Confutatio, artikel 22

Biskoppernes gensvar, artikel 22.
Tilbage til Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatios menu.

Articulus vigesimus secundus		22. artikel.	Then xxij. artichell.
Omnia igitur anniversaria, missas, orationes, eleemosynas, et ieiunia, et reliqua, quae pro defunctis aguntur, fraudes esse et imposturas.		Derfor er alle begængelser, sjælemesser, gudelige bønner, almisse, faste og andre ting, som bruges for afdøde, svig og bedrageri mod lægfolk.	Fordi ere alle begengilse, sielæ messe, gwdelighe bøner, almwsæ, faste, oc andræ ting, som brugis for the affgangne, swyg, oc bedrageri mod legfolck.
[192] Responsio. Vere sunt fraudes et imposturae omnia, quae in Ecclesia papistica aguntur pro mortuis, sed in laicos praecipue; sed illud tacuistis in posterioribus articulis, quos latinos fecistis, videntes id manifestius esse, quam ut possit refelli. Nam quot videmus per huiusmodi anniversaria et missas bonis suis spoliatos et ad extremam redactos inopiam, et quod multo miserabilius est, videmus simplicium animos sic persuasos, ut salutem ponant in huiusmodi rebus tanquam sibi post mortem profuturis.	Svar: Alt det, den papistiske kirke foretager for de døde er virkelig svig og bedrag, men især overfor lægfolk; men det tier I om i de følgende artikler, som I har skrevet på latin, fordi I ser, at det er for soleklart til at det kan gendrives. For så meget ser vi gennem den slags årsdage og messer: mennesker bedraget for deres gods og mennesker, der blever ført til den yderste fattigdom, og hvad der er endnu langt mere forfærdeligt: vi ser de enfoldiges sjæle blive sådan overbevist, at de sætter deres frelse til den slags ting, som om de kan gavne dem efter døden.	Prædikanternes svar: Det vedstår vi, at det er en unyttig tjeneste for de døde på denne måde, som sådan tjeneste nu almindeligvis sker i denne papistiske kirke. Ja, at alle begængelser, sjælemesser, vigilier og mere af den slags, som vi ser ske for de døde, er det fattige lægfolk til et stort svig og bedrageri. For først får de deres penge lokket ud af pungen dermed, og siden lærer de at forlade sig med en sådan falsk tillid til denne tjeneste for sjælen efter deres død,	Predicanternis Swar. Thet bestaa wi att thet er een wnøttig tieniste for the døde i saadan maade, som saadan tienist nw almyndelig sckeer, i thene papistischæ kircke, Ja tha er alle begengilser, sielemesse, Uigilier oc saadant meer som wij see sckee for the døde thet fatighe legfolck till eet stort swyg oc bedregerij. Thi them lockis iw først penninghe aff pwnghen ther mett oc siiden læris the att forlade seg sielff paa saadan samme falsck liid till samme tieniste for sielin effter theris dødt,
Hoc enim prius agendum fuit, ut eo facilius otiosis ventribus sub praetextu pietatis in simplicis plebeculae bona pararetur via. Tales homines dicit Paulus gratia Dei excidisse, et eis Christum factum esse inutilem, qui suis meritis fidunt.	Dette blev nemlig afhandlet som det første, så at der des lettere kunne banes en vej for ørkesløse buge under påskud af fromhed til det enfoldige folks goder. Sådanne mennesker siger Paulus er faldet ud af Guds nåde og har gjort sig Kristus unyttig, fordi de stoler på deres fortjenester.	og det er at falde fra Guds nåde og regne med, at Kristus er død forgæves (Gal 5).	oc thet er att falde fra Gudz naade oc giøre seg Christum wnøttig Galatas v.
Confutatio. Nunc ut paucis ad flosculum istum Evangelii vestri, hoc est conviciosum mendacium respondeamus, quo superiorem articulum (221) more vestro confirmatis, nempe deficientibus argumentis confugientes ad convicia -- omnia, quae mortuis aguntur in una Dei Ecclesia catholica, teste Apostolo, columna et firmamento veritatis, cuius Romanum Papam (ut etiam vobis ilia rumpantur invidia) universalem Episcopum et pastorem agnoscimus, confitemur et colimus, quam vos hoc contemptim papisticam duplicem Ecclesiam comminiscimini ac effingitis, id quod sub articulo primo (ni fallor) abunde confutatum est;	Gendrivelse: Nuvel, at vi en lille smule skal svare på denne floskel fra jer, det vil sige: på disse løgnagtige skældsord, hvormed I bekræfter jeres ovenstående artikel, idet I nemlig når I mangler argumenter tyer til skældsord -- alt, hvad der handler om de døde i Guds ene katolske kirke, der ifølge apostelen er sandhedens søjle og firmament, for hvilken vi anerkender og bekender og dyrker den romerske pave som den universale biskop og hyrde (så at også I revner af misundelse), den kirke, som I med ringeagt opdigter og fingerer som en anden pavelig kirke, hvilket i den første artikel, om jeg husker ret, til overflod er gendrevet;	Prælaternes gensvar: Dersom det ikke blev for langt, da burde vi svare på jeres ny evangeliske floskel noget bredere; den floskel er den løgn, bagvaskelse, spot og skældsord, som I altid tyr til, når I mangler bevis fra skrift eller skel; når I gør det, da er løgn, bagvaskelse, spot og skældsord jeres stærkeste bevis og især, når den er vendt mod den almindelige kristne kirke, som dog er al sandheds piller og grundvold, hvor meget I end sprækker af had og hovmod og kalder hende tusinde gange (274) den papistiske kirke.	Prelaternis Gienswar. Ther som thet schulde oss icke falde for langt tha bwrde oss widelig att swaræ till edre ny ewangelische smickæ thet er till løghen, klafferij, spot oc skendzt ordt, i nar som helst eder fattis bewiisning aff sckrifftt oc skiell tha er løghen, oc klafferij eder besynderlighe tilfluct, spott oc skiendzt tale, eder sterkiste bewisning oc besynderlige emodt then menighe Christen kircke som er dog all sandhetz pylere oc grwndt, ther som I end sprecke aff hadt oc hoffmod, oc kaldhe henne twsinde ganghe then papistische kircke.
omnia, inquam, ea vere sunt, non fraudes et imposturae, at laudes Dei ac piae mortuorum curae. Nam orthodoxi patres illi, qui divinae scripturae vestigia secuti, nobis tradiderunt et purgatorii cognitionem, quos sub articulo octavo recensuimus, et curam mortuorum, de quibus sub proximo articulo meminimus, tam insigni vitae sanctimonia, Deo saepe miraculis testimonium perhibente, in mundo claruerunt, ut nulla de ipsis aut fraudis aut imposturae possit esse suspicio.	alt, siger jeg, alt det er sandt, ikke svig og bedrag, men Guds lov og from omhu for de afdøde. For disse rettroende fædre, som fulgte i de guddommelige skrifters spor, har overleveret os både erkendelsen af skærsilden, som vi har gennemgået under artikel otte, og omsorgen for de døde, om hvilken vi vil tale i en følgende artikel, og disse fædre var så hellige i deres livsførelse, noget, som Gud ofte bevidnede gennem miraklers vidnesbyrd, at intet af dette kan være under mistanke for at være hverken svig eller bedrag.	Den mindefest, derfor, som bruges i den hellige kirke for afdøde kristne sjæle, er ikke svig og bedrageri, men er tak til Gud og en gudelig omhu for de afdøde. Således har de gode helgener, som var før os, ved at efterfølge den hellige skrifts mening haft samme omhu for kristne afdøde sjæle, og de var så drabelige mænd af visdom og retsindighed, hvilket Gud også har stadfæstet efter deres død med jærtegn og underlig kraft, så at de er ude over al mistanke om svig eller bedrageri.	Hwess amindelig begang fordi som brugis i then hellige kircke, for affgangne Christen siele, er [icke] swyg oc bedregerij, men Gwdtz loff, oc ett gwdeligt omhygge for the affgangne. Fordi the gode helghen som for oss effterfølgendis then hellige scrkfftis mening haffue hafft samme omhygge for Christen affgangne siele, Uore saa drabelige mendt, aff wisdom hellighed oc retsindighedt, mett ierteghen oc wnderlig krafft, att the haffue offuerwundett all mystancke anthen till swyg eller bedregerij.
At quo tandem pacto fraudes et imposturae dici possunt, praecipue in laicos excogitatae? Non enim [193] modo sacerdotes et aliae utriusque sexus Ecclesiasticae personae, sibi quoque defunctis eandem mortuorum curam impendi faciunt, quae laicis Ecclesiastico ritu impendi solet, verum etiam bona pars collegiorum, monasteriorum, templorum aliorumque locorum in hunc finem destinatorum, si veterum annales et historias excutiamus, per Ecclesiasticos proceres fundata, erecta et constructa invenitur.	Men hvordan kan de siges at være svig og bedrag især udtænkt mod lægfolket? Det er jo ikke blot præster og andre dele af kleresiet af begge køn, der har bekostet udgifter for sig til den samme omsorg for de afdøde, som lægfolket plejer at bekoste gennem et kirkeligt ritual, men også en god del domkirkerne, klostrene, kirkerne og andre steder, der er oprettet med dette formål, hvis vi undersøger de gamle annaler og historier, som findes at være oprettet, opstillet og indrettet af klerkene.	Eller hvordan kan det med rette siges, at de handler i svig og bedrag, optænkt mod lægfolk, når vi ser, at præster, bisper og det menige klerkeri begærer og lader afholde for sig selv, når de dør, de samme tjenester og mindefester, som holdes for andre lægfolk? Lad være, de ville bedrage andre, sig selv ville de vel ikke bedrage. Sådan ser vi også, at en stor part af den gudelige omhu for kristne sjæle, som er stiftet i domkirker, klostre og andre viede og hellige steder, er stiftet og funderet af kirkens egne forstandere, bisper, præster og prælater, hvilket I kan se både af historier og af gamle breve;	Eller hwar fore kwnne the mett rette sijgis att vare swyg oc bedregerij, optenckte modt leegfolck. Nar wij see att prester bisper och thet menige klerckerij begære oc lade holde for seg selffue, nar the affgaa, samme tieniste oc begang, som ther holdis for anre leegfolck. Uille the endt bedrage andre, the munne icke fordi wele bedrage seg selffue. Desligest see wij och saa, at een stoer partt, aff thet gudelige omhygge for Christen siele, som er stijgthet i domkircker, Closter, och andre wigde oc hellige stæder, ere stijgtede oc fwnderede aff kirkins egne forstandere, bisper, prester, oc prelater, ther i maa formerke bode aff historier oc gamble breff,
		derfor kan der heri hverken være svig eller bedrageri, med mindre de selv deri var besvegne og bedragede.	thi kwnne ther wnder huerckin were swyg eller bedrægerij nar the haffde selffue ther offwer wærit beswigne och bedragnæ.
Proinde non ideo suppressum est laicorum nomen in hoc articulo latino, quod in eodem Danice prius edito fuerat expressum, quemadmodum hic inaniter argutamini, nodum in scirpo quaerentes, quod videremus, id esse manifestius quam ut possit refelli; at ob id potius, tum quod fraus et impostura fere activam habet significationem -- unde si mortuorum suffragia fraudes et imposturae forent, non utique laicorum essent, at sacerdotum, a quibus ea fiunt pro laicis -- tum quod illud erat intellectu perfacile, nempe si fraudes essent ac imposturae, eas in laicos excogitatas fuisse, quando laicis inde nihil temporalis commodi accedat.	Derfor er lægfolkenes navn ikke af den grund undertrykt i den latinske artikel, at det i den samme artikel på dansk, som tidligere blev udgivet, blev sagt, sådan som I her bevidstløs plaprer løs, idet I gør jer unyttig ulejlighed (søger et knæ på et siv), hvorved vi kan se, at det er så tydeligt, at det ikke kan gendrives; men snarere på grund af, dels at svig og bedrag næsten har en aktiv betydning -- derfor, hvis hjælpen til de døde skulle være svig og bedrag, da ville det ikke være overfor lægfolk, men overfor præster, gennem hvem det sker til bedste for lægfolket -- dels af, at det er let at forstå, nemlig hvis der var tale om svig og bedrag, at disse ville blive udtænkt af lægfolk, eftersom lægfolk ikke får noget timeligt gods ud af det. (??)
Quin potius nemo hoc Ecclesiastico more defraudatur, nemo decipitur. Nam parvo dispendio maximum fit compendium; seminantur enim carnalia et temporalia, metuntur autem spiritualia et aeterna. (222)	Men hvis ikke nogen bedrager på denne kirkelige måde, så er der heller ingen, der bliver bedraget. For den mindste udgift fører til den største fortjeneste; man sår noget kødeligt og timeligt, men høster noget åndeligt og evigt.
Quae vero sequuntur, risu certe digna sunt. Quis unquam audivit, aliquem per missas et anniversaria bonis suis spoliatum? Nullus enim huc vi adigitur, nisi tamen forte ita dictum accipi velitis, quemadmodum Paulus ad Corinthios loquens: Alias, inquit, Ecclesias expoliavi, accipiens stipendia ad ministerium vestrum. Quis unquam aliquem hac ratione ad extremam redactum inopiam audivit? Nemo enim hunc in usum impendere cogitur, ultra suum ipsius voluntatem atque facultatem. Non enim tam interest, quantum ad pius usus elargiare, quam refert, quanto ex amore id fiat. Plus enim in gazophylacium paupercula vidua misit, iudice Christi, quam divites omnes.	Men hvad der derefter følger, er latterligt. Hvem har nogensinde høre, at nogen har ødelagt sin formue på grund af messer og årsdage? Der er jo ingen, der tvinges dertil med vold, medmindre I vil anse det for at tvinges, hvad Paulus skriver til korinterne: 'andre menigheder har jeg udplyndret, for at få penge til at forkynde for jer'. (2 kor 11,8) Hvem har nogensinde hørt om nogen, der blev ført ud i den yderste fattigdom af den grund? Der er jo ingen, der tvinges til at betale udover sin vilje og formåen. Her betyder det nemlig ikke så meget, hvor meget man bruger på en from sag, her betyder det noget, hvorvidt det sker af kærlighed. Den fattige enke lagde nemlig mere i tempelblokken, efter Kristi udsagn, end alle de rige.	Og derfor er det lattervækkende, det, som jeres poet har tilsat af sit eget udover det, I lod udskrive på dansk. Han siger: 'Hvor vi for sådan tjenestes skyld (275) må se mange folk være berøvede gods og ejendom og være kommet i stor fattigdom og armod'; (Note 275) men hvem har nogensinde set eller hørt nogen mand være forarmet af messer og mindefester? Når ingen mand trænges eller nødes dertil, men hver gør efter sin egen fri vilje og evne? Her ser Gud ikke på nogen mands evne, men på den gode vilje; det ser vi i den fattige enke, som efter Kristi ord siger at have ofret mere i templet end alle de rige.	Oc fordi er thet latter wærtt som eder poett haffuer tilsætt aff siit eghet ydermere endt i paa dansche lode wdscriffue, Oc siiger han huore wi for saadan tieniste maa see manghe folck wære berøffuede wdaff gotz oc eindom oc ere kommen till stoer fattigdom oc armodt, men huem haffuer nogen tiid seett eller hørt nogen mand wære forarmet aff messer oc begengilse? Nar ther till trengis oc nødis inghen mandt men huer giør effter syn egen frii willie oc effne, her anseer Gud icke noger mandtz effne men en god willie ther wij formercke i then fattige widuæ, som effter Christi dom siigis meer att haffue offridt i tempeledt end alle the riige.
Nam (ut Apostolus inquit) si voluntas prompta est, secundum id quod habet accepta est, et non secundum id quod non habet.	For, som apostelen siger, 'når den gode vilje er til stede, påskønnes den efter, hvad den evner, ikke efter, hvad man ikke evner' (2 kor 8,12).	Fordi som Paulus siger, når viljen er from og redebon, da er han taknemlig og behagelig for det, han har, og ikke for det, han ikke har (2 Kor 8,12).	Fordi som Paulus siiger, Nar willien er from oc redebon tha er han tacnemmelig oc behaffwelig for thet han haffuer oc ey for thet som han icke haffuer.
Neque vero miserabile illud est, quemadmodum falsa commiserationis imagine conquerimini, at potius multum laudabile, quod videmus non simplicium modo animos (id quod vos dicitis), verum etiam omnium pie in Christo viventium (quandoquidem et doctissimi quique viri idipsum factitant) ita persuasos non humanis commentis, ac e divinis literis (quemadmodum ostensum est), ut salutem ponant in huiusmodi rebus tanquam sibi post mortem profuturis, nimirum ad Ecclesiae sensum et intentionem, nempe uti credamus, non post mortem nos per ea mereri quicquam posse, at hac in vita nos posse mereri, gratia et charitate adiutos, ut ea nobis post mortem valeant ac proficiant, ab aliis nomine nostro facta, non quidem ad cumulum coronae adiiciendum, sed ad peccatorum huius vitae reliquias expiandas, id est, ut verbo dixerim, non ad meritum,	Det er heller ikke ynkeligt, sådan som I med en falsk udtalelse af medynk klager over, det er snarere meget rosværdigt, at vi ser, at ikke blot simple folk, (og det er dem, I omtaler) men også alle, der lever fromt i Kristus, (eftersom selv de lærdeste mænd gør det samme), vi ser, at de er sådan overbevist ikke om menneskelige meninger, men af de guddommelige skrifter (sådan som det er påvist), at de sætter deres frelse i den slags ting, som om de kan gavne dem efter døden, helt ud efter kirkens mening og hensigt, som nemlig er den, at vi skal tro, ikke at vi efter døden kan fortjene derigennem, men at vi i dette liv kan gøre os fortjent til, når nåden og kærligheden står os bi, at disse ting efter døden kommer til at være noget værd for os og gavne os, de ting, som er gjort af andre i vores navn, ikke for at øge vor fortjenestes sum, men til at sone de synder i dette liv, som står tilbage, dvs at jeg skal bruge det ord, ikke til	Ikke er det heller ynkeligt, hvad I bedragere på skrømt begræder med medynk, men værd at takke og prise for, at ikke alene simple folk, som I siger, men også lærde og vise mænd stoler på, at det kan gavne dem efter døden, især efter den hellige kirkes sind og mening, som er, at vi skal tro, ikke at vi efter døden dermed kan erhverve os noget, men at vi, hvor vi forbliver i live, og har bistand af nåde og kærlighed, kan erhverve det, at sådan tjeneste og mindefest må hjælpe os efter døden ud af de hindringer og den pine, som forhaler vor indgang til glæden og saligheden på grund af de synder, vi øvede, og de forsømmelser, vi er befundet i i vor døds tid, at vi ikke har efterfulgt Kristus og hans eksempel, som vi burde; eftersom det ikke er nok at stole på Kristus, uden vi også elsker ham.	Icke er det heller ønckeligt som i bedragere aff scrømpt begræde metønckelige men bode loffligt oc prisseligt, att icke alsomeniste simpel folck som i siige men oc saa lærde oc wiise mend settæ loffwe ther till att thet kandt them gaffne effter døden, besynderlighe effter then hellige kirkis sindt oc mening som er, ath wij schwllæ tro, ickæ atth wii effter døden kwnnæ ther mett noghet forhwerffwæ. Men hworæ wii besteddæ i liffwæ, och haffwendis biistandt aff naadhæ och kierlighed kwnnæ thet forhwerffwæ, att saadan tieniste och begang, maa hielpe oss effter døden aff hinder oc pynæ som forhaler wor ingang till glædhæ och salighedt, for woræ synder wij giorde oc forsømylsæ wij ere befwndhen wdi i wor dødtz tiidt att wij haffwe ickæ effterfuld Christwm och hans exempill som oss bwrdhæ. Nar thett er ickæ nock att settæ loffwæ till Christum wden wii holde hanwm oc saa met loffwæ.
sed ad satisfactionem hac in vita non persolutam. Atque hoc ipsum Christus consulere videtur omnibus, quo loco ait: Facite vobis amicos de mammona iniquitatis, ut cum defeceritis, recipiant vos in aeterna tabernacula.	men fyldestgørelse for, hvad der i dette liv ikke er afsluttet. Og netop det råder Kristus os alle til, på det sted hvor han siger: 'Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger' (Luk 16,9).	Og det kan man sige, at Kristus råder os til (276) når han siger: 'I skal gøre jer venner ved hjælp af den syndige rigdom, så at når I har brøst, da kan de modtage og optage jer i de evige boliger' (Luk 16,9);	Och ther till siwnis fordi Christus att rode oss huar hand saa siger, I schulle giøre eder wenner, aff syndig rigdom, att nar i haffwe brøst the kwnne eder anamme oc wndfange i the ewige bolige,
Neque haec Ecclesiastica mortuorum cura in hoc est introducta (uti vos calumniamini), ut eo facilius ab otiosis ventribus sub praetextu pietatis im simplicis plebeculae bona pararetur via. -	Heller ikke er kirkens omsorg for de døde indført af den grund (som i bagvaskende siger), at der derved kan åbnes en lettere vej for ørkesløse buge under foregivende af fromhed til simple folks gods. --	og denne kirkens omhu for døde menneker er heller ikke af den grund digtet og optaget, at ørkesløse buge dermed skal få adgang til den simple almues gods og penge, som jeres poet, den bugfyldere og bagvasker, skriver;	Icke er heller thette kirkins omhygge for døde mennischir ther fore digthet oc optaget, att orckeløsse buge schulle ther mett faa ingang till simpell almwgis gotz oc penninge, som eder poett then bugfyldere, klafferlige scriffuer,
Primo quidem complures eorum, qui haec nobis tradidere, non modo non quaesiverunt perituras huius seculi opes atque delicias, verum etiam summa cum affluentia habitas ultro propter Christum abiecerunt, et Ecclesiasticae personae sibi quoque mortuis eadem fieri curant. -	Først jo fordi mange af dem, som har overleveret dette til os, ikke blot ikke har stræbt efter denne tidsalders forgængelige rigdom og glæder, men også for Kristi skyld til overflod har forkastet at have mere, og kirkens personer har sørget for, at det samme skete med dem, når de var døde. -	især fordi de helgener, som er begyndt på denne gudelige tjeneste, på ingen måde har søgt verdens forgængelige rigdom eller vellyst, men for Jesu Christi navns skyld rundeligt har opgivet, både den rigdom og den velfærd, som var rundeligt og overflødeligt tilfaldet dem, og også har begæret en sådan tjeneste efter deres død.	helst fordi, Att the helgen som haffue oss anfanget saadan gwdelig tienistæ, haffuer alsomenisthe icke søgtt wersins forgengelig rigdom, eller welløst, Men haffue for Jesu Christi naffn scyldt rwndelig offwergiffuit, bode rigdom oc welferdt, som them ware rwndelig oc offwerflødelige tilfalden, oc haffwe oc saa begeridt, saadan tienistæ effter syn dødt,
Deinde nec illos fuisse otiosos ventres, at omni vita et frugalissimos et negotiossisimos, literaria eorum monumenta universo terrarum orbi quam locupletissime contestantur, quemadmodum (223) sub articulo octavo diximus, nec probos hodie sacerdotes otiosos esse ventres, eorum abunde manifestant officia, quae sunt:	Dernæst var de heller ikke ørkesløse buge, men de var hele livet sparsommelige og flittige, hvilket deres skriftlige arbejder bevidner for hele verden på det pålideligste, sådan som vi har sagt det under artikel otte. Ikke heller er dygtige præster, der lever i dag, ørkesløse buge, det viser deres embedsførelse til overflod. Den består i:	De var heller ikke ørkesløse buge, men i hele deres levned åd og drak de kun lidt og var i det allerstørste arbejde, hvilket deres skriftlige lærdom giver al verden tilkende. Ikke er heller gode præster, som lever på denne dag, ørkesløse buge, hvilket deres embedsførelse tydelig nok beviser,	Icke wore the heller aarckeløse bwge, men i theris gantsche leffnet odæ oc drwcke the sparlighe oc wore i alsomstørst arbeyde, hvilckedt theris scrifftelige lerdom giffuer all werden tillkiende. Icke ere heller gode prester som leffue paa thenne dag aarckeløse bwge, ther theris embede obenbare nock bewiisæ, som ere
quotidie in Ecclesia ministrare, assidue orare pro [195] populo, in lege Dei iugiter meditari et verbum Dei plebem sedulo ducere. At sacerdotes improbos, torpentes ab officio, ac otio ventrique deditos excusare aut defendere, quemadmodum subinde iam protestati sumus, neque facultas neque voluntas est. --	daglig tjener de i kirken, altid beder de for folket, de overvejer vedblivende Guds lov og lærer flittigt almuen Guds ord. Men dovne præster, som er sløve til deres embede og hengivet til lediggang og bugfylde, er der hverken lejlighed eller vilje til at undskylde eller forsvare, sådan som vi allerede tidligere har vendt os imod dem.	når de daglig tjener i Guds hus og stedse beder for folket og altid øver sig i Guds lov og idelig lærer deres almue Guds ord. Men findes der iblandt dem nogle uduelige og forsømmelige præster, som er enten ørkesløse eller lever i vellevned, dem vil vi hverken undskylde eller forsvare.	att daglige tiene i Gwdtz hwss oc att stedtze bede for folckedt oc alti øffwe seg i Gwdz low oc idelige att lære theres almwge Gwdz ordt. Men findis iblant them, nogre wduelige oc forsømelige prester, som ere enthen aarckeløse eller offuerffødige, them welle wii, hwerckin orsage eller forsware.
Postremo sacri doctores nos erudiunt, inter suffragia ea, quae ad mortuorum curam attinent, non solum esse missae sacrificium et orationem, unde non nihil temporalis lucelle sacerdotibus accedit et quidem iustissime, quemadmodum sub articulo iam proxime sequenti quam luculentissime docebimus, verum etiam ieiunium ac eleemosynam, unde in obitu divitum pauperibus emolumenti plurimum obvenire nemo non novit. Quapropter haec mortuorum cura non est sacerdotalis avaritiae commentum, at salutaris doctrinae consilium.	På det seneste har hellige doktorer lært os, at blandt det, der befordrer omsorgen for de døde, er ikke blot messens offer og bønner, hvorfra præsterne har nogen timelig gavn, og det med fuld ret, sådan som vi i den næste artikel klart skal undervise jer i det, men også faste og almisse, hvorfra ingen véd hvor stor fordel de fattige får deraf ved mange riges død. Derfor er denne omsorg for de døde ikke begærlige præsters påfund, men den frelsebringende lærdoms råd.	På det seneste har hellige doktorer lært os, at iblandt den mindefest og begængelse, som hører til den gudelige omhu for kristne sjæle, er ikke alene messens offer og bønner, hvor udaf (277) præsterne har nogen timelig gavn, og det med fuld ret, som vi i den næste artikel klart skal bevise, men også faste og almisse efter rige folks død, hvoraf fattige folk plejer at få både hjælp og trøst. Derfor er ikke denne omhu for døde kristne mennesker præsters gerrigheds påfund, men det er salighedens lærdoms gode råd.	Paa thet siiste tha lære oss hellige doctores, att i blant then amyndelig begang, som høre till thet gwdelig omhygge, for Cristen sielæ, ere icke alsomenistæ messins offyr oc bøner hwar wdaff presterne haffue nogen tymelig baade, oc thet retferdelige, som wii schulle klarlige bewiisæ modt nestkommende artichel. Men oc saa fastæ oc almwse, effter riige folkic dødt, hwar wdaff fattige folck pleye att faa baade hielp oc trøst, Oc fordi er icke thette omhygge for døde christen folck presters gerighedtz paafwndt, men salighedtz lerdoms gode raadt.
Porro quod in calce nimis quam inepte, ut omnia, subnectitis, Paulum in Galatis dicere, tales homines a gratia Dei excidisse, et Christum eis factum esse inutilem, qui suis meritis fidunt, nihil ad Bacchum, ut proverbio fertur.	Videre, hvad der er i slutningen, er altfor uegnet til, at I kan binde alt det sammen, som Paulus siger i galaterbrevet, at sådanne mennesker er faldet ud af Guds nåde og har gjort sig Kristus unyttig, de mennesker, der stoler på deres fortjenester; det hører ikke til vor vise, for at tale med orsproget.	Men det, I slutter jeres svar med, ukvemsord som altid, hører ikke til vor vise. I siger, at de mennesker, som forlader sig på en sådan tjeneste, er falden fra Jesus Kristus; noget, som Paulus siger, fordi Kristus er blevet uden gavn for dem, som fortrøster sig til deres egen fortjeneste (Gal 5,4).	Men thet som i mett beslutte edertt swar, wqwemmelige som alting, hør inthet till waar wiisæ. I sige att the folck som [seg] till saadan tieniste forlade, ere falden fra Jesu Christi node som Pawlus siger fordi Christus er worden them wnøttig som seg fortrøste till theris eghen forschylding,
Paulus enim, si quis locum expendat, loquitur adversus psaudoapostolos, qui Galatas in Iudaismum pellexerant, de operibus legis, id est, circumcisione aliisque ceremoniis, in quibus ita fidebant, ut per ea se gratiam Christi meruisse crederent;	For Paulus, hvis man undersøger dette sted, taler imod de falske apostle, som har forført galaterne ind i jødedommen, han taler om lovgerninger, dvs omskærelse og andre ceremonier, som nogen tror så meget på, at de mener derigennem at fortjene sig Kristi nåde;	Men hvis nogen ret gransker dette sted, da taler Paulus imod de falske apostle, som har lokket og bedraget galaterne til de jødiske gerninger, det er: til omskærelse og andre ceremonier, som de har en sådan tiltro til, at de mente dermed at have fortjent Kristi nåde og tro.	Nar Paulus om nogen rettelige granscher thet stæd taler emod the falsche apostele som haffde locked oc bedraget the Galate till the iødische gierninger thet er till besnydilsæ oc andre ceremonier wdi hwilcke the haffde forsckylt Christi naade, oc tro.
quod si verum esset, iam non esset gratia, et Christus, gratiae auctor, frustra mortuus esset. Proinde asserit illos evacuatos a Christo, seu Christum factum eis otiosum, et eos a gratia exciisse, quemadmodum uberius sub articulo quarto de bonis operibus explicatum est.	men hvis det var sandt, så ville nåden ikke være til, og Kristus, nådens ophavsmand, være død forgæves. Derfor forsikrer han, at sådanne er udenfor Kristus, eller at Kristus er blevet unyttig for dem, og de faldet ud af nåden, sådan som vi udførligt har forklaret det i den fjerde artikel om de gode gerninger.	Og havde det været sandt, da var nåden ikke nåde, og Kristus, som er nådens giver, ville være død forgæves. Og derfor siger han, at de er uden Kristus, eller at Kristus er blevet unyttig for dem, og at de derfor er faldet ud af nåden, hvorom vi talte mere udførligt i den fjerde artikel, som især handlede om gode gerninger.	Oc huar thet haffde varidt santt, tha ware naaden icke naade, och Christus som er naadens giffuere wore tha forgeffuis dødt. Och ther fore siiger han them att wære wdaff mett Christo, eller Christwm wære bleffwen them wnøtig oc them fordi wære falden aff naaden, hwar om wij talede noget widere, emodt then fjerde artichel som war anrørindis besynderlige godhæ gierninger.
At hic iam nobis est sermo de piis operibus, quae defunctis post mortem a viventibus exhibentur, in quibus quantum fidere ac sperare liceat, iam attigimus, nimirum ut credantur prodesse, non ad meriti augmentum, sed ad supplementum satisfactionis hic non expletae.	Men her er talen nu om de fromme gerninger, som kan gøres mod de afdøde efter døden af de levende, og det er tilladt at tro og håbe på dem, og vi har nu berørt, at vi naturligvis må tro på, at de gavner, ikke til at forøge vor fortjeneste, men til at udfylde den bod, der ikke blev opfyldt her.	Men her tales om de gudelige gerninger, som levende mennesker beviser de afdøde efter døden, og vi har nu i nogen grad berørt dette at have trøst og håb til disse gerninger, nemlig: man skal tro, at de gavner, ikke til nogen ny fortjeneste, (278) men til et vederlag, imod den forsømmelse, som de bortdør udi, når de ikke har båret Kristi kors hele tiden, med Kristus som en daglig syndebod, sådan som de burde, og dog er døde i en tro på Kristus, med anger og had mod deres synder og al gudsfortørnelse.	Men her talis om the gwdelige gierninger, som leffwendis folck bewiisæ the affgangnæ effther dødhen, till hwilckæ gierninger om trøst och haab att haffwæ, nw war noghet berørdt, som er, the schwllæ troes att gaffnæ, icke till noghen ny werschyldt, men till eetth wædherlaw, emodt then forsømmilse, som the døø borth wdi, Nar the haffwe ickæ baaridt Christhi kaarss ydheliigh, mett Christo for een dagligh syndhæ baadt, som them bwrdhe, och ere dog affdøde vdi Christi tro, mett anger oc hadt modt theris synder oc all gudzfortørnilse.
Verum, quod fiduciam in quibuslibet operibus bonis vel moralibus quoque factio vestra prorsus damnare solet, hoc loco pium lectorem velim admonitum, non (224) esse, cur ab [196] huiusmodi fiducia tantopere abhorreamus, modo ita fidamus in operibus ex gratia seu charitate actis, ut gratiam Christi, sine qua nihil possumus,	Men fordi jeres fraktion plejer at fordømme en hvilkensomhelst tillid til gode eller moralske gerninger, så vil jeg her formane den fromme læser om, at når vi så eftertrykkeligt advarer mod den slags tiltro, så skyldes det, at vi skal stole på de gerninger, der er udført ud af nåden eller kærligheden, så at vi ikke blot ikke udelukker Kristi nåde,	Men fordi at I sværmere (Note 278a) plejer at fordømme fortrøstning og tillid til alle gode gerninger, også til dem, som er Guds klare bud og befaling, da vil vi i stedet påminde en kristen læser om, at det er uden al fare, når vi sådan fortrøster os til vore gerninger, der er gjort af nådens og kærlighedens bistand,	Men fordi att i Suermere pleye wdi alle gode gerninger at fordømme loffue oc till liidt, oc saa i them som ere Gwdz klare bwd oc befaling, tha welæ wij i thette stedt paamynde een Christen lesseræ, att thet er wden all fare nar wij saa fortrøste oss till wore gierninger ther ere giordt aff naadens oc kierlighedts biistandt,
non modo non excludamus, verum etiam, primo quidem loco ac principaliter omnem fiduciam in ea collocemus, secundo autem loco ac minus praecipue in ipsis operibus nostris, quemadmodum attigimus sub articulo sexto de gratia et libero arbitrio disserentes, idque exemplo Apostoli Pauli, qui posteaquam adversus pseuoapostolos Apostolicam sibi auctoritatem vindicandi gratia opera sua commemorasset, protinus adiecit: Fiduciam autem talem habemus per Christum ad Deum, non quod sufficientes sumus cogitare aliquid a nobis tanquam ex nobis ipsis, sed sufficientia nostra ex Deo est.	uden hvilken vi intet formår, men også, og det gælder for det første, sætter al vor lid til den, men også, og det gælder for det andet, sætter en meget mindre lid til vore egne gerninger, sådan som vi har behandlet det i artikel seks om nåden og den frie vilje, og det med apostelen Paulus' eksempel, som efter at han har bekæmpet de falske apostle med sin apostelige autoritet erindrer om sine nådesgerninger og tilføjer: 'Men vi har den tillid til Kristus ved Gud, ikke at vi selv er duelige til at udtænke noget ud af os selv, men vor duelighe er af Gud (2 kor 3,4-5).	at vi på ingen måde udelukker nåden, der virker alting i os, men at vi har nåden som både den første og største trøst og tillid, og til vore gerninger (om de kan siges at være vore, når de gøres med nådens bistand) har vi kun en ganske ringe trøst, som tilforn er berørt mod den sjette artikel, hvor talen var om nåden og menneskets fri vilje, og det gjorde vi, idet vi fulgte Paulus' eksempel, han, som efter at have forsvaret sin apostelige befaling imod de falske apostle og berømmet sig af sine apostelige gerninger, for at fastholde sit embede, siger: 'Men sådan tillid har vi til Gud formedelst Kristus, ikke fordi vi er duelige til at tænke noget af os selv, som af vor egen magt, men al vor duelighed er af Gud' (2 Kor 3,4f)	att wii alsomenisthe icke wdelyckæ naaden, ther alting werker wdi oss, men att wii eill henne haffwæ baadhæ then første oc største trøst oc tillidt, oc till woræ gierninger (om the maa siigis att væræ wore nar the giøris aff naadhens biistandt) een gantscke liden trøst, som tilforn war berørdt amodt then siettæ artichell. Hwar talett war om naaden oc mennischins frii willighe, oc thet giorde wii effterfølgindis sancti Pawli exempil, ther siiden han emodt falschæ aposthele, haffdhæ forswaridt syn apostelighe befaling, oc berømet seg aff syne apostelige gierninger siitt embede till bestandt [siiger], Men saadhan loffwæ haffwæ wii till Gwdt formedhels Christhwm, ickæ fordi wii æræ dweligæ till att tenckæ noget aff os ligerwiiss som aff wor eghen magt, men all wor dwelighedt er aff Gwd.
Quem in modum est videre passim in sacris utriusque testamenti libris, sanctos Dei homines non modo fidere in bonis operibus suis, verum etiam quasi iudicio cum Deo contendere, quoniam ex divinae largitatis promissione bonis operibus aeterna merces debetur.	På denne måde ses det ofte i begge de to testamenter, at Guds hellige mænd ikke blot stoler på deres gode gerninger, men også ligesom går i rette med Gud, fordi han af sin guddommelige rundhåndethed har lovet, at der bør være evig løn til gode gerninger.	Og på samme måde finder vi det på mange steder i begge de to testamenter, hvor Guds helgener ikke alene fortrøster sig til deres gerninger med love og tillid, men også synes (279) at ville gå i rette med ham, fordi han af sin guddommelige rundhed har forjættet og lovet gode gerninger en evig gunst og løn.	Oc wedt samme maade finde wij thet paa mange stæder i begge testamentt, hwore Gwdz helgen icke alsomenisthæ fortrøste sig till theris gierninger, mett loffwe oc tilliidt, men the oc saa siwnis att welæ gaa i rettæ mett hanwm, fordi [han] haffwer aff syn gwddommelige rwnhedt iett oc loffwet gode gierninger ewig gwnst oc løn.
Ceterum nec in his duobus quidem articulis posterioribus est, in quo novi dogmatis inventione gloriari possitis in malitia vestra. Nam quod ad missae usum attinet, quae ab Ecclesia vivis et defunctis applicatur, vetus est haeresis Arianorum et Artotyritarum. Quod vero ad curam mortuorum spectat, haeresis est omnium eorum, qui purgatorium esse negant, de quibus articulo VIII. Quamobrem et hi proximi quatuor articuli de missa, velut omnium pestilentissimi, optimo iure obiecti sunt.	Forøvrigt, heller ikke i disse to sidste artikler kan I i jeres ondskab rose jer af, at I har opfundet et nyt dogme. For hvad det med messens brug angår, at den af kirken henvendes til både levende og døde, så er det et gammelt kætteri, arianernes og artotyritternes. Men hvad der har med omsorgen for de døde at gøre, så hører dette kætteri sammen med alle dem, som nægter, at der er nogen skærsild, se artikel otte. Af den grund er også disse fire sidste artikler om messen, skønt modbydelige, gendrevet med den største ret.	I kan dog ikke berømme jer deraf, at disse to artikler er jeres påfund, fordi de stykker mod messens brug for levende og døde er et gammelt kætteri, Arianernes og Artotyritternes, men hvad I siger mod den kristelige omhu for de afdøde sjæle er alle de menneskers vildfarelser, som nægter skærsilden.	I kwnne dog icke berøme eder ther aff at desse twenne article ere edert paafwndt, fordi thet støcke mod messins brug for leffwindis oc døde, er ett gammilt kætterij, Arianorum oc Artotiritatum, Men hwess i siige mod thet christelige omhygge for affgangne sielæ, er alle theri wilfarilsæ som negte skedrtzilldt.