Confutatio,

side 69-77.

Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.

¹Summa omnium. Summen på det hele.

²Sed quorsum adeo multa? Summatim, quicquid veri quocunque tandem seculo et apud quamcunque hominum nationem est, fuit et erit, maxime, quod vel ad cognitionem Dei vel ad vitae probitatem quoquo modo referre liceat, ut a spiritu sancto profectum, ita quoque ad Christianam et Evangelicam doctrinam quodammodo pertinere censendum est, utpote ad gratiam et charitatem Dei ac proximi (quod Evangelium Iesu Christi esse diximus) utcunque accommodatum, utile ac inserviens. Men hvorfor tale mere herom? Sagt i en sum, noget sandt er der, har der været og vil der være i ethvert århundrede og hos ethvert menneskeligt folk, især hvad der på en eller anden måde har med erkendelsen af Gud og med livets redelighed at gøre; det er nemlig fremdraget af helligånden, og derfor bør man mene, at det på en eller anden måde leder hen til den kristne og evangeliske lære, eller er passende, nyttig og førende frem til nåden og kærligheden til Gud og næsten (hvilket vi har sagt er Jesu Kristi evangelium).

³Nam Deus optimus maximus summo illi ac ineffabilii mysterio incarnationis, et sanctissimo Evangelii sui negotio, tanquam omnium operum suorum maximo, et publico Ecclesiae suae commodo, cuius nomine Christus egit ac tulit omnia, quicquid uspiam boni aut veri fuisset, foret aut futurum (70) esset, [37] servire voluit. Illud, opinor, est, quod alicubi ad suos dominus noster ait: Qui non est adversum nos, pro nobis est. For den bedste og største Gud vil at de skal tjene dette største og uudgrundelige mysterium, inkarnationen, og hans evangeliums hellige affærer, som den største af alle hans gerninger, og hans kirkes offentlige velvære, den, i hvis navn Kristus levede og bar alt, hvad der nogetsteds havde været, var eller ville blive sant. Dette tror jeg ligger der i det, som vor Herre et sted sagde til sine: 'Den, der ikke er imod os, er for os' (Mark 9,39; Erasmus; note 1).

⁴Ceterum rogabit me quis iterum fortasse, quo tandem iudice dignoscemus, ecquid verum sit adeoque a spiritu sancto profectum? Dicimus istius supremum atque certissimum iudicium esse penes unam solamque Ecclesiam Dei catholicam. Nam sicuti nullus hominum (ut Apostolicis utar verbis) novit ea quae sunt hominis, nisi spiritus hominis, qui est in eo; sic et ea, quae sunt Dei, nemo novit, nisi spiritus Dei. Men nu vil nogen måske igen spørge mig, med hvilken dom vi kan erkende, hvad der er sandt og derfor sendt af helligånden? Vi svarer, at den højeste og sikrede dom derom ligger hos den ene og eneste Guds almindelige kirke. For ligesom 'intet menneske' (at jeg skal bruge apostolske ord) 'kender det, der er i mennesket, uden menneskets ånd, der er i ham; således kender heller ingen, hvad der er i Gud, uden Guds ånd' (1 Kor 2,11; Erasmus).

⁵At Ecclesia tanquam corpus Christi mysticum eius quoque spiritu perpetuo vegetatur, movetur, regitur et eruditur, et spiritus Dei, cum aliis per quasdam quasi partes se communicat, Ecclesiae se totum infudit. Quocirca, sit, an non sit quippiam a spiritu Dei profectum ac solida veritate subnixum, optime iudicat Ecclesia Dei viventis, (teste Apostolo) columna et stabilimentum veritatis, nempe quod in rebus ad humanam salutem necessariis iudicio suo ob iugem spiritus sancti praesentiam falli nequeat. Men som Kristi mystiske legeme lever kirken af, bevæges den af, styres den af og uddannes den til evig tid af ånden, og skønt Guds ånd arbejder i andre som gennem delene, har den helt indgydt sig i kirken. Derfor, lad være, at den ikke er i nogen grad fremdraget af Guds ånd og solidt støttet til sandheden, så kan dog 'den levende Guds kirke' ifølge apostelens vidnesbyrd bedst bedømme, at den er 'sandhedens søjle og grundvold' (1 Tim 3,15; Erasmus), nemlig fordi den i de ting, der er nødvendige til menneskers frelse, i sin bedømmelse ikke kan fejle på grund af helligåndens vedvarende nærværelse.

⁶Hinc dominus noster Iesus Christus Ecclesiam constituens supremum inter suos tribunal, unde appellare non liceat: Quod si quis, inquit, Ecclesiam non audierit, sit tibi velut Ethnicus et publicanus. Ex quo efficitur, ut quisquis non admittit quicquam ab Ecclesia receptum et approbatum, idque eo pacto, quo recipit approbatque illud Ecclesia, Ethnici et publicani loco habendus sit. Derfor indstiftede vor Herre Jesus Kristus kirken som den højeste domstol mellem sine disciple, hvorfra der ikke kan appelleres: 'Derfor, hvis' nogen, siger han, 'ikke hører kirken, så skal han være for dig som en hedning og tolder' (Matt 18,17; Erasmus). Og det betyder, at den, der ikke modtager og godtager noget, som kirken har modtaget og godtaget, af den grund, at kirken har modtaget og godtaget det, han skal have hedningens og tolderens plads.

⁷Porro Ecclesia Dei praedicta recipit approbatque omnia, vel expresse literis editis, vel tacite, usu ac observatione; hac lege tamen, ut hoc plus minusve auctoritatis unicuique tribuat, quo aut longius aut proprius a fonte omnis veri bonique, spiritu sancto, processerit. Nam sacros utriusque testamenti libros ita recepit approbavitque, uti credat horum scriptores, non universos modo, sed ne singulos quidem, non in summa tantum veritatis, sed in nullo plane, quod modo his in libris receptis habeatur, hallucinatos esse. Derfor skal denne Guds kirke modtage og godtage alt, enten det åbenlyst udgives på skrift eller det kommer ind ved tavs brug og iagttagelse; dog på den måde, at den tildeler det større eller mindre autoritet, eftersom det er fremstået længere borte fra eller nærmere ved kilden til alt sandt og godt, helligånden. For begge testamenters hellige bøger er modtaget og godtaget således, at den tror, at deres forfattere var beåndede, ikke kun som en helhed, men heller ikke kun hver for sig, ikke kun som sandhedens sum, men på ingen måde heller kun med hensyn til, hvad der haves i deres bøger.

⁸Quibus et Apostolorum traditiones, et revelationes sanctorum quorumlibet receptas adnumerare licebit. Conciliorum vero et Pontificum constitutiones atque sic recipit et approbat, ut horum quoque auctores credat, quoties suae potestatis officio fungerentur, nunquam (71) erasse, idque non solum universos, sed [38] etiam singulos, et quidem non tantum a tota veritatis summa, sed ne in uno quidem fidei articulo, tametsi fortassis in aliis quibusdam minutioribus humani quiddam aut passi sint, aut certe pati potuerint. Til dette må føjes de apostolske traditioner og de helliges åbenbaringer, hvor de end er modtaget. Men koncilernes og pavernes bestemmelser modtager og godtager den også sådan, at den tror på, at deres forfattere, sålænge de fungerer i deres magtfulde embeder, aldrig tager fejl, og det ikke blot samlet, men også hver for sig, ja, ikke blot angående hele sandheden, men også angående hver enkelt trosartikel, skønt de måske har lidt af nogle andre menneskelige forringelser, eller i hvert fald kan komme til at lide deraf.

⁹His probatis totius Ecclesiae consuetudines tanquam pari auctoritate connumerandas existimarim. At pias orthodoxorum patrum lucubrationes ita sub tectum admisit, ut quanquam eos, aut universos, aut etiam plerosque teneat (in his quae ad fidem attinet) in errorem labi non potuisse, tamen et singulos potuisse labi, et nonnullos quoque lapsos esse non quidem a tota veritatis summa, at in parte tantum, unde tamen postea vel resipuerint atque revocaverint, aut si non revocaverint, tamen abesset pertinacia, idque alio quovis modo vel hic vel alibi expiarint. Eftersom dette forholder sig sådan, mener jeg, at man må give hele kirkens sædvaner samme autoritet. Men den må antage de ortodokse fædres skrivelser således, at den holder fast ved, at de selv, hverken tilsammen, ejheller flere af dem (i de ting der har med troen at gøre) kan falde i vildfarelse, dog at de enkeltvis kan falde, og at enkelte er faldet, dog ikke fra hele sandhedens sum, men kun fra en del af den; dog er de siden blev fornuftige igen efter den vildfarelse og har tilbagekaldt den, eller hvis de ikke har tilbagekaldt den, har de dog undgået halsstarrighed, og således sonet det her eller hisset.

¹⁰Ceterum auctores secularium quarumlibet literarum ita hospitio suo dignatur, quatenus vera quaedam sibi conducibilia subinde adferunt, quamvis non singulos modo, verum etiam universos a toto veritatis summa exorbitasse non ignoret. Quibus humanae ratiocinationes associari poterunt; his enim illae constant. Nam istis quoque sic verum colligimus, ut interim tamen nobis relicti ac confisi per eas a tota veritatis summa, a tota fide Catholica, id quod nonnullis obvenit, abduci possimus. De øvrige århundreders bøgers forfattere fortjener kirkens beskyttelse, for så vidt de jævnligt fremfører noget sandt, der kan være gavnligt for den, skønt den ikke er uvidende om, at de ikke blot enkeltvis, men også som helhed er berøvet sandheden i dens helhed. Men de kan tænke ved at drage fornuftslutninger; det ligger nemlig i sandheden. Men angående dem forstår vi det sande således, at vi dog gennem dem kan bringes til fald fra hele sandhedens sum, fra hele den katolske tro, hvilket hænder for nogle, hvis vi er prisgivet og tillidsfulde. (??)

¹¹Quapropter una canonica utriusque testamenti scriptura in auctoritatis arce posita et solius Ecclesiae iudicio subiecta, ad hanc alia discuti, examinari et censeri debent omnia, hactenus pro veris acceptanda, quatenus ei non refragantur; hactenus contra pro falsis abiicienda, quatenus eidem contradicunt, idque in rebus ad religionem nostram pertinentibus. Quibus e cunctis efficitur, ut quisquis aliquid horum omnium ab Ecclesia licet dispari lege receptorum in totum contempserit, iuxta Christi praescriptum velut Ethnicus et publicanus (72) haberi debeat, tanquam eadem opera Ecclesiam Dei contemnens. Derfor, ud fra dette, at der er én kanonisk skrift, bestående af de to testamente, anbragt i autoritetens bue og alene underlagt kirkens bedømmelse, bør alt dette andet diskuteres, undersøger og opfattes; så meget bør det anses for sandhed, som det ikke stemmer imod den; så meget bør det omvendt forkastes som falsk, som det modsiger den, og det i de ting, der hører med til vores fromhed. Og gennem samtlige disse ting sker det, at den, der tillader noget af alle disse ting at adskille sig fra kirken, han foragter loven for at modtage det i det hele, og han bør efter Kristi befaling anses for en hedning og en tolder, fordi han med den samme gerning foragter Guds kirke.

¹²Atque hoc omne, quod sub Christiana et Evangelica doctrina contineri diximus, verbum Dei non incommode appellari potest. Non enim verbum Dei solum haberi debet hoc verbum Dei sacris literis exaratum, quem [39] in modum utriusque testamenti pagina verbum Dei per excellentiam appellatur; verum etiam omne, quod est quibuscunque divinitus inspiratum, sit, an non sit literis demandatum, verbum Dei inspiratum sano quodam intellectu nuncupari poterit. Huiusmodi autem esse omnia, quae dicta sunt, de singulis, ni fallor, sat superque commonstravimus. Og alt dette, som vi siger indeholdes under den kristne og evangeliske lære, kan ikke upassende kaldes Guds ord. Vi bør nemlig ikke regne med, at Guds ord har vi kun som noget, der udtrækkes af de hellige skrifter, som om vi i særlig grad kunne kalde de to testamenters sider Guds ord; men også alt, hvad der på nogen måde er guddommeligt inspireret, lad være, at det ikke er skriftligt overleveret, kan benævnes Guds inspirerede ord for den sunde forståelse. Men vi har tiltrækkeligt og udtømmende eftervist at alt, hvad der er sagt, er af den art, i hvert enkelt tilfælde, om ikke jeg tager fejl.

¹³Epilogus. Afslutning.

¹⁴Intelligitis vel tandem vos, Evangelici scilicet concionatores, quam tota (ut aiunt) via exorbitetis ab Evangelii scopo, confundentes indiscriminatim scripturam, verbum Dei, et Evangelium, quae tanto (uti iam ostendimus) intervallo distant. Nam scriptura quidem intra bibliorum fines coërcetur, at verbum Dei his neutiquam angustiis arctari volens, multo se latuis atque longius porrigit. I forstår vel langt om længe, I evangeliske prædikanter, hvordan I har gået hele vejen bort fra evangeliets synspunkt, idet I blandet skrifterne sammen i en pærevælling, Guds ord, og evangeliet, hvad der dog (som vi allerede har påvist) er to forskellige ting. For skriften tvinges ind mellem bøgernes grænser, men Guds ord vil aldrig indskrænkes indenfor disse grænser, men strækker sig meget bredere og længere ud.

¹⁵Evangelium vero pro germana veraque ratione sua, neque scriptura est, neque omnimo verbum Dei, nisi forte quod Evangelium (ubi pro nunctio seu legato ipso, nempe Iesu Christo vox sumitur) verbum Dei incarnatum est, quem in modum, se quid Origeni creditur, nomen in Romanis usurpatur ab Apostolo cum ait: Non me pudet Evangelii, potentia siquidem est Dei ad salutem omni credenti. Christus enim Dei potentia ac Dei sapientia est. Men evangeliet er efter sin egen klare og sande forståelse, hverken skriften eller i det hele taget Guds ord, medmindre I straks forstår evangeliet som Guds inkarnerede ord (hvor man tager ordet i betydningen sendebud eller legat, nemlig Jesus Kristus); på den måde skal ordet, hvis man kan tro Origenes, tages i Romerbrevet af apostelen, når han siger: 'Jeg skammer mig ikke ved evangeliet, det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror' (Rom 1,16; Erasmus). Kristus er nemlig Guds kraft og Guds visdom. (1 Kor 1,24).

¹⁶Porro Christiana seu Evangelica doctrina nequaquam ad sacra tantum biblia constringitur, at verbo Dei tam inspirato quam exarato reciproca et aequalis, praeter canonicam utriusque testamenti scripturam alia (uti a nobis ostensum est) permulta complectitur, nempe traditiones Apostolorum, conciliorum decreta, sanctiones Pontificum, Ecclesiae consuetudines, revelationes Sanctorum, doctorum lucubrationes, seculares literas et humanas denique ratiocinationes. Videre: Den kristne eller evangeliske lære kan aldrig begrænses til kun den hellige bibel, men da Guds ord både inspirerer og uddrages reciprokt og ligefremt, udgør det udover de to testamenters kanoniske skrifter mange andre (som vi har påvist), nemlig apostlenes overleveringer, konciliernes dekreter, pavernes bestemmelser, kirkens sædvaner, de hellige åbenbaringer, de lærdes overvejelser, de sækulare skrifter og endelig de menneskelige fornuftslutninger.

¹⁷Ubi nunc illud, canonicam utriusque testamenti scripturam unicam esse fidei nostrae ceu amussim et regulam? Nam haudquaquam scriptura fidem nostram exaequat, ut in omnibus vice regulae adhiberi possit; plura enim sunt, quae Christiana pietas credere iubet, de quibus nihil scriptura praecribit, maxime si quis, id quod vos agitis, scripturam non tam pro sensu, quam pro litera sumat. Hvad nu med den tanke, at de to testamenters kanoniske skrift er vor tros eneste, skal vi sige, lineal og regel? For skriften kan ikke sættes lige med troen, så man kan holde sig til den i alle ting som en gensidig regel; der er nemlig mange ting, som den kristne fromhed befaler, at man skal tro, om hvilke skriften intet foreskriver, især hvis man, sådan som I gør, tager skriften ikke så meget efter dens mening, som efter dens bogstav.

¹⁸Est enim angusta quidem verbis, [40] at sensibus immensa. Ubi nunc illud, nihil praeter sacra bibliorum eloquia recipiendum? Nam ut addamus paucula iis, quibus istud abunde confutavimus (73), ostendentes Evangelico viro longe plura recipi oportere, ac doctrinam Christianam et Evangelicam multo patere latius, quam ut hiis angustiis includatur: quo semel ista opinio stirpitus evellatur - nonne libri complures, quorum sub veteri testamento fuit usus, nunc interiere, quorum in his etiamnum extantibus interdum fit mentio, ut est liber bellorum, liber iustorum et alii nescio qui, ab Evangelistis nonnunquam et Apostolis citari, quae nunc in canone veteris testamenti nusquam inveniuntur. Den er nemlig snæver, hvad ordene angår, men vid, hvad betydningen angår. Hvad bliver der så af den sætning, at man ikke skal antage noget udover den hellige skrift? For, at vi skal føje lidt til det, som vi allerede har gendrevet fyldestgørende ved at påvise, at der bør modtages meget mere ved det evangeliske menneske, og at den kristne og evangeliske lære rækker meget længere, end at det indeslutter disse snæverheder: for den, som én gang udriver denne mening fra roden af - mon ikke adskillige bøger, som det gamle testamente gjorde brug af, nu er gået til grunde? af dem nævntes nogle af og til i disse fremstående bøger, såsom krigsbogen, de retfærdiges bog, og jeg véd ikke hvilke andre, som af og til citeres af evangelisterne og apostlene, bøger, der nu ikke mere findes i det gamle testamentes kanon.

¹⁹Nonne consimilem ad modum aliquot epistolae Apostolorum sub novo testamento interiisse videntur, ut epistolae ad Laodicenses, et adhuc ad Corinthios una, quarum utriusque Paulum neminisse apparet. Quamobrem cum canonicae scripturae libri vel negligentia vel malitia hominum aut interire aut exstingui possint, fides nostra, quae iuxta Christi doctrinam et promissionem occumbere nequit, nullo pacto illis est alligata. Mon ikke på lignende måde en del af apostlenes breve i det ny testamente ses at være gået tabt, såsom brevet til laodikenserne, og et yderligere til korintherne, som Paulus synes at have nævnt to gange. Derfor, eftersom den kanoniske skrifts bøger enten ved forsømmelighed eller ved menneskers ondskab kan gå til grunde eller udslettes, er vores tro, som efter Kristi lære og forjættelse ikke kan dø, ikke på nogen måde bundet til dem.

²⁰Sed et inter ea, quae etiamnum scripta tenemus, numquid omnia Christi tum dicta tum facta literis mandata sunt? Quoties in Evangelii decursu passim legimus, docuisse, praedicasse ac fecisse multa Christum, quorum tamen inibi nihil expresse describitur, id quod beatus Ioannes, Evangelistarum alioqui tempore postremus, sub Evangelii sui calcem aperte contestans: Multa quidem, inquit, et alia signa fecit Iesus in conspectu discipulorum suorum, quae non sunt scripta in libro hoc. Et iterum: Sunt, inquit, et alia multa quae fecit Iesus, quae si scribantur per singula, nec ipsum arbitror mundum capere posse eos qui scriberentur libros. Men også blandt det, som vi nu har af skriftligt materiale, mon det har overleveret os alle Kristi ord og gerninger i skrift? Hvor mange steder i evangeliet løb læser vi ikke, at Kristus har lært, prædiket og gjort meget, hvoraf der dog intet beskrives udtrykkeligt dèr, hvilket den salige Johannes, den sidste af evangelisterne fra den tid, henimod slutningen af sit evangelium åbenlyst konstaterer: 'Mange andre tegn gjorde Jesus i overværelse af sine disciple, som ikke er nedskrevet i denne bog' (Joh 20,30; Vulgata). Og atter: 'Der er mange andre ting, som Jesus gjorde, som hvis det skulle nedskrives hver for sig, ja, så tror jeeg ikke, at verden kunne rumme de bøger, der så måtte skrives' (Joh 21,25; Vulgata).

²¹Quid, quod dominus noster, teste Luca, post gloriosam resurrectionem (74) suam seipsum praebuit discipulis suis vivum in multis argumentis, per quadraginta dies apparens eis et de regno Dei loquens? Ecce locutum quidem audivimus dominum, idque spatio quadraginta dierum, at quid sit locutus, non item audimus. Non desunt qui asserant, id quod mihi quoque fit [41] consentaneum, omnes eos dies Christum disseruisse cum Apostolis de moderanda salubriter Ecclesia, quam regnum Dei saepenumero appellitare solet. Hvad med det, at vor Herre, ifølge Lukas, efter sin glorværdige opstandelse 'trådte frem for sine disciple med mange beviser for, at han levede, og viste sig for den i fyrretyve dage og talte med dem om Guds rige'? (Apg 1,3; Vulgata). Se, her hører vi ganske rigtigt, at Herren taler, og det over et tidsrum af fyrre dage, men hvad han talte, det hører vi ikke på samme måde. Der mangler ikke dem, der forsikrer, og det er jeg da ikke uenig med dem i, at gennem alle disse dage talte Kristus med apostlene om, hvordan kirken skulle styres på frelsebringende måde, den kirke, som man ofte plejer at kalde Guds rige.

²²At nihil eorum omnium literis traditum habemus. Eodem quoque pacto, iam ante ostendimus, cum de traditionibus Apostolicis verba fierent, Apostolorum vel dicta vel facta vix minima ex parte literis esse prodita. Quoties in Actorum historia legitur, cum alios, tum maxime Paulum subinde, nunc ad populum, nunc ad fratres, nunc ad synagogas diversis in locis habuisse conciones, easque longissimas, at quidnam continuerunt non explicatur etc. Men vi har ikke overleveret noget af alt dette skriftligt. Og det af samme grund, som vi allerede har påvist, at talen var om de apostolske traditioner, at kun en meget lille del af apostlenes ord og gerninger blev overleveret på skrift. Hvor ofte læser vi ikke i Apostlenes Gerninger en historie, hvor nogen, for det meste Paulus, har holdt nogle prædikener for folket, for brødrene, for synagogen på forskellige steder, og det en ganske lang prædiken, men hvad disse prædikener indeholdt, det forklares ikke, osv.

²³Quot sunt hodie ritus et dogmata Ecclesiae vel a vobis quoque recepta atque probata, quae tamen in canonicae scripturae libris nusquam certe verbotenus expressa comperiuntur. Possem hoc adductis compluribus exemplis ostendere, nisi iam plus nimio (vereor) longus fuissem, tametsi nunquam nimis, quod nunquam satis dicitur. Hvor mange er der vel ikke af dagens kirkes ritualer og læresætninger også modtaget og antaget af jer, som dog ikke kan erfares ordret og sikkert udtrykt i den kanoniske skrifts bøger. Jeg kunne her fremdrage adskillige eksempler for at vise det, hvis ikke jeg allerede, frygter jeg, har brugt for megen plads, skønt som man siger, det er aldrig for meget, som aldrig er nok.

²⁴Taceo, cum sacramentorum Dei cognitio et fides nostra divinis eloquiis contenta per temporum intervalla paulatim adoleverit et explicata fuerit, ne hodie quidem omnem forte theologicam veritatem in sacris literis comprehensam Ecclesiae revelatam esse, at suo tempore a spiritu sancto revelandam et explicandam. Jeg tier, eftersom erkendelsen af og vor tro på Guds sakramenter, som de hellige skrifter er fuld af, om et lille øjeblik skal æres, og det skal forklares, at måske ikke engang i dag er al teologisk sandhed i de hellige skrifter fuldt ud åbenbaret kirken, men skal åbenbares og forklares til sin tid af helligånden.

²⁵Inconsistens dogma, nil praeter scripturam esse recipiendum. Det er et selvmodsigende dogme, at intet kan godtages ud over skriften.

²⁶Ceterum quem in finem adeo multis me fatigo in eo praesertim confutando, quod velut sstaton, id est, inconsistens secumque pugnans ipsum se conficit atque iugulat, idque multis nominibus. Primoque scriptura canonica id nominis habet a canone per Ecclesiae auctoritatem recepto atque probato; qui ergo dicit se solam canonicam admittere scripturam, dum vult Ecclesiam contemnere, nescius et invitus (tanta quippe veritatis est virtus) eam audire compellitur. - Men her til slut trætter det mig meget, at jeg skal gendrive det, som man kan kalde 'det usammenhængende', det vil sige, det, der ikke hænger sammen, som kæmper mod sig selv, som fortærer sig selv og skærer struben over på sig selv, ja, det har mange navne. For det første har den kanoniske skrift fået betegnelsen 'kanonisk', fordi den er modtaget og godtaget ved kirkens autoritet; den, der siger, at han alene holder sig til den kanoniske skrift, mens han vil fordømme kirken, han drives dog til at høre kirken, uden at han ved det og uden at han vil det (i den grad er jo sandhed en dyd).

²⁷Deinde quod ex universis bibliis nemo probaverit (75) unquam, hanc utriusque testamenti scripturam esse canonicam; igitur qui nihil recipiendum praeter canonicam scripturam asserit, cum solam scripturam vult recipere, non consistente mendacio totam eam reiicit. - Ad haec, quod nusquam hoc in canonica scriptura expressum inveniatur, praeter unam canonicae scripturae literam recipiendum esse nihil. - Dernæst bekæmper en sådan sig selv, fordi ud fra alverdens bibler kan ingen nogensinde bevise, at denne skrift med de to testamenter er kanonisk; derfor, den, der forsikrer, at han intet vil godtage, som ligger ud over skriften, eftersom han vil godtage skriften alene, forkaster hele skriften med en ikke med sig selv sammenhængende løgn. - Og videre bekæmper han sig selv, fordi det intetsteds i skriften findes udtrykt, at man ud over den ene kanoniske skrift ikke må godtage noget. -

²⁸Postremo quod, si quis id ullo modo illic haberi contendat, [42] nonne protinus istud vestrum dogma semel universam istius vestrae factionis machinam, nempe libros et conciones subruit, evertit atque pessundat, quando nusquam in ullo scripturarum canone inveniantur, nisi forte vestra ista Ecclesia, id est Satanica Synagoga, proprium nescio quem habeat canonem. Endelig gør han det, fordi hvis nogen påstår, at det forholder sig på denne måde, mon så ikke snarere dette dogme på én gang undergraver, ødelægger og skaffer af vejen jeres partis bygningsværk, når man intetsteds i nogen skrifts kanon kan finde det, medmindre det da kan lade sig gøre i jeres kirke, det vil sige, i Satans synagoge, som måske, jeg véd det ikke, har sin egen kanon.

²⁹Haec attente legantur Læs dette med omhu.

³⁰Ite nunc, et sicut olim Iudaei teste Hieremia hypocrisin suam sub templi nomine abscondebant, populi auribus perpetuo inculcantes: Templum domini, templum domini, templum domini; ita vos istam simulationem astutiamque vestram, quando populum Dei tam perdite seducitis sub Evangelii voce tegentes, assidue plebi occinite: Verbum Dei, verbum Dei, verbum Dei; scriptura, scriptura, scriptura; Evangelium, Evangelium, Evangelium. Nos contra, ut etiam ilia vobis rumpantur invidia, clamare possumus, neque desinemus unquam: Ecclesia, Ecclesia, Ecclesia; concilium, concilium, concilium; patres, patres, patres: malentes cum his errare, si erraverint, quam cum vobis bene sentire. Gå nu, og ligesom dengang jøderne skjulte deres hykleri under templets navn, ifølge Jeremias, og hele tiden i folkets ører råbte: 'Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel' (Jer 7,4; Vulgata); således efterligner I dem listigt, når I forfører Guds folk, der således bringes til at gå til grunde under dække af evangeliets navn, ved hele tiden at tilråbe folket; Guds ord, Guds ord, Guds ord; skriften, skriften, skriften; evangeliet, evangeliet, evangeliet. Vi derimod, at vi skal få jer til at revne af misundelse, kan råbe, og det ophører vi aldrig med: Kirken, kirken, kirken; koncilium, koncilium, koncilium; fædrene, fædrene, fædrene; for vi vil hellere tage fejl sammen med dem, hvis de tog fejll, end føle os godt tilpas sammen med jer.

³¹Verum etsi omnibus quidem hisce praesidiis, nempe non modo canonicis utriusque testamenti scripturis, scilicet et traditionibus Apostilicis, Ecclesiae consuetudinibus, sanctionibus conciliorum, Pontificum decretis, revelationibus (76) sanctorum, doctorum commentariis, secularibus literis et humanis denique ratiocinationibus, utpote ad Christianam Evangelicamque doctrinam pertinentibus, nobis adversum vos in disserendo iure uti ac dimicare licet, tamen inpraesentia, ut hactenus, ita deinceps fere a bibliis tantum auxiliares copias in pugnam evocabimus, nisi quando forte res ipsa secus obiter postulaverit, ne scilicet nos frustra torqueamus apud eos, qui praeterea recipiunt nihil; Men skønt alle disse autoriteter, nemlig ikke blot de kanoniske skrifters to testamenter, men også apostlenes overleveringer, kirkens sædvaner, de helliges konciler, de pavelige dekreter, de helliges åbenbaringer, de lærdes kommentarer, de sækulæres bøger og endelig de menneskelige fornuftslutninger, med rette kan bruges som våben, når vi skal diskutere med jer, fordi de hører med til den kristne og evangeliske lære, så vil vi dog for øjeblikket, som vi har gjort hidtil, således herefter, næsten kun påkalde os bibelen som hjælpetropper i kampen, undtaget måske når sagen selv påstår noget andet i forbifarten, for at vi ikke skal anstrenge os forgæves overfor nogen, der ikke godtager noget udover bibelen;

³²maxime vero quoniam, ut initio quoque diximus, hac velitatione nostra quasi praeludentes ad maius aliquod certamen, praecipue generalem quandam totius vestrae factionis confutationem instituimus. men især fordi, som vi også sagde i begyndelsen, ved denne vores fægtning, der er som et forspil til en noget større strid, har vi især opstillet en almindelige gendrivelse af hele jeres parti.

³³Proinde longiores in oppugnando titulo, utpote duos errores continente, quemadmodum ante dictum est, universae factionis vestrae fundamenta, at circa singulos articulos breviores futuri sumus - quippe de quorum unoquoque, si pro dignitate suo tracteretur, iustum volumen scribi posset -, donec videamus a vobis quicquam magis responsione dignum, quam hucusqe obtuleritis; simulque inclementia [43] hiberni frigoris sub hoc aquilonari coelo propediem imminentis, quod iamiam praesentiscit imbecile corpusculum meum, ad hypocausta me germanica revocat et invitat. Derfor vil vi komme med nogle længere artikler, når vi bekæmper jeres overskrift, som indeholder to fejl, ligesom hele jeres partis fundament, som vi tidligere har sagt, men også med nogle kortere artikler - og hvis de skulle behandles ordentligt, kunne man skrive et helt bind om hver enkelt af dem - mens vi skal se til at give jer et mere værdigt svar, end I hidtil har opnået; og eftersom samtidig den vinterlige kuldes hårdhed under denne nordlige himmel kommer ret snart, hvad min dumme krop mærker i forvejen, kalder Tyskland mig og inviterer mig tilbage til kakkelovnen.

³⁴Epilogus. Epilog.

³⁵Tantum igitur abest (quo tandem huic primo congressui finem imponamus), ut sitis Evangelici concionatores, ut non modo non habeatis Evangelium ipsum, utpote germana veraque eius intelligentia vacui, quemadmodum superius (opinor) valide iuxta ac dilucide ostensum est, verum etiam ne nominis quidem ipsius vim atque proprietatem intelligatis, utpote mortificantem literam pro spiritu vivificante in Evangelio amplectentes, quemadmodum proxime (77) iam (ni fallor) non minore tum luce, tum efficacia, candidi lectoris iudicio docuimus. Non igitur vos Evangelicos concionatores appellare debebatis, cum nihil minus sitis, at potius, quemadmodum in supplicatione vestra ad regiam Maiestatem, concionatores regios. Så meget står da fast (og hermed skal vi afslutte denne første afdeling), at I ikke er evangeliske prædikanter, at I ikke blot ikke har evangeliet selv, at I helt mangler en klar og sand forståelse af det, sådan som jeg tror vi ovenfor gyldigt og klart har påvist det, ikke blot det, men I forstår heller ikke evangelienavnets kraft og egenskaber, så at I hænger fast ved det dræbende bogstav i stedet for ved den levendegørende ånd i evangeliet, sådan som vi nu, tror jeg, i ikke ringe grad med både lys og virkning har undervist den oplyste læsers bedømmelse. I bør altså ikke kalde jer evangeliske prædikanter, eftersom I er alt andet end det, men snarere kongelige prædikanter, sådan som I kalder jer i jeres henvendelse til den kongelige majestæt.

³⁶En tibi, pie lector, quantam dicendi materiem duo tantum tituli propositi verba nobis suppeditarunt, et plus in recessu venenati aculei habentia (ut diximus), quam fronte prae se ferre videbantur, nempe totidem bases universae haeresos includentia. Quid futurum, si pari studio expenderemus ac tracteremus omnia? Verum prolixitati nostrae veniam precantes, si quid hanc in partem a me peccatum sit, qua tamen opera dedita usi sumus ad subruenda totius sectae fundamenta, id quod et tuo iudicio factum existimo; posthac in utroque congressu sequente breviores esse decrevimus. Her ser du nu, fromme læser, hvor stor en mængde ord disse to små ord 'evangeliske prædikanter' kan overvælde os med, og har mere gift i brodden, når den trækker sig tilbage, som vi har sagt, end den synes at bære foran sig, idet den nemlig indeslutter ligeså mange grundlag for almindeligt kætteri (?). Hvordan skal det gå i fremtiden, hvis vi skal spilde lige så megen tid og behandle alt lige så omhyggeligt? Men jeg vil gerne bede om tilgivelse for vores omstændelighed, hvis jeg har syndet i den henseende, men vi har dog stillet vort arbejde til rådighed til at nedbrude hele partiets fundament, hvilket jeg formoder også er sket efter din bedømmelse; herefter skal vi i de to følgende afdelinger aftage, så vi fatter os mere i korthed.

Noter.

Note 1: Udgiveren af Confutatio, Ludvig Schmitt, har i et indeks opregnet, hvilke nytestamentlige skriftsteder Herborn citerer efter Vulgata, hvilke efter Erasmus' oversættelse, hvilke efter hverken den ene eller den anden og hvilke efter hukommelsen. Jeg anfører 'Vulgata', 'Erasmus', 'Andre' og 'Hukommelse' svarende dertil.