilket sker ved løfte om kyskhed, men det, som er ypperligst i mennesket, må også forsages, det er menneskets egen vilje, | Saa raader oc saa Christus til lydilse siden han haffde talet om syn egen lydilse ther schulde fulkommis paa korsedt, saa sigindis, huosom wil komme effter meg han scal negte oc forsagge seg selff oc tage sitt kors oc følge meg. Forti till een fulsom fulkommelighedt, tha er thet icke nock fo Gudt, att haffue forsaget eiedom i vduortis ting ther sckeer met willig fattigdom, icke heller att haffue forsaget sitt eghitt legomme ther sckeer met kysckhedtz lyffte, vdhen thet som er ypperst vdi mennischin oc swo forsagis, thet er mennischins eghen villie |
| id quod fit per obedientiam maxime talem, qualem ad Christi imitationem religiosi profetentur, Christus enim ingruente iam passione acerbissima, voluntatem suam consummatissima obedientia in Deum patrem resignans, hoc pacto ter ipsum rogavit: Pater mi, si possibile est, transeat a me calix iste; verumtamen non sicut ego volo, sed sicut tu. | Det sker ved lydighed, og det i særlig grad ved den slags lydighed til Kristi efterfølgelse, som klosterfolk aflægger løfte om. Dengang Kristus stod foran sin hårde lidelse, overgav han sin vilje til Gud fader med en fuldstændig hengiven lydighed, idet han tre gange bad ham med disse ord: Min far, hvis det er muligt, da lad denne kalk gå mig forbi; dog ske ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil. | hvilket sker ved lydighed, og det i særlig grad ved den, som klosterfolk lover, når de efterfølger Kristi eksempel, fordi Kristus, da hans hårde død og pine stod for døren, overgav og overlod sin vilje til Gud Fader med en allerstørste fuldkommen lydighed og bad ham tre gange således: 'min fader, er det muligt, da lad denne kalk gå mig forbi, men ikke som jeg vil, men som du vil'. | huilckedt ther sckeer met lydilse, oc then besynderlige som closterfolck loffue effterfølgindis Christi exempil, fordi Christus then tiid hans hoorde dødt oc pine var for dørren tha offuergaff oc oplodt han sin villie till Gudt fader met een alsomstørst fulkommelighetz lydilse oc badt hanum tre gange i saadan mening, myn fader er the mweligt tha ladt thenne kalck gaa meg forbij men tha icke som ieg vill men som thu. |
| Quapropter ab Apostolo Paulo dicitur: Obediens factus usque ad mortem, mortem autem crucis. Cum ergo tria haec, quae religiosi utriusque sexus vovent, Christus ipse Apostolis discipulisque suis non docuerat solum atque consulerat, sed etiam observerat; qua fronte vos, perfidi desertores, dicere non erubescitis, monastica vota e sacris literis non habere originem? | Derfor siges det af apostelen Paulus: Han var lydig til døden og det døden på et kors. Eftersom da Kristus selv har ikke blot lært og tilrådet sine apostle og disciple disse tre ting, som klosterfolk af begge køn aflægger løfter på, men også selv overholdt dem, hvor vover så I, elendige forløbne munke, at sige uden at rødme, at munkeløfterne ikke udspringer af den hellige skrift? | Og derfor siger Paulus, at han var lydig indtil døden og ligefrem indtil korsets død, som var den allerforsmædeligste død (Fil 2,8). Og eftersom Kristus ikke alene har lært og tilrådet sine disciple at holde disse tre løfter, som klosterfolk plejer at aflægge, men også selv har holdt dem, med hvilken frækhed tør da I mænd, der er løbet bort og har brudt jeres løfte, sige, at de ikke har hverken grund eller fæste i den hellige skrift? | Oc fordi siger Paulus att han var lydig ind till døden, oc besynderlige till korsins dødt, som wor then allerforsmædeligeste dødt, Oc effter thi att Christus desse trenne løffte som closterfolck pleye att giøre haffuer icke alsomeniste lærtt oc raadt sine discipele men haffuer them oc swo selff holdet, Mett huadt dierffhedt taare i forløbne oc forsoerne mendt tha sige, att the haffue huerckin grundt eller feste wdi then hellige scrifft? |
| Verum Christus haec non praecepit eum certe in modum, quo haec religiosorum usu aut certe institutione observantur, at solum consuluit, nimirum ut honesta et possibilia. Quis ergo ex his non intelligit, legitima et idonea esse vota monastica, utpote facta de re honesta et possibili, haud tamen praecepta. | Men Kristus har givetvis ikke befalet disse ting på den måde, som de nu overholdes i klosterfolks brug og faste institutioner, men alene tilrådet dem, nemlig som agtværdige og mulige. Hvem kan nu af disse ting ikke forstå, at klosterløfter er legitime og retskafne, fordi de er aflagt på noget, som er agtværdigt og muligt, selv om det nok ikke er påbudt. | Men Kristus har ikke befalet sådanne ting med de vilkår, som de nu bruges af klosterfolk, men gav det som et råd, som til det, der er ærligt og muligt, og derfor kan hver kristen og forstandig mand herudaf besinde og forstå (294), at klosterløfter er aflagt skikkeligt og ærligt på den opførsel, som er høvisk, tugtig, og ærlig og mulig, selv om den ikke er befalet. | Men Christus haffuer desse ting icke budett mett saadane vilckaar som the nw brugis aff closterfolck men gaff ther till raadt ligeruiiss som till thet ther er erligt oc møieligt, oc fordi kan hwer christen oc sckiels mandt her vdaff besinde oc forstaa at closter løffte ere sckickelige oc erlige giorde i then handell som er høwisk tucktig, oc erlig oc møielig dog han er icke buden. |
| Porro non haec modo consilia, verum etiam praecepta Dei sunt impossibilia quidem homini naturae suae relicto, at utraque eidem gratia et charitate adiuto (quae (234) omni recte volenti semper exposita est) non modo possibilia sunt, verum etiam facilia, quemadmodum de voto sacerdotalis caelibatus articulo XVII. dictum est. Oportet enim confidere in Deum iuxta doctrinam Apostolicam, quod qui coepit in nobis opus bonum, perficiet usque in diem Iesu Christi. | Videre: Ikke blot disse råd, men også Guds bud er umulige at overholde, nemlig for det menneske, der er overladt til sin egen natur, men begge slags gerninger kommer nåden og kærligheden til hjælp (som altid gives til den, der ret vil), så de ikke blot bliver mulige, men også lette at øve, sådan som det er sagt om præsternes cølibatsløfte i artikel 17. Man bør nemlig have tillid til Gud, ifølge apostelens lære, at han, som har begyndt sin gode gerning i os, han vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. | Men når I siger, at de er umulige at overholde for den, som ser på naturen og hendes skrøbelighed, så er også Guds bud umulige at overholde, hvis mennesket overlades til naturens magt, men både løfte og bud bliver dog ikke alene mulige, men såre lette med nådens og kærlighedens bistand, der ikke almindeligvis nægtes dem, som er af en from og retsindig mening. Det er tilbørligt, ifølge Paulus' råd, at enhver fortrøster sig til Gud, at ligesom han har begyndt en god gerning, sådan vil han også fuldkomme den indtil Jesu Kristi dag. (Fil 1,6) | Men nar i sige att the ere wmøielige huo som agter oc anseer naturin oc hennis sckrøbelighedt. Saa ære oc swo Gudtz budt wmøielige at holde om mennischin forladis vnder naturlig magt, men bode løffte oc budt bliffue dog icke alsomeniste møielige men saare lette aff naadens oc kierlighedtz biistandt, ther icke gierne sønis them som ere aff een from oc retsindig mening. Thet er børligt effter sancti Pauli raadt, at huer saa fortrøster seg till Gwdt, att som han haffuer vdi hanum begynt een godt gierning suo vill han henne oc fulkomme indtil Jesu Christi dag. |
| Nunc vero rationes vestrae prodeant in medium. Prima (inquitis) huius articuli pars (secundam enim ad primam ultro consequi supponitis) probatur verbis Paulinis 1. Cor. 7., illis, opinor: Pretio empti estis, nolite fieri servi hominum etc. Et Gal. 5. verbis, ni fallor, illis, quibus mox in fronta ait: State et nolite iterum iugo servitutis contineri. Nam utriusque loci vim explicantes adiicitis: "Ingrati enim sumus futuri Christo, ex quo nos asseruit in libertatem, si rursus sponte nostra praecipitemur in servitutem, perpetuis votis obstringentes conscientias nostras". | Nu vil vi se på jeres beviser. Den første del, siger I, af denne artikel (den anden del mener I nemlig senere følger af den første) bevises ud fra Paulus' ord i 1. kor 7, nemlig, tror jeg nok, disse ord: I er købt for en pris, bliv ikke menneskers trælle, osv. Og Gal 5, de ord, om jeg ikke tager fejl, der står lige i begyndelsen, Stå fast og lad jer ikke atter binde i trældoms åg. For begge disse steders kraft udtrykker I, når I siger: Vi ville nemlig være utaknemlige mod Kristus (ved hvem vi er blevet bekræftet i friheden), hvis vi igen med vilje nedstyrtede os i slaveri ved at binde vore samvittigheder med evige løfter. | Nu vil vi høre jeres bevis. Den første del siger I, at Paulus beviser 1 Kor 7 og Gal 5. Og om vi forstår jer ret, da mener I disse to steder: 'I er købte for en pris, bliv ikke derfor menneskenes trælle' (1 Kor 7,23) og 'Stå fast og lad jer ikke igen binde under trældom' (Gal 5,1), fordi I udlægger begge disse steders kraft og mening, når I siger: 'Efter at Kristus sådan har udfriet os, da må vi ikke agte hans velgerninger så ringe eller foragtelige, at vi gør os selv ufrie igen med sådanne strenge og evige løfter'. | Nw vele vij hørre eder bewiisning, Then første part sige i att Paulus bewiis i, Corintiorum vij oc Galatas v. Oc om vij forstaa eder rett, tha mene i desse twenne steder. I ere kiøpte for eett wærdt, bliffuer icke fordi mennischins træle Oc, Staar fast, oc lader eder icke forbinde vnder treldom igien, forti i vdlegge begge desse steders krafft oc mening nar i sige, effter thi Christus haffwer saa friit oss, tha maa wij iw icke holde hans welgierninger saa ringe eller foractelige, att wij giøre oss selffwe wfrij igien met saadane strenge oc ewige løffter. |
| Quid, oro, haec loca efficiunt, adversus monasticam vitam? An non pudet istiusmodi praestigiis illudere simplicium animis, quasi nullus sit, qui eas detegere queat? Nam utroque in loco Apostolus loquitur palam et de Mosaicae legis servitute et observatione legalium ceremoniarum, ad quam, vivente adhuc Paulo, pseudapostoli nusquam non fidei neophytos illiciebant, quemadmodum sub articulo quarto diximus, a qua Paulus ubique docet nos Christi gratia liberatos, et legis umbras evanuisse, posteaquam lux Evangelii mundo illuxit. | Hvad, spørger jeg, gør disse steder imod klosterlivet? Mon ikke man burde skamme sig over sådan at lege blændværk overfor simple sjæle, som om der ikke var nogen, der kunne afsløre det? På begge disse to steder taler apostelen klart om trældom under Moseloven og om overholdelse af nogle ceremoniallove, noget som falske apostle, mens Paulus levede, altid lokkede nybegynderne i troen hen til, sådan som vi har sagt det under artikel 4, men den trældom lærer Paulus os overalt, at vi i kraft af Kristi nåde er befriet fra; vi er kommet ud af lovens skygge, efter at evangeliets lys har oplyst verden. | Hvad gør dog disse steder mod klosterløfte?
Hvorfor skammer I jer ikke over at sætte briller på simple
folks næser med en sådan skalkhed og gøglespil, som
om der aldrig ville komme nogen, der kan afsløre jeres svig og bedrageri.
På de to steder taler apostelen udtrykkeligt (295) om Moselovens trældom og nogle legemlige ceremoniers tynge og besværing, til hvilke falske apostle og prædikanter (som I er på mange måder) altid lokkede og rådede dem, som fornylig var kommet under den evangeliske tillid, som tilforn er berørt i vort gensvar mod jeres fjerde artikel. Fra denne trældom og besværing lærer sankt Paulus os på mange steder, at vi er forløste, efter at det evangeliske skin har oplyst al verden og de jødiske skyggefigurer er krøbet i skjul. |
Hwadt giøre dog desse steder modt closterløffte? hwij sckemme i eder icke att sette bryller paa simpel folckis nesse met saadant sckalckhedt oc kaagil, ligerwiiss som then schulde aldrig komme ther kan blotte oc bare swig oc bedregerij. Paa the twenne steder taler apostelin skinbarlige om Moisi low trældom, oc nogre legomlige ceremoniers tyngsill och beswaaring till hwilcke falsche apostele oc predicker (som i ere wdi mange maade) altidt lockede oc raadde them som wore forsnymen komne vnder then ewangelische loffwe, som till fornett war berørtt i wortt gienswar, modt eder fierde artichel, fra hwilcken trældom oc beswaring sanctus Paulus lær oss paa mange andre steder oc saa at wære forløste, siden thett ewangelische sckyn haffwer all werden opliust och the Jødiscke figwrer ere krøbne i skiwl. |
| At in hanc servitutem per vota monastica haudquaquam coniicimur. Quis namque monachorum hodie legales observat ceremonias, ac non potius omni modo eas non solum uti mortuas, sed etiam veluti mortiferas abominatur! | Men vi kan da slet ikke slås sammen med en sådan trældom gennem munkeløfterne. For hvem af munkene overholder idag ceremonialloven? Må de dog ikke snarere forkastes på enhver måde som nogen, der ikke blot er dødelige at bruge, men også fører til død? | Hvilke klostermænd findes der nu, som retter sig efter de jødiske ceremonier? Når alle nu véd, at de ikke alene er døde og uduelige i sig selv, men også dødelige for alle andre, som enten holder dem eller bruger dem i en jødisk mening. | Hwadt clostermendt findis nw som rette seg effer the Jødiscke Ceremonier? nar alle nw wiide, att the ere icke allene døde oc wdwelighe i seg selffwe, men oc saa alle andre dødelighe, som them enthen holde eller brwge wdi nogre Jøde mening. |
| Tantum igitur abest, uti monastica vota Christianae libertati adversentur Christoque ingratitudinem exhibeant, ut contra potius eam magnopere promoveant summamque in Christum gratitudinem declarent, nempe non mode praecepta eius, verum etiam opsius consilia sequendo. | I så høj grad er det da forkert, at munkeløfterne er imod kristendommens frihed og er udtryk for utaknemlighed mod Kristus, at de tværtimod i høj grad fremmer den og beviser Kristus den højeste grad af taknemlighed, idet de nemlig ikke blot følger hans bud, men også hans råd. | Og derfor er klosterlevnet ikke imod kristendommens frihed, ejheller utaknemligt mod Kristus. Nej, tværtimod befordrer og fremmer det kristendommens frihed og beviser en stor taknemlighed mod Kristus, når de ikke alene følger hans bud, men også hans råd. | Og fordi er icke closterleffnet Christendoms friihedt modstandigt, ey heller Christo utacnemmelgt, Men the heller twert emodt forde oc fremme Christendoms friihedt, oc forcklare modt Christum een stoer tacknemmelighedt nar thet icke alsomeniste følger hans bwdt men oc hans raadt. |
| Vi mener eller taler ikke her om, hvordan klosterlevned er på mange steder, men hvordan det burde være og har været i gammel tid, fordi vi agter og ser på klosterlevned i dets rette vilkår og ikke ud fra, hvad I og jeres lige nogen gange har levet udi, i skrømt, i vrang gudelighed og i en lønlig skalkhed. | Uij tale eller meene icke nw hworedantt closterlæffnett er paa manghe stæder, men hworedant thett bwrdhe att wære, och haffwer wæridt i gammill tiidt, Forthi wij agte och anse closterlæffnett aff syn børlighe wilckaar, och ickæ ther wdaff att i och edræ lige haffwe nogher stwndt leffwet ther wnder i sckrømpt, wrang gwdelighedt, och eet lønliigt sckalchedt. | ||
| Klosterlevned er hverken dueligt eller udueligt af folket (selv om det har ære af gode mænd) (296) men folket bliver godt og fromt af klosterlevned, om det skikker sig efter de gode vilkår, som både er hørligt og børligt for klosterlevned, og derfor er et ret klosterlevned ikke imod vor kristne frihed. | Closterleffnet er hwerckin dweligt eller wdweligt aff folckedt (dog thett haffwer ære aff gode mendt) men folck er gott och frompt aff closterleffnedt, om thet sckicker seg effter the godhe wilckaar, som ere closterleffnet bode hørlige oc børlige, och fordi er ett rætt closterleffnet icke modstandigt vor Christen friihedt, | ||
| Nam (uti sub articulo secundo dictum est) Christiana seu Evangelica libertas, quae intelligitur redemptio a peccato, aeterna mote, diabolo et lege Mosaica per Christum et Evangelium facta, summatim non est aliud (233) quam gratia sive charitas, per quam spiritus carni dominatur, hanc autem per monastica vota non modo non labefactari, minui et deprimi, verum etiam nutriri, augeri et erigi, quis nisi totus carnalis non intelligit? | For, som det er sagt under den anden artikel, den kristne eller evangeliske frihed, hvorved forstås en befrielse fra synden, den evige død, djævelen og Mose lov, fremkommet gennem Kristus og evangeliet, er til syvende og sidst ikke andet end en nåde eller en kærlighed, gennem hvilken ånden hersker over kødet, hvem kan så, undtagen den, der er helt i kødets vold, ikke forstå, at denne frihed ikke blot ikke bringes til at vakle eller formindskes eller undertrykkes gennem munkeløfterne, men tværtimod næres, øges og oprejses? | Og når den kristne frihed, som vi før sagde imod den anden artikel, ikke er andet end en frelse og forløsning fra synden, den evige død, djævelen og Mose lov, givet og gjort formedelst Kristus, og når det gode budskab, som nu kaldes den evangeliske nåde og tro, ikke er andet (om vi skal sige det kort), om vi vil forstå en retsindig frihed, end en nåde eller kærlighed formedelst hvilken ånden har legemet og kødet inde under sin lydighed i en villig underdanighed, hvem kan så sige (uden den, som kød og blod helt har forblindet), at klosterlevned kan forkrænke denne frihed eller formindske den eller undertræde den, og ikke snarere må formere, befordre og fremme den? | Oc nar christen friihed som till forn sagt er modt then anden artichel er icke andett endt eett frelse oc een forløsning, aff syndt, then euige død, dieffuelin oc Moisi low, giffuen oc giordt formedels Christum, oc thet gode bwdsckaff som nw kaldis then euangelische naade oc troo, ther icke andett er (summelig att sige) om vij vele forstaa een retsindig friihedt endt een naade eller kierlighedt formedels huilcken aanden haffwer legommett oc kiødet vnder lydilse vdi een willig wnderdanighedt, huem kan nw sige (wden then som kiødt oc blodt haffuer platt forblindet) att closterleffnett kan thenne friiheddt forkrencke formindsche oc vndertræde, oc henne icke meer, att formere forde oc fræmme? |
| Quin si quid voti necessitas et obligatio libertati spiritus officeret, nulla plane vota Christianis essent facienda. Quod enim quisque vovit (modo non sit stulta et infidelis promissio), illud non est iam ei liberum omittere; vos autem aliqua certe vota hoc loco admittere ac probare videmini. | Nej, hvis nødvendigheden var i vejen for løftet og hvis forpligtelsen var i vejen for åndens frihed, så skulle der slet ikke aflægges løfter hos de kristne. Derfor, den, der aflægger et løfte, hvis det ikke er gjort dumt og med slette hensigter, ham står det ikke frit at opgive det; men I synes på dette sted at tillade og billige sikre løfter. | især fordi klosterlevned ikke har så megen lejlighed til at forspilde friheden, som selvrådigheden, der er myndig med en løsagtig vilje. Derfor, det løfte, som nogen har gjort, og som hverken er dårligt eller imod en retsindig tro, må ingen bryde, forlade eller opgive. | oc helst fordi att closter leffnet haffwer icke swo mange orsager till att forspilde friihedt, som thet selvuoldt seg er myndigt aff en løsactig willie. Thet løffte forthi som noghen haffuer giort, oc er hwerckin dorligt æller emodt een retsindig tro, maa inghen bryde forlade eller offuergiffwe. |
| Quisquis ergo monasticis huiusmodi votis sese reddit obnoxium, non per imprudentiam, uti falso vos calumnamini, at per summum sapientiam (quae in sola religione vera possidetur), non facit contra Dei consilium et commissionem, auctore Paulo, at potius (uti nunc ostensum est) iuxta Dei consilium et commissionem, auctore Paulo, qui et ipse Christi praeceptoris sui exemplo ad continentiam, paupertatem et obedientiam cohortatur. | Den, derfor, der på denne måde forpligter sig til klosterløfte, han gør det ikke af uvidenhed, som I falsk og rænkefuldt siger, men gør det ud af den største visdom, der alene sandt besiddes i klosterlevned, han handler ikke imod Guds råd og bestemmelse, som Paulus beskriver det, men snarere handler han efter Guds råd og bestemmelser, som Paulus beskriver dem, Paulus, der selv overholdt Kristi bud og med sit eksempel opfordrede til afholdenhed, fattigdom og lydighed. | Den, derfor, der forpligter sig under klosterløfte, han gør det ikke af uvidenhed, som I bagvaskere vil sige, når han er kommet til skels alder, men af stor visdom, der alene findes og rettelig besiddes i et godt klosterlevned. En stor del af de bedste og viseste mænd, som kristendommen har haft siden de hellige apostle er døde, har været under klosterlevned. (297) Ikke har de heller gjort det imod Guds råd, som I siger, men efter Guds råd og mange af Guds særlige befalinger. | Then fordi som seg forplicter vnder closterløffte han giør thet icke aff vanwittighedt som i klaffere wele sige, nar han er kommen til skiels alder, men aff stoer viisdom ther alsomeniste findis oc rettelige besiidis wdi eet gott closterleffnet, Een stor part aff the beste oc visiste mendt som Christendommen haffuer hafft siden the hellige apostele ere affgangne, tha haffue the weridt vnder closterleffnet, Icke haffwe the heller thet giort emodt Gudtz raadt, som i sige, men effter Gudtz raadt oc mange aff Gwdtz synderlige befaling. |
| Omnis ergo, qui votis huiusmodi obnoxius, ea violat, transgreditur et irrita facit, condemnationem habet, quemadmodum Apostolus de iunioribus viduis ait, quae post continentiae votum ad secundas nuptias provolant. | Enhver, derfor, som har forpligtet sig under et løfte, og bryder det, overtræder det eller ikke regner med det, han er fordømt, sådan som apostelen siger om de unge enker, som efter et løfte om afholdenhed styrter frem mod deres andet ægteskab. | Derfor, hvemsomhelst der er forpligtet under et løfte og bryder dette løfte, forkrænker det eller overtræder det, han har sin fordømmelse som apostelen siger om de unge enker, der gifter sig efter at de med løfte har forpligtet sig under kyskheds levned. (1 Tim 5,11-13) | Hwosomhelst forti ther er forplictet vnder løffte, oc samme løffte bryder, forkrencker oc offuertræder, tha haffuer han syn fordømmilse, som apostelin siger om the vnge widuer, ther giffte seg siden the haffde seg met løffte forpligthet vnder kyskhedtz leffnet. |