Biskoppernes gensvar, artikel 20.
Tilbage til Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatios menu.
 
Articulus vigesimus. Artikel 20. The tiwginde Artichell.
Igitur sacerdotes secundum Ecclesiar Romanae consuetudinem sacrifantes facere opus maledictum, peccare mortaliter, provocare iram Dei et rursum Christum crucifigere. Derfor gør de præster, som holder messe efter den romerske skik, en forbandet gerning, de synder til døden, de opvækker Guds vrede og de korsfæster Jesus Kristus, Guds søn, på ny. Oc forti gøre the prester som holde messæ effter then Rhomeræ seed een forbandet gerning, syndhæ dødelige, opwecke Gudtz wredæ, oc paa the ny korsfestæ Jesum Christum Gwdtz søn.
Responsio.

Sane hunc articulum oppido quam lubenter agnoscimus in omnibus suis punctis, ut nunc se habet missandi ritus more Romano et missae abusio. Eum enim morem, qui sequuntur, denuo offerunt et pretium solvunt pro hominum peccatis, non aliter, quam si Christus adhuc non fuisset sublatus in crucem, aut non perfecte fecisset satis pro omnibu peccatis, quod tamen vere fecit, ut probat Apostolus ad Hebraeos invictis argumentis. Et Christus similiter in extrema morte testatus est dicens: Consummatum est Io. 19.

 Svar:

Sandelig denne artikel anerkender vi ganske frit i alle dens punkter, sådan som det nu forholder sig med det at holde messe efter den romerske skik og misbrug af messen. De nemlig, som følger denne skik, ofrer påny og betaler påny for menneskenes synder, som om Kristus hidtil ikke havde været korsfæstet, eller ikke fuldkomment havde gjort fyldest for alle synder, hvad han dog i sandhed har gjort, som apostelen uovervindeligt beviser i brevet til hebræerne. Og Kristus på lignende måde bevidner i sin dødsstund, idet han siger: Det er fuldbragt (Joh 19,30)

 Prædikanternes svar:

Sandelig, denne artikel står vi fast på i alle dens punkter, eftersom den romerske skik og messe nu har det sådan, at de ofrer og betaler på ny for menneskenes synder, som om Kristus endnu ikke var korsfæstet eller ikke havde betalt aldeles og fuldkomment for vore synder, hvilket han dog har gjort, som apostelen kraftigt beviser, Hebr 10, og Kristus selv bekender i sin dødsstund, hvor han sagde: Det er fuldbragt (Joh 19).

 Sandelige thenne artichell bestaa wij i alle sine pwnctæ, effter som then Romeræ seed oc then messæ sig nw haffwer, forti the offre oc betale paa ny for mennisckins synder, ligæ som Christus ware end nw wkorsfest, eller haffde icke betalet aldelis oc fwldkommelige for alle synder, hwilcket han dog haffwer giordt, som apostelen kraffthelig bewiiser Hebre x. Oc Christus sielff vdi syn dødz stund war bekendt ther han sagde Joan xix. Consumatum est.
Proinde facile cogitet, quisquis omnino [179] non excaecatus est, quantum peccati, ultionis divinae et maledictionis vinculum sibi accersunt, qui non contenti morte Christi, aliis modis volunt peccatum redimere. Sunt et aliae multae huius missae papisticae abominationes, quibus in praesentiarum supersedemus. Derfor kan enhver, der ikke er fuldstændig blind, let indse, i hvilken grad de hidkalder syndens, Guds vredes og forbandelses lænker over sig, de, som ikke er tilfredse med Kristi død, men vil skabe forsoning for synden på andre måder. Der er også mange andre vederstyggeligheder ved den papistiske messe, som vi for nærværende skal springe over. Derfor må enhver, der kan tænke, nu betænke med sig selv, hvilken synd, Guds vrede og forbandelse det kan være, at agte Guds søns død så ringe og at ville gøre andre ofre og gerninger til syndsforladelse, foruden anden uredelighed, som denne messe har i sig. Ther for, maa nw hver betencke met sig hwo noget tencke kan, hwad synd, Gudz wrede oc forbandilse thet kan ware, at agte Gwdz søns død swo ringæ, oc wele nw gøre andre offer oc gerninger till syndz forladilse, forwden anden wrædelighett som then messæ hwn haffwer i sig.
Confutatio.

Vestro more perpetuo agitis, non contenti scilicet infandos profiteri errores, in quo vestri istius Evangelii floribus, id est, conviciis eosdem aspergatis confirmetisque. At sane dum hunc articulum oppido quam lubenter agnoscitis in omnibus eius punctis, haud scio, num alibi egregie magis vestram rei theologicae conscientiam prodatis.

 Gendrivelse.

Her handler I efter jeres evindelige skik, idet I ikke er tilfredse med at udnytte de barnlige fejltagelser, i hvilke I udbreder jeres såkaldte evangeliske blomster, dvs jeres udskælden og besværgelser om dem. Men sandelig, når I anerkender denne artikel ganske frit i alle dens punkter, så véd jeg ikke rigtig, om ikke I har forrådt jeres samvittighed i den teologiske sag, som I ellers andetsteds mener er udmærket (?).

 Prælaternes gensvar:

Her gør I plat intet andet end at lyve og skænde, og det gør I enten af ondskab eller af stor og grov uforstandighed. Fordi, når I bekender denne ganske artikel i alle dens punkter (som I siger, I gør), da giver I også tilkende, hvor lidt skriftkloge I er, skønt I praler med at være det.

 Prelaternis Geenswar.

Her gøre i platt inthett andett end liwge oc sckiende, oc thet gøre i enchten aff ondskaff eller aff stor oc groff wforstandighet. Oc forti nar i bekende thenne gantsche artichell vdi alle syne pwnchtæ (som i sige) tha giffwe i oc swo till kendhe vdaff hwad forstandtt i ere sckrifftklaage, hwar aff i lade eder nogett tycke.
Verum, quod subditis: "ut nunc se habet missandi ritus more Romano et missae abusio", paulisper audiamus, in quo tum, momis scilicet istis atque criticis gravissimis, displiceat noster missandi ritus, aut in quo missa aubtatur Romana Ecclesia. Men når I tilføjer: "sådan som det nu forholder sig med det at holde messe efter den romerske skik og misbrug af messen", så lad os kort høre, hvorved da vores måde at holde messe på mishager jer bagtalere og voldsomme kritikere, og hvordan romerkirken misbruger messen. Og da I særlig fremhæver dette "efter den romerske skik, messen nu har", da vil vi overveje, hvad I bagtalere og anklagere mest har imod messen, og på hvilken måde I mener romerkirken misbruger messen. (265) Oc forti at i besynderlige swo sige, effter som then Rhomeræ seed, oc then messæ sig haffwer nw, tha wele wij offwerweyæ hwadt i klafferæ oc lackeræ meest ancke paa messen, oc i hwess maade then Rhomere kirckæ myssbrwger messen.
"At eum", inquitis, "morem sequentes et denuo offerunt et pretium solvunt pro hominum peccatis, perinde ac si Christus non fuisset sublatus in crucem, aut non perfecte fecisset satis pro omnibus peccatis, contra manifestum Christi testimonium et apertam Pauli doctrinam in Hebraeis" etc.  I siger: "De, som følger denne skik, ofrer påny og betaler påny for menneskenes synder, som om Kristus hidtil ikke havde været korsfæstet, eller ikke fuldkomment havde gjort fyldest for alle synder, imod Kristi klare vidnesbyrd og Paulus' lære i Hebræerbrevet" etc. Sådan lyder jeres mening: Når vi følger den romerske skik, da ofrer vi påny for menneskets synder, som om Kristus endnu ikke var korsfæstet eller endnu ikke havde betalt helt og fuldkomment for alle synder, imod Kristi vidnesbyrd og Paulus' udtrykkelige lærdom i brevet til hebræerne. Swo lyder eder meening. Nar wij efftherfølghe then Rhomeræ seed, tha offræ wij paa thett ny for mennischins synder, ligewiis som Christus end nw ware wkorsfest, eller haffde icke betalet aldelis oc fwldkommelige for allæ synder, emod Christi witnisbyrd oc sancti Pauli obenbare lerdom tiill the Hebreer.
O egregiam impudentiam! qua tandem fronte tantam iudicanda auctoritatem in sacris arrogare vobis non veremini, cum tanta rerum theologicarum imperitia.  O hvilken frækhed! når I ikke engang skammer jer for at være så frække i bedømmelsen af skriften, og for at udvise en sådan uvidenhed i teologien. Når I ikke bedre forstår skriften eller kirkens brug i messen og anden kristendoms åndelige gøremål, hvorfor er I da så djærve og modige til at dømme om alting, når I er så uvidende! Nar i icke anderledis forstaa enchten scrifft eller kirckins brwg i messæ oc anden christendoms andelighæ handhell, Hwar fore æræ i swpp dierffwe oc modige till att dømæ paa alting, effter thi i ere swo møget wanwittighe.
Nam ut primo de priore dicam: Quanquam eadem hostia est (uti modo diximus) in cruce semel oblata, et quae in missa offertur quotidie; tamen haec (209) quotidiana Christi oblatio, quae in missa fit a sacerdote in persona Ecclesia, alterius generis, modi ac rationis est ab ea, qua Christus in cruce semel tantum oblatus est. For at jeg skal tage det første først: Skønt det er den samme hostie (slagtoffer), hvad vi på en måde siger, som én gang blev frembåret på korset, og som ofres daglig i messen; så er dog den daglige frembærelse af Kristus, som sker i messen ved kirkens person af præsten, af en anden art, måde og mening, end den, hvorved Kristus kun én gang på korset blev frembåret. Hvem har nogensinde sagt, at vi ofrer Kristus på ny, for en ny syndebod og betaling? Eller véd I ikke, at messens offer er det samme offer som én gang er ofret på korset? Skønt det daglige offer, som præsten frembærer i messen, er på et andet vilkår end det, som Kristus frembar én gang på korset. Hwem haffwer nogen tiid sagt, at wij offre Christum paa thet ny, for en ny syndebod oc betaling? Eller wide i icke, at messens offer er thet same offer som een tiid offret var paa korssit? Endog att thet dagligæ offer som presten gør i messen er vdaff andre slag wilkaar end thet som Christus een tiid gjordhæ paa korsset.
Illa enim sese Christus Deo patri semel obtulit visibiliter in propria specie et in corpore passibili ac mortali, quod pro peccatis totius humani generis in ligno crucis moriendo sponte tradidit. Hac autem Christus idem offertur Deo patri a sponsa sua Ecclesia, ex sponsi praecepto, [180] invisibiliter sub aliena specie, panis scilicet et vini, necnon in corpore impassibili, immortali ac glorioso, non moriendo iterum, at repraesentando et offerendo priorem illam oblationem, unde haec omnem suam virtutem et efficaciam sortitur, ita ut haec oblatio non incommode mystica et sacramentalis appellari possit, illa vera materialis et corporea. Med den ene frembærelse frembar Kristus nemlig sig selv én gang for Gud i sin egen art og i et legeme, der kunne lide og dø, et legeme, som han for hele menneskeslægtens synder frivilligt overgav til at dø på korsets træ. Men med den anden frembærelse ofres den samme Kristus til Gud Fader af sin brud, kirken, som har fået det foreskrevet af sin brudgom, og det gøres usynligt, under en anden form, nemlig i brøds og vins form, og i et legeme, der ikke kan lide og død, men er et herlighedslegeme, og det gøres ikke, for at dette legeme atter skal dø, men for at det skal repræsentere og tilbyde den første frembærelse, hvorfra den henter al sin kraft og virkning, således at denne frembærelse passende kan kaldes mystisk og sakramental, men den anden materiel og kropslig. Med dette ofrede Kristus sig én gang synligt til Gud Fader i sin menneskeligheds natur og skabning, og i et pinefuldt og dødeligt legeme, da han med en fri vilje gav sig hen i døden på korsets træ for alle verdens synder. 

Men i det messelige offer ofres han Gud Fader af sin brud, den hellige kirke, som gør det på sin brudgoms egen befaling og bud, usynligt og i en fremmed skikkelse, det vil sige: i brøds og vins lignelse, i et ærefuldt legeme, uden pine og død. Og derfor ofres han ikke til døde, men til en erindring om det første offer, og ud af det har det både magt og kraft, hvorfor dette offer kaldes åndeligt og sakramenteligt, og det første legemligt og åbenbart. (266)

 Met hwilcket Christus offrede sig en tiid Gwd fader siwnlige vdi syn egen mandoms natwr oc sckabning, oc vdi eet pynachteligt og dødeligt legomme, ther han met en frij williæ gaff sig i døden paa korsens træ for al werdsins syndher. 

Men i thet messelige offer, offris han Gwd fader aff syn brwd then hellige kirckæ aff syn brwdegoms egen befaling oc bwd, wsiwnlige oc wnder eet fremmett fantzwn, thet er, vdi brødz oc wyns lignilsæ, vdi eet ærefwlt legomme, wpinachtelig oc wdødeligt. Oc forti offris han icke till døde, men thet første offer till een amyndelig begang, wdaff hwilket thet haffwer baade macht oc krafft, hwar fore thette offer kaldis aandeligt oc sacramentheligt, oc thet første legomligt oc schynbarligt.
Iam Christus in extrema morte dicens: Consummatum est, et Paulus in Hebraeis de Christo dicens: Una oblatione consummavit in aeternum sanctificatos, et inibi saepius de priori oblationis genere loquuntur, cuius unitali neutiquam repugnat quotidiana posterioris oblationis iteratio. Hoc igitur vobis imponit, quod scripturam de corporea immolatione Christi loquentem adversus mysticam ipsius oblationem (more vestro confundentes omnia) torquetis. For når Kristus, da han skal dø, siger: 'Det er fuldbragt', (Joh 19,30) og når Paulus til hebræerne skriver om Kristus: 'Med en frembærelse har han for altid ført de hellige til målet' (Hebr 10,14), og der netop dèr ofte tales om den første slags frembærelse, så strider denne engangsbegivenhed på ingen måde mod den senere gentagelse i den daglige frembærelse. Men det lægger I ind i det (eller: det narres I af, at..), fordi I fordrejer skriftens tale om Kristi legemlige ofring med hans mystiske frembærelse (sådan som I altid blander tingene sammen). Da Kristus nu sagde i sin dødstime: 'Det er fuldbragt', (Joh 19,30) og Paulus skriver til hebræerne: 'Han har med et offer fuldkommet alle dem til evig tid, som skal helliggøres', (Hebr 10,14) da har de ingenlunde modsagt kirkens daglige messe offer, som er en mindefest om det andet offer, og er det samme og ikke et nyt offer. Det besviger og bedrager jer, at den skrift, som taler om det legemlige og åbenbare offer, vil I vride og bruge imod det åndelige offer, som I plejer at forbistre og mænge sammen alting uden kundskab. Nw ther Christus sagde i syn dødz tiid. Thet er fwldkommet, oc Paulus till the Hebreer, Han haffwer met ett offer, fwldkommett alle them till ewig tiid som scwlle hellighæ gøris, tha haffwe the inghelwnde modsagtt kirckins daglige messe offer, som er thet andræ offers amindelige begang, oc er thet same oc icke noget andet nytt offer. Thet beswiger oc bedrager eder, at then sckrifft som tall om thet legomlige oc schynbarlige offer, wele i wriæ oc brwge emod thet aandelige offer, som i pleyæ alting forwden beschede at forbistre oc mengæ.
Christus enim a se in cruce patri semel oblatus est moriendo; at idem ab Ecclesia in missa quotidie patri offertur in mysterio. Quocirca trepidatis timore, ubi non est timor, praedicantes, Christum denuo crucifigi, si denuo offeratur. Sicut enim Christus non fuit mortuus, cum in umbraticis antiqui testamenti sacrificiis mystice offerebatur, ita neque moritur nunc, quoties in novo testamento mysterialiter offertur. Christus enim resurgens ex mortuis iam non moritur, mors illi ultra non dominabitur. Kristus har nemlig én gang ofret sig til faderen ved at dø; men den samme Kristus ofres hver dag i messen til faderen i mysteriet. Og derfor er I forvirrede af frygt, hvor der ikke er frygt, idet I prædiker, at Kristus påny bliver korsfæstet, hvis man påny bliver ofret. Ligesom Kristus ikke døde, da han på skyggevis blev ofret i det gamle testamentes ofringer på mystisk måde, sådan dør han heller ikke nu, hvor han hver dag ofres i det ny testamente på mystisk vis. Kristus er nemlig opstået fra de døde og dør ikke mere, døden er ikke mere herre over ham (Rom 6,9). For Kristus er af sig selv ofret med døden én gang til Gud Fader. Men den samme Kristus ofres dog dagligt til Gud Fader i messen på åndelig og sakramentelig vis, hvilket I er bange for og ræddes for, skønt der ikke er brug for nogen rædsel, når I prædiker, at han bliver korsfæstet på ny om han ofres igen. I farer skinbarlig vild, derved at I hverken forstår skriften eller kristendommens åndelige gøremål. For ligesom Kristus ikke dræbtes den gang han figurligt blev ofret i det gamle testamente, sådan dræbes han heller ikke nu, når han på sakramentevis ofres i det ny testamente, når han på den måde er opstanden fra de døde, at han ikke dør mere, at døden ikke mere skal være ham mægtig. (Rom 6,9) Forti Christus aff sig sielff er offritt mett dødhen een tiid Gwd fadher. Men den same Christus offris dog daglige Gwd fader wdi messen aandelige i sacramentæ viis, hwar fore i frøchte oc rædis som inghen redtzlæ giordis behoff, nar i predickæ hanwm at korsfestis paa thet ny om han offris igen. I faræ sckynbarlige wild at i hwercken forstaa sckrifft eller christendoms aandelige handell. Forti ligerwiis som Christus dreptis icke then tiid han war figwrlige offrett i thet gamble testament, swo dræbes han icke heller nw, nar han sacramentelige offris vdi thet ny testament, nar han er swo opstanden aff døde at han icke meer døer, at døden schal icke meer worde hanwm megtig.
Deinde ut ad posterius illud veniamus, quod Romanum missandi ritum sequentes iterum solvunt pretium pro hominum peccatis, non aliter, quam si Christus non perfecte fecisset satis pro peccatis omnibus --; non negamus ipsi, adeo perfectum fuisse Christi sacrificium, ut non oporteat aliud offeri per Ecclesiam. Dernæst lad os da tage fat på det næste, at de, der følger den romerske messes ritual, atter giver løsepenge for menneskenes synder, ikke anderledes end hvis Kristus ikke fuldstændig havde gjort fyldest for alles synder --; vi nægter ikke, at Kristi offer var fuldkomment, så der ikke bør ofres noget andet af kirken. Men når I fremdeles siger, at vi, når vi efterfølger den romerske skik, betaler på ny for menneskets synder, som om Kristus endnu ikke var korsfæstet eller endnu ikke havde betalt aldeles og fuldkomment for alle synder, så er det hårdt at have med dem at gøre, der lyver af trods og genstridighed; vi véd nok (arme mænd) hvordan Kristi offer på (267) korset var så kraftigt og fuldkomment, at intet andet offer gøres nogen tid behov. Men nar i framdelis swo sige. At wij effterfølgendis then Rhomeræ sedd betalæ paa thet ny for mennisckins synder, ligerwiis som Christus endnw vare wkorsfest eller haffde icke betalet aldelis oc fwldkommelige for alle synder. Thet er hart at handle mod them som liwghæ aff tratz oc fortraadenhedt, wij widæ wel (armæ mend) hworæ Christi offer paa korssett war swo kraftigtt oc fwldkommeligtt at inthe andet offer giørs nogen tiid behoff.
At, uti iam diximus, non aliud, sed illud idem sacrificium et hostiam offert sacerdos in missa, quod in cruce Christus; sed ob diversam offerendi rationem diversa fit eiusdem hostiae oblatio, imparis efficaciae, virtutis et meriti, ita tamen, ut oblatio missae a crucis oblatione omnem vim suam participet, atque haec veluti pars quaedam (210) illius existat. Nam illa meriti fuit infiniti, haec vero finiti ac limitati. Men, som vi allerede har sagt, det er ikke noget andet, men det samme offer og offerlam, præsten frembærer i messen, som Kristus frembar på korset; men på grund af de forskellige meninger med offerhandlingerne, bliver der også en forskellig frembærelse af det samme offerlam; de er ulige i virkning, kraft og fortjeneste, dog således, at messens frembærelse henter al sin kraft fra korsets frembærelse, og derfor udgør så godt som en del af dette. For dettes fortjeneste er uendelig, det andets derimod endelig og begrænset. Og derfor, som sagt er, da ofrer vi i messen ikke noget andet offer, men det samme som Kristus ofrede på korset, der dog for en anden sags skyld har en anden skikkelse og vilkår i kraft og fortjeneste, dog sådan, at messens offer har delagtelig sin kraft af korsets offer, og derfor er så godt som en del af det samme offer. Fordi korsets offer har en evig uendelig og ubegribelig fortjeneste, men messens offer, en timelig og endelig. Oc forti som sagt er, tha offræ wi wdi messen icke noget andet offer, men thet same som Christus offrede paa korssedt, ther for een anden sag schyld, haffwer dog eet andet fantzun och wilckaar vdi krafftt oc werdckyld, dog swo att messens offer haffwer deelachtelighæ syn krafftt aff korssens offer, och er forti swo godt som een deell aff same offer. Forti korsens offer haffwer een ewig wendelig oc wbegribelig forschylding, men messens offer, tymelig och endhelig.
Quod enim in cruce Christus sese offerendo meruit in plenitudine quadam immensa, hoc ipsum finite ac quasi particulatim applicatur in missae sacrificio. Sicut enim virtus dominicae passionis in veteri testamento variis huiusmodi sacrificiis applicatur, ita nunc unico missae sacrificio pro illis omnibus sufficienti nobis applicatur illud efficacissimum crucis sacrificium pro omni lege ad omnia per se quidem sufficientissimum. Det nemlig, som Kristus fortjente ved at ofre sig på korset, med en umådelig fylde, det selvsamme uddeles på endelig måde og om jeg så må sige stykkevis i messen. Ligesom nemlig Herrens lidelses kraft blev uddelt i det gamle testamente på de forskellige ofringer deri, sådan uddeles dette korsets offer, som er virksomt i stedet for enhver lov til at gøre fyldest for sig, og det sker igennem messens offer, der gør fyldest for os alle. Det, som Kristus fortjente, da han ofrede sig selv på korset, med en usigelig og umådelig fylde, det uddeles på endelig måde, om jeg så må sige, i stykketal i messeofferet. Fordi, ligesom Kristi pines kraft til en vis grad blev uddelt blandt jøderne i de ofre, som figurligt betegnede Kristus og Kristi offer, sådan sker det nu med messens eneste offer, udi hvilket til en vis grad korsets offer uddeles blandt kristenfolket, og dette korsets offer har under alle love og til alle tider af sig selv været fyldestgørende med alle fuldkommeligheds vilkår for al verdens synder. Thet som Christus forschylte ther han offrede sig sielff paa korssett, mett een wsigelig oc wmaadelig fwldsomhet, thet sckifftis endelige, oc som wij kwnne sigæ i stycke tall i messens offer. Forti, ligerwiis som Christi pynis krafft partelige deeldis blandt iødernæ i offer som fgwrlige betegnede Christum oc Christi offer, swp sckeer thet nw mett messens enistæ offer, wdi hwilcket korssens offer partelige deelis blandt christet folck, hwilcket korsins offer som wnder all low oc i alle tidher, haffwer aff sig sielff waritt fyllis, mett alle fwldkommelighetz wilckaar, for all werdsens synder.
Unde argumentum istud de sufficientia et perfectione satisfactionis Christi per crucis sacrificium non magis oppugnat missae sacrificium, quam sacramenta, virtutes et opera bona. Nam ut infinita vis sacrificii crucis per sacramenta, virtutes et opera bona, sic quoque per missas finite nobis quasi per partes applicatur,  Derfor, det argument om tilstrækkeligheden og fuldkommenheden af Kristi offer på korset, det er ikke mere imod messens offer end sakramenterne, dyderne og de gode gerninger. Fordi, ligesom den uendelige kraft ved korsets offer uddeles til os så at sige i sine dele gennem sakramenterne, dyderne og de gode gerninger på timelig måde, sådan sker det også med messen. Derfor, det bevis, som I fører os under øjne, at det eneste offer, som Kristus ofrede på korset, gjorde én gang kraftelig fyldest for alle verdens synder, det er ikke mere imod messens offer, end imod andre sakramenter, dyder og gode gerninger. Fordi, ligesom den uendelige og umådelige kraft, som korsets offer har med sig, deles med os og i blandt os formedelst sakramenter, dyder (268) og gode gerninger, sådan sker det også med messens offer. Then bewiisning forti som i føre oss wnder øgen, at thet enistæ offer som Christus offrede paa korsset giorde een tiid krafftelige fyllist for all werdsins synder, er icke meer mod messens offer, end emod andre sacrament, dygder oc gode gerninger. Forti, ligherwiis som then wendelighe oc wmaadelighe krafftt ther korsins offer haffwer met sig, deelis mett oss oc i blandt oss formedels sacrament, dygder oc gode gerninger, swo sckeer thet oc swo met messens offer.
quandoquidem Christus, etsi quidem pro omnibus est mortuus sufficienter, quemadmodum vulgo dici solet, haud tamen efficienter, nisi pro iis, qui per media in hoc divinitus instituta mortis ipsius participes fieri student. når Kristus, skønt han ganske vist er død for alle til fuldkomment vederlag, sådan som man plejer at sige til lægfolket, dog næppe er død for alle på fuldvirksom måde, men kun for dem, som gennem dette medium stræber efter at blive delagtiggjort i denne hans døds guddommelige indretning. Nu er Kristus død for alle til et fuldkomment vederlag på dødens vegne, han, som har en evig og uendelig kraft, der dog ikke slår til til alle, ikke på grund af nogen ufuldkommenhed, men på grund af deres ubekvemhed, de, som ikke bliver salige og delagtige i det samme offer, når det ikke skal række til flere end dem, som der til gøre sig flid, med tilbørlige og tilskikkede vilkår til, at de kan blive delagtige i det samme offer. Nar Christus er død for alle till eet fwldsomt wederlaw paa dødzens vegne, som haffwer een ewig oc wendelig krafft ther dog icke recker till alle, icke aff syn wfwldkommelighet men aff theris wbeqwemhet som icke worde salig oc deelactigæ aff samme offer, nar thet scall icke recke till fleræ end them som ther till gøre sit flijdt, met børlige oc tilschickede wilckaar at the kwnne bliffwe deelagtige aff same offer.
Quocirca sicut ad humanam salutem sunt necessaria citra iniuriam dominicae passionis in se quidem sufficientissimae, sacramenta, virtutes et opera bona; sic absque iniuria perfectissimi crucis sacrificii Christus iterum offertur in missa pro peccatis hominum, nimirum ut illius pretii, quod in cruce solutum est, participes efficiamur. Fordi ligesom sakramenterne, dyderne og de gode gerninger er nødvendige til menneskenes salighed, uden at der trækkes noget fra ved herrens lidelse, der i sig selv er fuldud tilstrækkelig, således trækkes der heller ikke noget fra i korsets fuldkomne offer, når Kristus atter ofres i messen for menneskenes synder, naturligvis for at vi skal blive delagtige i hans offer, der er gjort på korset. Og fordi ligesom andre sakramenter, dyder og gode gerninger er nødvendige, og gøres behov til menneskenes salighed, idet Kristi offer og pine er uberørt deraf, sådan ofres han også sakramenteligt daglig i messen for menneskenes synder, idet korsets offer derved er uberørt, når det ikke er andet end en mindefest og formaning til Gud Fader, at vi skal blive delagtige i det store offer, som var gjort på korset, som giver alting kraft og magt, og hvis duelighed og velbehag til enhver tid kan være taknemmelig for Gud. Oc forti ligerwiis som andet sacrament dygder oc gode gerninger ere aff nød, oc giøris behoff till mennisckins salighet, Christi offer oc pynæ ther med wforagten, swo offris han oc sacramentelige daglighe i messen for mennisckins synder, korsins offer ther met i alle maade wforagtet, nar thett icke andett er end een amindelig begang oc formaning till Gwd fader, at wij schwlle worde deelagtighe af thet storæ offer som war giordt paa korset,
Proinde potius e diverso (ut ad sequentia respondeamus), quisquis non est omnino malitia obcaecatus, facile intelligit, nihil omnino peccati, ultionis divinae ac maledictionis accersere sibi, qui pro peccatis missas agunt. Derfor er det nærmest helt forkert (for nu at svare på det næste, I siger), at den, der fremsiger messe for synderne, pådrager sig synd, Guds vrede og forbandelse; det må da enhver, der ikke er helt forblindet af ondskab, kunne se. Derfor er det løgn og bagtalelse, når I siger, at de, der fremsiger messen, synder dødeligt og gøre en forbandet gerning, fordi de ikke agter dermed at bøde med det vederlag, som gør fyldest, men at blive delagtige i Kristi kraftige bod, der er fyldestgørende for dem i alle måder. Og forti er thet løgen oc klafferij nar i sige them som sige messæ synde dødelige oc gøre een forbannet gerning, forti the agte icke ther mett at bøde met thet weder law som gør fyllist, men at worde delagtighe aff Christi krafftighe bood ther them er fyllist i alle maade.
Contenti sunt enim Christi morte in se quidem sufficientissima, at quam variis modis (inter quos primas missa tenet) nobis applicari oporteat. -- De er nemlig tilfredse med, at Kristi død i sig selv er højst fyldestgørende, men den bør dog deles ud til os gennem forskellige midler (hvoraf messen er det første).
Denique nullae sunt omnino missae nostrae (quam invidiose dicitis papisticam) abominationes, utique non supersessuri eis in praesentiarum, se eas ostendere potuissetis. Dernæst har i det hele taget vore messer (som I frækt kalder papistiske) ikke nogen afskyelighed ved sig overhovedet, hvilket I ikke ville have ladet være med at påpege, hvis i havde kunnet påvise det. Ikke har heller vore messer med sig nogen ugudelighed eller utilbørlighed, som I siger, hvilket I ikke havde undladt at omtale, hvis det kunne bestå med skel og redeligt bevis. Icke haffwe heller wore messer mett sig nogen wgwdelighet, eller wbørlighet som i sighe, ther i haffde icke forladtt att omtalæ hwar hwn haffde warit bestandig met sckiel oc redelig bewiissning.
Verum more [182] vestro istiusmodi hyperbolis mendacibus rudem Christi popellum adeo misere seduicitis. Quin potius sacrificii missae tum plurimi tum maximi fructus a sacris doctoribus assignari solent, quibus antiquus humanae salutis aemulus ac hostis per vos tanquam organa sua mortales spoliare conatur. Men efter jeres skik forfører I med den slags løgnagtige lignelser Kristi almue til stor elendighed. Derfor tilskriver I ikke messeofferet de både mange og store frugter, som de hellige doktorer plejer at tilskrive den, og derved er I organer for den gamle modstander og fjende af den menneskelige frelse, som gennem jer søger at ødelægge sine dødelige. Men når I ikke undser jer for nogen ting, da plejer I at (269) bedrage almindelige mennesker med sådanne storagtige løgne, hvortil I bruges af menneskets åbenbare fjende, som er djævelen, hvis lemmer I er, når han sådan vil røve mennesket bort fra den hellige messe og hendes frugt. Men nar ether ingen ting blwgis, tha pleyæ i att bedrage simpel almwge met swodane storagtige løgner, huar til [i] brwgis aff mennisckins salighetz obenbaræ fiænde som er diæffuelin, hwess leemyr i ere, nar hand will saa berøffuæ mennischin fra then hellige messe, oc hennis fruct.
Hoc enim satisfacimus pro pro peccati praeteritis, hoc a futuris praeservamur, hoc Deo gratias agimus pro acceptis beneficiis, hoc a Deo nova consequimur (211) et impetramus, hoc a periculis imminentibus liberamur, hoc pro salute corporis et animae litamus, hoc in praesenti vita gratiam et in futura gloriam adipiscimur, hoc tam mortuis quam vivis applicamus, breviter ad nihil non valet, utpote continens Iesum Christum in cruce oblatum, Deo acceptissimum et efficacissimum ad omnia; Ved hjælp af messen gør vi bod for de begåede synder og bevares mod de fremtidige, ved den takker vi Gud for de velsignelser, vi modtager, ved den følger vi og stræber efter Gud påny, ved den befries vi fra skjulte farer, ved den ofrer vi for legemets og sjælens frelse, ved den opnår vi nåde i dette liv og ære i det kommende, ved den deler vi med både døde og levende, kort sagt, der er intet, den ikke duer til, fordi den indeslutter Jesus Kristus, som er ofret på korset, modtaget af Gud og virkende alt hos ham. Formedelst hende bedrer vi de begåede og bevares mod de tilkommende synder. Formedelst hende og udi hende takker vi Gud for de velgerninger, han har gjort mod os, og modtager nye og flere. Formedelst hende frelses vi fra megen fare, både til liv og sjæl. Formedelst hende modtager vi nåde i denne verden, og med tiden glæde og salighed. Og formedelst hende deles Kristi døds og pines fortjeneste både med levende og døde. Sådan er hun os nyttig på mange måder, fordi hun på sakramentevis indeslutter Jesus Kristus, som blev ofret til Gud Fader på korset, derfor er Gud taknemlig og kraftig til alting, som kan komme mennesket til gode og gavn, til nåde og salighed. Formedels hinne bædre wij framfarne, oc bewaaris mod tillkommende synder. Formedels hinde oc wdi henne tacke wij Gudt for syne gamble welgerninger, oc anamme ny oc flere. Formedels henne frelsis wij fra møghen fare, baade till liff oc siell. Formedels henne anamme wij naade i tenne werden, oc mett tiiden glede oc salighedt. Och formedels hinne deelis Christi døtz oc pynis werdsckildt bode mett leffuendis oc døde. Swo er hwn oss fordi nøttig i mange maade, fordi hwn beslutter sacramentelige Jesum Christum, som war offrydt Gudt fader paa korsedt, ther er fordi Gudt tacknemmelig oc krafftig till alting som mennischin kand komme till gode och gaffn naade och salighedt.
nihil igitur est, quod in nostro missandi ritu vobis merito displicere queat. Verum proferte nobis vestram missandi formulam, et eam meliorem ostendite: at ista Protea mutabilior iam facta novam subinde faciem induit; novies enim missandi formulam Vitenbergae mutatam esse audivimus. der er derfor intet i vores messeritual, som med rette kan mishage jer. Men fremfør for os jeres messeritual og påvis, at det er bedre: men I indfører denne omskiftelige "Protea", som allerede har vist ni nye skikkelser; vi har nemlig hørt, at man har ændret messeritualet ni gange i Wittenberg. Og derfor findes der ingen brøst i vores messe, som I med rette kan angribe. Men dersom I ville fremføre jeres messes facon, som I i Wittenberg har forvandlet og vendt op og ned på ni gange, da vil vi ransage hende, om hun var blevet bedre. Och fordi findis ther inghen brøst i wor messe ther i kwnne sømeligæ straffe. Men ther som i wille føre i rette eder messys fantzwn, ther i haffue i Wittenberg allene nysindwm forwandlett och giortt omkring, tha ville wij henne ransage om hwn vore bædre.
Og hvis vi nu ville give svaret på jeres indvendinger, da skulle vi her bevise, at messen er et offer, men som sagt, det skal gøres i vor kristne trosbekendelse, med Guds hjælp så uimodsigeligt, at det skal gøre fyldest for hver kristen og hver retsindig læser, og hvis I findes, at være den slags læsere, da bliver det til jeres sande lykke. Och nar wij gaffue nw swaridt till edre swencke, tha schilde wij paa thette stedt bewiise att messen er eett offyr, men som sagt er, thet scal giøres i wor christen troes bekiendilsæ, mett Gudtz hielp swp bestandelige, att thet scall giøræ fyllist huer christen och retsindige læsere, huar i findes af thet slag tha bliffuer thet eder retthæ lyckæ.
Restat nunc demum, ut more hactenus observato, posteaquam cavillis vestris abunde satisfactum est, missae sacrificium succincte quidem et breviter, at efficaciter et dilucide asseramus. Qua in re ut remotiores veterum figuras, in quibus e longinquo sacrificium hoc adumbratum est, et obscuriora prophetarum oracula, quibus ipsum tecte vaticinati sunt, brevitatis gratia praetermittam, ad Evangelicae veritatis revelatae lucem protinus convolabo. Nu står der kun tilbage, at vi, ifølge den skik, vi hidtil har fulgt, efter at vi har gjort fyldest for jeres drilleri mere end nok, at behandle messeofferet omhyggeligt og dog kort, men effektivt og indlysende. Og i den sag vil vi for korthedens skyld springe over de mere fjerne gamle figurer, i hvilke dette offer på afstand er behandlet i omrids, og de uforståelige profetord, i hvilke offeret selv er behandlet skjult, og ile fremad mod lyset i det åbenbarede evangeliums sandhed.
Nam ut a fundamentis articulo XIII. iactis hic aedificium nostrum velut illi continuum adstruere pergamus --: ex quo lex, religio sacerdotium ac sacrificium, uti eo in loco diximus, naturali quadam sequela gradatim se comitantur, quemadmodum ostendimus illic Evangelicam legem et Christianam religionem habere aliquod externum ac visibile sacerdotium;  For vi tager nu fat på at udbygge vort fortsatte byggeri, om jeg så må sige, som fra artikel 13's fundament: ud fra hvilket (det vi talte om på det sted) følger loven, fromheden, præstedømmet og offeret, gradvist og på naturlig måde. Dèr viste vi, at den evangeliske lov og den kristne fromhed har et ydre og synligt præstedømme;
ita quoque ipsam eiusdem generis sacrificium peculiare sibi ac proprium [183] habere oportet. Proinde dominus noster Iesus Christus, Evangelicae legis auctor et religionis nostrae conditor, nimirum tale sacerdotium atque sacrificium instituit. Sed enim quando venit non solvere legem, at implere, factus sub lege, ut eos qui sub lege erant, redimeret, legale sacerdotium cum suis sacrificiis in vigore suo reliquit ad suam usque passionem. sådan bør den også have et offer af samme slags, som er særskilt for den. Derfor indstiftede vor herre Jesus Kristus, som var den evangeliske lovs ophavsmand og vor fromheds skaber, ganske sikkert et sådant præstedømme og offer. Men når han 'ikke var kommet for at ophæve loven, men for at opfylde den' (Matt 5,17) 'for at de, der var under loven, skulle løskøbes fra den' (Gal 4,5), så ventede han med at sætte det lovgivne præstedømme og dettes offer i kraft indtil han skulle lide.
Quapropter in extrema coena, posteaquam in esu paschalis agni se patri figuraliter obtulisset, consummata lege Mosaica cum sacerdotio innumerisque sacrificiis suis, mox, tanquam sacerdos in aeternum iuxta ordinem Melchisedech, panem et vinum in suum corpus et sanguinem consecrans, mysterialiter in specie panis et vini se iam secundo patri obtulit, paulo post utrumque consummaturus et se tertio iam in cruce patri oblaturus, et postmodum Apostolis destribuit; Derfor, ved det sidste måltid, efter at han i påskemåltidet figurligt havde frembåret sig selv for faderen, og efter at moseloven var opfyldt med dens præstedømme med de utallige ofringer, tog han straks, som en evig præste efter Melkisedeks orden, brød og vin og konsekrerede det til sig legeme og blod, på mystisk vis i brøds og vins skikkelse, og frembar sig for anden gang for faderen; kort efter blev begge parter fortæret og han frembar sig for tredie gang for faderen, og delte det bagefter ud til apostlene;
quibus hoc ordine peractis unico novae (214) nemo ab initio Ecclesiae ad haec usque tempora missam aperte negavit esse sacrificium. da dette var sket efter denne nye enestående indstiftelse har ingen fra kirkens begyndelse indtil denne tid åbent nægtet, at messen er et offer.
Quod porro usque adeo parce ac rarenter excellentissimi huius sacrificii tum Evangelicae tum Apostolicae literae meminerunt, id (ni fallor) in causa est: Christus enim, uti modo admonuimus, legi vim suam esse voluit usque ad morten suam. Proinde eius non meminit, nisi, dum hinc migraturus ad patrem simul instituit. Apostoli vero fere in plebe instituenda versantur. Sed iam crebro repetitum est, neque Christi neque Apostolorum vel dicta vel facta memoriae prodita esse omnia. Men dette, at det indtil nu er småt og sjældent, hvad de evangeliske eller apostoliske skrifter nævner om dette højværdige offer, det, tror jeg, skyldes, at Kristus, som vi har erindret om, ville være sin egen kraft i loven, indtil hans død. Derfor nævnede han den ikke, førend han ville gå til faderen og samtidig indstiftede offeret. Men apostlene tog sig næsten for at indføre det for folket. Men nu er det overmåde gentaget, at hverken er Kristi eller apostlenes ord eller gerninger overleveret fuldstændigt.