Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.

Samlet af Ricardt Riis.

1) Så at sige alle artiklerne i tredie afdeling af Confutatio slutter med at bemærke, at lutheranerne endelig ikke må tro, at de er de første, der har fundet på det kætteri, der omtales i artiklen. Denne bemærkning fremsættes vistnok ikke, fordi lutheranerne har påstået noget sådant, eller, om de havde, ligefrem ville prale med det, snarere fordi den giver Herborn anledning til med endnu større styrke at kræve lutheranerne fordømt: Når dette kætteri én gang tidligere i kirkens historie er fordømt, oven i købet af de og de berømte koncilier, så må vi også i dag fordømme det.

De kættere, der nævnes, opstilles her i alfabetisk rækkefølge; jeg har fra forskellige kilder hentet oplysninger om dem, ikke mindst fra udgivelsen af Poul Helgesens samlede skrifter, 1948.

Som et kuriosum kan nævnes, at der også er steder, hvor Herborn hævder, at dette kætteri er det første af sin art, se artikel 19, side 204; artikel 20, side 214.

Kætterlister findes i artikel 7;
 

Albigenserne, lig med Katharerne, se disse.

Arius, (art. 22;

Artotyritter, lidet kendt gnostisk sekt, der ved nadveren foruden brød (artós) også anvendte ost (tyrós). (art. 22;

Basilides, Gnostiker, omkring 135. (art. 7;

Eunomius, biskop, 4. århundrede, Arius' discipel. (art. 7;

Heraklitterne, efter den østromerske kejser Heraklios (610-641), der udstedte en monoteletistisk troslov, (art. 9;

Huss, Johannes, bømisk reformator, brændt på bålet ved kirkemødet i Konstanz 1415. (art. 7; art. 9; art. 11;

Jovinian, benægtede askesens fortjenstfuldhed; 390 bandlyste en romersk synode ham. Navnlig Hieronymus polemiserer mod hans opfattelse. (art. 7; art. 18;

Katarerne, egentlig "de rene", er lig med Albigenserne i Sydfrankrig; Lateransynonden i 1215 vendte sig imod dem, og de blev ofte udsat for svære forfølgelser. (art. 7; art. 9;

Montanisterne, (art. 9;

Orphani og Thaborite, hussitere efter Johan Huss.

Pigardierne, (art. 7;

Ruthenorum, Russerne, (art. 9;

Valdenserne, "de fattige fra Lyon", sydfransk lægmandsbevægelse; da Lateransynoden 1179 afviste deres krav om ret til lægmandsprædiken, kom valdenserne i opposition til storkirken og blev ofte forfulgt af denne. (art. 7; art. 9;

Wiclif, John (1324-1384), engelsk forreformator. (art. 7; art. 9; art. 11;

Vigilantius, (art. 7; art. 18;

2) En del steder i Confutatio findes der kirkefædrelister; de skal markére, hvor mange af de velrenommérede kirkefædre lutheranerne stiller sig op imod. De findes i artikel 8, artikel . Nedenstående navne er repræsenteret, i alfabetisk rækkefølge:
 

Alcuinus, betydelig fransk teolog, Karl den Stores lærer og rådgiver, død 804; (art. 8;

Ambrosius, latinsk kirkefader, død ca 400, (art. 8; art. 21;

Athanasius, græsk kirkefader, død ca 390. (art. 8; art. 21;

Augustin, latinsk kirkefader, død 430; (art. 8; art. 21;

Bernhard, klosterforstander i Clairveaux, død 1240; (art. 8; art. 21;

Dionysius Areopagiten, pseudokirkefader fra 500-tallet; udgav sig for at være identisk med den i Apg 17,34 omtalte Dionysius, (art. 21;

Johannes Chrysostomus, græsk kirkefader, død 409. (art. 8; art. 21;

Cyprian, latinsk kirkefader, død ca 250. (art. 8;

Gregor af Nyssa, græsk kirkefader, biskop i Nysse, død efter 394. (art. 8;

Isidorus, (art. 21;

Johannes af Damascus, græsk teolog, munk i Jerusalem, død før 754. (art. 8; art. 21;

Hieronymus, latinsk kirkefader, oversatte bibelen til latin, den såkaldte Vulgata, død omkring 430; (art. 8;

Lactantius, latinsk kirkefader, (art. 8;

Origenes Adamantius, græsk kirkefader omkring 250. Adamantius er Origenes' tilnavn. (art. 8;

Prudentius, spansk digter, "den kristne Horats", død efter 405; (art. 8;

Tertullian, latinsk kirkefader (art. 21;

3) Horats-citatet.

Lutheraneren Oluf Chrysostomus hentyder i artikel 1 til en sætning i et digt af Horats: 'Med hvilke reb skal jeg kunne binde disse Proteuser, der stadig forandrer skikkelse'. Han bruger det til at bebrejde katolikkerne, at de i den danske gengivelse siger 'den hellige kirke', men i den latinske gengivelse kun 'kirken'.

Herborn giver svar på tiltale i slutningen af artikel 1. Dèr lover han at vise, hvordan det er lutheranerne, der gang på gang forandrer skikkelse.

I artikel 2 tager Herborn citatet frem allerede i begyndelsen for at anklage lutheranerne for på den ene side at hævde, at kirken altid tager fejl (artikel 1) og på den anden at påstå, at mange gamle skikke bør bevares (artikel 2).

I artikel 7 lyder bebrejdelsen på, at lutheranerne ifølge artikel 2 vil bevare mange gamle skikke, men ifølge artikel 7 vil ændre på skikken med helgenpåkaldelse og dyrkelse af helgenbilleder.

I artikel 10 ser Herborn en modsigelse mellem artikel 2: At gamle skikke skal bibeholdes, blot de ikke strider mod Guds ord, og det forhold, at lutheranere ikke vil bibeholde skikken med, at lægfolk kun får nadveren under én skikkelse; Herborn mener at have påvist, at denne skik ikke strider mod Guds ord.

I artikel 15 er Herborn, om ikke andre steder, temmelig spidsfindig. Artikel 1 med lutheranernes påstand om, at 'jeres kirke' ikke kan andet end tage fejl, sættes sammen påstanden her om, at ikke alle paver har været antikrist, som om lutheranerne med artikel 1's formulering har 'foræret' katolikkerne hele kirkehistorien tilbage til apostlene.

I artikel 16 har han fat i noget lidt mere holdbart. Lutheranerne har i artikel 13 og 14 hævdet, at ingen bør blive præst uden menighedens samtykke. Men, siger Herborn, vi har da aldrig hørt noget om, at de af vore præster, der flygtede over til jer, skulle have menighedens samtykke for at påbegynde en præstegerning hos jer.

I artikel 18 er det præstecølibatet, der er på tapetet. Herborn kan ikke forstå, at lutheranerne ikke kan godtage det, for det er jo ikke imod skriften, og, har de i artikel 2 sagt, de godtager gerne gamle ordninger, når de blot ikke er imod skriften.

I artikel 20 bliver de Proteuser, der stadig forandrer skikkelse, til lutheranernes messeritual; Herborn véd nemlig, at i Wittenberg har man hidtil forsøgt sig med indtil ni forskellige ritualer for messen.

I artikel 21 er det bøn for døde, som Herborn mener, at lutheranerne burde have bibeholdt, fordi det (efter hans mening) ikke strider mod skriften.