| Articulus vigesimus primus | Artikel 21 | Then xxi artichell. | |
| Missam nulli prodesse, praeterquam uni solique sumenti, non defuncto solum, at ne vivo quidem. | Messen gavner ingen, undtagen ene og alene dem, der spiser den, ikke blot ikke en afdød, men heller ikke en levende. | Messen gavner ingen, undtagen dem, der modtager sakramentet, ikke de levende, ejheller de døde. | Messen gaffner inghen, for wden them alleniste som anammer sacramenthet, icke the leffuendis endt sye the døde. |
| Responsio
Non negamus hunc articulum, sed ingenue fatemur nostrum esse. Nam Christi verba ad illos se diffundunt, qui sacramentum participant, non ad alios. Proinde Chritus apud Paulum 1. Cor. 11: Quotiescunque, (inquit) biberitis, facite in mei commemorationem. |
Svar
Vi nægter ikke denne artikel, men tilstår åbent, at den er vores. For Kristi ord går ud til dem, der deltager i sakramentet, ikke til andre. Derfor siger Kristus hos Paulus, 1. kor. 11,25: 'Så ofte som I drikker deraf, gør det til min ihukommelse'. |
Prædikanternes svar:
Denne artikel anerkender vi også for vores lære, for Kristi ord rækker ikke længere end til dem, der bliver delagtige i sakramentet. Så ofte (siger han hos Paulus 1 Kor 11) som I drikker det, da gør det til min ihukommelse. |
Predicanternis Swar.
Thenne artichel wederkende wi oc ffor wor lerdom, thi Christi ordt recke icke lengher, endt til them som bliffwe delactighe i sacramentett. Saa titt (sigher han hoess Sancte Powill i. Corinthiorum xi) som i drickæ, tha giører thet i myn hwkomilsæ. |
| [186] Confutatio
En quo prorumpit caeca haereticorum temeritas, qui non contenti, missae fructibus spoliasse vivos, etiam mortuos (ut est in proverbio) iugulantes, eosdem quoque defunctis eripere conantur. |
Gendrivelse:
Se, hvordan kætternes blinde frygt bryder frem, de, som ikke er tilfreds med at ødelægge messens frugter for de levende (som i ordsproget), men også vil ombringe de døde, og søger at berøve de døde frugterne. |
Prælaternes gensvar:
I har nu så længe udplyndret og dræbt de levende, at I heller ikke vil spare de døde; dog det er hverken kristeligt eller sømmeligt at kæmpe mod de døde. |
Prelaternis genswar:
I haffwe nw saa lenghe berøffwet oc drept the som leffwendis eræ, att i welæ the døde ickæ heller spare, dog thet er hwerkin christeligt eller maneligt att fiigte mett the døde. |
| At nihil tamen miramur, vos non negare hunc articulum, sed ingenue fateri vestrum esse. Nam ex articulo proxime antecedenti continuo sequitur, quandoquidem eo negastis missam esse sacrificium. | Men det undrer os dog ikke, at I ikke vil nægte denne artikel, men åbent tilstå, at den er jeres. For af den følger af den nærmest foregående artikel, hvor I nægter, at messen er et offer. | Men når det er jeres forsæt, at I ikke vil spare nogen, heller ikke de helgener, der hersker sammen med Gud, så burde I heller ikke gå dette stykke forbi, det, som også følger af den anden (den 19.) artikel, hvori I nægter, at messen er et offer. | Men nar thet er edert forsæt, att i willæ inghen spare, ey heller the helgen som regnere mett Gwdt, tha bwrde eder icke heller att gaa thette støckæ forbi, thet oc saa følgher aff then anden artichel wdi hwilken i negte messen att wære ett offir. |
| Sed, quo tandem argumento, nunc audiamus. Quoniam illa Christi verba, inquitis, tum apud Lucam, tum apud Paulum, in (215) quibus nos ipsi missam esse fundatam asserimus, nempe: Hoc facite in mei commemorationem, ad eos se diffundunt solum, qui hoc sacramentum participant, non ad alios. Hic vos iterum fallit, quod in articulo X. et XI. de communione laicorum sub utraque specie vos fallere diximus, nempe quod non distinguitis in Eucharistia aliam sacramenti, aliam sacrificii rationem. | Men med hvilket argument, det vil vi nu høre. I siger, at disse Kristi ord, som findes både hos Lukas og hos Paulus, og i hvilke I selv ser messens fundament, nemlig: 'Gør dette til min ihukommelse', kun gælder dem, der deltager i sakramentet, ikke andre. Her tager I igen fejl, som vi sagde det om jer i artikel 10 og 11 om lægfolks kommunion under begge skikkelse, deri nemlig, at I ikke i altergangens betydning skelner mellem sakramente og offer. | Men vi vil nu høre det bevis, I fører i marken om, at messen ikke gavner andre end dem som modtager sakramentet. 'Så tit som I drikker den' (siger Paulus og Lukas) 'gør det da til min hukommelse'; her bedrages I af uvidenhed, fordi I ikke er klar over disse to ting i messen, sakramente og offer. | Men wi welæ tha høre then bewisning i føræ i rettæ ther om att messen gaffner inghen wden then som sacramenthet anammer. Saa titt som i dricke (siiger Pawlus oc Lucas) tha giører thett i myn hwgkomelsæ, her bedragis i aff wanwittighett, fordi i icke beschede wdi messen desse twenne ting, sacrament oc offir. |
| Nam quatenus est sacramentum, aliorum more sacramentorum, uni solique sumenti prodest, quod spiritualis animae cibus est, qui manducantem tantummodo reficit. At quatenus sacrificium est, more sacrificiorum omnium non uni tantum offenrenti conducit, verum etiam aliis omnibus, pro quibus offertur. | For for så vidt det er et sakramente, gavner det, som andre sakramenter, kun den, der spiser det, fordi det er den åndelige sjæls måltid, som kun vederkvæger den, der spiser. Men for så vidt det er et offer, er det, som andre ofre, ikke kun til nytte for den, der ofrer, men også for alle de andre, der ofres for. | Hvis messen derfor regnes for et sakramente, da gavner hun alene ham (271) som modtager sakramentet, fordi det er sjælens åndelige spisning, som alene den får, der æder og modtager. Men regnes hun for et offer, da kommer hun ikke blot den til gode, som ofrer, men også alle dem, som han ofrer for. | Agtis messen fordi wdi sacramentewiss that gaffner hwn hanwm allenæ som sacramenthet anammer, fordi thet er sielins aandelige spiisning, ther then allene bekommer som ædir oc anammer. Men agtis hwn for ett offir tha bekommer hwn icke alsomenistæ, then som offrir, men alle them som [han] offrir fore. |
| Iam Apostoli Eucharistiam in coena dominica de manu ipsius uti sacramentum acceperunt, ideoque ab illis tunc accepta nulli praeter eos profuit. At Christus Eucharistiam ceu sacrificium offerens eandem aliis, pro quibus offeretur, conducere, verbis ad utramque sacrificii parten adiectis luculenter indicat. Sic enim de pane ait: Hoc est corpus meus, quod pro vobis datur; de calice vero: Hic est, inquit, calix, novum testamentum in sanguine meo, qui pro vobis funditur. | For apostlene modtog nadveren i Herrens måltid af hans egne hænder som et sakramente, derfor gavnede det, da det dengang blev modtaget, ingen andre end dem. Men Kristus gavnede med den samme nadver eller offer andre, nemlig dem, for hvem han ofrede, og det viser han klart gennem de ord han føjer til hver af sakramentets dele. Sådan siger han nemlig om brødet: 'Dette er mit legeme, som gives for jer' og sådan om kalken: 'Dette er kalken, den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer.' | Da derfor de hellige apostle i Kristi nadver alene modtog Kristi legeme på sakramental måde, da gavnede denne modtagelse alene dem. Men når Kristus på samme tid også ofrede sig selv i brøds og vins lignelse, idet han klarlig med besked hos hver part af sakramentet gav til kende med sine egne ord -- han sagde om brødet: dette er mit legeme, som gives for jer, og om kalken: her er det ny testamentes kalk i mit blod, som udgives for jer -- | Och fordi att the hellige apostele anammede i Christi natwordt, Christi legommæ allene i sacramente wiss, tha bekom then anammilse allenæ them. Men nar Christus paa samme tiidt war oc saa offrindis seg sielff wdi brødtz oc winss lignilse ther han klarlige mett beschede hoess hwer partt aff sacramenthett gaff till kiende mett syne egne ordt. Saa sagde han om brødet. Thette er mit legommæ som giffwis for eder, om kalkin saa, her er kalkin thet ny testament, wdi mitt blodt, som for eder scal wdgiffwis. |
| Quocirca quoniam oblatio Christi tum sub panis et vini speciebus exhibita atque mox in ara crucis sub propria specie visibili consummata, etsi pro multis quidem efficienter, tamen sufficienter pro cunctis hominibus praeteritis, praesentibus et futuris, vivis ac mortuis, ad omne malum deprecandum infinito quodam vigore pollebat, quemadmodum proxime [187] diximus. | Fordi når Kristi offer dengang var at se i brøds og vins skikkelse og snart efter blev fuldkommet i ophøjelsen til korset i hans eget (legemes) synlige skikkelse, så var det, skønt det ganske vist kun var virksomt for mange, dog tilstrækkeligt for hele menneskeheden, fortidens, nutidens og fremtidens, de levende og de døde, og så indesluttede det i sig en uendelig kraft, sådan som vi forud har sagt. | og fordi at Kristi offer som da indesluttedes under brød og vin og siden blev fuldkommet i hans menneskelige legeme, på frugtbar måde var ofret for mange og derfor gavnede mange, da var det af sin egen magt og kraft dueligt for alle mennesker, afdøde, nærværende og kommende, for levende og døde, og indesluttede i sig uendelig og umådelig kraftighed til at afvende og borttage alt ondt, som kunne skade os, og give os alt det gode, som kunne gavne os og bekomme os vel, som tilforn sagt er. | Oc fordi att Christi offir som tha besluttedis wnder brødt oc win oc siiden bleff fuldkommet wdi hans mandomelige legommæ, war frwctsomelige offridt for manghe oc gaffnede forthi manghe dog thet war aff synd eghen magt oc krafftt weligtt for allæ menischer framfarne, nærwærindis, och kommeschullindis, for leffuende oc døde, oc besluttede een wendlig och wmaadelig krafftighedt, till att affwende och borttage alt ontt ther oss kwnne schade, och giffue oss alt thet gode som oss kwnn gaffne oc well bekomme, som tillfornet sagt er. |
| Nimirum posteaquam Apostoli discipulique Christi et eorum successores potestatem et formam a Christo sibi traditam atque praeceptam exequentes, nempe consecrandi, offerendi et sumendi ad exemplar a magistro praescriptum, quando dictum est ad illos: Hoc facite in mei commemorationem, missam celebrare coeperunt, quanquam in missa eorum Eucharistia, uti sacramentum ab eis sumpta, illis tantum sumentibus valuit: tamen (216) eadem uti sacrificium Deo ab eis oblata non solum eis profuit, verum etiam quibuscunque aliis vel vivis vel mortuis, ut ad effectum quemcunque impetrandum finite ac particulatim applicaretur. | Sandelig, fordi Kristi apostle og disciple og deres efterkommere af Kristus fik overladt magt og fik påbudt form, hvorefter de skulle udføre den, nemlig til at konsekrere, ofre og indtage (nadveren), foreskrevet efter mesterens eksempel, der, hvor han sagde til dem: 'Gør dette til min ihukommelse', da begyndte de at celebrere messe. Og skønt deres nadvermesse, modtaget af dem som et sakramente, kun havde gyldighed for dem, der modtog den, så var det dog sådan, at den samme messe, ofret af dem til Gud som et offer, ikke blot gavnede dem, men også enhversomhelst anden, de levende såvelsom de døde, på hvis vegne de særskilt og enkeltvis bønfaldt Gud med henblik på en eller anden virkning af deres bøn. | Og fordi de hellige apostle og disciple og deres rette efterkommere, bisper og præster, skulle bruge og efterfølge den magt, som de med bud og befaling modtog fra Kristus, til at consecrere og modtage et offer, efter hans eget eksempel og vilje, hvor han sagde til dem: 'Gør (272) det mig til amindelse', da begyndte de at sige messe. Og dog at Kristus i vins og brøds lignelse, modtaget af dem som et sakramente, alene gavner dem, men når det også som en amindelse ofredes af dem til Gud Fader, da gavnede det ikke dem alene, men alle andre levende og døde, på hvis vegne de bønfaldt Gud Fader, at de måtte blive delagtige i fortjenesten ved Jesu Kristi død og pine. | I sandhedt fordi siiden the hellige apostele och discipele, oc theris rette effterkommere bisper oc prester, sculde bruge oc forfølge then magt, som the mett bud oc befaling anammede aff Christo, till att consecrere offer oc anamme, effter hans eghet exempill oc efftersiwn, ther han sagde till them. Giører thett meg till amyndilse, that begynte the att sige messe. Och dog att Christus i win oc brødtz liignilse anammet aff them for ett sacramentt, bekomme them allene, men nar thett oc swo amyndelige offredis aff them Gudt fader, tha gaffnede thett them icke allene men alle andre leffuendis oc døde, paa huess wegne the formanede Gudt fader, att the motte vorde deelagctiige aff Jesu Christi dødtz oc pynis forschyldning. |
| Unde quemadmodum in coena Christi, ita quoque in sacerdotis missa haec tria: consecratio, oblatio et sumptio tum re tum tempore distant. Nam sacerdos Eucharistiam primo consecrat; deinde offert et pro omni Ecclesia, tum pro iis maxime, quibus nominatim applicatur; postremo sibi tantum uni sumit. | Derfor, ligesom i Kristi måltid, sådan er der også i præstens messe tre ting: konsekration, offer og fortæring, adskilt såvel hvad sag angår, som i tid. For først konsekrerer præsten nadveren; derefter ofrer han både for hele kirken, og især for dem, som der bedes for med navns nævnelse; til sidst fortærer han selv sakramentet. | Derfor, ligesom disse tre ting, vielse, offer og modtagelse i Kristi nadver er adskilte, sådan er de også adskilte i messen, som præsten siger. I messen consecrerer og indvier han først sakramentet, dernæst ofrer han både for den almindelige kristne kirke og især for dem, som han vil og bør især gøre delagtige i messen, og til sidst modtager han også sakramentet sig selv til gode. | Oc fordi ligerwiss som desse trenne ting, Uyelse, offyr, oc anammilse vdi Christi natuordt wore atsckilde, swo ere the oc swo atskilige ting vdi messen som presten siger. Fordi vdi messen, tha consecrerer oc wyer han først sacramenthet, ther nest offrer han baade for then menige Christen kircke, oc them besynderlige, som han vill oc bør serdelis att giøre aff messen deelactige, paa thet siiste anammer han sacramenthet sig selff till gode. |
| Sicut ergo vos, quod missam proxime negastis esse sacrificium, necessaria consecutione etiam negatis, eam ulli praeter uni sumenti prodesse; ita nos ex adverso, quoniam illic asseruimus, missam esse sacrificium, hic pari consecutionis necessitate asserimus, eam aliis quoque praeter sacrificantem posse applicari ac conducere. | Derfor, ligesom I, fordi I førhen nægter, at messen er et offer, som en nødvendig følge også nægte, at den kan gavne andre end den ene, der fortærer den; sådan må modsat vi, når vi holder fast ved det, at messen er et offer, med lignende følgeslutning holde fast ved, at andre end ham, der celebrerer den kan have del i den og gavn af den. | ||
| Nam vel ipsa sacrificii ratio et sacerdotii functio sola id abunde convincit. Sub omni enim lege et in quavis religione et apud quancunque gentem sacerdos, tanquam publicus universi populi minister, in hoc est constitutus, ut non pro se tantum, sed etiam pro omni populo, dona, munera et sacrificia offerat, id quod in scriptura praecipue docet, in veteri quidem instrumento liber Leviticus, in novo autem Apostolica epistola ad Hebraeos. | For alene meningen med offeret og præstens funktion gendriver fuldt ud (jeres sætning). Det er nemlig sådan, at under enhver lov og i en hvilkensomhelst fromhed og hos et hvilketsomhelst folk er præsten, som en offentlig administrator for hele folket, af den grund indsat, at han ikke blot for sig selv, men for hele folket, skal ofre gaver, offerdyr og ofringer, hvilket i skriften omhyggeligt læres, i det gamle testamente i 3. mosebog, i det ny i brevet til hebræerne. | ||
| Dog kan jo mange af dem, som hører messen på tilbørlig måde og agter på den, modtage det samme sakramente åndeligt, som præsten modtager legemligt. | Dog att mange aff them som messen børlige høre oc agte, kunne oc swo thet samme sacramentt anamme aandelige som presten annamer legomlige. | ||
| Quod Martinus Lutherus, vestrae factionis antesignanus, non ignorans aliquando scripsit: "Quamdiu creditur missam esse sacrificium, erit persuasum populo, aliis a manducante prodesse". | Hvilket Martin Luther, jeres fraktions bannerfører, ikke helt uvidende har skrevet: 'Sålænge man tror, at messen er et offer, vil det være muligt at overbevise folket om, at andre har gavn af nadvernydelsen'. | Hvilket jeres egen bannerfører, Morten Luther, selv indrømmer, når han siger, at det ofte sker, at den, som hører og ser messen, han henter stundom af messen mere frugt end præsten, som siger og holder hende, | Huilckedt eder eghen fænickedrægere Morten Luter selff tillstaar, nar han sijger thet offte skeer, att then som hører oc seer messen, han henter wnderstwndwm aff messen meer fruckt endt presthen som henne siiger oc holder, |
| men nar thet scall besynderlige tragteeris oc beschedis i wor Christen troes bekiendelse i huess maade hwn gaffner bode leffuendis och døde tha schulle i ther finde yder mere swar, ther mett Gudtz hielp schulle giøre fyldist icke eder, men alle Christne læsere. | |||
| Verumtamen, quo fusius aliquanto uberiusque rem hanc omnem [188] demonstremus atque corroboremus, missam vivis applicari posse, vel mutua bonorum operum inter fideles communicatio sive partipatio sola satis atque super evincit, quam hoc loco ratam haberi volumus, utpote in divinis utrisque testamenti literis tum creberrime, tum clarissime stabilitam, quando Apostolus Paulus, ut est videre in omnibus epistolis, et orat pro suis, et ab eisdem pro se orare petit; missam autem inter omnia hominum opera bona primas obtinere nulli Christiano dubium est. -- | Men dog, for at påvise og udarbejde hele denne sag lidt mere udtømmende og fyldestgørende, at messen kan anvendes på de levende, enten gensidig udveksling af gode gerninger mellem de troende, eller deltagelse alene er tilstrækkelig og tydelig påvist i det foregående, den sag vil vi godt vise mere fyldestgørende, end vi her holder for gyldigt, da sagens sikkerhed jo fremgår både klart og tydeligt af begge de to guddommelige testamenter, især apostelen Paulus, hvor det er at se i alle hans breve, at han både beder for sine, og anmoder dem om at bede for ham; men at messen blandt alle menneskenes gode gerninger bør holdes for den første er intet kristent menneske i tvivl om. | ||
| At quantum ad defunctos pertinet, acrior hic esse solet contentio, lis et controversia. Itaque praesupposito in praesentia cum catholica Dei viventis Ecclesia purgatorio, quod articulo octavo pro temporis ratione paucis (217) adstruximus, quippe in quo solo positis defunctorum animis Ecclesiastica mortuorum cura sit et utilis et necessaria: | Men hvad angår de døde, plejer her anspændelsen, tvisten og uoverensstemmelsen her at være stærkere. Derfor, hvis vi med den levende Guds kirke forudsætter, at skærsilden eksisterer, hvilket vi har tilføjet til artikel otte for nogen tid siden, så må naturligvis alene af den grund, når de afdødes sjæle befinder sig der, kirkens omsorg for de døde være både nyttig og nødvendig: | ||
| primo quidem constat e praedictis de purgatorio, animas ibi constitutas esse capaces omnium piorum operum, quae a viventibus hic eis impenduntur. Nam ex quo charitas (teste Apostolo) nunquam excidit, charitatem, in qua hic discesserunt, adhuc tenent, per quam sunt membra mystici corporis Christi, non secus atque fideles hic in terra viventes. | for det første står det fast, hvad der før er sagt om skærsilden, at de sjæle, der er anbragt dèr, er modtagelige for alle de fromme gerninger, som af dem, der lever her, bekostes på dem. For eftersom ifølge apostelen, 'kærligheden aldrig ophører', (1 kor 13,8) kan man sige, at den kærlighed, i hvilken de her gik bort, den fortsætter endnu, den kærlighed, gennem hvilken de er medlemmer af Kristi mystiske legeme, ikke anderledes end de troende, der lever her på jorden. | ||
| Haec autem mystici corporis connexio, nempe omnium Christi fidelium ceu membrorum in uno capite Iesu Christo, iuxta doctrinam Apostolicam, basis est ac fundamentum mutuae communicationis et participationis bonorum operum; quandoquidem inter eiusdem corporis membra nullum uni sibi natum est, sed in usum aliorum omnium. | Men denne forbindelse gennem det mystiske legeme, som nemlig består af alle Kristi troende eller lemmer på det ene hoved Jesus Kristus, ifølge apostelens lære, er basis og fundament for den gensidige kommunikation og delagtiggørelse af gode gerninger; når mellem det samme legemes lemmer intet er født for sig selv, men til bedste for alle de andre. | ||
| Deinde vero liquet ex iis quae de missa proxime dicta sunt, missam esse omnium piorum operum et maximum et efficacissimum, utpote continentem illam eandem hostiam in ara crucis oblatam, nempe Iesum Christum, qui pro omnibus mortem passus omnia, quae voluit a patre impetravit; | Men dernæst fremgår det også af det, der ovenfor er sagt om messen, at messen er den største og virksomste af alle fromme gerninger, den hører jo nemlig sammen med det selvsamme offer som blev ofret i ophøjelsen til korset, nemlig Jesus Kristus, som fordi han led døden for alle, opnåede alt, hvad han ville af faderen; | ||
| quapropter missae oblatio non vivis modo, verum etiam defunctis accommodari [189] potest atque prodesse, tum ad leviores venialium peccatorum maculas eluendas, tum ad exsolvendam criminalium peccatorum satisfactionem, quae in praesenti vita non fuerat depensa, quo duplici nomine ac fine purgatorium in orbe divinitus esse statutum docuimus. | derfor kan messeofret trøste og være til gavn ikke blot for de levende, men også for de døde, både ved at afvaske snavset fra de lettere, tilgivelige synder, og ved at give bod for de dødssynder, som der i dette liv ikke blev gjort fyldest for, hvorved vi lærer, at skærsilden helt er fastslået med dobbelt navn og ende i hele verden. | ||
| Sed ut de plurimis, paucis aliquot scripturarum testimoniis hoc, de quo agitur, ostendamus, primus ille sit locus omnium hac de re apertissimus, qui in Machabaeorum historia legitur, quod Iudas Machabaeus facta collatione duodecim milia drachmas argenti misit Hierosolymam, offerri pro peccatis mortuorum sacrificium, bene et religiose de resurrectione cogitans. Nisi enim eos qui ceciderant, resurrecturos speraret, superfluum videretur et vanum, orare pro mortui. Et quod considerabat quod hi qui cum pietate dormitionem acceperant, optimam haberent repositam gratiam. Sancta ergo et salubris est cogitatio pro defunctis exorare, ut a peccatis solvantur. | Men for at påvise ud af mange, dog nogle få af skriftens vidnesbyrd, som handler herom, så er der jo først det sted, der er det klareste af alle om denne sag, hvor der læses i Makkabæernes historie, at 'Judas Makkabæeren tilvejebragte ved indsamling 12 tusinde sølvdrakmer, som han så sendte til Jerusalem, for at der kunne blive frembåret et syndoffer (for de døde); heri handlede han helt igennem smukt og rigtigt, idet han nemlig tænkte på opstandelsen. For hvis han ikke havde ventet, at de faldne skulle opstå, havde det jo været overflødigt og forgæves at bede for de afdøde. Han havde tillige for øje, at der til de fromme hensovede er gemt den herligste nådeløn. Det er en hellig og from tanke, at man kan bede for de afdøde, at de kan befries for deres synder.' (2 Makk 12,43-45). | ||
| Qui sane liber, ne quis haereticorum more id forte calumnietur, etsi non est in canone Iudaeorum, quem Hieronymus in prologo galeato libri Regum describit, tamen in canone Ecclesiae connumeratur, testibus Hieronymo in secundo prologo huius libri, et (218) Augustino tum libro 18. de civitate Dei, cap. 36., tum libro secundo de doctrina Christiana cap. 8.; et canon Concilii Carthagenensis approbat. Unde quanquam ex hoc libro contra Iudaeos nihil adstrui potest, tamen quisquis Ecclesiae filius esse vult ac non Synagogae spurius, apud eum hos libros eadem auctoritate pollere oportet, quam cetera utriusque testamenti volumina. | Denne bog må man, hvis man da ikke på kættervis straks vil beklikke den, skønt den ikke er i den jødiske kanon, som Hieronymus beskriver sin skrappe prolog til kongebogen, dog regne med til kirkens kanon, efter Hieronymus' vidnesbyrd, i den anden prolog til denne bog, og efter Augustins vidnesbyrd, dels i bog 18 i Om Guds stad, dels i bog 2 i Om den kristne lærer; også det kartagenensiske consiliums kanon godkender den. Derfor, skønt der ud fra denne bog ikke kan tilføjes noget imod jøderne, så må dog enhver, der vil være en kirkens søn og ikke en synagogens horeunge, tillægge den den samme autoritet, som begge de øvrige testamenter. (note 1) | ||
| Sed quando liber hic in veteri testamento postremus est, haudquaquam est consentaneum, illud sine maiorum exemplo a Iuda Machabaco factum. Quin, si vacaret, possem edocere partim sacris partim profanis historiis [190] consuetudinem agendi curam mortuorum ante legem scriptam ab origine mundi usque ad tempora Machabaeorum veluti per manus traditam, non solum apud Iudaeos fuisse, verum etiam apud gentes ex ipsius naturae magisterio. | Men når denne bog står sidst i det gamle testamente, er det ingenlunde i overensstemmelse med, at dette blev gjort af Judas Makkabæeren, uden at det skulle være et eksempel af de store. Men ellers, hvis det manglede, ville jeg kunne fremdrage dels hellige, dels profane historier, der handler om den skik at drage omsorg for de afdøde før loven blev nedskrevet fra verdens begyndelse indtil Makkabæernes tid, en skik, der blev overleveret, ikke blot hos jøderne, men også hos hedningerne ud fra naturens egen indretning. | ||
| Atque hinc factum opinor, cur parcius omnino et tectius utriusque testamenti literae huius rei meminerunt. | Og jeg tror, at det er grunden til, at der i det hele taget er få og skjulte tekster i de to testamenter, som omhandler denne sag. | ||
| Porro quia morale quiddam est nec a Christo nec ab Apostolis vetitum, certe non improbando comprobasse videntur et veluti supponentes hac de re nihil expresse scriptum relinquerunt; at oblique tamen aliquot locis Apostoli subindicaverunt, veluti cum Paulus in Corinthiis ait: Alioquin quid faciunt qui baptizantur pro mortuis, si omnino mortui non resurgunt? | Videre: fordi det, der er skik, ikke er forbudt af hverken Kristus eller apostlene, så synes de hverken sikkert at have billiget eller misbilliget det, og skønt de måske har antydet noget, ikke at have efterladt os noget udtrykkeligt om denne sag; men apostlene har dog underforstået noget antydningsvist nogle steder, såsom hvor Paulus siger til korintherne: 'Ellers hvad gør de, som lader sig døbe for de afdøde, hvis døde slet ikke opstår?' (1 Kor 15,29) | ||
| Quo in loco quanquam errabant falsa pietatis imagine Corinthii quidam, existimantes, inter alia piorum operum studia mortuis exhiberi solita, vivos pro defunctis quoque baptizari posse, tamen Apostolus ex eo more ab eis concesso, partim vero, partim falso, resurrectionis corporum astruendae argumentum duxit, nimirum insinuans, aliqua certe vivorum opera commodare defunctis. | På dette sted tog ganske vist korintherne fejl ud fra en falsk fromhedsforestilling, idet de, der plejede mellem andre fromme gerning at udvise omsorg for de døde, mente, at de levende kunne lade sig døbe til fordel for de afdøde; dog fremfører apostelen et argument til denne skik, der, delvis sandt, delvis falsk, er tilstået dem, idet han tilføjer de dødes opstandelse, hvorved han i høj grad antyder, at der ganske sikkert er nogle gerninger, som de levende kan gøre for de døde. | ||
| At clarius (219) aliquanto beatus Ioannes rem hanc aperit dicens: Est peccatum usque ad mortem, non pro illo dico, ut roget quis. Quem locum de peccato finalis desperationis catholici doctores nostri accipiunt. Quare cum doceat beatus Ioannes hic, non orandum pro illo, quem cum desperatione clementiae Dei hinc emigrasse constiterit, nonne simul eadem opera pro aliis defunctis orandum esse docet? | Men den salige Johannes belyser denne sag noget klarer, når han siger: 'Der er en synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede' (1 joh 5,16). Dette sted har vore katolske doktorer forstået om den endelige fortvivlelses synd. Men når den salige Johannes her lærer, at man ikke skal bede for ham, om hvem han fastslår, at han er gået bort med fortvivlelse over Guds visdom, mon han så ikke samtidig lærer, at man bør bede for andre afdøde. | ||
| Profecto, mea quidem sententia, non minus Ecclestiastica pro defunctis orandi consuetudo ex hoc loco adstruitur, quam Augustinus, Gregorius et Bernardus purgatorium asserunt ex illo Evangelii loco quo dicitur:Convicium in spiritum sanctum nec in praesenti seculo nec in futuro remitti. Unde Chrysostomus, Damascenus et Isidorus affirmant, Ecclesiam habere morem orandi pro [191] defunctis ex traditionibus Apostolorum, id quod ego quidem facile crediderim. | Sandelig, efter min mening tilføjes den kirkelige skik med at bede for de afdøde ud fra dette sted i ikke mindre grad, end når Augustin, Gregor og Bernhard fastslår skærsildens eksistens ud fra det sted i evangeliet, hvor der siges: 'Spot mod den helligånd tilgives ikke, hverken i denne verden eller i den kommende' (Matt 12,32). Derudfra fastslår Chrysostomus, Damaskeneren og Isidor, at kirken har den skik at bede for de afdøde fra apostlenes tradition, hvilket i hvert fald jeg gerne tror. | ||
| Non enim solum et Augustinus praeter alia loca plurima opere uni huic rei destinatio, cui titulus est: "De cura mortuorum", in hoc argumento multus est, et Ambrosius: "De obitu Theodosii" meminit, cur in ecclesiis peragatur primus, septimus et tricesimus defunctorum; verum etiam hac de re scribunt longe antiquiores et temporibus Apostolorum viciniores Graeci et latini, ut Athanasius libro "De variis constitutionibus", quaestione XXXIIII, ex composito hac de re agit, et Tertullianus obiter "De corona militari", ceremonias Ecclestiasticas recensens, huius rei meminit: "Oblationes, inquit, pro defunctis, pro natalitiis annua die facimus". | Det er nemlig ikke blot Augustin, der foruden andre steder har et værk, der ligefrem handler om denne sag, hvis titel er: 'Om omsorgen for de døde', og i hvilket argument der findes meget, også Ambrosius nævner i "Om Theodosius' bortgang", hvorfor der i kirkerne afholdes førstedage, syvendedage og tredivtedage for de afdøde; men også langt tidligere og fra tider, der lå meget nærmere apostlenes dage har græske og latinske forfattere skrevet om denne sag, såsom Athanasius i sin bog 'Om forskellige skikke', spørgsmål 34, den handler om dette, og Tertullian gennemgår i forbigående de kirkelige skikke i 'Om den militæres krone', hvor han erindrer om denne sag: 'Ofre for de afdøde og årsdage for de fødte fejrer vi. | ||
| Imo Dionysius Areopagita, Pauli Apostoli discipulus in libro "De Ecclesiastica hierarchia", cap. VII, hoc thema per totum quam uberrime tractat. Neque vero ignoramus haec opera, quae sub nomine Dionysii Areopagitae in Ecclesiae circumferuntur, haereticorum calumniis exposita cavillantium, ea esse alterius nescio cuius Dionysii, quam illius a Paulo conversi iuxta actorum historiam. | Ja, også Dinoysius Areopagiten, apostelen Paulus' disciplen behandler i sin bog 'Om det kirkelige hierarki', kap. 7, dette tema helt igennem overvældende. Og vi skal heller ikke være uvidende om det arbejde, som under Dionysius Areopagitens navn cirkulerer i kirken, i kraft af spottende kætteres løgne fremstillet, som der var tale om en anden Dionysius end den Dionysius, Paulus omvendte ifølge apostlenes gerninger, det er ikke godt at vide hvilken. | ||
| At (220) e diverso graviores multo nobis auctores sunt, quibus si quando opus fuerit, Dionysium Areopagitam ab istiusmodi calumniis vindicare poterimus. Quid multa? Nonne hac in re catholico cuique merito suffecerit sola universalis Ecclesiae consuetudo? quae semper et ubique ab initio hucusque pro defunctis oravit, quam et Augustinus et Athanasius in hoc themate tractando citavit. Proinde quoniam sub articulo secundo Ecclesiasticas consuetudines cum verbo Dei non pugnantes magna laudis praefatione recepistis, qualem nunc esse docuimus usum orandi pro defunctis, an non iterum in vos regerere licebit: Quo teneam nodo mutantem Protea vultum? | Men vi har mange stærke forfattere på mange forskellige områder, så, hvis det var nødvendigt, kunne vi nok befri Dionysius Areopagiten fra den slags spot. Hvad mere? Er den universelle kirkes sædvane ikke tilstrækkelig i denne katolske og i sig selv fortjenstfulde sag? den, som altid og lige fra begyndelsen og til idag har bedt for de afdøde, hvad både Augustin og Athanasius bekræfter, når de behandler emnet. Derfor, når I i artikel to godtager de kirkelige sædvaner, der ikke er imod Guds ord med åbenlys ærefrygt, hvilken slags nuværende anvendelse af bøn for de døde skal vi så lære, så I ikke igen lader dette ord herske over jer: 'Den faste knude, jeg holder mig til, er et Proteask foranderligt ansigt'? (???) | ||
Note 1: Hans Tausen skriver i sin bog imod Poul Helgesens nadverbog, at Hieronymus kun godkender de apokryfe bøger på den måde, at de kan være gode at læse; blot må de ikke gøre til grundlag for nogen trossætning. Og det er vist netop det, man gør her. (Holger Fr. Rørdam: Småskrifter af Hans Tausen, 1870, side 122)