Biskoppernes gensvar, artikel 23.
Tilbage til Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatios menu.
 
Articulus vigesimus tertius Then xxiij. artichell.
Hinc quoque fieri, ut iniustae sint decimarum aliorumque censuum Ecclesiasticorum, collegiorum, monasteriorum, sacerdotiorum, praebendarum et similium Ecclesiae dotationum fundationes, quibus, hypocrisi et avaritia sacerdotum et monachorum, compilata sunt multorum principum et procerum praedia, possessiones et bona. Herved sker det, at tiende og anden kirkelig ydelse, domkirkers, klostres, præsteembeders, præbenders og andre kirkelige gunstige fundatser, er uretfærdige, og gennem dem samles ved præsters og munkes hykleri og pengebegærlighed mange fyrsters og herrers gods, besiddelser og ejendomme. Og derfor sker det, at tiende og anden kirkens rente, som er tillagt domkirker, klostre, prebender og andre lignende gunstige fundatser er en uretfærdig ydelse, med hvilken præsters og klostermænds skrømt og gerrighed har berøvet mange kristne fyrsters og herrers gods, grund og ejendom.  Oc fordi skeer thet att tinde oc andhen kirkins renthe, som ligger till domkirker, closter, prebender, oc andre theris liighe gwnstelige fwndatzer ere een wretferdig opbørdt, mett hwilcken presters oc clostermendtz sckrømpt oc gerighed haffwe berøffwet mange Christen fwrsters oc herrers godtz, grwndt oc eindom.
Responsio:

Satis dictum est in superioris articulii declaratione de huiusmodi imposturis, ut hic repetere minime sit opus. Nam manifestius est, quam ut probatione egeat; alias pluribus agemus, ubi vestra viderimus responsa.

 Svar:

Der er sagt tilstrækkeligt i de øvrige artiklers erklæring om den slags frækheder, så her er der ikke brug for at gentage det i mindste måde. For det er så klart, at det ikke trænger til bevis; men vi skal gerne fremdrage mere, når vi ser jeres svar.

 Prædikanternes svar:

At herremænd og almuesfolk er blevet besveget på penge, gods og ejendom, behøver intet bevis, mere end hvad der er skrevet forud, dog skal I få bevis med rette, hvis I ønsker yderligere bevis, når I gode herrer svarer på dette vort korte svar.

 Predicanternis Swar.

Att herrer oc almwgen ere bleffuen beswigne, paa peninge godz oc eindom, behøffwer ingen bewiisning, ydermere endt som forsckreffwett staar, dog scal eder skee skiell effter eders begæring, om ydermere bewiisning, nar i gode herrer till talæ paa thette wort føge swar.
Confutatio.

Sane plus satis iam pridem est dictum, non modo in superioris articuli declaratione, verum etiam in declarationibus omnium, atque adeo in tot libellis atque concionibus venenatissimus, aliquot iam annos in orbem ab ista factione vestra disseminatis, revera plenis vestrarum fraudium et imposturarum, quibus simplicem Christi plebeculam adeo misere cum aeternae salutis iactura decipitis, ut profecto hic nec repetere nec addere quicquam sit opus.

 Gendrivelse:

Sandelig, I har allerede sagt mere end nok, ikke blot i den forrige artikels forklaring, men også i forklaringerne til dem alle, og dertil har I udspredt så mange bøger og forgiftede prædikener igennem så mange år ud over verden fra jeres parti, så den nu er fuld af jeres svig og bedrageri, hvormed I bedrager Kristi simple fattige almue for deres evige frelse i den grad, at det sandelig ikke er nødvendigt at gentage eller opsummere noget.

 Prælaternes gensvar:

Sandelig, da har I sagt meget mere, end det var nødvendigt, ikke alene i svaret til den forrige artikel, men i forklaringerne til alle de andre artikler, og dertilmed i alle de forgiftede prædikener og bøger, som jeres parti har spredt over verden i nogle år, som i sandhed er opfyldt med svig og bedrageri, hvormed I så ynkelig besviger den fattige almue fra sind og samvittighed og fra sandhed og salighed, at det ikke er nødvendigt med yderligere omtale, ejheller med nogen anden forklaring.

 Prelaternis gienswar.

Sandelige tha haffwe i møghet meer sagt endt behoff giordis, icke alsomenistæ i thet swar till nest forscreffne artichell, men i alle andre artichels forklaring oc ther till met i allæ the forgiftige predidker oc bøger som eder parti haffwe forspredt offwer werden i nogre aar som ere i sandhed opfylte met swyg oc bedregeri hwar met i saa ønckelige beswige fattig almwge fra sind oc samwittighet, oc fra sanhed oc salighet att thet giørs icke behoff ydermere omtal, ey heller noger andhen forklaring,
At nihil hactenus a vobis solide, constanter et vere probatum audivimus. Nam manifestiora sunt mendacia, errores et haereses vestra, quam ut ulla probatione vera demonstrari queant. Men hidtil har vi ikke hørt noget fra jer, som er fast, sammenhængende og sandt bevist. For jeres løgne,fejl og kætterier er så åbenbare, at de ikke kan bevises at være sande. Men vi hører dog intet fra jer, som er sandt sagt eller fast bevist,  men wij høræ dog inthet wære aff eder anthen sandelig sagt eller fastelige bewiist,
Proinde, quemadmodum nos ab initio polliciti sumus, nunc quasi velitantes omnia leviter et succinte agimus, postmodum instaurata serio pugna pluribus atque gravioribus acturi omnia, ubi verba responsa viderimus discussione et examine digniora, quam hucusque obtuleritis. Derfor, således som vi fra begyndelsen har lovet (side 34), vil vi nu behandle det hele som med fodfolk: let og kort, og bagefter behandle mange flere alvorligere ting i den forestående alvorlige kamp, når vi har set jeres svar, om I da har fremført det, så det er værdig en diskussion og undersøgelse. hvorfor vi også i fremtiden vil tiltænke jer nogle tilbørlige svar, når vi begynder at rippe op i denne trætte påny. Og derfor, hvad vi nu for tidens lejlighed kun giver korte svar på, for at vi fra jer kan hente nogle yderligere svar, det agter vi siden at udstrække noget videre både med større flid og alvor. hwar fore wij wele oc saa tilltencke eder i framtiiden nogre børlige swar, nar wij begynde att reppe thenne trettæ paa thet ny fordi hwess vij nw for tiidtz leglighedt giøre kortelige paa thet wij kwnne hente aff eder nogre ydermere swar, agte wij siiden att recke nogett widere bode met større fliidt och alffworæ.
Porro quoniam haec est ipsa Helena, pro qua omnis nostri seculi tumultuosissimi digladiatio suscepta est, et quo veluti scopum hactenus dicta spectant omnia (siquidem Palatini canes isti et barbati Thrasones, aulici praecipui, factionis vestrae duces, patroni atque protectores, nihil aut certe parum curae habent de veritate Christianae religionis et humanae salutis ratione, Men dette er den Helena, på grund af hvilken man i vort århundrede har påtaget sig den mest omkalfatrende kamp, og hvis mål hidtil alting har skullet se hen til (hvis ellers disse palatinske hunde og skæggede trakere, de auliske ledere, jeres partis førere, beskyttere og protektorer havde noget større omsorg for den kristne religions sandhed og menneskenes frelse, Men dette er den stolte og skønne Helene, der har været årsag til dette ganske oprør, som bestormer, ikke Troja, men det menige klerkeri, deres gods og velfærd, hvilket både I og jeres rådgivere og tilskyndere lægger mere vægt på end Guds fortørnelse. Kristendommens sandhed og gudelighed, eller menneskenes salighed agter I ganske ringe.  Men fordhi att thettæ er then staalthe oc sckiønne Helena ther wæridt haffwær orsaghe tiill thettæ gantsckæ oprør, som bestormer icke Troiam men thet menighæ klerckerij, theris godtz och wællfardt, hvilckedt baadhæ i och edre raadgiffweræ och tillschyndheræ meer ansee, endt nogher Gwdtz fortørnilsæ, Christhendoms sandhed och gwdelighet, eller mennischins salighedt agte i gantscke rynge,
at nonnulli atheos in pectore gestantes sub vestri istius Evangelii velamine nihil praeter rapinas, sacrilegia, et bonorum Ecclestiasticorum depraedationes assidue meditantur), idcirco praesupponentes ex iis, quae iam ante demonstravimus vera esse ac in verbo Dei stabilita, quae dicta sunt de veneratione sanctorum, de purgatione mediocrium animarum, de sacramentis, de sacerdotio, de missae sacrificio, de applicatione ipsius (226) tum pro defunctis quam pro vivis;  og mange, som er gudløse i sindet, tænker kun på under dække af jeres evangelium at begå ikke andet end rov, kirkerov og udplyndring af de kirkelige ejendomme), derfor antager de de ting, som vi allerede har påvist er sandt og fastsat i Guds ord, det, som er sagt om dyrkelse af helgener, om skærsild for sjælene i mellemtilstanden, om sakramenterne, om præstedømmet, om messeofferet, om anvendelsen af messeofferet både for døde og for levende; Og mange, som er gudløse i sindet, vil dog dække og skjule under jeres evangelium vold, kirkerov og udplyndring af det menige klerkeri, og når en part af dem fortrøster og forlader sig til, at alt det er sandt, som I skriver om Guds helgener, om skærsild, om sakramentet, om præstedømme, om messen, og om mindefest for afdøde kristne sjæle, da véd de ikke andet, end at de må stå jer bi med at angribe klerkeriet med rov og tiltale. Oc mange som ere gwdløsæ i brystett, welæ dog betecke och skiwlæ wnder edert euangelio, vold, kirckeroff, oc thet menige klerckeridtz plynderi, oc nar en part aff them fortrøster oc forlader (281) sig ther till, at alt thett er sandtt, som i sckriffuæ om Gvdtz helghen, om skierssild, om sacrament, om præstedøme, om messen, oc om begang for affgangnæ christen siælæ, tha wide the icke andett end the mwgæ ware eder biistandige till att indfalde mod clerckeriedt met roff oc tilltall.
denique non fraudes et imposturas esse, at laudes Dei et hominum curas omnia Ecclesiastici ritus officia, sive vivis sive mortuis impensa, monachismi veritatem mox asserturi, nimirum ceu bases et fundamenta omnium censuum Ecclesiasticorum, quae propterea hactenus subruere conati estis, quo sic tandem in Ecclesiastica bona expeditior via pararetur: -- ostendemus ex omni lege, videlicet naturae, scripta et gratiae, quam iustissimas esse decimarum, collegiorum, monasteriorum, sacerdotiorum, quas prebendas appellitant, et similium Ecclesiae dotationum fundationes. endelig, at hele kirkens officielle ritualer ikke er svig og bedrageri, men Guds pris og menneskenes omsorg, enten de nu gøres for levende eller for døde, og at munkevæsenets sandhed står fast, ja, at det er basis eller fundament for hele klerkeriets formue, som I hidtil har forsøgt at underminere, hvorved der kan åbenbares jer en lettere vej til de kirkelige ejendomme: - vi vil vise gennem enhver lov, naturens, skriftens og nådens, hvor rimeligt tiende, kollekter, klosterindtægter, præsteembeder, hvad I kalder præbender, og den slags kirkelige donationer er funderede. Og da vi nu har forsvaret og bevist og yderligere vil og skal bevise, at alle de ting i kristendommen er nyttige og begrundede, og at alt det er Gud til lov, ære og tjeneste, som I kalder svig og bedrageri, så vil vi nu også fremdeles bevise, at hvad rente og oppebørsel den kristne gejstlighed nu har og besidder, det besidder den med ret og sømmelighed. Oc nar wij haffwe nw forswarit och bewiist, och ydermeræ wij welæ och schwlle, alle the ting at ware vdi christendommen nøttigæ oc bestandigæ, oc thet at ware Gwdz loff, ære oc tienistæ, som i kalle swig oc bedrægerij, swo wele wij oc nw framdhelis bewisæ them som æræ Christenhedtz klærkærij, er sømmeligh och børlig, hwess rænthe och opbørdt, the nw haffwe och besidde.
Principio, quoniam, ut sub articulo XIII. ex Apostolica sententia docuimus, sacerdos quisque publicus universi populi minister est in iis quae erga Deum aguntur, nimirum omnibus modis par, aequum ac innatae legi seu rationi rectae consentaneum est, ut populus eidem (ut minimum) neccessaria vitae subministret, nempe victum et amictum. Og for det første, som vi har sagt imod den trettende artikel ud fra den apostolske mening: at når en præst offentligt er hele folkets minister, i de ting, som erhverves hos Gud, så er det på alle måder rimeligt, og i overensstemmelse med den naturlige lov eller den rette fornuft, at det folket som det mindste skal forsyne ham med livets nødvendigheder, føde og klæde. Og for det første, som vi har sagt imod den trettende artikel, at når præstens embede, han, som åbenlyst tjener en menighed, er at være en tjener for hele folket i de ting, som skulle erhverves hos Gud, da er det på alle måder både rimeligt og retfærdigt, og i overensstemmelse med den naturlige lov, at folket, som han tjener, skal forsyne ham med livets føde og klæder til et ærligt ophold, Og mett thett førsthe som sagtt er emaadt then treettindhe artichel att nar presthæns embedhe som obenbare tien nogher menighedt er for thett ganschæ folck atth were een tienere i the ting som schwlle hwerffwis hoess Gwdt, tha er thett i alle maade bode børlig oc retferdig, oc ther met natulig low eendrectig oc eensindig, att folckett som han tien, scal hannwm besørge met liffs føde oc klæde til eett erlig opholdt,
Quo factum est, ut nulla fuerit unquam natio tam immitis, tam effera, tam barbara, quae publicis stipendiis non aluerit sacerdotes suos, etiam quantumcunque absurdae religionis, aut, ut rectius dicam, superstitionis ministros, id quod haud magno negotio (si vel rei claritas exigeret vel instituti ratio pateretur) edocere possemus innumeris gentilium historiarum exemplis Graecis, latinis ac barbaris, in quibus passim fit mentio censuum sacerdotalium. Derfor har der aldrig været noget land så groft, så grumt, så vild, at man ikke ud af offentlige midler forsynede sine præster, ligegyldigt hvor besynderlig en religion der var tale om, eller rettere sagt, ligegyldig hvor overtroiske deres præster var; det kan vi uden synderlig umage (hvis enten sagens opklarelse kræver det, eller institionens mening tåler det) undervise i med utallige eksempler fra hedningernes histoer, græske, latinske og barbariske, i hvilke der vidt og bredt nævnes præsternes rente. og derfor har der aldrig været noget land så råt, så grumt, så vildt, at det ikke med offentlig skat og ved sammenskud har underholdt sine præster, hvor vrang og uhørt deres tro og gudelighed end har været. Det kunne vi nu på dette sted (om tiden slog til) klart bevise af mange hedenske historier, hvor der tales om præsterente og underhold, når deres embede og opførsel beskrives. oc fordi war aldrig noget lanschaff saa grofft, grwmpt, wilt, eller wforstandigt, att thet haffwer iw met obenbare skatt oc samlegge oppeholdet syne prester, i huore wrang oc whørlig theris tro oc gwdelighed wæridt haffwer. Ther wij mottæ nw paa thette stedt (om tiden kwnne till reckæ) klarlige bewijse aff mange hedinschæ historier, hwar talis om preste renthæ oc opholdt, nar theris embede och handell bescriffwis.
Sed ut de plurimus unum idque e sacris petitum adducamus, nonne legimus in sacra Geneseos historia, Pharaonem sub lege naturae adhuc agentem id observasse? Dicitur enim, quod emit Ioseph omnem terram Aegypti, vendentibus singulis possessiones suas prae magnitudine famis, subiecitque eam Pharaoni, et cunctos populos eius a novissimis terminis Aegypti usque ad extremos fines eius, praeter terram sacerdotum, quae a rege tradita fuerat eis. Quibus et statuta cibaria ex horreis publicis praebebantur, et idcirco non sunt [199] compulsi vendere possessiones suas. Men for blot at tage denne ene lille ting frem fra skrifterne, mon så ikke vi i den hellige genesis' historie læser, at Farao, der handlede under den naturlige lov, overholdt dette? Der siges nemlig, at 'Josef købte al jord i Ægypten, idet hver enkelt solgte sin ejendom på grund af den store hungersnød, og lagde det ind under Farao, og han gjorde folket til trælle fra den ene ende af landet til den anden, undtagen præsternes jord, som var overgivet dem af kongen. De fik deres føde fra de offentlige depoter, og derfor var de ikke tvunget til at sælge deres ejendomme (1 Mos 47,20ff). Men for ikke at lade vidnesbyrd fra den hellige skrift gå uomtalt hen, da læser vi, at Farao, konge i Ægypten, som ikke vidste af anden lov end den naturlige lov, i særlig grad lod alle præster få underhold. Sådan skrives der i 1. Mosebog, at Josef købte hele Ægyptens land ind under kongen, dengang de alle af hungernøden var tvunget til at sælge grund og ejendom. Derfor fik Josef hele Ægypten ind under kongens fadebur, undtagen præsternes land, som kongen havde overdraget og givet dem, dem lod han gratis føde af sine lader og kældre, da hungersnøden stod på i syv år, og derfor var de ikke tvunget til at sælge og afhænde deres land. (1. Mos 47,20ff) Men paa thet wij schullæ icke lade winnisbyrdt (282) aff then hellige scrifft gaa forby, tha læse wij att Pharao konghæ wdi Egipti land som icke wiste aff andhen endt natwrlig low lod serdelis besørge allæ prester. Saa scriffwis wdi Genesi, att Josep kiøbte thet gansche Egipti land wnder konghen then tiid the wore alle trengde aff hwngers nødt, till at sæle grwnd oc eiedom. Oc fordi kom Josep all Egipthen wnder konghens fadebwr wnder taghen presternis landt som konghen haffde then anwordt oc giffwet, oc them lod han forgeffwis føde aff synæ lader oc keldere then stwnd hwngers nød stod paa i vij aar, oc fordi trengde them icke att sælie oc affhende theris land.
Quid hoc loco et apertius et efficacius, quod ad naturae legem attinet? -- Deinde quoniam lex scripta est (227) legis innatae reparatio, hanc quoque idem confirmare nulli dubium. Nam sacerdotes Mosaicae legis habebant decimas, primogenita, primitias, denique partes de victimis, oblationibus et sacrificiis, de quibus victitabant, id quod ex lege et prophetis opinor esse notius, quam ut scripturarum hac de re loca nulli passim non obvia oporteat adducere. Hvad er her klarere og bedre bevist, end at det hører med til den naturlige lov? - Dernæst, fordi den skrevne lov er en forbedring af den naturlige lov, er det samme stadfæstet uden tvivl. For Moselovens præster fik tiende, det førstefødte, førstegrøden, endelig dele af offerdyrene, ofringerne og ofrene, af hvilke de ernærede sig, hvad jeg mener er så vitterligt i loven og profeternes bøger, at det ikke er nødvendigt at fremdrage skriftsteder herom. Siden under den skrevne lov (som er en forbedring og udvikling af den naturlige lov) er det samme stadfæstet og givet magt. På den måde, nemlig, at præsterne under Moseloven havde tiende, første foster, førstegrøde, dernæst del og part af alle ofre til deres daglige føde, det som både af lovens og profeternes bøger er så vitterligt og åbenbart, at det for at bevises ikke har mere umage behov. Siiden wnder then screffne low (som er naturlig lows forbædring oc formering) tha er thet samme stadfest, oc giffuett magt. Fordi Prester wnder Moysi low, haffde tiende, første foster, och første grøde, ther nest deell oc partt aff alle offyr till theris daglige føde, thet som bode aff laagen oc prophete bøger er saa witerligt oc obenbarlig, att thet haffwer til bewisning inghen ydermere wmage behoff.
Quid, quod levitici sacerdotes non haec modo, quae diximus, habebant, verum etiam proprias domos, urbes aliasque possessiones ab aliis separatas? Nam dominus ad Mosen loquens: Praecipe, inquit, filiis Israel, ut dent Levitis de possessiobinus suis, urbes ad habitandum et suburbana earum per circuitum, ut ipsi in oppidis maneant, et suburbana sint pecoribus ac iumentis etc. Eller hvad med det, at de levitiske præster ikke blot fik disse ting, men også deres egne huse, byer og andre ejendomme, adskilt fra de andre? For Herren sagde til Moses: 'Du skal byde Israels børn, at de skal give levitterne af deres ejendomme, byer til at bo i og fælleder rundt omkring dem, så at de selv kan bo i byerne og have fællederne til deres kvæg og trækdyr, osv. (4 Mos 35,2f). Tilmed fik de jødiske præster ikke alene tiende, den førstefødte, bedstegrøden eller del og part af alle ofre, men også huse og byer og anden ejendom adskilt fra andre lægfolk. Sådan sagde Gud til Moses: 'Du skal byde og befale Israels børn, at de skal give levitterne af deres land og ejendom byer til at bo i og fælleder rundt omkring disse byer til stalde og fæmarker, så de selv kan bo i byerne og have deres kvæg der udenfor på markerne og i forstæderne'. (4. Mos 35,2f) Ther till met haffde the Jødische prester, icke alsomeniste tyende, første foester, bestegrøde, eller deel och part aff alle offyr men oc saa hwss oc stæder och anden eiedom attschilde fra andræ legfolck. Saa sagde Gwd til Mosen. Tw scalt biude oc befale Israhels børn att the giffwe Lewiter, aff theris land oc eiedom stæder til att boo wdi oc fortoo trintt omkring samme stæder till stolde oc fæmarck, att the kwnne selffue boo i stæderne oc haffwe theris qwyg ther wden foræ paa marken oc i forstæderne, (283)
Erant autem sacerdotum oppida (quemadmodum subsequens ibi textus indicat) simul quadraginta octo. Hinc iuxta hoc domini mandatum Iosue legitur distribuisse sacerdotibis et Levitis XLVIII civitates in terra promissionis ad habitandum, et (ut Hieronymus ad Fabiolam ait) octo millia Levitarum alenda in singulos dies tempore legis erant, atque haec quidem fiebant in una gente Iudaica et terra non admodum spatiosa. - Men præsternes byer var (som det hedder senere i teksten) tilsammen 48. Hertil læser vi, at Josva efter Herrens befaling har fordelt præsterne og levitterne til at bo i det forjættede land i 48 byer, og (som Hieronymus skriver til Fabiola) otte tusinde levitter skulle på lovens tid ernæres hver eneste dag, og dette skete hos ét folk, jøderne, og i et land, der ikke var særlig vidt og stort. - Og derfor var, som der yderligere skrives, præsternes byer 48, som Josva efter Guds bud lod dem tilskrive (Jos 21,39). Og som Hieronymus skriver til Fabiola, da havde Israels folk 8 tusinde levitter at føde på dagligt, og dette er sket i et land, Jødeland, der ikke var særlig vidt og stort. Och forti som ther scriffuis framdelis tha wor presternis stæder xlviij., ther Joswe effter Gwdtz bwdt lodt them tillscriffwe oc som Hieronimus scriffuer till Fabiolam tha haffdhæ thet Israelsche folck viij twsinde lewiter att fødhæ daglighe och thette er sckeett wdi eett Jødelandt som war ickæ saare wytt och stort,
Postremo, ut ad legem gratiae veniam, quae superioris utriusque legis est consummatio, hanc quoque id ipsum tanto magis comprobare liquet, quanto sacerdotium Evangelicum tum gentii tum legali sacerdotio articulo 13.o superius esse ostendimus. Itaque Christus, Evangelicae legis auctor, tum verbo, tum exemplo hoc aperte docuit, nempe ut servientes Evangelio (id quod sacerdotale munus est) de Evangelio victitent. Til sidst, at jeg skal komme til nådens lov, som er mere fuldkommen end de to andre, så lader det sig bevise, at denne fuldkommenhed er så meget større, som det evangeliske præstedømme er større end både det hedenske og moselovens, som vi har vist det i artikel 13. Fordi Kristus, den evangeliske lovs ophavsmand, både med ord og med eksempel, åbent har lært det, nemlig at de, der tjener evangeliet (og det er jo præsternes embede) skal leve af evangeliet.  Men for også at komme til nådens lov, som fuldender og afslutter både den naturlige og den skrevne lov, og stadfæster dem så meget mere i dette stykke, som dens præstedømme er ypperligere end deres. Derfor har Kristus (som er mester og herre over nådens lov) lært både med ord og eksempel, at den, som betjener det evangeliske præstedømme, også skal leve deraf. Men paa thett wij schwllæ och saa kommæ till naadhens low som fuldkommer och beslwtter, baadhe natwrligh och screffwen low, och saa møghett meer stadtfæster them i thette støckæ som hennis prestedømmæ er yppere endt theris. Och fordi haffwer Christws (som er mestere och herre till naadens low) thet lærtt baadhe mett ordt och exempill, att then som tien mett thett ewangelischæ prestedømmæ, tha scall han och leffwæ ther paa.
Nam Apostolos discipulosque suos ad Evangelium praedicandum emittens: In quamcunque, inquit, domum intraveritis, primum dicite: pax huic domui; et mox addit: In eadem autem domo manete edentes et bibentes, quae apud illos sunt, [200] dignus est enim operarius cibo suo, aut mercede sua. Rursus alibi praecipiens: Reddite, inquit, quae sunt Caesaris, Caesari, et (228) quae sunt Dei, Deo. Dei autem est, quicquid eius gratia vel donatum est vel institutum. For da han sendte apostlene og disciplene ud for at prædike evangeliet, sagde han til dem: 'Hvilket hus I end kommer ind i, skal I først sige: Fred være med dette hus!' (Luk 10,5). og straks efter tilføjer han: 'Bliv i det hus og spis og drik, hvad der er hos dem, en arbejder er sit måltid værd' eller 'sin løn værd' (Luk 10,7). Atter et andet sted foreskriver han: 'Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er' (Matt 22,21). Men Guds er det, som er givet eller indstiftet til hans nåde. Derfor, da han udsendte sine apostle og disciple til at prædike, sagde han således: 'Hvilket hus I end kommer ind i, skal I sige: Fred være med dette hus!' (Matt 10,12). Og derefter siger han videre: 'Og i det hus skal I blive og spise og drikke, hvad der findes hos dem, fordi en arbejder er sin mad eller sin løn værd' (Luk 10,7). Fremdeles byder han således: 'Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud det, som Guds er'. (Matt 22,21). Alt det hører Gud til, som enten er indstiftet eller givet til Guds pris. Fordhi ther han wdsende synæ apostele, och discipele till att predickæ sagdhe han saa, I hwadt hwss i komme till, først siiger saa, Fredt wære i thette hwss och ther effter siger han framdelis oc i thet samme hws schwlle i bliffuæ oc æde oc dricke hwad ther findis hoess them fordi een arbeydere er syn mad eller syn løn werdt. Framdelis biwder han saa, Giffuer keyserin thet keyserins er oc Gwdt thet hanwm hør till. Altt thet hør Gwdt till som er anthen giffwet eller schickedt Gudt till loff.
Imo alibi nominatim leproso praecipit, ut sacerdoti munus ex lege debitum pro sui emundatione offerat. Et viduam pauperculam laudibus effert, quae in gazophylacium templi coniecit, quicquid ex facultate sua habuit. Quin alio in loco ius decimarum approbat, ubi Pharisaeis decimationem exprobrans interea iudicio, misericordia et fide praetermissis: Haec, inquit, opportuit facere et illa non omittere, perquam luculenter indicans, deberi quidem sacerdotibus decimas, at illorum esse suo interim officio fungi, ne fide erga Deum, iudicii erga oppressos et misericordiae erga indigentes obliviscantur. Ja, et andet sted bød han udtrykkelig den spedalske, at han skulle ofre til præsten, hvad han var skyldig efter loven på grund af sin renselse. Og den fattige enke gav han ros, fordi hun lagde i tempelbøssen, hvad der var udover hendes evne. Og et andet sted anerkendte han retten til tiende, hvor han bebrejder farisæerne deres tiende, idet de derfor forsømte dom, barmhjertighed og tro: 'Dette burde I gøre, og hint burde I ikke undlade' (Matt 23,23), hvorved han klart giver til kende, at de ganske bør give præsterne tiende, men at de bør forrette deres embede således, at de ikke glemmer troen på Gud, dom over undertrykkerne og barmhjertighed mod de trængende. Sådan bød han også den spedalske mand, at han skulle ofre præsten den gave, han var ham pligtig efter loven. Sådan priste han også den enke, som ofrede i templet af sin formue. Fremdeles, den gang han foragtede deres (farisæernes) tiende, idet de forsømte dom, miskundhed og trofasthed og derfor sagde således: 'Dette burde I gøre og ikke forsømme det andet' (Matt 23,23). Swo bøddt han oc swo then spiidalsckæ mandt, att han schwlde offre presten then gaffwæ han waar hanwm effther loghen plictig. Swo priisthæ han och swo then wiidwæ som offrede i tempelett aff syn formwghæ. Framdelis then tiidt han foragtedhe theris tyendhæ, i thett att the forsømmedhe dom, mischwnhedt och trofasthett och (284) sagde fordi swo. Thettæ bwrde eder att giøræ, och thett andett dog icke forsømmæ, 
Denique Christus ipse, quemadmodum Evangelii narrat historia, mulieres aliquot opulentes habuisse fertur, ut Martham, ut Mariam Magdalenam, ut Ioannam, uxorem Chusae, procuratoris Herodis, ut Susannam aliasque multas, quae ministrabant ei de facultatibus suis. Endelig læser vi om Kristus selv, sådan som den evangeliske historie beretter, at han har haft nogle rige kvinder, såsom Martha, Maria Magdalene, Johanne, Kuzas hustru, han, der var Herodes' rentemester, Susanne og mange andre, som tjente ham med deres gods (Luk 8,1-3). Ligeledes læser vi i den evangeliske beretning, at Kristus ofte havde med sig i sit selskab nogle rige kvinder, såsom Martha, Maria Magdalene, Johanna, gift med Kuza, som var Herodes' rentemester, Susanne og mange andre, som tjente og underholdt ham af deres gods og penge (Luk 8,1-3) Desligest læse wij wdi then ewangelische historia, hworlunde att Christws haffde offte mett seg i selsckaff nogre riige qwinner, som Martham, Mariam Magdalenam, Joannam Chwsæ hwstru (som waar Herodis renthæ Mestere) Swsannem och andre manghe, son tienthe och besørgede hannwm aff theris godtz och penninge
Unde et Iudam legitur habuisse procuratorem, qui loculos habens, ea quae mittebantur, portabat. Sed et Apostoli discipulique Christi praeceptoris doctrinam et dicto et facto imitati sunt. Nam Apostolus et in Galatis: Communicet, inquit, is, qui catechizatur verbo, ei qui se catechizat, in omnibus suis bonis. Og dèr læser vi også, at han har haft Judas som skatmester, han havde pungen og bar det, som blev sendt til dem. Men både apostlene og disciplene efterlignede med ord og gerning Kristi påbud. For apostelen siger til galaterne: 'Den, som bliver undervist i ordet, skal dele sine goder med den, som underviser ham' (Gal 6,6). og derfor læser vi også, at Kristus havde Judas til pengeforvalter, der da også havde pungen at bære med det i, som blev givet til Kristus og hans disciple. (Joh 12,6). Det samme har også de hellige apostle gjort, og deri efterfulgt Kristus både med eksempel og lære. Sådan skriver Paulus til galaterne: 'Den, som belæres og undervises i ordet, han skal gøre den, der har belært og undervist ham, delagtig i sine goder' (Gal 6,6). oc fordi læse wij oc saa att Christus haffdhe Iwdam till een wdleggeræ ther fordi haffde pwngen, till at bære wdi thett som skiencktis Christo och hans discipele. Thet samme haffwe oc saa giort the helligæ apostele oc ther vdi effter fuldt Christum bode met exempil oc lerdom. Saa scriffuer Paulus til the Galater, Then som læris oc wnderwiisis i ordet han scal giøre hanum deelactig aff siit gode hanwm haffuer lærtt oc vnderwiist.
Et in priore ad Thessalonicenses epistola: Rogamus, inquit, vos fratres, ut agnoscatis eos, qui laborant inter vos, et qui praesunt vobis in domino et admonent vos, ut habeatis illos in summo pretio per charitatem propter opus illorum. Og i første brev til Thessalonikerne siger han: 'Vi beder jer om, brødre, at I skønner på dem, der arbejder iblandt jer, og på dem, der står i spidsen for jer i Herren og formaner jer, at I holder dem i den største ære gennem kærligheden på grund af deres arbejde'. (1 Thess 5,12f). Og til Thessalonikerne skriver han således: 'Brødre, vi beder jer om, at I skønner på dem, som arbejder blandt jer, og som er jeres forstandere på Herrens vegne, og underviser jer, at I af kærlighed holder dem i stor agt og ære for deres embedes skyld og lever fredsommeligt med dem'. (1 Thess 5,12f). Och till the Tessalonicher siiger han swo. Brødre, wij bede eder, att i bekiende them som arbeyde iblantt eder, oc som ere eder forstanderre paa herrins wegne, och vnderwijse eder, att i aff kerlighedt, haffue them i stor agt oc ære, for theris embede, och leffuer mett them fredsomelige.
Verum multis hanc in rem argumentis tum ex innata, tum ex scripta lege productis, haec in Corinthiis quam uberrime demonstrat: Quis, inquit, militat suis stipendiis unquam? Quis plantat vineam et de fructu eius non edit? Quis pascit gregem et de lacte gregis non manducat? Men skønt han har fremført mange argumenter i denne sag både fra den naturlige lov og fra moseloven, så viser dette her, som findes i korintherbrevene, sagen til overflod: 'Hvem vil kæmpe på egen udgift? Hvem planter en vingård og nyder ikke dens frugt? Hvem røgter en hjord og drikker ikke af dens mælk?' (1 Kor 9,7). Og det samme har han udtalt til korintherne tydeligt og klart nok, hvor han siger således: 'Hvem kæmper nogensinde for egen sold og tæring? Eller hvem planter en vingård og nyder ikke dens frugter? Eller hvem røgter en hjord og drikker ikke af dens mælk? Och thet samme haffuer hand till the Corinthier wijde oc klarlige nock huar han saa siiger, Hwem figter nogen tiidt paa syn egen sool oc tæring? Eller hwem planter een wingordt och æder icke wdaff hans frwckt? Eller hwem røckter een hiordt, oc swber icke aff hiordenss melck? 
Sed quod sequitur, animadvertamus: Nunquid secundum hominem dico? An non et lex haec dicit? [201] Scriptum est enim in lege Mosi: Non alligabis os bovi trituranti. Nunquid de bobus cura est Deo? An propter nos utique hoc dicit? Nam propter nos scripta sunt, quoniam in spe debet, qui arat, arare, et qui triturat, in spe fructus percipiendi. Si nos vobis spiritualia seminavimus, magnum est, si nos carnalia vestra metamus? Men det, der følger efter, skal vi være opmærksomme på: 'Mon jeg siger dette på menneskevis? Mon ikke også loven taler således? Der står nemlig skrevet i moseloven: 'Du må ikke binde munden på den okse, der tærsker'. Mon Gud bekymrer sig om okserne? Mon ikke han siger det på grund af os? For på grund af os er det skrevet, for at den, der pløjer, skal pløje med håb, og den, der tærsker, skal gøre det i håb om at få del i frugten. Hvis vi har sået åndelige ting for jer, er det da stort, hvis vi høster jeres timelige ting? (1 Kor 9,8-11). Mon jeg siger dette på menneskelig vis? Siger ikke loven det samme? For sådan står der skrevet i moseloven: 'Du må ikke binde munden på den okse, som tærsker' (5 Mos 25,4). Mon Gud alene har omsorg for okserne, eller har han også sagt det for vor skyld? Jo, det er skrevet således for vor skyld, for at den, som pløjer, skal pløje med et godt håb, og den, som tærsker, skal tærske i det håb at få del i frugten. Når vi har sået åndelige ting til jeres bedste, mon det da er for meget og for stort, om vi høster fra jer timelige ting til gengæld?' (1 Kor 9,7-11). Eller mwnne ieg thette haffue mennischelige sagt, Siiger ickæ logen oc saa thet samme? fordi saa er screffwet i Moisi low, Thw (285) scalt ickæ knøtte for then oxis mwnd som tærsker, Munne Gwdt allene haffwe omhygge for øxn, eller han haffwer thet oc sagt for wor sckyldt? fordi thet er oc saa screffwet for wor sckyldt nar then som pløier sckal pløie paa ett gott haab oc then som terscker scall terscke paa haabett till at worde deelactig aff fruckten. Nar wij haffwæ saaæt aandelig ting eder till gode, Munne thet wære saa møgett oc stoertt om wij høsthe aff eder tymælige ting igien?
Quod ipsum aliquanto succinctius in priore ad Timotheum epistola cap. 5. resumit. Quid, (229) quod in depingendi Episcopi formula docet, ipsum oportere hospitalem esse? At quo pacto hospitalitatem exercere poterit, nisi rerum habeat administrationem, unde indigentibus tribuat?  Det samme gentager han lidt kortere i det første brev til Timotheus, kap. 5. (1 Tim 5,17). Og hvad med det, han lærer, når han afmaler biskoppens egenskaber, at han skal være gæstfri? (1 Tim 3,2) Men hvordan skal han udøve sin gæstfrihed, hvis ikke han har administrative midler, hvorfra han kan yde de trængende?  Det samme gennemgår han også i korthed til sin discipel Timotheus. (1 Tim 5,17f). Fremdeles, dèr hvor Paulus til Timotheus og Titus beskriver de egenskaber, som gode biskopper skal have, skriver han blandt andet, at bispen skal være gæstfri og godgørende. (1 Tim 3,2; Tit 1,8) Men hvordan kan han være det, uden at han har rente, len og forsyning? Thett samme beløber han summelige oc swo till syn discipel Timotheum. Framdeles hwar sanctus Paulus bescriffuer gode bispers villkaar till Timotheum och Titum, blant andre siiger han. At bispen scall wære een rwndt gestgiffuere. Men huore kan thett wære wden han haffuer rente læn oc forsiwn?
Denique in primitiva Ecclesia primi discipuli omnes possessiones communes habebant. Quotquot enim, inquit Lucas, possessiones agrorum aut domorum erant, vendentes afferebant pretia eorum, quae vendebant et ponebant ante pedes Apostolorum. Dividebatur autem singulis, prout cuique opus erat. Endelig havde i den første kirke disciplene alle besiddelser fælles. Lukas skriver nemlig: 'De, der havde ejendomme, marker eller huse, solgte dem og kom med pengene, som de havde fået ind og lagde dem for apostlenes fødder. Og de delte ud til hver enkelt, så meget han havde behov'. (Apg 4,34). Ydermere var i den første kristne menighed alting fælles for disciplene. Sådan siger Lukas: 'De, der ejede huse og marker, solgte dem, og kom og lagde pengene for de hellige apostles fødder, og det deltes iblandt dem, efter som enhver havde behov', (Apg 4,34f). Ydermere i then første Christen kircke, war alting menlig alle disciple. Swo siger Lucas, Swo mange som waare eyermendt till hwss och agerlandt them saalde the, och lagde theris wærdt for the hellige apostolorum føder, och thet deelltis i blantt them som huer haffde behoff,
Quod vivendi genus Monachi nostri etiamnum referunt et imitantur. Fiebant quoque in Ecclesia primitiva collectae, quarum Paulus subinde meminit, id est, pro alendis Ecclesiae ministris eleemosynarum collectiones, in quarum locum, ubi deficerent, successere beneficia quae vocant, quibus presbyteri seculares aluntur. Den måde at leve på har vore munke også taget op og efterlignet. Der var også i den første kirke indsamlinger, hvilket Paulus ofte nævner, og det var indsamlinger af almisser for at forsyne kirkens tjenere, på de steder, hvor de manglede noget; siden er de blevet afløst af gaver, som de kalder det, hvormed lægfolket underholder præsterne. og denne skik har alle retsindige klosterfolk endnu beholdt. Og i den første kristne kirke foretoges også indsamlinger (hvilket Paulus ofte taler om), som var en indsamling af almisse til kirkens tjeneres behov. I hvis sted (efter at den slags indsamlinger er ophørte) kirkens klerkeri nu er forsynet med præbender, len og rente. huilcken seedt alle retsindige clostermendt endt nw beholde. Och i første Christen kircke giordis oc swo samlegge (ther Paulus offte taler om) ther war een skiødning mett almwse kirckins tienere till behoff, I huess stedt (siiden then skøning ær afflagdt) kirckins klerckerij, ær nw forseet mett prebender læn oc anden rente.
At Christus (inquietis) pauper nasci et pauperes sibi ministros eligere voluit. At iidem (teste Apostolo) non fuere sapientes, non nobiles secundum carnem. -  Men Kristus (vil I måske sige) var født fattig og ville udvælge sig fattige hjælpere. Men disse (ifølge apostelens vidnesbyrd) var ikke vise, ikke ædle efter kødet (1 Kor 1,26). - Men måske ville I sige således: Ligesom Kristus var fattig af fødsel, sådan ville han også have fattige apostle, disciple og tjenere. Men (som apostelen siger) disse 'var ikke vise, de var heller ikke fribårne i verdens øjne' (1 Kor 1,26). Men maa well scke i wele saa siigæ. Som Christus war fattig født, saa wille han oc saa haffue (286) fattige apostele discipele oc tienere. Men (som apostelen siiger) the samme wore ickæ wiisæ the wore icke heller friiborne paa wersins wegne,
Num ergo mala sapientia, mala nobilitas? Sic ergo neque opes per se malae sunt, verum Christus Apostolos habere voluit neque sapientes neque divites neque nobiles iuxta seculum, ne doctrina eius humana potius quam coelesti potentia incrementum sumpsisse videretur. Mon derfor visdom er noget ondt, eller adelskab er ondt? Således er rigdom ikke ondt i sig selv, men Kristus ville have apostle, der hverken var vise eller rige eller adelsfolk i verdens øjne, at ikke hans lære skulle synes at vinde fremgang mere ved menneskelig end ved guddommelige magt. Mon derfor visdom og frihed er noget ondt? Sådan er heller ikke rigdom i sig selv noget ondt. Men Kristus ville på den tid ikke have andre apostle, end fattige, enfoldige og ufri, i verdens øjne, for at hans lære ikke skulle synes at have mere hjælp og fremgang fra en verdslig magt, end af en guddommelig kraft, Mwnne fordi wiisdom oc friihedt wære onde? Saa er icke heller riigdom ondt aff seg selff, Men Christws han wille paa then tidt icke haffwe andre apostele, endt fattige, faakwndige oc wfrii, paa wersiins wegne, paa thett hans lerdom schwlde icke meer siwnus att haffwe biistandt oc framgang aff een wersliig magt, endt een gwddommelig krafft,
Alioqui pauperes spiritu solo non commendasset, qui et ditissimi opum esse possunt; alioqui non iussisset postea ferre sacculum, peram et gladium; alioqui tantam necessitudinem atque consuetudinem cum Lazaro aliisque nonnullis divitibus non habuisset; alioqui denique tot Pontifices et reges sanctos non haberemus, qui pro Ecclesiae iuribus et bonis vel ipsam vitam posuerunt. Ellers ville han ikke have omtalt dem, der kun var fattige i ånden, (Matt 5,3) hvilket også rige kan være; ellers ville han ikke senere have befalet, at de skulle have sæk, pung og sværd med (Luk 22,36); ellers ville han ikke have haft bekendtskab og omgang med Lazarus og andre rige mennesker; endelig: ellers ville vi ikke have haft så mange bisper og hellige konger, som satte selve livet til for kirkens rettigheder og goder. Ellers havde han ikke lovet og prist dem, som er fattige i ånden og sagt, at de er salige, (Matt 5,3) hvilket de, der er legemligt rige, kan være på mange måder. Heller ikke havde han siden befalet, at de skulle have madsæk, pung og sværd med (Luk 22,36). Heller ikke havde han haft så stort bekendtskab og omgang med Lazarus og andre rige mænd. (Joh 12,1-3). Heller ikke ville vi have haft så mange hellige bisper og konger, som havde sat både hals og velfærd til ved forsvaret af kirkens og klerkeriets gods, renteprivilegier og rettigheder. Ellers haffde han icke loffwet oc prist them, som ere i aanden fattige oc sagt them wære salige, ther the kwnne wære som ere legomlige riige i mange maade. Icke haffde han heller siiden bwdett att the schwlde bære madsæck, pwng oc swerdt, icke haffde han heller hafft saa stortt kwnscaff oc omgengilse, mett Lazaro oc andre riige mendt, Icke haffde wij heller saa mange hellige bisper oc konger som haffwe forwiirkett baadhe halss och welfærdt, wdi kirkins oc klærckeriidtz godtz rentis priwilegiers och rædtz forswar,
Quis ergo non videt ex his omnibus, fundationes quarumlibet opum Ecclestiasticarum sive possessionum sive proventum non esse compilatas hypocrisi et avaritiae sacerdotum et monachorum, quemadmodum vos calumniamini, tum quod magna ex parte per Ecclesiasticos quoque viros institutae sunt, tum quod multi (quorum virtus a Deo miraculis testata est) sanctiores, quam ut hypocriseos vel avaritiae suspicio de ipsis esse possit, his bonis usi fuerunt; Hvem kan nu af alle disse ting ikke se, at indstiftelsen af en hvilkensomhelst kirkelig formue hvad enten det er ejendom eller rente ikke er samlet til hobe af præsters og munkes hykleri og begærlighed, sådan som I falsk beskylder os for, dels fordi de for en stor dels vedkommende er indstiftet af kirkens egne folk, dels fordi disse goder blev brugt af mange hellige mænd (hvis dyd af Gud er bevidnes med mirakler), så de ikke kan mistænkes for hykleri og begærlighed; Hvem kan derfor nu ikke af alle disse ting indse, at prebender, beneficier, fundatser på kirkens rigdom, hvad enten det er i ejendom eller rente, ikke er røvet ved hykleri, ved præste- eller munkegerrighed, sådan som I bagtalere løgnagtigt siger, fordi en stor part af kirkens beneficier er funderede af kirkens egne prælater. En del af kirkens forstandere har også været så udmærkede og hellige mænd (hvis dyd og hellighed har et vidnesbyrd fra Gud i hellige og underlige gerninger), så at de var og er udenfor al mistanke om hykleri eller gerrighed. Hwem kandt fordhi nw icke see aff allæ dessæ ting, att prebendhær, Beneficier, Fwndatser, paa kirckins rigdom hwadt heller thet er i eiedom eller rentæ er icke berøffwett mett sckrømpt for preste eller mwncke gerighedt som i klaffere løgnactige siige, Fordi een stoer part aff kirckins beneficier ere fwnderede aff kirckins egne prelater. Een part aff kirckins forstandere haffwe oc swo wæridt swo drabelige oc hellige mend (hwess dygdt oc hellighedt som haffuer een winnisbyrdt aff Gudt i hellige oc wnderlige gierninger) att the wore oc ere for wden al mistancke wære enthen till (287) sckrømpt eller girighedt, 
og disse hellige mænd har både brugt og haft i hævd og forsvar, hvad ejendom, gods og rente gudelige mennesker har udlagt til dem og deres efterkommere og tilbørlig givet, skødet og afhændet ind under deres ejendom og forsvar, dem og deres menige klerkeri til et ærligt ophold og underhold, oc samme hellige mendt haffwe bode brwget oc hafft i heffdt oc forswar samme eiedom gotz oc rente, ther gwdelige mennischer haffwe forlagt them oc theris effterkommere oc børlige giffwet sckiøt oc afhentt wnder theris eiedom oc forswar, them oc theris menige klærckerij till eett erligt opholdt oc forsiwn,
verum a piissimis hominibus (230) quam iustissime donatas, utpote in omni lege naturae, scripta et gratiae fundatissimas. Atque haec quidem pro iure bonorum Ecclesiasticorum in commune dicta sunt. At de peculiari iure decimarum omnino tacere malo, quam paucis agere, ne uberiora nobis argumenta deesse videantur. nej, disse formuer er givet af yderst fromme mænd på fuld retfærdig måde, sådan som det er fastlagt i al lov, den naturlige, den skrevne, og nådens lov. Og dette er blot sagt om de kirkelige formuers juridiske rettigheder i almindelighed. Men om specielt tienderetten vil jeg hellere tie helt, end fremføre kun få ting, for at det ikke skal se ud, som om vi mangler yderligere argumenter. hvilket støttes og er grundet fast på al lov, naturlig som skrevet. Men eftersom der herom yderligere skal tales i 'Vor kristne Trosbekendelse', så vil I også dèr finde nogle andre oplysninger om kirkens gods og rente. hwilckedt som er bestandigt oc grundhett fasthelige i all low, natwrlig, scrifftelig, Men nar her om scal ydermeres talis i vor Christelighe troes bekiendilsæ, tha schwlle i och ther findhe nogher andhen beschede paa kirckins gotz oc rente.
Porro, quoniam sicuti personae Ecclesiasticae, ita quoque bona eorum Deo consecrata sunt, quodque semel Deo consecratum est, amplius in humanos usus citra sacrilegium accommodari non potest; caveat sibi quisque laicus, sive nobilis sive ignobilis, ne manus in bona Ecclesiastica mittens sacrilegium incurrat, certo sciens, id sceleris iuxta maiorum annales et historias nunquam aut perraro vel temporaliter inultum abiisse, idque non in ipsis modo auctoribus, verum etiam in eorum posteris ad aliquot usque generationes, id quod facili opera plurimis tum sacris tum profanis exemplis, nisi ad metam properarem, ostendere liceret. Videre: Når kirkens gods er indviet til Gud, ligesom kirkens personer, og når det, der én gang er indviet til Gud, ikke mere kan overgå til verdsligt brug uden at der begås helligbrøde; så skal enhver lægmand, hvad enten han er adelig eller ikke-adelig, vogte sig for, at han ikke ved at lægge hænder på kirkens gods, begår helligbrøde, idet han ganske sikkert véd, at denne forbrydelse ifølge de gamles krøniker og historier, aldrig eller yderst sjældent er passeret timeligt ustraffet, og det er ikke blot blevet straffet på dem, der øvede udåden, men også på deres efterkommere i flere generationer, hvilket let kunne påvises med mange både hellige og profane eksempler, hvis jer ikke ilede mod enden. Og da fremdeles gejstlighedens gods og rente, ligesom klerkene selv, på den måde er indviet til Gud, at de ikke efterfølgende må komme til nogen læg bestemmelse eller verdslig brug uden fare for den synd, der hedder kirkerov, så må vel hver lægmand, adelig eller ikke-adelig, vogte sig vel, at han ikke befatter sig med nogen kirkelig indkomst, at de ikke skal gøre sig skyldig i kirkeran og rov, for de må frygte Guds straf og hævn derfor. Når man læser krøniker og historier, da skulle de lægge mærke til, hvordan kirkeran og rov ikke nogensinde har været ustraffede, men ofte straffede så meget, også timeligt her i verden, at straffen har strakt sig til deres efterkommere i fjerde eller femte led, hvilket vi let kunne bevise, hvis ikke vi hastede til enden med disse gensvar. Framdelis och nar klærckerijdtz gotz oc rente ligeruiiss klerckene selffue, ere swo consecrerede till Gudt, att the maa icke siden komme til noghen leeglig handell eller werdslig brugelse, wdhen kirckeroffs syndt oc fare. Tha wogte seg vel huer leegmandt frij eller wfrij, att handt icke bewaar seg mett nogen kirckelige rentæ, att the schwlle icke giøre kircke ran oc roff, befrøctindis hwess the andett giøre ther fore Gudtz straff oc heffn, Læse seg fram krøniker oc historier, tha schwle the formerckæ hwore kircke ran oc roff haffwe icke nogen tiid wæridt wpynte men offte saa straffede oc saa timelige her i werden att samme straff haffwer ragt till theris effterkommere offwer fierde eller fempte slegt ther wij kunne her lettelige bewiisæ hwar wij icke nw hastede till enden met desse gienswar.
Nam vel in falsae religionis contemptum Deus semper animadvertit, quod in omni religione comtempta, tanquam divinitatis aliquid habente, Deus ipse contemnitur, id quod aurum Tolosanum, proverbii vice apud veteres celebratum, abunde testatur. For også i de falske religioner straffer Gud altid krænkelser; hvad der i enhver religion, der har nogen guddommelighed i sig, er en krænkelse, det vil Gud selv straffe, hvilket det toulousiske guld til fulde bevidner; det er jo blevet et agtet ordsprog hos de gamle. Vi finder så også, at Gud har pint og straffet den krænkelse og forsmædelse, som hedninger har vist og udført mod den hedenske gudelighed, som dog var både falsk og forkert, hvilket bevises af det almindelige ordsprog, som i gammel tid blev talt og brugt derom: Aurum Tholosanum. Nar wij oc saa findhe hwore Gwdt haffwer pintt oc straffedt the homodt oc forsmædilse som hedninghe haffwe brwget oc giortt mod hedinsk gwdelighedt, som war dog bode falsk oc wrang, thet (288) bewiisis aff thet almenelight sprock, som ther om i gammill tiidt war talett oc sagt Awrum Tholosanum.
Det, I så ofte siger, at mange er fattige, fordi kirken og kirkens personer har gods og rente, det er sagt uden al rimelig grund, og sagen er dertil både klar og indlysende for alle.  Thet i oc siige saa offte att mange ere fordi fattige att kirckin oc kirckins personer haffwe gotz oc rente, er sagt wden all sckiellig sag och sagen ther till er bode klar oc skynbarlig for alle. 
Olim cum ecclesiae construebantur et dotabantur, homines passim erant divites, omniumque rerum etiam ubique erat affluntia, et implebatur dominicum illud: Date, et dabitur vobis. Nunc autem, ubi destruuntur et spoliantur templa, plerique sunt pauperes, et ubique omnium rerum est penuria. Dengang da kirkerne blev bygget og der blev givet gaver til dem, var folk vidt og bredt rige, og man havde fuldt op af alle ting overalt, om dette Herrens ord bliver opfyldt: 'Giv, så skal der gives jer' (Luk 6,38). Men nu, hvor templer nedbrydes og ødelægges, er der mange fattige og overalt er der mangel på alle ting.  I gamle dage, da kirker og klostre blev bygget, da var alle folk rige og havde nok, så at hos alle det Guds ord var blev opfyldt, der siger: 'Giv, så skal der gives jer' (Luk 6,38). Men modsat nu, hvor kirker og kloster brydes ned og udpyndres og ødelægges, da forarmes mange, og fattigdom findes i alle lande, hunger og dyrtid, som ikke er andet end Guds plage. I gammill tiidt ther kirker oc closter bygdis oc begaffwedis, tha wor alle folck riige oc haffde nock swo att Gwdzt ord war fulkommet hoess alle ther siiger. Giffwer oc eder scall gifwiis. Men nw twertt emodt siiden kirker oc closter nederbrydis berøffwis oc forstøris tha forarmis mange oc fattigdom findis i alle landt, hwnger oc diwr tiiddt, ther icke andet er endt Gwdtz plage.
Deus enim de ministris suis vindictam suo tempore facit. At illi viderint, quemadmodum utantur, [203] cogitantes venturum esse tempus, quo dicturus est unicuique dominus: Redde rationem villicationis tuae; et: Cui multum datum est, multum quaeretur ab eo. Gud vil nemlig nok til sin tid befri sine tjenere. Men disse skal se til, hvordan de bruger den (kirkens ejendom), og huske på, at der kommer en tid, da Herren vil sige til hver enkelt: 'Aflæg regnskab for din forvaltning' (Luk 16,2); og: 'Den, som meget er givet, af han skal meget kræves' (Luk 12,48). Uden tvivl vil Gud for en tid hævne sine tjeneres hovmod mod deres voldsmænd, og vil han også straffe dem, hvis de ikke omvender sig på mange punkter. Derfor er det dem også tilrådeligt, at de ser nøje til, hvordan den kirkerente bruges, som de har i hævd og forsvar, og tænker på, at den tid skal komme, da Herren vil sige til hver af os: 'Gør regnskab for din forvaltning' (Luk 16,2). Og: 'Den, som har fået meget, af ham skal også kræves meget' (Luk 12,48). Uden twiill tha wiill Gwdt een tiidt heffne syne tieneris homodt modt theris woldsmendt, oc dog straffe them oc saa, wden the seg endt nw bekiende i mange støcker. Thi er thet them oc saa raadeligt, att the see nøye till hwore kirkins rente brwgis ther the haffwe i heffdt oc forswar, oc tencke att then tiidt scall komme nar herren worder sigindis till hwer aff os giør regensckaff for tiitt fogedij, oc then som haffwer møgett anammet aff hanwm søgis oc swo møghett.
Usum namque opum Ecclestiasticarum pro cuiusque decoro et statu defendimus; abusui vero, si quis sit per otium, ambitionem et luxum, minime patrocinamur. For vi vil godt forsvare brugen af det kirkelige gods til en sømmelig stand; Men misbruget, hvis der sker noget gennem ladhed, hovmod og luksus, det beskytter vi ikke på nogen måde. At bruge kirkens rigdom til et ærligt ophold og en tugtig herlighed, som er hver sømmelig efter hans stand, det billiger vi og det laster vi ikke, og det er heller ikke at laste hos ærlige og gode mænd. Men misbruger nogen kirkens rigdom i hovmod, ørkesløshed og anden syndig og utilbørlig adfærd, da vil vi ikke forsvare det. Kirckins riigdom att brwge till eett erligt opholdt oc een tuctig herlighedt som hwer sømelig er effter syn statt, giffwe wij magt oc icke laste, som thet er icke heller lasteligt hoess erlige oc godhæ mendt. Men mysbrwger then noghen wdi homodt aarckeløshedt oc andhen syndig och wbørlig handel thet wele wij icke forsware.
Ceterum neque hic est, quo ceu novo dogmate invento gloriari possitis in malitia vestra. Sed ut error hic e proximo sequitur (231), ita est cum omnium veterum haereticorum, qui purgatorium tollere conati sunt, tum vero Valdensium (qui et pauperes de Lugduno vocabantur), Viclevicorum et Hussianorum, qui omnium maxima invidia perciti, Ecclesiae opibus oblatrarunt, Apostolicos haereticos ex parte secuti. Forøvrigt kan I heller ikke her i jeres ondskab prale med at have opfundet dette som et nyt dogme. Men som det fremgår af den følgende artikel, så er denne fejl alle gamle kætteriers fejl, som søger at ophæve skærsilden, dels Valdensernes (de, so også kaldes de fattige fra Lyon), dels Viclevitternes og Hussitternes, der fremfor nogen har været opbragt af misundelse, og skældt ud over kirkens ejendom, og til dels blev de fulgt af de apostoliske kættere. Ikke kan I heller fremhæve jer af denne trætte, som om hun var jeres opfindelse, men som det fremgår af følgende artikel, så er hun også et gammelt kætteris hadske bagvaskelse, som er Valdenserne, som kaldes de fattige fra Lugduno, Viklevitterne og Hussitterne, der fremfor alle med et krænkende had har knurret imod klerkeriets gods og ejendom, og for en del efterfulgt nogle gamle kættere, som kaldte sig 'apostolicos', det vil sige: apostoliske mænd,  Icke kwnne i heller forheffwe eder aff thette støcke trætte, (289) som hwn waare edert paafwndt, men som hwn følger aff næst forschreffne artichel, saa er hwn oc saa gamble kietteris hadsche klafferii, som ere Ualdensium ther kalledis Pauperes de Lwgdwno, Uicleuicorum oc Hwssianorum, ther for alle aff ett homodigt hadt haffwe mest knwrridtt modt klærckeriidtz gotz oc eiendom, oc wdi een partt effterfwldt nogre gamble kiettere som kallede seg, Apostolicos, thet er apostelige mendt, 
Quod enim illi de Christianis omnibus asserebant, hoc isti de solis Ecclesiasticis, nempe neminem salvari posse, qui proprium aliquod hoc in mundo possideret. Hvad nemlig disse sagde om alle kristne, det sagde hine alene om gejstligheden: at ingen kan blive salig, som her i verden har nogen ejendom. fordi det, som disse sagde om alle kristne folk, det siger de alene om klerkeriet: at ingen kan blive salig, som (har eller) besidder nogen ejendom her i verden. Fordi thet som desse sagde om alle christen folck, sige the om thet blotte klerckerij, Att inghen kan bliffwe salig, som haffwer eller besiider noghen eindom, her i werden.
Verum sicut illi maiores vestri praetextu simulatae paupertatis, avaritiae et quaestui maxime studebant, ita vos quoque vestigiis eorum gnaviter insistentes facere audio, praedicantes, ut adimatur aliis, quod vobis tribuatur, Men ligesom jeres forfædre under påskud af en påtaget fattigdom var pengebegærlige og stræbte efter rigdom, således hører jeg, at I flinkt går i deres fodspor og prædiker, at hvad man berøver andre, det skal man give jer,  Men ligesom jeres forfædre, disse kættere, under et skrømteligt fattigdoms påskud tragtede efter gods og rigdom og i det skjulte var pengegerrige, sådan gør I også; I efterfølger deres eksempel flittigt nok, og derfor lærer I folk at berøve andre og give det til jer. Men ligerwiiss som edræ forfædre sammæ kiettere, wnder en sckrømptelig fattigdoms orsage, stemplede effter godtz och riigdom, och waare hemelighe penninghe girighe, swo giøræ i och saa, effther følgindis theris exempill fliittelighe nock, och fordhi lære i folck att berøffwe andre och giffwæ eder.
initio quidem paulo contentos, at quibus postea vix tantum sufficiat, unde prius quinque aut sex alebantur sacerdotes; tantum scilicet Elsa cum suis catulis absumit. i begyndelsen var I tilfredse med lidt, men kort efter havde I næppe nok i det, som før fem eller seks præster kunne leve af; så meget fortærer nemlig Elsa med sine hvalpe. I første omgang lod I jer nøje med en mådelig ting, men nu har hver af jer ikke nok i det, som seks præster tilforn ærligt kunne leve af. Så meget kan Mayæ nu mere fortære med sine hvalpe, og alligevel har hun ikke nok til sidst. Mett thet førsthe lodhe i edher nøydhe mett een maadhelig ting. men nw er thet huer aff eder icke nock, som sex prester kunne tilfornet erlige leffwe wdaff. Swo møghet kan Mayæ nw meer fortæræ mett synæ hwalpæ, och end scall henne tha fattis paa thet siiste.
Proinde hic item articulus non solum haereticus, verum etiam seditiosissimus, utpote omnes ad Ecclesiae spolia, rapinas et sacrilegia evocans, optimo vobis iure obiectus est. Desforuden er denne artikel ikke blot kættersk, den er også såre forførerisk, idet den fremkalder megen ødelæggelse, røveri og helligbrøde mod kirken, det kan man bebrejde jer med fuld ret.
Da har jeres Dalila ikke alene som Samsons raget syv hårfletninger af jer, (Dom 16,13) men hun har raget og draget al jeres hår af jer, det, hvori I skulle have jeres styrke. Det er: hun bortstjæler, fratager og forskyder jeres gods og penge og andet af det, I med ovennævnte behændighed kan ribbe og skrabe sammen til både jeres og jeres børns ophold. Da befrygter hun 'libellem repudii' (skilsmissebrev), som visselig snart vil ramme jer. Tha eders Dalila icke enistæ som Samsons haffwer ragit eder siw haar vdaff, men hwn ragher oc dragher eders gandzæ haar wdaff, ther wdinden i sckwlde haffwe ethers styrcke. Thet er, hwn bortstiæler, wndrycker og forschyder ethers godtz oc penninge, oc anden deell hwess i met forneffnde behendighet, till beggis ethers och ethers børns (290) opholdelsæ kwnne ribbæ oc sckrabe tilsammell. Tha hun befrychther sig Libellum repudij, ther ether wisseligen snarligen tilstwnder. 
Sådan at I med blusel, spot og skændsel, med fortvivlede ansigter, som man plejer at have, må skilles ad, hvilket måske allerede mange steder er sket. Dog, alligevel skal hun sammen med jeres begges afkom ligesom den onde Jesabel, sankt Johannes beskriver, (Åb 2,20-23) lide hunger og kummer, skrig, modgang og al forfølgelse, hvis ikke I snart gør bod for jeres store vildfarelse. Swo i met blysell, spot oc skiendtzell, met wnderspottede ansigt som ther tilhører, oc alrede maa komme mangestetz sckeedt er, sckwlle tha skillies att. Dog ligewel paa thet siistæ, schall hwn mett beggis eders affkomme, ligerwiis then onde Jesabell sanctæ Hans omsckriffuer lidæ hwnger oc kwmmer, sckrig, modgengilsæ och all forfylgelsæ, wden i snarligen gøræ plicht oc bood for slig eders vildfarilsæ.