| Articulus sextus | Den sjette artikel. | Then siettæ artichell. | |
| Igitur non esse in potestate hominis facere quicquam vel omittere. | Derfor står det ikke i menneskets magt at gøre noget eller undlade noget. | Derfor står det ikke i vor magt at gøre eller undlade noget. | Forthi er det icke i wor macht nogett att giøræ eller ladhæ. |
| Responsio.
Quaedam sunt opera, quae pro naturae nostrae necessitate a nobis facienda Deus constituit, simul atque in hanc lucem ab utero matris sumus egressi, videlicet edere, bibere, ambulare, quiescere cum aliis naturae operationibus, quae omnia prorsus inutilia sunt et Deo ingrata, quamdiu nobis relinquimur, [93] quales nati sumus. |
Svar:
Der er nogle gerninger, som Gud har skabt os med, så vi med nødvendighed gør dem, når vi følger vor natur, samtidig og i dette lys, fra vi kom ud af moders liv, såsom at spise, at drikke, at gå, at sidde stille tilligemed andre naturlige gerninger, hvilke dog allesammen er uduelige og ikke gudvelbehagelige, sålænge vi er overladt til os selv, sådan som vi er født. |
Prædikanternes svar:
Gud har indrettet os sådan efter sin første skabelse, at vi skulle kunne gøre noget, æde, drikke, stå, gå, tale, og gøre mange andre forskellige naturlige gerninger. Men så længe vi overlades til os selv, sådan som vi oprindelig er skabte og fødte, da er sådanne gerninger, sammen med alle andre gerninger, uduelige og ikke velbehagelige i Guds øjne. |
Predicanternis swar.
Gud haffuer suo sckicket oss aff førsthæ sckabning at wij sculle kunne gøre noget æde, dricke, staa, gaa, talæ, och giøre mange andre atsckillige naturlige gerninger. Men swo lenghe wij forladis oss sielffwe, ligæ swodanne som wij eræ oprindelige sckaffte oc føde, tha ere swodane met alle andre vore gerninger vdwelige oc misshaffwelighe wdi Gwdz ansigt. |
| Nam mala arbor non nisi malos fructosproducit. Matth. 7. Sed quem Deus novem hominem secundum spiritum efficit, eundem potentem facit ad operandum ea, quae apud Deum bona sunt et accepta. Gal. 5. Quae tamen nostris viribus non feramus accepta, sed Dei beneficentiae, nos ad ea opera potentes reddit et confortat, ad Philippenses quarto. | For et ondt træ bærer kun onde frugter, Matt 7,18. Men den, som Gud gør til et nyt menneske ifølge ånden, ham giver han kraft til at gøre de gerninger, som hos Gud er gode og velbehagelige, Gal 5. Vi kan godt nok ikke gøre dem velbehagelige ved vore egne kræfter, men ved sin velsignelse gør Gud os duelige og giver os kraft til disse gerninger (Fil 4,13) | Et ondt træ kan jo ikke bære andet end ond frugt (Matt 7,18). Men den, som Gud gør til en ny skabning, han bliver i stand til at gøre det, som for Gud er godt og velbehageligt, Gal 5,?). Dog kan han ikke gøre det ved egen kraft, men ved Gud, som styrker ham og gør ham i stand til det (Fil 4,13). | Forti eet ondt træ kan icke beræ andet end ond frwcht Mat vij. Men hwilcken Gwd gør till eet nyt creatwr, then bliffwer megtig till (190) at gøre, thet som for Gud er gott oc well behaweligt Gala v. Dog icke aff syn egen magt, men aff Gwd som hannwm styrcker oc gør megtig ther til Phili iiij. |
| Confutatio.
Quemadmodum in fronte praecedentis articuli diximus, et hic oberratis eadem (ut aiunt) chorda, nihil adversum respondentes. (129) Nam et hoc articulo, ceu superiori, connexo vobis obiecto de libero arbitrio, qua parte cum Dei providentia confertur, vos hic solum respondetis de ipso, qua parte cum gratia Christi comparatur; |
Gendrivelse:
Sådan som vi sagde i begyndelsen af forrige artikel, slår I også her på den samme streng, som man siger, og svarer ikke noget til spørgsmålet. For også denne artikel, eller den foregående, er forbundet med den frie vilje, selv om I gør indsigelse, med den del, som har med Guds forsyn at gøre, men I svarer her udelukkende på den del, som har med Kristi nåde at gøre, |
Prælaternes gensvar.
Her bliver I ved med at slå på den samme streng, som en dårlig harpespiller plejer at gøre, og taler om menneskets fri vilje, ikke efter Luthers mening, betragtet imod Guds forsyn, men betragtet imod Guds nåde, som om Guds nåde gjorde alting, og mennesket brugtes uden egen medvirken. |
Prelaternis geenswar.
Her sckrabe i end nw paa then same streng som een ond harperæ pleyer at gøre, och talæ om mennisckins frij williæ, icke effter Lwters mening, agthet emod Gwdz forsiwn, men agtet emod Gudz naade, liger wiis som Gudz naade giorde alting, oc mennisckin brwgedis wden nogen metgerning. |
| verum hoc interest (ni fallor), quod illic mihi egisse videmini rationibus atque scripturis adductis, praeter posteriora duo loca, de libero arbitrio post peccatum sub gratia iam constituto, quasi pro hoc statu homo tantum agatur spiritu Dei patiaturque solum in omni opere bono, Deus vero solus prorsus operetur, cum alioqui nihil minus a vobis effectum sit, ut ostendimus et aliquanto post nonnihil adiiciemus; | men der er den forskel, om ikke jeg tager fejl, at dèr synes jeg, at I, når I har fremført grunde og skriftsteder, udover de to sidste, behandler den frie vilje, som den er efter synden, genindsat under nåden, som om mennesket før denne tilstand blot blev ført af Guds ånd og kun passivt var genstand for alle gode gerninger, mens Gud alene handlede, eftersom iøvrigt intet mindre blev udført af jer, sådan som vi har påvist det og lidt senere yderligere skal behandle det, | ||
| hic vero mihi agere videmini de arbitrio libero ante gratiam sub peccati adhuc onere depresso, subindicantes et approbare conantes, omnia hominis opera gratiam antecedentia esse inutilia, Deo ingrata et peccata, veluti malos fructus malae arboris, donec per gratiam novus homo secundum spiritum effectus in Christo potens reddatur ad operandum ea, quae apud Deum bona sint et accepta. | men her synes jeg, I behandler den frie vilje før nåden endnu nedtrykt under syndens byrde og søger at underforstå og anerkende, at alle menneskets gerninger før nåden er unyttige, utaknemlige mod Gud og syndige, som et ondt træs onde frugt, indtil det nye menneske ved nåden, efter at ånden er givet det, atter sættes i stand til at gøre det, som hos Gud er gode og antagelige gerninger. | Men så meget forbedrer I jer i dette svar, at I nu taler om de gerninger, som mennesket gør, mens det endnu er bestedt i synd, og dermed vil I fortælle os, at alle mennskets gerninger er unyttige og uduelige, før nåden kommer til at stå os bi, og så længe er syndige og uantagelige og et ondt træs frugt, indtil vi formedelst nåden bliver forvandlede til et nyt menneske, som af ånden i Kristus Jesus er mægtig til at gøre det, som for Gud er godt og antageligt. | Men swo møget forbedræ i eder i thettæ swar, at i nw talæ om the gerninger ther mennischin gør end nw bestedt wnder synd, och ther met wele i gøre oss viisæ, at alle mennisckins gerninger ere vnyttelige oc vdwelige, før end naaden worder oss biistandig, oc eræ swo lenge syndelige oc wtacknemmelige, och eet ondt træes frwcht, at wij formedels naaden ere forwandlede eet nytt menniscke, som er aff aanden vdi Christo Jesu megtig at gøre thet som for Gwd er godt oc tacknemmeligtt. |
| Istud autem esse falsum et erroneum, quanquam ex his quae sub articulo quarto de bonis operibus disserta sunt, abunde constat, hic tamen ad errorem longe periculosissimum et quoddam desperationis barathrum funditus exterminandum, paucula non gravabimur adiicere. | Men denne mening beviste vi i den fjerde artikel om de gode gerninger var falsk og fejlagtig, og det står stadig fast. Men vi vil dog her tilføje nogle temmelig grundige betragtninger overfor denne meget farlige fejl og eftertrykkeligt jage den bort fra fortvivlsens afgrund. | Vi har i gensvaret til den fjerde artikel, hvor der er tale om gode gerninger og deres egenskaber, bevist, at denne mening er en vildfarelse. Men fordi det er en meget farlig vildfarelse, som har ført mange til fortvivlelse, så vil vi omtale den noget mere udførlig, så den grundigt kan gendrives. | Oc dog at thenne mening er bewiist att ware wildfarilsæ, vdi geenswar till then fierdhe artichell, hwar talet er om gode gerninger oc theris wilckaar. Men forti att thet er een wildfarilsæ alsomfarligst, ther mange haffwer førdt i misshoff, paa thet hun kunne grwndelige driffwis till bage, tha wele wij nogett wiideræ her om talæ. |
| Nam iuxta Evangelicam parabolam hominis ab Hierosolymis in Hierico descendentis et in latrones lapsi, a quibus et spoliatus et vulneratus semimortuus ab eis derelictus est, -- humanum genus peccato donis quidem gratuitus privatum est omnibus, at in naturalibus [94] tantummodo vulneratum, non etiam occisum. | For ifølge den evangeliske lignelse om mennesket, der drog fra Jerusalem til Jeriko og faldt iblandt røvere, og af dem blev både ødelagt og såret og efterladt halvdød, -- dèr er det menneske den menneskelige slægt, som af synden er blevet berøvet alle sine gratis gaver, men skønt såret i de naturlige gaver, dog ikke er dræbt. | I den lignelse og fortælling, som Lukas (191) skriver om det menneske, der gik fra Jerusalem til Jeriko og faldt i røverhænder, af hvilke det, da det var berøvet, også blev såret og ikke slap fra dem, før det var halvdødt, dèr betyder dette menneske hele menneskeslægten, som synden berøvede alle nådelige gaver; den sårede de naturlige gaver, men dræbte dem dog ikke. | Forthi thet parabell oc sandtsaffwe som Lucas sckriffwer om thet menniscke ther wandrede fra Hierusalem oc till Hierico, oc faldt vdi røffuere hender, aff hwilcke then tiid thet war berøffwet, thet oc swo bleff saar giort oc war aff them icke før offuergiffwet end thet war halfdødt. Thette menniscke mercker mennisckins gandtscke køn, ther synden berøffwede vdaff alle naadeligæ gaffwer oc saar giorde the natwrlige, men tha icke drebtæ them. |
| Quo fit, ut (130) per naturae lumen (de quo et regius propheta: Signatum est, inquit, super nos lumen vultus tui, dominus; et sublimis Evangelista: Erat, inquit, verbum Dei lux vera, quae illuminat omnem hominem venientem in hunc mundum), utpote duntaxat obscuratum, non autem prorsus extinctum, possit in qualem qualem veri Dei creatoris sui notitiam et religionem assurgere. | Derved sker det, at mennesket gennem det naturlige lys (om hvilket den kongelige profet taler: 'Dit ansigts lys er løftet over os, Herre' (Sl 4,7); og om hvilket den fremragende evangelist taler: Guds ord, 'det lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden'), som, skønt det er formørket, dog ikke ganske er udslukt, dog i nogen måde formår at bøje sig i erkendelse og dyrkelse af Gud, sin sande skaber. | Derfor kan det ske, at mennesket i nogen måde kan komme til erkendelse af Gud, ved hjælp af det naturlige lys, som Guds ansigt lader lyse over os, det, som profeten omtaler i salmernes bog, og som evangelisten Johannes omtaler, hvor han siger: Guds ord var et sandt lys, som oplyser alle de mennesker, som kommer til denne verden; det lys er formørket, men dog ikke ganske udslukt. | Thi kan thet sckee at mennisckin kan i nogræ maade komme till Gwdz kwndskaff, aff thet natwrlige sckyn som Gwdz ansigt lader sckyne offwer oss, oc propheten omtaler i psalterin, oc Joannes euangelistæ swo sigendis. Gwdz ord (siger han) war eet sandt liwss ther opliwser alle the mennische som komme till thennæ werdhen, som er formørckedt, men dog icke platt wdslwchtt. |
| Quod enim ad cognitionem attinet, Paulus de philosophis gentium attestatur: Hoc,inquiens, quod de Deo cognosci potest, manifestum est in illis. Quod vero ad cultum Dei pertinet, idem testatur de gentibus loquens: Gentes enim quae legem non habent, natura quae legis sunt faciunt etc. Vide, quemadmodum in Actis referat beatus Lucas: Athenis, celeberrimo quodam in toto terrarum orbe secularis philosophiae domicilio, ara ignoto Deo inscripta fuit, quem Paulus illuc veniens eis annuntiavit. | Hvad nemlig der har med erkendelsen af Gud at gøre, bevidner Paulus, når han om de hedenske filosoffer siger: 'Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig klart for dem'. Og hvad der har med dyrkelsen af Gud at gøre, det omtaler han også, idet han siger om hedningerne: 'Men hedningerne, der ikke har nogen lov, gør dog af naturen, hvad loven kræver, etc'. Se også hvordan Lukas skriver i apostlenes gerninger: I Athen, der var hjemsted for den verdensberømte sækulare filosofi, var der et alter for en ukendt gud, ham, som Paulus var kommet dertil for at prædike om. | Om (Guds) kundskab taler Paulus dèr, hvor han talte om de hedenske mestre og sagde, at det, der kunne vides om Gud, var åbenbaret for dem, men om det, som hører til dyrkelse af Gud, taler han også. De hedninger, siger han, som ikke har nogen lov, gør dog af naturen det, som hører loven til. Sådan skriver også Lukas i apostlenes gerninger om, hvordan athenienserne havde bygget et alte for en ukendt gud, som Paulus var kommet for at prædike om og lære ud fra. | Om kundschaff bær sanctus Paulus vitnissbyrd, then tiid han talede om the hedinscke mestere oc sagde at thet ther kwnne vidis om Gwd war them obenbaridt, men om thet som hører til Gwdz dyrckilsæ, taler han och swo. The hedninge (siger han) som haffde ingen low, gøre dog naturlige thet som logen tilhører. Ligerwiiss som sanctus Lucas sckriffwer i apostolorum gerninger, hware Athenienses haffde bygdt ett alteræ then vbekendhe Gud till eræ, som Paulus war kommen at predicke och leræ vdaff. |
| Proinde sicut homo natura Deum cognoscere, ita quoque ipsum colere quadamtenus potest, sed non per omnia, uti necessarium est et humanae salutis ratio postulat. Quamobrem, etsi solius arbitrii nostri virtute haudquaquam efficere possumus aeternae vitae merita seu opera coelesti praemio digna, tamen facere possumus opera suo quodam modo bona, quae Theologorum coronae opera moraliter bona, id est, bonos mores, de quibus gentium philosophi scripsere, appellitant, quae non modo non sint peccata, sed nec inutilia nec Deo ingrata, | Dernæst, ligesom mennesket af naturen kender Gud, sådan kan det også dyrke ham på nogen måde, men ikke på enhver måde, som er nødvendig og har med menneskets salighed at gøre. Derfor, skønt vi mennesker ved vor egen viljes kraft næppe kan gøre gerninger, der fortjener det evige liv, eller gerninger, som er værdige til himmelsk løn, så kan vi dog gøre gerninger, der på sin vis er gode, gerninger, som teologernes skoler kalder moralsk gode, dvs de gode sæder, som de hedenske filosoffer har beskrevet; de er ikke blot ikke synd, men de er heller ikke unyttige eller utaknemlige mod Gud; | Og derfor, ligesom mennesket af naturen kender Gud i nogen måde, sådan kan det også dyrke ham i nogen måde, men da ikke som det sig bør og som det behøves til salighed. Af sin fri vilje kan mennesket ikke udarbejde fortjenester til det evige liv, eller gøre gerninger, der give en evig løn, men det kan dog gøre de gerninger, som har i sig nogen godhed. Disse gerninger plejer skolerne at kalde gode af tugt og høviskhed, de findes i ærlige sæder og et godt levned, også blandt hedninger, og de gerninger er ikke alene ikke synd, men er hverken unyttige eller utaknemmelige for Gud, | Oc forti, ligerwiiss som mennisckin kender Gwd natwrlige vdi nogre maade, swo kan hun oc dyrcke hannwm ved same maade, men tha icke som børligtt er oc mennisckins salighet haffwer behoff. Aff syn frij williæ kan hwn icke forarbeyde thet ewige liiffs forsckylding, eller gøre the gerninger (192) som ere fyllist moed en ewig løn, men dog gøre the gerninger som haffue met sig nogen godhet. Hwilcke gerninger scolerne pleyæ at kallæ gode aff tucht oc høffwisckhet, som findis i erlige seeder oc eet qwempt leffnet, oc swo blant hedninge, hwilcke gerninger ther ere alsomeniste icke synd, men ere huercken vnøttige eller Gud vtacknemmelige, |
| quin immo talia, quae non solum mereantur aut post hanc vitam poenae mitigationem aut temporale aliquod praemium in vita praesenti, verum etiam quae a Deo respiciantur tanquam disponentia et praeparantia ad gratiam atque gloriam, cuiusmodi fuisse feruntur orationes, eleemosynae illius Cornelii Centurionis adhuc Etnici, quemadmodum sub articulo quarto nonnihil attigimus, et mox iterum parum de ea re loquemur. - | men de er derimod af en art, at de ikke blot kan fortjene eftergivelse af straf efter dette liv og nogen timelig løn i dette liv, men også af Gud bliver betragtet som indledning og forberedelse til nåden og saligheden; af den slags siges høvedsmanden Cornelius' bønner og almisser at have været, skønt han endnu da var hedning, sådan som vi har fortalt om det under den fjerde artikel, og som vi om lidt skal tale mere om det. | men har sådanne egenskaber, at de ikke alene formilder pine efter døden, eller erhverver nogen timelig løn i denne verden, men også af og til af Gud anses som gerninger, der bereder og gør mennesket bekvemt til nåde og salighed; sådan gerninger siges Cornelius' bønner og almisser at have været (han var endda en hedning), sådan som det ovenfor er berørt imod den fjerde artikel, og lidt efter skal vi yderligere sige noget derom. | men haffue suodanne wilckaar, at the icke allene formilde pynæ effther døden, eller forhuerffue nogen tymelig løn vdi thenne verden, men ansees oc swo stwndwm aff Gud for the gerninger som berede oc beqwemme mennisckin till naade och salighett, huordane Cornelij hoffdings (som end tha war en hedning) bøner oc almwser sigis at haffue warit som till fornett berørdt war emod then fierde artickell, oc noget her effter sckall ydermer sigis. |
| Porro quod hic opponitis malae arboris non esse nisi malos [195] fructus, verum esse quis negat? Sed quid tum postea? non enim mala arbor intelligitur mala hominis natura; nullius enim creaturae iuxta orthodoxam Ecclesiae fidem natura est mala, id quod Manichaeus asseruit; sed mala voluntas sive propositum, unde non (131) possunt nisi mala quoque procedere externa opera, quemadmodum Christus apud Matthaeum de oculo simplici et nequam docet. At nullus hominum tam est deploratae malitiae, qui non vel aliquando bonam habeat voluntatem ac intentionem. -- | Men hvad I her sætter derimod, om et ondt træ, der ikke kan andet end bære onde frugter, hvem vil nægte, at det er sandt? Men hvad så? Et ondt træ betyder nemlig ikke menneskets natur; ifølge kirkens ortodokse tro er der ingen skabning, hvis natur er ond, sådan som Manikæus var overbevist om, men man kan have en ond vilje eller en ond hensigt, hvorudfra de kun kan drage onde ydre gerninger, sådan som Kristus lærer hos Matthæus om det enfoldige og det onde øje. Men intet menneske er så gennemsyret af ondskab, at det ikke af og til har en god vilje og en god hensigt. -- | Men det, I fremfører derimod og siger, at et ondt træ altid bærer ond frugt, hvem vil modsige det? Men hvad så? Et ondt træ betyder jo ikke menneskets onde natur. Ingen skabnings natur er ond, hvilket også kristendommens sande lærefædre mener, selv om kætteren Manichæus har sagt noget andet. Men et menneskes onde vilje og onde mening frembringer et ondt træ og en ond frugt, det vil sige, onde udvortes gerninger fødes af et sådant træ, som Kristus har lært hos Matthæus, om et enfoldigt og et skalke øje, det vil sige, en sand og en usand mening. Nu er intet menneskes ondskab så stor og så forhærdet, at det ikke af og til har en god vilje og en sand tanke. | Men thet i her settæ emod oc sige, at eet ondt træ bær altiid ond frwcht, hwem siger ther emod? Men hwad tha? Nar eet ondt træ mercker icke mennisckins onde natwr. Ingen creatwrs natwr er ond, som christendoms retsindige lærefeddræ the meenæ, dog att Manicheus ketteræ haffwer andett sagtt. Men mennisckins onde williæ oc onde mening gør eet ondt træ oc ond frwcht, thett er onde wdwortis gerninger fødis aff swodant træ, som Christus haffwer lerdt hoess Matheum, om eet enfoldigt oc eet sckalcke øgæ, thet er een retsindig oc wretsindig mening. Nw er inghen mennisckis ondsckaff swo stoer och swo forherdett at hwn haffwer iw stwndwm een god williæ oc een retsindig tanckæ. |
| Quam denique admonitiunculam in calce annectitis, tanquam salutarem perlubenter amplectimur. Nempe si qua fiant in nobis opera bona post gratiam, ea non oportere viribus nostris accepta ferri, sed Dei beneficentiae, quae nos ad ea opera potentes reddidit et confortavit. Novimus enim in bonis operibus domino cum psalmographo cantillandum: Non nobis, domine, non nobis, sed nomini tuo da gratiam,idque Apostolo nos docente: Qui gloriatur, inquit, in domino glorietur.Hanc, inquam, exosculamur adhortatiunculam ceu piam et fidelem, si tamen eo sensu dicatur, ne solum viribus nostris exclusa Dei gratia tribuamus opera bona post gratiam facta; | Den lille formaning, som I tilføjer i slutningen, tager vi gerne til os som en slags hilsen. Nemlig, at hvis der efter nåden sker nogle gode gerninger i os, bør de ikke tillægges vore kræfter, men Guds godgørenhed, som har gjort os duelige og givet os styrke til disse gerninger. Vi ved nemlig, at man med salmisten bør lovsynge Gud for de gode gerninger. 'Ikke os, herre, ikke os, men dit navn give du ære', hvilket også apostelen lærer: 'Den, der vil rose sig, skal rose sig i Herren'. Denne lille formaning, siger jeg, kysser vi hjerteligt, som en from og trofast formaning, hvis den dog siges i den mening, at vi blot ikke bør tillægge de gode gerninger, gjort efter at nåden er modtaget, vore egne kræfter, ved at udelukke Guds nåde, | Then wnderwiissning i met beslwtæ, anamme (193) wij gernæ som er att the gode gierninger som sckee vdi oss siden naaden er oss giffwen, them sckulle wij icke agte at vare vdaff wor mackt oc styrcke till swodane gerninger. Uij wide well met propheten, at Gwd scal loffwis i gode gerninger. Icke oss herre (siger han) giff icke oss priiss oc eræ, men tyt naffn. Thet same siger oc swo Paulus effter propheten. Hwo som will sig berømme (sigher han) han berømme sig wdi herren. Thenne mening giffwe wij forti stor macht, at hwn er baade gwdelig, trofast, oc retsindig, oc serdelis met thette wilckaar, at wij icke wdelyckendis Gwdz naade, tillegge wor magt oc styrcke gode gerninger, ther wij gøre siden naaden er oss giffwen. | |
| at sin ea mente hoc dictum sit, quo totum prorsus uni ac soli divinae gratiae ascribamus, nihil autem humanae naturae seu libero arbitrio, quicquid boni sit in operibus nostris, neutiquam acceptamus. | men hvis det er sagt i den mening, at vi helt og alene skal tilskrive dem Guds nåde, men intet den menneskelige natur eller den frie vilje, hvad godt der er i vore gerninger, det går vi ikke med til. | Men hvis I har en sådan mening, at alle gode gerninger helt ud skal tillægges nådens kraft, som om menneskets natur og fri vilje ikke havde lod og del deri, da giver vi jer ikke ret. | Men hwar i haffwe swodan mening, at alle gode gerninger sckwlle swo platt tilleggis naadens krafft, som mennisckins natwr oc frij williæ haffde ther ingen laad iblandt, tha giffwe wij eder mening ingen magt, |
| Id quod praeter dicta modo iterumque mox dicenda vel unum istud Pauli testimonium hic a vobis adductum dilucide refellit, quo ait: Omnia possum;en naturae humanae seu libero arbitrii potestatem in Paulo. At subdit: In eo, qui me confortat, sive per Christum, qui me corroborat; en gratiam Iesu Christi Paulum corroborantem. | Det, som blot derudover nu skal siges og snart igen skal siges, det er blot dette ene vidnesbyrd fra Paulus, som her drages frem af jer, men som her gendriver jer, nemlig dèr, hvor han siger: 'Alt formår jeg'; se, hvor stor den menneskelige naturs eller den frie viljes magt er i Paulus. Men han føjer til: 'I ham, som giver mig kraft', dvs i Kristus, som styrker mig; se, hvor stor nåden er, der styrker Paulus i Jesus Kristus. | men vi forvisses derom, ikke alene af det, som nu er sagt og herefter ydermere skal siges, men også af det, som Paulus skriver til filipperne: 'Jeg kan opnå alting' (siger han). Her hører vi den naturligt magt og den frie vilje i Paulus; men når han fortsætter: 'i ham, som styrker mig og giver mig trøst' eller formedelst Kristus, som giver mig kraft; her hører vi Kristi nådelige bistand, der giver ham trøst og magt. | ther oss gør wiiss icke alsomenistæ thet nw sagt er oc sckall her effter ydermere sigis, men oc swo thet som Paulus sckriffuer till the Philipper, Jeg kandt alting bekomme (siger han). Her høre wij naturlig magt oc frij williæ wdi Paulo, men nar han framdelis siger saa, wdi hanwm som meg bestercker oc giffuer trøst eller formedels Christum som meg giffuer magt, her høre wij Christi naadelig biistandt ther hanum giffuer trøst oc magt. |
| Quid, quod vel unum istud confortandi seu corroborandi verbum, si modo quis deligenter expendat, hanc gratiae et naturae societatem in bonis operibus nostris praeclare ostendit? Sic oportet praedicare gratiam Christi et primas ei tribuere, ut interim naturae hominis sive libero eius arbitrio (quod et ipsum Dei munus est) non fiat iniuria, sed etiam suae partes relinquantur; atque ita par est laudare opus humanae recreationis, ut opus creationis eiusdem non vituperetur. -- | Og hvad giver vel tydeligere til kende, end dette ene ord: 'styrke' eller 'opmuntre', hvordan nådens og naturens samfund påvises tydeligt og klart i vore gode gerninger? Således bør der prædikes om Kristi nåde, at man man først og fremmest tillægger ham dem, men derefter sådan, at der ikke gøres uret mod den menneskelige natur eller den frie vilje (som også er Guds gave), men begge parter lades intakt, og således er det ret at lovprise den menneskelige genskabelse, at vi ikke nedgør den første skabelses gerning. | Og i sandhed, disse to ord 'trøste' og 'bestyrke' giver klarlig til kende naturens og nådens samfund og bistand. Derfor er det rigtigt at Kristi nåde prædikes sådan, at den får den største part og del i de gode gerninger, at menneskets fri vilje (som også er Guds gave) også beholder det, der tilkommer den og er givet den af Gud. Og sådan er det rigtigt at prise vor genskabning, at vi ikke laster den første Guds skabelse, som er naturen og menneskets fri vilje, som ikke er dræbt af synden, men såret og formørket, men ikke ganske udslukt. | Och ij sandhet desse tw ordt trøste oc besterckæ, giffue klarlige til kende naturins oc naadens samfundt oc biistandt, Thet er forthi børligt att Christi (194) naade saa predickes, att haffwe then ypperste partt oc deell i gode gerningher, at mennisckins frij williæ (som er oc swo Gwdz gaffwe) beholder oc swo thett hannwm sømer oc er giffwet aff Gwd. Oc swo er thet børligt at loffwe oc prisæ wor geensckabning at wij icke laste then første Gwdz sckabilse som er natwren oc mennisckins frij williæ, ther er aff synden icke dræbt, men ilde saar giordt, formørckett, men icke platt wdslwcht. |
| Ceterum quod plurimi haereticorum circa liberum arbitrium non secus atque scopulum quendam in fide naufragium passi sunt, me pretium operae facturum existimarim, si universam de libero arbitrio disputationem quam brevissime hic velut auctarii loco perstringens paucis indicavero, quid omnino vel olim vel hodie haearetici de ipso sentiant, et quid Ecclesia catholica semper sibi (132) constans ab initio in hunc diem usque de ipso credat, profiteatur et doceat, nimirum ut in tam ancipiti et periculoso themate pius lector habet, quod fugiat quodve sequatur iter. | Og forøvrigt, når så mange kættere er stødt på grund på den frie vilje og har lidt skibbrud i troen, så mener jeg, det er rimeligt, at jeg påtager mig det arbejde ganske kort at påvise hele diskussionen om den frie vilje og omhyggeligt med få ord viser de mange steder, hvor de gamle eller de nutidige kættere har udtrykt deres mening om den sag, og fortæller, hvad den katolske kirke, som altid er i overensstemmelse med sig selv fra begyndelsen til denne dag, tror om den, hvordan den bruger den, og hvad den lærer om den. Naturligvis sådan, at den fromme læser i en så vanskelig og farlig sag kan vide, hvad han skal fly og hvad han skal følge. | Og eftersom mange kættere er faret vild og har stødt sig på denne artikel om menneskets frie vilje, da vil vi her kort gennemgå hele diskussionen om denne fri og naturlige vilje, og med få ord tilkendegive, hvad mening gamle kættere havde om den fri vilje, og hvad mening nutidens kættere har derom, og videre, hvad den kristne kirke (som altid er fast og entydig) har troet, lært og bekendt om dette lærestykke, sådan et en from og gudelig læser kan vide, hvad han skal følge og hvad han skal fly i et så vanskeligt spørgsmål. | Oc nar mange ketteræ haffwe farid vild oc stødt sig paa thenne artickell om mennisckins frij williæ, tha wele wij hær kortelige beløbe then gandtscke disputatz om same frij och natwrlige williæ, oc met faa ord giffwe till kende, hwad mening gamble ketteræ haffde om same frij williæ, oc hwad thenne tiidz kettræ nw haffwe, oc framdelis hwess then menige christen kircke (altiid fast oc ensindig) haffwer troedt, lerdt, oc bekendt om same støcke lerdom, paa thet at een from oc gwdelig læsere kan wide hwat han sckall følge, oc huat han sckall fly vdi swo twilactigt støcke lerdom. |
| Est igitur triplex in universum de arbitrii nostri libertate inter Theologos disputatio, nempe de ipso cum gratia Christi collato gemina, et tertia in eodem cum divina providentia comparato. Nam ut omittamus Manichaeum et Iovinianum pugnantibus quidem e diametro sententiis, tamen ex aequo liberum hominis arbitrium prorsus de medio tollentes, quorum ille asserebat non posse non peccare hominem, hic vero ne peccare quidem posse semel accepta in baptismo Iesu Chiristi gratia: -- | Der er da en tredelt diskussion i hele verden om den frie vilje blandt teologerne, nemlig to om viljen sammenholdt med Kristi nåde, og en tredie om den sammenlignet med det guddommelige forsyn. Vi vil her udelade Manichæerne og Jovinianerne, som kæmper fra modsatte synspunkter, men dog ligner hinanden derved, at de begge ophæver menneskets frie vilje. Den ene part hævder, at mennesket ikke kan lade være med at synde, men den anden, at mennesket ikke kan synde, når det én gang har modtaget dåben i Jesus Kristus. | Om menneskets frie vilje er der derfor tre dispitationer mellem vise og lærde skriftkloge mænd. Først to om den frie vilje sammenlignet med Guds og Kristi nåde, og så en tredie om den sammenlignet med Guds guddommelige forsyn. Her vil vi ikke tale noget om Manichæus og Jovinianus, som på det område har modsat rettede meninger, men dog begge helt udsletter menneskets frie vilje, idet Manichæus sagde, at mennesket ikke kunne andet end synde med nødvendighed, og Jovinianus, at mennesket aldrig kunne synde, efter at det én gang havde modtaget Kristi nåde. | Om mennisckins frij williæ eer forti trennæ disputatz emellom wiisæ oc lerde sckrifftkloge mend. Først twenne om same frij williæ, lignet mod Gwdz oc Christi naade, oc then tredie lignet mod Gwdz gwddommelige forsiwn. Uij vele hær inthet talæ om Manicheo oc Jouiniano, ther haffwe i thette støcke modstandighæ meninger, dog at the baade platt dræbte mennisckins frij williæ Nar Manicheus sagdhæ at mennisckin icke andet kwnne end syndhe aff blot oc bar nød, oc Jouinianus at hwn aldrig kwnne synde siden hwn war een tiid begaffwett mett Christi nadhe. |
| Prima disputatio est de libere arbitrio sub peccato et ante gratiam. Hic Pelagius olim haeresiarches tantum libero tribuit arbitrio, ut ipsum suapte vi posse vel digne mereri pradicaret, quicquid homini ad salutem esset necessarium, nempe gratiam et gloriam; gratiam vero et auxilium Dei solum in hoc conferre, ut hoc ipsum faciat expeditius. | Den første disputats handler om den frie vilje under synden og før nåden. Her tildelte ærkekætteren Pelagius i gamle dage den frie vilje så meget, at han prædikede, at den ved egen kraft kunne gøre sig fortjent til, hvad der for mennesket var nødvendigt til salighed, nemlig nåden og saligheden; og han tillagde alene Guds nåde og hjælp den opgave, at det så kunne ske des hurtigere. | Den første disputats er om menneskets frie vilje, bestedt under syngen før end nåden gives. Om denne sag havde i gamle dage hovedkætteren Pelagius den mening, at den frie vilje uden nådens hjælp kunne af sin egen naturlige magt erhverve alle de ting, som mennesket behøvede til salighed, dvs både nåde og himmeriges glæde. Og han sagde desforuden, at nåden gives ikke af anden grund, end at vor fri vilje med dens hjælp des lettere og rigeligere erhverve glæde og salighed. | Then første disputatz er om mennisckins frij williæ, bestedt wnder synden før end naaden giffwis. Paa thette støcke haffde i gammell tiid then hoffwettketteræ Pelagius suodan mening, at same frij williæ met naaden vbegaffwit, kunnæ aff syn eghen natwrlighæ magtt forhwerffwe allæ the ting som mennisckin behøffde till syn salighet, som er, baade naade oc himerigis glæde. Oc sagde han ydermere, at naaden giffuis icke for anden sag end att wor frij williæ kan met henne dess letteræ oc ringere forhwerffue glæde oc salighet. |
| At contra nostri seculi haeresiarches Lutherus errore quidem plane contrario, sed haud scio an minus pernicioso, tantum pro hoc statu eidem derogat, ut affirmet ipsum non posse nisi peccare, etiamsi optimum quod in se est faciat. | Stik modsat har vor tids ærkekætter Luther den modsatte fejl, men jeg ved ikke, om den er mindre fordærvelig, og han fratager den så meget før denne tilstand, at han forsikrer, at den ikke kan andet end synde, også når den gør det bedste, den kan. | Men vor tids kætter, Morten Luther, har en ny mening, som er stik imod hin, og lige så skadelig og farlig; han siger, at menneskets frie vilje slet intet kan gøre undtagen at synde, også når mennesket gør sit allerbedste. | Men vor tiidz kettere Morthen Luther haffuer en ny mening som er thenne plat modstandig oc iw suo sckadelig oc farlig, oc siger forti at mennisckins frij villie kan plat inthet gøre vden synde, oc suo nar han gør syt allerbestæ. |
| Verum Ecclesia catholica moderamine semper in omnibus servato quasi mediam inter hos errorum scopulos viam secuta credit, profitetur ac docet, liberum hominis arbitrium pro hoc statu nihil quidem aeterna vita dignum operari posse, attamen interea opera [97] quaedam talia facere, quae non modo non sint peccata, verum etiam, quibus homo mereatur apud Deum aut aeterni supplicii alleviationem aut evasionem temporalis cuiuspiam incommodi, aut denique aliquam praesentis vitae commoditatem, immo sane quibus ad gratiam Dei se homo praeparet atque disponat, quae, uti supra quoque admonuimus, vocantur a Theologis opera moraliter bona. | Men den katolske kirke, som altid har bevaret sit mådehold i alle ting, tror, bekender og lærer en sikker vej mellem disse fejltagelsernes skær, at nemlig menneskets frie vilje før denne tilstand intet kan gøre, der er værdigt til det evige liv, men dog kan den i denne tilstand gøre nogle gerninger, der er af en sådan art, at de ikke blot ikke er synder, men også nogle, hvormed mennesket hos Gud kan gøre sig fortjent enten til lettelser i den evige straf eller til borttagelse af nogle timelige ubehageligheder, eller endelig til nogle goder i dette liv, ja, den kan endda gøre gerninger, hvormed mennesket forbereder sig og disponerer sig for Guds nåde, som, som vi ovenfor har gjort opmærksom på, af teologerne kaldes moralsk gode gerninger. | Men den almindelige kristne kirke, som altid med skrift og skel går den rette vej, har en sådan tro, bekendelse og lære, at menneskets fri vilje i denne timelige tid uden nådens bistand intet kan gøre, som kan gøre fortjent til en evig løn, men den kan dog alligevel gøre de gerninger, som ikke blot ikke er synd, men er sådan hos Gud, at de enten formilde den evige pine, eller giver forløsning for timelig skade, eller erhverver nogen timelig lykke og velfærd. Disse gerninger bereder ofte mennesket og gør det bekvemt til Guds nåde, og de kaldes, som før nævnt, høviske og tugtige gerninger, som plejer at findes i ærlige og dydige sæder, og i anden menneskelig fromhed og godhed. | Men then menige christen kircke som altiid met sckrifft oc sckiel gaar then rette vey, haffuer suodan tro, bekendilse oc lerdom, at mennisckins frij villie kan i thenne tymelig tiid foruden naadens bistandt inthet gøre som kan vare fyllist mod een ewig løn men kan dog wnder dess gøre the gerningher ther alsomenistæ icke eræ nogen synd, men eræ swodane hoess Gwd, at the enchten formilde then ewige pynæ, eller forløssning for tymelig sckade, eller the oc forhwerffwe nogen tymelig lycke oc welferd. Hwilcke gerningher offtæ sandelige berede oc beqwemme mennisckin till Gwdz naade, ther kallis som till fornet sagt er høffwiscke oc twgtighe gerninger, ther pleyæ at findes i erlige oc dygdigæ seeder, och i anden menisckelig fromhett och godhett. |
| Hoc autem ita esse, quanquam bis iam et sub articulo quarto et sub hoc ipso articulo lectori pio satis (ni fallor) persuasum ist, tum quod contrarius Lutheri error (Pelagius enim cum haeresi sua iam pridem sepultus est) peccatoribus est ceu quoddam desperationis barathrum, uti diximus, paucula quaedam non pigebit iam tertio adiicere. | At dette forholder sig således, er nu den fromme læser to gang bliver overbevist om, dels i artikel fire og dels tidligere i denne artikel. Det må være nok, om jeg ikke tager fejl. Men Luthers fejltagelse (Pelagius' kætteri er for lang tid siden blevet begravet sammen med ham), der er en fortvivlelsens afgrund for syndere, den vil jeg, som sagt, skønt med ulyst, føje noget tredie til. | Pelagius' vildfarelse er både død og begravet. Derfor vil vi ikke tale mere om den. Men for Luthers mening for mange tusinde mennesker er årsag til fordømmelse og en anledning til fortvivlelse, da vil vi tale noget udførligere om den. | Pelagij wildfarilsæ er baade død oc begraffwen, (196) thi wele wij om henne inthe meer talæ. Men forti at Luters mening er manghe twsinde meniscker orsage til fordømilsæ, och een slagbrandt till mishob, tha wele wij om henne talæ noget wideræ. |
| Nam quae spes peccatori fuerit redeundi ad gratiam, si nihil omnino boni facere queat? quicquid vel extremis viribus (133) agere conetur, semper peccatum sit? At dominus Deus ad Cain ira concitatum, iam post peccatum ait: Subter te erit appetitus tuus, et tu dominaberis illius.An non brevissime iuxta et clarissime docemur hisce verbis, liberum hominis arbitrium post peccatum et ante gratiam non esse rem de solo (quemadmodum vos dicere soletis) titulo? | For hvilket håb har en synder om at blive genindsat i nåden, hvis han overhovedet intet godt kan gøre? selv når han stræber af yderste kræfter efter at gøre noget, er det altid synd. Men Gud Herren sagde til Kain, efter at han havde syndet: 'Den vil begære dig, men du skal herske over den (synden)'. (1 Mos 4,7). Mon ikke vi lærer både kort og klart af disse ord, at den frie vilje efter synden, men før nåden ikke er en ren og skær titel, som I plejer at sige? | Hvad håb kan en arm synder have til Guds nåde, når han hører, at han ikke kan gøre andet end den ene synd efter den anden, også når han gør sit bedste af yderste sind og magt. Men dog sagde vor Herre sådan til Kain, efter at han havde syndet: 'Din syndige begæring skal være dig underdanig, og du skal have magt over den' (1 Mos 4,7). Af disse ord undervises vi både kort og klart i, hvordan menneskets frie vilje efter synden og før nåden gives, ikke er en blot og bar navn og titel, som i ville sige. | Hwad haab kan een arm synderæ haffwe till Gwdz naade, nar han hører at han kan icke andet end gøre en synd oppaa een anden, oc swo nar han giør sitt bestæ aff yderstæ sind oc magt. Men dog sagde wor herre swo till Cain siden han haffde syndet. Thin syndige begering sckall ware tig wnderdanig, oc thw sckaltt ware hennæ megtig. Aff hwilcke ord wij baade kortelighe och klarligge wnderwisis, hwore mennisckins frij williæ effter synden och før end naaden giffwis er icke noger ting vdaff thet blotte naffn oc titell som i wele sige, |
| Cur toties divina eloquia peccatores ad resipiscentiam et conversionem excitant, si nihil boni faciendo cum Deo redire valeant in gratiam? Cur dominus ait per Esaiam: Redite praevaricatores ad cor? Cur per Ezechielem ait: Convertimini ad med et agite poenitentiam ab omnibus inquitatibus vestris, et non erit vobis in ruinam iniquitas? Cur ait per Ioelem: Convertimini ad me in toto corde vestro? | Hvorfor opfordrer hele den guddommelige skrift synderne til at gå i sig selv og omvende sig, hvis de intet godt kan gøre og igen komme ind i Guds nåde? Hvorfor siger Herren gennem Esajas: 'Læg jer det på sinde, I overtrædere'? (Es 46,8). Hvorfor siger han gennem Ezekiel: 'Omvend jer til mig og gør bod fra alle jeres overtrædelser, så de ikke bliver årsag til jeres ødelæggelse'? (Ez 18,30) Hvorfor siger han gennem Joel: 'Omvend jer til mig af hele jeres hjerte'? (Joel 2,12). | nej, den har også sandhed og gavn at fare med, når den i sine gerninger har magt og myndighe til at gøre og til at undlade. Hvorfor råder og opvækker den hellige skrift så ofte syndige mennesker til syndebod og til syndsundladelse og til omvendelse, hvis de intet godt kunne gøre, og igen komme til Guds nåde? Eller hvorfor siger Gud hos Esajas: 'Gå til jeres hjerte, og bekend, I overtrædere'? (Ess 46,8) Eller hvorfor siger han hos Ezekiel: 'Vend om og lad være med at gøre alle de synder, I har gjort, da skal synden ikke blive jer til et fordærveligt fald'? (Ez 18,30) Eller hvorfor siger han hos Joel: Omvend jer til mig af hele jeres hjerte'? (Joel 2,12) | men haffwer oc swo sandhet oc gaffn at fare met, nar han er syne gerninger i gørinde oc ladinde baade myndig oc mectig. Hwi raader oc opwecker then hellighe sckrifft syndighe menniscke swo offte till syndz penitentz oc aff ladilsæ, oc omwendilse om the kwnne inthe godt gøre, och komme igeen till Gwdz naadhe? Eller hwi siger Gwd hoess Esaiam, Gaar till edert hiarte oc bekender eder i offwertræderæ? Eller hwi siger han hoess Ezechielem, Uender eder omkring oc lader vdaff at giøre allæ the synder i haffwe giordtt, oc tha sckall synden icke komme eder i noget forderffweligt fald? Eller hwi sagde han hoess Johelem, Omkring wender eder till mig aff alt edert hiartæ? |
| Cur per Ioannem Baptistam, praecursorem suum ait: Poenitentiam agite, in propinquo est regnum coelorum? Cur denique ait ipse ad omnes: Petite, et dabitur vobis? | Hvorfor siger Johannes Døberen, hans forløber: 'Gør bod, himmeriges rige er nær'? Hvorfor endelig siger han selv til alle: 'Bed, så skal der gives jer'? | Eller hvorfor siger Johannes Døberen: 'Lad være med at synde, for Himmeriges rige er nær'? (Matt 3,2) Eller hvorfor siger Herren selv til alle: Bed, så skal I få, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer'? (Matt 7,7) | Eller hwi siger Joannes baptista. Lader vdaff att synde, forthi himmerigis rigæ er nw hart hoss? Eller hwi siigher herren sielff till alle. Beder oc eder sckall (197) giffwis, søger oc i sculle finde, bancker oc eder sckall opladis? |
| Breviter, omnes divinorum eloquiorum libri talibus peccatorum invitatiunculis referti sunt. Sed hoc ipsum non minus luculenter Evangelicae docent parabolae illae, quibus exempla peccatorum resipiscentium nobis proponuntur. Nonne filius ille prodigus huiusmodi supplicatione ad patrem suum facta describitur cum eo rediisse in gratiam: Pater, [98] peccavi in coelum et coram te, neque posthac sum dignus vocari filius tuus? | Kort sagt, alle skriftens bøger er fulde af den slags små invitationer til syndere. Men det selvsamme læres ikke mindre klart i disse evangeliske lignelser, hvorigennem nogle eksempler sættes os for øje synderes gåen i sig selv. Mon ikke denne fortabte søn beskrives som én, der kom med den slags bøn til sin fader, fordi han genindtrådte i nåden: 'Fader, jeg har syndet imod himlen og overfor dig, jeg er ikke længer værd at kalde sin søn'? (Luk 15,21) | Og med få ord, alle den hellige skrifts bøger er fulde af sådanne tilbud, hvilke mange evangeliske lignelser også tydeligt forklarer. Sådan læser vi, at den fortabte søn, som syndigt havde fortæret hele sin arvedel, var kommer i sin fars hyldest og venskab med en sådan ydmyg bøn: Fader, (sagde han) jeg har syndet imod himlen og for dit ansigt, oc er derfor ikke værdig at kaldes din søn'. (Luk 15,21) | Oc met faa ord, alle then hellige sckrifftis bøger ere fwlde vdaff swodane tilbwd, hwilcke mange euangeliske parabell oc merckelige wndersckede. Swo lesæ wij at then forøderæ som haffde syndelige fortæritt syn arffwedeell, ware met swodan ydmyg bøn kommen vdi syn faders hyldist oc wensckaff. Fader (sagde han) Jeg haffwer synder emod himelen och for tytt ansigt, och er forti nw icke werdig at kaldis tyn søn. |
| Nonne peccator ille publicanus sui percussione et simili precatione ad Deum fusa iustificatus in domum descendisse legitur: Deus propitius esto mihi peccatori? Quis, obsecro, peccatores huiusmodi formulas poenitentiae agendae nobis in exemplum praescriptas imitando magis peccare crediderit? Quamobrem haec sententia, quae praedicat liberum arbitrium sub peccato, dum facit quod in se est optimum, peccare mortaliter, non solum ut haeretica est fugienda, verum etiam ceu desperationi quovis scelere ac flagitio graviori fenestram aperiens omnibus modis execranda. | Mon ikke den syndige tolder gik retfærdiggjort hjem til sit hus, fordi han slog sig for sit bryst og bad til Gud og sagde: 'Gud, vær mig synder nådig'? Hvem kan nogensinde tro, at en synder, der efterligner disse formularer, foreskrevet os som bodsbønner, begår en dødssynd? Af den grund er den mening, som hævder, at den frie vilje under synden, når den gør sit bedste, synder dødeligt, ikke blot at fly som et kætteri, men også at forbande på alle måder, fordi den er en forbryderisk fortvivlelse og et åbent vindue mod alvorlig skændsel. | Sådan slog den åbenbare synder sig for sit bryst og med en sådan bøn gik han retfærdig hjem til sit hus. O Gud vær mig arme synder nådig og gunstig. Hvem kan nogensinde tro, at den synder, som beder disse bønner i samme mening, gør sig skyldig i dødssynd? Den mening, som siger at mennesket, stilllet under synden, ikke kan andet med sin naturlige frihed end synde dødeligt, også når det gør sit bedste, skal derfor ikke alene undgås som et sandt kætteri, men også fordømmes og forbandes som en synd, der giver anledning til fortvivlelse, mistrøst, forhærdet ondskab og til al forbistring og blindhed. | Swo slog then obenbare syndhere sig for sytt bryst, oc met swodan bøn gick retferdig hiem i syt hwss. O Gwd, wær mig arme syndere naadig oc gwnstig. Hwo kan nogen tiid tro at then syndige mand som beder thesse bøner i same mening, synder een dødelig synd? Thenne mening forti som siger att mennisckin bestædt wnder synd, kan icke andett met naturlig friihet end synde dødelige, oc suo nar hwn gør syt bæste, sckall icke alsomeniste flyes som eet sandt ketterij, men oc swo fordømis oc maledidis liger wiis som then synd ther giffuer orsage till misshob, mistrøst, forherdet ondsckaff, oc all forbiistring oc blindhet. |
| Secunda vero de libero arbitriodisputatio est de ipso sub gratia iam et post peccatum. In hoc autem statu Pelagiani olim omnem meriti substantiam, vim et pondus liberi tantum arbitrii viribus ferebant acceptum in piis operibus nostris, gratiae vero divinae maiorem tantummodo promptitudinem et alacritatem. | Men den anden disputation om den frie vilje er om den selv under nåden, men efter synden. I den tilstand ville pelagianerne i gamle dage tillægge den frie viljes kraft fortjenestens hele substans, kraft og magt i vore fromme gode gerninger, mens den guddommelige nåde blot gav lyst og fyrighed. | Den anden mening og disputats om menneskets naturlige og frie vilje er om, hvordan det har sig under nådens tid, hvor synden er forladt. I den gamle mening, som pelagianerne efterfulgte, var det opfattelsen, at hele den duelighed og fortjeneste, som lå i sådanne gerninger, som gjordes af mennesket, enten skyldtes menneskets frihed, skønt nåden dèr hjalp mennesket, men nådens bistand påskønnede de ikke på anden måde, end at de gode gerninger så gjordes med større lyst og glæde, når nåden var til stede. | Then anden mening oc dispitatz om mennisckins natwrlige oc frij villiæ, er wnder nadens tiid siden synden er forladt. Udi then gamble mening som Pelagianer effterfwlde var swodan tro, att then ganscke dwelighet och werdskyld som fandz vdi swodane gerninger som giordis aff mennisckin, war encke aff mennisckins friihet, i hware naaden war mennisckin bistandig, och naadens bistandtt (198) gaffwe the icke anden eræ, end same gode gerninge giordis met større løst oc gledscaff aff hennis nerwarilsæ. |
| Contra vero (134) hodie Lutherani, ceu Manichaei posthumiae proles, dum nihil libero arbitrio praeter peccatum attribunt, stulte et imprudenter errorem illum evitare volentes in contrarium prolapsi sunt (dicente Flacco: Dum vitant stulti vitia in contraria currunt. Et rursus: In vitium ducit culpae fuga, si caret arte) contendentes hoc: Quicquid boni habent merita nostra unam solamque Dei gratiam totum et omnino in nobis agere, liberum vero arbitrium duntaxat ab agente in nobis Dei spiritu velut instrumentum duci, moveri ac pati. | Tværtimod dem, gør vore dages lutheranere, eller Manichæus' nyfødte fostre, det, at idet de intet andet tillægger den frie vilje end synd, og dumt og uklogt vil undgå den ene fare, så falder de badus i den modsatte fare (som Flaccus siger: Når de dumme vil undgå en last, falder de i den modsatte last. Og: Flugten fra brøden fører ind i lasten, hvis man passer på med omhu) idet de påstår følgende: Det gode, som vore fortjenester måtte have, skyldes ene og alene Guds nåde, som helt og aldeles virker i os, idet den frie vilje blot føres, bevæges og lider som et redskab af den Guds ånd, der handler i os. | Hvorimod de, som i denne tid er Luthers efterfølgere, Manichæus' nyfødte fostre, når de vil undgå Pelagius' vildfarelse og intet andet tillægge menneskets frie vilje end synd og ondskab, da falder de over i en anden og værre mening, som Flaccus siger, det plejer at ske med dem som tåbeligt undgår én synd og falder i en anden modsat, fordi det ikke sker med forstand og kundskab, og siger, at alt det gode, som vor gerning og fortjeneste beslutter, det udvirker i os altsammen den blotte og bare Guds nåde, og at vor fri vilje kun røres, rådes og bruges af nåden, som et redskab røres og bruges af en håndværker, og uden ham er aldeles udueligt og unyttigt. | Twert emod the som i thenne tiid ere Lwters effterfylgeræ Manichei nyfødde fosteræ, Nar the wele fly thenne Pelagini wildfarilsæ, oc inthet andet tillegge mennisckins frij williæ end synd oc ondsckaff, tha falde the vdi een anden werræ mening, som Flaccus siger thet pleyer at sckee met them som daarlig fly en synd och falde vdi en anden twerdt emod, forti thet icke sckeer met forstandt oc vittighet, oc sige. At alt thet gode som wor gerning och werdsckyld beslwter, thett wercker altsammen vdi oss then blotte oc bare Gwdz naade, oc at wor frij williæ aff henne alsomeniste røris, raadis oc brwgis, ligerwiis som eet redsckaff thet røris oc brwgis aff een embitzmand, oc hannwm forwden, er platt vdweligtt oc wnøttheligtt. |
| At Ecclesia Dei catholica ceu Petri navicula suo quodam more inter extremos haereticorum errores perinde ac Scyllam atque Charybdim, medium veritatis iter tenens, eo moderamine naturam et gratiam in hominum meritis comtemperat, ut quamvis divinae quidem gratiae primas (uti par est) partes ascribat, humano tamen arbitrio suas quoque relinquat, docens ipsum Deo cooperari, et istius cum Deo, ceu principali causa, secundo loco esse bonum opus efficere. | Men Guds katolske kirke eller Peters lille skib holder efter sin skik middelvejen mellem kætternes yderliggående vildfarelser, mellem Scylla og Charybdis, og afbalancerer på denne moderate måde naturen og nåden i menneskets fortjenester, så at den godt nok, som ret er, tilskriver Guds nåde den største del, men dog overlader til den menneskelige vilje dens del, idet den lærer, at den samarbejder med Gud, og at dens gode gerning skal gøres med Gud som den første årsag og den selv på andenpladsen (??). | Men den almindelige kristne kirke, som er sankt Peters skib, går middelvejen mellem begge disse to vildfarelse, som et godt styret skib, sejler midt imellem en farlig klippe og en bundløs malstrøm. Og derfor tillægger kirken nåden i de gode gerninger den største og ypperste magt og kraft, som sig hør og bør, og giver alligevel menneskets fri vilje den magt, den bør have, så at Gud har menneskets vilje til en medhjælper, ikke fordi Gud har viljen behov, men for at viljen ikke skal synes at være skabt og givet mennesket forgæves, | Men then menighe christen kircke som er sancti Petri sckib, gaar then middhill wey, imellom baadhæ thessæ twendæ wildfarilse som eet well regerit sckib, segler mytt emellom een farlig klippe oc een bondløs slwg. Oc forthi tilleggher hwn naaden i gode gerningher then størsthæ oc ypperste macht oc krafft som børligt er, oc giffwer end tha mennisckins frij williæ then macht hannum bør at haffwe, suo att Gwd haffwer mennisckins williæ till een methielperæ, icke forthi Gwd haffwer willien behoff, men att willien sckall icke siwnis att ware forgewis sckafft oc giffwen mennisckin, |
| Quod ipsum etsi universae scripturae phrasis nusquam non dilucide commonstrat, quippe in qua Deus vocatur noster adiutor, dominus et paterfamilias, [99] nos autem servi, operarii, mercenarii, dispensatores, villici, agricolae, vinitores et aedificatores aliisque nominibus translatitiis, quibus praelare significatur, nonnihil agere nos et non tantum recipere seu pati; | Derfor skønt hele skriftens tale overalt klart viser os dette, som når Gud kaldes vores hjælper, vores herre og husbond, men vi slaver, arbejdere, daglejere, fogeder, forvaltere, landarbejdere, vingårdsmænd, bygningsarbejdere og der bruges andre benævnelser om os, som klart viser, at vi gør noget og ikke blot passivt er modtagere; | og Gud vil, at både nåden og viljen skulle have et fælles samfund, og have delagtighed i de gode gerninger, hvilket den hele hellige skrift på mange steder gør os fuldstændig sikker på; der kaldes Gud vor hjælper, vor herre, og vor husbond; og vi kaldes hans tjenere, hans arbejdere, hans lejesvende, tilsynsmænd, fogeder, plovmænd, vingårdsmænd, bygningsarbejdere og andre billedlige benævnelser, som klart betegner en gerning, som vi gør, ikke én, vi bare lader ske med os og modtager i os. | Tha will Gwd att baadhe naaden oc willien sckwlle haffwe eet meenigt samfwnd, oc deelagtighet i gode gerninger (199), hwilcket then gantscke sckrifft paa mange stæder gør oss klarlige wiiss, hwar Gwd kallis wor hielpere, wor herre, oc wor hwssbonde. Oc wij kallis hanss tieneræ, arbeygderæ, leyeswøne, tilsiwnssmend, fogeder, plowmend, wyngordzmend, byggeræ, oc andre figwrlige naffn, som klarlige mercke nogen gerning ther wij gøre, oc icke platt liide oc anamme gerning vdi oss. |
| tamen duo loca hanc in rem aptissima proferam ex Apostolo Paulo, summo alioqui gratiae Dei praecone, utpote quam in se maximam expertus fuerit, ex persecutore Christi praedicator eiusdem factus. | så vil jeg dog fremhæve to steder, der i denne sag er yderst velegnede, fra apostelen Paulus, der ellers er den største prædikant af nåden, den nåde, der i ham i højeste grad blev ham til del, da han blev forvandlet fra en Kristi forfølger til en Kristi prædikant. | Men da vil vii fremhæve to steder, som i høj grad beviser denne anskuelse, og som stammer fra Paulus; han var en mægtig nådens prædikant fremfor alle, og det ikke uden grund, for han blev højst delagtig i nåden, da han fra en forfølger blev en særlig udvalgt Jesu Kristi prædikant. | Men tha wele wij framsette twenne stæder, ther saare bewiser thenne mening, oc ere aff sancto Paulo een megtig naadens predickeræ offwer alle, oc thet icke wden sag at han bleff aff naden saare deelagtig, then tiid han aff een forfylghere er bleffwen een merckelig Jesu Christi wdwoldhæ predickeræ. |
| Unus est 1. Cor. 3.: Etenim, inquit, Dei sumus cooperarii;sic enim rectius vertit Erasmus illud Qeo gr smn snergoi. Snergoi enim ad verbum interpretatur cooperarius. Alter vero est huius ipsius epistolae 15. capite, quo loco de se verba faciens: Gratia Dei,inquit, sum id quod sum, et gratia eius in me vacua non fuit, sed abundantius ceteris omnibus laboravi, non ego autem, sed gratia Dei mecum. Quis his, quaeso, verbis pro hac re gratiae et naturae in bonis operibus coniunctione et cooperatione mutua dici potuit manifestius? | Det ene sted er 1. Kor. 3,9: 'Vi er nemlig Guds medarbejdere'. Sådan oversætter nemlig Erasmus mere korrekt det græske (note 1). For det græske ord betyder medarbejder. Det andet er fra dette brevs 15. kapitel, hvor Paulus taler om sig selv på følgende måde: 'Ved Guds nåde er jeg det, jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves, for jeg har arbejdet mere end alle de andre, dog ikke jeg, men Guds nåde med mig'. (1 Kor 15,10). Og så spørger jeg: Hvem kan sige det klarere end det her siges med disse ord om denne nådens og naturens sag, at de er forenet og i gensigt samarbejde, når vi gør gode gerninger? | Det ene sted er 1. Kor 3,9: 'For vi er Guds medarbejdere', som Erasmus klart har oversat det fra det græske i sit ny testamente. Det andet sted er i det samme brev, kapitel 15,10, hvor han skriver således om sig selv: 'Hvad jeg er, det er jeg ved Guds nåde, og hans nåde har ikke været forgæves i mig, men mer end alle de andre har jeg arbejdet, dog ikke jeg, men Guds nåde (som hjælper mig) med mig'. Hvad kan dog nogensinde siges så klart, om det samfund, som findes i alle gode gerninger mellem Guds nåde og naturen? | Then enæ stæd er i. Corin iij. Forti wij eræ Gwdz metgøreræ, som Erasmus haffwer klarligst wdsett aff gretscken i syt ny testament. Then anden stæd er i same epistell och xv. capittell, huar han swo sckriffuer om sig sielff. Hwess ieg er (siger han) thet er Gwdz naade, oc hanss naade haffwer icke warit forgewess i mig, men meer end alle the andre haffwer ieg dog arbeydhett, dog icke ieg, men Gwdz naade (som er mig bistandig) met mig. Hwat kwnne nogen tiid swo klarlige sigis om thet samfwnd som findis i alle godhe gerninger, emellom Gwdz naade oc naturen? |
| Tertia denique conflictatio est de libero arbitrio, qua parte cum Dei providentia comparatur, longe omnium et implicatissima et periculosissima, non a Christianis modo, verum etiam ab Ethnicis olim philosophis, diu multumque quaesita et a nullo diligenter satis atque constanter expedita. | Den tredie konflikt om den frie vilje, sammenholdt med Guds forsyn, er langt den mest indviklede og også langt den farligste; den overvejes ikke blot af de kristne, men også af de gamle hedenske filosoffer, hvor problemet blev drøftet længe og meget og hvor der ikke blev fundet en tilfredsstillende løsning. | Den tredie disputats om menneskets frie vilje, hvor den holdes op mod Guds evige forsyn, er både farlig og meget uklar, og er ikke alene overvejet og ransaget af kristendommens mestre og lærefædre, men også af hedenske og filosofiske mestre. Men spørgsmålet kunne og ikke udredes godt, ordentligt og forstandigt af nogen. | Then tredie disputatz om mennisckins frij williæ, i thet han lignis mod Gwdz ewighe forsiwn, er baade farlig oc møget wklar, icke alsomenisthæ besøgt oc ransaget i gammell tiid aff christendoms mesteræ oc lærefedre, men och swo aff hedinscke oc natwrlige mesteræ. Men kwnne dog aff ingen (200) fastelige, flittelige oc forstandelige wdredis. |
| Hic Epicuraei negata Dei providentia de rebus, ut liberum homini servarent arbitrium, docuerunt, casu et (135) temere agi omnia. Stoici vero e regione libero hominis arbitrio sublato, ut Dei providentiam tuerentur, omnia ineluctabilis fati necessitate fieri praedicabant. | Her nægtede epikuræerne Guds forsyn over de ting, som menneskets frie vilje havde med at gøre, og mente, at tilfældet og lykketræffet bestemte alt. Stoikerne derimod fjernede helt den frie vilje fra tænkningen, for at kunne fastholde Guds forsyn, og prædikede, at alt skete ud af en uafvendelig skæbne. | Den slags filosoffer, som kaldes epikuræere, har her fuldstændig nægtet Guds forsyn og sagt, at alting sker på slump og ved ulykke, for at de på nogen måde kunne hævde menneskets fri vilje og bestemmelse. Den slags, derimod, som kaldes stoikere, nægter menneskets fri vilje, for at de kan hævde Guds forsyn; de siger, at alting sker ved en uafvendelig skæbne. | Thet slag som kallis Epicurei, haffwe her plat negtet Gwdz forsiwn, oc sagt, at alting sckeer aff slwmp och waade, paa thet the sckwlle i noger maadhæ forsware mennisckins frij williæ och wilckaar. Thet slag twert emod som kallis Stoici ther negthæ mennisckins frij williæ, paa thett the sckwlde forsware Gwdz forsiwn, the sighe alting sckee aff een wforwendelig sckeffning. |
| Verum nobilissimi philosophorum Academici, sive Platonici et Peripatetici seu Aristotelici, utrumque et Dei providentiam et libertatem humani arbitrii conciliare quidem conati sunt, ita videntes omnino necessarium, at qua id ratione fiat, neutri ad Ecclesiae catholicae sensum per omnia satis explicarunt. At Christiana religio sola utrumque inscrutabili quadam ratione coniungit, intellectum ad obedieniam Christi captivum ducens, idque propter [100] divinae scripturae auctoritatem, quae haec ambo nusquam non praedicat, tanquam totidem universae religionis fundamenta et basis. | Men de ædleste af filosofferne, akademikerne, enten de nu var platonikere og peripatetikere eller de var aristotelikere, prøvede ganske vist at forsone de to: Guds forsyn og menneskets frie vilje, så i hvert fald nødvendigheden af det, men på hvad måde det kunne ske, kunne ingen af de to forklare helt tilfredsstillende i den katolske kirkes mening. Men alene den kristne religion forenede de to på en uigennemskuelig måde, idet den tog al forstand til fange ind under lydigheden mod Kristus, og det på grund af den hellige skrifts autoritet, som overalt prædiker disse to ting, som hele religionens fundament og basis. | Men de viseste, som er akademikerne og peripatetikerne, har sammenføjet både Guds forsyn og menneskets fri vilje, som de bedst kunne, da de blev klar over, at det ikke kunne være anderledes. Men på hvilken måde og i hvad betydning det kan ske efter den almindelige kristne tros mening og forståelse, det kunne de ikke udrede. Men den kristne religion føjer de to sammen med en uransagelig granskning, og tager for forstand til fange under lydighed mod Kristus (2 Kor 10,5), den hellige skrift til agt og ære, den, som aldrig undlader at prædike og lære disse to ting, Guds forsyn og menneskets fri vilje, som de to fundamenter til al kristen religion. | Men the wiisestæ som ere Academici oc Peripatetici, haffue fordraget tilhobe baade Gudz forsiwn oc mennisckins frij williæ som the bæst kwnne, nar the formerckte at thett motthe icke anderledis waræ. Men i hwess maade och hwad mening, thet kan sckee effter then menige christen troes sind oc forstandt, kwnne the icke wdredhæ. Men christendoms gwdelighet, mett een wransagelig grantscke føger them baade tilsammen oc befanger wor wnderstandilsæ wnder Christi lydilsæ, then hellige sckrifft till agt oc æræ som aldrig lader vdaff at predicke oc lære thesse twenne ting, Gwdz forsiwn oc mennisckins frij williæ, ligerwiis som twenne fundament till all christendoms gwdelighett. |
| Nam absoluta omnium rerum necessitas ob immutabilem Dei providentiam semel admissa, protinus omnem simul scripturam evertit; haec enim in summa praecipit, vetat, consulit, dissuadet, adhortatur, absterret, promittit, minatur, consolatur, exprobrat, obtestatur, benedicit, maledicit, et (uti Paulus inquit) docet, arguit et corripit: quae omnia liberum hominis arbitrium praesupponere ac exigere, quis non videt? | For hvis alle tings absolutte nødvendighed én gang er indrømmet på grund af Guds forsyns uforanderlighed, da er samtidig enhver skrift blevet forvendt; skriften gør nemlig det i en sum, at den påbyder, forbyder, råder, fraråder, tilskynder, forfærder, forjætter, truer, trøster, bebrejder, besværger, velsigner, forbander, og (som Paulus siger) lærer, argumenterer og angriber: og at alt dette forudsætter og opvækker menneskets frie vilje, hvem ser ikke det? | Fordi, dersom alle skabningers skæbne af den grund skal samtænkes med Guds forsyn og uafvendelighed, da kuldkastes al hellig skrift og bliver til intet. For skriften byder, forbyder, råder til og fra, tilskynder, forfærder, forjætter og lover, truer, husvaler, bebrejder, formaner, velsigner og forbander som Paulus siger, lærer revser og straffer, og det ville på alle måder være forgæves gjort, hvis menneskets fri vilje ikke kunne gøre noget eller undlade noget. | Forthi ther som alle creatwrs sckeffning sckall forti samtøkis aff Gwdz forsiwn oc vforwendelighett, tha kastis om kwld, och bliffwer till inthett all hellig sckrifft. Forti hwn er then som biwder, forbiuder, raader til oc fraa, tilsckynder, forfærer, ietthr oc loffwer, høder, hwgswaler, bryder, formaner, welsigner og formaledider som Paulus sigher, lærer reffser oc straffer, ther i alle maade ware forgæwis giort, hwar mennischins frij williæ kwnne ingen ting enchten lade eller gøre. (201) |
| Quare supervacaneum prorsus arbitror, adversus errorem adeo manifestarium proferre testimonia scripturarum, quando nullum fere caput in sacris bibliis esse reor, unde non possit haeresis ista confutari. Nam error iste Stoicorum tam est absurdus, ut etiam a ceteris gentium philosophis excellentioribus, nempe Platonicis et Aristotelicis, iampridem explosus sit. | Derfor tror jeg, det er forgæves at fremføre skriftbeviser imod en så åbenlys vildfarelse, når der næsten ikke er et kapitel i den hellige bibel, tror jeg, hvormed dette kætteri ikke kan gendrives. For denne vildfarelse hos stoikerne er så absurd, at andre hedenske filosoffer, nemlig platonikerne og aristotelikerne har forkastet den. | Derfor er det nu forgæves at føre skriftbevise imod en så åbenbar vildfarelse, når vi mener, at der ikke er noget kapitel i hele bibelen, der ikke har noget at sige mod denne vildfarelse. Dertilmed er også denne stoikernes vildfarelse så grov og uhørt, at andre hedenske filosoffer, både platonikere og aristotelikere har fordømt og foragtet den. | Thi er thett nw forghæffwis at føre witnisbyrd aff sckrifften emod swo obenbarlig en wildfarilsæ, nar wij troo icke ware noghett capittell i then gandtsckæ bibel ther haffuer iw noghet støcke lerdhom emod thenne vildfarilse. Ther till mett er oc thenne Stoicorum vildfarilsæ swo groff oc whørlig, att andre hedinscke mestheræ, baade Platonici oc Aristotelici, haffwe henne fordømptt oc foragthett. |
| Primo enim ecivilissimus est, utpote omnem humanam rempublicam, magistratum, ordinem, statum et convictum tam secularem quam Ecclesiasticum evertens. Tollit enim leges, instituta, mores, praecepta, consilia, monitiones, increpationes, virtutes et vitia, opera sive merita bona et mala, laudes et vituperia, praemia et supplicia. -- | For det første er denne vildfarelse nemlig imod al samfundsorden, idet den kuldkaster enhver stat, embede, stand og fællesskab, hvad enten det er verdsligt eller kirkeligt. Den ophæver nemlig love, indretninger, skikke, bud, råd, advarsler, opmuntringer, dyder og laster, fortjenstfulde gerninger, onde og gode, ros og ris, løn og straf. -- | Først ligger denne vildfarelse langt fra alle redelige skikke og samfund, idet den forøder og revolutionerer al samfundsorden, råd og regimente, med øvrighed, embeder og stænder, som hører til samfundets opretholdelse og velfærd. Den ophæver jo lov og skik, tugt, høviskhed, bud, råd, advarsel, dyder og synder, lov og last, løn og pine. | Først er hwn langt fran alle rædelighe sckick oc samfwnd ther forødher oc omkwld kaster all meenighedtz sckick, raad, oc regemente, met øffwerighet, embede oc stadt, som hører till menighedtz oppehld och welfardtt, Nar hwn betagher low, sckick, twcht, høffwisckhett, bwd, raad, atwardsill, dygder och synder, loff oc last, løn och pynæ. |
| Deinde inhumanissimus est, utpote convertens hominem in bestiam vel potius in truncum, aut quolibet horum deteriorem faciens, quando aequa necessitate premantur omnia; et solus tantum homo, si quid peccet, si modo peccare dicendus sit, supplicio afficiatur; -- ad haec impiissimus, utpote religionis cuiusque tam falsae quam verae preces, ritus, ceremonias et officia de medio tollens; -- postremo maxime blasphemus, utpote Deum faciens sceleratissimum et iniquissimum, velut omnium ubique scelerum auctorem et homines sine causa culpaque punientem. | Dernæst er denne vildfarelse meget inhuman, fordi den forvandler mennesket til et dyr, eller snarere til en klods, eller noget endnu værre, når den trykke alting ind under den samme nødvendighed; og dog er det alene mennesket, som, hvis det synder (om man da kan kalde det at synde), modtager straf; -- og fejltagelsen er meget ugudelig, eftersom den ophæver enhver religions, både den falskes og den sandes, bønner, riter, ceremonier og embeder; -- og endelig er den i høj grad bespottelig, fordi den gør Gud forbryderisk og uretfærdig, ja ophavsmand til alle forbrydelser overalt, og til én, der straffer mennesket uden grund og uden brøde. | Dernæst er denne vildfarelse ikke menneskelig, eftersom den forvandler mennesket til et dyr eller snarere til en klods, da de alle har samme vilkår og samme skæbne, blot at kun mennesket skal straffes, når det synder, om det da må kaldes synd, når mennesket efter denne opfattelse ikke handler ud af nødvendighed, men bruges af overmagten, bevæges og drages, hvad enten det vil eller ej. Dernæst er denne vildfarelse også meget ugudelig, fordi den ødelægger enhver enten retsindig eller uretsindig gudeligheds bønner, sæder, ceremonier og embede. Endelig er den en uhørt spot mod Gud, fordi den gør ham til en uretfærdig misdæder og ugerningsmand, der tilskynder og udvirker al synd og ondskab, og er den, der straffer mennesket uden årsag og synd, | Ther næst er same wildfarilsæ icke mennisckelig, nar hwn forwandler mennisckin til en beest, eller meer till en knwb, nar the haffwe alle eens wilckaar i same sckeffning, vden at mennisckin allenæ sckall pynes nar hun synder, om thett maa siges ware synd, ther hwn effter same mening aff nød oc trang ickæ gør, men brwgis aff offwermacht, røris, och dragis hwad heller hwn will eller ey. Ther till met er same wildfarilsæ saaræ vgwdelig, forti hwn ødelegger all gwdelighetz (ware sig retsindig eller wretsindig) bøner, seeder, ceremonier oc embede. Paa thet siistæ er hwn eet whørligt spot mod Gwd, nar hwn gør hannwm een wretferdig wdederæ oc wgernings mand, ther er een tobringeræ oc een werckeræ till al synd och ondsckaff, oc then ther pyner (202) mennisckin wden sag oc synd, |
| som sankt Clemens beretter, at apostelen Peter sagde til Simon mager, der havde samme stoiske mening, som I lutheranere nu har. | som sanctus Clemens sigher at Petrus apostolus sagde till Simonem magum ther war i same Stoicorum mening som i Lutheraner nw ere. | ||
| Haec enim omnia consequi perempto libero hominis arbitrio et absoluta omnium rerum necessitate recepta, qui non cernat, opinor esse neminem. (136) | Alt dette følger nemlig deraf, at man har frataget mennesket dets fri vilje og lagt alle ting ind under en absolut nødvendighed, og det tror jeg ingen ikke kan indse. | Alle disse ting følger deraf, at menneskets fri vilje gøres til intet, og man samtykker og gør med til den påstand, at alle skabningers skæbne er uafvendelig, hvilket hver kristen mand kan se og betænke, som har nogen forstand. | Alle thesse ting følghæ ther vdaff, nar mennisckins frij williæ gøris till inthet, oc alle creatwrs sckeffning samtøckis oc wedtaghis, ther hwer christhen mand kan see oc besinde som noget sckiell haffwer. |
| I vil (som Erasmus siger) oplyse os om, at Guds ære ikke kan prises og ophøjes på rette måde, uden I gør mennesket, hans egen skabning, til en djævel eller noget værre, hvis det kan tænkes. | I wele gøre oss wiisæ (som Erasmus siger) at Gwdz æræ kan icke tilbørlige priisis oc ophøgis, wden i gøre mennisckin hanss eget creatwr till eet dieffwelscaff, eller om noghett kan tenckis werræ. | ||
| Som om Guds ære ikke blev større derved, at mennesket er fri til at gøre og undlade, når blot denne frihed ikke bliver så stor og stærk, at mennesket kan erhverve sin salighed uden Guds særlige nåde, end Guds ære blev, hvis mennesket nødt og trængt under skæbnen vidste ikke af sin gerning at sige mere end ild og vand, asen og hest, hund eller svin. | Ligerwiis som Gwdz æræ ware icke ther vdaff dess større, at mennisckin er frij vdi gørende oc ladinde, nar then friihet er tha icke swo stoer oc sterck at hwn kan forhwerffwe mennisckin salighet forwden Gwdz besynderligæ naade, end hwn nødt og trengt wnder sckeffning wistæ icke vdaff syn gerning meer end ild oc wand, asen oc hestæ, hwnde oc swien. | ||
| Vi lader os undervise af den hellige skrift og Guds gerninger således at vi lærer, at Gud er såre højmægtig, ubegribelig ærefuld, usigelig i visdom, kraft og godhed, og at Gud kunne skabe mennesket som delagtigt i sine guddommelige egenskaber, det vil sige: vidende, fri, begavet med vilje og tanke. På den måde bliver Guds ære meget større, end hvis det sagdes, at alle menneskets gerninger skete med nødvendighed. | Uij lade oss swo aff then hellige sckrifftt och Gwdz gerninger wnderwiisæ, at Gwd er ther vdaff saaræ høgmechtig, wbegribelig ærefwld, oc vdi wisdom, krafft oc godhet wsigelig, att han kwnne sckabe mennisckin deelagtig vdi syne gwddommelige wilckaar, thett er, wittig, frij, willig och sindig, Hwar foræ hanss æræ er møget dess wideræ, end ther sagdis at alle mennisckins gerninger ware aff nød. | ||
| Vi bekender ikke blot, at menneskets gode gerninger er en særlig nåde, men vi tilstår også, at al den lempe, bekvemhed, råd, sind, snildhed, magt og styrke, hvormed mennesket kan føje sig efter Guds sind og vilje, er en særlig Guds gave og gunst. Og ikke alene det, men selve det, at mennesket er til på jorden, har liv, bevægelse, lykke og velfærd, også det kalder vi en Guds gave. | Uij bekende icke alsomenistæ mennisckins gode gerninger at ware een besynderlige naade men oc swo tilstaa wij, at all then lempæ, beqwemhet, raad, sind, snildhet, macht oc styrcke, ther mennisckin (203) kan sig mett føghe effter Gwdz sind oc williæ, at ware een besynderlige Gwdz gaffwe oc gwnst. Oc icke thet aleenæ, men att mennisckin er till paa iorden, haffwer liiff, rørilsæ, lycke oc welfardtt, kaldhæ wij oc swo Gwdz gaffwe. | ||
| Quo factum, ut ab initio nascentis Ecclesiae nullus Christianorum in absurdissimam haeresin istam lapsus esse comperiatur [101] praeter Viclecum in Anglia, Hussum in Bohemia et Lutherum nonc demum in Saxonia, idque extremis his fere diebus, ut intelligatis nihil quidem vos habere, quod inventi novitate gloriemini. | Derved er det sket, at ingen kristen fra kirkens første fødsel så vidt vides er faldet ud i dette absurde kætteri, undtagen Wiclef i England, Huss i Bøhmen og nu fornylig Luther i Saksen, og det i disse sidste dage, for at I skal forstå, at I ikke har noget nyt, I kan prale af. | Derfor vanærer vi ikke Gud, når vi ham til ære giver mennesket fri bestemmelse i gøren og laden. Og derfor er ingen kristen mand fra den første begyndelse blevet grebet af dette uhørte kætteri, undtagen Wiclef i England, Huss i Bøhmen, og nu på det sidste Luther i Saksen, og det nu i disse sidste dage, for at I skal vide, at I ikke har en mening, I kan prale af. | Thi waneræ wij icke Gwd, nar wij hannum till eræ giffwe mennisckin frij wilckaar i giørende oc ladende. Oc forti er ingen christen mand fra første begyndilsæ faldhen vdi swo whørligt ketterij, wden Uichlephus i Engelandt, Hwssus i Beemen, oc nw paa thet siistæ Luther i Sasßen, oc thet nw i thesse siistæ dage, paa thett i widhæ schwllæ, inthe ware i thenne mening, hwar vdaff i eder berøme kunne. |
| Porro diximus hanc de providentia divina et libero arbitrio disputationem esse tum difficultate, tum discrimine plenam, quod difficulter inquiritur et periculose aberratur. | Derfor har vi sagt, at denne diskussion om det guddommelige forsyn og den frie vilje både er fuld af vanskeligheder og farer, så det er vanskeligt, når man undersøger, og farligt, når man tager fejl | Derfor sagde vi, at denne diskussion om menneskets fri vilje og Guds forsyn, er dyb, farlig og meget uklar, fordi der i undersøgelsen af og omgangen med problemet ikke alene er en stor, men også en farlig vildfarelse. | Oc sagde wij forti at thenne disputatz om mennisckins frij williæ oc Gudz forsiwn, er diwb, farlig, og møget wclar, swo at i hanss granscke oc besøgilsæ, er icke en stoer alsomenistæ, men een farlig wildfarilsæ. |
| Quocirca satius fuerit, venerabunde admirari hoc Dei arcanum, quam curiose perscrutari et cum Apostolo exclamare: O altitudo divitiarum, sapientiae et scientiae Dei, quam incomprehensibilia sunt iudicia eius!Quo loco scribit Origenes, non modo nullum hominem sufficere, sed etiam nullam omnino creaturam, ad prescrutandum, qua ratione Deus omnem naturam rationalem, servata unicuique proprii arbitrii libertate, dispenset. | Derfor er det også mere trygt med forundring at beundre denne Guds hemmelighed, end nysgerrigt at ransage den, og med apostelen at udbryde: O dyb af visdom og kundskab hos Gud, hvor ubegribelige er hans domme! (Rom 8,33) Om dette sted skriver Origenes, at ikke blot intet menneske, men i det hele taget ingen skabning formår at udgranske, på hvilken måde Gud styrer hele den fornuftige natur, og dog bevarer enhvers egen vilje fri. | Derfor er det også meget mere trygt med ærefrygt at forundres med frygt og fare over det hemmelige mysterium, end fordærveligt at ransage, så man råber med Paulus: O Guds rigdoms, visdoms og kundskabs dyb, hvor ubegribelige er hans domme og hvor uransagelige hans veje! Herom skriver Origenes, at ikke alene intet menneske, men heller ikke nogen skabning kan begribe og forstå det, hvordan Guds forsyn styrer alle fornuftsvæsener, uden at forspilde eller krænke deres frie vilje og valg. | Thi er thet møghett tryggeræ att twchtelige forwndre mett frøcht oc faræ thet hemelige sacrament, end fordierffwelige randsage, oc raabe met sancto Paulo. O Gwdz rigdoms, wiisdoms oc vittighetz diwbhet, hwad ere hanss domme wbegribelige, oc hanss weyæ wrandsagelighæ. Hwar offwer Origenes sckriffwer, at icke alsomenistæ nogre mennische, men icke heller noghet creatwr kan thet begribe oc wnderstaa, hwore Gwd forsiwner alle sckiels creatur, theris frij williæ oc wilckaar wforspilt oc wforkrencht. |
| Hieronymus vero quodam in loco dicit, Apostolum implicuisse magis quam solvisse quaestionem. Itaque vel hic inprimis necesse est, iuxta consilium Apostolicum captivum ducere intellectum ad obsequium Christi et cogitare, non fas esse scire omnia, et ut ait ille: Multa dei celant homines, non omnia servus clausa videt domini. Nam qui scrutator est Maiestatis, inquit sapiens, opprimetur a gloria. Nonne igitur et hi duo articuli de absoluta rerum omnium necessitate contra liberum hominis arbitrium tanquam vel absurdissimae haereses iustissime vobis obiecti fuere? | Men Hieronymus siger om dette sted, at apostelen i højere grad gør dette spørgsmål indviklet, end han løser det. Derfor er det her først og fremmest nødvendigt, at vi, efter apostelens råd, tager vor forstand til fange under lydighed mod Kristus, og betænker, at det ikke sømmer sig for os at vide alt, og som hin (Horats) siger: Guderne skjuler meget for menneskene, slaven ser ikke alt det, herren skjuler. 'For den, der vil ransage majestæten', siger vismanden, 'overvældes af stråleglans' (Ordsp 25,27). Mon ikke også disse to artikler om alle tings absolutte nødvendighed imod menneskets frie vilje er blevet bebrejdet jer med rette, som det absurde kætteri det er? | Og derfor siger Hieronymus, at apostelen mere har indviklet end forklaret spørgsmålet. Og derfor har vi overalt i dette spørgsmål behov, at vi efter Paulus' råd indfanger og indeslutter vor forståelse under lydighed og tjeneste under Kristus, og forstår, at det ikke sømmer sig for os at vide alting, og at, som Horats siger: Guder skjuler meget for mennesket, og at, som Petrarca siger: En svend ser ikke alt det, hans herre har i gemme. Fordi, som vismanden siger: Den, som vil ransage de højeste ting, han overfældes af lys og klarhed. (Ordsp 25,27) | Oc forti siger Hieronymus, att Apostelen haffver thet spørsmaal meer beverffvet end forklaret. Oc forti giørs oss i thette støcke offuer altt behoff effter sancti Pauli raad, att wij befange oc trenge wor wnderstandilsæ (204) wnder Christii lydilsæ oc tienistæ, oc tencke icke ware sømmeligtt eller børligtt at widæ alting, Oc thet som Flaccus siger Gwder sckiwlæ møgett for mennisckin, och een swend seer icke alt thet hanss herre haffwer i gømmæ. Forthi som wiissmand siger. Then som will randsage maiestetelig ting, tha offwerfaldis han aff sckin oc klarhett. |
Note 1: I Vulgata står der: 'Dei enim sumus adiutores'.