Biskoppernes gensvar, artikel 2


Tilbage til oversigten.

Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.
 
Articulus secundus. Then anden artickell oc ancklage.
Contemnendas esse omnes priscas procerum Ecclesiasticorum constitutiones, leges et consuetudines ieiuniorum, discretionis vestium atque ciborum, ceremoniarum, statuum, officiorum, dignitatum, praelationum, et similium, quae sunt libere reiicienda. Man må fordømme alle kirkefædrenes gamle anordninger, love og sædvaner med faste, forskelle i klædedragt og mad, ceremonier, stand, embeder, værdighed, prælatdømme og den slags, som frit kan forkastes. Alle kirkens gamle skikke, bud, anordninger, sædvaner, såsom faste, særlig klædedragt, mad, ceremonier, pragt, embede, værdighed oc prælatdømme må foragtes og afskaffes. Alle gamble kirckins sckick, bwd, ordinantzer, sedwaner, desligst faste, atsckillig kledeboen, mad, ceremonier, stadt, embede, werdighet, oc prelatedøme maa foragtis oc nederleggis.
Responsio.

[62] Priscas constitutiones, leges, consuetudines, ceremonias ab Ecclesiae proceribus institutas longoque usu observatas laudamus et supra modum extollimus; tantum abest, ut contemptas velimus, eas imprimis, quas literae sacrae nobis genuerunt, aut quae ab illis non dissentiunt; ieiunia similiter, quibus carnis rebellionem domamus, propter Dei consilium, non quibus peccata nostra apud Deum redimimus, aut hypocritarum more in conspectu Dei nos iustificemus.

Svar.

Gamle skikke, love, sædvaner og ceremonier, som er indstiftet af kirkens ældste og overholdt gennem lang tid roser vi og fremhæver vi over al måde; det er langtfra, at vi foragter dem, da slet ikke dem, som er givet os af den hellige skrift, eller som ikke afviger fra den; på lignende måde faste, hvormed vi søger at beherske det oprørske kød, på grund af Guds råd, men ikke som noget, hvormed vi forsones med Gud eller efter hyklernes skik retfærdiggøres i Guds øjne.

Prædikanternes svar.

Alle de skikke, bud, anordninger, gode gamle sædvaner og ceremonier, som den hellige kirke har fra Guds ord eller som ikke er imod Guds ord, råder vi ikke til at nedlægge og da mindre til at foragte; ret gudelig faste, som holdes i en kristelig mening efter Guds råd priser vi højligt, 

Predicanternis Swar.

Alle the sckick, bwd, ordinantzer, gode gamble sedwaner oc ceremonier, som then hellige kircke haffwer aff Gwdz ord, eller ere oc icke emod Gwz oord, raade wij icke till at nederlegge, fast myndre at foragte, rett gwdelig faste som holdis mett een christelig mening effter Gwdz raad, loffuæ wij høyelighe, 

Delectus item ciborum et vestium minime contemnimus, quibus ex Christiana libertate et citra conscientiarum carnificinam utimur. Nec officiorum varietatem in Ecclesia contemnimus, quae spiritus sanctus pro varietate suorum donorum hominibus (99) impartitur. Porro vestrum statum, pompam, dignitates, praelationes sinimus vestra respondere Ecclesiae. Udvalgte måltider og klæder laster vi lige så lidt, hvor vi bruger dem ud fra den kristne frihed og imod samvittighedernes bøddel. Ej heller laster vi forskelle i kirkens embeder, som helligånden uddeler til mennesker efter sine gavers forskellighed. Men jeres stand, pomp, værdighed, prælatdømmer lader vi svare til jeres kirke. forskelle på klædebon og mad laster vi ikke, om de bruges med en fri og ret samvittighed. Forskellige embeder agter vi også i den hellige kirke, efter den helligånds forskellige gaver. Men jeres store stand, værdighed og prælatdømme lader vi være jeres kirke lig. atschillig kledeboen oc mad lasthe wij icke, om the brwgis mett een frij och rett samwittighett. Atsckillighe embede agte wij oc i then hellige kircke, effter then helliandz atsckillige gaffwer. Men eders store staet, werdighett oc prelatedøme lade wij ware eders kircke lig.
Confutatio.

Quis hic non protinus exclamet in vos, chamaeleonte quovis aut polypo mutabiliores: Quo teneam nodo mutantem Protea vultum! Nam modo nunquam non errabat Ecclesia nostra, quemadmodum in responsione ad primum articulum dicebatis; at nunc tanquam immemores vestri, continuo priscas constitutiones, leges, consuetudines, ceremonias ab Ecclesiae proceribus institutas longoque usu observatas non laudatis modo, verum etiam supra modum extollitis; tantum a vobis abesse dicitis, ut eas contemptas velitis. 

Gendrivelse.

Hvem vil ikke her straks udbryde imod jer, når I sådan på kamæleonvis eller på polypvis forandrer jer: Med hvilken knude kan jeg binde disse Proteuser, der stadig forandre form? For I sagde i svaret til den første artikel, at vores kirke altid tager fejl; men nu har I glemt jer selv, og ikke blot roser de gamle anordninger, love, sædvaner og ceremonier, som er indstiftet af kirkens forfædre og overholdt gennem lang tids brug, men I fremhæver dem over al måde; det er langt fra, siger I, at ville foragte dem.

Prælaternes gensvar.

Nu burde I straks beskyldes for de mænd, I er, når i så hurtigt har skiftet farve. Hvem kan nogensinde regne med jeres ord, når I ikke længer giver den magt? I jeres første svar til den første artikel, som nu er hørt, har I sagt, at vor kirke altid farer vild, men nu har i glemt jer selv og siger, at alle gode gamle skikke, anordninger, sædvaner og ceremonier ikke skal lægges af, og endnu mindre foragtes.

Prelaternis geensswar.

Nw bwrde ether strax att bescheldis for the mend i eræ, nar i haffwe swo snart sckifft farffwe. Hwem kan noghen tiid agthe eder ord, nar i giffwe them icke lenger machtt. Uthi edert første swar till første artickel som er nw hørdt, haffwe i sagt, at wor kircke far altiid wild, men nw haffwe i forglembt eder sielffwe oc sige, att alle gode gamble sckick, ordinantzer, sedwaner, oc ceremonier, schwlle icke affleggis, oc fast mindre foragtis.

Verum si semper hallucinetur in omnibus Ecclesia nostra, cur hic constitutiones, leges, consuetudines et ceremonias ipsius summa cum laude recipitis? Neque enim haec de vestra commode intelligi possunt Ecclesia, tum quia non video, quos habeat primores, quando omnes utriusque sexus Christianos aequali potestate faciat in omnibus, tum quod non video, quid istic diuturno usu observatum esse possit, quum ipsa vixdum sit decemnalis. - Men hvis vores kirke tager fejl i alle ting, hvorfor optager I da her dens anordninger, love, sædvaner og ceremonier med den største ros? De ting, I her siger, kan ikke forstås om jeres kirke, dels fordi jeg ikke indser, at den har forfædre, når den giver alle kristne af begge køn lige myndighed i alle ting, dels kan jeg ikke indse, hvad der her kan ses at være af lang tids brug, når den selv næppe er ti år gammel. - Og når I siger, at vores kirke altid farer vild, hvorfor optager I da nu dens sæder og ceremonier så høvisk og ærværdigt? Det, som I siger om skikke, anordninger, sædvaner og ceremonier, kan ikke forstås om jeres kirke, eftersom den hverken har forfædre eller høj alder. Vi forstår heller ikke, hvordan den kan have skikke af lang sædvane eller lang tids brug, når den næppe er ti år gammel. Oc nar i sige at vor kircke far altid vild, hwij anamme i nw hennes seeder oc ceremonier swo twchtelige oc swo erlige? Thett som sigis om sckick, ordinantzer, sedwaner oc ceremonier, kan om eder kircke icke wnderstaas, nar hwn haffwer hwercken forfedre eller lang alder. Icke forstaa wij helder hwad sckick hun haffwe kan, enchten aff lang wane eller brugilse, nar hwn er neppelige x. aar gammell.
Praeterea, qui constant ista cum factionis vestrae tum libris editis, tum publicis factis? Nonne vester antesignanus iste scripsit aliquando, nulli hominum ius esse unius syllabae in [63] Christianum hominem constituenda? Nonne aliud in loco scripsit idem, verba hominum et usum seculorum etiam scripturis non pugnantia, tolerari tantum et teneri posse, at necessariam observationem non inducere? Cur hic ipsa decreta patrum, inaudita ab orbe condito temeritate, publicitus exussit? Og forøvrigt, hvordan stemmer dette overens med de bøger, jeres parti har udgivet, og de gerninger, I har gjort? Mon ikke jeres bannerfører et sted har skrevet, at intet menneske har ret til at byde et bogstav over et kristent menneske? (note 1) Mon ikke han også har skrevet et andet sted, at menneskenes ord og brug igennem århundreder, når de ikke strider imod skriften, dog må tåles og kan overholdes, men ikke tvinger nogen til at holde dem? Hvorfor opbrændte han offentligt fædrenes dekreter med en fra verdens begyndelse uhørt frækhed? Og for nu at tale ret alvorligt: Hvordan stemmer da dette svar overens både med jeres partis skrevne bøger og åbenlyse handel og gerning. Har ikke jeres egen bannerfører skrevet, at intet menneske har magt til at byde et bogstav over en kristen mand? Har han ikke også et andet sted skrevet, at menneskets ord og lang tids vane og brug, selv om de ikke er imod skriften, nok må overholdes og tåles, men de forpligter ingen. Eller hvorfor lod han med uhørt og vredagtig frækhed opbrænde kristendommens fædres sæder og skikke? Oc i rett alwers mening att talæ, hwore fylger tha thette swar met eder partiiss baadhæ sckreffne bøger, oc obenbare handel oc gerning. Haffwer icke eder egen fennickedregere suo sckreffwett, at inthe mennisckæ haffwer machtt till att biwde een bogstaff offwer en christhen mand? Haffwer han icke och swo sckreffwett paa eet andet stæd, at mennisckins ord oc lang tidz wanæ oc brwgilse, endog (144) at the eræ icke sckriffthen modstandige, maa wel holdis oc fordragiss, men tha forplichte the inghen. Eller hwij loed han aff en vhørlig oc vredelig dierffhett obenbare forbrendæ christendoms fedris sætt oc sckick?
Cur in Ecclesiis aut potius conventiculis vestris procerum Ecclesiasticorum constitutiones tanquam humanae palam et ubique a populo contemptae iacent? Cur veteris Ecclesiae consuetudines passim antiquatae sunt? Cur Ecclesiae prisci ritus et ceremoniae a templis excussae? Cur abrogatae divorum feriae? Cur ablati cum ciborum delectu ieiuniorum dies? Cur abiecta preces horariae? Cur immutatus Ecclesiae cantus aliaque id genus plurima? Hoccine est laudare ac supra modum extollere priscas leges, consuetudines (100) et ceremonias ab Ecclesiasticis proceribus institutas? Siccine, ut olim Iudas osculo filium hominis, ita vos istiusmodi laude sponsam ipsius Ecclesiam in manus impiorum traditis. Hvorfor er i jeres kirker eller snarere konventikler de gamle kirkelige forfædres anordninger forkastet som kun menneskelige, så de overalt foragtes af folket? Hvorfor er den gamle kirkes sædvaner overalt blevet antikveret? Hvorfor er den tidligere kirkes riter og ceremonier udddrevet af templerne? Hvorfor har I afskaffet helligdagene? Hvorfor er I ophørt med at gøre forskel på mad-dage og faste-dage? Hvorfor har I afskaffet tidebønnerne? Hvorfor har I afskaffet kirkens uforanderlige sang og meget andet af den slags? Mon det er at prise og fremhæver over al måde gamle love, sædvaner og ceremonier, indstiftet af kirkens forfædre? Nej, det er da, som dengang Judas forrådte menneskesønnen med et kys, sådan forråder I med den slags ros hans brud kirken i ugudelige menneskers hænder. (Matt 26,48f). Eller hvorfor er alle gamle fædres skikke aflagte i jeres forsamlinger, hvor den end er? eller hvoerfor har I jaget alle gamle sædvaner og ceremonier ud af kristendommens tempel? Eller hvorfor er både helligdage og fastedage aflagte hos jer? Eller hvorfor har I forsmået og foragtet kirkens sang og tjeneste i alle de templer, som I har fået magt og myndighed over? eller hvorfor har I udkastet og sønderhugget tavler og billeder i disse templer, og gjort meget andet, som ikke stemmer med disse ord? Er det at agte og ære gamle skikke, anordninger, sæder, bestemmelser og kristelige ceremonier? Nej, i sandhed, det er ligesom Judas med et kys forrådte Kristus, sådan kysser I hans hellige kirke med denne søde smiger, og dermed forråder i kirken i ugudelige menneskers hænder. Eller hwij eræ allæ gamble fedris sckick nederlagde blant eder forsambling i hwar hwn findis? eller hwij haffwe i foriaget aff christendoms tempill, allæ gamblle seeder oc ceremonier? Eller hwij eræ afflagde hoess eder baade hellidage oc fastedage? Eller hwij haffwe i forsmaadt och foragtedt kirckins sang oc tienistæ wt i alle tempil som i eræ bleffne megtige och møndigæ? eller hwij haffwe i vdkast oc sønderhwgget taffler oc belede i same tempill oc møget andet giordt, som icke følger met thessæ ord? Er thet at agtæ oc ære gamble sckick, ordinantzer, seder, sætt oc christelige ceremonier? Men i sandhet thet er som Judas met en kyss forraaddhæ Christum, swo kysse i hanss hellige kircke met thette søde smyger, oc ther mett forraade i henne wti vgwdeligæ mennisckis hender.
At eas, inquitis, laudamus imprimis, quas literae sacrae nobis genuerunt, aut quae ab illis non dissentiunt. Probe quidem istud. Sed neutiquam Ecclesia nostra hoc ignorat, idque non solum Esaia magistro, verum etiam praeceptore suo Iesu Christo, cavendum, ne propter hominum traditiones praecepta Dei irrita fiant,  Men I siger, at I først og fremmest roser det, som er givet os fra den hellige skrift, eller som ikke afviger fra skriften. Udmærket! Men vores kirke har aldrig været uvidende om det, som vi lærer ikke bare hos profeten Esaias, men også hos hans overmand Jesus Kristus, at vi skal passe på, at vi ikke ødelægger Guds på for menneskers overleveringers skyld,  Men I vil måske sige, at I over alle ting agter og ærer de skikke og ceremonier, som følger af skriften, eller som ikke er i modstrid med skriften. Så langt, så godt. Vi begærer ikke andet, eftersom det også er vor kirke vitterligt, ikke alene fra profeten Esaias, men også fra kristendommens mester, Jesus Kristus, (Matt 15,3) at vi skal vogte os for, at Guds bud ikke overtrædes for menneskers skikke og anordningers skyld. Men i welæ mowelscke sighe, at i offwer alle agthe oc ære the sckick oc ceremonier som følge vtaff sckrifften, eller ere oc icke sckrifften modstandige. Swo got. Uij begere icke andet nar thet er oc swo wor kircke vitherligt, icke alsomeniste aff Esaia prophett, men oc suo aff christendoms mesther Jesu Christo, hworæ wij sckwlle oss wogthe, at Gwdz bwd icke offuertrædis for mennisckins sckick oc sætt sckyld.
ideoque constitutiones humanas cum divinis eloquiis pugnantes, una cum auctoribus suis esse reiiciendas.  derfor skal menneskelige anordninger, der strider mod de guddommelige skrifter, forkastes sammen med deres ophavsmænd. Derfor forsager og bortkaster vi sammen med deres læremestre alle de menneskelige skikke og sæder, som ikke er i overensstemmelse med den hellige skrift, Oc forti forsage oc bortkaste met theris læremesthere alle the mennisckelige sckick oc sætt som ere then hellige sckrifft modstandige,
Obedire (inquit vertex Apostolorum) oportet Deo magis quam hominibus. At ostendite leges, consuetudines et ceremonias Ecclesiae nostrae vel non esse genitas sacris literis, vel ab illis dissentire; atque tum eas una vobiscum repudiabimus. Verum id fieri volumus, non iuxta spiritum vestrum, qui erroris est, at iuxta spiritum Ecclesiae, qui veritatis est spiritus; neque iuxta sensum insani cerebri vestri, at orthodoxorum patrum, apud quos germanam veramque scripturarum intelligentiam esse docuimus. - 'Man bør', siger apostlenes overhoved, 'adlyde Gud mere end mennesker' (Apg 5,29). Men vis os derfor de love, sædvaner og ceremonier i vores kirke, som enten ikke stammer fra den hellige skrift eller afviger fra den; så vil vi sammen med jer forkaste dem. Men vi vil, at dette skal ske, ikke efter jeres ånd, som er vildfarelsens ånd, men efter kirkens ånd, som er sandhedens ånd; ejheller efter jeres tåbelige hoveders mening, men efter de ortodokse fædres mening; hos dem finder vi den ægte og sande forståelse af skrifterne, mener vi. - fordi, som Peter siger, vi skal adlyde Gud mere end mennesker (Apg 5,29). Men da må det være rigtigt, at I beviser, enten at vor kirkes anordninger, sædvaner og ceremonier ikke er en følge af skriften, eller at de ikke er i overensstemmelse med skriften; når det er gjort, da vil vi forsage og forskyde dem, som I har gjort. Men det må I ikke gøre efter jeres ånd, som er vildfarende og forvirret, men efter den hellige kirkes ånd, som er af sandhed. I må heller ikke gøre det efter jeres hovedes dårlige mening, men efter gamle hellige forfædres retsindige mening; hos dem finder vi den hellige skrifts rette grund og oprigtige forklaring. forthi (145) som sanctus Petrus sigher, wij sckwllæ meer lyde Gwd end mennisckin. Men thet er tha børligt at i bewiisæ vor kirckis ordinantzer, seedwaner oc ceremonier, Enchten att icke følghæ wdaff sckriffthen eller och att waræ schriffthen wsamdregtighæ, oc nar thet er giort tha vele vij met eder them bodhe forsaghe och forsckiwdhæ. Thett mwæ i tha icke gøre effter eder and som er wild oc forbiistridt, men effter then hellighe kirckis aand som er aff sandhett. Icke helder effter eders hoffwidtz daarlige mening, men effter gamble hellige forfædris retsindige mening, hoess hwilcke wij finde then hellige sckrifftis rettæ grwnd oc edele forstandt.
Ceterum ista quanquam inconstanter, tamen [64] quod vere a vobis dicta sunt (quod utinam fieret ubique non tam verbo quam re ipsa, et opere magis quam ore), magno hoc nos laborum fasce levatis, ne quid opus sit, hanc in rem scripturarum adferre testimonia, praesertim studioso lectori nusquam non obvia. Forøvrigt, hvad I har sagt, er ustadigt, men dog sandt nok (og gid at det måtte ske overalt, ikke så meget i ord som i virkeligheden, mere i gerning end i tale), det ville lette os for en stor mængde arbejde, hvis vi ikke havde behov for at fremføre vidnesbyrd om denne sag fra skriften, især fordi det for den kyndige læser er klart nok. Og skønt jeres svar ikke vidner om stadighed, så har I dog svaret sandt; Gud give, at I havde overholdet det ligeså sandt med gerning og adfærd, da ville vi være fri for den store umage at bekæmpe jer med skriftsteder, som dog hver kristen læser kender godt nok. Oc dog att edert swar er icke bestandigtt met astadighed, i haffue tha sandelige swarit ther Gwd giffwe at i mett gerning oc handell haffde swo sandelighe holdett, tha ware wij frelstæ fra stoer vmage, mett sckrifft att føræ eder vnder øghen, som ere dog hwer christhen leßeræ witterlig nog.
Quis enim ibi non legit, nolentem audire Ecclesiam velut Ethnicum et publicanum esse habendum? Item nolentem obedire summi pro tempore sacerdotis imperio morte plectendum? Item quicquid Petrus eiusque successor aut ligaverit aut solverit in terris, simul et in coelis quoque vel ligatum vel solutum esse?  Hvem har nemlig her ikke læst, at den, der ikke vil høre kirken, skal regnes for en hedning og en tolder? (Matt 18,17) Fremdeles, at den, der ikke adlyder ham, der i sin tid var den øverste præst, skal straffes med døden? (5 Mos 17,12) Fremdeles, at hvadsomhelst Peter og hans efterfølger enten binder eller løser på jorden, samtidig i himlen skal være enten bundet eller løst? (Matt 16,19) Hvem har ikke læst, at den, som ikke adlyder kirken, skal regnes for en edning og en åbenbar synder? (Matt 18,17) Eller fremdeles, at den, der ikke adlyder hans bud, der i sin tid var alle præsters øverste, skal slås ihjel? (5 Mos 17,12) Fremdeles, at hvadsomhelst Peter og hans efterkommere binder på jorden, det skal være bundet i himlen, og hvad de løser her på jorden, det skal være løst i himlen? (Matt 16,19) (note 2) Hwem haffwer icke thet læst, at then som icke lyder kirckin, sckall agtis for en hedning oc en obenbare synderæ? Eller framdelis, att then sckall dødis som icke lydher hanss bwd ther er i syn tijd alle presters høffding? Framdelis, att hwadsomhelst Petrus oc hanss effterkommere binder paa iorden, thett sckall ware bwndett i himmelin, oc løser her paa iorden thett sckall ware løst i himmelin?
Item qui spernit Apostolos eorumque successores, Deum spernere? Item non (101) transgrediendos esse terminos antiquos, quos patres nostri posuerunt? Aliaque hoc genus plurima, quibus a Deo et in moribus et in ceremoniis maiorum nostrorum decretis parere iubemur. - Ligeledes, at den, der foragter apostlene og deres efterfølgere, foragter Gud? (Luk 10,16). Fremdeles, at vi ikke må overtræde de gamle grænser, som vore forfædre har sat for os? Og meget andet af den slags, som det af Gud er befalet os at adlyde, hvadenten det findes i skikke eller i vore forfædres ceremonier og dekreter. Og at den, som forsmår de hellige apostle og deres efterkommere, han forsmår også Gud? (Luk 10,16). Fremdeles: At vi ikke skal overtræde de markskel og grænser, som vore forfædre har lagt og indrettet. Hvem har ikke læst mange skrifter af samme slags, i hvilke vi får befaling af Gud, at vi i sæder og ceremonier i lydighed skal følge gamle forfædres anordninger, bestemmelser og skikke. Og at then som forsmaaer the hellige Apostele oc theris effterkommeræ, han oc swo forsmaaer Gwd? Framdelis. Att wij sckwlle the marckæsckiell oc (146) grentzer icke offwertrede som woræ oldinge oc forfedre oss lagt oc sckicket haffwe. Hwem haffwer icke læst manghe sckriffter aff same slag, wdi hwilcke oss biudis aff Gwd, att wij wdi seeder oc ceremonier, sculle lydhæ met hørsomme, gamble forfedris ordinantzer sætt oc sckick.
Deinde ieiunia similiter admittitis pari constantia, scilicet qua cetera, verum ea, quibus carnis rebellionem domamus, iuxta Dei consilium, non quibus peccata nostra apud Deum redimimus, aut quibus hypocritarum more in conspectu Dei nos iustificemus. Dernæst lader I med samme bestandighed, som med det øvrige, fasten have frit løb, men kun med den, hvormed vi behersker legemets oprør, ifølge Guds rød, ikke med den hvormed vi soner hos Gud for vores synd, eller efter hykleres skik vil retfærdiggøre os for Guds ansigt. Dernæst er i med samme bestandighed tilfredse med fasten, men kun med den, som spæger legemets vellyst og ulydighed, ikke med den, som bøder hos Gud for synden eller gør os retfærdige for Guds ansigt efter hykleres sæd og mening. Ther næst ere i swo aff same astadighett till fredz mett fastæ, men met then alsomeniste som spæger legoms kæde oc wlydilsæ, oc icke bøder mod Gwd for synden, eller gør oss retferdige for Gudz ansigtt, effther sckrømtheris seeder och mening. 
Tria haec dici audio, de quorum primo inter nos plane convenit, laudanda esse ieiunia, quibus carnis rebellio adversus spiritum edometur. At in secundo contra omnino dissentimus; procedit enim hoc ex illo errore gravissimo, quo negatur expiationem seu redemptionem peccati (quae satisfactio vocari solet) poenitentiae partem esse, de quo postea sub articulo nono de sacramentis.  Her hører jeg tre ting sagt, at hvilke vi er helt enige med jer i den første, at den faste er rosværdig, med hvilken kødets oprør mod ånden betvinges. Men i den anden er vi helt og holdent imod jer; den udspringer nemlig af den meget store fejltagelse, hvorved I nægter, at soningen eller forsoningen af synden (som man plejer at kalde fyldestgørelsen) er en del af boden, men det vil vi tale mere om under den niende artilen om sakramenterne. Her hører vi tre stykker. Det første er vi gerne enige med jer i. For den faste er en priselig ting, som trænger og tvinger legemet og legemets syndige begær til at være ånden lydig og underdanig. I det andet stykke siger vi det stik modsatte af jer, fordi jeres mening udspringer af en stor vildfarelse, som nægter bod for synden. Herom vil vi tale, når vi skriver imod den niende artikel, som handler om kirkens sakramenter. Hær høre wij trenne stycker. Thett førsthæ samtøcke wij gerne mett eder. Forti then fastæ er een priselig ting, ther trenger oc twinger legommett oc legoms syndige beghering, till att ware aandhen lydig oc vnderdanig. I thett andett stycke eræ wij ether platt modstandige, forti eder meening wdspringer aff een stoer wildfarilse som negter syndheboed. Hwar om wij sckwlle talæ emod then niende artichil som er om kirckins sacrament.
De tertio autem, si ea mens vestra sit, uti negetis, hypocritica ieiunia nos in conspectu Dei iustificare, id est, quae non e radice charitatis nata sunt, at inanis gloriae studio suscepta, consentimus, et amplectimur, quemadmodum et sub praecedenti articulo nonnihil aliter attigimus. Men om den tredie ting er vi enige med jer, hvis det er jeres mening, at I nægter, at en hyklerisk faste kan retfærdiggøre os for Guds ansigt, det vil sige, en faste, som ikke udspringer af kærlighedens rod, men opretholdes af lyst til forfængelig ære; vi er enige og vi godkender det, sådan som vi også har tilføjet ikke så lidt under den foregående artikel. Om det tredie stykke har I den mening, at hyklerisk faste ikke afstedkommer retfærdighed for Guds ansigt, det vil sige, den faste, som ikke udspringer af kærlighedens rødder, men i hvilken der søges en forfængelig ære og verdens pris; her samtykker vi også med jer og har længe vidst det sammen med den hellige kirke, sådan som vi tilkendegav det i vort første gensvar. Om thet trediæ støcke haffwe i swodhan mening, at sckrømptelig fastæ føder icke rettferdighett for Gwdz ansigt, thet er then fastæ som icke kommer aff kerlighedtz rødher, men wdi hwilcken ther søgis een forfengelig ære oc verdzens priiss, ther wij oc samtøcke mett ether, och haffwe thett lenge wiist mett then hellige kirckæ, som wij gaffwe till kende i første geenswar. 
Verum non est id ieiunii vitium, at potius ieiunantis abusio; non enim ieiunio modo, sed etiam et oratio et eleemosyna, adeoque omnia opera bona externa hypocriseos fermento abutentium culpa corrumpi possunt, id quod nos cavere docet Christus apud Matthaeum. Men dette er ikke fastens skyld, men snarere dens skyld, der misbruger fasten; det er nemlig ikke blot fasten, men også bønnen og almissen, ja alle ydre gode gerninger, der kan ødelægges og blive til brøde ved den hykleriske surdejgs misbrug, og det lærer Kristus os hos Matthæus, at det skal vi undgå. (Matt 16,6). Men den brøst findes da ikke i fasten, men hos den, som ikke bruger fasten ret. Derfor findes der ikke alene misbrug i fasten, men også i bønnen og almissegerningen, og på lignende måde i alle udvortes gerninger, som har noget af den farisæiske surdejg i sig, det vil sige hykleriet. Det skal vi altid vogte os for, efter Kristi lære. Men then brøst findis tha icke wdi fastæ, men hoess then som icke retthelig brwger fasthen. Forthi ther findis icke alsomenisthe missbrwg vdi (147) faste, men oc swo vdi bøn oc almuse gerning, oc desligest alle vdwortis gerninger som haffue nogett aff then phariseiscke swrdey, thet er sckrømpterij. For hwilcket wij sckwllæ oss altiid wogte effter Christi lerdom.
Sin autem eo animo sitis, ut credatis omnino hypocriticum esse, veris etiam ieiuniis e charitatis radice prognatis velle nos apud Deum iustificare, dissentimus [65] et refragamur.  Men hvis I er af den mening, at I tror, at det i det hele taget er hykerisk, også med en sand faste, udsprunget af kærlighedens rod, at ville retfærdiggøre os hos Gud, så er vi uenige og argumenterer imod jer. Men hvis I også har den mening, at selv om en faste har alle rette egenskaber, så er den alligevel med rette hyklerisk, da er vi ikke enige med jer, men modsiger jer i alle måder. Haffwe i oc swo then mening, at i hwor noger faste haffwer alle retsindighe vilkaar, thet er end tha sckrømpteligt met retferdighet, that samtøcke wij icke met eder, men emodsige i alle maade.
Nam posteaquam dominus noster dixerat ad suos: Nisi abundaverit iustitia vestra plus quam Scribarum et Pharisaeorum, fieri non posse, ut ingrederentur regnum coelorum, idque pluribus exemplis adductis, quibus insinuaret, oportere non solum puras esse manus a malis operibus, verum etiam a pravis affectibus animos habere puros, mox in fronte proximi capitis in oratione, eleemosyna et ieiunio hypocrisin evitare docet, tanquam in hisce tribus simplici oculo susceptis, universa bonorum operum iustitia, quae ad haec (102) tria capita reducuntur, consistat. Ceterum quatenus iustificent opera, sub articulo proxime sequenti discutietur. Interim ad ea quae sequuntur hic pergamus. For efterat vor Herre har sagt til sine: 'Hvis ikke jeres retfærdighed overgår de skriftkloges og farisæernes' .. (Matt 5,20) kan det ikke ske, at de går ind i himmeriget, og efter at han har føjet adskillige eksempler til, hvormed han tilkendegav, at man ikke blot bør have hænderne rene fra onde gerninger, men også holde sindet rent fra onde følelser, lærer han straks i begyndelsen af det næste kapitel, at man skal undgå hykleri i tale, almisse og faste, som om den hele retfærdighed i de gode gerninger bestod i disse tre ting for det simple øje, eller kunne sammenfattes til disse tre ting. Men forøvrigt, hvorvidt gerninger retfærdiggør, skal omhandles i den næste artikel. Lad os i mellemtiden gå videre til det, der følger. For efter at vor Herre havde sagt til sine: 'Uden jeres retfærdighed er større og overgår deres, som er farisæere og lovkyndige, da kan det ikke ske, at I indgår i Himmerigets rige' .. og efter at han havde fremsat mange eksempler, hvormed han tilkendegav, at vi ikke alene skal have rene hænder fra syndige og onde gerninger, men også en ren sjæl og samvittighed fra syndige tanker og falske meninger .. da begynder han straks efter i næste kapitel (Matt 6,1ff) at lære, hvordan vi skal værge os mod hykleri i bønner, almissegerninger og faste, som om alle retfærdighedens gerninger sammenføjes i disse tre ting, eller bestod af disse tre ting: bøn, almisse og faste, når de bruges og overholdes i en enfoldig og retsindig mening. Men hvordan gerninger gør os retfærdige, skal forklares i næste gensvar. Forti siden wor herre haffde sagt til synæ. Uden eder retferdighet er større oc offuergaar theris som eræ phariseyer och lowkønæ, tha kan thet icke sckee att i indgaa vdi himmerigis rigæ. Oc ther han haffde framset mange exempel, met hwilcke han gaff til kende, at wij scwlle icke alsomenisthe haffwe reene hender fran syndige oc onde gerninger, men oc swo en reen siell oc samwittighet fra syndige tancker och falscke meninger. Tha begynder han strax i neste capitel at leræ, huore wij sculle oss forware mod sckrømt i bøner, almwsegerninger oc fastæ, ligerwiiss som alle gerningers retferdighet ther beslwtis i thesse trenne capitel, ware bestandig aff thesse try ting, bøn, almwse oc faste, nar the brwgis oc holdis vti enfoldig oc retsindig mening. Men huorledis gerninger gøre oss retferdighe, scal forklaris i nestkommende genswar.
Sub haec additis: 'Delectus item ciborum et vestium minime contemnimus, quibus ex Christiana libertate et citra conscientiarum carnificinam utimur'. Nunc demum (ni tamen mea me fallit opinio) intelligere mihi videor, quatenus vestra quidem sententia nos obstringant humanae constitutiones atque consuetudines de ieiuniis, de delectu ciborum, de discretione vestium, et de quibusdam tandem aliis aut moribus aut ceremoniis, nimirum non quidem in foro conscientiae, id est occulto Dei iudicio, cui soli hominum conscientiae patent (homo enim videt quae patent, Deus autem intuetur cor), Dernæst tilføjer I: 'Udvalgte måltider og klæder laster vi lige så lidt, hvor vi bruger dem ud fra den kristne frihed og imod samvittighedernes bøddel'. Nu synes jeg endelig at have forstået (hvis ikke jeg har opfattet det galt), hvorlangt efter jeres mening de menneskelige bestemmelser og sædvaner om faste, om udvalgte måltider, om forskelle i klædedragt og om de andre sæder eller ceremonier tvinger os, nemlig ikke blot overfor samvittigheden, det vil sige overfor Guds skjulte dom, overfor hvilken alene menneskenes samvittigheder er synlige (mennesket ser nemlig på det synlige, Gud på hjertets inderste) (1 Sam 16,7) Dernæst siger I således: 'Forskellige klædedragter og mad laster vi ikke, om de bruges med en fri og ret samvittighed'. Nu kan vi efter jeres mening forstå, hvor meget menneskelige skikke og anordninger forpligter mennesket i faste, forskellig mad og klæder, og hvilke andre sæder og ceremonier der kan findes, nemlig: at de ikke binder menneskets samvittighed hos Gud, men kun overfor menneskene udvortes. Fordi, som skriften siger, Gud ser det, som er i hjertet, (1 Sam 16,7), men mennesket kun det, der udadtil er synligt. Ther nest sige i suo. Atsckillig kledebon oc mad lasthæ wij icke, om the brwgis met en frij oc rette samwittighett. Nw kunne wij besinde effter eder mening huore møget mennischelighæ sckick oc sætt forplichte menisckin vti faste, atsckillig mad oc kleder, oc huess andre seedher oc ceremonier som (148) findis kan, thet er, the icke binde mennisckins conscientze hoess Gwd, men alsomenisthæ for mennisckin wdwortis. Forthi (som sckriffthen sigher) Gwd seer thett som i hiarthett er, men mennisckin inthet vden thet vdwortis er siwnligtt.
verum in foro tantum exteriori, hoc est publico hominum convictu, ita scilicet, ut libere quidem transgredi liceat eas privatim citra conscientiae anxietatem, et (sicut vos loquimini) carnificinam, quod tum scandali periculum absit, at nequaquam publice propter imminens fratris sive proximi offendiculum. men kun i det ydre, det vil sige, i den menneskelige offentlighed, dèr er det tvingende således, at det ganske vist står jer frit for at overtræde dem i det skjulte uden samvittighedskvaler, og (som I kalder det) samvittighedsbøddel, fordi der dèr ikke er fare for forargelse, men aldrig i fuld offentlighed på grund af, at brødrene eller næsten kunne blive forarget. Derfor har I en sådan samvittighed, at I mener, det står jer frit for hemmeligt at overtræde sådanne skikke uden nogen samvittigheds kvaler, fordi, som I mener, at af en hemmelig gerning beskæmmes ingen. Men i andre folks nærvær har I en anden mening; når I er bange for, at jeres frihed skal blive andre folk til forargelse, hvorover de kunne falde, da skal sådanne sæder og ceremonier overholdes, mere for deres skyld, som ikke véd bedre, end for jeres egen skyld. Och forthi haffwe i swodan conscientze, att i meene ware frijtt hemelighe att offwertrede swodane sckick wden all conscientzis beswaring, forthi som i meenæ, att aff hemelig gerning besckemmis inghen. Men i andre folckis samffwnd, haffwe i een anden meening nar i befrøchte att eder frihett sckall wordhæ andre folck een slagbrandt ther the offwer kunne falde, tha scwlle swodane seeder oc ceremonier holdis, meer for theris sckyld som icke bæder wide end for eder eghen sckyld.
Praeclarum hercle commentum et haereticis dignum, sic amplecti humanas constitutiones propatulo, ne nihil eis tribuatur nec plane videantur contemni adversus clarissimam scripturae lucem, atque interim tamen eas libere semotis arbitris transgredi, ut in occulto liceat quicquid libeat, idque praetextu et fuco Christianae libertatis. Det er ved Gud en såre klar løgn, sine kættere værdig, således udadtil at anerkende de menneskelige anordninger, for ikke det ikke skal se ud til eller de ikke skal synes ligeud at foragte dem imod skriftens klare lys, og så samtidig dog at overtræde dem frit og med skjult vilje, så de i det skjulte giver sig selv lov til, hvad de lyster, under den kristne friheds maske og skin. O hvor er dette en skøn løgn, som er sine mestre lig, kættere som de er. At hykle for folks øjne med menneskelige anordninger og skikke, men dog ikke agte dem, når der ikke er nogen vidner til stede, imod den klare og åbenbare skrift, for at alting må være dem sømmeligt, som er livslystne under en kristen friheds maske. O hwad thette er een sckiøen løgn synæ mesteræ, kettere saare liig. Att sckrømpte for folckis øghen mett mennisckelige sætt oc sckick. Men dog agthe them inthet nar ingen vitnisbyrd er till stædhe, emoed klar och obenbaræ sckrifftt, paa thett att alting maa ware them sømelig som er liffwett lystig, wndher een christhen friihedtz sckygghæ.
Animadverto nihil opus esse, ut adductis scripturarum testimoniis, quae tamen paulo ante pauca de multis in transcursu protuli, doceam, nos [66] astringi humanis legibus aequis maiorum nostrorum, id quod ob scripturae lucem clarissimam ipsi ultro datis; ad id modo restare probandum, etiam in foro conscientiae humanas leges eam vim habere.  Jeg gør opmærksom på, at der ikke er brug for at jeg skal undervise med at fremdrage skriftens vidnesbyrd, som jeg dog har fremført for lidt siden i forbifarten nogle ganske få af, når jeg vil undervise om, at vi er også er forpligtede på menneskelige love fra vore forfædre, hvilket på grund af skriftens soleklare lys I selv senere giver til kende; derfor står der blot tilbage at bevise, at de menneskelige love også overfor samvittigheden har denne kraft. Det bekender vi med den hellige skrift, at hver kristen mand skal passe meget på, at han ikke forarger nogen og dermed bliver årsag til fald. Men når det er uden fare at blive årsag til synd hos andre, at I da må forsømme og forsage kristendommens vedtagne anordninger og sæder, det burde I bevise med skriften, I, der så streng kræver skriftbevis af andre. Thett bekende wij mett then hellige sckrifftt, att hwer christen mand sckall thett flitelighe wogte, att han icke noghen besckemmer mett orsagæ till nogett fald. Men nar thet er wden faræ mett syndig orsaghe hoess andræ at i tha mwæ forsøme oc forsage christendoms vedtagne sætt oc seder, bwrde ether at bewisæ mett sckriffthen, ther swo strengelige esckæ sckrifft aff andre.
Fatemur igitur offendiculum infirmi fratris maxime quidem verbo Dei veritum esse. At ubi tandem vestrum istud commentum divinis literis expressum est, hactenus tantum nos humanis obstringi legibus, quatenus timetur infirmi fratris offendiculum?  Vi tilstår da, at det ganske rigtigt er sandt efter Guds ord, at der kan forekomme forargelser af svage brødre. Men hvor er jeres mening udtrykt i de guddommelige skrifter, at vi kun er bundet af menneskelige love, forsåvidt vi frygter at forarge svage brødre? 
Cur non adfertis vel unum scripturae locum, qui tam anxie et superstitiose a ceretis ubique scripturam exigitis? Legimus ubique simpliciter audiendam Ecclesiam, audiendos proceres Ecclesiasticos, obediendum potestatibus, obediendum praepositis, et id genus alia, sed nusquam istud glossema vestrum adiectum invenimus.  Hvorfor fremfører I ikke bare ét skriftsted, I, som så stærkt og pedantisk overalt kræver skriftbevis af andre? Vi læser overalt ligeud, at vi skal adlyde kirken, adlyde vore kirkelige forfædre, adlyde øvrighederne, adlyde vore foresatte, og meget andet af den slags, men intetsteds finder vi jeres mening tilføjet. Hvorfor beviser I ikke dette stykke lærdom med bare ét skriftsted, hvis I ikke kan finde flere. Vi læser i skriften uden al omsvøb, at vi skal adlyde kirken, lyde og høre kirkens forstandere, øvrigheden og alle fogeder; men jeres forklaring læser vi ikke dèr, Hwij bewiisæ i icke thettæ støcke lerdom met en bloedt sckrifft om i haffwe icke fleræ. Uij lesæ i sckrifften forwden allæ (149) omslag, at wij sckwlle høre kirckin, lyde oc høre kirckins forstanderæ, offwermacht oc alle fogedij, men eder glosæ lesæ wij ther icke, 
Quin potius e contrario (104) legimus: Quicquid a Christi vicario ligatum solutumve fuerit in terris, consimiliter in coelis esse ligatum aut solutum; qui spernit Apostolorum successores, etiam Christum spernere. - Vi læser snarere det modsatte: Hvad der af Kristi stedfortræder bindes eller løses på jorden, skal ligeledes være bundet eller løst i himlen; den, der forkaster apostlenes efterfølgere, forkaster også Kristus. men snarere den mening, som er imod jeres opfattelse, at den, som forkaster de hellige apostle og deres efterkommere, Kristi statholdere, han forkaster også Kristus. men heller then mening som er emoed edher glosæ, at then som forsmaar the hellige apostele oc theris effterkommeræ Christi stadtholderæ, han forsmaaer oc swo Christum.
Quo igitur pacto fieri potest, ut summorum Potificum aliorumque procerum Ecclesiasticorum decreta, quorum vis apud Deum in coelo rata est, et quorum contemptu Deus ipse contemnitur, in foro conscientiae, quod est quasi Dei tribunal, non obstringant?  Hvordan kan det da være, at pavernes og andre kirkelige forfædres dekreter, hvis kraft hos Gud i himlen er fastslået, og hvis foragter Gud selv foragter, ikke skal være forpligtende overfor menneskets samvittighed, som dog er næsten som Guds højsæde? Hvordan kan det da være, at de bud og anordninger, som kirkens fædre og forstandere har givet for dermed at befordre og fremme Guds bud, ikke også skulle forpligte menneskenes samvittighed, eftersom Gud giver det, de binder her på jorden, magt i himmelen, sig til lov, hæder og ære, og syndige ting til hinder og modstand? Hwore kan thet tha sckee, at the bwd oc sckick som kirckins fedre og forstandheræ haffwe sætt ther mett at forde och fremme Gwdz bwd, scwlde icke oc swo forplichte mennisckins samwittighett, nar Gwd giffwer thett macht wdi himmelin som the binde hær paa iorden sig till loff, heder oc eræ, oc synderlige ting till hindher och moodstandt?
Quid quod duo principes Apostolorum, Petrus et Paulus, haud secus ac ex composito haeresin istam oppugnantes quam apertissime docent, non solum ob evitandum offendiculum, sed etiam propter conscientiam primoribus quibuscunque parendum esse? Hvad med det, som de to anførere for apostlene, Peter og Paulus, med næsten samme ord og samstemmende åbenlyst lærer, når de bekæmper dette kætteri, at vi ikke blot skal adlyde vore forfædre for at undgå forargelse, men også på grund af samvittigheden? Derfor har de to høvdinge, Peter og Paulus, samstemmende besluttet imod denne vildfarelse, at vi med from villighed skal adlyde al øvrighed, ond og god, (1 Pet 2,18) ikke alene af rædsel, for frygt og fares skyld, men også for vor samvittigheds skyld. (Rom 13,1-5) Oc forti haffwe thesse twenne høffdinghæ Petrus och Paulus endregteligæ beslwtett mod thenne wilfarilsæ, at wij scwlle lyde met from willighet all offwermacht ond oc god, icke alsomeniste wdaff redsle for frøcht oc faræ sckyld, men och swo for vor conscientze sckyld.
Nam Petrus ubi praecepisset, quod subditi essemus praecellentibus quibusque hominibus non Ecclesiasticis modo, verum etiam secularibus, iisque non bonis tantum, sed etiam pravis, adiecit: Nam haec est gratia, si quis propter conscientiam Dei suffert molestias.Paulus vero, posteaquam eodem cohortatus esset, ita subintulit: Quapropter oportet subditos esse potestatibus supereminentibus, non solum propter iram, verum etiam propter conscientiam. For dèr, hvor Peter foreskriver, at vi skal underordne os under vore foresatte og under alle mennesker, ikke blot de kirkelige, men også de de sækulare, og ikke blot de gode, men også de onde, dèr tilføjer han: 'For det er tak værd, hvis nogen på grund af samvittigheden overfor Gud lider trængsel' (1 Pet 2,19). Men Paulus tilføjer, efter at have opfordret til det samme: 'Derfor bør I underordne jer under øvrighederne, ikke blot på grund af vreden, men også på grund af samvittigheden'. (Rom 13,1) Fordi, som Peter siger: 'Det er en god ting for Gud, hvis nogen lider kummer og trængsel for sin samvittigheds skyld'. (1 Pet 2,19). Forti som sanctus Petrus siger. Thet er en yndelig ting for Gwd, om nogen for hanss conscientze schyld, lider kwmmer oc trengsill. 
Neque rationem nimis uterque subticuit, quoniam omnes potestate quavis praediti Dei sunt ministri, missi ab eo in vindictam quidem nocentium, in laudem vero [67] recte agentium;itaque qui resistit eis, Deo resistit. Quid hanc in rem, oro, dici potuit luculentius? Ingen af de to giver nemlig nogen grund til at underforstå noget, når de hævder, at enhver øvrighed, som indsat af Gud, er Guds hjælper, sendt 'fra ham til skade for den, der gør det onde, men til ros for dem, der gør det gode'; (Rom 13,5) derfor: Den, der modstår øvrigheden, modstår Gud. Jeg be'r, hvad i denne sag kan siges tydeligere? Fordi al øvrighed er Guds statholder og indstiftelse, så at den, som er ulydig mod øvrigheden, også er ulydig mod Gud. Forti at all offwermacht er Gwdz stattholtt och sckick, swo at then som er henne modstandig, han er oc swo Gwd modstandig.
Verum quoniam libertas ista, cuius velamine malitiam vestram hic obtegitis, est tanquam esca quaedam blandissima, qua plebem suapte (?) natura libertatis amantissimam, in haereseos vestrae nassam potissimum illexistis; quo technam benevolentibus et nondum obcaecatis detegam, non gravabor per transcursum id, quod alibi fusius uberiusque a nobis explicatum est, hoc loco paucis exponere, quaenam sit vera libertas Christiana et Evangelica. Men eftersom denne frihed, hvormed I her som med et slør skjuler jeres ondskab, er en slags smigrende lokkemad, hvormed I binder folket, som i høj grad elsker frihedens søde natur, til jeres kætteri som til en mægtig fiskeruse; derfor vil jeg afsløre denne list for den ærværdige læser, som endnu ikke er blevet blind, men jeg vil gå let hen over det, som andetsteds bliver forklaret mere gennemgribende og udførligt af os, og på dette sted kun med få ord forklare, hvad den sande kristne og evangeliske frihed er. Men fordi den frihed, under hvilken I skjuler og bedække jeres hele ondskab, er et listigt smiger og en behagelig ting, hvormed I lokker den menige mand, som altid søger efter en legemlig frihed, da vil vi for deres skyld, som endnu står fast og ikke er faldet, med få ord give lidt oplysning om, hvad en sand frihed er, som fortjener at kaldes kristen og evangelisk. Men forti at then friihet (vnder hwilcken i skiwle oc betecke eder gandscke ondsckaff) er eet listigt smyger oc gott behaff, huar met i locke then menige mand, som altiid søgher effter een legomlig friihet, tha wele wij them till gode som end nw staa fast oc eræ icke falden, besckede met faa ord huad en sand friihet er, ther christen oc euangelisck bør at (150) kaldis.
Nam ea nimirum est, in qua Christus nos mortales asseruit per Evangelium suum, ipso apud Ioannem attestante: Si vos filius liberaverit, vere liberi estis.Eramus autem tam Iudaei quam gentiles ante Christum natum triplicis vinculo servitutis innexi, nempe peccati, mortis et Satanae.  For den er jo den, til hvilken Kristus har befriet os dødelige gennem sit evangelium, idet han selv forsikrer hos Johannes: 'Hvis sønnen frigør jer, skal I være virkelig frie' (Joh 8,36). Men før Kristus blev født, var vi, både jøder og hedninger, omviklet med tre slags slavelænker, nemlig syndens, dødens og Satans. Den er i sandhed den frihed, til hvilken Jesus Kristus har frelst os med sit hellige evangelium, som han selv siger hos Johannes: 'Dersom sønnen frelser jer, da er I i sandhed frie' (Joh 8,36). Før Jesu Kristi fødsel var vi alle, både jøder og hedninger, på tre måder trælle og ufri, vi var trælle under synden, under døden og under djævelen. Forti hwn er i sandhet then friihet, till hwilcken oss haffwer frelst Christus Jesus met syt hellige euangelio, som han sielff siger hoes Joannem. Ther som sønen frelser eder, tha eræ i sandelige frij. Uij vare alle baade iøder oc hedninger fore Jesu Christi fødzell, i trenne maade trelæ oc wfrij, thet er vnder synd, vnder døden, oc wnder dieffwelin.
Nam per peccatum sub tyrannico daemonis imperio capti detinebamur rei aeternae mortis; Iudaei vero insuper Mosaicae legis importabili iugo erant obnoxii. Christus igitur veniens, ceu Dei et hominis mediator, humano genere Deo patri morte sua reconciliato, nos omnes ab hac triplici servitute peccati, mortis et diaboli, et praeterea Iudaeos a servitute legis Mosaicae in libertatem (104) asseruit. For ved synden holdtes vi fangne under dæmoner tyranniske herredømme, skyldig til evig død; men jøderne var derudover skyldige under åget af den ubærlige moselov. Men da Kristus kom, som midler mellem Gud og menneske, forsonede han menneskeslægten med Gud fader ved sin død, og befriede os alle fra denne trefoldige trældom under synden, døden og djævelen, og derudover jøderne fra trældom under moseloven, han befriede os til frihed. For vi var for syndens skyld som arme fanger bestedte under helvedes magt og vældige tyranni, og vi var hjemfaldne til evig død. Desuden var jøderne besværede med Moseloven, som det var dem umuligt at overholde. Da derfor Kristus kom som en midler mellem Gud og menneske og har hjulpet mennesket til Gud faders yndest og venskab, da har han frelst os fra denne trefoldige trældom, synd, død og djævel, og ligeledes frelst jøderne fra den svære og ubærlige Moselov. Forthi wij ware for syndhen sckyld som arme fanger, bestedde vnder helwidis macht oc weldige tyrannyæ, oc falden vnder then ewige død. Ther offwer vare iødernæ beswarede mett Mosi low som them war vmøieligt at holde. Ther Christus er forti kommen som een middeler emellom Gwd oc mennisckin, oc haffwer fordettinget mennisckin wdi Gwd faders hyllist oc vensckaff, tha haffwer han frelst oss fra thenne trefoldige treldom, synd, død oc dieffwild, oc desligiste iøderne aff then sware oc vberlige Moisi low. 
Longum fuerit, pie lector, scripturis explicare omnia. Sed res apertior est, quam ut necessum sit. Verum mihi interea crede, donec his quicquam obiectum acceperimus. Quo fit, ut Christiana et Evangelica libertas intelligi debeat, non quidem immunitas ab obedientia superiorum, non ab observatione praeceptorum eorumdem, non denique ab exercitio bonorum operum, quae nusquam non docent sacrae tum Evangelicae tum Apostolicae literae.  Det vil blive for langt, fromme læser, at forklare alting med skriftsteder. Men sagen er klar nok til, at det ikke er nødvendigt. Men du må tro mig, når vi tager denne indvending frem. Derved sker det, at den kristne og evangeliske frihed bør forstås, ikke som en frihed fra lydigheden mod de overordnede, fra overholdelsen af de foresattes bud, ikke heller fra udførelsen af gode gerninger, som de hellige skrifter lærer overalt, både de evangeliske og de apostolske. Det bliver altfor langt, fromme læser, at udlægge og forklare alle disse ting med skriftsteder. Tilmed er disse ting så klare, at det ikke er nødvendigt. Derfor er det således, at ved en ret kristen og evangelisk frihed skal forstås, ikke en frelse fra at adlyde øvrigheden eller fra at holde deres bud, ejheller fra at bruge gode gerninger på alle de områder, hvor den hellige skrift, både den evangeliske og den apostolske, lærer det; en sådan frihed er ikke andet end en fordærvelig selvrådighed og en sværm og samling af alle synder. Thet bliffwer alt for langt fromme leßeræ, at vdlegge oc besckede alle thesse støcker met sckriffthen. Ther till met eræ thesse støcker swo klare, att thet icke giøris behoff. Og forti er thet sckeedt at een rætt christen oc euangelisk frihet scall vnderstaas, icke at ware ett frelsæ fran øffwerighetz lydilsæ, eller fra theris bwd at holde, icke helder fran gode gerninger at brwge ther then hellighe sckrifftt baade euangelisck oc apostelig lærer paa alle stæder, nar swodan friihet icke andet ware end ett forderffweligt selsswold, oc alle synders swerm oc forsamling.
Quid enim aliud esset istiusmodi libertas, quam licentissima vitae dissolutio et omnium scelerum flagitiorumque sentina? Verum exemptio a peccato, a morte, a diabolo et a lege Mosaica, atque (ut in summe complectar) non aliud est quam gratia sive charitas. Nam ubi charitas, ibi spiritus domini; ubi spiritus domini, ibi libertas. Charitas enim, quae suffert omnia, etiam plus quam praecipitur [68] ultro agit, non serviliter, at liberaliter, non metu supplici, at virtutis amore; ideoque ubicunque tandem ea fuerit, ibi nulla est conscientiae carnificina, crux et anxietas, sed ingenuitas, pax et libertas maxima.  Hvad er den slags frihed nemlig andet end den mest løsslupne opløsning af livet og bundfaldet af al forbrydelse og vanære? Men den anden slags frihed er en udfrielse fra synden, døden, djævelen og moseloven; ja, den er, hvis jeg skal sammenfatte det, ikke andet end en nåde eller en kærlighed. For hvor der er kærlighed, der er Herrens ånd; hvor Herrens ånd er, der er der frihed. Den kærlighed, nemlig, som tåler alle ting, gør altid mere, end de er påbudt, ikke trælleagtigt, men frit, ikke af frygt for straf, men af kærlighed til dyd; derfor, overalt, hvor den er, dèr er der ingen samvittighedens bøddel, kors og angst, men ædelhed, fred og den største frihed. Men den kristne frihed er en forløsning fra synd, død og djævelskab og fra moseloven, den er, at vi skal sige det i en sum, ikke andet end en kærlig nåde og en nådefuld kærlighed. Fordi, hvor kærlighed er, der er Herrens ånd, og hvor Herrens ånd er, der er frihed. Den kærlighed, som udholder alt, gør altid mere end der påbydes, ikke af trællesind, men af en ædel frihed, ikke heller af angst for pine, men af kærlighed til fromhed, fordi hvor kærligheden hersker, dèr har samvittigheden ingen trængsel, ingen kummer og ingen besværelse, men den allerstørste fromhed, fred og frihed. Men hwn er een forløsen fra synd, død oc dieffwelsckaff och fra Moisi low, och att wij kwnne alting swmmelige beslwte, tha er hun ickæ andhett (151) end een kerlig naadhæ, och een naadelig kerlighett. Forti hwar kerlighet er, ther er herrins aand oc hwar herrins aand er, ther er friihett. Then kerligheet som alting fordrager gør altiid meer end ther biwdis, icke aff trelachtighet, men en ædell friihet, icke heller aff pynæ redsle, men aff fromhedz kerlighet, i huar kerlighet er, forti ther haffwer conscientzen ingen trengsil, inthe kwmmer, oc ingen beswaring, men alsomstørst fromhett, fred och friihet.
Quocirca quicquid charitati non adversatur, neque libertati Christianae adversari putandum est. Vides, Christiane lector, quo astu isti angeli Satanae, libertate spiritus in carnis licentiam utentes, sub nomine libertatis inobedientiam, rebellionem, discordiam et seditionem ubique disseminarunt.  Derfor, hvad der ikke er imod kærlighed, kan heller ikke anses for at være imod den kristne frihed. Du kan nu se, kristelige læser, med hvilken snedighed disse Satans engle, som bruger åndens frihed til kødets løssluppenhed, under navn af frihed udsår ulydighed, oprør, uenighed og splittelse overalt. Derfor, hvadsomhelst der ikke er imod kærligheden, er heller ikke imod frihed. Og af den grund må du, kristelige læser, se, hvilken snedighed disse Satans sendebud har brugt til at så deres sæd allevegne, ulydighed, modsigelse, strid og oprør, under frihedens navn og påskud. Oc forti hwadsomhelst icke er emoed kerlihet, thet er icke heller emod friihet. Och for then sag mothw see christelighe leßeræ hwad sned thesse Satane sendebwd haffwe brwget til at saa syn sæd paa alle steder, vlydilse, giensigelse, twedrachtt oc oprør wnder frihedtz naffn och schygghe.
Verum duo Apostolorum principes iam olim haec in spiritu praevidentes, ab huiusmodi nos praemonuerunt insidiis. Petrus enim, quo loco hoc argumentum de obedientia maioribus debita tractat, inter alia: Tanquam liberi estote, inquit, et non veluti praetextum habentes malitiae libertatem, (105) sed tanquam servi Dei.Paulus vero: Vos,inquit, in libertatem vocati estis, fratres, tantum, ne libertatem in occasionem detis carni, sed per charitatem servite vobis invicem. Men de to hovedapostle har en gang i ånden forudset dette, og på den måde på forhånd advaret os mod bagholdet. Peter skriver nemlig, dèr hvor han behandler emnet om lydighed mod øvrigheden, blandt andet: 'Som frie skal I være, og ikke som dem, der har ondskaben under friheds dække, men som Guds tjenere. (1 Pet 2,15). Og Paulus skriver: 'I er kaldede i frihed, brødre, se kun til, at I ikke giver kødet lejlighed ved friheden, men tjen hinanden i kærlighed'. (Gall 5,13). Og derfor siger Peter således, der, hvor han beskriver dette lærestykke om lydighed mod øvrigheden: 'Det er Guds vilje, at I skal tilstoppe munden på uforstandige og uvidende mennesker med velgerninger, som de, der er frie, og ikke som de, der under friheds skin dækker over ondskab, men som Guds retsindige tjenere'. (1 Pet 2,15). Paulus siger også: 'Kære brødre, I er kaldede til frihed, se blot til, at I ikke bruger denne frihed på nogen måde til legemets og kødets behag, men tjen hinanden i kærlighed'. (Gal 5,13). Oc forti siger sanctus Petrus swo, ther som han besckriffwer thette støcke lerdom om øffwerighetz lydilse. Thet er Gwdz villie att i scwlle stoppe mwnden paa vforstandighe oc daarlige mennischer met velgerninger, som the ther ere frij, oc icke som the ther vnder frihetz sckyn betecke ondscaff, men som Gwdz retsindige tieneræ. Sanctus Paulus sigher och swo. Keræ brødræ, i eræ kalledhe till friihet, seer allenæ ther till, at i then friihet icke brwge wdi nogen orsage, legommett oc kødet till willie och behaff, men tiener hwer andre i kerlighett.
Neque enim (ut sciatis Evangelici concionatores) dolus iste primum a vobis excogitatus est, nequid hinc forte in malitia vestra gloriemini. Sed iam tum ab Apostolorum temporibus exortus, interea saepius ante haec tempora renovatus est, ut ab Arianis, a Lampetianis, a Turilupinis, a Begardis, a Beguinis, a Valdensibus, a Viclevicis et ab Hussianis. Ejheller er denne snare, og det skulle I evangeliske prædikanter vide, først udtænkt af jer, at ikke I skal prale stærkt af det i jeres ondskab. Men påbegyndt allerede dengang i apostlenes dage, senere ofte før disse dage fornyet, f. eks. af arianerne, af lampetianerne, af turilupinerne, af begarderne, af beguinerne, af vandenserne, af viklevitterne og af hussitterne. I, som lader jer kalde evangeliske prædikanter, skulle dog vide, at dette skalkestykke af en lære ikke er jeres opfindelse, for at I ikke skal pralle af den ondskab som af mange andre. Den er begyndt straks fra begyndelsen i apostlenes tid, kommet frem, atter ophørt, og atter fremstået påny, som fra arianerne, lampetianerne, turilupinerne, begarderne, beguinerne, valdenserne, viklevitterne og hussitterne. I scwlle dog wide som lade eder kalle euangeliscke predicanter, att thett sckalcke støckæ lerdom er icke edert paafwnd, paa thett i aff then ondschaff som andre mange scwlle edher icke berømme. Forti han er strax fra begyndilsen i Apostolorum tiid (152) begynt oc vdsprwngen, offte aff falden, oc atter wdropt paa thet ny, som aff Arianer, Lampetianer, Turilupiner, Begarder, Beguiner, Ualdenser, Uichleffer, och Hwssither.
Postremo quod in calce subiicitis, vos, tanquam scilicet a quorum nutu atque renutu pendeant omnia, non contemnere officiorum varietatem in Ecclesia, quae spiritus sanctus pro varietate suorum donorum hominibus impartitur; porro nostrum statum, pompam, dignitates et praelationes vos sinere nostrae Ecclesiae respondere, - profecto utrumque non modo prius illud, sed etiam hoc posterius obviis (ut aiunt) ulnis amplectimur. Til sidst: Hvad I tilføjer i slutningen, at I, som nogen, der svinger frem og tilbage mellem ja og nej, ikke foragter forskelligheder i embeder i kirken, som helligånden med sine forskellige gaver uddeler til menneskene; videre, at I lader vores stand, pomp, værdighed og prælatdømme svare til vores kirke, - jamen, begge disse imødekommelser, (som man kan kalde det) ikke bare den første, men også den sidste, tager vi da imod med åbne arme. Det, som I slutter jeres svar med, når I siger: 'Forskellige embeder agter vi også i den hellige kirke, efter den helligånds forskellige gaver. Men jeres store stand, værdighed og prælatdømme lader vi være jeres kirke lig', den hensigt og tilladelse, forsåvidt det står til jer, modtager vi gerne med begge hænder. Thet som i beslwte edert swar met oc sige. Atsckillige embede achte wij oc i then helligæ kircke effter then helliandz atsckillige gaffuer. Men eders store stadt, werdighet oc prelatedøme, lade wij ware eder kircke liig. Thenne agt oc tilladilsæ om thet scal staa til eder, anamme wij gerne met baade hender.
Nam uti nostram Ecclesiam docuimus veram esse Dei Ecclesiam, ita quoque verus Christianismus, verae dignitates, verae praelationes et vera officia non sunt nisi in nostra Ecclesia, utpote divinitus in singulos distributa, ad mystici corporis, quae est Ecclesia, utilitatem. Proinde [69] optimo iure hic articulus tanquam e proximo continenter sequens, quanquam id animi vestri malitia obcaecati non animadvertit inconstantia, secundo vobis loco fuit obiectus.  For ligesom vi lærer, at vores kirke er Guds sande kirke, sådan lærer vi også at den sande kristendom, den sande værdighed, de sande prælater og de sande embeder kun findes i vores kirke, eftersom det guddommelige er uddelt til en alene, til hans mystiske legemes, det vil sige kirkens, nytte. Dernæst er det med fuld ret, at denne artikel på andet sted skal bebrejdes jer, denne artikel, som sammen med den følgende gør opmærksom på jeres sjæls ondskab og vægelsindede forblindelse. (?) Fordi, ligesom vor kirke er Guds sande kirke, sådan findes der også hos os den sande kristendom, det sande kristendommens embede, værdighed og øvrighed, nådig tildelt enhver især af Gud til hans åndelige legemes (dvs den rette kristne kirkes) nytte og beståen. Forti, at ligerwiiss som wor kircke er Gwdz sande kirkæ swo findis oc hoss oss then sande christendom, sande christendoms embede, werdighet oc øffwerighett, aff Gwd gwnsthelige sckifft mett hwer oc een besynderlige till hanss andelighe kroppis (som er then rette christen kirckis) nytthe och bestandt.
Ceterum quas mihi pompas hic occinitis, haud satis intelligo; si quae sint abusiones et vitia, non excusamus, non patrocinamur, non defendimus, sed ingenue agnoscimus, confitemur atque dolemus, Deum optimum maximum sedulo precantes, ut is, qui propter peccata populi facitsuper eum regnare hominem hypocritam, tandem aliquando bene vertat. Men angående det øvrige, hvad I her bebrejder mig af pomp, det forstår jeg ikke helt; hvis I hentyder til misbrug og laster, da skal vi ikke undskylde os, ikke beskytte os, ikke forsvare os, men ligeud vedkende os det, bekende og sørge over det, og oprigtigt bede til den største og højeste Gud, at han, 'som på grund af folkets synd lod et hyklerisk menneske herske over det', (Job 34,30) dog vil vende til noget godt. Men hvad I mener med den hemmelige spot, hvormed i bagtaler vor stand og værdighed, derom erfarer vi ikke jeres åbenlyse mening. Derfor, hvis I sigter til synd, misbrug og slet adfærd, da vil vi hverken undskylde eller forsvare det, men gerne tilstå, bekende og sørge over det, med daglig bøn til Gud, at han, som har beskikket os syndige mænd over andre syndere, også vil vende alting sig til lov, hæder og ære, og os alle til salighed. Men hwad i mene met thet hemelige spot, hwar met i beclaffe wor stadt oc werdighet, widhe wij icke edher sckinbarlighæ mening. Ther som i menæ forti, synd, myssbrwg, oc mysshandell. Tha wele wij thet hwercken orsage eller forsware, men gerne tilstaa, bekende oc besørge, met daglig bøn till Gud, at han som haffuer beschicket oss syndige mend offwer andre synderæ, will oc swo alting forwendæ sig till loff heder oc eræ, oc oss alle til salighet.
Mener I også dermed den kortvarige herlighed og ære, som følger vort embede, da mangler I tilbørligt skel og redelighed. I plejer altid at sige, at udvortes og legemlig skik i sig selv hverken er syndig eller dydelig, det er den alene ud af hjertets grund og mening. Meene i oc swo, then føge herlighet och eræ som følge wort embede, tha ere i forwden ett børligt sckiell oc redelighet. I pleyæ altiid at sige, at vdwortis oc legomlig handell er i sig sielff hwerckin syndelig elle dygdelig, wden aff hiarthens grwnd och mening.
Id tamen rationi ac legi tam divinae quam humanae consentaneum existimamus, ut ordine rerum pulcherrimo ubique servato, maiores maiora deceant.  Dog mener vi, at det er overensstemmende med både guddommelig og menneskelig forstand og lov, at tingene overalt sker på smukkeste måde, når en større værdighed får en større herlighed. Derfor, at have en ærlig og sømmelig herlighed til agt og ære for sit embede er hverken mod Guds lov eller nogen skreven ret, når naturlig billighed siger os, at store embeder og værdighed kræver større ære og herlighed. At haffwe forti een erlig oc twchtig (153) herlighet sytt embede till agt oc wrning, er hwercken mod Gwdz low eller nogen sckreffuen rætt, nar natwrligt sckiell thet giffwer oss, at store embede oc werdighet, sømer større eræ oc herlighett.
Desuden, hvad pomp og herlighed vi har og vore forfædre har haft før os, dem har vi fra Gud og kristne fyrster, vort embede til sømmelig hævdelse, overfor ham skal vi stå til regnskab, som kender alle herrer, og ikke overfor jer skændere og foragtere, hvem ingen ting er til måde. Desligest, huess stadt oc herlighet wij haffue och forfedre haffwe hafft for oss, them haffwe wij aff Gwd oc christen furster, wort embede til ett erligt bestandt, hannwm at giøræ ther fore regensckaff som kender alle herrer, och icke edre sckendere oc foragtere, ther ingen ting er til maade.
Sed interim qui vestrum immunis est a peccato, primus in nos lapidem iaciat.Aut potius vos, qui estis, qui iudicatis alienos servos? domino suo stant aut cadunt. Quis vos constituit iudices praelatorum? quorum iussa capessere vestrum est, non discutere mores eodum. Men forøvrigt, den af jer, som er fri for synd, lad ham være den første til at kaste sten på os. (Joh 8,7). Eller snarere: Hvem er I, at I dømmer en andens tjenere? de står og falder med deres herre. Hvem har sat jer til dommere over prælaterne? At adlyde deres befalinger er det op til jer at gøre, ikke at ødelægge deres skikke. Men forøvrigt, den af jer, som er uden synd, lad ham kaste den første sten på os. (Joh 8,7). Eller hvem er I, som dømmer fremmede tjenere, som dog står og falder overfor deres egen herres dom; I burde hellere lyde og høre end bagtale på uredelig vis. Men vnder deess, huilcken aff ether som er forwden synd, han kaste paa oss then første steen. Eller hwem ere i som døme fremmede tienere nar the enchten staa eller faldhe for theris egen herris dom, oc ther eder bwrde meer at lyde oc høre end wredelige beclaffæ.

 
 
 
 
 

Noter. 

Note 1: I 'De captivitate Babylonica ecclesiae praeludium', fra 1520, WA 536: "Dico itaque: neque Papa, neque Episcopus, neque ullus hominum, habet ius unius syllabae constituendae super Christianum hominem, nisi id fiat eiusdem consensu". Luther er på dette sted ved at omtale det fangenskab, som dåbens sakramente har været holdt i af paven. Han skriver bl. a.: "Hvem andre end den romerske paves tyranni kan nu tillægges skylden for, at denne vor friheds herlighed og denne forståelse af dåben er holdt i fangenskab? Og dog skulle han, som det sømmer sig en overhyrde, fremfor de fleste præster og forkyndere hævde denne frihed og forståelse, som Paulus siger det i 1. Kor. 4: 'Således skal man se på os: Som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder (eller sakramenter)'. Men han er udelukkende optaget af at undertrykke med sine dekreter og retter og indvikle os som fanger i sit tyrannis magt. For Guds skyld! Med hvilken ret [536] (for ikke at tale om, hvor ugudelig og fordømmelig han forsømmer at lære dise hemmeligheder) har paven udstedt love for os? Hvem har givet ham magt til at føre denne vor frihed, som dåben har skænket os, i fangenskab? Én ting er der som sagt foreskrevet os at gøre i hele livet, og det er, at vi døbes, det vil sige, at vi dødes og lever ved Kristi tro, hvilket også alene bør læres, først og fremmest af den største hyrde. Men nu, ja, jeg siger ikke noget om troen, men kirken udslettes gennem utallige love om gerninger og ceremonier, dåbens kraft og viden om dåben forsvinder, troen på Kristus forhindres. Jeg siger således: Hverken paven eller biskoppen eller noget menneske har ret til at bestemme en stavelse over et kristent menneske, medmindre det sker med hans egen tilslutning. Hvor det sker anderledes, sker det i en tyrannisk ånd. Derfor, de bønner, faster, gaver, og hvad andet Paven i hele verden med sine dekreter, der er lige så mange som de er upassende, har indført og oprettet, dem har han indført og oprettet uden nogen ret til det, og han synder imod kirkens frihed, hver gang han forsøger sig med nogen af disse ting". 
 

Note 2: Luther gør i et skrift fra 1520 "Mod Pavedømmet" opmærksom på, at evangelierne i to andre skriftsteder sidestiller de andre apostle med Peter. Det drejer sig om Matt 18,18 og Joh 20,23. 
 

Note 3: