Confutatio, artikel 4

Biskoppernes gensvar, artikel 4. Tilbage til Confutatio, indhold.

¹Articulus quartus. Den fjerde anklage og artikel. Then fierde klage oc artichell.

²Nulla Deum respicere opera, nec valere ad salutem, quantumvis apparuerint speciosa, sive a Deo, sive ab homine imperata fuerint. [79] Gud ser ikke på nogen gerning; ejheller er gerninger duelige til vor salighed, hvor skønne de end synes, hvad enten de gøres efter Guds eller menneskenes bud. Gud ser ikke på nogen gerning; ejheller er gerninger duelige til vor salighed, hvor skønne de end synes, hvad enten de gøres efter Guds eller menneskenes bud. Gud anseer ingen gerning Ey heller eræ gerninger dwelige till wor salighet, i hwore sckiøne the siwnis, hwad heller the giøris aff Gudz eller mennisckins bwd.

³Responsio
Nostri iustificatio gratuita Dei beneficentia est, citra omne nostrum meritum nobis donata; ad Rom. 4. et 6. ad Ephes. 2., adeo, ut quae Deus praecipit opera non queant nos iustificare, quanto minus quae ab hominibus sunt imperata Esa. 29. Matth. 15. Sed opera in Christianis hominibus a fide profecta respicit Deus et quae ipse mandavit. Exemplum habemus Abelem Gen. 4. et Abraham Gen. 22. et Centurionem illum Ethnicum Act. 10. (116)
Svar.
Retfærdiggørelsen er vor Guds frie gave, givet uden nogensomhelst fortjeneste fra vores side; Rom 4 og 6; Ef 2; derfor, eftersom de gerninger, som Gud har påbudt, ikke kan retfærdiggøre os, hvor meget mindre da dem, der er påbudt af mennesker, Es 29; Matt 15. Men gerningerne i kristne mennesker fremkaldt af troen ser Gud gerne hen til og dem har han selv befalet. Det har vi eksempel på i Abel (1 Mos 4) og i Abraham (1 Mos 22) og i den hedenske centurion (Apg 10).
Prædikanternes svar.
Salighed er Guds frie og nådige gave, som skænkes os, i alle måder uforskyldt af os, Rom 4 og Ef 2, så at vi ikke kan fortjene os salighed med de gerninger, som Gud selv har påbudt, Gal 2, så meget mindre med dem, som sker efter menneskers bud. Ja, dem vil Gud hverken se hen til eller bryde sig om, Es 29 og Matt 15. Men de gerninger, som sker i gode kristne mennesker af troen efter Guds bud, dem ser han gerne hen til, som vi har eksempler på i Abel (1 Mos 4) i Abraham (1 Mos 22) og i den hedenske høvedsmand (Apg 10).
Predicanternis swar.
Salighet er een Gwdz frij oc nadig gaffwe, som sckenckis oss i alle maade, aff os wforsckyldet Ro iiij oc vi. Ephe ij. Swo att wij ey kwnne tiænæ (167) oss salighett, mett the gerninger som Gwd haffwer sielff bwdet Gala. ij. fast myndre effter them som sckeer aff mennisckins bwd. Ja, them will gwd hwerckin ansee eller sckiøtte Esais xxxix. oc Mat xv. Men the gerninger som sckee i gode christnæ mennischer, aff troen effter Gwdz bwd, anseer han gerne, som wij haffwe exempill i Abell Genesis iiij. i Abraham Gen xxij. oc i then hedinscke høffuitzman Act x.

⁴Confutatio.
Profecto, ut id quod res est fateamur, quae hoc loco in responsionem affertis, pleraque sunt huiusmodi, ut non tam mendaciter et false dicta sint, ut erant ad proximum articulum responsa, apud eruditos intellectu sano per discinctionem accepta, quam imprudenter ac minus circumspecte aut potius subdole ac fraudulenter ad plebem absque omni distinctione cum maximo ipsius offendiculo disseminata; in gratiam quidem eius, at cum summa aeternae salutis iactura.
Gendrivelse.
Sandelig, når vi skal tilstå sagen, som den er, så må vi sige, at hvad I fremfører i dette svar, er fuldt af den slags tale, som vel ikke er så løgnagtigt og falsk sagt, som svarene til den foregående artikel, og nok kan forstås af kyndige folk, som evner at gøre skel, men er udsået uklogt og med mindre omtanke, eller snarere falsk og svigagtigt overfor almuen, der har mindre skelneevne, til dens store forargelse; det er ganske vist til dens behag, men man bortkaster dens evige salighed.
Prælaternes gensvar.
Når vi skal tilstå det, som sandt er, da er der i dette svar som i det nærmest foregående meget, der er svaret i en løgnagtig og falsk mening, som de kyndige nok kan mærke, som plejer at modtage kyndig tale med evne til at skelne og gøre forskel. Man kan også sige, at dette svar er talt for den simple almue uden den forklaring, som burde føjes til, hvilket vel er almuen til behag, men til stor forargelse, hvad angår deres evige salighed.
Prelaternis geenswar.
Paa thet wij scwlle tilstaa thet som sandt er, tha er i thettæ swar som i thet næst til fornæ møget swaret wdi een løgenachtig oc falsk mening, ther the wiisæ kwnne vell bemerke som pleyæ met forsckiell oc besckede at anammæ wiiss talæ. Eller oc same swar er met en vrang oc vchristelig mening talet for simpell almwghæ, wden then beschede och forklaring ther bwrde att findis hoess, them till eet got behaff, men dog till then ewighe salighetz storæ forargilsæ.

⁵Nam si non, ut gentium philosophi aut Pharisaei Iudaeorum, loquamur, nempe de iustitia, qua in conspectu hominum iusti habemur, quam Apostolus nostram sive suam cuiusque iustitiam, sive iustitiam ex lege vocat, Scholae vero iustitiam acquisitam, utpote proprio cuiusque marte, studio et labore partam, legem observando litera, non spiritu; For hvis ikke vi skal tale som de hedenske filosoffer eller jødernes farisæere, nemlig om den retfærdighed, som vi har i menneskers øjne, som apostelen kalder vores eller ethvert menneskes retfærdighed, eller en retfærdighed efter loven (Rom 10,3; Fil 3,9), men skolerne en erhvervet retfærdighed, som opnås ved enhvers egen anstrengelse, flid og arbejde, når man overholder loven efter bogstaven, ikke efter ånden; For her taler vi ikke om retfærdighed, som de hedenske mestre gjorde det, eller som farisæerne hos jøderne gjorde det; det er den retfærdighed, af hvilken vi agtes retfærdige overfor mennesker, som apostelen kalder vores eller hvert menneskes egen retfærdighed (Rom 10,3; Fil 3,9) eller en retfærdighed for loven, men som skolerne kalder en erhvervet retfærdighed, som nogen har søgt at erhverve med sit eget arbejde, flid og umage, idet han udvortes har overholdt det, som loven byder, ikke åndeligt, men efter en bogstavelig mening, som er udvortes i skrift og bogstav, og ikke indvortes i åndelig og retsindig mening. Forti, ther som wij icke tale om retferdighet, som hedinscke mesteræ haffwe giordt, eller som the phariseyer hoess iødherne, som er then retferdighet aff hwilcken wij agtis retferdighe for mennisckin, ther apostelen kaller wor, eller hwer mennischis egen retferdighet, eller oc retferdighet effter logen, ther scolerne kalder en atspordt retferdighet, som nogen haffwer besøgtt mett sytt eget arbeyde fliitt oc vmag, i thet han haffwer wdwortis holdett thet som logen biwder, icke aandelighe, men effther en textelig mening (168) som er legomlig, vdwortis wdi sckrifft oc bogstaffwe, och ickæ indworthis wdhi aandhelig och retsindig meening.

⁶verum sicuti Christianis et Evangelicis Theologis par est, de iustitia ea, qua iusti coram Deo iudicamur, quam eisdem in locis idem Apostolus iustitiam Dei nominat, Scholae autem iustitia infusam, quippe qua superne mentibus nostris illapsa a Deo, et apud Deum per Iesum Christum iustificemur: men hvis vi taler om den, således som det er passende blandt kristne og evangeliske teologer, om den retfærdighed, hvormed vi bliver retfærdiggjort overfor Gud, som apostelen de samme steder kalder Guds retfærdighed, men skolerne en indgydt retfærdighed, hvorved den er indskudt af Gud i vore sind, og gør os retfærdige overfor Gud gennem Jesus Kristus: Nej, her taler vi om den retfærdighed, som kristne og evangeliske mænd bør tale om, og som er den, af hvilken vi dømmes retfærdige hos Gud, hvilken den samme apostel på de samme steder kalder Guds retfærdighed, og som skolerne kalder en indskudt eller indsat retfærdighed, eftersom den af himlen gunstigt er indfaldet i vore sind, sjæle og forstand fra Gud, og gør os retfærdige for hans ansigt, formedelst Jesus Kristus. Men om then retferdighet som christen oc euangeliscke mend bør at omtalæ, oc er then aff hwilken wij dømis retferdelige hoess Gud. Hwilcken then same apostel i samme steder kaller Gwdz retferdighed, oc scolernæ kaller een indsckwden oc indsæt retferdighet, nar hwn aff himmelin gwnstelighe indfalden i wore sind siell oc sckiell aff Gwd, gør oss retferdige for hanss ansigt, formedels Jesum Christum.

⁷sane huiusmodi iustificatio prima atque inchoata, - qua primo scilicet ex iniustis et filiis gehennae incipimus esse iusti et filii regni, de qua iustificatione illud de publicano [80] dictum intelligitur, quod descendit iustificatus in domum suam, - ea nobis donatur gratuita Dei beneficentia per unius Iesu Christi meritum, citra meritum sive opus nostrum praecedens gratiam et charitatem, qua iusti, filii Dei et haeredes regni efficimur. så må vi sandelig kalde den slags retfærdighed den første og den påbegyndte, - hvorved nemlig først vi, der var uretfærdige og helvedes børn begyndte at blive retfærdige og rigets børn, og om den retfærdighed må det forstås, som siges om tolderen, som 'gik hjem retfærdiggjort til sit hus' (Luk 18,14); - den gives os uforskyldt ved Guds nåde alene gennem Jesu Kristi fortjeneste, uden at der fra vor side går nogen gerning eller fortjeneste forud for nåden og kærligheden, hvorved vi gøres retfærdige, gøres til Guds børn, og til rigets arvinger. En sådan retfærdighed, som er fra begyndelsen den første, der fra uretfærdige helvedes børn gør os til rigets retfærdige børn, er det, der tales om, når det siges om den åbenlyse synder, der gik retfærdiggjort hjem til sit hus (Luk 18,14). Den gives os sandelig af Guds nådige gunst og godhed alene for Jesu Kristi fortjenestes skyld uden al fortjeneste fra vor side og uden vor gerning, som findes i os, før end nåden og kærligheden gives os, som gør os til Guds børn og rigets arvinger. Swodan retferdighet som er fra begyndilsæ then førsthe ther oss aff wretferdighe oc helffwedis børn, gør rigens retferdige børn. Om hwilcken retferdighett thet scal wnderstaas som sigis om then obenbare syndere ther hiemgick retferdig i syt hwss, hwn giffwis oss sandelige aff Gwdz naadelige gunst oc godhet alleniste for Jesu Christi verdsckyld, vden all wor forschylding, eller wor gerning ther findis vdi oss, før end naaden och kerlighett giffwis oss, ther gør oss Gudz børn oc rigens arffwinge.

⁸Nam alioqui iam non esset gratia dicente Apostolo: Ei qui operatur, merces non imputatur secundum gratiam, sed secundum debitum; et rursum: Quod si per gratiam, non iam ex operibus. Quandoquidem gratia non iam est gratia; imo certe quod Christus ut nos iustificaret mortuus est; si talis iustificatio ex operibus nostris praecendentibus esset, frustra Christus mortuus esset; For ellers var det ikke af nåde, efter apostelens ord: 'Den, der arbejder, ham tildeles lønnen ikke efter nåden, men efter fortjeneste' (Rom 4,4; Vulgata; note 1); og atter: 'Fordi, hvis det var ved nåde, så var det ikke ved gerninger. Ellers ville nåden ikke være nåde' (Rom 11,6; Erasmus); tværtimod er det givet, at Kristus er død, for at vi kunne retfærdiggøres; hvis en sådan retfærdighed blev givet ud fra vore forudgående gerninger, så ville Kristus være død forgæves; For ellers var det ikke en nåde, som er en gunstig gave uforskyldt, som apostelen siger: 'Men den, som gør gerningen, hans løn regnes ikke for at være af nåde, men efter fortjeneste og som en skyldighed'. (Rom 4,4). Og videre: 'Men er det af nåde, da kan de ikke nu være af gerninger, da nåden da sandelig ikke var nåde' (Rom 11,6). I sandhed, Kristus er død for os, fordi han ville retfærdiggøre os. Hvis en sådan retfærdighed var fortjent ved forudgående gerninger, da var Kristus død forgæves. Forti thet ware ellers icke naade, som er en gunstig gaffwe vforsckylt, som apostelen siger. Men then som gør gerningen, hanss løn agtis icke at vare naadelig, men aff fortienisthe oc verdsckyld. Oc framdelis. Er hwn och aff naadhen, tha kan hwn ickæ nw waræ aff gerningher nar naadæ ware tha sandelige icke naade. I sandhet tha er Christus forti dødt, at han ville os retferdige giøre. Hwor swodan retferdighett forti waræ forsckyldt mett framfarnæ gerninger, tha ware Christus forgæwis dødt.

⁹atque hoc quod dicimus verum est, non de operibus modo ceremonialibus Mosaicae legis appellare solet, utpote ad quae soli Iudaei pro tempore legos Mosaicae obstricti erant, et de quibus potissimum in Romanis loquitur et in Galatis, docens omnes legis ceremonias, posteaquam Evangelii lux orbi coruscavit, evanuisse veluti (117) futurorum umbras idque contra pseudapostolos, qui Romanos et Galatas in legis servitutem adducere conabantur asserentes, citra legis observationem ad salutem Evangelium non satis esse, og det, som vi siger, er sandt, ikke blot om de gerninger, som man plejer at kalde moselovens ceremonielle handlinger, som kun jøderne på moselovens tid var forpligtede på, og om hvilke han taler stærkt til romerne og til galaterne, hvor han lærer, at enhver ceremoniallov, efter at evangeliets lys er blevet tændt i verden, er blevet tom som skygger af det kommende, og det lærer han imod de falske apostle, som stræbte efter at føre romerne og galaterne ind under tjeneste under loven, idet de forsikrede, at der ikke kunne gøres tilstrækkeligt til en evangelisk frelse udenom overholdelse af loven, Og det, som vi nu siger, er ikke alene sandt om de ceremonielle handlinger, efter Moselovens bestemmelser, som herskede dengang, som Paulus plejer at kalde lovens gerninger, som er de gerninger, for kun forpligtede jøderne, den gang moseloven stod ved magt. Om de gerninger taler Paulus til Romerne og Galaterne og siger, at de jødiske ceremonier, efter at den evangeliske nåde er blevet åbenbaret over hele verden, er forsvundet og er magtesløse, ligesom forbilleder og skygger mod en klar og skinbarlig sandhed. Og det sagde han imod nogle falske apostle, som med list og i en jødisk mening ville lokke Romerne og galaterne ind under trældom under moseloven, og derfor sagde, at den evangeliske nåde ikke var nok til mennekers salighed, moseloven måtte også opfyldes. Oc thet som wij nw sighe er icke alsomeniste (169) sandt om ceremoniers gerninger, effter Moisi lows manering som ware framfarne, ther Paulus pleyer at kalle lowlige gerninger, som eræ the gerninger ther forplichtedæ alsomenistæ iødernæ, then stwnd Moisi low haffde macht. Om hwilcke gerninger Paulus omtaler till the Romeræ oc Galater oc siger, at the iødiscke ceremonier siden then euangeliscke naade er obenbarid offwer all werden ere forswunden oc magtløsæ, ligerwiis som figwrlige sckwgger, mod een klar och schynbarlig sandhet. Oc thet giorde han mod falscke apostelæ som wilde met liist wdi en iøde mening locke the Romeræ oc the Galater til Moisi lows treldom, ther forti sagde, at then euangeliscke naadhe war icke nog till mennisckins salighett, wden Moisi low giordis och swo fyllist.

¹⁰unde sic ad Romanis ait: Ex operibus legis non iustificabitur in conspectu eius omnis caro. hvorfor han også siger således til romerne: 'af lovgerninger er der intet kød, der bliver retfærdiggjort i hans øjne' (Rom 3,20; Erasmus). Og derfor siger denne apostel således til romerne: 'Af de jødiske gerninger bliver intet mennesker retfærdigt for Guds åsyn' (Rom 3,20). Oc forti siger same apostell till the Romeræ swo. Aff the iødiscke gerninger worder inthe menniscke retferdigt for Gwdz aasiwn.

¹¹Et paulo post inibi: Arbitramur fide iustificari hominem absque operibus legis. Ad Galatas vero sic ait: Scimus non iustificari hominem ex operibus legis, nisi per fidem Iesu Christi. Et post pauca ibidem: Nam si per legem iustitia, igitur Christus frustra mortuus est. Non solum hoc quod diximus verum est de operibus ceremonialibus, sed etiam moralibus primam iustificationem praecedentibus, ad quae omnes cuiuscunque tandem nationis homines sub omni lege, naturae, scripta et gratiae obstringuntur. Og noget derefter det samme sted: 'Vi mener, at mennesket bliver retfærdiggjort ved tro uden lovens gerninger' (Rom 3,28; Erasmus). Men til galaterne siger han således: 'Vi véd, at mennesket ikke retfærdiggøres ved lovens gerninger, men ved tro på Jesus Kristus' (Gal 2,16; Erasmus). Og lidt senere det samme sted: 'For hvis retfærdighed kommer ved loven, er Kristus død forgæves'. (Gal 2,21; Erasmus). Det, vi her har sagt, er ikke blot sandt om de ceremonielle gerninger, men også om de moralske, der går forud for den første retfærdighed, på hvilke alle nationers mennesker er forpligtede, ligegyldigt hvilken lov de er under, naturloven, den skrevne eller nådens lov. Og noget derefter: 'Vi mener, at mennesket bliver retfærdiggjort uden moselovens gerninger' (Rom 3,28). Til galaterne siger han således: 'Vi véd, at mennesket ikke bliver retfærdigt af de gerninger, loven byder, foruden Jesu Kristi tro' (Gal 2,16). Og noget derefter på samme sted: 'Fordi, dersom retfærdighed blev givet formedelst loven, da er Kristus død forgæves' (Gal 2,21). Og det, vi nu har sagt, er ikke alene sandt om de ceremoniale gerninger, men også om alle moralske gerninger, der drejer sig om tugt og ære i opførsel, og som den første retfærdighed forefinder, på hvilken alle mennesker, hvad land de end bor i og under hvilken lov de end er, (om den er naturlig, skreven eller nådelig) er forpligtede. Oc noget ther effter. Uij meenæ att mennisckin bliffwer aff troen retferdig foruden Moisi lows gerninger. Till the Galater siger han swo. Uij widæ at mennisckin bliffwer icke retferdig aff the gerninger logen biwder, forwden Jesu Christi tro. Oc noget ther effter i same sted. Forthi, ther som retferdighet giffwis formedels logen, tha er Christus forgewis dødtt. Och thet wij haffwe nw sagtt, er icke alsomeniste sandt om the ceremonisckæ gerninger, men och swo om alle høwischetz gerninger ther haffwe twcht oc ære wdi handel, som then første retferdighet finder fore sig, til huilcke alle menniscker i hwad landscaff the findis wdi, oc wnder hwad low the eræ (natwrlige sckreffwen oc naadelig) ere forplichtedæ. (170)

¹²Unde Paulus ad Ephesios [81] universaliter pronuntians, quem hic locum citatis: Gratia, inquit, estis servati per fidem, idque non ex vobis; Dei donum est; non ex operibus, ne quis glorietur. Et ad Titum simpliciter idem efferens: Postquam, inquit, bonitas et erga homines amor apparuit servatoris nostri Dei, non ex operibus iustitiae, quae nos faciebamus, sed secundum suam misericordiam salvos nos fecit. Hvorfor da også Paulus i al almindelighed proklamerer på det sted, som I citerer: 'Af nåde er i frelst ved troen, det skyldes ikke jer, Guds er gaven; det sker ikke ved gerninger, for at ingen skal rose sig' (Ef 2,8f; Erasmus). Og til Titus udbryder han i al enkelhed det samme: 'Siden Guds vor frelsers godhed og kærlighed imod os har vist sig, har han frelst os, ikke gennem de retfærdige gerninger, vi har gjort, men ifølge sin barmhjertighed. (Tit 3,4f; Erasmus). Og derfor siger denne apostel om alle gerninger i almindelighed til efeserne: 'Ved nåden er I frelst formedelst troen, og det skyldes ikke jer selv, for det er Guds gave, ikke af nogen gerninger, for at ingen skal prale med det'. (Ef 2,8f). Det samme siger han også til Titus, at ingen gerninger er undtagen: 'Siden Guds, vor frelsermands, godhed og kærlighed mod menneskene har vist og åbenbaret sig, ikke på grund af de retfærdige gerninger, som vi har gjort, men på grund af hans miskundhed, da han gjorde os salige' (Tit 3,4f). Och forti siger same apostell om alle gerninger almennelige till the Ephesier. Naadelige (siger han) ere i frelstæ formedels troen, oc thet icke aff eder sielffwe, forti thet er Gudz gaffwe, icke aff nogre gerninger at nogen scal sig berømme. Thet samme siger han oc swo till Titum ingen gerning wndertagen. Siden (siger han) at wor frelsermandz Gwdz godhett oc mod mennisckin kerlighet haffwer sig teedt oc obenbaridt, icke for the retferdightdtz gerninger ther wij nogen tiid giorde, men effter hanss egen misckwnd tha giorde han oss salige.

¹³Alibique saepius in eandem sententiam de quibuslibet operibus iustificationem antecedentibus generali sermone pronuntiat. Andre steder udtaler han sig ofte i den samme mening om de gerninger, der går forud for retfærdiggørelsen, i sin almindelige prædiken. Andre steder skriver han ofte i samme mening om alle de gerninger, som den første retfærdighed finder for sig, hvordan de ikke kan fortjene denne retfærdighed. Paa andre stæder sckriffwer han offte vdi same mening, om alle the gerninger som then førstæ retferdighett finder fore sig, hwore the kwnne same retferdighet icke forsckylde.

¹⁴Nam Iudaei in ea erant opinione, et nonnulli ex circumcisione pseudoapostoli (quibuscum Paulo Apostolo doctori gentium ubique negotium fuit) ad Iudaismum homines nusquam non illicientes, docebant se legis observatione Christi gratiam promeruisse, ideoque gentes, quae in idolatria vixerant, aut excludendas ab Evangelii consortio, aut ceremonias Mosaicae legis una cum Evangelio etiam ab ipsis esse custodiendas; For jøderne var af den mening, og det var også nogle falske apostle af omskærelsen (med hvilke Paulus som hedningernes lære overalt havde at gøre), at de lokkede mennesker til jødedommen, idet de lærte, at de ved at overholde loven kunne fortjene sig Kristi nåde, og at derfor hedningerne, som havde levet i afgudsdyrkelse enten skulle udelukkes fra evangeliets fællesskab, eller også skulle overholde moselovens ceremonier sammen med evangeliet; Jøderne var af den mening, og det var også nogle falske apostle af jødeslægt (som Paulus af den grund altid havde med at gøre); de lokkede altid tid under saligheds skin folk hen til den jødiske lov og tro, idet de sagde, at de af den jødiske slægt, som var kommet til tro, havde erhvervet Kristi nåde gennem de ceremonielle gerninger, som de levede i under moseloven, og at derfor de hedninger, som havde levet i afgudsdyrkelse, enten ikke skulle indoptages i troen, eller også først forberedes under moseloven i de ceremoniale gerninger og i andre gerninger, som hørte loven til. Forti at iødernæ ware i swodan mening och noger falscke apostelæ aff iøde slecht (ther Paulus haffde forti altiid at gøre met) som alle tiider wnder salighetz sckyn lockede folck till then iødiscke low oc tro, sigendis att the som ware falden til troen aff then iødiscke slecht, haffde forhwerffwet Christi naade met the ceremoniscke gerningher som the leeffde vdhi wnder Moisi low. Oc at hedninge forti som haffde leffwet wdi affgwde tieniste oc dyrckilse, scwlde enchten icke anammis til troen, eller oc til fornett beredis wnder Moisi low wdi the ceremoniscke oc andre gerninger som loghen tilhørdhe.

¹⁵hoc autem velut omnium longe impiissimum et Christi mortem evacuans quam acerrime oppugnans, cunctis quorumcunque hominum operibus ante gratiam Christi factis, atque gratia Christi exclusa iustificandi vim adimit, docens omnes tam Iudaeos quam gentes ante Christi gratiam essepeccatores, Dei misericordia iustificari per fidem in Christum Iesum sine operibus nostris praecedentibus. men dette bekæmper han på det hæftigste som den allerstørste ugudelighed, der tilintetgør Kristi død, og han fratager de menneskelige gerninger, af hvad art de end er, som er gjort før Kristi nåde enhver retfærdiggørende kraft, når de ikke har Kristi nåde, idet han lærer, at alle såvel jøder som hedninger førend Kristi nåde er syndere, og retfærdiggøres ved Guds barmhjertighed gennem tro på Jesus Kristus uden forudgående gerninger fra vor side. Det regner Paulus for den allerstørste ugudelighed, som tilintetgør Kristi hellige død, og derfor kæmper han altid skarpt imod den mening, og forvisser os om, at alle menneskets gerninger, hvad slags de end er af, som gøres, førend vi er er kaldede til Kristi nåde, er helt uduelige til retfærdighed, og giver derfor til kende, at hvad enten det er jøder eller hedninger, da er alle syndere, før de modtager Kristi nåde, og at de alene bliver retfærdige af Guds miskundhed formedelst troen på Jesus Kristus. Thet holder sanctus Paulus at ware alsomstørst wgwdelighett, ther til inthe gøræ Christi hellige død, oc forti fiigter han altiid sckarpelige mod then mening, oc gør oss wiiss. At alle mennisckine gerninger i hwad slag the ere vtaff, som gøris før end (171) wij eræ kalledhæ til Christi naade, eræ plat vdwelige til retferdighet, oc giffwer forti til kendæ at ware sig enchthen iøde eller hedninger, tha eræ the alle synderæ før end the anamme Christi naade, och at the bliffwe retferdige alsomenistæ aff Gudz misckwnd formedels troen til Jesum Christum.

¹⁶Atque hoc quidem verum est, non posse nos iustificare praecendentia gratiam opera nostra, non solum ab hominibus imperata, (118) sed (uti recte dicitis) nec ipsa quidem quae Deus ipse praecepit, quantumlibet speciosa coram hominibus apparuerint. Og det er da ganske rigtig sandt, at ingen af vore gerninger, gjort før nåden, kan retfærdiggøre os, ikke de gerninger, som påbydes af mennesker, men, som I med rette siger, heller ikke de gerninger, som Gud selv påbyder, hvor skønne de end ser ud for mennesker. Og det forholder sig i sandhed således, at ingen af de gerninger, som vi gør, førend vi modtager troen og nåde for troens skyld, gør os retfærdige, og, som I rettelig siger, hvad enten de er befalede af mennesker eller af Gud, hvor skønne de synes at være i menneskers øjne. Oc thet haffwer sig swo i sandhet, at inge the gerninger som wij gøre før end wij anamme troen och naade for troens sckyld, gøre oss retferdighe, oc som i rettelige sigæ, ware sig enchten bwden oc befallede aff mennisckin eller aff Gwd, i hware sckøne the siwnis at ware for mennisckins aasiwn.

¹⁷At e diverso iustificatio etiam illa, qua coram Deo iusti habemur, verum secunda, et ut Iacobus inquit, consummata, qua videlicet ex iustis iustiores et ex sanctis efficimur sanctiores, de qua illud Apocaplypseos intelligitur: Qui iustus est, iustificetur adhuc, opera nostra [82] primam iustificationem consequentia iam ex gratia et charitate profecta, necessario exigit, ne talentum nobis a Deo traditum defodientes in terram et pecuniam domini nostri abscondentes in vacuum gratiam Dei accipiamus, Men derimod, også den retfærdighed, hvormed vi regnes retfærdige for Gud, som er den anden og som Jakob siger, den fuldkomne retfærdighed (Jak 2,22), den retfærdighed, hvorved vi fra at være retfærdige bliver mere retfærdige, og fra at være hellige bliver mere hellige, den retfærdighed, om hvilket det sted i Åbenbaringen handler, der siger: 'Den, der er retfærdig, bliver stadig (eller mere) retfærdig' (Åb 22,11; Vulgata), den retfærdighed opvækker sandelig med nødvendighed vore gerninger til at følge efter den første retfærdighed, for at vi ikke skal grave den talent, der er givet os af Gud, ned i jorden elle gemme vor herres penge, så det er forgæves vi har modtaget Guds nåde, (Matt 25,18) Men nu derimod, den retfærdighed, af hvilken vi regnes retfærdige for Gud, som er den anden retfærdighed, som Jakob også kalder en fuldkommen retfærdighed, (Jak 2,22) der af retfærdige gør mennesker, der er mere retfærdige, og af hellige gør mennesker, der er er mere hellige, om den retfærdighed skal det forstås, som Johannes siger i sin åbenbaring, at den, som er retfærdig, skal gøres mere retfærdig (Åb 22,11). Den retfærdighed har brug for vore gerninger, som af nåde og kærlighed følger efter den første retfærdighed, for at vi ikke skal nedgrave det pund, som vi fik af Gud, og gemme vor herres penge, (Matt 25,18), Men nw twert emod, then same retferdighet aff hwilcken wij agtis retferdige for Gwd, som er then anden ther sanctus Jacobus och suo kaller en fuldkommen retferdighet, ther gør aff retferdige meer retferdige, oc aff hellighe meer hellige, om huilken thet scal vnderstaas som Joannes siger vdi syn obenbarilse bog, att then som er retferdig scal gøris meer retferdig. Hun haffuer vore gerninger behoff som aff nade och kerlighet effterfølge then første retferdighet, at wij thet pund som wij anammede aff Gud scullæ icke graffwe i iorden, og gøme wor herris penning,

¹⁸sed ad usuram exponentes negotiemur in ei, ut nonnihil insuper lucremur, quod domino cum foenore aliquando reddamus, sic ambulantes, ut gratiae usu et exercitio, gratia magis abundemus et divites fiamus in bonis operibus: Omni enim habentes, scilicet ut oportet, id est, utenti gratia, dabitur et abundabit. - men vi skulle drive handel med den, så vi får rente ind, så vi dog i nogen måde kunne gøre gavn og tilbagegive Herren en del med rente, idet vi vandrer sådan, at vi ved nådens brug og øvelse strømmer over med nåde og bliver rigere på nåde og gode gerninger: 'For enhver som har', det vil sige, de, som bruger nåden ret, 'ham skal der gives, så han har overflod' (Matt 25,29; Erasmus). som om det var forgæves, vi havde modtaget Guds nåde (2 Kor 6,1), som vi med rente skulle bruge og forbedre, for at vi med gavn og fordel kunne overlade det Herren igen, når han kræver, og for at vi kunne bruge nåden sådan at den måtte formeres og forbedres, og for at vi på den måde måtte blive rige på gode gerninger. For 'alle de, som har' det vil sige, de som rettelig bruger en modtagen nåde, 'dem skal der gives, at de skal have rigeligt' (Matt 25,29). ligherwiis som wij Gwdz naadhæ haffdhæ forghæffwis wndtfanghett, ther wij met aager sckwlde brwge oc forbedre at wij met baadæ oc fordeell kwnne forantworde herren i gen nar han paakreffwer, oc at wij swo kwnne brwge naaden, att hwn motthe formeris och forbedris, och at wij motte swo worde righe wdi gode gerninger. Forthi alle the som haffwe, thet er the som rettelige brwghe een anammet naade, them scall giffwis att the sckwlle righelighe haffwe. (172)

¹⁹Hoc autem ita perspicuum est, ut soli facem videatur accendere velle, qui eam in rem scripturarum velit adducere testimonia, quorum vel tota plaustra huc advehi possent, quandoquidem scriptura nusquam non et praeceptis et exemplis bonorum operum scatet, id quod vel decalogus solus nulli non cognitus abunde omnes docere poterat, ad quem, ut ante diximus, universa bene vivendi praecepta referentur, utpote bonorum operum praecepta continens, ut nescio mirarine magis inconstantiam, an stultitiam potius ridere debeam eorum concionatorum, qui, postquam crepantibus buccis praedicarunt solam fidem et bona opera condemnarunt, Men dette er så soleklart, at den, der vil fremføre skriftbeviser for den sag, synes at tænde lys for solen; af disse skriftbeviser har et helt læs med denne sag at gøre, eftersom skriften overalt fremsprudler med bud om og eksempler på gode gerninger, hvilket vel de ti bud så rigeligt kan lære enhver uvidende om, og disse bud indeholder, som vi forud har sagt, alle de bud, der skal til, for at vi kan leve et godt liv, idet de indeholde bud om gode gerninger, så angående deres prædikanter véd jeg ikke, om man skal forundres over deres foranderlighed eller le over deres stædighed, når de af fulde lunger har prædiket troen alene og fordømt gode gerninger, Dette er så klart og så indlysende sandt, at den der vil bevise det med noget skriftsted, han tænder lys for at se solen, fordi denne læresætning har et helt læs af skriftsteder (som man plejer at sige) til bevis, eftersom skriften overalt er fuld af bud og eksempler på gode gerninger, hvor alene de ti bud måtte rigeligt nok lære os det, de, som indeslutter i sig alle gode bud og leveregler, så at vi ikke véd, om vi skal forundre os over nogle prædikanters ustadighed eller spotte deres gækkeri: når de for fuld udblæsning har lovet og priset den blotte tro og fordømt gode gerninger, Thette er swo klart oc swo sckynbarlige sandt, at hwo thet will met nogen sckrifft bewiisæ, tha tender han liwss till at see solen, forthi thette stycke lerdom haffwer heelæ læss sckriffter (som mand pleyer at siigæ) till bewiissning, nar sckriffthen er fwldtt paa alle stæder, met bwd oc exempill till gode gerninger, ther allene the x. bwdord motte oss lære righeligæ nog, som i sig beslwthæ alle gode bwd oc wilkaar till att leffwe effther. Swo at wij icke widhæ hwad heller wij sculle fforwndræ noger predicanters wstadighet, eller oc spotte theris geckerij, nar the met fwldt lyd haffwe loffwett oc priist then blotte tro, oc fordømdt gode gerninger,

²⁰in calce tamen ad populum e suggesto decalogum et orationem dominicam referre solent, non animadvertentes haec pugnare vel ex diametro, cum certe unus ipse Apostolus huic operum distinctioni, nempepraecedentium atque sequentium fidem abunde fecerit. dog mod slutningen overfor folket fra prædikestolen plejer at henvise til de ti bud og fadervor, uden at skænke det en tanke, at de ting er to diametrale modsætninger, eftersom den samme ene apostel overalt foretager denne skelnen mellem gerninger, nemlig mellem dem, der går forud for troen, og dem, der følger efter. da plejer de dog at afslutte deres prædiken med de ti bud og med fadervor, uden at tænke på, at deres lære og deres gerninger åbenlyst strider mod hinanden. Og sandelig, den ene apostel, Paulus, forklarer tydeligt den forskel, der er på gerninger, om de gøres før eller efter Kristi nåde, tha pleyæ the dog at beslwtæ theris predickin met the x. bwdord oc mett Pater noster, oc icke besinde at theris lerdom oc gerning obenbare fiigte emod hwer andræ. Och sandelighe then enæ apostell sanctus Paulus klarlige besckeder thett forsckiel paa gerninger, som giøris før end wij ansees till Christi naade oc siden.

²¹Nam is maximus alioqui gratiae et fidei buccinator ubique tamen omnes epistolas morali loco plerumque concludit, annectens fere tractatis fidei negotiis praecepta bonorum operum, id quod cum in aliis tum in eis, quae sunt ad Romanos et Galatas, maxime videre licet. For skønt han selv er den største udråber af nåden og troen, slutter dog alle hans breve med mange moralske steder, så at han næsten sammenknytter behandlingen af troens affærer med bud om gode gerninger, hvilket kan ses i de andre breve, men især i brevene til romerne og galaterne. og giver så godt som til kende, hvordan Gud vil, at den nåde, som vi har modtaget af nåde og uden fortjeneste, den skal vi siden tjene og gengælde med gode gerninger, for at vi ikke skal findes utaknemlige. Og derfor slutter denne apostel, skønt han allerhelst og allermest priser og lover troen, alle sine epistler med bud og befalinger om gode og moralskke gerninger, som vi skal gøre og bruge, efter at han har behandlet troens affærer, særlig i brevene til romerne og galaterne. Och swo gott som giffwer til kende, hwore Gwd will at wij scwle then naade som wij haffue anammet gwnstelige wden all forsckylding, siden tienæ oc forsckylde met gode gerninger, at wij scwlle icke befindis i nogen wtachnemmelighett. Oc forti tha beslwter same apostel (dog han alsomhelst oc alsommeest priiser oc loffwer troen) alle syne episteler mett bwd oc befalning om gode oc høffwiscke gerninger, at gøre oc brwgæ, siden han haffwer trachteret troens handell, och besynderlighe i the sendebreff til Romeræ och Galather.

²²Nam postquam illic ex professo vim iustificandi operibus gratiam praecedentibus ademisset, versus finem tamen utrobique ad moralem locum transiens praecepta bonorum operum praescribit. For efter at han her tydeligt har borttaget kraften til at gøre retfærdig fra de gerninger, der går forud for nåden, så foreskriver han dog hen imod slutningen i begge breve, hvor han går over til moralske steder, bud om gode gerninger. For efter at han med foragt har borttaget al fortjeneste i de gerninger, som blev gjort, før troen blev åbenbaret, for at nåden skal være nåde, da beskriver han dog mod slutningen bud og anordninger om gode, moralske og tugtite gerninger, som de skal leve i for at forøge, formere og forbedre den første og nådefulde retfærdighed. Forti siden han met foragt haffwer fortaget all (173) forsckylding i the gerninger som giordis før end troen er obenbarit, paa thett att naade sckal ware naade, tha besckriffwer han dog mod enden, bwd oc wilkaar om godhæ høffwisckæ och twchtighe gerninger ther the scwlle leffwe wdi, till at forøge, formeræ, oc forbedre then førstæ oc naadelige retferdighet.

²³Quid, quod Apostolus ipse ad Romanos quasi scrupulum hunc opera dedita eximere volens, antequam perveniat ad locum moralem, interea bis obiectioni, quae (119) fieri posset [83] adversus opera, per antipophoram occurrens, ubi docuisset per fidem nos absque operibus nostris praecedentibus iustificari, ad bona nos hortatur opera, consequentia videlicet cap. 6, quod vos hic perperam velut de praecedentibus operibus dictum affirmatis, et cap. 8. Men hvad med det sted, hvor apostelen selv skriver til romerne, som om han vil fjerne enhver bekymring om at hengive sig til gerninger, førend han kommer til det moralske sted, dèr, hvor han to gange imødegår den indvending, der kan rejses mod gerninger, dèr, hvor han midt i, at han lærer om, at vi retfærdiggøres ved troen uden forudgående gerninger fra vores side, opfordrer os til gode gerninger, nemlig efterfølgende gode gerninger, i kapitel 6, hvilket I her urigtigt mener er sagt om de forudgående gerninger, og kapitel 8. Og dog har denne apostel, som om han havde forudset, at der ville komme nogen, der foragtede gode gerninger, to steder i brevet til romerne (førend han kommer til det tolvte kapitel, hvor han alene giver bud og undervisning om gode gerninger) givet råd og tilskyndelse til gode gerninger, for dermed at efterfølge den første nåde, som var givet af nåde, det er: uden nogen forudgående fortjeneste, og det gør han i det sjette og det ottende kapitel. Oc dog haffwer same apostel ligerwiis som han haffde sig forwiist paa gode gerningers foragteræ paa twenne stæder i thet sendebreff till the Romeræ (før end han kommer till thet taaltæ capitell, hwar han encke besckriffuer bwd och vnderwiisning om gode gerninger) giffwet raad oc sckynde till gode gerninger, ther mett att forfølghe then første naade som war gwnstelig giffwen, thet er wden all framfaren forsckylding, oc thett gør han i setthæ och otthendæ capittell.

²⁴Quocirca, nisi forte sanctos Dei homines, prophetas, Apostolos et Evangelistas inter sese, imo Paulum vel potius in ipso Dei spiritum more vestro secum pugnare credatis, velitis nolitis, hanc et iustificationis et operum distinctionem admittatis oportet, nimirum ex operibus antecedentibus non esse primam iustificationem et inchoatam, quae est ipsius iustitiae a Deo per Christum infusio; Derfor må I, hvis I ikke tror, at Guds hellige mænd, profeter, apostle og evangelister er uenige, ja, at Paulus kæmper med sig selv eller med Guds ånd i ham, I må, hvad enten I vil eller ej, indrømme denne skelnen i både retfærdiggørelsen og i gerningerne, at nemlig den første og påbegyndte retfærdighed, som er den retfærdighed, der indgydes af Gud ved Kristus, ikke sker i kraft af forudgående gerninger; Og derfor må I, hvad enten I vil eller ej, give denne forklaring på retfærdighed og gode gerninger og tilstå, at ingen forudgående gerninger nogensinde kan fortjene den første retfærdighed, som er af nåde formedelst troen på Jesus Kristus. Hwar for i sckwlle, wele i oc wele i ey, gøre thenne besckede paa retferdighet oc gerninger, oc thet tilstaa, at inge framfarne gerninger kwnne nogen tiid forsckylde then første retferdighet som naadelig er formedels troen til Jesum Christum,

²⁵at secundam et consummatam, quae est profectus et augmentum eiusdem, una cum gratia Dei ex operibus nostris consequentibus esse men at den anden og fuldendte retfærdighed, som er et fremskridt og en forøgelse af den første, sammen med Guds nåde gives ud fra vore efterfølgende gerninger, men at efterfølgende gerninger, som har deres rette skikkelse af nåde og kærlighed, meget vel kan formere og forøge den første retfærdighed. Det må I sige, hvis ikke I vover at sige, at Guds hellige mænd, profeter, apostle og evangelister har kæmpet mod hinanden i lære og mening, eller sige det, som værre er, at Paulus ikke er i overensstemmelse med sit eget sind, hånd og mund. men effterkommende gerningher som haffwe theris retthæ fandtzwn aff naade oc kerlighet kwnne tha formeræ och forøge same førstæ retferdighet, wden i taare sige, at Gwdz hellige mend, propheter, apostele, oc euangelister haffue fiigthet mod huer andræ i lerdom oc mening, eller oc thet som meer er, at sanctus Paulus gør icke eet mett sytt eghet sind, hand oc mwnd.

²⁶atque (ut in summa dixerim) opera nostra non generare iustitiam, qua coram Dei iusti habemur, at una cum Dei gratia ipsam augere, consummare ac perficere. eller, at jeg skal opsummere, I må indrømme, at vore gerninger ikke fremkalder den retfærdighed, hvormed vi regnes retfærdige hos Gud, men sammen med Guds nåde øger, fuldender og gennemfører den. Alt dette kan sammenfattes således: Vore gerninger hverken bevirker eller fortjener den retfærdighed, af hvilken vi regnes for noget for Gud, men de kan dog med Guds nådes bistand forøge, formere og fuldkomme denne retfærdighed. Oc thette er altsammen swmmelig att sighe. Uore gerninger hwerckin fødhæ eller forsckylde then retferdighet wij agtis vdaff hoess Gwd men the dog mett Gwdz naadis biistandt kwnne same retferdighett forøghe, formeræ, oc fwldkommæ. (174)

²⁷Verum enimvero, quod neutiquam in hoc argumento praetereundum censeo, ne ipsa quidem opera bona gratiam antecedentia tanquam ad nihilum utilia contemptui habenda sunt et negligenda. Men her mener jeg ikke, vi bør forbigå et argument, for ikke at regne de gode gerninger, der gøres forud for nåden, til noget nytteløst eller noget, der kan forsømmes. Men i denne sag bør vi ikke forbigå én ting, den nemlig, at de gode gerninger, som gøres, førend den særlige retfærdigheds nåde gives, de skal ikke forsømmes eller forsmås. Men i thenne handell bør oss tha eet stycke icke gaa forbij, Thett er att the gode gerninger som gøris før end then besynderlighæ retferdighedz naade giffwis, sckwlle tha icke forsømis oc forsmaas.

²⁸Nam Deus optimus maximus, cuius miserationes super omnia opera eius, quemadmodum ex iustitia sua nullum in orbe malum relinquit impunitum, ita multo magis ex sua misericordia nullum in mundo bonum, ne poculum quidem aquae frigidae irremuneratum relinquit. For den bedste og største Gud, hvis miskundhed overgår alle hans gerninger (Sl 145,9), ligesom han på grund af sin retfærdighed ikke lader noget ondt ustraffet i verden, sådan gør han på grund af sin barmhjertighed meget mere det, at han ikke lader noget godt ulønnet, om så blot det at give et bæger koldt vand (Matt 10,42). For ligesom den allerbedste og største Gud (hvis miskundhed overgår alle hans gerninger) på grund af sin retfærdighed ikke lader noget ondt ustraffet, sådan gør han meget mere det, at han af sin miskundhed og godhed ikke lader nogen god gerning være ulønnet, ikke engang en drik koldt vand, som gives i hans navn (Matt 10,42). Forti then allerbestæ oc størstæ Gwd (hwess misckwndhett ther offwergaar alle hanss gerningher) ligerwiis som han aff syn retferdighet lader inthe ondt ware vpyntt. Swo møghett meer aff syn misckwnd oc godhett, lader han inge gode gerning ware wløndtt, ey heller een drick kaltt wadn som giffwis i hanss naffn.

²⁹Quo fit ut quae facimus opera quoquo modo bona, antequam gratia Dei iustificati sumus, non solum mereantur apud Deum aut supplicii mitigationem in futura, aut in praesenti vita temporarium aliquod commodum, sed etiam nos ad gratiam et iustitiam disponant atque praeparent, ita scilicet, uti nos non dignos quidem ea,sed ad eam idoneos reddant, atque ut Deus quidem eam nobis non e iustitia sua debeat, sed ut ad eam nobis largiendam e benignitate sua exstimuletur, dum considerat nos provirili nostra facere, quod in nobis sit. Herved sker det, at de gerninger, vi gør, før vi bliver retfærdiggjorte ved Guds nåde, på den måde er gode, at de ikke alene gør os fortjente hos Gud til at mildne den straf, vi skal lide i det fremtidige liv, eller giver os nogen velfærd i dette timelige liv, men også disponerer os for og forbereder os til nåden og retfærdigheden, således nemlig at de gør os, ikke værdige, men skikkede, og således at Gud, skønt han ikke er tvunget af sin retfærdighed til at give os dem, dog af sin barmhjertighed og godhed fremskynder den, når han ser, hvordan vi af alle kræfter gør, hvad vi kan. Og derfor sker det, at de gode gerninger, som vi gør, førend vi af Guds nåde er retfærdiggjorte, ikke alene formilder den straf, vi skal lide efter døden, og ikke alene fortjener os nogen timelig velfærd i dette forgængelige liv, men også gør os modtagelige og forbereder os til nåden og retfærdigheden, ikke sådan, at de gør os værdige dertil, som en slags vederlag, der giver os gengæld, men alene så det gør os modtagelige. Ikke fordi Gud derved af ret og rimelighed bliver mennesket nogen løn skyldig, men han giver os nåde og retfærdighed, når han ser, at vi gør vort bedste. Och forthi sckeer thett, at the gode gerninger wij giøræ før end wij ere aff Gwdz naade retferdige giorde, icke alsomeniste formilde then pynæ wij sculle effter døden lidæ, eller oc swo forsckylde noghen tymelig welferdtt i thetthe forghenghelighe liff, men the och swo beqwemmæ och beredhæ oss till naadhæ och retferdighett, icke att the giøræ oss ther till werdighæ, som aff thett wedherlag ther giør fyllist, men alsomenisthæ qwemmæ. Icke for thi at Gwd ther foræ aff tilbørlighett bliffwer mennisckin nogen løn plichtig, men han aff syn godheedt tildragis at giffwe oss naade och retferdighett, nar han seer att wij tha giøræ wortt besthæ.

³⁰Quorsum enim alias pertinerent (120) toties in utroque testamento repetitae peccatorum ad poenitentiam exhortationes? veluti cum dicitur: Praeparate corda vestra Deo; rursus: Poenitentiam agite; appropinquavit enim regnum coelorum, et id genus propemodum infinita? Hvad andet tjener nemlig de i begge testamenter overalt gentagne opfordringer til synderne om at gøre bod til? som når der siges: 'Bered jeres hjerter for Gud' (1 Sam 7,3). Og igen: 'Gør bod; himmeriges rige er nær' (Matt 3,2; Vulgata; note 2). Og næsten uendelig mange af den slags skriftsteder. Hvis det ikke forholdt sig sådan, hvad skulle det så til med så mange råd og tilskyndelser til bod i begge testamenter, som når der siges: 'Bered Gud jeres hjerter' (1 Sam 7,3). Fremdeles: 'Undlad at synde, for himmeriges rige er for døren' (Matt 3,2). Og andre utallige skriftsteder af samme slags. Hwess thet icke sckede, hwad giordis tha behoff swo mange raad oc sckynde til penitentze i begge testamentt, som nar ther sigis, Bereder Gwd edre hiarter. Framdelis, ladher wdaff at synde, forti himerigis rigæ er for dørren. Oc andre wtalige sckriffter aff same slag.

³¹Nam hominis est (uti Salomon inquit) animam praeparare. Qui enim se toto conatu convertit ad Deum, rursus ad hunc se Deus convertit, ipso per os Zachariae dicente: Convertimini ad me, et ego convertar ad vos; et qui obviat illi, huic se iterum praebet obvium, dicente beato Iacobo: Appropinquate Deo, et appropinquabit vobis. For som Salomon siger: 'Det hører mennesket til at berede sindet' (Ordsp 16,1; Vulgata). Den nemlig, som helhjertet vender sig mod Gud, til ham vender Gud sig også, som han selv siger gennem Zakarias' mund: 'Vend om til mid, så vil jeg vende mig om til jer' (Zak 1,3; Vulgata). Og den, som kommer ham i møde, overfor ham viser han sig også imødekommende, som den salige Jakob siger: 'Hold jer nær til Gud, så holder han sig nær til jer' (Jak 4,8; Vulgata). For som Salomon siger: 'Det hører mennesket til at berede sind og sjæl' (Ordsp 16,1). Den, som af al flid og magt vender sig til Gud, ham vender også Gud sig til til gengæld, som han siger hos profeten Zakarias: 'Vend jer til mig, så vender jeg mig til jer' (Zak 1,3). Og den, som vi møde ham, ham kommer han i møde, som den hellige Jakob siger: 'Hold jer til Gud, så holder han sig også nær til jer' (Jak 4,8) Forthi thett hører mennisckin til at berode sind oc siell som Salomon siger. Then som wdaff all flitt oc macht wender sig til Gwd, swo wender oc Gwd sig till hannwm igen, som han sielff (175) siger hoess Zachariam prophett. Uender eder til mig swo wender ieg mig til eder. Oc then som hannwm wil møde, tha kommer han hannwm till møde igen, som sanctus Jacobus han siger. Holder eder till Gwd, swo holder han sig och swo nær till eder.

³²Nulli enim in peccatis suis perseveranti, velutiobicem ponenti, gratia spiritu sancti confertur. Quamobrem vel ipsa quoque opera bona, quae gratiam sunt antecedentia, quadamtenus homines iustificant, nimirum ut ad eam praeparantia et disponentia. Til ingen, nemlig, som fremturer i sine synder eller skyder en slå for, gives helligåndens nåde. Af den grund er vel selve de gerninger gode, som går forud for nåden, og retfærdiggør mennesket til et vist punkt, nemlig fordi de forbereder og disponerer til nåden. Dem gives ikke gerne nåde, som vedblivende forhærder sig i synd. Og af den grund er gode gerninger, som gøres i en gudelig mening, førend der gives os nåde, ikke helt uduelige, eftersom de i sandhed forbereder os og gør os modtagelige til denne nåde. Them giffwis icke gernæ nade, som sig forherde i synd met waraftighet. Oc for then sag, tha ere gode gerningher som giøris i gwdelig mening, før end oss giffwis naade icke plat vdweligæ, nar the sandelige berede oc beqwemme oss till same naade.

³³Ceterum duo quae in calce adiicitis, huiusmodi sunt, ut alterum quod insinuatis, omnino sit a veritate alienum, nempe Deum respicere tantum opera a se imperata. Deus enim nobis praecepit, ut non sibi tantum obediremus, verum etiam maioribus nostris tam secularibus quam Ecclesiasticis, quemadmodum sub articulo praecedenti de Christiana libertate paucis attigimus. Men de to ting, I tilføjer imod slutningen, er af den art, at den ene, som I fremfører, er langt fra sandheden, nemlig den, at Gud kun ser på de gerninger, han selv har påbudt. Gud har nemlig befalet os, at vi ikke alene adlyder ham, men også vore overordnede, både de verdslige og de gejstlige, sådan som vi har behandlet det i den foregående artikel om den kristne frihed. Men de to stykker, som I fremsætter sidst i jeres svar, er af en sådan art, at det ene er langt fra sandheden, nemlig den, at Gud ikke ser på nogen gerning, uden dem han selv har påbudt. For Gud har selv påbudt, at vi ikke alene skulle adlyde ham, men også vore overordnede og forstandere, enten gejstlige eller verdslige, som vi i den forrige artikel i nogen grad har svaret på, dèr, hvor vi talte om den kristne frihed. Men the twenne støcker som i framsetthe siist wdi edert swar, er swodanæ, at thett enæ er langt fra sandhet, som er, at Gwd anseer inge gerninger wden the han haffwer sielff bwdett. Forti Gwd haffwer sielff bwdett, at wij scwlle icke alsomeniste lyde hannwm, men och swo wore offwermend oc forstanderæ, waræ sig enchten geestlige eller werdslige, som i nesthæ fortalde artickill er noget swaret, hwar wij talede om christendoms friihet.

³⁴Quapropter opera bona, ut a Deo, ita ab homine imperata, etsi non aequaliter, tamen similiter, ad iustificationem sub dicta iam distinctione conferunt. Derfor er både de gerninger, som Gud har befalet, og de gerninger, som mennesker har befalet, gode, skønt ikke på samme måde, så dog på lignende måde, og fører til retfærdiggørelse med den skelnen, vi har brugt. Derfor er både de gerninger, som påbydes af Gud, og dem, der påbydes af mennesker, nyttige til retfærdighed, i den betydning, som vi nu har sagt, skønt de ikke er det med helt samme vilkår, eftersom Guds bud vidt overgår alle menneskenes bud, og deres gerninger overgår alle menneskenes gerninger. Oc forti eræ baade the gerninger som biwdis aff Gwd och mennisckin nyttige till retferdighet, i then mening som nw sagt er, dog thet er icke mett allæ eens wilckaar, nar Gwdz bwd wiitt offwergaa alle mennisckins bwd, oc theris gerninger alle mennisckins gerninger.

³⁵Porro quae in oppositum adducitis ex Esa. cap. 29. et Matth. 15., dicta sunt, ut ibidem quoque respondimus, de praeceptis hominum divinae legi contrariis. - Men hvad I fremfører imod dette af skriftsteder, fra Esajas kapitel 29 og fra Matthæus kapitel 15, har vi besvaret, og dèr svarede vi, at skriftstederne handlede om de menneskelige bud, der var imod den guddommelige lov. - (Se artikel 2, side 100) Om de skriftsteder, som I fremfører fra profeten Esajas i det 29. kapitel, og fra Matthæus det 15. er tidligere sagt, at de skal forstås om de menneskelige bud, som ikke er i overensstemmelse med Guds bud, men imod dem, og om de bud, der ikke har noget at gøre med ære og dyd til at befordre Guds sande bud og hans hellige vilje. Om the sckriffter i føre i retthe aff Esaia prophett i thet xxix. capittel, oc aff Matheo i thet xv. er til fornett sagt at the wnderstaaes om the mennisckelige bwd, som ere Gwdz bwd icke met men emod, oc ther ingen handel haffue met eræ och dygd, til att forde och fremmæ Gwdz sande bwd och hellighe williæ. (176)

³⁶Alterum vero, quod exprimitis, nempe Deum respicere opera in Christianis hominibus a fide profecta et a se imperata, est tale, ut distinctione opus habeat. Men det andet, I siger, nemlig at Gud ser på de gerninger, som i kristne mennesker udspringer af troen og er påbudt af ham, er af en sådan art, at det har brug for en skelnen. Skønt det andet, I siger, at Gud i mennesket ser på de gerninger, som han påbyder, og som udspringer af troen, dog er sandt, skal det dog siges med forklaring og betingelser. Thet andet, i sighe at Gwd anseer vdi mennisckin the gerninger som han biwder, och ther aff troen framkomme, dog thet er sant thet sckall tha sigis met besckede oc wilkaar.

³⁷Nam si de sola fide, quemadmodum vos loqui soletis, dictum intelligatis, hoc est de fide otiosa, ficta, mortua, sterili ac informi, falsum esse ex dictis sub praesenti articulo (ni fallor) abunde constat, (121) nisi tum accipere velitis iuxta tertium praedictae distinctionis membrum, nimirum ut ad iustificationem quoquo modo praeparatoria. For hvis I siger det om troen alene, sådan som I plejer at tale, det vil sige, om den dovne, fingerede, døde, ufrugtbare og uformede tro, så er det til overflod fastslået, om jeg ikke tager fejl, ud fra den foregående artikel, at det er forkert, medmindre I da vil have det forstået om det tredie led i den foregående distinktion, nemlig så det blot er en slags forberedelse til retfærdiggørelsen. For taler I om den blotte og bare tro, som I plejer at gøre, som er ørkesløs, hykerisk, død og ufrugtbar, da er det ikke sandt, det, I siger, Forthi talæ i om then blotthe och baræ tro som i pleyæ at gøre, ther er orckeløss, sckrømtelig, død oc vfrwchtsommelig, tha er thet icke sandt i sighæ,

³⁸Sin vero accipiatis de fide operosa, quae per dilectionem operatur, non ficta, viva, fecunda et formata, verum esse quidem confitemur, idque iuxta secundum praedicta distinctionis [85] membrum, scilicet ut iustitiam augentia et consummantia, sed hanc fidem non esse solam sub articulo quoque praecedenti ostendimus. Men hvis I forstår det om den arbejdende tro, som handler ud af kærlighed, som ikke er hyklerisk, men levende, frugtbar, og formet, så tilstår vi, at det er sandt, efter den anden af ovennævnte distinktioner, nemlig for at øge og fuldende retfærdigheden, men at denne tro ikke er alene har vi påvist under den foregående artikel. (side 113). men mener I den tro, som har sin rette skikkelse med bistand af håb og kærlighed, da tilstår vi, at de gerninger, som fødes af en sådan tro, dem ser Gud på, både til formering af den første retfærdighed og til salighed. men meenæ i then tro som haffwer sit retthe fandtzwn aff haab oc kerlighedz biistandtt, tha staa wij till att the gerningher som fødhis aff swodan tro, ansees aff Gwd, baade till førstæ retferdighedtz formering och till salighet.

³⁹Atque hoc probant duo priora quae adducitis exempla, nempe Abelis et Abrahae opera ex tali fide profecta. Verum in tertio exemplo stulti homines ipsi vobiscum aperte pugnatis, dum et appellatisCenturionem Ethnicum, quod res est, et simul asseritis opera ipsius e fide profecta, quod priori non consistit. Og det beviser de to første eksempler, I fremsætter, nemlig det om Abel og det om Abraham, hvis gerninger var fremkaldt af den slags tro. Men i det tredie eksempel kæmper I stædige mennesker åbent imod jer selv, idet I kalder centurionen hedning, hvad han godt nok var, men samtidig hævder, at hans gerninger var fremkaldt af troen, hvilket ikke stemmer med det første. Og det beviser de to første eksempler, I fremsætter, om Adam (Abel) og Abraham, fordi deres gerninger er født af den tro, der ikke var blot og bar, men havde bistand af et kærligt håb. Derfor modsiger I jer selv i det tredie eksempel, når I kalder centurionen en hedning, hvad han i sandhed var, og dog siger, at hans gerninger udsprang af troen, hvilket ikke kan passe med det første. Oc thett bewiisæ the twenne førsthe exempill i setthe om Adam oc Abraham, forthi theris gerningher eræ føddhe aff then tro ther war icke blott oc bar, men haffdhe bistandt aff ett kerligtt haab. Oc forthi i thett trediæ exempill talæ i ether sielffwe daarlighe imod, nar i kalle Centurionem een hedning som han i sandhett war, oc sighe dog, att hanss gerningher ware aff troen, ther icke kan staa mett thett førthæ.

⁴⁰Omnis namque Ethnicus infidelis est. Quare iuxta communem doctorum sententiam Deus opera eius respexit, tanquam tertio praedictae distinctionis modo iustificantia, nimirum ut ad iustitiam tantummodo et gratiam dispositiva. For enhver hedning er en vantro. Derfor betragtede Gud efter de lærdes almindelige mening hans gerninger som den omtalte tredie slags retfærdiggørende gerninger, nemlig som nogen, der blot gør modtagelig for retfærdighed og nåde. For alle hedninger er vantro. Og derfor siger hellige lærefædre, som taler af en anden ånd, end I gør, at centurionens gerninger, dem, han gjorde, førend Peter kom til ham, er af den slags, som forberedte ham til og gjorde ham modtagelig for nåde og retfærdighed, om hvilke gerninger noget er sagt forud. Forthi, allæ hedninghæ eræ troløsæ. Oc forti sighe hellighe lærefedræ som talæ aff een andhen aand end i giøre, att Centurionis gerningher han giorde før end Petrus kom till hannwm eræ aff thett slag, som hannwm beredde met qwemhet til naade oc retferdighet, om hwilcke gerninger er til fornett noget omtalet.

⁴¹Sed ut huic finem articulo tandem imponamus, cum et veritate rei et scripturae evidentia coacti negare non possitis, hominem adultum et rationis compotem et bene faciendi opportunitatem nactum absque bonis operibus neque iustificari neque servari posse, tamen aurae popularis captandae gratia citra omnem distinctionem publice docetis ac praedicatis, solam iustificare fidem eamque ultro bona secum afferre opera, non animadvertentes et a regio propheta dictum: Deus dissipat ossa eorum qui hominibus placent, et a beato Paulo: Si adhuc hominibus placerem, Christi servuus haudquaquam essem. Men for nu at sætte en ende på denne artikel: Da I blev tvunget både af sandheden og af skriftens vidnesbyrd, så I ikke kunne nægte, at et voksent menneske ved sin fornufts fulde brug, som har lejlighed til at gøre godt, hverken kan frelses eller saliggøres uden gode gerninger, så vil I dog fange hobens ører, og lærer og prædiker uden al skelnen offentligt, at alene troen gør retfærdig, og det en tro, der ikke har gode gerninger med sig; det gør I, uden at være klar over, hvad den kongelige profet siger: 'Gud skal ødelægge deres ben, som behager mennesker' (Sl 53,6; Vulgata), og hvad den salige Paulus siger: 'Hvis jeg behager mennesker, så er jeg næppe længere Kristi tjener' (Gal 1,10; Andre). Men for at vi kan komme til ende med denne artikel, vil vi blot fremhæve dette: Dengang I med åbenlyse skriftsteder og sandhed var både nødte og trængte til at tilstå, at det menneske, som var kommet til skels alder og fik lejlighed og anledning til at gøre godt, hverken kan blive retfærdigt eller saligt uden gode gerninger, da ville I dog prædike og lære efter den menige mands mening og behagelige overbevisning uden al betingelse, at den blotte og bare tro giver retfærdighed, og I smykker det med, at denne tro ikke længe kan være blot og bar, eftersom den, når lejlighed gives, udfolder sig i gode gerninger. Og i den grad ser I efter, hvad den menige mand har behag i, at I glemmer det, som profeten siger: 'Gud skal ødelægge og adskille deres ben, som tækkes mennesker' (Sl 53,6), og I glemmer, hvad Paulus siger: 'Dersom jeg var mennesker til behag, da var jeg ikke Kristi retsindige tjener' Men at wij sckwlle tha een tiid gøre endæ paa thenne artickill. Then tiid i ware met obenbare sckrifft oc sandhet ther till nødde oc trengde, at i sckwlde tilstaa, at thet menniscke som war kommet till sckiels alder och fick orsage oc tilfelde at gøre got, kunne huerckin worde retferdigt eller saligt forwden gode gerninger. (177) Swo wille i dog effter then menige mandz tycke oc gode behaff, predicke och lære wden all besckede, at then blotte oc baræ tro giffwer retferdighet, oc swo forfeyrid at same tro kan icke lenge ware blot oc bar, nar hwn om behoff giøris vdbryder sig met gode gerninger. Oc swo ansee i then menige mandz godhe behaff, at i forglemme thet som propheten siger. Gud sckall forøde og atsckillie theris been som teckis menniscken, oc hwad sanctus Paulus siger. Ther som ieg ware mennisckin behagelig, tha ware ieg icke Christi retsindige tieneræ.

⁴²Porro quam est populare vestrum istud dogma, tam contra scelestum est ac impium. Nam cum virtutis laus omnis in actione posita sit, quid aliud est damnare bona opera, quam universam semel virtutem atque honestatem de mundo tollere? Men ligeså populært dette jeres dogme er, ligeså forbryderisk og ugudeligt er det. For eftersom al dydens ros ligger i handlingen, hvad andet er så det at fordømme gode gerninger, end på én gang at fjerne al dyd og al ære fra verden? Og lige så meget som dette stykke lærdom er løse folk til anerkendelse og behag, lige så meget er det også både syndigt og ugudeligt. Og eftersom al den lov og pris, som tilkommer dyd og ære, findes i gerninger og anvendelse, hvad er da det at fordømme gode gerninger andet end at borttage og fordrive af denne verden al dyd og ære, tugt og god moral. Oc swo møget som thette støcke lerdom er effter løse folckis tycke oc gode behaff, suo møget er thet oc swo baade syndeligt oc vgwdeligtt. Och effther thi att altt thett loff och priiss som sømer dygd och eræ findiss wdhi gerning oc brwgilse, hwad er thet andett at fordømæ gode gerninger, end at fortage oc fordriffue aff thenne verden al dygd oc eræ, tucht oc høuischet.

⁴³Quot, bone Deus, ex ista fidei praedicatione vestra orta sunt his temporibus vel multorum quoque pusillorum offendicula, ut eis in locis, ubi factio vestra grassatur, non solum nulla honesti ratione habita quam licentissime vivatur, verum etiam nonnulli non parum (122) asserant sese dolere, unquam boni quicquam a se [86] factum esse, et vicissim opera sua bona per contemptum in symposiis re vilissima quaque divenditent, atque concionatores vel tecte ac oblique ad bonorum exhortantes studium, nempe vel sub imitatione Christi vel sub carnis mortificatione vel quovis seculi modo e suggesto, vernaculis cantionibus exsibilent. Du gode Gud, hvor mange af disse tros-prædikener er ikke i disse tider blevet til og har forarget mange små, så at på de steder, hvor jeres parti har udbredt sig, er der ikke alene ingen ærlig grund til at leve ordentligt, der er også nogle, der ikke er bange for at forsikre, at det gør dem ondt, at de nogensinde har gjort gode gerninger, og de udbyder afvekslende deres gode gerninger med foragt til salg ved gæstebud yderst billigt, og de udpiber de prædikanter som enten dulgt og skjult opfordrer til gode lyster, nemlig enten i efterfølgelse af Kristus eller ved dødelse af kødet eller på anden af tidens måder, de piber dem ned fra prædikestolen med spottesange. Gud alene véd, hvor mange syndige undskyldninger dette ene lærestykke har gjort blandt den enfoldige og uforstandige almue, hvilket vi kan mærke alle de steder, som har bifaldet og samtykket i jeres lære, hvor der uden al skånsel og bluse leves i synd, tøjlesløshed og løsagtighed, og hvor mange siger, at de er lede ved og angrer, at de nogensinde gjorde gode gerninger, hvorfor de også forsmædeligt og i drikkelag og gæstebud falbyder alle de gode gerninger, de nogensinde har gjort som en ringe ting. Og de udpiber de prædikanter fra prædikestolen, som enten for sjov råder til gode gerninger eller også priser dem forblommet, for at de skulle synes dermed at gøre godt, enten så de efterfølger Kristus eller tvinger og trænger deres legeme. Thet kende gwd, hwore mange syndighe orsager thette ene støcke lerdom haffuer giort blant enfoldig oc wforstandig almwge, ther wij kwnne formercke paa alle the stæder som eder lerdom haffwe wed tagett oc samtøcht, hwore ther wden all sckoensil oc blwgsill leffwis i synd, sielffs wold, oc løssagtighet, och hwore mange sige obenbarlige ware sig leett oc angerligt, at the gode gerninger nogen tiid giorde, hwar fore the oc swo forsmedelige i drick oc gestebwd biwde falæ alle theris gode gerninger the nogen tiid giordt haffwe for een ringhæ ting. Oc the predickeræ hwidzle the aff predickestolen (178) som enchten raade til gode gerninger paa sckrømpthæ, eller och priisæ them paa qwandtzwiis, at the scwlle siwnis ther mett at welæ gøre gott, enchten till at effterfølgæ Christum, eller til legoms twang oc trengsill.

⁴⁴Quo tandem seculo aut qua in gente ab orbe condito audita est tam barbara impietas? Nihil opus erat his extremis diebus, quibus fore Christus praedixerat, ut refrigesceret charitas, et abundaret iniquitas, populo plus satis ad bona opera torpescenti, frigidam (ut aiunt) aquam suffundere. I hvilket århundrede eller i hvilket folk har man fra verdens begyndelse hørt en så grov ugudelighed? Det var ikke nødvendigt i disse sidste dage, om hvilke Kristus engang forudsagde, at kærligheden ville blive kold, og uretfærdigheden ville blive stor, (Matt 24,12), det var ikke nødvendigt, hvor folk var lammet tilstrækkeligt med hensyn til gode gerninger, da, som de siger, at udgyde kold vand. Hvornår og blandt hvilket folk har nogen hørt om så grov en ugudelighed? Det var ikke nødvendigt i disse sidste dage at opvække folk til en sådan forsømmelse, da Kristus dog har sagt, at kærligheden skal blive kold i verdens sidste dage. Paa hwad tiid och i blantt hwad folck haffwer nogen hørtt swo groff en vgwdelighet? Thet haffde icke giortz behoff i thessæ siistæ dage at opwecke folck til swodan forsømilsæ, nar Christus haffwer dog saghtt, att kerlighett sckall fforfølis i werdsins sistæ daghæ.

⁴⁵Quin potius semper et ubique opera bona vel citra distinctionem erant inculcanda, quando nullum opus quoquo modo bonum, uti ostendimus, inutile sit et vanum, ita ut non modo Deus respiciat, sed aliquo etiam praemio dignetur. Derfor skulle vi snarere overalt tilskynde til gode gerninger uden forskel, når ingen gerning, der bare i nogen måde er god, som vi har påvist det, er unyttig og forgæves, således at Gud ikke blot ser på den, men også giver den nogen belønning. Og derfor skulle vi så meget mere og på alle steder tilskynde til, bevæge til, råde dem til alle gode gerninger, og det uden al betingelse og forskel, når vi mærker, at det ellers giver anledning til forsømmelse, for en god gerning, hvor lille den end er, fører altid nogen nytte og gavn med sig, så at Gud ikke alene ser på den, men også gengælder den med nogen løn, timelig eller evig. Oc forti scwlle wij dess meer altiid och paa alle stæder tilsckynde, tilbringe oc raade them i alle gode gerninger, oc forwden all besckede oc forsckiell, nar wij formercke att ther wdaff komme nogen forsømilsæ, effter thi at en god gerning i hwar liden hwn er, haffwer iw mett sig nogen nyttæ oc dwelighett, swo at Gwd icke alsomeniste anseer henne, men och swo wederlegger henne met nogen løn tymelig eller ewig.

⁴⁶Hoc autem Ecclesia, ceu mater filiorum suorum curam assidue gerens, quam diligentissime observat, utpote nobis in fide natis, educatis et institutis, fere per anni circulum in Evangeliis et Epistolis mores Christiana vita dignos et opera bona proponens; Men dette ser da kirken på, der som en moder dagligt har omsorg for sine børns vé og vel, og dette er den meget omhyggelig med, at den lægger foran os gennem kirkeårets evangelier og epistler de skikke, der er værdige i et kristent liv og de gode gerninger, foran os, der er født i troen, opdraget og underviste i troen; Derfor agter den hellige kirke, som daglig har omhu for sine børns salighed, på det med stor flid og omhu, når den foresætter os, som er født under troen, oplærte og underviste i troen, i alle evangelier og epistler de sæder og gerninger, som bør være i et kristeligt levned, og i dem altid lærer os gode gerninger. Then hellige kircke forti, som haffwer eet dagligt omhygge for syne børns salighet, agther thet met stor flytt oc windsckiffwelighet nar hwn oss som ere fødde wnder troen, oplerde oc wnderwiistæ i same tro, i alle euangellier oc episteler foresetter the seeder oc gerninger, som sømelig ere eet christeligt leffnet, oc i them altiid lærer oss gode gerninger.

⁴⁷aut si quando sit in Evangelio fidei commendatio, tunc in Epistola plerumque moralis locus tractatur, ne fidei praetextu ansas desidiae quaerentes a studio bonorum operum torpescamus. eller hvis der i evangeliet nævnes noget om troen, at den da i epistelen behandler flere moralske steder, at ikke vi skal lammes i vores lyst efter gode gerninger, ved at under foregivelse af tro at stræbe efter vore lyster. Og dèr, hvor troen i evangelierne har særlig megen pris og lov, der har kirken indrettet det sådan, der da i epistelen berøres noget om gode gerninger, så at vi ikke skulle driste os til under foregivelse af tro at forsømme de gode gerninger. Och hwar som troen haffwer vdi lesthen nogen besynderlig priiss oc loff, tha haffwer hwn thet swo sckickett, at ther tha vdi epistelen noget berøris om gode gerningher, att wij wnder troens sckyn, schwlle icke dierffuis til at forsøme gode gerninger.

⁴⁸Quod si quando fiat, vos destinata malitia supprimentes Epistolam tantum Evangelium proponere soletis. Og når det sker, så plejer I, underviste i ondskab, som I er, at undertrykke epistelen og alene at fremlægge evangeliet. Og når der kommer sådan nogle epistler, da er der nogen af jer, der forbigår dem og alene prædiker historien fra evangeliet. Oc nar swodane episteler komme, tha gaa somme aff edher (179) them forby, och tha alsomenistæ predicke historien aff lesthen.

⁴⁹Itaque cum duos istos de fide et operibus articulos citra omnem fidei, operum et iustificationis distinctionem (certe quod negari non potest) cum maximo Christianae plebis offendiculo iamdudum praedicetis, atque (si Hieronymo credimus) ex verbis inordinate prolatis oriatur haeresis, nonne vel optimo iure hi quoque duo articuli tanquam non solum haeretici maxime, sed etiam omnium scelerum ac flagitiorum uberrimi fontes obiecti fuere? Og når I således har prædiket disse to artikler om troen og gerningerne, uden nogen skelnen mellem tro, gerninger og retfærdiggørelse (hvilket ikke godt kan nægtes) til den største forargelse for det kristne folk, og når det efter Hieronymus' opfattelse fører til kætteri at fremlægge ord uordentligt, mon det så ikke er med fuld ret, at I får bebrejdelser for disse to artikler, ikke blot som kætterske, men også uudtømmelige kilder til al forbrydelse og skændsel? Og når I har prædiket disse to artikler om troen og om gerningerne, uden forklaring, uden al forskel på troen, gerningerne og retfærdigheden, og derved giver mange mennesker årsag til et skammeligt fald, og når (om vi skal regne med Hieronymus) det fører til kætteri, at ord siges uskikkeligt og uden forklaring, da er disse to artikler bebrejdet jer med rette, da er de ikke alene behandlet kættersk, men også uforstandigt, så de kan bruges som undskyldning for udyd, synd og ondskab. Och nar i haffwe thesse twenne article om troen oc gerningen predickett, wbesckedelig, wden alt forsckiell, paa troen, gerninger, och retferdighet, oc met mange folckis orsage till eet sckammeligt fald. Oc (om wij betro Hieronimo) nar kettherij ther aff wdspringer at ord wsckickelighe oc wbesckedelige sigis, tha eræ thesse twenne article eder rettelige forde vnder øghen, aff eder icke alsomenistæ ketterlige trachterede, men swo wbesckedelige, at the kwnne ware een orsaghe till all wdygd, synd och ondsckaff.

⁵⁰Verum neque hic est, quod in malitia vestra gloriemini; non enim novum et vestrum est istud de sola fide commentum, quin error vetustissimus quorundam pseudoapostolorum viventibus etiamnum Apostolis e quibusdam obscuris [87] et difficilibus epistolarum (123) Pauli sententiis exortus, contra quem aliae epistolae Apostolicae Petri, Ioannis, Iacobi et Iudae maxime dirigunt intentionem, ut vehementer adstruant, fidem absque bonis operibus haudquaquam ad salutem hominis sufficere. Men heller ikke her er der noget, som I i jeres ondskab kan rose jer af; denne opfattelse af troen alene er nemlig ikke en ny opfattelse, heller ikke jeres opfattelse, men den er en ældgammel fejltagelse hos nogle falske apostle, der viste sig endnu mens apostlene levede, en fejltagelse, som man uddrog fra nogle dunkle og vanskelige sætninger i Paulus' breve, imod hvilke andre apostolske breve, Peters, Johannes', Jakobs og Judas', henledte opmærksomheden, så at de stærkt vendte sig imod dette, at troen uden gode gerninger på nogen måde kunne være tilstrækkelig til menneskets frelse. I kan heller ikke rose jer af, at det er jer, der har opfundet dette kætteri om troen, for det er en gammel vildfarelse, begyndt og udsprunget i de hellige apostles tid, af falske apostle, sådan nogen som jer, der tog anledning af nogle dybe og uklare lærestykker, som findes i Paulus' breve. Mod denne vildfarelse har andre apostelbreve, Peters, Johannes', Jakobs og Judas', en ret kristen mening, som de gør os vise af, at en blot og bar tro uden gerninger ikke er nok til mennekets salighed. Ickæ kwnnæ i eder heller ther aff berømme, at i ere første paafinderæ till thettæ ketterij om troen, forthi thet er en gammel vildfarilsæ, begynt oc vdsprwngen i the hellighæ apostolorum tiid, aff falscke apostele som i eræ, ther toghe orsage aff nogre diwbe oc wcklare støcke lersomme, som findis wdi sancti Paulu sendebreff. Mod hwilcken wildfarilsæ andre apostelige sendebreff Petri Joannis Jacobi og Jude haffwe een retsindig christen mening, aff hwilcken the gøre oss wiisæ, att een blot oc bar tro forwden gode gerningher, er icke nog till mennisckins salighet.

⁵¹Testis est Augustinus in eo libro, cui titulum de fide et operibus indidit cap. 14., quo volumine toto et ipse hanc ipsam haeresin ex professo confutavit. Det vidner Augustin om i den bog, som han kalder 'om tro og gerninger' kapitel 14, i hvilken bog han helt og aldeles gendriver dette kætteri. Derom vidner Augustin i den bog, han kalder 'om tro og gerninger' i det 14. kapitel; i denne bog imødegår han dette kætteri med ret foragt. Ther till er Augustinus wytnisbyrd, i then bog han kaller om tro oc gerninger oc i thet xiiij. capitell, vdi hwilcken bog han er modstandig thetthe kettherij mett rætt forachtt.

Noter:

Note 1: Udgiveren af Confutatio, Ludvig Schmitt, har i et indeks opregnet, hvilke nytestamentlige skriftsteder Herborn citerer efter Vulgate, hvilke efter Erasmus' oversættelse, hvilke efter hverken den ene eller den anden og hvilke efter hukommelsen. Jeg anfører 'Vulgata', 'Erasmus', 'Andre' og 'Hukommelse' svarende dertil.

Note 2: Det skriftsted, der her citeres efter Vulgata, citeres under artikel 6 efter Erasmus, side 133.