side 61-69.
Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.
| Quaenam doctrina censeri debeat Evangelica sive Christiana. (61) | Hvad man bør mene om de evangeliske eller kristne læresætninger |
| Nunc ut eo veniamus, quo hactenus de Evangelio dicta spectant omnia, fortassis denuo me hic rogaturus est quispiam: Si Evangelium seu lex nova Christi non sit aliud, quam gratia sive charitas, quaenam scriptura atque doctrina censeri debeat Christiana et Evangelica, tanquam ad Evangelium pertinens. | Men nu, hvor vi er kommet til det, som alt det, vi hidtil har sagt om evangeliet, peger hen imod, vil måske endnu engang én råbe til mig: Hvis evangeliet eller Kristi nye lov ikke er andet end nåden eller kærligheden, hvad bør man så mene om de kristne og evangeliske skriftsteder og læresætninger, som peger hen på evangeliet. |
| Hic respondemus: Quemadmodum (uti iam, ni fallor, abunde monstravimus) Evangelium lex spiritus est in cordibus fidelium digito Dei (qui spiritus sanctus est) inscripta, omnem doctrinam divinitus inspiratam, seu ea literis mandata sit, seu per manus tradita, seu tacito usu recepta (non est enim Deus quasi homo ut mentiatur, nec ut filius hominis ut mutetur, et aliquando secum dissidere possit) Christianam, Evangelicam et Catholicam esse censendam atque tempore huius novae legis amplexandam. | Her vil vi svare: Ligesom evangeliet (sådan som vi nu, om ikke jeg tager fejl, har påvist det til overflod) er åndens lov indskrevet i de troendes hjerter med Guds finger (som er helligånden), sådan bør man mene om enhver guddommelig inspireret læresætning, hvad enten den er overleveret via bogstater eller fra mund til mund eller ved tavs brug ('for Gud lyver ikke som et menneske og han forandres ikke som menneskenes børn', (4. Mos 23,19), og kan ikke afvige fra sig selv) at den er kristen, evangelisk og katolsk, og den bør overtages som denne tids nye lov. |
| Quae ac quot sub ea claudantur | Hvilket og hvor meget der henregnes under dette. |
| Quapropter ut intelligamus, ea quam late pateat, agite, per quos velut organa locutus sit homini spiritus Dei, paulisper expendamus. | Derfor, for at vi kan forstå, hvor skjult det er, at Guds ånd handler gennem menneskets organer, lad os så undersøge det nærmere. |
| I. Libri veteris instrumenti. | 1. Det gamle testamentes bøger. |
| Principio spiritu sancto illustratos fuisse veteris instrumenti auctores Mosen atque ceteros prophetas, in confesso est (ni fallor) hodie apud omnes, qui Christiani quoquo modo videri ac haberi volunt. | I begyndelsen blev det gamle testamentes forfattere, Moses og de andre profeter, oplyst af den helligånd, og det bekendes, om jeg ikke tager fejl, i dag af alle, som på nogen måde vil synes at være eller regnes for kristne. |
| Nam non Christus modo et Evangelistae Apostolique vetus instrumentum approbarunt, et passim illinc testimonia proferentes, et subinde nos illuc remittentes, verum etiam Petrus hac de re nominatim et aperte scribens: Non, inquit, voluntate humana allata est aliquando prophetia; sed spiritu sancto inspirati locuti sunt sancti Dei et homines. Unde propheta regius: Lingua, inquit, mea calamus scribae velociter scribentis: nempe spiritus sancti, cuius gratia tarda nescit molimina; et alio in loco: Audiam quid loquatur in me dominus Deus. [30] | For ikke blot Kristus og evangelisterne og apostlene anerkendte det gamle testamente, og bærer vidnesbyrd om det mange steder, og giver det derefter videre til os, men også Peter skriver klart og åbenlyst om den sag: 'Ingen profeti har nogensinde lydt i kraft af menneskelig vilje, men inspireret af helligånden har de hellige mennesker talt det, der kom fra Gud' (2 Pet 1,21). Derfor siger også den kongelige profet: 'Min tunge er som hurtigskriverens pen' (Sl 45,2): det er nemlig helligånden, af hvis nåde han ikke kender til sendrægtige bestræbelser; og på et andet sted: 'Jeg vil høre, hvad Herren, min Gud, taler i mig' (Sl 85,9). |
| II. Novi quoque testamenti. | 2. Det ny testamente. |
| Deinde vero Evangelistas et Apostolos novi testamenti scriptores vel longe copiosius eodem spiritu illuminatos ac perfusos fuisse, nulli unquam in specie Christiano addubitatum quidem opinor; idque non solum ob illud Christi verbum ad suos: Non vos estis qui loquimini, sed spiritus patris vestri, qui loquitur in vobis; verum et multo magis ob id, quod, uti supra iam semel atque iterum attigimus, spiritum sanctum ceu novae legis auctor (62) extrema ad suos oratione tam sedulo eis promissum, die post resurrectionem suam quinquagesimo, in linguis igneis palam coelitus emisit atque praestitit. | Men at dernæst evangelisterne og apostlene, det ny testamentes forfattere, har været meget rigeligere oplyst og gennemgydet af den samme ånd, det mener jeg ikke, der nogensinde har været nogen tvivl om for nogen kristen; sådan er det ikke blot på grund af Kristi ord til sine egne: 'Det er ikke jer, som taler, men jeres faders ånd, som taler i jer' (Matt 10,20); men meget mere på grund af det, som vi ovenfor allerede har sagt én gang, men nu gerne gentager, at han i sin sidste tale til sine egne lovede dem at sende helligånden som den nye lovs ophavsmand ganske snart, og sendte og gav den til dem med ildtunger fra himlen. |
| Hoc autem omne, quicquid id est, quod sacris utriusque testamenti paginis concluditur, scripturam per excellentiam appellare solemus, perinde ac Tullium oratorem et Virgilium poëtam. | Men alt dette, hvad det er, hvad begge testamenterne hellige sider indeholder, plejer vi at kalde fortrinlige skrifter, i samme grad som Tullius, taleren, og Virgil, digteren. |
| III. Apostolicae traditiones | 3. De apostolske traditioner. |
| Sed enim quando spiritum sanctum Apostolis promissum atque praestitum esse constat, non tam uti scriberent quicquam, id quod nulli a Christo mandatum est, uti ante diximus, quam ut Evangelium praedicarent, populum docerent atque Ecclesiam Dei regerent; quis ambigat nihilo secus a spiritu sancto directos esse Apostolos in iis quae coram viva voce ad salutarem Ecclesiae moderationem tradiderunt atque statuerunt, quam in iis, quae posteritati scripta reliquere. | Men når det står fast, at helligånden blev lovet apostlene og givet til dem, ikke for at de skulle skrive noget, hvilket ingen har fået befaling til af Kristus, som vi før har sagt, men at de skulle prædike evangeliet, lære folket og styre Guds kirke; hvem kan så stille spørgsmål ved, at apostlene blev dirigeret af helligånden i de ting, som med levende røst blev overleveret og oprettet i ikke mindre grad, end i de ting, som blev efterladt eftertiden på skrift. |
| Apostoli multa tradiderunt, quae literis non sunt commissa. | Apostlene har overleveret meget, som ikke er betroet på skrift. |
| Quis ergo simul addubitet, non minus fidei habendum Apostolicis traditionibus et decretis (quae veluti per manus tradita ex temporibus Apostolorum hucusque credita et observata sine scripto ad nos pervenerunt), quam ea quae literis ad absentes mandavere, vel hinc illico perspicuum evaserit, quod iuxta domini praeceptum omnes quidem Apostoli Evangelium docuere, sed praeter Matthaeum, Ioannem, Paulum, Iacobum, Petrum et Iudam a ceteris omnibus (quod modo catholica receperit Ecclesia) scriptum plane nihil habemus. | Hvem kan derfor på samme måde være i tvivl om, at man bør tro lige så meget på de apostolske traditioner og dekreter (som blev overleveret fra mund til mund fra apostlenes tid og er nået frem til os idag, troet og overholdt uden skrift), som på det, der på skrift er overgivet fra de fraværende, eller at det herudfra fremgår lige så klart, hvilket evangelium alle apostlene har lært ifølge Herrens befaling, men at vi bortset fra Matthæus, Johannes, Paulus, Jakob, Peter og Judas næsten intet skriftligt har fra de øvrige (hvad den katolske kirke på nogen måde har modtaget). |
| At nihil interim alios vivae vocis oraculo iis populis, quos ad fidem Christi Evangelica praedicatione converterant, coram tradidisse ac statuisse putabimus? Mihi sane haud quaquam fit verisimile. Iam vero quantulum est, quod nobis illi ipsi reliquerunt, quorum monumenta literis mandata tenemus! Num eos nihil praeterea tradidisse ac statuisse credemus apud eas nationes, idque per tot annos, quibus nonnulli Evangelium Christi praedicarunt? | Men skal vi da mene, at de andre, som mundtligt underviste de mennesker, som var blevet omvendt til tro på Kristus ved evangeliets prædiken, intet offentligt har overleveret og stadfæstet? Mig forekommer det næppe sandsynligt. Ja hvor meget er det ikke, som disse selv har efterladt os, og nogle af deres overleverede ting har vi på skrift! Mon vi skal tro, at de ikke har efterladt og overleveret noget iøvrigt hos de nationer, og det igennem så mange år, hvor dog nogle har prædiket Kristi evangelium? |
| Hinc Lucas Actorum Apostolicorum scriptor de Paulo et Timotheo verba faciens: Cum, inquit, pertransirent [31] civitates, tradebant eis servanda decreta, quae erant ordinata ab Apostolis e presbyteris, qui erant Hierosolymis. Quin vel Paulus ipse, qui ceteris alioquin omnibus plus et laboravit et conscripsit, permulta tamen a se coram tradita complusculis in locis perquam dilucide testatur. | Om dette skriver Lukas, Apostlenes Gerningers forfatter, om Paulus og Timotheus: 'Mens de rejste gennem byerne, overleverede de dem de dekreter, som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste, som var i Jerusalem' (Apg 16,4). Hvorfor er det ikke Paulus selv, der meget tydeligt bevidner det, han, som ellers har arbejdet og skrevet mere end alle de øvrige, skønt dog virkelig meget er overleveret af ham adskillige steder. |
| Nam etsi duas ad Corinthios epistolas et quidem bene longas dedit, in priore tamen epistola ait: Cetera cum venoro disponam. Ad Philippenses itidem scribens: Quae, inquit, et didicistis et accepistis (63) et audistis et vidistis in me, haec agite; et Deus pacis erit vobiscum. Sed omnium hac de re locus est apertissimus posteriore ad Thessalonicenses epistola: State, inquit, et tenete traditiones, quas didicistis, sive per sermonem sive per epistolam nostram. | For skønt han har efterladt to breve til korintherne og det endda godt lange breve, siger han dog i det første: 'Det øvrige vil jeg ordne, når jeg kommer' (1 Kor 11,34). Til filipperne skriver han ligeledes: 'Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre; og fredens Gud vil være med jer' (Fil 4,9). Men det i denne sag klareste skriftsted står i 2. Thessalonikerbrev: 'Stå fast, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det er gennem ord eller gennem vore breve' (2 Thess 2,15). |
| Quid? quod omnes Apostolorum epistolae ad eos scriptae sunt, qui iam eorum praedicatione Christi fidem amplexi fuerant, ideoque non tam docentes explicate omnia, quae fidei sunt necessaria, quam coram tradita compendiosius in memoriam reducentes exhortantesque, ut in doctrina fidei semel accepta perseverent, neve sinant se in errores ac haereses per pseudoapostolos abduci, qui iam tum exorti post Apostolorum discessionem nunquam non imminebant, ut populum a libertate Evangelii in legis servitutem pellicerent. | Hvad hører I her? at alle apostlenes breve er skrevet til dem, som allerede havde modtaget deres prædiken med tro, og at de derfor ikke så meget, når de lærer, skal forklare alt, hvad der er nødvendigt til tro, som de skal gentage og formane åbent det, der er gemt mere kortfattet i hukommelsen, for at de kan forblive i den troens lærdom, de én gang har modtaget, fordi de ikke ophører med at lade sig forlede ind i vildfarelser og kætterier af falske apostle, som allerede var fremstået dengang og efter apostlenes afgang aldrig ophørte med at være en trussel om at forføre folket fra evangeliets frihed ind i lovens slaveri. |
| Hinc factum, ut ex Apostolicis huiusmodi traditionibus aliquot canones Apostolorum in principio nascentis adhuc Ecclesiae a beato Clemente collecti, in scripta redacti atque synodali auctoritate comprobati fuerint (qui etiamnum latine circumferuntur), tantae apud Graecos olim dignitatis ac fidei, ut canonicis novi testamenti libris adnumerarentur. Quocirca nulli iam dubium esse reor, nihilo minus ad Christianam et Evangelicam pertinere doctrinam traditiones Apostolorum non scriptas, ceu vivas ipsorum voces, quam mortuas eorundem literas. | Herved skete der det, at der ud af den slags traditioner fra apostlene blev samlet nogle apostolske samlinger i begyndelsen, da kirken var ved at blive til, af den salige Klemens; de blev overført til skrift og anbefalet med synodalsk autoritet (og de blev endvidere udbredt på latin); og ganske mange blev hos grækerne dengang fundet værdige og troværdige til at optages blandt de kanoniske bøger i det nye testamente. Og derfor tror jeg ikke, der kan være tvivl om, at med til den kristne og evangeliske lære hører også de ikke nedskrevne apostolske traditioner, som deres levende røst, i ikke mindre grad end deres døde bogstaver. |
| IV. Orthodoxorum patrum lucubrationes. | 4. De ortodokse fædres arbejder. |
| Verum enimvero, quoniam Christus et seipsum Apostolis suis ad seculi usque consummationem affuturum pollicitus est et eisdem extrema oratione palam professus est, se patrem orasse, quo spiritum sanctum ipsis mitteret, qui cum eis in aeternum maneret, non pro eis tantum, sed et pro iis qui credituri essent per sermonem eorum in ipsum, utpote moriturus non pro suis tantum Apostolis discipulisque tum viventibus, sed et pro cunctis eorum in fide successoribus usque ad finem mundi ubilibet gentium victuris, nihil profecto mihi dubium est, tam illustratos spiritu sancto orthodoxos Ecclesiae patres, Apostolorum discipulorumque Christi successores, uti sacra utriusque testamenti eloquia nobis edisserent, quam prophetas, (64) Apostolos [32] et Evangelistas, ut ea nobis conscriberent, maxime quod, ut etiam ante dictum fuit, potissimum in hoc missus est spiritus sanctus, ut Ecclesiae magister ac interpres coelestium scripturarum esset; | Men sandelig, når Kristus lover, at han vil være med sine apostle indtil verdens ende (Matt 28,20) og i sin sidste tale dengang bekendte for dem, at han ville bede faderen, at han ville sende helligånden til dem, som skulle blive hos dem til evig tid, ikke blot for dem alene, men for dem, som skulle komme til tro på ham ved deres prædiken, ligesom han ikke blot var død for sine apostle og disciple, der levede dengang, men også for samtlige deres efterfølgere i troen indtil verdens ende, hvilke folk de end lever iblandt, så er der bestemt for mig ingen tvivl om, at ligesom de ortodokse kirkefædre, sammen med apostle og disciple Kristi efterfølgere, var oplyste af helligånden, så at de udgav for os den hellige skrifts to testamenter, således var også profeter, apostle og evangelister oplyst af helligånden, så at de skrev noget til os, især for, som det allerede er sagt, helligånden i ganske særlig grad blev sendt af den grund, at den skulle være kirkens lærer i og fortolker af de himmelske skrifter; |
| nihil enim Ecclesiae Dei profuisset utriusque testamenti scripturam divinitus accepisse per homines Dei prophetas et Apostolos, nisi per alios item Dei homines, orthodoxos patres et doctores sacros, rectam veramque ipsius accepisset intelligentiam. | det ville nemlig ikke have gavnet Guds kirke noget at have modtaget den hellige skrift med begge testamenter gennem Guds mennesker, profeter og apostle, hvis den ikke gennem andre Guds mennesker, de ortodokse fædre og hellige lærere, havde modtaget den rette og sande forståelse af samme skrift. |
| Hoc nimirum est, quod priore ad Corinthios epistola Paulus ait: Quosdam quidem posuit Deus in Ecclesia primum Apostolos, secundo prophetas, tertio doctores. Quod ipsum ad Ephesios explicat uberius. Nam de Christo loquens: Ipse, inquit, dedit alios quidem Apostolos, alios vero prophetas, alios autem Evangelistas, alios auten pastores ac doctores ad instaurationem sanctorum, in opus administrationis, in aedificationem corporis Christi, ut non amplius simus pueri, qui fluctuemus et circumferamur quovis vento doctrinae per versutiam hominum, per astutiam, qua nos aduriuntur ut imponant nobis etc. | Det er jo derfor, at Paulus i det første brev til korinterne siger: 'Gud sætter i kirken nogle som apostle, andre som profeter og nogle som lærere' (1 Kor 12,28). Det samme forklarer han overmåde tydeligt for Efeserne. For dèr siger han om Kristus: 'Han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere, til opbyggelse af de hellige, til arbejdet med at gøre tjeneste, til at opbygge Kristi legeme', (Ef 4,11-12); 'så at vi ikke mere er børn, som slynges og drives hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers terningkast, ved snedighed, når de fører os på afveje for at imponere os' (Ef 4,14). |
| En Paulum aperte docentem, non modo prophetas, Apostolos et Evangelistas, verum etiam pastores ac doctores ceu interpretes illorum divinitus Ecclesiae datos, idque ad aedificationem Ecclesiae, et in seculi consummationem, ut hisce tanquam a Deo illustratis fidem adhibentes non abducamur in errorem per eos qui contraria docent. | Se, her lærer Paulus ligeud, at der ikke blot er givet den hellige kirke profeter, apostle og evangelister, men også hyrder og lærere som fortolkere af de første, og det til opbyggelse af kirken, og til verdens ende, så at vi gennem dem, som gennem nogen, der er oplyst af Gud, skal holde fast ved troen og ikke føres i vildfarelse af dem, som lærer det modsatte. |
| Quin hac de re Thessalonicensibus breviter iuxta ac lucide praecipiens: Spiritum, inquit, ne extinguatis, prophetias ne aspernemini. Hoc autem nomine Paulo arcanae scripturae enarratio significari solet, cui vel proximas a charitate partes inter divina charismata in priore ad Corinthios epistola tribuit. Quapropter et piae orthodoxorum patrum lucubrationes, explanationesque coelestium oraculorum ab eis conscriptae, haudquaquam nobis respuendae sunt, verum tanquam ad Christianam Evangelicamque doctrinam apprime (65) facientes, utpote a spiritu sancto profectae, obviis (ut aiunt) ulnis amplexandae. | Ja, om den sag taler han kort og klart til thessalonikerne: 'Ånden må I ikke udslukke, profeterne må I ikke ringeagte' (1 Thess 5,19). Men med dette navn pleje man at betegne hos Paulus den gamle skrifts fortolkning, som Paulus i første korintherbrev regner som en del nær ved kærligheden og med blandt de guddommelige nådegaver. Derfor skal vi ikke støde de ortodokse fædres fromme arbejder og de forklaringer af de himmelske orakler, som de har skrevet, fra os, men modtage dem med åbne arme (som de siger) som noget, der er fremkaldt af helligånden til at tydeliggøre den kristne og evangeliske lærdom. |
| V. Revelationes sanctorum. | 5. De helliges åbenbaringer. |
| At vero non modo doctores literarum studiis ab ineunte aetate instructi atque in lege domini noctes et dies exerciti ad penetranda coelestis sapientiae arcana spiritu sancto illustrati fuere, verum etiam compluribus [33] utriusque sexus, idiotis quidem illis, illiteratis, at minime vulgaribus Dei amicis, legimus spiritum sanctum e thesauro divinae sapientiae secretiora quaedam et arcana, neque satis expressa literis, neque sanctis ostensa doctoribus, singulari quodam amicitiae privilegio revelasse. | Men nu læser vi, at det ikke blot er de lærde, der ved studier af bøgerne er blevet oplært fra vor tidsregnings begyndelse og har studeret Herrens lov nat og dag for at trænge ind i den himmelske visdoms hemmeligheder og er blevet oplyst af helligånden, men at også adskillige af begge køn, vel uoplyst, analfabeter, men dog Guds folkelige venner, nej vi læser også, at helligånden ud af den guddommelige visdoms skat har åbenbaret hemmelige og skjulte ting, som hverken tilstrækkeligt er udtrykt i skriften eller tilstrækkeligt påvist af de lærde, for enkeltpersoner, der havde hans særlige venskab. |
| Nam et principes Apostolorum et spiritus primitiae, dum a Christo vocarentur, rustici, piscatores et indocti fuerunt, unde Christus patri gratias ea de re agens: Gratias, inquit, ago tibi pater, domine coeli et terrae, quod absconderis haec a sapientibus et prudentibus, et revelaveris ea parvulis. | For både apostllenes ledere og åndens førstegrøde, var, da de blev kaldet af Kristus, bønder, fiskere og ulærde, hvorfor Kristus takker faderen for netop dette: 'Jeg takker dig, fader, himlens og jordens herre, fordi du har skjult dette for de vise og kloge, men åbenbaret de for børnene' (Matt 11,25). |
| Quin extrema oratione illa sui revelationem amantibus eum aperte pollicetur: Qui, inquit, diliget me, diligetur a patre meo, et ego diligam eum et manifestabo ei meipsum. Proinde non solum erudita doctorum commentaria, verum etiam piae sanctorum revelationes, veluti e penetralibus spiritus sancti depromptae, praesertim ubi Ecclesiae calculus accesserit, neutiquam contemnenda sunt tanquam a Christiana et Evangelica doctrina dissentaneae seu alienae. | Derfor har han også åbenlyst i den sidste tale lovet åbenbarelse af sig for dem, der elsker ham: 'Den, der elsker mig, elskes af min fader, og jeg skal elske ham og vise mig for ham' (Joh 14,21). Altså ikke blot de lærde doktores fortolkninger, men også de fromme helliges åbenbaringer, der er som hentet frem fra helligåndens inderste gemmer, især hvor kirkens bifald kommer til, bør aldrig fordømmes som noget, der afviger eller er anderledes end den kristne og evangeliske lære. |
| VI. Decreta Summorum Pontificum. | 6. De højeste pavelige dekreter. |
| Iam vero si dominus Deus sacris doctoribus et sanctis quibusdam idiotis aut privatis hominibus aut certe particularium Ecclesiarum praefectis spiritum sanctum ad Ecclesiae utilitatem adeo largiter impartiri dignatus est, quanto uberiore spiritus sancti unctione perfusum credere oportebit generalem Christi vicarium atque summum universalis Ecclesiae praesidem, maxime quod Christum, qui et pro omnibus ubicunque victuris mortem subiit, et ad consummationem usque seculi se affuturum suis promisit, non Petro tantum, sed et universis in eo successoribus promississe par est credi, fore, ut portae inferorum nullo tempore adversus Ecclesiam praevalerent (66). | Men hvis Gud Herren har fundet hellige doktorer og nogle hellige særskilte eller private mennesker eller givetvis nogle særskilte kirkers ledere værdige til at blive delagtiggjort i helligånden til kirkens brug så overvældende, hvor meget mere storslået bør man så ikke tro at helligåndens salvning vil være, når den udgydes over Kristi almindelige stedfortræder og hele den almindelige kirkes forstander, især fordi vi tror, at Kristus, som både sejrrigt underlagt sig døden for alle overalt, og lovede at ville med sine til verdens ende, ikke blot lovede Peter det, men i ham lovede det i lige så høj grad til alle hans efterfølgere, så at helvedes porte aldrig skulle vinde sejr over kirken. |
| Neque consentaneum est, Christum pro solo Petro rogasse patrem, sed etiam pro universis eiusdem successoribus, ne quando fides deficeret. Quo fit ut nihil addubitem, summum totius Ecclesiae Pontificem (qualis tandem ipse vita sit atque moribus, suo enim domino stat aut cadit) in publicis Ecclesiae fideique negotiis ac humanae saluti necessariis directione spiritus sancti nunquam destitui. | Ejheller er det konsekvent, at Kristus alene skulle have bedt faderen for Peter, og ikke også for alle hans efterfølgere, at hans tro ikke skulle svigte. (Luk 22,32). Hvilket gør, at der ikke er nogen tvivl om, at den højeste præst for hele kirken (og en sådan er han i liv og død, 'han står og falder nemlig med sin herre' (Rom 14,4)) i kirkens og troens offentlige affærer og i helligåndens anvisning på de ting, der er nødvendige til menneskets frelse, aldrig svigter. |
| Quandoquidem et de Caipha, non Evangelii, at legis Pontifice, et quidem corruptissimo, legimus, eum instinctu spiritus sancti de Christo verissimum edidisse oraculum, idque teste Evangelista non alia ratione, quam dignitate Pontificatus. Hoc, inquit, a semetipso non dixit, sed cum esset Pontifex anni illius, prophetavit, quod Iesus moriturus esset pro gente. Idcirco et ipsa e fonte spiritus sancti derivata, vel in primus in Christianae et Evangelicae doctrinae album referri debent. | Og eftersom vi om Kajfas, som ikke var evangeliets, men lovens ypperstepræst, og det den mest korrupte, læser, at han på helligåndens foranledning fremsatte et sandt udsagn om Kristus, og det efter evangeliets vidnesbyrd ikke af anden grund end den ypperstepræstelige værdighed. 'Det sagde han ikke af sig selv, men fordi han var ypperstepræst det år, profeterede han, at Jesus skulle dø for folket' (Joh 11,54). Derfor er det også taget fra helligåndens kilde selv, eller bør regnes til de første af de kristne og evangeliske læresætninger. |
| VII. Conciliorum sanctiones. | 7. Konciliernes bestemmelser. |
| Quod si porro Deus optimus maximus singulo cuique aut sacro doctori, aut homini pio, aut summo Pontifici spiritum suum in Ecclesiae usum impartitur, quanto magis certo certius est tenendum, id universali concilio e cunctis proceribus Ecclesiasticis coacto atque totam referenti Ecclesiam tribui, ut in cunctis fidei necessitatibus obortis spiritus Christi, tanquam sponsi ac capitis, ei ceu sponsae ac corpori mystico semper et adsit et praesit, quippe cui Christus spiritum sanctum perpetuo cum ea mansurum promiserit, et quam tantopere patri suo coelesti commendaverit, et cuius gratia hoc quicquid spiritus acceperunt singuli, eis impartitum sit, unicuique autem (teste Apostolo) datur manifestatio spiritus ad Ecclesiae utilitatem. | Og hvis videre den bedste og største Gud betror en enkelt, enten en hellig doktor eller et fromt menneske eller den højeste præst sin ånd til brug i kirken, hvor meget mere stensikkert bør man så ikke regne med, at den betros et almindelige koncil samlet efter de godkendte kirkelige regler og henvisende til hele kirken, så at i samtlige troens nødvendigheder Kristi ånd, som brudgommen og hovedet, altid både vil støtte og lede kirken som bruden og det mystiske legeme, Kristus har jo lovet, at helligånden skulle være med den til evig tid, og han har så eftertrykkeligt anbefalet sin himmelske fader, han, hvis ånds nåde de har modtaget hver for sig, at han vil delagtiggøre dem i den, men 'enhvert gives åndens åbenbarelser til' kirkens 'gavn' (1 Kor 12,7). |
| Proinde quin Ecclesiasticis synodis, maxime generalibus et legitime coactis propter oborta fidei negotia et discrimina, spiritus (67) sanctus praesideat, orthodoxorum opinor ambigere neminem. Cuius rei locupletissimo fuerit tum argumento tum exemplo Apostolicum illud concilium super observatione legalium Ceremoniarum, Hierosolymis (ut est in Actorum historia) celebratum. | Derfor tror jeg ikke, nogen rettroende er i tvivl om, at de kirkelige synoder, især de almindelige, der er samlet på legitim vis på grund af de opståede troens affærer og kendetegn, har helligånden i forsædet. Den sag blev lysende klart bevist dels gennem argumenter dels gennem eksempel ved apostlenes koncil, der blev afholdt under iagttagelse af alle legale ceremonier i Jerusalem (sådan som det fortælles i Apostlenes Gerninger (Apg 15). |
| Huius enim senatus consultum ad fratres Antiochiae perscriptum inter alia sic habet: Visum est spiritui sancto ac nobis, ne quid amplius imponeremus vobis oneris etc. Quo loco praeclare nobis indicatur, sacris Ecclesiae conciliis rite coactis semper praesidere spiritum sanctum. Quapropter et huiusmodi conciliorum dogmata, constitutiones et decreta, tanquam e sacrario spiritus sancti prolata, Christianae et Evangelicae doctrinae catalogo vel maxime debent ascribi. | Dette senats nedskrevne råd til brødrene i Antiokia siger blandt andet: 'Helligånden og vi har besluttet, ikke at pålægge jer yderligere byrde' osv (Apg 15,28). Og dette sted viser os soleklart, at når den hellige kirkes konciler er sammenkaldt efter reglerne, så sidder helligånden altid i forsædet. Derfor bør også dogmer, beslutninger og dekreter fra den slags konciler i særlig grad regnes med til de kristne og evangeliske læresætninger, eftersom de er fremdraget fra helligåndens gemmer. |
| VIII. Universalis Ecclesiae consuetudines. | 8. Hele kirkens sædvaner. |
| Sed certe si Ecclesia Dei, quam universale refert concilium, spiritu sancto regitur in suis decretis atque constitutionibus, cur item non in consuetudinibus ritibusque suis eam spiritu sancto dirigi credemus? Et si humanis in rebus, quae nativae rationibus lumine reguntur, recepta consuetudo vim humani iuris obtinet, cur item non in negotiis Ecclesiasticis, quae magisterio spiritus sancti gubernatur, consuetudo unanimi omnium ubique Christi fidelium consensu approbata et diutino observationis usu confirmata, divini iuris [35] robur habere putabitur? | Men det er da ganske klart, hvis Guds kirke, som det almindelige koncil henviser til, styres af den helligånd i dens dekreter og konstitutioner, hvorfor skal vi så ikke tro, at den på samme måde regeres af helligånden i dens sædvaner og ritualer? Og hvis i menneskelige forhold, som styres af den medfødte fornufts lys, den overleverede sædvane har kraft fra den menneskelige ret, hvorfor skulle så ikke i de kirkelige forhold, som styres med helligånden som lærer, den sædvane, som godkendes af alle Kristi troendes énstemmige tilslutning og bekræftes af den daglige brug, regnes for at have styrke fra den guddommelige ret? |
| Hinc Apostolus Paulus adversus contentiosos Ecclesiasticae consuetudinis auctoritatem protulisse contentus: Si quis, inquit, videtur contentiosus esse, nos talem consuetudinem non habemus, neque Ecclesia Dei. Quamobrem ut scriptae generalium conciliorum sanctiones, ita et tacitae universalis Ecclesiae consuetudines, ceu vivae quaedam ipsius voces, haud secus (68) ac ex ore spiritus sancti pronuntiatae in primis Christanam et Evangelicam doctrinam pertinere censendae sunt. | I den henseende er det nok for Paulus at fremføre som autoritet kirkens sædvane mod de stridslystne: 'Hvis nogen vil strides om dette, så har vi ikke sådan skik, heller ikke Guds kirke' (1 Kor 11,16). Derfor, det, man bør mene om de almindelige koncilers skrevne bestemmelser, det bør man også mene om hele kirkens tavse sædvaner, eller om dens levende røster, nemlig, at de er kristne og evangeliske læresætninger, udtalt af helligåndens mund. |
| IX. Seculares literae. | 9. De sækulare skrifter. |
| Quid? quod ne per sapientes quidem huius seculi, ut philosophos, ut oratores, ut historicos, ut poëtas, quadamtenus locutum esse spiritum sanctum inficiari possimus. Nam innata hominibus ratio, qua omnes literae seculares tum inventae tum conscriptae sunt, est quasi radius divini luminis hominum mentes illustrans, dicente ad dominum psalmographo: Signatum est super nos lumen vultus tui, domine. Deus (inquit Evangelista) lux vera est, quae illuminat omnem hominem venientem in hunc mundum. | Men hvad så? Kan vi besmitte os med den tanke, at helligånden ikke i nogen grad har talt gennem denne verdens kloge, filosoffer, oratorer, historikere, digtere? For den medfødte menneskelige fornuft, hvorved alle denne verdens forfattere både får idéer og skriver bøger, er som det guddommelige lys, der oplyser menneskenes sind, efter hvad salmisten siger til Herren: 'Betegnet er over os dit ansigts lys, Herre!' (Sl 4,7). Og evangelisten siger: Gud 'er det sande lys, som oplyser hvert menneske, og nu kommer ind i denne verden' (Joh 1,9). |
| Huius autem insitae homini rationis lumen, etsi peccato quidem vehementer obscurantum, est haudquaquam tamen prorsus extinctum. Quo fit, ut huius mundi sapientes, quatenus quidem humanitus impediti, saepe ac graviter hallucinati sint; e contrario, quatenus adiuti divinitus, nativi luminis beneficio plurima tum vere tum utiliter excogitarint atque conscripserint. | Men denne fornufts lys, der er mennesket iboende, er nok, skønt den ganske vist er hårdt formørket af synden, ikke helt udslukt. Og derved sker det, at denne verdens vise, når de sidder fast i det menneskelige, ofte og alvorligt farer vild; men modsat, når de hjælpe af det guddommelige, med det medfødte lys' velsignelse kan udtænke og sammenskrive meget, som både er sandt og nyttigt. |
| Hinc a Iesu Sirach mox in fronte libri sui dictum est: Omnis sapientia a domino Deo est. Apostolus quoque Paulus de philosophis gentium verba faciens: Id, inquit, quod de Deo cognosci potest, manifestum est in illis. Deus enim illis patefecit. Siquidem quae sunt invisibilia illius, ex creatione mundi, dum per opera intelliguntur, pervidentur, ipsaque aeterna eius potentia ac divinitas. | Derfor siger Jesus Sirak allerede allerførst i sin bog: 'Enhver visdom er fra Gud Herren' (Sir 1,1). Og apostelen Paulus siger om hedningernes filosoffer: 'Det, som kan kendes om Gud, ligger klart for dem. Gud har nemlig åbenbaret dem det. For hans usynlige ting har fra verdens begyndelse kunnet erkendes af hans gerninger, både hans evige magt og guddommelighed' (Rom 1,19-20). |
| Propterea, si qua vera sapientes mundi scripta reliquerunt, ab orthodoxae fidei nostrae dogmatis minime dissentanea, neutiquam nobis aspernanda sunt, at potius vertenda, idque Apostoli Pauli exemplo, qui vel trium poëtarum Graecorum, Arati, Epimenidis et Menandri carmina, totidem in locis citare, ubi suam in rem esse videretur, haud dedignatus est, cum alioqui maior semper philosophorum, [36] oratorum, sive historicorum, quam poëtarum, tam apud Graecos quam apud latinos fuerit auctoritas. | Derfor, hvis denne verdens vise har efterladt noget sandt på skrift, som ikke afviger særlig meget fra vore trossætninger, så bør vi på ingen måde foragte det, men snarere forandre det, efter apostelen Paulus' eksempel, han, som på tre steder citerede tre græske digtere, Aratum, Epimenides og Menander, (note 1) hvor han syntes, det var passende, og det kan næppe kaldes afvisende, eftersom filosofferne, talerne, historieskriverne og digterne ellers nød stor anseelse både hos grækerne og hos latinerne. |
| Quamobrem et Ethnicorum literae, sive philosophorum, (69) sive oratorum, sive historicorum, sive poëtarum, si quando pietati nostrae consentanea protulere, velut et ipsae suo quodam modo a spiritu sancto progressae, nullo pacto nobis contemptim abiicendae sunt, sed potius Aegypto spoliata in Christianae ac Evangelicae doctrinae suppellectilem arripiendae. | Derfor skal hedningernes bøger, hvad enten det er filosoffernes, talernes, historieskrivernes eller digternes, hvis de bare på nogen måde er i overensstemmelse med vores fromhed, eftersom de jo nok på deres egen måde er fremstået ved helligåndens hjælp, på ingen måde foragtes og forkastes af os, men snarere ved det udplyndrede Ægypten (??) optages i de kristne og evangeliske lærdommes underafdeling. |
| X. Humana ratiocinationes. | 10. De menneskelige fornuftsslutninger. |
| Quin, si quod res est, humana in nobis ratio sit veluti quaedam divini luminis particula, quicquid veri nativa ratiocinatione a quovis disserendo colligitur, et ipsum a spiritu sancto quadamtenus profluxisse habendum esse. Quamobrem ne ratiocinationes quidem humanae, ubi a vero non dissident, nobis repudiandae (non) sunt. | Men hvis, når det forholder sig sådan, at den menneskelige fornuft på en måde er en del af det guddommelige lys, der da kan sammenføjes noget sandt af den medfødte fornuft, når den behandler forskellige ting, så må den også selv regnes for at være fremflydt i nogen grad af helligånden. Derfor må vi ikke forkaste fornuftslutningerne, skønt de er menneskelige, når de ikke afgiver fra sandheden. |
| Nam ratio (quod dici solet) est anima legis, et omnis lex tam divina, quam humana, ratione constat. Lex enim divina vetus est legis naturae (quod rationem interpretor) reparatio, nova vero ipsius consummatio, uti supra diximus; et omnis lex humana eiusdem explicatio, unde fit, ut nulla lex citra ratiocinationem commode tractari queat. | For fornuften er, som man plejer at sige, lovens sjæl, og enhver lov, både den guddommelige og den menneskelige, beror på fornuft. For den gamle guddommelige lov er en forbedring af den naturlige lov (sådan udlægger jeg fornuften), men den nye er den gamle opfyldelse, som vi ovenfor har sagt; (se side 60); og enhver menneskelig er dens forklaring, hvorved det sker, at ingen lov kan ingen lov kan behandles uden passende fornuftslutninger. |
| Hinc Moses et prophetae, Christus et Apostoli (si modo eruditus lector observet) nullo non argumentandi genere passim uti comperiuntur. Quare nec humanae ratiocinationes a vero non aberrantes, nequaquam a Christianae et Evangelicae doctrinae consortio prorsus alienae habendae sunt, utpote quoquo modo a spiritus sancto profectae. | Derfor kan Moses og profeterne, Kristus og apostllene (hvilket vil den dannede læser nok vil have bemærket) kun forstås på den måde, at man overalt må argumentere. Derfor kan hverken de menneskelige fornuftslutninger undgå af fare vild fra sandheden, ejheller bør de holdes for fremmede for delagtighed i den kristne og evangeliske lære, så sandt som de er fremkommet ved helligånden. |
Note 1: Udgiveren, Ludvig Schmitt, har fundet et sted i et af Nicolaus Herborns andre skrifter, hvor han forklarer sig lidt nøjere. Citatet i Apostlenes Gerninger 17,28, hvor Paulus citerer en digter for at have sagt: 'Vi er også af hans slægt' mener Herborn stammer fra en digter ved navn Aratus. 1 Kor 15,33: 'Slet omgang fordærver gode sæder' skulle stamme fra Menander. Og om et sted i pastoralbrevene: "Der er en af jeres egne, en profet, som har sagt: Kretere lyver konstant, de er dyriske, griske og dovne" (Tit 1,12), véd Herborn, at det er en herre ved navn Epimenides, der har sagt dette. Om vi idag kan eftervise rigtigheden af disse påstande, véd jeg ikke.