| 1Articulus septimus | Then siwende artichell. | ||
| 2Impiam esse sanctorum invocationem, multo vero magis venerationem reliquiarum et imaginum. | Det er ukristeligt at påkalde helgener; men meget mere ukristeligt er det at hædre relikvier og billeder. | Det er ukristeligt at påkalde Guds helgener. Og endnu mere ukristeligt er det at hædre hellige mænds ben og billeder. | Thet er wchristeligt at kalde paa Gudz helghen. Och end meeræ wchristheligtt att hedræ hellige mendz been oc billide. |
| 3Responsio. | Svar. | Prædikanternes svar. | Predicanternis swar. |
| 4Haec verba clare indicant grave odium vestri animi contra nos. Non imus inficias, hactenus esse a nobis praedicatum divorum (137) invocationem nobis necessarium nulla aperta scriptura posse ostendi. | Disse ord viser klart jeres sjæles voldsomme had imod os. Vi tør ikke tage gift på (?), at sådan har vi hidtil prædiket, at det at påkalde Guds helgener ikke er blevet påvist os som nødvendigt af en klar skrift. | Altfor hadsk anføres disse ord. Sådan har vi vel prædiket og lærer endnu, at vi har ingen sand hellig skrift på det, så vi tør påkalde de afdøde Guds helgener. | Alto hadsckelige føris thesse ord. Suo haffwe wij well predicket, och end nw læræ, att wij haffwe ingen sand hellig sckrifft ther oppaa, at wij tørffwe paakalde the affdøde Gwdz helgen. |
| 5Et hodie quoque id docemus vel constantissime; nec eorum reliquias ac imagines dehonestamento afficimus, ubi docemus, sanctorum (qui in hac mortali carne nobiscum conversantur) nuditatem rectius levari oportere auro et argento, quam statuas in templis illis tam sumptuose ornari cum magna pauperum iniuria, et sanctorum ossa humi defodienda esse, et imagines a templo amovendas, quae idololatriae praebent occasionem, quod saepe antehac nobis compertum est. [102] | Og idag lærer vi det også stadigvæk; ejheller behandler vi deres relikvier og billeder vanærende, når vi lærer, at de helliges (det vil sige, dem, der her i vort dødelige liv lever hos os) nøgenhed skulle vi hellere afhjælpe med det guld og sølv, hvormed deres statuer udsmykkes så bekosteligt i disse templer, med stor uret mod de fattige til følge, og de helliges ben skulle hellere nedgraves i jorden, og deres billeder flyttes bort fra templet, fordi de giver anledning til afgudsdyrkelse, hvad vi ofte tidligere har erfaret. | Vi vanærer heller ikke deres ben og billeder, dersom vi lærer, at man hellere skulle klæde de levende nøgne helgener (de fattige, rr) med det sølv og guld, man hænger på dem, og grave de døde ben hæderligt ned i jorden og sætter billederne til en side bort fra enfoldige menneskers blikke, hvis man fornemmer, at der kommer noget afguderi deraf, som vi vel tidligere har fornemmet det. | Icke wanære wij heller theris been oc beleder ther som wij lære at man motte klæde the leffuende nøgne helgen met sølff oc gwld man henger paa them. Oc graffwe the døde been hederlige neder i iorden oc sette belederne aff till een sidæ fra enfoldige mennisckins ansigt, om man fornømmer noget affgwderij komme ther aff, som wij well til fornett haffwe fornwmmet. |
| 6Confutatio. | Gendrivelse. | Prælaternes gensvar. | Prelaternis geenswar. |
| 7Quemadmodum de veneratione sanctorum, reliquarum et imaginum plebem Christi docueritis, ipsa facta loquuntur, quando compluribus in locis, quibus ista facta vestra dominantur, non modo imagines ex templis excussae, et reliquiae suis ornamentis exspoliatae, | Hvordan I har lært Kristi folk om tilbedelsen af de hellige, relikvierne og billederne, om det taler kendsgerningerne selv, når I på de mangfoldige steder, hvor jeres parti har fået magt, ikke blot støder billederne ud af templerne, og ødelægger relikviernes smykker, | Hvordan I har lært kristne folk om helgener og deres agt og ære, og om helgeners ben og billeder, derom gøres det ikke behov at man søger efter vidnesbyrd med levende røst eller skrift, eftersom åbenbar adfærd og gerninger taler derom skinbarligt nok, i de lande og byer ikke mindst, som er forvandlede med de skikke, som I nu bruger, så I kan ikke med rette sige, at dette klagemål på nogen måde er fremført imod jer på en hadsk måde. Hvad ære I øver mog helgener, deres ben og deres billede, det beviser især de kirkeran og -rov, som i har foretaget, og derved berøvet mange hellige steder dyrebare klenodier og kar, og udkastet af kristendommens templer billeder og andre kirkelige ornamenter og smykker, | Huore i haffwe lerdtt christett folck om helgen oc theris agt oc æræ, och om helgens been oc belede, gøris icke behoff at søghe ther om effther witnisbyrd met leffwendis røst eller sckrifft, nar obenbare handell oc gerning talæ ther om sckinbarlig nog, i the land och stæder besynderlige som ere forwandlede mett then handell i nw brwge, swo at i kwnne icke sige met rettæ, at thette klagemaal er i noger maade hadsckelige førdt eder wnder øghen. Hwad æræ i gøre helgen, theris been och belede, bewise merckelige nog the kircke ran oc roff som i haffwe giordt, oc ther offwer berøffwet mange hellige stæder vdaff, dyrebaræ clenodier oc kar, oc bestormet aff christendoms tempill belede, och andre kirckelige ornamentt oc smycke, |
| 8verum etiam ipsae divorum feriae cum omni cultu et honore suo prorsus abrogatae sunt, passimque blasphemiae et convicia non in alios modo sanctos, verum etiam in sanctam sanctorum Deiparam virginem Mariam licenter et impune iactitantur. | men også fuldstændig har ophørt med at holde de guddommeliges helligdage med den kult og ære, der hørte dertil, og overalt fremfører blasfemier og spottetale ikke blot mod de andre helgener, men også mod den helligste af de hellige, den gudfødende jomfru Maria frit og ustraffet. | aflagt kirkens helligdage og talt bespotteligt med mange hovmodige ord, ikke alene om Guds apostle og de hellige martyrer, men også om Jesu Kristi velsignede moder, som de af og til omgås på hånlig måde. | vdaff lagt kirckins helligedaghe, oc spottelige talet mange offwerord, icke alsomeniste om Gwdz apostele oc hellige martiribus, men oc swo om Jesu Christi welsignede moder, ther the vnderstundum honlige begaa. (fortsættelse). |
| 9Quocirca nullo quidem ex animi odio, id quod novit is, qui solus cor intuetur, haec vobis obiecimus (errores, fateor, vestros odimus, non personas, quibus praeter sanam mentem et doctrinam nihil imprecamur), at ita certiores facti, cum ex incolis regni fide dignis, tum ex secutis doctrinae vestrae fructibus, tum, quod mihi complices in Germania, quibus invocatio sanctorum tanquam idololatria plane culpatur. | Derfor er det slet ikke af sjælens had, hvilket han véd, som alene gransker hjertet, at vi bebrejder jer det (jeg tilstår: vi hader jeres fejl, men ikke jeres personer, for hvem vi intet andet ønsker end et sundt sind og en sund lære), men vi har god besked om det, dels fra troværdige indbyggere her i kongeriget, dels fra jeres læres sikre frugter, og dels fra mine forbindelser i Tyskland, at påkaldelsen af de hellige ligeud anklages som afgudsdyrkelse. | ||
| 10Ea si non sit impietas, tum quid sit impietas, me ignorare lubenter agnosco. Verum vestro more aliud inter vestros agitis, aliud coram iudicibus accusati respondetis. | Og hvis det ikke er ufromhed, så ved jeg overhovedet ikke, hvad ufromhed er. Men efter jeres skik handler I på én måde indbyrdes, på en anden måde, når I skal svare overfor dommere på anklager. | ||
| 11De sanctis | Om de hellige. | ||
| 12Sed ut demus interim, nulla posse aperta ostendi scriptura, divorum invocationem nobis esse simpliciter et absolute necessariam, tametsi (ni fallor) abunde iam constat ex iis, quae in primo congressu de Evangelio disseruimus, quam parum habeat virium ista argumentatio; | Men det tilstår vi foreløbig, det kan ikke åbent vises fra skriften, at påkaldelse af de hellige for os er en simpel og absolut nødvendighed, skønt (om jeg ikke tager fejl) det til overflod står fast ud fra det, som vi fastslog om evangeliet i den første afdeling, hvor lidt kraft der er i denne argumentation; | ||
| 13tamen quod nec itis inficias nec inficias ire potestis eam apprime utilem esse; cur tanto pusillorum offendiculo, quod sub tam gravi comminatione Christus vetuit, oleum ut aiunt, camino adiicientes, haec disseminatis, et quidem (ut stulte dicitis) constantissime, in vulgum plus satis ad Dei sanctorumque cultum (138) et implorationem ubique torpentem, tanta eumque utilitate privantes, nisi quod (si dicere fas sit) ex patre diabolo estis, qui per vos quasi quaedam organa sua et divis honorem et hominibus salutem invidet. | dog skal I ikke tage gift på, ja I kan ikke tage gift på (?), at den i første omgang var gavnlig; hvorfor udstrør I dette med så stor forargelse af de små, når Kristus under så alvorlig en straf har forbudt, at, som de siger, kaste olie i ilden, og det konstant, (som i stolt siger), og hvorfor lammer I overalt hos det folk, der dog er godt tilfreds med dyrkelsen af Gud og de hellige, denne anråbelse, og berøver dem den ved denne skik, hvis ikke det skyldes (hvis det er passende at sige sådan), at I er ud af jeres fader djævelen, som igennem jer som gennem et redskab ser skævt til æren af de guddommelige og menneskenes frelse. | ||
| 14An ignoratis, divini [103] verbi dispensatorem oportere iuxta parabolam Evangelicam non modo fidelem esse, verum etiam prudentem, nimirum, ut cum Apostolo dicere norit: Omnia mihi licent, sed non omnia expediunt. | Mon I er uvidende om, at de, der taler det guddommelige ord, ifølge den evangeliske lignelse, ikke blot bør være tro, men også kloge (Luk 12,42); i det mindste, så han véd at sige med apostelen: 'Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt' (1 Kor 6,5; Hukommelse). | ||
| 15Porro quoniam et rei veritate et luce scripturarum adacti, etsi non expresse, tamen tacite videmini concedere, utilem esse nobis sanctorum invocationem, missis singulis utriusque testamenti locis tectioribus, qui hanc in rem adduci possent, ex universa scriptura unum generale argumentum quam luculentissimum produxisse contentus fuero. Sunt enim complura, quae etsi uno alterove scripturae loco non sunt expressa, tamen ex omnibus Dei eloquiis inter se collatis ultro consequuntur. | Videre, når I ved sagens sandhed og skriftens lys drives så langt, skønt ikke udtrykkeligt, så dog tavst, at I synes at indrømme, at påkaldelse af helgener er os gavnlig, idet der er sendt os i hvert af de to testamente nogle hemmelige steder, som kan tydes om denne sag, så jeg vil have nok i ud fra hele skriften at fremdrage et almengyldigt argument, så står det lysende klart. Der er nemlig mange skriftsteder, skønt de hver for sig ikke udtrykker det klart, som dog, når de tages ud af hele Guds skrift, og gensidig holdes sammen, får konsekvenser ud over det enkelte. | ||
| 16Nonne constat per utriusque testamenti decursum, homines adhuc in terra positos posse vicissim pro se orare, et mutuas orationes invicem esse petendas, id quod Paulus in omnibus facit epistolis? | Mon ikke det står fast begge testamenter igennem, at mennesker, mens de endnu lever her på jorden gensidigt kan bede for hinanden, og at man kan bede bønner for hinanden indbyrdes, hvilket Paulus gør i alle sine breve? | ||
| 17Quanto magis ergo sancti, cum Deo regnantes et voti per omnia compotes, pro nobis apud Deum intercedere possunt, eorumque suffragia nobis sunt imploranda? Tanto sane, quando illam coelestem vitam hac terrestri perfectionem esse constat. | Hvor meget mere kan da de hellige, som hersker sammen med Gud og som har fået alle deres ønsker opfyldt, gribe ind hos Gud til fordel for os, og hvor meget mere bør vi så ikke påkalde deres forbønner? Så meget mere sundt er det, som dette himmelske liv jo må fastslås at være mere fuldkomment end det jordiske. | ||
| 18Nam Christus posteaquam dixerat: Inter natos mulierum non surrexit maior Ioanne Baptista, subiecit: Qui autem minor est in regno coelorum, maior est illo. | For efter at Kristus havde sagt: 'Mellem kvindefødte er det ikke fremstået nogen større end Johannes Døber' (Matt 11,11; Vulgata; note 1), føjede han til: 'Men den mindste i himmeriget er større end han'. | ||
| 19Paulus quoque praesentem vitam cum futura conferens ait: Cum venerit quod perfectum est, tunc evacuabitur quod ex parte est; unde alio in loco mori lucrum sibi esse ducit, quandoquidem morte omnis vitae imperfectio abiiciatur. | Og Paulus siger, idet han sammenligner det nærværende liv med det kommende: 'Når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forsvinde' (1 Kor 13,10; Vulgata). Og derfor mener han et andet sted, at døden for ham er en vinding (Fil 1,21; Vulgata), når han ved døden kan kaste hele livets ufuldkommenhed fra sig. | ||
| 20Neque vero quis recte dixerit, alienum esse a statu felicitatis divorum, ut pro nobis interpellare dicitur. Non est discipulus supra magistrum, nec servus supra dominum suum. | Men hvem har med rette sagt, at den (døden?) er forskellig fra de guddommeliges stade, så han kan siges at gå i forbøn for os. 'Ikke står en discipel over sin mester, eller en slave over sin herre' (Matt 10,24; Hukommelse) | ||
| 21Hoc autem solo potissimum argumento gloriosus ille Hieronymus in hoc themate disserendo adversus Vigilantium contentus fuisse videtur, dicens: "Si Apostoli et Martyres adhuc in corpore constituti possunt orare pro ceteris, quando pro se adhuc debent esse [104] solliciti, quanto magis post coronas, victorias et triumphos"? | Men den ærværdige Hieronymus synes i sin diskussion mod Vigilantius om dette tema at have haft nok i ét eneste mægtigt argument, idet han sagde: "Hvis apostlene og martyrerne endnu, mens de var i legemet, kunne bede for andre, når de endnu burde bekymre sig for sig selv, hvor meget mere da ikke efter kronen, sejren og triumfen?" | ||
| 22Nihil enim hoc uno in tota disputatione illa gravius validiusque invenio. Atque mea quidem sententia catholico cuique facit satis, maxime quod sancti in domino (139) mortui non tam cognitione et affectu, quam situ tantum et loco a nobis separati sunt; chariti enim (unde mutua beneficiorum inter homines collatio profiscitur) Apostolo teste nunquam excidit. Omnia vero ad se pertinentia in speculo Trinitatis vident. At obduratis et a Deo in reprobum sensum datis satisfieri potest nunquam. | Jeg finder intet, der i hele denne diskussion, er mere tungtvejende og gyldigt. Og efter min mening må det tilfredsstille enhver katolik, især fordi de, der er døde i Herren, ikke så meget er adskilt fra os i erkendelse og følelse, som i plads og sted; for 'kærligheden ophører aldrig' (1 Kor 13,8; Vulgata), ifølge apostelens vidnesbyrd (og det er fra kærligheden, at den gensidige udveksling af velsignelsesønsker mellem mennesker drager nytte). Men al vedholdenhed ved sig selv ser de i trinitetens spejl. Men de forhærdede og de, der af Gud er hengivet til en bebrejdende følelse, kan aldrig bliver tilfredse. | ||
| 23De reliquiis. | Om relikvierne. | ||
| 24Iam vero quod subditis, nullo vos dehonestamento afficere sanctorum reliquias et imagines, docendo sanctorum (qui nobiscum in hac mortali carne conversantur) nuditatem rectius levari auro et argento, quam reliquias et statuas in templis illis sumptuose ornari cum magna pauperum iniuria, et proinde sanctorum ossa humi defodienda esse: - | Men nu til det, I tilføjer, at I ikke viser de helliges relikvier og billeder nogen vanære ved at lære, at man hellere skal afhjælpe de helliges nøgenhed (de hellige, som vandrer med os i dette dødelige kød) med guld og sølv, end dyrebart at udsmykke deres relikvier og statuer i disse templer med stor uret til følge for de fattige, og af man desuden skulle begrave de helliges ben i jorden: - | ||
| 25profecto, infelicissimi mortalium, hoc vos scribere cogit, imo per vos loquitur spiritus ille immundus et Satanas in angelum lucis se transfigurans, praetextu curae pauperum, quemadmodum olim in Iuda proditore fecit; | sandelig, I de ulykkeligste af de dødelige, at I vover at skrive dette, ja, igennem jer taler hin urene ånd og Satans ånd, der kan forvandle sig til en lysets engel, under dække af omsorg for de fattige, sådan som det engang skete i Judas, forræderen (Matt 26); | ||
| 26qui ad sanctorum memorias et monumenta, virtute reliquiarum in obsessis saepenumero vehementer excruciatus, id per vos vestrosque intercessores haereticos iam pridem agit, ut a conspectu hominum removeantur. | han, som ved relikviernes kraft ofte blev besat af et voldsomt smerteanfald til et minde og et monument om de hellige, det sker nu først igennem jer og jeres kætterske indsigelser, så at de fjernes fra menneskers blikke. | ||
| 27Quin certe, si quid ista ratio vestra de pauperum iniuria probabilitatis haberet, tum pari iure (quod vos, scio, huiusmodi colore molimini) omnia monesteria, collegia, templa et id genus alia in honorem Dei sanctorumque erecta demoliri liceret ad sublevandos pauperes. | Og ganske sikkert, hvis det havde nogen sandsynlighed på sig med jeres begrundelse om uret mod de fattige, så skulle man med samme ret (hvilket I, véd jeg, ødelægger af den slags) ødelægge alle klostre, kollegier, templer og den slags andre bygninger, der er rejst til Guds og de helliges ære, til lindring for de fattige. | ||
| 28Non sic, impii, non sic. Venerandi sunt sancti in suis reliquiis, et levandi pauperes in corporibus suis; haec oportuit facere, et illa non omittere. Nam utrique sunt fratres et membra Christi: idcirco quicquid utriusque aut honoris aut commoditatis impenditur, Christus sibi factum existimat. | 'Ikke således, I ugudelige, ikke således' (Sl 1,4; Vulgata). De hellige skal æres i deres relikvier, og de fattige skal lindres i deres legemer; 'dette bør I gøre, og hint ikke undlade' (Matt 23,23; Vulgata). For begge er brødre og Kristi lemmer: derfor, hvad der bekostes på dem, enten i ære eller i penge, regner Kristus som gjort mod sig selv. | ||
| 29Noverunt et Theologi et iurisconsulti, varios esse modos donandi quicquam ad causas pias, prout spiritus sanctus unicuique suggerit. [105] Neque tam commendat eleemosynam ac quodvis opus pium ille cui exhibetur, quam is cuius nomine suscipitur. | Teologerne og juristerne véd også, at der er forskellige måder, hvorpå man kan give til fromme formål, alt eftersom ånden indgiver enhver. Ikke heller skal nogen give almisse og øve nogen from gerning mod nogen i højere grad end den, i hvis navn han tager sig det på. | ||
| 30Nulla hic iniuria pauperibus facta est; quin potius ex veneratione sanctorum et reliquiarum vel maximum ipsis emolumentum accessit. Nam, ut ne dicam quotidie pauperes emendicare stipes aliasque eleemosynas nomine divorum: quae gens sub coelo tot habet xenodochia, tot nosocomia, tot gerontocomia, tot orphanotrophia perpetuasque eleemosynas fundatas, idque in memoriam honoremque sanctorum et reliquiarum, quot una natio Christianorum? | Og der sker ikke de fattige nogen uret her; ja der kommer snarere ved dyrkelsen af de hellige og relikvierne den største nytte ud af det for dem selv. For jeg vil næsten sige, dagligt tiltigger de fattige sig penge og andre almisser i de guddommeliges navn: hvilket folk under himlen har så mange fremmedherberger, så mange sygehuse, så mange alderdomshjem, så mange børnehjem, som er skabt af stadigt tilflydende almisser, og det til mindet om og ære for de hellige og relikvierne, hvilket folk har så mange som bare én kristen nation? | ||
| 31Quod si quid impietatis haberet cultus et exornatio reliquiarum in monumentis, capsis aliisque repositoriis ipsarum, nonne (140) dominus utique reprehendisset, quo loco tam acriter Scribarum et Pharisaeorum crimina obiurgat? | Derfor, hvis der var nogen ufromhed ved dyrkelsen og udsmykningen af relikvierne på monumenter, kister og andre af deres mindesmærker, mon så ikke Herren ville have talt nedsættende om det, på det sted, hvor han hæftigt vender sig imod de skriftkloges og farisæernes forbrydelser? | ||
| 32At ubi dixisset: Vae vobis scribae et Pharisaei hypocritae, qui aedificatis sepulchra prophetarum et ornatis monumenta iustorum, verbis mox adiectis non damnat illud, sed quod non virtutem prophetarum, at patrum suorum imitarentur malitiam, qui eos occiderint, cupientes implere mensuram patrum suorum et interficere Christum, qui maior erat, quam Abraham et omnes prophetae. | Men hvor han lige har sagt: 'Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere, som opbygger mindesmærker for profeterne og udsmykker monumenter for de retfærdige' (Matt 23,29; Vulgata), så viser de ord, han tilføjer lige efter, at han ikke fordømmer dette, men fordømmer, at de ikke efterligner profeternes dyd, men deres ondskab, som dræbte dem, idet de stræbte efter at fuldkomme deres fædres mål og ombringe Kristus, som er større end Abraham og alle profeterne. | ||
| 33Quemadmodum et hodie nihil aut parum confert sanctorum reliquarumque cultus et veneratio, nisi et virtutes eorum pro virili nostra imitari studeamus. | Ligesom også idag dyrkelsen af og venerationen for de hellige og relikvierne intet eller kun lidt gavner, hvis ikke vi stræber efter at efterligne deres dyder af al kraft. | ||
| 34Quoniam si iuxta naturae legem apud omnes gentes pium habetur, in hominis cadaver exhibere humanitatem, contra vero impium exercere saevitiem, ut quod sit altera pars humanae substantiae; quanto magis apud nos futurae resurrectionis certam spem habentes, qua credimus fore, ut quemadmodum corpora terrenae passionis et meriti fuere socia, ita futura sint aliquando coelestis gloriae ac praemii consortia beatorum spirituum in coelo cum Christo regnantium, ossa omni honore affici par est, praesertim quando et Deus ipse signorum et miraculorum gloria illa illustrare non dedignetur, et nos maioresque [106] nostri tot inde beneficia humano generi collata certo didicerimus ac etiamnum quotidie conferri experiamur. | Når det efter naturens lov hos alle folk anses for fromt at udvise menneskelighed overfor et menneskes liv, men derimod for ufromt at udøve vildskab, selv om det kun er den ene del af menneskets substans; hvor meget mere så ikke hos os, som har et sikkert håb om en fremtidig opstandelse, som vi tror vil ske, så at ligesom den jordiske krop vil være forbundet med lidelse og fortjeneste, sådan vil den fremtidige himmelske æres og belønnings krop være i samfund med de saliges ånder i himlen, hvor de regerer sammen med Kristus, hvor meget mere er det ikke rimeligt at tildele benene enhver ære, især fordi Gud selv ikke har holdt sig for god til at oplyse derom med tegns og miraklers ære, og vi og vore forfædre sikkert fordeler så mange velsignelser samlet sammen til menneskeslægten derfra, og vi også i dag erfarer, at vi opnår noget. | ||
| 35Nonne iuxta Regum historiam cadavere hominis in sepulchrum Helisaei proiecto, cuius anima nondum erat glorificata, contactu ossium Helisaei revixit homo et stetit supra pedes suos? Nonne iuxta Actorum historiam inter alias virtutes non vulgares, quas Deus per manus Pauli mortalem adhuc vitam agentis edebat, etiam sudaria et semicinctia deferebantur a corpore eius super infirmos, et recedebant ab eis morbi, et spiritus mali egrediebantur? | Mon ikke ifølge kongebogens historie det menneskes lig ved at blive kastet i Elisas grav, hvis sjæl endnu ikke var glorificeret, 'blev levende igen og rejste sig op på sine fødder'? (2 Kong 13,21; ikke ordret Vulgata). Mon ikke ifølge Apostlenes Gerningers historie blandt andre usædvanlige undergerninger, som Gud frembragte ved Paulus' hænder at føre det dødelige til liv, også var den, at 'de bragte tørklæder og bælter fra hans krop hen over de syge, og de kom sig af deres sygdom, og de onde ånder fóer ud'? (Apg 19,12; Hukommelsen). | ||
| 36Quid quod (ut eodem in libro legitur) vel sola venientes Petri umbra aegroti sanabantur? Neque vero quicquam est, si quis dicat vixisse tum adhuc Petrum et Paulum; imo nunc demum vere vivunt. | Hvad med det med, at de syge 'alene ved at komme ind i Peter skygge' blev helbredt (som vi læser i den samme bog)? (Apg 5,15; Hukommelse). Men det er heller ikke noget, hvis nogen vil sige, at Peter og Paulus havde levet indtil da; ja men nu lever de i sandhed. | ||
| 37Haec enim quae dicitur vita, non tam vita est, quam mors quaedam perpetua; unde iuxta divinae scripturae phrasim sancti non mortui, at dormire frequenter dicuntur, idque nimirum non tam secundum spiritus felicissime cum Deo viventes, quam secundum corpora. (141) | Dette, nemlig, som kaldes liv, er ikke mere liv, end ens død er evig; derfor er, ifølge den guddommelige skrifts talemåde, de hellige ikke døde, men de siges ofte at sove, hvilket gælder det, at de lever lykkeligt med Gud, dog ikke i så høj grad ifølge ånden, som ifølge legemet. | ||
| 38Verumtamen non desunt nobis historiae ab auctoribus fide dignissimis conscriptae de innumeris miraculis ad sanctorum memorias sive monumenta exhibitis, ut sine impudentia summa negari non possint omnia. | Men dog mangler vi ikke historier skrevet af troværdige autoriteter om talløse mirakler, som er sket ved de helliges mindesmærker eller monumenter, så at man ikke uden frækhed kan nægte dem allesammen. | ||
| 39Quamobrem non modo sanctorum ossa et redacti ex eis pulveres, verum etiam aliae quaelibet ipsorum exuviae sacratissimorum corporum contactu sanctificatae, per quas tot humano generi beneficia Deus largitur, nobis omni reverentia, honore et cultu prosequendae sunt. | Derfor, ikke blot de helliges ben og hvad der er samlet sammen fra dem af støv, men også mange andre af deres efterladenskaber, der er blevet helliget ved kontakt med de højhelliges legemer, og gennem hvilke Gud tildeler menneskeslægten så mange velsignelser, bør vi omgås med al ærbødighed, ære og dyrkelse. | ||
| 40De imaginibus. | |||
| 41Postremo quod adiicitis, iconoclastae miserrimi, imagines e templis amovendas, quod vulgo praebent idololatriae occasionem, illic trepidatis timore, ubi non erat timor. | Det sidste, som I føjer til, I elendige billedødelæggere, at billeder bør flyttes ud af templerne, fordi de giver folket anledning til afgudsdyrkelse, ja, her bæver I af frygt, hvor der ikke er nogen frygt. (Sl 13,5; Vulgata). | ||
| 42Nullum enim in veneratione sanctorum, reliquiarum et imaginem est idololatriae periculum ad Ecclesiae sensum et intentionem. | Der er nemlig ingen dyrkelse af de hellige, af relikvierne og af billederne, der efter kirkens mening og intention står i fare for afgudsdyrkelse. | ||
| 43Nam haud adoramus sanctos uti deos, secundum naturam et essentiam, id quod solum vetat primum decalogi praeceptum adversus idololatriam de uno Deo colendo [107] datum. | For vi tilbeder ikke de hellige som guder, på grund af deres guddommelige natur og væsen, og det er kun det, som det første af de ti bud forbyder, det om at dyrke den ene Gud, der er givet imod afgudsdyrkelse. | ||
| 44Sic enim inter alia dicitur: Non habebis deos alienos coram me. At veneramur uti divos, hoc est, divinitatis participes, et sanctos, id est, in bono confirmatos, et tanquam Dei amicos et fratres Christi secundum carnem (quibus nominibus ipse discipulos adhuc in terra viventes dignatus est) invocamus, non ut ipsi nobis tribuant gratiam et gloriam, id quod solius est Dei, sed ut apud Deum pro gratia et gloria nobis patrocinentur, idque per Iesum Christum unicum mediatorem primarium inter Deum et hominem atque caput sanctorum omnium, cuius ipsi sunt membra et intercessores secundarii. | Således lyder det nemlig blandt andet: 'Du må ikke have andre guder for mig' (2 Mos 20,3; Vulgata). Men vi ærer dem som guddommelige, det vil sige, som delagtige i guddommelighed, og som hellige, det vil sige, som nogen, der er bekræftede i det gode, og vi påkalder dem som Guds venner og Kristi brødre efter kødet (med hvilke navne han selv hædrede disciplene, mens han levede her på jorden), vi påkalder dem ikke, for at de skal give os nåde og ære, det kan alene Gud, men for at de skal gå i forbøn for os hos Gud, at vi kan få nåde og ære, hvilket sker gennem Jesus Kristus, den eneste og udmærkede mellemmand mellem Gud og menneske, og hoved for alle de hellige, som selv kun er sekundære lemmer og forbedere. | ||
| 45Quam Ecclesiae intentionem satis declarare poterant vel illae solemnis litaniae, iam plus mille annis ab Ecclesia in usu habitae, in quibus dicitur ad Deum: "Miserere nobis", ad sanctos vero: "Orate pro nobis", ac publicae orationes, quas collectas appellant, utpote magna ex parte ad Deum patrem porrectae ac per Iesum Christum conclusae, sanctorum meritis precibusque gratiam et gloriam nobis precantes. | Denne kirkens hensigt kan litanierne for de afdøde bedst gøre tydeligt, de litanier, som nu i mere end tusind år er holdt i hævd af kirken, i hvilke der siges til Gud: 'Forbarm dig over os!', men til de hellige: 'Bed for os!'; ligesådan tydeliggør de offentlige bønner hensigten, de bønner, der kaldes kollekter, da jo en stor del af dem er henvendt til Gud fader og afsluttet gennem Jesus Kristus, og beder om nåde og ære for os gennem de helliges fortjenester og bønner. | ||
| 46Porro quicquid honoris atque cultus vel reliquiis vel imaginibus a nobis exhibetur, in ipsos refertur beatos spiritus, quorum gratia fit, quicquid (142) hac in re agimus, quosque in reliquiis imaginibusque colimus. | Videre: Hvad der udvises af ære og dyrkelse af os overfor relikvierne og billederne, henføres til de salige ånder, ved hvis nåde det, som vi foretager os i denne sag, sker, og som vi dyrker i relikvierne og billederne. | ||
| 47Cum itaque sit idem honoris et culturae genus per se quidem primo sanctis, ac reliquiis imaginibusque alterius gratia et secundo loco impensum, ut illic, ita hic quoque idololatria nulla committitur, neque vero hic oportet idiotas quosque ad plenum huius venerationis nosse rationem. | Eftersom det derfor er den samme slags ære og dyrkelse, som vi i første række giver de hellige, og som vi i anden række giver deres relikvier og billeder, og der, ligeså lidt dèr som her, begås nogen afgudsdyrkelse, så bør ikke her nogle lægfolk kende den fulde begrundelse for denne ærefrygt. | ||
| 48Ut in aliis fidei nostrae sacramentis et ceremoniis, ita et hac in re (meo quidem iudicio) simplici hominum turbae publicae Ecclesiae fides et intentio sufficit; tametsi neminem opinor hodie adeo rudem, qui hac parte aliquando peccet. | Som ved andre af vor tros sakramenter og ceremonier, således er det også i denne sag (i det mindste efter min mening) nok for den simple mængde mennesker med den offentlige kirkes tro og hensigt; skønt jeg ikke tror, at nogen i dag er så rå, at han synder noget i denne sag. | ||
| 49Quodsi per se imaginum et statuarum usus idololatriae praeberet occasionem, nunquam Deus, qui solum imagine alienorum deorum vetuerat, per Mosen in deserto serpentem aeneum pro signo erigi iusisset, cum populus ille foret in [108] idololatriam alioqui propensissimus. Quin potius bene volentibus plurimum utilitatis imaginum usus adfert. | Som om brugen af billeder og statuer i sig selv skulle give anledning til afgudsdyrkelse, og som om ikke Gud, som alene forbyder billeder af andre guder, gennem Moses befalede at oprejse kobberslangen som et tegn, selv om dette folk ellers var tilbøjeligt til afgudsdyrkelse. Derfor medfører dette snarere for dem, de vil bruge det godt, til at de bruger flere billeder. | ||
| 50Imagines enim simplices instruunt, admonent scientes, afficiunt omnes. Quis enim, qui vel statuae vel imaginis admonitu Deum sanctumve aut honorans aut invocans (modo in gratia et charitate fuerit) coronae suae gradum aliquando non adiecerit? | Billederne oplyser nemlig de enfoldige, formaner de vidende, påvirker alle. Hvem er der nemlig, som, når han ærer eller påkalder en statue eller et billede, der minder om Gud eller en helgen, (når blot det sker i nåde og kærlighed), ikke lægger noget til sin krones grad? (?) | ||
| 51Quo factum, ut imaginum usus sit publice approbatus, et concilio Nicaeno secundo et Constantinipolitano et tribus conciliis Lateranensibus, quem graeci imperatores circiter centum annos tyrannice oppugnarunt, fuitque potior causa transferendi a Graecis ad Germanos imperium. | Da det var sket, at brugen af billeder var blevet offentligt anerkendt, og det af det andet konsil i Nikæa, af det konstantinopolitanske koncil, og af tre laterankonsiler, (note 2) som den græske kejser i henved hundrede år bekæmpede på tyrannisk måde, så blev det snarere årsag til at overføre det fra det græske til det tyske kejserdømme. | ||
| 52Carolus autem ille Magnus quatuor libros adversum iconoclastas conscripsisse fertur. Immo Ioannes Damascenus in quarto de orthodoxa fide libro auctor est ex traditione Apostolica, Ecclesiam habere usum imaginum, ut non iniuria hic rursus exclamare liceat:Quo teneam nodo mutantem Protea vultum! | Karl den Store lod nemlig skrive tre bøger imod billedomstyrterne. Ja, Johannes Damasceneren, som har skrevet en bog i fire bind om den ortodokse tro er ifølge den apostolske tradition ophavsmand til, at kirken bruger billeder, så at det ikke er med urette, at vi her igen udbryder: Med hvilke knuder skal jeg binde disse Proteuser, der stadig forandre ansigt? | ||
| 53Nam in secundo articulo priscas Ecclesiae sanctiones, consuetudines et ceremonias summa cum laude recepistis. In articulo autem (143) praesenti tanquam vestri immemores easdem in veneratione sanctorum, reliquiarum et imaginum cum vituperio reiicitis aut certe non per omnia probatis. | For i den anden artikel godtager i med ros kirkens gamle hellige sædvaner og skikke. Men i denne artikel forkaster I måske ved en forglemmelse de samme skikke til dyrkelse af de hellige, af relikvier og billeder, eller I går i hvert fald ikke sikkert ind for dem. (side 98). | ||
| 54 | Og fordi dette lærestykke skal forklares med en lang argumentation i det skrift vi med det første lader udgå om vor kristne trosbekendelse, da vil I dèr finde både svar og forklaring, så meget som der er behov for om denne artikel. | Oc forti thette støcke lerdom sckall met en lang wnderschede tracteris, i then bewiisning wij lade met thet første vdgaa paa wor christen troes bekendilsæ, tha sckwlle i ther finde baade svar oc forclaring, swo møget som behoff gøris om thenne artickell. | |
| 55A quibus haerecitis error hic sit compilatus. | Af hvilke kættere denne vildfarelse er holdt for sand. | ||
| 56Ceterum neque hic est, quo in malitia vestra tanquam inventores novi dogmatis gloriemini. Nam quod ad sanctos et reliquias attinet, vetus esterror Basilidis, Eunomii, Ioviani et Vigilantii, et ab ipso gloriosissimo Hieronymo iam pridem peculiari volumine confutatus; deinde post aliquot secula a Catharis, Pigardis, Valdensibus, Viclevicis et Hussianis diverso tempore et loco renovatus. ( se bemærkning). | Forøvrigt er der heller ikke her noget, som I i jeres ondskab kan prale af, som om I er opfindere af noget nyt. For hvad angår de hellige og relikvierne, er det en gammel fejl, som træffes hos Basilidos, Eunomius, Jovinian og Vigilantius, en fejl, som af selve den højtberømte Hieronymus for lang tid siden er blevet gendrevet i en særlig bog; dernæst blev det for nogle århundreder siden fremdraget påny på forskellige tider og steder af Katharerne, Pigarderne, Valdenserne, Viklevitterne og Husitterne. | I kan heller ikke prale af, at denne vildfarelse er jeres påfund, eftersom dette kætteri mod helgener og deres ben er gammelt, påbegyndt af Basilides, Eunomius, Jovian og Vigilantius, modsagt og gendrevet af den hellige mand Hieronymus. Siden er det udråbt påny af Kataris, Pigardis, Valdenserne, Viklevitterne og Husitterne, men dog på mange forskellige steder og til mange forskellige tider. | Icke kwnne i eder heller ther aff berømme, som thenne vildfarilsæ ware eder paafund, nar thette ketterij mod helgen oc theris been er gammeltt, och begynt aff Basilode, Eunomio, Jouiniano och Uigilantio, modsagt oc tilbage dreffwet aff then hellige (206) mand sancto Hieronimo. Ther siden er wdrobt paa thet ny aff Catharis, Pigardis, Ualdensibus, Uiclephinis oc Hussianis, men dog i atsckillige stæder, og paa atsckillige tider. |
| 57Quod vero ad imagines pertinet, est haeresis Feliciana in concilio Francfordensi ad Moenum damnata, quam postea resuscitarunt in Bohemiae Orphani et Thaboritae. Quis ergo non videt hunc quoque articulum vobis optimo iure obiectum, e quo praeter tres haereses iam olim condemnatas tot exorta sint praedicatione vestra in populo scandala. | Men hvad angår billederne, er det Felicians kætteri, og det er allerede blevet fordømt på Frankfurter koncilet, men dette kætteri blev atter optaget af Bøhmerne, Orfanerne og Thaboritterne. Men hvem ser følgelig ikke, at denne artikel med fuld føje bebrejdes jer, ud fra hvilken der udover de tre kætterier, der allerede forlængst er blevet fordømt, også gennem jeres prædiken vækkes forargelse hos folket. | Men den vildfarelse om billederne er også gammel, opkaldt efter Feliciana, og fordømt i Frankfurt af Main's råd, siden har Orfanierne og Thaboritterne i Bøhmen udsunget dette kætteri påny. | Men om belede er thet oc een gammel wildfarilsæ, kaldet Feliciana, oc fordømt i Franckfordeum raad paa Meyn, ther siden Orphani och Thaborite haffwe i Beemmen wdsiwngett paa ny. |
Noter:
Note 1: Udgiveren af Confutatio, Ludvig Schmitt, har i et indeks opregnet, hvilke nytestamentlige skriftsteder Herborn citerer efter Vulgate, hvilke efter Erasmus' oversættelse, hvilke efter hverken den ene eller den anden og hvilke efter hukommelsen. Jeg anfører 'Vulgata', 'Erasmus', 'Andre' og 'Hukommelse' svarende dertil.
Note 2: Ludvig Smidt angiver følgende årstal for koncilerne: Det andet Nikæakoncil: 787; det konstantinopolitanske koncil, 869; de tre laterankonciler: 1123,1139 og 1179.