| Articulus nonus. | Then niende Artichell. | ||
| Tantum duo esse sacramenta, baptismum et Eucharistiam, cetera vero humana esse figmenta. | Der er kun to sakramenter, dåb og nadver, de øvrige er menneskelige påfund. | Der er kun to sakramenter, dåb og Guds legeme. Alle de andre er menneskenes løgnagtige påfund. | The ere alsomeniste tw sacramentt, Dob och Gwdz legome. Alle the andre ere mennischins løgenagtige digtt. |
| Responsio.
Vocabulo sacramenti significari possunt omnia opera Christi, modo stricte et contentiose accipiatur. Sed si secundum usum vulgarem sumamus, tantum duo sunt sacramenta novi testamenti, scriptuarum testimonio stabilita, baptismus et Eucharistia. |
Svar.
Ordet 'sakramente' kan betyde alle Kristi gerninger, forstået strikte og stridslysten. Men hvis vi tager det efter almindelig brug, så er der kun to sakramenter i det ny testamente, bekræftet ved skriftens vidnesbyrd, dåben og nadveren. |
Prædikanternes svar.
Dersom man ville tage det ord 'sakramente' nøje og trættekært, da må man vel kalde alle Guds gerninger sakramenter. Men som ordet er i almindelig brug, da er der kun to sakramenter, som kan bekræftes af skriften i det ny testamente, |
Predicanternis Swar.
Ther som man wilde nøge oc tretachtelige taghe thet ord sacrament, tha maa man well alle (210) Gwdz gerninger kalle sacramentt. Men som thet er i almennelig brwg tha er ther icke wden tw sacramentt befesthæ aff sckrifften i thet ny testamentt, |
| Ea Christus a se instituta suo verbo tanquam duo externa signa apposuit, ut commonefaceret nos per ea sui promissi, ac de gratia, misericordia et peccatorum remissione, veluti per arrabonem, nos certiores faceret ac fidem faceret suo sermoni. Verum, quoniam haec sacramenti ratio et conditio in aliis quinque non reperitur, a sacramentorum numero ea repudiamus, tanquam mera hominum commenta, quatenus ad sacramenti naturam attinet, ut iam diximus. | Dem har Kristus selv instiftet med sit ord og tilføjet som to ydre tegn, for gennem dem at påminde os om sine forjættelser, og om nåden, barmhjertigheden og syndernes forladelse, som en slags pant, der gør os trygge og giver os tro på hans ord. Men når denne forståelse af sakramentet og dette vilkår for sakramentet ikke findes at være i det andre fem, så forskyder vi dem af sakramenternes tal, som kun menneskelige opfindelser, forsåvidt angår sakramentets natur, som vi allerede har sagt. | hvilke Kristus selv har indstiftet til en ihukommelse ved siden af sit hellige ord, som to udvortes tegn, som er dåb og nadver, i hvilke vi henter en fast tryghed og bekræftelse på nåden og syndernes forladelse, formedelst troen på Guds ord. Og at de andre skulle være sakramenter ifølge en ret forståelse af, hvad sakramenter er, det er menneskenes løgnagtige påfund. | hwilcke Christus haffwer sielff indsckickit till een hwkommilsæ hoess syt hellige ord, for tw vdwendige tegen, som er dob oc alters sacramentt, wdi hwilcke wij hentæ en fast tryghet oc befesting til naade oc synders forladilsæ, formedels troen paa Gwdz ord. Oc at the andre schwlle ware sacramenter effter een rætt sacramentis wilckaar, thet er mennisckins løgnagtige digt. |
| Prælaternes gensvar.
Fordi dette stykke lærdom om den hellige kirkes sakramenter også skal behandles i 'vor kristne trosbekendelse', da skal I dér finde er rimeligt svar, når den er udkommet, da det skal forklares dèr, at de alle er grundet og stadfæstet i skriften, selv om de ikke alle er nødvendige til hvert enkelt mennekes salighed. |
Prelaternis Geenswar.
Forti at thette støcke lerdom om then hellige kirkis sacrament scal oc beschedis i vor christen troes bekendilse, tha sculle i finde eet børligt suar nar hun er vdgangen, nar ther scal beschedis at the ere alle grundet oc stadfeste i sckrifften, endog att the ere ickæ alle aff nød till hwer mennisckis salighet besynderlige. |
||
| Confutatio.
Principio nominis sacramenti distinctionem, quam hic in fronte praemittis, et nihil erat necessaria, nec nos ignorabamus eam, nec in diverso sensu captiose vobiscum acturi eramus; tamen quoniam sana et vera est, libenter amplectimur, idque mentem alioqui vestram potius quam orationem attendentes, quod parum [119] aptis verbis animi sententiam explicatis. |
Gendrivelse.
Først anbringer I her i begyndelsen en definition af ordet sakramente; det var der nu ingen grund til, for vi kender den godt, og vi vil ikke tage det i en anden bedragerisk mening, som I gør; men for så vidt den er sund og sand, tager vi gerne imod den, idet vi lægger vægt på det i den betydning mere end på jeres brug af det, hvor I med mindre egnede ord forklarer den indre mening. |
||
| Nam prior illa verbi significatio, qua omnia Christi opera adeoque mystica quaevis alia sacramenta dici possunt, lata est et ampla. Haec autem posterior, qua vulgo hactenus Ecclesia septem esse sacramenta credit, profitetur atque docet, pressa et stricta; Haec pauciora sunt, illa vero plurima. | For denne første ordbetydning, hvorefter alle Kristi gerninger kan siges at være andre sakramenter, er bred og vid. Men den sidste, hvorefter den almindelige kirke hidtil har troet på syv sakramenter, har bekendt dem og lært dem, er kortfattet og bestemt; den giver for så, den anden for mange. | ||
| At conclusionem deinde mox a distinctione subiectam, nempe (153) in posteriore vocabuli significatu duo tantum esse sacramenta novi tetamenti, baptismum videlicet et Eucharistiam, ut erroneam, infidelem, et ex multis haeresibus antiquis consarcinatam (quemadmodum in fine mox indicatur) omnibus modis abominamur repudiamusque. | Men den konklusion, I drager af denne skelnen, nemlig betegnet i jeres sidste ord, at der kun er to sakramenter i det nyt testamente, nemlig dåben og nadveren, den afskyer og forkaster vi som fejlagtig, vantro og udbredt af mange gamle kættere (som vi til slut skal udpege nærmere). | ||
| Porro (ne multis hoc loco premam istius vestrae factionis levitatem et inconstantiam, qua antesignanus vester olim tria sibi sacramenta pro tempore ponenda scripsit, nempe baptismum, poenitentiam et panam, ut eius verbo dixerim; nunc vero in deterius haereticorum more proficientes, poenitentia quoque sublata duo tantum relinquitis, tametsi nec illa quidem incontaminata et illaesa) universae probationis hic per vos adducta (quo involutius obscuriusque dicta explicatius lucidiusque promam) duo ad summam video esse capita ceu fundamenta. | Videre (at jeg ikke her yderligere skal forfølge jeres partis uvederhæftighed og mangel på sammenhæng, så som at jeres bannerfører engang skrev, at han for øjeblikket holdt på, at dere var tre sakramenter, nemlig dåben, boden og nadveren, at jeg skal citere hans ord; men nu har forbedret sig til det værre, idet han har forladt boden og nu kun har to sakramenter tilbage, skønt heller ikke de er ubesmittede og uskadte) videre ser jeg gennem den generelle bevisførelse, I her fører frem (som jeg fremfører mere tydeligt og klart, skønt I siger den mørkt og dunkelt), består, så vidt jeg kan se, af to hoveddele eller fundamenter. | ||
| Unum est vetus illud et commune vobis asylum: Haec duo sola testimonio scripturarum esse stabilita. Quod sane quam plane nihil habeat virium, etsi iam ante sat superque commonstratum est et in primo congressu diffusius, et astrictius sub praecedenti articulo, tum quod non omnia humanae saluti necessaria, seu credenda seu agenda canonicis scripturis expresse continentur, tum quod non omnia Christi vel dicta vel facta literis exarata sunt; id tamen impudentissimum esse mendacium paulo post ostendemus, unumquodque sacramentorum scripturarum testimoniis asserturi. - | Den ene del er jeres gamle og almindelige tilflugt: At kun disse to er fast bevidnet af skrifterne. Men at det slet ingen kraft har, vil vi påvise, skønt det allerede tidligere er tilstrækkeligt og godt bevist og behandlet mere udbredt i den første afdeling og mere specielt i den foregående artikel, dels at ikke alle er nødvendige til menneskers salighed, og hverken udtrykkeligt indeholdes som noget, der bør tros, eller som noget, der bør gøres, i de kanoniske skrifter, dels at ikke alle Kristi ord og gerninger er optegnet i skrifterne; så vil vi dog kort efter påvise, at det er den frækkeste løgn, og vi vil forsikre om hvert enkelt af sakramenternes skriftmæssige vidnesbyrd. | ||
| Alterum est nova quaedam ratio istiusmodi sacramenti, de quo agimus, quam tecte subindicatis, nimirum ut ad sacramenti rationem, [120] naturam et substantiam pertineat verbum divinae promissionis de gratia sive misericordia et remissione peccatorum, cui sacramentum a Christo velut externum signum arrabonis loco sit appositum, quo nos promissi sui certiores redderet verboque suo fidem adstrueret; hanc autem sacramenti rationem duntaxat in baptismum et Eucharistiam competere dicitis; proinde vos cetera quinque a sacramentorum numero repudiare tanquam mera hominum commenta. | Den anden del er en slags ny forståelse af dette sakramente, som vi omhandler, som I skjult indfører, nemlig, at til sakramentets mening, natur og substans knytter sig Guds ords forjættelse om nåde eller barmhjertighed og syndernes forladelse, til hvilket sakramentet af Kristus som et ydre tegn i stedet for et pant er knyttet, hvorved vi gøres mere sikre på hans forjættelser og sætter vor tro til hans ord; men den forståelse af sakramentet siger I kun vedrører dåben og nadveren; derfor fjerner I de øvrige fem fra sakramenternes tal som kun menneskers opfindelse. | ||
| Primum hic certe nescio stultitiamne an ignorantiam, an potius utrumque mirari et ridere debeam. An non plane ridiculum se praebuerit, qui cum alio disputationem ingressurus de re (154) quapiam novam eius rei finitionem, non solum ab adversario non receptam, sed etiam a nullo ante id temporis auditam pro suo sensu illi praescribere velit? | For det første så ved jeg sandelig ikke, om jeg skal forbavses over eller le af denne trods eller denne uvidenhed. Mon ikke den udsætter sig for latter, som, efter at være begyndt en diskussion med en anden om et eller andet, vil foreskrive ham en anden ny definition på sagen, ikke blot én, som ikke godkendes af modstanderen, men også en hidtil ganske uhørt? | ||
| Sic enim quidvis facile disputando consequi liceret. At rerum finitiones sunt elementa sive principia disciplinarum, quae tum immobilia, tum omnibus confessa esse oportet, quemadmodum in dialectis praecipitur. | Sådan kan man jo let komme om ved at disputere. Men dette at definere tingene er elementære eller fundamentale discipliner, som må indrømmes urokket og af alle, sådan som dialektikken foreskriver. | ||
| Nam si vobis integrum esset, vestro vobis arbitratu quamlibet sacramenti praescribere finitionem, non modo facile possetis evincere, haec duo tantum esse sacramenta, verum etiam ne unum superesse quidem e septem omnibus. - | For hvis I uantastet fik lov til at foreskriver hvilkensomhelst definition på et sakramente, I ville, så kunne I ikke blot meget let overbevise om, at der kun er to sakramenter, nej, I kunne også overbevise om, at der ikke blev nogetsomhelst tilbage af alle syv. | ||
| Deinde fatemur quidem sacramenti rationem constare duobus, nempe elemento sive signo, et verbo sive oratione, eaque duo sufficere ad completam sacramenti rationem, veluti materiam et formam ipsius; at verbum hoc ad sacramenti naturam pertinens semper esse promissiorum, omnino negamus. | Dernæst indrømmer vi, at sakramentets væsen består af to ting nemlig elementet eller tegnet og ordet eller talen, og at disse to tilsammen udgør sakramentets væsen eller materie eller form; men at ordet, der hører med til sakramentets natur, altid er en forjættelse, nægter vi helt og aldeles. | ||
| Nonne in illis quidem sacramentis, quae promissionis verbum habent, non tam ipsum ad sacramenti rationem et substantiam attinet, sed ea potius verborum formula, qua sacramentum quodque conficitur? Ut enim in uno exempli causa ostendam, in baptismate non istud promissionis verbum: Qui crediderit et baptizatus fuerit, salvus erit, ad baptismi naturam pertinet, ut absque ipso non consistat, sed hoc potius verbum: Ego baptizo te in nomine patris et filli et spiritus sancti, quod non est promissorium; atque hoc tamen, non illud in baptismate gratiam praestat. | Mon ikke selv i de sakramenter, som har ordets forjættelse, denne ikke hører til sakramentets væsen og substans, men snarere er en ordformel, hvormed man bekender sakramentet? For at påvise det med ét eksempel: I dåben hører dette forjættelsesord: 'Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst' (Mark 16,16) ikke med til dåbens natur, så den ikke kan bestå uden det, det gør snarere dette ord: 'Jeg døber dig i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn', hvilket ikke er en forjættelse; og dog er det dette, og ikke hint ord, der viser nåden i dåben. | ||
| Quocirca novam sacramenti finitionem istam una cum suis auctoribus repudiantes ad veteris iam pridem ab Ecclesia finitionis praescriptum redimus, qua sacramentum novi testamenti a Theologicis definiri solet invisibilis gratiae visibile signum efficax, hoc est, non significans modo, ut Mosaicae legis sacramenta, verum etiam efficiens conferensque gratiam. | Derfor må vi forkaste denne nye definition sammen med dens ophavsmænd og vende tilbage til den gamle, der allerede for længe siden af kirken blev foreskrevet os, hvorefter det ny testamentes sakramenter plejer at blive defineret som 'den usynlige nådes synlige og effektive tegn', det vil sige, det ikke blot betegner nåden, som moselovens sakramenter, den også virker og yder nåden. | ||
| Septem Evangelica quam brevissime docebimus esse in Ecclesia Dei sacramenta, tanquam efficacia divinae signa a Christo instituta, ab Apostolis tradita et a maioribus nostris hucusque credita et observata. Verum etsi nec baptismum nec Eucharistiam omnino recte ac fideliter cum Ecclesia catholica tractatis, quod tamen conceditis utrumque esse sacramentum, de quo praesens est disputatio, ea praetereuntes protinus ordiemur a poenitentiae sacramento, utpote omnibus post lapsum necessario, cuius Ecclesia (155) tres facit partes, nempe contritionem cordis, confessionem oris et satisfactionem operis. Sed quando contritionem cordis negare non potestis, tametsi de huius initio ab Ecclesia dissentientes hallucinemini, reliquias partes ab interitu vindicabimus. | Vi vil ganske kort lære, at der er syv sakramenter i Guds kirke, som effektive guddommelige tegn indstiftet af Kristus, overleveret fra apostlene og troet på og overholdt af vore forfædre indtil nu. Men skønt I ikke behandler hverken dåben eller nadveren ret og i troskab mod den katolske kirke, skønt I indrømmer, at de begge to er sakramenter, om hvilke diskussionen nu er, så vil vi dog forbigå dem og straks begynde på bodens sakramente, som et sakramente, der er nødvendigt for alle efter faldet, og som kirken deler i tre dele, nemlig hjertets anger, mundens bekendelse og gerningens fyldestgørelse. Men eftersom I ikke kan nægte hjertets anger, skønt I fabler om noget, der afviger fra kirkens mening om dens begyndelse, så vil vi begynde med at forsvare de to øvrige dele. | ||
| Principio igitur, nonne ad confessionem oris adstruendam (in qua potissimum huius sacramenti ratio consistit) suffecerit vel unus ille Evangelii locus Ioannis XX, quo Christus, posteaquam a resurrectione suis apparuit, flavit in eos dicens: Accipite spiritum sanctum; quorum remiseritis peccata, remittentur eis, et quorumcunque retinueritis, retenta sunt? | For det første da, mon ikke det til at fastslå at bekendelsen med munden hører med (i den ligger nemlig i højeste grad dette sakramentes væsen) det er nok blot at fremdrage ét sted i evangeliet, Johannes 20,23, hvor Kristus, efter at have vist sig efter sin opstandelse, ånder på dem og siger: 'Modtag Helligånden; hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet'? | ||
| Quis vero non videt hoc loco, dum absolvendi potestas a peccatis Christi discipulis eorumque successoribus presbyteris quibusque confertur, eadem simul opera sacramentalem ab eo confessionem institutam? Nam qua ratione sacerdos a peccatis quempiam absolvet, [122] nisi peccator ei crimina sua confitendo detegat? | Hvem ser nemlig ikke af dette sted, at mens myndigheden til at forlade synder overgives til Kristi disciple og deres efterfølgere, præsterne, så indstiftes samtidig ved denne handling den sakramentale bekendelse af ham? For af hvilken grund absolverer præsten en eller anden fra hans synder, andet end af den grund, at han afslører for ham sine synder ved at bekende dem? | ||
| Hic autem et in remissione peccatorum invisibilis gratia, et in verbo remittendi seu absolvendi visibile quoddam et efficax signum insinuatur; non enim id absque visibili quopiam signo fieri potest; hoc vero esse manuum impositionem Ecclesia Dei optima scripturae interpres confitendi usu et consuetudine publica comprobat. | Men her og i syndernes forladelse betegnes den usynlige nåde og i ordet, hvormed der forlades eller absolveres, det synlige og virkende tegn; det kan nemlig ikke ske uden noget synligt tegn; men at det er håndspålæggelsen, det beviser Guds kirke, som er skriftens bedste fortolker, ved brugen og den offentlige tradition med at bekende. | ||
| Neque vero necesse fuit, uti peccatoribus confessio praeciperetur, quae spontanea esse debet ex dolore cordis ultro profecta; at potestate absolvendi sacerdotibus a Christo collata satis erat infirmo medicum ostendisse. | For det var ikke nødvendigt, at bekendelsen for syndere går forud, den bekendelse, som sandelig endogså bør være spontan af hjertets smerte; men ved myndigheden til at absolvere, som af Kristus er givet præsterne, var det nok til at vise den svage hans læge (?). | ||
| Quo fit, ut mea quidem sententia de huiusmodi confessione alia novi testamenti loca non incommode accipi possint, aut potius debeant, veluti cum et Lucas in Actis inquit: Multi credentium veniebant confitentes et annuntiantes facta sua, et Ioannes ait: Si confiteamur peccata nostra, fidelis est et iustus, ut remittat nobis peccata nostra; et Iacobus denique apertius de ipsa loquitur, siquidem, ubi proxime presbyterorum meminisset, docens extremam unctionem ab eis in aegrotatione quaerendam, protinus intulit: Confitemini ergo alterutrum peccata vestra et orate pro invicem, ut salvemini, (156) praeclare indicans, confessionem quoque presbyteris esse faciendam; | Derved sker det, at efter min mening kan andre steder i det ny testamente ikke urimeligt læses om den slags bekendelse, hvis man ikke skal sige, at de bør læses sådan, såsom når Lukas i Apostlenes Gerninger siger: 'Mange af de troende kom og bekendte og meldte, hvad de havde gjort' (Apg 19,18), og Johannes siger: 'Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig og tilgiver os vore synder' (1 Joh 1,9); og endelig taler Jakob åbenbart om det samme, nemlig dèr hvor han lige har nævnt presbyterne og lært, at man skal bede om den sidste olie af dem under sygdom; straks efter fortsætter han: 'Bekend derfor jeres synder for hinanden og bed for den syge, at han må blive helbredt' (Jak 5,16), hvorved han klart tilkendegiver, at bekendelsen bør ske for præsten; | ||
| maxime vero quoniam (ut diximus) Ecclesia Dei viventis optima scripturae interpres ex verbo Dei ita confitendum esse publico usu docet, et orthodoxi patres, apud quos verum Dei verbum et Evangelium fuisse in primo congressu docuimus, in monumentis suis multipliciter confirmant. | men især fordi, som vi har sagt, Guds levende kirke, der er den bedste fortolker af skriften, gennem sin offentlige tradition ud fra Guds ord lærer, at man bør bekende således, og fordi de rettroende fædre, hos hvem, som vi har lært i den første afdeling, Guds sande ord og evangelium har været, mange steder bekræfter det i deres værker. | ||
| Porro quod tertiam partem poenitentiae, nempe satisfactionem, id est, expiationem aut solutionem sive redemptionem rubiginis cuiusdam animae a peccato contractae ac temporalis poenae cuiusdam (cui vel in hoc vel in futuro seculo vel eluendae aut (157) dependendae per afflictiones, incommoda et molestias, peccator communi quidem lege post culpam de misericordia condonatam atque remissam adhuc obstrictus remanet) prorsum reiicitis et detestamini [123], non possumus facere, quin eam quoque non tam pro rei utilitate ac argumenti copia, quam pro temporis angustia et instituti ratione de innumeris prope testimoniis divinae scripturae quam paucissimis iuxta ac clarissimis vindicemus, | Videre: Hvad angår den tredie del af boden, nemlig fyldestgørelsen, det vil sige soningen eller betalingen eller forløsningen fra den åndelige brøst hos en sjæl, der er bundet af synden, og fra den timelige straf (som synderen forbliver forpligtet på at lide efter den almene lov, også efter at brøden er tilgivet af barmhjertighed, enten i denne eller i den kommende verden, og som må afvaskes eller som der må bødes for gennem anfægtelser, ubehageligheder eller ødelæggelser), hvad det angår, som I jo forkaster og foragter, da kan vi ikke gøre det, vi vil modsat forsvare den, ikke så meget på grund af, at det er en nyttig ting, eller på grund af, at der så mange argumenter, som på grund af tidens trængsel og på grund af at vi forstår fyldestgørelsens institution, vi vil forsvare den ud fra ganske få og klare argumenter af de utallige, der findes i skriften; | ||
| maxime, quod, uti sub proximo dicebamus articulo, basis est ac fundamentum purgatorii, curae mortuorum et indulgentiarum. | og vi vil især forsvare den, fordi, som vi har sagt i den foregående artikel, den er basis og fundament for skærsilden, omsorgen for de døde og afladen. | ||
| Ut igitur nomen hoc in sacris literis nusquam inveniatur hoc certe sensu, et quantumlibet aures vestrae ab hoc nomine abhorreant, rem tamen eam, quam modo periphrasi quadam circumloquebamur, illic contineri indubium est. | Når derfor dette ord intetsteds findes i de hellige skrifter, så er det uden tvivl af den grund - og det kan så forfærde jeres ører bort fra dette ord så meget, det skal være - at sagen selv ganske utvivlsomt indeholdes der i, hvilket vi omskriver med en slags udlægning. | ||
| Nonne vel locus hic unus evicerit? Ioannes enim, ille domini praecursor et Baptista, in deserto baptismum poenitentiae in peccatorum remissionem pradicans, illis qui veniebant ad ipsum, ut in Iordane baptizarentur ultro confitentes peccata sua, tamen post confessionem iniungit satisfactionem dicens: Facite ergo fructus dignos poenitentiae. | Mon ikke dette ene sted må overtale jer? Johannes, Herrens forløber og døber, prædikede omvendelsesdåb i ørkenen til syndernes forladelse, for dem, som kom ud til ham, og selv om de blev døbt i Jordan, så skulle de dog yderligere bekende deres syndet og efter bekendelsen pålagde han dem fyldestgørelse, da han sagde: 'Så bær da frugter, som er boden værdig' (Matt 3,8; Luk 3,8). | ||
| Cui simile est illud, quod Paulus ad regem Agrippam inter alia refert, se gentibus annuntiasse Iesum Christum, ut poenitentiam agerent et converterentur ad Deum digna poenitentiae opera facientes. Auditisne poenitentiae fructus sive opera et quidem digna, sive quae deceant resipiscentes? At quae sunt poenitentiae opera? Nimirum, quae pro peccatorum expurgatione suscipiuntur. | Noget lig dette sted er det sted, hvor Paulus overfor kong Agrippa blandt andet henviser til, at han overfor hedningerne har forkyndt Jesus Kristus, for at de skulle gøre bod, omvende sig og gøre gerninger, der var boden værdig. (Apg 26,20). Hører I ikke: bodens frugter, det er enten gerninger og det værdige gerninger, eller det, der sømmer sig for nogen, der er kommer til deres forstand igen? Men hvad er bodens gerninger? Mon ikke gerninger, som man påtager sig for at udrense synderne? | ||
| At quae sunt digna poenitentiae opera? Profecto uti sanctorum patrum expositione didicimus, quae ita suscipiuntur, ut quantitati culpae poenae itidem quantitas respondeat, et graviora peccata gravioribus tormentis expientur, iuxta illud: Pro mensura peccati erit et plagarum modus. Et rursum secundum illud: Quantum glorificavit se et in deliciis fuit, tantum date illi tormentum. | Men hvad er 'værdige' bodsgerninger? Det må da være, efter de hellige fædres forklaring, at vi tildeler dem, så vi påtager os dem således, at straffens omfang svarer til brødens omfang, og at de alvorligere synder renses ved alvorligere pinsler, ifølge dette skriftsted: 'Efter syndens mål skal slagenes antal være' (5 Mos 25,2). Og atter efter dette skriftsted: 'Ligeså meget glans og vellevned, hun havde, ligeså megen pine skal I give hende' (Åb 18,7). | ||
| Unde Christus apud Matthaeum indicans, peccati delectationem afflictione supplici pensandam esse, quo loco civitatibus eis, in quibus plurimas edidisset virtutes exprobat impoenitentiam, praeter alia dicit: Si in Tyros et Sidone factae essent virtutes, quae factae sunt in vobis, olim in cilicio et cinere poenitentiam egissent. (158) | Derfor antyder Kristus også hos Matthæus, at kærligheden til synden bør bestemme straffens størrelse, på det sted om de byer, i hvilke de fleste af hans undergerninger havde fundet sted, hvor han afslører deres ubodfærdighed, siger han blandt andet: 'Hvis de kraftige gerninger, som er sket hos jer, var sket i Tyrus og Sidom, havde de for længe siden omvendt sig i sæk og aske' (Matt 11,21). | ||
| At hic lubens a vobis audierim: Huiusmodi [124] digna poenitentiae opera, de quibus ex Evangelio nunc audivimus, peccatorum remissionem praecedunt an subsequuntur? - | Men her hører jeg, at I formindsker sagens alvor: I spørger, om den slags værdige bodsgerninger, som vi nu har hørt om i evangeliet, skal gå forud for eller efterfølge syndernes forladelse? | ||
| Profecto vos saltem neutiquam dicere potestis ea praecedere, quandoquidem iuxta vos quicquid antecedit gratiam, per quam est peccati remissio, peccatum est, uti dicebatur sub articulis V. et VI. Reliquum igitur est, ut subsequantur. | Jamen, I kan da ikke på nogen måde siger, at de skal gå forud derfor, eftersom ifølge jeres opfattelse det, der måtte gå forud for nåden, gennem hvilken vi får syndernes forladelse, er synd, som det siges i artiklerne 5 og 6. Ergo må de følge efter. | ||
| Quare constat post peccati remissionem communi quidem lege nonnullas adhuc ipsius superesse reliquias, nempe rubiginem quandam animae et poenae temporalis reatum, quos afflictionibus quibusdam vel hic vel alibi expiari oporteat, id quod satisfactionem scholae vocant. | Derfor tilbagestår der efter syndernes forladelse ifølge den almene lov nogle bodsgerninger, nemlig en vis åndelig brøst i sjælen og en skyld overfor en legemlig bod, som bør sones med trængsler enten her eller hisset, hvilket skolerne kalder fyldestgørelsen. | ||
| Ceterum dies me deficeret, si omnia vel exempla poenitentium vel scripturarum testimonia percurrere vellem, idque unamquamque satisfactionis partem, nempe orationem, eleemosynam et ieiunium, quibus tum alia quaevis opera pietatis includuntur, quae merentur et coronae gradum adiiciunt, quatenus e gratia et charitate progrediuntur, at quatenus eadem voluntariam habent afflictionem et molestiam, satisfaciunt et poenae gradum abiiciunt. | Men forøvrigt ville det tage mig dage, om jeg ville gennemgå alle bodseksempler elller skriftsteder, men den ene del af fyldestgørelsen vil jeg nævne, som hedder bønnen, barmhjertighedsgerningen og fasten, hvilket også indeslutter nogle andre fromhedsgerninger, som de fortjener og tilføjer kronens grad, forsåvidt disse fromhedsgerninger går frem efter nåden og kærligheden, men forsåvidt de frivilligt påtager sig trængsel og ødelæggelse, gør de fyldest og tilføjer bodens grad. | ||
| Semper, pie lector, meminisse oportet, ita misericordem esse dominum Deum, ut nihilo secius sit vel summe iustus; ac aeque nihil contra iustitiam facere atque contra misericordiam, dicente propheta regio: Universae viae domini misericordia et veritas. Deus enim (ut idem alibi dicit) iudex est iustus, fortis et patiens. Unde alio in loco: Misericordiam, inquit, et iudicium cantabo tibi, domine. Quocirca probi doctoris est, qui iuxta parabolam Evangelicam similis est hominis patrifamilias proferenti de thesauro suo nova et vetera, sic quidem praedicare gratiam et misericordiam (159) novi testamenti, ut interea severitatis et iustitiae veteris instrumenti non obliviscatur. | Altid, kære læser, bør man huske på, at Gud på den måde er en barmhjertig Gud, at han ikke desto mindre har den højeste grad af retfærdighed; og han kan lige så lidt gøre noget imod sin retfærdighed, som imod sin barmhjertighed, hvilket den kongelige profet siger: 'Herrens stier er barmhjertighed og sandhed' (Sl 25,10). 'Gud er nemlig' som han siger andetsteds, 'en retfærdig dommer, stærk og tålmodig' (Sl 7,12). Og han siger et andet sted: 'Din barmhjertighed og din dom vil jeg lovsynge, Herre' (101,1). Derfor er en lærd doktor, ifølge den evangeliske lignelse som 'en husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit forråd' (Matt 13,52), derfor må man prædike det ny testamentes nåde og barmhjertighed på en sådan måde, at man ikke glemmer det gamle testamentes strenghed og retfærdighed. | ||
| Potest utique Deus optimus maximus (quis negat) pro immensa clementia sua condonare simul culpam et poenam omnem, praesertim ubi hoc ipse, qui solus renes et corda scrutatur, amaram cordis contritionem exigere [125] videt, id quod singulari quodam privilegio nonnullis quoque concessum esse divina testantur eloquia. At ex adverso communi lege pro immensa iustitia sua relaxationem culpae nonnullis adhuc poenae reatum dependi ac satisfieri ab homine postulat. | Derfor kan Gud, som den bedste og den største (hvem kan nægte det) på grund af sin umådelige visdom på én gang tilgive al brøde og straf, især hvor han, der gransker nyrer og hjerte (Sl ??), ser hjerte gennemføre den bitre fortrydelse, hvilket enestående privilegium den guddommelige skrift bevidner kun tilstås ganske få. Men ud fra den modsatte almindelige lov så kræver han på grund af sin umådelige retfærdighed, at hvile fra brøden afhænger af og fyldestgøres for de flestes vedkommende gennem bodens skyld. | ||
| Nunc ut alia quatuor sacramenta quam paucissimus adseramus, pro confirmatione quidem legimus in Actorum historia: Cum audissent Apostoli, qui erant Hierosolymis, quod recepisset Samaria verbum Dei, miserunt ad eos Petrum et Iohannem. Qui cum venissent, oraverunt pro ipsis, ut acciperent spiritum sanctum; nondum enim in quemquam illorum venerat, sed baptizati tantum erant in nomine Christi Iesu. Tunc imponebant manus super illos et accipiebant spiritum sanctum. | Lad os nu ganske kort gå videre til de andre fire sakramenter; om konfirmationen læser vi i apostlenes gerninger: 'Da apostlene, som var i Jerusalem, hørte at Samaria havde modtaget Guds ord, sendte de til dem Peter og Johannes. Og da de var kommet, bad de af dem, at de måtte modtage helligånden; den var nemlig endnu ikke kommet over dem, men de var kun døbt i Kristi Jesu navn. Da lagde de hænderne på dem og de modtog helligånden'. (Apg 8,14-17). | ||
| Sed eadem quoque historia id ipsum Ephesi contigisse memorat: His, inquit, auditis, baptizati sunt in nomine domini Iesu, et cum imposuisset illis manus Paulus, venit spiritus sanctus super eos. Auditisne hic quoque post baptismum novi testamenti visibile signum, nempe manuum impositionem, et efficax sive collativum gratiae, nempe spiritum sanctum omnis gratiae fontem. | Men han siger, at de samme begivenheder havde fundet sted også i Efesus: 'Da de havde hørt dette, blev de døbt i herren Jesu navn, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom helligånden over dem' (Apg 19,5f). Hører I ikke her at efter dåben kommer det ny testamentes synlige tegn, nemlig håndspålæggelsen, som er virksomt eller som medbringer nåde, nemlig helligånden, al nådes udspring. | ||
| Neque vero consentaneum est, Apostolos huiusmodi signo usos esse, nisi ex instituto et exemplo domini ac praeceptoris sui Iesu Christi, id quod Evangelista ibi subindicat, ubi ait, oblatos fuisse Christo pueros, ut manus eis imponeret et oraret super eos; hoc autem signum Ecclesia Dei confirmationis sacramentum appellat, quod, sicut baptismo regeneramur ad vitam, ita confirmatione corroboramur ad pugnam contra diabolum, carnem et mundum. Est itaque confirmatio sacramentum novae legis a Christo institutum. (160) | Men det er ikke passende, at apostlene bruger den slags tegn, hvis ikke de gør de efter Herrens indstiftelse og eksempel og efter Jesu Kristi befaling, hvilket evangelisten hentyder til dèr, hvor han siger, at der blev nogle små børn båret til Kristus, for at han skulle lægge sine hænder på dem og bede over dem; (Mark 10,13-16); men dette tegn kalder Guds kirke konfirmationens sakramente, fordi, ligesom vi ved dåben genfødes til livet, således styrkes vi ved konfirmationen til kamp mod djævelen, kødet og verden. Derfor er konfirmationen den nye lovs sakramente indstiftet af Kristus. | ||
| Pro extrema vero unctione legimus, quod Apostoli ungebant oleo multos aegros, et sanabantur; at explicatius hac de re beatus Iacobus praecipit dicens: Infirmatur quis ex vobis; inducat presbyteros Ecclesiae, et orent super eum ungentes eum oleo in nomine domini; et oratio fidei salvabit infirmum, et alleviabit eum dominus, et si in peccatis sit, remittentur ei. | Men om den sidste olie læser vi, at apostlene salvede mange syge med olie, så de blev helbredt; (Mark 6,13) men endnu tydeligere forklarer den salige Jakob om denne sag, hvor han siger: 'Er nogen syg, skal han sende bud efter kirkens præster, og de skal bede over ham og salve ham med olie i Herrens navn; og troens bøn skal frelse den syge, og Herren skal gøre ham rask, og hvis han er i nogen synd, skal den tilgives ham'. (Jak 5,14f). | ||
| Auditisne [126] et hic aliud Evangelii visibile signum, videlicet in olei unctione, ac effectivum gratiae, videlicet in remissione peccatorum. At verisimile non est, Apostolos tale signum usurpasse praeter Christi praeceptoris et institutum et exemplum. Quapropter et extrema unctio Evangelicum sacramentum haberi debet. | Hører I ikke også her, at der endnu et evangeliets synligt tegn, nemlig i salvning med olie, og at det er virksom med nåde, nemlig til syndernes forladelse. Men det er ikke sandsynligt, at apostlene ville bruge et sådant tegn uden Kristi bud og indstiftelse og eksempel. Derfor bør vi også regne den sidste olie for et evangelisk sakramente. | ||
| Pro sacro autem ordine apud beatum Paulum clarissima subinde testimonia legimus, in iis praesertim epistolis, quas ad ordinatum a se Episcopum Timotheum scribens in eis quoslibet Ecclesiae ministros instruit. | Men til gunst for den hellige ordination læser vi hos den salige Paulus et soleklart vidnesbyrd, især i de breve, som han skriver til den biskop, der er ordineret af ham, i hvilke han giver instrukser til hvilkesomhelst af kirkens ministre. | ||
| Nam in priore quidem ait: Noli negligere gratiam, quae in te est, quae data est tibi per prophetiam cum impositione manuum presbyterii, et (uti luculentius vertit Erasmus) auctoritate sacerdotii. In posteriore autem: Propter quam causam (inquit) admoneo te, ut resuscites gratiam Dei, quae est in ti per impositionem manuum mearum. | For i det første siger han: 'Jeg vil ikke, at du skal forømme den nådegave, der er i dig, som er givet dig ved profeti under præsters håndspålæggelse' (1 Tim 4,14), og (som Erasmus mere klart udtrykker det) ved præsters autoritet. I det andet skriver han: 'Af den grund formaner jeg dig, at du påny vækker den nådegave tillive, som er i dig ved min håndspålæggelse' (2 Tim 1,6). | ||
| Num hic quoque auditis aliud Evangelicae legis visibile signum, nempe impositionem manuum, et ipsum quoque gratiae collativum, idque nominatim auctoritate presbyterii sive sacerdotii. | Mon ikke I her ser et andet af den evangeliske lovs synlige tegn, nemlig håndspålæggelsen, og det som bærer af nåden, udtrykkeligt ved presbyters eller præsters autoritet. | ||
| Sed quis credat, Apostolos huiusmodi signo gratiae (quam solus dat dominus) uti potuisse, nisi ex instituto atque praecepto domini ac magistri nostri Iesu Christi? Hoc autem signum ab Ecclesia Dei ordo vocitatur. Est igitur et ordo sacramentum Evangelicum a Christo institutum. Verum de ordine rursus postea, cum de sacerdotio agetur. | Men hvem tror, at apostlene kan bruge den slags tegn (som alene Herren kan give), uden at de er indstiftet og påbudt af vor herre og lærer Jesus Kristus? Men dette tegn kaldes af Guds kirke ordinationen. Derfor er også ordinationen et evangelisk sakramente, som er indstiftet af Kristus. Men mere om ordinationen, når de kommer til at handle om præstedømmet. | ||
| Denique pro matrimonio legimus apud eundem Apostolum (ut ceteris obscurioribus praetermissis unum locum adducam longe luculentissimum) ad Ephesios in haec verba scribentem: Mulieres, inquit, viris suis subditae sint sicut domino, quoniam vir est (161) caput mulieris, sicut Christus est caput Ecclesiae, ipse salvator corporis sui. | Endelig læser vi hos den samme apostel om ægteskabet (at jeg skal forbigå de øvrige mere dunkle steder og kun fremdrage dette ene, som er langt det klareste) i brevet til efeserne følgende: 'Kvinderne skal være deres mænd underdanige som under Herren, for manden er kvindens hoved, således som Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser' (Ef 5,22f). | ||
| Deinde complusculis verbis huc pertinentibus interiectis tandem subnectit: Propter hoc relinquet homo patrem et matrem suam et adhaerebit uxori suae, et erunt duo in carne una. Sacramentum hoc magnum: ego autem dico: in Christo et Ecclesia. | Derefter tilføjer han efter adskillige ord, der har med hører med hertil: 'Derfor forlader en mand sin far og sin mor og holder sig til sin hustru og de to bliver ét kød. Dette sakramente er stort: jeg sigter til Kristus og kirken' (Ef 5,31f). | ||
| Num hic etiam aliud visibile signum novae legis auditis, nempe in nomine sacramenti? [127] et rursus rem sacram, cuius sit hoc signum, nempe in coniunctione Christi et Ecclesiae, cuius non nisi per gratiam participes esse possumus. | Mon I ikke her hører om endnu et synligt tegn i den nye lov, nemlig med navnet sakramente? og igen om en hellig sag, som dette er tegn på, nemlig forbindelsen mellem Kristus og kirken, som vi ikke kan være delagtige i uden gennem nåden. | ||
| Quid hac in re, quaeso, a quoquam dici potuit apertius? Ceterum ne quis forte obstrepat, matrimonium modo significare rem sacram iuxta hunc Apostoli locum, at non praestare sive conferre gratiam - nonne hic Apostolus palam illud confutat? Nam quomodo honorabile coniugium in omnibus et thorus immaculatus erit? | Hvilket i denne sag, vil jeg gerne spørge, kan af nogen siges klarere? Forøvrigt, for at ikke nogen straks skal protestere og sige, at ægteskabet blot betegner noget helligt på dette apostoliske sted, men ikke yder eller giver nåde -- mon ikke apostelen her åbenlyst gendriver ham? For hvordan kan 'ægteskabet være ærværdigt i alt, og ægtesengen ubesmittet'? (Hebr 13,4). | ||
| Quomodo mulier salvabitur per filiorum generationem, si manserit in fide et dilectione, nisi matrimonium coniugatis gratiam adferret? Profecto citra Dei gratiam neque thorus carebit macula, neque filiorum generatio salvabit, verum potius damnabit. | Hvordan kan kvinden 'frelses ved barnefødsel, hvis hun forbliver i troen og kærligheden' (1 Tim 2,15), hvis ikke ægteskabet medfører nåde for dem, det forbinder? Sandelig, uden Guds nåde kan hverken ægtesengen mangle smitte, eller hun frelses gennem barnefødsel, hun bliver snarere fordømt. | ||
| Nulli ergo dubium, quin et matrimonium sit novi testamenti sacramentum. Qua igitur temeritate vos, Plautini et Terentiani Theologi, qui ab heri et nudiustertius in sacras literas illotis (ut aiunt) pedibus irrupistis, pronuntiare audetis contra praeiudicium universalis Ecclesiae tot seculorum, tot populorum, tot denique doctorum et unanimi sensu et usu concordi approbatum, duo tantum esse sacramenta, baptismum et Eucharistiam, reliqua vero mera hominum commenta! | Der er altså ingen tvivl om, at også ægteskabet er et sakramente i det ny testamente. Hvilken frækhed da af jer, Plautinske og Terentianske teologer, som igår og i forgårs vader ind i skriften med uvaskede fødder, som de siger, at I vover at udråbe imod hele kirkens, så mange århundreders, så mange folkeslags, så mange doktorers énstemmige og samstemmende dom, at der kun er to sakramenter, dåben og nadveren, og at de øvrige kun er menneskers opfindelser? | Og fordi I er mere plautinere og terentianere end I er skriftkloge i Guds og kristendommens væsen, da værdiges I ikke til at forklare alting, som det er rimeligt, når man vil forklare noget, så I dermed kunne afkorte ulejlighed og trætte, derfor gør I både os og jer selv mere ulejlighed end det var nødvendigt. | Oc forti i ere meer Plautiner oc Terentianer end sckrifftkloge vdi Gwdz oc christendoms handell, tha werdis i icke att beschede alting som børligt er i forclarings wiiss, ther mett baade att korte wmag och tretthæ, thi gøre i baade oss oc eder meer wmage end behoff giordis. |
| Ceterum ne hic quidem est, quo in malitia vestra gloriemini; sed hic articulus, uti multas habet partes, ita et a pluribus haereticis veteribus est corrogatus. Nam totus pene quoad quinque sacramenta est Valdensium, Viclevicorum, Hussianorum, Ruthenorum, quoad aliqua vero eorum partim est Montanorum, partim Heraclitarum, partim denique Albigensium. Nonne igitur hic quoque articulus, tam multipliciter ac portentose haereticus, omni iure vobis fuit obiectus? | Dog er det her ikke en gang sådan, som I praler med i jeres ondskab; men denne artikel, ligesom den har mange dele, sådan er den også forsvaret af mange gamle kættere. For hvad angår de fem sakramenter er den næsten helt og holdent valdensernes, viklevitternes, hussitternes og ruthenernes kætteri, hvad angår andre af dens dele, er den dels monanisternes, dels heraklitternes og endelig dels albigensernes kætteri. Mon ikke denne artikel, så mangfoldig og monstrøs den er, med fuld ret er blevet bebrejdet jer som kættersk? | Dog kan I ikke prale med, at I er de første, der har opfundet dette stykke kætteri og vildfarelse. Men ligesom denne artikel har mange dele, sådan er den også et sammensurium af mange gamle kætterier. I de fem sakramenter, som I nægter, er den valdensernes, viklevitternes, hussitternes og ruthenernes. Men i nogle andre stykker er den dels montanisternes, dels heraklitternes, dels albigensernes. | Dog kwnne i eder icke ther vdaff berømme, at i ere till thettæ støcke ketterij oc wildfarilsæ første paafindere. Men som thenne artichell haffwer mange parther, swo er han och mange gamle ketteris samlegge oc sckiødning. I the fem sacramente som i negtæ er han Ualdensium Uicleuicorum Hussianorum och Ruthenorum. Men vdi nogre andre støcker, er han een part Montanorum een part Heraclitarum, oc een part Albigensium. |