| Articulus undecimus | Then elleffthe Artichell. | ||
| Igitur omnes Episcopos et sacerdotes, ut fures et nebulones et proditores, in hunc usque diem spoliasse laicos usu alterius partis sacramenti Eucharistiae. | Derfor har alle biskopper og præster som tyve og røvere og forrædere indtil denne dag plyndret lægfolk for brugen af den anden del af nadveren. | Og derfor har alle bisper og præster som tyve, røvere og forrædere indtil denne dag berøvet lægfolk den anden del af sakramentet. | Oc forti haffwe alle Bisper oc Prester som tiwffwe, sckalcke, oc forrederæ til thenne dag berøffwet leegfolck anden parten aff sacramenthett. |
| Responsio.
Revera praeter Christianam rationem, Christi exemplum ac institutum, factum est, ut calix laicis negetur, quod utique spirituale tum furtum, tum latrocinium est, tametsi multi hic simplici ignorantia peccaverunt. |
Svar.
Det er sandelig sket uden kristelig grund, uden Kristi eksempel og indstiftelse, at kalken nægtes lægfolk, hvilket nok kan kaldes et åndeligt tyveri eller røveri, skønt mange her har syndet af simpel uvidenhed. |
Prædikanternes svar.
Uden kristelig årsag er den anden del af dette sakramente forment lægfolk, hvilket vist er et åndeligt rov, selv om mange har gjort det i enfoldig uvidenhed. |
Predicanternis Swar.
Vden christeligtt sckiell er then andhen partt i thette sacrament formeent legfolck, hwilcket wiist er eet aandeligtt roff, endog manghe haffwe thett giordtt aff eenfoldig wanwittighett. |
| Confutatio.
Revera neque praeter Christianam rationem, neque praeter Christi exemplum ac institutum est factum, ut laicis calix negetur, sed potius tum ad exemplum et institutum Christi, qui et duodecim (167) Apostolis iam tum sacerdotibus Eucharistiam sub utraque specie, duobus autem in Emmaum euntibus discipulis adhuc laicis sub altera specie tantum communicavit, tum ad rationem Christiano homine dignam multiplicem, quemadmodum paucis modo attigimus; |
Gendrivelse.
Det er sandelig sandt, at det ikke er sket uden kristelig grund eller uden Kristi eksempel og indstiftelse, at lægfolk nægtes kalken, nej, det er snarere sket efter Kristi eksempel og indstiftelse, han, som gav de tolv apostle, der nu var blevet præster, nadveren under begge skikkelser, men gav de to disciple, der gik til Emmaus, og endnu var lægfolk, nadveren under kun den ene skikkelse; dette er sket til begrundelse for et kristent menneske, og på hvilken måde skal vi omend kun kort gøre rede for; |
Prælaternes gensvar.
I sandhed er det hverken gjort uden kristelig årsag, ejheller mod Kristi indstiftelse eller eksempel, at kalken nægtes lægfolk, og således den anden del af sakramentet formenes dem. Når den hellige kirke har Kristi eksempel for sig, hvor han gav de tolv apostle, da de alle var blevet præster, sakramentet i begge skikkelser. Men til de to disciple, som gik til Emmaus og endnu var lægmænd, gav han den ene part af sakramentet. Dertil gør dette skel hver kristen mand fyldest, at sakramentet under begge skikkelser formenes lægfolket, ikke til skade eller forargt for dem, men til tugt og ære for Kristus og sakramentet, som tidligere er sagt på grund af særlige omstændigheder. |
Prelaternis Geenswar.
I sandhet tha er thet hwercken giordt wden christeligt sckiell, ey heller mod Christi schick oc exempill, att kalchin negthis leegfolck, oc swo then anden part aff sacramnthet them formeenis. Nar then hellige kircke haffwer for sig Christi exempill, ther gaff the twolff apostelæ then tiid the ware alle bleffne prester sacramenthet vdi begge parther. Men the twennæ discipele som ginge till Emaum, oc ware end tha leegmend gaff han then eenæ part aff sacrament. Ther till giør thette sckiell huer christen mand fyllist, at begge parther formeenis leegfolck icke them till schade eller foragt men Christo oc sacramenthet till twcht oc æræ som till fornett sagt er for merckelige sager sckyld. |
| in summa, ne qua Christo (quantus est) in Eucharistia contento fiat irreverentia et iniuria, unde omnium calamitatum, quibus hoc seculo nostro iampridem affligimur, ut sunt frequentes Turcarum incursus, civiles ac intestinae seditiones, novae pestes et inauditi morbi, denique anni steriles omniumque rerum caritas, unam eamque praecipuam causam adserunt viri quidam pii quotidianam irreverentiam, hac tempestate venerabili sacramento Eucharistiae passim et impune vario ac multiplici abusu illatam. | kort sagt, for at der ikke herved skal blive den hele Kristus (som meget som han er) vanære eller uret til del, hvorfor for alle onde begivenheder, som vor tid indtil nu anfægtes af, såsom hyppige angreb fra tyrkernes side, borgerlige og indre statslige uenigheder, nye pestangreb og uhørte sygdomme, endelig ufrugtbare år og dyrtid, til alt dette, hævder nogle fromme mænd, er der kun én og den samme årsag, den daglige mangel på ærefrygt, der viser sig ved, at der på denne tid ustraffet bliver foretaget mange forskellige misbrug af det ærværdige nadverens sakramente. | Der findes mange Guds venner, som tror og mener, at der daglig kommer megen Guds plage til os, for at det værdige sakramente bruges af mange uden gudelig og trofast prøvelse, uden passende ydmyghed og ydmyg modtagelighed og uden børlig tugt og ære. Og disse plager fra Gud er følgende: At tyrken gør så mange angreb på kristendommen. At indre kiv og trætte, falskneri og svig, bulder og oprør fordærver mange lande og byer. At mange tages af dage med død i utide, pest, mord, drab og anden ulykke. At mange plages med nye og uhørte sygdomme, med hårde år og dyrtid og andre plager fra Gud, hvormed vi straffes og hudstryges. | Ther findis mange Gwdz wenner som tro og meenæ at oss daglige kommer till, møghenGwdz plage, forti at thet werdige sacramentt brwgis aff mange, forwden gwdelig oc trofast prøffwilsæ, forwden qwem ydmwghett, oc ydmiwg qwemheet oc forwdnen børlig tucht oc ære, Hwilcke Gwdz plager som ere thessæ. At twrckin gør swo mange anfald paa christendommen. At indwortis kiiff oc trettæ, falsck oc swig, bwlder oc oprør forderffue mange land oc stæder. At mange tagis aff dage met wtimelig død, pestilentze, mord, drab, oc anden wlycke. At mange plagis met ny oc whørdhe siwgdomme, met horde aar oc diwr tiid, oc andre Gwdz plagher hwar met wij straffis och hwdstrygis. |
| Verum ut ad flosculum istum vestri Evangelii, id est, convicium in Episcopos et sacerdotes iactum, respondeam, primum dicite, quaeso mihi, ecquis aliquando furtum vel latrocinium commisit absque commodo proprio et alieno damno? At e calice laicis negato quid aut emolumenti sperant sacerdotes, aut detrimenti patiuntur laici, quando tantumdem gratiae spiritualis (uti modo diximus) sub una specie panis habent, praeter fidei ac obedientiae meritum, quod eis hinc accedit? | Men for at komme til denne påstand i jeres evangelium, det vil sige, til den anklage mod bisper og præster, I fremkommer med, lad mig da svare: Sig mig først, ja, jeg spørger mig selv, den, der begår et tyveri eller et røveri, han gør det vel ikke mod sin egen ejendom, men en anden til skade? Men når lægfolk nægtes kalken, hvilken fordel håber så præsterne på, og hvilken skade lider lægfolkene, når de har den åndelige nådes brød (for at sige det på den måde) under den ene skikkelse, udover at de har troens og lydighedens fortjeneste, som de får der ud fra? | Men paa thet wij schwlle oc swo sware till eder euangeliske forbløming og smyckæ, thet er klafferij og sckiendtz ord, som i mett offwesckiende bisper oc prester for roff oc tiwffwerij. Når haffwe i hørdt at nogen giorde roff oc tiwffwerij, vden sig till gode oc andre folck till schade? Men aff kalcken som formeenis leegfolck, hwad gaffn kommer enchten till presterne eller schade till leegfolck? Eller bewiser att them giffwis icke swo stoer naade i then eenæ part som them giffwis kwnne i begge parther, forwden, at the oc swo nyde troen oc lydilsæ gott, ther wor herre pleyer møget at ansee vdi ymiwge hiarther. | |
| Nonne ubi Christus ait: Amen amen dico vobis, nisi manducaveritis carnem filii hominis, et biberitis eius sanguinem, non habehitis vitam in nobis, quem locum maxime hic soletis urgere, solius panis tam crebro meminit, vini autem [134] ne semel quidem, ut iam dictum est, nimirum, quod utrumque, tam sanguis quam caro, sub una panis specie continatur. | Mon ikke det sted, hvor Kristus siger: 'Sandelig sandelig siger jeg jer, hvis I ikke spiser menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer' (Joh 6,54), det sted, som I mest plejer at pukke på, det nævner brødet alene så mange gange, men vinen kun én gang, som det allerede er sagt, og det er jo fordi både blod og kød er indeholde i den ene skikkelse, brødets. | Det sted hos Johannes, som I plejer at pukke på, 'sandelig, sandelig sige jeg jer, at hvis I ikke spiser menneskesønnens kød og drikker hans blod, da har I ikke liv i jer' (Joh 6,54), det skriftsted er dog, som sagt, forstået rigtigt, selv om de ikke af kalken drikker den anden del af sakramentet, især da når han så ofte taler om brød og kun een gang om vin, fordi under brødets skikkelse indeholdes både kød og blod. | Then sted hoss Joannem, som i pleye at pucke met. Sandelige sandelige siger ieg eder, at wden i æde mennisckins søns kiød oc dricke hanss blod, tha faa i icke liiff i eder. Then stæd som sagtt er dog giordt fyllist om the icke end dricke aff kalchen then anden part aff sacramenthet, oc serdelis nar han tale swo offte om brød, oc icke een tiid om wyn, forti at wnder brødz lignilsæ beslwtis haade kød oc blod. |
| Absit enim infidelitas illa, ut putemus vivam Christi carnem illic exsanguem esse. Porro sacerdotes ob rationem praedictam Eucharistia tanquam sacrificio utraque specie utentes, cum sint publici Ecclesiae ministri, non pro se modo, verum etiam pro omni populo in persona Ecclesiae sacrificant et offerunt. | Bort med den vantro, at vi mener, at den levende Kristi kød der er uden blod. De præster, derfor, som af den grund, der tidligere er nævnt, modtager nadveren under begge skikkelser, fordi de er den offentlige kirkes embedsmænd, de celebrerer og ofrer kke alene for sig selv, men for hele folket i kirkens person. | Det forbyde Gud, at nogen skulle have en sådan vantro, at han mener, at Jesu Kristi levende krop og legeme (som både virkeligt og sakramentalt er til sted i og under brøds skikkelse) er blodløs. Men når præster, som før sagt, i messen for begge skikkelser, så får de det ikke alene som et sakramente, men som et offer, når de er kirkens offentlige tjenere. Ikke alene konsekrerer og ofrer de for sig selv, de gør det også for hele menigheden i kirkens sted og person. | Thet forbiwde Gwd at nogen schwlde haffwe swodan wantro, at han meen Jesu Christi leffwende krop oc legomme (som baade sandelighe oc sacramentelige er wnder oc wdi brødz lignilsæ) att ware blodløss. Men nar prester som fore er sagtt wdi (220) messen brwghe begge parther, icke alsomeniste for eet sacrament, men oc swo for eet offer nar the ere kirckins obenbare tieneræ. Icke allene consecrere oc offre the for sig selffwe, men for then gantsche meenighet vdi kirckins stæd oc persoen. |
| Quare populus audiens missam cum gaudio credere debet, etiam sese spirituali quadam sumptione sanguinem Christi bibere. Cum ergo laici praeter solas vini species, colorem, odorem et saporem hoc Ecclesiastico more nihil spirituale perdant, qui poterit dici spirituale vel (168) furtum vel latrocinium? -- | Derfor bør den menighed, som hører messe, med glæde tro, at også de med en åndelig nydelse drikker Kristi blod. Når således lægfolket ikke taber noget åndeligt, men kun vinens skikkelses farve, lugt og smag ved denne kirkelige skik, hvordan kan det da kaldes et åndeligt tyveri eller røveri? -- | Derfor skal folket, som hører og ser messen, tro, at de åndeligt sammen med præsten modtager frugt og delagtighed af kalken. Når således lægfolk ikke har anden skade af denne skik i kristenheden, end at de mister lugten og smagen af kalken, hvordan kan det da kaldes et åndeligt rov, når der ikke tages andet fra dem end lugten og smagen, eftersom Kristus helt er under den ene skikkelse, som gives dem. | Oc forti sckal folcket som messen høræ oc see fastelige tro at the aandelige met presten anamme frwcht oc deelagtighet aff kalckin. Oc nar legfolck forti henter ingen anden sckade aff thenne christendoms seed, wden at the mistæ lwcht oc smag aff kalcken, hwaræ kan thet kaldis eet aandeligt roff nar them icke andet formeenis end same lwcht oc smag, effter thi at Christus er gantz heell wnder then eenæ partt som them giffwis. |
| Deinde mihi dicite, oro nonne furtum omne dolo, latrocinium vero omne vi committitur? At nulla hic esse potest doli suspicio, quando sanctissimi viri ac homines Dei clarissimi, ut Ambrosius, Hironymus, Eusebius, Benedictus aliique complures ex hac luce migraturi sub una panis specie hoc sacramentum accepisse leguntur, | Derefter, siger mig, be'r jeg, foregår ikke alt tyveri ved hjælp af snedighed, og alt røveri ved hjælp af vold? Men der kan ikke her være nogen mistanke om snedighed, når så mange hellige mænd og oplyste Guds mennesker, såsom Ambrosius, Hieronymus, Euseb, Benedikt og mange andre af samme oplysning, siges at have modtaget sakramentet under én skikkelse, da de skulle dø. | Og mens alt tyveri gøres med snedighed og falskhed, og rov med vold og magt, da kan der her ikke være nogen mistanke om snedighed, når så mange hellige og udmærkede Guds mænd, som Ambrosius, Hieronymus, Euseb, Benedikt og flere andre af samme slags, kun brugte den ene part af sakramentet, de de døde fra denne verden. | Oc effter thi at alt tiwffwerij gøris mett snedighett och falschet, oc roff met welde oc macht, tha kan ther dog ingen snedighetz mistancke ware hoss, nar swo mang hellige oc drabelige Gwdz mend som Ambrosius, Hieronymus, Eusebius, Benedictus, oc andre fleræ theris lige, icke brwgede vden then enæ part aff sacramenthet then tiid the døde fra thennæ werden. |
| et quotannis in sacro die Parasceves, sacerdotes in una tantum specie panis Eucharistiam sumunt, et quotidie per totum anni circulum sacerdotes, aut ex aegrotatione aut alia quavis ex causa Eucharistiae sacramentum extra officium missae de aliena manu sumentes, una panis specie contenti sunt, quemadmodum et modo annuimus. Neque hic violentiae suspicio esse potest, quando tot principes potentissimi, duces, reges et imperatores, potentia seculari universo sacerdoti ordine infinito superiores, iam a tot seculis una panis specie contenti, hoc Eucharistiae sacramentum acceperunt. | og hvert år på den hellige dag, langfredag, modtager præsterne nadveren i kun den ene skikkelse, brødets, og daglig hele året igennem er der nogle præster, som enten på grund af sygdom eller af nogen anden grund modtager nadverens sakramente udenfor deres embede af en andens hånd, de er tilfredse med kun at få brødets skikkelse, hvad vi da også samtykker i. Ejheller kan der her være nogen mistanke om vold, når så mang fyrster, grever, hertuger, konger og kejsere, som i verdslig magt overgår den almindelige præstelige uendelige orden, men dog gennem så mange århundrer har været tilfredse med at modtage nadverens sakramente i brødets skikkelse. | Sådan også de præster, som gør tjeneste langfredag, de modtager heller ikke uden den ene part, og således også andre præster, som uden at holde messe, gerne vil til alters, enten i sygdom eller på andre tider om året for fromheds skyld, de lader sig altid nøje med den ene del af sakramentet, brødet. Heller ikke kan vælde og magt have indrettet det således, for så mange vældige fyrster, grever, hertuger, konger og kejsere (som i vælde og magt vidt overgår al den magt, bisper og kristenhedens forstandere nogen tid har haft eller ført) har i så mange hundrede år lader sig nøje med den ene del af sakramentet, brødet. | Desligiste the prester som gøre embedett paa lange fredag icke helder anamme vden then eene part, ey heller nogre andre prester som icke sigensis messæ begeræ sacramenthet enchten i siwgdom eller andre tider om aaridt for gwdelighett sckyld, ther altiid ladhæ sig nøye met then eenæ partt aff sacramenthett, wdi brødz lignilsæ. Icke kan helder welde oc macht haffue the swo schickit, nar swo mange weldige førster, Greffwer, Hertoger, konger oc Keyseræ (som mett welde oc (221) macht wiit offwergaa all then macht ther Bisper oc christenhedtz forstanderæ haffwe nogen tiid hafft eller førdt) i swo manghe hwndrede aar haffwe ladet seg nøyæ met then eene part aff sacramenthet vdi brødz lignilsæ. |
| Porro risu magis, quam responso dignum est, quod vos, egregii scilicet Theologi, a multis hic ignorantia peccatum esse dicitis, in tot viros tum eruditione, tum sanctimonia iam a tanto tempore toto in orbe celeberrimos, ac omni vita, nocte atque die [135] in divina lege meditatos, qui a multis iam seculis hunc communionis laicorum morem sub altera tantum specie tum scripto, tum usu comprobarunt, quorum ne uni quidem universa colluvies vestra vel matulam porrigere digna fuerit. | Det er snarere latter værd end svar, at I, udmærkede theologer, siger, at det er af uvidenhed at mange har syndet, uvidenhed hos så mange mænd, at en sådan uddannelse, en sådan hellighed, ja gennem så mange år berømte over hele verden, og mænd, som har brugt hele deres liv, nat og dag, med at studere den guddommelige lov, som gennem så mange århundreder, dels gennem skrift, dels gennem brug, har anbefalet denne skik med at lægfolk ved nadveren kun får den ene part, mænd, af hvilke ikke en af alle I elendige er værdig at tømme deres natpotte. | Men det, I såre lærde mænd og skriftkloge skriver, at mange bisper her er faret vild af simpel uvidenhed, er latter og morskab værd, ikke et svar. Gud nåde jer arme mænd, at I nu skulle være blevet så vise, at I nu ser det, som ingen før jer kunne se, og især ikke så mange udmærkede mænd af hellighed og lærdom, at dyd og visdom, nævnte og kendte hele verden over for fromhed og ære, mænd, som nat og dag brugte al deres tid til at studere hele den hellige skrift og dens grund og mening, | Men thet i saare lerde mend oc sckrifftkloge sckriffwe, at mange Bisper haffwæ her vdi farit wild aff een simpell wanwittighet, er latter oc gammen werdt oc icke swar. Gwd naade eder armæ mend, at i schulde nw ware bleffne swo wiisæ, at i nw thet see kwnne, ther ingen for eder motte see, och besynderlige swo mange drabelige mend aff hellighet oc lerdom, aff dygd oc wiissdom, beneffnde oc berøchtede offwer all werden, vdaff fromhet oc ære, ther natt oc dag i theris tiid brwgede, till at widhe all hellig sckrifft, och hennis rettæ grwnd oc meening, |
| blandt hvilke jeres ypperste bannerfører Morten Luther (endsige I arme gække og skændige dårer) ikke er værd at nævne, og de har dog for mange hundrede år siden ved skrift og ved brug stadfæstet denne skik, at lægfolk skal berettes med kun den ene del af sakramentet. | blant hwilcke eder ypperstæ fennickedragere doctor Morten Lwther (end syæ i arme geckæ oc sckiendelige daarer) icke er werdt at beneffnis, oc the haffue dog for mange hwndrede aar mett sckrifft oc brwgilsæ stadfest thenne seed, at leegfolck scwlle berettis met then enæ part aff sacramenthet. | ||
| Quin si aut dolo, aut vi, aut ignorantia Episcopi et sacerdotes laicos altera eis specie debita spoliassent, cum aliquo eorum spirituali detrimento, aut salutis iactura, nonne citra spem omnis commodi temporalis, sese filios gehennae ac perpetuae damnationis effecissent? | Men hvis også bisper og præster enten ved list elle ved magt eller ved uvidenhed havde plyndret lægfolk for den anden part af sakramentet, hvilket ville være sket sammen med deres egen åndelige nedtur eller med en forspildt frelse til følge, mon så ikke ville have udvirket, at de uden ethvert håb om jordiske goder ville være blevet helvedes og den evige fordømmelses sønner? | Og om de havde brugt snedighed eller magt eller uvidenhed til at berøve lægfolk den anden del af sakramentet, og berøve dem den åndelige frugt og gavn, der følger dermed, havde de da ikke uden al fordel og gavn (for som sagt, den slags følger ikke med) fordømt deres sjæl og forspildt deres egen salighed? | Oc huar the end haffde bruget enchten snedighet eller macht eller vanwittighet till att berøffue leegfolck vdaff then anden part i sacramenthet, oc huess aandelig frucht och profiit ther følger met, haffde the icke tha vden al fordeell oc profiit (forti som sagt er ther henger ingen hoess) fordømpt theris siell, oc forspiltt theris egen salighet. |
| Quis id credat, quando nonnulli eorum miraculi in orbe coruscant, qui hoc tum docuisse tum fecisse leguntur? Non igitur dolo, non vi, non ignorantia haec Ecclesiae consuetudo introducta est, sed pietate, sed ratione, sed scientia, neque citra divinae legis auctoritatem, neque citra universae plebis assensum. | Men hvem vil tro det, når ikke få af deres mirakler glimrer i verden, de, som siges at have lært eller gjort dette? Det er derfor ikke med svig eller magt eller uvidenhed, at denne skik i kirken er blevet indført, men af fromhed, fornuft og forstand, den ligger heller udenfor den guddommelige lovs autoritet eller udenfor det almindelige folks tilslutning. | Men hvem mener I kan tro det, når mange af dem, som har lært og brugt det, endnu er blevet æret med jærtegn og underlige gerninger. Og derfor er denne kristendommens skik hverken indført med snedighed eller falskhed eller magt eller af uvidenhed, men af fromhed, forstand og visdom, og ikke uden den hellige skrifts tilslutning og den menige mands velvilje og samtykke. | Men huem meene i thett kan tro, nar manghe aff them som thet haffwæ lærdt oc brwget, ere end nw ærefwlde met iertegen oc wnderlige gerninger. (222) Oc forti er then christendoms seed huercken indsætt med sned oc falschet eller macht, eller af nogen vanwittighet, men aff gudelighet, sckiell oc viissdom, oc icke vden then hellige sckrifftis biistandt, oc then menige mandz sambyrd oc samtøcke. |
| Qua ergo fronte vos, impudentissimi nebulones, ipsi quovis proditore, fure ac latrone deteriores, utpote non pecunias furantes, aut corpora hostibus tradentes, aut ea ipsi necantes, (169), at simplici popello, pro quo Christus mori non dubitavit, ipsum salutem aeternam vestra haeresi et perfidia eripientes, et eorum animas occidentes atque in manus daemonum tradentes, Episcipos et sacerdotes accusare non veremini nebulones, proditores, fures atque latrones, eo nomine, quod laicos usu alterius partis sacramenti Eucharistiae spoliarint; | Derfor, hvad er det for en frækhed af jer ublu slyngler! I, som selv er værre end forrædere, tyve og røvere! Ganske vist stjæler I ikke penge, eller overgiver kroppe til fjenden, eller dræber selv disse kroppe, men den simple almue, for hvem Kristus uden tvivl er død, deres evige frelse berøver I dem med jeres kætteri og perfidi, og deres sjæle dræber I og overgiver dem i dæmonernes hænder, I undser jer ikke for at beskylde biskopper og præster for at være slyngler, forrædere, tyve og røvere, fordi de nægter lægfolkene at få den anden del af nadverens sakramente; | Derfor, hvordan kan I være så frække, I ublu skalke, der er værre end nogen forræder, tyv og røver? Godt nok stjæler I ikke penge, godt nok forråder I ikke levende kroppe til fjendens hænder eller dræber selv disse kroppe, men I forspilder den simple almues salighed med jeres falske lærdom og kætteri, nogen, som dog Kristus værdiges til at købe dyrt med sin hårde død og pine, deres sjæle dræber I og forråder i djævelens hænder, han, som er al saligheds fjende og hader. Blues I ikke, fordi I som sagt bagtaler bisper og præster med så hadske betegnelser som skalkhed, tyveri, rov og forræderi? Og det blot fordi de ikke giver lægfolk den anden del af sakramentet? | Met huad dristighet forti, dierffwis i vbluæ sckalcke, argeræ end nogre forrædere tiwffee oc røffweræ, nar i icke stiele penninge, eller forraade leffuindis kroppe i fiende hendher, eller sielffue dræbe same kroppe, men i forspilde simpell almwgis salighet met eder falscke lerdom oc ketterij, ther Christus lod sig dog verdis til at dyre købe met syn horde død och pynæ, theris sielæ dræbe i oc forraade i dieffuels hender, som er all salighetz fiende oc forhaderæ. Blugis eder icke forti som sagt er att beklaffe bisper oc prester met swo hadscke naffn schalckhet, tiwffuerij, roff, oc forræderij? Oc ther fore besynderlighe, att the icke giffwe leggfolck then andhen partt aff sacramenthet. |
| vestrarum potius erat partium, exhortari populum, et ad alteram speciem digne sumendam, quo darent operam, non tam ut varie, quam ut digne hoc venerabili sacramento participarent, et ad rectam fidem habendam, quo crederent tantumdem accipere sub altera specie, quantum sub utraque sacerdotes, et se a missae fructu, in qua pro omni populo hoc sacramentum in utraque specie offeretur, nullo pacto alienum esse, maxime vero, quod in Evangelicis quoque sacramentis totam iustificandi virtutem uni solique fidei tribuitis, sacramentalibus autem signis nihil. | det skulle snarere være jeres opgave, at opfordre folket til at modtage den ene del på værdig vis, hvorved de kan passe på at modtage dette højværdige sakramente værdigt, mere end på, om de får begge skikkelser, og passe på at modtage det i den rette tro, hvormed de tror, at de får lige så meget under den ene skikkelse, som præsterne under de to, og mere tænke på messens frugt, i hvilken dette sakramente for hele folket ofres under begge skikkelser, at det på ingen måde er kun den ene, men især på at ene og alene at tillægge troen hele den retfærdiggørende kraft, ikke de sakramentelige tegn. | Dertil skulle I hellere på passende vis råde og undervise den simple almue i, at de tænkte mere på den værdighed, som er sømmelig og tilbørlig, end på forskellen (til præsterne), og undervise dem i, at have en retsindig tro på, at de under den ene skikkelse modtager ligeså meget, som præsterne under begge skikkelser, og om, at de i høj grad får del i messens frugt, når sakramentet ofres som et mindeoffer for hele folket. Og det skulle I gøre, fordi al den retfærdigheds kraft, som er knyttet til det evangeliske sakramente, tillægger troen alene og ikke de sakramentale skikkelser. | Ther till schwlde i heller af tilbørlighett raade oc lære simpill almwge at the meer tenchte paa then werdighet som sømelig oc børlig er, end paa atschillighet, oc till at haffue een retsindig tro ther om, at the anamme swo møgett wnder een partt som presterne wnder begge parther, oc hwore the ere ingelwndhe wdeelagtige aff messins frwcht vdi hwilcken sacramenthet offris amindelige for alt folckett. Oc thet schwlde i helst forti gøre at all then retferdighetz krafft som henger hoess the euangelische sacrament, then tillegger troen alene oc icke sacramentelig tegen. |
| Verum homines ad nihil magis quam ad seditionem nati, potius vultis, istud populare dogma praedicando, vulgi favorem quaerere odiumque et invidiam eius in clerum excitare, quam matris Ecclesiae consuetudinem sequendo pacem, concordiam et unitatem conservare. | Men I mennesker, der ikke er født til andet end oprør, vil hellere prædike dette populære lærestykke og søge mængdens bifald og opvække had og misundelse mod kirkens folk, end bevare jeres moder kirkens vane, og eftersøge fred og enighed og bevare enheden. | Men I arme mænd, som ikke er født til andet end bulder og oprør, kiv og trætte) vil hellere prædike dette og andre flere lærestykker den menige mand til behag, og opvække ham til fjendskab og had mod hele klerkeriet, end følge den hellige kirkes kristelige skik og vane, og derigennem bevare fred, enighed og enssindethed. | Men i armæ mend (som ere till inthet andet fødde end bulder oc oprør, kiiff oc trettæ) wele helder predicke thette støcke (223) lerdom oc andre fleræ effter then menige mandz gode behaff, oc opwecke hannum till affwind oc had mod thet gantsckæ klerckerij, end følge then hellige kirckis christelige seed oc waane, oc ther met beware fred, enighed, oc ensindighet. |
| Ceterum neque hic est, quo gloriari possitis in malitia vestra ceu novi dogmatis auctores. Est enim haeresis maiorum vestrorum, nempe Viclevicorum et Hussianorum, duplici concilio generali, Basileae videlicet et Constantiae celebrato condemnata. Qua de causa utique hic articulus, quatenus ab universalis Ecclesiae ritu dissentitis, tum ut haereticus, quatenus falso pertinaciterque creditis, utramque speciem Eucharistiae laicis ad salutem esse necessarium. | Forøvrigt kan I heller ikke i jeres ondskab prale af at være ophavsmænd til dette nye dogme. Det er nemlig jeres forfædres kætteri, Wiclevitternes og hussitternes, og det er fordømt på to almindelige konsilier, nemlig det i Basel og det i Konstans. Af den grund er denne artikel i hvert fald kættersk, for så vidt som I afviger fra den universelle kirkes ritual og for så vidt som I stædigt og vedholdende tror, at begge skikkelser er nødvendige for lægfolket til salighed. | I kan heller ikke prale af, at denne adfærd er jeres påfund, eftersom den er jeres forfædre Wiclevitternes og hussitternes kætteri, som er dømt som sådant i to almindelige konsilier, hvilket blev berørt i forrige artikel. | Icke kwnne i helder eder ther aff berømme, at thenne handell er edert paaffwnd, nar han er edre forfedris Uichlewisters, oc Hwssiters ketterij som er dømpt the fore i twenne menige christendoms raad som till fornett war berørdt i nestæ forsckreffne artichell. |