Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.
 

Quod germanum verumque Christi Evangelium apud patres nostros fuerit.	At Kristi evangelium var ægte og sandt hos vore fædre.
At respondebitis, opinor: Idem fatemur quidem, hactenus Evangelium fuisse inter homines, verum neque fideliter neque sinceriter vel intellectum a plebeis, vel a doctoribus traditum, sed erroneis impurisque hominum commentis et additionibus vitiatum et quasi dilutum lymphatiusque factum, nativam vim et splendorem genuinum amisisse.	Men I vil svare, tænker jeg: 'Det indrømmer vi, at evangeliet hidtil har eksisteret blandt mennesker, men det har hverken være trofast eller alvorligt forstået af folket eller undervist af lærerne, men da det af fejlende og urene mennesker har fået lastefulde kommentarer og tilføjelser og er blevet udvandet og gjort forkert, har det mistet sin oprindelige kraft og ægte glans.
Bona verba. Principio, quid hic dicam aliud, quam illud Apostolicum, quod ad Corinthios ait: Quod si adhuc velatum et Evangelium nostrum, in his qui pereunt velamen est, in quibus Deus huius seculi excaecavit sensus incredulorum, ne illucesceret illis lumen Evangelii gloriae Christi, qui est imago Dei, hoc est in vobis vestrisque similibus.	Ja, det er smukke ord. Men hvad kan jeg her i første omgang sige andet, end dette apostoliske, som Paulus siger til korintherne: 'Hvis der er et dække over vort evangelium, er det et dække for dem, der går fortabt, dem, der ikke tror, dem, hvis tanker denne verdens gud har gjort blinde, så de ikke ser det lys, der stråler fra Kristi evangelium, som er Guds billede' (2 Kor 4,3f), det vil sige, i jer og jeres lige.
Nam ista elusio vestra differt modo, non etiam aufert, quae iam obiecimus incommoda. Non enim in superficie, sed in medulla; non in sermonum foliis, sed in radice rationis; non in verbis scripturarum, sed in sententiarum mysteriis; non in vocibus, sed in rebus; non in oratione, sed in sensu; non in litera, sed in spiritu, Evangelii vis consistit, dicente Christo: Verba, quae ego loquor, spiritus et vita sunt.	For denne jeres spottetale, den vanskeliggør nok sagen, men den ophæver ikke, hvad vi tidligere har bebrejdet jer som upassende. Evangeliets kraft består nemlig ikke i det overfladiske, men i marven; ikke i blade med prædikener på, men i den grundlæggende forståelse; ikke er skriftsteder, men i følelsen af det mystiske; ikke i tale, men i sagen selv; ikke i ord, men i fornemmelse; ikke i bogstaver, men i ånd, efter hvad Kristus siger: 'De ord, jeg taler, er ånd og liv' (Joh 6,64).
Quo fit, ut tantumdem sit periculi, ne dicam plus etiam, et Evangelio prorsus carere, et Evangelium non veraciter intelligere, aut non recte profiteri.	Og dette gør, hvis jeg må sige et på den måde, at der ikke er så stor fare for, at evangeliet helt er borte, som for, at evangeliet ikke forstås ret eller ikke bruges ret.
Lege sequentia de unitate Ecclesiae catholica servanda.	Man bør adlyde den lov, der er en følge af den katolske kirkes enhed.
Quamobrem si aliquot iam seculis (uti dicitis) mortales vero germanoque Evangelii sensu ac intelligentia destituti crassimis errorum tenebris pressi oberrarint, ita ut Evangelium nec vere nec pure aut a (48) maioribus propositum sit, aut a minoribus acceptum; nonne protinus sequuntur, quae modo colligebamus, nempe ut interim tota fides desierit, ut omnis Ecclesia defecerit, homines ad unum perierint, ut frustra pater Ecclesiae conservator sit positus, ut frustra filius pro ea natus, passus et mortuus sit, ut frustra spiritus sanctus Ecclesiae praeceptor sit datus, maxime vero, quod in hoc potissimum spiritus sanctus iuxta Evangelicas Christi promissiones, quas modo retulimus, in Ecclesiae magisterium missus est, ut omia doceret, quaecunque dixerat Christus, explicaret et nos in omnem veritatem humani generis saluti necessariam adduceret.	Derfor, hvis de dødelige, som I siger, har fejlet stærkt, idet de har manglet en sand og ægte fornemmelse og forståelse for evangeliet gennem så mange århundreder, undertrykt af det dybeste fejltagelsernes mørke, sådan at evangeliet hverken er blevet overgivet sandt og rent af forfædrene eller modtaget sandt og rent af efterfølgerne, mon så ikke videre følger det, som vi har sagt, nemlig, at troen helt mangler i mellemtiden, at hele kirken forsvinder, at menneskene alle som én går fortabt, at kirkens fader forgæves er anbragt som dens bevarer, at sønnen forgæves er født, har lidt og er død for den, at helligånden forgæves er givet kirken som lovgiver, og sådan er konsekvensen, især fordi helligånden, ifølge Kristi evangeliske forjættelser, som vi lige har refereret, er sendt til at være den mest magtfulde tjener i kirken, til at lære os alt, hvad Kristus har sagt, til at forklare og føre os ind i enhver sandhed, der er nødvendig til menneskeslægtens frelse.
[19] Deinde, quod unum est (quemadmodum ostendimus) Evangelium, idque non in litera, at spiritu positum, una quoque communis Evangelii intelligentia spiritualiis et vera sit, necessum est, quandoquidem et veritas ipsa, quae creditur, una est et indivisa, quam spiritus sanctus Ecclesiae suggesserit in iis certe, quae ad fidem attinent, utpote quae una sit in Ecclesia, sicuti modo dicebamus, et Apostolus in Ephesiis attestatur.	Dernæst, fordi, som vi har påvist, der kun er ét evangelium, og dette ikke består i bogstaver, men i ånd, så må der også nødvendigvis være én fælles, åndelig og sand forståelse af evangeliet, når også, som vi tror, sandheden selv er én og er udelt, hvilket kirkens helligånd sikkert påstår i det, som har med troen at gøre, at den er én i kirken, sådan som vi har lært det, og sådan som apostelen forsikrer det i brevet til efeserne.
Hinc Christus Evangelii auctor Ecclesiam patri suo extrema oratione illa commendans, nihil aeque atque unum hunc communem Evangelii sensum identidem ei precatur: Pater,inquiens, sancte, serva eos per nomen tuu quos dedisti mihi, ut sint unum sicut et nos. Et haud multo post inibi: Non pro eis autem rogo tandum, sed et pro iis qui credituri sunt per sermonem eorum in me, ut omnes unum sint, sicut tu, pater, in me, et ego in te, ut et ipsi in nobis unum sint, ut credat mundus quod tu me miseris; et ego gloriam quam dedisti mihi, dedi eis, ut sint unum sicut et nos unum sumus. Ego in eis et tu in me, ut sint consummati in unum.	Derfor anbefaler Kristus, evangeliets ophavsmand, kirken overfor sin fader i sin sidste bøn, og beder ham, at intet må være i lige så høj grad ét, som den almindelige ensartede forståelse af kirken: 'Hellige Fader, tjen dem med dit navn, det, du har givet mig, at de kan være ét ligesom vi' (Joh 17,11). Og næsten mere lidt senere: 'Ikke alene for disse beder jeg, men for dem, som kommer til tro ved deres ord om mig, at de alle må være ét, sådan som du, fader, i mig og jeg i dig, at også de må være ét, så at verden må tro, at du har sendt mig; og jeg giver dem den ære, som du har givet mig, for at de kan være ét, som også vi er ét. Jeg i dem, og du i mig, at de kan være fuldkommen ét'. (Joh 17,20-23).
Paulus itidem Evangelii praeco et buccinator praecipuus, ad eundem unum communem Evangelii sensum, nulla non pene sua epistola nos cohortatur, veluti quo loco postquam Romanos membrorum humani corporis quam elegantissima similitudine ad unanimitaten exhortatus esset; haec tandem verba subiecit: Idipsum invicem sentientes, non alta sapientes, sed humilibus consentientes.	Paulus, der jo først og fremmest er evangeliets udråber og prædikant, opfordrer til den samme éne forståelse af det almindelige evangelium, ja, der er næsten ikke et brev, hvor han ikke opfordrer os dertil, som f.eks. det sted, hvor han har formanet romerne til enighed med den meget smukke lignelse om den mennekelige krops lemmer; her tilføjer han følgende: 'Lad dette være ubesejret, idet I ikke stræber efter det høje, men er enige i ydmyghed' (Rom 12,16).
Et alibi tanquam donum Dei eis imprecatur: Deus, inquit, (49) patientiae et consolationis det vobis idem mutuo inter vos sentire secundum Iesum Christum, ut unanimiter uno ore glorificetis Deum et patrem domini nostri Iesu Christi. Ad Corinthios autem scribens: Obsecro, inquit, vos fratres per nomen domini nostri Iesu Christi, ut idem loquamini omnes, et non sint inter vos dissidia, sed sitis integrum corpus, eodem sensu, eadem sententia.	Og andetsteds beder han om det som Guds gave: 'Tålmodighedens og trøstens Gud giver jer, at I indbyrdes kan være enige i Jesus Kristus, så at I enigt og med én mund kan ære Gud og vor herres Jesu Kristi fader' (Rom 15,5f). Men til korintherne skriver ham: 'Jeg formaner jer, brødre, at I alle siger det samme, så der ikke er splittelse i blandt jer, men I er et helt legeme, med samme tanke og samme mening' (1 Kor 1,10).
Atque hunc in modum alibi saepius. At quis vel Oreste insanior credat, maioribus nostris, nempe orthodoxis patribus et doctoribus sacris per multos annorum centenarios hoc vero germanoque Evangelii sensu ad unum destitutis, eum nunc demum in vestram factionem istam coelitus a spiritu sancto delapsum esse, idque his extremis pene mundi diebus, quibus Christus vix fidem se in terris inventurum praedixit, atque tum Evangelicae, tum [20] Apostolicae literae plurimos pseudoprophetas, pseudochristos, magistros mendaces et id genus alia pessima quaeque futura vaticinantur.	Og på denne måde mange andre steder. Men hvem tror vel, mere vanvittigt end Orestes, om vore forfædre, nemlig de ortodokse fædre og de hellige lærde, at de igennem mange hundrede år er faldet bort fra denne sande og rene evangeliets mening, og at den nu er faldet ned fra himlen ved den helligånd til jeres parti, og det i disse verdens sidste dage, om hvilke Kristus forudså, at han næppe ville finde troen på jorden, og det, når det i både den evangeliske og den apostolske del af skriften er forudsagt, at der vil komme falske profeter, falske kristus'er, løgnagtige læremestre og andre af den slags onde ting i fremtiden.
Quod si quis tamen vestrum eo furoris et vesaniae progrediatur, ut id vel dicere vel cogitare ausit, nonne confestim ei obvenient omnia, quae iam semel atque iterum adduximus incommoda, nimirum, ut nec fides nec Ecclesia tantisper in orbe fuerint, ut nullus mortalium interea sit ad aeternam vitam ingressus, ut denique totum illud admirandum dominicae incarnationis mysterium in Ecclesia salutem a benedicta et sancta Trinitate ante secula praedestinatum atque in temporis plenitudine consummatum tot seculis inane, cassum et absque omni fructu praeterierit. Cuius, oro, piae aures ad huiusmodi non perhorrescant?	Derfor, hvis nogen alligevel fremturer af den vej med jeres galskab og vanvid, så han enten vover at sige det eller tænke det, mon så ikke straks der vil ske ham alt det forkerte, som vi allerede har fremført og nu fremfører igen, at der hverken er tro eller kirke på jorden i al den tid, så at ingen dødelig i den tid er indgået til evigt liv, og endelig så at hele det bemærkelsesværdige Herrens inkarnations mysterium i kirken forudbestemt som en frelse af den velsignede og hellige treenighed før alle tider og nu i tidens fylde fuldbyrdet gennem så mange århundreder, så at alt det skulle være foregået forgæves, tomt og uden nogen frugt. Hvem er der, spørger jeg, hvis fromme øren ikke gyser ved den slags tale?
Quid? quod ne unus quidem Evangelii sensus in ista factione vestra habetur? quo igitur pacto germana veraque Evangelii sententia, quam oportere unam esse in his, quae sunt fidei, diximus, a ceteris omnibus ad vos solos transfugerit? Nonne inter vos, qui nuper vobis Evangelicorum nomen usurpare coepistis, primarii duces super aliquot Evangelii locis, et de certis quibusdam thematis non dissentiunt modo, verum etiam acerrime tanquam pro aris focisque depugnant?	Og hvad så? når I ikke i jeres parti har én mening om evangeliet? hvordan kan så den rene og sande evangeliets mening, som vi har sagt bør være én i de ting, der har med troen at gøre, fare bort fra alle andre og alene slå sig ned hos jer? Er der ikke iblandt jer, som først for nylig er begyndt at tilrane jer evangelistnavnet, nogle ledende førere, som ikke blot er uenige om en del steder i evangelierne og uenige om forskellige emner, men også voldsomt på liv og død bekæmper hinanden?
Nam ut de multis unum exempli causa producam, an non ex his pene tribus Evangelii verbis: Hoc est corpus meum, tres istius vestrae factionis primipili Lutherus, Carolstadius et Oecolampadius totidem sensus non modo diversos, verum etiam inter se ex diametro pugnantes accipiunt, eosque omnes quidem (50) errores, utpote ab uno communi Ecclesiae sensu vero dissidentes?	At jeg bare skal tage ét eksempel ud af mange, mon ikke af disse tre ord fra evangelierne: 'Dette er mit legeme' jeres tre partiers førere, Luther, Karlstadt og Oecolampadius ikke blot har fået forskellige meninger, men også forstår dem diametralt modsat hinanden, allesammen ganske vist fejlagtigt, eftersom de afviger fra den ene almindelige kirkes sande mening?
Quid? quod unusquisque vestrum non satis perpetuo sibi constat? Nam, ut ne dicam interea de proletariis istius vestrae conspirationis, nempe de vulgari concionatorum genere, quod non solum diversis in concionibus, verum etiam in eadem secum crebro pugnant, id quod facile cordatus auditor observat; nonne classici quoque ipsi editis passim libellis et ritus et dogmata subinde novant?	Og hvad så? når en hvilkensomhelst af jeres lærer ikke er i stadig overensstemmelse med sig selv? For, og nu kan jeg godt lade være med at tale om jeres folkekonspiratorer, nemlig jeres folkelige prædikanter, som ikke blot er forskellige i deres prædikener, men også i de enkelte prædikener hyppigt kæmper med sig selv, hvad en forstandig tilhører let kan opdage; for mon ikke jeres ledende skikkelser i de bøger, som de udgiver vidt og bredt, selv den ene gang efter den anden forandrer ritualer og dogmer?
Audivimus enim a fide dignis, Martinum Lutherum olim vobis tantum non Deum, nunc certe Apostolum et Evangelistam longe illuminatissimum, Vittembergae septies aut novies mutasse missandi (ut ita loquar) formulam. Sed ut nec inter vosmetipsos, nec unicuique vestrum secum per omnia convenit, ita multo minus, neque vobis cum aliis veteribus haereticis, neque ullis omnino haereticis diversis inter se convenit per omnia.	Vi har nemlig hørt af troværdige folk, at Martin Luther, der engang næsten var som en Gud, og nu i hvert fald længe har været en højt oplyst apostel og evangelist for jer, i Wittenberg har forandret messens formel (for nu at bruge det udtryk) syv eller ni gange. Men eftersom I hverken stemmer overens indbyrdes, eller hver for sig er i overensstemmelse med sig selv om alle ting, så kan der da meget mindre være overensstemmelse i alle ting mellem jer og andre gamle kættere eller i det hele taget mellem forskellige kættere indbyrdes.
Nam etsi vestrae factionis [21] doctrina (quod Evangelium haud scio impiene, an mendaciter appellatis) a Valdensibus, Viclevicis et Hussianis maiori ex parte instar pallii pauperis Iri Homerici emendicata, corrogata atque consula est, tamen ne cum illis quidem in unam de omnibus itis sententiam. Valdenses liberum hominis arbitrium ingenue confitebantur, at vos contra omnibus modis refragamini.	For skønt jeres partis lære (som jeg ikke rigtig véd om I på løgnagtig måde kalder evangelium) er rettet, forvendt og inspireret af Valdenserne, Viklevitterne og Hussitterne, for største parten af betydning som den homeriske Iri's fattige klæde, så går I dog ikke sammen med dem, så I får én mening om alting. Valdenserne bekender den medfødte frie vilje, men I modsætter jer den med alle midler.
Viclevici Christanam iustitiam operibus constare docebant, at vos in sola fide sitam esse contenditis. Hussiani Pontificem Romanum divino iure totius Ecclesiae Monarcham profitebantur, at vos atrociter reclamatis, ut hic dominicum illud, in aliis iam haereticis completum, vobis, eorum vipereae soboli, non iniuria vaticinari liceat: Omne regnum in se divisum desolabitur, et omnis civitas vel domus divisa contra se non stabit.	Viklevitterne lærer den kristne retfærdighed består i gerninger, men I påstår, at den alene beror på troen. Hussitterne bekender det romerske pontifikats lederskab over hele kirken med guddommelig ret, men det protesterer I voldsomt imod, så at her dette Herrens ord, som allerede er gået i opfyldelse på andre kættere, ikke med urette kan være forudsagt om jer, deres øgle-efterkommere: 'Ethvert rige, der er i splid med sig selv, lægges øde, og enhver by eller hus, som er i splid med sig selv,kan ikke stå fast' (Matt 12,25).
Verum maiores nostri, Ecclesiae catholicae patres atque doctores, in rebus ad fidem attinentibus uno semper eodemque modo Evangelium interpretati sunt, idem senserunt, idem crediderunt, idem professi sunt, idem docuerunt, atque hunc unum (51) communem Evangelii sensum ex temporibus Apostolorum ceu per manus traditum in haec usque tempora servamus.	Men vores forgængere, den katolske kirkes fædre og lærere, har hele tiden fortolket evangeliet på én og samme måde i de ting, der hører troen til, ment det samme, troet det samme, bekendt det samme, lært det samme, og vi har bevaret denne ene og almindelige opfattelse af evangeliet fra apostlenes tid, så at sige rakt fra hånd til hånd lige til vore dage.
Postremo dicite, oro, in quorum iudicio tandem haec quatuor Evangelia, quibus utimur, Matthaei, Marci, Lucae et Ioannis tanquam sana (?) et vera recepistis, aliis interim ceu nothis et supposititiis (Evangelia enim modo quatuordecim in exordio nascentis Ecclesiae circumferebantur) a vobis repudiatis? An non maiorum nostrorum iudicio freti, orthodoxorum scilicet Ecclesiae patrum?	Sig mig så til sidst, på hvis bedømmelse I kun godtager disse fire evangelier, som vi bruger, Matthæus-, Markus-, Lukas og Johannesevangeliet som sunde og sande, og forkaster de andre som uægte og tilsidesatte (i begyndelsen, i den første kirkes tid var der nemlig henved fjorten evangelier i omløb). Mon I ikke gør det i tillid til vore forfædres bedømmelse, det vil sige: kirkens ortodokse fædres bedømmelse?
Quod si eorum statis et acquiescitis iudicio, quo haec quatuor Evangeli a ceteris adulterinis secreverunt, cur non item sententiae eorum interpretationique creditis et adhaeretis, qua haec ipsa quatuor Evangelia posteris enarrarunt? Nam si praeceptor Ecclesiae spiritus sanctus eos in hoc illustravit, ut haec quatuor Evangelia ceu vera ex tot aliis potuerint seligere, cur non similiter eum ipsos in hoc quoque illustrasse crediderimus, ut ea nobis rite et fideliter explicare possent?	For hvis I står fast på og hviler i deres bedømmelse, hvormed de udskilte disse fire evangelier fra de øvrige uægte, hvorfor vil I da ikke tro på og holde fast ved deres mening og fortolkning, det, hvormed de har fortalt disse fire evangelier til deres efterfølgere? For hvis kirkens leder, den helligånd, har oplyst dem i dette, at de kunne udvælge disse fire evangelier som sande ud af så mange, hvorfor skulle vi så ikke tro, at de var oplyste også deri, at de kan forklare dem for os ret og troværdigt?
Quorsum enim profuerit Ecclesiae data esse quatuor Evangelia, ad quorum praescripta vitam componat, at ea postmodum, non ut oportet, intellecta? quandoquidem (ut etiam ante diximus) tantumdem periculi sit aut plus etiam, et Evangelium omnino non recipere, et receptum depravare. Quapropter (mea quidem sententia) ille citra omne dubium germanus ac verus Evangelii sensus haberi ab omnibus debet in rebus ad [22] fidem spectantibus, quem unum atque communem a temporibus Apostolorum ex patrum interpretatione ceu per manus sensim traditum in haec usque tempora ubique catholica tenet Ecclesia.	Hvordan ville det nemlig kunne gavne kirken, at der var givet den fire evangelier, efter hvis forskrifter den skulle føre sit liv, hvis den bagefter ikke kunne forstå dem, som den burde? når (som vi allerede har sagt tidligere) den stod i så stor fare, for ikke at sige noget værre, både for i det hele taget ikke at modtage evangeliet og for at ødelægge det, den havde modtaget? Derfor bør (i hvert fald efter min mening) uden enhver tvivl den rene og sande mening om evangeliet haves af alle om de ting, der hører troen til, og denne ene og almindelige mening er fra apostlenes tid overleveret helt til denne tid ved fædrenes fortolkning eller føleligt ved håndspålæggelse; det er hvad den katolske kirke overalt holder fast ved.
Nam ut possit unus aut alter in errorem fortassis excidere, ac nonnullos etiam in quibusdam lapsos esse fateamur, quemadmodum saepius in explanatione scriptuarum inter se dissentiunt, tamen ut simul hallucinentur, ubi omnes inter se consentiunt idque in rebus seriis ad humanam salutem pertinentibus, adduci non possum ut credam, tum ob veram Christi promissionem de fide nunquam defectura, (52) tum ob spiritus sancti in hoc dati benignitatem, qui est perpetuus Ecclesiae custos, dux atque magister.	For ligesom den ene eller den anden kan geråde i fejltagelse, og vi også må indrømme, at ikke så få er faldet i vildfarelse, sådan at de ofte er indbyrdes uenige om skriftens fortolkning, så kan jeg dog ikke tro, at de allesammen bare har drømt, når de alle er enige indbyrdes om de egentlige ting, der hører til menneskets frelse, dels på grund af Kristi forjættelse om troen, der aldrig skal nedbrydes, dels på grund af helligåndens velvilje, der gives os i dette, den helligånd, der er kirkens stadige vogter, fører og lærer.
Consentiunt autem ubique iis in rebus, quae ad fidem spectant, ut quae una sit et totius nostrae salutis fundamentum. Quapropter, ut in huismodi rebus universi patres Evangelium interpretantes hallucinati sint aliquot centenariis annorum, fieri non potest. Taceo plurima et quidem eximia miracula, historiis fide dignis prodita, quibus patrum et eruditioni et sanctimoniae Deus optimus maximus partim in vita partim a morte ad fidem posteritatis confirmandem saepe testimonium perhibuisse narratur.	Men de var overalt enige om de ting, der har med troen at gøre, at den og hele vor frelses fundament måtte være ét. Derfor kan det ikke ske, at i den slags sager alle fædrene, når du udlagde evangeliet, har drømt igennem så mange hundrede år. Og så siger jeg ikke noget om de mange og overordentlige mirakler, yderst troværdige historier, hvorigennem man har fortalt, at den bedste og største Gud har fremkaldt vidnesbyrd, som skulle styrke troen hos de efterlevende, både ved fædrenes dannelse og ved deres hellighed i liv og i død.
Miracula et fructus novi istius (ut vocant) Evangelii.	Dette nye, som de siger, "Evangeliums" frugter.
At nihil huiusmodi factionis vestrae doctrinam in hanc certe horam commendavit unquam, nisi forte miracula vocentur vestri istius Evangelii flores atque fructus multo uberrimi, blasphemiae et contumeliae in Christum divorumque statuas et imagines, probra in Deiparam virginem Mariam, convicia in sanctos, nefarius sacrae Eucharistiae abusus, profanatio sacramentorum, divinarum literarum adulteratio, neglectus precum horariarum, votorum transgressiones, monachorum scortationes publicae, sponsarum Christi sanctimonialium aperta stupra, Ecclesiae Ecclesiasticorumque omnium insectatio et depraedatio, ieiuniorum violatio, contemptus superiorum, inobedientia, rebellio, discordia, inimicitiae, contentiones, rixae, obtrectationes, maledicentia, sectae, bella, breviter (53) omnium scelerum atque flagitiorum copia et impunitas, id est sentire, docere ac facere, quid cuique lubitum est.	Men intet af den slags har man til denne time nogensinde fortalt om jeres partis lære, medmindre man da vil kalde de blomster og frugter, som jeres "evangelium" er smækfuldt af, for mirakler: blasfemi og forbandelser mod Kristus og de helliges statuer og billeder, skændselsgerninger mod den gudfødende jomfru Maria, spot imod de hellige, en afskyelig misbrug af den hellige nadver, profanering af sakramenterne, utugt imod de hellige skrifter, forsømmelse af tidebønnerne, overtrædelse af løfterne, munkes offentlige hor, åbenlys voldtægt af Kristi brudes ærbarhed, forfølgelse og plyndring af kirken og alle de gejstlige, brud på fastetiderne, foragt for de foresatte, ulydighed, oprør, uenighed, fjendskab, polemik, strid, misundelse, forbandelse, partier, krige, kort sagt: overflod af al forbrydelse, skændsel og tøjlesløshed, eller at mene, lære og gøre, hvad enhver har lyst til.
Istiusmodi certe fructibus, si ea sunt miracula, vestrum istud Evangelium apprime commendatur; at cuiusmodi sint hi fructus et unde profecti, ab Apostolo Paulo iampridem praemoniti sumus. Quamobrem, ut etiam male tractarint Evangelium maiores nostri, tamen videre non possum, cur eis desertis in castra vestra fugiamus et relictis assuetis nova suscipiamus.	Men om den slags frugter, hvis de skal kalde mirakler, om dem fortælles der overmåde mange i jeres evangelium; men den slags frugter og fremgang i den retning har Paulus for lang tid siden advares os imod. Derfor, selv om så også vore forfædre havde behandler evangeliet dårligt, så kan jeg ikke se, hvorfor vi skulle forlade dem og flygte ind i jeres fæstning, forlade det tilvante og holde os til det nye.
Quid enim a vobis profertur melius? quid Evangelio Christi dignius? Quae contra non longe deteriora? quae non multo indigniora protulistis? Moriar, si vel unum mihi possitis ostendere, quem vestrum istud Evangelium ex comessatore sobrium, ex feroci mansuetum, ex rapaci liberalem, ex maledico benedicum, et impudico [23] redderit verecundum. Quot non ostendere possumus, qui sui prorsus iam dissimillimi, seipsis quanto, bone Deus, intervallo facti sunt deteriores.	Hvad har I af bedre at bringe? hvad, som er Kristi evangelium værdigt? Hvad kommer I med, som ikke tværtimod er langt værre? hvad, som ikke er langt uværdigere? Jeg spekulerer på, om I kan vise mig bare én, som jeres evangelium har ændret fra svirebror til afholdsmand, fra vild til blid, fra begærlig til anstændig, fra ondskabsfuld til god, fra fræk til blufærdig. Så mange kan vi ikke påvise, lige det omvendte synes vi sker ved jeres evangelium, at de, gode Gud, gør sig selv værre og værre for hver gang.
Stultum est igitur, mala mutare malis; dementia etiam mala mutare deterioribus. At sapientissimus ille Salomon patres audiendos sequendosque admonens: Ne transgrediaris, inquit, terminos antiquos, quos posuerunt patres tui. Quin beatus Ioannes, dilectus Iesu Christi discipulus, qui sacrae doctrinae fluenta e fonte dominici pectoris in coena potavit, spiritum veritatis et erroris hinc internoscere docet, quod eum, ait, habere spiritum veritatis, qui patres audit, contra vero spiritum erroris, qui eosdem spernit, in haec verba scribens: Qui novit Deum, audit nos; qui non est ex Deo, non audit nos; per hoc cogniscimus spiritum veritatis et erroris.	Det er dumt at ændre noget ondt til noget andet ondt; det er vanvid at ændre noget ondt til noget værre. Men den højvise Salomon opfordrer os til at adlyde og efterfølge vore forfædre: 'Overtræd ikke ældgamle skel, som dine fædre har sat' (Ordsp 22,28). Og se, om ikke den salige Johannes, Jesu Kristi elskede discipel, som ved nadveren drak den hellige lære flydende fra kilden ved Herrens bryst, lærer os at skelne mellem sandhedens og vildfarelsens ånd, for, som han siger, den, der har sandhedens ånd, følger fædrene, mens omvendt den, der har vildfarelsens ånd, foragter dem, idet han skriver: 'Den, der kender Gud, hører os; den, der ikke er af Gud, hører os ikke; derved kan I kende sandhedens ånd og vildfarelsens ånd' (1 Joh 4,6).
Neque enim illud de solis Apostolis Christi tum viventibus dictum accipere oportet; alioqui post Apostolorum tempora quo pacto spiritum veritatis et erroris Ecclesia discernere posset? verum etiam de Apostolorum discipulorumque Christi legitimis succesoribus, cuiusmodi maiores nostri, nempe orthodoxi patres et doctores sacri fuere. -	Dette bør nemlig ikke forstås som om det kun er sagt om de Kristi apostle, der levede dengang; hvis det var tilfældet, hvordan ville så kirken kunne skelne mellem sandhedens og vildfarelsens ånd? nej, det skal også forstås om Kristi apostles og Kristi disciples legitime efterfølgere, og sådanne har vore forfædre, de ortodokse fædre og de hellige lærere, været. -
Qua igitur fronte per maiores nostros, (quorum interpretationi et doctrinae (54) tum sensus tum miracula veritatis testimonium ferunt locupletissimum) vos et utroque destituli, et collecti ne uni quidem eorum matulam porrigere digni, seu quis eruditionem, seu pietatem spectet, effutire audetis, Evangelium Christi aliquot iam seculis erroneis hominum commentis esse vitiatum? Ceterum illud quid sibi volebat, quod ibidem a vobis effutiebatur, Evangelium superioribus aliquot centenariis annorum impuris hominum additionibus quasi dilutum et lymphatius factum, nativam vim et nitorem genuinum perdidisse?	Derfor, hvor frækt af jer gennem vore forfædre (hvis fortolkning og lære både hvad mening og hvad mirakler angår bærer sandhedens vidnesbyrd i mest overvældende grad) I, som mangler begge dele og som ikke er værdige til at tømme bare én af deres natpotter, hvad enten man ser på dannelse eller på fromhed, at I vover at pjatte med, at Kristi evangelium gennem så mange århundreder er blevet fordærvet af menneskers fejlagtige opfattelser! Forøvrigt, hvad skal det betyde, det, som I sammesteds pjatter med, at evangeliet af vore forgængere gennem så mange århundreder er blevet ligesom fortyndet og gjort vanvittigt af urene menneskelige tilføjelser, og derved tabt den oprindelige kraft og den ægte glans?
Nihilne prorsus addendum Evangelio? Nihil praeterea recipiendum? Num repudianda cetera praeter id unum omnia? Num abiiciendum non modo vetus instrumentum, nempe lex cum prophetis, id quod olim Marcion, Basilides, Manichaeus, et aliae nescio quae haereticorum pestes factitasse leguntur, verum etiam bona pars novi testamenti, ut Apostolorum Acta, ut episcolae Paulinae et Catholicae, ut denique revelatio beati Ioannis Evangelistae, quandoquidem haec omnia ab Evangelio aliena videntur?	Bør der da slet ikke føjes noget til evangeliet? Skal man ikke modtage noget yderligere? Mon alt det øvrige skal bebrejdes os udover dette ene? Mon ikke blot det gamle testamente skal forkastes, nemlig loven og profeterne, det, som engang Markion, Basilides, Manikæus, og jeg véd ikke hvor mange andre pestbefængte kættere siges at have gjort, men også en god del af det nye testamente, såsom Apostlenes Gerninger, de paulinske og de katolske breve, og endelig såsom den salige Johannes Evangelists åbenbaring, når alt dette synes at være anderledes end evangeliet?
At Evangelii nomine (dicetis) omne verbum Dei et totam canonicam utriusque testamenti scripturam intelligimus, tanquam in qua sint prora (ut aiunt) et puppis, atque praeter canonicam huiusmodi scripturam ceu unicam fidei nostrae amussim et normam nihil, nisi pro nostro delectu atque iudicio nobis recipere oportere profitemur. -	Men, siger I, ved ordet 'evangelium' forstår vi Guds ord i det hele taget og hele den kanoniske skrift med begge testamenter, som om dette var det første og det sidste, (som man siger) og som om vi intet bekender at burde modtage udover den kanoniske eller eneste skrift, der er vores tros lineal og norm, hvis ikke det er efter vort valg og bedømmelse.-
Nunc demum intelligere mihi videor, quid sibi vellet in responsionis fronte [24] praefixa Evangelicorum concionatorum inscriptio, nempe vos praeter sacra biblia in disserendo admittere nihil. Verum quod illud ceu erroris universi atque haereseos quoddam seminarium funditus extirpetur, ostendamusque simul, quam toto (ut aiunt) coelo erretis ab Evangelii scopo, ita ut non modo non habeatis ipsum Evangelium, utpote germano veroque eius sensu destituti, quemadmodum (ni fallor) hactenus satis superque ostendimus, verum etiam ne nominis quidem vim ac proprietam intelligatis, cuius rei alioqui vindices assertoresque videri ac haberi cupitis, utpote crassisima ignorantia verbum Dei, scripturam et Evangelium confundentes, atque res dV di pasn (ut est (55) in musicorum proverbio) dissitas nullo discrimine separantes, deinceps iam primo quam luculentissime docebimus, Evangelium iuxta germanam veramque rationem suam nulla in litera situm esse, nullo scripturae genere contineri, denique nullam esse legem scriptam.	Nu først synes jeg, jeg forstår, hvad denne betegnelse 'evangeliske prædikanter' skal gøre godt for i det første svar, nemlig at I ikke går med til at behandle noget udover den hellige bibel. Men da den første spire til denne vildfarelse eller kætteri helt skal udryddes, og vi samtidig skal påvise, hvordan I tager fejl (som man siger) af hele himlen fra evangeliets mål (??), således at I ikke blot ikke har evangeliet selv, skønt I har ødelagt dets ægte og sande mening, sådan som det, tror jeg, hidtil er tilstrækkelig påvist ovenfor, men også sådan at I ikke engang forstår kraften og det særlige ved det navn, hvis sag I ellers stræber efter at synes at være forsvarer og bekræftere af, så at I ud af den voldsomste uvidenhed sammeblander Guds ord, skriften og evangeliet, og forkludrer sagen 'med én til alle' som det hedder i et musikalsk ordsprog, idet I ikke adskiller med nogen kendetegn, så vil vi herefter først så omhyggeligt, vi kan, lære, at evangeliet i dets ægte og sande mening ikke findes i skriften, ikke indeholdes i nogen slags skrift, og endelig at der ikke er nogen skreven lov.