Confutatio, artikel 14

Biskoppernes gensvar, artikel 14. Tilbage Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatio, indhold.

¹Articulus decimus quartus			Then fiortende Artichell.
²Igitur omnes in Christo baptizatos corpus Christi consecrare posse et facere omnia, quae sibi vindicant sacerdotes et Ecclesiae ministri.	Derfor kan alle de, som er døbt i Kristus, konsekrere Kristi legeme og gøre alt det, som præsterne og kirkens tjenere har tilkæmpet sig for sig selv.	Og derfor må alle de, som er døbt i Kristus Jesus, konsekrere Guds legeme, og gøre alt det andet, som præster og kirkens tjenere i særlig grad tiltager sig.	Oc forti maa alle the som døbtæ æræ i Christo Jesu, consecrere Gwdz legome, oc alt andet gøre, som prester och kirckins tieneræ sig besynderlige tiltaghe.
³Responsio Omnes Christiani sic facti sunt sacerdotes per Christum et consecrati, ut denuo nullis ceremoniis, nempe unctionis, rasurae, opus habeant ad sacerdotalem functionem exercendam, id quod re ipsa vos ipsi fatemini, cum infantes a laicis domi baptizatos non reiicitis ab Ecclesia, veluti damnatos, si prius moriantur, quam in manus ministri Ecclesiae veniant; nec etiam Turcam aut aliam quemvis infidelem, quam laicus in fidei nostrae mysteriis instruxit, etiam si diem obeat, priusquam Ecclesiae minister illius animum ulterius formandum suscepit.	Svar: Alle kristne er på den måde blevet præster ved Kristus og indviet dertil, at de ikke har brug for påny at gennemgå nogle ceremonier, salvning, ragning, for at kunne udføre præstegerningen; det indrømmer I i virkeligheden også selv, når I ikke forkaster de børn, som er døbt af lægfolk i hjemmet, eller fordømmer bort fra kirken de, der dør, førend de kommer i kirkens tjeneres hånd; ejheller fordømmer I en tyrk eller en anden vantro, som en lægmand har instrueret i vore mysterier, også hvis han dør, førend kirkens tjener kan påtage sig at påvirke hans sjæl.	Prædikanternes svar: Alle ret kristne menneker er således indviede til præster, at de ikke har behov for nogen ny vielse, salvning eller ragning for at kunne bruge deres præsteembede; som I også selv bekender med jeres samtykke, idet I ikke forskyder eller fordømmer de børn, som døbes hjemme af en lægmand eller af kvinder; heller ikke fordømmer I en tyrk eller russer, som bliver kristeligt undervist af en lægmand og dør, før han får nogen anden beredelse af en indviet præst.	Predicanternis Swar. Alle rettæ christne mennischer, ere swo wigde till prester, at the haffwe ingen ny wielsæ, smorilsæ, eller ragilsæ behoff, till at brwge theris prestæ embede, som i oc sielff met edert samtøcke bekende i thet, i icke forsckiwde eller fordøme the børn som christnes inde aff leegmend eller qwinder. Ickæ heller (244) een Twrck eller Rytzer som bliffwer christelige wnderwiist aff een legmand, oc døer strax før end han faar nogen anden redhæ aff wiigd prest.
⁴Verumtamen nemosibi usurpet hoc muneris, nisi magna urgente necessitate, sed vocetur multitudinis consensu, ut supra diximus. Nam Paulus 1. Cor. 14. vult omnia fieri ordinate et decore in Ecclesia. Quomodo autem fiat ministrorum electio, docet nos spiritus sanctus in actis Apostolicis et literis Paulinis.	Men dog må ingen indføre sig selv til denne opgave, uden den største og mest tvingende nødvendighed, men han bør kaldes ved mængdens samtykke, som vi ovenfor har sagt. For Paulus vil i 1. Kor 14,40 at alt skal ske ordentligt og sømmeligt i kirken. Men hvordan det bør gå for sig med udvælgelsen af præsterne, lærer helligånden os i apostlenes gerninger og Paulus' breve.	Dog må ingen uden nødvendighed indføre sig selv ukaldet og ukrævet af den hellige kirke, ved offentligt og almindeligt at tjene andre kristne mennesker med et sådant embede. For Paulus vil i 1. Kor 14, at alting skal gå skikkeligt og sømmeligt til i den kristne menighed. Men hvorledes denne udvælgelse skal gå for sig, lærer den helligånd os i apostlenes gerninger og i Paulus' breve.	Men tha maa ingen vden nøttørtelighet indføræ sig sielff wkaldet oc wescket aff then hellige kircke, obenbarlige oc almyndelige att tiene andre christne menniscker met swodant embede. Thi sanctæ Powell i. Corin. xiiij. will, at all ting scall gaa schickelige oc beqwemmelige i then christne forsambling, Men hwarledis then vdwelling scal gaa til lærer oss then helliand i apostelers gerninger oc sanctæ Powels episteler.
⁵Confutatio. Quod sit a veritate prorsus alienum quod hic adfertur, ex iis quae iam proxime diximus, integro lectori sat superque (183) persuasum arbitror. Nam si omnes Christiani (ut dicitis) ita facti sunt sacerdotes et consecrati per Christum in baptismo, ut ad sacerdotalem quamvis functionem exercendam denuo nulla ordinatione reliqua, ceremoniis quibuslibet facta, opus habeant: -	Gendrivelse. Vi tror, at den forstandige læser vil være tilstrækkelig overbevist om, hvor langt det, der her fremføres, er fra sandheden, ud fra, hvad vi har sagt lige forud. For hvis alle kristne, som I siger, på den måde er gjort til præster og konsekreret ved Kristus i dåben, at de ikke behøver yderligere indvielse til at foretage en hvilkensomhelst præstelig funktion,	Prælaternes gensvar. Vi formoder nu, at hver kristen læser er gjort sikker på, hvor langt dette jeres svar er fra sandheden, fordi, dersom alle kristne mennesker på den måde er indviede til præster i deres dåb, at de må udøve alle præstelige funktioner uden nogen anden præstevielse,	Prelaternis Geenswar. Vij nw formode hwer christen læseræ ware wiiss giordt huore langt thette edertt swar er fra sandhett, forthi, ther som alle christne mennischer ere suo wigde till prester i theris dob at the mwæ brwge alle prestelige embede, forwden nogen anden preste wielsæ,
⁶cur dominus noster Iesus Christus (uti nunc ostensum est) solos Apostolos discipulosque suos, tum pridem utique baptizatos, ex hoc mundo rediturus ad patrem, novo sacerdotio instituto, denuo tandem in sacerdotes consecravit, donans illis eorumque successoribus geminam sacerdotalis ordinis potestatem, nempe conficiendi verum corpus suum, et absolvendi corpus suum mysticum?	hvorfor har da vor herre Jesus Kristus, som det nu er påvist, påny foretaget en indvielse til præster alene af apostlene og disciplene, da de på det tidspunkt for lang tid siden var blevet døbt, dengang da han forlod denne verden for at gå til faderen, idet han gav dem og deres efterfølgere den præstelige ordens dobbelte magt, nemlig at bekende hans sande legeme og at afløse hans mystiske legeme?	hvorfor har da vor herre Jesus Kristus, som vi nu har vist, da han forlod denne verden og gik til sin fader, lang tid efter at alle apostlene var døbte, indviet og konsekreret dem alene til et nyt præsteembede, og givet både dem og deres efterkommere, statholderne i den hellige kirke, en dobbelt præstemagt, som er at konsekrere sig eget sande legeme og at afløse hans åndelige legeme?	hwij haffwer tha wor herræ Jesus Christus som nw bewiist er, ther han forlod thenne werden oc reysde till syn fader, langtt sidhen alle apostele ware døbtæ, wigde oc consecrerit them allenæ till eet nytt prestedøme, och gaff baade them oc theris effterkommeræ, statholdere i then hellige kircke, dwbbelt prestæ maght, som er at consecrere syt eghet sande legomæ, oc at affløsæ hanss aandelige legomme?
⁷Cur spiritus sanctus Paulum et Barnabam, etsi a Deo iam ante in munus Apostolicum electos atque vocatos, denuo [153] tamen per prophetas et doctores Antiochenae Ecclesiae, qui tum aderant, in Apostolatus ministerium segregari voluit? Cur Paulus Timotheum et Titum, prius indubie baptizatos, denuo in Episcopos sive presbyteros ordinavit?	Hvorfor ville helligånden udskille Paulus og Barnabas til aposteltjeneste påny gennem de tilstedeværende profeter og lærere i den antiokenske kirke, skønt de af Gud allerede var udvalgt og kaldet til den apostoliske opgave? Hvorfor ordinerede Paulus påny Timotheus og Titus, som uden tvivl var døbt i forvejen, til biskopper eller præster?	Eller hvorfor har helligånden, efter at Paulus og Barnabas allerede én gang var beskikket af Gud til apostelembede, budet og befalet de profeter og lærere, som var i Antiokia, (Apg 13,1-3) at de skulle skille sig ved Paulus og Barnabaas og sende dem til det apostlige hverv, som de var udvalgt til, og det med faste, offer, bønner og håndspålæggelse? Eller hvorfor indviede Paulus Timotheus og Titus til præster påny, skønt de uden al tvivl i forvejen havde modtaget dåbens sakramente?	Eller hwij haffwer then helliand siden att Paulus oc Barnabas ware een tiid schickede aff Gwd til apostelige embede, bwdett och befalet the propheter (245) och lærere som ware Antiochie, at the scwlde sckynde fra siig Paulum oc Barnabam, oc forschicke them till then apostelige befaling som the ware vdwolde til. Oc thet med fastæ, offer, bøner, och henders paaleggæ? Eller hwij wigde Paulus Timotheum och Titum till prester paa thett ny, siden the haffde till fornett vden all twyll anammet dobs sacrament?
⁸Cur denique Timotheus et Titus a Paulo iubentur, alios oppidatim constituere presbyteros et Episcopos, nimirum aliquamdiu baptizatos, quando Paulus Timotheo praecipit, nec cui cito manus imponat? et iuxta Apostolicam Episcopi formulam oportet, eum non esse neophytum, at spectatae tum doctrinae tum probitatis.	Endelig: Hvorfor får Timotheus og Titus af Paulus befaling til i hver by at indsætte andre presbytere og biskopper, som jo gennem nogen tid har været døbt, når Paulus byder Timotheus, at han ikke for hurtigt skal lægge sin hånd på nogen? og det efter biskoppens apostoliske formel bør være sådan, at han ikke skal være ny i troen, men erfaren både i lærdom og redelighed.	Eller hvorfor bød Paulus Timotheus og Titus, at de skulle gøre ligesådan, det vil sige: beskikke sådanne bisper og præster i alle byer, om hvem vi kan fornemme, at de igennem lang tid har været døbte, eftersom Paulus byder Timotheus, at han ikke for hurtigt skal lægge hånd på nogen? Eftersom han også tidligere havde beskrevet en god mands egenskaber, som skulle tjene godt som biskop, og sagt, at den, som er ung og ny i troen, ikke duer dertil, men den, som af lang erfaring og kundskab i kristendommen er både lærd og from.	Eller hwij bød Paulus Timotheo och Tito, at the scwlde ligæ swo gøre, thet er at schicke Bisper och Prester i alle stæder, ther wij kwnne forti mercke at haffwe tilforn lang tiid warit døbtæ, nar Paulus biwder same Timotheo, at han scall icke for snart legghæ hand paa nogen? Effter thi han haffde oc tilforn besckreffwit een god mandz fandtzwn ther scwlde well tienæ till bisp, oc siger, att then som er wng oc ny vdi troen, tien ther icke till, men then som aff lang forfaring oc kwndscaff i christendoms handell er baade lerdt oc from.
⁹Quis ergo ex his non videt, Christiano homini post baptismum, ad sacerdotii munus rite obeundum, nova ordinatione opus esse?	Hvem ser ikke heraf, at det kristne menneske, som efter dåben kommer til den præstelige opgave, har brug for en ny ordination?
¹⁰Porro hanc sacerdotum ordinationem sive consecrationem non sine certis quibusdam ceremoniis ex spiritus sancti magisterio acceptis, vel Apostolorum tempore factam, illa divinae scripturae loca iam aliquoties repetita palam ostendunt.	Men at denne præstevielse eller konsekration ikke var uden særlige ceremonier, givet ved undervisning af den helligånd, eller blevet til på apostlenes tid, det vil de skriftsteder vise, som vi nu igen fremdrager en smule.	Men denne præstevielse, beskikkelse og ordning havde dog sine særlige ceremonier, enten givet gennem direkte undervisning af helligånden eller også fremført af de hellige apostle, hvilket de steder klart viser, der her skal anføres af skriften:	Men thenne prestæ wielsæ, schick oc tilsætt, haffde dog syne besynderlige ceremonier, enchten lerdæ serdelis aff then helliand, eller och handfangne aff the hellige apostelæ, som the stæder klarlige beschede, her nw ere beschreffnæ aff sckrifften.
¹¹Nam Paulus et Barnabas a prophetis doctoribusque tum Antiochiae degentibus impositione manuum in Apostolos ordinati sunt. Paulus item aperte testatur, Timotheum impositione manuum suarum in Episcopum a se consecratum. Denique Timotheum mandat, ne simili manuum impositione cito ac temere quemvis presbyterum constituat. Quare nulli dubium esse potest, iisdem ceremoniis ceteros quoque Apostolos ordinasse presbyteros ac Episcopos.	For Paulus og Barnabas blev indviet til apostle af de profeter og lærere, der dengang levede i Antiokia, ved håndspålæggelse. Og Paulus bevidner også åbenlyst, at han har indviet Timotheus til biskop med at lægge sine hænder på ham. Endelig giver han befaling til Timotheus om, at han ikke på lignende måde med håndspålæggelse for hurtigt og ubesindigt skal indsætte nogen til presbyter. Derfor kan der ikke være tvivl om, at også de øvrige apostle ordinerede præster og biskopper med samme slags ceremonier.	For Paulus og Barnabas blev viede til apostle med faste, gudelige bønner og håndspålæggelse af de profeter og lærere, som var i Antiokia. (Apg 13,3) Paulus bekender også åbenlyst, at han indviede Timotheus til bisp ved egen håndspålæggelse. (2 Tim 1,6) Denne ceremoni gav altid en særlig nåde fra helligånden. Ligeledes byder han Timotheus, at han ikke ubesindigt med håndspålæggelse skal beskikke nogen til bisp. Derfor er det udenfor al tvivl, at de andre apostle også har brugt de samme ceremonier ved præstevielse.	Forti Paulus oc Barnabas ware wigdæ till apostele met faste, gwdelige bøner, oc henders paaleggæ, aff the propheter oc læreræ som ware i Antiochia. Paulus oc swo bekender obenbarlige, att han wigde Timotheum till bisp met syne egne henders paalegge. Hwilcken ceremoniæ som gaff altiid een besynderlig helliandz naade. Desligest biwder han (246) same Timotheum, at han icke scall met same henders paalegge schicke nogen wredeligæ till bisp. Thi er thet sckeedt vden twiill, at the andre apostele haffue oc suo bruget i preste vielsæ same ceremonier
¹²Verum etsi aliarum quidem ceremoniarum, quibus hodie in ordinandis sacerdotibus Ecclesia utitur, in Evangelicis Apostolicisque literis nusquam fit mentio, tamen eas ex Apostolicis traditionibus, ut pleraque alia, quemadmodum in primo congressu monstravimus, absque scripto ad nos prevenisse, (184) vel illud unum mea quidem sententia evicerit, quod beatus Dionysius, sancti Pauli discipulus, libro coelestis hierarchiae cap. 5. de consecrandis Episcopis, presbyteris et diaconis, nimirum ex ritu Apostolorum, tam accurate praescribit.	Men selv om de anderledes ceremonier, som idag bruges, når man skal indvi kirkens præster, ikke nævnes nogetsteds i de evangeliske og apostoliske skrifter, så er dog disse ceremonier kommet frem til os fra de apostolske traditioner uden skriftoverlevering, som så meget andet, sådan som vi har påvist det i den første afdeling (side 62), eller jeg er i hvert fald blevet overbevist om det ene, som den salige Dionysius, den hellige Paulus' discipel, meget nøjagtigt foreskriver i bogen om det himmelske hierarki, kapitel 5, om at indvi biskopper, præster og diakoner efter apostlenes ritualer.	Og selv om det ny testamente ikke beskriver os de ceremonier, som den hellige kirke nu bruger i præstevielsen, da er det troligt, at apostlene havde traderet dem til deres disciple som meget andet, der er brugt fra begynelsen uden apostolisk skrift, men ikke uden apostolisk befaling, hvilket skal påvises yderligere i 'vor kristne trosbekendelse'. Og at det forholder sig sådan, det overbeviser det os om, som sankt Dionysius, Paulus' discipel, skriver om bispers, præsters og tjeneres vielse, med så stor omhu, at det uden tvivl var ham befalet sådan.	Oc endog at thet ny testamentt besckriffuer oss icke the ceremonier som then hellige kircke nw bruger i preste wielsæ, thet er tha troligt, at apostelene haffue them handfanget syne disciple som andhet møgett ther brwgett er fra begyndilsen wden aposthelig sckrifft, men tha ickæ wden apostelig befaling som ydermere scal bewisis vdi vor christen troes bekendilsæ. Oc at swo er, gør oss wiiss thet som sanctus Dionysius sancti Pauli discipell besckriffwer om Bispers, Prester, och tieners wyelsæ, mett swo stoer flidt, att thett war hanwm wden twill swo befalett.
¹³At quod unctionis et rasurae tacita quadam irrisione nominatim [154] hic meministis, qui nos comtemptim oleatos et rasos appellare soletis; nec ignoramus nec diffitemur, neutrum horum ordinatis conferre gratiam et potestatem ordinis, imo nullius plane momenti ac ponderis esse, nisi et externae unctioni corporis per oleum respondeat interna mentis unctio per gratiam, et visibili capitis rasurae a pilis consentiat invisibilis animi rasura et terrenis cupiditatibus, quorum utrumque spiritus sanctus per ordinis sacramentum in sacerdotibus ordinatis operatur, si modo citra obicem accedant.	Men angående det, I her siger, (at vi skal undlade at kommentere det spottende i det) om salvning og ragning, I, som plejer foragteligt at kalde os smurte og ragede, så véd vi det da godt, og vi benægter det ikke, at ingen af de to dele giver vielsens nåde og magt til dem, der bliver indviet, ja, det betyder intet og har intet at sige, hvis ikke der til den ydre salvelse med olie svarer en indre sindets salvelse ved nåden, og hvis ikke der til den synlige hovedets afragelse af hår svarer en usynlig sjælens afragelse af verdslige begæringer, men begge dele virker helligånden gennem indvielsens sakramente i præsterne, hvis blot de modtager den uden at skyde slåen for.	Men at I spottende taler om smørelse og ragning, og derfor foragteligt kalder os smurte og ragede, det tåler vi gerne, for vi véd, at hverken salvning eller ragning giver os nåde eller indvielse, og i sig selv slet intet er uden tegn og betydningsbærere, eftersom udvortes salvning betegner den indvortes salvning, som sjælen får af den helligånds nåde, og udvortes ragning betyder, at sjælen indvortes skal være skåret af fra verdens syndige gerninger, og disse gaver giver den helligånd ganske sikkert, om vi modtager indvielse tilbørligt og på rette måde.	Men at i spottelige talæ om smørilsæ och ragilsæ och kalde oss forti foragtelige smwrdhe oc ragedæ, thet lide wij gernæ, nar wij widhe at hwercken smørilsæ eller ragilsæ giffwer oss naade eller wyelsæ, oc ere i sig sielffwe platt inthet vden tegen oc merckilsæ, nar vdwortis smøriæ betegner then indwortis smøriæ som sielen giffwis aff then helliandz naadhæ, och vdwortis ragilsæ mercker, at sielen scall indwortis ware besckaarin fra werdsins syndige handell, hwilcke gaffwer then helliand visselige giffwer, om wij anamme wyelsæ met rætsindige oc børlige wilckaar.
¹⁴Nam sacramenta a Christo instituta sunt, quae gratiam conferunt, ceremoniae vero(quae sacramentalia vulgo nominantur) magisterio spiritus ab Apostolis pro sacramentorum ornatu et honestamento traditae sunt, haud tamen absque mystico quodam significatu.	For sakramenterne, som medfører nåden, er indstiftet af Kristus, men ceremonierne (som kaldes sakramentalier for mængden) er overleveret af apostlene under helligåndens ledelse som et smykke og en ære for sakramenterne, men dog næppe uden mystisk betydning.	For sakramenterne, som giver nåden, er indstiftede af Gud og Guds søn, Kristus, men ceremonier (som de skriftkloge kalder sakramentalier) af de hellige apostle, efter den helligånds råd og undervisning, til et ærligt og gudeligt smykke for sakramenterne, men dog ikke uden åndelig betydning.	Forti at sacramenten som naaden giffuæ ere aff Gwd oc Gwdz søn Christo indsettæ, men Ceremonier (ther the sckrifftckloge kalle sacramentalia) aff the hellige Apostelæ, effter then helliandz raad oc (247) wnderwiissning, sacramenten till eet erligt oc gwdeligt smycke, men dog icke forwden aandelig merckilsæ.
¹⁵Qua de re, si quis plura scire velit, nempe quemadmodum huius sacramenti ceremoniae ex Apostolorum traditione ad nos manarint, quidve symboli teneant, is legat Thomam Valdensem, volumine sexto lucubrationum eius contra Viclevicos quod de sacramentis inscribitur titulo VII^o; et nonnihil de rasura sacerdotalis verticis apud Rupertum, olim Abbatem monasterii Tuitiensis e regione felicis Agrippinae Coloniae in Rheni ripa situ, ordinis sancti Benedicti, virum praeter vitae sanctimoniam, et doctrina et dictione cum omni antiquitate certantem lib. II. de divinis officiis cap. 25.	Hvis nogen ønsker at vide mere om denne sag, for eksempel om, hvordan dette sakramentes ceremonier er overleveret af apostlene til os, og hvilke betydninger de indeholder, så kan han læse Thomas Valdenserens arbejde mod Viklevitterne, den sjette bog, hvad han i det syvende kapitel skriver om sakramenterne; og noget om den præstelige ragning kan man læse hos Rupert, der engang var abbed i Tuitienserklostret fra det lykkelige Agrippina Kølns egn ved Rhinen, af benediktinerordenen; han var en mand, der udover at leve et helligt liv også i lærdom og talegaver kappedes med de alle de gamle, bog 2 om de guddommelige embeder, kapitel 25.	Derfor, hvis nogen ønsker at få mere at vide om dette sakramentes ceremonier, især om hvordan de fra apostlenes tid er kommet til os, og om deres åndelige betydning, da må han læse den engelske karmelitermunk, Thomas Valdensers bog mod Viklevitterne, den sjette bog, den syvende titel. Og om præsters kronragning hos abbed Rupert Tuiciensis, en såre lærd mand.	Hwar vdaff om nogen lyster meer at vide om thette sacramentz ceremonier besynderlige, hware the ere fran apostolorum tiid kommen till oss, oc om theris aandelige merckilsæ, tha maa han lesæ Thomam Ualdensem Carmelitam Anglensem i then siettæ bog mod Uichleffwiter oc siwnde titell. Oc om preste kronæ hoess Rupertum Tuiciensem Abbatem, een saare lerdt mand.
¹⁶Porro ea duo, quae pro sententia vestra subiicitis argumenta, nempe laicos posse, ubi extrema urget necessitas, et baptizare infantem et catechizare Turcam aut alium quemlibet infidelem, nihil minus, quam hoc, quod vos per ea vultis, efficiunt, nimirum omnes Christianos ex baptismo potestatem habere ad sacerdotalem quamvis functionem exercendam:	Men de to argumenter, som I fremfører til bedste for jeres mening, nemlig at lægfolk, hvor den yderste nødvendighed tvinger, både kan døbe børn og undervise tyrker og andre vantro, udvirker intet mindre end det, I vil have ud af dem, nemlig at enhver kristen ud fra dåben får magt til at udføre en hvilkensomhelst præstelig funktion:	Men den hjælp, som I ville have af de to argumenter, I fremfører, duer slet ikke til noget, de to argumenter, at fordi en lægmand eller en kvinde må døbe i nødstilfælde, og ligeledes må undervise og lære en tyrk eller en anden hedning i vor kristne tros fundament og sakramente, så må de også bruge alle andre dele af præsteembedet.	Men then hielperæde dwger platt inthett som i wele haffwe aff the twenne argument som i fram bære, oc ere thesse. Att een leegmand eller qwinde maa døbe i nød oc trang, oc desligest wnderwiisæ oc leræ een Twrckæ eller andhen hedning wor christen troes fundament oc sacrament. Oc forti mwæ the oc swo brwge alle andre preste embede.
¹⁷tum quod (ut ostendimus in calce articuli proxime praecedentis) sacerdotii potestas consistit in consecratione (185) veri corporis Christi (quod ex officio proprio quotidie habet offerre), et in absolutione corporis [155] mystici eiusdem, neutram autem potestatem competere docuimus, nisi sacerdotibus Ecclesiastico ritu ordinatis; tum quod baptismus et poenitentia sunt sacramenta necessitatis; in necessitate autem Deus virtutem suam non solum ministris, verum etiam ne sacramentis quidem alligatam esse voluit.	dels fordi (som vi har påvist i slutningen af den forrige artikel (side 181-182)) præstens myndighed består i at konsekrere Kristi sande legeme (hvilket han skal gøre dagligt ud fra sit embede) og i afløsning af hans mystiske legeme, men vi lærer, at ingen af disse to myndigheder slår til, hvis ikke han er ordineret med den præstelige kirkelige rite; dels fordi dåben og boden er nødvendige sakramenter; men i nødvendige ting har Gud ikke villet, at hans kraft skulle være bundet udelukkende til hans tjenere, ja ikke engang til sakramenterne.	Grunden til, at det ikke duer, er, at præstens særlige embede er at konsekrere Jesu Kristi sande legeme, og daglig at ofre det ihukommende, og derudover at afløse hans åndelige legeme. Men da dåbens og bodens sakramenter er nødvendigt, så at ingen uden dem kan blive salige, da har vor herre i nød og trang ikke bundet sin kraft til nogen særlige tjener, og ikke heller til noget sakramente.	Oc helst forti, at prestens synderlig embede er at consecreræ Jesu Christi sande legome, oc thet amindelige daglig at offræ, oc ther næst at affløsæ hanss andheligæ leghomæ. Men nar dob oc penitentze ere ij. sacrament aff nød, swo at them forwden kan ingen worde salig, i nød oc trang haffwer icke wor herre forbwndet syn krafft hoess nogen besynderlige tieneræ, oc icke heller vdi nogre sacrament.
¹⁸Quapropter in necessitatis articulo non modo per laicum fieri potest infidelis ad fidem instructio, verum etiam baptismus per eum collatus et confessio eidem facta vim habent, imo solum utriusque votum in hoc casu sufficit.	Derfor kan ikke blot i nødstilfælde instruktion af vantro til troen finde sted ved lægfolk, men også dåben ved en lægmand og bekendelsen overfor en lægmand har den samme kraft, ja, alene ønsket om dem er nok i dette tilfælde.	Og derfor, hvor der findes nød og mangel på præst, på tid og stund, da står det ved magt, at en lægmand må undervise en hedning i de stykker, der hører troen til. Ligeledes står den dåb,han giver eller det skriftemål, han hører, ved magt, eftersom vilje og begæring efter sakramentet ofte er nok overfor Gud, hvis det hverken kan fås af læg eller lærd.	Oc forti hwar nød oc trang findis paa prest paa tiid oc stwnd, tha haffwer thet magt, at een legmand vnderwiis een hedning i the støckere som troen hør til. Desligest dob han giffwer eller sckrifftemaall han hører, nar williæ och begering er offte nog for Gwd till same sacrament, om the kwnne hwerckin faaes aff leeg eller lerdt. (248)
¹⁹Verum recte subditis, neminem oportere hoc muneris sibi usurpare absque magna necessitate, at eum tantummodo, qui legitime vocatus fuerit. At legitimam vocationem fieri non consensu plebis, sed procerum Ecclestiasticorum auctoritate, iam bis, et in primo congressu et sub praecedenti articulo satis, opinor, edoctum est. Sed utinam observaretis Pauli consilium hic per vos adductum, qui vult omnia fieri ordinate ac decore in Ecclesia.	Dog er det med rette, at I tilføjer, at ingen bør tiltage sig dette embede selv uden den største nødvendighed, men kun gøre det, når han er rettelig kaldet. Men den rette kaldelse sker ikke ved mængdens bifald, men ved de kirkelige myndigheders bifald, det er nu to gange bevist, dels i den første afdeling (side 42f) og dels i den foregående artikel (side 179). Men gid I selv ville adlyde det paulinske råd, som I her fører frem, hvor han vil, at alting skal ske med orden og ære i kirken.	Men I siger, at ingen skal bruge præsteembedet uden i nød eller trang, det vil rettere sige: uden han er rettelig kaldet. Men at de ikke skal kaldes uden af kirkens forstandere og bisper, det er nu forud bevist. Og det give Gud, at I selv ville holde Paulus' råd, som I indfører her, og som lyder, at alting skal gå for sig med orden og ære.	Men nar i sigæ at ingen schall tha brwge preste embede vden i nød oc trang, thet er rettelige sagt, vden han er børlige kaldet. Men at the scwlle dog icke kaldis vden aff kirckins forstanderæ och Bisper, er nw tilfornett bewiist. Oc thet giffwe Gwd, at i wilde sielffwæ holde sancti Pauli raad, ther i her indføre oc lyder, at alting scall haffwe schick oc eræ met sig.
²⁰Nihil enim vestra ista Ecclesia neque confusius neque deformius, in qua, sublato ordine rerum omnium pulcherrimo, instar veteris Socraticae ac Platonicae reipublicae, praetextu Christianae libertatis tum aequalia tum communia sint omnia. -	Der er nemlig ikke noget mere forvirret og uformeligt end jeres kirke, derved at I, efter at have forladt den skønne orden på alting, prøver på, som den gamle sokratiske og platoniske republik, under foregivende af kristen frihed, at være både lige og fælles om alt. -	Især da jeres ny kirke hverken har orden eller skikkelse, men er en forvirret sværm, som hverken kender til tugt eller ære, eftersom I har ødelagt alle kristendommens ceremonier, som har eksisteret i så mange hundrede år, som et ærligt smykke og en god skikkelse på al gudelighed og al gudeligheds tjeneste. Og det kaldes hos jer en kristelig frihed, hvor alt er fælles ligesom i den gamle platoniske stat.	Oc helst forti, at eder ny kirckæ haffwer hwercken schick eller fantzwn, men er een forbiistridt swerm, som hwerkin weed aff tucht eller æræ siden i haffwe forstørit alle christendoms ceremonier, ther waridt haffwe i swo mange hwndredæ aar eet erligt smycke oc schickeligt fantzwn till alle gwdelighet oc all gwdelighedz tienistæ. At thet scall heede hoss eder en christen frihet, ther alting haffwer meenligt effter then gamble Platonicorum menighett.
²¹Porro quod denique ministrorum electionem suffragiis populi debere fieri contenditis, ex actis Apostolicis et Paulinis epistolis haud satis, quando loca non proferuntur, quid sibi velit, intelligimus; nos enim bis iam ex utrisque diversum ostendimus, nisi forte electionem Mathiae Apostoli pro vobis facere creditis. At nihil minus. Non enim Mathias Apostolorum numero ascriptus est plebis tantum consensu, at sententia universalis concilii totam Ecclesiam referentis, et quidem Petri tum summi Pontificis auctoritate coacti, tametsi ratio illa electionis per sortem in Ecclesia prorsus iam exoleverit.	Endelig, hvad I påstår, at tjenernes udvælgelse, der bør ske ved folkets afstemning, kan ses af apostlenes gerninger og Paulus' breve, det kan vi ikke forstå, fordi de skriftsteder ikke fremføres, som peger derhen; vi har allerede to gange af disse to slags skrifter påvist noget andet, medmindre I da tror, at udvælgelsen af Mathias til apostel taler for jer. Den gør det stik modsatte. Mathias blev nemlig ikke indskrevet i apostlenes tal ved mængdens samtykke, men ved et almindeligt råd, som henviste til hele kirke, og det var oven i købet kaldt sammen ved Peters autoritet, han, som da var den øverste pavelige autoritet i kirken, skønt måden, hvorpå han blev udvalgt, nemlig ved lodtrækning, straks forsvandt igen i kirken. (se artikel 26, side 244)	Men hvordan I vil have, at det skal være bevisligt af apostlenes gerninger og Paulus' breve, at menighedens stemme og samtykke skal og må beskikke bisper og præster, det kan vi ikke forstå, for I har ikke anført de skriftsteder, som findes om det. Især kan vi ikke forstå det, eftersom vi af de samme skrifter har bevist noget andet, som er stik imod jeres mening. Ja, måske tror I, at sankt Mathias' udkårelse kan hjælpe jer noget, men deri har I dog intet. For Mathias blev ikke kaldet til apostel alene ved menighedens samtykke, men af den almindelige kristenheds råd, som da var til stede, kaldet og forsamlet af sankt Peter, Kristi statholder og alle apostles høvding; dog er den skik som så mange andre straks blevet forandret, eftersom vi aldrig læser, at nogen er blevet udkåret ved lodtrækning, som Mathias blev det.	Men hwore i wele thett scall ware bewiisligt aff apostele gerninger oc sancti Pauli episteler, at menighetz røst oc samtæcke scal oc maa schicke bisper oc prester, kwnne wij icke forstaa, forti i bære icke the stæder i retthe som ther om lyde. Oc serdelis nar wij aff same sckriffter haffwe bewiist ther andet vdaff som er eder mening twert emod. Uden i meenæ oc tencke, at sancti Mathie apostils wdkaaring kan eder noget hielpæ, men ther haffwe i dog inthett. Forti Mathias bleff icke kaldet till apostel aff meenighetz samtøcke alleenæ, men aff thet menige christenhedz raad, som tha war tilstæde kaldet och forsamblett, aff sancto Petro Christi stadtholdere oc alle aposteler høffding, dog at then seed er lenge siden forwandlet som andre mange strax aff (249) the hellige apostele, nar wij læse aldrig nogen vare vdkaarit met laader som Mathias war.
²²Quod autem illic nulla ceremoniarum in ordinatione Mathiae, sicut in Pauli et Barnabae ordinatione, mentio fiat, inde factum [156] doctores quidam autumant, quod tum (184) spiritus sanctus nondum in Apostolos missus fuerat, qui eos postea docuit, ut aliorum sacramentorum, ita ordinis quoque ceremonias; Christus enim (ut diximus) sacramenta instituit, sacramentalia vero spiritus sancti ministerio reliquit.	Men at der her ikke nævnes nogle af de ceremonier ved Mathias' ordination, der blev brugt ved Paulus' og Barnabas' ordination, det mener nogle lærde mænd er sket, fordi helligånden dengang endnu ikke var blevet sendt til apostlene, han, der senere skulle lære dem såvel de andre sakramenters som ordinationens ceremonier; Kristus indstiftede, som vi har sagt, (side 184) sakramenterne, men overlod det til helligånden at undervise om sakramentalierne.	Men det, at vi ikke læser om, at de ceremonier blev brugt ved Mathias' indvielse, som ved Paulus' og Barnabas', det mener hellige mænd skyldes, at den helligånd endnu ikke åbenlyst var kommet blandt de hellige apostle, han, som siden lærte dem, hvilke ceremonier de skulle bruge ved alle sakramenter. Fordi, som sagt, Kristus indstiftede og indsatte sakramnterne, men deres ceremonier og skikkelse lod han være, det kunne vente med det til helligåndens undervisning.	Men at wij icke læse ceremonier vare brwgede i Mathie wielse som i Pauli oc Barnabe, mene hellige mend ware giordt, at then helliand var icke end tha kommen obenbarlige blantt the hellige apostelæ, ther siden lerdæ them hwess ceremonier the brwge scwlde i alle sacrament. Forti, Christus som sagt er, schickede och indsetthæ sacramenthen, men theris ceremonier oc fantzwn lood han bliffwe och biidhæ effther then helliandz wnderwiisning.