Tilbage til oversigten.

Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.
 

Quod Evangelii ratio nulla in litera consistat.	At Evangeliets mening ikke findes i skriften.
Principio, nonne passim Evangelii mentionem factam esse legimus, nullo etiamnum in tabulis, vel in membranis, vel alia quavis materia exarato? Quoties Christus ipse adhuc praedicando circumiens Evangelii meminit? veluti (quo pauca de multis exempla proferam) cum ait: Poenitentiam agite, et credite Evangelio. Et iterum: Qui perdiderit animam suam propter me et Evangelium, salvam faciet eam. Rursus: Amen dico vobis, ubicunque praedicatum fuerit hoc Evangelium in toto mundo, dicetur quod haec fecit in memoriam eius. Et alibi: Euntes in universum mundum praedicate Evangelium omni creaturae, aliisque locis quamplurimis. Quoties Apostolorum Acta commemorant, passim illos evangelizasse ac praedicasse Evangelium per civitates?	Først, mon ikke vi læser, at evangeliet nævnes over, endnu ikke nedskrevet på tavler eller pergament eller på noget andet materiale? Hvormange gange har ikke Kristus nævnt det, da han gik omkring og prædikede? såsom (at jeg skal fremdrage enkelte eksempler ud af de mange) hvor han siger: 'Gør bod og tro på evangeliet' (Mark 1,15). Og igen: 'Den, der mister sit liv for min og evangeliets skyld, skal frelse det' (Mark 8,35). Atter: 'Sandelig siger jeg jer, hvorsomhelst dette evangelium prædikes i hele verden, skal det, hun har gjort, nævnes til minde om hende' (Matt 26,13). Og et andet sted: 'Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen' (Mark 16,15), og talløse andre steder. Hvor ofte siger Apostlenes Gerninger ikke, at de overalt skal evangelisere og prædike evangeliet i byerne?
Quoties Evangelii tuba Palus, nomen hoc suavissimum personat, quam frequenter ore verbum hoc bonum eructat, quod semper in corde gestabat? quam in nulla fere non epistola in huius mellitissimi nominis appellatione creber ac multus est? Sed de quo tandem Evangeliorum his in locis verba sunt? Num Matthaei? num Lucae? num Ioannis? At praedicante in terris Christo nullum adhuc scriptum exstabat Evangelium.	Hvor ofte udråber evangeliets trompeter, Paulus, ikke dette søde navn, hvor ofte udspyer han det ikke dette gode ord af sin mund, det, som han altid bærer i hjertet? dette honningsøde ord findes nævnt i alle hans breve tæt og mange gange? Men hvilke af evangelierne handler ordene om på disse steder? Om Matthæus? om Lukas? om Johannes? Men mens Kristus prædikede på jorden, var der endnu ikke fremkommet noget evangelium.
Quippe cum aliquot annis post ascensionem dominicam scribi coepta sunt Evangelia, maturius aliud, aliud serius. Verum et si Apostolis quidem adhuc praedicantibus forte conscripta sunt, et edita Evangelia, quibus hodie utimur omnia, tamen eos ad praescriptas illorum angustias non docuisse ac praedicasse Christi Evangelium, vel inde liquido constat, quod nondum ullo horum quatuor vel condito vel edito, Apostoli iam ad Evangelii (56) praedicationem et piscaturam mundi in suam quisque regionem duce ac magistro spiritu sancto digressi fuerant praedicaturi Evangelium, prout spiritus sanctus unicuique [25] suggereret.	Men da man nogle år efter Kristi himmelfart begyndte at skrive evangelierne, så begyndte nogle senere, andre tidligere. Men skønt de blev skrevet af apostlene straks mens de prædikede, og evangelierne blev udgivet, dem vi bruger i dag, dog, at de ikke havde lært eller prædiket Kristi evangelium indtil deres forudsagte trængsler, det stod fast med fuldkommen sikkerhed, fordi endnu var intet af de fire grundlagt eller udgivet, og apostlene var allerede draget ud for at prædike evangeliet og holde fiskedræt i verden i hver deres region, under ledelse og anførsel af helligånden, for at prædike evangeliet, efter som ånden indgav hver af dem. (??)
Cui rei argumento fuerit locupletissimo, quod Apostoli, qui scriptas reliquerunt epistolas, nusquam de his quatuor evangeliis testimonia proferunt, nisi Paulum intelligas Lucae discipuli ac comitis sui Evangelium citare, quoties suum Evangelium appellare solet. At Paulus, qui palam asserit Evangelium a se praedicatum non esse secundum hominem, seque illud ab homine nec accepisse nec didicisse, sed per revelationem Iesu Christi, non a Luca Evangelium accepit didicitque.	Det vil i denne sag være et yderst fyldestgørende argument, at apostlene, som efterlod sig skrevne breve, aldrig har båret vidnesbyrd om disse fire evangelier, medmindre man vil mene, at Paulus har citeret sin discipel og efterfølger Lukas' evangelium, alle de steder, han taler om evangelium. Men Paulus, som engang forsikrede, at det evangelium, han prædikede, ikke var fra mennesker, og at han ikke havde modtaget eller fået det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus, han har da så ikke modtaget eller fået Evangeliet af Lukas.
At contra Lucas, Pauli sectator assiduus omnisque peregrinationis ipsius comes assiduus, iuxta Pauli praedicationem Evangelium conscripsit, quemadmodum praedicatum a Petro Evangelium Marcum literis mandasse ferunt. Quid, quod auctor et conditor novae legis (quod Evangelium dicimus), dominus noster Iesus Christus, nec scripsit ipse quicquam, nec Apostolorum ulli quicquam scribere iussit, sed ut docerent omnes gentes ac praedicarent omni creaturae suum Evangelium, id tantum Apostolis suis iam tum ab illis e terris ad patrem in coelos ascensurus extrema voce mandavit.	Tværtimod har Lukas, Paulus' vedvarende følgesvend og vedvarende hjælper på alle hans rejser, skrevet sit evangelium ifølge Paulus' prædiken, ligesom det er bevidnet, at Markus fik sit evangelium overleveret fra Peters prædiken. Og hvad med det forhold, at ophavsmanden og skaberen af den nye lov (det er, hvad vi kalder evangeliet) vor Herre Jesus Kristus ikke selv skrev noget, ejheller befalede sine apostle at skrive noget, men derimod befalede dem, at de skulle lære alle folkeslag hans evangelium og prædike det for hele skabningen, ja, da han steg op fra dem på jorden til sin fader i himmelen overlod det til kun dem med sine sidste ord.
Nam sic apud Matthaeum ait: Euntes docete omnes gentes baptizantes eos in nomine patris et filii et spiritus sancti, docentes eos servare omnia quaecunque praecipi vobis. Apud Marcum sic inquit: Ite in mundum universum et praedicate Evangelium omni creaturae etc. Quo factum, ut Apostolis iuxta mandatum domini ad Evangelii praedicationem digressis, qui ante separationem in solis fidei articulis convenisse feruntur, bona part vasto orbis Evangelium voce prolatum audierit, susceperit atque crediderit, priusquam scripto mandaretur.	For således siger han hos Matthæus: 'Gå ud og lær alle folkeslag, idet I døber dem i faderens og sønnens og helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har foreskrevet jer'. (Mat 28,19f). Hos Markus siger han sådan: 'Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen' (Mark 16,15). Hvilket bevirker, at da apostlene skiltes for at prædike evangeliet efter Herrens befaling, og da de før adskillelsen plejede at kommer sammen om kun troens artikler, så hørte en stor del af verden evangeliet forelagt sig mundtligt, de modtog det og troede på det, førend de fik det overgivet skriftligt.
Videtis ergo vos, scilicet Evangelici concionatores, quam longe ab Evangelii scopo aberretis, qui mordicus literae adhaerentes non animadvertitis, ne plane dicam, ignoratis, Evangelium hoc scriptum iuxta germanam et veram Evangelii rationem, ne esse quidem Evangelium.	Altså ser I, I evangeliets prædikanter, hvor langt bort fra evangeliets synspunkt I har forvildet jer, når I hænger fast i de døde bogstaver og ikke er opmærksom på, ja, jeg kan lige så godt lige ud sige, når I er uvidende om, at dette evangelium, der er skrevet efter det ægte og sande evangeliums mening, ikke engang er evangeliet.
At obstrepet mihi fortassis hoc loco quispiam: Cur igitur, reprobatis (ut ante dictum fuit) aliis, haec tantum Evangelium quatuor, si vera non sint, a maioribus nostris approbata sunt atque recepta? (57) - Absit procul a nobis, procul, inquam, a nobis absit ea impietas, ut dubitemus esse vera, nedum ut vera esse negemus; nihil his verius, verissimam complectuntur historiam, verissime Iesu Christi tum dicta tum facta recensent; at germanam veramque ipsius Evangelii rationem, hoc est illud ipsum, quod est summa, finis atque scopus omnium, quae verissime iuxta et sanctissime quatuor Evangeliorum historia describit, quoque tum dicta nulla in litera consistere, nullam esse scripturae genus, nullam denique legem esse scriptam.	Men nogen vil måske indvende følgende imod mig: Hvorfor da bebrejder I (som det blev sagt før) andre, at kun disse fire evangelier er godkendt og modtaget fra vore forfædre, hvis de ikke er sande? - Det være langt fra os, siger jeg, langt fra os være en sådan ufromhed, at vi tvivler på, at de er sande, ja, at vi nægter, at de er sande; intet er sandere end dem; de indeholder den sandeste historie, de gengiver på det sandeste Jesu Kristi ord og gerninger; men den ægte og sande mening med dette evangelium, det er evangeliet selv, som er summen, enden og hensigten med det altsammen, som beskriver den sandeste og helligste historie i de fire evangelier, der som sagt ikke består i bogstaver, ikke ligger i noget skriftligt, ikke beror på nogen skreven lov.
Cuius tamen rei sacratissima [26] horum quatuor Evangeliorum historia, quibus Ecclesia utitur, sit nobis tanquam signum, imago et monumentum. Nam haec lex nova (quam Evangelii nomine significamus) a ceteris legibus distat, quod neque nobis innata sit, uti lex naturae omnibus a nativitatis exordio hominibus insita, neque vel in tabulis lapideis vel membranis quibuscunque hominibus a Deo praescripta, uti lex Mosi olim a Deo Iudaeis data, sed in cordibus quorumlibet credentium per spiritum sanctum tempore baptismatis infusa et quasi digito Dei (qui spiritus sanctus est) spiraliter inscripta.	Dog denne sags højhellige historie fra de fire evangelier, som kirken bruger, lad den være for os som et tegn, et billede og et monument. For denne nye lov (sådan betegner vi evangeliet) adskiller sig fra de øvrige love, fordi den hverken er os medfødt, som den naturlige lov er indlagt i alle mennesker fra fødslens begyndelse, ejheller foreskrevet nogle mennesker af Gud på sten- eller pergamenttavler, sådan som moseloven engang blev giver jøderne af Gud, men indgydt i alle troendes hjerter gennem den helligånden på dåbstidspunktet, og ligesom åndeligt skrevet med Guds finger (som er helligånden).
Hoc vero ita futurum prophetae Dei multis ante seculis praecinuerant. Nam Esaias de novae legis tempore vaticinans: Repleta est, inquit, terra scientia domini, sicut aqua maris aperientis. Et alibi rursus in domini persona: Ponam universos filios tuos doctos a domino. Quem sane locum respexisse videtur dominus noster Iesus Christus apud Ioannem, quo loco ait: Est scriptum in prophetis: Et erunt omnes docti a Deo.	At det ville ske således i fremtiden forudsagde Guds profeter for mange hundrede år siden. For Esajas spåede om den nye lovs tid: 'Jorden er opfyldt af Herrens kundskab, sådan som vandet dækker havets bund' (Es 11,9). Og atter et andet sted er det Herren selv, der taler: 'Jeg vil sætte alle dine sønner som oplærte af Herren' (Es 54,13). Det ser ud til, at vor herre Jesus Kristus hentyder til dette sted hos Johannes, dèr hvor han siger: 'Der står skrevet: De skal alle være oplært af Gud' (Joh 6,45).
Hieremias autem rem hanc uberius explicans: Ecce, inquit, dies venient, dicit dominus, et feriam domui Israel et domui Iuda foedus novum: non secundum pactum, quod pepigi cum patribus vestris in die quo apprehendi manum eorum, ut educerem eos de terra Aegypti; pactum quod irritum fecerunt, et ego dominatus sum eorum, dicit dominus. Sed hoc erit pactum, quod feriam cum domo Israel post dies illos, dicit dominus: Dabo legem meam in visceribus eorum, et in cordibus eorum scribam eam, et ero eis in Deum, et ipsi mihi erunt in populum; et non docebit ultra vir proximum suum et vir fratrem suum dicens: Cognosce (58) dominum; omnes enim cogniscent me a minimo eorum usque ad maximum, ait dominus; quia propitiabor iniquitati eorum, et peccati eorum non memorabor amplius. Haec illa.	Men Jeremias forklarer denne sag helt overdådigt, når han siger: 'Se dage skal komme, siger Herren, da jeg vil slutte en ny pagt med Israels hus og med Judas hus; ikke som den pagt, jeg sluttede med jeres fædre, da jeg tog dem ved hånd for at føre den op fra Ægypten; hvilken pagt de brød, skønt jeg var deres Herre, siger Herren. Men dette skal være den pagt, som jeg vil slutte med Israels hus efter hine dage, siger Herren: Jeg vil give min lov i deres indre og skrive den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk; og ingen skal lære sin nabo og ingen skal sige til sin bror: Kend Herren; for alle skal de kende mig, fra den mindste til den største, siger Herren; for jeg tilgiver deres skyld og kommer ikke mere deres synd ihu.' (Jer 31,31-34). Såvidt Jeremias.
Qui prophetae locus in ea quae ad Hebraeos est epistola, tum octavo tum decimo cap. verbis nonnihil immutatis maiore cum luce repetitur, explicando veteris novique testamenti differentiam. Huc quoque pertinet, nempe legem spiritus esse Evangelium, quod Apostolus posteriore ad Corinthios epistola in haec verba scribit, praedicto, ni fallor, prophetae loco eminus alludens: Epistola, inquit, nostra vos estis, scripta in cordibus nostris, quae scitur et legitur ab omnibus hominibus: manifestati, quoniam epistola estis Christi ministrata a nobis et scripta, non atramento, sed spiritu Dei vivi, non in tabulis lapideis, sed in tabulis cordis carnalibus.	Hvilke profetsted drages frem i et større lys i brevet til hebræerne, både i kapitel otte og i kapitel ti, med næsten uforandrede ord, idet han forklarer forskellen mellem det gamle og det ny testamente. Herhen hører det også, nemlig, at åndens lov er et evangelium, hvad apostelen i det andet brev til korintherne skriver med følgende ord, idet han fjernt hentyder til det foregående profetsted, om jeg ikke tager fejl: 'I er vort brev, skrevet i vore hjerter, som kendes og læses af alle mennesker; det er klart, at I er Kristi brev, blevet til og nedskrevet af os, ikke med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på stentavler, men på kødelige hjerters tavler'. (2 Kor 3,2f).
Atque haud multo post ibidem: Qui, inquit, et ideneos nos fecit ministros novi testamenti; non litera, sed spiritu [27]; litera enim occidit, spiritus autem vivificat. Propterea magister ac dominus noster Iesus Christus, conditor Evangelii et novae legis auctor, posteaquam toto huius vitae suae mortalis decursu Mosaicam legem observarat, nempe factus sub lege, iuxta doctrinam Apostolicam, ut eos qui sub lege erant redimeret, post agni paschalis esum in ultima coena, veteri lege iam consummata, novam conditurus, extrema oratione illa tum ad suos habita, nihil eis, patri suo commendatis, praeter unum spiritum sanctum promisit, tanquam is nimirum futurus esset, qui novam et Evangelicam legem suam cordibus eorum inscriberet, doceretque eos, quicquid eis aut scitu aut factu opus esset, et ad summam, in quo tota lex sua consisteret.	Og ganske kort efter skriver han det samme sted: 'Han, der gjorde os duelige til at være tjenere for det ny testamente; det består ikke i bogstav, men i ånd; for bogstaven slår ihjel, en ånden levendegør' (2 Kor 3,6). Og derfor har vores lærer og herre Jesus Kristus, skaberen af evangeliet og ophavsmand til den nye lov, efter at han igennem hele dette dødelige livs forløb havde overholdt moseloven, han var nemlig 'blevet til under loven', ifølge den apostolske lære, 'for at han kunne løskøbe dem, der var under loven' (Gal 4,4f), efter at have spist påskemåltidet i den sidste nadver, og efter at den gamle lov var sket fyldest, så oprettede han en ny, og i den sidste tale, som han holdt til dem, overantvortede han intet til dem fra sin far, men lovede dem den ene hellige ånd, som om han ganske sikkert ville komme, han, som skulle indskrive sin nye og evangeliske lov i deres hjerter, og lære dem, hvad det var nødvendigt for dem at vide og at gøre, og kort sagt, hvori hele hans lov består.
Unde factum quoque, ut quemadmodum Hebraeo quondam populo ab Aegyptiis liberato quinquagesimo die post immolationem agni lex data est in monte Sina: ita post passionem, qua verus agnus occisus est, quinquagesimo a resurrectionis eius die (quam graece voce pentecosten appellamus) in Apostolos plebemque credentium spiritus sanctus elapsus est. Auditis igitur, Evangelici scilicet concionatores, quemadmodum non in litera, sed in spiritu (59) consistat Evangelium, neque sit lex scripta, sed infusa, non per hominem, sed per spiritum sanctum, non in membranis librorum charteceis, sed in carneis fidelium cordibus.	Derved skete det, at ligesom loven blev givet det befriede hebræiske folk halvtreds dage efter lammets ofring på Sinai bjerg, således blev, efter den lidelse, hvorved det sande lam blev ofret, halvtreds dage efter hans opstandelse (hvilket på græske hedder pentecosten) helligånden udgydt over apostlene og den troende menighed. Hør altså, I evangeliske prædikanter, hvordan evangeliet ikke består i bogstaver, men i ånd, hvordan det ikke er en skreven lov, men en indgydt, ikke ved et menneske, men ved helligånd, ikke i bøger af papir, men i de troendes kødelige hjerter.
Quid sit Evangelium	Hvad evangeliet er
At rogabit hic forte quispiam, quid ergo tandem sit rei Evangelium ipsum, cupiens audire paulo explicatus. Audi, quisquis es, non me, sed clarissimam Evangelii tubam beatum Paulum, a quo inRomanis Evangelium hac finitione perquam luculenter explicatur: Lex, spiritus vitae in Christo Iesu, seu per Christum Iesum, idque tali sensu: Lex est non scripta uti Mosaica, sed spiritualis, non occidens ut illa (nempe Deum ostendens vetansque peccatum, et gratiam seu auxilium evitandi non praestans, humani ingenii vitio semper in vetitum obnitentis maiorem peccandi suggerit occasionem, quo et damnatur et occiditur anima), sed vivificans;	Men nu vil nogen nok råbe ret kraftigt, hvad da altså selve evangeliets sag er; han længes efter at høre det nogenlunde forklaret. Hør da, hvem du end er, ikke på mig, men på evangeliets klareste forkynder, den salige Paulus, af hvem det i romerbrevet forklares med denne indlysende definition: 'Loven, livets ånd i Kristus Jesus' (Rom 8,2), eller gennem Kristus Jesus, og det har denne betydning: Loven er ikke den skrevne lov, sådan som moseloven, men den åndelige, den slår ikke ihjel som hin gør det (idet den nemlig viser os Gud og forbyder synden, og idet den ikke giver nåden og hjælpen til den, der viger tilbage for det, fordi det hører til menneskesindets laster, at det altid i sin kamp mod det forbudte falder for fristelsen til at synde, hvorved sjælen både fordømmes og slås ihjel), men den levendegør;
quippe quae gratiam auxiliumque implendi legem ac aeternae vitae consecutionem credentibus ac facientibus administret, et quidem in Christo Iesu seu per Christum Iesum, hoc est virtute et merito ipsius ceu mediatoris inter Deum et hominem, a quo tanquam omnis gratiae fonte uberrimo in nos gratia particulatim derivatur, iuxta illud beati Ioannis Evangelistae: Verbum caro factum est, et habitavit in nobis, et vidimus gloriam eius, gloriam [28] quasi unigenti a patre plenum gratia et veritate, et de plenitudine eius nos accepimus gratiam pro gratia, quia lex per Mosen data est, gratia et veritas per Iesum Christum facta est.	men den nåde til og hjælp til at opfylde loven og efterstræbe det evige liv, gives til dem, der tror og handler, og det i Kristus Jesus eller gennem Kristus Jesus, det vil sige, ved hans dyd og fortjeneste, noget han viser som mellemmand mellem Gud og menneske, hvorfra som al nådes kilde, overvældende i os, nåden udledes til hver især, ifølge dette sted fra den salige Johannes evangelist: 'Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne har den fra faderen, fuld og nåde og sandhed, og af hans fylde har vi modtaget nåde over nåde, fordi loven blev givet gennem Moses, nåden og sandheden gennem Jesus Kristus'. (Joh 1,14. 16-17).
Porro gratia nulli contingit adulto, qui modo mentis suae compos sit, citra poenitentiam, poenitentia autem non citra fidem, fides denique non citra veritatis cognitionem; at ubi gratia ibi remissio peccatorum, ibi pax et reconciliatio cum domino Deo; ubi pax Deo, ibi salus, aut re aut spe; ubi salus, ibi consimiliter vita aeterna; ubi vita aeterna, ibi regnum coeleste.	Derfor nåden er ikke noget for den voksne, der har fuldt herredømme over sig selv uden bod, men boden er ikke uden tro, troen endelig er ikke noget uden erkendelse af sandheden; men hvor nåden er, dèr syndernes forladelse, dèr er der fred og forsoning med Herren Gud; hvor der er fred med Gud, dèr er der frelse, enten virkelig eller i håbet; hvor der er frelse, dèr leves livet som et evigt liv; hvor der er evigt lig, dèr er det himmelske rige.
Quibus efficitur, ut Evangelium (quatenus vox ipsa non pro re annunciata et allata per Christum accipitur, sed pro annuntiatione ipsa, praedicatione ac doctrina) passim (60) in divinis eloquiis appelletur Evangelium, lex aut verbum fidei, veritatis, poenitentiae, gratiae, pacis, reconciliationis, vitae, salutis et regni, et si quae hisce sunt cognata et affinia.	Derved sker det, at evangeliet (forsåvidt ordet forstås i sig selv, ikke som noget, der indvarsles og frembæres af Kristus, men som indvarslingen selv, som prædikenen selv, som lærdommen selv) vidt og bredt i skriften kaldes evangeliet, loven eller ordet om troen, om sandheden, om boden, om nåden, om freden, om forsoningen, om livet, om frelsen og om kongeriget, og hvad der ellers hører med hertil.
Verum enimvero gratia vel ipsa charitas est, vel certe nunquam a charitate separatur. Charitas autem (quae diffunditur in cordibus nostris per spiritum sanctum) iuxta doctrinam Apostolicam, plenitudo legis est. Quo fit, ut quemadmodum lex scripta est legis innatae reparatio, ita lex gratiae seu charitatis est utriusque consummatio atque impletio. Sicut enim lex scripta, ita quoque lex innata peccatum ostendit, docens quid sit, quid non sit facto opus; at neutra hominis naturam peccato originis corruptam sanavit praestando vim declinando a malo et faciendi bonum.	Men i sandhed, nåden er enten kærligheden selv, eller er visselig aldrig adskilt fra kærligheden. Men kærligheden (som 'udgydes i vore hjerter ved helligånden' (Rom 5,5)) ifølge den apostolske lære, er 'lovens fylde' (Rom 13,10; Gal 5,14). Derved sker det, at ligesom den skrevne lov er en forbedring af den medfødte lov, således er nådens eller kærlighedens lov fylden og opfyldelsen af dem begge. Ligesom nemlig den skrevne lov, sådan gør også den medfødte lov det, at den påviser synden, lærer, hvad den er, hvad den ikke er i gjort gerning; men ingen af de to kan helbrede menneskets natur, der er fordærvet af arvesynden ved at give en kraft, der kan trække bort fra det onde og gøre det gode.
Hoc autem unica lex Evangelica praestitit, id est gratia Iesu Christi sive charitas per spiritum sanctum in cordibus credentium diffusa; videlicet quadelectabiliter omne impletur, quod terribilite iubetur lege, id quod solum est implere legem coram Deo, qui renes et corda scrutatur; nempe si lubenter, amanter, ex animo, et cum gaudio id quod praecipitur efficias.	Men dette kan denne ene evangeliske lov bevirke, det er: Jesu Kristi nåde eller kærlighed indgydt i de troendes hjerter; sådan at nemlig alt det opfyldes af kærlighed, som loven påbyder gennem frygt, hvilket alene er at opfylde loven overfor Gud, som ransager nyrer og hjerter; sådan, at du gør det, som er foreskrevet, frit, af kærlighed, med hjertet, og med glæde.
Quamobrem ut lex scripta non fuisset homini ad salutem necessaria, neque homini etiam a Deo data fuisset, si genus humanum naturae legem peccatis non usque adeo obscurasset, ut propemodum extinctam, per legem scriptam in tabulis lapideis Mosi datam, reparari oporteret; ita multo minus nunc sub lege gratiae, qua natura hominis a peccato sanata est, ulla lex scripta homini ad salutem absolute, simpliciter et extreme est necessaria.	Derfor, ligesom den skrevne lov ikke ville være mennesket nødvendig til salighed, og heller ikke ville være givet mennesket af Gud, hvis menneskeslægten ikke ved sine synder i den grad havde tilsløret den naturlige lov, at den næsten var helt udslukt, og skulle gøres god igen gennem den skrevne lov, givet Moses på stentavler; således er meget mindre nu under nådens lov, den lov, hvorved mennesket er blevet helbredt for synden, nogen skreven lov absolut nødvendig for mennesket til frelse.
Ceterum haec fortassis ardua magis fuerint, quam ut quivis ea capiat; igitur ea missa facientes hanc aliquando partem concludamus. In summa Evangelium est lex spiritus vitae in Christo Iesu, id est gratia seu charitas spiritus sancti, vivificans [29] animam per Iesu Christi virtutem et meritum.	Dette er måske for vanskeligt til at nogen kan fatte det; derfor vil vi nu slutte denne del. Kort sagt, evangeliet er livets ånds lov i Kristus Jesus, det vil sige, nådens eller kærlighedens helligånd, der levendegør sjælen ved Jesu Kristi dyd og fortjeneste.
Proinde magister ac dominus noster Iesus Christus in extrema oratione ad suos habita doctrinae suae texens nakefaliwsin, nihil praeter unam solamque charitatem ceu legis suae proram (ut aiunt) et puppim repetivit identidem et iterum iterumque inculcavit; hanc enim Christus homini non modo praecepit ac docuit (id quod vetus quoque lex fecerat), sed etiam credenti a patre per spiritum sanctum impetravit, donavit et impertitus est. Haec est summa omnium, quae Christus in carnis dispensatione docuit, fecit atque tulit, nimirum ut Evangelium constitueret novamque conderet legem, cuius gratia mysterium incarnationis susceptum est.	Endelig, vores lærer og herre Jesus Kristus sammenfatter i sin sidste tale for sine disciple sin lære under overskriften: Intet udover ene og alene kærligheden som sin lovs forstavn og bagstavn (som de siger), det gentager han overalt og det indprenter han igen og igen; Kristus gør nemlig ikke blot det, at han foreskriver og lærer mennesket loven (det gjorde den gamle lov også), han gør også det, at han gennemtrænger den troende med helligånden fra faderen, han gør det, at han giver ham den og tildeler ham den. Dette er summen på alt det, Kristus lærte, gjorde og udholdt, mens han vandrede i kødet, at han indstiftede evangeliet og grundlagde en ny lov, hvis nåde er indeholdt i inkarnationens mysterium.