| Articulus decimus septimus | Artikel 17. | Then syttende Artichell. | |
| Sacerdotes omnes oportere coniugatos esse, et uxoribus defunctis licere eis accipere alias, si voluerint. | Alle præster bør være gifte, og hvis deres hustru dør, er det tilladt dem at tage en anden, hvis de vil. | Alle præster bør være gifte, og når deres hustru dør, da må de gifte sig igen, hvis de vil. | Alle prester bør att ware gifftæ, oc nar theris hwstrw affganger, tha mwæ the giffte siig igen om them løsther. |
| Responsio.
Primam huius articuli partem nunquam docuimus; idcirco nostram esse penitus negamus; scimus enim Dei beneficio coniugium quibusque esse liberum in novo testamento, nec quemquam ad id cogi debere, nisi qui donum continentiae non habet. |
Svar:
Den første del af denne artikel har vi aldrig lært, derfor nægter vi helt og holdent, at det er vor lære; vi ved nemlig ved Guds velsignelse, at ægteskabet i det ny testamente er frit for enhver, og at ingen bør tvinges ind i det, undtagen den, der ikke har afholdenhedens gave. |
Prædikanternes svar:
Den første del af denne artikel anerkender vi slet ikke som vores lære, for vi véd jo godt af Guds nåde, at ægteskab er frit i det ny testamente for enhver at gifte sig eller leve enlig, |
Predicanternis Swar.
Then første part aff thenne artichell, kende wij plat icke for vor lerdom, thi wij widæ iw well aff Gudz naade at ecktesckaff er friit i thet ny testament for huer mand at gifftæ sig, eller at leffwe eenlig, |
| Utatur ergo unusquisque dono sibe a Deo dato iuxta Pauli doctrinam 1. ad Cor. 7. et Christi Matth. 19. Porro alteram partem veram asserimus et a nostra doctrina profectam, maxime cum non pugnat cum sacris literis, nec scriptura discrimen facit (quantum ad hanc rem attinet) inter vulgus et Ecclesiae ministros. | Enhver bør bruge den gave, Gud har givet ham, ifølge Paulus' lære, 1 Kor 7, og Kristi lære Matt 19. Men den anden del bekræfter vi er sand, det er i sandhed en del af vores lære, især fordi den ikke strider mod skriften, ligesom skriften ikke gør skel i den henseende mellem læge og præster. | efter som Gud har begavet hver enkelt, som Paulus siger 1 Kor. 7. Og Kristus Matt 19. Men den anden del anser vi for sand, eftersom den ikke er imod skriften. Og skriften gør ikke skel mellem præster og andre mænd i den henseende. | effther som Gwd begaffwer hwer, som sancthæ Powell siger i. Corin vij. Oc Christus Matth xix. Men then anden part holde wij at ware [sand] effther thi, then er icke sckrifften emod. Och sckrifften ey gør sckilsmøsse mellom prester och andre mend i then maade. |
| Confutatio.
Unde commodius hic ordiar, immundissimi sues, quam inde quod ad Galatas suos ait Paulus: Adeo stulti estis, cum spiritu coeperitis, nunc carne consummamini. Haeccine illa spiritualis Ecclesia est, quam sub primo articulo iactabatis? Haeccine illa libertas est spiritus, quam sub articulo secundo praedicabatis? Hiccine spiritus ille est, quem plenis (ut aiunt) buccis apud omnes interdiu ac publice crepatis, ut privatim ac nocte carne fruamini. At scriptum est: Si secundum carnem vixeritis, moriemini. |
Gensvar:
Hvordan skal jeg få begyndt bedre på dette her, I urenlige svin, end ud fra hvad Paulus skriver til sine Galatere: Hvor er I dog uforstandige? I begyndte i ånden, vil I nu fuldføre i kødet? Er dette mon den åndelige kirke, som I har talt om i artikel 1? Er det mon den åndens frihed, som I taler om i artikel 2? Er det den ånd, som I med stortalende ord, som man siger, fører i munden om dagen overfor alle, mens I om natten og for jer selv nyder kødets gerninger? Men der står skrevet: Hvis I lever efter kødet, skal I dø. |
Prælaterne gensvar:
Fordi dette stykke lærdom om præsteægteskab skal gennemgås i udvidet form i den undervisning, som skal forklare og bevise vor kristne trosbekendelse, så skal I der regne med et tilbørligt svar med de vilkår, som dertil hører. Ikke holder vi jer heller alle for så dumme, at I har regnet den første del af denne artikel for sand, men det bliver ofte sådan forstået af den menige mand, som ofte hører meget andet, end hvad der siges. |
Prelaternes Geenswar.
Forthi at thette støcke lerdom om preste gifftæ schall wiidelige nog beschedis, i then wnderschede som schall forklaræ oc bewiisæ wor christen troes bekendilsæ, tha schwlle i eder ther formode eet børligtt swar, mett the wilkaar som ther tilhøre. Icke holder wij eder heller alle swo daarlige, at i haffwe lerdt then førstæ partt aff forsckreffne artichell, dog att thet er swo forstandet aff mange blandt then meenige mand, som offte møget andet hører end ther nogen tiid sigis. |
| Porro quanquam ad priorem huius articulo partem respondentes pro consuetudine vestra (quam secus apud ceteros atque inter vestros dicitis) aliquanto moderatius loquimini, quam et vos praedicasse a fide dignis accepimus, et aliquot factionis vestrae complices alibi docuisse certo scimus, qui nescio quarum interminatione poenarum omnibus presbyteris e suggesto publice coniugium imperabant: quando scilicet negatis vos docuisse unquam, oportere coniugatos esse sacerdotes omnes, tum vel sic in isto moderamini vestro duos (193) hic errores ipsi agnoscitis atque profitemini. | Videre: Når I på denne artikels første del svarer i stedet for det, I plejer (hvor anderledes taler I ikke blandt andre og blandt jer selv) og taler både lidt mere moderat, end vi har hørt jer prædike af troværdige vidner, og mere moderat, end vi sikkert véd, at nogle af jeres fraktioner andetsteds har prædiket, så véd jeg ikke med trussel om hvilken straf de i deres offentlige taler har påbudt alle deres præster at indgå ægteskab: for så vidt nemlig som I nægter at I nogensinde har lært, at alle præster bør indgå ægteskab, da har I selv modereret og indrømmet jeres udvidenheds fejl på dette punkt. | Og det sker, fordi uforstandige prædikanter ikke underviser med forklaring det stykke lærdom som har to forskellige betydninger, noget, som nogen ikke gør af grovhed, og andre ikke vil af hovmod eller dovenskab. | Oc thet sckeer forthi, at wforstandige predicanter, icke met forklaring beschede the støcke lerdom som haffue twenne meeninger, thet ther somme kwnne icke gøre aff groffhedt, oc somme wele icke aff homod oc dwlhet. |
| Primo quidem quoniam vos scire iactatis, coniugium quibusque esse liberum in novo testamentum, idque iuxta Pauli doctrinam 1. Cor. 7. quo loco ait: Dico inconiugatis et viduis: bonum eis est, si manserint ut et ego; quod si non contineant, contrahant matrimonium. Nam satius est matrimonium contrahere, quam uri. | Lad os først tage det frem da, hvor I praler med at vide, at ægteskabet er frit for enhver i det nye testamente, efter Paulus' lære, der hvor han siger: Jeg taler til de ugifte og enkerne: det er godt, om de kan forblive som også jeg er; men hvis de ikke kan leve afholdende, så lad dem indgå ægteskab. For det er bedre at gifte sig end at brænde. | Der er også mange, som af lutter vrede ikke tænker det nok igennem. Det skal bevises i vor kristelige trosbekendelse, at kydkheds løfter er gjorte i (260) den hellige kirke fra begyndelsen, og aldrig må brydes af nogen kvinde eller mand uden hovedlast og mén. | Mange findis oc swo som aff forbiistring thet icke besinde. Thet scal bewisis vdi wor christelige troes bekendilsæ, att kyskhetz løffthe ere giorde i then hellige kirckæ fra begyndilsen, oc motte aldrig brydis aff noger qwinde eller mand, vden hoffwet last oc meen. |
| Nam etsi liberis quidem et castitatis voto non obnoxiis integrum est coniugium, et melius matrimonium contrahere quam uri, de quibus in praesentia loquitur Apostolus; tamen eos, qui propter Deum sese voto continentiae hac libertate privaverunt, citra damnationem non posse matrimonium contrahere, alibi hic idem Apostolus docet, ubi de iunioribus viduis verba faciens: Ioniores, inquit, viduas devita; cum enim lascivire coeperint adversus Christum, nubere volunt habentes condemnationem, quod primam fidem irritam fecerunt. | For skønt det for de frie og for dem, der ikke har forpligtet sig med et løfte om kyskhed, er sådan, at ægteskabet er ukrænket, og det er bedre at gifte sig end at brændes, så taler apostelen om disse i nutid; men at de, som for Guds skyld med et løfte om afholdenhed har berøvet sig denne frihed, ikke uden fordømmelse kan indgå ægteskab, det lærer apostelen et andet sted, nemlig dèr, hvor han udtaler sig om de unge enker: De unge enker, siger han, skal du afvise, for når de begynder at blive kåde imod Kritus, vil de giftes, og får fordømmelse, fordi de har gjort deres første tro ugyldig. | ||
| Quapropter istiusmodi hominibus nec contrahere matrimonium nec uri bonum est, sed utrumque malum. Neque enim ad mentem Apostolicam is dicitur uri, qui carnis libidine tentatur, id quod etiam ad coelestis coronae cumulum facit, modo non consentiat; at qui concupiscentiae flamma superatur. | Derfor, for mennesker af den slags er hverken det at gifte sig eller det at brænde noget godt, men begge dele er noget ondt. Efter apostelens mening kan heller ikke den siges at brænde, som fristes af kødets lyst, det, som også samler sammen til den himmelske krone, når man blot ikke giver sin tilslutning, men kun (kan siges at brænde), som overvindes af begærets ild. | ||
| Alioque Paulus contra suum ipsius consilium agendo peccasset, qui stimulum carnis quidem se pati conquestus est, at nunquam tamen contraxit. Iam Evangelici sacerdotes nostri, cum sacris primum initiarentur ordinibus, ex Ecclesiastica constitutione ac consuetudine solemniter perpetuam voventes continentiam, hac se carnis libertate ultra ipsi privarunt, quo maiori spiritus libertate in Christo frui possent. Quoniam ergo falsum esse docuimus, coniugium quibusque esse liberum in novo testamento, non id scitis Dei beneficio, uti mendaciter gloriamini, at potius diaboli maleficio illusi hoc errorem esse nescitis. | Ellers ville Paulus have syndet ved at handle imod sit eget råd, han, som nok klager over at lide under kødets brod, men dog aldrig giftede sig. Nu vore evangeliske præster, da de i begyndelsen blev indviet ved de hellige riter, og højtideligt lovede evig afholdenhed ud fra kirkens regler og sædvane, da berøvede de sig selv denne kødets frihed, hvorigennem de kunne komme til at nyde den større åndens frihed i Kristus. Når vi da lærer, at det er falsk, at ægteskabet er frit for enhver i det nye testamente, så véd I det ikke i kraft af Guds velsignelse, som I løgnagtigt praler af det, men man må snarere sige, at I er uvidende derom i kraft af djævelens forbandelse. | ||
| Deinde alterum errorem confitemini, quando subditis, aliquos certe sacerdotes (de his enim sermo), nempe qui continentiae donum non habent, ad coniugium esse cogendos, idque iuxta Christi doctrinam Matth. 19. docentis, continentiam esse Dei munus, cum ait: Non omnes capiunt verbum istud, sed quibus datum est. -- | Dernæst tilstår I en anden fejl, når I forkert hævder, at andre mennesker (I mener vist præster, som det er dem, der er tale om) skal tvinges til ægteskab, nemlig dem, der ikke har afholdenhedens gave. Og I lærer, ifølge Kristi lære Matt 19, at afholdenhed er noget, Gud tager sig af, dèr, hvor Kristus siger: Ikke alle kan fatte dette ord, en kun, hvem det er givet. | ||
| Primo namque neminem ad peccatum compellere; at Evangelici (194) sacerdotes nostri propter solemne castitatis votum emissum in acceptione sacrorum ordinum citra criminale peccatum non possunt inire matrimonium, uti modo dictum est. Proinde hodie nulli sacerdotes, qualescunque tandem fuerint, ad coniugium sunt compellendi. -- | For det første må ingen opfordre til synd: men vore evangeliske præster kan på grund af et højtideligt løfte, som de, da de blev indviet til præster, aflagde om kyskhed, ikke uden dødssynd indgå i ægteskab, som det er sagt. Derfor må idag ingen præster, hvem de end er, opfordres til ægteskab. | ||
| Secundo continentiam esse divinam munus, quis vel nescit vel negat? Sed quid tum postea? non enim continentia modo, verum omnis etiam virtus atque opus bonum Dei donum est, dicente Iacobo: Omnis donatio bona et omne donum perfectum e supernis est descendens a patre luminum. Nam uti Christus de se ait: Sine me nihil potestis facere, nihil modo boni (quod modo sit aeterna vita dignum) absque Christi gratia praesidioque operari valemus, quemadmodum superius dictum est, cum de gratia et liberi arbitrio dissereretur. | For det andet: At afholdenheden noget, Gud tager sig af, hvem véd ikke det, eller hvem vil nægte det? Men det er jo ikke blot afholdenheden, men også alle dyder og handlinger, der er Guds gode gave, som Jacob siger: Enhver god gave og enhver fuldkommen gave kommer ned fra oven, fra lysenes fader. For ligesom Kristus siger om sig selv: Uden mig kan I slet intet gøre, sådan er vi på ingen måde noget godt værd, noget, der peger han på det evige liv, hvis ikke det virkes af Kristi nåde og overhøjhed, sådan som vi har sagt det ovenfor, da vi behandlede nåden og den frie vilje. | ||
| At gratia Christi omnibus eum in veritate invocantibus parata semper, exposita est ac obvia, iuxta propriam ipsius promissionem: Omnia quaecunque orantes petitis, credite quod accipietis, et evenient vobis; quoniam, ut alibi dicit, omnia sunt possibilia credenti. Proinde quisquis continentiam Deo vovit, iuxta beati Iacobi consilium postulet cum fiducia, nihil haesitans, a Deo, qui dat omnibus affluenter et non improperat, et dabitur illi; idque exemplo auctoris libri sapientiae ita de se loquentis: Ut scivi, quoniam aliter non possem esse continens, nisi Deus det, et hoc ipsum erat sapere, scire cuius esset hoc donum; adii dominum et deprecatus sum illum etc. | Men Kristi nåde er altid beredt for alle dem, der påkalder ham i sandhed, den er klar og imødekommende, ifølge hans eget løfte: 'Alt hvad I beder om, tro, at I har fået det, så skal det sker jer'; (Matt 21,22) når, som han andetsteds siger, 'alt er muligt for den, som tror' (Mark 9,23). Derfor, den, der har aflagt løfte til Gud om afholdenhed, ifølge den salige Jacobs råd, han 'skal han bede Gud derom, den Gud, der giver alle rigelige og uden bebrejdelser, så skal det gives ham'. (Jak 1,5), hvilket forfatteren til visdommens bog med et eksempel udtrykker, idet han taler om sig selv: 'for at jeg kan vide, at jeg ikke kan være afholdende, medmindre Gud giver det, og at det er at være vis, at vide, hvis gave det er; og så vendte jeg mig til Herren og bad til ham (Visd 8,21). | ||
| Quamobrem etsi continentia, quemadmodum virtus alia quaecunque ac omne opus bonum coelesti praemio dignum, est homini naturae tantum suae relicto non difficilis modo, verum etiam omnino impossibilis; tamen ex adverso homini gratia Dei seu charitatis dono adiuto non solum possibilis est, sed etiam plane facilis. | Derfor, skønt afholdenheden, ligesom alle andre dyder og enhver god gerning er værdig til den himmelske belønning, så er den dog for den menneskelige natur, når den er overladt til sig selv, ikke blot vanskelig, men direkte umulig; dog omvendt, når Guds nåde eller kærlighed gives til hjælp, så er den ikke blot mulig, men ligefrem let. | ||
| Amanti enim nihil difficile. Hinc Apostolo Paulo stimulum carnis ter dominum deprecanti, responsum est: Sufficit tibi gratia mea. Verum quod oratio pigri vana est; interea, dum quis pro continentiae dono assidue Deum orat, ipse quasi manus simul admovens, mulierum consortia fugiat, carnis libidinem abstinentia domet (195) et divinae scripturae studium colat; atque carnis vitia non amabit. | For den, der elsker, er intet vanskeligt. Da apostelen Paulus tre gange bad Gud tage denne brod væk, fik han til svar: 'Min nåde er dig nok!' (2 kor 12,9). Men fordi den dovnes bøn er forgæves, derfor, mens han beder til Gud om hjælp til at nå afholdenhedens gave, må han selv, så at sige ved egen håndkraft, sky kvinders selskab, tæmme kødets lyster ved afholdenhed, og bestræbe sig for et studium af skriften; og ikke elske kødets laster. | ||
| Nihil est igitur, quod nonnullus sacerdotes ad matrimonium compellendos esse causamini, eo nomine, quod continentiae donum non habent, quippe quod nulli recte volenti negatum sit. Alioqui eadem ratione homines ad quaevis peccata cogendi forent (siquidem sacerdotem matrimonium contrahere, uti diximus, ob voti transgressionem peccatum est), quod sicut de continentiae dono, ita de gratia Dei nemo hic est certus, iuxta illud: Nescit homo, utrum amore an odio dignus sit. | Der er da intet, som kan give jer grund til at opfordre nogle præster til at gifte sig, med den begrundelse, at de ikke har afholdenhedens gave, eftersom jo intet nægtes den, der ret vil. Ellers ville med samme begrundelse menneskene kunne begå en hvilkensomhelt synd (da jo, som vi har sagt, det på grund af løftet er en synd og overtrædelse af en præst at gifte sig), fordi det forholder sig med afholdenhedens gave, på samme måde som med Guds nåde: Ingen er sikker, ifølge skriftstedet: 'Mennesket véd ikke, om han er værdig til kærlighed eller had'. (Præd 9,1) | ||
| At vero dum alteram propositi articulo partem veram asseritis et a vestra doctrina profectam, nempe uxoribus defunctis licere sacerdotibus ducere alias si voluerint, nimis quam rudem et crassum errorem confitemini atque a morte servatoris nostri nusquam (ubi modo Christi nomen viguerit) hactenus auditum, videlicet digamiam sacerdotibus esse licitam. | Men idet I bekræfter den anden del af den fremsatte artikel som sand og i overensstemmelse med jeres lære, nemlig at hvis hans hustru dør, må en præst tage en anden hustru, hvis han vil, så gør I ikke andet end at I bekræfter jeres hårde og grove fejltagelse, noget, der aldrig før er hørt om vore tjenerinders død (hvor der blot er noget liv i Kristi navn), nemlig at det er tilladt præster at gifte sig to gange. | Fremdeles skal det blive bevist, at siden de hellige apostle er døde, da er der aldrig nogen ugift præst, der har giftet sig, medmindre kætterske samfund har gjort det i trods og hovmod, som det sker i denne tid. | Framdelis scall bewiisis, at siden the hellige apostelæ ere affgangne, tha giffthæ sig aldrig nogen wgifft prest, vden hwess ketterlige samfwnd haffwe giordt till tratz oc hoffmod, som scker i thenne tiid. |
| Sed qua tandem fronte vos dicere non pudet, qui tantopere scripturarum peritia gloriari soletis, id non pugnare cum sacris literis, neque scripturam discrimen facere (quantum ad hanc rem attinet) inter vulgus et Ecclesiae ministros? An non meministis, Paulini scilicet Theologi, quemadmodum Paulus et Timotheum doceat, qualem ipsum esse oportet Episcopum: Oportet, inquit, Episcopum esse unius uxoris virum; et Titum, qualem ordinare debeat Episcopum: Si quis, inquiens, est unius uxoris vir; rursus de diaconibus sive ministris, quomodo itidem ad Timotheum scribat: Diacones, inquit, sint unius uxoris viri. | Men hvilken frækhed I end ellers har, I som overalt plejer at prale af kendskab til skrifterne, det vover I dog ikke at sige, at dette ikke strider mod de hellige skrifter, eller at skriften ikke skelner mellem lægfolk og præster, hvad denne sag angår. Mon ikke I husker fra den paulinske teologi, hvordan Paulus belærer Timotheus, hvordan en biskop bør være: 'Han bør', siger han, 'være én kvindes mand'. (1 Tim 3,2). Og hvordan han belærer Titus, hvem han bør ordinere til biskop: 'hvis nogen', siger han, 'er én kvindes mand'. (Tit 1,6) Atter skriver han til Timotheus om diakonerne eller medhjælperne: 'Diakonerne bør være én kvindes mand'. (1 Tim 3,12) | I den første kristne kirke og lang tid derefter havde de vel den skik, at ærlige gifte mænd, som havde deres første hustru og var duelige mænd af lærdom og andre gode vilkår, udkåredes til præsteembedet. | I første christen kircke oc lang tiid effter, haffde the well sodan seed, at erlige giffte mend som haffde theris første hustrw, oc ware aff lerdom oc andre gode wilkaar dwelige mend vdkaaredis till prestæ embede. |
| Nonne his in locis Ecclesiae ministris Apostolica auctoritate digamia palam interdicitur? Sed quo in loco (dicite) vulgo sive laicis eandem divina scriptura vetat? Ecquid ergo non pudet tam impudens mendacium verbo Dei ascribere? (196) Nec enim loca haec ex Apostolo iam adducta sic accipi debent, id quod complices vestri factitare solent, quasi mandante hic Apostolo oporteat sive necessarium sit, vel Episcopum vel diaconum unam uxorem, alias nec Episcopatu nec diaconatu dignum futurum. | Mon ikke der på disse steder forbydes kirkens folk at være tvegifte af den apostolske autoritet? Men sig os, på hvilket sted lægfolket eller de læge får forbud mod det samme? Hvordan vover dog nogen at tilskrive Guds ord en sådan løgn? For disse steder hos apostelen, som vi her har fremdraget, kan ikke forstås sådan, hvad jeres indvikletheder plejer at gøre, som om apostelen her burde befale, eller det skulle være nødvendigt, at enten biskoppen eller diakonen kun skulle have én hustru; at have to ville hverken være værdigt for bispe- eller diakonembedet. | Det har kirkens forstandere forbudt og gjort ulovligt og ikke andet i denne ægteskabs handel. Og når dette og andet mere angående dette stykke lærdom skal fremstilles med omhu, da skal I som sagt dèr hente et tilbørligt og hørligt svar. | Thet haffwe kirckins forstanderæ forbwdett oc formeent, oc icke andett i thenne echtesckaffs handell. Oc nar thette oc andet meer anrørendis thette støcke lerdom, scall beschedis mett grantsche, tha scwlle i ther hentæ eet børligt oc hørligt swar som sagt er. |
| Nam tum neque Ioannes Evangelista neque Paulus Apostolus nec alii complures Episcopi fuissent, utpote nunquam uxorata; sed ita potius, quemadmodum veteres orthodoxi patres tam graeci tam latini ea loca nobis enarrarunt, ut Apostolo praescribente modum, intra quem Ecclesiae ministri hic sese continere debeant, oporteat sive deceat, Episcopum ac diaconum post baptismum non digamum neque trigamum, sed monogamum ante ordinationem fuisse; alioqui futurum irregularem ac inidoneum. | For da hverken Johannes evangelisten eller Paulus eller mange andre biskopper var gifte, men det snarere forholder sig sådan som de gamle græske og latinske kirkefædre mener om dette sted, at apostelen blot foreskriver, hvem kirkens ministre må holde sammen med, så hverken bør det være sådan, eller er det sømmeligt, at biskoppen eller diakonen efter dåben er enten tvegift eller tregift, men éngift for sin ordination; ellers ville det være imod bestemmelserne og ikke retskaffent. | ||
| Nam ab exordio nascentis Ecclesiae, quando non tam virgines quam sacerdotes erant Ecclesiae necessarii, ob ministrorum paucitaten, is qui ante unam uxorem tantum duxerat eamque virginem, in sacerdotem ordinari poterat; at ea defuncta viduus ac caelebs vivere cogebatur, ita ut si ad secundas volasset nuptias, pro adultero habitus fuisse et deiectus a ministerii loco. | For i begyndelsen, da kirken blev til, fordi der da ikke var så mange ugifte mænd, som kirken havde brug for til præster, på grund af mangel på præster, kunne én blive ordineret til præst, som før ordinationen kun havde haft én hustru, hvis hun havde været jomfru; men hvis hun døde, måtte han leve som enkemand eller i cølibat, sådan at hvis han begav sig ud i et andet ægteskab, blev det regnet for hor og han blev forkastet som præst. | ||
| Atque hoc ipsum etiamnum observare dicuntur Calabri, Graeci, Chaldaei et tota denique orientalis Ecclesia. Quocirca fuit aliquando et etiamnum alicubi est, ut coniugatus monogamus efficeretur sacerdos; at e diverso, uti sacerdos efficeretur coniugatus vel monogamus, nemo quoquo modo Christianus haberi volens a Christi morte aut ullo in tempore aut ulla in gente ante haec saecula tentasse legitur. | Og det samme siges den dag i dag at overholdes af kalabrierne, grækerne, kaldæerne ja, af hele den østlige kirke. Hvorved det nogle steder sker, også den dag i dag, at en éngift person gøres til præst; men modsat læses det ikke nogen tid efter Kristi død eller hos noget folk, at nogen kristen på nogen måde kunne gøres til præst, hvis han var gift eller éngift. | ||
| Tantum igitur abest, ut digamia Evangelico sacerdoti post sacros ordines acceptos licita sit (id quod vos salacissimi ganeones, non tam Christi sacerdotes, quam Priapi et Veneri sacrificuli hoc loco asseritis), ut ne ante quidem digamus in sacerdotem Evangelicum ordinari queat iuxta doctrinam Evangelicam. Verum quoniam legale sacerdotium (197) erat uni levitico genero peculiariter addictum, et non quotidie ut nostri sacerdotes, illi, sed per vices in templo ministrabant, ne leviticum semen extingueretur, non vicissim modo, sed etiam simul eos licuit plures habere uxores. | Derfor er det langfra, at det andet ægteskab er tilladt for en evangeliske præst, efter at han er ordineret (hvad I overgejle liderlige personer, ikke så meget Kristi præster, som Priapus' og Venus' offerpræster mener om dette sted), at ikke engang én, der er tvegift før sin ordination kan ordineres til evangelisk præst efter evangeliets lære. Men når det lovlige præstedømme var tillagt én særlig stamme, levitterne, og disse ikke hver dag, som vore præster, men vekselvis gjorde tjeneste i templet, for at ikke den levitiske æt skulle uddø, så var det dem ikke blot tilladt at have flere hustruer efter hinanden, men og at have det samtidig. | ||
Note 1: Artikel 17 er mærkelig derved, at Poul Helgesen i sin oversættelse overhovedet ikke følger det latinske forlæg, men giver et selvstændigt, men meget kortere svar. Han forklarer sig begyndelsen med, at der senere i den bog, han påtænkte at udgive om den kristne tro ville komme et udførligt svar. Udgiverne af den latinske tekst har fremsat den formodning, at det latinske afsnit er skrevet af Poul Helgesen. De bygger på, at han omtaler en tvegift som "digamus"; Nicolaus Herborn bruger altid udtrykke "bigamus".