Biskoppernes gensvar, artikel 18.
Tilbage til Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatios menu.
 
1Articulus decimus octavus Then attende Artichell.
2Igitur caelibatum sacerdotum esse inventum diaboli serviens Episcoporum commodis et avaritiae. Derfor er præsternes cølibat djævelens opfindelse og tjener til biskoppernes fordel og gerrighed. Og derfor er præsternes kyskhed djævelens påfund, til at tjene bispernes gerrighed og fordel. Oc forti er presternis kyschet dieffwils paafwndt, till at tyænæ Bispernis gerighedtt och fordeell.
3Responsio.

Hic adversarii nostri non habent simplicem oculum; non enim damnamus omnem caelibatum in sacerdotibus tanquam Satanae inventum; quibus enim a Deo datum est, ut extra coniugium caste vivant, illis caelibatum non invidemus, sed hortamur, ut obviis ulnis amplexentur et dono tam coelesti utantur cum gratiarum actione.

 Svar.

Her har vore modstandere et ondt øje; vi fordømmer nemlig ikke ethvert cølibat blandt præsterne som om det var Satans opfindelse; der er nemlig nogen, hvem det er givet af Gud, at de kan leve kysk udenfor ægteskabet, dem misunder vi ikke cølibatet, men vi opfordrer dem til, at de modtager det med åbne arme og bruger det som en gave fra himlen med taknemmelig handling.

 Prædikanternes svar.

De præster, som Gud har givet at kunne leve ret kyske i et enligt levned, deres gave er dem vel undt, og det er rådeligt for dem, at de bruger denne Guds gave med taknemmelighed.

 Predicanternis Swar.

Huilcke prester Gud giffuer haffuen att the kunne leffue ræt kyscke vdi eet enligt leffnet, theris gaffwe er them gerne vndt, oc thet er them raadeligt at the brugæ then Gudz gaffue met tachnemmelighett. 
4 Verum illa castitate nihil minus castum, ad quam sacerdotes humanis decretis adiguntur, non sine gravi conscientiae laqueo, et illam esse diaboli inventum non denegamus, ut clare testantur verba Pauli 1. ad Tim. 4., et quantum haec Episcoporum servit quaestui, nemo non novit. Men den kyskhed, der er alt andet end kysk, til hvilken præster føres frem af menneskelige dekreter, den er ikke uden alvorlig samvittigheds snare, og den nægter vi ikke er djævelens opfindelse, som Paulus' ord 1. Tim 4. klart tilkendegiver, og i hvor høj grad dette tjener bispernes pengepung, er der ingen, der er uvidende om. Men de præster, som lader deres samvittighed binde og forpligte til en tvungen og uvillet kyskhed af menneskenes lov og lærdom, deres kyskhed er en uduelig djævelsk kyskhed efter en sådan djævelsk lov og lære, som Paulus' ord klart udtaler 1. Tim 4,1-4. Og hvad fordel bisperne har af denne ukyske kyskhed er vitterligt nok. Men the prester som lade theris (261) samwittighet beknøtte oc beplichte, till nød oc vuillig kyschett, aff mennischins low oc lerdom, theris kyschedt er een wduelig dieffuels kyskhedt, effter sodan dieffuels low oc lerdom, som Sancte Pouels ordt lyde klarlige i. Timo iiij. Oc hwad then samme wkyske kyskhedt, er bisperne till fordeel thett er witerligt nock.
5 Confutatio.

Quin potius vos oculum nequam habentes, utpote nihil spectantes praeter carnis delicias, totum corpus tenebrosum habetis. Nos enim loquimur vulgari more (scientes iuxta subiectam materiam sermones esse accipiendos) de caelibatu sacerdotum per Ecclesiam instituto ac proinde obligante; 

 Gendrivelse.

Nej, det er snarere jer, der har et lastefuldt øje, eftersom I ikke ser hen til andet end kødets glæder, og holder hele kroppen for mørk. Vi taler nemlig ganske ligefremt om præsternes cølibat (idet vi véd, at ord skal forstås ud fra den omhandlede sag), det cølibat, der er indstiftet af kirken og sidenhen gjort obligatorisk;
6 vos autem cavillantes ac dolose agentes, ne omnem prorsus caelibatum in sacerdotibus tanquam nimis impudici damnare videamini, eum quidem encomio adiecto probatis veluti donum Dei, et obviis ulnis amplexandum hortamini, et tam coelesti munere cum gratiarum actione utendum monetis, quo libere utuntur ii, quibus a Deo datum est, ut extra coniugium caste vivant. Sed istius technae imposturam satis opinor sub articulo praecedenti deteximus. - men I handler drillende og svigefuldt; for ikke at komme til at se ud som nogen, der fordømmer ethvert cølibat blandt præster, hvilket ville være altfor frækt, så holder I den ved en sær mildhed for Guds gave, og opfordrer til, at den modtages med åbne arme, og formaner til, at den bruges som en himmelsk opgave med taknemmelige handlinger; herved kan den bruges frit af dem, for hvem det er givet af Gud, at de kan leve kysk udenfor ægteskab. Men jeg tror, at vi har afsløret den slags frække kneb tilstrækkeligt i den foregående artikel.
7 At e diverso illa castitate nihil (198) minus castis asseritis, et diaboli esse inventum non denegatis, ad quam sacerdotes humanis decretis [169] adiguntur, id est, Ecclesiastici moris caelibatum et obligatorium, et quidem, ut animadverto, duplici argumento: Primum hac ratione, quoniam Ecclesia huiusmodi decreto caelibatum, quem Deus liberum omnibus reliquit sacerdotibus, necessarium efficiens, gravem conscientiae laqueum eis iniicit contra doctrinam Apostolicam 1. Cor. 7. - Men det stik modsatte siger I lige efter, når I forsikrer, at dette cølibat er alt andet end kysk, og når I ikke nægter, at det er djævelens opfindelse, når præster føres frem mod menneskelige dekreter, det vil sige, mod det kirkelige obligatoriske cølibat, og det gør I, såvidt jeg kan se, med to argumenter: Først med den begrundelse, at når kirken med et sådant dekret om det cølibat, som Gud har ladet være en fri sag for præsterne, gør det tvunget, så pålægger den dem en alvorlig samvittighedens snare, imod den apostoliske lære 1 Kor 7. -
8 Hic respondemus, Ecclesiam nulli hac in re laqueum iniicere; non enim praecipit alicui vitam perpetuo caelibem, quemadmodum Apostolus quoque dicit se consulere tantum, non praecipere virginitatem, ne cui laqueum iniiciat.  Lad os hertil svare, at kirken på ingen måde i denne sag pålægger nogen nogen snare; den påbyder nemlig ikke nogen et liv i stadig cølibat, eftersom apostelen siger, at det kun er et råd, han giver, han påbyder ikke jomfruelighed, for ikke at føre nogen ind i nogen snare.
9 Verum ex magisterio spiritus sancti legem naturae, scriptam et gratiae secuta, hinc propter summam Evangelici sacerdotii dignitatem, inde propter profana et sordida status coniugalis onera constituit, ne cui sacris initiari liceat ordinibus, ni caelibem deinceps vitam perpetuo se victurum promittat ac voveat, idque constituit non pueris aut adolescentibus, sed adultis viris, qui iam sciant eligere bonum et reprobare malum. Men ved helligåndens ledelse er der her blevet fastsat den naturlige lov, nedskrevet og opfulgt af nåden, at på grund af det evangeliske præstedømmes høje værdighed, og på grund af den profane og smudsige status af den ægteskabelige byrde, den lov, at ingen kan indlades til den hellige ordination, hvis han ikke først lover og aflægger løfte om at sejre i et stadigt cølibatært liv, hvorved det også fastslås, at det ikke r for drenge eller unge mænd, men for voksne mænd, som véd at vælge det gode og fly det onde.
10 Unde caelibatus quidem semper manet liber, at voventi fit necessarius. At quis tandem est laqueus, si quis ad hoc obstringantur, quod ipse, dum sacerdotio fungi volebat, ultro ac sponte promisit? Vulgatissima quippe regula est: Volenti non fit iniuria. Quocirca si quis hac caelibatus lege astringi nolit, sacris quoque ordinibus abstineat. Nulli enim praecepit Ecclesia neque sacerdotium neque caelibatum. 

At hoc mandavit, ut si quis velit fieri sacerdos, is in posterum caelebs vivat.

 Derfor forbliver den cølibatære hele tiden fri, men han bliver tvunget til at aflægge løfte. Men hvad er det for en snare, hvormed nogen bindes hertil, når han selv, hvis man vil udføre præstetjeneste, uopfordret og frit aflægger løfte? Det er jo en højst almengyldig regel: Den, der selv vil, ham sker der ikke uret. Derfor, hvis nogen ikke vil gå ind under denne cølibatets lov, lad ham afholde sig fra den hellige ordination. Kirken foreskriver nemlig ikke noget, hverken præstetjeneste eller cølibat. Men det foreskriver den, at hvis nogen vil være præst, så skal han efterfølgende leve enligt.
11 Ideo se quisque probet, antequam sacros accedat ordines, ut postmodum adversus matrem Ecclesiam obmurmurare desinat. Proinde non lex caelibatus est damnanda, sed potius (mea quidem sententia) maiore aetatis, scientiae ac virtutis ratione habita, multitudo sacerdotum tam sensu quam aetate saepius adhuc puerorum coërcenda, quos maiore nostri Apostolico more presbyteros, id est, seniores, appellare maluerunt. - Derfor skal enhver prøve sig selv, førend han indgår i den hellige stand, og så bagefter lade være med at bebrejde sin moder kirken noget. Forøvrigt er det ikke loven om cølibat, der skal rettes bebrejdelser imod, man skal efter min mening snarere holde øje med alderen, uddannelsen og dyden, for en stor mængde præster bliver ofte tvunget ind i præstegerningen uden hensyn til, hvad de selv mener eller hvad alder de har, allerede som drenge, den præstegerning, som efter den apostoliske skik snarere skulle kaldes presbytere, det vil sige, ældste.
12 Deinde vero Pauli testimonium adiicitis 1. Tim. 4., quo loco in haec verba scribit: Spiritus certo loquitur, quod in posterioribus temporibus [170] desciscent quidam a fide attendentes spiritualibus impostoribus ac doctrinis daemoniorum, per simulationem falsiloquorum cauterio notatam habentium conscientiam, prohibentium contrahere matrimonium etc. Hic dicimus, Apostolum hoc loco de illis vaticinatum, qui postea exorti nuptias in totum prohiberent atque condemnarent, (199) pares eas stupro facientes docentesque, nullum omnino viri ac feminae concibitum esse honestum, quae, teste Beda, Tatiani ac Marcionis haeresis fuit. Men dernæst tilføjer I Paulus' vidnesbyrd fra 1 Tim. 4, hvor han skriver således: 'Ånden siger ganske sikkert, at i de sidste tider vil nogle falde fra troen, idet de holder sig til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk, der er brændemærkede i deres samvittighed, folk, som forbyder at indgå ægteskab' osv (1 Tim. 4,1-3). Her siger vi, at apostelen på dette sted kommer med en spådom om den, som fremstod bagefter og helt og holdent forbød og fordømte ægteskab, idet de gjorde det lig med hor, og lærte, at overhovedet intet samleje mellem mand og kvinde var ærværdigt; sådan var, ifølge Beda, Tatianernes og Marcionitternes kætteri. Da dette svar angår det nærmest foregående, skal det også få gensvar på dette sted som før er nævnt og godt nok med det. Det, som I indfører fra Paulus' brev, har I brugt forkert.  Forti at thette suar, er thett næsthæ forsckreffne anrørendis, tha scall thet oc suo haffue gensuar paa thet sted tilfornet sagt er oc børlig nog. Thet som i indføre aff sancti Pauli breff haffue i vrangelige bruget. 
13 Nam et Deus in Paradiso nuptias instituit, et Christus in Evangelio comprobavit et sua praesentia quoque cohonestavit. At Ecclesia hac caelibatus sacerdotum lege neque vetat neque comdemnat nuptias, quas etiam veluti castimoniae a sacerdotibus ultro factum violari prohibet, cum ante votum nuptiae illis etiam liberae fuissent. For Gud har indstiftet ægteskabet i paradis, og Kristus anbefaler det i evangeliet og ærer det ved sin nærværelse. Men kirken har aldrig med denne lov om præstecølibat forhindret eller fordømt ægteskaberne, som den endogså har forhindret i at brydes ved præsternes renhed (??), eftersom de før løftet også var frie overfor ægteskabet.
14 Sicut enim coniugatus uni prohibitus est cum altera contrahere, ita qui voto continentiae corpus suum Christo tradidit, alii corporis sui copiam facere non potest. Quanquam vero nuptiae quidem purae sint ac mundae, ad puritatem tamen Evangelico sacerdote dignam comparatae quodammodo impurae sunt ac sordidae, et quamquam honestae quidem sunt, honestior tamen castitas. Consilium autem est, minus aliquando bonum maioris gratia relinquere. Ligesom nemlig det er forbudt den gifte at knytte sig til en anden, således har den, der har overgivet sin krop til Kristus ved et løfte om afholdenhed, ikke som krop i sin magt, så han kan blive en andens. Skønt nemlig ægtefolkene vel er rene og fine, så er de dog sammenlignet med den renhed, der værdiges den evangeliske præst på en måde urene og smudsige, og hvor ærefulde de end er, så er dog kyskheden mere ærefuld. Men det er tilrådeligt at overlade mindre til et eller andet gode og det større til nåden. (??)
15  Ceterum quod in calce annectitis, Ecclesiasticam hanc legem de caelibatu sacerdotum, Episcoporum servire quaestui; profecto ut quod res est fatear, in quibusdam Germaniae partibus (quid enim in regno Daniae agitur, me clam est) non modicum hic abusum esse scio eorum, quos fiscale Episcoporum appellitant, qui ex hac laudabili constitutione quasi vindemiam quandam sibi turpissime faciunt.  Men angående hvad I tilføjer til sidst, at denne kirkelige lov om præstecølibat tjener biskopperne til indtægt, så må jeg tilstå, at hvad denne sag angår, så véd jeg, at der i visse dele af Tyskland (hvordan det er i Danmark, er mig ubekendt) forekommer misbrug hos dem, som tænker på biskoppernes pengekasse, hvor de har gjort en indtægt ud af denne rosværdige ordning på en for dem selv tåbelig måde.
16 Quem (ut ab initio protestabamur) excusare (200) nec volumus nec possumus. At in quo hic abusus iustissimae constitutioni derogat? Num quae lex tam aequa, quae iniqui vel indicis vel interpretis abusu verti non possit in arma iniquitatis? Hvilket (for at protestere fra begyndelsen) vi hverken vil eller kan undskylde. Men skal derfor denne misbrug ødelægge en retfærdig ordning? Mon vel en lov, der er rimelig, kan vendes til våben for uretfærdigheden ved en uretfærdighed enten i udførelsen eller i fortolkningen? 
17 Verum calumniosa haec, dolosa et [171] maligna, sed etiam vetus, ut ait Hieronymus, haereticorum defensio est et destitutorum omni veritate, sub praetextu malorum morum, quos falsa iustitia persequuntur, pessimam ac pestiferam abscondere doctrinam. Men denne falske anklage er bedragerisk og ind, men den er også gammel, som Hieronymus siger, 'forsvar for kætterierne er også et forsvar for at svigte al sandhed', under dække af onde skikke, som de forfølger med den falske retfærdighed, at den dækker en værre og forpestende lære.
18 At non est vestrum (quemadmodum aliquoties iam diximus) Ecclesiarum pastores iudicare, quorum iudicium ipse pastorum pastor sibi reservavit dicens: Ecce ego ipse super pastores. Veniet, veniet profecto ille dies, nec longe est (ut beatus inquit Gregorius), in quo pastorum pastor appareat, et qui modo subditorum culpas per praepositos ulciscitur, tunc praepositorum mala per semetipsum puniens damnet. Men det er ikke jeres kirkes opgave (kirke? ja, det har vi jo allerede kaldt jer nogle gange) at dømme hyrderne; den dom har hyrdernes hyrde forbeholdt sig selv, når han siger: 'Se, jeg står selv over hyrderne' (Ez 34,10). Den vil komme, den vil sandelig komme, den dag, den er ikke langt borte (som den salige Gregor siger), på hvilken hyrdernes hyrde viser sig, og ligesom han vil hævne undersåtternes brøde på lederne, sådan vil han straffe og fordømme ledernes onde gerninger ved sig selv.
19 Nunc, quod hanc Ecclesiae constitutionem de sacerdotali caelibatu, obiectionem vestrarum tela confringentes, neutiquam a verbo Dei dissentaneam sat ostendimus, reliquum est, ut nostra utcunque confirmantes eidem vel maxime consentaneam quam brevissime simul ac clarissime doceamus. Nu, hvad angår denne ordning i kirken med præsternes cølibat, da vi har ødelagt jeres indvendingers spindelvæv, og tilstrækkeligt påvist, at det på ingen måde strider imod Guds ord, nu står så det tilbage, både at vi fremfører vores lære så kort og klart som muligt, og at vi bekræfter, at den er i højeste overensstemmelse med skriften.
20 Principio (ne multis agam de lege naturae, iuxta quam gentes vixerunt), quot passim lectitanti veterum historias occurrunt exempla summae castitatis gentilium sacerdotum? Nam ut de plurimis duo utriusque sexus exempla referam, nonne Galli magnae matris deum Cybeles sacrifici castrabant seipsos, quo vel idolo mundius immolarent? nonne virgines vestales perpetuae virginitatis voto erant obstrictae in tantum, ut si qua in voti transgressione deprehensa fuisset, viva in terram defoderetur? Nam et a Tibullo praeclare dictum est: Casta placent Superis. For det første (at vi ikke skal tale særlig meget om den naturlige lov, som hedningerne lever efter), hvormange gange optræder der ikke for den, der læser de gamle historier, eksempler på den største kyskhed blandt de hedenske præster? For blot at referere to eksempler ud af mange om begge køn, mon ikke gallernes store moder, Cybeles, præster kastrerede sig selv, for at kunne ofre des renere til offerbilledet? Mon ikke de vestalske jomfruer ved et evigt løfte om kyskhed var forpligtet så meget, at hvis de blev grebet i en overtrædelse af løftet, blev de levende begravet? For det siges soleklart af Tibullus: Kyskhed behaver de høje.
21  Quid, quod Ethnici sacerdotes ea nocte re venerea cogebantur abstinere, quando die postero mane deorum orgiis ministraturi essent? dicente quodam poëta: Procul hic sit ab aris, Cui (201) tulit hesterna gaudia nocte Venus. Quanto magis ergo Christianos addecet sacerdotes non idolo vano, at vero Deo sacrificantes, iuxta consilium proprium legislatoris Iesu Christi, castrare seipsos propter regnum coelorum, quo purius ineffabilia sacra contractent. Hvad, når de hedenske præster tvinges til at afholde sig fra de kønslige ting natten før, når de dagen efter om morgenen skal administrere gudernes fester? Herom siger en digter: Han være langt fra dem, der dyrker jorden (?), han, som dagen før om natten nød Venus' glæder. Hvor meget mere sømmer det sig så ikke for kristne præster, som ikke ofrer til en tom afgud, men til den sande Gud, at de følger deres lovgivers, Jesu Kristi, råd, at kastrere sig selv for himmerigets skyld (Matt 19,12), for så meget renere at kunne omgås det hellige.
22  Profecto non potest non et pudore et dolore affici pius homo, cui sit vel gutta Christiani sanguinis, quoties audit hac tempestate nostra, non praestare monachos et moniales, quos ceu totius nostrae religionis florem esse oportebat, quod olim gentium sacerdotes atque vestales praestiterunt. Det er sandelig ikke muligt, at det fromme menneske, om han da her en dråbe kristenblod i sig, ikke anfægtes af blufærdighed og smerte, når han hører om denne vor ulykke, at munken og den enlige, som burde være blomsten af hele vores fromhed, ikke kan udføre det, som dengang hedningepræsterne og vestalinderne udførte. [172]
23  Deinde in lege scripta Deus non solum vetuerat, ne sacerdotes (quibus ob levitici seminis propagationem permissum erat coniugium) scorta ducerent uxores (id quod hodie passim fit, pro dolor et pudor! a nostris sacerdotibus, imo et monachis), de sacerdote quidem magno ita per Mosen dicens: Scortum et vile prostibulum non ducet uxorem, nec eam, quae repudiata est a marito, quod consecratus est Deo suo et panes propositiones offert. Sit ergo sanctus, quod ego sanctus sum dominus, qui sanctifico vos. Dernæst forbyder Gud i den skrevne lov ikke alene, at præsterne (hvem det var tilladt at gifte sig på grund af den levitiske sæd) fører en skøge som hustru (hvilket i vore dage sker vidt og bredt, desværre, ved vore præster, ja også ved vore munke), også om ypperstepræsten siger Moses således: 'En skøge eller én, der ikke er jomfru, må de ikke gifte sig med, ejheller med én, der er skilt fra sin mand, for han er indviet til Gud og frembærer skuebrødene. Lad ham være hellig, for jeg er hellig, jeg, der helliggør jer. (3 Mos 21,7f).
24 Et paulo post inibi: Virginem ducet uxorem, viduam autem repudiatam et sorditam atque meretricem non accipiet. De minoribus autem sacerdotibus per Ezechielem sic loquens: Viduam et reputiatam non accipient uxores, sed virgines de semine domus Israel; sed et viduam, quae fuerit vidua a sacerdote, accipient. Og lidt efter det samme sted: 'Han må tage en jomfru til hustru, men en enke, en afvist og en uren, og en skøge må han ikke gifte sig med' (3 Mos 21,13f). Men om de almindelige præster taler han sådan hos Ezekiel: 'En enke og en fraskilt må de ikke modtage som hustru, men det skal være en jomfru af Israels hus' sæd; men også en enke efter en præst må de gifte sig med' (Ez 44,22).
Non solum hoc, inquam, vetuerat dominus, verum etiam oportebat eosdem sacerdotes idoneas ex legis praescripto uxores habentes tempore suo, quo per vices ministrabant, uxoribus domi relictis, in templo totam hebdomadam permanere.  Ikke det alene, siger jeg, forbyder Herren, men også bør disse præster have deres hustruer på passende måde efter lovens forskrifter ved den tid, hvor de frembærer ofre for overtrædelser, idet de skal forlade deres hustruer og forblive i templet i en hel uge igennem.
Quin Abimelech (ut Regum testatur historia) noluit ante David eiusque pueris quicquam impartiri de panibus propositionis, quam intellixisset eos ad triduum a mulieribus, hoc est, ut Hieronymus interpretatur, ab uxoribus, mundos fuisse. Derfor ville Abimelek ikke, som det bevidnes i kongebøgerne (1 Sam 21,4ff), dele skuebrødene ud til David og hans ledsagere, førend han havde forstået, at de igennem tre døgn havde afholdt sig fra kvinder, det vil, som Hieronymus siger, afholdt sig fra deres hustruer.
Quid si haec in umbra, in veritate quid fieri oportet? Si tanta decuit castimonia legales typicosque Mosi sacerdotes; qui offerre debent panes non propositionis, at panem (202) vivum, qui de coelo descendit, non carnes agnorum, boum, hircorum aliorumque immundorum animalium, at carnem et sanguinem immaculati agni Iesu Christi, idque non per certas temporum vices, at id quotidie possunt aut etiam facere debent: profecto si temporaria castitas decuit illos, nonne hos perpetua iure decebit? Men hvis dette bør sket 'i skyggen', hvad bør så ikke ske 'i virkeligheden'? Hvis der bør være en sådan renhed hos Moselovens præster, der dog kun var et billede, hvor meget mere bør så ikke de, der frembærer det brød, der ikke er skuebrød, men det levendebrød, der kommer ned fra himlen, de, der frembærer ikke kød af lam, okser, bukke og andre smudsige dyr, men kødet og blodet af det lydefri lam Jesus Kristus, det, som ikke sker til bestemte tider, men kan ske, ja bør ske hver dag: jeg mener, hvis de præster, der frembærer timelige ofre, skal være kyske, mon så ikke de, der frembærer efter den evige lov?
Ad extremum, quo ad legem gratiae veniam, nonne Christus novae legis Evangelicae conditor, ipse virgo de virgine natus et in morte virginem matrem discipulo virgini commendans, ipse consuluit aliquando sub eunochorum [173] parabola continentiam et caelibatum?  Til sidst, for at jeg kan komme til nådens lov, mon ikke Kristus, der selv var den nye evangeliske lovs grundlægger, som selv var jomfru og født af en jomfru og i døden betroede sin jomfruelige moder til sin jomfruelige discipel, mon ikke han selv i nogen måde, i lignelsen om eunukkerne, anbefaler afholdenhed og cølibat?
At quos e tota multitudine Christiana magis par est hoc sequi consilium, quam sacerdotes, utpote lucem mundi, salem terrae et totius dominici gregis pastores atque duces, ad quorum exemplum populus se componere debeat. Men for hvem af hele den kristne mængde er det mere passende at følge dette råd end for præsterne, de, som er verdens lys, jordens salt og hyrder og ledere for hele Herrens hjord, hvis eksempel folket bør rette sig efter.
Iam vero expendat mihi diligens lector, quibusnam rationibus priore ad Corinthios epistola Paulus, Evangelii tuba, a matrimonio dissuadeat et ad caelibatum exhortetur: Velim, inquit, vos absque sollicitudine esse. Qui caelebs est, curat ea quae sunt domini, quo placiturus sit domino. At qui duxit uxorem, solicitus est de his quae sunt mundi, quo placiturus sit uxori. Divisa sunt haec duo, mulier et virgo. Innupta curat ea quae sunt domini, ut sit sancta cum corpore tum spiritu. Contra quae nupta est, curat ea quae 

sunt mundi, quomodo placitura sit viro.

 Men mon ikke den velvillige læser vil tillade mig at fremføre nogle grunde, hvormed Paulus, evangeliets trompet, i 1. korinthierbrev fraråder ægteskab og tilråder cølibat. 'Jeg vil, at I skal være uden bekymring. Den ugifte bekymrer sig om det, der hører Herren til, hvordan han kan være Herren til behag. Men den gifte bekymrer sig om det, der hører denne verden til, hvordan kan han være sin hustru til behag. Der er forskel på de to, den gifte kvinde og jomfruen. Den ugifte bekymrer sig om det, der hører Herren til, at hun kan være hellig på legeme og ånd. Hvorimod den gifte bekymrer sig om det, der hører verden til, hvordan hun kan behage sin mand' (1 Kor 7,32-34).
At quem magis convenit curare, quae domini sunt, et corpore et spiritu esse sanctum, quam sacerdotem Evangelicum, utpote Christi vicarium in terris, inter Deum et hominem mediatoren et quasi terrestrem quendam deum. Men for hvem sømmer det sig mere at bekymre sig om det, der hører Herren til, og om at være hellig på legeme og ånd, end den evangeliske præst, han, som er Kristi stedfortræder på jorden, midler mellem Gud og menneske og på en måde som en slags gud på jorden.
Quid, quod Apostolus eodem in loco docet coniuges, ut ex consensu mutuo aliquando se contineant, quo orationi vacent? An non ergo aequum fuerit, uti sacerdotes Evangelici perpetuo sese contineant, quorum interest iugiter vel orare vel sacrificare vel alio quovis modo in Ecclesia ministrare?  Hvad med det, som apostelen sammesteds lærer ægtefællerne, at de efter gensidig aftale skal være noget afholdende, hvorved de får tid til at bede? Mon det så ikke ville være rimeligt, at de evangeliske præster til stadighed levede afholdende, så de til stadighed fik tid til at bede eller ofre eller på anden måde gøre en gerning i kirken?
Nemo igitur hanc Ecclesiae constitutionem de (203) caelibatu eorum, qui in sacris ordinibus positi sunt, quodque illis uxores ducere haud liceat, non solum a summis Pontificibus Siricio et beato Calixto martyre ante annos mille trecentos factam, sed etiam a compluribus diversiisque consiliis, imo ex canonobus Apostolorum profectam contemnat, veluti prorsus humanam; Der er derfor ingen, der kan fordømme denne kirkens ordning med cølibat for dem, som kommer til den hellige ordination, at de ikke har lov til at tage sig hustruer, en ordning, som ikke blot pave Siricius og den salige Calixt for tretten hundrede år siden godkendte, men også adskillige forskellige konsilier, ja selve apostlenes dekreter har godkendt, en sådan ordning kan man ikke fordømme som blot menneskelig;
verum potius ceu quadamtenus divinam amplexetur, colat et observet, utpote in omni lege, naturae, scripta, gratiae fundatissimam. Proinde quoniam sub articulo secundo procerum Ecclesiasticorum constitutiones cum verbo Dei non pugnantes maxima cum laude recipiebatis, [174] atque hoc loco totius Ecclesiae de sacerdotali caelibatu constitutionem verbo Dei maxime consentaneam summo cum opprobrio reiicitis, nonne iterum nobis in vos occinere licet illud Horatianum: Quo teneam nodo mutantem Protea vultum? snarere skal denne ordning modtages, dyrkes og overholdes, som noget indtil et vist punkt guddommeligt, eftersom det er grundlagt i enhver lov, den naturlige, den skrevne og nådens lov. Og videre, når I i artikel to hjertens gerne holder fast ved de kirkelige forgængeres ordninger, når blot de ikke er i modstrid med Guds ord, og når I på dette sted med den største forhånelse forkaster denne hele kirkens ordning med præstecølibat, skønt den er i den største overensstemmelse med Guds ord, mon så ikke I igen må tillade os at indvende imod jer Horats' ord: Med hvilken knude kan jeg binde disse Proteuser, der stadig skifter ansigt?
Ceterum neque hic est vobis, quo iure in malitia vestra gloriari possitis, tanquam novo dogmate quopiam excogitato. Nam vetus est ista haeresis Ioviani ac Vigilantii, coniugium et caelibatum aequalis meriti asserentium, iam olim a Hieronymo confutata; deinde multi post seculis a Ioanne Viclevo in lucem revocata.  Forøvrigt kan I heller ikke her med nogen ret i jeres ondskab prale af, at I har opdaget et nyt dogme. For det er et gammelt kætteri fra Jovianus og Vigilantius, at man tildeler ægteskabet og cølibatet lige stor værdi, og det er allerede for lang tid siden gendrevet af Hieronymus; senere efter mange århundreder blev det draget frem i lyset igen af Johannes Viclef. Det er også en gammel vildfarelse, Jovianernes og Vigilanternes vildfarelse, de, som var kyskheds og renheds åbenlyse fjender, som giver ægteskabet så megen ære, at kyskhed helt forglemmes. Den vildfarelse har sankt Hieronymus dog gendrevet for 11. hundrede år siden, indtil den siden er blevet genoptaget af Johannes Viclef.  Forthi thett er een gammell wildfarilsæ Jouiani oc sameledis Uigilantij kyschetz oc reenhetz obenbare fiender, ther swo møgen eræ giffwe echtesckaff, at kyschet plat forglømis. Ther sanctus Hieronimus haffwer dog tilbage dreffwet for xi. hwndrede aar, swo lenge hwn er siden opwecht aff Joanne Uichleff. 
Sed hoc discipuli erroris vestri magistros vincitis, quod Iovianus (teste Augustino) tantum virgines sacras, quae facile omni doctrinae vento circumferuntur, ad nuptias pellexit, ad sacerdotum vero deceptionem pervenire non potuit, et ipse coniugii praedicator, tamen ad evitanda coniugii onera coniugio abstinuit.  Men heri overgår I disciple jeres mestres fejl, at Jovianus, ifølge Augustin, kun ville forlokke de hellige jomfruer til ægteskab, blandt hvem enhver vind let kunne udbredes, men ikke kunne komme igennem med sit bedrag overfor præsterne, og skønt han selv prædikede ægteskab, afholdt han sig dog fra ægteskabets byrde ved at undgå ægteskab.  Men I overgår dog jeres mestre deri, at, som Augustin siger, Jovinianus alene bedrog klosterjomfruer til at gifte sig, de kan jo hurtigt vendes og bevæges af enhver lærdoms vind. At bedrage præster kunne kan ikke komme igennem med. Og skønt han rådede alle til ægteskab og foragtede kyskhed, ville han dog ikke selv gifte sig, for at han ikke skulle besværes med ægteskabets kummer, travlhed, møje og umage. Men i dog offwergaa edre mesteræ ther wdi at (som Augustinus siger) Jouinianus alsomeniste bedrog kloster jomffrwer till at giffthæ sig, som snarlige wendis oc røris for allehaande lerdoms wæder. At bedrage prester, kunne han icke bekomme. Oc dog at han raadde allæ till echteschaff oc forachtede kyschet, han vilde tha icke sielff gifftæ sig, paa thet han scwlde icke beswaris met echteschaffs kwmmer, wledighet, mødhæ och wmaghæ. 
At signifer iste vester cum cohorte Iovinianum utroque superavit. Quapropter et hi duo articuli vobis aequissime obiecti sunt. Men i begge disse henseender overgår jeres bannerfører Jovianerne. Derfor er det også med rette, at I anklages for disse to artikler. Men jeres bannerfører, Morten Luther, med sin sværmer hob, han har overtrumfet Jovinianus på de to områder, fordi han ikke alene har tilskyndet andre til at gifte sig imod kristendommens gamle skik, men også imod deres eget løfte og forpligtelse. Og dertilmed har han selv giftet sig med en nonne, kristendommen til hovmod og trods, at han skulle huskes, når Jovinianus var glemt. Men eder fennichedrægeræ Morthen Lwtther met syn swermeræ hob, haffwer offuerwundet Jouinianum i baade the støcker, forthi, han haffwer icke (262) alsomeniste tilschyndett andræ at giffte sig mod christendoms gamblæ sedwanæ, men oc swo mod theris eghet løffthæ oc forplichtilsæ. Oc ther till met haffwer han sielff gifft sig met een nwnne, christendommen till hoffmod oc tratz, at han schwlde waræ i amyndelsæ nar Jouinianus vare forgætt.
Derfor giftermål kunne forhindre al urenhed og legemlig ukyskhed, da var det godt, om vi alle var gifte. Men nu må man frygte, at nogle folks ægteskab ikke er meget renere end mange folks boleri. Og brøden ved det findes da hverken i ægteskabet eller i kyskhedsløftet, men i dem, som ikke bruger nogen af de to ting ret. Men som sagt, på et andet sted skal det forklares både for jer som et tilbørligt gensvar og for andre retsindige folk som en kristelig undervisning. Ther som gifftermaal kwnne forhindre all wrenighet oc legoms wkyschet, tha vare thet got at wij ware alle giffthæ. Men nw er thet befrøchtendis at somme folckis eechtheschaff ere icke møget reeneræ end mange folkis bolerij. Oc then brøde findis tha hwercken vti echtesckaff, eller kyschetz løffthæ, men hoess them som hwerckedt aff the twenne ting christelighe oc retteliige brwge. Men som sagt er, thett scall paa een anden stæd beschedis baade eder for eet børligt geensuar, oc andre retsindige folck for en christelig vnderwiisning.