| 1Articulus quintus. | Den femte artikel. | Then femptæ artichell. | |
| 2Non esse homini liberum arbitrium, sed absoluta necessitate contingere omnia. | Mennesket har ingen fri vilje, men alt sker med absolut nødvendighed. | Mennesket har ingen fri vilje, og derfor sker alt det, som sker i verden, således, at det ikke kan være anderledes. | Mennisckin haffwer inghen frij williæ, oc forthi alt thet som sckeer wdi werden, tha sckeer thett swo, att thet kan icke anderledis ware. |
| 3Responsio. | Svar. | Prædikanternes svar. | Predicanternis swar. |
| 4Quae libertas sit in nostro arbitrio quotidie experimur; praeterea caecos et imperitos esse nos scriptura docet et ex nostra natura Deum (sicut est) minime cognoscere Io. 1. et 9. Quomodo igitur voluntarie colere possumus Deum, quem per nostram naturam et revelationem carnis et sanguinis non cognoscimus? | Hvilken frihed der er i vores vilje, erfarer vi daglig; forøvrigt lærer skriften os, at vi er blinde og uvidende og ikke ud af vores natur, sådan som den er, kan kende det mindste til Gud, Joh 1 og 9. Hvordan kan vi da af fri vilje dyrke den Gud, som vi ved vor natur og kød og blods åbenbaring ikke kan kende? | Hvor stor frihed der er i vor egen vilje, giver sig tilstrækkeligt til kende i den daglige erfaring. Derom lærer skriften også, at vi er blinde og uvidende, og at vi af vores naturlige forstand ikke kender noget til Gud, som han rettelig er; Joh 1 og 9. Hvordan kan vi nu have vilje til at dyrke den Gud, som vi af naturen ikke kender? | Huad friihet ther er wdi wor egen williæ, thett giffwer sig nog till kendhæ i daglig forfaring. Ther offwer lærer sckrifften oc at wij eræ blinde oc wanwittige, oc aff natwrligt forstandt kenne inthett till Gwd som han rettelig er Gwd. Joan i. och ix. Hwarledis kwnne wij nw haffwe williæ till at dyrcke then Gwd hwilcken wij aff naturen icke kende. |
| 5Quare Paulus ad Phil. 2. ait: Deum in nobis non perficere solum, sed etiam bene operandi in nobis creare voluntatem pariter et cogitandi 2. Cor. 3. Dicit etiam Christus Io. 6., quod nemo ad Deum venit nisi tractus a patre. Est Deus igitur, qui omnia in omnibus operatur, secundum suae divinae voluntatis consilium Eph. 1. Et capillus capitis nostri non cadit in terram, neque passerculi, qui per tractum aëreum volant, sine Dei voluntate Matth. 10. | Derfor siger Paulus også til filipperne i det andet kapitel: Gud ikke blot virker i os, men han skaber også i os viljen til i lige grad at gøre det gode og tænke det (2 Kor 3). Kristus siger nemlig Joh 6, at 'ingen kommer til Gud, undtagen faderen drager ham'. Det er da Gud, der virker alt i alle, efter sin guddommelige viljes råd (Ef 1,5). Og ikke ét af vore hovedhår falder til jorden, ja, ikke en lille spurv, som flyver i luften, uden Guds vilje (Matt 10,29f). | Ja, derfor siger Paulus til filipperne: At Gud ikke alene virker det gode, der gøres i os, men at han også skaber den gode vilje i os, som vi har til det gode (Fil 2,13). Ja, han skaber endog enhver god tanke (2 Kor 3,5). Derfor siger Kristus selv, at der kommer ingen til han, uden han bliver draget af Gud (Joh 6,44). Se, sådan er Gud den, der gør alting, ligesom han har foresat sig det, ved sin guddommelige vilje, (Ef 1,5), så at der ikke falder et hovedhår af os, ja ikke den mindste spurv, der flyver i luften, uden Guds vilje. (Matt 10,29f). | Ja, ther fore siger sancte Powill ad Philippenses ij. Att Gwd fwldkommer icke alleniste hwad godt ther giøris i oss, men han oc swo sckaber then gode williæ i oss som wij haffwe till thet som gott er. Ja, end och swo hwer god tancke, ij. Chorin iij. Ther fore siger oc Christus sielff Joan vi. at ther kommer inghen till hannwm wden han bliffwer dragen aff Gud fader. See er Gwd tha then som giør alting ligerwiis som han haffwer thett forsætt sig effter syn gode gwddommelige williæ, Ephe i. Swo at ther ey falder eet hoffwethaar aff oss, Ja icke then mindstæ spwrff ther flwger i wederid wden Gwdz williæ. |
| 6Confutatio. | Gendrivelse. | Prælaternes gensvar. | Prelaternis geenswar. |
| 7Totum fere quod et ad hunc et ad cohaerentem ei proximum articulum respondetis, extra cautionem agitur, uti fertur in proverbio, atque ita sane a vobis dictum, quasi neutrius articuli vim, quod et credo, satis quid sibi velint, intellexeritis. | Næsten alt det, som I svarer på denne og den næstfølgende artikel, behandles uden forsigtighed, så det sker som i ordsproget, og I sandelig taler, som om I ikke havde forstået nogen af artiklernes kraft, eller, hvad de egentlig vil, hvad jeg også tror. | Alt det, som I svarer på denne artikel og den følgende, hører ikke til vores vise, som man plejer at sige, og det er også sagt således af jer, som om I hverken rigtig forstod den ene eller den anden artikel. | Altt thet som i sware till thenne artichelll oc hanss nestæ effterfylgere, hører icke til wor wiisæ, som mand pleyer att sige, oc swo oc swo er thet sagt aff eder, som i hwerckin forstode krafftelige then eene eller then anden artickel. |
| 8Nam signifer iste vester, Martinus Lutherus, primo quidem de libero arbitrio cum gratia collato in humanis tantum actibus bonis et malis disputans, (124) ipsum dimidiavit asserens, liberum arbitrium et ante gratiam sub peccato non posse nisi peccare tantum, etiam dum faceret [88] optimum quod in se foret, et post peccatum sub gratia tantum moveri, duci et pati, agere vero gratiam Dei totum et omnino hoc, quicquid sit boni, quod tum fit in nobis. | For jeres bannerfører, Martin Luther, disputerede først om den frie vilje sammenholdt med nåden i de kun menneskelige handlinger, gode eller onde, og da delte han den op og forsikrede, at den frie vilje før nåden under synden ikke kan andet end kun synde, også når den gør det bedste, den har i sig, og efter synden under nåden bevæges, ledes og lider den kun, men Guds nåde udvirker helt og aldeles, hvad der måtte være af godt, og det sker så i os. | Jeres bannerfører Morten Luther disputerede nemlig først om menneskets fri vilje, idet den stilles i forhold til Guds nåde, og som den er i de gerninger, som mennesket gør, gode og onde. Og da delte han menneskets fri vilje i to dele efter to tidspunkter, det ene mennesket under synden, det andet mennesket under nåden. Og da sagde han, at når mennesket er under synden, før nåden gives, da kan det med sin fri vilje ikke gøre andet end synde, også når det gør sit bedste. Men når synden er forladt, og nåden er kommet, da sagde han, at den fri vilje intet gør eller udretter, men alene bruges, røres, rådes og regeres af nåden, og at nåden på den måde gør alting, idet den bruger menneskets vilje, ikke anderledes end tømmermand økse og navbor og smed hammer og tang. | Forthi eder fennickedregeræ Morthen Lwther disputeredhe først om mennisckins frij williæ, i thet han lignis mod Gwdz naade och vdi the gerninger som mennisckin gør gode oc ondhe. Oc tha sckiffte han same mennisckins frij williæ i twenne parther effter twenne tiider, som er then eenæ wnder synden, oc then anden wndher naadhen. Oc tha sagde han, at nar mennisckin er vnder syndhen før end naaden giffwis, tha kan hwn met syn frij williæ icke andet end syndhe oc swo nar hwn gør syt bestæ. Men nar synden er forlatt oc naaden er kommen, tha sagdæ han at then frij willie inthet gør eller sckaffer, men alsomeniste brugis, røris, raadis og regeris aff naaden, oc at naaden gør forthi al ting, icke anderledis brwgendhis mennesckins williæ end temmermand øxæ oc naffwer, eller smed hammer oc tang. |
| 9Deinde periculosissimam disputationem illam ingressus de libero arbitrio cum divina providentia comparato in quibuslibet omnium creaturarum actionibus Dei providentiae subiectis, mandrabuli (ut aiunt) more proficiens, qui haereticorum mos est dicente Apostolo: Mali homines et impostores proficiunt in peius, | Dernæst kom Luther ind i denne farlige disputation, den om den frie vilje sammenholdt med det guddommelige forsyn i alle de skabninger, der er underlagt Guds forsyns handlinger, og han har nu forbedret sig på mandrabuliernes måde (som man siger), og den måde er kætternes forbedringsmåde, ifølge apostelen, der siger: 'Onde mennesker og bedragere vil forbedre sig til det værre' (2 Tim 3,13; Andre; note 1); | Senere er Luther kommet ud i en dybere strid om menneskets frihed, hvor den sættes i forhold til Guds evige forsyn i alle de skabningers gerninger, som er underlagt og undergivet Guds forsyn og viden, og derved har han forbedret sig, som kættere plejer at forbedre sig, det vil sige: han er faldet ud i en ond og syndig mening, og fra den ud i en anden meget værre, som apostelen siger om nogle kættere. | Ther næst er han indfalden wdi een diwberæ handell om mennisckins friihet, i thett hwn lignis mod Gwdz ewige forsiwn, i alle the creatwris gerningher som ere Gwdz forsiwn och witsckaff wnderdanige oc wndhergiffne, och ther met haffwer han sig forbedrit som ketteræ pleye, thet er han er falden wdi en ond oc syndig mening, oc fra then oc wdi en andhen møgett werræ, som apostelen siger om nogre ketteræ. (182) |
| 10ipsum prorsus iugulavit affirmans, ob immutabilem Dei providentiam de omnibus, quaecunque in toto fiunt orbe, absoluta necessitate fieri omnia; atque hoc est, quod vobis et praesenti et sequenti articulo obiicitur. | og derfor har han helt dræbt den på grund af Guds forsyns uforanderlighed i alle de ting, der sker på hele jorden, så alt sker med absolut nødvendighed; og det er det, vi bebrejder jer i denne og den følgende artikel. (side 134) | Og derfor har han nu helt dræbt menneskets frie vilje og siger, at efter Guds uforanderlige forsyn sker alting af en så urokkelig skæbnes tilskikkelse, onde og gode ting, at de sker helt og holdent af nødvendighed, og ikke kan være anderledes. Og denne mening modsiges i denne og den næste artikel. | Och forthi haffwer han nw platt dræbtt mennisckins frij williæ, oc siger, at for Gwdz wwendelige forsiwn, tha sckeer alting swo aff wryggelige sckieffning, onde oc gode at the eræ platt aff nød, oc kwnne icke anderledis vare. Oc i thenne mening modsigis eder i thenne artickell oc hanss nestæ effterfølgeræ. |
| 11Vos autem quasi vel ipsas voces non intelligentes, qui tantam alioqui vobis Theologiae peritiam arrogatis, fere respondetis tantum de libero arbitrio cum gratia collato. | Men skønt i forholder jer, som om I ikke forstod jeres egen røst, og ellers giver jer ud for at have stor kundskab i teologi, så svarer I næsten kun på spørgsmålet om den frie vilje sat i forhold til nåden. | Men I forholder jer, som om I ikke forstod tale eller sprog og prøver at se ud, som om I er skriftkloge, I skal nu få svar på den første mening, efter hvilken menneskets fri vilje sættes i forhold til Guds nåde. | Men i ligerwiis som i icke forstode talæ eller maall, oc lade eder tha tøcke at i ere sckriffckloge sware till then første mening, wdi hwilcken mennisckins frij williæ ligniss mod Gwdz naadhe. |
| 12Quapropter, ut paucis ad vestra tanquam ad rem non pertinentia respondeam, principio, quia quotidianam adducitis experientiam contra liberum arbitrium, quanto certius, Deum immortalem, experientia vos docuerit nativam arbitrii nostri libertatem, de qua sunt hi duo articuli, si quis e consilio Ethnici cuiusdam philosophi adversum eos, qui absoluta necessitate praedicarent evenire omnia, arrepto fuste valido costas vestras eo usque durissimis pulsaret ictibus, quousque vel doloris acerbitate confiteremini in libera ferientis potestate, retrahere fustem atque cessare. - | Derfor, hvis jeg skal svare på nogle få af jeres meninger, som ikke kommer sagen ved, så vil jeg først sige, fordi I fremfører den daglige erfaring imod den frie vilje: ved den udødelige Gud, hvor meget sikrere kunne erfaringen ikke lære jer den frie viljes medfødte frihed, som disse to artikler handler om, hvis nogen efter en vis hedensk filosofs råd imod jer, som prædiker, at alting kommer med absolut nødvendighed, ville gribe en knippel og tildele jeres ribben nogle hårde slag, indtil I ved smertens bitterhed må bekende, at I er i den bankendes frie vold, og bede ham tage knippelen bort og holde op med at slå. - | Den daglige erfaring, hvormed I vil bevise jeres mening, skulle sandelig snarere bestyrke jer i den mening, at vi har en fri vilje, end i den, at vi ikke har en. Og især, hvis nogen efter den hedenske mesters råd (der også disputerede imod den grove mening, som siger, at alting sker af en uafvendelig skæbne) så længe ville banke jeres sideben med en stærk knippel, at I af pine og værk til sidst kunne bekende, at det var i hans vilje og magt at kaste knippelen bort og lade være med at slå. | Then daglige forfaring hwar i met welæ bewiisæ eder mening, sckwlde gøre eder i sandhet wiisæ, meer at wij haffwe frij williæ end wij icke haffwe. Oc besynderlige om noghen effter then hedinscke mesthers raad (ther oc suo disputerede emod then groffwe mening som siger altiing sckee aff een wforwendelig sckieffning) wille swo lenge bancke edre sideben met een sterck knyppell, at i aff pynæ oc werck kunne bekende, ware wdi hanss williæ oc machtt, at kasthe knyppelen bordt oc lade wdaff att slaa. |
| 13Deinde vero quod obiicitis, quod sicuti per naturam nostram Deum absque gratuito ipsius munere cognoscere non possumus, nimirum quatenus oportet atque humanae saluti necessarium est, utpote iuxta scripturam caeci et imperiti natura omnes, ita quoque sola voluntate nostra seu libero arbitrio citra Dei gratiam et auxilium digne ac, (125) ut aequum est, non possumus eundem colere: - quis unquam catholicus alterutrum negavit? quis de alterutro horum aliter sensit, aliter docuit, aliter scripsit, aliter praedicavit? | Men dernæst, når I bebrejder os, at ligesom vi af vores natur ikke kan kende Gud uden hans nådes embede, så langt som han bør kendes og så langt som det er nødvendigt til menneskets frelse at kende ham, eftersom alle ifølge skriften er blinde og uvidende af naturen, sådan har vi også, hvis vi alene er overladt til vor egen vilje eller den frie vilje uden Guds nåde, hjælp behov, eller, hvad der er det samme: vi kan ikke dyrke ham: - så må vi spørge: Jamen, hvilken katolsk har nogensinde nægtet disse to ting? hvem har ment andet om disse to ting, lært andet, skrevet andet, prædiket andet? | Og når I bebrejder os det, at ligesom vi ikke naturligt uden særlig gunst og gave kan kende Gud, som han er, og har brug for det til menneskets salighed, eftersom vi efter skriften af naturen er blinde og uvidende, sådan kan vi heller ikke af vor blotte vilje og vore frie vilkår uden Guds nåde og hjælp elske og dyrke ham, som tilbørligt og sømmeligt er. Hvem har nogensinde nægtet det, om han ellers var en retsindig mand? eller hvem har nogensinde ment, lært, skrevet eller prædiket noget andet? | Oc nar i beræ oss thet wnder øghen, at ligerwiis som wij kwnne icke natwrlige forwden besynderlige gunst oc gaffue kende Gud som han er, och behoff gøris till mennisckins salighet, nar wij effter sckrifften ere aff natwren blinde och wanwittighe, swo kwnne wij icke heller aff wor blotte williæ eller frij wilkaar forwden Gwdz naade oc hielp elsckæ oc dyrcke hannwm som børligt oc sømeligt er. Hwem haffwer noggen tiid ther ellers war retsindig thette negthet? eller hwem haffwer noghen tiid anderlwnde meendt, lerdtt, sckreffwet eller predicket? |
| 14Nam illa quidem cognitio Dei non nisi per fidem (quae utique Dei donum est) unius Ecclesiae catholicae habetur; [89] hic vero Dei cultus non fit nisi per gratiam et charitatem, quam et ipsam vel summum esse Dei munus ex doctrina Apostolica quis ignorat? | For denne erkendelse af Gud fås kun gennem den ene katolske kirkes tro (som er Guds gave); men her sker dyrkelsen af Gud kun gennem nåden og kærligheden, og hvem véd ikke, at den efter den apostolske lære er Guds højeste opgave? | For kundskab om Gud kan man ikke have uden ved troen, som i sandhed er Guds gave. Dernæst, sand gudsdyrkelse kan heller ikke finde sted uden ud af nåde og kærlighed, som er den allerstørste gave fra Gud, som apostelen siger. (1 Kor 13). | Forthi Gwdz kwnsckaff kan icke (183) haffwis wden formedels troen, ther i sandhet er Gvdz gaffwe. Ther nest, sand Gwdz dyrckilsæ, kan heller icke ware wdhen aff naade oc kerlighet, ther er then allerstørstæ Gwdz gaffwe, som apostelen siger. |
| 15Hinc Ecclesia in solemnibus illis orationibus, quas vulgo collectas appellitant, palam et aperte profitens divini muneris esse, ut digne ac laudabiliter a fidelibus ei serviatur, neque posse quenquam placere Deo sine ipso: magna ex parte in divinis officiis dominicalibus per anni circulim nihil aliud, quam gratiam et auxilium implorat et cogitandi et agendi quae recta sunt. | Derfor bekender kirken i sine højtidelige bønner, som folket kalder kollekter, overalt og åbent, at det er Guds opgave, at han tjenes værdigt og rosværdigt af de troende, og at ingen kan behage Gud uden hans hjælp: en stor del af søndagenes oplæsninger året rundt gør ikke andet, end bede om nåde og hjælp til at overveje og udføre, hvad der er ret. | Og derfor plejer den hellige kirke i sine højtidelige bønner, som almindeligvis kaldes kollekter, ligeud at bekende og tilstå, at det er Guds gunst og gave, at han tjenes retteligt og tilbørligt af trofaste mennesker, og at ingen kan tækkes Gud uden hans hjælp. Derfor gør en stor del af søndagenes tekster og kollekter året rundt ikke andet, end at de beder og formaner hos Gud nåde, hjælp og trøst til at tænke og gøre de ting, som er retsindige. | Och forthi tha pleyer then helligæ kircke wdi syne høgtidelige bøner, som almennelige kallis Collecter, obenbare at bekende oc tilstaa, ware Gwdz gwnst oc gaffwe, at hannum lowlige oc børlige tienis aff trofaste mennisckæ, oc at ingen kan teckis Gwd hannwm forwden. Een stor part forti aff søndags embede oc Collecter paa thet gantscke aar, icke andet bedæ oc formane hoss Gwd end naade, hielp, oc trøst till at tencke oc gøre the ting som ere retsindigæ. |
| 16At quid haec contra liberum faciunt arbitrium, cuius est, per fidei donum imperare humanae rationi, ut his, quae nativum eius captum excedunt, quorum est fides, assentiatur, et ut Paulinis utar verbis, in captivitatem redigere intellectum ad obedientiam Christi, per donum vero gratiae et charitatis imperare cunctis animae viribus, ut suo quaque fungente officio digne laudabiliterque creatori nostro serviamus, diligentes dominum Deum nostrum ex toto corde nostro, ex tota anima nostra et ex tota mente nostra, atque proximum nostrum sicut nos ipsos; | Men hvad gør disse ting imod den frie vilje, hvis opgave er gennem troens gave at herske over den menneskelige fornuft, at den kan tilslutte sig de ting, som går ud over dens medfødte fatteevne, hvilke hører troen til, og, at jeg skal bruge Paulus' ord, 'tage forstanden til fange ind under lydighed mod Kristus' (2 Kor 10,5; Vulgata), gennem nådens og kærlighedens gave at herske over samtlige sjælens kræfter, at vi ud fra dens således fungerende embede kan tjene vor skaber værdigt og rosværdigt, idet vi elsker Herren vor Gud af hele vort hjerte, af hele vor sjæl og af hele vort sind og vor næste som os selv; | Men disse ting gør ikke af den grund menneskets fri vilje og bestemmelse til intet; denne frie vilje skal formedelst troen byde over menneskets naturlige skøn i de dele, som overgår dens naturlige forstand. For de ting, som ikke begribes på naturlig måde, hører troen til. Og, at vi skal bruge Paulus' ord, da skal denne frie vilje formedelst troen tage vor forstand til fange ind under lydighed mod Jesus Kristus, men formedelst nåde og kærlighed byde over menneskets sind og magt, således at, når hver af dem har gjort sit embede fyldest, da kan vi rosværdigt og tilbørligt tjene vor skaber, og på den måde elske vor Gud og herre af alt vort hjerte, af hele vor sjæl, og af hele vort sind og evne, og vor næste som os selv. | Men thesse ting gøre icke forthi mennisckins frij williæ oc wilckaar till inthett, hwilcken frij williæ ther sckall formedels troen biwde offwer mennisckins natwrlige sckiell i the støcker, som hennis natwrlige forstandt offuergaa. Forthi the ting som icke natwrlige begribis, høræ troen till. Oc paa thett wij sckwlle brwge sancti Pauli ord, tha sckall same frij williæ formedels troen befange wortt forstandtt till Jesu Christi lydilsæ, men formedels naade oc kerlighet, biwde offwer mennisckelige sind oc macht, at nar hwer aff them haffwe giort siit embede fyllest, tha kwnne wij lofflige och børlige tienæ vor sckaberæ, oc swo elscke wor Gwd og herre, aff alt wort hiarte, aff al wor siell, och aff alle wore sind och macht, oc wor ieffnchristen lighe wed oss sielff. |
| 17hoc est, ut brevissime dixerim, liberi arbitrii est, tum fidei dono assentiri, tum uti et cooperari dono gratiae seu charitatis. | det vil sige, at jeg skal sige det kort: det er den frie viljes opgave, både at tilslutte sig troens gave og at bruge og samarbejde med nådens og kærlighedens gave. | Kort sagt: Den fri viljes og bestemmelses rette anvendelse og brug er med sind og mening at samtykke i troens gave, og ved medvirken af bruge nådens og kærlighedens gunstige gave. | Thett er kortelige at siige, Frij willies oc wilckaars (184) rettæ werck oc brwgilse er at samtøcke met sind oc mening troens gaffwe, och at brwge met metgerning naadens och kerlighedtz gwnstelighe gaffwe. |
| 18Porro quod hic loquimini de cognitione Dei, qua sicuti est cognoscitur, id est, in essentia sua videtur, ignorantissime dictum est. Non ea cognitio non est viae praesentis, at futurae coelestis patriae, neque meritum, at praemium dicente beato Ioanne de Deo: Scimus quoniam cum apparuerit, similes ei erimus, quoniam videbimus eum sicuti est. | Men hvad I her siger om erkendelsen af Gud, hvorved han erkendes, som han er, det vil sige, ses i sit inderste væsen, det er sagt ud af stor uvidenhed. Denne erkendelse er ikke det nuværende livs erkendelse, men den himmelske faders fremtidige livs erkendelse, og den fås ikke ved fortjeneste, men som en løn, efter hvad den salige Johannes siger om Gud: 'Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, når vi skal se ham, som han er'. (1 Joh 3,2; Vulgata). | Men det, I her siger om erkendelsen af Gud, hvorudaf han kendes lige som han er, det vil sige, at han ses i sin tilværelses grund, det er sagt ud af stor uvidenhed. For den erkendelse hører ikke til dette timelige liv, men til den himmelske salighed, som kommer til efter døden. Den erkendelse er heller ikke nogen fortjeneste, men en løn, som Johannes siger om Gud: 'Det véd vi, at når han viser sig åbenbart, da bliver vi ham lige, og da skal vi se ham, som han er' (1 Joh 3,2)- | Men thet i hær talæ om Gudz kwndsckaff hwar vdaff han kendis lighe som han er, thet er han sees vdhi syn warilsæ, er talett aff stoer vanwittighett. Forti thet kundsckaff hører icke till thette tymelige liiff, men till then himmelscke salighet som tilckommendis er effter døden. Icke er thet kwndsckaff heller noghen forsckylding, men een løn, som sanctus Joannes siger om Gwd. Thet vide wij, at nar han sckall sig obenbare bethee, tha worde wij hannwm lighæ, at wij sckule hannwm tha see ligerwiis som han er. |
| 19Iam vero quod profertis ex Apostolo tum ad Philippenses 2.: Deus est qui agit in vobis, et ut velitis et ut efficiatis, pro bono animi proposito; tum 2. Cor, 3.: Non quod idonei sumus ex nobis ipsis cogitare quicquam tanquam ex nobis ipsis, sed si ad aliquid idonei sumus, id ex Deo est, - quid, obsecro, uterque hic locus aliud probat, quam praedicta iam ratio vestra, nempe nos egere gratia Dei tum praeveniente ac operante, qua ad bonum exstimulemur moveamurque, ut cogitemus, velimus atque valeamus operari quae recte [90] sint, tum cooperante ac (126) subsequente, qua confortemur adiuvemurque, ut eadem perficiamus et in eis perseveremus. | Men videre, hvad I indfører fra apostlen, dels fra filipperne 2: 'Gud er den, som virker i jer, både at I vil og at I gør det, fremsat for sjælens gode gerninger' (Fil 2,13; Erasmus), og dels fra 2 Kor 3: 'Ikke, at vi er duelige til at udtænke noget af os selv, som kom det fra os selv, men hvis vi er duelige til noget, er det fra Gud' (2 Kor 3,5; Erasmus) - hvad, spørger jeg, beviser disse to skriftsteder andet end den mening, I har fremført tidligere, nemlig vi bevæges ved Guds nåde, både den forekommende og den handlende, hvorved vi ægges og bevæges til det gode, så at vi tænker, vil og bedømmer til at handle, hvad ret er, idet nåden arbejder sammen med og følger efter, hvorved vi trøstes og hjælpes, så at vi gennemfører det gode og fortsætter med det. | Og videre: det, som I indfører fra apostelen, både fra filipperbrevet 2: 'Gud er den, som virker i jer at ville og udrette noget i en god agt og mening' (Fil 2,13) og 2 Kor 2: 'Ikke fordi vi er duelige udaf os selv til at udtænke noget af os selv, men om vi er duelige til noget, da er det af Gud' (2 Kor 3,5), hvad beviser disse to steder andet, end at vi har Guds nåde behov; den skal både berede os og arbejde med os, tilskynde os og bevæge os til det, som er godt, at vi må tænke, ville og kunne gøre det, som er ret. Dernæst: den nåde, som vedbliver med at arbejde med os og fuldkommer med os, den styrker os også og hjælper os til standhaftighed. | Nw framdelis thet som i indføræ aff apostelen, baade ad Phili ij. Gud er then som forarbeyder vdi eder, at i kwnne wele oc noget bekomme vtaff en god agt oc mening, oc ij. Corint ij. Icke forti at wij ere dwelige vdaff oss sielffwe att tencke nogett ligerwis som aff oss sielffwe, men om wij ere till noget dwelighe tha er thett aff Gwd. Men hwad bewiser thesse twenne stædher andet, end at wij haffwe Gwdz naade behoff ther scall oss baade berede oc arbeyde met oss sckynde oc røræ oss till thet som got er, at wij mwæ tenckæ, welæ, oc kwnne gøre thett som rætt er. Ther næst then naade som forfølgher oc arbeyder oc fwldekommer met oss, ther och swo bestercker oc hielper oss til warafftighet. |
| 20Verum hoc quis vel mediocriter eruditorum aut nescit aut negat, quando publica quadam oratione quotannis ita precatur Ecclesia: "Tua nos, quaesumus Domine, gratia semper praeveniat et sequatur, ac bonis operibus iugiter praestet esse intentos". | Men hvem er der vel, selv blandt de middelmådigt uddannede, som ikke véd eller nægter, at kirken hvert år i en af sine offentlige bønner beder således: 'Vi beder dig, Herre, at din nåde altid må komme os i forkøbet og følge os, så vi vedblivende må være rettet mod gode gerninger'. | Men hvem er den, også blandt dem, som kun er mådelig lærde, som enten nægter dette eller ikke véd det? når den hellige kirke hvert år beder sådan i én af sine kollekter: 'Vi beder dig, Herre, at din nåde både må komme os i forkøbet og skynde på os, og bevirke, at vi altid må bestedes i gode gerninger'. | Men hwem er then och swo blandt them som ere maadelighe lerde, ther thette enchten negther eller icke weed? nar then hellige kircke swo beder (185) hwert aar vdi een aff syne Collecter. Uij bedæ tig herre, at tyn naade sckall oss baade forekomme och effterfølge, oc thet giffwe, at wij altiid mwæ bestædis i gode gerninger. |
| 21At in quo libero arbitrio haec derogant, cuius est, et inspirationi gratiae praevenientis acquiescere et gratiae subsequentis motioni collaborare seu cooperari? Deus enim iuxta vetus adagium laborantes adiuvat; hoc autem, quod dicimus, ea quae utrumque locum adductum circumstant, si nihil aliud, satis declarare poterunt. | Men hvordan er det imod den frie vilje? Dens opgave er, både at samtykke med den forekommende nådes inspiration, og at samvirke eller samarbejde med den efterfølgende nådes bevægelse. Ifølge et gammelt ordsprog er det sådan, at Gud hjælper den, der arbejder; men hvad vi siger, forklares tilstrækkeligt af de to skriftsteder, når man tager det med, der går forud, og det, der følger efter. | Men hvordan er dette imod vor frie vilje? når det er viljens opgave at føje sig efter den den nåde, der kommer os i forkøbet, og arbejde sammen med den nåde, som følger efter. Fordi, som der siges i et gammelt ordsprog: Gud hjælper dem, som arbejder. Og det, som nu er sagt, forklarer disse skriftsteder med det, som går forud for, og det, som følger efter de nævnte ord. | Men i hwess maade er thette wor frij williæ modstandigt? nar thet er hanss embede at føge sig effter then forekommende naade, och arbeyde meet then som effterfølger. Forti som ther sigis vdi eet gammelt sprock, Gwd hielper them som arbeygdhæ. Oc thet som nw sagt er, forclare samme steder mett thet som desse forberørde ord både forestaar oc effterfølgher. |
| 22Nam in Corinthiis, posteaquam adversus pseudoapostolos ministerium apostolatus sui commendaverat, verba modo adducta subintulit, quibus vanae gloriae vitandae gratia omnium a se factorum Deum quidem facit auctorem, principem et causam, at se ministrum et cooperatorem, continenter addens: Qui et idoneus nos fecit ministros novi testamenti etc. | For i korintherbrevet, efter at han har anbefalet sit apostolat imod de falske apostle, tilføjer han nogle ord, hvormed han undgår den forfængelige ære og gør Gud til ophavsmand for, leder af og årsag til alt, hvad han har gjort, men sig selv til tjener og medhjælper, idet han fortsætter og tilføjer: 'Han, som gjorde os duelige til tjenere for den ny pagt' osv. (2 Kor 3,6; Vulgata). | For efter at apostelen imod de falske apostle, som var iblandt korintherne, havde givet sin apostolske magt og befaling en tilbørlig ros, sit embede til ære, da indførte han de ord om vor uduelighed, den, vi har i os selv, og den duelighed, der gives os med Guds bistand, for at han ikke skulle synes at søge nogen forfængelig pris og ære derfor. Og derfor gav han Gud den ære, at han var den, som gjorde gerningen med sin guddommelige bistand. Og derfor sagde han, at han var en tjener, som med sit ringe arbejde føjede sig efter Guds nåde, og fortsatte lige efter med disse ord: 'Og han er den, som gjorde os til duelige tjenere i den nye pagt' (2 Kor 3,6). | Fordhi ther apostelen emod the falscke apostele som ware eblandt the Corinthier, haffde giffwet syn apostelige macht oc befaling eet børligt loff sytt embede till eræ, tha indførde han the ord om wor wdwelighett wij haffwe wdaff oss selffwe, och then dwelighet oss giffwis aff Gwdz biistantt, at han sckwlde icke ther fore siwnis at søge nogen forfengelig priiss och æræ. Och forthi gaff han Gwd then æræ, at han war then som gerningen giorde met syt gwddommelige biistandt. Oc sagde sig forti at ware een tienere, ther met syt ringe arbeygde føgede sig effter Gwdz naade, strax forfylgendis mett thesse ord. Oc han er then som giorde oss dwelige tienere i thett ny testamentt. |
| 23In Philippensibus autem et protinus ante verba iam citata praemiserat: Cum timore ac tremore vestram ipsorum salutem operemini: et continuo post eadem adiunxit: Omnia facite sine murmurationibus ac disceptationibus etc. | Men til filipperne og lidt forud for de ord, der før blev citeret, havde han sagt: 'I skal arbejde på jeres frelse med frygt og bæven' (Fil 2,12; Erasmus); og lidt efter føjer han til: 'Gør alt uden knurren og klagen' (Fil 2,14; Erasmus). | Men til filipperne havde han skrevet sådan i forvejen: 'I skal arbejde på jeres salighed med frygt og bæven' (Fil 2,12). Og bagefter fortsætter han med disse ord: 'I skal gøre alting uden klage og knurren' (Fil 2,14), | Men till the Philiper haffde han swo till fornett sckreffwet. I sckwlle forarbeyde eder salighet met frøcht oc redzlæ. Oc siden forfølger han met thesse ord, i sckwlle alting gøre wden mwr oc wedderknwr, |
| 24Videtisne, quo pacto iuxta doctrinam Apostolicam adeoque secundum omnes divinas literas nunc Deus, nunc homo facere dicitur, manifesto nimirum argumento, liberum hominis arbitrium in bonis operibus Dei gratiae ceu principalii causaesecundo loco ac ministerialiter cooperari. | Ser I da ikke, hvordan ifølge den apostolskke lære og ifølge al guddommelig skrift snart Gud, snart mennesket siges at gøre noget, og det er et sikkert bevis på, at menneskets frie vilje samarbejder med Guds nåde som med den første årsags andet sted på tjenstvillig måde. (Se næste artikel). | kan I derfor ikke se, både af den apostolske lære og hele skriften, hvordan den samme gerning af og til siges at være udført af Gud og af og til af mennesket, hvilket er et åbenbart bevis på, at i alle gode gerninger følger menneskets fri vilje efter, og er Guds gerning følgagtig og bistandig med en villlig tjeneste og en tjenstagtig vilje. | kwnne i icke forthi see, baade effter apostelig lerdom oc then gandtscke sckrifft, hware then same gerning sigis stwndwm at gøris aff Gwd (186) oc stwndwm aff mennisckin, hwilckett som er een obenbaræ bewiisning ther till, at vdi alle gode gerninger tha effterfølger mennisckins frij williæ, och er Gwdz gerning følagtig oc biistandig mett een willig tienistæ oc een tienistagtig williæ. |
| 25Denique prorsus eiusdem farinae est, quod ex Ioannis cap. 6. sequitur: Nam etsi nemo venit ad Christum, nisi pater coelestis traxerit illum per gratiam operantem et cooperantem, praevenientem et subsequentem, tamen acquiescere tractui (Deus enim neminem trahit nolentem) et non obdurare corda nostra, si vocem eius audierimus, et statim pulsanti ostium aperire, hoc est liberi arbitrii et humanae voluntatis, quemadmodum iam saepe repetivimus. [91] | Endelig er også det, som følger fra Johannes 6 fra det samme portion mel: For skønt ingen kommer til Kristus, medmindre den himmelske fader drager ham ved at arbejde og samarbejde gennem nåden, den forekommende og den efterfølgende, så samtykker vi dog med denne dragelse (Gud drager nemlig ingen imod hans vilje) og vi forhærder ikke vort hjerte, hvis vi hører hans røst, og straks åbner døren for den, der banker, og alt det er den frie vilje eller den mennekelige afgørelses arbejde, sådan som vi nu ofte har gentaget det. | Fremdeles det, som i jeres svar følger efter fra johannesevangeliet, det er også af samme slags: Fordi, selv om ingen kommer til Kristus, uden den himmelske fader drager ham med sin nåde, som kommer i forvejen, medfølger og fuldkommer, men eftersom Gud ikke drager nogen tvunget og uvilligt, da hører det til menneskets fri vilje at føje sig efter Gud faders dragelse og ikke at forhærde sit hjerte, når han hører hans røst og kald, men straks lukke op for ham, når han banker på døren. | Framdelis thet som effterfølgher i edertt swar aff Joanne, er oc swo aff same slag. Forthi, endog at ingen kommer till Christwm vden then himelsckæ fader dragher hannwm met syn naade, som forekommer, metfølger, oc fwldkommer, men nar Gwd drager ingen nødt oc vuillig, tha hører thet till mennisckins frij williæ, at føge sig effter Gwd faders drætt, oc at icke forherde sytt hiartæ nar han hører hanss røst oc kald, men strax oplade hannum nar han bancker paa dørren. |
| 26Ceterum audiamus, quod ex his omnibus contra liberum arbitrium concluditur: "Est Deus igitur, qui omnia in omnibus operatur secundum divinae suae voluntatis consilium" Eph. 1. | Men lad os nu iøvrigt høre, hvad der af alle disse ting konkluderes imod den frie vilje: "Gud er altså den, der virker alt i alle efter sin guddommelige viljes råd" (Ef 1,11; Hukommelse). | Men nu vil vi høre, hvordan I af alle disse stykker drager slutninger imod menneskets fri vilje: Er ikke derfor Gud den, som virker alting i alle skabninger efter sin guddommelige viljes råd? Ef 1. | Men nw vele wij høre huare i aff alle dessæ støcker beslute emod mennisckins frij villie. Er icke Gud forti then som alting gør vdi alle creatur effter syn guddommelige villies raad Ephe i. |
| 27O conclusionem egregiis scilicet Theologis dignam: Deus operatur omnia in omnibus; igitur homo nihil operatur libero suo arbitrio. (127). | O hvilken konklusion, værdig disse udmærkede teologer: Gud virker alt i alle; altså virker mennesket intet med sin fri vilje. | Åh, hvor denne konklusion er lig sine mestre: Gud virker alt i alle skabninger, og derfor gør menneskets fri vilje intet. | A huad er thenne besluting syne mestere liig, Gwd gør alting vdi alle creatur, oc forti gør mennisckins frij vilie inthet. |
| 28Profecto non magis haec argumentatio homini adimit liberum arbitrium, quam vel avi volatum, vel pisci natationem, vel armento vel pecori gressum, atque adeo suum cuique creaturae officium. Nihil enim in tota rerum natura feriatur ac torpet. | I virkeligheden borttager denne argumentation ikke fra mennesket den fri vilje mere, end den borttager det at flyve fra fuglene, det at svømme fra fiskene eller det at gå fra hornkvæg eller småkvæg, eller borttager fra hver skabning dens særegenhed. Der er nemlig intet i hele tingenes natur, der holder pause eller ligger lammet. | I virkeligheden borttager dette bevis ikke menneskets fri vilje mere, end den borttager fra fuglene deres flugt, fra fiskene deres svømmeevne, og fra andre dyr deres gang. Og sådan på alle måder hver skabnings indsatte særlige natur, eftersom ingen skabning bland dem alle er fuldstændig uvirksom og ørkesløs. | I sandhet tha fortager thenne beuisning icke meræ mennisckins frij viliæ end hwn forthagher fwglæ theris flwg, fiscke theris sweem, oc andre diwr theris gang. Oc swo i alle maade hwer cretwris besynderlige indsettæ natwr, nar inthe creatwr iblantt them alle, er platt ledig oc orckeløss. |
| 29Nam Paulus in universum pronuntiat, Deum omnia in omnibus operari, generaliter omnes actus creaturarum omnium complectens. Liberum autem arbitrium id est, quo ceteris homo creaturis anteit; nimirum ut dominus suorum actuum libere operatur. | For Paulus erklærer om alting, at Gud virker alt i alle, idet han i almindelighed sammenfatter alle skabningers handlinger. Men den frie vilje er det, hvorved mennesket overgår de øvrige skabninger; nemlig derved, at det er herre over sine handlinger og handler frit. | Derfor har Paulus sagt sådan om dem alle, at Gud virker alt i alle skabninger, idet han deri indbefatter alle skabningers gerninger. Men i fri vilje og fri bestemmelse overgår mennesket alle skabninger, fordi det er herre over sin gerning og derfor kan både gøre noget og undlade noget. | Forti at Paulus haffwer swo sagt om them alle, at Gwd gør alting vdi alle creatwr, ther mett beslwtendis alle creatwrs gerninger. Udi frij williæ oc wilckaar offwergaar mennisckin alle creatwr, forti hwn er een herre offwer syn gerning, oc kan forti baade gøre oc lade. (187). |
| 30Quamquam hoc ex Ephesiis adductum cum illo, quod ex Matth. cap. 10. in calce adiicitur, magis pertinet ad liberum arbitrium cum Dei providentia collatum. Nam Paulus ait, consilio divinae voluntatis (quam vocamus providentiam) in omnibus fieri omnia. | Men det, som anføres fra efeserbrevet og det, som mod slutningen tages fra Matthæus 10, har mere med den frie vilje at gøre, når den sammenholdes med Guds forsyn. For Paulus siger, at alting sker ved den guddommelige viljes råd (og det kalder vi forsyn). | Men det, som anføres fra efeserbrevet og det, som bagefter tages fra Matthæus 10, angår mere menneskets fri vilje, når den sammenholdes med Guds evige forsyn. Paulus siger nemlig her, hvordan alting sker af Guds viljes guddommelige råd, det, vi kalder hans forsyn. | Endog at thet som aff then epistelll till Ephesier er indførdt, met thet som siden er taget aff Matheo i thet tiende capittell, meer er mennisckins frij williæ anrørendis, nar han lignis mod Gwdz ewige forsiwn. Forti Paulus siger hware alting sckeer aff Gwdz willies gwddommelige raad, thet wij kalle hanss forsiwn. |
| 31Quod ipsum Christus apud Matthaeum, loco per vos allato confirmans, docet exemplo passerculorum et capillorum id usque adeo verum esse, ut etiam minutissima quaeque in toto mundo Dei providentiae subiecta sint, ita ut ne folium quidem arboris sine Dei nutu decidat. | Og det bekræfter Kristus hos Matthæus, i det sted, I fremfører, hvor han lærer ud fra eksemplet med spurvene og hovedhårene, at det er sandt, at selv de mindste ting i hele verden er underlagt Guds forsyn, sådan så ikke engang træets løv falder ned uden Guds bifald. | Og det stadfæster Kristus hos Matthæus, idet han lærer os med eksemplet om spurvene og menneskets hovedhår, hvordan det er sandt, at de allerringeste og mindste ting, som findes i verden, i den grad er underlagt Guds forsyn, at selv det løv, der sidder på træerne, ikke falder ned uden Guds vilje. | Hwilcket Christus hoess Matheum sielff stadfester, lærendis oss met thet exempill om spwrffwe, oc mennisckine hoffwet haar, hwore thet er swo sandt, at the allerringisthe och myndste ting som findis vdi werden, ere Gwdz forsiwn swo vnderdanige, at the løff som sidde paa træ, falde icke vdaff wden Gwdz williæ. |
| 32Quapropter, ut in summa rem totam complectamur, et ineptiae vestrae detegantur apertius, omnium vestrarum hic argumentationum vis in ea sita est: Liberum hominis arbitrium nihil boni aeterna vita dignum sine gratia Christi operatur; item: Nihil omnino in universo orbe contingit absque Dei providentia; igitur non est liberum hominis arbitrium. | Derfor, for at vi i korthed kan afslutte hele denne sag, og åbent afsløre jeres uduelighed, så siger vi: Hele kraften i jeres argumentation ligger i følgende: Menneskets frie vilje kan intet godt gøre, der er værdigt til det evige liv uden Kristi nåde; og: Intet overhovedet i hele verden sker uden Guds forsyn; altså har menneskene ikke nogen fri vilje. | Og for at vi kort kan afslutte hele denne behandling og ligeud kundgøre jeres gækkeri, da grundes jeres bevis på følgende: Menneskets fri vilje kan intet godt gøre, som er fyldestgørende til det evige liv uden Guds nåde, og ingenting sker i hele verden uden Guds forsyn, derfor har mennesket ingen fri vilje. | Oc paa thet wij sckwlle swmmelighe beslwthe thenne gantscke handell, och obenbare kwndgøre edert geckerij, tha grwndhis eder bewiisning hær oppaa. Mennisckins frij wilie kan inthet got gøre som er fyllest emod thet ewige liiff forwden Gwdz naade, desligest ingenting sckeer i then ganscke werden, vden Gudz forsiwn, forti haffwer mennisckin ingen frij williæ. |
| 33Quis vero huiusmodi nugas non exsilibet potius, quam responso dignetur? Quod si haec ex animi sententia tanquam graves et seriae responsiones a vobis adducantur, indigni plane estis ob ignorantiam, quibuscum sacris de rebus verba fiant. | Men hvem vil ikke snarere springe op i vejret over sådanne narrestreger, end værdige jer et svar? Men hvis dette er jeres inderste mening, som om I fremfører et seriøst og alvorligt svar, så er I på grund af uvidenhed helt uværdige til, at nogen skal tale til jer om de hellige ting. | Hvem vil nogensinde værdiges at svare jer på sådan noget gækkeri? Og hvis I af jeres rette sind og mening fører et sådant bevis frem, som om det var et godt bevis af skrift og skel, da er I helt uværdige til, at nogen skal tale med jer om hellige ting. | Hwem will noghen tiid werdis at sware edher till swodantt geckerij? Oc ther som i aff eder retthe sind oc mening føre swodan bewiisning i retthe, ligerwiis som hwn waræ drabelig aff sckrifft oc sckiell, tha ere i platt vwerdige ther till, at noger sckall talæ mett eder om hellighe ting. |
| 34Sin vero [92] aliter sentientes istiusmodi cavillis ceu fumo aut pulvere simplicium oculis obiecto eos exoculare conemini, contra profecto estis digni ob malitiam, qui mola asinaria collo alligata in profundum maris demergamini, tot pusillorum millia quotidie offendentes, quando Christus eum, qui vel unum ex pusillis offenderit, eo supplicii genere dignum statuit. | Men hvis I mener noget andet med den slags drilleri eller røg og støv, som I kaster i enfoldige folks øjne for at prøve at forblinde dem, så er I tværtimod på grund af jeres ondskab værdige til, at der bindes en møllesten om halsen på jer og I sænkes i havets dyb, fordi I hver dag forarger så mange tusinde af disse små, når Kristus har sagt, at den, som forarger bare én af disse små, er værdig til den slags straf. | Men dersom I véd andet og blot med den gang røg og støv vil forblinde enfoldige folks øjne, da fortjener I, at der bindes en møllesten om halsen på jer, og at I for jeres ondskabs skyld sammen med den skulle sænkes i det dybe hav, når I daglig beskæmmer så mange gange tusind enfoldige mennesker. Og Kristus har selv sagt, at det var en passende straf for dem, der handler sådan. | Men ther som i andet wide oc wele dog met swodan røg oc støff forblinde simpell folckis øghen, tha ere i werde att ther sckwlde bindhis een møllesteen om eder halss, oc i for eder ondskaff sckyld, sckwldhe mett hannwm forsenckis i thet diwbæ haff, nar (188) i swo mange maall twsinde simpell folck daglige besckemmæ Och Christus sagde them ther swodant gøre ware een børlig pynæ. |
| 35Obiectio. | Indvending. | ||
| 36At fortasse quis vestrum paulo doctior hoc obiecerit, fieri non posse, ut Dei providentia vel mutetur vel fallatur. Proinde, si cuncta fiunt in orbe divinitus provisa, necessario eveniunt omnia; ubi ergo liberum hominis arbitrium? | Men måske vil én af jer, der er lidt mere lærd, her indvende, at det ikke kan ske, at Guds forsyn ændres eller tager fejl. Derfor, hvis alt, hvad der sker på jorden, er guddommeligt forudset, så sker alting med nødvendighed; hvor er så menneskets frie vilje? | Men måske nogen af jer vil modsige dette sådan: Eftersom det er umuligt, at Guds forsyn kan enten forandres eller tager fejl, så må alle de ting, som sker i verden være guddommelig forudsete, og da må de nu ske. Hvis de skulle ske, hvor er da menneskets fri vilje? | Men mowilscke at nogen aff eder wil thetthe swo emod sigæ. Hwore ther kan icke sckee at Gwdz forsiwn enchten forwendis eller och beswigis. Ere forthi alle the ting som sckee vdi werden gwddommelige forseede, tha mwæ the nw sckee. Sckwlle the oc sckee huar er tha mennisckins frij williæ? |
| 37Dilutio. | Modbevis | ||
| 38Hic quam strictissime respondemus, immutabilem infallibilemque Dei providentiam indere quidem rebus necessaritatem conditionis, at simplicem et absolutam minime; | Her vil vi svare meget bestemt, at Guds uforanderlige og ufejlbarlige forsyn ganske vist forårsager en nødvendighed i tingene, men det er en betinget nødvendighed, en simpel og ikke det mindste absolut nødvendighed; | Hertil svarer vi således: Den nødvendighed, som alting har i kraft af Guds forsyn, er med betingelser, således at ingen ting sker, fordi det er forudset af Gud, men fordi noget skal ske, da har Gud vidst det fra begyndelsen. | Her till swaræ wij swo. Then nød som alting haffwer aff Gwdz forsiwn, hwn er met wilckaar, swo at ingen ting forti sckeer at hwn er forsiwnet aff Gwd, men forti at noget sckall sckee, tha haffwer Gwd thet wist fra begyndilsen. |
| 39illam quoque necessitatem (128) consequentiae, hanc vero consequentis diatribae Theologorum appellitare solent. | og den nødvendighed plejer teologerne i deres afhandlinger at kalde en konsekvensernes nødvendighed, den anden en konsekvensskabende nødvendighed. | ||
| 40 | Den kundskab, som vi har om de nærværende ting, har Gud om de tilkommende. Ligesom intet menneske siges at være tvunget til den gerning, som vi ser og véd, at dette menneske gør, således tvinges heller ingen til den gerning, som har set skal gøres; den gøres ikke, fordi Gud vidste det i forvejen, men fordi den skulle gøres, og alting er nærværende for Gud, da véd han alting i forvejen, førend det sker. | Thet kwndschaff som wij haffwe om nerwerendis ting, haffwer Gwd om the som komme sckwlle. Som inthet menniscke forti sigis att ware nødt till then gerning ther wij see och widæ same menniscke gøre, swo nødis ingen heller till then gerning the Gwd haffwer seedtt gøris sckall, ther icke forti gøris at Gwd henne forwistæ, men forti hwn sckwlde gøris, och alting er Gwd nerwarendis tha forweed han alting før end the sckee. | |
| 41 | Ligesom vi kender dem, der øver ondt, sådan kender Gud dem, der skal øve ondt. Men ligesom vor kundskab ikke af den grund tvinger nogen til nogen ugerning, sådan tvinger heller ikke Guds kundskab. | Som wij kende then ther gøre ildhe, swo kendher Gwd them ther sckwlle gøre ilde. Men som wortt kwndsckaff forti trenger ingen till wgerning, swo gør icke heller Gwdz kwndsckaff. | |
| 42 | Endvidere, ligesom vi elsker dem, der gør godt, og hader dem, der gør ondt, sådan elsker Gud dem, der skal gøre godt, og hader dem, der skal gøre ondt, og derfor elsker og hader Gud mennesket fra evig tid, fordi han fra evig tid så, hvordan hvert menneske ville vise sig at være, ondt eller godt, og derfor elsker og hader han aldrig uden grund. | Desligest, ligerwiis som wij elscke them ther gøre got, oc hade them som gøre ondt, swo elscker Gwd them ther scwlle gøre got oc hader them ther sckwlle gøre ondt, oc forti elscker og hader Gwd mennisckin aff ewig tiid, forti han saa aff ewig tiid hware hwert menniscke sculde sig bewiisæ ilde eller (189) well, huar fore han huercken elscker eller hader vden sag. | |
| 43Quod uti lucidius evadat, rem ipsam exemplo illustrare non gravabor. Si praescivit dominus Deus futurum, ut in haeresi vestra moriamini, necesse est ita fieri: en consequentiae necessitatem ex adiecta conditione subiectam. | For at det kan fremgå des mere tydeligt, vægrer jeg mig ikke ved at illustrere sagen selv med et eksempel. Hvis Gud Herren kender fremtiden, at I vil dø i jeres kætteri, så er det nødvendigt, at det sker sådan: Se, her har vi konsekvensernes nøndvendighed, underlagt den vedføjede betingelse. | Sådan er det også med jer; hvis Gud har forudset, at I skal blive standhaftigt i jeres kætteri og fordømmes i det, da må det ske, og det kan ikke ske anderledes, ikke fordi hans forsyn tvinger jer, men fordi I ikke vil omvende jer, hvilket han vidste fra begyndelsen. | Swo er thet oc suo met eder, haffuer Gud forseedt at i sculle bliffwe warafftige i edert ketterij, oc ther offuer fordømis tha maa thet vare, oc kan ickæ anderledis scke, icke forti hanss forsiwn trenger men forti i wille eder icke bekende, ther han viste aff begyndelsen. |
| 44At consequens istud: Vos in haeresi vestra moriemini, simpliciter, absolute et omissa conditione prolatum haudquaquam est necessarium, quemadmodum absolute dicimus: Necessum est Deum esse, coelum necessario moveri et id genus alia. Potestis enim adiuti divina gratia, id quod et opto et spero, a diaboli laqueis aliquando resipiscere. Atque consimilem ad modum de ceteris omnibus, quae a libero hominis arbitrio profeciscuntur, intelligendum. | Men den konsekvensskabende nødvendighed: at I vil dø i jeres kætteri, enkelt, absolut, og uden nogen betingelser, den kan næppe fremlægges som en nødvendighed, sådan som vi absolut kan sige: Det er nødvendigt, at Gud er, at himlen bevæges med nødvendighed, og andet af den slags. I kan nemlig hjulpet af den guddommelige nåde, hvad jeg beder og håber for jer, på en eller anden måde komme til jeres forstand igen ud af djævelens strikke. Og på lignende måde skal alle de øvrige ting, som har med den frie vilje at gøre, forstås. | Dog, er det muligt, hvilket vi gerne ønsker for jer, at I, hjulpet af Guds nåde, endnu måtte omvende jer, blive forløst af djævelens bånd og snare. Og i samme mening skal det altid forstås, det, som enten gøres eller skal gøres af menneskets frie vilkår. | Dog er thet møyeligt ther wij ønsche eder gerne at i behulpen met Gudz naade motte eder end nw bekende, forløste aff dieffuels band oc snare. Oc i same mening sckall thet altiid forstaas som enchten giørs eller giøris scall aff mennisckets frij vilckaar. |
Noter:
Note 1: Udgiveren af Confutatio, Ludvig Schmitt, har i et indeks opregnet, hvilke nytestamentlige skriftsteder Herborn citerer efter Vulgate, hvilke efter Erasmus' oversættelse, hvilke efter hverken den ene eller den anden og hvilke efter hukommelsen. Jeg anfører 'Vulgata', 'Erasmus', 'Andre' og 'Hukommelse' svarende dertil.