Biskoppernes gensvar, artikel 15.
Tilbage til Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatios menu.
Articulus decimus quintus Thet femtinde Artichell.
Omnes Romanos Episcopos (quos Papas appellamus) a temporibus Apostolorum fuisse antichristos, hoc est, Christi adversarios in doctrina et hypocrisi. Alle romerske biskopper, som vi kalder paver, har fra apostlenes tid været antikrister, det vil sige, Kristi modstandere i lærdom og hykleri. Alle romerske biskopper, som vi kalder paver, har siden de hellige apostles død, været antikrister, eftersom de er Kristi modstandere med lærdom og hykleri. Alle Rhomeræ Bisper, som wij kalle paffwer, haffwe waridt siden the hellige apostele ere af gangne Antichrister. I thet the ere Christi modstanderæ, mett lerdom oc sckrømpterij.
Responsio.

Fieri potest, ut is articulus suo recessu plus veritatis claudat, quam ipsi creditis, etsi nunquam docuimus, omnes Romanae Ecclesiae praesides antichristos fuisse, sed illos solum, quos facili opera probemus ex ipsorum decretis, vetustis chronicis et aliis id genus scriptis, aliud docuisse aut nunc docere, quam quod Christi doctrinae sit consentaneum, quorum vestigiis vos strenue innitimini et Christi Evangelio, doctrinae et exemplo adversamini.

 Svar:

Det kan vel ske, at denne artikel, hvis den bliver nøjere gennemgået, indeholder mere sandhed, end I tror, selv om vi aldrig har lært, at alle den romerske kirkes overhoveder har været antikrister. Det har vi kun lært om dem, om hvem vi uden besvær ud fra deres egne dekreter, ud fra gamle krøniker og andre af den slags skrifter kan bevise, at de har lært eller stadig lærer noget andet, end hvad der er i overensstemmelse med Kristi lære. I holder jer til at gå i deres spor, og vender jer imod Kristi evangelium, lære og eksempel. 

 Prædikanternes svar:

Der kan vel være mere sandhed heri, end I selv tror, selv om vi ikke har prædiket eller lært sådan. Vi regner ingen paver eller bisper for antikrister, undtagen dem som vi ud fra kirkeloven, ud fra deres egne skrifter, ud fra en sikker historieberetning, eller noget andet sandt sikkert vidnesbyrd, kan bevise har lært eller stadig lærer imod Kristus og Kristi lærdom, som I og jeres lige gør det på denne dag.

 Predicanternis Swar.

Her kan well ware meræ sanden iblant end i sielffwe tro, endog wij haffwæ icke swo predicket eller lerdt. Uij holde ingen Paffwer eller Bisper for Antichrister, vden them som enchten aff kirckelogen, egen sckrifft, wiss krønicke, eller noget andet sandt witherligt witnisbyrd, bewisis at haffwe lerdt, eller oc leræ emod Christum och Christi lerdom som i oc eders ligæ nw paa thenne dag gøre.
Confutatio.

At contra potius fieri potest, ut is articulus plus erroris claudat, quam vos ipsi creditis. Nam, uti divus Cyprianus beato Cornelio, tum summo Pontifici Romano, scribens ait: Non aliunde haeres obortae sunt aut nata sunt schismata, quam inde, quod sacerdoti Dei non obtemperatur, nec unus in Ecclesia ad tempus sacerdos et ad tempus iudex vice Christi cogitatur; 

 Gendrivelse.

Nej, tværtimod kan det snarere ske, at denne artikel indeholder flere vildfarelser, end I selv tror. For, som den guddommelige Cyprian skriver til den salige Cornelius, der dengang var den øverste romerske biskop: 'På ingen anden måde opstår der flere kætterier eller fødes der flere stridigheder, end derved, at man ikke adlyder Guds præst, eller betænker, at der er én præst for øjeblikket i kirken og en dommer for øjeblikket på Kristi vegne.

 Prælaternes gensvar.

Tværtimod, det skal snart befindes, at denne artikel indeslutter mere vildfarelse og løgn end I selv tror og véd af. Fordi, som sankt Cyprian, martyren, skriver til sankt Cornelius, som da var biskop og pave i Rom: 'Der er ingenting, der mere bevirker, at splid og kætteri opstår end ud af det, at man ikke adlyder Guds præst, og ikke betænker, at en præst bør være dommer på Kristi vegne i den hellige kirke'. 

 Prelaternis Geenswar.

Men twert emod, thet scal suo snart findis at same artichell beslwter meer wildfarilse oc løgen end i sielffwe tro oc aff wide. Forti som sanctus Cyprianus martir sckriffwer till sanctum Cornelium som tha war Bisp oc Paffwæ i Rom, och siger swo. Udaff ingen ting er ketterij oc split meer oprwndet end ther vdaff, at ther ickæ lydis Gwdz prest, och icke tenkis att een prest bør at ware dommeræ paa Christi wegne i then hellige kirckæ.
nam qui Romanum Pontificem contemnit, utpote Petri successorem, Christi vicarium et universalis Ecclesiae praesidem, penes quem sit totius Ecclesiastiae potestatis plenitudo, quamadmodum Christus apud Matthaeum Petro promisit, apud Ioannem vero post ressurrectionem praestitit, Ecclesiam ipsam, quae columna et firmamentum est veritatis adeoque basis ac fundamentum totius nostrae fidei et religionis eadem opera contemnens, non potest non prolabi brevius aut longius in multos errores, schismata et haereses, quemadmodum (187) in capite huius tertii congressu etiam praemonuimus. -- for den, som foragter der romerske pontificat, som Peters efterfølger, Kristi statholder og hele kirkens overhoved, som næsten har hele kirkens magt, sådan som Kristus hos Matthæus lovede Peter det (Matt 16,18), og som han svarede han hos Johannes efter sin opstandelse (Joh 20,23), og med denne handling fornægter kirken selv, som er 'søjle og fundament for sandheden' (1 Tim 3,15), og basis og fundament for hele vor tro og fromhed, han kan ikke andet end falde kort eller langt i mange vildfarelser, skismer og kætterier, sådan som vi har forudsagt det i den tredie congres' indledning. For den, som forsmår og foragter den romerske biskop, og ikke regner med, at han i Kristi sted er stadholder og er den almindelige kristne kirkes forstander, hos hvem den hellige kirkes allerstørste magt er, som Kristus lovede sankt Peter hos Matthæus (Matt 16,18), og som han svarede ham hos Johannes efter sin opstandelse, og derover forsmår den hellige kirke, som er sandhedens pille og fasthed, og derfor en grund og fundament til al vor tro og gudelighed, han kan ikke andet end falde enten kort eller langt i megen vildfarelse, ulydighed og kætteri. Forthi then som forsmaar, oc foragter then Rhomere Bisp, oc agter hanwm, icke i sancti Petri stæd at ware Christi stadtholderæ oc then menige christen kirckis forstanderæ hoess hwilcken som er then hellige kirckis alsomstørste magt, som Christus loffwede sancto Petro hoess Matheum, oc antwordede hannwm hoess Joannem effter syn opstandilsæ, oc ther offwer forsmaar then hellige kircke, som er sandhetz pyleræ oc fasthedt, oc forti een grwnd oc eet fundament till all wor tro oc gwdelighet, han kan icke andett end falde enchten stackett eller langtt vdi møgen wildfarilsæ, wlydilsæ, och kettherij.
Quod autem [157] subiungitis, vestro scilicet more, aliud inter vestros publice agentes, aliud privatim apud iudices accusati respondentes, nunquam vos docuisse, omnes Romanae Ecclesiae praesides a temporibus Apostolorum antichristos fuisse, sed illos solum, quos facili opera probetis ex eorum decretis, vetustis chronicis et aliud id genus scriptus, aliud docuisse aut nunc docere, quam quod Christi doctrinae sit consentaneum: -- Men det, I føjer til, efter jeres skik sådan, at I siger ét når i er offentligt blandt jer selv og noget andet, når I privat skal forsvare jer for jeres dommere, det, I føjer til, at I aldrig har lært, at alle den romerske kirkes overhoveder fra apostlenes dage har været antikrister, men kun dem, om hvem I let kan bevise ud fra deres dekreter, ud fra gamle krøniker og ud fra andre af den slags skrifter, at de har lært og stadig lærer noget andet, end hvad der er i overensstemmelse med Kristi lærdom: - Det, I videre svarer (idet I, som I plejer, siger én ting offentligt i jeres selskab og noget andet som forsvar for dommere), at i aldrig har sagt, at alle paver har været antikrister efter de hellige apostles død, men kun dem, om hvem i let kan bevise både af deres egen kirkelov, af gamle krøniker, og af anden sådan skrift, at de har lært og stadig lærer noget andet, end det som er i overensstemmelse med Kristi lærdom. Thet i framdelis sware (som i pleyæ, andet obenbare sigendis blandt edert selsckaff, oc andet becklagendis for dommeræ) at i haffue aldrig sagt at alle Paffwer haffwe waridt Antichrister siden the hellige apostele ere affgangne, vden allene them, ther i kwnne lettelighe bewiisæ baade aff theris egen kirckelow, gamble krønicker, oc anden suodan sckrifft, at the haffwe lerdt oc end nw leræ andett end thet som er eensindigt met Christi lerdom.
primo dicite, vos momi et critici: Qui constat istud cum eo, quod ad primum respondentes articulum dixistis, nunquam non errare nostram Ecclesiam? Nos nempe caput et matrem agnoscimus Romana Ecclesiam; quare si haec semper hallucinetur, qua ratione nunc tanquam immemores vestri adseritis, nonnullos tantum Pontifice Romanos fuisse antichristos, et a Christi Evangelio dessentanea docuisse? ut hic quoque vobis iterum occinere liceat Horatianum illud ab initio vobis obiectum: Quo teneam nodo mutantem Protea vultum! -- sig os først, I bagtalere og kritikere: Hvordan stemmer det overens med det, som I svarede til den første artikel, hvor I sagde, at vor kirke altid tog fejl? Vi anerkender nemlig den romerske kirke som vort hoved og vor moder; men hvis den altid tager fejl, med hvad ret siger så I glemsomme hoveder, at nogle af de romerske paver har været antikrister, og har lært noget, der afviger fra Kristi evangelium? så at I her igen lader dette horatianske skrige imod jer, som vi bebrejdede jer i begyndelsen: 'Ved hvilke reb kan jeg holde fast på sådanne Proteuser, som stadig forandrer skikkelse?' Her formaner vi jer, I spotske bagtalere, som har noget at udsætte på alle, at I giver os klar besked: Hvordan er det svar i overensstemmelse med det, I svarede til den førte artikel, hvor I sagde, at vor kirke altid farer vild. Farer den altid vild, hvorfor er så ikke alle paver antikrister? Vi anerkender den romerske kirke som vort hoved og vor moder; dersom den derfor altid farer vild, hvorfor siger I nu, at nogle blandt de romerske bisper var antikrister, fordi de lærte det, som ikke stemmer med Kristi evangelium? Er det også så ringe en ting at bevise, at nogle paver var antikrister, og at nogle nu er det, så før jeres bevis igennem, så vi kan vide, hvad vi skal svare på. Her formane wij eder i spodtsche klafferæ som haffue lack met alle, at i oss beschede klarlige, hwore thet swar er bestandigt, met thet i sware till then første artichell och sighæ, att wor kircke far altiid wild. Far hwn oc altiid wild, hwij ere the icke alle antichrister? Uij bekende then Romere kircke for hoffwet oc moder, ther som hwn forti far altiid wild, hwar fore sige i nw, at somme blandt the Romere bisper ware antichrister, forti the lerde thet som icke er eensindigt met Christi euangelio. Er thet oc swo ringe een ting at bewiisæ nogre Paffwer at haffwe waridt antichrister, oc nogræ at nw ware, tha fører eder bewiisning tillstæde, paa thet wij wide kwnne hwar til wij scwlle sware.
Deinde quod si res adeo facilis negotii sit probare, nonnullos Romanae Cathedrae antistites doctrina sua vel olim fuisse vel etiamnum esse antichristos, cur non ostenditis, cur non docetis, ut sit cui respondeamus? Sed, qui mos vester est, hyperbolicis istiusmodi mendaciis credulam plebem tanti domino suo Iesu Christo constantem miserabiliter abducitis. Dernæst, hvis sagen var så let at bevise, så ville der være ikke så få romerske stoles paver, som bedømt efter sin lære enten engang var eller endog endnu er antikrister, hvorfor påviser I ikke det, hvorfor lærer I os ikke, hvad vi skal svare på? Men som det er jeres skik, forfører I med den slags overdrevne løgne en almue, der dog tror på Jesus Kristus som sin herre, ud i større og større elendighed. Men når I kan sige, hvad I har lyst til, da plejer i med sådanne storagtige løgne at forføre den simple almue fra sind og samvittighed, den almue, der dog er så dyrt købt af vor Herre Jesus Kristus. Men nar i mwæ sige hwad eder løster, tha pleyæ i met swodane storagtige øgner, att forføre simpill almwge fra sind oc samwittighed, som er dog swo dyræ købt aff wor herre Jesu Christo.
Nunc vero quod dicitis tantum, nihil probantes, nos vero cum tota Dei Ecclesia Catholica contradicimus, idque tot seculorum praescriptionem habentes; utri parti maior fides habenda sit, quis nesciat? Haud nobis clam est, signiferum vestae factionis M. Lutherum fuisse quidem conatum ostendere, nonnulla Pontificum decreta pugnare cum Evangelio Christi eo in libro, quo sceleratissimae combustionis suae decretorum causas reddere tentavit. Verum quam frigide rationem incendii sui praestiterit, doctissimorum virorum opera toti iam orbi patefactum est. Så meget I end siger, I beviser intet, men vi modsiger jer sammen med hele Guds katolske kirke, som har så mange århundreders lovhævd. hvem véd ikke, hvilken part man skal skænke mest tiltro? Og det er heller ikke nogen hemmelighed for os, at jeres bannerfører M. Luther har stræbt efter at påvise, at nogle pavelige dekreter var imod Kristi evangelium i den bog, hvormed han søgte at aflægge regnskab for den forbryderiske brand, han foranstaltede på dekreterne. Men hvor dum en begrundelse til at sætte ild til, han kom frem med, det har nu en række lærde mænds arbejder afsløret for hele verden. Og når I siger meget og dog intet beviser, og vi modsiger jer sammen med hele den kristne kirke, og dertil har mange hundrede års lovhævd, hvem ved da ikke hvilken part mest står til troende? Vi ved godt, hvilken umage jeres bannerfører MortenLuther gjorde sig i en bog for at forsvare den brandstiftelse, han foretog på kirkeloven, men at det var en letsindig handling, det har nu mange lærde mænd tilkendegivet alverden. Oc nar i møget sige oc dog inthet bewiisæ, oc wij sige twert emod met then gantscke christen kircke, oc haffwe ther offwer mange hwndrede aars lawheffdt, hwem weed tha icke then part som meest scall staa till troende? Uij widæ well hwess wmage eder fennickedregeræ Morten Luther giorde sig vdi een bog till at forsware thet brandwold han giordhæ paa kirckelogen, men at thet war een løss handell, haffwe nw mange lerde mend giffuet all werden till kende.
Illud modo nobis in universum [158] dixisse suffecerit in praesentia, quod (ne dicam post Apostolorum tempora Pontifices Romanos et martyrio pro Christi nomine coronatos et miraculis ab eo tum in vita tum in morte illustratos) nullus omnino Ecclesiae Romanae praesul (qualis qualis tandem ipse vita sit ac moribus; iudicem suum habet pastorem pastorum), donec Romanus manet Pontifex (manet autem quamdiu fidelis est), aberrare potest in causis Ecclesiae ac fidei ad humanam (188) salutem necessariis, et quidem iudiciali determinatione, quam sedis auctoritate facit; På den måde er det nok for os i det hele taget her for nærværende at sige, at (for ikke at tale om de romerske paver efter apostlenes tid, der var kronet med martyriet for Kristi navn, og med mirakler, oplyst af dem både i liv og død) -- det er nok at sige, at overhovedet ingen forstander for den romerske kirke (hvordan han så ellers var i sit liv og levned, ja, han har sin dommer i hyrdenes hyrde), sålænge han er romersk pave (og det forbliver han, sålænge han er tro) kan tage fejl i de kirkens og troens sager, der er nødvendige til frelse, især ikke i de domssager, som pavestolen afgør udfra sin autoritet; Det vil vi sige nu, og det er foreløbig nok, -- for slet ikke at tale om de paver, som efter de hellige apostles tid var Kristi martyrer og udmærkede mænd af hellighed, lærdom og jærtegn -- at ingen romersk bisp, hvordan han så ellers er i sit liv og levned (sålænge han er romersk bisp, hvilket han altid er, sålænge han forbliver fast i troen og trofast) kan nogensinde fare vild i de ting, som har med troen og kristendommens salighed at gøre. Og især ikke i de ting, som han med sin pavelige magt og myndighed afgør med domsret. Thet welæ wij nw sige, oc er paa thennæ tiid nog sagt, paa thet wij scwlle icke nw talæ om the Paffwer som effter the hellige Apostelæ ware Christi martires, oc drabelige mend aff hellighet, lerdom, iertegen, at ingen Rhomeræ Bisp, i hworedhan han (252) er y liiff och leffnett (then stwnd han er Rhomere bisp hwilckett han altiid er swo lenghæ han bliffwer trofast oc trofest) kan noghen tiid faræ wild vdi the støcker som eræ troen och christendoms salighett anrørendis. Och besynderlighæ vdi the støcker som han beschedher mett doms rætt aff syn Paffwelig macht och befaling.
idque tum ob veridicam Christi promissionem Petro factam, nempe futurum, ut portae inferorum adversus Ecclesiam nullo tempore praevalent, tum ob efficacem eiusdem orationem pro eodem fusam, ne quando fides ipsius deficeret. Error enim Romani Potificis, tanquam universalis Ecclesiae pastoris, totius Ecclesiae per sequelam error foret. Unde beatus ille Christi martyr Cyprianus nihil verius est ingenue profiteri, quod ad Romanis perfidia non possit habere accessum. og det dels på grund af det sanddru løfte, Kristus gjorde Peter, nemlig at helvedes porte ikke nogen tid skulle få magt over kirken, (Matt 16,18) og dels på grund af den kraftige bøn, han bad for ham, at hans tro ikke måtte svigte. (Luk 22,32). Den romerske paves fejl, ville nemlig følgelig, eftersom han er hele kirkens hyrde, være hele kirkens fejl. Derfor kan den salige Kristi martyr, Cyprian, heller ikke bekende noget sandere, end at til den romerske kirke kan ingen falsk tro få adgang. Og især for det løfte, som Kristus han gjorde overfor sankt Peter og sagde, at helvedes porte ikke skulle få bugt med den hellige kirke.Og endelig på grund af den kraftige bøn, som Kristus bad til sin fader for sankt Peters tro, at den ikke måtte forgå; og derfor frygtede den hellige Kristi martyr Cyprian ikke for åbenlyst at tilstå, at ingen falsk tro nogensinde kan få indgang hos den romerske kirke. Oc serdhelis for thett løffthe som Christus han giordhæ sancto Petro och sagdhæ, att helffwidhis poerthæ schwldhæ ickæ wordhæ then hellighæ kirckæ megtiighe. Och framdelis for then krafftige bøn som Christus bad syn fader for sancti Petri tro, at hwn scwlde icke forgaa, hwar fore then hellige Christi martir Cyprianus, icke befrøctede at rwndelige tilstaa, hware at ingen falsck tro kan nogen tiid faa indgang met then Romeræ kircke.
Et gloriosus doctor Hieronymus nihil dubitavit scribere, quod Romae nulla primo coepit haeresis pullulare. Quamobrem si in hoc erramus, quod Romanorum Pontificum vestigiis strenue innitimur, decreta illorum amplexantes, utpote ad Evangelicam quoque doctrinam pertinentia, quemadmodum in primo quoque congressu a nobis ostensum est; libenter erramus, nec, quoad vivemus, hunc errorem animis nostris evelli patiemur, tantis nimirum ducibus freti. Og den ærværdige doktor, Hieronymus, holder sig ikke tilbage, men skriver, at fra Rom er ikke noget kætteri fra først af begyndt at spire frem. Af den grund: Hvis vi tager fejl heri, at vi omhyggeligt går i det romerske pavedømmes spor, tager deres dekreter til os, og holder os til den evangeliske lærdom, sådan som vi har påvist den i den første afdeling, da tager vi gerne fejl, og vil ikke finde os i at få udrevet denne fejl af vore sind, så længe vi lever, fordi vi har støttet os til sådanne førere. Og den ærefulde doktor Hieeronymys skriver også, at intet kætteri nogensinde først er udsprunget i Rom. Dersom vi derfor farer vild, fordi vi tilslutter os den romerske kirke, fra hvilken vi har alt den kundskab, som vi og vore forældre nogensinde er nået frem til om Gud, da vil vi altid gerne fare vild, når vi i denne kirke ikke agter andet end at efterfølge en retsindig saligheds tro og lærdom. Oc then ærefwlde doctor Hieronimus sckriffwer oc swo, att inthe ketterij er nogen tiid først vdsprwnget i Rom. Ther som wij forti faræ wild, att wij eræ anhengendis then Romeræ kircke, hwedhen wij haffwe altt thett kwndschaff som wij och wore foreldræ nogen tiid giordtt haffwe mett Gwd, tha welæ wij altiid gernæ faræ wild, nar wij wdi henne agtæ icke andet at efftherfølge end een retsindig salighetz tro oc lerdom. Er hwn bestedt i noger synd oc Gwdz fortørnilsæ, tha haffwer hwn syn dommeræ i himmelen, ther hwn scall een tiid staa till rettæ, oc tha lide hwess han will henne icke naadelighe fordragæ.
Nam et Ambrosius magistram in omnibus se profitetur sequi Romanam Ecclesiam. Et Hieronymus ait: Si quis Cathedrae Petri iungitur, meus est; et alibi scribens ad Damasum Papam: Emendari, inquit, cupimus a te, qui Petri sedem tenes et fidem. Proinde hos sanctos Dei homines hac parte imitantes neutiquam credimus, nos Romanorum Pontificum inhaerendo vestigiis Christi Evangelio adversari neque doctrina neque exemplo, siquidem decreta eorum observantes atque praedicantes nihil contra Christi Evangelium vel docemus vel agimus, uti modo satis dictum est. For også Ambrosius bekender, at han i alle ting følger den romerske kirke som sin læremester. Og Hieronymus siger: Hvis nogen knytter sig til Peters sæde, hører han mig til'; og andetsteds skriver han til pave Damasus: Vi begærer at blive forbedret af dig, som har Peters sæde og tro. Derfor, når vi efterligner sådanne Guds hellige mænd i dette stykke, så kan vi ikke tro, at vi ved stadig at holde os til den romerske pave kommer i modsætning til Kristi evangelium, hverken med lærdom eller med eksempel, eftersom de, der overholder og anerkender deres dekreter, ikke lærer og begår imod Kristi evangelium, som det nu er sagt tilstrækkeligt. Den udmærkede mand Ambrosius bekender åbenlyst, at han i al lærdom vil efterfølge den romerske kirke, som en læremester. Og Hieronymus siger således: Den, som holder fast ved Peters sæde, han hører mig til. Og til pave Damasus skriver han: Vi ønsker at forbedres og undervises af dig, som har og holde Peters sæde og tro. Når vi derfor efterfølger sådanne Guds helgener, da håber vi, at vi ikke af den grund er imod evangeliet, om vi er tro mod den romerske kirke og følger dens lærdom. Then drabelige mand Ambrosius obenbare bekender, at han i all lerdom will efftherfølge then Romeræ kircke for een mesterindhe. Oc Hieronymus siger swo, hwo som er Petri sæde anhengendis, han (253) hør mig till. Och till Damasum paffwe schriffwer han suo. Uij begeræ at bedris oc wnder wisis aff tig som haffwer och holder Petri baade sæde oc troo. Nar wij forti efftefølge swodane Gwdz helgen, tha forhaabis oss at wij ere icke forti euangelio modstandighe om wij ere Rhomeræ kirckis tro oc lerdom følachtighe.