| Articulus decimus. | Then tiende Artichell. | ||
| Negare laicis ex calice Christi sanguinem, est contra Christi exemplum et doctrinam. | At nægte lægfolk Kristi blod af kalken, er imod
Kristi eksempel o
g lære. |
At nægte lægfolk Kristi blod af kalken, er imod Kristi lære og eksempel. | At negtæ leegfolck Christi blod aff kalckin, er emod Christi lerdhom oc exempill. |
| Responsio.
Hunc articulum (quantus est) nobis adserimus, nunquam ab eo vel digitum latum discessuri, cum Christi habemus [128] exemplum, qui utramque sacramenti partem dedit discipulis suis: corpus et sanguinem sub pane et vino,quod Marcus prae ceteris significantibus exprimit cap. 14: Biberunt, inquit, ex illo omnes. Christi etiam institutum habemus, qui omnes ex calice iussit bibere, ut scribit Matth. cap. 26. |
Svar:
Denne artikel, så kort den er, bekræfter vi er vores, vi vil aldrig skilles en fingerbred fra den, eftersom vi har Kristi eksempel, han, som gav sine disciple begge dele af sakramentet: legemet og blodet, i brød og vin, som Markus fremfor de øvrige meget tydeligt siger, kap. 14,23: 'De drak alle deraf'. Vi har også Kristi indstiftelse, han, som befalede alle at drikke af kalken, som Matthæus skriver, kap. 26,27. |
Prædikanternes svar:
Ja, sådan er det, for det sikre eksempel har vi jo deri, at Kristus gav sine hellige disciple sakramentet både i brød og kalk, hvilket sankt Markus i særlig grad udtrykker, kap 14,23: De drak alle deraf, siger han, og Kristi lære har vi også ganske sikkert, idet han bad dem alle drikke deraf, som sankt Matthæus skriver kap. 26,27. |
Predicanternis Swar.
Ia, swo er thet, thi exemplett haffwe wij io fast, at Christus gaff syne hellige discipele sacrament baade i brød oc kalchen, hwilcket sanctus Marcus besynderlige vdtrøcker c. xiiij. The drwcke allesammen ther aff siger han, Christi lerdom haffuer [wij] oc fast, i thet han bad them dricke alle ther aff som sanctus Matheus sckriffwer c. xxvi. |
| Quos autem putavit, cum dixit: Omnes,luculenter satis indicat Evangelista in eodem capite, ubi ait, Iesum accepisse panem et calicem, benedixisse ac dedisse suis discipulis. Nunc vero, qui se Christi discipulos profitentur, eis sub utraque parte sacramentum iure debetur, quoties id sumere cupiunt, et eo modo, quo Christus instituit, aliis vero neutra pars debetur. | Men hvem han mente, da han sagde 'alle', det tilkendegiver evangelisten tilstrækkelig klart i det samme kapitel, hvor han siger: Jesus tog brødet og kalken, velsignede dem og gav dem til sine disciple. Den nu, som bekender, at han er en Kristi discipel, han bør have sakramentet under begge skikkelser, sådan som de begærede at spise det, og på den måde, som Kristus indstiftede det på, de andre bør ikke have det under nogen skikkelse. | Og hvem han mente med alle, giver evangelisten også til kende på det samme sted, hvor han siger: Jesus tog brødet og kalken, velsignede det og gav sine disciple det. Den, som nu bekender sig som en Kristi discipel og begærer dette sakramente, som Kristus indstiftede til sine disciple, han bør have sakramentet under begge skikkelser, som det blev indstiftet. De andre bør ikke have det under nogen skikkelse. | Oc hwilcke han meentæ met the alle, giffwer evanglisten oc til kende i same sted ther han siger. Jesus tog brød och kalcken benediett oc gaff syne discipele. Then som nw kender sig for en Christi discipell, oc begerer thette sacrament som Christus indsckickede for syne discipelæ, hannwm bør sacramenthet wnder begge partæ som thet bleff indsckicket. The andre bør huercken. |
| Confutatio.
Dubitare potuimus, num haeretici essetis ipsi, an haereticis tantummodo credentes et ab eis decepti, citra tamen pertinaciam. At quando hunc articulum (quantus est) non modo vobis palam adseritis, verum etiam adiicitis, nunquam vos ab eo vel digitum latum discessuros, nimirum errori pertinaciam superaddentes, ex ore proprio vos iudicantes, servi nequam, et schismaticos et haereticos vos condemnamus. |
Gendrivelse:
Vi kunne måske være i tvivl om, hvorvidt I selv er kættere, eller I på en eller anden måde har troet på nogle kættere og er blevet bedraget af dem, så I ikke holdt fast ved troen. Men når I ikke blot åbenlyst fastslår, at denne artikel, så lille som den er, er jeres, men også føjer til, at I aldrig vil vige så meget som en fingerbred fra den, så føjer I stædighed til jeres fejltagelse, og dømmer jer selv med jeres egen mund, og vi fordømmer jer som uduelige tjenere, skismatikere og kættere. |
Prelaternis Geenswar.
Aff thenne eder artichell nw som tilforn bekende wij eder for obenbare ketteræ, nar i tilstaa at han er gantz edhers artichell, fra hwilcken (som eder poett haffwer ydermeræ tilsæt i syn latinæ) i wele icke tredæ eet fingers breett, och ther vdi formeræ i same eder wildfarilsæ, met haardhet oc straghet, som er een klar besegling ther till, at all fordømelig wildfarilsæ er eet sandt ketterij, thi bekende wij eder oc swo for thet i eræ, thet er ketteræ oc affsckorne mennischer fra all christendoms samffwnd. |
|
| Quid enim praeter errorem in fide pertinacem ad haeresin praeterea desideratur? Neque vero habitis, id quod vos hic dicitis, pro communione laicorum sub utraque sacramenti specie, panis videlicet et vini, Christi vel exemplum vel institutum. -- | Hvad skal der nemlig til for at være kætter ud over en stædig fejltagelse i troen? Heller ikke forholder det sig, som I siger, at I til fordel for, at lægfolk modtager sakramenter under begge skikkelser, nemlig brød og vin, har Kristi eksempel eller indstiftelse. -- | Det hele forholder sig heller ikke, som I siger, at I har både Kristi indstiftelse og eksempel til fordel for jeres mening, at sakramentet af alle skal bruges under begge skikkelser. | Icke findis thet hele som i sige, at i haffwe for eder baade Christi sckick oc exempil at sacramenthet sckal aff alle brwgis vdi begge parther. |
| Principio quidem quid, uti omnes Evangelistae referunt, huius sacramenti describentes institutionem, Christus in extrema coena cum solis duodecim Apostolis accubuit. Sic enim Matthaeus habet: Vespere autem facto discumbebat cum duodecim discipulis suis. Marcus vero sic: Vespere autem facto venit cum duodecim. Lucas denique hoc pacto: Cum facta esset hora, (163) descubuit, et duodecim Apostoli cum eo.At hi tum recens a Christo sacerdotes eadem opera creati fuerunt, quemadmodum postea dicemus sub articulo decimotertio de sacerdotio. | Først og fremmest fordi, som alle evangelisterne beskriver det, når de fortæller om indstiftelsen af dette sakramente, så satte Kristus sig til bords til den sidste nadver alene sammen med de tolv apostle. Således skriver nemlig Matthæus: 'Da det blev aften, gik han til bords sammen med de tolv disciple'. (Matt 26,20). Og Markus således: 'Da det blev aften, kom han med de tolv' (Mark 14,17). Endelig siger Lukas således: 'Da tiden kom, gik han til bords, og de tolv apostle sammen med ham' (Luk 22,14; note 1). Men disse var da allerede af Kristus ved denne handling blevet gjort til præster, sådan som vi senere skal fortælle om det i artikel 13 om præstedømmet. (Note 1a) | For det første, som det er beskrevet af alle de evangelister, der fortæller om sakramentets indstiftelse, da sætter Jesus sig til bords alene sammen med sine tolv apostle. Sådan står der hos Matthæus: 'Da det var blevet aften, sætter han sig til bords sammen med sine tolv disciple'. Og sådan hos Markus: 'Da det var blevet aften, kom han med de tolv'. Og endelig hos Lukas: 'Da timen var kommet, satte han sig til bords og tolv apostle med ham'. Men de var på den tid nylig blevet gjort til præster, sådan som vi siden skal bevise det i artikel tretten, der handler om præstedømmet. | Først som er besckreffuet aff allæ euangelisterne, som besckriffwe same sacramentis indsætt, tha settis Jesus till bordz alsomeniste met syne twolff apostelæ. Swo haffwer Matheus. Ther affthenen war kommen, tha settæ han sig till bordz mett syne xij. discipele. Men Marcus swp: Ther affthenen war kommen, tha kom han mett the xij. Lucas haffwer framdelis swo. Ther tymen war kommen, setthæ han sig till bordz och twolff apostele met hannwm. Men the ware paa then tiid nyess bleffwen prester, som siden bewisis sckall i woræ geenswar till then trettindhe artichell som er om præstedømæ. |
| Quo fit, ut ex hoc Christi tum exemplo tum instituto non laici, at potius sacerdotes hoc sacramentum in utraque specie panis et vini sumere debeant, id quod ab Ecclesiae initio ad haec usque tempora in missae sacrificio ubique ac semper observatum est. | Derved sker det, at ud fra Kristi eksempel og indstiftelse kan man ikke uddrage andet end at ikke lægfolk, men præster skal have dette sakramente under begge skikkelser, hvilket også er blevet iagttaget af kirken fra begyndelsen til denne tid i messeofferet overalt og til alle tider. | Og derfor kan I ikke hente andet af Kristi eksempel og indstiftelse, end at præster skal bruge sakramentet i begge skikkelser og ikke lægfolk, og sådan er det blevet overholdt i det hellige messeembede fra kristendommens første begyndelse. | Oc forti kwnne i aff Christi exempill oc indsætt inthet andet hentæ, end at prester sckulle brwge sacramentt i begge parther, oc icke then menige mand, oc suo er thet holdet i thet hellige Messæ embede fra christendoms første begyndilsæ. |
| Proinde cum vestris maioribus haereticis aliis Evangelium lippis hic oculis (ut semper) intuiti estis, prementes distributivam hanc voculam (omnes) perinde, ac si ad omnes Christianos referri debeat, et non considerantes, eam ad convivas tum praesentes tantummodo referri, quos Evangelistae duodecim Apostolos fuisse concorditer memorant. | Dernæst, sammen med jeres forfædre, de andre kætterne, ser I som altid på evangeliet med betændte øjne, og presser dette lille inddelingsord 'alle' langt ud, som om det skal henvise til alle kristne, uden at overveje, om det dog ikke kun skulle henvise til de samtidige og nærværende, hvilket evangelisterne samstemmende nævner, at det gør, nemlig til de tolv apostle. | Men I læser dog det hellige evangelium med en anden betydning sammen med jeres forfædre, de gamle kættere, og får I dette ord 'alle' til at betyde mere, end da det blev talt af Jesus Kristus, når I vil, at det skal være talt til alle kristne mennesker, når det dog ikke lyder til andre end de tolv hellige apostle, som på den tid var nærværende og sad til bords med Kristus Jesus. | Men i lesæ dog thet hellighe evangelium vdi een anden mening met edre forfedre gamble ketteræ, oc forti trenge i thette ord (alle) at recke wideræ end thet war talett aff Jesu Christo, nar i wele at thett sckall ware talett till alle christne menniscke, som lyder dog ickæ vden paa the xij. hellige apostele, som tha varæ nerwerendis till bordz met Christo Jesu. |
| "At Evangelistae ipsi (dicitis), quos putarunt omnes, Christi discipulos interpretantur. Quotquot ergo se Christi discipulos agnoscunt, tam laici, quam sacerdotes, in utraque specie iuxta magistri exemplum et institutum hoc sacramento uti debent". Sed et hic pari lippitudine oculorum laboratis, non prospicientes de solis illis duodecim discipulis (qui peculiatiter Apostoli dicuntur) Evangelistas mox paulo ante inibi locutos fuisse, uti modo verbis Evangelistrum inductis ostensum est. Omnes enim Apostoli Christi fuerunt eiusdem quoque discipuli, at non vicissim; unde fatemur, qui Christi non sunt quoquo modo discipuli, eis neutram sacramenti partem deberi. -- | Men evangelisterne selv, siger I, udlagde det, som alle mener, om Kristi disciple. Og de, der bekender sig som Kristi disciple, enten lægfolk eller præster, bør bruge sakramentet under begge skikkelser, ifølge mesterens eksempel og indstiftelse. Men også her arbejder I med betændte øjne, så I ikke ser, at evangelisterne ganske kort tid tidligere har talt om alene de tolv disciple, som speciellt kaldes apostle, sådan som det kan ses af den måde, evangelisterne indfører ordene på. Alle Kristi apostle var nemlig hans disciple, men ikke omvendt; deraf slutter vi, at de, der ikke på nogen måde er Kristi discipel, ikke bør have sakramentet i nogen skikkelse. | Evangelisterne mente heller ikke, som I siger, alle dem, som kaldes disciple, men de tolv især, som også særlig kaldes med en særlig værdighed: apostle. | Icke meentæ heller euangelisterne som i sigæ alle them som kallis discipelæ, men the xij. besynderlige, som oc swo kallis besynderlige for een serdelis werdighet Apostelæ. |
| Deinde hoc quoque notandum, quod Christus tum primo venerandum Eucharistiae sacramentum instituit, neque pro laicis, neque pro sacerdotibus tantum, sed in totius Ecclesiae usum pro utriusque; idcirco sub utraque sui parte tum celebrare par fuit. Quapropter uti Christi tum exemplo tum institutio respondeatur, satis est, ab aliquibus in Ecclesia sacramentum hoc sub utraque sui parte celebrari, id quod in missae sacrificio presbyteri quotidie faciunt. -- | Dernæst skal man lægge mærke til dette, at Kristus da han i begyndelsen indstiftede det ærværdige sakramente, hverken indstiftede det specielt for lægfolk, eller specielt for præster, men til brug i hele kirken for begge; derfor er det rigtigt, at den fejres under begge skikkelser. Og derfor, for at svare til Kristi eksempel og indstiftelse, er det nok, at det fejres i kirken under begge skikkelser af nogle mennesker, hvilket præsterne gør i messeembedet hver dag. | Ligeledes skal man også lægge mærke til, at Kristus på den tid skikkede og indsatte dette nåderige sakramente, ikke alene for lægfolk, men heller ikke alene for præster, men til brug for hele kirken for begge slags folk, gejstlige og verdslige. Derfor var det rigtigt, at det indstiftedes under begge skikkelser. Og derfor er det nok til at gøre fyldest for både Kristi eksempel og Kristi indstiftelse, at nogle bruger sakramentet under begge skikkelser, hvilket præsterne dagligt gør i det hellige messeembede. | Framdelis sckall thet oc swo ware merckeligt, at Christus paa then tiid sckickede oc indsette thette naadelige sacramentt, icke dog allenistæ for leegfolck, men icke heller allenæ for prestmend, men then gantscke kircke till brwgilsæ for begghe slag folck geestlige och werdzlige. Thi war thet tha børligt at thet indsettis vdi begge parther. Oc forti er thet nog til at gøre fyllist bode Christi exempill oc indsætt, at nogre brwge same sacrament wdi begge parter huilcket prester gøre daglige i hellige messe embede. |
| Postremo et animadvertendum illud, quod ad rem imprimis pertinere arbitror, et ex cuius ignorantia vel saltem inconsideratione errorem istum promanasse crediderim, quod in Eucharistia non attenditur diversa sacramenti et sacrificii ratio. | Til sidst skal jeg henlede opmærksomheden på noget, som jeg tror først og fremmest skal påagtes, ja, jeg tror, at af uvidenhed om det eller måske blot ubetænksomhed om det, er hele denne vildfarelse opkommet, det forhold nemlig, at der i nadveren bør skelnes mellem nadveren som offer og nadveren som sakramnte. | Nu til sidst er der én ting, der fremfor noget skal påagtes og betænkes, og hele denne vildfarelse synes at være kommet af, at man ikke véd af dette eller ikke tænker over det, og det er, at i messen er der stor forskel på det, som kaldes offeret, og det, som kaldes sakramentet. | Nw paa thet siisthæ schall eet offwer altt agtis oc besindis, vdaff hwess wanwittighet eller vbesindilsæ thenne gantsche wildfarilsæ siwnis at ware kommen, oc thet er, at vdi messen er eet stort forsckiell paa thet som kaldis offer, oc sacrament. |
| Nam quatenus est sacrificium, representat et [130] continet Christum, ut hostiam in ara crucis oblatam, in qua separatio corporis et sanguinis facta fuit. Quamobrem et hoc pacto spectata, et olim est per panem et vinum a Melchisedech adumbrata, et a Christo in pane (164) et vino instituta, et ab Ecclesia per sacerdotes in missae sacrificio sub utraque specie celebrata, nimirum, ut hac specierum diversitate corporis et sanguinis in cruce separatio designetur. | For for så vidt den er et offer, repræsenterer og indeslutter den Kristus, som et offerlam hengivet på korsets alter, i hvilket der skete en adskillelse af legeme og blod. Af den grund og med henblik på det blev den også i gamle dage på skyggevis fremstillet i Melkisedek gennem vin og brød, og af Kristus indstiftet i brød og vin, og af kirken gennem præsterne i messens offer fejret under begge skikkelser, jo naturligvis fordi denne adskillelse af legemets og blodets skikkelser betegnedes på korset. | For nadveren i betydningen 'offerø indeslutter og betegner Kristi ihukommelse, ligesom han blev ofret på korset, hvor legeme og blod var adskilte med pinefulde sår. Og det har man fra gammel tid regnet messen for, og sådan blev den figureret af Melkisedek i vin og brød, og af Kristus indsat og indstiftet i vin og brød, og sådan er den i den hellige kirke formedelst præster brugt og foregået i vin og brød, for at disse to adskilte dele skulle betegne, at Kristi legeme og blod på korsets træ på pinefuld måde var skilt ad. | Forti i then meening som messen kallis offer, tha beslwter hwn oc bemercker Christum amindelige, ligerwiis som han offrett war paa korsedt huar leghom och blod met pinachtige saar ere atschilde. Oc suo haffuer messen aff gammell tiid varit agthet, oc aff Melchisedech i wyn oc brød figwreret, (214) oc aff Christo Jesu i wyn oc brød indsæt oc indsckicket, oc aff then hellige kircke formedels presther er swo i wyn oc brød brwghett och beganghen, paa thet at thesse twenne atsckillige parther, scwlle betegne at Christi legom oc blod ware paa korsens træ pynachtelige atsckilde. |
| At quatenus sacramentum est, Christum significat et continet ceu spiritualem animae cibum, quo Deo unimur, et (ut ita dixerim) incorporamur, id quod toti Christo et indiviso convenit. Idcirco hac ratione olim praefigurata est in altera tantum specie, videlicet panis, ut in manna, ut in panibus azymis, ut in pane subcinericio Heliae, et a Christo Apostolis solius nomine panis saepius expressa, et ab Ecclesia laicis sub specie tantum panis distributa. | Men for så vidt det er et sakramente, betyder og indeholder det Kristus eller sjælens åndelige måltid, hvorved vi forenes med Gud, og (at jeg skal tale således) inkorporeres i ham, og det indeholder den hele og udelte Kristus. I den betydning blev det i gamle dage præfigureret under en anden skikkelse, nemlig under brød, som i mannaen, og som i de usyrede brød, og som i Elias' stegte brød, og af Kristus overfor apostlene ofte udtrykt alene med nævnelse af brødet, og uddelt af kirken til lægfolk kun under brøds skikkelse. | Men i den forstand, messen kaldes et sakramente, indeholder og betyder den Kristus Jesus, som vor sjæls anden føde, som forbinder os med Gud, og gør os så godt som ét legeme med ham i et åndeligt fællesskab, og sålede findes Kristus ganske hel og i alle måder udelt. Og på den måde var dette sakramente i brøds lighed alene i gammel tid figureret i det himmelske brød, manna, og i det usyrede hvedebrød, og i det stegte Elias' brød, og sådan er det omtalt under brøds navn af Kristus overfor apostlene, og af den hellige kirke i brøds lignelse, der således er givet og delt ud til lægfolk og præster, der modtager sakramente og ikke siger messe. | Men i then mening som hwn kaldis eet sacrament, tha beslwter oc bemercker hun Christum Jesum, ligerwiiss som wor siels andelige spiisning, ther oss forbinder till Gwd, oc swo got som gør oss eet legome met hannwm vdi eet andeligt samfwnd, oc swo befindis Christus gantz heell oc i alle maade watskildt Oc met swodane wilkaar war thette sacrament i brødz lignilsæ allene i gammil tiid figwreridt i thet himmilscke brød, manna, oc i the vswrede hwedebrød, oc i thet steegte Helye brød, och swo er ther omtalet wnder brødz naffn aff Christo till apostelenæ, oc aff then hellige kirckæ vdi brødz lignilsæ swo giffwet oc deeltt met leegfolck oc prester som anamme sacramenthet oc icke sige messe. |
| Iam Christus, veteri lege cum suo sacerdotio atque sacrificiis in esu agni paschalis consummata, post extremam coenam, novae legis et sacerdotium et sacrificium condens, instituit Eucharistiam, non tantum ut sacramentum, sed multo magis ut sacrificium. | Men nu gjorde Kristus det, da den gamle lov med sit præstedomme og ofringer var fuldbyrdet, derved at påskelammet var spist, at han, for at stifte en ny lov og præstedømme og offer, indstiftede nadveren, ikke blot som et sakramente, men meget mere som et offer. | Nu har Kristus, da han spiste påskelammet sammen med sine disciple indesluttet den gamle lov og gjort en ende på den, både på denne lovs præstedømme og på dens offer, og efter denne nadver indstiftet en ny lov, met et nyt præstedømme og offer, og da har han indstiftet denne gunstige og gode nåde i messen, ikke alene som et sakramente, men også som et mindeoffer. | Nw haffwer Christus ther han od paascke lammet met syne discipele beslwtet then gamble low oc paa hinne giort en ende, baade mett same lows prestdøme oc offer, oc effter samæ natwordt indsætt en ny low, met eet nyt prestedøme oc offer, tha haffwer han sckicket thenne gwnstelige oc gode naade i messen, icke alsomeniste for eet sacramentt, men oc swo for eet amindeligt offer. |
| Proinde tum Evangelistae hoc loco, tum Apostolus Paulus in Corinthiis nihil aliud, quam hoc Christi factum recensens, illic utriusque speciei meminerunt. At ubi Christus apud Ioannem de Eucharistia loquitur tanquam sacramento, Evangelista speciei tantum panis iterum atque iterum meminit, veluti cum ait dominus: Panusverus est, qui de coelo descendit et dat vitam mundo;iterum: Ego sum panis vivus, qui de coelo descendi; rursus: Ego sum panis vitae; denique: Hic est panis de coelo descendens, ut si quis ex ipso manducaverit, non moriatur; si quis manducaverit, vivet in aeternum, et panis, quem ego dabo, caro mea est pro mundi vita. | Derfor, både evangelisterne på dette sted, og apostelen Paulus til korintherne gør ikke andet, end at de gengive denne Kristi gerning, og nævner begge skikkelser. Men hvor Kristus hos Johannes omtaler nadveren som sakramente, der nævner han atter og atter af evangelisternes skikkelser kun brødets, f.eks. når Herren siger: 'Jeg er det sande brød, som kommer ned fra himlen og giver verden liv' (Joh 6,33); og: 'Jeg er livets brød, som stiger ned fra himlen' (Joh 6,41); igen: 'Jeg er livets brød' (Joh 6,35); og endelig: 'Her er det brød, der stiger ned fra himlen, så at den, der spiser af det brød, han skal ikke dø'; (Joh 6,50) 'hvis nogen spiser, skal han leve evigt, og det brød, jeg giver, er mit kød til liv for verden' (Joh 6,52). | Og derfor har både evangelisterne på dette sted og Paulus til korintherne omtalt begge skikkelser, når de fortæller om Kristi skik og indstiftelse. Men hvor Kristus taler hos Johannes, om denne nåderige indstiftelse i sakramentets betydning, der taler han gerne om kun den ene skikkelse, nemlig brødets, som når han siger: 'Det er et sandt brød, som er nedsteget fra himlen og giver verden liv' (Joh 6,33), og videre: Jeg er det livgivende brød, som steg ned fra himlen' (Joh 6,41). Ydermere: 'Jeg er livets brød' (Joh 6,35). Fremdeles: 'Her er det brød, som steg ned fra himlen, for at den, som spiser det, ikke skal dø, hvem der spiser af dette brød, han skal leve evigt, og det brød som jeg giver for verdens liv, er mit kød' (Joh 6,50.52) | Oc forti haffwe baade euangelisterne i thette stæd, oc Paulus apostell till the Corinthier talett om begge parther, nar the fortellie thette Christi sckick oc indsætt. Men hwar Christus taler hoss Joannem, om thette (215) naadelige sckick i sacrament mening tha taler han gerne om then enæ partt i brødz lignelsæ som nar han swo siger. Thet er eet sandt brød som er aff himmelen nedersteyet oc giffwer werden liiff, oc framdelis. Jeg er thet liffagtige brød som nederstey aff himmelin, ydermeræ. Jeg er liffsens brød. Framdelis. Her er thet brød aff himmelin nedersteyedt, at ehwo som æder aff thett, tha schall han ickæ døø, ihwosomhelst ther ædher aff thette brød, tha sckall han leffwe ewindelighe, oc thett brød som ieg sckall giffwe for werdsins liiff, er myt kød. |
| Auditis, quoties hic panis monem repetitur, nulla interim vini mentione facta. Quo pacto et Apostolus interdum unius soliusque speciei panis meminit. Hinc sacerdotes [131] in missae quidem officio, quoniam Eucharistia tanquam sacrificio utuntur, sub gravi crimine utramque speciem sumere debent. | Hør, hvor ofte der her tales om brød alene, ingen nævner noget om vin. Sådan taler også apostelen af og til ene og alene om brødets skikkelse. Heraf kommer det, at præster, der holder messe, når de bruger nadveren som et offer, under streng straf skal modtage begge skikkelse. | Her må I høre, hvor ofte der tales om brød, og ikke noget om vin, hvorledes apostelen også stundom taler om brød alene. Og derfor ser vi, hvordan præster i det hellige messeembede (som bruger denne gunstige nåde til et mindeoffer) under streng straf skal modtage begge skikkelser. | Hær mwe i høræ hwore offthe hær talis om brød og inthet om wyn, hworledis apostelen oc swo stwndwm taler om thet blotthe brød. Oc forti see wij hwore prester i thet hellige messe embede (som brwge thenne gwnstige naade for eet amindeligt offer) schwlle anamme wnder streng pynæ begge parther. |
| At ubi extra missae celebrationem iidem de manu sacerdotis Eucharistiam ceu sacramentum accipiunt, more laicorum panis tantummodo speciem accipiunt. | Men hvor præsterne modtager nadveren eller sakramentet, når de ikke selv holder messe, modtager de det på lægfolks måde, alene i brøds skikkelse. (Note 2) | ||
| Quamobrem abunde (ni fallor) constat, non esse adversus Christi doctrinam, exemplum et institutum, laicis sacramentum Eucharistiae in altera tantum specie, videlicet panis, communicari. | Af den grund ses det meget let, om ikke jeg tager fejl, at det ikke er imod Kristi lære, eksempel og indstiftelse, at give lægfolk nadverens sakramentet kun i den ene skikkelse, nemlig brødets. | Derfor er det klart nok, at det hverken er imod Guds eller Kristi eksempel og skik at give lægfolk den ene del af sakramentet i brøds lignelse. | Thi er thet obenbare nog, hware thet er hwercken mod Gwdz eller Christi exempill oc schick at giffwe leegfolck then eene partt aff sacramenthet i brødz lignilsæ. |
| Quin potius Christi et Apostolorum exempla in diversum nobis suppetunt. Christus enim duobus illis discipulis Emmanus euntibus iuxta sacros doctores in sola panis specie hoc sacramentum administravit. De primis quoque Christi fidelibus (inter quos iam laici fuere) Lucas in Apostolorum Actis refert, quod erant perseverantes (163) in doctrina Apostolorum et communicatione, fractione panis et orationibus. Quo in loco nullam vini mentionem fieri videmus. | Mon ikke snarere vi har Kristi og apostlenes eksempler til fordel for det? Kristus gav nemlig de to disciple, der gik til Emmaus, efter hvad hellige doktorer mener, sakramentet kun i brødets skikkelse. Og om de første kristne troende (blandt hvilke der var mange lægfolk) skriver Lukas i apostlenes gerninger, at 'de holdt fast ved apostlenes lære, fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne'. (Apg 4,42). På det sted ser vi, at der ikke siges noget om vin. | Men vi har heller ikke hverken Kristi eller apostlenes eksempel herimod, for Kristus gav, efter mange hellig doktores mening, de to disciple, der gik til Emmaus, sakramentet i brødets skikkelse, som Lukas siger. Og om den første kristne menighed, blandt hvilke mang var lægfolk, skriver Lukas i apostlenes gerninger, at de holdt fast ved apostlenes lære, ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og ved bønnerne; dèr tales der slet ikke om vin. | Men heller haffwe wij baade Christi oc apostolorum exempill her emod, Forti Christus (som hellige doctores menæ) gaff the twenne discipele ther ginge till Emaum sacramenthet vdi brødz lignilsæ, som Lucas siger. Oc om the førstæ christen folck blant huilke mange ware leegmend, sckriffwer sanctus Lucas i apostolorum gerninger, at the bleffwe warafftige vdi apostelig lerdom vdi eet samfwnd brødz sønderbrydilsæ oc bøner, hwar platt inthet talis om wyn. |
| Sed ut etiam vel exemplo vel instituto vel praecepto Christi vel etiam universalis Ecclesiae ritu doceri posset, ministratam aliquando laicis utramque huius sacramenti speciem, quorum alioqui nullum vere fiet unquam, quamvis in particularibus aliquot Ecclesiis eum aliquando morem fuisse haud inficiari possimus --, cur tum Ecclesia iustis e caucis citra Dei, sacramenti et plebis iniuriam ritum et morem eum immutare non posset? | Men selv om så både Kristi eksempler, hans indstiftelse og hans bud, såvelsom hele kirkens ritualer også kunne belære os om, at man af og til bør give lægfolk begge skikkelse af dette sakramente, (Note 3) hvilket dog ikke nogetsteds kan ske, skønt vi ikke kan siges at være bekendt med, at dette har været skik i nogle specielle kirker, -- hvorfor kunne da ikke kirken med gyldige grunde forandre dette ritual og denne skik, uden at Gud, sakramentet eller lægfolket blev forurettet? (Note 4) | Men lad så da være, at det kunne bevises, både af Kristi eksmpel, bud og indstiftelse, og tilmed af den almindelige kristne kirkes brug, at sakramentet var givet lægfolk under begge skikkelser, hvilket dog ikke kan gøres, selv om nogle enkelte kirker har gjort det gennem nogen tid, hvorfor måtte så ikke da den hellige kirke af gyldige grunde forandre og ændre denne skik, uden at hverken Gud, sakramentet eller lægfolk blev forurettet? | Men lader dog swo ware at thet kwnne bewisis baade aff Christi exempill, bwd, och schick, oc ther (216) till met aff then meenige christen kirckis brwg, at sacramenthe ware giffuet leegfolck i begge parther, ther dog kan icke gøris, endog att nogre encke kircker haffwæ thet giordt paa nogen tiid, hwi motte icke end tha then hellige kircke for lowlige sager schyld hwercken Gwd, sacramenthet, eller leegfolck wforrettet, forwandle oc forwende then seed? |
| Nonne in baptismo, summae necessitatis sacramento, formam: In nomine patris, filii et spiritus sancti, a Christo praescriptam mox a principio aliquamdiu mutavit in nomine Christi baptizans. Nonne vel in hoc ipso Eucharistiae sacramento multa partim instituit, partim mutavit? | Mon ikke kirken i dåben, der er et højst nødvendigt sakramente, ændrede formen: 'i faderens og sønnens og helligåndens navn', som er foreskrevet af Kristus, så den kort efter begyndelsen døbte 'i Kristi navn'? (Note 5) Mon ikke den i dette selvsamme nadversakramente har både ændret og forvendt meget? | I dåben, som er et såre nødvendigt sakramente, ændrede kirken den ordning, som Kristus bød dem: at døbe i faderens, og sønnens, og helligåndens navn, og døbte i lang tid kun i Kristi navn. Har kirken ikke også i dette nadverens sakramente både ændret og forvendt meget? | Udi dob som er eet sacrament saare aff nød forwende kircken then manering som Christus bød them i naffn faders søns oc then helligandz, oc døbte lang tiid alsomeniste i Christi naffn. Haffuer hwn icke oc suo i thete same Christi legoms sacramentt møghet bode schickit oc forwent? |
| Nonne alia utitur forma in consecratione calicis, quam vel ullus Evangelista vel Apostolus Paulus habeat? Nonne vino aquam in calice miscet, id quod Christus non legitur fecisse? Nonne aliquamdiu in pane fermentato consecravit, ne [132] videretur iudaizare, cum non ignoret consecrasse Christum in azymis? | Mon ikke kirken bruger en anden form ved konsekrering af kalken, end nogen af evangelisterne eller apostelen Paulus brugte? Mon den ikke blander vand i vinen i kalken, noget, som Kristus ikke ses at have gjort? Mon ikke engang den konsekrerede gæret brød, for ikke at synes jødisk, selv om den ikke var uvidende om, at Kristus havde konsekreret usyret brød? | bruger kirken ikke andre ord at konsekrere kalken med end dem, evangelisterne eller Paulus bruger? blander den ikke også vinen i kalken med vand, hvad vi ikke læser, at Kristus har gjort? konsekrerede kirken ikke en gang syret brød, for ikke at synes jødisk, selv om den vidste, at Kristus konsekrerede brød, som var usyret? | haffuer hun icke andre ord til at consecrere kalchin met end enchten euangelisterne eller Paulus besckriffwer? blender hun icke oc suo vyn i kalchin met vand ther wij icke læse Christum haffue giort? consecrerede hun icke paa nogen tiid i surid brød, paa thet hun sculle icke siunes at vare iødisck, dog hun well viste at Christus consecrerede brød som var vsuridt? |
| Nonne demum instituit, ut hoc sacramentum post coenam a Christo exhibitum a ieiunis sumeretur? Cur igitur eadem Ecclesia eiusdem semper auctoritatis, hinc quidem in populo aetatis, imprudentiae, morbi et id genus alia incommoda, illinc vero in vino acedinis, corruptionis, nauseationis, vomitis, effusionis, aliaque huiusmodi pericula considerans, vini speciem laicis adimere non valeret, idque in honorem Dei ac (166) Eucharistiae reverentiam et sine ulla populi defraudatione, | Mon ikke endelig kirken har anordnet, at dette sakramente, skønt det af Kristus blev indstiftet efter måltidet, skal nydes af fastende? Hvorfor har da ikke den samme kirke altid den samme ret, når den her skal tage hensyn til folks alder, uforstand, sygdom og anden slags mangel, og dèr til mangel på vin, til dens holdbarhed, til væmmelse, opkastninger, diarré, og andre af den slags farer, til at bestemme, at lægfolk ikke skal have adgang til vinens skikkelse, når det sker til Guds og sakramentets ære og værdighed, og uden at noget menneske bedrages, | Har kirken ikke også anordnet, at dette sakramente bruges af fastende folk, selv om Kristus gav den til sine disciple efter nadveren? Hvorfor må derfor ikke den samme kirke altid have den samme ret, når det tages i betragtning hos folk, der skal nyde sakramentet, at mange er unge og uforstandige, nogle syge og kranke, så de derfor har væmmelse og anden brøst, så det får dem til at kaste op og spytte, og når der tages hensyn til, at vin kan blive sur og doven, at nogle lande har stor mangel på det, så det dårlig slår til til præsten, som holder messe, endsige da til nogen hundrede mennesker. Hvorfor må da den hellige kirke, som sagt, ikke ved en ny anordning give lægfolk den ene del af sakramentet, når det sker både Gud og sakramentet til hæder og ære, og intet menneske derved bedrages eller forurettes? | Haffwer hwn icke oc swo schickeet, at thettæ sacrament scal brwgis aff fastinde folck, dog at Christus effter natwordt gaff thett synæ discipelæ? Hwij maa icke forti then same kircke, altid haffue same magt anseendis thet i mange folck at the ere aff wngdom, wforstandige, sommæ siwge oc krancke, oc haffwe forti wemmilse oc anden brøst ther them kommer till at kløgis oc spy, oc thet anseendis i wyn, att thet swrnis oc forschalis, ther somme landsckaff haffwæ oc stoer brøst oppaa, at han recker ilde til presten som messen siger, end sye til nogre maal hwndrede folck. Hwij maa forti then (217) helligæ kircke som sagt er, icke mett eet nyt schick giffwe leegfolck then enæ part aff sacramenthet nar thet sckeer baade Gwd oc sacramenthett till een hørsommelig æræ, oc inthe mennischæ ther offwer forfalscket eller wforretthet? |
| quandoquidem tantum gratiae spiritualis habeat sub una specie panis, quantum sub utraque haberet, praeter meritum fidei et obedientiae, quod nunc accipit, dum et sub altera specie tantumdem contineri credit, et matris Ecclesiae consuetudini paret, ut merito hoc loco sufficere posset ac deberet solum illud Apostolicum: Si quis videtur contentiosus esse, nos talem consuetudinem non habemus, neque Ecclesia Dei,maxime quando haec Ecclesiae consuetudo duplicis concilii generalis, nempe Constantiensis et Baseleensis publico decreto confirmata sit. | når den har en lige så stor nåde at give under én skikkelse, som under begge? udover fortjenesten ved tro og lydighed, som han nu modtager, mens han tror, at hans tro også opretholdes af kun den ene skikkelse, og adlyder sin moder kirkens sædvane, så han ved den fortjeneste kan og bør have nok i det sted, hvor apostelen siger: 'Hvis nogen har lyst til at strides om dette, vi har ikke sådan skik, Guds menighed heller ikke' (1 kor 11,16); ikke mindst fordi denne kirkens sædvane ved et offentligt dekret er bekræftet af to almindelige kirkemøder, det i Konstanz og det i Basel. | Og især når de undervises i og forvisses om, at den, som modtager sakramentet i én skikkelse, han haf ikke mindre end den, som modtager begge skikkelser, og den ikke mer, som får begge skikkelser, end den, som får én. Og uden tvivl, den, som modtager den ene skikkelse med en ydmyg tugt, han modtager lige så stor nåde som den, der modtager begge skikkelser. Især på grund af, at hans tro og lydighed, som er Gud såre velbehagelig, gør fyldest for ham på alle måder, og til bevis på det, er følgende ord af Paulus nok for os: 'Findes der nogen iblandt jer, som vil strides herom, så skal han vide, at vi har ikke den skik, heller ikke nogen kristen menighed' (1 Kor 11,16); og især fordi denne kristendommens sædvane er vedtaget og stadfæstet af to konciler, koncile i Konstanz og det i Basel. | Och besynderlighe nar the læris oc gøris wiiss, at then som anammer sacramenthet vdi een part, han haffwer icke myndræ end then som anammer begge parther, oc then icke meer som haffwer begge parther, end then ther anammer een part. Oc wden twiell, then som anammer then enæ partt mett en ydmyg twgt, han wndfanger swo stoer naade som then ther anammer bode parther. Helst forti, hanss tro oc lydilsæ som er Gwd saare tacknemmelig, gøre hannwm i alle made fyllist, till hwess bewiissning thessæ sancti Pauli ord eræ oss nog. Findis nogen blandt eder, som hær om løster at trettæ, han sckall wide at wij haffwæ icke then seedt, ey heller nogen christen forsambling, oc helst forti at thenne christendoms sedwane er sambwrdt oc stadfest, aff twenne menige christenhedtz raad, som ere Constanticum och Basiliense. |
| Proinde quando sub articulo secundo procerum Ecclesiasticorum constitutiones et consuetudines Ecclesiasticas cum verbo Dei non pugnantes (id quod de laicorum communione sub altera specie iam ostendimus) summa cum laude recepistis, et nunc in hoc praesenti articulo diversum agitis, nonne merito rursus exclamare licebit: Quo teneam nodo mutantem Protea vultum? | Derfor: Når i i den anden artikel med største glæde vil modtage de bedste kirkelige indstiftelser og sædvaner, blot de ikke modsiges af Guds ord (og det gør tesen om, at lægfolk kun skal have den ene skikkelse ikke, som vi har påvist), og nu i denne artikel handler anderledes, mon så ikke det må være tilladt igen med rette at udbryde: Med hvilken knude skal disse Proteuser bindes, når de stadig forandrer ansigt? |
Note 1: I Vulgata er, som i den latinske tekst, de tolv nævnt;
det er de derimod ikke i den danske oversættelse.
Note 1a: Læser man efter under artikel
13, opdager man, at der faktisk ikke føres noget bevis for,
at Kristus ved den sidste nadver indviede apostlene til præster;
det påstås her, og det påstås dèr, men mere
end påstande bliver det ikke til. Det kunne ellers være interessant
at se, hvilke skriftsteder Herborn ville henholde sig til.
Note 2: Dette argument gør Poul Helgesen en del ud af i sin bog
mod Malmøbogen (se Poul Helgesens samlede værker, bind III,
side 106f); det virker derfor underligt, at han her springer argumentet
over.
Note 3: Denne betragtning svækker hele den forudgående argumentation
ikke så lidt. Hidtil har argumentet været: Dette går
tilbage til den ældste kirke, derfor er det rigtigt. Nu er argumentet:
Dette har kirken ret til at ændre, derfor er det rigtigt. Måske
meningen blot er at gardere sig, dersom nogen ud fra kirkefædrene
skulle kunne påvise, at man i oldkirken brugte sakramentet under
begge skikkelser. Og det kan jo faktisk nogen. Luther har gjort det i "De
captivitate Babylonica", og den bog har i hvert fald Poul Helgesen læst.
Helgesen går i sin bog mod Malmøbogen imod en påstand,
som denne fremsætter: at nadver under én skikkelse kun har
været brugt i kirken i nogle hundrede år, og at gejstligheden
derigennem har berøvet lægfolket noget; (Helgesen: Samlede
værker, bind III, side 105) men han gør det på den måde,
at han ikke vender sig imod den første del af påstanden (at
det kun har været skik nogle hundrede år), men kun mod den
sidste del. Véd han godt, at påstanden om, at nadver under
én skikkelse går tilbage til apostlene, ikke holder? Dog,
her tager han trolig alle Nikolai Herborns argumenter herom med i sin danske
udgave. Man har indtryk af, at begge de to forfattere
ville ønske,
at det forholdt sig, som de hævder.
Note 4: Påstanden: at kirken med gyldige grunde må forandre
Jesu indstiftelser, er interessant. Den påstand ligger bag alle de
ændringer, der er foregået i kirkens nyere historie. Mærkeligt
er det blot, at de fleste af disse ændringer har fundet sted, ikke
i den katolske, men i den protestantiske kirke.
Note 5: Dette har forfatteren fra en række steder i apostlenes gerninger, 2,38; 10,48; 19,5 og 22,16, hvor der tales om at døbe i Kristi navn.