Til side 177. Til side 181.
 

Articulus decimus tertius			Then trettinde Artichell.
Nullum esse visibile vel externum sacerdotium.	Der findes ikke noget synligt eller udvortes præstedømme.	Der findes ikke noget synligt og udvortes præstedømme.	Ther er inthe prestedøme siwnligt oc wdwortheligtt.
Responsio Nihil hoc articulo verius, siquidem novum testamentum aliud nescit sacerdotium, quam quo omnes Christiani ex aequo sunt sacerdotes per Christum. Sed alia ratione loquitur de iis, qui Ecclesiae praeficiuntur ex consensu multitudinis in verbi et sacramentorum ministratione aliisque officiis exercendis, quae ministris Ecclesiae incumbunt, quae nisivocatus nemo sibi vindicet, ut latius in sequenti articulo explicamus.	Svar: Intet er mere sandt end denne artikel, forsåvidt det ny testamente ikke kender noget andet præstedømme, end det, som alle kristne på lige fod har del i gennem Kristus. Men det er en anden sag, når der tales om dem, der er sat i spidsen for kirken efter menighedens beslutning til at udføre tjeneste med ordet og sakramenterne, dem, som kirkens tjeneste påhviler, som ingen må påtage sig ukaldet, som vi skal forklare det yderligere i en følgende artikel.	Prædikanternes svar. Sandt er det, at det ny testamente ikke véd af noget andet præstedømme end dette almindelige, som er fælles for alle kristne mennesker. Men det er noget andet at tale om den hellige kirkes tjenere, som tjener den hellige kirke med præsteembedet.	Predicanternis Swar. Sandt er thett, att thett ny testamentt wed aff inthet andet prestedøme end thette almennelige, som er alle christne menniscker meenligt. Men thet er andet sckiell at talæ om then hellige kirckis tieneræ, som mett prestæ embede tienæ then hellige kirckæ.
Confutatio. Nihil hoc articulo cum omni responsione falsius. Nam totum quod hic dicitur, vetus haereticorum commentum est (uti post in calce XVI. articuli ostendemus), non ex sincero autem iudicio, sed ex [142] venenato cleri odio in plebis favorem, sacerdotii funditus exterminandi gratia, excogitatum ac ementitum, utpote non solum ab omni scriptura, verum etiam ab omni prorsus ratione abhorrens.	Gendrivelse: Intet er i hele svaret mere falsk end denne artikel. For alt, hvad I her siger, er en gammel kætterpåstand (som vi skal påvise det sidst i artikel 16), som ikke er udsprunget af nogen alvorlig dom, men af et giftigt had til klerkeriet, optænkt og udpønset af lefleri for pøbelen, med den begrundelse at udslette det grundlagte præstedømme,så at man afskrækker ikke blot fra al skrift, men også fra al fornuft.	Prælaternes gensvar. Løgn er det og det endda en vel stor en, både som artiklen lyder, og som indholdet af jeres svar er. For alt det, der her siges og beskrives, er gamle kætteres falske digt og påfund, hvilket skal forklares sidst i vort gensvar til den 16. artikel; det er noget, der hverken har støtte fra skriften eller fornuften, men er optænkt for at lefle for den menige mand, og for at lægge hele klerkeriet for had, dem til skade og fordærv.	Prelaternis Geenswar. Løghen er thet oc end wel stor baade ther artichelen lyder oc edre swar indeholde. Forthi alt thet hær sigis oc besckriffwis er gamble ketthers falsche digtt oc paafwnd, som scall beschedis siist i wore gienswar till then sextende artichell, ther haffuer hwercken biistandt aff sckrifft eller sckiell, men er optencht for then meenige mandz gode behaff, oc thet gantsche klerckerij till had, sckade, och forderffwe.
Quapropter etsi vestro quidem sensu reprobo, in quem a Deo iam pridem traditi estis, novum testamentum aliud nescit sacerdotium, quam quo omnes Christiani ex aequo sunt sacerdotes per Christum, quod sacerdotii genus nos internum ac invisibile modo diximus; tamen orthodoxorum patrum sensu (quem in primo congressu germanum verumque Evangelii sensum esse docuimus), novum testamentum aliud sacerdotii genus quibusdam in Ecclesia (175) proprium agnoscere (quod e regione modo externum vocamus ac visibile), quam lucidissime ac validissime commonstrabimus.	Derfor, skønt efter jeres forbistrede mening, som I er blevet ført ind i af Gud, det ny testamente ikke kender noget andet præstedømme, end det, hvorved alle kristne på lige fod er præster ved Kristus, (den slags præstedømme er det, vi har kaldt indre og usynligt), så vil vi dog fremdrage de ortodokse fædres mening (som vi har lært i den første afdeling er den sande og ægte evangeliske opfattelse), at det ny testamente kender en anden slags præstedømme, som særligt hører kirken til (som vi for forskellens skyld kalder ydre og synligt), og denne mening skal vi klarlægge klart og gyldigt.	Og derfor, skønt det ny testamente efter jeres forbistrede opfattelse og mening, som I har fået ved Guds retfærdige tilladelse, ikke véd af noget andet præstedømme, end det, som er fælles for alle kristne mennesker, hvilket præstedømme, som vi nu har forklaret, alene havde til opgave at være åndeligt, indvortes og usynligt, så vil vi nu efter kristendommens retsindige læremestres kristelige opfattelse og mening, den, som de har om den hellige skrift efter at være blevet oplyst af Gud, klart bevise, at det ny testamente viser os et andet præstedømme, som er synligt og udvortes, og derfor alene og i særlig grad tilkommer nogle særlige personer, som skal bruge det.	Oc forti, endog at thet ny testament effter edert forbiisterde sind oc meening, ther i eræ falden vdi aff Gwdz retferdige tilladilsæ, icke weed aff noget andet prestedøme, end thet som er meenligt alle christen mennischer hwilcket prestedøme som nw forklaret war at waræ allene aandeligt, indworteligt oc wsiwnligt. Men effter christenhetz retsindige læremesthers christelige sind och meening, ther the opliwste aff Gwd haffue i then hellige sckrifft, tha vele wij klarlige bewisæ at thet ny testament bescheder oss eet andhet prestedøme, som er siwnligt oc vdworteligt, oc forti encke oc synderlig bekommer nogre serdelis personer, som thett brwghæ schwlle.
Principio (ut intelligamus, de quo est disputatio) Apostolus sacerdotem ab officio hisce verbis finire videtur: Omnis, inquit, Pontifex ex hominibus assumptus pro hominibus constituitur in his quae apud Deum aguntur, ut offerat dona et sacrificia pro peccatis etc.	For det første (for at vi skal forstå, hvad disputationen handler om) synes apostelen at afgrænse præstedømmet fra embedet med disse ord: 'Enhver præst udvalgt af mennesker beskikkes i menneskers sted i de ting, der handler om Gud, for at han skal ofre gaver og ofre for synder' etc. (Hebr 5,1)	Og allerførst (for at vi skal vide, hvad vi taler om) forklarer Paulus os om præsten og hans embede således: 'Hver bisp (eller præst), som udvælges blandt menneker, skikkes i menneskers sted, i de ting, som erhverves hos Gud, for at han skal ofre gaver og ofre for synderne.	Oc met thet allerførste (paa thet wij scullæ widhæ hwar om wij talæ) tha bescheder oss sanctus Paulus presten aff sytt embede swo sigendis. Hwer bisp (eller prest) som wdkaaris blandt menniscker, tha sckickis han i mennisckers stæd, i the ting som hwerffwis hoess Gwd, at han sckall offre gaffwer oc offer for synderne.
Qui sane locus non tantum intelligi debet de legali sacerdote, quoniam generali ratione omnem Pontificem ex aliis hominibus electum et pro aliis constitutum, ceu mediatorem inter Deum et populum in divinis officiis,quorum primum atque summum exprimens ait hoc esse, donaria et victimas pro peccatis offere.	Men dette skriftsted må ikke kun forstås om lovens præstedømme, eftersom han med almindelige træk beskriver enhver præst, som er valgt ud af andre mennesker og beskikket for andre, eller er en midler mellem Gud og folket i guddommelige sager, blandt hvilke han udtrykkeligt siger, at det første og højeste er at ofre gaver og offergaver for synder.	Dette skriftsted må ingenlunde kun forstås om det jødiske præstedømme, fordi han med almindelige træk beskriver alle tiders præster for os; heller ikke kan det forstås om det usynligt og indvortes præstedømme, som er fælles for alle kristne mennesker, fordi han siger, at han udvælges én af mange og blandt mange mennesker, og skal være som en mægler mellem Gud og folket i guddommelige ting, blandt hvilke han betegner det allerbedste og ypperligste at ofre gaver for synder.	Hwilcket stæd ther maa ingelwnde (231) allene wnderstaas om thet iødische prestedømæ, forti han met eet almenligt forsckiell beschriffwer oss alle tiders prester, icke kan thet heller vnderstaas om thet vsiunlige oc induortelige prestedøme, som er meenligt alle christen folck, forti han siger at han vdkaaris een aff mange oc blandt mange menniscker, ther scal vare som en meglere emellom Gud oc folchit vdi guddommelige embede, blant huilke han bescheder thet allergeueste oc ypperste at offre gaffuer for synder.
Quod ipsum quoque neutiquam intelligi potest de sacrificiis spiritualibus et internis, quandoquidem ea similiter omnibus ex aequo communia sunt. Quo fit in summa, ut externus visibilisque sacerdos intelligatur is, qui ex toto populo electus et divino cultui mancipatus nomine totius populi Deo publice ministrat.	Men dette selvsamme kan på ingen måde forstås om de åndelige og indre ofringer, selv om disse ligeledes er fælles for alle. Hvorved det kort sagt sker, at han må forstås som en ydre og synlig præst, som udvalgt ud af hele folket varetager den offentlige guddommelige dyrkelse af Gud på hele folkets vegne.	Dette må heller ikke forstås om åndelige og indvortes ofringer, skønt de også er fælles for alle kristne mennesker. Og derved sker det, (for at opsummere det) at den kaldes en synlig og udvortes præst, som udkåres blandt hele menigheden og er specielt indviet og beskikket til Guds tjeneste, til offentligt at tjene for Gud på hele den menigheds vegne, for hvem han er præst.	Ther heller icke maa vnderstaas om andelige oc induortelige offer, nar the ere oc swo alle christhen folck. Og forti sckeer thet at then kallis (summelig at sige) en siunlig oc vduortis prest som vdkaaris blant then gantscke menighet, oc serdelis vigd oc schicket till Gudz tieniste, till at obenbare tienæ for Gwd paa then gandtsckæ meenighedtz wegnæ, som han er prest till.
Hic itaque locus, quanquam vel solus evincit novum testamentum necessario externum et visibile sacerdotium quoddam agnoscere, nonnullis peculiariter accommodatum, tamen ex [143] hac sacerdotis functione, ceu fundamento quodam iacto, rem ipsam altius paulo stabiliam atque firmabo.	Og derfor, dette sted, selv om det i sig selv alene overbeviser os om, at det ny testamente ganske givet anerkender et ydre og synligt præstedømme, givet til nogle bestemte personer, så vil jeg dog ud fra denne præstelige funktion, som fra et grundlagt fundament, yderligere forklare og underbygge sagen noget.	Og selv om det ene skriftsted som sagt er et både klart og stærkt vidnesbyrd om, at det ny testamente anerkender et synligt og legemligt præstedømme, så vil vi dog af den forklaring, som nu er givet og fortalt om præster, ligesom ud fra en ret grund og et ret fundament gøre det endnu mere forståeligt.	Oc endog at then ene sckrifft som berørdt er er bewiisning baade sterck oc klar att thet ny testament bekender eet siwnligtt oc legomligt prestædøme. Men wi vele dog aff thenne beschede som nw sagt oc fortaldt er om presther ligerwiiss som aff een ræt grwnd och fundament, gøre thet meer beschedeligt.
Nam hoc protinus evadit manifestum, haec quatuor, nempe legem, religionem, sacrificium et sacerdotium, indissolubili quodam vinculo cohaerere, ita ut nulla ratione separari queant. Siquidem lege Deum cogniscimus, religione agnitum colimus; cultus autem Dei potissimum fit sacrificio; sacrificium denique offere sacerdotis est.	Nu er resultatet videre, ganske klart, at disse fire, nemlig loven, fromheden, offeret og præsteembedet, hænger uløseligt sammen som med et bånd, så at de ikke kan adskilles med nogen begrunelse. Sådan erkender vi Gud ved loven og dyrker den Gud, vi har erkendt, gennem fromheden; men dyrkelsen af Gud sker først og fremmest gennem offeret; og at ofre ofre, endelig, hører til præsteembedet.	Nu følger det tydeligt heraf, at disse fire ting, lov, fromhed, offer og præstedømme er så tæt knyttet sammen med hinanden og hænger så inderligt sammen, at de ikke med nogen begrundelse må være adskilte. For ved loven kender vi Gud, og af fromhed dyrker vi ham, når vi har kundskab om ham. Gudsdyrkelse betyder overalt offer, men at gøre offer, det hører til præsteembedet.	Nar thet følger her klarlig vdaff, at thesse firæ ting, low, gwdelighett, offer, och prestedøme, eræ hwer andre swo benegede oc anhengindis, at the met inthe sckiell mwæ ware atsckilde, Forti, aff loghen kiende wij Gwd, oc aff gwdelighett dyrcke wij hannwm nar wij haffwe hanss kwndschaff. Gwdz dyrckilsæ er offwer alt wdi offer, men at gøre offer, thet hører til presthæ embedhæ.
Quamobrem, ut nulla fuit unquam gens aut natio tam barbara, tam effera, tam immanis, quin per naturae legem qualemcunque numinis cuiuspiam ac divinitatis cognitionem habuerit Deumque aliquem sive verum sive falsum qualicunque religione coluerit: ita quoque nullus fuit ullo seculo populus, qui non habuerit et sacrificia quaedam, quibus Deum suum coleret, et sacerdotes quosdam ex se electos et a profana plebe separatos, qui rebus sacris tantum et divino cultui destinati, pro omni populo sacrificia Deo offerent, id quod ex Ethnicorum historiis testatissimum esse, qui modo antiquitatis studio teneatur, opinor ignorare neminem.	Derfor, ligesom der aldrig har eksisteret et folk eller en nation så barbarisk, så vild, så rå, at det ikke ved en eller anden naturlig lov havde dog nogen erkendelse af noget overjordisk og guddommeligt, og dyrkede Gud, hvad enten det nu var en sand eller en falsk, med dog nogen fromhed: sådan har der aldrig på noget tidspunkt været noget folk, som ikke har haft en eller anden slags offer, hvormed de dyrkede deres Gud, og haft nogle præster, som var udvalgt af deres midte og adskilt fra det profane folk, som havde til opgave at tage sig af de guddommelige ting og dyrkelsen af guddommen, og som ofrede til Gud for hele folket; dette mener jeg er fuldstændig bevidnet af hedningernes historie, og jeg tror, at ingen, der har bare nogen kendskab til fortiden, er uvidende derom.	Og derfor, ligesom der aldrig er fundet noget folk eller land så groft, vildt eller grumt, at det dog har haft nogen kundskab igennem den naturlige lov og mening om Gud og guddomme, og derfor havde enten en sand eller en falsk Gud at dyrke med nogen fromhed, hvordan den fromhed så end var: sådan har der heller aldrig eksisteret noget folk, som ikke har haft noget offer at dyrke deres guder med, og imellem sig haft nogle udvalgte præster, som på mange områder udskilte fra menigmand og med særlige tjenester og ofringer dyrkede Gud med en åbenbar fromhed på hele menighedens vegne. Det er noget, som allle de véd, der kender noget til, hvad der foregik i gamle dage.	Oc forti, ligerwiiss som ther er aldrig befwnden noger folck eller landschaff swo groff wildt eller grwm, at thett haffde iw noghett kwndsckaff formedels natwrlig low oc meening om Gwd oc gwddom, oc haffde ther fore enchten een falsck eller een sand Gwd att dyrckæ met noger gwdelighet i hwordan hun war. Swo findis heller aldrig nogre folck att haffwe waret till, ther icke haffwe hafft nogre offer till at dyrcke theris gwder met, och blandt sig nogre vdwolde prester, ther i mange wilkaar ware atschilde fra then menighæ mand oc met besynderlig tieniste oc offer, dyrcke Gwd met een obenbare gwdelighet, paa then gantsche menighetz wegnæ, huilcket som er witherligt alle them som nogett widhæ aff gammell handell.
Unde sacra Geneseos historia sacerdotum Pharaonis (qui sub lege adhuc naturae in Aegypto fuere) meminit. Hinc quoque (176) legem scriptam humano generi a Deo per Mosen datam, utpote legis innatae reparationem, simile sacerdotium habuisse, videlicet externum, visibile ac certis tantummodo personis a Deo concessum, notius est ex veteris instrumenti libris, quam ut ad hoc ostendendum laborem insumere oporteat.	Derfor nævner den hellige historie i 1. Mosebog (1. Mos 47,22) Faraos præster (som var i Ægypten under den naturlige lov). Og derfor finder vi også, at den skrevne lov, som var givet menneskene af Gud gennem Moses, som en genopretning af den naturlige lov, havde et lignende præstedømme indstiftet af Gud, nemlig et ydre og synligt og ét med særlige personer, og det fremgår mere klart af det gamle testamentes bøger, end at det lønner sig for nogen at påvise det.	Derfor taler også den hellige historie i 1. Mosebog om Faraos præster, (1. Mos 47,22) der var i Ægyptens land under den naturlige lov. Sådan finder vi også, at den skrevne lov, som var givet menneskene af Gud ved Moses, også havde et sådant præstedømme, det vil sige: at synligt og udvortes, overdraget og givet til særlige personer, det er så tydeligt ud fra det gamle testamente, at hvis ikke nogen har lyst til at spilde tid forgæves, da behøver han ikke yderligere bevis.	Hwar ffore then hellige Geneseos historia oc taler om Pharaonis prester, the wnder then natwrlige low waræ i Egypti land. Swo finde wij oc swo hware then sckreffne low som giffwen war mennischins køn aff Gwd formedels Moisen, haffde och saadantt eet prestedøme, thet er, siwnligt oc vdwortheligt, oc besynderlige personer antwordett och befalet, thet er swo witerligt aff thet gamble testament, at wden nogen løster at spilde tiid oc stwnd forgewiss, that behøffuer han thet ickæ ydermeræ att bewiisæ.
Quis enim ignorat, illic unam tribum leviticam in ministerium tabernaculi et altaris dominici fuisse divinitus electam, adeo ut non modo Core, Dathan et Abiron sacerdotale officium sibi usurpantes, Deo vindicantes, a terra sint absorpti, verum etiam reges alioquin uncti, at diversae tribus, ut Saul et Ozias, hoc ipsum faciendo Deum graviter offendisse [144] legantur, quorum ille regni sui interitum divina ultione accepit, hic lepra repente a domino percussus est ad diem usque obitus sui.	Hvem véd nemlig ikke, at en særlig stamme, nemlig levitterne, var guddommelig udvalgt til tjeneste i tabernaklet og for Herrens alter? Derfor blev ikke blot Kora, Datan og Abiron, da de havde tiltvunget sig det præstelige embede og gjorde fordring på Gud, opslugt af jorden, (4. Mos 16), men vi læser også, at konger, som dog var salvede, men blot af andre stammer, såsom Saul og Uzzija, da de gjorde det samme, højlig fortørnede Gud, så den enes kongedømme gik under ved den guddommelige hævn, og den anden med ét slag blev ramt af en spedalskhed, som forblev over ham til hans død.	Hvem véd ikke, at en særlig slægt, Levis stamme, var udvalgt af himlen til at tjene i Guds tabernakel og for Herrens alter? Og det så specielt, at den gang, da Kore, Datan og Abiron tilkæmpede sig præsteembedet (4. Mos 16), da lod Gud jorden åbne sig og opsluge dem og alle deres tilhængere, og ikke alene det, men også konger, som var salvede, dog af andre slægter, såsom Saul og Uzzija, da de tiltog sig præsteembedet, da læser vi, at de højlig fortørnede Gud. Så at Saul mistede sig rige både for sig selv og for sine børn (1. Sam 13,7-15), og Uzzija blev slået med spedalskhed, så længe han levede (2 Krøn 26,16-21).	Hwem weed icke thet, hware een besynderlig Leui slegt, war aff himelin vdwoldtt till at tienæ i Gwdz tabernachell, oc till herrins altheræ? Oc thet swo encke, at then tiid Chore, Datan oc Abyron tilweldede sig preste embedet, tha loed Gwd iorden obne sig oc sluge them i sig met alle theris (233) tilhengeræ, oc icke thet alsomeniste, men oc swo konger som ware smurde, dog aff andre slegter som Saul oc Ozias then tiid the tiltoge sig preste embede, læse wij at the swarlige fortørnede Gwd. Swo at Saull myste sit righæ baade for sig oc synæ børn, oc Ozias bleff slagen met spydelsche soet swo lenge han leeffde paa iorden.
Quid, quod in hac ipsa tribu levitica ne omnes quidem viri, ut de pueris et mulieribus taceam, sacerdotali titulo erant insigniti? Sed quanquam omnes quidem in ministerium domini erant acciti, tamen alii eorum aliis muneribus obeundis erant destinati, quemadmodum Exodus, Leviticus et liber Numerorum plane testantur.	Og hvad med det faktum, at i denne selvsamme stamme, levitterne, havde ikke engang alle mænd (at jeg ikke skal omtale kvinder og børn) præstetitel? Men selv om de alle ganske vist var kaldet til Herrens tjeneste, så var der dog nogle iblandt dem, der var bestemte for andre embeder, sådan som Exodus og Leviticus og Numeri fuldt ud bevidner det.	Endvidere, skønt i denne ene Levi slægt ikke alle mænd havde præstenavn og -embede, at vi ikke skal tale om kvinder og børn, og skønt de dog alle var skikkede til Guds tjeneste, så havde de dog forskellige embeder og befalinger, som anden og tredie og fjerde mosebog tydeligt beviser.	Desligest i then eenæ Leui slegt, tha haffde icke alle mend preste naffn oc embede (paa thet wij sckulle icke talæ om qwinder oc børn) men dog at the vare alle schickede till Gwdz tieniste, tha haffde the dog atschillige embedhæ oc befaling, som Exodi Leuitici oc Numerorum bøger klarlige bewiisæ.
Denique nemo vel mediocriter doctus ignorat, quam multa passim legantur in veteris instrumentis libris, et legalibus et historicis et hymnidicis et propheticis, de propriis tum officiis tum vitiis sacerdotum, ut nulli dubium esse possit, in lege Mosaica fuisse quoddam externum ac visibile sacerdotium, non modo non commune in omnes utriusque sexus et cuiusque aetatis homines, sed ne in omnes quidem viros unius eiusdemque tribus leuiticae.	Endelig er der vel ingen, der er så middelmådig en lærd, at han ikke véd, hvor mange steder det læses i det gamle testamente, både i lovbøgerne og i de historiske bøger og i de profetiske, om præsternes særligt embeder og laster, så at der ikke kan være tvivl om, at der i moseloven var et ydre og synligt præstedømme, ikke blot ikke fælles for alle mennesker af begge køn og enhver alder, men heller ikke fælles for alle mænd i denne stamme, levitterne.	Det véd da også hver og én blandt dem der overhovedet véd noget, hvor meget der findes i det gamle testamentes bøger (både loven og profeterne, historieskrifterne og andre skrifter) om præsters særlige og forskellige embeder og synder, så at det kan ikke være uvist, at Moseloven virkelig har et legemligt og synligt præstedømme, som ikke var almindeligt for alle mænd i Levi slægt, endsige da enhver af begge køn i hele den jødiske menighed.	Swo weed oc hwer oc een blandt them som noget widæ, hwar møget ther findhis i thet gamble testamentis sckrifft (baade lowbøger oc prophete bøger, historier oc andhen sckrifft) om presters besynderlige oc atschillige, baade embede oc synder, swo at thet kan icke ware vwist, at Moisi low haffde iw eet legomligtt och siwnligt prestedøme, ther ickæ war meenligt alle mend vdi een Leui slegtt, end syæ hwer oc een aff begghe køn i all then iødischæ meenighett.
At vero, quoniam lex vetus Mosaica fuit typus et umbra novae legis Evangelicae, dicente Apostolo: Omnia in figura contingebant illis, nempe Iudaeis, et rursus: Umbrahabet lex futurorum bonorum, et Evangelica lex est utriusque legis, tam innatae, quam scriptae consummatio, quemadmodum in primo congressu diximus: --	Men nu, da den gamle Mosaiske lov var et forbillede og en skygge af den nye evangeliske lov, med apostelens ord: 'Alt sker hos dem som eksempler' (1 Kor 10,11) (hos 'dem', dvs hos jøderne) og med andre ord: 'Loven har kun en skygge af de kommende goder' (Hebr 10,1), og da den evangeliske lov opsluger både den naturlige lov og den skrevne lov, sådan som vi har skrevet om det i den første afdeling: -- (se side 60)	Da nu den gamle Mose lov var et forbillede og en skygg af den ny evangeliske lov, som apostelen siger: 'Alting er sket hos dem figurlig talt', dvs hos jøderne (1 Kor 10,11), og videre: 'Loven har kun en skygge af de kommende goder' (Hebr 10,1), og da den evangeliske lov er en fuldkommelse og en afslutning både på den naturlige lov og på Moses' skrevne lov,	Oc forti at then gamble Moisi low var en figwre oc een sckwgge till then ny euangeliscke low, som apostelen siger, Alting er sckeedt hoess them figwrlighe, thett er, hoess iødernæ. Oc framdelis, Logen haffwer een sckwgge om the tilkommendis gode ting. Och nar then euangelische low er een fwldkommilsæ och een beslwting, baade til natwrlig, oc Moisi screffne low,
nimirum ut figurae ac umbra lux, veritas et res ipsa respondeat, necessum est, hanc quoque legem Evangelicam novum habere sacerdotium, utrique superiori consimile, hoc est externum ac visibile, tum quod homo, duplici natura visibili ac invisibili constans, gemino itidem cultu, videlicet externo et interno Deum creatorem suum colere debeat, tum quod sacerdotium illud internum atque invisibile, de quo sub praecedenti diximus articulo, omni legi aequaliter sit commune. (177)	som lyset, sandheden og sagen selv opsluger forbilleder og skygge, så må det nødvendigvis være sådan, at denne evangeliske lov har et nyt præstedømme, som er de to andre overlegent og dog ligt, det vil sige, det er ydre og synligt, eftersom mennesket, der er sammensat af to naturer, en synlig og en usynlig, bør dyrke Gud, sin skaber, med en dobbelt dyrkelse, en ydre og en indre, og eftersom det indre og usynlige præstedømme, om hvilket vi har talt i den foregående artikel, i lige grad er fælles for al lov.	som en sandhed og et klart lys er det mod figurer og skygger; så bør det nu findes, som da var forbilledligt tilstede. Derfor er det nødvendigt, at denne evangeliske lov også skal have sit præstedømme, synligt og udvortes. Især fordi mennesket er skabt af to slags naturer, en synlig og en usynlig, og derfor skal bekende sin Gud og skaber med to slags dyrkelse, en udvortes og en indvortes. Og især fordi det usynlige præstedømme, som er omtalt tidligere, er fælles under alle tider og love, også under den evangeliske lov.	ligerwiis som sandhet oc klart sckin mod figwræ oc skwggæ. Oc thet bør (234) forthi nw at findis som tha war figwreridt. Tha er thet nw aff nød, at thenne euangelische low sckall oc haffwe syt prestedøme, siwnligt och vdworteligt. Oc helst forti at mennisckin er scabt aff twenne slag natwr, siwnlig oc vsiwnlig, oc sckall forti met twenne slag dyrckilsæ vdwortis oc indwortis bekende syn Gwd oc sckaberæ. Oc besynderlige nar thet vsiwnlige prestedøme som till fornett er omtalett er meenligt wnder alle tiider oc loger, swo vell som wnder then euangelische low.
Nam quemadmodum Apostolo teste translato sacerdotio necesse est, ut legis translatio fiat, ita vicissim lege translata oportet, ut sacerdotii quoque fiat translatio. Haec enim, uti modo dictum est, naturali quodam consequio sese comitantur. Hoc autem sacerdotium tanto minus in omnes promiscuae ac profanae multitudines competere liquet, quanto ipsum sacerdotium Evangelicum et innatae et scriptae legis sacerdotio augustius esse sublimiusque constat, id est, quanto lux umbra, veritas figura, Evangelium lege, denique Christus Mose dignior est ac eminentior.	Og på samme måde, som det efter apostelens vidnesbyrd, er 'nødvendigt, når der sker en forandring af præstedømmet, at så også loven forandres' (Hebr 7,12), sådan bør det omvendt også være sådan, at når loven forandres, så sker der en forandring af præstedømmet. Og dette bør ske, fordi de, som allerede sagt, er knyttet sammen med naturlige bånd. Men dette præstedømme skal så meget mindre vedrøre enhver blandet og profan mængde, som det selv er et evangelisk præstedømme og er mere ophøjet og værdigt end det naturlige præstedømme og lovens præstedømme, det vil sige: som lyset er værdigere og mere fuldkomment end skyggen, sandheden end billedtalen, evangeliet end loven, Kristus end Moses.	Og fordi det er, som Paulus siger, at 'når der sker en forvandling af præstedømmet, så sker der nødvendigvis også en forandring af loven' (Hebr 7,12), derfor bør også omvendt, når loven forandres, præstedømmet forandres, efterdi som sagt de er knyttet sammen med en naturlig sammenhæng. Og dette præstedømme skal så meget mindre være almindeligt for alle, som det i værdighed og ære vidt overgår både det hedenske og det jødiske præstedømme, det vil sige: det overgår det, som klarhed og skin overgår mørke, og som sandhed overgår de ting, der er figurationer, og som Kristus overgår og er værdigere end Moses.	Och forti som Paulus sigher, Att nar eet Presthedømmæ forwandlis och forsckiwdhis, tha er thett aff nød, att loghen schall och forwandlis och sorsckiwdhis, oc desligest twert imod, nar logen forwandlis oc forskiwdis, tha bør oc swo prestedømet at forwandlis oc forskiwdis, effther thi som sagt er at the ere hwer anden tilbwnden met eet natwrligt tilhenghe. Oc thette prestedøme scall swo møget dess myndre ware meenligt blandt hwer mand, som thet vdi werdighet oc æræ wiitt offwergaar, baade thett hednische oc thett iødisckæ prestedøme, thet er, swo møget som klarhett oc sckyn offuergaar mørcke, oc sandhed the figwrlige ting, oc Christus er større oc werdigheræ end Moises.
Porro illud est, quod ut alibi, ita et hic vobis imponit, occidenti scilicet literae pro vivificante spiritu ubique adhaerentibus, quod nusquam in toto instrumento novo huius externi visibilisque sacerdotii novae legis. Verum non animadvertitis, id haudquaquam temere factum, at singulari spiritus sancti consilio.	Men det, som bedrager jer, både her og andetsteds, er, at I hænger fast ved det dræbende bogstav i stedet for ved den levendegørende ånd overalt, fordi I aldrig i hele det nye testamente finder dette den nye lovs ydre og synlige præstedømme. Men I gør jer ikke klart, at dette næppe er sket tilfældigt, men efter helligåndens særlige råd.	Men det, som bedrager jer, både i dette stykke og i mange andre, er, at I i skriften hænger så hårdt fast ved de døde bogstaver og den bogstavelige mening, og ikke ved den levende ånd. Og fordi I ikke finder dette ord, sacerdos, i det ny testamente, som klart udlægger den rette præstestilling og de rette præstevilkår, som er at ofre. Og dog ikke besinder, at det er gjort efter helligåndens særlige råd,	Men thet som eder bedrager baade i thette stycke oc i andre mange er thet, at i henge suo hart i sckrifften hoess the døde bogstaffuæ oc then textelige meening, oc icke hoess then liffagtige and. Oc at i forti icke finde thette naffn i thet ny testament, Sacerdos, som klarlige wdlegger rætt preste wilckaar oc embede som er att offre. Oc i besinde dog icke, att (235) thet er giortt aff then helligandtz besynderlige raadt,
Christus enim, qui non venit solvere legem at implere, factus sub lege, ut eos qui sub lege erant redimeret, non instituit novumsacerdotium ante, quam ex hoc mundo migraturus esset ad patrem, nempe in extrema coena. Quapropter veteri lege cum sacerdotio suo ad passionem usque Christi adhuc vim suam tenente, nusquam Christus externi ac visibilis sacerdotii, sub hoc quidem nomine, in vita meminisse legitur.	Det var nemlig ikke sådan, at Kristus, som ikke var kommet for at ophæve loven (Matt 5,17), men for at opfylde den, og som var født under loven, for at forløse dem, der var under loven (Gal 4,4f), indstiftede et nyt præstedømme, førend han gik ud af denne verden til faderen, nemlig i den sidste nadver. Derfor var den gamle lov med dens præstedømme i kraft indtil Kristi lidelse, og derfor læser vi ikke noget om, at Kristus har omtalt et ydre og synligt præstedømme under det navn, mens han levede.	og derfor ikke har nogen uredelighed ved sig, især da Kristus, som ikke var kommet for at bryde loven, men for at fuldkomme og afslutte den (Matt 5,17), og som var 'født under loven, for at frelse dem, der levede under loven', (Gal 4,4f) ikke anordnede noget nyt præstedømme, førend han skulle rejse fra denne verden til sin fader, det vil sige, i den sidste nadver, fordi det gamle præstedømme med dets lov havde gyldighed indtil Kristi død og pine; derfor talte Kristus ikke om noget synligt og udvortes præstedømme.	oc haffuer fordi mett seg ingen wredelighet, oc helst forti at Christus som war ickæ kommen at bryde logen, men at henne fwldkomme oc beslwtæ, giordt wnder logen paa thett han schwlde oc wilde them frelsæ ther leffdhe wnder logen, icke schickede noget nyt prestedøme, før end han schwlde reysæ aff thenne werden till sin fader, thet war i hanss siistæ natwordt, forti at thet gamble prestedøme mett syn low haffdhe syn macht indtill Christi død oc pyne, tha talede Christus inthet om nogett siwnligt oc vdworteligt præstedøme.
Post Christi vero ascensionem, ubi iam Apostoli Evangelium orbi praedicare coeperunt, ubique tum in templis quotidie sacrificabatur, a Iudaeis quidem uni Deo vero creatori omnium, a gentibus vero diversis idolis hominum manu factis. Utrique autem sacrorum suorum ministros appellabant sacerdotes. Ideo Apostoli quoque a sacerdotis nomine temperabant, nimirum ne sacerdotii nostri cum sacerdotio nomine confusio, neve quis crederet, sacerdotium nostrum eiusdem esse rationis cum Iudaeco aut gentili sacerdotio.	Men efter Kristi himmelfart, hvor nu apostlene begyndte at forkynde evangeliet ud over verden, og hvor der hver dag ofredes i templerne, af jøderne til den ene Gud, der har skabt alt, af hedningerne til forskellige afguder, fremstillet af mennesker, da kaldte begge disse parter deres præster for 'sacerdotes'. Derfor undgik apostlene betegnelsen 'sacerdos', for at der ikke skulle opstå sammenblanding af vort præstedømme med deres betegnelse, og for at ikke nogen skulle tro, at vort præstedømme var af samme slags som de jødiske eller det hedenske præstedømme.	Men efter at Kristus var opfaret til himmels, og de hellige apostle begyndte at forkynde det hellige evangelium ud over den hele verden, og der stadigvæk ofredes i alle templer hver dag: hos jøderne til en sand Gud og alle skabningers skaber, men hos hedningerne til forskellige afguder, som dog var menneskers værk, da kaldte både jøder og hedninger deres præster, 'sacerdotes', og derfor ville de hellige apostle undgå det navn, for at vort præstedømme ikke skulle sammenblandes med deres på foragtelig vis, og for at ingen skulle tro, at vort præstedømme var af samme slags som enten det jødiske eller det hedenske præstedømme.	Men siden Christus war opfaren till himmels, oc the hellige apostel begyntæ at forkynde thet hellige euangelium offwer gantscke werden, och ther offredhis end tha i alle tempill hwer dag hoess iøderne, till een sand Gwd oc alle creatwris schaberæ, Men hoess hedninge till atschillige affgwder som ware dog mennisckins handewerck. Oc tha kallede baadæ iøder oc hedninge theris prester, Sacerdotes. Oc forti wilde the hellige apostelæ ware thet naffn vbewarede, paa thet at wort prestedøme schwlde met teeris icke beblendis foragtelige, oc paa thett ingen sckwlde tro at wort prestedøme war aff swodant slag, som enchten thet iødische eller thet hedinscke prestedømæ.
At quemadmodum nova lex [146] Christi novo nomine vocata est Evangelium, ita quoque sacerdotes Evangelici novis interim nominibus complusculis in novi testamenti libris appellitantur, nempe Apostoli, discipuli, Episcopi, presbyteri, praepositi, praesides, dispensatores, doctores, ministri, et si quae sunt alia id genus tantumdem valentia.	Men ligesom Kristi nye lov kaldtes med et nyt navn, nemlig evangelium, således kaldes de evangeliske præster med mange nye navne i det ny testamente, nemlig apostle, disciple, biskopper, præster, foresatte, forstandere, administratorer, doktorer, hjælpere og andre navne af samme betydning.	Men ligesom Kristi ny lov fik et nyt navn og blev kaldt evangelium, det vil sige, et godt budskab, således fik også de evangeliske præster et nyt navn i det nye testamente og kaldtes apostle, disciple, bisper, præster, provster, forstandere, hyrder, tilsynsmænd, lærere og mange andre navne af samme betydning.	Men ligerwiiss som Christi ny low war giffwet eet nyt naffn, oc kalledis euangelium, thet er, eet got bwdsckaff, swo finge oc the euangelische prester ny naffn i thet ny testament oc kalledis apostelæ, discipelæ, bisper, prester, prowster, forstanderæ, hiwrder, tillsiwens mend, læreræ, tieneræ, oc andre mange anrørendis same meening. (236)
His enim appellationibus passim utitur novum testamentum, quoties de iis loquitur, qui ex populo electi pro populo constituuntur in iis, quae sunt ad (178) Deum, veluti mediatores quidam inter Deum et populum, quam externi visibilisque sacerdotis esse rationem ex doctrina Apostolica ostendimus (se side 175); donec Iudaeorum et gentilium templo cum suo sacerdotio funditus everso et praedicta ratione sublata, passim ab omnibus nostri presbyteri sacerdotes appellari coeperint.	Disse betegnelser brugte dengang det ny testamente, når det talte om dem, som var udvalgt ud af folket og indsat til bedste for folket i de ting, der havde med Gud at gøre, eller som var en slags mæglere mellem Gud og folket, og vi har tidligere påvist, at det ud fra apostlenes lære betød et ydre og synligt præstedømme; og da jødernes og hedningernes tempel, der var grundlagt tillige med deres præstedømme, var blevet ødelagt og undertrykt af den forud anførte grund, da begyndte vore præster vidt og bredt af kaldes 'sacerdotes' af alle.	Disse betegnelser bruger det nye testamente, når de taler om dem, som blev udvalgt af et folk og beskikket for det samme folk i de ting som skulle opnås hos Gud, som en slags mæglere mellem Gud og folk, hvilket vi tidligere ud fra apostlenes lære beviste betød et synligt og udvortes præstedømme. Og dette fandt sted igennem så lang tid, at både det jødiske og det hedenske tempel, med hele deres præstedømme og forkerte fromhed var ødelagt blandt kristne folk, og den kristne tro almindelig antaget og vedtaget. Da begyndte de kristne folk også at kalde vore præster 'sacerdotes',	Thesse naffn brwger thet ny testhamentt, nar thett thaler om them, som wdwoldhæ blandtt folckett, schickedis for sammæ folck, i the stycker som schwlde hwerffwis hoss Gwd, ligherwiis som nogræ megleræ emellom Gud och folck, ther wij till fornett aff Apostelens lerdom, bewiisthæ att beschedhæ eet siwnligt oc vdworteligt prestedømæ. Och thett sckedhæ swo lenghe, att baade thett Jødischæ och thett hedhinsckæ tempill, mett theris ganschæ prestedømæ, och wranghæ gwdhelighett war forstøridt blandt christhett folck. Och christhen tro almennelighæ samtøchtt och wedtaghen. Tha begyntæ christett folck och swo att kaldhæ wore presther Sacerdotes,
		fordi de daglig ofrede et meget bedre offer end de jødiske eller hedenske præster havde ofret forud. Derfor havde de meget større ret til det ædle præstenavn end de andre præster.	forthi, att the daglighæ offrede och, eet møghett ypperæ offfer, end enchten Jødisckæ eller Hedinschæ presther haffdhe tilfornett offridt. Och haffdhe forthi møghett størræ rætt till thett ædelæ presthe naffn, end the andre presther.
Proinde quando frustra de nominibus contenditur, ubi de rebus constat, maxime quoniam, ut iam ante dictum est aliquoties, Evangelium non in litera, at spiritu, non in sermone, at sensu collocatum est: ut etiam nomen quidem sacerdotii nusquam forte comperiatur in novo testamento de sacerdotio visibili Evangelico dictum, ipsam tamen rem illic contineri, nempe publicos esse ministros Ecclesiae seu populi divino cultui dedicatos, non solum a plebe separatos, verum etiam dignitate multo praestantiores, ex iis, quae dicta sunt, opinor (qui modo sit docilis) ambigere neminem.	Men eftersom det er unyttigt at skændes om navne, når det drejer sig om virkelighed, og især fordi, som det allerede er sagt mange gange, evangeliet ikke består i bogstaver, men i ånd, ikke i ord, men i kraft, -- og skønt selve betegnelsen 'sacerdos' aldrig forekommer i det ny testamente om det synlige evangeliske præsteembede, så indeholdes dog sagen deri, nemlig, at der skal være nogle offentlige kirkens tjenere, udvalgt til at give folket den guddommelige dyrkelse, ikke blot adskilt fra folket, men også som sagt i værdighed meget ypperligere end dem, og det tror jeg ingen vil nægte, hvis han da er nogenlunde duelig til at lære noget.	Men eftersom det er forgæves at kives og strides om navn og titel, når vi ser overbeviste om selve sagen, mest fordi som sagt evangeliet ikke skal forstås i bogstavelig og ligefrem mening, men i ånden, ikke i ord og tale, men i kraft og i retsindig mening, derfor, skønt vi ikke har præstebetegnelsen i hele det ny testamente, den, som I spørger efter, og som særlig betegner et nyt, evangelisk, synligt præstedømme, så har vi dog den rette præstegerning, som er kirkens og folkets offentlige tjenere, særlig indviede og indsatte til Guds lov og tjeneste, ikke alene adskilte fra den almindlige lægmand, men også af embede, befaling og værdighed meget ypperligere end han, hvilket nu enhver må besinde sig på, som ikke er stivsindet og uvillig til at lade sig undervise.	Men nar thet er forgeffwis at kiffwe och trettæ om naffn och tittell, nar wij eræ wissæ paa handelen, oc helst forti som sagt er, at euangelium sckall icke wnderstaas wdi bogstaffwe oc textelig schrifft, men wdi aanden, icke i ord oc talæ, men i krafft oc retsindig mening. Och forti, ther som wij icke haffde presthæ naffn i thet gantscke ny testament, ther i effter søgæ, oc ther serdelis lyder om eet nyt euangelisch oc siwnligt prestedøme, men wij haffwe iw dog then rettæ prestæ handell, som ere kirckins oc folckins obenbare tieneræ, till Gwdz loff oc tienistæ besynderlig wigdæ och schickede. Icke alsomeniste then meenige leegmand fraschilde, men oc swo aff embede, befaling, oc werdighet, møget yperæ end (237) han er som hwer mand nw besinde maa, ther icke er strag oc fortraaden till at lade sig vnderwisæ.
Haec autem ita se habere confirmant cum omnia, quae passim leguntur in literis Evangelicis de peculiaribus officiis Apostolorum discipulorumque erga populum, et e diverso populi erga Apostolos et disciplulos; siquidem iuxta patrum expositionem Apostolis Episcopi, discipulis presbyteri successerunt in Ecclesia Dei; et quae loquuntur in Apostolicis epistolis de propriis muneribus praesidum Ecclesiae populique fidelis in subditos, et e contrario subditorum [147] in praesides Ecclesiasticos, tum vero totae tres illae Apostoli Pauli epistolae, nimirum duae ad Timotheum et ad Titum una.	Men at det forholder sig sådan, bevises på alle måder af, hvad der vidt og bredt læses i de evangeliske skrifter om apostlenes og disciplenes embeder overfor folket, og modsat folkets overfor apostlene og disciplene; sådan er det ifølge fædrenes fremstilling biskopperne, der efterfølger apostlene, og præsterne disciplene i Guds kirke; og det bevises ud fra, hvad der siges om kirkens og det troende folks forstanderes særlige ofringer overfor de underordnede, og modsat om de underordnedes mod de kirkelige forstandere, ud fra hele tre breve fra apostelen Paulus, nemlig de to til Timoteus og det ene til Titus.	At dette forholder sig sådan på alle måder, beviser og befæster både den evangeliske og den apostolske skrift, som forklarer apostlenes og disciplenes særlige myndighed over folket, og deres ærefrygt og lydighed mod apostlene og disciplene, fordi, som nogle hellige lærere mener, da har kirken nu bisper i apostlenes sted. Det samme beviser også de hele tre breve, som Paulus skrev til sine disciple, to til Timoteus og ét til Titus.	At thette sig swo haffwer i alle maade bewiser oc befester baade euangelisch oc apostelig sckrifft, ther besckede apostolorum oc discipulorum besynderlige embede oc befaling offwer folck, theris tucht oc hørsome mod apostele oc disciple, forti som hellige lereræ meenæ tha haffwer kirckin nw bisper i apostolorum stæd. Thet same bewiiss oc swo the try helæ sendebreff som Paulus fforschreff till syne discipelæ, till Timotheum ij. oc till Titum i.
Nam ut superioribus epistolis suis ad Ecclesias directis universum fere Christi populum instruit, ita tribus his posterioribus ad Episcopos datis, in eis omnes Episcopos, sacerdotes aliosque Ecclesiae ministros ex professo docet, ita ut nulli mentis oculos habenti dubium esse queat, iuxta doctrinam et Evangelicam et Apostolicam esse publicos quosdam Ecclesiae seu populi ministros divinis officiis consecratos, a plebe discriminatos, quos ex descriptione externos visibilisque sacerdotes esse ostendimus.	For ligesom han i sine øvrige breve til menighederne henvender sig så at sige til hele Kristi folk og lærer dem, således giver han disse tre senere til biskopperne, og underviser i dem enhver biskop, præst og de øvrige kirkens tjenere efter deres embede, således at der for den, der har sindets øjne åbne, ikke kan være nogen tvivl om, at der både efter den evangeliske og den apostoliske lære er nogen, der offentligt er kirkens eller folkets tjenere, indviet til et guddommeligt embede, adskilt fra folket, og dem har vi påvist efter beskrivelsen er ydre og synlige præster.	I dem underviser dem i deres rette embede, som er bisper, præster og andre kirkens tjenere, efter at han i de andre breve havde lært den menige kristne, hvad han burde gøre og hvordan han skulle forholde sig både overfor Gud og menneskene. Og deri har han på mange måder gjort forskel på læg og lærd, på almue og den hele gejstlighed, og ikke alene lært, at de er tjenere for menigheden, men også at de har en særlig værdighed, som hører til deres embede, for de værdige tings skyld, som skal omgås og tage sig af mellem Gud og folket.	Udi hwilcke han wnderwiser them theris rettæ embede som ere Bisper Prester och andre kirckins tieneræ, siden han i the andre sendebreff haffde lerdt then meenige christen mand, hwad hannwm bwrde at gøre, oc i hwess maade han sig haffwe sckwlde baade mod Gwd oc mennisckin. Oc ther haffwer han giordt i mange maadæ forsckiell paa leeg och lerdt, paa almwge och thet menige klerckeri, icke alsomeniste, at the ere tieneræ till meenigheden, men aff een besynderlig werdighet som theris embede er anhengendis, for the werdige ting som the sculle trachtere oc huerffwe mellom Gwd oc almugen.
Ceterum adducendis huc scripturarum locis consulto supersedemus, partim quod nulli non sunt obvia, maxime ubi nunc ea observandi viam indicavimus, tum ex novis nominibus, quibus appellantur, tum a propriis officiis, quibus describuntur in novo testamento sacerdotes, praesertim quod omnia possetis eludere verbis istis, quae mox hic adiicitis, nempe omnes quidem huiusmodi scripturas intelligi de sacerdotibus Ecclesiae ministris, non quos (179) ordinarunt atque consecrarunt Episcopi nostri, sed quos universae multitudinis sive plebis consensus sibi elegit atque constituit,	Men sådan ligefrem overlagt at fremføre skriftsteder om dette afholder vi os fra, delvis fordi de er indlysende for enhver, men især fordi vi nu har påvist den vej, man skal gå, dels ud fra de nye navne, som anvendes, dels ud fra deres egne embeder, hvormed de beskrives i det nye testamente, nemlig betegnelsen 'sacerdotes', især fordi I kan få alt ud af disse ord, som I her straks efter føjer til, nemlig på den måde, at I forstår alle de skriftsteder, der handler om 'sacerdotes', om kirkens tjenere, ikke dem, der bliver ordineret og konsekreret af vore biskopper, men dem, som den almindelige mængde eller pøbelen, bliver enig om at udvælge og indsætte,	Men at anføre de mange skriftsteder, som beviser dette, afholder vi os foreløbig fra, navnlig fordi I ville fortolke dem alle om de tjenere, som tjener menigheden med sakramenterne og Guds ord, ikke om dem, som den hellige kirkes bisper har indviet og indsat, men om dem den menige folk selv har udkåret og lagt hånd på. Og eftersom I mener, at alle kristne i lige høj grad er præster, blot må ingen bruge præsteembede uden menighedens samtykke, og fordi I derfor vil sige, at et sådant synligt præstedømme ikke er nogen magt og værdighed, men kun en tjeneste og en befaling,	Men the mange sckriffter som thettæ bewiisæ nw ind at føræ, lade wij betemme paa thenne tiid, oc helst forti at i wele them alle vnderschede om the tieneræ som tienæ menigheden i sacrament oc Gwdz ord, icke ther then hellige kirckis bisper haffwe wiigdt oc schickett, Men som then meenige mand haffuer sielff wdkaaret, oc lagt hand oppaa. Oc nar i meene at all christen folck er lige møgett (238) prester, men ther maa tha inghen brwge preste embede wden menighetz samtycke, oc forti wele i sige at swodant siwnligtt prestedøme er icke nogen macht oc werdighet men alsomeniste een tienistæ oc een befaling.
nulla quidem potestate a reliquo distandibus, at solo ministerio, usu et exercitio populi consensu eis commisso, in verbi et sacramentorum administratione aliisque officiis exercendis etc., ita ut omnes Christiani ex aequo sint quidem sacerdotes, at officio ipso nemini liceat uti, nisi per multitudinis consensum, ideoque externum ac visibile sacerdotium non potestatis, at ministerii sit nomen.	og fordi I mener, at de ikke adskilles ved nogen magt fra de øvrige, men kun har en tjeneste, en brug og en opgave, givet dem efter folkets samtykke, med at forvalte ordet og sakramenterne og udføre andre opgaver, osv, sådan at alle kristne på lige fod er 'sacerdotes', blot må ingen bruge dette embede, hvis han ikke har mængdens samtykke, hvorfor navnet på det ydre og synlige præstedømme ikke er myndighedens, men tjenestens.
Reliquum est igitur, ut haec duo sola quam strictissime confutemus, docendo nempe, hoc visibile ac externum novi testamenti sacerdotium non ex plebis consensu, at ex Dei munere derivari, et huiusmodi sacerdotium non merum esse ministerium, [148] at spiritualem quandam potestatem solis legitime ordinatis Ecclesiastico ritu in sacerdotes propriam.	Tilbage står nu, at vi så stærkt vi kan tilbageviser disse to meninger, og det gør vi ved at lære, at det synlige og udvortes præstedømme i det ny testamente ikke kan udledes fra menighedens samtykke, men fra Guds gave, og at den slags præstedømme ikke er en blot og bar tjeneste, men er en åndelig myndighed, der alene kan indehaves af præster, der er rettelig indviet efter kirkens ritual.	derfor vil vi nu tale noget udførligere om det og kraftigt bevise, at dette synlige og udvortes præstedømme, som det ny testamente bruger, ikke kommer ud af den menige mands samtykke, men ud af Guds nåde og gave, og ikke blot er en tjeneste, som I vil sige, men en åndelig magt, som ikke kan have, som ikke rettelig indvies og konsekreres efter kristendommens sæd og skik.	Oc forti wele wij ther om talæ noget widere oc sterckelige bewisæ, at thette siwnlige och vdwortelighe prestedøme som thet ny testamentt brwger, er icke wdaff meenige mandz samtøcke, men aff Gwdz naade oc gaffwe, oc er icke een blot tienistæ som i wele sige, men een aandelig macht ther ingen haffwer, vden then som rettelige wyes oc consecreris effter christendoms seeder oc schick.
Nam etsi prius illud satis iam constare poterat ex iis, quae in primo congressu de legitimo concionatore disseruimus, quemadmodum idonei Ecclesiae ministri a Deo eligi, vocare, designari atque mitti debeant, quodque ii habendi sint tanquam a Deo electi, vocati, designati atque missi, qui non a semetipsis, at a proceribus Ecclesiasticis, quos Deus Ecclesiae suae praefecit, huiusmodi ministerium acceperunt: tamen ut hic aliquanto plusculum illis addam - ;	For skønt dette tilstrækkeligt kan konstateres af det, som vi sagde i den første afdeling om den legitime prædikant, hvordan kirkens duelige tjenere bør udvælges, kaldes, udpeges og udsendes af Gud, og derfor opfører sig som nogen, der er udvalgt, kaldet, udpeget og udsendt af Gud, men modtager den slags tjeneste ikke af sig selv, men af kirkens ypperste, som Gud har indsat over sin kirke, så vil vi dog her føje en lille smule til:
si ex solo plebis consensu Evangelicum penderet sacerdotium, quo tum Evangelici sacerdotes a Pharaonis aliorumque gentilium sacerdotibus distabunt, quo meliores, quo digniores erunt? Siquidem legale sacerdotium neutiquam a plebe, sed a Deo collatum fuit.	hvis det evangeliske præstedømme alene afhænger af mængdens samtykke, hvorved adskiller da de evangeliske præster sig fra Faraos præster eller fra nogen andre folkeslags præster, hvorved er de bedre, hvorved er de værdigere? For lovens præstedømme blev aldrig indsat af mængden, men af Gud.	Hvis det forholder sig, som I siger, at det evangeliske præstedømme afhænger af den menige mands vilje og samtykke, på hvad måde overgår da de evangeliske præster enten Faraos eller andre hedenske præster? Og på hvad måde er de enten bedre eller værdigere? For det jødiske præstedømme havde ikke sin magt og bestand fra menigheden, men den var givet og befalet fra Gud.	Er thet forti som i sige, at thet euangelische prestedøme, henger paa meenige mandz williæ oc samtøcke, i hwess maade offwergaa tha the euangelische prester enchten Pharaonis eller andre hedinscke prester? Oc i hwess maade ere the enchten bedre eller werdigeræ? Forti at thet iødiscke prestedøme haffde aldrig magt oc bestandt aff meenigheden, men war giffwet og befalet aff Gwd.
Ubi legitis in toto veteri testamento a plebe constitutos sacerdotes? Quanto minus ergo in novo instrumento sacerdotes hoc praestantiores, quo lex nova veterem antecedit, populi suffragiis creari possunt? Nonne Apostoli et discipuli, quorum illis Episcopi, his presbyteri successere, quemadmodum diximus, a Christo e multitudine citra ipsius assensum selecti, vocati ac instituti sunt?	Hvor læser I i hele det gamle testamente, at præsterne blev indsat af menigheden? Hvor meget mindre bør det da ikke finde sted i det ny testamente, at dets præster, der er er ypperligere, kan dannes med afstemning fra folket, eftersom den nye lov overgår den gamle. Mon ikke apostlene og disciplene, som dels biskoppers og dels præsters efterfølgere, er udvalgt, kaldet og indsat af Kristus ud af mængden uden dennes samtykke?	Eller sig os, om I nogensinde i det gamle testamente har læst, at præster ansatte og indsatte er det menige folk; og hvis I ikke kan det, må I jo indrømme, at så bør det heller ikke ske i det ny testamente, når det i magt og værdighed vidt overgør det gamle testamente. Eller udvalgte ikke Kristus sine apostle og disciple uden den menige mands råd og samtykke?	Eller oc siger oss hwar i haffwe nogen tiid læst i gammill testament, at prester ere schickede oc tilsettæ aff meenige folck, hwess i thet icke kwnne, tha mwæ i iw tilstaa, at thet bør icke heller at sckee vdi thet ny testament, nar thet met magt oc werdighet wytt offwergaard thet gamblæ. Eller, vdwolde icke Christus syne apostele oc discipelæ vden then menige mandz raad williæ oc samtycke?
Nonne Paulus ipse Galatis suis scribens palam asserit, se neque ab hominibus neque per hominem, sed per Iesum Christum et Deum patrem Apostolum fuisse constitutum? Nonne Paulus legitur alios deinde Pontifices sive presbyteros per singulas Ecclesias,quibus evangelizaverat, constituisse, inter quos Timotheus Ephesiorum, et Titus Cretensium Episcopi fuerunt?	Mon ikke Paulus selv skriver til Galaterne og ligeud siger, at han ikke er indsat til apostel af mennesker eller gennem et menneske, men gennem Jesus Kristus og Gud fader? (Gal 1,1). Læser vi ikke, at Paulus dernæst indsatte præster eller presbytere i de enkelte menigheder, som han havde bragt budskabet til, blandt dem Timotheus for Efeserne og Titus for Kretenserne? (Apg 14,23).	Skriver ikke Paulus til Galatherne, at han var udvalgt til apostel, ikke af mennesker, heller ikke formedelst noget menneske, men af Jesus Kristus og Gud fader? (Gal 1,1). Eller læser vi ikke, at Paulus udvalgte og indsatte både bisper og præster i alle kirker, som han var apostel for, deriblandt Timotheus for Efeserne og Titus for Kretenserne? (Apg 14,23)	Sckriffwer icke Paulus till the Galater, at han war schicket en apostel, icke aff mennischer, icke heller formedels noger mennische, men aff Jesu (239) Christo oc Gud fader? Eller lesæ wij icke at Paulus schickede oc tilsette baade Bisper oc Prester i alle kircker som han war apostell till i blandt hwilcke Timotheus war Ephesiorum bisp oc Titus Cretensium?
Nonne Paulus (180) utrique horum praecepit, ut alios ordinent constituantque presbyteros? Sic enim ad Timotheum ait: Manus cito ne cui imponas, neque communices peccatis alienis. [149] Ad Titum vero sic: Huius, inquit, rei gratia reliqui te Cretae, ut ea quae desunt corrigas, et constituas per civitates presbyteros, sicut et ego disposui tibi.	Mon ikke Paulus påbød begge disse to, at de skulle ordinere og indsætte andre præster? Sådan siger han nemlig til Timotheus: 'Læg ikke hurtigt hænderne på nogen, og bliv ikke delagtig i andres synder'. (1 Tim 5,22). Men til Titus siger han således: 'Af den grund efterlod jeg dig på Kreta, at du skulle rette det, der manglede, og i byerne indsætte præster, sådan som jeg også befalede dig'. (Tit 1,5)	Eller bød ikke Paulus begge disse bisper, at de også skulle udnævne og indsætte andre præster? Sådan siger han til Timotheus: 'Du skal ikke for hurtigt lægge hånd på nogen, og ikke være delagtig i fremmede synder'. (1 Tim 5,22). Men til Titus skriver han således: 'Af den grund lod jeg dig blive på Kreta, at du skulle forbedre det, som var brøstfældigt, og indsætte præster i byerne, som jeg også befalede dig'. (Tit 1,5)	Eller bød ickæ Paulus baade thesse bisper at the sculde och swo gøre oc schicke andre prester? Swo siger han till Timothæum, thu schalt icke snarlige leghe hand paa nogen, och ickæ vare deelagtig i fremmede synder. Men till Titum sckriffuer han suo. For thenne sag schyld, lood ieg tig bliffue paa Creta, att thu schulde forbedre thet som haffde brøst, oc schicke prester i stæderne, som ieg oc befoell tig.
Attamen Paulus ad maiores natu Ephesinae Ecclesiae Miletum accitos verba faciens ait: Spititum sanctum eos posuisse Episcopos regere Ecclesiam Dei,praeclare significans eos, qui legitime ab Episcopis in sacerdotes ordinantur, a Deo sacerdotii dignitatem accipere.	Men Paulus tager til orde overfor de ældste i den efesiske kirke, der var kommet til Milet, og siger, at den helligånd har sat dem til bisper til at herske over Guds kirke, (Apg 20,28) og giver derved klart tilkende, at de, som på retmæssig måde af bisperne bliver indviet til præster, modtager præsteværdigheden af Gud.	Men Paulus siger dog videre herom til de gamle og vise, som var hidkaldte fra Efesus til Milet, at den helligånd havde indsat og beskikket bisper til at råde og regere Guds menighed, (Apg 20,28) og dermed giver han klart til kende, hvordan de, som ordentligvis indvies til præster af bisperne, modtager dette præsteembede af Guds hænder.	Men sanctus Paulus sigher dog ydermere hær om till the gamblæ oc wiisæ som ware kallede fran Ephesina kircke til Miletum, at then helliand haffde sætt oc schicket Bisper till at raade och regeræ Gudz forsamling, klarlige giffwendis ther met till kende, hwore at the som børlige wyes til prester aff bisperne, anamme same preste embede aff Gwdz hender.
Ubi, quaeso, in his locis omnibus aut quovis alio novi testamenti loco fit mentio de plebis assensu? Constat igitur ex his, ut aliorum Christi Apostolorum discipulorumque, ita Pauli quoque sacerdotium non a plebe, at a Christo profectum fuisse; deinde Timotheo, Tito aliisque, non plebis assensu, verum auctoritate Pauli donatum; postremo eandem potestatem ab eis in alios sine populi consensu transfusam, et nihilo secius sacerdotium istiusmodi primitus a Deo promanasse.	Hvor, spørger jeg, nævnes der i disse steder eller i nogen andre skriftsteder i det ny testamente noget om menighedens samtykke? Det står altså fast ud fra dette, at både Paulus og Kristi andre apostle og disciple fik deres præsteembede ikke fra menigheden, men fra Kristus; og at Timotheus og Titus og andre, ikke fik det givet ved menighedens samtykke, men ved Paulus' autoritet; og endelig, at den samme myndighed er overført fra dem til andre uden menighedens samtykke, og ikke desto mindre er dette præsteembede fra først af udsprunget fra Gud.	Nu tales der alle disse steder slet intet om den menige mands samtykke, og det gør der slet ikke noget sted i det ny testamente. Derfor er det klart bevist, at ligesom alle apostlene var kaldede, ikke af noget menneske, men af Gud, sådan var også Paulus kaldet, fordi han havde sin præsteembede fra Kristus, og ligeledes havde Timotheus og Titus deres præsteembede fra Paulus og fra Gud, og ikke fra nogen menigheds samtykke. Timotheus og Titus havde også den samme myndighed til at indsætte præster, og sådan har det derfor altid været, at bisper og præster er beskikkede af andre kirkens forstandere og ikke af nogen menighed.	Nw i alle thesse stæder talis plat inthett om then menige mandz samtøcke, ey heller ingen stæd i thet ny testament. Thi er iw klarlige bewist, at som alle apostele vare kalledhe icke aff noger mennische men aff Gud, suo var oc sanctus Paulus, forti han haffde syt prestedøme aff Christo, desligest Timotheus oc Titus haffde theris prestedøme aff Paulo oc Gwd, oc icke aff noger almwgis samtøcke. Then same magt hade oc suo Timotheus oc Titus att schicke prester, oc suo haffuer thet forti altiid varidtt, at bisper oc prester ere tilschickedhæ aff andræ kirckins forstandheræ och ickæ aff nogher meenighedt. (240)
Est ergo sacerdotium Evangelicum non plebis, at Dei munus. Verumtamen etsi negare non possumus ob historias fide dignas, aliquando populum ad electionem admissum, et Episcopos pastoresque populi suffragiis esse creatos, tamen institutio et ordinatio nunquam penes populum fuit, at semper penes Ecclesiasticos proceres.	Altså er det evangeliske præsteembede ikke folkets, men Guds opgave. Og dog, selv om vi ikke kan nægte på grund af visse troværdige og ærværdige historier, at folket på en måde blev tilladt adgang til valget, og at biskopperne og præsterne blev udvalgt gennem folkets afstemning, så lå udnævnelsen og ordinationen dog aldrig i folkets magt, men lå altid hos de øverste kirkelige myndigheder.	Vi kan da ikke nægte på grund af mange mærkelige og sande historier, at lægfolk også har været med i råd og dåd til sammen med bisper og forstandere at udsøge gode og frome mænd til sådanne embeder. Men det har dog altid stået i bispernes magt at udvælge og tilskikke personer,	Uij kunne tha icke negte for mange merckelige oc sandruge historier sckyld at leegfolck haffue icke oc suo varid i raad oc daadt met bisper oc forstandere till at vdsøge gode oc frommæ mend til suodane embede. Men thet haffuer dog altiid varit vdi bispernes magt at vdwelliæ oc tilschicke personer,
		men førend bisperne lagde hånd på dem og ordinerede dem, da adspurgte bisperne den omkringstående og ligeledes den nærværende almue, om de vidste nogen last eller brøst med disse personer, så at de ikke var værdige til at gives og modtage det værdige præsteembede, og derfor føjede de af og til almuen, når den havde fundet den rette mand, og ellers ikke.	men før end bisperne lagde syn hand paa them och ordinerede them, tha atspordhæ Bispernæ then omstandhendis, och sammeledhis then nerwarendis almwge om the wisthæ noger last eller brøst met the personer, swo at the icke ware werde at giffwis oc befalis thet werdige preste embedæ, oc forti føgedæ the stwndwm almwgen, nar han haffde paafwndet then rettæ mand, och ellers icke.
Ceterum quod popularis illa res erat discordiae, iurgii, tumultus et nonnunquam caedis etiam plena, ita ut populus pro libidine sua nunc hunc exaltaret, nunc illum deiiceret, interdum quoque lapidaret;	Forøvrigt, fordi denne sag hos folket var fuld af uenighed, strid, tumult og ikke få drab, således at folket på grund af sin løssluppenhed så ophøjede én, så forkastede ham, og af og til stenede én;	Den skik blev heller ikke langvarig blandt kristne folk, fordi almuen deri som i mange andre stykker ikke kunne forliges. Men når de kom sammen til en sådan opgave, da hørte man ikke andet end bulder og trætte, kiv og oprør, og af og til hug og manddrab, når den ene part foragtede den mand, som den anden ville have. Og for den sags skyld blev bisperne af og til jaget bort og ofte stenede til døde.	Oc icke war heller then seed langwarig blant christet folck, nar almwgen kwnne ther vdi som i andre mange støcker ingelwnde lenghe forligis. Men nar the sammen komme i swodan handell, tha hørde man icke andet end bwlder oc trettæ, kiiff oc oprør, oc wnderstwndum hwg oc mandslett, nar een part then mand foragtede, som een anden part wilde haffwæ. Oc for then sag bleffwe Bisperne stwndwm foriagede, oc offte stende till døde.
res ipsa persuasit, ut ius designandi Ecclesiae praesides vice totius populi, penes sola collegia Ecclesiastica foret, quemadmodum et alia permulta in melius Ecclesia Dei commutavit.	så medførte sagen selv, at retten til at udpege kirkens forstandere gik over fra hele folket, til de kirkelige forsamlinger alene, og på den måde og på mange andre måder har Guds kirke forandret sig til det bedre.	Den skik blev derfor ændret som så meget andet, der af tidens lejlighed og vilde hoved var kommet i misbrug. Og nu er det sådan indrettet og vedtaget, at kirkens klerke og forstandere skal beskikkes efter den første skik, som var blevet overholdt i apostlenes tid, både bisper og præster.	Hwilcken seed forti bleff forwandlet som andet møget, ther aff tiidz leylighet oc wilde hoffwett war kommen i missbrwg. Oc er nw swo schicket oc wedtaget, at kirckins klerckæ oc forstandere scwlle schicke effter then førsthæ seed som holden war i apostell tiid, baadhæ bisper oc presther.
Nunc vero hoc posterius, videlicet externum ac visibile novi testamenti sacerdotium [150] non merum esse ministerium, at spiritualem quandam Dei gratiam, donum et potestatem, qua sacerdotes ad munus suum commodius sanctiusque obeundum reddantur idonei, non omnibus baptismo communem, at sacerdotibus ordinis sacramento propriam: - etsi quidem satis integro lectori persuasum esse poterat ex iis, quae sub articulo nono de sacramento ordinis dicta sunt, tamen, ut nihil a quoquam desideretur, non pigebit eadem partim repetere, partim alia superaddere.	Men nu angående det sidste, at det ydre og synlige præstedømme i det ny testamente ikke er en blot tjeneste, men en åndelig nåde, gave og myndighed fra Gud, ved hvilken præsterne gøres duelige til at indgå til deres tjeneste på en bedre og mere hellig måde, en myndighed, der ikke er fælles for alle gennem dåben, men særlig for præsterne gennem deres ordination: - skønt godt nok den forstående læser vil kunne overbevises gennem det, der er sagt under artikel ni om sakramentet, så har jeg dog lyst til, for at intet skal mangle, dels at gentage, dels at udvide det noget.	Nu videre, at det evangeliske præstedømme, synligt og udvortes, ikke alene er en tjeneste, men også en åndelig Guds nåde, gave, magt og befaling, som er så speciel for dem, at den ikke er almindelig for alle døbte kristne mennesker, kan bevises således.	Nw framdeelis, at thet euangelische prestedøme, siwnligt oc wdworteligt er icke alsomeniste noger tieniste, men oc swo een aandelig Gwdz naade, (241) gaffwe, magt oc befaling, ther them er swo besynderlig, at hwn er icke meenlig alle døbtæ christen mennischer, kan swo bewisis.
Nam si dominus (181) Deus tantam Synagogae interiturae solicitudinem gessit, ut videns Mosen solum, nimio curarum onere oppressum, ad Israelitici populi gubernationem non sufficere, delectis ab eo iussi suo septuaginti numero senioribus de spiritu impertierit, qui Mosi traditus fuerat, quo et ipsi ad populum gubernandum aptiores efficerentur, quem tamen populum Deus ipse repudiandum noverat; quanto maiori curae Christo Ecclesiam suam perpetuo mansuram esse putabimus, ut ministros ipsius ac praesides uberiore quadam gratia, dono et potestate dignetur, quo ad eius populi gubernationem sint magis idonei, quem sibi aliis repudiatis peculiariter elegit.	For hvis Gud Herren nærer en sådan bekymring for synagogen, der dog skal forgå, at han, da han så Moses alene, nedpresset af altfor megen omhu, så han ikke mægtede at regere det israelittiske folk, befalede ham at udvælge halvfjerds ældste og gav dem den ånd, som han havde givet Moses, hvorved de blev bedre og mere egnet til at regere folket, det folk, som Gud dog vidste han ville forkaste; hvor meget større omsorg må vi da ikke mene, at Kristus har for sin kirke, der jo skal forblive evigt, at han værdiges at give dens tjenere og forstandere en endnu mere overstrømmende nåde, gave og myndighed, så de bliver bedre egnet til at regere hans folk, det folk, som han, der har forkastet andre, i særlig grad har udvalgt.	Eftersom Gud havde en sådan omhu for den jødiske menighed og forsamling, der dog skulle være forgængelig og forgå i hast, at han, da han så Moses meget besværet af det store antal mennesker, så han ikke regere dem alene, da bød Moses, at han skulle udsøge halvfjerds mænd af de ældste og bedste, og gav dem af den samme ånd, som han før havde givet Moses, at de således skulle beredes og gøres bekvemme til at herske over folket, som han dog til sidst ville forskyde og fornægte; havde han som sagt en sådan omhu for jøderne, hvorfor kan vi da ikke betænke, at den hellige kirke, som bliver evindelig, ikke er mere forglemt eller forsømt hos Gud end den jødiske forsamling, og derfor skal have forstandere, duelige og bekvemme af særlig ånd og nåde til at råde og regere det folk, som han har særlig udvalgt.	Effter thi at Gwd haffde swodantt omhygge for then iødische meenighet oc forsambling, ther scwlde tha ware forgengelig met een hast, at then tiid han saa Moisen suo møget beswaris aff thet store tall folck, at han kwnne them icke allenæ regeræ, tha bød han Moisi att han scwlde wdsøge lxx. mend aff the eldstæ oc bestæ, oc them gaff Gwd aff then same aand som han Moisi haffde tilfornet giffwet, at the scwlde swo beredis oc beqwemmis till at regeræ folcket, ther han tha wilde forsckiwde oc forsage paa thet siistæ. Haffde han swodant omhygge for iødernæ som sagt er, hwij kwnne wij icke besinde, at then hellige kircke som bliffwer ewindelig, er icke meer forglembt eller forsømet hoess Gwd end then iødische forsamling, oc scall forti haffwe forstanderæ, aff synderlig aand oc naade dwelige oc beqwemmæ, till at raade oc regeræ thet folck som han haffwer serdelis vdwoldt.
Quid, quod Apostolus (uti supra quoque retulimus) Timotheum in Episcopum a se ordinatum expresse hortatur, ne negligat, sed suscitet gratiam sive donum Dei, quod in eo erat impositione manuum suarum, idque nominatim auctoritate sacerdotii, quemadmodum luculentissime reddidit Erasmus?	Hvad med det, som apostelen siger (som vi ovenfor har refereret (??)), hvor han udtrykkeligt opfordrer Timotheus, som var ordineret af ham, til ikke at lade hånt om, men modtage den nåde eller gave fra Gud, som var i ham i kraft af hans håndspålæggelse, hvilket ligeud betyder præsteautoriteten, sådan som Erasmus soleklart gør rede for det.	Siger ikke Paulus således til sin discipel Timotheus, at han skal ikke forsømme den Guds gave, som var i ham på hans præsteembedes vegne, 'formedelst mine hænders pålæggelse'. (1 Tim 4,14; 2 Tim 1,6)	Siger icke forti sanctus Paulus swo till syn discipell Timotheum, at han scall icke forsøme then Gwdz gaffwe som war vdi hannwm paa hansss preste embedz wegne, formiddels mynæ henders paaleggilsæ.
Quod ne quis uni Timotheo contigisse credat, nonne hic idem Apostolus tum in Corinthiis, tum in Ephesiis inter divina charismata sive dona gratuita [151], per Chritum hominibus distributa, prophetarum, Apostolorum, Evangelistarum, pastorum atque doctorum munera recenset, de Christo dicens: Idem dedit alios quidem Apostolos, alios vero prophetas, alios autem Evangelistas, alios autem pastores ac doctores. Sed quem in finem? Audite Paulum continuo subdentem: Ad instaurationem sanctorum, in opus administrationis, in aedificationem corporis Christi.	Og for at ingen skal tro, at det kun drejer sig om Timotheus, mon så ikke den samme apostel, så til korintherne, så til efeserne nævner blandt de guddommelige nådegaver, som er uddelt til menneskene gennem Kristus, profetiske, apostolske, evangelisters, hyrders og læreres embeder, og mon ikke han siger om Kristus: 'Han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister og andre som hyrder og lærere' (Ef 4,11). Men til hvad formål? Hør, hvordan Paulus fortsætter lige efter: 'til udrustning af de hellige, til arbejdet med at styre, til opbyggelse af Kristi legeme' (Ef 4,12).	Og for at ingen skal tænke, at dette kun er sket for Timotheus, beskriver Paulus også, både til korintherne og efeserne, mange guddommelige nåder og gaver, som er givet menneskene ved Kristus, som er profetiske, apostoliske, evangelisters og hyrders og lærefædres gaver, dèr hvor han fortæller om Kristus således: 'og han har indsat nogle til apostle, nogle til profeter, nogle til evangelister, nogle til hyrder og lærere', (Ef 4,11-13) og i hvad hensigt han har gjort det siger han lige efter: 'til de helliges forbedring og fuldkommengørelse, i embeds gerning og tjeneste og til Kristi legemes opbygning' (Ef 4,12).	Oc at ingen scall tencke thette ware alleniste sckeedt Timotheo, tha beschriffwer Paulus oc suo, baade til the Corinthier oc Ephesier vdaff mange gwddommelige naader oc gaffwer som ere mennisckin giffuit formedels Christum, som ere prophetelige, apostelige, euangelisters, hiwrders, oc lærefedris (242) gaffwer, ther han fortellier om Christo swo sigendis. Oc then same haffwer giordt somme til apostele, sommæ propheter, somme euangelister, somme hiwrder, oc lærere, oc i hwad meening thet war giort siger han strax effter, till helgens forbedring oc fwldkommilsæ, oc i embidz gerning oc tieniste, oc Christi kroppis forbygning.
Sed quanto id tempore fiet? Eundem audite continenter addentem: Donec perveniamus omnes in unitatem fidei et agnitionem filii Dei, in virum perfectum, in mensuram aetatis plenae adultae Christi, hoc est, usque ad seculi consummationem, ne quis cavillari possit, id tantum in principio nascentis Ecclesiae factum.	Men hvor længe skal det ske? Hør, hvad han tilføjer det samme sted: 'Indtil vi alle når frem til enhed i troen og til erkendelsen af Guds søn, til den fuldkomne manddom, til det mål af vækst, som er den fuldvoksnes fylde i Kristus' (Ef 4,13), det vil sige, indtil tidernes ende, for at ingen skal kunne spøge med, at det kun skete i den begyndende kirkes fødselstid.	Og hvor længe det skulle ske, tilføjer han med disse ord: 'Så længe til vi alle når frem til troens enighed og Guds søns bekendelse, en fuldkommen manddom ved Kristi fuldkomne væksts måde', (Ef 4,13) det vil sige, indtil verdens ende og afslutning, for at ingen skal finde på udflugter og mene, at det kun var sagt og sket i den første kristne kirke.	Oc hwore lenge thet schwlde sckee, forfylger han met thesse ord. Swo lenge wij allæ komme i troens enighet oc Gwdz søns bekendilse, een fuldsom manddom, wed Christi fuldkommelige alders maade, thet er, indtil werdsins ende oc beslwting, at ingen schall sig wryge oc meenæ thet alsomenistæ ware sagt och scheedt, i then førstæ christen kirckæ.
Quis, obsecro, ex his non intelligat, iuxta doctrinam Apostolicam externum ac visibile novi testamenti sacerdotium, quod hic pastorum ac doctorum nomine designatur, esse speciale quoddam Dei charisma, donum et potestatem, non baptismo communem omnibus, at Episcorum ordinatione sacerdotibus propriam?	Jamen, for pokker, hvem kan af dette ikke forstå, at der ifølge den apostolske lære er et ydre og synligt præsteembede i det ny testamente, som her betegnes med ordene hyrder og lærere, at det er en særlig Guds nådegave, gave og myndighed, som ikke ved dåben er fælles for alle, men giver specielt til præsterne ved bispernes ordination?	Hvem kan nu ikke forstå af denne apostoske lære, at det ny testamente har et synligt og udvortes præsteembede? Det beskrives her med betegnelsen hyrder og lærere, og det er en særlig nådegave og magt fra Gud, som ikke er fælles for alle døbte, men er givet dem specielt i deres præstevielse med bispernes håndspålæggelse.	Hwem kan icke nw forstaa aff thenne apostelige lerdom, at thet ny testament haffwer ey oc swo eet siwnligt oc vdworteligt prestæ døme? som her besckriffwis wnder hiwrders oc læreris naffn oc titell, oc er een besynderlig Gwdz naade, gaffwe, oc magt, icke meenlig alle them som ere døbtæ, men them besynderlige giffuen i theris preste wyelsæ, oc bispers henders paaleggæ.
Porro geminam sacerdotalis ordinis potestatem Apostolis et discipulis eorumque successoribus a Christo traditam esse, orthodoxorum primum interpretatione didicimus, unam consecrandi corpus Christi verum, ante passionem eis datam in extrema coena, simul atquesacerdotes creati sunt, quando (182) (teste Luca) dixit ad eos: Hoc facite in mei commemorationem;alterum vero absolvendi corpus ipsius mysticum sive membra eius, hoc est, populum fidelem, post resurrectionem illis datam, quando (teste Ioanne) apparens illis, flavit in eos ac dixit: Accipite spiritum sanctum, quorumcunque remiseritis peccata, remittuntur eis, quorumcunque retinueritis, retenta sunt.	Videre: Vi har lært af de ortodokse fædres skriftudlægning, at præstevielsen overførte fra Kristus til apostlene og disciplene og deres efterfølgere en dobbelt myndighed: den ene myndighed til at konsekrere Kristi sande legeme blev givet dem før hans lidelse i den sidste nadver, samtidig med, at de blev gjort til præster, da han, ifølge Lukas, sagde til dem: 'Gør dette til min ihukommelse' (Luk 22,19); den anden myndighed til at afløse hans mystiske legeme eller hans lemmer, det vil sige, det troende folk, blev givet dem efter hans opstandelse, da han, ifølge Johannes, viste sig for dem, åndede på dem og sagde: 'Modtag helligånden, hvem I forlader synder, dem er de forladt; og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.	Og fremdeles har vi lært af hellige mænds skriftudlægning, at disse præster har modtaget i deres præstevielse en dobbelt magt. Én til at konsekrere Jesu Kristi sande legeme, og den fik de. før han udholdt død og pine i den sidste nadver, på det tidspunkt, da de lige var blevet præster, hvor han sagde til dem, som Lukas skriver: Gør dette til min ihukommelse. (Luk 22,19). Den anden magt er at løse fra synd Kristi åndelige legeme eller åndelige lemmer, det vil sige kristne mennesker, og den magt er dem givet, efter at han opstod fra de døde, hvor han (som Johannes skriver) viste sig og åndede på dem og sagde: 'Modtag helligånden, dem, som I forlader synder, dem er de forladt, dem I nægter, dem er de nægtet. (Joh 20,22f)	Oc framdelis haffwe wij lerdt aff hellige mendz forklaring paa schrifften, at same prester haffwe anammett i theris presthæ wyelsæ dwbel magt. Een till att consecreræ Jesu Christi sande legomæ, och then finge the før end han tolde død oc pynæ i then siistæ natwordt, then tiid the ware nyes wordhen prester, ther han sagde till them, som Lucas sckriffwer. Thet sckwlle i gøre mig till amindilse. Then anden magtt er at løse aff synd Christi aandelige krop eller aandelige lemmyr, ther er christen (243) mennischer, oc then magt er them giffuen siden han opstod aff døde, ther han (som Joanne sckriffuer) teedæ sig og blestæ eblandt them suo sigendis. Anammer then helliand, hwess synder i forlade scwlle them forladis, huess i holde igen the sculle holdis.
At ex aperta Evangelici textus narratione constat, utrumque dictum ad solos Christi Apostolos, semota hominum turba, et quidem cum baptizati iam dudum essent. Quocirca liquet, Evangelicum sacerdotium non merum esse ministerium, plebis assensu commissum, at spiritualem quandam potestatem, solis ipsis sacerdotibus post baptismum legitima Episcoporum ordinatione tributam.	Men af evangeliets soleklare tekst og fortælling fremgår det, at disse to ord alene er talt til Kristi apostle, mens folkeskaren var langt borte, og jo også lang tid efter at de var blevet døbt. Derfor står det fast, at det evangeliske præstedømme ikke er en blot og bar tjeneste, oprettet med menighedens tilslutning, men en åndelig myndighed, alene givet til præsterne selv efter deres dåb gennem en ordensmæssig ordination ved biskopperne.	Af evangeliets tekst og fortælling er det indlysende, at disse ord alene er talt til apostlene, da der ingen almue var til stede, og lang tid efter, at de var blevet døbt. Derfor er det jo klart nok, at det evangeliske præstedømme ikke er en blot og bar tjeneste, givet ved menigmands samtykke, men en åndelig magt, som alene er givet præster, efter at de er døbte og blevet kristne, den gang de blev præster med biskoppens indvielse og håndspålæggelse.	Then euangeliscke text och historia klarlige lyder at tesse ord ere allene tilsagde apostelnæ hwar ingen almwge war til stæde, oc langtt siden the ware døbtæ. Thi er thet iw klartt nog, at thet euangelische prestedøme er ickæ een blott oc bar tienistæ, giffwen aff menige mandz samtøcke, men een aandelig macht allene giffwen prester siden the ere døbtæ oc worden christen mend, then tiid the bleffwe prester, met biscops wielsæ oc henders paaleggæ.