Biskoppernes gensvar, artikel 12.
Tilbage til Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatios menu.
 
Articulus duodecimus Then twolffte Artichell.
Omnes christianos utriusque sexus esse sacerdotes. Alle kristne mennesker af begge køn er præster Alle christen mennischæ aff begghe køn eræ Presther.
Responsio

Hanc esse nostram doctrinam minime diffitemur, quam sacrarum literarum testimonio pro virili nostra defendemus 1. Pet. 2. (170) et Apoc. 1. et 5. Et Christus eam ob causam venit in mundum factus homo, ut quod esset, nos efficeret, nempe reges et sacerdotes.

 Svar:

At dette er vores lære benægter vi lige så lidt soom at vi forsvarer det med den hellige skrifts vidnesbyrd, 1. Pet. 2 og Åbenbaringen 1 og 5. Og Kristus kom af den grund til verden og blev menneske, at han kunne gøre os til det, han var, nemlig konger og præster.

 Prædikanternes svar.

Det bekender vi sandelig, og vil gerne fastholde det med den hellige skrift, 1. Pet. 2 og Johannes Åbenbaring kap. 1 og 5. Ja, Kristus blev derfor det, vi var, for at vi skulle blive det, han var.

 Predicanternis Swar. 

Thett bekende wij sandeligen, oc wele gerne bestaa thet met then hellighæ sckrifft, i Petrij ij. Apocalipsis i oc v. Ja, Christus bleff forthi thet wij ware, paa thett wij motthe ware thet som han war.
Confutatio.

Proinde nos vicissim, e propria confessione ista, doctrinam vestram esse haereticam pronuntiamus, quando hic ipsi haeresin confiteamini, iam olim ab Ecclesia damnatum, quemadmodum in calce quinti hinc sequentis articuli commonstrabimus. Sed interea, quibusnam argumentis pro virili vestra (quod dicitis) eximiam istam doctrinam asseratis, paulisper audiamus.

 Gendrivelse.

Derfor vil vi også til gengæld ud fra jeres egen bekendelse erklære, at jeres lærestykke er kættersk, når det kætteri, som I her selv bekender, for lang tid siden er blevet fordømt af kirken, hvilket vi ved slutningen af de fem næstfølgende artikler skal vise. Men foreløbig, lad os se på med hvilke argumenter I så stærkt, som I siger, understøtter denne besynderlige doktrin.

 Prælaternes gensvar.

Efter jeres egen bekendelse dømmer vi dette lærestykke til at være et sandt kætteri. Og som sådant er det for mange hundrede år siden blevet fordømt af et almindeligt kirkemøde. Vi vil da høre og overveje de argumenter, I her fremfører.

 Prelaternis Geenswar.

Effther eder egen bekendilsæ tha døme wij thette støcke lerdom at ware et sandtt kettherij. Hwar fore thet er dømptt for mange hwndrede aar aff meenæ christemdoms raad. Uij wele tha høre och offwerweæ then bewiisning i hær føre i retthe.
Primo quidem tria sacrarum literarum testimonia profertis, quorum primum est, quod Petrus ad omnes ait Christianos: Vos estis genus electum, regale sacerdotium, gens sancta etc. Secundum huic simile, quod Ioannes in fronte Apocalypseos de Iesu Christo scribens ait: Qui dilexit nos et lavis nos a peccatis nostris [137] in sanguinem suo, et fecit nos regnum et sacerdotes Deo et patri suo. Først fremfører I tre skriftsteder som vidnesbyrd, hvoraf det første er dèr, hvor Peter siger til alle kristne: 'I er et udvalgt folk, et kongelige præstedømme, et helligt folk' osv (1 Pet 2,9). Det andet ligner det, det er, hvor Johannes i begyndelsen af sin åbenbaring skriver således om Jesus Kristus: 'Han, som elskede os og rensede os for vore synder i sit blod og gjorde os til konger og præster for Gud, sin fader'. (Åb 1,5-6) I beråber jer især på tre skriftsteder. Først skriver Peter således: 'I er en udvalg slægt, et kongeligt præstedømme og et helligt folk'. (1 Pet 2,9). Johannes skriver i sin åbenbaring således om Jesus Kristus: 'Han er den, som elskede os og i sit blod rensede os for alle vore synder og gjorde os til konger og præster for Gud, sin fader' (Åb 1,5-6). Aff trenne sckriffters biistand berømme i eder synderlige. Først sckriffwer sanctus Petrus swo. I ere en wdwold slecht, eet kongeligt prestedøme, oc eet helligt folck. Joannes i syn obenbarilsæ sckriffwer swo om Jesu Christo, han er then som ælste oss oc toode oss vdi syt blod aff alle wore synder, oc giorde oss till konger oc prester for Gwd syn fader.
Tertium utrique superiori par apud eundem est, huius ipsius libri cap. 5., quo loco viginti quatuor seniores coram agno occiso, nempe Iesu Christo, procidentes et gratias ei agentes, inter alia dicunt: Redemisti nos Deo sanguine tuo ex omni tribu et lingua et populo et natione, et fecisti nos Deo nostro regnum et sacerdotes. Det tredie sted, der ligner de to foregående, findes hos den selvsamme Johannes, i hans bogs kapitel 5, hvor de fireogtyve ældste falder ned for det dræbte lam, Jesus Kristus, takker ham og blandt andet siger: 'Du har frelst os for Gud ved dit blod fra alle stammer og tungemål og folk og nationer, og du har gjort os for Gud til konger og præster' (Åb 5,9-10). I den samme åbenbaring skriver Johannes videre dèr, hvor de fireogtyve ældste falder ned for det dræbte lam, det er, for Jesus Kristus, og takkede ham, og blandt andet sagde: 'Du har frelst os i dit blod fra alle slags slægter, tungemål, folk og lande, og du har gjort os for Gud til konger og præster, og vi skal regere på jorden' (Åb 5,9-10). I same obenbarilsæ sckriffwer Joannes framdelis, hwore the xxiiij. oldinge nederfolde for thet drebtæ lamb, thet er for Jesu Christo, oc tackede hannwm, oc i blandt andre ord swo sagde. Thw haffwer oss frelst i tytt blod aff alle slag slechter, twngemaall, folck oc landsckaff, oc thw haffwer giordt oss for Gwd konger oc prester, oc wij scwlle regneræ paa iorden.
Hic (quo simul ad omnia respondeamus, utpote tantumdem valentia) principio, ut nemo non intelligat, quam nihil minus efficiant haec scripturarum testimonia, quam illud, quod vos per ea intenditis, quamque turpiter in vestram et aliorum perniciem Dei verbo abutamini --, nonne dominus ad universum Israëlem seu omnes Iudaeos eadem multis ante seculis locutum fuisse legimus: Si, inquit, audieritis vocem meam, et custodieritis pactum meum, eritis mihi in peculium de multis populis et in regnum sacerdotale, et gens sancta. Sed quis unquam dixit, omnes propterea Iudaeos fuisse sacerdotes? Atque praedicto forte loco Petrus et Ioannes alludunt. -- Lad os her svare én gang på dem alle, eftersom de er værd det samme: Først: Der er vel ingen, der ikke forstår, at der ikke er noget, disse vidnesbyrd fra skriften har mindre med at gøre, end det, I vil have dem til at sige, sådan som I dumt misbruger Guds ord i jeres og andres stædighed. Læser vi ikke, at vor Herre har sagt det samme til hele Israels folk eller til alle jøder mange århundreder tidligere: 'Hvis i hører min røst, og overholder min pagt, så skal I være mine især blandt mange folkeslag, og I skal blive til et kongeligt præstedømme og et helligt folk' (Ex 19,5-6). Men hvem vil nogensinde sige, at alle jøder af de grund var præster? Men dette sted henviser jo direkte til Peter og Johannes. Her har vi hele jeres bevis. Og for at vi åbenbart kan tilkendegive, at disse skriftsteder ingenlunde kan bevise jeres mening, og ligeledes, hvor skammeligt I misbruger Guds ord, mange til saligheds forargelse, da vil vi udrede dem alle med ét svar. Har ikke vor herre sagt det samme til alle jøder i gamle dage? 'Dersom I hører min røst, og I overholder min lov, da skal I være mine egne blandt mange folk, og et præsteligt kongedømme og et helligt folk' (2 Mos 19,5-6). Men hvem vover af den grund nogensinde at sige, at alle jøder var præster? Her haffwe wij eder gandscke bewiisning. Og paa thet wij scwlle obenbare giffwe till kende, at thesse schrifftelige witnisbyrd, kwnne ingelwnde bewiisæ eder meening, dessligistæ hwore sckammelige i missbrwge Gwdz ord, mange till salighetz forargilsæ, tha wele wij met eet swar wdrede them alle. Haffwer icke wor herre sagt thett samæ till alle iøder i gammell tiid? Ther som i høre myn røst (siger han) oc i bewaræ myn low, tha scwlle i ware myne egne blandt møgett folck, oc eet presteligt kongedøme, oc eet helligt tall folck. Men hwem torde forti nogen tiid sigæ, at alle iøder ware prester?
Deinde quod si haec non legeritis, aut potius non memineritis, haec ipsa per vos adducta verba facile vos admonere poterant, alium sensum in eis quaerendum esse, nisi perfidiae vestrae merito iampridem liber scripturae vobis esset signatus (171) et occlusus, ut legentes non intelligatis. Derfor, hvis I ikke har læst dette, eller snarere ikke husker på det, så skal selve de ord, I har fremdraget, let kunne påminde jer om, at der bør søges en anden mening i den, hvis ikke skriftens bog gennem jeres perfide fortjeneste allerede for jer var en forseglet og lukket bog, så I læser, men ikke forstår. Videre, dersom I ikke har læst dette, eller hvad er er mere troligt, helt glemt det, da ville de selvsamme ord, I fremhæver, påminde jer om, at der skal findes en anden betydning end den, I vil bruge dem i, dersom jeres falske tro ikke havde bevirket, at skriftens bog for jer mange steder skal være lukket og uforståelig, for at I skal læse og ikke forstå. Framdelis ther som i thette icke haffwe læst, eller thett som meer troligt er platt forgætt, tha mottæ the same ord som i føræ i rettæ eder paamynde at ther sckall vdsøgis een anden mening (225) end i wele them brwge vdi, ther som eder falscke tro haffde icke thet forsckyldt, at sckrifftens bog scall ware eder paa mange stædher lwcht oc wforstandelig, paa thet i scwlle lesse og icke forstaa.
Dicimur nempe his in verbis non sacerdotes modo, verum etiam reges. At si quis assereret, nos omnes esse reges omnesque nos aequa cum rege quemque sua potestate praeditos, nonne reus laesae maiestatis capitali supplicio afficeretur? Proinde quando nos non minus ex adductis locis evincimur reges esse, quod capitale fuerit, quam sacerdotes, nimirum dicere oportet, locutionem in scripturis allatis non propriam esse, at figuratam, in qua tropus sit, quae metaphora, hoc est, translatio grammaticis appellatur. Der siges nemlig i disse ord ikke blot om os, at vi er præster, også, at vi er konger. Men hvis nogen ville påstå, at vi alle er konger og alle lige med kongen og dermed fik tildelt hans magt, mon så ikke han ville gøre sig skyldig i forbrydelsen majestætsfornærmelse? Og derfor, når vi af dette sted ikke mindre bevises at være konger, hvilket er hovedsagen, end at være præster, så bør man jo sige, at dette skriftsted ikke taler med sine egne ord, men er figurlig talt, at der er en overført betydning, en metafor, det vil sige, der må en oversættelse til. Vi kaldes på dette sted ikke alene præster, men også konger. Hvis derfor nogen ville hævde, at vi er konger, og hver af os af vælde og magt ville være lige med sin konge, mon han så ikke ville blive straffet ved liv og hals, som én der gik efter den kongelige majestæts fordærv? Og når vi af dette sted ingenlunde kan bevises at være konger, endsige præster, da bør vi i sandhed besinde os på, at dette skriftsted ikke lyder af sine egne ord, men er talt figurligt, og derfor har en figurlig mening. Uij kaldis i samme ord icke alsomeniste prester, men oc suo konger. Om nogen forti vildhe oss bekende at vare konger, oc hwer aff oss aff velde oc macht vare syn herre oc kongæ liig, mwnne han icke straffis ved liiff oc hals ligerwiiss som then ther ginghe effter kongelige maiestatz fordreffwe? Oc nar wij aff the ord kwnne ingelwnde bewisis att vare kongher end sye prester, that bør oss i sandhet at besinde, att same sckriffther lyde icke aff syne egnæ ord, men ere figurlige talede, oc haffwe forthi figwrlig meening.
Qui schemata et tropos [138] ignorat et figuratam locutionem a propria discernere nescit, inutilis scripturae lector est. Nam uti reges, ita sacerdotes dicimur omnes, non proprie, at translatitie, non natura rei, at similitudine.  Den, som ikke kender skriftens lignelser og billeder, og ikke kan skelne overført betydning fra den ligefremme, han er en uduelig læser af skriften. For ligesom vi alle kan siges at være konger, sådan er vi præster, ikke i ligefrem betydning, men i overført, ikke efter naturen, men efter sammenligning. Den, som ikke kender skriftens lignelser, efterligninger og billeder, og ikke kan skelne en overført betydning fra den, som siges ligeud, han er en uduelig læser af skriften. Og derfor, ligesom vi er konger, sådan er vi også præster, ikke efter ligefrem tale, men i overført og billedlig forstand, det er ikke i virkeligheden, men i en efterlignelse. Then som icke weed sckrifftens omslag, swencker, och figwrer, oc kan sckielne een figwrlig talæ, fra then som sigis mett syne egnæ ord, tha er han een wnøttig læseræ wdi then hellighæ schrifft. Och forthi, ligherwiiss som wij eræ kongher, swo eræ wij oc swo prester, icke effther rætt egen talæ, men fremmet oc figwrlig, thet er icke i sandhett, men vdi een efftherlignilsæ.
Sicut nempe reges dicimur spirituali quodam, interno ac invisibile regno, non quo publice quis alios sibi subiectos gubernat, verum quo se ac sua quisque privatim regit, carnem spiritui et sensum rationi et rationem Dei subiiciens: ita quoque sacerdotes vocamur spirituali et interne ac invisibili sacerdoti, non quo publice quis Deo in Ecclesia pro omni populo proprie dictum sacrificium offert, sed quo se ac sua quisque privatim offert Deo in sacrificium translatitie dictum, nempe ut regius inquit propheta: Sacrificium spiritus, laudis et iustitiae. Ligesom vi nemlig kaldes konger af et åndeligt, indre og usynligt rige, hvori der ikke er nogen, der offentligt har herredømme over andre som undersåtter, men hvori han indvortes behersker sig selv og sine (undersåtter), underkaster sit kød under ånden, og sine sanser under fornuften og fornuften under Gud: sådan kaldes vi også præster i et åndeligt og indre og usynligt præstedømme, ikke ét, hvori vi offentligt i kirken frembærer udsagte ofringer for hele folket, men ét, hvor vi ofrer os selv og vore (undersåtter) til Gud i et offer i overført betydning, nemlig som den kongelige profet siger: Et åndeligt offer er lovprisning og retfærdighed. (Sl 50; 49; 4) Ligesom vi således kaldes konger af et åndeligt, indvortes og usynligt rige, i hvilket man ikke skal have åbenlyst herredømme over nogen undersåtter, men hemmeligt have rådighed og herredømme over sig selv og sine undersåtter, det vil sige, trænge sit legeme ind under ånden, og legemets syndige begæring ind under redelighed og skel, og redelighed og skel ind under lydighed mod Gud. Sådan kaldes vi også præster af et åndeligt, indvortes og usynligt præstedømme, i hvilket ingen åbenlyst skal ofre til Gud for hele folket, i kristen folks samfund et ret præsteligt offer, men enhver skal ofre sig selv og sit eget legeme til Gud, og det er et figurligt offer, eller det kan kaldes et offer i figurlig betydning, som den kongelige profet kalder åndeligt, prisværdigt og retfærdigt offer i sine åndelige salmer. Som wij forti kallis konger, aff eet aandeligt indworteligt oc wsiwnligt rigæ, wdi hwilcket man sckall icke obenbare haffue regementæ offwer nogen wnderdanighet, men eet hemeligt raad oc regering offwer sig och syne nestæ wnderdanæ, thet er, at trenge sitt legome wnder aanden, oc legoms syndige begering wnder rædelighet oc sckiell, oc rædelict sckiell wnder Gwds lydilsæ. Swo kaldil wij oc swo prester aff eet aandeligt indworteligt oc wsiwnligt prestedøme, (226) vdi hwilcket ingen sckall obenbare offre Gwd for alt folcket, vdi christen folckis samfwnd eet rætt presteligt offer, men hwer schall offre sig sielff oc syt eget legomme till Gwd, som er eet figwrligt offer, eller vdi een figwrlig meening kaldis offer, som then konghelige prophett kalder aandeligt, loffligt, oc retferdigt offer vdi syne aandelige psalmer.
Et ut Paulus inquit Apostolus: Exhibens corpus suum hostiam viventem, sanctam, Deo placentem, rationalem cultum. Neutrum vero, neque regnum neque sacerdotium huiusmodi, sine gratia et charitate (quae per Iesum Christum facta est) salutariter administratur. Nam utrumque reipsa idem, non est aliud quam Dei cultus, qui non fit laudabiliter coram Deo sine gratia Iesu Christi. Og som apostelen Paulus siger: 'Enhver skal give sit legeme som et levende, helligt, gudvelbehageligt offer som en åndelig gudsdyrkelse (Rom 12,1). For ingen af de to, hverken kongedømmet eller præstedømmet kan bruges frelsebringende, uden nåde og kærlighed (som sker ved Jesus Kristus). For disse to ting, som i sandhed er én ting, er ikke ande end Guds dyrkelse, som ikke sker på ret måde for Gud uden Jesu Kristi nåde. Og som Paulus siger, at enhver skal give sit legeme til et levende offer, hellig og Gud velbehageligt, for at vor tugt og tjeneste mod Gud kan være med viden og forstand. Og ingen af disse to, kongedømme og præstedømme, kan bestå, når de retsindigt bruges, uden nåde og kærlighed, som gives ved Jesus Kristus vor herre, fordi disse to ting, som i sandhed er én ting, ikke findes at være andet end en sand gudsdyrkelse, som ikke kan ske prisværdigt for Gud uden Jesu Kristi nåde. Oc som sanctus Paulus siger, at hwer schall giffwe syt legomme till eet leffwendis offer, helligt oc Gwd tachnemmeligt, paa thett wor twcht oc tienistæ mod Gwd kan ware vittig oc forstandig. Oc hwerckin aff thesse twenne, som ere Rigæ oc Prestedøme, kwnne ware bestandigæ aff eet retsindigt brwg forwden naade oc kerlighet, som giffwis formedils Jesum Christum wor herre. Forti thesse twenne ting, som i sandhet ere een ting, findis icke andet att waræ, end een sand Gwdz dyrckilsæ, ther icke kan lofflige sckee for Gwd wden Jesu Christi naade.
Aut si quis ita malit: Est gratia sive charitas ipsa. Proinde dominus noster Iesus Christus nos patri suo reges atque sacerdotes fecisse dicitur. Quid, quod Petrus ipse paulo ante locum ex eo adductum praeclare indicat, se de spirituali sacerdotio locutum, quo loco ait inibi de domino nostro loquens: Ad quem accedentes, qui lapis est vivus, ab hominibus quidem reprobatus, apud Deum vero electus ac pretiosus, ipsi quique veluti vivi lapides aedificemini domus spiritualis, sacerdotium sanctum, ad offerendum spirituales hostias, acceptabilis Deo per Iesum Christum. Eller hvis nogen hellere vil det således: det er nåden eller kærligheden selv. Derfor siges vor herre Jesus Kristus at have gjort os til konger og præster for sin fader. Hvilket Peter selv kort før dette sted meget klart har tilkendegivet, at han nemlig taler om de åndelige præstedømme, netop dèr hvor han taler om vor herre: 'Til hvem I holder jer, han, som er den levende sten, af mennesker forkastet, men hos Gud udvalgt og kostbar, I skal selv lade jer opbygge som levende sten til en åndelig bygning, til et helligt præsteskab, til at frembære åndelige ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. (1 Pet 2,4-5) Eller hvem der så vil: Da er denne dyrkelse ikke andet end Guds sande nåde og kærlighed. Derfor siges Jesus Kristus at have gjort os til konger og præster for Gud sin fader og ikke for andre menneskers behov, hvilket Peter klart har givet til kende i samme kapitel, hvor han taler om vor herre Jesus Kristus og siger således: 'Til ham skal I gå frem (som er den levende sten, forkastet af mennesker, men hos Gud udvalgt og dyrebar), at I også som levende sten kunne opbygges til et åndeligt hus og et helligt præstedømme, til at ofre et åndeligt offer, gudvelbehageligt, formedelst Jesus Kristus. (1 Pet 2,4.5) Eller hwo ther swo will, tha er same dyrkilsæ icke andet end Gwdz sande naade oc kerlighet. Ther fore sigis Jesus Christus at haffwe giordt oss konger oc prester for Gud syn fader oc icke til andre mennisckis behoff, ther Petrus haffwer klarlig giffwet till kende i same capittel, hwar han taler om wor herre Jesu Christo swo sigendis. Till hwilcken i sckwlle framgaa (som er then leffwende steen, aff mennischin forsckwtt, men dog hoess Gud vdwoldt oc dyrebar) at i oc som leffwendis steenæ kwnne forbyggis eet aandeligt hwss oc helligt prestedøme, till at offre aandelige offer, Gwd tacknemmelighe, formedels Jesum Christum.
An non hic auditis domum spiritualem (172) et hostias spirituales? Quocirca cum sacerdotis officium sit offere hostias, nimirum ad Petri mentem, ut fidelis quisque est spirituale templum domini, quemadmodum et Paulus ait; ita [139] spiritualis quoque est sacerdos, Deo spiritualem hostiam iugiter offerens, nempe non pecudem alienam, ut olim Iudaici sacerdotes, at proprium corpus in holocaustum suavissimi odoris domino quotidie mactans. -- Mon I ikke her hører et åndeligt hus og et åndeligt offer? Når det er præstens embede af ofre ofre, og det er jo Peters mening, at enhver troende er Herrens åndelige tempel, sådan som Paulus siger det, så er det også en åndelig præst, der altid skal ofre Gud et åndeligt offer, nemlig ikke en anden mands småkvæg, som i gamle dage de jødiske præster ofrede, men han skal dagligt ofre sit eget legeme til et heloffer med en velbehagelig duft for Herren. Kan I ikke høre her: et åndeligt hus og et åndeligt offer? Og derfor, når præstens embede er at ofre ofre, som er efter Peters betydning og mening, at når hvert kristent menneske er Herrens åndelige tempel, som Paulus har sagt, så er det også en åndelig præst, der altid skal ofre Gud et åndeligt offer, som ikke er en anden mands lam eller buk, som de gamle præster gjorde, men er hver mands eget legeme og syndige begæring, hvor de skal dyrke deres Gud til et vellugtende offer. Kwnne i icke hær høræ eet aandeligt hwss oc eet aandeligt offer. (227) Oc forti, nar prestens embede er at offræ offer, som er effter sancti Petri sind oc meening, at nar hwert christet mennische er herrins aandelige tempill som Paulus haffwer sagt. Swo er thet oc een andelig prest ther sckal altiid offræ Gwd eet aandeligt offer, som icke er een anden mandz lamb eller bwck, som the gamble prester giorde, men hwer mand syt eghett legome oc syndige begering, ther the dyrckæ scwlle theris Gwd till eet wellwchtendis offer.
Ad summam igitur, quemadmodum in sacris literis passim dicimur nunc milites, nunc agricolae, nunc vinitores, nunc villici, nunc dispensatores, nunc operarii, nunc mercenarii aliisque huiusmodi nominibus translatitie dictis, ita quoque in locis scripturae adductis reges ac sacerdotes appellamur, nimirum non proprie, at translatitie, non materia rei, at similitudine, uti modo dictum est. Kort sagt, ligesom vi i den hellige skrift mange gange kaldes stridmænd eller landmænd eller vingårdsmænd eller forvaltere eller fogeder eller arbejdere eller lejesvende eller kaldes med en andenaf den slags navne i overført betydning, således kaldes vi på disse steder i skriften konger og præster, selvfølgelig ikke i direkte forstand, men i overført betydning, ikke som virkelige konger og præster, men kun talt om os billedligt. Dette er derfor summen herpå. At ligesom vi mange steder i skriften kaldes, så stridsmænd, så landmænd, så vingårdsmænd, så fogeder, så regnskabsførere, så arbejdere, så lejesvende, og andre sådanne navne, som tillægges os i overført betydning, sådan kaldes vi også i ovennævnte skriftsteder konger og præster, ikke ud fra embernes særlige og specielle vilkår, men billedligt. Thette er forti summen her paa. At ligerwiiss som wij kaldis paa mange stæder i sckriffthen, nw figteræ, nw plowmend, nw wiingordz mend, nw fogeder, nw vdleggeræ, nw arbeygderæ, nw leyeswenæ, oc andre swodane naffn, som oss i figwrlig mening tilleggis. Swo kallis wij oc swo i forberørde sckriffter konger oc prester, icke aff embedens enckæ oc egne wilkaar, men figwrlig.
Aut certe tota natio Christiana regale sacerdotium sive regnum sacerdotale dicitur, quod dominum et auctorem nostrae religionis habemus regem et sacerdotem Iesum Christum, cui tanquam capiti membra coniuncti et uniti sumus omnes, atque huius unionis gratia non singuli quidem, at universi vocamur regale sacerdotium aut sacerdotale regnum, quo loquendi genere aut civitatem aut populum Episcopo subiectum vulgo sacerdotalem appellare solemus, tametsi non omnes in eo sint revera sacerdotes. Hoc autem Christianis nunc exhibitum, Iudaeis olim promissum fuit, proinde ad utrosque dictum. Men ellers kan også hele kristenheden kaldes et kongeligt præstedømme eller et præsteligt kongedømme, fordi ham, vi har som herre og mester for vores religion, han er konge og præst, Jesus Kristus, med hvem som med et hoved vi alle er sammenføjet forenede som lemmer; og det er takket være denne forening, ikke hver enkelts, men hele samfundets, at vi kaldes et kongeligt præsteskab og et præsteligt kongedømme; med den samme slags talemåde plejer vi også at betegne en by eller et folk, der er verdsligt underkastet en biskop for præsteligt, selv om ikke alle i det i virkeligheden er præster. Men hvad der nu er kommet klart til udtryk hos de kristne, var en gang lovet jøderne, ja, det blev sagt til begge parter. Dog kan disse skrifter også have den betydning, at den hele kristenhed kaldes et kongelige præstedømme og et præsteligt kongedømme. Fordi herren og mesteren for denne kristenhed er både konge og præst; det er Jesus Kristus, og ham er vi alle føjet sammen med og hænger sammen med, som lemmer med hovedet. Og på grund af denne sammenhæng kaldes ikke hver for sig, men vi alle i hele menigheden et kongeligt præstedømme eller et præsteligt kongedømme. Og med denne talemåde kalder vi den by eller det folk kongeligt, som er under kongers eller bispers vælde og herredømme, selv om de hver for sig hverken er konge eller præst. Men hvad der nu på dette punkt er nådelig bevist imod os kristne, det var lovet jøderne i gammel tid, for det var sagt både til dem og til os. Dog at same sckriffter kwnne oc swo haffwe swodan mening, at then gantsche christendom kaldis eet kongelige prestedøme, oc eet presteligt kongedøme. Forti at wor herre oc mesteræ till same christendom er baade konge oc prest, som er Jesus Christus, hwilcken wij ere alle tilføgede oc anhengendis, ligherwiiss som lemmyr till syt hoffwet. Oc for thett anhang, kaldis icke hwer besynderlig, men wij alle then gantscke hob eet kongeligt prestedøme, eller eet presteligt kongedøme. Och mett slig talæ kalde wij then stad, eller thet folck kongeligt eller presteligt, som ere wnder kongers eller bispers welde och herredømæ, dog at hwer og een blandt them er hwerken konge eller prest. Oc hwess nw i thette (227) støcke er naadelige bewiist oss christen folsk, thet var loffwet iødernæ i gammil tiid, thi var thet sagt bodde till them oc oss.
Postremo in confirmationem post scripturas istiusmodi ratiunculam subiicitis, nempe Christum eam ob causam venisse in mundum et hominem factum esse, ut quod esset, nos efficeret, nempe reges et sacerdotes. - O praeclarem rationem, tantis scilicet Theologis dignam! Num omnes ergo sumus inter Deum et hominem mediatores? num humani generis redemptores? num servatores hominum? num Ecclesiae capita? num primogeniti in fratribus? num unigeniti filii Dei? num denique dii etiam? idque non participatione modo, verum etiam natura? At haec omnia Christus erat. Sidst i bekræftelsen efter skriftstederne fremlægger I en lille begrundelse, nemlig at Kristue af den grund kom til verden og blev menneske, at vi skulle blive, hvad han var, nemlig konger og præster. O hvilken klar fornuft, sandelig sådanne teologer værdig! Mon vi alle er mediatorer mellem Gud og mennesket? mon vi er menneskeslægtens forløsere? mon vi er menneskenes tjenere? mon vi er hoveder for kirken? mon vi er de førstefødte blandt brødre? mon vi er enbårne Guds sønner? mon endelig vi også er guder? og det ikke blot, så vi er delagtige i det, men er det virkeligt. Men alt dette var Kristus. Sidst i jeres svar vil I understrege disse skriftsteder med en dårlig begrundelse, og siger som så: Ja, Christus blev af den grund det, vi er, for at vi kunne bliver det, han var, det vil sige, konger og profeter, hvilket jeres poet i sin latinske oversættelse har forklaret bedre end I på jeres danske. Denne begrundelse ligner dem, der kommer med den. Mon vi er midler mellem Gud og mennesket? Eller mon vi også er menneskets frelser og forløser? Eller mon vi af den grund er hoved for den ganske kristenhed? eller den førstefødte blandt alle brødre? Eller mon vi også er Guds sønner eller guder? Men dette var Kristus. Paa thet siistæ wdi edert swar, tha wele i bestercke thesse sckriffter met eet føge sckiel oc sige swo. Ja. Christus bleff forti thet wij ware, paa thett wij motthe waræ thett som han war, thet er (som eder poett wnderscheder vdi syn latinæ ydermeræ end i haffde paa danscke først wdschreffwet) konger oc prester. Thette sckiell er syne sckrifftkloge saaræ ligt. Mwnne wij forti ware middeler mellom Gud oc mennisckin? Eller mwnne wij oc swo waræ mennisckins frelseræ oc forløseræ? Eller mwne wij forti ware eet hoffwet till then gantschæ christendom? eller thet første foester blant alle brødre? Eller mwne wij oc swo ware Gudz eniste søner eller oc guder? thesse ting var Christus.
Ut ergo in ceteris, ita quoque in regno et sacerdotio Christus nos fecit, quod ipse erat, nempe [140] non essentia, sed participatu solum, idque duplici sensu, vel quod universi ceu membra caput habemus Iesum Christum et regem et sacerdotem, nempe per gratiam seu charitatem in honorem Dei nos quotidie tum regentes tum offerentes, quemadmodum iam diximus. -- Ligesom derfor i de øvrige ting, sådan gjorde Kristus os også i kongedømmet og præstedømmet til det, han selv var, nemlig ikke i virkeligheden, men kun i delagtigheden, og dette i to betydninger, dels så vi alle som lemmer har Jesus Kristus som et hoved til konge og præst, nemlig sådan at vi ved nåden eller kærligheden til Guds ære daglig behersker og ofrer os, sådan som vi har sagt det. - Og derfor, ligesom Kristus i disse ting og andre flere gjorde os til det, som han var, sådan gjord han også med kongedømme og præstedømme, det vil sige, ikke virkeligt og naturligt, men som en delagtighed og det i to betydninger. Dels sådan, at vi alle som lemmer på én krop har Jesus Kristus til vort hoved og til vor konge og præst, og dels sådan at han gjorde os hver og en til åndelige præster og konger, formedelst nåde og kærlighed, for at vi daglig skulle ofre og beherske os selv, døde og dræbe vore syndige gerninger og tanker, til Guds lov og ære, som sagt er. Oc forti, ligerwiis som Christus i thessæ ting oc andre fleræ giorde oss thet som han war, swo giorde han oc met kongedøme og prestedøme, thet er icke sandelige oc natwrlige men vdi een deelagtighet, oc thet i twenne meninger. Enchten forti, at wij alle som lemmyr wdi een krop haffwe Jesum Christum for eet hoffuet oc for vor konge oc prest, eller oc at han giorde oss hwer oc een aandelige prester oc konger, formedels naade oc kerlighet, at wij daglige schwlle offræ oc regeræ oss sielffwe, dødæ oc dræbe wore syndige gerninger oc tancker Gwd till loff oc æræ som sagt er.
Verum si vel mica salis ac iudicii foret in vobis, in ista saltem ratione vestra (quanto (173) scripturam truncare nefas est) regis nomen suppressissetis. At nescii (veritate nimirum vos invitos adigente) simul et reges et sacerdotes esse nos omnes concluditis. Quapropter, nisi forte rei laesae maiestatis regiae haberi velitis, asserentes, omnes quoque subditos esse reges et pari cum rege suo potestate praeditos, profecto necessum est, ut confiteamini, quemadmodum non proprie, se translatitie tantum reges dicimur omnes, ita et omnes nos pari locutionis forma vocari sacerdotes. -- Men hvis der var en smule bid og domskraft i jer, ville i have undertrykt betegnelsen konge i denne betydning (i så høj grad som det at lemlæste skriften er gudsbespotteligt). Men uden at vide det (sandheden må jo, uden at I har opdaget det, have ført jer) konkluderer I, at vi alle på én gang er konger og præster. Derfor, hvis ikke I vil stå som nogen, der fornærmer majestæten, så I påstår, at vi alle skønt undersåtter er konger og påstås lige med kongen i hans magt, så er det sandelig nødvendigt, at I bekender, hvordan vi siges at være konger, ikke i ligefrem, men kun i overført betydning, sådan som vi også alle kaldes præster i en talemåde. --
Ceterum praeter huiusmodi regnum atque sacerdotium improprie ac translatitie dictum, quod est tantummodo spirituale, internum ac invisibile omnibusque Christi fidelibus commune tam egenis quam divitibus, tam servis quam liberis, denique tam foeminis quam maribus, aliud praeterea esse regnum et sacerdotium proprie dictum pro hoc tempore legis Evangelicae, quod sit corporale, externum et visibile, certisque ac idoneus tantummodo personis a Deo concessum, cuius ministerio Ecclesia Dei publice utitur (quemadmodum praeter spirituale et privatum cuiusque templum est publicum et materiale Dei templum, quo fideles conveniunt omnes), vel huc unus ipse Petrus, unde testimonium protulistis, abunde vos docere poterat, nisi liber scripturae vobis iam pridem clausus esset. Forøvrigt er der udover det omtalte konge- og præstedømme af uegentlig og overført art, som åndeligt, indre og usynligt og for alle Kristi troende ligeså meget i mangel som i rigdom, ligeså meget træl som fri, endelig ligeså meget for kvinde som for mand, et andet konge- og præstedømme i ligefrem betydning for denne tid efter den evangeliske lov, som er legemligt, ydre og synligt, sikker og passende af Gud indrømmet de personer, hvis embede Guds kirke offentligt bruger (forsåvidt Guds tempel udover at være et åndeligt og privat er et offentligt og reelt Guds tempel, hvori de troende alle samles), og herom kan den selvsamme Peter, hvis vidnesbyrd I selv har fremdrget, lære jer en masse, hvis da ikke skriften allerede nu var en lukket bog for jer.
Nam et reges quosdam a turba veluti praeeminentes a subditis, et sacerdotes seu presbyteros a plebe tanquam pastores a grege apertissime destinguit. Subditos enim cohortans ad obedientiam principibus exhibendam: Subsiti, inquit, estote omni humanae creaturae propter dominum, sive regi tanquam praecellenti, sive praesidibus tanquam ab eo missis ad vindictam malefactorum, laudem vero bonorum. E diverso autem sacerdotes ad curam plebis agendam exhortans: Presbyteros, inquit, qui inter vos sunt, obsecro (qui sum et ipse presbyter), pascite, quantum in vobis est, gregem Christi, curam illius agentes etc. For det er tydeligt, at han (Peter) sætter skel mellem konger og mængden eller mellem de udmærkede og undersåtterne, og mellem præster eller presbytere og menigheden eller hyrderne og hjorden. Undersåtterne opfordrer han nemlig til lydighed mod deres fyrster: 'I skal underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen, som den udmærkede, eller fyrster som nogen, der sendes af ham for at straffe forbrydere, men rose dem, der gør det gode' (1 Pet 2,13f). Modsat opfordrer han også menigheden til omsorg for præsterne: 'Præsterne formaner jeg, som selv er præst, til at vogte Kristi hjord, såvidt det står til jer, til at drage omsorg for den' osv. (1 Pet 5,1f).