Confutatio, artikel 19

Biskoppernes gensvar, artikel 19. Tilbage til Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatio, indhold.

¹Articulus decimus nonus.			Then nittende Artichell.
²Missam non esse sacrificium, adeoque nullum esse novi testamenti sacrificium visibile.	Messen er ikke noget offer, derfor er der ikke noget synligt offer i det ny testamente.	Messen er ikke noget offer, og derfor har det ny testamente ikke noget synligt offer.	Messen er icke noget offer, oc fordi haffwer thet ny testament icke noghet siwnligt offer.
³Responsio. Missam non esse sacrificium libere confitemur, quantumvis hoc male habeat multos; sed est monumentum quoddam sive memoria (ut Christus ait Luc. 22.) illius sacrificii longe pretiosissimi, quod ipse obtulit in cruce pro peccatis mundi, ut nos illius exemplo mactemus desideria carnis et veteris hominis pravas concupiscentias Rom. 12. Illud sacrificium, quamvis non sit obvium oculis, quando offertur, fit tamen ubi iam oblatum sit. Vetus siquidem homo, quo magis emoritur in nobis, tanto magis cognoscitur in nobis vivere Christus.	Svar. Vi tilstår frit, at messen ikke er noget offer, selv om det er ilde hørt af mange; men den er et mindesmærke eller en ihukommelse (som Kristus siger Lukas 22) om dette langt mere dyrebare offer, som han selv bragte på korset for vore synder, for at vi efter hans eksempel skal ofre vore kødelige begæringer og det gamle menneskes vrange lyster, Rom 12. Dette offer, skønt det ikke er synligt for øjnene, når det ofres, sker dog, når det nu frembæres. Jo mere nemlig det gamle menneske afdør i os, des mere kendes det, at Kristus lever i os.	Prædikanternes svar. Sandt er det, hvor ilde det end er hørt. Messen er intet offer, men den er, som Kristus selv kalder den i Lukas 22, en ihukommelse og en erindring om det dyre offer, som han ofrede til sin fader på korset for alle vore synder, for at vi på samme måde skal ofre vore legemer med den kødelige begæring og den syndige tilbøjelighed (Rom 12). Og skønt dette offer ikke altid ses, når det ofres, så ses det dog bagefter, når det er ofret, hvor meget vi har afført os den gamle Adam og igen iført os vor Herre Jesus Kristus.	Predicanternis Swar. Sandt er thett i hwar ildhæ thett er hørdt. Messen er inthet offer, men hun er som Christus sielff kaller henne Luce xxij. een hwgkommilsæ oc amyndilsæ till thet dyræ offer som han offrede syn fader paa korset for alle wore synder. At wij oc i same maade scwlle offræ wore legomme met kødelig (263) begering oc syndelig tilbøijelighet, Ro xij. Och endog thet offer siwnis icke altiid nar thett offris, dog siwnis thett paa effterkommen nar thet er bleffwet offridt, hwore møget wij haffwe afførdt then gamble Adam, oc iførdt oss igen wor herræ Jesum Christum.
⁴Confutatio. At nos e regione vos haereticos libere pronuntiamus, et quidem tales, qualesantea nunquam in Ecclesia Dei emersere. Nam qui missam esse sacrificium [175] inficiaretur, ante hanc tempestatem nostram longe miserrimam, haereticorum invenimus neminem, nisi quod Ioannes Viclevus huic errori ansam dedisse videtur, inter cuius articulos a sacra synodo Constantiensi damnatos etiam ille commemoratur, non fundatum esse in Evangelio, Christum ordinasse seu instituisse missam.	Gendrivelse. Men vi erklærer efter den samme fremgangsmåde frit jer for kættere, og det sådanne kættere, som er aldrig før er opstået i Guds kirke. For nogen, der forpester os med den tanke, at messen ikke er et offer, har vi ikke fundet blandt kætterne, før det uvejr, der nu længe har plaget os, bortset fra Johannes Viclef, som synes at have givet anledning til denne fejl, og blandt de artikler, der blev fordømt på den hellige synode i Konstans, nævnes også den, at det ikke skulle være grundet på evangeliet, at Kristus har indstiftet eller beskikket messen.	Prælaternes gensvar. I andre kætterier slår I følge med andre gamle kættere og er derfor deres efterfølgere. Men i dette ene stykke lærdom overgår I dem alle. For siden kristendommen begyndte, er der aldrig nogen, der har nægtet, at messen er et offer, førend jeres bannerfører Morten Luther og hans tilhængere gjorde det, de fordømte kættere.	Prelaternis Genswar. Vti andre ketterij haffwe i delachtighet met andre gamblæ ketteræ, och ere forti, theris effterfylgeræ. Men i thettæ enæ stycke offwergaa i them alle. Forti, siden christendommen er begyndt, tha war aldrig messen negtet at ware eet offer, før end aff eder fennickedregeræ Morthen Lwther och hans tilhengeræ fordømde ketteræ met hanum.
⁵		Men eftersom dette lærestykke er et af de største, som I bedrager flest med, og vi i 'vor kristne trosbekendelse' har en særlig artikel om messen og messeofferet, da vil vi i denne artikels forklaring og bevisførelse vide at give jer et ordentligt og kristeligt svar, så snart pressen kan trykke det. For det ligger allerede klar, dog er jeres bevisførelse så svar imod den almindelige kristne kirkes tro og lære, at den fælder sig selv, selv om ingen gendrev den.	Men nar thette støcke lerdom er eet aff the største som i bedrage fleest met, oc wij haffue vdi wor christelige troes bekendilsæ een besynderlige artichell om messen oc messins offer, tha scwlle wij vdi same artichels wnderschede oc bewiissning, widæ eder eet børligt suar oc christeligt, thet snariste persen kan tryckæ. Forthi thet ligger alt reede, dog eder bewiissning er swo swag mod then meenige christen kirckis tro oc lerdom, at hwn felder sig sielff, hwar som end ingen swarede till henne.
⁶Unde profecto vos antichristi praecursores iuxta Danielis oraculum aperte declaratis, quippe qui vaticinatus sit, non cessaturum universaliter in tota Ecclesia catholica iuge novi testamenti sacrificium (quam Ecclesia Dei missam appellat), nisi ad tempus, posteaquam antichristus in mundum venerit, id quod vos iam in particularibus aliquot Ecclesiis cessare fecistis.	Derigennem erklærer I åbenlyst, at I er antikrists forløbere, ifølge Daniels profeti (8 og 12), han som jo har forudsagt, at det ny testamentes offer aldrig vil ophøre ud over hele den katolske kirke (hvilken kirke kalder dette offer messen), førend den tid, da antikrist er kommet ind i verden; men nu har I bevirket, at det ophører i nogle delkirker.
⁷Nec iniuria quidem istud non male habere pios omnes, tum quod auferens unicum legis nostrae sacrificium, religionem, denique ipsam legem universam, utpote nativa quadam necessitudine devincta, (205) quemadmodum sub articulo XIII meminimus, et sub articulo proxime sequenti repetemus, tum ob plurimos atque maximos sacrificii missae fructus a sacris doctoribus memoriae proditos et paucis sub articulo proximo a nobis attingendos, quibus ista haeresi vestra et triumphans et militans et purgans Ecclesia spoliatur, hoc est, qui sunt in caelo, in terra et sub terra.	Ejheller kan det være anderledes, end at enhver from må holde det for noget ondt, dels når I ophæver vores lovs eneste offer, fromhed, ja selve den universelle lov, som om den er overvundet gennem en indre nødvendighed, sådan som vi nævnte det under artikel 13, (celle 5) og gentog det i den næstfølgende artikel, (artikel 14, celle 5) og dels når den triumferende og den kæmpende og den rensende kirke ødelægges af jeres kætteri på trods af de mange og store frugter, den hellige messe har, som er erindret af de hellige lærde og nævnt af os i den foregående artikel, de frugter, der er i himlen, på jorden og under jorden. (??)
⁸Quis, oro, cui vel in toto corpore una charitatis vena caleat, tanta totius Ecclesiae iactura non vehementer indoleat, maxime quando tam frivolis plane cavillis et omnino responsione indignis simplicem Christi plebeculam in tam absurdum errorem hactenus inauditum pellexistis, veluti quando hoc loco missam colligitis non esse sacrificium, quod est monumentum quoddam sive memoria (ut Christus ait Luc. 22.) illius sacrificii longe pretiosissimi, quod ipse obtulit in cruce pro peccatis mundi.	Hvem, spørger jeg, som vel har bare én kærlig blodåre i kroppen, bedrøves ikke voldsomt ved en sådan bebrejdelse mod hele kirken, især når I med et så frækt og ironisk og i det hele taget uværdigt svar forfører Kristi enfoldige menighed ind i en absurd og hidtil uhørt vildfarelse, når I her konkluderer, at messen ikke er et offer, men er et slags minde eller ihukommelse (som Kristus siger Lukas 22), om hans eget langt dyrebarere offer, hvormed han frembar sig selv på korset for verdens synder.
⁹Nam si quid valeret ista ratio, nec in lege naturae, nec in lege scripta fuissent [176] ulla sacrificia. Sicut enim hodie legis gratiae sacrificium, quam vocitamus missam, est imago rememorativa, ita olim sacrificia superioris utriusque legis omnia fuerunt figurativae imagines unici illius sacrificii longe pretiosissimi, quod pro peccatis mundi Christus in cruce Deo patri obtulit.	For hvis dette argument har gyldighed, så har der hverken i den naturlige lov eller i den skrevne lov været noget offer. Ligesom nemlig idag nådens lovs offer, som vi kalder messen, er et billede, der minder om noget, sådan var dengang alle ofrene i den lov, der var over de to andre, figurative billeder på det ene offer, der var langt mere dyrebart, det nemlig, som Kristus frembar på korset for Gud fader for verdens synder.
¹⁰Unde in revelatione beati Ioannis agnis, nempe Iesus Christus, ab origine mundi occisus dicitur, nimirum in typo sive figura veterum sacrificiorum. At sicut nemo proinde dixerit, illa non fuisse sacrificia, sic quoque nemo eam ab causam recte dixerit missam non esse sacrificium. Quin potius diversum e diametro consequitur. Solent enim, inquit Augustinus, imagines earum rerum nominibus appellari, quarum imagines sunt.	Derfor siges der også i den salige Johannes' åbenbaring: 'lammet' det vil sige Jesus Kristus, 'der er slagtet fra verdens grundlæggelse' (Åb 13,8), nemlig som type eller billede på de gamle ofringer. Men ligesom ingen derfor kan sige, at dette ikke var et offer, således kan heller ingen af den grund sige med rette, at messen ikke er et offer. Nej, snarere følger det af det modsatte. De plejer nemlig, siger Augustin, at benævne deres billeder med de tings navn, hvis billeder det er.
¹¹Verumtamen immenso distat intervallo nostrum hoc unicum missae sacrificium ab illis veteribus. Illic enim imago sola fuit, hic vero praeter imaginem ipsa quoque rei veritas; illa duntaxat eminus ac obscure immolationem et hostiam crucis adumbrabant, hoc autem vere ac vivide repraesentat Deo patri crucis oblationem, exhibet atque offert, ita nimirum, ut eadem utrobique res oblata sit ob hostiae unitatem, at oblatio diversa sit ob disparem offerendi rationem ac modum, ideoque propter eandem hostiam veritas, at propter oblationem diversam imago sive memoria sit, et sacrificium quodammodo idem, quodammodo diversum, prout id nominis aut pro re aut pro oblatione ipsa (206) sumitur. -	Men der er jo et utrolig langt tidsrum fra disse gamle til vores enestående messeoffer. Dèr var det nemlig billedet alene, men her er det foruden billedet selve den virkelige sandhed; hin aftegnede kun i hovedtrækkene utydeligt og mørkt korsets ofring og offerdyr, men denne viser sandt og levende frembærelsen for Gud fader, afslører og fremlægger den, sådan nemlig, at den samme ting frembæres på to måder på grund af énheden i offerdyret, men at dog frembærelsen er delt på grund af den forskellige begrundelse og offermåde, derfor er det på grund af, at det er det samme offer, sandheden, men på grund af den forskellige frembærelse, et billede eller et minde, og offeret er i nogen grad det samme, i nogen grad forskelligt, afhængigt af om det, hvad navnet angår, henføres til sagen eller til frembærelsen selv.
¹²Quapropter ut ad vestram rationem istam aliquando revertar: "Missa est monumentum sive memoria sacrificii a Christo in cruce Deo patri oblati" - verum quidem esse fatemur, at, uti nunc auditum est, non est sola memoria, sive nuda commemoratio, qua sanctissimae passionis dominicae recordamur, id quod omnes Christiani iure perpetuo facere debent, et quomodo praesertim laici communicantes dominicae [177] passionis memoriam faciunt;	Derfor, for i nogen grad at vende tilbage til jeres mening: 'Messen er et minde eller en ihukommelse af det offer, som Kristus på korset frembar for Gud fader' - så er det sandt, det indrømmer vi, men som vi nu har hørt det, det er ikke bare et minde, eller en slet og ret ihukommelse, hvorved vi erindrer Herrens hellige lidelse, hvad alle kristne til stadighed bør gøre, og hvorved især lægfolk, der går til alters, ihukommer Herrens lidelse;
¹³verum etiam solemnis est repraesentatio seu imitatio eiusdem dominicae passionis per verba, gestus, vestes et ceremonias non quidem in se tantum spectatae ad compassionem duntaxat excitandam - , id quod quotannis citra missae sacrificium in die Parasceves fit in Ecclesia - , sed repraesentatio est, inquam, ac imitatio dominicae passionis consideratae, quatenus per eam virtus, gratia, meritum et omnis effectus Christi ad nos derivatur, promanat et influit, idque cum nova et oblatione veteris illius in cruce factae oblationis et eiusdem hostiae tum oblatae praesenti exhibitione, quod non fit neque fiere potest nisi a sacerdote Evangelico legitime ordinato, habente vim consecrandi verum corpus dominicum.	men det er også en højtidelig repræsentation eller efterligning af den selvsamme Herrens lidelse gennem ord, gestus, klæder og ceremonier, ikke dog som noget, der i sig selv er egnet til kun at opvække medynk, - hvilket hvert år udenfor messeofferet finder sted i kirken på skærtorsdag (?), - nej, den er en repræsentation, siger jeg, en efterlignelse af Herrens lidelsers betragtning, hvorved gennem den Kristi kraft, nåde, fortjeneste og al god virkning tildeles os, strømmer frem til os, flyder ind i os, og det sker med en ny frembærelse af hin gamle, der fandt sted på korset, og det med det samme offerlam, det nemlig, der nu frembæres i den nærværende opløftelse, hvilket ikke sker eller kan ske undtagen ved en evangelisk præst, som er rettelig ordineret, og har magt til at konsekrere Herrens sande legeme.
¹⁴Atque totum hoc iam dictum Christus ipse complexus est pauculis verbis illis hic per vos adductis quidem, at neutiquam, ut oportet, intellectis. Non enim solum ait: Hoc commemoramini sive recordamini, at dicit: Hoc facite in mei commemorationem Luc. 22. Quid autem Christus fecerit? Profecto, ut Evangelista verbis continenter antecedentibus commemorat, panem et vinum in carnem et sanguinem proprium consecraverat, Deo patri obtulerat et discipulis sumendum porrexerat.	Men efter at have sagt alt dette fuldender Kristus selv med få ord, de ord, som I føjer til, men ikke har forstået, som de bør forstås. Han siger nemlig ikke blot: 'Husk på dette' eller 'Genkald det i jeres minde', men: 'Gør dette til min ihukommelse' Luk 22,19. Men hvad er det, Kristus gør? Jo, som de evangeliets ord, der går lige forud, siger det, han konsekrerer brødet og vinen til sit eget kød og blod, frembærer det for Gud fader og rækker det frem til disciplene, at de skal spise det.
¹⁵Idcirco quod continuo subditur: Hoc facite in mei commemorationem, tantumdem valet, ac si dicatur: Consecrate, offerte et sumite. Est ergo missa, in qua tria haec fiunt, non memoria solum illius sacrificii crucis, sed potius quoddam memoriale factum, quod ipsum quoque sacrificium est, utpote repraesentatio atque oblatio nova antiquae oblationis in ara crucis factae, cum praesenti eiusdem hostiae exhibitione, idque ex institutione ac praecepto domini nostri Iesu Christi. (207)	Derfor, hvad der føjes til nedenfor: 'Gør dette til min ihukommelse' det gælder ligeså meget, som hvis der blev sagt:' konsekrér, offer og spis'. Derfor er messen, i hvilken der sker tre ting, ikke blot et minde om dette korsets offer, men snarere en slags mindesbegivenhed, som også selv er et offer, ligesom en repræsentation eller en ny frembærelse af det gamle offer, som blev frembåret på korsets træ, med en nutidig fremstillelse af det samme offerlam, og det efter vor Herres Jesu Kristi indstiftelse og anvisning.
¹⁶Ceterum [178] quod subiicitis, nostrum esse, ut exemplo Christi in cruce oblati, nos quoque mactemus in spirituale sacrificium desideria carnis et veteris hominis pravas concupiscentias, iuxta doctrinam Apostolicam in Rom. 12., nec ignoramus Dei beneficio nec inficiamur et, ut quae sequuntur, tanquam vera lubenter amplectimur.	Hvad I i øvrigt føjer til, er vi enige med jer i, at efter Kristi eksempel, da han ofrede sig på korset, skal også vi i et åndeligt offer ofre kødets begæringer og det gamle menneskes vrange lyster, ifølge den apostolske lærdom i Rom 12,1; og vi er hverken uvidende om eller fordærves ved Guds velsignelse, men åbner os med fornøjelse for den som for noget sandt, hvad der også fremgår af det følgende. (??)
¹⁷At istud est tantummodo sacrificium spirituale, internum, invisibile ac metaphorice dictum, praeter quod aliud esse oportet corporale, externum, visibile ac proprie dictum, cuiusmodi praeter missam aliud in novo testamento assignari nequit, quemadmodum sub articulo XIII de sacerdotio demonstravimus et mox sub articulo sequenti de sacrificio itidem ostendemus.	Men én ting er den slags åndelige, indre, usynlige ofre i overført betydning, ud over det bør der også være et legemligt, ydre, synligt offer i ligefrem betydning, sådan som der ud over messen ikke kan anvises noget andet i det ny testamente, sådan som vi har påvist det i artikel 13 og snart i den følgende artikel skal vise det igen om offeret.
¹⁸Nam sacerdotium atque sacrificium connexa sunt et mutuo sibi respondent, neque valet ad hoc quod asserimus labefactandum istud, quod in calce adiicitis: "Nimirum, etsi hoc spirituale sacrificium, quod in carnis mortificatione consistit, non est obvium oculis, quando offertur, fit tamen ubi iam oblatum sit; quo magis enim vetus homo emoritur in nobis, tanto magis cognoscitur in nobis vivere Christus". Non valet, inquam; etsi namque istud probat quidem huiusmodi sacrificium in effectu suo esse visibile, haud tamen in se ipso. Ceterum utut sit, illud constat, non esse sacrificium proprie dictum.	For præstedømmet og offeret er forbundet og svarer gensidig til hinanden, derfor gælder det, I siger til sidst, ikke til at bringe det, vi har forsikret, til at vakle, dèr, hvor I i slutningen siger: 'Skønt dette åndelige offer, som består i kødets dødelse, ikke er synligt for øjnene, når det ofres, sker dog, når det nu frembæres; jo mere nemlig det gamle menneske afdør i os, des mere kendes det, at Kristus lever i os'. Det gælder ikke, siger jeg, selv om dette dog beviser, at den slags offer i sin virkning er synligt, så er det det dog næppe i sig selv. Men hvordan det end har sig med det, det står fast, at det ikke er et offer i egentlig betydning.