Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.
| 1Tertius Congressus | Tredie afdeling. | ||
| 2Ut revertamur nunc ad vos (Evangelici scilicet concionatores), iuxta ordinem nobis ab exordio praefixum responsiones vestras ad articulos per nos vobis obiectos quam strictissime confutaturi, utpote non tam astructuri nostra, quam vestra destructuri, si qua forte responsu digna in medium afferatis; | Men nu vender vi tilbage til jer, I såkaldte evangeliske prædikanter, og ifølge den rækkefølge, vi havde foresat os fra begyndelsen, vil vi nu gendrive jeres svar på de artikler, som vi forelagde jer, så nøjagtigt som muligt, skønt vores gendrivelse ikke vil være så forvirrede som jeres svar er ødelæggende, hvis I da har fremført noget, der kan siges at være et svar; | ||
| 3id simul atque responsa vestra per transcursum a nobis lecta forent, animadvertimus, quod, etsi pro vestro more perpetuo (quo aliud publice facitis inter vestros pro concione deblaterantes, aliud privatim dicitis apud praesides in iudicium tracti, hoc est, ut plane dicam, semper mentimini, et tanquam patris mendaciorum filii, veritate destituti, mendaciis agitis omnia) vestrae responsiones istae multo sunt moderatiores, quam quotidianae vestrae ad plebem conciones - id quod scandala et offendicula inde secuta facile ostendunt - , tamen nihilominus istiusmodi sunt, ut ad vos de haeresi convincendos sub iusto iudice nihil praeterea desiderari queat. Neque mirum. | for samtidig med, at vi hurtigt gennemlæste jeres svar, blev vi klar over, at skønt I efter jeres almindelige skik (hvorved I offentliggør én ting i de udplapringer, som I kalder prædikener, og siger noget andet, når I drages for fyrsternes domstol, det vil sige, for nu at sige det ligeud, I lyver altid, og som jeres løgnefædres sønner prisgiver I sandheden og fører overalt løgnetale) i disse svar er meget mere moderate, end i jeres daglige prædikener til folket - og at de er skandaløse og forargelige skal senere let påvises - så er jeres svar dog ikke desto mindre af den art, at man ikke kan ønske noget yderligere, når man på retfærdig måde skal overbevise jer om kætteri. Hvilket ikke er mærkeligt. | ||
| 4Sicut enim is, qui viam ingressus, si mox in principio aberrare coeperit, quo magis progreditur, hoc a destinato itineris sui scopo aberrat longius, ita et vos in primo statim articulo [51] de Ecclesia, quae tanquam columna et firmamentum veritatis totius fidei et religionis nostrae basis est atque principium, quam turpissime hallucinantes, in sequentibus item articulis tota (ut aiunt) via aberretis oportet. | Ligesom nemlig den, som slår ind på en vej, hvis han allerede i begyndelsen begynder at afvige, vil afvige desto mere fra sin rejses bestemmelsessted med hensyn til målet, jo mere han går frem, sådan kommer også I, som straks i den første artikel om kirken, der som sandhedens søjle og grundvold (1 Tim 3,15) er hele vor tros og fromheds basis og oprindelse, så sørgeligt ser syner, til i de følgende artikler at afvige fra hele vejen, som man siger. | ||
| 5 Nam ut auctoritas Ecclesiae fideliter credita basis atque fundamentum est universae pietatis nostrae et fons omnium fidei nostrae articulorum, sic ex adverso lapsus et error circa Ecclesiam origo et oceanus quidam est errorum haeresiumque omnium. Sed, ut, quod asserimus, perspicuum evadat, agite, primus articulus de Ecclesia proponatur in medium. (88) | For ligesom kirkens autoritet oprigtigt troet er basis og fundament for hele vor fromhed og kilde til alle vore trosartikler, således er også modsat et fald og en fejltagelse angående kirken udspring til, ja som et ocean af, alle vildfarelser og kætterier. Men for at det, vi her påstår, kan fremstå ganske klart, så lad os skynde os og behandle den første artikel om kirken. | ||
| 6 | Samtlige Danmarks riges bispers og prælaters kristelige gensvar mod nogle ukristelige svar, med hvilke disse nye lærere, som kaldes evangeliske prædikanter, mener at have undskyldt og retfærdiggjort sig imod den anklage, som disse bisper og prælater har rejst og i 27 artikler særlig udpeget af hele deres prædiken, lære og adfærd, på den herredag, som blev afholdt i København år 1530 i juli måned. | Menige Danmarckis Rigis Bispers oc Prelaters Christelige geenswar, emod nogre vchristelige swar mett hwilke thesse ny lerere som kallis euangeliske predicanter siwnis att haffwe sig wndskyltt oc orsagett till xxvij. article som same Bisper oc Prelater haffwe besynderlighe anklagett vdaff theris gantsche predicken, lerdom oc handell, i then herredag som war holden vti Københaffn. Anno domini. M. d. xxx. i Julij maanedt. | |
| 7Articulus primus. | Den første artikel. | Den første artikel af disse prædikanters lære. | Then første artickell aff samme predicanters lerdom. |
| 8Ecclesiam hactenus errasse mille trecentis quadringentisve annis, hoc est, fere a temporibus Apostolorum. | Kirken er hidtil faret vild i 13 eller 14 hundrede år, det vil sige, næsten fra apostlenes tid. | Den hellige kirke er faret vild i 13 eller 14 hundrede år; det vil sige, næsten lige siden vor Herres apostle var til. | Then helligæ kirckæ haffwer faridtt wild i xiij. eller xiiij. hwndredæ aar, thett er nogett ner siden wor herris Apostelæ ware till. |
| 9Responsio. | Svar. | Prædikanternes svar til denne første artikel. | Predicanternis swar till samme første artickell. |
| 10Ad hunc articulus sic respondemus, sanctam illam Ecclesiam (quae fundata est super Christum, verum suae Ecclesiae fundamenti lapidem) edoctam atque illustratam sincera fide ac spiritus sancti gratia donatam, a quo regitur et conservatur in omnibus viis, neutiquam errare posse, sicuti testatur Christus Matth. 16. | På denne artikel svarer vi sådan, at dén hellige kirke (som er grundlagt på Kristus, kirkens sande grundsten), som er oplært og oplyst i en alvorlig tro og som har fået helligåndens nåde givet, den helligånd, af hvilken den styres og bevares på alle veje, den kan aldrig fare vild, sådan som Kristus vidner Matt 16. (Note 1) | Den sande hellige kirke, som er funderet og grundlagt på Kristus, den rette grundsten, oplært og oplyst i en retskaffen tro og begavet med den sanne helligånd, som styrer og regerer den på alle dens veje, kan ikke fare vild, som Kristus selv siger (Matt 16). | Then sande hellige kircke som er funderitt oc grwnderit paa Christo then rette grwndsteen, lerdtt oc opliwstt i en retscaffen tro, oc begaffuet met then sandhe helliand, som hennæ styrer och (127) regherer wdhi allæ synæ weyæ, kan icke faræ wild, som Christus sielff sigher. (Mat. 16.) |
| 11Verum illa Ecclesia, cuius vos estis (quae solum in externis ceremoniis, hypocrisi atque simulata carnis sanctimonia versatur), nunquam non errat (Esa. 28. et 58. Hier. 2. et 1. Cor. 2.). | Men den kirke, som er jeres (og som alene består i ydre ceremonier, hykleri og foregiven kødelig hellighed) kan ikke undgå at fare vild (Es 28 og 58, Jer 2 og 1 Kor 2). (Note 2). | Men en sådan kirke, som er jeres, og som alene består i udvendigt hykleri og kødelig hellighed, farer altid vild. (Es 28 og 58. Jer 2. 1 Kor 2). | Men swodan kircke som ethers er, som staar alleniste vti wdwendigt hyglerij och kødelig hellighett far altiid wild. (Esa 28. 58. Jer. 2. 1. Corin. 2.). |
| 12Verum in hoc loco mirandum in modum notamini inconstantiae, qui in hoc articulo prius lingua vernacula exarato calumniabamini, nos docuisse populum, sanctam Ecclesiam tot annos erasse. | Men på dette sted kan man på mærkelig måde bemærke, at I er foranderlige, I, som i denne artikel begynder med at fordreje retten ved med slangetunge at påstå, at vi har lært folket, at den hellige kirke er faret vild i så mange år. | ||
| 13Ubi hoc a nobis evincere desperabatis (cum id tum scriptis tum publicis concionibus valide refellimus, et nos falso accusari probavimus), illico mutata sententia accusatis in eodem articulo per vos latinitate donato, docuisse nos simpliciter, Ecclesiam erasse tanto tempore, expuncto vocabulo "Sancti". Quaeso te, Christiane lector, quibus vinculis Proteos istos, subinde vultum immutantes, astrictos teneamus. | Når I så opgiver håbet om at kunne overbevise os (eftersom vi har gendrevet det både skriftligt og mundtligt i prædikener på gyldig måde og kan bevise, at det er falsk, hvad vi beskyldes for), så forandrer I mening på det punkt og beskylder os i den samme artikel i den latinske gengivelse for simpelthen at have lært, at kirken er faret vild i så lang tid, ved at overstrege ordet 'hellig'. (Note 3) Jeg be'r dig, kristne læser, med hvilke lænker skal vi kunne holde sådanne Proteuser ordentlig bundet, når de hele tiden forandrer skikkelse. (Note 4). | ||
| 14Confutatio. | Gendrivelse. | Prælaternes gensvar. | Prelaternis geenswar. |
| 15Papae, quid hic audio monstri, nempe Christus digamum, imo bicorporem. Quid ita? Nonne iuxta Salomonis Epithalamium, Ecclesia Christi sponsa est, et iuxta doctrinam Apostolii corpus mysticum eiusdem, quemadmodum in primo secundi congressus axiomate dicebatur? | Hille den rødglødende pave, hvad må jeg her høre for vanvittig snak, at Kristus er tvegift (Note 5), ja at han har to legemer. Hvordan det? Jo, mon ikke ifølge Salomons bryllupssang kirken er Kristi brud, (Højs 4 og 6) og mon ikke ifølge apostelens lære den er Kristi mystiske legeme, sådan som vi har sagt det i begyndelsen af den anden afdeling med vore teser? | Eftersom Kristus, den hellige kirkes brudgom, kun har én brud, som Salomons bryllupsvise klart udtaler, (denne brud kalder Paulus Kristi åndelige legeme), hvordan går det da til, at vi i dette svar hører tale om to kirker. Mon Kristus nu ved at blive gift med to er blevet vanskabt og til ét hoved har to legemer? | Effther thi at Christus then hellighe kirckis brwdgomme, icke haffwer vthen een brwd, som Salomonis brøllwps wiisæ klarlige lyder, Hwilcken brud sanctus Paulus kaller hanss aandelige krop. Hwore gaar thet nw till, at wij vti thette swar høre talis om twenne kircker, Mwnne Christus met twegiffte nw vare wansckaptt, oc haffwe till ett hoffwet twenne kroppe. |
| 16At duas hic audio Ecclesias, vestram et nostram. At nostra, inquietis, Ecclesia corpus Christi est et sponsa eiusdem; [52] vestra autem potius illa meretrix est, quam prophetae Dei suis depinxerunt coloribus. (89) | Men her hører jeg om to kirker, jeres og vores. Men vores kirke, vil I nok sige, er Kristi legeme og Kristi brud; jeres, derimod, er snarere den skøge, som Guds profeter har afmalet med sin rette farve. | Men I vil vel sige, at jeres kirke er den sande Jesu Kristi brud og Kristi åndelige legeme og vores kirke er den store skøge, som alle profeterne har afmalet med sin rette farve. | Men i wele tha sige at eder kircke er then sande Jesu Christi brwd oc hanss aandelige krop och wor kircke er then store sckøge ther propheterne haffwe alle controffeytt met syn retthe farffwe. |
| 17Bona verba, quaeso. - Primum id perquam lubenter a vobis audierim. Nonne illa Ecclesia, quae in sacris eloquiis Christi sponsa dicitur et corpus eiusdem (quorumcunque tandem sit et apud quoscunque), germana veraque Dei viventis Ecclesia censeri debet, quae ut dicitis, sancta sit, quae fundata sit super Christum, verum suae Ecclesiae fundamenti lapidem, quae edocta sit atque illustrata sincera fide, quae spiritus sancti gratia donata sit, a quo regitur et conservatur in omnibus viis, quae denique propterea neutiquam errare possit iuxta Christi testimonium Matth. 16. | Godt nok! Men først om det meget frække, jeg her hører af jer! Mon ikke man må mene, at den kirke, som i den hellige skrift kaldes Kristi brud og Kristi legeme (hvis den så end er, og hvor den end befinder sig), er den levende Guds ægte og sande kirke, der, som I siger, er hellig, er funderet på Kristus, kirkens fundaments sande grundsten, er oplært og oplyst i en alvorlig tro, som er helligåndens nådegave, af hvem den regeres og bevares på alle sine veje, og som endelig af den grund aldrig kan fare vild, ifølge Kristi vidnesbyrd Matt 16? | Godt! Men det ene vil vi gerne høre af jer: Den kirke, som i den hellige skrift kaldes Kristi brud og Kristi legeme, mon ikke den, hvor den så end findes, må være den sande og virkelige, ægte og rette levende Guds kirke, der, som I siger, er hellig, er funderet og grundlagt på Kristus, den sande og rette grundsten, er oplært og oplyst i en ret tro og er begavet med den sande helligånd, som styrer og regerer den på alle dens veje, som derfor ingenlunde kan fare vild, som Kristus selv siger. | Swo gott. Men thett wele wij gerne høre aff ether. Then kircke som kallis i hellig schrifft Christi brwd oc krop, munne icke hwn (i hwar hwn tha findes) ware then sande oc retsindige aff egthe oc retthe leffwende Gwdz kircke, ther er (som i sige) hellig fwnderit oc grwnderit paa Christum, then sande och retthe grwndsteen, lerdt oc opliwst wdi en retsindig tro, och begaffwet met then sande helliand som henne styrer oc regerer i alle syne weyæ, ther kan forti ingelwnde faræ wild, som Christus sielff siger. |
| 18Profecto haud negabitis et dabitis mihi, certo scio, ipsissimam Ecclesiam esse hanc, quae sponsa Christi dicitur et corpus eiusdem, cui unice haec dicta competant omnia. | Jamen, så kan I vel ikke nægte, så må I vel tilstå mig, er jeg sikker på, at selve den kirke er den, som kaldes Kristi brud og Kristi legeme, og det er alene spørgsmålet om, hvem dette er sagt om, vi er uenige om. | Denne kirke, formoder vi, tilstår I er den sande kristne kirke, hvilket vi gerne giver jer ret i, blot er vi ikke enige om én ting, det er: | Thenne kircke (som wij formode) tilstaa i at ware en sand christen kircke, ther wij gerne samtøcke met ether, vti ett støcke ere wij dog icke offwer eens, (129) thet er. |
| 19Quocirca de ceteris fere omnibus inter nos convenit; at uno dissidemus, quorum sit, et apud quos ea Ecclesia inveniatur, num nostra sit, an vestra. Hoc igitur uno tantum excusso facile quod volumus assequemur. - | Hvorimod vi er enige med jer om næsten alt andet; men på det ene punkt er vi uenige, hvis denne kirke er, og hos hvem denne kirke findes, om hos os eller hos jer. Hvis blot dette ene står fast, kan vi let efterfølgende vise, hvad vi vil. - (Note 6). | om denne kirke findes hos jer eller hos os. Når den sag er undersøgt med omhu, da har vi fundet det, vi søger efter. | Hwad heller then kircke findis hooss ether eller hooss oss, nar thett støcke er forti met grantsche randsaghet, tha haffwe wij fwndet thet wij søge effther. |
| 20Porro quanquam id ex utroque congressu superiore, integro (ni fallor) lectori satis innotuit, atque persuasum est, non posse apud vos esse veram Dei Ecclesiam, tamen quia hunc, ut diximus, omnia pendent, non gravabor hoc loco perquam breviter addere tres verae Ecclesiae notas, quibus a notha, et illa meretrice adultera haud magno negotio internosci queat et a suis intelligi, a nobisne, an a vobis habeatur vera et legitima Dei viventis Ecclesia. | Videre: skønt det i de to foregående afdelinger for den forstandige læser, om ikke jeg tager fejl, er tilstrækkeligt påvist og overbevisende fremstillet, at den sande Guds kirke ikke kan være hos jer, så vil jeg dog, fordi som sagt alting afhænger heraf, ikke føle mig tynget af her kort at tilføje tre kendetegn på den sande kirke, med hvilke man uden altfor stort besvær kan skelne den uægte, det vil sige denne horekone, fra vor, og ud fra jeres eget forstå, om det er jer, der har den sande og legitime den levende Guds kirke. | Og dog kan det bevises ud fra mange ting, I gør, at jeres samfund ikke er den retsindige kristne kirke, som er Jesu Kristi brud. Vi vil da her beskrive tre sikre tegn, som skulle gøre hver kristen læser opmærksom på den forskel, som er mellem den sande kristne kirke, Guds brud, og den uægte horkone, som Gud ikke anerkender som sin brud. | Oc dog thet er bewiisligt aff møgen handell at edert samfwnd icke er then retsindige christen kircke, som er Jesu Christi brwd. Uij wele tha hær beschriffwe trenne wijse tegen som scwlle gøre hwer christen leseræ wijss, paa thet forsckiel som er emellom then sande christen kircke Gwdz brwd, och then wanegthe hoerkone ther Gwd icke bekender for syn brwd. |
| 21Tres notae, quibus vera Dei Ecclesia dignoscitur. | Tre kendetegn, hvorpå Guds sande kirke kan erkendes. | ||
| 22Principio haec una est, utpote sponsa Christi eiusque corpus mysticum, uti iam saepe repetitum est, ne Christum aut digamum aut bicorporem facere cogamur. | For det første er kirken én, som Kristi brud og Kristi mystiske legeme, sådan som det nu ofte er blevet gentaget, for at vi ikke skal prøve at gøre Kristus tvegift eller dobbeltlegemet. | For det første: Den rette christne kirke er een og ikke flere, eftersom den er Kristi sande brud og hans åndelige legeme, enig og endrægtig med ham i alle måder. | Først at sige. Then retsindige christen kircke er een oc icke flere, nar hwn er Christi sande brwd oc hanss aandelige krop, met hannwm eensindig oc eendrectig i alle maade. |
| 23At vestra Ecclesia nullo modo una est, uti semel atque iterum in utroque congressu praecedenti indicavimus. Non est una cum maioribus orthodoxis, a quorum fide multipliciter et varie dissentis. | Men jeres kirke er på ingen måde én, sådan som vi har påvist det gang på gang i de to foregående afdelinger (side 48-50). Den er ikke ét med de ortodokse fædre, fra hvis tro I adskiller jer på mange forskellige måder. | Men jeres kirke er ikke een eller enig, fordi den hverken er eet med de gamle retsindige kristne, | Men eder kircke er icke een aff noger enighet, forti hwn giør hwercken ett met gamble retsindige christen, |
| 24Non est una cum veteribus haereticis, cum quorum nullo per omnia consentitis. Non est una inter vos hodie viventes, in quibus tot adeo brevi sectae pullularunt, ut Lutherani, ut Carolstadiani, ut Oecolampadiani, ut Zwingliani et (90) alia nescio quae, ut rerum, ita et nominum portenta. | Den er ikke ét med de gamle kættere, for I stemmer ikke overens med nogen af dem på alle punkter. Den er ikke ét taget imellem jer nulevende, blandt hvilke der allerede på kort tid er fremspiret så mange sekter, såsom lutheranere, carolstadianere, oecolampadianere, zwinglianere og jeg véd ikke hvilke andre, hvis navne svarer til de mange forskellige opfattelser. | ejheller med jer selv indbyrdes, eftersom den i løbet af kort tid er blevet skilt i så mange sekter og partier, f. eks. lutheranere, karlstaditianere, oecolampadianere, zwinglianere og mange andre navne, som er affødte af nye og adskillende partidannelser. | ey heller met eder sielffwe indbyrdis, nar hwn paa en kort tiid er atsckilt vdi swo mange sechter oc partiir, som ere Lwtheraner, Carolostadianer, Oecolampadianer, Zwinglianer, oc andre mange naffn som ere fødde aff ny oc atsckillig partiiscke handell. |
| 25Denique non est una etiam cum unoquoque vestrum, qui in ista vestra Ecclesia tot quisque secum antilogiis ipse pugnat, idque non solum diversis in libris et concionibus, verum etiam [53] saepenumero in eisdem. | Endelig er den ikke ét med nogensomhelst af jer selv, fordi i jeres kirke kæmper enhver med modsigelser mod sig selv, og det ikke blot i forskellige bøger og prædikener, men også ofte i de samme. | Fremdeles er kirken heller ikke én hos hver enkelt af jer, fordi I fægter med jer selv i så mange modsigelser, ikke alene i forskellig tale og bøger, men ofte i den samme bog og den samme tale. | Framdelis er hwn icke heller een, hooss hwer aff ether besynderlig, forti i fiigte met ether sielffwe vti swo møgen modsaffn, icke allene wdi atsckillig tale oc bøger men offte wti een bog och een talæ. |
| 26- Contra vero nostra Ecclesia omnibus modis una est, semper sibi constans, nunquam non sui similis, nullas in partes secta, perpetuo (quacunque patet) idem sentiens, idem credens, idem confitens, idem docens, idque ex temporibus Apostolorum in haec usque secula, certe non absque manifestario spiritus indicio, qui gentes tanto locorum intervallo dissitas, per tot secula in unitate fidei et doctrinae concordia servarit. | Derimod er vores kirke på alle måder én, altid lig sig selv, aldrig forskellig fra sig selv, aldrig opdelt i sekter, til stadighed (hvad det end drejer sig om) af samme mening, samme tro, samme bekendelse, samme lære, og det lige fra apostlenes dage til dette århundrede, hvilket sikkert ikke er uden bekræftende tegn fra ånden, som har bevaret de hedningekristne, som bor på så mange steder, spredt fra hinanden, igennem så mange århundrede i enhed i troen og samdrægtighed i læren. | Men tvært imod dette er vores kirke på alle måder den samme i enighed af fast bestandighed, og altid sig selv lig, ikke partisk, men hvor den findes, er den af samme mening, samme tro, samme bekendelse og den samme lære, og sådan har den altid været siden apostlene døde indtil denne nærværende tid, og det er sandelig sket med helligåndens åbenlyse dom og vilje, som har bevaret igennem så mange hundrede år i troens enighed og i lærens ensartethed de hedningekristne, som er og altid var så vidt spredte ud over den ganske verden. | Men twert emod tha er wor kircke i alle maade then same wti enighet fast aff bestandighet, oc sig sielff altiid lig, icke partiisck, men i hwor hwn findis, tha er hwn wed same mening, same tro, same bekendilse, oc same lerdom, oc swo haffwer hwn altiid waritt siden the hellige apostele ere affgangne, till thenne nerwarendis tiid, ther sandelige er sckeedtt aff then helliandz obenbare dom oc willie, som haffwer bewaritt i swo manghe hwndredhe aar vti troens enighett, och lerdoms eensindighett the hedninghe som ere och altiid ware swo wiidt spreddhe offwer then gandtscke werdhen. |
| 27Deinde legitima Dei Ecclesia est catholica, id est, universalis, nempe per universum terrarum orbem sparsa atque diffusa, idque iuxta divinas promissiones ad patriarchas Abraham, Isaac et Iacob de multiplicatione seminis eorum in Christo per omnes terras, iuxta sanctorum prophetarum oracula de vocatione gentium Iudaeorumque disiectione, | Dernæst er den legitime Guds kirke katolsk, det vil sige almindelig, nemlig udbredt og udspredt over hele verden, og det ifølge guddommelige forjættelser til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob om deres sæds mangfoldiggørelse i Kristus udover alle lande, og ifølge de hellige profeters profetier om hedningernes kaldelse og jødernes forkastelse, | Dernæst er den rette Guds kirke almindelig, det vil sige, spredt og udbredt over alle jorderigs lande og riger, eftersom Gud har lovet sine hellige patriarker Abraham, Isak og Jakob, at han ville mangfoldiggøre deres sæd i Kristus ud over verden. Sådan som de hellige profeters profetier lyder om hedningernes kald til troen og jødernes frafald fra troen, | Ther nest, tha er then retsindige Gwdz kircke almennelig, thett er spreedt och wiid giordt offwer alle iørderigs land och righe, effther som Gwd haffwer loffwett syne hellige patriarcher Abraham Isaac och Jacob, att han sckwldhe mangffoldig gøre theris sæd wthi Christo offwer all werdhen. Och som hellighe propheters prophetier the liwdhe om the hedningers kald til troen, og iødhernis afsckiørd fran samme tro, |
| 28et de Ecclesia gentium ad orientem et occidentem, Africum et Aquilonem dilatandam ultra synagogam Iudaeorum unius Iudaeae angustiis clausam, iuxta Christi confirmationem de Centurione loquentis, et praeceptum eiusdem ad suos tum in Evangelio tum in actis iuxta principis Apostolorum Petri visionem; | og om, at hedningekirken skulle udbredes fra øst til vest, fra syd til nord fremfor jødernes synagoge, der skulle indelukkes i det snævre jødeland, og ifølge Kristi bekræftelse, da han talte om høvedsmanden, og hans befaling til sine egne både i evangeliet og i Apostlenes Gerninger ifølge et syn for apostlenes leder, Peter; | efter hvilke den hedenske kirke skulle gøres vid fra øst til vest, fra syd til nord, mere end den jødiske kirke, der skulle indesluttes alene indenfor jødelands grænse. Sådan som Kristus har stadfæstet det, hvor han talte om høvedsmandens tro, og hvor han bød sine disciple både i evangelierne og i Apostlenes Gerninger, at de skulle føre hans budskab ud over hele verden, hvilket også var åbenbaret sankt Peter i et åndeligt syn. | och hwore then hedniscke kircke schwldhe wiid gøris fran østher oc till westher, och fran syndher och till nør, ydhermere end then iødiscke kircke, ther schwlde alsomenisthe beslwthis vndher iødhelandz grentsche. Ther Christus haffwer och swo stadfest ther han taledhe om Centurionis troo, och ther han bød syne discipele baadhe i lesthen och Apostlenes gerningher, att the schwlde føre hans bwdsckaff offuer all werden, ther oc swo war obenbarit sancto Petro vti en andelig siwn. |
| 29denique iuxta doctoris gentium Pauli executionem atque disputationem in Romanis maxime ac Galatis: loca scripturarum nulli non obvia sunt. - | og endelig ifølge hedningernes lærefader, Paulus' udførelse og disputation derom især i romerbrevet og galaterbrevet: skriftstederne er enhver bekendt. - | Sådan som Paulus, alle hedningers lærefader, har fulgt i sin forkyndelse og især skrevet og behandlet det i brevene til romerne og galaterne. De skrifter, som beviser dette, ligger frit fremme for enhver. | Ther Paulus alle hedningers lerefader haffwer forfwldt mett forkynding, och ther om besynderlige schreffwett oc disputeritt till the Rhomaner oc Galater. Schriffterne som thette bewise ere hwer mand witherlighe. |
| 30At vestra Ecclesia tam est in arctum contracta, tamque angustis circumsepta finibus, ut ne nomen quidem suum tueri possit, si quis eam catholicam dicere velit. Quippe quam ad solum Aquilonem coactam, videlicet intra saxoniam locaque confinia, florentissimi christiani orbis populi, nempe Itali, Hispani et Galli ceu commentum Aquilonarium hominum et Barbarorum ebriosorum et corpore magis quam ingenio praestantium irrident, subsannant et indignum plane censent, de quo verba habeantur. | Men jeres kirke er så snæver og indesluttes af så smalle grænser, at den ikke engang kan bære sit navn, hvis nogen vil kalde den katolsk. For den er jo kun udbredt imod nord, nemlig indenfor Saksen og tilgrænsende områder, og de blomstrende kristne lande, Italien, Spanien, Frankrig, spotter og skærer ansigter over de nordiske mennesker og barbarernes drikfældighed og mener, at de bedre kan præstere noget med kroppen end med forstanden og regner dem helt uværdige til noget, der har med fornuft at gøre. | Men jeres kirke er så snæver og indesluttes af så smalle grænser, at I ikke (131) kan forsvare at kalde den 'almindelig'. Den optager jo kun et hjørne i nord, det vil sige: i Saksen og nogle få lande og byer, som findes deromkring. Og det folk agter de allerfremmeligste kristne, som findes i de gamle kristne lande: Italien, Spanien og Frankrig, ikke for andet end vilde mennesker, frådsere og drankere, der nok har nogen duelighed i krop og styrke, men slet ingen i vid, tanke og forstand. | Men thenne eder kircke er swo krap oc beslwtis vnder swo smale grentzer, at ther som hwn kallis (131) almennig, tha kwnne i hennis naffn icke forsware, nar hwn haffwer icke vden eett hiørne vti nør, thet er i Sasßen oc nogre faa land och stedher som ther findis nest omkring. Hwilcke folck the alleredeliste christen som findis vti gamble christen land, Uallandt, Hispanien, oc Franckerighe icke agte for andett end wilde mennischer, fraadzere och dranckere, ther i kraap oc styrcke haffue noghen dwelighett, men i wiid, sind oc sckiell platt inghen. |
| 31Tametsi vel omni loco, quo maxime vestra floret Ecclesia, dominus reliquerat sibi septem millia virorum, qui non curvaverunt genua ante Baal, ut indubie vel hisce temporibus synagoga Iudaeorum numerosior sit quam vestra ista Ecclesia. Nostra e diverso Ecclesia tam late patet, quam vastus terrae ambitus porrigitur. (91) | Og det, selv om på alle steder, hvor jeres kirke blomstrer, 'vor Herre efterlod sig syv tusind mænd, som ikke havde bøjet knæ for Baal' (1 Kong 19,18; Rom 11,4), så utvivlsomt har i disse tider jødernes synagoge flere medlemmer end jeres kirke. Men modsat breder vores kirke sig så langt ud, som jordens omkreds strækker sig. | Og det, selv om Vorherre på alle de steder, hvor jeres kirke er begyndt, har bevaret flere end syv tusind mand, som ikke har bøjet knæ for den saksiske Baal, hvorfor den jødekristne kirke endnu er både bredere og større, end jeres nogensinde vil blive. Tværtimod det, er vores kirke så vid og bred, som den ganske verden er stor til. (3 Reg 19,18; Rom 11,4). | Endog at wor herre haffwer paa alle stæder som edher kircke er begyndtt bewarit sig fleræ end siwtwsind mend, ther icke haffwe knæfalditt then Saxoniscke Baall, hwar fore then iødiske kircke er end nw baade widere oc større end eder sckall nogen tiid worde Men twertt emod, tha er wor kirckæ swo wiid och breed, som then gandtscke werdhen er stoer till. |
| 32Postremo eadem Christi Ecclesia dicitur Apostolica, nimirum aedificata super fundamentum Apostolorum et prophetarum ipso summo lapide angulari Iesu Christo. | Sidst kaldes denne kirke apostolisk, den er nemlig 'bygget på apostles og profeters grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten' (Ef 2,20). | For det tredie kaldes den rette Kristi kirke apostolisk, fordi den på ret måde er bygget på apostelige og profetiske fundamenter, eftersom den ypperligste hjørnesten, Jesus Kristus, ligger til grund for den. (Ef 2,20) | Ther nest kallis oc same Christi retsindige kircke, Apostelig. Forti hwn er sandelige forbygdt paa apostelige oc prophetelige fundamentt, siden then ypperste hiørnesteen Christus Jesus er grwndelige vnderlagt. |
| 33Unde et murus civitatis [54], id est, Ecclesia in libro Apocalypseos describitur habens fundamenta duodecim et in ipsis duodecim nomina XII Apostolorum et agni. | Og derfor beskrives også byens (det vil sige: kirkens) mure i Johannes Åbenbaring som 'havende tolv fundamenter og på dem de tolv navne på det tolv apostle og lammet' (Åb 21,14). | Og derfor skrives der i Johs. Åbenbaring om det himmelske Jerusalems bymure (det vil sige kirkens bymure), at det har tolv fundamenter, og i dem var skrevne de tolv apostles navne og det uskyldige lams, som er Jesu Kristi navn. (Åb 21,14). | Oc forti besckriffwis stadtz mwræ, thet er kirckins, vti sancti Joannis obenbarilse, att haffwe xij. fundamentt, oc i them ware besckreffne the xij. apostele naffn oc thett vschyldige lambs, som er Jesu Christi naffn. |
| 34Nam in Apostolorum praedicatione ac doctrina fundita, ex temporibus eorum perpetua successione et illibata observatione illorum, quae ab eis tradita sunt, ad haec usque tempora sine omni interruptione pervenit. | For kirken er grundet på apostelenes prædiken og lære, og den er gennem tiderne ved en stadig succession fra dem og ved en nøje overholdelse af det, som er overleveret fra dem, kommet frem til denne tid uden nogen afbrydelse. | På deres prædiken og lærdom er den sande hellige kirke grundlagt, og fra deres tid ved en evig udøvelse og brug er den overleveret fra slægt til slægt under stadig forfølgelse uden frafald og er nu også kommet til vor tid. | Uti theris predicken oc lerdom er then sande hellige kircke grwndett, oc fran theris tiid met en ewig handel oc brwgilse, hantfanget slegt fran slegt met en stedtze forføling vden alt affald, er oc swo kommen nw till wor tiid. |
| 35Itaque si legitimi verae Ecclesiae Christi sitis filii, et non spurii ex notha et adultera meretrice procreati, ab Apostolis et non potius ab haereticis progeneti, date maiores vestros, date praecessores, date Episcopos, et Ecclesiae vestra genealogiam continua serie usque ad Apostolos deducite, et quae orbi Christiano invehitis, exinde hactenus observata docete. | Derfor, hvis I er den legitime og sande Kristi kirkes børn og ikke avlet som uægte børn af den bastardiske og horeriske skøge, hvis I er avlet af apostlene og ikke snarere af kætterne, da giv os til kende jeres forfædre, jeres forgængere, jeres biskopper og før jeres kirkes slægtsregister i en uafbrudt række tilbage til apostlene, og forelæg for os, i hvilken kristen del af verden det, I lærer, har været overholdt indtil nu. | Og hvis I nu er Kristi kirkes ægte børn og ikke horebørn, som er kommet af den uægte, berygtede skøge og ikke født af rette apostle, men af forgiftede kættere, da fortæl os jeres aner og forfædre, bisper og læremestre, fremsæt for os slægteligt jeres afstamning fra denne tid og tilbage til de hellige apostle, og vis os, i hvad landskab og hos hvilket folk det, som I nu lærer og fremlægger, er holdt i ære og brugt. | Oc fordi ther som i ere Christi kirckis egthe børn (132) oc icke horebørn, framkomne aff then wegte berøchtede sckiøge, icke fødde aff retsindige apostele men aff forgifftige kettere, tha giffwer oss til kende eder framfarne aaldinge oc forfeddre, bisper oc leremestere, oc framsetter oss slegtelige eder affckomme, fran thenne tiid oc til the hellige apostele, oc bewiser i hwad landtscaff och hoss hwad folck thett er holdet oc brvget, som i nw leræ oc foregiffue. |
| 36Nos certe tanquam veram Ecclesiam Christi sponsam matrem habentes, nullo labore haec praestare valemus, scilicet ut ad Petrum, Christi vicarium, principem Apostolorum et primum a Christo totius Ecclesiae antistitem, Ecclesiae nostrae Pontifices ordine nunquam interrupto perducamus, et dogmatum nostrorum auctores in viros Apostolicos, Apostolosque referamus, atque omnem doctrinae nostrae summam inde profectam esse demonstremus. | Vi, der har den sande kirke, Kristi brud, til moder, kan gøre dette uden besvær, det vil sige, vi kan fremdrage vores kirkes uafbrudte paverækkefølge lige fra Peter, Kristi statholder, apostlenes fører og den første foresatte for hele kirken, vi kan henføre vore dogmers ophavsmænd til de apostoliske mænd og til apostlene, og vi kan påvise, at hele grundlaget for vores lære er uddraget derfra. | Vi, som har den sande kirke, Jesu Kristi brud, til moder, vi kan gøre det uden besvær, det vil sige: vi kan opregne punktligt alle vore bisper og læremestre fra denne tid og tilbage til sankt Peter, Kristi statholder, høvding over alle bisper, og den hellige kirkes første bisp, og vi kan bevise, at al kristendoms lære, kort sagt, ved en ret overlevering er kommet fra de hellige apostle og fra de apostoliske mænd, deres nærmeste efterfølgere. | Uij som haffwe then sandhe kirckæ Jesu Christi brwd til moder, kwnne thet gøre wden al vmage, thet er, fortellie pwnchtelige alle wore bisper oc leremestere fran thenne tiid och indtill sanctum Petrum Christi stadtholdere, en høffding offwer alle apostele, oc then hellige kirckis første bisp, oc thet bewiise, at all christendoms lerdom er swmmelige, met en rett handffestning kommen fra the hellige apostele och apostelige mend theris nesthe efftherkommeræ. |
| 37Quis ergo nunc haesitet longius, quin nostra sit vera illa Ecclesia Christi sponsa? e contrario autem vestra sit notha et illa meretrix prostituta, Synagoga Satanae et Ecclesia malignantium? | Hvem kan derfor længere være i tvivl om, hvorvidt vores kirke er den sande Kristi brud? men modsat også om, hvorvidt jeres er denne uægte og prostituerede skøge, Satans synagoge og onde menneskers kirke? | Hvem kan derfor nu længer være i tvivl med hensyn til vor eller jeres kirke? Når vor er Jesu Kristi sande brud, den hellige sande kirke, og jeres derimod er den uægte skøge Satans forsamling, det vil sige: alle bedrageres, spotteres og banlyste menneskers kirke. | Hwem will forti nw lenger twile, enchten paa wor eller eder kircke? nar wor er Jesu Christi brwd then sande hellige kircke, Oc eder tvert emod er then vanegte sckiøge Satane forsambling, thett er alle bedregeris, bespotteris, oc forbannede mennisckers kircke. |
| 38At illa Ecclesia, inquitis, cuius vos estis, quae solum in externis ceremoniis, hypocrisi atque simulata carnis sanctimonia versatur, nunquam non errat. | Men den kirke, siger I, som er vores, som alene består i ydre ceremonier, hykleri og foregiven kødelig hellighed, kan ikke undgå at fare vild. | Men I vil vel sige, at vores kirke alene består i udvendigt hykleri og kødelig hellighed, og derfor altid farer vild. | Men i wele tha sige, at wor kircke staar alsomeniste vti wdwendigt hyglerij oc kiødelig hellighet, oc far forti altiid wild. |
| 39An non vos pudet, o viri spurii, natio prava et adultera atque progenies viperarum, Ecclesiam matrem nostram tam atrocibus mendaciis non traducere solum ac diffamare, verum etiam, quod in vobis est, omnino, si fieri posset, prorsus extinguere? | Mon I ikke skammer jer, I horeunger, I fordrejede og skørlevneriske folkefærd, I øgleyngel, ikke blot at udsætte vor moder, kirken, for så afskyelige løgne, men også, så vidt det står til jer, hvis I kunne, helt at udslette den? | Blues I ikke, I uægte horebørn, et vanartet afkom og en rigtig øgleslægt, over at laste den hellige kirke, vor moder, med sådan en løgnagtig bagtalelse! | Blwes ether icke i wanegthe horebørn, een wanartig affkomme, oc ret ormeslegt, at belacke then hellige kircke wor moder, met swo løgenafftigt klafferij. |
| 40Nonne quotannis Ecclesia nostra statis diebus filios suos hypocrisin et simulationem in externis operibus evitare docet? Nonne per anni circulum subinde repetit, inculcat et auribus nostris instillat, partim in Evangeliis, partim Epistolis vel dierum dominicorum vel feriarum divis consecratarum, omnia quae facimus externa opera, nisi de charitatis radice procedant, esse nihil? | Mon ikke vor kirke årligt på bestemte dage lærer sine børn at undgå hykleri og skuespil i ydre gerninger? Mon ikke den året rundt stadig gentager det, stopper det ind i, drypper det ind i vore øren, dels i evangelierne, dels i brevene, både på søndage og på de helligdage, der afholdes til guddommelig ære, at alle de ydre gerninger vi gør, ikke har nogen værdi, hvis ikke de opskyder af kærlighedens rod? | Er det ikke sådan, at vor kirke årligt på bestemte tider lærer sine børn, at de skal vogte sig for alt hykleri og det især i udvortes gerninger? Ja, det gør den i sandhed, og den underviser os på nogle helligdage både fra evangeliet og fra epistelen, at ingen udvortes gerninger nogensinde duer til noget, hvis de ikke udspringer af kærlighedens rod. | Mwnne icke wor kircke aarlige paa besynderlige tider lere syne børn at the scwlle sig wogte (133) for alt sckrømpterij, oc serdelis i wdwortis gerninger? I sandhett tha gør hun thett, oc vnderwiser oss om hellidage baade aff lesthen oc epistelen, att inghe wdwortis gerninger ere nogen tiid dwelige, wden the vdspringe aff kerlighetz røder. |
| 41Quis non audivit illic aliquando verbum domini nostri Iesu Christi ad discipulos suis: Amen dico vobis,, nisi abundaverit iustitia vestra plus quam Scribarum (92) et Pharisaeorum, non intrabitis etc.? [55] | Hvem har ikke et sted hørt vor herres Jesu Kristi ord til sine disciple: 'Sandelig siger jeg jer, hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I ikke ind' osv? (Matt 5,20). | Hvem er så grov, at han ikke har hørt Jesu Kristi ord til sine disciple hos Matthæus: Hvis jeres retfærdighed ikke overgår farisæernes og de lovkyndiges, da kommer I slet ikke ind i himmeriget? (Matt 5,20). | Hwem er swo groff at han haffwer icke hørtt Jesu Christi ord til syne discipele hoss Matheum. Uden i offwergaa (siger han) phariseyerne och the lowkøne met rettferdihett, tha sckulle i icke ingaa vti himmerigis rige? |
| 42Quis item non audivit ibidem hoc eiusdem ad suos: Attendite a fermento Pharisaeorum, quod est hypocrisis? Quis ibidem non audivit Apostolicum illud charitatis encomium: Si linguis hominum loquar et angelorum, charitatem autem non habeam, factus sum velut aes sonans aut cymbalum tinniens? et quae sequuntur eodem pertinentia. Quibus edocemur, non solum opera nostra omnia, sed etiam alia universa Dei charismata citra charitatem esse nihil. - | Hvem har ikke hørt det samme et andet sted, hvor Kristus siger til sine disciple: 'Vogt jer for farisæernes surdej, som er hykleriet? (Luk 12,1). Hvem har ikke om det samme hørt den apostolske lovprisning af kærligheden: 'Hvis jeg talte med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg som et rungende malm og en klingende bjælde?' (1 Kor 13,1). Eller hvad der følger derefter af samme slags? Hvoraf vi lærer, at ikke blot alle vore gerninger, men også alle andre nådegaver fra Gud uden kærlighed intet er værd. - | Hvem har ikke hørt et andet skriftsted, hvor Kristus
siger til sine disciple: 'Vogt jer for farisæernes surdej, som er
hykleri'? (Luk 12,1).
Eller hvem har ikke hørt den pris og lov, som Paulus giver kærligheden, når han siger: 'Dersom jeg kunne ej blot tale med alle menneskers tunger, men også med engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg som et lydende malm og en klingende bjælde? (1 Kor 13,1). Eller alt det andet, som følger derefter? Af dette lærer vi og undervises om, at ikke alene alle vore gerninger, men også alle andre gaver fra Gud er unyttige og uduelige, hvis kærlighed mangler. |
Hwem haffwer icke paa ett andhett sted hørdt, hwore same Christus siger ill synæ: Uogther ether for the phaeiseyers swrdey, som er sckrømpterij? Eller huem haffuer icke hørtt thette priiss oc loff som sanctus Paulus giffwer kerlighett, nar han siger. Att ther som ieg kwnne icke alsomeniste tale met alle mennisckers twnger, en oc swo mett engle twngher, oc ieg haffde tha icke kerlighett, tha ware ieg som en sckieldinde malm oc en klinginde Cymble? Eller oc møgett andet som ther effterffølger. Ud aff hwilckett wij læris och vnderwisis, att icke allene alle wore gerninger, men hworæ alle andre gwdz gaffwer ere vnøttige oc vdwelige, kerlighett forwden. |
| 43Denique si non aperto mendacio hic matrem Ecclesiam calumniamini, defendite vos, excusate dictum, date vel ex omnibus unum, non modo priscis illis Ecclesiae nostrae doctoribus, verum etiam ex his quos contemptim sententiarios et scholasticos appellare soletis, alioqui neque visos unquam, neque lectos a vobis, nedum intellectos, qui aliter scripserit, aliter docuerit, aut aliter praedicaverit. - | Endelig, hvis ikke I her chikanerer vor moder kirken med en åbenlys løgn, så forsvar jer, forklar, hvad I har sagt, fremfør bare én af vor kirkes ærværdige lærere, eller også én af dem, som I foragteligt plejer at kalde sententister eller skolastikere, men som iøvrigt hverken er set eller læst af jer, og da slet ikke forstået, bare én, som har skrevet, lært eller prædiket anderledes. - | Og hvis I her ikke med åbenbar løgn bagtaler den hellige kirke, da må I forsvare det, I har sagt, og bevise det ved at fremføre bare én, der har lært og prædiket andet, enten blandt de gamle kirkens lærefædre eller også iblandt de unge, som I spottende plejer at kalde sofister, hvis bøger I hverken værdiges at se, læse eller forstå. | Oc ther som i hær icke mett obenbare løgen becklaffe then hellige kircke, tha besckermer ether, oc forsuarer thet som i haffue sagt oc bewiser met een ther andett haffwer lerdt oc predicket, enchten eblantt the gamble kirckins lerefeddre, eller och eblantt the vnghe, ther i pleye spottelighe at kalle Sophister, hwess bøger i werdis tha hwercken att see, lessæ, eller forstaa. |
| 44Sed interim demus, ut Ecclesia nostra tota sit hypocritica, imo hypocrisis ipsa, si videbitur, atque simulatio, sit deinde omnium scelerum et flagitiorum genere operta, idque in membris omnibus; num propterea (id quod vos, vipereae proles, matri Ecclesiae impingitis) nunquam non errat? | Men lad os nu bare gå med til, at hele vores kirke er hyklerisk, ja er hykleriet selv, hvis I synes, og er skuespil, lad der dernæst foregå alle slags hemmelige forbrydelser og skændsler, og det i alle dens lemmer; mon den af den grund, sådan som I øgleyngel pådutter jeres moder, kirken, ikke kan undlade at fare vild? | Men lad det nu bare være sådan, at hele vor kirke ikke alene er hyklerisk, men er et sandt hykleri, og at den i alle sine lemmer er besmittet med alle synders urenhed, farer den af den grund altid vild, som I vil sige? | Men vnder dess wele wij lade swo waræ at wor (134) ganscke kirckæ er ickæ alsomenisthæ sckrømtelig, men ett sandt sckrømptt, och att hwn er besmyttet i alle syne lemmyr met allæ synders fwllhett, Mwnne hwn forti altiidt faræ wild som i wele sighæ? |
| 45Quis, Deum immortalem, hoc dixerit unquam de Ethnicis aut de Iudaeis aut de haereticis aut de schismaticis aut de quibuslibet a Christi nomine alienissimis, quod semper et in omnibus erraverint, quando vel gentiles alioqui aut infideles a Christo remotissimi plurima recte ac vere scripta reliquerint, quemadmodum in primo congressu ostendimus. | Ved den udødelige Gud, hvem har nogensinde sagt dette om hedningerne eller om jøderne eller om kætterne eller om de frafaldne eller om hvemsomhelst, der ellers er udelukket fra Kristi navn, at de altid og i alle ting farer vild, eftersom både hedningerne og de vantro, skønt de er fjernt fra Kristus, har efterladt sig meget, der er skrevet ret og sandt, sådan som vi har vist det i den første afdeling. (Se side 68). | Hvem har nogensinde sagt det, enten om hedninger, jøder, kættere, frafaldne, tyrker eller saracener, som er allerlængst borte fra Jesus Kristus, at de farer vild i alle deres gerninger og i hele deres handel? Da de jo dog har talt og skrevet og handlet meget, som er retsindigt, hvilket i mande henseender kan bevises. | Hwem haffwer thet nogen tiid sagt, enchten om hedninghe, iøder, kettere, afsckorne, twrcker, eller saracener, som ere allerlengst fra Jesu Christo, at the fare wild i alle theris gerninger, oc all theris gantscke handell? nar the haffwe tha møgett baade retsindelige talett, sckreffwet oc giortt, som i mange maade bewiisligt er. |
| 46Verum quis loca per vos huc adducta non risu potius exsilibet, quam responso dignetur - si tamen irridendi sitis ut stulti, ac non potius ut miseri deplorandi - utpote nihil minus quam ad institutum vestrum facientia? - | Men hvem vil ikke bryde ud i latter ved de skriftsteder, som I fremfører, fremfor at værdige dem et svar - hvis vi kunne spotte jer som dumme og ikke snarere måtte begræde jer som elendige - eftersom de ikke tjener jer til hjælp? - | Og dersom I ikke var mere til at græde over ved jeres blindhed og usselhed, end I er til spot ved jeres naragtighed, da måtte vi med latter og moro modtage de skriftsteder, som I fører frem som et fast og stærkt bevis på jeres første svar; disse skriftsteder hjælper jer nemlig ikke. | Oc ther som i wore icke meer begredelige aff blindhett oc wsilhett, end i ere bespottelige for geckerij, tha motte wij met latter och gammen, vndfange the sckriffther, ther i føre i rette til en fast oc sterck bewiissning paa edertt første swar, forti same sckriffter ere ether inthet biistandige. |
| 47Nam in primo, qui est Esa. 28, dominus carpit et obiurgat in veteribus illis Mosaicae legis sacerdotibus ebrietatem atque comitem huius ignorantiam; at quid hoc ad Ecclesiam nostram? | For i det første skriftsted, Es 28, (se note 7), dadler og bebrejder Herren disse gamle moselovens præster deres fordrukkenhed og dennes følge: uvidenhed; men hvad kommer det vores kirke ved? | I det første, fra Es 28, straffer Gud de jødiske præster på grund af deres drukkenskab og uvidenhed, som følge af drukkenskab. Men hvad kommer det vor kirke ved? | Udi then førthe som staar Esaie xxviij. straffer Gwd the iødiscke prester, for drwckenscaff oc vanwittighet, som er drwckensckaffs efftherfølgheræ. Men hwad kommer thett wor kircke weed? |
| 48Sed qui vester mos est perpetuus, omnia huiusmodi scripturae loca in antiquae legis sacerdotes, Scribas et Pharisaeos acerbe dicta, in Ecclesiae (93) nostrae sacerdotes atrociter torquere soletis, ad invidiam sacerdotibus [56] conflandam in plebe iam olim plus satis contra nos exacerbata, homines ad nihil aliud quam ad convicia nati. - | Men den skik har I bestandig, at alle den slags skriftsteder som er talt skarpt mod den gamle lovs præster, mod de skriftkloge og farisæerne, plejer I med hårdhed at vende mod vores kirkes præster, for at opildne folket til had mod præsterne, idet I både tit og ofte tirrer dem imod os, I mennesker, der ikke er født til andet end at skælde ud. - | Men da I er hårde halse, fødte til bagtalelse og sladder for dermed at lægge hele gejstligheden for had hos den menige mand, da er det altid jeres sædvane, at alle hårde og strenge ord, som lyder mod de jødiske præster, farisæere og lovkyndige, dem plejer I altid, hvad enten de kan tåle det eller ej, at dreje og vende imod den hellige kirkes tjenere, bisper og præster. | Men forti i ere haarde halse, fødde til bagtall oc klafferij, ther met at forføre thett gantscke klerckerij vti menige mandz had, tha er thet altiid ether seedwane, at hwess horde oc strenge ord som lyder paa the iødiske prester, phariseyer oc lowkøne, them pleyer i altiid, hwad heller the kwnne thett taalæ eller ey, att wrye oc drage emod then hellige kirckis tienere, bisper oc prester. |
| 49In secundo autem, qui est Esa. 58, gravite invehitur dominus in hypocritica Iudaeorum ieiunia aliis operibus bonis maxime charitatis destituta. At quid hoc ad Ecclesiam nostram? | Men i det andet skriftsted, Es 58, angriber Herren stærkt jødernes hykleriske faste, hvor de udelod andre gode gerninger, især kærligheden. Men hvad kommer det vores kirke ved? (Se note 8) | I det andet skriftsted, fra Es 58, dadler Vor herre strengt jødernes hykleriske faste, som de satte deres lid til uden andre gode gerninger, som de forsømte, og mest kærlighed, som de skulle vise mod deres fattige brødre. Men det kan ikke vedkomme vores kirke, når bortses fra nogle af dens skrøbelige lemmer, som farer vild sammen med de uvidende jøder, | Udi then anden sckrifft som staar Esaie lviij. offwersckiender wor herre iødernes sckrømptelige fastæ, hwar paa the sig fortrøstede forwthen andre (135) gode gerninger ther the forsømede, och meest kerlighett som the schwlde bewise theris fattige brødre. Thi kan thet icke vare wor kircke anrørendis, vthen for nogre syne sckrøbelige lemmyr som fare wild met wanwittighe iøder |
| 50Nonne quotannis Ecclesia nostra in capite ieiunii eadem damnat? docetque filios suos veram ieiunandi rationem, illud Evangelii illis proponens: Cum ieiunatis, nolite fieri sicut hypocritae tristes, et qua sequuntur. | Mon ikke årligt vores kirke i begyndelsen af fasten fordømmer det samme? og lærer sine børn den sande grund til faste, idet den fremlægger for dem dette evangeliested: 'Når I faster, skal I ikke være dystre som hyklerne' (Matt 6,20) og det, der følger efter. | eftersom den hellige kirke den første dag i fasten plejer at fordømme det samme og derfor lærer sine børn, hvordan de skal faste på rette måde, med de ord, som Kristus siger hos Matthæus: 'Når I faster, må I ikke se bedrøvede ud, som hyklerne gør det' med det, som følger efter. (Matt 6,16). | Nar then hellighe kirckæ første dag i faste pleyer at fordøme thet same oc lerer forti syne børn, hwore the scwlle børlige faste, mett thett som Christus siger hos Matheum. Nar i schwlle faste, tha warer icke wløstige som sckrømptere the ere, mett thett som effherfølger. |
| 51Porro tertius, qui est Hier. 2, eiusdem est cum primo farinae, conviciorum depromptus et ab antiquis illis sacerdotibus in nostros detortus. At quid hoc ad Ecclesiam nostram? - | Videre er det tredie skriftsted, Jer 2, taget fra den samme krukke mel som det første, det er udskældninger, der er hentet frem og fordrejet fra de gamle præster til os. Men hvad kommer det vores kirke ved? (Se note 9). | Det tredie skriftsted, Jer 2, er af samme slags, taget fra de gamle jødiske præster og brugt imod vor kirkes tjenere, sammen med jeres evangeliske blomster og udsmykninger, det vil sige: sladder, skældsord, løgn og bagtalelse; dermed pynter og emaljerer I alle jeres skrifter. | Then tredie sckrifft som staar Jeremie ij. er aff same slag, dragen fran the gamble iødiske prester, oc indførtt paa wor kirckis tienere, met edre euangeliscke blomster oc smycke, thett er klafferij, sckiendtz ord, løghen och bagtall, ther mett forblomme och ammelere i all edher sckrifft. |
| 52Quartus denique, qui est 1. Cor. 2., docet animalem hominem non percipere ea quae sunt spiritus Dei. At quid hoc ad Ecclesiam nostram? Num tota est animalis? Nonne igitur haec omnia, neque coelum (ut aiunt) neque terram attingunt? Nunquid vos pudet, istiusmodi praestigiis simplici popello illudere, pro quo dominus noster Iesus Christus pretiosum sanguinem suum effundere non dubitavit? | Det fjerde skriftsted endelig, 1 Kor 2, lærer os, at et kødeligt menneske ikke kan forstå det, der hører Guds ånd til. Men hvad har det med vores kirke at gøre? Mon den er helt kødelig? Mon ikke derfor alt dette, som de siger, hverken er fugl eller fisk? (Note 10) Hvordan vover I da med den slags blændværk at narre simple folk, nogen, om hvem vi ikke tvivler på, at vor Herre Jesus Kristus har udgydt sit dyrebare blod for dem? | Det fjerde skriftsted, 1 Kor 2, giver til kende, hvordan et legemligt og kødeligt menneske ikke kan begribe det, som hører Guds ånd til. Men hvad kommer det vor kirke ved? Mon den er ganske legemlig og kødelig, bare fordi Paulus sagde sådan til nogle dyriske mennesker? Og siden ingen af disse ting, som man med en billedlig tale siger, vedrører enten himmel eller jord, så er det da forbavsende, at I uden blusel fordrister jer til med et sådant gøgleri at bedrage den simple almue, som dog vor Herre Jesus Kristus har købt så dyrt med sit hellige blods udgydelse. | Then fierde sckrifft som staar i. Cor. ij. giffwer till kende, hwore ett legomligt oc kødeligt menniscke icke kan begribe thet som Gwdz and tilhører. Men hwad kommer thet wor kircke wed. Mwne hwn forthi at Paulus swo sagde om nogre beestlige menniscker vare gantz legomlig och kødhelig? Oc nar inge aff thesse ting (som figwrlige sigis) røre enchthen himmell eller iord, tha maa thett ware een wnderlig ting, at i vden all blwgsill, met swodant kaagel taare fordriste ether till at bedrage en simpel almwge ther vor herre Jesus Christus haffuer dog suo dyre kiøptt met sytt hellige blodz vdgydilse. |
| 53Sed enim, ut quod res est, fateamur, habet Ecclesia nostra plurimos homines animales, habet plurimos sacerdotes ebriosis et ignaros, habet denique plurimos hypocritas; | Men vi må nu tilstå, hvad sandt er, at vor kirke har mange kødelige mennesker, mange drukne og uvidende præster, og endelig mange hyklere; | Men nu vil vi også tilstå det, som sandt er, at vor kirke har mange legemlige og kødelige mennesker, mange præster, som er drankere og ulærde, også mange hyklere, | Men nw wele wij oc swo thet som sandt er tilstaa, at wor kircke haffwer mange legomlige oc kiødelige (136) menniscker, mange prester som ere dranckere oc wlerde, mange oc swo sckrømpthere, |
| 54et a nonnullis, a quibus minime oportebat, plus aequo ceremoniis externisque operibus aliquot iam seculis tributum est, ut huiusmodi ob causas ea, quae iuste patimur, evenire necessum fuerit. | og at der af mange, af hvem det ikke burde være sket, er tillagt ydre ceremonier og gerninger for meget igennem så mange hundrede år, så at det er grunden til, hvad vi nu lider, det må nødvendigvis findes således. | og at mange, imod hvad der burde være sket, har agtet ceremonier og udvortes gerninger mere end tilbørligt var i nogle hundrede år; det må vi nu lide for i denne forgiftede tid. | oc at mange som icke bwrde haffwe meer agtett cerimonier oc vdwortis gerninger en børligtt war i nogre hwnderde aar, hwar fore wij nw lide thenne forgifftige tiid. |
| 55Sed num improba cleri vita iustam haeresiarchae causam reddet? Num aperta Ecclesiasticorum flagitia haereticorum argumenta erunt? Num denique vera ministrorum Ecclesiae accusatio falsam Ecclesiae fidem, veramque haeresin efficiet? | Men mon gejstlighedens upassende liv kan gøre kætteriets sag retfærdig? Mon gejstlighedens åbenbare synder kan blive et argument for kætterne? Mon endelig den sande anklage mod kirkens tjenere kan gøre kirkens tro falsk, og gøre kætteriet sandt? | Dog kan ikke gejstlighedens onde levned gøre deres sag retfærdig, som er kættere, ejheller kan gejstlighedens åbenbare synder være kætternes bevis. En sand klage over kirkens tjenere, kan ikke bevise nogen kristen tros falskhed, og heller ikke kætteriets sandhed. | Icke kan forti klerckeriidtz onde leffnett gøre theris sag rettfferdig som eræ kettheræ, icke maa klerckeriidtz obenbare synder, ware ketthris bewiissning. En sand klage offwer kirckins tienere, kan icke bewiise noge christen troes falschett, eller och ketteris sandhedtt. |
| 56Necesse est, inquit dominus, ut veniant offendicula, verumtamen vae homini, per quem offendiculum venit. Ecclesia quidem nostra, quamdiu adhuc in terris militat, iuxta sacrarum literarum figuras atque similitudines ab initio ad finem usque semper continet animalia munda et immunda, triticum et paleam, bonum semen et zizaniam, pisces bonos et malos, virgines prudentes [57] et fatuas, denique oves et hoedos, hoc est, iustos et (94) iniustos. | 'Det er nødvendigt', siger Herren, 'at forargelserne kommer, men vé det menneske, ved hvem forargelserne kommer' (Matt 18,7). Sålænge vor kirke kæmper på jorden, vil den, ifølge den hellige skrifts figurlige tale og lignelser, fra begyndelsen til enden altid indeholde både rene og urene dyr (Gen 7), både hvede og avner (Matt 3,12), både god sæd og tidsler (Matt 13,24-30), både gode og dårlige fisk (Matt 13,47), både forstandige og uforstandige jomfruer (Matt 25,1-13), endelig både får og bukke (Matt 25,32), det vil sige, både retfærdige og uretfærdige. | Det er nødvendigt, sagde Kristus, at forargelserne kommer (det vil sige: anledning og årsag til synd), dog vé den, ved hvem de kommer. (Matt 18,7). Sålænge vor kirke kæmper og vandrer her på jorden fra sin begyndelse til sit endeligt, da har den, som den hellige skrift billedligt fremstiller, i sig både rene og urene dyr, (Gen 7) både hvede og avner, (Matt 3,12) både god sæd og tidsler, (Matt 13,24-30) både gode og dårlige fisk, (Matt 13,47) både forstandige og uforstandige jomfruer, (Mat 25,1-13) og dertil både får og bukke (Matt 25,32) det vil sige: både retfærdige og uretfærdige. | Thett er aff nød (sagde Christus) at slawbrande schwlle komme, thet er tilfelde oc orsage till synd, men wee er dog then som the komme vtaff. Then stwnd wor kircke fiichter oc vandrer hær paa iorden, fra syn begyndilse oc till sytt endeligtt som then hellige sckrifftt figwrlige indeholder, tha haffwer hwn i sig diwr baade reene och wreene, hwede oc affner, godt sæd oc tiidtzle, gode fiscke oc onde, wise iomfruer oc daarlige, oc ther til met lam oc bwcke, thet er retfferdige oc wretfferdige. |
| 57Nam erunt vitia (ut est in proverbio) donec homines, et ita quidem, ut semper pars deterior meliorem vincat, idque his extremis maxime temporibus, quibus futurum Christus praedixit, ut abundaret iniquitas, et refrigesceret charitas multorum. | For som ordsproget siger: 'Der vil være laster, sålænge som der er mennesker', og det således, at den værste part altid sejrer over den bedste, og det især i disse sidste tider, om hvilke Kristus har forudsagt, at ondskaben skal tage til, og kærligheden kølnes hos mange. (Matt 24,12). | For som ordsproget siger: 'så længe der lever et menneske, er der synder til', og det især i disse verdens sidste dage, så at den onde hob altid skal overgå den gode, da Vorherre Jesus har sagt, at i de sidste dage skal ondskaben tage overhånd og manges kærlighed kølnes (Matt 24,12). | Forti som ther sprockelige sigis. Swo lenge bliffwer synder till som noger menniscke leffwer, oc besynderlig i thesse werdzens siisthe dage swo att then onde hob, sckall iw altiid then gode offwergaa, nar wor herre Christus Jesus haffwer sagt, at i the yderste dage sckall ondsckaff ware offwerflødig, och mange folckis kerlighet forkølis. |
| 58At posteaquam Ecclesia devictis ad plenum hostibus, diabolo, carne et mundo, triumphare coeperit, tum iustorum ab iniustis separatione facta secundum easdem parabolas Evangelicas demum complebitur illud quod ab Apostolo de Ecclesia Dei scriptum est, ut sit gloriosa Ecclesia non habens maculam aut rugam aut quicquam eiusmodi, sed omnino sancta et immaculata seu irreprehensibilis. | Men efter at kirken fuldstændig har besejret sine fjender, djævelen, kødet og verden, og er begyndt at triumfere, og der er sket en adskillelse af de retfærdige fra de uretfærdige, ifølge disse evangeliske lignelser, da skal det fuldkommes, som af apostelen skrives om Guds kirke, at den skal være ærefuld og have hverken plet eller rynke eller noget af den slags, men i det hele taget være hellig og uplettet og ustraffelig. (Ef 5,27). | Men til sidst, når den hellige kirke fuldstændig har besejret sine fjender, djævelen, legemet og verden, og begynder at vinde sejr og få overhånd, og de onde er udskilte fra de gode, som de evangeliske lignelser siger skal ske, da skal det fuldkommes, som Paulus skriver om Guds kirke: at den skal blive ærefuld og have hverken smitte eller rynke eller plet, men i alle måder være hellig, ukrænket og ustraffelig (Ef 5,27). | Men paa thet siiste nar then hellige kircke haffwer fuldkommelige bestriidt syne figender, dieffuelen, legommet oc verden, oc begyndher att faa seyer mett offwer hand, oc the onde (137) ere wdmøstrede fran the gode, som the euangeliscke parabole sige att sckee sckal, tha sckall thet fwldkommis som Paulus sckriffwer om Gwdz kircke. Att hwn sckal tha vorde erefwld, oc scal hwercken haffwe smytte eller ryncke eller nogen last, men i alle maadhæ ware hellig vplatzeritt oc vstraffelig. |
| 59Quapropter Ecclesia Christi sponsa in Salomonis Epithalamio, quanquam pulchra dicitur, ut sol, quanquam electa ut luna, pulchra quidem ut sol dicitur, quantum ad Ecclesiam triumphantem, in qua nec ruga nec macula apparet, utpote solis bonis constante; | Derfor siges kirken, Kristi brud, i Salomons bryllupssang, at være ligeså smuk som solen, ligeså udvalgt som månen, (Højs 6,9); den kaldes smuk som solen med henblik på den triumferende kirke, på hvilken der hverken viser sig rynke eller plet, fordi den består af lutter gode mennesker; | Og af den grund siges kirken, Kristi brud, i Salomons bryllupsvise stundom at være dejlig som solen, og stundom udvalgt som månen; (Højs 6,10) (Note 11) dejlig som solen på den kirkes vegne, som har udstridt med sejr, i hvilken der derfor hverken ses plet eller rynke, fordi den bestandig er af ret og ædel godhed. | Oc for then sag vti Salomonis brøllups wiisæ tha sigis kircken Christi brwd stwndum att ware deylig som soolen, oc wdwold som maanen, deylig som sooll paa then kirckis vegne som haffwer offwerstridt met seyer, vthi hwilcken ther siwnis forti hwercken smytthæ eller ryncke, forthi hwn er bestandig aff rett eddill godhett. |
| 60electa vero dicitur ut luna, quantum ad Ecclesiam militantem, nimirum ob id, quod sicuti luna maculam, ita haec malos adhuc intra se contineat. | men den kaldes udvalgt som månen, med henblik på den kæmpende kirke, nemlig af den grund, at ligesom månen er plettet, således har denne også indtil videre onde mennesker i sig. | Udvalgt som månen, på den kirkes vegne, som endnu kæmper. Og dermed siges, at ligesom månen ikke er uden nogensomhelst lyde, sådan har den samme kirke i sig både onde og gode. | Udwoldt som maanen, paa then kirckis vegne som end nw figter. At som maanen er icke wden al smytte, swo haffuer same kircke vti sig baade onde oc gode. |
| 61Verumtamen et interea Ecclesiam hanc nostram vel militantem adhuc et quamlibet multos intra se peccatores continentem, asserimus totam quadamtenus esse sanctam, pulchram et immaculatam, tum quod in Christo fundata eiusque sacratissimo patri commendata et a spiritu sancto in omnibus viis suis directa, vera sacramenta, veram fidem, verum Dei cultum, religionem veram, veram denique sanctimoniam sola continet, ita ut extra hanc nihil sanctum, nihil Deo gratum, nihil acceptum sit; | Men dog forsikrer vi også om denne vores foreløbige kirke, som indtil videre kæmper, ligegyldigt hvor mange syndere den har i sig, at den indtil et vist punkt er hellig, smuk og uplettet, både fordi den er grundlagt i Kristus og anprist for hans allerhelligste fader og regeret af helligånden på alle dens veje, fordi den alene indehaver de sande sakramenter, den sande tro, den sande gudsdyrkelse, den sande fromhed og den sande hellighed, således at der udenfor den ikke er noget helligt, intet, der er Gud kært eller ham velbehageligt; | Men dog bekender vi, at denne kirke, hvor mange syndere den end har i sig, på samme tid alligevel er hellig, dejlig og ukrænket, både fordi den er grundlagt på Kristus og frelst udi hans hellige blod, i hellighed overgivet og betroet faderen, styret og regeret i alle sine veje af den helligånd, og fordi den har de rette sakramenter, den sande tro, den sande gudsdyrkelse, den sande gudelighed og en sand hellighed, så at udenfor den er intet helligt, intet Gud kært eller velbehageligt. | Men dog bekende wij, att thenne same kircke i hwore mange syndere hwn haffwer, er wnder dess alligewel hellig, deylig oc vplatzeritt, baade forti hwn er grwndett paa Christum, oc frelst vti hanss hellige blood, vti hellighett antwordett oc befalett faderin, raadt oc regerit vti allæ syne weye aff then hellige and, ther haffuer sande sacramentt, sand tro, sand Gwdz dyrckilse, sand gwdelighet, oc en sand hellighett, swo at vden for henne, er inthet helligtt, inthet Gwd tacknemmeligtt eller behaffweligtt. |
| 62tum quod, etsi semper plures quidem malos quam bonos intra se claudit, dicente Christo, multos esse vocatos at paucos electos, nullo tamen non tempore quantumvis flagitioso aliquot saltem in se habet viros sanctos, immacolatos e omni virtutum genere conspicuos, quorum (95) semine totam Ecclesiam dicere liceat sanctam, formosam et immaculatam. | og fordi den, skønt den altid har i sig flere onde end gode, ifølge Kristi ord, at mange er kaldede, men få er udvalgte (Matt 20,16), dog aldrig på noget tidspunkt har været så forgiftet, at den ikke i sig havde nogle hellige mænd, uplettede, udmærkede af alle slags dyder, ved hvis sæd hele kirken kan siges at være hellig, smuk og uplettet. | Og videre er den hellig og dejlig og ukrænket, fordi den, skønt den har i sig flere onde end gode, som Kristus selv siger: Mange er kaldede, men få er udvalgte (Matt 20,16), så var den dog aldrig nogensinde så forgiftet, at den ikke havde nogle gode mænd, hellige, ukrænkede, udmærkede ved alle slags dyder og fromhed, for hvis skyld hele kirken kaldes hellig, dejlig, uplettet, | Ther nest oc swo, att endog hwn haffuer vti sig flere onde end gode, som Christus sielff siger mange wære kallede oc ffaa vdwoldhæ, Ther war tha aldrig ingen tiid swo forgifftig, att hwn haffde iw nogre gode mend, hellighe, vplatzeræde, drabelige aff alle slag, dygder oc fromhet, for hwess sag (138) then gantscke kircke kaldis hellig, deylig oc wplatzerit oc thet sømelige, |
| 63Nam Ecclesia (uti signaficantissime dicam) nomen collectivum est; at permulta de universis aliquot vere dicuntur, quae tamen in singulos minime competant. | For, at jeg skal tale så tydeligt som muligt: ordet 'kirke' er et samlebegreb; men der kan siges meget sandt om mange ting i almindelighed, som dog i det enkelte ikke slår til. | og det med rette, fordi 'kirke' er et ord, som betyder en 'almindelig forsamling', om hvilken meget kan siges med rette, som ikke kan tilkomme enhver, som findes i en sådan forsamling. | forti at kirckæ er eet ord som beslwter en menig forsambling, om hwilken møget rettelig sigis, som kan tha icke bekomme hwer oc een ther findis i suodan forsamling. |
| 64Quis enim non dixerit [58] fidelem principi suo eam civitatem seu rempublicam, quae perpetuo in eius fide manens nunquam ab eo desciverit, quamvis interim et nonnullis cives ab eo quaquam defecerint et in leges ab eo latas diverso tempore peccaverint ferme omnes? | Hvem vil nemlig ikke sige, at det land eller den stat er sin fyrste tro, som til stadighed forbliver tro mod ham og aldrig fraskriver sig ham, skønt der af og til er enkelte borgere, som er faldet fra ham, og skønt næsten alle på forskellige tidspunkter har forsyndet sig mod de love, som han har givet? | Sådan siger vi, at en by eller en forsamling er sin fyrste huld og tro, når den aldrig har været ham ulydig, men altid været lydig og trofast med villig tjeneste og underdanighed, selv om nogle undersåtter både har været ulydig mod ham og er faldet fra ham. | Swo sige wij en stad eller en menighet at være syn furste hwld oc trop, nar hwn haffwer aldrig warit hannwm vlydig, men altiid waritt lydig oc trofast, met willig tieniste oc vnderdanighett, endog at nogre vndersotte vit samme menighet haffwe baade waritt hannwm vlydige oc faldet hannwm fra hande. |
| 65Eodem quoque pacto complura toti cuipiam integrae ac perfectae rei vere attribuuntur, quae tamen nequaquam unicuique parti conveniant. | På samme måde kan mange ting tillægges en eller anden ting, når den tages helt og fuldkomment, skønt det dog ikke passer på den enkelte del. | ||
| 66Quis enim ob id vituperaverit aedes alioqui sumptuosissime ac elegantissime constructas, quod aliquot habeant partes foedas et immundas habitantium necessitati destinatas? | Hvem vil nemlig af den grund foragte bekostelige og elegante bygningsværker, skønt de har nogle stygge og urene værelser, bestemt til nødvendighederne? | Ligesom ingen forstandig mand laster det hus, som er bygget med stor bekostning og udgift på allerskønneste måde, fordi det har nogle urene steder til menneskenes hemmelige behov. | Ligerwiiss som ingen wiis mand lasther thet hwss som er bygdt paa stoer kaast oc tæring i aldersckiøniste maade, forti att thet haffwer nogre wreenæ stedher, till mennisckins hemelighe behoff. |
| 67Sed (ut Apostolica similitudine utar) in magna domo non tantum sunt vasa aurea et argentea, verum etiam ligneae ac testacea, et alia quidem in honorem, alia vero in contumeliam; ita quoque in Ecclesia (quae domus Dei est) sunt vasa irae apparata in interitum et vasa misericordiae praeparata in gloriam. | Men (at jeg skal bruge den apostoliske lignelse) 'i et stort hus er der ikke blot kar af guld og sølv, men også kar af træ og ler, nogle til ære, andre til dagligt brug'; (2 Tim 2,20); således er der også i kirken (som er Guds hus) 'vredens kar bestemt til at forgå og barmhjertighedens kar bestemt til ære'. (Rom 9,21). | Men man skal også være opmærksom på det, Paulus siger: At i et stort hus findes ikke alene guldkar og sølvkar, men også trækar og lerkar, så at nogle bruges til høviske og ærefulde behov, og andre til uhøviske og ringeagtede behov (2 Tim 2,20). Således er det også i den hellige kirke (som er Guds store hus), hvor der findes nogle kar af Guds retfærdige vrede, beredte til fordømmelse og skam, andre, som af hans usigelige miskundhed er beredte til ære og salighed. (Rom 9,21). | Men thet sckall agtis som sanctus Paulus siger. At vti eet stortt hwss, findis icke alsomenisthe gwldkar oc sølffckar, men oc swo trækar oc leerkar, swo att somme brwgis till høffwiscke oc erlige behoff, och somme till whøffwiscke oc haanlige behoff. Swo er thett oc i then hellighe kircke (som er Gwdz storæ hwss) hwar ther findis somme kar aff Gwdz retfferdige wrede bereedde till fordømilse och haanhett, oc somme kar som aff hanss wsigelige misckwnd eræ bereeddhe til eræ oc salighett. |
| 68Ceterum si vos offendant vitia Ecclesiae nostrae, ostendite nobis vestrae Ecclesiae specimen, quae non habeat maculam, neque rugam, et amplectemur illam. | Men hvis vor kirkes laster forarger jer, så vis os jeres kirkes kendemærke, at den ikke har plet eller rynke, så vil vi holde os til den. | Men dersom vores kirke synder forarger jer så meget, så lad os se lidt på jeres kirke, som hverken har rynke eller plet, og da villle vi gerne modtage den. | Men ther som wor kirckis synder besckemmer ether swo saare, tha lader oss eder kirckæ till siwne som haffwer hwercken ryncke eller smitte, oc tha wele wij henne gerne anamme. |
| 69At mihi sane aliquoties eam circumspicenti non occurrunt nisi helluones, temulenti, ganeoes, adulteri, aleatores, obaerati, decoctores, profugi, fures, raptores, sicarii, latrones, apostatae, et omni denique scelerum et flagitiorum genere infames, qui hactenus in profundo suorum criminum sepulti, tum a se, tum ab aliis deploratissimi, nunc demum caput erexerunt, audientes sola fide hominem et iustificari et salvum fieri. | Men når jeg ser nøjere på jeres kirke, får jer dèr øje på ganske mange, som er frådsere, drankere, svirebrødre, horkarle, spillere, forgældede, ruinerede, landflygtige, tyve, ransmænd, snigmordere, stratenrøvere, frafaldne og i det hele taget mennesker, der er berygtede for enhver slags forbrydelse og skændsel, som hidtil har begravet deres forbrydelse i det dybe, højst begrædelige for sig selv og andre, men nu endelig rejser de hovedet, når de hører, at mennesket retfærdiggøres og frelses ved troen alene. | Men når vi ser jeres kirke nøjere efter, da får vi vel dèr mange i sigte, som er frådsere og drankere, svirebrødre, horkarle, spillere, skjulte ødelande, landflygtige, tyve, snaphaner, jomfrukrænkere, forrædere, røvere, kirkebrydere, forløbne og i alle måder uærlige folk, som indtil nu har været fyldt med udyd og ondskab, ret fortvivlede, agtede for fortabte menneker både hos sig selv og andre, som først nu har fået mod, siden de hørte, at den blotte tro gør dem både retfærdige og salige. | Men nar wij wele eder kirke nøye besee, tha faa wij well ther manghe vti sigthe som eræ fraadtzere, dranckere, sløsere, hoorkarle, daablere, forborghede, forødere, landflwchtighe, (139) tiwffwe, snaphaner, iomfrwkrenckere, forredere, røffwere, kirckebrydhere, forløbne, och vti mange andre maade werlige folck som haffwe her till dags forfylte met vdyge oc ondsckaff waritt, aff rett misshoff, agtet for forlaarede menniscke baade hoss sig sielffwe oc andre flere ther haffwe nw først fangett mood siden the hørde, att then blotte tro gør them baade retfferdige oc salige. |
| 70Qui fit ergo, ut tam acute cernatis in vitiis alienis, qui tantopere lippitis in propriis? Quid ad quamlibet vestrum dicam aliud quam illud servatoris nostri: Cur festucam vides, quae est in oculo fratris tui, trabem autem, quae est in oculo tuo, non animadvertis? Aut quomodo dicis fratri tuo: sine, eximam festucam ex oculo tuo, et ecce trabis in oculo tuo? Hypocrita, eiice prius trabem ex oculo tuo, et tum perspicies, ut eximas festucam ex oculo fratris tui. | Hvordan kan det så være, at I undersøger andres laster så nøje, når I har så megen betændelse i jeres egne øjne? Hvad kan jeg sige til jer andet end dette ord af frelseren: 'Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men bjælken i dit eget er du ikke opmærksom på? Eller hvordan kan du sige til din bror: lad mig tage splinten i dit øje ud, og se, der er en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken i dit eget øje ud, så kan du se klart til at tage splinten ud af din bror øje'. (Matt 7,3-5). | Og når I har sådanne folk i jeres kirke, hvordan kan det da være, at I ser så nøje på andre folks synder, men er aldeles blinde for jeres egne synder? Derfor kan vi ikke sige andet til jer end disse Kristi, vor frelsermands, ord: Hvi ser du den skærv, som er i din broders øje, men den bjælke som er i dit eget øje agter du ikke? eller hvordan kan du tiltale din broder og sige: Giv mig lov til at drage skærven ud af dit øje, og se, der er en bjælke i dit eget? Hykler! Først skal du udtage bjælken af dit eget øje, og siden må du se til, om du kan udtage skærven af din broders øje. (Matt 7,3-5). | Oc nar i haffwe swodantt folck wdi eder kircke, hwore gaar thett til att i see suo grandtt wdi andre folckis syndher, men wdi eder egnæ syndher eræ i aldstingest blindhæ. Thi kwnne wij icke andhett sighe till eder end thesse Christi wor frelsermandz ord. Hwij seer thw then sckirff som er i thyn broders øge, men then bielcke som er i tytt egit øge agther thw dog icke? Eller hwore taler thw tyn broder till och sigher, tilsted att ieg vtdrager en sckeff aff tytt øghe, och see ther er een bielcke wdi tytt eghett øghæ? O thw sckrømptere, først sckalt tw wdelthe bielcken aff tyt eghet øge, oc siden maattw see till om thw kantt wdtaghe then sckieff aff thn broders øghe. |
| 71Quis est, qui non priscam illam vel nascentis vel adolescentis religionis Christianae aetatem, mores et sanctimoniam desiderat? quis contra bonorum in extrema haec tempora aetatem suam indicisse non [59] vehementius dolet? et interdum etiam ingemiscit? | Hvem er der, som ikke inderligt ønsker tilbage den kristne religions første eller unge dage, dens skikke og hellighed? hvem smerter det ikke, at hans tid skulle falde i disse sidste dages tid imod det gode? så han også selv sukker derover? | Hvem er der, som ikke inderlig ønsker tilbage den tid med hellighed og fromhed, som var i den første kristne kirke? Eller hvem findes der, om han ellers har nogen forstand, som ikke græmmer sig med anger og suk, at hans tid skulle falde blandt synd og sorg i disse verdens sidste og onde dage? | Hwem er then som er icke inderlig begherendis then tiid mett hellighett oc fromhett, som war i then førsthe christne kirckæ? Eller hwem er then om han haffwer noghett sckell ther icke gremmer sig mett angher oc swck, att hanss tiid schwlde ware blandt synd oc sorg, vti thesse verdzens siste oc forgifftige dage? |
| 72Verum illius semper interea neminisse oportet: Feras, non (96) culpes, quod mutari non potest. Nunquam tam feliciter actum est cum Ecclesia, quin inter paucos bonos multos pertulerit malos. | Men vi skal imellemtiden ikke glemme dette: 'Hvad der ikke kan være anderledes, skal du bære, ikke tage skylden for'. For aldrig, hvor lykkeligt det end er gået kirken, har den jo været fri for at måtte bære, at der var mange onde i den. | Men vi skal da ikke glemme det, som siges tydeligt nok: Det, som ikke kan være anderledes, skal du finde dig i og ikke laste. Aldrig (140) var den hellige kirkes lykke og velfærd så stor, at den jo har måttet finde sig i, at der var mange onde blandt få gode. | Men wij sckwlle tha thett icke forglemmæ som merckelighe sigis. Thet som icke kan anderledis sckee oc ware, sckalt thw ffordraghe oc icke straffe. Aldrig (140) war then hellige kirckis lycke oc welferdt swo stoer, att hwn haffwer iw fordragett mange onde iblandt faa godæ |
| 73Quod si Christus, qui peccatum non fecit, nec inventus est dolus in ore eius, in exiguo illo duodecim Apostolorum numero Iudam furem et proditorem tulit et Petrum, qui cum negaturus esset, et omnes a fide defecturos post ipsius passionem; | Fordi hvis Kristus, 'som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig' (1 Pet 2,22) i den lille skare på tolv apostle fandt sig i Judas, som var tyv og forræder, og i Peter, som skulle fornægte ham, og i alle de andre, der skulle forlade ham efter lidelsen; | Og når Kristus i den lille skare, som kun bestod af hans tolv apostle, har tålt sin forræder, Judas, der også stjal fra ham, og Peter, der kom til at nægte og forsage ham, og alle de andre apostle, der forlod ham -- | Oc nar Christus i then lille hob som war icke vden xij. apostelæ haffwer fordraghett syn forrædere Judam, ther och war hanss tiwff, oc Petrum ther hannwm sckwlde negte oc forsage, och alle the andre apostele ther hannwm ginghe fran handhe. |
| 74quod si Paulus ceterique Apostoli, primitiae spiritus, in nato tamen adhuc et pupillo Ecclesiae grege pseudapostolos, falsos fratres, otiosis ventres, impostores, blandiloquos aliosque sceleratos homines tulere, quemadmodum et in eorum passim liquet epistolis, quin nos potius ipsi tot undique vitiis obnoxii aliorum mala leni animo non perferamus? | og hvis Paulus og de andre apostle, åndens førstegrøde, i den første og indtil da dog kun ganske lille kirkens hjord kunne finde sig i falske apostle, falske brødre, ørkesløse buge, frække folk, bedragere, mange forbrydere, hvilket overalt kan ses af deres breve, hvorfor skulle da ikke også vi, der selv er skyldige i så mange laster, bære andres ondskab med et sagtmodigt sind? | Og når Paulus og alle de andre apostle, som er kristendommens førstegrøde, blandt så lille en hjord, som den hellige kirke var på den tid, har tålt og haft medlidenhed med så mange falske apostle, falske brødre, ørkesløse buge, bedragere, mange ugerningsmænd, og fremfor alt dem, der med sød tale og smiger lærte og prædikede, som I nu gør, efter den menige mands gode behag, hvilket vi kan mærke af deres breve -- hvorfor skulle da ikke vi, som selv er store og grove syndere, med sagtmodighed finde os i andre folks synder og ondskab? | Desligest nar sanctus Paulus oc alle the andre apostele som ere christendoms grødis første framflwg, haffwe blantt swo liden en hiordt som then hellighe kircke paa then tiid war fordragett, och hafft metlidilse met swo mange falscke apostele, falscke brødre, aarckeløse bwge, bedragere, mange wdedere, oc offwer altt them som met sød tale oc smyger lerde oc predickede som i nw gøre effther then menige mandz gode behaff, hwilcket wij kwnne formercke aff theris egne sendebreff. Hwi scwlde icke wij som ere selffwe storæ och groffwe syndere, fordrage met sagtmodighet andre folckis synder och ondsckaff? |
| 75Profecto bonus est non est, qui malos non tolerat, neque Abel unquam futurus est, qui Cain non sustinet. Desinite igitur vos momi ac critici aliquando esse propriis in vitiis talpae, in alienis lyncei, et dum hactenus in manticam ex pectore dependentem plus satis inspectum sit, tandem in manticam a tergo suspensam oculos convertamus, ut sua quisque vitia, sine quibus nemo nascitur ac vivit, intelligentes, tanto facilius alienam vicissim imbecillitatem mutuo amore perferamus, ne contra domini praeceptum zizania cum tritico, aut potius triticum pro zizania evellatur, neve contra Pauli consilium, dum alius alium vicissim mordemus et devoramus, vicissim alius ab alio consumamur. | Sandelig, den er ikke god, som ikke tåler de onde, ejheller kan den nogensinde blive Abel, som ikke kan udholde Kain. Derfor skulle I bagtalere og kritikere ophøre med at være muldvarpeblinde i jeres egne laster, men skarpt seende med andres, og mens vi hidtil har set nok i den sæk som hænger fortil, skulle vi nu vende blikke mod den sæk som hænger bagtil, så at begge skal forstå sine egne laster, uden hvilke intet menneske fødes eller lever, og så des lettere fordrage hinandens skrøbeligheder i gensidig kærlighed, at ikke vi imod Herrens befaling skal rykke tidslerne op samme med hveden, eller værre: hveden i stedet for tidslerne, (Matt 13,29) eller imod Paulus' råd, når vi gensidigt bider og sluger hinanden, skal komme til at fortære hinanden. (Gal 5,15). | Sandelig, den er ikke god, som ikke kan fordrage de onde. Den, som ikke kan fordrage Kain, han bliver aldrig Abel. Derfor skulle I klaffere og bagtalere tage og lade være med at være blinde i jeres egne synder, og så nøjeseende med andre folks gerninger. Men nu har vi set nok i den sæk, som hænger fortil, se også noget i den sæk, som hænger bagtil. Sådan at forstå, at når hver af os har forstået sin egen brøst, uden hvilken intet menneske lever eller fødes, da kan vi des lettere af en broderlig kærlighed fordrage hinandens skrøbelighed. Sådan at forstå, at vi imod Herrens bud ikke skal oprykke tidslerne sammen med hveden, eller det som værre er: hveden i stedet for tidslerne (Matt 13,29), og sådan at forstå, at vi, når vi imod Paulus' råd bider og sluger hinanden, ikke også kommer til at fortære hinanden (Gal 5,15). | Sandelighæ tha er then icke god, som the onde icke fordrage. Then som kan icke fordrage Cain, han bliffwer aldrig Abell. Lader forti wdaff i klaffere oc belackeræ, att ware blinde i edre egne synder, oc swo siwnscke wdi andre folckis gerningher. Hær er nw nog kickett i then seck som henger fore till, seer oc swo noget i then seck som henger bag till. Att nar hwer aff oss haffwer forstandett syn eghen brøst, forwden hwilcken inthe menniscke enchten leffwer eller fødis, tha kunne wij dess lettere aff en broderlig kerlighett fordrage hwer andris sckrøbelighett. At wij (141) emod herrens bwd sckwlle icke oprøke tiidzlæ mett hwedett, eller oc thet som werre er, huedett for tiidzle, oc nar wij emod sancti Pauli raad bide oc slwge hwer andre, scwlle icke oc swo gøre hwer andre till inthett. |
| 76Qua igitur fronte, vos Evangelici concionatores, vobis solis arrogare non pudet veram Dei Ecclesiam, qui ne membra quidem eius sitis, at palmites excisi; longius aut brevius resipiscatis, in ignem mittendi, si non hic in temporalem, certe post in aeternum, qui paratus est diabolo et angelis eius, cuiusmodi vos estis. | I evangeliske prædikanter, med hvilken frækhed har I ikke påstået uden blusel, at I er Guds sande kirke, som I ikke engang er medlemmer af, men I er afskårne grene; om I kommer til jer selv igen efter længere eller kortere tid, I skal dog kastes i ilden, om ikke her i den timelige, så dog givetvis i den evige, som er beredt djævelen og hans engle, og sådanne er I. | I evangeliske prædikanter, indse derfor jeres eget hovmod! indse den dristighed, hvormed i tilraner jer den kristne kirkes navn og titel, da I ikke engang er dens lemmer, endsige da den ganske kirke, men er afskårne grene, der med tiden (hvis I ikke omvender jer) skal kastes i den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle, sådan som I er, selv om I kunne undgå verdens timelige ild. | Besinder forti euangeliscke predicanther edert eghett homod, oc mett hwad dristighett i ether tilwelde tette christen kirckis naffn oc tittel, nar i ere icke hennis lemmyr, end sige then gantscke kircke, men ere afsckorne greene, ther mett tiden (hwess i ether icke bekende) scwlle kastis i then ewige ild som er bereedt dieffuelen och hanss englæ hwordane i ere, end tha at i kwnne wndgaa werdsins tymelige ild. |
| 77Cum itaque praedicaveritis, Ecclesiam nostram plus mille annis errasse, imo nunquam non errasse, ut hic ipsi palam et [60] libere profitemini, eamque nos veram Dei Ecclesiam docuimus; nonne hic articulus primo loco vobis iuste obiectus, utpote non haereticus modo, verum etiam fons et origo haeresium omnium? | Når I derfor har prædiket, at vores kirke har været vildfarende i mere end tusinde år, ja, aldrig har kunnet andet end fare vild, sådan som I her selv åbent og frit tilstår, 'vi mener om os selv, at vi er Guds sande kirke', mon så ikke her denne første artikel forekastes jer med rette, eftersom dette ikke blot er kætteri, men kilden og oprindelsen til alt kætteri? | ||
| 78Ceterum ne quid hinc inanis gloriolae apud indoctos aucupemini, non vestrum istud commentum est de ista duplici Ecclesia in responsione vestra adductum, sed maiorum vestrorum, primo a Donatianis excogitatum, deinde a Valdensibus, Viclevicis et (97) Hussianis renovatum, qui Ecclesiam Dei catholicam, toto terrarum orbe potentem, in arctos haereticorum angulos contrahere conantes, sibe solis eum asserebant. | Forøvrigt, for at I ikke her skal fange fugle blandt de ulærde ved tom ære, så er dette om de to kirker, som I fremfører i jeres svar, ikke jeres påfund, men jeres forgængeres; det blev først udtænkt af donatisterne, dernæst fornyet af vandenserne, viclevitterne og hussitterne, som stræbte af indskrænke den katolske kirke, som var mægtig i hele verden, til kætternes snævre nordlige rum og at knytte den til sig alene. | Og for at I ikke i denne sag skal indlægge jer nogen ære hos den simple og ulærde almue, som om det var jer, der havde fundet på det med de to kirker, da skal vi her gøre opmærksom på, at det har I fra jeres forfædre, de gamle fordømte kættere, først optænkt af donatisterne, siden af valdenserne, wiclefferne og hussitterne fornyet og anden gang udråbt, de, som med stor møje og umage ville forringe den hellige kirke, indelukke og krænke den i kætteres lønlige hytter og vråer, den, der dog er udbredt over hele verden. De mærker, at kirkens magt og ærlige bistand fra skrift og åndskraft trænger dem mere, end de vil være ved. | Och paa thett i schwlle icke mett thetthæ støcke indlegghæ nogen æræ hooss simpell oc wlerdt almwghe, ligherwiiss som thett ware edhertt paafwnd mett thesse twendhe kircker, tha sckall ther widis att i haffwe thett aff edre forfeddre gambe fordømbdhe kettheræ, aff Donacianer først optencktt, oc sidhen aff waldenser, wickleffer och hwssither fornyghett och andhen tiid wdroptt, som mett stoer kwmmer och wmaghe wille forckorthe then hellighe kircke, och henne beklemme och bekrenke i lønlighe ketthere hytther och wraaer, som er dog forspreedt offwer then gandtsche werdhen. The formercke att kirckins machtt och erlighe bestandt aff schrifftt och krafftt trenger then meræ end the wille. |
| 79Et videntes Ecclesiae se premi auctoritate, cum eam negare non possent scripturarum luce clarissimam, quo saltem eluderent, commenti sunt atque finxerunt nescio quam invisibilem, et ideo Platonicae similem Ecclesiam, quae nec videri posset, nec audiri, utpote finientes eam numerum praedestinatorum, quem soli Deo cognitum esse liquet, contra manistestissimum Christi verbum, quo ait: Dic Ecclesiae; quod si Ecclesiam non audierit, sit tibi velut Ethnicus et publicanus. | Og når de så, at de blev trykket ned ved kirkens autoritet, eftersom de ikke kunne nægte, at den har skriftens klare lys for sig, hvorved de straks søgte at undgå den, så opfandt de og fablede om jeg véd ikke hvilken usynlig kirke, en platonisk kirke eller sådan noget lignende, som hverken kunne ses eller høres, og den indeslutter i sig tallet på de forudbestemte, hvilket det dog alene er Gud, der kender, så det er imod Kristi ord, hvor han siger: 'Sig det til kirken, men hvis han ikke vil høre kirken, så skal han være for dig som en hedning og en tolder'. (Matt 18,17). | Og når da da ikke kunne nægte kirken, der har bistand af den klare skrift, og de dog skulle have noget gjort, da har de opdigtet en ny kirke, der er usynlig og så åndelig, at den hverken kan ses eller høres, og den siger de alene udgøres af deres tal og forsamling, som er forudbestemt til salighed, hvad ingen kender og ved uden Gud alene. Men dette digt er åbenbart imod Guds ord, som har givet os en legemlig og synlig kirke, og sagt således: 'Du skal sige det til kirken, og vil han ikke agte og lyde kirken, skal du undgå ham som en hedning og en åbenbar ugerningsmand'. (Matt 18,17). | Och nar the kwnne tha kirckin icke negthe, ther haffuer bistandt aff then klare sckrifftt, att the sckwlle tha noghett haffwe giort tha haffwe the digthett een ny kircke ther er vsiwnlig oc swo andelig, att hwn (142) hwercken kan sees eller høris, ther the sige at ware alsomenisthe theris tal och forsambling, som ere forsiwnendhe till salighett, ther inghen tha kendher och weed wdhen alleene Gwd. Hwilcken digtt som er fordi obenbarlighe mood Gwdz ord ther haffwer oss giffwett en leghomlig och siwnlig kircke, och swo sagt. Thw sckaltt thett sighe kirckin. Och hwor han tha icke will agthe och lydhe kirckin, sckalt thw ware hannum vbewarit som en hedning och een obenbare wdedere. |
| 80At quomodo dicemus Ecclesiae aut quomodo Ecclesiam audiemus, si prorsum insensibilis nec videri nec audiri queat? | Men hvordan kan vi sige det til kirken, eller hvordan kan kirken høre det, når den er helt udenfor vore sanser, så den hverken kan ses eller høres? | Men hvordan kan vi sige noget til kirken eller høre den og lyde den, hvis den er så usynlig, at den hverken kan høres eller ses? | Men hwore kwnne wij noget sige kircken, eller henne høre oc lyde, nar hwn er swo vsiwnlig, at hwn hwercken sees eller høris? |
| 81Porro, quod in calce responsionis vestrae nos inconstantiae notatis, eo nomine, quod in hoc articulo prius Danice vobis oblato a nescio quibus regiae familiae citra iussum nostrum, immo nobis omnino nesciis, accusavimus vos docuisse populum, sanctam Ecclesiam per tot annos errasse; post vero in eodem latine reddito, praedicasse vos simpliciter Ecclesiam errasse, quasi vero id certo a nobis consilio mutatum sit, cum prius illud evincere desperaremus: | Videre: når I i slutningen af jeres svar bebrejder os, at vi er foranderlige, (Note 12) sådan at forstå, fordi vi i den første artikel, der først blev forelagt jer på dansk fra jeg véd ikke hvilket kongeligt familiemedlem uden vor bedømmelse, ja, uden at vi i det hele taget vidste noget om det, anklager jer for at have lært folket, at den 'hellige' kirke har faret vild igennem så mange år; men efter at det blev oversat til latin, anklager vi jer kun for at have prædiket, at kirken har faret vild, som om det virkelig stod fast, at dette var forandret efter vores råd, eftersom vi skulle have opgivet håbet om at kunne overbevise jer om det: | ||
| 82- quis non irrideat inanem argutiolam? Nulla enim id certa ratione fecimus, at utriusque proprietas linguae sua sponte hoc secum attulit. Nam ut in lingua nostrate Germanica semper Ecclesiam adiecto sancti Epitheto nominitare solemus, ita quoque in lingua vestrate Danica opinor contingere, quippe quam Germanicae linguae aemulam et imitatricem esse animadverterim. [61] | hvem må så ikke le af denne tomme åndrighed? Det har vi selvfølgelig ikke gjort med nogen hensigt, men begge sprogs egenskaber fører dette med sig af sig selv. For ligesom vi på vort tyske sprog ved ordet 'kirke' altid plejer at tilføje adjektivet 'hellig', således mener jeg også det forholder sig med jeres danske sprog, eftersom jeg er blevet klar over, at det er en efterligning og et afbillede af det tyske sprog. | ||
| 83At in Romana lingua rem secus habere quis nescit? ubi saepe citra eius Epitheti adiectionem Ecclesia nominatur, adeo ut ne unum quidem locum mihi dederitis ex omnibus bibliis (ni tamen me fallit memoria), in quo hoc Epitheto citra medium adiecto, Ecclesia sancta vocatur, tametsi Ecclesiam sanctam esse pluribus in locis aperte doceant. | Men hvem véd ikke, at det forholder sig anderledes på latin? at man dèr ofte benævner kirken uden dette adjektiv, så I næsten ikke kan vise mig et eneste sted i hele bibelen (hvis ikke jeg husker fejl), i hvilket dette adjektiv tilføjes uden mellemled og kirken kaldes 'hellig', skønt de mange steder åbent lærer at kirken er hellig. | ||
| 84Atque usu venit hoc loco illud in puerorum ludis tradi solitum, vocem in complusculas aut significantias aut acceptiones diffusam, cuiusmodi Ecclesiae nomen est, per se prolatam, in celebriori significatu esse sumendam, qualis hic est: Sancta Ecclesia Catholica. | Og ved brug kom på dette sted dette til i børnenes leg at overleveres som tilvant, at ordet fik temmelig mange betydninger og blev forstået på temmelig mange forskellige måder, så ordet 'kirke', taget for sig selv, skal forstås på højtidelig og bestemt måde, det vil sige, som den 'hellige katolske kirke'. | ||
| 85Idcirco quoties Ecclesiae nomen per se dicitur, ea intelligi assolet. Neque desperamus adhuc evincere, vos docuisse populum, sanctam Ecclesiam errasse, quin modo evicimus? Docuisti enim, (98) Ecclesiam nostram errasse, imo nunquam non errare, ut hic profitemini. At eam veram et sanctam esse Dei Ecclesiam catholicam, ni fallor, integri lectoris iudicio evicimus. | Derfor, hvor ordet 'kirke' bruges for sig selv, plejer man at forstå det på den måde. Og hvorfor skulle vi opgive håbet om at overbevise jer om, at I har lært folket, at den 'hellige' kirke har faret vild, når blot vi vinder sejr? (?) I har nemlig lært, at vores kirke har faret vild, ja, at den ikke kan undgå at fare vild, som I her bekender. Men at dette er den sande og hellige Guds katolske kirke, har vi overbevist, om jeg ikke tager fejl, den kloge læser om. | ||
| 86Proinde tu, quisquis es rhetorcule aut poëtaster, aliorum logodaedalus, ego te posthac non semel docebo, quanto iustius veriusque in vestram factionem istam regeri possit Horatianum istud nobis obiectum: Quo teneam nodo mutantem Protea vultum. | Dernæst til dig, du, der går og leger rhetor eller digter, de andres ordlabyrintkunstner, jeg skal bagefter ikke bare én, men flere gange belære dig om, hvormeget mere retfærdigt og sandt dette Horats-ord, som I bebrejder os, kan anvendes på jeres parti, dette: 'Med hvilken knude skal jeg holde fast på disse Proteuser, der stadig forandrer skikkelse'. | ||
| 87Ea quippe mendaciorum est natura, teste Lactantio, ut cohaerere non possint, ut non abs re sit veteri diverbio celebrata sententia: Oportet mendacem esse memorem. | Sådan er nemlig løgnernes natur, ifølge Lactantius, at de ikke kan holde sammen på sig selv, så den berømte sætning fra det gamle skuespil ikke er helt irrelevant: 'Den, der lyver, skal have en god hukommelse'. | ||
| 88Volui adhuc in hoc primo themate aliquando prolixior esse, quod viderem ex Ecclesiae contemptu, ceu fonte rivulos, universas promanare haereses. Nunc subversis tribus omnium errorum haeresiumque basibus atque columnis, nempe praedicanti verbum Dei licentia, acceptatione solius scripturae et Ecclesia contemptu, in reliquis erroribus diruendis progrediemur expeditius. | Jeg har her i behandlingen af det første tema villet være lidt udførlig, fordi det forekommer mig, at alle kætterier fremgår af foragt for kirken, som floder af kilden. Nu, hvor vi har omstyrtet tre fundamenter og søjler for alle kætternes vildfarelser, nemlig tilladelsen til at prædike Guds ord, dette, at de holder sig til skriften alene, og foragt for kirken, kan vi hurtigt gå videre til at nedrive de andre vildfarelser. |
Noter.
Note 1: I 1500-tallet angav man bibelsteder udelukkende ved angivelse af kapitlet, man havde ikke 'opfundet' versangivelsen endnu. Vi véd derfor ikke, hvilket vers i Matt 16, lutheranerne tænker på. Og ingen af de foregående udgivelser har overvejet sagen. Her er dog sagen ret klar. Det er givetvis sætningen fra vers 18 om, at dødsrigets porte ikke skal få magt over Jesu kirke, der tænkes på.
Note 2: Disse skriftsteder behandles særskilt af Herborn senere. Nogle af dem findes i den malmøgensiske reformator, Peder Laurentsens værk: 'Malmøbogen'. Poul Helgesen har skrevet et modskrift imod denne bog, så han har i hvert fald læst den og har vel endnu et eksemplar staaende. Ikke desto mindre synes den viden, der kunne opnås ved et opslag i Malmøbogen, ikke at være blevet brugt. (Se senere, note 8-10).
Note 3: I det lange stykke, som oversætteren til latin, Oluf Chrysostomus, har tilføjet, giver han udtryk for sin forargelse over, at katolikkerne overdriver så groft, når de skal beskrive lutheranernes anskuelse. Det må man give ham ret i, forekommer det mig. Om man så også vil give ham ret i, at der ligger en lumsk pointe i, at ordet 'hellig' er udeladt i den latinske gengivelse, er en anden sag. Se også note 12.
Note 4: Chrysostomus udtrykker sin forargelse over katolikkernes forandren mening ved hjælp af et digt af Horats. Dette digt får lutheranerne sidenhen af Herborn stukket i skoene gang på gang, når han skal udtrykke sin forargelse over, at lutheranerne forandrer mening. (Jvr. oversigten over de pågældende steder; jvfr. ligeledes Herborns gendrivelse sidst i denne artikel)
Note 5: I en note til artikel 17 henviser udgiveren af den latinske tekst til, at Herborn altid bruger udtrykket 'bigamus' om tvegifte, hvorimod Poul Helgesen bruger udtrykket 'digamus' (Se artikel 17!) Om det forhold, at der her anvendes ordet 'digamus', giver anledning til at formode, at denne artikel er skrevet af Poul Helgesen, får stå hen.
Note 6: I en senere tid, vel allerede på Tridentinerkonciliets tid, men i hvert fald i vor egen tid, har lutheranere og katolikker fundet ud af at bestemme deres grundlæggende uenighed som en uenighed om retfærdiggørelseslæren. Man skal måske ikke tillægge det nogen særlig vægt, at Herborn her (og i slutningen af tredie afdelings forord) giver udtryk for, at den egentlige uenighed er en uenighed af kirkehistorisk art, altså, hvem af de to der kan have retten til at være Jesu Kristi kirke. Det kan skyldes, at han har fornemmet, at han på det punkt havde det letteste spil overfor lutheranerne.
Note 7: I behandlingen af dette skriftsted viser sig faren ved lutheranernes kortfattethed (og faren ved at mangle versangivelser). Herborn hæfter sig ved, at lutheranerne uden videre forstår det, der i det gamle testamente siges imod de jødiske præster, som gældende de katolske præster; og han mener, at det, lutheranerne er ude efter, er at få afbildet de katolske præster som fordrukne mennesker. Man kunne imidlertid med større ret mene, at det, lutheranerne har tænkt på i kapitlet, er vers 15 og vers 17. I vers 15 omtales præsterne som nogen, der siger, at de tager deres tilflugt til løgn. Og i vers 17 hedder det, at hagl skal feje denne tilflugt af løgn bort. Lutheranerne opfattede faktisk den katolske kirke, indtil Luther kom, som en 'løgnekirke', og det, der skete med Luther, som identisk med det, at løgnen blev fejet bort.
Note 8: I 'Malmøbogen' af Peder Laurentsen anvendes tankegangen fra Es 58 en del steder: De penge, der bruges til udsmykning af kirker, burde bruges på den egentlige Guds kirke, de fattige. (folio 3a, folio 43a, folio 55b).
Note 9: Jer 2 anvendes to steder i 'Malmøbogen'; folio 8b, hvor den sande gudstjeneste sættes i modsætning til den menneskeopfundne; og folio 54a mod billeddyrkelse.
Note 10: 1 Kor 2 anvendes i Malmøbogen, folio 9b, hvor det hedder: "Dette er det, S. Pouel han skriver til de Korinther: Animalis homo etc: Et kødeligt menneske (det er: den, som ikke har Guds ånd i sig men efterfølger (9b) sin egen sjæl, sind, snildhed og visdom) han kan ikke begribe eller annamme de ting, som hører den Helligånd til, som Guds ånd åbenbarer. (1 Kor 2,14) Det er et gækkeri og dårskab for ham, og han kan ikke kende eller kødeligt begribe dem, for de kan ikke agtes, dømmes eller skelnes uden åndeligt". (Min fornudanskning).
Note 11: I den danske oversættelse er månen 'smuk', ifølge Vulgata er månen 'electa', udvalgt. Poul Helgesen og Nicolaus Herborn følger Vulgata og skriver 'electa' og 'vdwoldt', 1915-oversættelsen til nudansk derimod 'skøn', om månen.
Note 12: Som nævnt i note 3 bebrejder Oluf Chrysostomos Herborn, at man i den danske gengivelse skriver 'den hellige kirke', men i den latinske kun 'kirken'. Man har her modsætningen mellem katolikker og lutheraner i en nøddeskal; for problemet er: Hvordan skal katolikkerne betegne den kirke, som lutheranerne hævder har faret vild? Katolikkerne vil umiddelbart helst betegne den som 'den hellige kirke'; derved bliver der tale om en 'contradictio in adjecto', og det er vist også, hvad de egentlig mener, der er tale om; af artikel fremgår det, at Herborn er meget bange for at gå ind på lutheranernes forudsætning: at romerkirken kan have faret vild. Lutheranerne derimod vil mene, at den kirke, der har faret vild, netop er romerkirken. Luther hævder, at kirken har været i et babylonisk fangenskab under romerkirkens åg. Men betegnelsen 'romerkirken' vil katolikkerne ikke bruge, for derved vil de gøre deres kirke til en delkirke, og det vil de under ingen omstændigheder. Altså, allerede i valget af betegnelser kommer uenigheden frem. Og det er på den baggrund egentlig lidt pauvert, at Herborn forklarer forskellen mellem de to betegnelser 'kirken' og 'den hellige kirke' som en blot og bar sproglig tilfældighed. Måske kan man sige, at Oluf Chrysostomos har følt lutheranernes danske svar lidt intetsigende, men med sin tilføjelse siger til katolikkerne: Det er I selv ude om; I kunne have gennemtænkt kirkebetegnelsen noget bedre!