| 1 [109] Articulus octavus | Then ottende artichell. | ||
| 2 Nullum est post mortem purgatorium nec ullam culpam poenamque remitti post hanc vitam. | Der er ikke nogen skærsild efter døden og heller ikke kan nogen brøde eller straf tilgives efter dette liv. | Efter døden er den ingen skærsild. Ingen pine forlades heller efter dette liv. | Efter døden er ingen sckersild. Ingen pyne forladis heller effter thette liiff. |
| 3 Responsio.
Hunc articulum agnoscimus, quoniam canonica scriptura nusquam meminit purgatorii; unde non iniuria credimus, huiusmodi purgatorium monachorum ac sacrificulorum somnium esse et inventum, ut suo ventri et vitae in otio degendae prospicerent. Nam Christus Io. 15: Omnia (inquit) quae accepi a patre, tradidi vobis; sed de purgatorio nihil locutus est usquam in Evangelicis literis. |
Svar:
Denne artikel anerkender vi, eftersom den hellige skrift aldrig nogetsted nævner skærsilden; derfor tror vi ikke, det er forkert, at den slags skærsild er munkenes og offerpræsternes drømme og opfindelser, for at de kan sørge for deres bug og føre et liv i lediggang. For Kristus siger: 'Alt, hvad jeg har modtaget af min fader, har jeg overgivet jer'. Men om skærsilden har han ikke sagt noget nogetsteds i evangelierne. |
Prædikanternes svar:
Det står vi fast på, at eftersom den urokkelige skrift ikke ved noget af denne skærsild, da tror vi, at det ikke er andet end munkedrømme og præstepåfund lediggang og nydelse. Især fordi Kristus siger så: Alt det, jeg har hørt af min fader, det har jeg forkyndt jer. Nu har han dog ikke talt herom i evangelierne. |
Predicanternis Swar.
Thett bestaa wij, at effter thi then wryggelige sckrifft wed inthet aff thette sckierssild, tha tro woj at thet er inthet andet end mwnckedrøm og prestefwnd till lisæ dag. Helst forti, Christus siger swo. Alt thet ieg haffwer hørdt aff myn fader, thet haffuer ieg forkyndet eder. Nw haffwer han dog inthet talett her om i euangelio. |
| 4 Itaque in psaltes ille divinus David Psal. 43. statum eorum (qui carnis mole exuti sunt) silentium vocat, quod parum certi hac de (143) re nos scire voluit de statu illorum, sed sibi soli tale mysterium servari. | Ligeledes kalder den guddommelige David i salme 43 deres sted (som er gået ud af kødets tyngde) for stilhed, derfor har Gud kun villet lade os vide ganske lidt om denne sag, men forbeholdt et sådant mysterium for sig selv. | Ja, den hellige profet David kalder i den henseende det sted, hvor de afdøde er: Silentium, tavshed eller stilhed, Sl 93. Derfor har Gud villet beholde dem i en sådan skjulthed hos sig, at han ikke vil lade os vide noget sikkert om, hvorledes det går til med dem. | Ja, then hellighe propheta Dauid, kalder forti theris stæd soom ere affdøde Silentium, thet er een tawshet eller en stillehedt Ps. lxxxxiij. Forthi Gwd wilde beholde them i suodan een lønlighet for sig, at han icke wilde lade oss noghet wist widæ hworledis tilgaar met them. |
| 5 Confutatio.
Quandoquidem vos hunc articulum vestrum agnoscitis, nos vicissim haereticos vos agnoscimus, utpote quo contineatur haeresis persaepe iam a maioribus nostris damnata, quemadmodum ordine hactenus observato mox in calce annotabimus. Verum audiamus, quibus tandem argumentis: "Principio", inquitis, "quoniam canonica scriptura nusquam meminit purgatorii". |
Gendrivelse:
Eftersom I bekender, at denne artikel er jeres, så vil vi også ligeud bekende, at I er kættere, for I fortsætter i kætternes fodspor, de kættere, der ofte er blevet fordømt af vore forgængere, og sådan skal vi om lidt gøre opmærksom på den orden, der hidtil er observeret. Men lad os høre, hvilke argumenter I har: 'For det første', siger I, 'fordi den kanoniske skrift ikke nogetsted nævner skærsilden'. |
Prælaternes gensvar:
Da I nu frit tilstår og bekender, at denne artikel er jeres lære, så bekender vi, at I er kættere og kristendommens åbenlyse fjender. Men de beviser, som den hellige kirke har på skærsilden, vil bliver behandlet i den forklaring, som skal forklare og udrede vor kristne trosbekendelse. |
Prelaternis Geenswar.
Forthi at i rwndelighe tilstaa oc bekende thenne artichell for eder lerdom, tha bekende wij eder igen for sande ketteræ oc christendoms obenbare fiender. Men hwess bewiisning then hellighe kircke haffwer pa sckierssild, scal tha besynderlige findis i then wnderschede som sckal wor christen troes bekendilsæ forklaræ oc wdrede. |
| 6 Herculeam scilicet validamque rationem et plurimarum haereseum parentem; at quam enervis plane sit inefficax huiusmodi a pronuntiatis sive testimoniis negative colligendi ratio, cum in omni disciplinarum genere noverunt dialectici omnes, tum in Theologia potissimum sat, opinor, superque iam liquet ex iis, quae in primo congressu de ipso Evangelio disseruimus; latius enim patere verbum Dei, doctrinam Christianam seu Evangelicam, et Theologiam, quam ut angustis canonicae scripturae finibus coërceatur, illic (ni fallor) abunde commonstratum est. | Ja, det er en herkulisk og gyldig grund og fader til mange kætterier; men hvordan den er kraftesløs, ja ligefrem ineffektiv, når det drejer sig om at samle negative udsagn og vidnesbyrd sammen, det véd i alle slags fag alle dialektikere, når de er tilstrækkelig kloge i teologien, tror jeg, og lad det så nu gå ud over det, vi behandlede i den første afdeling; Guds ord, de kristne eller evangeliske eller teologiske dogmer går nemlig ud over det, at de tvinges ind i den kanoniske skrifts snævre grænser, hvilket, om jeg husker ret, blev rigeligt demonstreret dér. | ||
| 7 Deinde, quod more quodam vestri hic ut alibi semper ad scripturam canonicam quasi summum in terris tribunal appellatis: dicite, a quo tandem canonica utriusque testamenti scriptura dicitur canonica? An non a canone [110] per Ecclesiam catholicam approbato? | Derefter, I, som altid appellerer til den kanoniske skrift efter jeres skik som til den højeste domstol på jorden: Sig os, af hvem mon de to kanoniske testamenters skrifter kaldes kanoniske? Mon ikke af den kanon, der er godkendt af den katolske kirke? | ||
| 8 Quare si Ecclesiam auditis in scriptura probanda, cur in statuendo purgatorio eandem contemnitis? Sed haec in primo congressu fusius. Postremo hic illud peculiariter addo, quod etsi vox haec (purgatorium) in canonica scriptura nusquam invenitur, tamen rem ipsam hac voce significatam illic haberi et inveniri, paulo post quam luculentissime demontrabimus, non quidem iuxta sensum vestrum, at orthodoxorum patrum, apud quos solos et Evangelium et veram eius intelligentiam fuisse in eodem congressu primo copiose docuimus. | Derfor, hvis I hører, at kirken bevises i skriften, hvorfor ringeagter I den da, når det drejer sig om at fastslå skærsilden? Men dette har vi behandlet yderligere i den første afdeling. Til sidst vil jeg her blot tilføje det særlige, at skønt dette ord "skærsild" ikke findes nogetsteds i skriften, så haves og findes dog den sag, som betegnes med ordet; det skal vi om lidt påvise ganske klart; ganske vist ikke efter jeres mening, men efter de ortodokse fædres mening, hos hvem alene vi i den første afdeling har lært, at både evangeliet og dets sande forståelse findes. | ||
| 9 Verum permulta esse huiuscemodi, quis vel mediocriter doctus ignorat? Nonne (quo ex pluribus unum proferam exemplum) duae totius nostrae religionis ac fidei bases sunt, Deum esse unum in essentia et trinum in personis; (145) e diverso autem Christum unum in persona et binum in essentia? Sed ubi tandem vel essentiae vel personae nomen Deo attributum in canonica scriptura comperitur? At rem utroque vocabulo designatam illic et contineri et Deo attribui, quis catholicorum addubitat? Ceterum disputandi necessitas cum haereticis (ut Augustini verbis utar) nova subinde vocabula Ecclesiae peperit. Non est laborandum de nominibus, ubi de rebus constat, maxime quoniam, ut in primo quoque congressu dictum est, verbum Dei et Christi Evangelium non in litera, sed in spiritu, non in sermone, sed in sensu consistit. | Men hvilken middelmådig lærer er uvidende om, at der er mange af den slags sager? Mon ikke (at jeg blot skal fremdrage ét eksempel af mange) der er to grundvolde for hele vores fromhed og tro: at Gud er én i væsen og tre i personer; men modsat, at Kristus er én i person, men tvedelt i væsen? Men hvor i de kanoniske skrifter erfarer vi, at enten ordet væsen eller ordet person tildeles Gud? Men den sag, der betegnes med de to ord, den er der og tillægges Gud, hvem af de katolske vil tvivle på det? Men forøvrigt, nødvendigheden af at diskutere med kætterne (at jeg skal bruge Augustins ord) tvinger gang på gang kirken til at bruge nye ord. Men vi skal ikke besvære os med ord, hvor det drejer sig om sager, især fordi, som det blev sagt i den første afdeling, Guds ord og Kristi evangelium består ikke i bogstaver, men i ånd, ikke i ord, men i sindelag. | ||
| 10 Nunc vero consequenter audiamus illationem tam eleganti simul ac nervosa argumentatione collectam. "Unde (inquitus) non iniuria credimus, huiusmodi purgatorium monachorum ac sacrificulorum somnium esse ac inventum, ut suo ventri et vitae in otio degendae prospicerent". -- | Men lad os nu da høre fremlæggelsen af den samlede argumentation, på én gang elegant og kraftig. "Derfor tror vi ikke, (siger I) det er forkert, at den slags skærsild er munkenes og offerpræsternes drømme og opfindelser, for at de kan sørge for deres bug og føre et liv i lediggang". | Her vil vi kort overveje jeres svar, som I mener har noget på sig. For det første, når I siger, at skærsild er munkedrømme og præstepåfund for at opnå magelige dage, | Oc hær wele wij icke andet sware, end kortelige beløbe edert swar ther i meenæ haffwe nogett paa sig. Oc met thet første nar i sige att sckiersild er munckedrømme och preste paafund til lise dage, |
| 11 Dignam hercle proposita ratione conclusionem. Nam impudenti coepta mendacio impudentiori concluditur. Quid tu ais (os impudens), quisquis ita scripsisti? Num Dionysius Areopagita, numOrigenes Adamantius, num Gregorius Nyssenus, num Ioannes Damascenus, num beatus Athanasius, num [111] Ioannes Chrysostomus, et hi quidem graeci -- ; et inter latinos, num Cyprianus, num Lactantius, num Prudentius, num Hieronymus, num Augustinus, num Ambrosius, num Gregorius, num Alcuinus, num Bernardus, num denique alii complures viri partim graeci, partim latini et eruditione et sanctimonia clarissimi, fuere monachi et sacrificuli (quemadmodum vos comtemptim dicitis), ventri et otio dediti? | Hvilken værdig konklusion, fremsat med herkulisk fornuft! For løgnen må nødvendigvis ende mere frækt for den frække. Hvad er det du siger, du frække mund, som har skrevet dette? Mon virkelig Dionysius Areopagiten, Origenes Adamantius, Gregor af Nyssa, Johannes Damaskeneren, Athanasius, Johannes Chrysostomus, alle grækere, og Cyprian, Lactantius, Prudentius, Hieronymus, Augustin, Ambrosius, Gregor, Alcuin og Bernhard, alle latinere, mon virkelig så mange mænd, dels græske, dels latinske af en udmærket og hellig klarhed, var munke og offerpræster (som I så nedladende kalder dem) der var hengivet til bugfylde og lediggang? | så skulle I straks bevise, at Dionysius Areopagiten, Origenes Adamantius, Gregor af Nyssa, Johannes Damaskeneren, Athanasius, Johannes Chrysostomus, alle grækere, og Cyprian, Lactantius, Prudentius, Hieronymus, Augustin, Ambrosius, Gregor, Alcuin og Bernhard, alle latinere, at de var munke og præster, som søgte efter magelige dage. | tha sculde i strax bewise at Dionisius ariopagita, Origenes, Adamantius, Gregorius Nissenus, Joannes damascenus, Athanasius, Joannes chrisostomus, som vare greeker. Ciprianus, Lactantius, Prudentius, Hieronymus, Augustinus, Ambrosius, Gregorius, Alcuinus oc Bernhardus som waræ latiner, at the vare muncke oc prester som søgte effter liisæ daghæ. |
| 12 Nonne horum alii opes deliciasque etiam habitas ultro relinquentes nudi et pauperes Christum pauperem nudumque sequi maluerunt? Nonne alii, hoc etiam non contenti, sua insuper cruoris sigillo confirmarunt? Nonne alii ne monachi quidem, aut ne sacrifici quidem omnino fuerunt? | Mon ikke nogle af disse har forladt deres rigdom og gode forhold, ja deres ejendom for nøgne og fattige hellere at efterfølge den fattige og nøgne Kristus? Mon ikke andre, ikke tilfredse hermed, derudover har bekræftet det med deres blods tegn? Mon ikke andre, der ikke engang var munke, overhovedet slet ikke blev ofret? (??) | Og hvis I ikke kan gøre det, da skulle I holde jeres skalke munde og vide, hvad I sagde om kristendommens mestre og lærefædre. Det er også et smukt bevis: Fordi I ikke kan finde det i skriften, tror I, at det er munkedrømme og præstepåfund for at opnå magelige dage. Disse førnævnte mænd, Guds udvalgte venner, har ikke søgt magelige dage, men forladt arv og eje, for at de i hunger og tørst, i armod og fattigdom måtte efterfølge den fattige Jesus Kristus, som er alverdens salighed. | Oc nar i kwnne thet icke gøre, tha sckwlde holde edre scalcke mwnde, oc wiidhæ hwad i sagde om christendoms mesteræ oc lærefedræ. En drabelig bewiissning forti at i kwnne thet icke finde i schrifften, tha tro i thett att ware mwnckedrøme och prestefwnd till lisæ daghæ. Thessæ forbeneffndhe mend, Gwdz wdwolde wenner, haffwe icke søgt liisæ dage, men forladt arff oc eyæ, at the vdi hwnger oc tørst, armod oc fattigdom, motte effterfølge then fattige Jesum Christum som er all werdsins salighett. |
| 13 Nonne omnes denique perpetuo frugalissimos atque negotiosissimos fuisse literarie eorum monumenta tum numerosissima tum eruditissima palam toti mundo ostentant? Literae siquidem (inquit Hieronymus) sudoris comites sunt et laboris, sociae ieiuniorum non saturitatis, continentiae non luxuriae (146). | Mon ikke de alle har vist hele verden gennem deres boglige monumenter, der både er talløse og fortrinlige, at de til stadighed har levet i stor tarvelighed og stor flid? Bøger, siger Hieronymus, er anstrengelsernes og arbejdets følgesvend, er fastens og ikke mæthedens ven, er afholdenhedens, ikke luksuslivets ledsager. | ||
| 14 At horum omnium testimoniis (nisi et instituti temporis ratio vetaret) purgatorii fidem adstruere possem. | Men jeg ville kunne føje meget til alle disse vidnesbyrd om troen på skærsilden, (hvis ikke jeg havde haft tid nok). | ||
| 15 Quin Ioannes Damascenus inter veteres et graecanicos Ecclesiae doctores haud postremi nominis totum libellum de uno purgatorio scripsisse fertur, quem tamen nec graece nel latine mihi hactenus videre contigit. Qua igitur fronte tu, nugacissime sycophanta, effutire ac mentiri audes, purgatorium monachorum ac sacrificulorum esse somnium et commentum, idque ventris et otii gratia, cum tam insigni tot tantorumque doctorum contumelia, quorum ne uni quidem corrigiam calceamenti solvere tota factio vestra digna fuerit, et cum tanto simplicis et indoctae plebis offendiculo, pro qua Christus sanguinem suum effundere non dubitavit? | Ved I ikke, at Johannes Damaskeneren, en af de gamle lærde fra den græske kirke, har skrevet en hel lille bog kun om skærsilden, en bog, som jeg dog ikke indtil videre har haft lejlighed til at læse, hverken på græsk eller latin. Hvordan tør du da være så fræk, du vrøvlevorne rænkesmed, at du vover at snakke op om og lyve om, at skærsilden er munkes og offerpræsters drømmesyn og opfindelse, og det for bugfyldes og lediggangs skyld, hvordan vover du at komme med sådan en betegnende fornærmelse mod så mange lærde mænd, når hele jeres fraktion ikke er værdig til at løse skoremmen på bare én af dem, og med en sådan forargelse overfor den simple og ulærde almue, den, som Kristus ikke tøvede med at udgyde sit blod for? | ||
| 16 Sed agite, pergamus audire, quibus mediis tam impudens mendacium confirmetur. "Omnia (inquitis) quae Christus audivit a patre suo, nota fecit discipulis suis, ut ipse testatur apud Ioannem. Sed de purgatorio nihil locutus est usquam in [112] Evangelicis literis". -- | Men skynd jer lidt, lad os stræbe efter at høre, hvordan en sådan fræk løgn bekræftes. 'Alt', siger I, 'som Kristus har hørt af sin fader, har han fortalt sine disciple, som han selv siger hos Johannes. Men der er intet skrevet om skærsilden i noget evangelieskrift'. -- | Fremdeles fortsætter I jeres løgn med dette bevis: 'Alt, hvad jeg har hørt af min himmelske fade, har jeg forkyndt jer. (Joh 15,15) Lad os så sige, at Kristus ikke har talt noget til sine disciple om skærsild, eller det, som betegnes med skærsild, skønt han har talt meget, som ikke er skrevet ned, har I derme bevist, at der ikke er nogen skærsild til? | Framdelis forfølge i eder løgen mett swodan bewiisning. Alt thet ieg haffwer hørdt aff myn himmelscke fader, thet haffwer ieg forkyndet eder. Lader swo ware at Christus haffwer inthe talet for syne discipele om sckersild, eller thet som merckis met sckiersild, dog at han møget talede som er icke sckreffwet, haffwe i forti well bewiist at sckersild er icke til? |
| 17 At hic primo respondemus, non omnia Christi tum dicta tum facta literis esse mandata teste beato Ioanne in calce sui Evangelii, quemadmodum in primo quoque congressu admonuimus. Deinde Christus post istud verbum a vobis adductum apud eundem Evangelistam publice coram suis professum esse, se habere multa quae ipsis diceret, at eos tunc non potuisse ferre, quod rudes adhuc et nondum spiritu sancto uncti haud capere poterant mox simul omnia; | Men her vil vi først svare, at ikke alt, hvad Kristus har sagt eller gjort, er overgivet til skriften, efter hvad den salige Johannes siger i slutningen af sit evangelium, sådan som vi har formanet om det i den første afdeling. Dernæst gør Kristus, efter det ord, I har fremdraget i det selvsamme evangelium, det, at han offentligt overfor sine egne bekender, at han har meget at lære dem, men de kan ikke bære det nu, fordi de var rå og endnu ikke knyttet til den hellige ånd, og de kunne dårlig fatte det hele på én gang; | Eller hvorfor læser I ikke det, som følger lige efter i det næste kapitel hos Johannes, hvor Kristus siger: 'Jeg havde endnu meget at sige jer, men I kunne ikke bære det nu, men når trøsteren kommer, da skal han leder jer til hele sandheden' (Joh 16,12). | Eller hwi læse i icke thet som strax effter følger i nestæ capittell hoess Joannem, hwar Christus swo siger. Jeg haffde end nw møget at sige eder men i kwnne thet nw icke bæræ, men nar then hwgswalere kommer, tha scall han leede eder vdi all sandhett. |
| 18 haec autem ab eo suis esse dicta, nonnulli doctores sacri autumant post ipsius resurrectionem, quando teste Luca per quadragesima dies apparuit eis et loquatur eis de regno Dei. Ad extremum inter ea, quae in ipso Evangelio scripta habemus, multa sunt tectius obscuriusque dicta, quae nisi spiritus sancto revelante intelligi nequeunt, unde pollicitus est, se missurum suis paracletum spiritum sanctum, qui eos doceret omnia et suggereret eis omnia, quaecunque eis dixerat. | men eftersom han sagde sådan til sine (disciple), er der en del hellige lærere, der har påstået, at det gjorde han efter sin opstandelse, hvor han ifølge Lukas viste sig for dem i fyrre dage og talte med dem om Guds rige. Mod slutningen af det, som er skrevet i dette evangelium for os, er der meget skjult og vanskeligt forståeligt, og det kunne de ikke forstå, sagde de, hvis ikke den helligånd åbenbarede det for dem. Derfor lovede han dem, at han ville sende sin paraklet, helligånden, som skulle undervise dem i alle ting og forklare for dem alt, hvad han havde sagt til dem. | ||
| 19 Sed Apostoli et discipuli Iesu Christi atque successores eorum orthodoxi patres ex Evangelio purgatorium esse docuerunt. Quamobrem etsi iuxta vos, quibus spiritu sancto destitutis liber Evangelii signatus et clausus est, in Evangelicis literis nusquam fit purgatorii mentio; attamen secundum Apostolos virosque Apostolicos et orthodoxos patres, apud quos (147) germanum Evangelium et verum ipsius sensum fuisse in primo congressu ostendimus; id autem ita esse mox a nobis indicabitur. | Men Jesu Kristi apostle og disciple og deres efterfølgere, de ortodokse fædre har ment at kunne lære skærsilden ud fra evangeliet. Derfor, skønt der ifølge jer, for hvem, eftersom I mangler den helligånd, evangeliebogen er forseglet og lukket, intetsteds i evangelierne findes nævnt noget om skærsilden, så er det der dog ifølge apostlene og apostolske mænd og ortodokse fædre, hos hvem vi i den første afdeling viste, at evangeliets kerne og dets sande betydning var; men det vil straks af os blive påvist. | Om de hellige apostle og deres disciple er undervist i mange sandheder, som I ikke er værdige at vide, hvad så? Hellige martyrer og andre Guds helgener har set meget og fundet meget i skriften, som I aldrig får at se, og hørt meget af den helligånds råd og undervisning, som I aldrig får at høre. | Om the hellige apostele oc theris discipele ere wnderwiistæ i møgen sandhet som i icke ere werdige at widæ, hwad tha? Hellige Martires, oc andre Gwdtz helghen haffue møget seedt och fwndett i sckrifften ther i aldrig faa at see, oc møget hørdt aff then helliandz raad oc wnderwiisning, ther i faa aldrig att høræ. |
| 20 Postremo concludentes istud adiicitis: "Proinde divinum psaltem David statum eorum, qui carnis mole exuti sunt, vocassesilentium, quod parum certi hac de re nos scire voluit" etc. -- | I slutter med at tilføje følgende: 'Dernæst kalder den guddommelige David deres sted (som er gået ud af kødets tyngde) for stilhed, derfor har Gud kun villet lade os vide ganske lidt om denne sag', etc. - | Men til sidst siger I: 'Ja, den hellige profet David kalder derfor de afdødes sted Silentium, det vil sige 'tavshed' eller 'stilhed'. (Sl 94,17) | Men paa thet siistæ beslwtæ i swo. Ja, then hellige prophete Dauid, kalder forti theris stæd som ere affdødhe Silentium, thett er een tawsshet eller een stillehet Ps lxxxxiij. |
| 21 Quis, Deum immortalem, istiusmodi argumentationes frigidissimas non irrisione potius excipiat, quam responsione dignetur? Hactenus fere collectum est: Nihil de purgatorio scribitur, ergo non est. Nunc vero talis collectio prodit: Nihil certe de purgatorio scitur; ergo non est. | Ved den udødelige Gud, ved den slags iskolde argumenter, hvem føler da ikke snarere spot, end at han værdiges et svar? Hidtil har det været tankegangen: Der står intet skrevet om skærsilden, altså er den ikke til. Men nu proklamerer I denne tankegang: Der vides intet sikkert om skærsilden; altså er der ikke nogen skærsild. | Hvem har nogensinde hørt et så ubevisligt bevis fremført? Det skulle helt foragtes og bespottes, fordi det ikke er værd at man giver det et alvorligt svar. Vi hører en sådan bevisførelse: Der står intet skrevet om skærsild, derfor er den ikke til. Om skærsild er der intet sikkert, derfor findes der ikke nogen skærsild. | Hwem haffwer nogen tiid hørdt suo vbewiislig bewiissning føris i rettæ? ther scwlde forti platt forsmaas oc bespottis, nar hun er icke werdt nogre alffwers swar. Swodan bewiissning høre wij. Ther scriffwis inthe om sckersild, oc forti er thet ickæ tiil. Om sckersild er ingen wiss sandhet, och forti er thet icke till. |
| 22 Quae posterior certe ratio, si quid valeret, eadem simul opera negabimus [113] atque tollemus et coelos et inferos, ac una cum Aristippo, Epicuro et Lucretio vanam esse fabulam credemus, quicquid de manibus narratur, maxime quando (ut hic dicitis) status omnium, qui mole carnis exuti sunt, a regio propheta silentium appellatur propter incertitudinem, quam de ipso habemus. | Så kunne vi vist, hvis det betød noget, gøre det samme og ophæve himmel og helvede, og sammen med Aristippus, Epikur og Lukretius anse den for en tom fabel, som gives til bedste, især fordi (som I siger det her) alle de menneskers status, som er draget bort fra kødets tyngde, af den kongelige profet kaldes 'tavshed' på grund af den uvished, vi har om den. | Hvis en sådan skel og bevisførelse kan bruges, da må vi også nægte både himmel og helvede, og især sammen med Aristippus, Epikur og Lukret nægte engles og djævles natur, fordi skriften ikke giver os besked om, hvordan de er. | Hwar swodan sckiell oc bewiissning gør fyllist, tha mwæ wij oc swo negtæ baade himmelen oc helffwede, oc serdelis met Aristippo, Epicuro, oc Lucretio, Englæ oc dieflæ natwr, nar sckrefften icke besckeder oss hwordane the eræ. |
| 23 Quin cum insipiente iam in corde nostro dicemus: Non est Deus, quoniam ipse propheta eandem ob causam ait, Deum posuisse tenebras latibulum suum. Quis enim cognovit sensum domini, aut quis consiliaris eius fuit? aliaque id genus plurima passim leguntur, quam parum certi de Deo cognoscamus. - | Hvad hvis vi sagde sammen med tåben i vort hjerte: 'Der er ingen Gud' (Sl 14,1), fordi den samme profet siger, at Gud tog mørket omkring sig på sig (Sl 18,12). Hvem har nemlig kendt Herrens tanker, eller hvem kan blive hans rådgiver? (Rom 11,34). Andet af den slags kan vi læse masser af, altså om, hvor lidt sikkert vi véd om Gud. - | Og videre må vi sige med den gale mand, at Gud ikke er til. Fordi denne profet siger, at Gud har sit skjul i mørket, eller Hvem kender Guds plan og mening? eller hvem har været hans rådgiver? (Rom 11,34) og meget andet, som læses i skriften og viser, at vi ved så godt som intet om Gud. | Oc ydermere mwæ wij sige met then galne mand, at Gwd er icke till. Forthi same prophetæ siger, at Gwd haffwer sætt sytt sckiwll i mørckæ, eller Hwem weed Gwdz sind oc mening? eller haffuer nogen tiid waridt vdi hanss raad? oc andet møgett som læsis i sckrifften hær oc thær, oc lyde at wij vid swo godt som inthet aff Gwd. |
| 24 En tibi, pie lector, quales agunt Theologos isti nostri magisterculi, qui posteaquam duos, tres aut quatuor annos in Academia quapiam, vel in otio et voluptate paternam substantiam absumpserunt, vel studio et lectione seculares literas tractarunt, reversi ad patriam, ne nihil didicisse videantur, mox se scire putantes quae nunquam didicere, et protinus in suggestum convolantes apud simplicem plebeculam de rebus sacris tanqum ex tripode pronuntiant. | Der har du den, fromme læser, her kan du se, hvordan disse småmagistre behandler teologer, de småfolk, som har gået i skole en to, tre, fire år på et eller andet universitet, har anmasset sig den fædrene kerne i lediggang og vellyst, har studeret og læst verdens bøger, er vendt tilbage til deres fædrenearv, men ikke synes at have lært noget, snarere at mene om sig selv, at de véd, alt, hvad der kan læres, og styrter frem med deres løse tanker om de hellige ting overfor den simple almue, som om de udråber noget fra markedspladsen. | Sådanne skriftkloge gør sig nu kloge på evangeliets lærdom af stor grovhe og uerfarenhed, hovmod og overmod. Men som sagt skal der tales mere om skærsild i den undervisning, som skal forklare vor kristne trosbekendelse. | Swodane sckrifftkloge ere nw euangelij lerdom bistandige aff stor groffhet oc vforfarinhet, hoffmod oc dwlhet. Men som sagt er om sckiersild scall talis meer, i then vnderschede som scal forklare wor christen troes bekendilse. |
| 25 Hi sunt, quibus nostri seculi calamitates (mea quidem opinione) non minima ex parte debemus. Neque vero haec velim accipi, quasi certum non sit, vel coelum, vel tartarum, vel purgatorium esse, quin ut illa, ita hoc esse fide tenemus, qua nihil certius. | Dem er det, som vi skylder en stor del af denne tidsalders besværligheder (i det mindste efter min mening). Og jeg vil heller aldrig kunne gå med til deres sætninger, som om det ikke var sikkert, at der var en himmel, en underverden, en skærsild. Nej, det, vi således fastholder med troen, der er ikke noget mere sikkert end det. | ||
| 26 Sed id agebamus, ea ratione per vos adducta, quae generaliter de statu omnium, qui carnis mole exuti sunt, loquebatur, non minus tolli coelum et tartarum, si quid valeret, quam purgatorium. Etsi enim nullius horum, sicut neque Dei plenam et certam per omnia cognitionem in terris habemus, tamen quodlibet illorum esse tenemus, atque e scriptura, quatenus nobis sufficit, cognoscimus. (148) | Men den sag behandler vi, fordi den er ført frem af jer, hvad der i almindelighed kan siges om alle de menneskers tilstand, som har forladt kødets tyngde, og ikke mindre ophæves himmel og helvede, hvis det betyder noget, end skærsilden. Skønt vi nemlig ikke her på jorden har nogen fuld og i alle sager sikker viden om nogen af disse ting, således heller ikke om Gud, så holder vi dog fast ved, at hvilkensomhelst af disse ting er, og vi erkender dem ud fra skriften, så vidt vi formår. | ||
| 27 Nam uti paucis quibusdam purgatorium adstruamus, nonne vel solus ille locus ipsum constituerit: Quicumque dixerit verbum contra Filium hominis, remittetur ei; qui autem dixerit contra spiritum sanctum, non [114] remittetur ei neque in hoc seculo neque in futuro. | For at vi skal fastslå skærsilden blot med nogle få (skriftsteder), mon så ikke dette alene gør det klart: 'Den, der taler et ord imod menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende' (Matt 12,32; Vulgata; note 1). | ||
| 28 An non sicuti Christus apud Ioannem Pilato respondens, regnum suum non esse de hoc mundo, confessus est iuxta sacros doctores, se, etsi non huius mundi, tamen alterius generis habere regnum; ita hic asserens apud Matthaeum, peccatum in spiritum sanctum non remitti nec in praesenti nec in futuro, itidem a contrario sensu confessus est, peccatum esse, quod etsi non in praesenti seculo, tamen in futuro relaxetur? | Mon ikke det forholder sig hermed ligesom hos Johannes, hvor Kristus, når han svarer Pilatus, at hans rige ikke er af denne verden, efter hellige lærde mænds mening, bekender, at han har et rige, skønt ikke af den verden, men af en anden art; når han på lignende måde her hos Matthæus bekræfter, at synd imod helligånden ikke bliver tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende, så bekender han ud fra en modsat mening, at der er en synd, som, skønt den ikke eftergives i denne verden, dog eftergives i den kommende verden? | ||
| 29 Nam in Evangelio verbum abbreviatum, ne apex quidem otiose ac supervacanee positus credi debet. Sed ubi tandem peccatum in futuro seculo remittetur? Num in coelo? At de coelesti Hierusalem ait Esaias: Via facta vocabitur, non transibit per eam pollutus. Et Ioannes in revelatione ait: Non intrabit in ea aliquid coinquinatum. Num in tartaro? At illic nulla remissio; qui enim illuc mittuntur, eunt in ignem et supplicium aeternum, et hiatus ingens inter coelum et tartarum firmatus est, ut non sit mutuus utrimque transitus. | For i evangeliet er ordet afkortet, at ikke nogen bør tro, at der er anbragt nogen forgæves og overflødig gåde. Men hvor da tilgives synderne i den kommende verden? Mon i himlen? Men om det himmelske Jerusalem skriver Esajas: 'Den skal kaldes den hellige vej, de urene skal ikke færdes på den' (Es 35,12). Og Johannes skriver i sin åbenbaring: 'Men intet vanhelligt kommer derind' (Åb 21,27; Vulgata). Mon i helvede? Men her er der ingen tilgivelse; de nemlig, der bliver sendt derhen, går ind til ilden (Matt 25,41) og til evig straf (Matt 25,46), og der er en 'dyb kløft' (Luk 16,26; Erasmus, note 2) mellem himmel og helvede, så der ikke er gensidig adgang. | ||
| 30 Restat igitur, locum esse quendam medium et purgationis carcerem, levioribus quibusdam culpae maculis in futuro seculo eluendis destinatum, quod Ecclesia purgatorium appellat. Hoc sane loco ceu apertissimo simul et efficacissimo, Augustinus, Gregorius et Bernardus in purgatorii adstructione usi comperiuntur, neque ullus unquam catholicus contradixit. | Der mangler altså et eller andet midtersted, et renselsens fængsel, bestemt til at afvaske de mindre overtrædelsers brøde i den kommende verden, hvilket kirken kalder skærsilden. At der er et sådant sted, er på én gang klart og indlysende, og Augustin, Gregor og Bernhard er fast forvissede om, at det er indrettet til brug for renselse, og ingen katolik har nogensinde modsagt dem. | ||
| 31 Verum audite tubam Evangelii Paulum
non modo adserentem purgatorium, sed etiam pene ipsius qualitatem et locum
nominatim explicantem. Nam de poena locum talem habet:
Fundamentum aliud
nemo potest ponere, praeter id quod positum est, quod est Iesus Christus.
Si quis autem superaedificat super fundamentum hoc aurum, argentum, lapides
pretiosos, ligna, fenum, stipulam: uniuscuiusque opus manifestum erit dies
enim domini declarabit, quod in igne revelabitur,[115] et uniuscuiusque
opus quale sit ignis
probabit. Si cuius opus manserit, quod superaedificavit mercedem accipiet; si cuius opus (149) arserit, detrimentum patietur, ipse autem salvus erit, sic tamen quasi per ignem. |
Men hør evangeliets basun: Paulus ikke blot bekræfter skærsilden, han også næsten forklarer dens egenskaber og den sted med navns nævnelse. For om straffens sted taler han således: 'Ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, som er Jesus Kristus. Hvis nogen vil bygge på denne grundvold med guld, sølv, ædelstene, træ, hø, halm, skal enhvers gerning blive åbenbaret på Herrens dag, fordi det skal afsløres i ilden, og enhvers arbejde skal ilden afsløre, hvordan det er. Hvis nogens arbejde, som han har opbygget, består, skal han få løn; hvis nogens arbejde brænder op, skal han gå glip af lønnen, men dog selv blive frelst, dog som gennem ild' (1 Kor 3,11-15; Vulgata). | ||
| 32 Haec ille. Auditisne hic aliquot homines per ignem salvos fieri? Sed ubi tandem? Num in coelo? At nullus illic ignis. Num in tartaro? At nulla ibi salus. Quapropter locus in orbe sit necessum est, quo animae hinc migrantes, levioribus adhuc culpis obnoxiae, per ignem expientur. | Her har vi det. Hører I ikke her, at så mange mennesker skal blive frelst igennem ild? Men hvor monstro? Mon i himlen? Men dèr er der ingen ild. Mon i helvede? Men dèr er der ingen frelse. Derfor er et mellemsted nødvendigt, hvorhen de sjæle kan drage, der har gjort sig skyldig i lettere overtrædelser, så de kan prøves i ild. | ||
| 33 Atque hoc sensu locum hunc acceperunt Hieronymus, Ambrosius, Gregorius et Alcuinus, statuentes ex eo ignem purgatorium, nec quisquam hucusque catholicus refragatus est. De loco autem purgatorii talem habet passum de Iesu Christo loquens: Humiliavit semet ipsum factus oboediens usque ad mortem, mortem, autem crucis; propter quod et Deus exaltavit illum et donavit illi nomen, quod est supra omne nomen, ut in nomine Iesu flectatur omne genu coelestium, terrestrium et infernorum etc. | Og i denne mening har Hieronymus, Ambrosius, Gregor og Alcuin forstået dette sted, og derved stadfæstet den skærsilderiske ild, og det er der indtil nu ingen katolik, der har vendt sig imod. Men om skærsildens sted har vi følgende tekst, der taler om Jesus Kristus: 'Han ydmygede sig og var lydig indtil døden, døden på et kors; derfor har også Gud højt ophøjet ham og givet ham et navn, der er over alle navne, for at i Jesu navn alle knæ skal bøje sig, dem i himlen, dem på jorden, og dem i helvede'. (Fil 2,8ff; Vulgata). | ||
| 34 At qui sunt inferni genu in nomine Iesu flectentes? numquid in tartaro et ima parte inferorum collocati? At de his ad dominum regius ait propheta: Non mortui laudabunt te, domine, nec omnes qui descendunt in infernum. Et Esaias itidem ad eundem ait: Quia non infernus confitebitur tibi, neque mors laudabit te. | Men hvem er de knæ i helvede, som bøjer sig i Jesu navn? Mon ikke de er samlede i en del af helvede? Men om dem siger den kongelige profet til Herren: 'De døde lover dig ikke, Herre, ejheller dem, der steg ned i Helvede' (Sl 113,25 (Vulgata) Sl 115,17). Og Esaias siger på samme måde om det samme: 'Dødsriget takker dig ikke, døden lovpriser dig ikke' (Es 38,18; Vulgata). | ||
| 35 Imo, uti divinus ait de his psaltes ad dominum: Superbia eorum qui te oderunt, ascendit semper. Reliquum est igitur, ut sint iustorum animae, hinc in gratia et charitate migrantes, et nondum ad plenum a terrenis sordibus expurgatae, in superiore inferorum parte (quod purgatorium appellamus) positae. Praetereo alia scripturarum loca eodem pertinentia. Non enim in summa temporis angustia prosequi vacat omnia. | Ja, som den guddommelige siger i denne salme til Herren: 'Overmodet hos dem, der hader dig, rejser sig stadig' (Sl 74,23; Vulgata). Nu mangler så det, at der må være nogle retfærdige sjæle, som er gået bort herfra i nåde og kærlighed, men endnu ikke er blevet rensede fuldkomment fra det jordiske smuds, og som er anbragt i den øvre del af helvede (i hvad vi kalder skærsilden). Forøvrigt angiver andre skriftsteder den samme udstrækning. Men jeg har ikke tid til at gå det altsammen efter. | ||
| 36 Sed ut etiam singulus quisque scripturae locus purgatorium non evincat, quid tum postea, quando ex universa scriptura inter se collata purgatorium vel sole lucidius colligitur? Nonne passim nos divina eloquia docent, omnes nos esse peccatores? qua in re non dubia, ut iuxta proverbium testibus utar non dubiis, una oratio dominica [116] nulli non cognita id abunde testatur, in qua omnes debita sive peccata nostra agnoscimus et confitemur; at eadem Dei eloquia iustos et iniustos, bonos et malos distinguunt. | Men for ikke at gå udenom også enkelte skriftsteder om skærsilden, hvad så bagefter, når, samlet sammen fra hele skriften, skærsilden fremstår som klarere end solen? Mon ikke vidt og bredt den guddommelige veltalenhed lærer os, at vi alle er syndere? men når der ikke er tvivl om det, sådan som jeg ifølge ordsproget bør bruge de ikke tvivlsomme vidner, så bevidner et fadervor det til overflod, hvori vi alle må erkende vore fejl eller synder og bekende dem; men den samme Guds veltalenhed skelner mellem retfærdige og uretfærdige, gode og onde. | ||
| 37 Quo igitur migrabit iustus et peccator, nimirum a quotidianis (150) quibusdam et levioribus culpis, sine quibus praesens vita non agitur, nisi eas vel martyrio, vel alio charitatis opere in morte deleverit? | Men hvorhen rejser i døden en retfærdig og synder, hvis ikke han gennem martyrium eller en anden kærlighedsgerning har udslettet de daglige og lettere overtrædelser? | ||
| 38 Num protinus in coelum evolabit? At nullum in orbe malum manet impunitum; poena autem in coelo non habet locum, dicente beato Ioanne de civibus supernae Hierusalem: Absterget Deus omnem lacrymam ab oculis eorum, et mors ultra non erit, neque luctus, neque clamor, neque dolor erit ultra. | Mon vi straks flyver op i himlen? Men ingen ond gerning forbliver ustraffet på jorden; og straf har ikke sit sted i himlen, efter hvad den salige Johannes siger om byen Jerusalem her oventil: 'Gud vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ejheller pine, ejheller klage, ejheller smerte skal være mere' (Åb 21,4; Vulgata). | ||
| 39 Nihil enim sordidum introire potest in regnum coelorum, dicente libri sapientiae auctore de participatu aeternae sapientiae: Nihil inquinatum in eam incurrit; et Christo subscribente: Beati mundo corde, quoniam ipsi Deum videbunt. Num ergo protinus in tartarum praecipitabuntur? At iusti sunt, amici et filii Dei sunt, haeredes regni sunt et vestem nuptialem charitatis habent.Oportet igitur in orbe praeter coelum et tartarum esse carcerem quendam, animarum mediocriter bonarum purgationi destinatum, quo leviores culpae temporariis cruciatibus eluantur, priusquam Dei faciem videre queant et coelestis gaudii participes fieri. -- | Der er nemlig intet urent, der kan gå ind i himmeriget, efter hvad visdommens bog siger om delagtiggørelsen i den himmelske visdom: 'Intet besmittet kan komme den nær' (Visd 7,25; Vulgata); og det skriver Kristus under på: 'Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud' (Matt 5,8; Vulgata). Mon de da straks nedstyrtes til helvede? Men de er retfærdige, venner med og sønner af Gud, arvinger til riget, og de har kærlighedens brudedragt. Der bør altså i verden foruden himmel og helvede være et eller andet fængsel, et renselssted for de mellemgode sjæle, hvor de lettere overtrædelser kan afvaskes gennem midlertidige trængsler, indtil de kan se Guds ansigt og blive delagtige i den himmelske glæde. -- | ||
| 40 Huc addo, quod sacris passim literis erudimur, in gravioribus etiam peccatis (quae criminalia et mortalia vocitamus), post culpae condonationem sive remissionem, temporariae cuiusdam poenae reatum sive debitum obmanere, idque molestia quadam et afflicitione solvi (quam rem Theologorum coronae satisfactionem appellitant), ut mox sub articulo sequenti ostendemus. | Hertil føjer jeg det, som den hellige skrift vidt og bredt fortæller os, at også i de alvorligere synder (som vi kalder kriminalsynder eller dødssynder), er der efter brødens eftergivelse eller tilgivelse, en timelig straf tilbage, som man er skyldig i eller som man skylder, og den løses ved en slags trængsel eller pine (hvilket de største teologer kalder bodgørelsen), som vi snart skal påvise det i den følgende artikel. | ||
| 41 At quo tandem hinc ille migravit eo in statu, nempe omni culpa vacuus, temporali adhuc poenae obnoxius? Num in coelum? At debitor est. Illa autem, quae sursum est Ierusalem, libera est. Huiusmodi quoque solutio fit per cruciatum, qui illic, uti diximus, locum non habet. Num ergo mittetur in tartarum? At omni culpa vacans est, filius regni, nulla quoque ibi redemptio fit. Superest igitur, ut sit medius in orbe locus inter coelum et tartarum, ubi temporalis poenae debitum hic in vita non exsolutum postea dependi queat, quod purgatorium appellamus. | Men hvorhen skal han drage i denne tilstand, idet han nemlig har al sin brøde forladt, men endnu er skyldig i timelige straffe? Mon op til himlen? Men han er skyldner. Men det Jerusalem, der er oventil, er frit. En løsning på den slags vil være trængsel, men hertil haves, som vi har sagt, ikke noget sted. Mon han da sendes til helvede? Jamen, han er befriet fra al skyld, og der er dèr ingen forsoning. Der mangler altså, at der kan være et mellemsted i verden, mellem himmel og helvede, hvor de timelige straffe, der ikke blev udstået i dette liv, bagefter kan afsones, og dette sted kalder vi skærsilden. | ||
| 42 Ceterum, ut etiam nec ex singulis nec ex universis scripturae locis inter se collatis purgatorium statui possit: nonne propter ea, quae in primo congressu diximus -- ne quid interim dicam de probatissimis revelationibus, quas de purgatorio habemus -- merito unicuique homini catholico satisfaciunt et Apostolica traditio et universalis Ecclesiae consuetudo, ex quibus usum pro defunctis orandi (151) tenemus, qui sine purgatorio utique superfluus esset ac inutilis. | Forøvrigt, for at vise, at skærsilden kan stadfæstes også uden brug af enkelte skriftsteder eller skriftstedssamlinger: Mon ikke, på grund af det, vi sagde i første afdeling -- at jeg ikke skal tale om de formodede åbenbaringer, som vi har om skærsilden -- både den apostolske tradition og den almindelige kirkes sædvane tilfredsstiller et hvilketsomhelst katolsk menneske, nemlig ud fra den skik at bede for de afdøde, som vi fastholder, som jo uden skærsilden ville være overflødig og nyttesløs. | ||
| 43 Unde quidquid postea sub articulis XXI. et XXII. pro cura mortuorum afferemus, pro stabiliendo quoque purgatorio valet, sed nihil non suo loco et tempore dicendum. Mihi sane non minus est certum purgatorium esse, quam esse vel coelum vel tartarum. | Hvorom vi noget senere fortæller i artiklerne 21 og 22 om omsorgen for de døde; her blot for at stadfæste værdien af skærsilden, men ellers skal alt siges på sit sted og til sin tid. For mig er det sandelig ikke mindre sikkert, at der findes en skærsild, end at der findes en himmel eller et helvede. | ||
| 44 Porro cur tam parce et tecte omnino divinae literae de purgatorio loquantur, id equidem in causa esse crediderim, tum quod apud Iudaeos, quibus Christus et eius Apostoli verbum Dei primum annuntiabant, cura mortuorum (quae purgatorium supponit) agebatur, ex maioribus ante legem per manus tradita et accepta; tum quod apud gentes in principio nascentis Ecclesiae omnes fere in philosophia fuere Platonici, qui omnem poenam futurae vitae purgatoriam et temporalem adserebant; tum denique, quod hoc de purgatorio dogma mortalibus blandum et gratum est atque creditu perfacile, scilicet ut homo etiam quamlibet sceleratus tum purgatione fretus de salute non desperet. | Men endelig: Hvorfor mon skriften i det hele taget taler så lidt og så skjult om skærsilden? Det vil jeg tro hænger sammen med, dels at hos jøderne, for hvem Kristus og apostlene først forkyndte Guds ord, var omsorgen for de døde (som er en forudsætning for skærsilden) før loven overleveret og modtaget mundtligt; dels med, at hos hedningerne i begyndelsen, da kirken lige var født, var næsten alle i filosofisk henseende platonikere, og de holdt fast ved enhver straf i det kommende liv af en rensende og midlertidig karakter; og endelig dels fordi dette dogma om skærsilden er et lokkende og let dogma, det troes gerne, nemlig fordi et menneske, der på en eller anden måde er syndigt, når han støttes af skærsilden ikke mistvivler om sin frelse. | ||
| 45 Proinde ad homines a vitiis timore supplicii absterrendos divinae literae saepius et apertius aeterna nobis inferorum tormenta proponunt. Quo factum est etiam, ut a multis seculis purgatorii fides inconcussa fuerit in Ecclesia, hic tamen inclementiores, odio et invidia excaecati, negarent purgatorium. | Endelig, for at menneskene skal skræmmes bort fra lasterne af frygt for straf, fortæller skriften os ofte ganske åbent om helvedesstraffene. Hvorved det også sker, at troen gennem mange århundreder på skærsilden er urokket i kirken, men her er det dog de mindre kloge, der er forblindet af had og misundelse, der nægter skærsilden. | ||
| 46 Nam [118] Armeni, Saraceni et Graeci, Romanae sedis odio, cui primatum cedere coacti fuissent, ipsum sustulerunt; Albigenses vero, Valdenses, Viclevici, Hussiani e Rutheni invidia cleri ex opibus deliciisque ipsius concepta, rati, se hac via Ecclesiae opes facile ablaturos, si modo purgatorii fides e mentibus hominum aboleri posset. | For armenerne, saracenerne og grækerne, har bøjet sig under den, skønt de hader den romerske stol, hvis primat de blev tvunget til at indrømme; Albigenserne, derimod, Valdenserne, Viclevitterne, Hussitterne gør det, at de af misundelse mod den ruthenske klerus holder fast ved deres egen rigdom og ejendom, og står fast på, at de på den måde vil afkaste kirkens lette magt, hvis de blot kunne fjerne troen på skærsilden af menneskenes sind. | ||
| 47 Graeci tamen in concilio Florentino sub Eugenio IV. errorem agnovisse feruntur et abiurasse. Sed vulgus Graecorum in eandem postea haeresin dicitur esse relapsum. (152) Itaque nec hic est, quo dogmatis novitate gloriari possitis. Nonne igitur hic quoque articulus, toties iam haereticus maiorum calculis condemnatus et a vobis pro vestro agnitus, iustissime vobis obiectus est? | Men grækerne har dog på et konsil i Florens under Eugen den fjerde erkendt deres fejltagelse og afsvoret den. Men det græske folk siges at være faldet tilbage i det samme kætteri bagefter. Derfor kan det ikke nytte, at I praler af, at I her har indført et nyt dogme. Mon det da ikke, hvad denne artikel angår, er med rette, at I får bebrejdelser for den, når vore forfædre bedømte den som kættersk, og når I anerkender den som jeres lære? | ||
Note 1: Udgiveren af Confutatio, Ludvig Schmitt, har i et indeks opregnet,
hvilke nytestamentlige skriftsteder Herborn citerer efter Vulgate, hvilke
efter Erasmus' oversættelse, hvilke efter hverken den ene eller den
anden og hvilke efter hukommelsen. Jeg anfører 'Vulgata', 'Erasmus',
'Andre' og 'Hukommelse' svarende dertil. Hvad specielt dette skriftsted
angår, er det bemærkelsesværdigt, at det her citeres
efter Vulgata, på side 219, artikel
21, efter Erasmus.
Note 2: Vulgata skriver: "chasma magnum".