Tilbage til Confutatio, indhold.

1[159] Articulus decimus sextus			Then sextinde Artichell.
2Ergo omnes Episcopos et sacerdotes ab eis ordinatos esse Papistas, et non veros Dei sacerdotes.	Derfor er alle biskopper og præster, som er indviede af dem, papister, og ikke Guds sande præster.	Og derfor er alle de bisper og præster, som er indviede og indsatte af dem, ikke Guds sande præster, men papister.	Oc forthi ere alle bisper oc prester, som aff them ere wiigde oc schickede, ickæ Gwdz sande prester, men papister.
3Responsio. Hunc articulum nec omnino probamus nec reiicimus, sed qualis qualis est pro nostra doctrina non agnoscimus, quamvis maxima pars sacerdotum, qui ab eis creati sunt, re ipsa testantur se tales esse et nihil minus, quam veros Christi sacerdotes, quos ea de re Papistas dicimus, quod impiis Romanensium Pontificium decretis (qui (189) Papae dici coeperunt) in totum sunt addicti, neglecto interim vero Christi sacerdotis officio.	Svar. Denne artikel hverken beviser eller forkaster vi, men som det nu kan være, anerkender vi den for vores lærdom, eftersom den største del af præsterne, som er indviet af dem, i virkeligheden selv bevidner at være af den slags præster og at være intet mindre end Kristi sande præster. Vi kalder dem papister af den grund, at de i det hele taget befatter sig med den romerske overbiskops ufromme dekreter (dem, som de begyndte at kalde paver) og lader hånt om Kristi præsters sande embede.	Prædikanternes svar. Det må være hermed, som det være vil, men vi anerkender dog ikke denne artikel som vor lærdom, selv om den største del af dem selv bekender det med åbenlyse vidnesbyrd og på fersk gerning, at det forholder sig, som I siger. Dem kalder vi også af den grund papister, at de mere befatter sig med ugudelige papistiske påfund, end med det, som hører til et sandt Guds præsteembede.	Predicanternis Swar. Thet maa ware her om som thet kan ware, men wij kende dog icke then artichell for wor lerdhom, endog then størstæ hob aff them bekende thet sielff met obenbare witnisbyrd oc ferscke gerninger, at swo er som i sigæ. Hwilcke wij och ther foræ kalle papister, att the beware sig meer mett vgwdelige papistische fwnd, end thett som hør eet sandt Gwdz preste embede till.
4Confutatio. Principio aut verus est et probandus, aut falsus et reiiciendus; nihil enim est tertium. Quo igitur pacto nec probare nec reiicere potestis? Deinde hanc vestram esse doctrinam, etsi tanquam viri duplices, inconstantes in omnibus viis vestris, ipsi non intelligitis, tamen e propriis dictis facile vos docebimus. Nam sub articulo XIII. et XIIII. asseruitis, legitimos Christi sacerdotes non debere sacerdotalem exercere functionem, nisi vocatos idque multitudinis consensu. At omnes nostri sacerdotes tantum ab Episcopis ordinati sunt, nullus autem solo plebis assensu creatus.	Gendrivelse. For det første: Enten er det sandt og kan bevises, eller også er det falsk og må forkastes; der er ikke noget tredie. Hvordan kan I da hverken bevise eller forkaste det? Dernæst: At dette er jeres lære, skønt I, tvesindede og vægelsindede på alle jeres veje, som I er, ikke selv forstår det, det kan vi dog let vise jer ud fra, hvad I selv har sagt. For I sagde i artikel 13 og 14, at Kristi sande præster ikke bør udføre de præstelige funktioner førend de var kaldede og det med menighedens samtykke. Men alle vore præster er kun ordinerede af biskoppen, ingen af dem er blevet præst alene ved menighedens samtykke.	Prælaternes gensvar. Skønt I ikke véd, om I skal nægte eller anerkende denne artikel, sådan som i altid er i syv sind, så er det dog jeres lære, som vi klart kan bevise for jer med jeres egne ord. I den 13. og 14. artikel har I sagt, at retsindige Kristi præster ikke må bruge deres præsteembede, uden de kaldes med menighedens samtykks. Men alle vore præster er indviede og indsat af biskopper og ikke beskikkede og indviet af nogen menighed.	Prelaternis Geenswar. Dog i icke wide hwad helder i scwlle negtæ eller bekendhæ thenne artichell, som i altiid ere twesindig, thet er dog eder egen lerdom, som wij kunne eder wnder øgnæ bewiisæ, aff edre egnæ ord. Udi (254) then xiij. oc xiiij. artichell haffwe i sagt, at retsindige Christi prester, mwæ theris prestæ embede icke brwgæ, wden the kallis aff meenighetz samtøcke. Men alle wore prester ere aff bisper vigde oc tilsette oc ey een tilschickedt oc giordt aff noger meenighet.
5Quocirca dum hic admittere videmini, aliquos sacerdotes a Papis aut Romano more consecratos esse veros Christi sacerdotes, nonne iterum hic vobis adeo parum constantibus obiectare licebit carmen Horatianum toties repetitum:Quo teneam nodo mutantem Protea vultum? maxime quod nondum audivi, sacerdotes nostros in castra vestra transfugientes, exspectare populi suffragia, priusquam sacerdotale munus obeant.	Mens I derfor her synes at indrømme, at nogle præster, som er konsekrerede af paverne eller efter den romerske skik, er sande Kristi præster, mon det da ikke igen her vil være tilladt at bebrejde jer, at I er så lidt konsekvente, og gentage Horats sang: Hvordan binde knude på de proteuser, der så ofte forandrer ansigt? især fordi jeg aldrig har hørt, at de af vore præster, der flygter over til jer, har afventet folkets stemmeafgivelse, førend de begyndte på deres præstelige gerning.	Når I derfor synes at anerkende nogen af dem som Kristi retsindige præster, som er konsekrerede efter den romerske skik, hvilket I daglig gør, når I modtager vore forløbne præster i jeres samfund uden nogen ny stadfæstelse og udkårelse af menigheden, hvordan kan vi da andet end føle, at der hos jer er en løs adfærd og stor ustadighed, og hvordan kan vi mærke andet, end at vi ikke véd, hvor vi skal holde, når vi vil have fat på jer, da I så tit skifter farve.	Nar i siwnis forti at bekende nogre aff them for Christi retsindighe prester, som ere consecrerede effter then Rhomeræ seed, ther i daglige gøre nar i anamme wdi edert samfund wore forløbne prester vden nogen menighetz stadfestæ oc wdkaaring paa thet ny. Hwadt kwnne wij tha andhet mercke aff edher, end een løss handell oc stoer wstadighet, oc forthi icke widhæ hwar om wij holde schwlle, eller nar wij haffwe eder fatt, att i schiffthæ swo tiitt farffwæ.
6Iam vero quod additis, maximam partem sacerdotum, qui a Papis creati sunt, re ipsa testari, se nihil minus esse, quam veros Christi sacerdotes: - si ea hic mens vestra sit, ut istis verbis ipsam sacerdotii potestatem eis ademptam velitis, [160] omnibus modis refragamur. Ea enim vetus est et pestifera haeresis Valdensium, Viclevicorum et Hussianorum, qui docuerunt, improbitate ministrorum cassari vim et efficaciam sacramentorum, malosque sacerdotes in administratione sacramentorum efficere nihil.	Men i det, som I føjer til, at den største del af præsterne, som er indviet af Paverne, i virkeligheden selv afslører, at der ikke er noget, de mindre er, end Kristi sande præster, hvis I så virkelig mener dette, så at I med disse ord vil udtømme selve præsternes myndighed, så modsætter vi os det. Dette er nemlig det gamle og pestbefængte kætteri fra Valdenserne, Viklevitterne og Hussitterne, de, som lærte, at når tjenerne bliver forkastet, så bliver også sakramenternes kraft og virkning forkastet, og at onde præster ikke gavner noget ved sakramenternes forvaltning.	Men når I videre siger, at en stor del af de romerske præster selv beviser det med åbenlys handlemåde, at de ikke er sande Jesu Kristi præster, hvis I så dermed mener, at de ikke har en ret præstemagt, da siger vi nej dertil på alle måder, eftersom en sådan mening er et gammelt og forgiftigt kætteri, som Valdenserne, Vickevitterne og Hussitterne havde, de, som lærte, at præsters ondskab ødelægger alle sakramenters kraft, og derfor hævdede, at deres tjeneste var unyttig og ikke frugtbærende.	Men nar i framdelis sige at een stor part aff the Romeræ prester thet sielffue bewiisæ met obenbare handell, at the ere icke sande Jesu Christi prester, haffue i ther met suodan mening att the haffue icke een retsindig preste magtt, tha sige wij ther ney till i alle mode, nar suodan mening er eet gammilt oc forgifftigt Ualdensorum Uichleuicorum oc Hussianorum ketterij, som lerde, at presters ondschaff forspilder allæ sacramenters krafft, oc sagde forti all theris tienistæ at ware wnøttig och wfrwchtsomelig.
7At quanquam in aliis plerisque illis assentimini, tamen ut nulli per omnia haeretici conveniunt, ita hic ab eis dissidetis, nec in eorum omnino sententiam ire potestis, quando secundum vestra paradoxa omnes Christiani utriusque sexus, cuiuscunque vel aetatis vel conditionis, ex baptismo aeque potestate praediti sunt.	Men skønt I i mange andre ting er enige med dem, så er det dog sådan, at ligesom ingen kættere er enige om alting, sådan er I her uenige med dem, og I kan heller ikke her vel følge dem, fordi efter jeres besynderlige mening er alle kristne af begge køn, uafhængig af alder og betingelser ud af dåben forsynet med den samme myndighed. (Artikel 12)	Men skønt I i mange andre læresætninger (som er ukristelige) er enige med dem, så falder I dog fra dem i dette stykke efter en gammel sædvane hos kættere, at de ikke gerne er enige særlig længe om alting. I kan heller ikke vel gøre det, eftersom dette ord er faldet ud af munden på jer, at alle døbte mennesker af begge køn er præster med al præstemyndighed, om nogen begærer deres tjenete med præsteembedets brug.	Men endog at i vdi mange andre støcker lerdom (som ere wchristelige) ere met then eensindige, i falde dog fra them i thette støcke effter een gammill ketteræ seed, nar the icke gerne fordragis lenge i alting. I kwnne icke helder thet well gøre, siden thetthe ord er eder falder aff mwnden, at alle døbte mennischer aff begghæ køn ere prester aff all preste (255) magt, at nogen begerer theris tieniste met prestedøms brug.
8Sin vero eo sint a vobis animo dicta, ut oratione ista et honestatem et doctrinam vero Christi sacerdote dignam velitis ademptam, profecto non sine magno (190) animi dolore agnoscimus et confitemur; atque mea quidem sententia hinc omnis nostri seculi tempestas oborta.	Men hvis det er sagt af jer i den mening, at mange ikke gør fyldest i deres embede med lærdom og sømmeligt levned, da erkender vi det sandelig og bekender det med stor sjælesmerte; og i hvert fald efter min mening er det herfra, at hele denne tidsalders uvejr stammer.	Men vil I, at det skal være sagt i den mening, at mange ikke gør deres embede fyldest med lærdom og sømmeligt levned, som dog er uden svær synd og brøst, da bekender vi det med stor sorg og med beklagelse: det er desværre altfor meget sandt. Og vi bekender, at den storm og strid, som nu forulemper og plager verden og ødelægger alt det, som hører Gud til, er kommet deraf.	Men welæ i thet ware sagt i suodan mening, at mange gøre icke theris embede fyllist met lerdom och erligt leffnet, som er forwden hoffwet last och brøst, tha bekende wij thet met stor sorig oc met ynck, att ware (dess wær) for møget sandtt. Oc at thenne storm oc bwlder som nw platzer oc møder al verden, oc forstører alt thett som Gud tilhør, er ther aff kommen.
9Non enim locum fidemque dedit signifero vestro M. Luthero contra praeiudicium atque consensum tot seculorum, tot nationum, denique totius Ecclesiae per universum terrarum orbem diffusae, idque in haeresibus non semel maiorum auctoritate condemnatis, ipsius quidem singularis ulla virtus aut eruditio, - quam certe nullam adhuc esse nemo vel mediocriter doctus non videt - ; sed flagitiosa multorum ubique sacerdotum vita atque inscitia, quam vel accusare vel vincere nullius plane negotii sit, praesertim iudice populo (in cuius gratiam agitis omnia) cum sua iam olim sponte, tum abominatione praesentium morum in Ecclesiasticos non parum accenso.	Der er nemlig ikke givet sted eller tiltro til jeres bannerfører, M. Luther, imod sædvane og enighed fra så mange århundreder, så mange folkeslag, ja, imod den sædvane og enighed, der er udbredt ud over hele jorden, og det i kættersager, som mange gange er blevet fordømt af kirkefædrene, der er ikke skænket Luther tiltro på grund af nogen dyd eller lærdom hos ham selv, (der er vel ingen blot nogenlunde uddannet, der ikke ser, at den er næsten lig nul); nej, man har skænket ham tiltro på grund af mange præsters smudsige levned og uvidenhed, (som vi slet ikke vil gøre os ulejlighed med at anklage eller forsvare), især i folks bedømmelse (og for folkets skyld gør I alt, hvad I gør), den bedømmelse, der engang var selvstændig, men nu er blevet temmelig stærkt optændt imod kleresiet på grund af de nuværende fordærvelige skikke.	Jeres bannerfører, Morten Luther, har ikke fundet tiltro i denne tid, imod en så gammel sædvane, som kristendommen har på tro og lærdom, især i kætterisager, som for mange hundrede år siden tit og ofte blev fordømte af alle Guds helgener; han har ikke vundet tiltro på grund af nogen særlig dyd som følger ham, eller på grund af nogen stor lærdom og forstand, hvilket endnu ikke er befunde hos ham, men mange præsters uvidenhed og syndige og onde levned har bevirket, at han har vundet tiltro hos mange, skønt de enten må stå eller falde for deres egen herres dom. Det har da været jeres største kunst, som I har bevist gennem denne nye handlemåde, at I kan, nogle med sandhed, nogle med løgn, bagtale kristendommens præster, så den menige mand godter sig, fordi han har et gammelt og naturligt had til Guds præster, og gerne ser deres fejl og mangler.	Eder fennickedregere Morthen Luther er icke betroet i thenne tiid mod suo gammil een lauheffd som christendommen haffuer paa tro oc lerdom, serdelis i ketterij som vare for mange hunderde aar swo tiit oc offte fordømde aff alle Gwdz helgen, hwercken aff noger merckelig dygd som hannwm fylger, eller drabelig lerdom oc forstandt, ther icke end nw er hoess hannwm befwndett, men mange presters vanwittighett oc syndige oc onde leffnet haffwe thett giordt att han er betroedt hoess mange. Oc endog at the enchten staa eller falde for theres egen herre. Thet haffwer tha waridt eder størstæ konst som i haffwe bewiist mett thenne ny handell, at i kwnne (sompt met sandhet, oc sompt met løgen) beklaffe christendoms prester, then menige mand till eet gott behaff, som aff eet natwrligt oc gammilt had, gerne haffwer lyde oc lack met Gwdz prester.
10At improba cleri vita nihil meliorem reddit haeretici causam, neque vera ministrorum Ecclesiae accusatio falsam Ecclesiae fidem veramque haeresin efficit. Oportet offendicula fieri, at vae homini per quem. Verum hypocritae primum trabem ex oculis vestris eiicite, et tum videbitis, ut eiiciatis festucam de oculo fratrem vestrorum.	Men gejstlighedens upassende levned gør ikke kætteriets sag bedre, ejheller gør en sand beskyldning mod kirkens præster kirkens tro falsk og kætternes sand. 'Der bør komme forargelser, men ve det menneske, ved hvem forargelserne kommer' (Matt 18,7; ej Vulgata; ej Erasmus). Men 'I hyklere, tag først bjælken ud af jeres eget øje', så kan I se, så I kan 'udtage splinten af jeres brors øje'. (Matt 7,5)	Men gejstlighedens ondskab kan da ikke forbedre kætteriets sag. Og endvidere kan en sand klage over præsters ondskab hverken gøre kirkens tro til løgn, eller gøre kætteri til sandhed. Forargelser må komme, men ve den, ved hvem de kommer, (Matt 18,7) hvad enten de er præster eller lægmænd. Men det ville da være godt, om I øjenskalke og skrømtere først udtog en bjælke af jeres eget øje, så kunne I siden se til at udtage de splinter, som findes i jeres brødres øjne (Matt 7,5)	Men klerckeriidtz ondschaff kan tha icke formilde ketteriis sag. Oc ydermere, een sand klage offwer presters ondschaff, kan hwerckin gøre kirckins tro till løgen, eller ketterij till sandhet. Ther maa ware slagbrande till, men wee worde (256) then som them legger eller haffwer lagt, hwad heller the ere blant presther eller leegmend. Men thet ware tha got at i øgenschalcke och sckrømpteræ wdtoge først een bielckæ aff edert eget øge, oc siden motte i see nøye til at wdtage the grand som findis vdi edre brødris øgnæ.
11Postremo quod in calce annectitis, vos ea de re sacerdotes nostros appellare Papistas, quod impiis Romanensium decretis (qui Papae dici coeperunt) in totum sunt addicti, neglecto interim vero Christi sacerdotio officio; - primum hic vos scire volumus, quod etsi contemptim vos quidem nos appellatis Papistas, haudquaquam tamen moninis Papae nos pudere. Nam qui Papam Christi vicarium, Petri successorem et universalis Ecclesiae pastorem non agnoscit patrem, nec Ecclesiam Christi sponsam habere potest matrem.	Til sidst: Angående hvad I føjer til i slutningen, at I af den grund kalder vore præster papister, fordi de i det hele taget har befattet sig med de ufromme romerske dekreter (fra dem, man begyndte at kalde paver), samtidig med, at de fornægtede Kristi sande præsteembede; - her vil vi først, at I skal vide, at skønt det er med foragt, at I kalder os papister, så skammer vi os på ingen måde ved pavens navn. For den, der ikke anerkender paven, Kristi stedfortræder, Peters efterfølger og hele kirkens hyrde, for sin fader, han kan ikke have kirken, Kristi brud, som sin moder.	Til sidst slutter I således: 'Hvem vi (priapister) også af den grund kalder papister, at de mere befatter sig med ugudelige romerske bispers påfund' (de, som man er begyndt at kalde paver), hvilken sidste bemærkning jeres poet har føjet til den danske tekst, som I først udgav. I skal da vide, at selv om vi kaldes papister af jer spotske munde, så skammer vi os ingenlunde ved det navn, eftersom vi véd, at den, der ikke agter ham, der er Kristi statholder her på jorden for sin far, for ham kan den hellige kirke ingenlunde være moder.	Paa thet siistæ beslwtæ i swo, hwilckæ wij (Priapister) och ther foræ kallæ Papister, at the meer beware sig met vgudelige Rhomere bispers fwnd (som begynthe at kallis Paffwer) ther eder poett haffwer gloseridt then dansche met, som i lade først vdgaa. I schwlle tha widæ, at i hwore wij kallis Papister aff edre spodtsche mwnde, wij blwes tha thet naffn ingelwnde, nar wij thet wide at hwo som helst icke agter hannum ther er Christi statholdere her paa iorden for syn fader, tha kan then hellige kircke ingelwnde ware hanss moder.
12Neque recens est Papae nomen (id quod in transitu subindicatis), ab heri (ut aiunt) et nudiustertius natum, utpote saepius apud Hieronymum, Cyprianum aliosque veteres inventum. Porro Romanorum Pontificum (quos hic Romanenses fastidiose dicitis) decreta non esse impia, et in primo congressu et sub proximo articulo paucis in universum ostendimus. -	Ejheller er pavenavnet nyt (som I antyder i forbifarten) fra i går, eller født i forgårs, eftersom det ofte findes hos Hieronymus, Cyprian og andre af de gamle kirkefædre. Endvidere er det romerske pontificats dekreter, (det pontificat, som I med væmmelse kalder 'romanenses'), heller ikke ufromme, og i den første afdeling og i forrige artikel har vi påvist det under ét. (side 65; side 187)	Ikke heller er pavenavnet så nyt, at det er opfundet i går eller i forgårs, som jeres poet tænker og mener, eftersom de ofte findes hos Hieronymus, Cyprian og andre gamle lærefædre. Heller ikke er de romerske bispers sæder og skikke (som jeres poet med stor væmmelse kalder 'romanenses') så såre ugudelige, som I ville sige.	Icke er heller Paffwe naffn swo nyt, att thet er paafwndett i gaar eller anden dags gaar, som eder poett tencker oc meen, nar thet offte findis hoes Hieronimum, Cyprianum, och andre gamble lerefedre. Icke er heller the Romeræ bispers (ther same eder poett aff stoer wemmilse kaller Romanenses) sætt oc schick suo saare vgwdelige som i wele sighe.
13Denique sacerdotes nostros in totum addictos esse decretis Pontificum, neglecto interim (191) vero Christi sacerdotis officio, non minus impudenter mendax criminatio est. Quis enim ignorat, sacras utriusque testamenti literas longe quidem anteponendas, at interim tamen sanctiones Pontificum velut ipsas quoque a spiritu sancto profectas et ob id ad Christianam Evangelicamque doctrinam pertinentes, suo etiam loco in Ecclesia Dei non esse privandas?	Endelig, hvad I siger, at vore præster i det hele taget er så stærkt bundet til de pavelige dekreter, at de af den grund forsømmer Kristi sande præsteembede, er ikke en mindre fræk og løgnagtig beskyldning. Hvem véd nemlig ikke, at når man lægger de to testamenter på den ene side, og samtidig lægger de pavelige dekreter eller de resultater, man gennem den helligånd er kommet til, på den anden side, og af den grund sammenfører det med det kristne evangeliums lære, så har det også sin plads i Guds kirke?	Det, I videre siger: at vore præster så nøje følger de pavelige anvisninger, at de ikke tager sig af deres rette præsteembede, og hvad der tilhører Kristi præstedømme, er en rigtig bagvaskelse, hvormed I altid lader jer udmærke. Hvem véd ikke, at pavens anordninger ikke har mere magt, end der gives dem af den hellige skrift? Og derfor agter vi dem hverken mere eller mindre, end de agtes hos Gud ifølge helligåndens åbenbarelse.	Thet i framdelis sighe at wore prester ere swo hart anhengindis paffwens sæt oc schick at the inthet beware sig met theris rettæ preste embede, som Christi prestedøme tilhør, er eet sandt klafferij, hwar mett i ladhe eder altiid saare bemercke. Hwem er then som ickæ ved at Paffwens sætt oc schick haffue icke meer magt end them giffwis aff then hellige sckrifftt? Oc forthi agtæ wij them hwercken meer eller myndræ, end som the agtis hoess Gwd aff then helliandz obenbarilsæ. (257)
14		Er de derfor enten i overensstemmelse med eller i forståelse med Guds bud og kan befordre og formere dem, fremkalde dyd og fromhed og forhindre synd og udyd, da modtager vi dem med tugt og ære, idet vi véd, at sådanne anordninger ikke er udtænkte af kød og blot, men af Guds nåde og indskydelse, som han skænker sine lemmer og udvalgte venner. Men hvis disse betingelser ikke er tilstede, da véd vi også både af skrift og af skel, at de skal vige for Guds lov og bud.	Ere the forti enchten eensindige eller retsindige met Gwdz bwd, oc kwnne them forde oc formeræ, framdrage dygd oc fromhet, och forhindre synd oc wdygd, tha anamme wij them met tucht oc eræ, widendis at swodane schick ere icke optenchthe aff kød och blod, men aff Gwds naade oc indsckwd, ther han giffwer synæ lemmyr oc wdwolde wenner till gode, Men hwess thesse wilkaar findis icke ther hoess, tha widæ wij oc suo bode aff sckrifft oc sckiel at the scwlle wigæ for Gwdz low och bwdt.
15Verum haud satis divinare possumus, quod hic verum dicatis sacerdotis Christi officium.	Men vi kan næppe gætte, hvad I her kalder Kristi præstedømmes sande embede.	Men vi kan ikke rigtig forstå, hvad I mener med et Guds præsteembede.	Men wij kwnne tha icke aldelis widhæ hwad i meenæ met eet Gwdz preste embedhæ.
16Nos quidem sub articulo XIII. ex Apostolica sententia docuimus, praecipuum ac peculiare sacerdotis esse munus, offere dona et sacrificia pro peccatis, id quod a nostris sacerdotibus quotidie celebrantibus minime negligitur.	Vi har under artikel 13 lært, ud fra apostelens mening, at det specielle og særlige embede for præsten er at ofre gaver og ofre for synden, hvilket vore præster ikke på nogen måde forsømmer gennem de daglige ofringer.	Vi har tidligere i gensvaret til den trettende artikel, i overensstemmelse med Paulus' mening, lært, at præstens egentlige og ypperste embede er at ofre gaver og ofre for synder, og det forsømmes ikke af vore præster, når de hver dag ofrer mindeofre i det hellige messe embede.	Uij haffwe tilforn emod then trettende artickell effter sancti Pauli mening swo lerdt, at prestens encke oc ypperste embede er, at offre gaffwer oc offer for synder, thet icke forsømis aff wore prester, nar the daglige offre amindelige i thet hellige messe embede.
17At praedicare verbum Dei non esse proprium ac substantiale officium sacerdotis, uti Lutherus vester docet, adeo ut eum qui verbum Dei non praedicat, omnino neget sacerdotem, primo inde colliquescit, quoniam etsi quis in sacerdotem consecratus [162] est, tamen, nisi ad verbi ministerium legitime fuerit accersitus, ut etiam sit divinae scripturae peritissimus, haudquaquam praedicationis officium usurpare debet, quemadmodum in primo congressu demonstratum est.	Men at prædike Guds ord er ikke præstens specielle og egentlige embede, sådan som jeres Luther lærer, fordi han overhovedet nægter, at den er præst, som ikke prædiker Guds ord; for det første kan det indses deraf, at skønt én er indviet til præst, så må han dog ikke, medmindre han retmæssigt er kaldet dertil, og er særdeles velbevandret i de guddommelige skrifter, påtage sig prædikeembedet, sådan som vi har vist det i første afdeling. (side 37)	At prædike Guds ord, det er ikke præstens eneste og særlige embede, sådan som jeres mester Luther vil sige, han, som nægter, at én, der ikke prædiker Guds ord, er præst. For det første, fordi den, som er indviet til præst, hvor lærd han end er, ikke må tiltage sig prædikeembedet, uden han dertil lovlig kaldes og beskikkes.	Att predicke Gwdz ord, thet er icke prestens enckæ oc synderlige embede, som eder mesther Luter will sige, ther negter then at ware prest som icke predicker Gwdz ord. Først forti, att then som er wiigd till prest i hwore lerdtt han er, maa dog icke tiltage siig predicke embede, wden han ther till lowlige kallis oc schickis.
18Huc accedit manifestum Apostoli testimonium, quo loco ait: Qui bene praesunt presbyteri, duplici honore digni habeantur, maxime qui laborant in verbo et doctrina. An non hic palam Apostolus indicat, quosdam fuisse iam suo tempore presbyteros, qui verbum Dei non praedicarent (non enim id muneris datum est omnibus), sed divina tantum devote persolverent officia et Ecclesiastica sacramenta subditis administrarent?	Herom giver apostelen udtrykkeligt vidnesbyrd, hvor han siger: 'De presbytere, der er gode forstander, skal I holde i dobbelt ære og værdighed, især dem, der arbejder med ordet og lærdommen' (1 Tim 5,17). Mon ikke apostelen her klart giver til kende, at der på hans tid var nogle præster, som ikke prædikede Guds ord (den opgave er nemlig ikke givet alle), men blot hengivent gennemførte deres embede og uddelte de kirkelige sakramenter?	Det giver Paulus tilkende, hvor han siger således: 'De præster som er gode forstandere, skal hve dobbelt hæder og ære, og fremfor alt de, som arbejder med prædiken og lærdom' (1 Tim 5,17). Giver ikke Paulus her klart til kende, at i hans tid var der også nogle præster, som ikke prædikede (fordi den nåde ikke er givet alle), men tjente menigheden på anden måde med sakramente, messeembede, bønner og anden gudstjeneste.	Thet som Paulus giffwer till kende huar han swo siger. The prester som ere gode forstanderæ, scwlle haffwe dwbill heder oc eræ, oc the offuer altt som arbeygde i predicken oc lerdom. Giffwer icke Paulus hær klarlighæ till kende, at vdi hanss tiid ware oc swo nogre prester som icke predickede (forti then naade giffwis icke alle) men ellers tiente menigheden met sacrament, messæ embede, bøner, oc anden Gwdz tienistæ.
19Denique Eusebius lib. IX. Ecclesiasticae historiae cap. X. per transcursum subindicat, in principio nascentis Ecclesiae simplicioribus quidem ac sanctioribus immolandi sacrificii officium, sapientioribus autem et doctioribus ministerium divini verbi praedicandi fuisse concreditum.	Endelig omtaler Eusebius kortfattet i sin kirkehistorie, bog 9, kap 10, at i begyndelsen i den nyfødte kirke var den lydefri messetjeneste betroet de mere enfoldige og hellige præster, men prædikeembedet de mere vise og uddannede præster.	Eusebius skriver også i sin kirkehistorie (Hist. eccles. lib. 9, cap. 10) at i den første kristne kirke var messetjenesten betroet de fromme og enfoldige præster, men prædikeembedet dem, som var de viseste og mest kyndige i skriften og læren.	Eusebius oc suo sckriffwer vdi syn historiæ, at i then førsthe christen kircke, tha war messe embede befalet gudelige oc eenfoldighe prester at the sculde bedæ oc offre, men predicke embedet them som ware the wiisiste oc mest i sckrifft oc lerdom forfarnæ.
20Verum in his duobus articulis extremis nihil praeter Evangelii vestri flosculos, hoc est, convicia habentibus, more patrum vestrorum, id est, veterum haereticorum exemplo agitis, qui semper in Romanam Ecclesiam saevierunt atrocius, utpote quae sola omnium haeresum ceu monstrorum victrix ac domitrix semper extiterit.	Men i disse to sidste artikler gør I ikke andet end komme med jeres evangeliums blomster, det vil sige, I skælder ud, som jeres forfædre, det vil sige: I følger de gamle kætteres eksempel, som altid rasede hæftigt imod den romerske kirke, som dog altid er blevet sejrherre og overvinder af alle kætterier eller skændsler.	I disse to sidste artikler gør I ikke andet end hovére og prale med jeres evangeliske smykker, med bagvaskelse, spot og skændsord, hvormed I altid ligesom jeres forfædre de gamle kættere gerne forulemper den romerske kirke, som altid tappert og med stor sejr har bekæmpet, bestormet og overvundet alle kætterier. Men I gør det da heller ikke længere end Gud vil.	Udi thesse twenne siiste article gøre i ickæ andet end hoffuere oc praale met edre euangelischæ smycke, mett klafferij, spot oc sckientzord, huar met i altiidt som edre forfædræ alle gamble ketteræ gerne pladtzere Rhomeræ kirckæ som haffwe altiid mandelig mett stoer seyer, bestriidt, bestormet, oc offwerwundet alle ketterij. Men i gøridt tha icke lenger end Gwd will.
21Ceterum ne hic quidem est, quo gloriari possitis in malitia vestra, tanquam inventores novi dogmatis. Nam error hic de sacerdotio Evangelico, de quo sunt proximi quinque articuli, est (192)haeresis antiqua cum omnium sacramentum ordinis negantium, tum vero Cataphrygum, Peputianorum et Quinctilianorum etc. Nonne igitur et hi quinque articuli iure vobis tanquam haeretici sunt obiecti?	Forøvrigt er det ikke engang sådan, at I, som I praler af i jeres ondskab, er opfindere af disse nye dogmer. For denne fejl om det evangeliske præstedømme, som de foregående fem artikler handler om, er et gammelt kætteri, som findes hos alle, der nægter, at ordinationen er et sakramente, Catafrygierne, peputianerne og quintillianerne, m.m. Mon ikke disse fem artikler her med rette er blevet vendt imod jer, som de kættere I er.	I kan heller ikke rose jer af denne artikel, som om den var jeres opfindelse. For denne vildfarelse om det evangeliske præstedømme, som berøres i de fem nærmest foregående artikler, er et gammelt kætteri. Først alle deres kætteri, som nægter, at præstevielsen er et sakramente, dernæst Catafrygiernes, Peputianernes og Quintillianernes kætteri.	Icke kwnne i eder heller aff thenne artichell berømme ligerwiis som han ware edert paafwnd. Forti thenne wildfarilsæ om thet euangelische prestedøme, som berøris i nest forschreffne fem article, er eet gammelt kettherij. Først alle theris som negte prestæ wyelsæ at waræ eet sacrament, ther næst Cataphrigum, Peputianorum, oc Quintilianorum.