Biskoppernes gensvar, artikel 3.
Tilbage til Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatios menu.
Articulus tertius. Then trediæ artickell.
Solam fidem iustificare hominem. Mennesket retfærdiggøres alene ved troen. Al retfærdiggørelse sker af den blotte og bare tro. All retferdighett er aff then blotte och baræ troo.
Responsio.

Apud Deum iustificamur sola fide, non illa, quae in levium hominum labiis natat, sed quae in pectoribus hominum profunde radices egerit per verbum Dei, per quod illius promissis fidem habemus et misericordiam consequimur per Christum. Io. 3. Rom. 3. et 4.

 Svar.

Overfor Gud bliver vi retfærdige alene ved troen, ikke den, som bevæger sig hid og did på lette menneskers læber, men den, som rodfæstes dybt i menneskenes bryst gennem Guds ord, ved hvilket vi har troen på hans forjættelser og følger hans barmhjertighed ved Kristus, Joh 3; Rom 3 og 4.

 Prædikanternes svar.

For Gud bliver vi retfærdige alene fordi vi efter Guds ord tror og håber på hans nåde og godhed formedelst Kristus, Guds og menneskets søn.

 Predicanternis Swar.

For Gwd worde wij retferdige alleniste, forti wij effter Gwdz ord tro oc hobe till hanss nade oc godhet formedels Christum Gutz oc menisckins søn. Joan iij. Ro, iij oc iiij.
Verum interna illa iustitia non potest sese continere, quin in opus externum erumpat et fructum aliquem ex se producat, quae est iustitia externa minimeque fucata, qua per charitatis opera internam iustitiam testamur, de qua Christus Matth. 5. et Paulus et Iacobus. Rom. 4. et Iacob. 2. Men denne indre retfærdighed kan ikke forblive, men må bryde frem i ydre gerning og frembringe en eller anden frugt, hvilket er den ydre retfærdighed, der ikke er det mindste farvet (eller falsk), hvormed vi gennem kærlighedens gerninger bevidner den indre retfærdighed, om hvilket Kristus taler Matt 5, Paulus og Jakob Rom 4 og Jak 2. Dog frembringer den indvortes Guds retfærdighed en frugt, som er en ret udvortes, uforfalsket retfærdighed, som består i rette gode udvendige kristelige gerninger, om hvilke Kristus taler i Matt 5. Og apostlene skriver Rom 4 og Jak 2. Dog vtbryder then indwortis Gudz retferdighet en frucht aff sig som er een rætt wdwortis vforfalschet retferdighet, som staar i rætt godhæ wdwendighæ christelighæ gierningher, om (154) hwilckæ Christus tall Mathei quinto. Oc apostelenæ sckriffwe Ro iiij. oc Jac ij.
Talis itaque fides plantata in cordibus hominum non potest diu manere sola, sed opera ex sese protrudit, ut dictum est, quoties nacta fuerit opportunitatem. Matth. 7. Non solum ergo lector Paulus, Christi Evangelii apostata, sed nos quoque scimus, opiniones atque humanas cogitationes, quae vitam in nobis per fidem non [70] habent, non valere apud Deum, nedum iustificare nos. Summatim itaque dicimus, non omnem iustitiam, sed internam solum esse ex sola fide, quae foras proruit per bona opera. Derfor, en sådan tro, indplantet i menneskenes hjerter, kan ikke længe forblive alene, men gerninger fremvælder af den, som sagt er, så ofte der gives den lejlighed til det, Matt 7. Det er ikke blot lektor Poul, Kristi evangeliums frafaldne, der véd det, vi véd det også, at meninger og menneskelige overvejelser, som ikke lever i os ved troen, ikke gælder overfor Gud, og ikke kan retfærdiggøre os. Kort sagt, derfor siger vi, ikke enhver retfærdighed, men alene den indre er alene af troen, som udadtil bryder frem i gode gerninger. så at en retskaffen tro kan ikke længe forblive blot eller bar, men bevise sig gerne på de måder, hvorpå der gives den lejlighed til det. Matt 7, Jak 1. Ja, vi véd det lige så godt som lektor Poul, at en død mening eller menneskets egen tanke slet intet gælder overfor Gud, da slet ikke til at gøre nogen retfærdig med. Men sådan siger vi i al korthed: At ikke al retfærdighed, men alene den indvortes retfærdighed er blot af tro. Selv om denne tro ikke siden forbliver blot og bar. swo, at een retschaffet tro kan icke lenge bliffwe blott eller bar, men bewiser sig gerne i the maade som henne giffwes orsage Mat vij. Jasobi i. Ja, wij widett end oc saa well som lector Powild, at en død mening eller mennisckelig eghen tancke gelder plat inthet for Gwd, hwad siighen at gøre noghen retferdig. Men swo sige wij wdi een swm. At icke all retferdighet men eniste then indwortis retferdighet er blottelig aff troen. Endog at same tro bliffwer icke sidhen blott och bar.
Confutatio.

Quanquam ista quidem moderatius dicta sunt, quam in vulgum disseminata, tamen quot sunt hic sententiae, totidem prope mendacia. Principio namque, an non quod statim in fronte proponitur, impudentissimum est mendacium: Apud Deum iustificamur sola fide? Nam fide quidem nos iustificari, divina nos passim docent eloquia, sine fide enim fieri non potest, ut quis Deo placeat, at sola nos fide iustificari, nusquam. Ubi nunc verbum Dei, ubi nunc scriptura, ubi (107) nunc Evangelium? qui semper ea, quoties nobis probandum est quippam, in ore habetis et exigitis.

 Gendrivelse.

Skønt dette er sagt mere moderat, end hvad I udsår blandt almuen, så er der dog her lige så mange løgne, som de er sætninger. Først (må vi nemlig spørge), om ikke det, I siger straks i begyndelsen: at vi overfor Gud retfærdiggøres alene ved troen, er den frækkeste løgn? For ganske vist lærer den hellige skrift os mange steder, at vi retfærdiggøres ved troen, uden tro er det nemlig umuligt at have Guds velbehag, men den lærer os ingen steder, at vi retfærdiggøres alene ved troen. Hvor er nu Guds ord, hvor er nu skriften, hvor er nu evangeliet? I har altid disse ting i munden og fremfører dem, så snart det er os, der skal bevise noget.

 Prælaternes gensvar.

Endskønt jeres mening om troen i dette svar næsten er mere formildet, end det åbenlyst er lært og prædiket af jer overfor den simple almue, da har dog dette svar næsten ligeså mange løgne i sig som artikler. Det, I siger straks i begyndelsen, at vi retfærdiggøres af tro alene, er en skændig løgn. Den hellige skrift lærer os, at vi af troen retfærdiggøres overfor Gud. Det kan nemlig ikke ske, at nogen kan tækkes Gud uden tro, men at den blotte og bare tro gør os retfærdige, læser vi ikke nogetsteds i den hellige skrift. Hvor er nu Guds ord? Hvor er nu hellig skrift? Hvor er nu evangelium? Når vi skal bevise noget imod jer, da råber I Guds ord, skrift og evangelium.

 Prelaternis geenswar.

Dog at then mening om troen er i thette suar fast meer formildett end hwn er obenbare lert oc predicket for simpel almwghe, tha haffwer thettæ swar nogett nær swo mange løgner som articlæ. Thet i sige i thett allerførste, at wij gøris retferdige aff then eniste troo, er en sckendig løgen. Then helligæ sckrifft giør oss wiiss, att wij aff troen giøris retferdige hoess Gwd. Forti thet kan icke sckee at nogen troen forwden teckis Gwd, men att then blotte oc baræ troo giør oss retferdighæ lesse wij icke wdi noger hellig sckrifft. Hwar er nw Gwdz ord? Huar er nw hellig sckrifft? Hwar er nw euangelium? I nar wij sckwllæ nogett bewiisæ eder emod, tha raabe i Gwdtz ord, sckrifftt och euangelium.
Cur nullum ipsi profertis hic locum, qui sola nos fide iustificari testatur? An vobis absque ullo testimonio alieno credemus, quemadmodum Pythagorei olim suo Pythagorae, quibus sat etiam ipsum dixisse? Sed vestra nondum est apud nos ea auctoritas. Nam etiamsi centies universa excutiatis biblia, nusquam ostendetis hoc dictum: Sola nos fide iustificari.  Hvorfor fremfører I nu ikke selv noget skriftsted, som skal bevidne, at vi retfærdiggøre alene ved troen? Men I vil måske have, at vi skal tro jer uden noget andet vidnesbyrd, ligesom Pytagoræerne dengang troede Pytagoras, bare han havde talt, var det dem nok? Men I har aldrig hos os haft den autoritet. For selvom I så de hundreder af gange kunne undersøge hele bibler, I kan aldrig påvise det ord: Vi retfærdiggøres af troen alene. Hvorfor fremfører I ikke selv nu noget skriftsted som bevis på, at den blotte og bare tro giver retfærdighed? Hwi føre i selffue icke nw i rettæ nogen sckrifft som bewiis at then blotte baræ tro giffwer retferdighet? 
Sed qui haereticorum mos est, verbum Dei falsantes, quod simpliciter effert scriptura, docens nos fide iustos fieri, quod est multo verissimum; hoc vos cum exclusione pronuntiatis: sola nos fide iustos reddi, docentes, quod e diverso longe falsissimum est. An non metuetis poenam, sub cuius interminatione gravissima spiritus sanctus hoc falsandi crimen in fine bibliorum vetuit: Si quis, inquit, apposuerit ad haec, apponet Deus super illum plagas scriptas in libro isto. Men det er efter kætterskik, at I forfalsker Guds ord; det lærer skriften simpelt og ligetil, at vi bliver retfærdiggjort ved tro, og det er så sandt, så sandt; men dette forsyner I med en indskrænkning: Vi bliver retfærdiggjort aleneved tro, og så lærer I noget, som falsk i alle ender. Mon ikke I skulle frygte for straf, når Helligånden under meget alvorlige trusler forbyder denne falskneri-forbrydelse i slutningen af bibelen, og siger: 'Hvis nogen føjer noget til dette, vil Gud føje til ham de plager, der er skrevet i denne bog'? (Åb 22,18) Men I efterfølger heri det, som er en gammel kættersædvane; de plejer at forfalske den hellige skrift. Det, skriften siger i en simpel mening, det omvikler I med ord, som indsnævrer meningen. Ligesom intet er sandere, end at troen gør os retfærdige, sådan er intet mere falsk og mere løgnagtigt, end at den blotte og bare tro gør os retfærdige. Mon ikke I derfor skulle frygte den pine, som helligånden truer dem med, der forfalsker skriften ved at tillægge noget, der forvandler dens grund og mening? Sådan siger Helligånden: 'Den, som tillægger noget til disse stykker, ham skal Gud tillægge de samme plager, som skrives i denne bog' (Åb 22,18). Men i efftherfølge thet som er en gammell ketthere (155) seed, ther pleyæ att forfalscke then hellige sckrifft. Forti, thet hwn giffwer fore vti een simpell talæ, beknøtte i mett krappe ord. Som inthet er sanderæ end at troen gør oss retfferdige, swo er inthet falsckeræ oc meer løgenachtigt, end at then blotte oc bare tro gør oss retferdigæ. Mwnne icke i scwlle forti frøchte then pynæ som then helliand trwffwer them mett, ther forfalske sckrifften met noget tilleg ther hennis grwnd och meening kan forwandle? Swo siger han. I hwo som noget tilleggher thesse forsagde støcker, tillegge hannwm Gwd the same plager som sckriffwis i thenne bog.
Verum audiamus, quod opus sit mendaciis ad unum hoc tanquam principale thema utcunque palliandum; non enim quae sequuntur, aut excusant mendacium, aut etiam aliqua ex parte levant, quin potius aliis insuper mendaciis onerant.  Men lad os da høre, hvor mange løgne der er brug for til at udsmykke én som en slags hovedtema blot nogenlunde; de nemlig, der her følger efter, hverken undskylder løgnen, eller formindsker den bare noget, nej, de snarere dynger den ene løgn ovenpå den anden. Men vi vil da høre, hvor mange løgne der hører med til at besmykke en løgn med, selv om de, der her følger efter, hverken undskylder eller i nogen måde forhindsker løgnen, men besvarer én med mange.  Men wij welæ tha høre hwore mange løgner ther hører till at forfeyræ en løgn mett, dog the som hær effterfølge, hwerkin orsaghe eller i nogre maade formindscke løgn, men besware een mett mange. 
Sic enim [71] habent verba vestra: 'Apud Deum iustificamur sola fide, non illa, quae in levium hominum labiis natat, sed quae in pectoribus hominum profunde radices egerit per verbum Dei, per quod illius promissis fidem habemus et misericordiam consequimur per Christum. Io. 3. Rom. 3. et 4.' Hactenus vos, Evangelici concionatores. Således lyder jeres ord: 'Overfor Gud bliver vi retfærdige alene ved troen, ikke den, som bevæger sig hid og did på løsagtige menneskers læber, men den, som rodfæstes dybt i menneskenes bryst gennem Guds ord, ved hvilket vi har troen på hans forjættelser og følger hans barmhjertighed ved Kristus, Joh 3; Rom 3 og 4.' Såvidt jer, I evangeliske prædikanter. Sådan lyder jeres ord, som jeres poet har oversat til latin: For Gud retfærdiggøres vi alene ved tro, ikke den, som flyder i løsagtige folks mund, men den som formedelst Guds ord er dybt rodfæstet i menneskets bryst, på grund af hvilket ord vi sætter tillid til Guds forjættelse og modtager nåde formedelst Kristus. Joh 3, Rom 3 og 4'. Swo lyder eder ord, ther eder Poett setthæ wd paa latinæ, Hoess Gwd gøris wij retferdige aff then blotte tro, icke then som flyder i løssachtige folckis mwnd, men then som formedels Gwdz ord er diwbelig rodfest i mennisckins bryst, vdaff hwilckett ord wij sette loffwe till Gwdz iett, oc anamme naade formedels Christum Joan iij. ad Ro iij. och iiij.
Deum immortalem, quot hic audio mendacia? Nonne mendacium est, fidem aliquam in hominum labiis natare? omnis enim fides in corde est, cuius confessio ore promitur dicente Apostolo: Corde creditur ad iustitiam, ore autem confessio sit ad salutem. At illud forte vultis, opinor, esse nonnullos, qui corde non credunt, quod ore proferunt. Hoc ita esse, ut non inficiemur, quid tum postea? Hi enim apud Deum, qui renes et corda scrutatur, infideles sunt neque fidem habent. - Udødelige Gud, hvor mange løgne jeg dog hører her? Er det ikke en løgn, at troen bevæger sig hid og did på menneskenes læber? al tro er nemlig i hjertet, og hjertets bekendelse fremfører man med munden, som apostelen siger: 'Med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man til salighed' (Rom 10,10). Men jeg tror, at I måske mener, at der er nogen, som ikke tror i hjertet, hvad de bekender med munden. Det er da rigtigt nok, og det nægter vi ikke, men hvad så? Sådanne er nemlig for den Gud, som gransker nyrer og hjerter (Sl 7,10) vantro mennesker og har ikke nogen tro. O ved den levende Gud, hvor hører vi her mange løgne. Er det ikke en løgn, at nogen tro flyder i menneskets mund? Al tro er i menneskets hjerte, men bekendelsen af troen udråbes med munden, som apostelen siger: 'Med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til salighed' (Rom 10,10). Men måske mener I, at der findes mange, som ikke tror det i hjertet, som de bekender med munden. Det vil vi heller ikke nægte, men hvad da? Fordi, hvem de end er, for Gud, som gransker nyrer og hjerter, er de vantro mennesker og har slet ingen tro. O then leffwendhæ Gwd hwad høræ wij hær mange løgner. Er icke thet en løgn at noger tro flyder i mennisckins mwnd? All tro er i mennisckins hiartæ, huess bekendilse vdrobis met mwnden som Apostelin siger. I hiarthet troes till retferdighet, men mwnden bekender till salighett. Men maawelscke i haffwe swodan meening, att ther findis manghe som icke tro thet i hiarthett, ther (156) the bekende mett mwndhen. Thett wele wij icke heller negthæ, men huad tha? Forti i huo the eræ, hoess Gwd som granscker baade nyræ oc hiarte tha eræ the wantro menniscke, oc haffwe platt ingen tro.
Nonne quoque mendacium est, fidem qua iustificamur apud Deum, in pectoribus hominum radices agere per verbum Dei? Fides enim iustificans et absolute omni homini necessaria (quam scholae vocant infusam) Dei donum est, (108) inquit Apostolus, nempe coelitus hominum mentibus insita, nisi forte baptizatos infantes, qui verbum Dei nunquam audiverunt, et moriones, qui audierunt quidem, nunquam tamen intellexerunt, et denique letharticos, qui tum audiverunt tum intellexerunt, at gravi lethargia obliti sunt omnium, et si qui sunt alii hoc genus, ad unum a regni coelestis consortio tanquam infideles excludere velimus,  Mon ikke det også er en løgn, at den tro, hvorved vi retfærdiggøres overfor Gud, er rodfæstet i menneskenes bryst ved Guds ord? Den retfærdiggørende og for ethvert menneske absolut nødvendige tro (som skolerne kalder indgydt) er Guds gave, siger apostelen (Ef 2,8) nemlig fra himlen indsat i menneskenes sind, uden at vi som vantro straks vil udelukke de døbte børn, som aldrig har hørt Guds ord, og tåberne, som nok har hørt det, men aldrig forstået det, og de syge, som både har hørt og forstået det, men ved en alvorlig sygdom har glemt det altsammen, eller nogen andre af den slags fra himmerigets trøst. Mon det ikke også er løgn, at den tro, der gør os retfærdige er rodfæstet i menneskets bryst formedelst Guds ord? Fordi den tro, som giver mennesket retfærdighed og som enten er nødvendig til menneskets salighed (som skolerne plejer at kalde et indskud) er en Guds gave, som apostelen siger (Ef 2,8), af himlen indsat i menneskets sjæl, uden at vi vil udelukke fra himmeriges glæde de døbte børn, som aldrig hørte Guds ord, eller de stakkels tåber, som hørte det, men ikke forstående begreb det, eller dem, som har hørt og forstået det, men siden glemt det på grund af stor sindsygdom. Mwnne icke thet oc swo ware løgen, at then tro oss gør retferdige, er rodfest i mennisckins bryst, formedels Gwdz ord? Forti then tro som giffwer mennisckin retferdighett, och er encke aff nød till mennisckins salighett (ther scholen pleyer att kallæ ett indsckwd) er een Gwdz gaffwe, som apostelin siger, aff himmelin indsætt i mennischins siell, wden wij welæ wdelycke fra himmerigis gledæ the døbte børn som aldrig hørde Gwdz ord, eller oc the gecke oc narræ som høred, men tha icke forstandelige begriibett, eller oc them som haffwe thet hørdt oc forstandet, men dog siden forglømbt aff stoer hoffwett siwge.
tametsi eam fidem, quae iuxta Pauli sententiam ex auditu est per verbun Dei et acquisitam scholae nominant, suo quodam modo Dei esse donum, et adultis sanaque mente hominibus praeterea etiam ad iustitiam et salutem esse necesssariam non diffiteamur. - dog vil vi ikke benægte, at den tro, som ifølge Paulus' mening kommer af det, der høres, gennem Guds ord, og som skolerne kalder erhvervet, også på sin måde er Guds gave, og for voksne mennesker med et sundt sind også er nødvendig til både retfærdighed og salighed. - Dog er den tro, som efter Paulus' mening kommer af at høre formedelst Guds ord, som skolerne kalder søgt eller erhvervet, også på sin måde Guds gave, og den er for dem, som er kommet til skels alder og kan sanse med forstandig nøjagtighed, nødvendig både til retfærdighed og salighed. Dog att then tro som effther sancti Pauli meening, er aff hørilsæ formedels Gwdz ord, ther scholen kaller atspordt och besøgt, er och swo paa synæ maadhæ Gwdz gaffwe, och er alle them som eræ kommen till sckiels aldher, och kwnnæ sandtzæ mett forstandhig grandtsckæ aff nød baadhæ till retferdighett och salighett.
Nonne item mendacium est illud, per verbum Dei, quod fide creditur, nos Dei tantum promissis fidem habere? Non enim fides est solummodo promissionum Dei divinis eloquiis contentarum, sed aliorum etiam omnium, quae illic scripta leguntur, immo sane omnium fidei articulorum, id est, non modo eorum, quae sacra utriusque testamenti pagina continentur et tribus fidei symbolis, nempe Apostolorum, [72] Nicaeni et Athanasii, verum etiam omnium, quaecunque per Ecclesiam catholicam nobis credenda proponuntur. - Er det ikke også løgn, at vi ved Guds ord, soom vi tror på, alene har tillid til Guds forjættelser? Troen er ikke alene en tro til de forjættelser, som de guddommelige skrifter indeholder, men også til alt andet, hvad der læses i skriften, ja, til alle trosartikler, det vil sige, ikke blot til dem, som indeholdes på de to testamenters sider og i de tre symboler, nemlig det apostolske, de nikænske og det atanasianske, men også til alt, hvad der af den almindelige kirke foresættes os at tro på. - Er det ikke også løgn, at vi formedelst Guds ord alene sætter vores lid til Guds forjættelse og løfte? Jo, for at tro er ikke blot at sætte lid til de løfter, som Guds ord indeholder, men også at mene og anse alt det andet for sandt, som skriften indeholder, og alle de artikler, som en kristen tro omfatter, det vil sige, ikke alene de stykker som åbenbart og i klar tekst findes i det gamle eller det ny testamente eller i de symboler, som er de hellige apostles, Nikænum og Athanasianum, men også i det, der hemmeligt er åbenbaret den almindelige kristne kirke af skriften.  Er thett icke och swo løghen, att wij formedels Gwdz ord allenistæ setthæ loffwe till Gwdz iætt oc løffthe? Forthi troen er icke alsomeniste att setthe loffwe till the løffthe som Gwdz ord indheholdher, men och swo at meenæ och tro waræ sandtt altt andhet som sckriffthen indheholdher, och alle articklæ som en christhen tro beslwter, thet er icke alsomeniste the støcker som obenbarlige oc textelige (157) findis i thet gamble eller ny testamentt, eller i the samlegger som eræ the hellige apostelers Niceni raadz oc Athanasii men oc swo hwess then menige christhen kircke er aff sckrifften hemelige obenbaritt.
Nonne hoc denique mendacium est vel omnium maxime scelestum et impium, Christum et Apostolum tanquam mendaces istius mendacii citare testes? Quid enim ait Christus Io. 3.? Qui credit, inquit, in filium, non comdemnatur.Numquid hic dicitur: Qui solum credit, non condemnatur? Quid item Paulus inquit Rom. 3. et 4.? Arbitramur, ait, fide iustificari hominem, absque operibus legis, id quod exemplo Abrahae sequenti capite 4. declaretur. Numquid hic legitur: Arbitramur sola fide iustificari hominem? Og mon endelig ikke det er en løgn, ja den største ugudelighed og ufromhed af alle, at I vover at citere Kristus og apostlene som om de fremsatte den slags løgne? Hvad siger nemlig Kristus, Joh 3,18: 'Den, der tror på sønnen, bliver ikke fordømt'. Mon det her siges: 'Den der alene tror, bliver ikke fordømt'? Og hvad siger Paulus Rom 3 og 4? 'Vi mener, at mennesket retfærdiggøres ved tro, uden lovgerninger' (Rom 3,28), og det forklarer han ud fra Abrahams eksempel i kapitel 4. mon der her siges: 'Vi mener, at mennesket retfærdiggøres alene ved tro'? Er det ikke også løgn og over al måde slemt og ugudeligt at ville gøre Kristus og Paulus til løgnere sammen med jer, for dermed at ville bevise og forstærke jeres løgn? Hvad siger Kristus: 'Den, som tror på sønnen, skal ikke fordømmes'. (Joh 3,18) Mon der her siges: Den, der alene tror på sønnen, skal ikke fordømmes? Fremdeles, hvad siger Paulus. 'Vi mener, at mennesket bliver retfærdigt formedelst troen, uden de gerninger, som loven kræver' (Rom 3,28) Mon der her læses: 'Vi mener, at den blotte og bare tro gør mennesket retfærdig?' Er thett icke oc swo løgn, oc offwer alle slem oc wgwdelig, att wele gøre Christum oc Paulum till løgneræ met eder, ther met att welæ bewiisæ oc bestercke eder løgn? Hwad siger Christus. Then som troer paa sønnen, scall icke fordømis. Mwnne hær sigis. Then ther alsomenistæ troer paa sønnen, sckall icke fordømis? Framdelis, hwad siger Paulus. Uij menæ at mennisckin wordher retferdig formedels troen, forwden the gerninger som logen biwder. Mwnne hær lessis. Uij meenæ at then blotte oc baræ tro gør mennisckin retferdig?
Nam ut etiam nulla ratione quaevis opera hominem iustificent, de quibus sub articulo proxime sequenti agemus, haud tamen inde fit, unam solamque fidem (109) absolute hominem iustificare, quando sit aliae etiam virtutes homini ad iustitiam necessariae, quemadmodum mox evadet perspicuum. For selv om det på ingen måde er sandt, at gerninger retfærdiggør mennesket, om hvilket vi skal tale i den følgende artikel, så følger dog ingenlunde deraf, at det ene og alene er troen, der gør mennesket retfærdigt, når også andre dyder hos mennesket er nødvendige til retfærdighed, sådan som vi nu straks skal klargøre det. Og selv om det er ganske forkert, at nogen gerning gør mennesket retfærdigt (hvilket skal bevises i den følgende artikel), deraf følger dog ikke, at den blotte og bare tro i sig selv gør mennesket retfærdigt, når nogle andre dyder også er nødvendigt til retfærdighed, som det nu straks skal påvises. Oc endog thet er vden alt sckiell, att nogher gerning gør mennisckin retferdig (som sckall besckedis i nest kommende artickill) thet følger dog icke ther vdaff, at then blotte oc bare tro encke gør mennisckin retferdig, nar nogre andre dygder eræ oc swo aff nød till retferdighett, som sckall nw strax formerckis.
Quis, oro, vel rationis modo compos, etiam si dialecticorum nunquam limina calcaverit, non videat quam prorsus absurdum sit ac improbabile hoc argumentandi genus: hoc illudvu rei necessarium est, igitur hoc solum ei sufficit? Aliud est quicquam ad rem exigi, aliud vero ipsum solum ad eam sufficere.  Hvem, spørger jeg, som ellers har sin forstands fulde brug, også om han ikke betræder dørtærskelen hos dialektikerne, hvem kan ikke se, hvor næsten absurd og ubevisligt det er med den slags argumenter: det eller det er nødvendigt til en ting, altså er dette alene nok? Én ting er dog, hvad der kræves til en ting, noget andet om dette er tilstrækkeligt. Hvem er der nu, som har vid og forstand, skønt måske ikke erfaring i boglige kunster, som ikke ser, at det er uhørt og ubevist, det, det hævder, når de siger sådan: Det eller det er nødvendigt til den ting, og derfor er det alene nok. Disse to ting er dog adskilte, at noget er nødvendigt, og at noget er tilstrækkeligt. Hwem er nw then som haffwer wiid och sckiell (dog han er wforfarin wdi bogelighæ konster) oc icke nw seer, at thet er whørligtt oc vbewiisligt the met faræ nar the swo sige. Thet eller thet er aff nød till then handell, oc forti er thet allene nog. Forti thesse twenne ting eræ atsckilde at gøris behoff til nogre ting, oc at ware aldelis nog. 
Nam alioqui de quavis virtute paro modo colligere liceret: Rom. 8. quod scriptum est: Spes salvi facti sumus; ergo sola spes ad salutem humanam sufficit. Eodem quoque pacto unaquaeque virtus ad iustitiam homini necessaria est; igitur unaquaelibet sola satis est.  For ellers ville det jo være tilladt at sige det samme om andre dyder: I Rom 8.24 står der skrevet: 'I håbet er vi frelst; altså er alene håbet nok til menneskets frelse. Og på samme måde med en hvilkensomhelst dyd, der er nødvendig til menneskets retfærdighed; så ville enhversomhelst alene være tilstrækkelig. Måtte vi søger beviser på den måde, da kunne vi sige det samme også om andre dyder. Fordi der står skrevet: 'I håbet er vi blevet salige' (Rom 8,24), og på samme måde også enhver dyd er nødvendig til retfærdighed, derfor er ikke enhver dyd i sig selv tilstrækkelig. Mwæ wij swo søge bewiissning, that kwnne wij thet samæ sige om andre dygder oc swo. Forti swo staar sckreffwet. Aff haabet eræ wij salige worden. I same maade ere och hwer (158) dygd aff nød till retferdighet, icke er forti hwer oc een allene nog. 
Quod tanto quoque minus in fide valet, quanto fidem ceteris virtutibus inferiorem esse paulo post ostendemus. Ceterum ne cui argutius aequo singula verba tanquam ad lancem expendere videar, ad rem ipsam respondebo.  Men dette gælder så meget mindre i troen, som troen er lavere end de andre dyder, hvilket vi om lidt skal påvise. Men forøvrigt, for at det ikke skal se ud, som om vi snaksomt vejer hvert enkelt ord som på en lansespids, så vil jeg nu svare på sagen selv.  Hvilket har des mindre anvendelse på troen, eftersom den i betydning viger for mange dyder, som det herefter skal bevises. Og for at det ikke skal se ud, som om vi søger efter ord, da vil vi svare på det, som er jeres egentlige mening i dette svar.  Hwilcket dess myndre gengæ haffuer met troen, nar hwn i drabelighett wiger for andre mange dygder, som hær effter scal bewisis. Oc paa thet wij scwlle icke siwnis att søge effter ord, tha welæ wij swaræ til eder enkæ mening, i haffwe i thettæ swar. 
Nonne omnibus istis verbis hucusque relatis capitalique themati declarando adiectis, veram, absolutam et omnibus (ut aiunt) numeris perfectam fidem circumloqui volebatis? - Mon ikke I med alle disse ord, som er forbundet hermed og tilføjet jeres tilkendegivne hovedtema, vil omskrive den sande, absolutte og for alle tilfælde fuldkomne tro? -
Sed nonne illud quoque mendacium est, vel constantissimam fidem, modo sola nudaque maneat nuptiali charitatis veste decorata, iustificare hominem?  Men mon ikke også det er løgn, at selv den mest konstante tro, om den forbliver alene og nøgen uden kærlighedens bryllupsklædning (Matt 22,11), retfærdiggør mennesket? Er det ikke også løgn, at den tro, hvor stor og stærk den så ellers er, der ikke har kærlighedens dyd, gør mennesket retfærdigt? Er thett icke oc swo løgn, at then tro i hware stoer oc sterk hwn er, ther haffwe ickæ kerlighedtz dygd, gør mennisckin retferdig?
Num qua maior fides vel fingi poterit ea, de qua Christus ait: Amen quippe dico vobis, si habueritis fidem sicut granum sinapsis, (110) [73] dicetis monti huic: demigra hinc illuc et demigrabit, neque quicquam impossibile erit vobis. Eller hvilken tro kan vel tænkes at være stærkere end den, hvorom Kristus siger: 'Sandelig siger jeg jer, hvis I havde tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette bjerg: flyt dig herfra og derhen og det ville flytte sig, og ingenting ville være umuligt for jer (Matt 17,20). Eller hvilken tro kan nogensinde siges at være stærkere end den, Kristus omtaler og siger: 'Sandelig siger jeg jer, at dersom I havde tro som et sennepsfrø, da kunne I sige til dette bjerg, flyt dig hefra og derhen, og det skal straks flytte sig, og ingenting skal være umuligt for jer' (Matt 17,20) Eller hwad troo kan nogen tiid sigis att ware sterckere, end then Christus omtaler oc siger. Sandelige siger ieg eder, at ther som i haffwe tro som ett senopskorn, tha scwlle i sige till thetthæ bierg, flytt tig her fra oc tiid, tha sckall thet strax flytte sig, oc ingen ting scall ware eder wmøielig.
At Paulum audite, hac de fide quid asseret, huic (ut apparet) loco alludens: Etsi omnem fidem, inquit, habeam, adeo ut montes loco dimoveam, charitatem autem non habeam, nihil sum. Quid, oro, dici potuit lucidius, idque a Paulo alioquin fidei buccinatore maximo? Sed quando semel mentiri coepistis, verecundiae fines transgressi, pergite insigniter et egregie mentiri, quo unum istud principale mendacium quoquo modo tueri possitis. Men hør Paulus, som fastslår dette om troen, idet han tilsyneladende hentyder til dette sted: 'Selv om jeg havde al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, var jeg intet' (1 Kor 13,2). Jeg be'r, hvad kan siges mere klart, og det endda af den Paulus, der ellers i højeste grad er troens forkynder? Men sådan som I nu én gang er begyndt at lyve og har overtrådt sømmelighedens grænser, fortsæt så bare med at lyve tydeligt og udmærket, så I på den måde kan bevare jeres første løgn. Men hør dog, hvad Paulus siger om den tro: 'Og var det sådan, siger han, at jeg havde al tro, også den magt at jeg kunne flytte bjerge fra deres sted, men jeg dog ikke havde kærlighed, da var jeg intet' (1 Kor 13,2). Hvad kan nogensinde siges med tydeligere ord af Paulus, som dog fremfor nogen er prædikant og lovpriser af troen. Men når I én gang er begyndt at lyve, og dermed har overtrådt al blufærdighed, så skal I vel forfølge det, som I er begyndt med, og fremdeles lyve, sådan at det kan have held med sig, at I i nogen grad kan forsvare den store løgn, der var i den første tese, I fremsatte. Men hører dog hwad Paulus siger om then tro. Oc ware thett swo (siger han) att ieg haffde all tro, oc swo then machtt att ieg kwnne flytte bierg aff theris sted, men ieg haffde dog icke kerlighett, tha ware ieg inthett. Hwad kan nogen tiid sigis mett klarere ord aff sancto Paulo, som er dog offwer alle troens predickeræ oc priiseræ. Men nar i haffwe een tiid begynt at liuge, oc haffwe ther mett offwertredt all blwsill, tha forfølgher thett som begyntt er, och swo liwgher framdelis att thett kan haffwe held mett sig, att i kwnne i noger maade forsware then storæ løgen edertt førstæ framsett.
Sub haec adiicitis: "Verum interna illa iustitia non potest sese continere, quin in opus externum erumpat et fructum aliquem ex se producat, quae est iustitia externa minimeque fucata, qua per charitatis opera internam iustitiam testamur, de qua Christus Matth. 5. et Paulus et Iacobus. Rom. 4. et Iacob. 2. Talis itaque fides plantata in cordibus hominum non potest diu manere sola, sed opera ex sese protrudit, ut dictum est, quoties nacta fuerit opportunitatem. Matth. 7." Haec vestra sunt. Men hertil føjer I: 'Men denne indre retfærdighed kan ikke forblive, men må bryde frem i ydre gerning og frembringe en eller anden frugt, hvilket er den ydre retfærdighed, der ikke er det mindste farvet (eller falsk), hvormed vi gennem kærlighedens gerninger bevidner den indre retfærdighed, om hvilket Kristus taler Matt 5, Paulus og Jakob Rom 4 og Jak 2. Derfor, en sådan tro, indplantet i menneskenes hjerter, kan ikke længe forblive alene, men gerninger fremvælder af den, som sagt er, så ofte der gives den lejlighed til det, Matt 7." Såvidt jer. Sådan skriver I fremdeles: 'Dog frembringer den indvortes Guds retfærdighed en frugt, som er en ret udvortes uforfalsket retfærdighed, som består i ret gode udvendige kristelige gerninger. Om dem taler Kristus Matt 5 og apostlene Rom 4 og Jak 2, så at en ret tro ikke længe kan forblive blot og bar, men beviser sig gerne på de måder, der gives den lejlighed til, Matt 7 og Jak 1.' Dette er jeres ord. Swo sckriffwæ i framdelis. Dog wdbrydher then indwortis Gwdz retferdighett een frwchtt aff sig, som er een rett vdwortis vforfalsckett retferdighett, som staar i rett gode wdwendige christelige gerninger. Om hwilckæ Christus taler Mat v. (159) oc apostelin. Ro iiij. och Jaco ij. swo att een retsckaffett tro kan icke lenge bliffwe blott eller bar men bewiser sig gerne i the maade som henne giffwer orsage, Mat vij. Jaco. i. Thesse ord hører eder till.
Nonne hic quoque bis quam apertissime simul et impudentissime mentimini? Primo quidem, quod, etsi iustitia perfecta, id est, totus virtutum chorus sese continere non potest in homine adulto rationis compote, quin opportunitatem nacta sese in opera externa protrudat, nimirum vi et ardore charitatis, quae dum otiosa nequit esse, semper ansam nacta in externa opera prorumpit;  Mon ikke der her er to ligeså åbenlyse som frække løgne? Den første er den, at, skønt den fuldkomne retfærdighed, det vil sige alle dyder i forening, ikke kan holde sig tilbage i et voksent menneske ved sin fornufts fulde brug, men må folde sig ud i ydre gerninger, når der gives den lejlighed til det, nemlig ved kærlighedens kraft og lue, som ikke kan være ledig, men altid må springe ud i ydre gerninger, når den får anledning til det; Mon der ikke også her er to løgne, både ublu og åbenlyse nok. Først, selv om en fuldkommen retfærdighed, som er alle dyders forening, ikke kan andet i et forstandigt menneske, end udfolde sig, når der gives den lejlighed dertil, hvilket sker ved kærlighedens kraft, som ikke kan være ledig og ørkesløs, Mwnne icke hær och swo waræ twennæ løgner, baadhe wblwghe och obenbare nog. Først. Endog att een fwlsom retferdighett som er alle dygdhers samfwnd, kan icke andhett wdi ett wittigtt mennische end wdbrydhe sig nar henne giffwis orsaghe, som er aff kerlighedtz krafftt, ther icke kan ware ledig och aarckeløss. 
tamen iustitiam illam fidei, de qua loquimini, hoc est, solam fidem ipsam, iustitiae tantummodo partem, quantumlibet in cordibus hominum plantata sit constans et firma, non posse citra charitatem atque bona opera externa de charitatis radice producta subsistere, manifestissimum esse mendacium, non modo Paulus dicto iam loco docet, asserens etiam, si habeat omnem fidem, ita ut montes transferat, hoc est, miraculi edere mereatur, charitatem autem non habeat, se nihil esse; så kan dog den troens retfærdighed, som I taler om, det vil sige, den, de er af troen alene, kun en del af retfærdigheden, også selv om den er indsat sikkert og fast i menneskenes hjerter, ikke eksistere uden kærlighed og ydre gode gerninger udsprunget af kærlighedens rod, og den er en soleklar løgn, hvilket ikke blot Paulus beviser i det førnævnte sted, hvor han forsikrer, at hvis han havde al tro, så han kunne flytte bjerge, det vil sige, havde gjort sig fortjent til at udføre mirakler, men ikke havde kærlighed, da var han intet;  så kan dog den retfærdighed, som I siger er af den blotte tro, ikke gøre det, selv om den er både fast og rodfæstet i menneskets hjerte. Og uden kærlighed og uden kærlighedens udvortes gerninger kan den heller ikke være bestandig. Dette beviser ikke alene Paulus som før sagde om den tro, der kan flytte bjerge og gøre jærtegn, at den uden kærlighed intet er. Men then retferdighet som i sighe att ware aff then blotthe tro, kan tha thett icke gøre i hware hwn er baadhe fast oc rodfest wdi mennisckins hiarthæ. Och forwden kerlighett och kerlighedtz wdwortis gerningher, kan hwn icke heller vare varafftig. Thette bewiiss icke alleniste Paulus som for taldt er om then tro ther kan flytte bierg oc gøræ iertheghen, att hwn kerlighett forwdhen er inthett. 
verum etiam Christus non multis hic usu venire testatur, quo loco ad suos in haec verba: Non quisquis dicit mihi domine, domine, introibit in regnum coelorum, sed qui fecerit voluntatem patris mei qui in coelis est. Multi dicent mihi in die illo: Domine, domine, nonne per nomen tuum [74] prophetavimus, et per nomen tuum daemonia eiecimus, et par nomen tuum virtutes multas praestitimus? At tum confitebor illis: nunquam novi vos. Discedite a me omnes, qui operamini (111) iniquitatem. men hvilket også Kristus bevidner, at ikke mange kommer her på den måde, dèr, hvor han siger til sine disciple: 'Ikke enhver, der siger, herre, herre, skal indgå i himmeriget, men den, der gør min himmelske faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: herre herre, har vi ikke profeteret i dit navn, har vi ikke uddrevet onde ånder i dit navn, har vi ikke gjort mange undergerninger i dit navn? Men da skal jeg bekende overfor dem: jeg har aldrig kendt jer, vig bort fra mig alle I, der øver uret' (Matt 7,21-23). Men også Kristus dèr hvor han siger: Der skal ikke enhver indgå i himmeriges rige, som kalder og bekender mig for herre, men den, der gør min faders vilje, som er i himmelen. Mange skal sige til mig på den dag: herre, herre, har vi ikke profeteret i dit navn, har vi ikke forjaget djævelskab i dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger i dit navn? da skal jeg ligeud sige til dem, jeg kender jer ikke, gå bort fra mig alle I, som bedriver ondskab' (Matt 7,21-23). Men Christus och swo hwar han swo sigher. Ther sckall icke hwer och een indgaa wdi himmerigis righæ, som kaldhæ och bekendhæ mig een herræ, men then ther giør myn faders williæ som er i himmelin. Manghe schwlle sighe till mig paa then dag, herræ, herræ, haffwe wij icke formedhels tytt naffn propheteridt, formedhels tytt naffn foriaghett dieffuelsckaff, och formedhels tytt naffn giordt mange iertegen? tha scall ieg obenbare sighe them, ieg kende eder aldrig, gaar alle bort fra mig som bedriffwe ondsckaff. 
An non summam in Christum habeant fidem illi, qui per nomen ipsius vaticinentur, daemonia pellant aliasque virtutes plurimas edant? Tamen istiusmodi multos fore, Christus hoc loco ait, qui tanquam operarii iniquitatis a regno coelorum excludendi sunt. Quis igitur vel ex hoc uno Christi testimonio non intelligat fidem quantumvis absolutam posse inveniri citra charitatem fructusque ipsius bona opera externa in Deum atque proximum collata? Mon ikke de mennesker har haft en stor tro på Kristus, de, som i hans navn profeterede, uddrev onde ånder og udførte andre kraftgerninger? Dog er der mange af den slags mennesker, siger Kristus på dette sted, som bliver udelukket af himmeriget som nogen, der har begået uret. Hvem forstår ikke af dette ene vidnesbyrd fra Kristus, at en på sin vis fuldkommen tro kan findes uden kærlighed og dens frugter, de ydre gode gerninger mod Gud og næsten? Mon ikke de har en stærk tro på Kristus, de, som i hans navn uddriver onde ånder, har viden om tilkommende ting og gøre undergerninger? Dog siger Kristus, at mange af den slags mennesker skal udelukkes fra himmeriges rige på grund af deres syndige gerninger. Hvem er nu den, som ikke forstår også af dette vidnesbyrd fra Kristus, at en fuldkommen tro kan findes uden kærlighed og uden kærlighedens gerninger, enten mod Gud eller mennesker?  Mwnne icke the haffwe en fwldsom tro till Christum, som vdi hanss naffn fordriffwæ dieffwelscaff, (160) haffwe witscaff paa tilkommende ting, oc gøre wnderlige iertegen? Dog siger Christus, at mange aff thet slag scwlle wdelyckis aff himmerigis rigæ for theris syndige gerninger. Hwem er nw then som icke forstaar oc swo aff thette Christi witnissbyrd, at een fwldsom tro kan findis forwden kerlighett och kerlighedtz gerninger, enchten mod Gwd eller mennisckin? 
Deinde multo quidem gravius, quod istius tam impudentis mendacii et Christum et Paulum et Iacobum testes (tanquam et ipsi vobiscum mendaces sint) producitis. Dernæst er det meget mere alvorligt, at I fremfører både Kristus og Paulus og Jakob som vidner om den samme frække løgn, som om de var løgnere sammen med jer. Derfor er det også en svær løgn at ville gøre Kristus og Paulus og Jakob til løgnere sammen med jer. Oc forti er thet och swo een swar løgen, at welæ gøre Christum, Paulum oc Jacobum till løgneræ met edher.
Non enim docent citatis in locis id, quod a vobis hic eis ascribitur, sine bonis operibus externis e charitate productis non posse fidem esse; at fidem absque huiusmodi operibus esse non debere, si modo iusti et salvi esse cupiamus, tanquam ea sola minime ad utrumque sufficiat.  De skriftsteder, I citerer, lærer nemlig ikke det, som I her tilskriver dem, at troen ikke kan være uden ydre gode gerninger, fremkaldt af kærligheden; nej, de lærer, at troen ikke bør være uden den slags gerninger, hvis vi stræber efter at blive retfærdige og salige, som om troen alene ikke var nok til nogen af delene. De skriftsteder, som I påberåber jer, beviser ikke, at troen ikke kan eksister uden kærlighed og ydre gode gerninger, men at den ikke burde undvære dem, om vi ellers ville blive både retfærdige og salige, som om troen alene ikke gjorde fyldest for nogen af dem. The steder som i kalle i rettæ aff them, icke bewiisæ at troen kan icke ware forwden kerlighett oc vdwortis gode gerninger, men att henne icke bwrde at ware them forwden, om wij ellers wele worde baade retferdigæ oc saligæ, ligherwiis som troen allene ware ickæ fyllist til hwerckin aff them. 
Multa quippe fieri possunt atque fiunt, quae tamen fieri non debent. Idque facit non tam Paulus loco per vos adducto, ubi nulla fit operum mentio, sed fidei tantum, quam Iacobus Paulum explicans, docens Abrahae iustificationem fide quidem inchoatam esse, at operibus consummatam. Meget kan ske og meget sker, som for ikke burde ske. Det indrømme Paulus på det sted, som I fremdrager, hvor han ikke nævner gerningerne, men kun troen, og Jacob, hvor han forklarer Paulus og lærer, at Abrahams retfærdighed blev påbegyndt i troen, men fuldendt i gerninger. Meget sket, og meget kan ske, som ikke burde ske, hvilket både Paulus og Jakob indrømmer, Paulus, hvor han taler om troen, og Jakob, hvor han forklarer Paulus' mening og lærer, at Abrahams retfærdighed blev begyndt af troen men fuldkommet af gerninger. Møget sckeer och kan sckee som bwrde dog icke at sckee, ther bode Paulus hwar han taler om troen tilstaar, och Jacobus, hwar han vnderscheder Pauli mening, oc lærer att Abrahe retferdighet aff troen begyntt, war aff gerninger fwldkommen.
Iam vero quo in transcursu paucis attingam flosculum istum vestri Evangelii, id est convicium, quo hic vestrum praeceptorem, lectorem Paulum, ingratissimi discipuli obiter aspergitis, Evangelii Christi apostatam eum appellantes, haud satis intelligo, quid sibi velit ista criminatio.  Dog vil jeg i forbifarten føje lidt til om jeres evangeliske blomst, det vil sige, jeres skældsord, som I her forbigående tildeler jeres lærer, lektor Poul, som utaknemlige elever, idet I kalder ham Kristi evangeliums frafaldne; jeg forstår ikke helt, hvad I vil med denne forhånelse. Dernæst smykker I jeres svar med en af jeres evangeliske blomster og siger sådan på jeres danske: Ja, vi ved det lige så godt som lektor Poul, at en død mening eller menneskets egen tanke slet intet gælder for Gud, endsige at det gør nogen retfærdig. Men på latin har jeres poet forbedret det så meget, at han har kaldt lektor Poul Kristi evangeliums frafaldne, på alle måder uforskyldt, både af denne poet og af de andre. Ther nest smycke i thette edert suar met eet aff edre euangeliscke blomster, oc sigæ swo i eder dansckæ. Ja, wij widett end oc swo well som lector Powild, at en død mening eller mennischelig egen tancke, gelder platt inthet for Gwd, huad sigen at gøre nogen retferdig. Men vdi latinen haffuer eder poet thett suo møget forbeddrit, at han haffwer kaldet lector Powild Christi euangelij forløberæ i alle maade vforsckyltt, baade aff same poet oc the andræ.
Non enim mihi persuadere possum, ita eum deseruisse aliquando Christi Evangelium, ut olim iniquissimi desertores illi Porphyrius, Julianus et nescio qui alii, nisi forte quod vestrae factionis negotio (quod sub sanctissimo Evangelii nomine, cum nihil sit minus, dolose molimini) ab initio nonnihil favere visus est, quando res a carpendis tantum abusibus coepta fuit. Jeg kan nemlig ikke overbevise mig om, at han således på nogen måde har forladt Kristi evangelium, som engang disse frafaldne, Porfyrius, Julianus og jeg véd ikke hvem andre, med mindre han kan ses fra begyndelsen at have begunstiget jeres partis virksomhed noget (hvad under det hellige evangeliums navn, skønt evangelisk er hvad I mindst af alt er, I dog bedragerisk har ødelagt), da sagen (Luthers sag?) begyndte at splittes gennem så mange misbrug. (?)
At ubi ab indulgentiarum abusibus (unde coepta est omnis tragoedia) ad ipsas indulgentias tollendas, a sacerdotum abusibus ad exterminandum [75] ipsum sacerdotium, a sacramentorum abusibus ad ipsa sacramenta evertenda, breviter ad ipsum Christi nomen ex orbe delendum res coepit progredi, retrocessit.  Men da sagen begyndte at gå frem med misbrug af afladen (hvorfra hele tragedien er begyndt) til ophævelse af afladen selv, fra misbrug af præsterne til udslettelse af præstedømmet selv, fra misbrug af sakramenterne til en omstyrtelse af sakramenterne, kort sagt til at udslette Kristi eget navn fra verden, da sagen begyndte at nå frem dertil, veg han tilbage.
Verum ea in re si erravit, honestus admodum error est, quippe in quo multorum magno et excellenti ingenio virorum, qui eodem animo fuere, non careat exemplo. Honestus autem error est, inquit Fabius, magnos duces sequentibus. Men hvis han tog fejl i den sag, var det en ærefuld fejltagelse af den slags, i hvilken mange mænd af stor og udmærket forstand også tog fejl, som havde den samme ånd, og ikke manglede et eksempel. Men ærefuld, siger Fabius, er den fejltagelse, som følger store fyrster (?).
Sed quorsum eius ago patronum, qui nullius (112) patrocinio eget? Aetatem habet, ipse pro se loquatur.Illud autem certo scio, doctiorem illum esse, quam ut consentiat in tria ista mendacia, quae hoc loco vobiscum ei communia facitis. Nam primo nulla fides (qualis qualis tandem sit illa, modo sit virtus theologica, de qua et divinae literae et sacri doctores loquuntur) est opinio et cogitatio. Non enim actus est, sed habitus, nisi forte infantes, moriones, ebrios, dormientes et alios quoslibet baptizatos nihil quacunque ex causa de fide cogitantes infideles esse dicamus.  Men hvorfor skulle jeg give ham beskyttelse, som ikke behøver beskyttelse? (?) 'Han er gammel nok, lad ham selv svare for sig' (Joh 9,21). Men det véd jeg, at han er mere lærd end til at samtykke i de tre løgne, som I her vil gøre ham delagtig i. For for det første er der ingen tro (hvordan den så ellers er, hvordan dens teologiske kraft er, om hvilken både skriften og hellige doktorer taler), der er en mening og en overvejelse. Den er nemlig ikke en handling, men et sindelag, hvis man ikke straks skal komme til at sige, at spædbørn, dårer, berusede, sovende og andre af den slags mennesker, som er døbte, men som ikke tænke over troens sag, er vantro. Men da lektor Poul er gammel nok, så må han selv tale for sig (Joh 9,21) og gennembanke jer, som I har fortjent, hvilket også er rimeligt nok, når der ikke findes andet hos jer end skalkned og utaknemlighed mod alle dem, som har draget jer frem og gjort jer til mænd. Men hvorfor skulle I vel også nogensinde være gode og hulde mod lektor Poul, siden I hverken sparer Gud eller helgener, og ikke har respekt for noget, som hører Gud til. Så vi formoder, at lektor Poul vel vil vide at forsvare sig mod denne bagtalelse og ingenlunde vil lade jer dø i synden, og derfor nok skal gengælde denne krænkelse med et passende svar. Men forti lector Paulus haffuer sielff alder, tha (161) maa han sielff tale for sig, oc strygæ eder wd som i haffwe forsckyltt hwess oc børligtt er, nar ther findis icke andett hoess eder end schalckhet oc vtacknemmelighet, mod alle them som eder haffwe framdragett oc giordtt till mend. Men hwore scwlle i nogen tiid ware lector Powild gode oc holde, nar i hwercken sparæ Gwd eller helgen, oc ingen ting ansee som Gwd tilhører. Swo formode wij at lector Paulus giør well syn orsage mot thet klafferij oc lader eder ingelwnde døø bortt i then synd, oc scal forti wedergøre thet hoffmod met ett behørligt swar. 
Postremo, quod falso fidei tribuitis, quod charitati est proprium, nempe actus nostros per solam fidem ipsam spiritualem in se vitam habere. Sed certe taedet me cum tot mendaciorum portentis luctari diutius. Til sidst, den løgn, at I forkert tillægger troen, hvad der specielt hører kærligheden til, nemlig at vore handlinger gennem troen alene har åndeligt liv i sig. Men selvfølgelig keder det mig at skulle kæmpe så længe mod så mange løgne-misfostre. Men vi ledes dog ved at skulle kæmpe mod så skinbarlige løgne, Men oss keedis dog wed at fiigte met swo sckinbarlige løgen, 
Itaque ad Epilogum venio, in quo ita concluditis: "Summatim itaque dicimus, non omnem iustitiam, sed internam solum esse ex sola fide, quae foras proruit per bona opera". Haec vestra. Derfor kommer jeg nu til epilogen, hvori I konkluderer: 'Kort sagt, derfor siger vi, ikke enhver retfærdighed, men alene den indre er alene af troen, som udadtil bryder frem i gode gerninger.' Såvidt jer. og derfor vil vi nu høre, hvad den sum indeholder, som I slutter dette svar med. Sådan lyder den: 'Men sådan siger vi i korthed, at ikke al retfærdighed, en kun den indvortes retfærdighed er blot af troen. Selv om samme tro ikke siden forbliver blot og bar'. oc forthi welæ wij nw høre hwad then swm indeholder som i met beslwte thette swar, swo lyder han. Men swo sige wij wdi en swm, att icke all retferdighet, men eniste then indwortis retferdighet, er blottelig aff troen. Endog at samme tro bliffwer iekc siden blott oc bar.
Dignum sane (ut aiunt) patella operculum, nempe geminum mendacium ex multis mendaciis collectum, videlicet et internam iustitiam (uti vos loquimini) esse ex sola fide, et hanc non posse non proruere foras per bona opera. Quorum utriusque mendacii falsitas, etsi nunc ex his quae dicta sunt patefacta videri satis poterat, tamen pauca quaedam coronidis vice adiiciam adversus capitale mendacium, cuius [76] stabiliendi causa (si modo stabiliri posset (113) mendacium) cetera fuerunt adducta. Sandelig, denne gryde er værdig til dette låg (som de siger), her opsummeres nemlig to løgne ud af en masse, nemlig den, at den indre retfærdighed (som I kalder det) er af troen alene, og den, at denne ikke kan undlade at bryde frem i ydre gode gerninger. Begge disse løgne er skrupforkerte, og skønt det nu kan ses af det, der allerede er sagt tilstrækkelig tydeligt, så skal jeg dog tilføje nogle få ting ... imod jeres hovedløgn, for at fastslå den (hvis en løgn da kan fastslås) og føje dette til det øvrige. Denne gryde og dette låg må vel følges af, fordi der her opsummeres to løgne ud af mange. Den første: at den indvortes retfærdighed er af tro. Den anden: at den retfærdighed ikke kan andet end udfolde sig med gode gerninger. Thenne gryde oc thette log maa well fylgis, forti her till hobe swmmeris twenne løgner aff mange. Førstæ, att indwortis retferdighet er vd aff troen. Anden, oc at then retferdighett kan icke andett end wdbryde sig mett gode gerninger.
Nam iustitia ea, de qua praesens est decertatio, generalis sive legalis est, utpote omnem virtutem complectens et totius legis observatione constans, dicente beato Iacobo: Quisquis totam legem servaverit, offenderit autem in uno, factus est omnium reus. For den retfærdighed, som vi nu taler om, er den almindelige eller den lovlydige, som indeslutter i sig al dyd og er den fuldkomne lovens overholdelse, som Jakob siger: 'Den, der holder hele loven, men bryder den på ét punkt, han er skyldig imod hele loven' (Jak 2,10). For den retfærdighed, vi nu taler om, er en almén dyd, som i sig indeslutter alle dyder, og den er af den grund bestandig, at den hele lov fuldkommes i den, som Jakob siger: 'Den, der holder hele loven, men forser sig mod et bud, han er skyldig mod dem alle' (Jak 2,10). Forthi then retferdighet wij nw om talæ er en almennig dygd, ther beslwter i sig alle dygder, oc er ther aff bestandig at then gantscke low fwldkommis i henne som sanctus Jacobus sigher, i hwosomhelst ther holder then gantsckæ low, oc forseer siig mod eet bwd, tha er han brødig emod them allæ.
Porro universa legis praecepta, quae ad vitae iustitiam attinent, solo decalogo continentur; ad haec enim cetera bene vivendi praecepta referuntur omnia. Unde adolescenti roganti, quid boni faceret, ut haberet vitam aeternam, respondit dominus: Quod si vis ad vitam ingredi, serva mandata, et continenter inibi tantum decalogi praecepta ei ostendit. For alle lovens bud, som hører med til livets retfærdighed, indeholdes i de ti bud alene; hertil henviser nem alle de øvrige, når det drejer sig om at leve rigtigt. Derfor, da den unge mand spurgte, hvad godt han skulle gøre, for at få evigt liv, svarede Herren: 'Hvis du vil indgå til livet, hold budene' (Matt 19,17), og så nævnte han i forbindelse dermed kun de ti bud for ham. For alle de bud, som loven indeholder, og som hører med til livets retfærdighed, de indesluttes i de ti bud. Alle andre bud, som nødvendigt til et retskaffent levned, henføres til de ti bud. Og derfor, da den unge mand spurgte vor Herre, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, da svarede Herren: 'Vil du gå ind til livet, da hold budene, (Matt 19,17) og straks nævnte ham for ham de ti bud. Forthi att alle the bwd som loffwen indeholdher, och høre till liiffs retferdighett, the beslwtis i the (162) x. bwdord. Alle andre bwd som eræ behørlighæ till ett retsindigtt leffnet, indføris paa the x. bwdord. Och forthi ther then wnghe mand sporde wor herre hwad han giøre schwlde till att faa thet ewige liiff, tha swarede herren. Uilthw indgaa till liffwett, tha holt bwdorden, och strax berørde han for hannwm the x. bwdord.
Haec autem decem Christus legisperitum docet ad illa duo magna praecepta reduci, atque per ea sola impleri cetera omnia, nempe dilectionis Dei et dilectionis proximi, dicens: In his duobus mandatis tota lex pendet et prophetae. Men disse ti lærte Kristus den lovkyndige kunne reduceres til to store bud, og gennem dem alene kunne man opfylde alle de øvrige, nemlig kærlighe til Gud og kærlighed til næsten, da han sagde: 'I disse to bud ligger hele loven og profeterne' (Mat 22,40). Og fremdeles lærte Kristus den lovkyndige, hvordan disse ti bud kunne indesluttes i to bud, så at den, som overholder de to bud, han overholder dem alle. Det er, den, som elsker Gud og sin jævnkristen som er hans næste. Sådan siger Kristus: 'I disse to bud indesluttes både det, som lovens og profeternes bøger indeholde'. (Matt 22,40). Oc framdelis lerde Christus then lowkøne huoræ thesse x. bwdord kwnne beslwtis i twenne bwd, swo at then som giør tw bwd fyldest, han gør them alle fyldest. Thet er, hwo som elscker Gwd oc syn ieffnchristen som er hanss nestæ. Swo sigher Christus, Udi thesse twenne bwd beslwtis baade thett som loghen oc prophetæ bøger indeholder.
Ceterum duo haec Paulus demum in unum colligit, videlicet dilectionem proximi, quod alterum sine altero impleri nequeat, dicens: Tota lex in uno verbo completur, nempe hoc: diliges proximum tuum ut teipsum. Quo fit, ut sola charitas sit universae legis consummatio, ipso quoque Apostolo testante: Plenitudo,inquit, legis est dilectio. Proinde haec iustitia, quae totius legis observatione constat, nullo pacto in sola fide consistit, de qua primum tantummodo decalogi praeceptum datur, et ex qua sola nullum impletur, sed in una solaque charitate, per quam praecepta implentur omnia.  Men videre samler Paulus disse to til ét, nemlig kærlighed til næsten, fordi det ene ikke kan opfyldes uden det andet, når han siger: 'Hele loven fuldkommes i ét ord, nemlig: elsk din næste som dig selv' (Gal 5,14). Og derfor er det således, at alene kærlighed er hele lovens opfyldelse, hvad den samme apostel bevidner: 'Kærlighed er lovens fylde' (Rom 13,10). Og derfor, denne retfærdighed, som består i overholdelse af hele loven, kan på ingen måde bestå i troen, om hvilken kun det første af dekalogens bud er givet, og ud af hvilken intet bud opfyldes alene, det sker kun i kærligheden, gennem hvilken alle bud opfyldes. Men apostelen Paulus indeslutter dog disse to i ét bud, og giver dermed til kende, at det ene ikke kan holdes uden det andet. Sådan siger han: 'Hele loven fuldkommes i det ene ord, du skal elske din jævnkristen som dig selv' (Gal 5,14). Og derfor er det således, at alene kærlighed gør loven fyldest, som samme apostel siger til romerne: 'Kærlighed er lovens opfyldelse' (Rom 13,10). Denne retfærdighed, derfor, som indeslutter i sig hele Guds lovs overholdelse, kan ingenlunde bestå i den blotte og bare tro, som kun det første bud byder, og i hvilken alene intet bud kan holdes. Men denne retfærdighed består alene af kærlighed, som overholder alle bud. Men Paulus apostell beslwter dog thesse twenne wdi eet bwd, giffwendis till kende, att thet enæ kan thet andett forwden icke holdis. Swo siger han. All loghen fwldkommis wdi eet ord, som er. Thw sckaltt elsckæ tyn ieffnchristen lighe wed tig sielff. Oc forthi sckeer thet, att alleniste kerlighett gør logen fyllist, som same apostell sigher till the Romeræ. Kerligheet er loghens fwldkommilsæ. Thenne retferdighett forthi som beslwter then gantscke Gwdz logs fwldkommilsæ, kan inghelwnde waræ bestandig aff then blotthæ troo, hwilckett thett førsthæ Gwdz bwd alsomenisthæ biwdher, och vdaff hwilckin aleenæ inthe bwd kan holdis. Men same retferdighet er alsomenistæ bestandig aff kerlighett ther alle bwd gør fyllist.
Haec enim finis est omnis praecepti, vinculum perfectionis, principium et finis bonorum omnium, cum qua virtus omnis, sine qua nulla. Nam ante se habens ceu praeambula fidem et spem, universum examen moralium virtutum post se trahit, iuxta celeberrimum illud charitatis encomium Paulinum: Charitas,inquit, patiens est, benigna est, charitas non invidit, charitas non est procax, non inflatur, non est fastidiosa, non quaerit quae sua sunt, non irritatur, non cogitat malum, non gaudet de iniustitia, sed congaudet [77]veritati; omnia suffert, omnia credit, omnia sperat, omnia sustinet. Den er nemlig alle buds mål, (1 Tim 1,5) fuldkommenhedens bånd, (Kol 3,14), og begyndelsen og enden på alle gode gerninger, med den kan alle dyder bestå, uden den ingen. For med troen og håbet foran sig som to forløbere, så drager den dog hele sværmen af moralske dyder efter sig, ifølge den berømmelige pris af kærligheden, som findes hos Paulus: 'Kærligheden er tålmodig, den er velvillig, kærligheden misunder ikke, kærligheden er ikke fræk, den opblæses ikke, den er ikke kræsen, den søger ikke sit eget, den fortørnes ikke, den tænker ikke ondt, den glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.' (1 Kor 13,4-7). Den er alle buds mål (1 Tim 1,5), den er fuldkommenhedens bånd (Kol 3,14) og den er både begyndelsen og enden på alle gode gerninger; med kærligheden kan alle dyder bestå, men uden den finder man ingen. Derfor, skønt kærligheden foran sig har tro og håb, ligesom to forløbere, så drager den dog efter sig hele den sværm af dyder, som indeholder al tugt og ære, sådan som den lov og pris, samme apostel giver kærligheden, klart udtrykker. 'Kærlighed', siger han, 'er tålmodig, velvillig og uden vrede. Kærlighed er ikke svigefuld, ikke hovmodig, den foragter ingen, søger ikke sin egen fordel, den lader sig ikke fortørne, den tænker ikke ondt, den glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden, den fordrager alting, den tror alting, den håber alting, den lider alting.' (1 Kor 13,4-9). Hwn er alle bwdordz beslwting, fwldkommelighetz forbaandt, oc till alle gode gerninger baade begyndilsæ oc endeligt, hoess hwilcken alle dygder kwnne ware, men henne forwden findher man inghe. (163) Forti, endog hwn haffwer fore sig tro oc haab ligherwijs som twenne fortrædere, hwn dragher dog effther siig allæ the dygdhers swerm som indeholdhæ all twchtt oc eræ som thet loff oc priiss klarlige lyder ther same apostell giffwer kerlighett. Kerlighet (sigher han) er taalig, welwillig, oc forwden affuind. Kerlighet er icke schalckactig, icke homodig, han ingen foragter, han søger icke syn fordell, han lader sig icke fortørne, han tencker ickæ ondt, han gleder sig icke aff wretferdighett, men haffwer medgledæ i sandhet, han fordrager alting, han troer alting, han haaber allting, han lider alting. 
Quin vero, etsi nulla non virtus magnum est Dei munus, tamen fides omnium ima est, veluti prima basis atque fundamentum totius aedificii spiritualis. Nam qui accedit ad Deum, hunc in primis credere oportet Deum esse et esse remuneratorem quaerentibus se. Sed eum primum atque infimum esse gradum inter virtutes, beatus Petrus illa quam elegantissima gradatione luculenter docet: Selv om derfor alle dyder er Guds store gave, så er troen dog den nederste, som den første grundsten og fundament i hele den åndelige bygning. 'For den, der kommer til Gud, han må først tro, at Gud er til og lønner dem, der søger ham' (Hebr 11,6). Men at troen er det første og nederste trin blandt dyderne, har den salige Peter soleklart lært os med denne elegante gradbøjning: Og selvom alle dyder er Guds store og nådige gaver, da er troen den allernederste, som en grundsten i den åndelige bygning. Fordi, den, som vil træde i forbindelse med Gud og lære ham at kende, han skal jo først tro, at Gud er til og lønner dem, som søger ham (Hebr 11,6). Men at troen er det første og nederste trin blandt alle dyder, det beviser Peter klart dèr, hvor han siger:  Oc endog att alle dygder eræ Gwdz store oc gwnstige gaffwer, tha er troen then allernederste, ligerwiiss som een grwndsteen vdi then aandelige forbygning. Forthi, then som will gaa i handell oc kwndsckaff met Gwd, han scall iw først tro att Gud er till oc them een lønere som hanwm søghe. Men at thet er then første oc nederste trappæ blandtt alle dygder, bewiiss sanctus Petrus klarlighe, hwar han swo sigher.
In hoc ipsum, inquit, omni adhibito studio subministrate in fide vestra virtutem, in virtute (114) vero scientiam, in scientia vero temperantiam, in temperantia vero patientiam, rursus in patientia pietatem, in pietate autem fraternam charitatem, in fraterna vero charitate dilectionem; haec enim cum vobis adsint et exuberent, haud otiosis, nec in irritum laborantes efficium ad domini nostri Iesu Christi cognitionem; nam cui non adsunt haec, is caecus est et manu viam tentans, oblitus sese a veteribus peccatis suis fuisse purgatum. 'Derpå skal I anvende al flid, I skal i troen vise dyd, i dyden visdom, i visdommen mådehold, i mådeholdet tålmodighed, atter i tålmodigheden fromhed, men i fromheden broderlig kærlighed, men i den broderlige kærlighed elskelighed; når disse ting findes iblandt jer og flyder rigeligt over, så kan ikke være ledige, eller arbejde ørkesløse til vor herres Jesu Kristi erkendelse; for den, der ikke har disse ting, han er blind og famler med hånden efter vejen, idet han har glemt at han er blevet renset for sine gamle synder (2 Pet 1,5-9). 'Derpå skal I anvende allerstørst flid, på at vise dyd i jeres tro, i dyden visdom, i visdommen mådehold, i mådeholdet tålmodighed, i tålmodigheden fromhed, i fromheden broderlig kærlighed, i den broderlige kærlighed elskelighed. Når I har disse ting i rigt mål, da lader de jer hverken være ørkesløse eller uden frugt for vor herres Jesu Kristi erkendelse, fordi den, som ikke har disse ting, han er blind, og famler med hånden efter vejen, og har glemt, at han er renset for sine gamle synder' (2 Pet 1,5-9). Ther till (siger han) schwlle i gøre alllerstørst fliid at i bewiisæ dygdelighet vdi eder tro, oc vdi dygdelighet wiissdom, oc vdi wiisdom maadelighet, oc vdi maadelighet tolmodighet, oc wdi tolmodighet gwdelighett, oc vdi gwdelighet broderlig kerlighet, oc i broderlig kerlighet elsckelighet. Nar i haffwe thesse ting rigelige, tha lade the eder hwerckin ware orckeløse eller forwden frwcht til wor herris Jesu Christi kendilsæ, forti hwilcken som icke haffwer thesse ting, han er blind, och met handen træffwer effther weyen, oc haffuer forget at han er reengiordt aff syne gamble synder. (164).
Quo loco princeps Apostolorum ostendit, non modo solam fidem non sufficere ad iustitiam et salutem, sed etiam inter virtutes alias eodem necessarias infimum gradum ei tribuit, solaque fide praeditum caecum et manu nutantem appellat.  På dette sted giver Peter, alle apostles overhoved, til kende, ikke blot, at troen alene ikke er nok til retfærdighed og salighed,han tildeler den også blandt alle de andre dyder det laveste trin, og kalder den, der kun har troen alene, en blind som famler sig frem med hånden. Med hvilket sted alle apostles høvding Peter åbenlyst giver til kende, hvordan troen alene hverken er nok til retfærdighed eller til salighed, og hvordan den blandt andre dyder, som hører til menneskets salighed har den nederste plads, og siger, at den, der fortrøster sig til den blotte og bare tro, han er en blind famler, der ikke ser, hvor han skal hen. Met hwilcket sted alle apostelers høffding Petrus obenbare giffwer till kendæ, hwore then blotte tro er hwerckin nog till retferdighet eller salighet, oc hwore hwn iblandtt andre dygder som høre till mennisckins salighet haffwer thett nederste stæd, och siger at then sig fortrøsther paa then blotthe oc baræ tro han er en blind treffweræ ther icke seer huart han sckall.
Quorsum igitur attinet, Christiana religione iam per totem orbem senescente, ad prima eloquiorum Dei elementa redire et tot tantisque laudibus maxime falsis evehere fidem, ad populum, qui fidem ex maternis uberibus simul cum lacte imbibit?  Hvorfor er det nu passende, når den kristne religion allerede er blevet gammel ud over hele verden, at vende tilbage til de første elementer i Guds undervisning og fremhæve troen med så mange rosende (skønt mest falske) bemærkninger overfor mennesker, som fra moders bryst har inddrukket troen sammen med mælken? Hvorfor er der nu brug for, efter at kristendommen er kommet til sin myndighedsalder ud over verden, at tvinge os tilbage til barndommen igen, og lære kristne mennesker det som en ny lærdom, som dog ingen har glemt, og fremhæve troen til foragt for alle andre dyder, skønt troen uden dem ikke duer til noget andet end til des større fordømmelse, og at gøre det blandt kristne folk var helt unødvendigt, de har jo fra barndommen af med modermælken inddrukket troens lærdom, Hwad giordis thett nw behoff forti, siden christendommen er kommen till syn laffwe alder offwer all werden, att trengæ oss till barndom igen, oc lære christen folck thett for een ny lerdom som inghen haffde forgætt, oc forheffwe troen alle andre dygder storlighe till foragtt, hwilcke forwden hwn dwger dog platt inthet wden till dess større fordømilsæ, oc thett gøre blandt christhett folck war platt wnøtteligtt, som haffwe aff barndom mett theris moders melck indrwcket troens lerdom,
Sed potius charitas tum Dei tum proximi ceu universae legis et abbreviatio et consummatio perpetuo inculcanda est. At vero Paulus Apostolus, gentium doctor, etsi nusquam sicuti vos ita falso fidem extollit, ut ei soli omnem iustitiam salutemque humanam ferat acceptam, tum quod vel incredulis fidem annuntiabat vel neophytos ad perseverantiam in fide cohortabatur, passim in fidei commendatione multus est. Nej, hellere skulle kærligheden til både Gud og mennesker indprentes, den, som både er den almene lov i al korthed og i al dens evige fylde. Men apostelen Paulus, hedningernes lærer, skønt han aldrig forskønner troen så falsk som I gør, så at han tillægger den alene al retfærdighed og frelse, så forkynder han dog både troen for den vantro og opfordrer den nyomvendte til udholdenhed i troen, og han nævner troen igen og igen. hvorfor er der brug for det, når der hellere skulle prædikes kærlighed, både til Gud og mennesker, den, som indeslutter og fuldkommer både tro, bud og andre dyder. Og dog priser Paulus ikke troen, som I gør, så han tillægger troen al menneskets retfærdighed og salighed, men fordi han lærte dem troen, som enten var vantro hedninger og jøder, eller fornylig kommet til tro, da skulle han jo gerne love og prise troen, som et fundament til al salighed. nar ther sculde heller predickis kerlighett baade till Gwd och mennisckin, som beslwter och fwldkommer baade tro, bwdord, oc alle andre dygder. Och dog att sanctus Paulus icke swo priiser troen som i giøre, att han henne tillegger all mennisckins retferdighett oc salighet, men forthii han lerde them troen som enchten ware wantro hedningæ oc iøder, eller forsnimen kommen til troen, tha schwldhe han iw gerne loffwe och priisæ troen, ligherwiis som eet fwndamentt till all salighett.
Verum qua de fide loquitur? Ipsemet nonnullis in locis exponit, nempe quam in Galatis appellat fidem, quae per dilectionem [78]operatur. Et ad Timotheum fidem non fictam. Et Iacobus a contrario sensu fidem vivam appellare videtur, Augustinus Evangelicam. Men hvilken tro er det da, han taler om? Det forklarer han selv på en del steder, f. eks. i Galaterbrevet, hvor han kalder troen 'den, der virker kærligheden' (Gal 5,6). Og til Timotheus taler han om en tro, der er uden skrømt (1 Tim 1,5). Og Jakob ses i den modsatte betydning at kalde troen en levende tro, og Augustin en evangelisk tro. Men hvilken tro han da omtalte, det forklarer han gerne nærmere; således kalder han i galaterbrevet troen den tro, der virker sine gerninger formedelst kærlighed (Gal 5,6). Og til Timotheus kalder han troen den tro, som er uden skrømt, og Jakob kalder den en levende tro, og Augustin en evangelisk tro, Men hwad tro han tha omtaldhe beschedher han gernæ, som han till the Galather kaller henne then tro ther wærcker synæ gerninger formedels kerlighet. Oc til Timotheum kaller han henne then tro (165) som er forwden sckrømptt oc Jacobus kaller henne een leffuendis tro, oc Augustinus een euangelisck tro,
Denique Theologorum diatribe vulgo formatam appellitant, nimirum quod charitas forma sit virtutum omnium. Proinde quando divina eloquia uno eodemque spiritu Dei conscripta secum pugnare nequeunt, ut intelligatur uno in loco, quod in alio exprimitur, quoties tantopere fidem sacra pagina nobis commendat, accipi tum debet fides non otiosa, sed operosa, non ficta, sed sincera, non mortua, sed viva, non sterilis, sed fecunda, non pharisaica, sed (115) Evangelica, non denique informis, sed formata, maxime, quoniam est potissima nominis fidei significatio,  Endelig kaldes troen i teologernes almindelige behandling 'formet', nemlig fordi kærligheden er alle dyders form. Dernæst, fordi skriften er skrevet af én og samme Guds ånd, som ikke kan modsige sig selv, så ét sted kan forstås ud fra, hvordan det forklares på et andet sted, og der virkelig er så mange sider i den hellige skrift, der forklarer troen for os, så må det forstås om den tro, som ikke er ørkesløs, men arbejdssom, ikke opdigtet, men alvorlig, ikke død, men levende, ikke gold, men frugtbar, ikke farisæisk, men evangelisk, ikke uformet, men formet, det sidste især, fordi det er troens kraftigste betegnelse, og skolerne kalder den 'den tro, som har den rette skabning og skikkelse', fordi kærlighed er en ret skikkelse og facon på alle dyder. Og da Guds ord, som er digtet og skrevet af én ånd, ikke kan indeholde nogen modsigelse, så er det meget rimeligt, at det ordet på ét sted skal forstås således, som det på et andet sted udlægges og forklares. Når vi derfor hører, at troen mange steder i skriften får en særlig lovprisning og en stor ære, da skal det forstås om den tro, som ikke er ørkesløs, men flittig i alle gode gerninger, som ikke er på skrømt, men retsindig, som ikke er død, men levende med ord og tale, evangelisk i ret kristelig handling, der ikke er uden skikkelse og skabning, men har sin rette form af kærlighedens bistand, som er troens ypperste kendemærke. oc scolerne then tro som haffwer syn retthe sckabning oc sckick, forti att kerlighett er eet rett sckickeligt fantzwn paa alle dygdher. Oc forthi nar Gwdz ord, som er dichtett oc screffwett aff een aand kwnne icke beslwthe noghen modsaffn, att thett kan paa een stæd wnderstaas, som paa ett andett wdleggis och besckedis, thett er møghet børligtt. Oc forthi nar wij høre att troen paa manghe stæder i sckriffthen haffwer ett besyndherligt loff oc een stoer eræ, tha sckall thet wnderstaas om then tro som er icke orckeløss, men flittig i alle gode gerninger, ther icke er sckrømptelig men retsindig, ther icke er død men liffachtig met ord og tale, men euangelisck i ræt christelig handell ther icke er vden sckick oc sckabning, men haffuer syt rettæ fantzwn aff kerlighetz bistandt ther er troens ypperste merckilsæ. 
ideoque prolato nomine sola intelligenda, utpote sola potens servare animas nostras; og derfor må man lægge denne forståelse ind i det, når man siger 'troen alene', som om den alene kunne frelse vore sjæle; Og hvis troen ikke forstås således, da er 'blot' og 'bar' farlige ord at smykke den med, som om den alene kunne frelse vore sjæle. Oc hwess hwn swo icke wnderstaas, tha ere blot oc bar farlige ord at smycke henne met, ligerwiis som hwn kunne allene frelse woræ sielæ. 
cum altera, teste Iacobo, daemonibus nobiscum sit communis. Verum ea non est sola, sed charitate, et per hanc omni virtute et omnium denique virtutum officiis (data opportunitate) comitata, ne quis vestrum dicere possit, ea de fide vos loqui. da den anden forståelse, ifølge Jakob, er fælles for os og dæmonerne. Men denne tro er ikke alene, men forbundet med kærlighed, og gennem denne ledsaget af al dyd og alle dyders embeder (når der gives lejlighed), så at ingen af jer kan sige, at I taler om denne tro. Men den tro, som nu er omtalt, den er ikke alene, blot eller bar, men den har kærligheden med sig, som drager alle andre dyder efter sig, og bruger dem ved alle lejligheder, i al fromhed, og til al tugt og ære. Om den tro kan I ikke tale, når I forklarer jeres ord med 'blot' og 'bar', som undtager andre dyders samfund. Men then troo som nw er omthalett hwn er icke eenæ, blot eller bar, men haffuer kerlighet med sig, ther effther sig drager alle andre dygder, och brwger them i alle orsager, vdi all fromhet, oc till all twcht oc eræ. Om hwilcken tro i kunne icke talæ, nar i beschede eder ord met blot och bar, som vndertaghe andre dygders samfwnd.
Ceterum universi hic erroris origo in eo sita est, quod his vocibus fidei, spei et charitatis ita plane abutimini, ut non solum perpetuo cohaerere videantur, verum etiam omnino confundi (nusquam enim inconstantius loquimini et obscurius, quam quoties de fide sermo incidit), contra manifestariam alioqui doctrinam Apostolicam, qui posteaquam ostendisset, vel summam fidem, qua montes loco dimoveantur, haberi posse citra charitatem, in calce capitis adiecit: Nunc manent fides, spes et charitas, tria haec, sed maxima in his charitas. Quo nihil pro harum distinctione virtutum dici potuit brevius iuxta ac clarius. Hactenus quidem de virtutibus, nunc vero de operibus; omnis enim virtutis laus (ut ait ille) in actione consistit. Hele denne vildfarelse kommer af, at I med jeres stemmer har misbrugt ordene tro, håb og kærlighed så fuldstændigt, at de ikke blot synes at hænge evigt sammen, men også at være helt sammenblandede (altid taler I nemlig usammenhængende og diffust, så snart I siger noget om troen), imod de udtrykkelige apostelens lærdomme, han, som senere siger, at skønt han har den største tro, hvormed han kan flytte bjerge, så har han den dog uden kærlighed, og i slutningen af kapitlet føjer til: 'Nu bliver tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden' (1 Kor 13,13). Intet kan siges kortere og klarere om forskellen på dyderne end dette. Hidtil er der talt om dyderne, nu skal der tales om gerningerne; for enhver ros imod dyderne består i handling, som Cicero siger. Men hele denne vildfarelse kommer deraf, at I med skrift og tale misbruger disse ord, tro, håb og kærlighed, og hænger dem sådan sammen, som om de ikke kunne adskilles. Og der er ikke noget lærdomsstykke, hvor I er så ustadige og uforstandige som i troen, når der skal tales noget om den, og det gør I åbenlyst imod den apostolske lære, som efter at have sagt, at den største tro, som flytter afsted med store bjerge, kan findes uden kærlighed, afslutter således til sidst: 'Men nu bliver tro, håb og kærlighed' (1 Kor 13,13). Så at ingen forklaring så kort og klart kan adskille disse tre dyder som disse ord, som Paulus kort skriver. Hidtil er talt om dyder, men herefter skal tales om gerninger. Fordi, som Cicero har sagt, 'al den lovprisning og ære, som tillægges dyd, den består i gerning'. (Cic. lib. 1. de offic.) Men thenne gantscke wildfarilsæ kommer ther vtaff, at i met sckrifft oc talæ mysbruge thesse ord, tro, hob, oc kerlighett, och (166) swo henge them til sammen, ligerwiiss som the kunne icke atsckillies. Oc vdi inthe stycke lerdom ere i swo wstadige oc vforstandige som i troen nar noghet sckall talis om henne, oc thet gøre i i obenbaræ mod apostelig lerdom, ther siden han haffdhe sagt then største tro som flytter aff sted storæ bjerg, kwnne findhis forwden kerlighett that beslwther han swo paa thet siistæ. Men nw bliffwe troen, haabett, oc kerlighet. Swo at ingen forklaring kan swo kortelighe oc suo sckynbarlighe atsckillie thessæ tree dygder som thesse ord ther sanctus Paulus korthelighe besckriffwer. Her till er talett om dygder, men hær effther om gerninger. Forti som Cicero haffwer sagt, altt thet loff oc eræ som tilleggis dygd, thet er aff gerning bestandigtt.