Confutatio,

side 36-47
Tilbage til oversigten.

Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.

¹In duobus tituli verbis totidem errores gravissimi I de to ord i titelen skjuler sig to alvorlige fejl.

²Quin penitius inspectanti mihi titulum istum et expendenti accuratius, duo in totidem verbis occurrunt errores, iique profecto quam gravissimi ac latissime patentes, utpote ceu fontes quidam infinitarum haereseum, ne dicam pene omnium: unus quidem, liberam patere cuivis divini verbi praedicationem, quae et olim fuit Valdensium, Viclevicorum et Hussianorum; alter, qui et ipse quondam fuit Arianorum, Lollardorum, aliorumque quam plurium haereticorum: nihil praeter evidentem veteris et novi testamenti scripturam (37) nobis esse recipiendum. Førend jeg går i gang med at undersøge denne betegnelse nøjere og bedømme den mere udførligt, vi jeg nævne, at der er to fejl, der fremgør af to ord, og de er sandelig så alvorlige og skjulte, at de i sig selv kunne være kilde til mangfoldige kætterier, for ikke at sige til alle: den første er, at I hævder, at det står enhver frit for at prædike Guds ord; det var tidligere Valdensernes, Viklevitternes og Hussitternes fejl; den anden, som selv engang var Arianernes, Lollardernes, og mange andre kætteres fejl: at vi ikke bør anerkender noget udover den klare skrift, bestående af det gamle og det ny testamente.

³Quamobrem, o vos Evangelici concionatores, ut egregiam istam responsionis vestrae inscriptionem, plus in recessu veneni habentem, quam fronte prae se ferentem, quamlibet in speciem lectori adblandiatur, radicitus aliquando convellamus, primo quidem, vos ne legitimos quidem concionatores esse docebimus, priorem illum errorem una eademque opera confutaturi; deinde vos posteriorem simul errorem improbaturi, multo minus Evangelicos vos esse ostendemus. Af den grund, kære evangeliske prædikanter, for at jeres svars udmærkede nedskrift, som man mere bør behandle som en giftdrik på et afsides sted end åbent bære frem foran sig, kan smigrer op i læserens ansigt så meget det skal være, vil vi lige adskille rødderne en smule. For det første vil vi slå fast, at I ikke er lovlige prædikanter, og derved gendriver vi samtidig den første fejl; dernæst vil vi påvise, at den anden fejl samtidig bør misbilliges, nemlig at I meget mindre er evangeliske.

⁴Quod ne legitimi quidem sint concionatores At I ikke er legitime prædikanter

⁵Nam dicite: Quis tandem vos ad concionandum elegit? quis ad evangelizandum vocavit? quis verbi ministros instituit? quis denique ad praedicandum misit? Num legistis in veteris testamenti libris Mosen, Esaiam, Hieremiam, Ezechielem, aliosque Dei prophetas divinitus ad hoc officium electos, vocatos, institutos et missos? At e contrario de pseudoprophetis, quod apud Hieremiam legimus: Falsa prophetae vaticinantur in nomine meo; non misi eos, et non praecepi eis, neque locutus sum ad eos; visionem mendacem et divinationem fraudulentam et seductionem cordis sui prophetant. For I skal spørge jer selv: Hvem har dog udvalgt jer til at prædike? hvem har kaldet jer til at evangelisere? hvem har indsat ordets prædikanter? hvem endelig har sendt jer til at prædike? Har I ikke læst i det gamle testamentes bøger, hvordan Moses, Esajas, Jeremias, Ezekiel og andre af Guds profeter ved guddommelige tilskikkelse blev udvalgt, kaldet, indsat og sendt til dette embede? Men modsat læser vi om de falske profeter hos Jeremias: 'Falske profeter skal profetere i mit navn; jeg har ikke sendt dem, og ikke befalet dem, jeg har ikke talt til dem; løgnesyner og guddommelig svig og forførelse ud af deres eget hjerte profeterer de' (Jer 14,14).

⁶Et item: Non mittebam prophetas et ipsi currebant; non loquebar ad eos, et ipsi prophetabant. Et alibi rursus: Non misi eos (ait dominus), et ipsi prophetant in nomine meo [10] mendaciter, ut pereatis tam vos quam prophetae. Apud Ezechielem quoque similem ad modum legimus: Vae prophetis insipientibus, qui sequuntur spiritum suum et nihil vident. Et paulo post: Vident vana et divinant mendacium, dicentes: Ait dominus, cum dominus non miserit eos. - Og ligeledes: 'Jeg har ikke sendt profeterne og dog løber de; jeg har ikke talt til dem og dog profeterer de' (Jer 23,21). Og et andet sted igen: 'Jeg har ikke sendt dem, siger Herren, og dog profeterer de i mit navn løgnetale, så at både I og profeterne skal forgå' (Jer 27,15). Hos Ezekiel læser vi på lignende måde: 'Ve profeterne, de uduelige, som følger deres egen ånd og intet ser' (Ez 13,3). Og lidt efter: 'De så forkert, og de profeterede løgn, da de sagde: Så siger Herren, for Herren har ikke sendt dem' (Ez 13,6).

⁷Num in novo testamento itidem legistis, et Ioannem Baptistam, legis et Evangelii confinium, a Deo et ad id muneris missum fuisse, et Christum ipsum a patre coelesti ad id muneris electum, vocatum, institutum et missum: sibi quoque ad hoc ipsum elegisse, vocasse, instituisse et misisse Apostolos atque discipulos, ipso apud Ioannem attestante: Sicut, inquit, me misit vivens pater, et ego mitto vos. Mon I heller ikke har læst i det ny testamente, at både blev Johannes Døberen, lovens og evangeliets afslutning, sendt af Gud til den opgave, og Kristus selv blev af den himmelske fader udvalgt, kaldet, indsat og sendt til den opgave: for sig og til det selvsamme formål at udvælge, kalde, indsætte og udsende apostle og disciple, hvilket han selv bekræfter hos Johannes: 'Sådan som den levende fader har sendt mig, sender jeg jer' (Joh 20,21).

⁸Quare, ne quis vestrum ad eos in fidelium omnium persona dictum calumniari posset, audite quid apud eundem Evangelistam dicat: Nonne ego (38) vos duodecim elegi? Sed ad quodnam opus apud hunc ipsum Evangelistam alibi exprimens: Ego, inquit, elegi vos de mundo, ut eatis et fructum afferatis, docendo videlicet et praedicando. Electio autem est paucorum a multitudine separatio. Tria porro reliqua, ut interim complura Evangelistarum loca brevitatis studio praeteream, in quibus mentio fit vocationis, institutiones seu designationis et missionis Apostolorum et discipulorum Christi, beatus Marcus uno loco simul complexus est, quo loco in haec verba scribit: Ascendens, inquit, Iesus in montem vocavit ad se quos voluit ipse, et venerunt ad eum; ecce vocationem. Et fecit duodecim, ut essent secum: en institutionem. Derfor, for at ikke nogen skal kunne fordreje jeres udsagn mod dem om alle de troende, hør, hvad han siger hos den samme evangelist: 'Mon ikke jeg har udvalgt jer tolv?' (Joh 6,70). Men til hvilken opgave har han udtrykt hos den samme evangelist: 'Jeg har udvalgt jer fra verden, for at I skal gå hen og bære frugt' (Joh 15,16), nemlig ved at lære og ved at prædike. Men en udvælgelse er en udskillelse af nogle få ud af en stor mængde. Tre skriftsteder mangler jeg, eftersom jeg forbigår de mange steder hos evangelisterne på grund af dette skrifts korthed, i hvilke der nævnes en kaldelse, en indsættelse eller en betegnelse og en sendelse af Kristi apostle og disciple, og den salige Markus giver forbindelsen til det ene sted, dèr, hvor han skriver disse ord: 'Jesus gik op på bjerget og kaldte til sig dem, han selv ville, og de kom til ham' (se, der har vi kaldelsen) 'og han kaldte de tolv, at de skulle være sammen med ham' (se, dèr har vi indsættelsen). (Mark 3,13f).

⁹Et ut emitteret eos ad praedicandum: ecce missionem. At e diverso, scriba ille, qui non vocatus a Christo venit ad eum, ultro se ipsum ingerens, repulsam passus esse fertur. Deus enim iuxta parabolam Evangelicam haudquaquam nisi vocatis dona sua impartitur. Matthaeus enim ita habet: Homo quidem peregre proficiscens vocavit servos et tradidit illis bona sua. Lucas autem: Vocatis, inquit, decem servis suis dedit eis decem minas. 'Og han sendte dem ud for at prædike' (se, her har vi sendelsen). Men blandt andre den skriftkloge, der uden at være kaldet af Kristus kom hen til ham, måtte finde sig i, skønt han nødte sig ind på Jesus, at blive afvist. (Matt 8,19) Gud vil nemlig, ifølge den evangeliske lignelse, ikke delagtiggøre andre end de kaldede i sine gaver. Sådan står der nemlig hos Matthæus: 'En mand, der skulle rejse til udlandet, kaldte sine tjenere til sig og overlod dem sit gods' (Matt 25,14). Men Lukas siger: 'Han kaldte ti af sine tjenere til sig og gav dem ti pund' (Luk 19,13).

¹⁰Num denique vel a Paulo scriptum meministis, Paulini scilicet Theologi: Nemo sibi ipsi usurpet honorem, sed qui vocatur a Deo, quemadmodum et Aaron. Et iterum: Quomodo, inquit, praedicabunt, nisi missi fuerint? Quod si res adeo vilis est praedicandi officium et ministerium verbi Dei, ut promisce omnibus pateat, cur tam accurate Paulus ferme in frontispiciis epistolarum, se Apostolum Iesu Christi scribit, et quidem vocatum ad munus Apostolicum, et segregatum in Evangelium Dei, non ab homine neque per hominem, sed per Iesum [11] Christum, et Deum patrem, sive per voluntatem Dei, sive iuxta delegationem Dei et Iesu Christi? Mon endelig I helt har husket på, hvad Paulus har skrevet, Paulus teologen: 'Ingen må selv tiltage sig den ære, man må kaldes af Gud, ligesom Aron' (Hebr 5,4). Og atter: Hvordan kan de prædike, hvis ingen sendes ud?' (Rom 10,15). Hvis opgaven at prædike og embedet med Guds ord er noget ringe, så at det står åbent for enhver, hvorfor skriver så Paulus i begyndelsen af sine breve, at han er Jesu Kristi apostel, og det kaldet til apostelopgaven og udskilt til Guds evangelium, ikke af et menneske eller gennem et menneske, men ved Jesus Kristus og Gud fader, eller ved Guds vilje, eller ved Guds og Jesu Kristi udvælgelse?

¹¹Cur toties inter scribendum exspatiatur ad Apostolicam sibi auctoritatem vindicandam cum alibi, tum maxime in posteriore ad Corinthios epistola et ad Galatos tot argumentis hanc in rem adductis? Cur tam acriter Corinthios et Galatas obiurgat, quod post acceptam a se fidem pseudoapostolos admissent? Contra vero Philippenses et Colossenses tantis effert laudibus, quod eos non recepissent? Quid multis? Hvorfor i det hele taget udbrede sig så meget om og gøre fordring på sin apostolske autoritet, hvilket han blandt mange andre steder mest gør i det andet brev til korinthierne og i brevet til galaterne, hvor han fremfører mange argumenter om dette? Hvorfor skulle han bebrejde korintherne og galaterne, at de efter at have modtaget troen af ham tog imod falske apostle? Mens han overfor filipperne og kolossenserne giver megen ros, fordi de ikke tog imod dem? Hvorfor så meget?

¹²Interpretamini (si tamen potestis) ista quibus tantopere gloriamini, nomina Evangelistae et Apostoli, an non utrumque nuntii et legati significationem graeca origine tenet? Sed cuius vos tandem estis nuntii? cuius legati? a quo electi? a quo vocati? a quo designati? a quo denique missi? At a Deo, inquietis, cuius spiritu huc agitamur et (39) impellimur. Quis credit? ubi signa? prodigia et miracula, quibus, ut olim prophetae et Apostoli, huius rei fidem mundo astruatis? I kan jo udlægge (hvis I da formår det) dette navn, som I roser jer så meget af, evangelister og apostle, om ikke det i den græske original betyder udsendinge og sendemænd? Men hvis udsendinge er I? hvis sendemænd? af hvem er I udvalgt? af hvem kaldet? af hvem udpeget? af hvem sendt? I vil nok sige: Vi er udsendt af Gud, og hans ånd bevæger os og hersker over os. Men hvem vil tro det? hvor er tegnet? de undere og mirakler, hvormed, som i gamle dage profeter og apostle, I skulle underbygge for verden troen på denne sag?

¹³Ex tribus scripturae locis. Primus est beati Iacobi de sapientia duplici Tre skriftsteder. Det første fra den salige Jakob om den dobbelte visdom.

¹⁴Verum, ut haec interim a vobis etiam non exigamus, tametsi difficilius negotium agatis, et multo durius, quam olim prophetae et Apostoli; primum agite, constituamus ob oculos et diligenter intueamur eum beati Iacobi locum, qui duplicem sapientiam ceu penicillo depingit, cuius verba non pigebit vel altius paulo repetere, utpote, mea quidem opinione, vel sola incorrupto lectori abunde ostendentia, num vestra doctrina sit a Deo patre luminum, an a principe tenebrarum diabolo. Men for at vi kan overveje også dette fra jeres side, skønt I fremfører en vanskelig sag, meget hårdere, end i gamle dage profeter og apostle; skynd jer nu først, lad os stille os for øje og omhyggeligt betragte skriftstedet fra den salige Jakob, som afmaler den dobbelte visdom som med en pensel, hvis ord det ikke skal volde ulyst at gentage lidt yderligere, selv om de, efter min mening i det mindste, for den ufordærvede læser i høj grad klart påviser, om jeres lære er fra Gud, lysenes fader, eller fra djævelen, mørkets fyrste.

¹⁵Sic enim ait: Quis sapiens et scientia praeditus inter vos? ostendat bona conversatione opera sua eum mansuetudine sapientiae. Quod si aemulationem amaram habetis et contentionem in corde vestro, nolite gloriari et mendaces esse adversus veritatem. Non est ista sapientia e supernis descendens a patre luminum, sed terrena, animalis et daemoniaca; ubi enim aemulatio et contentio, ibi inconstantia et omne opus pravum. Quae autem e supernis est sapientia, primum quidem casta est, deinde pacifica, modesta, tractabilis, bonis consentiens, plena misericordia et fructibus bonis, absque diiudicatione, sine simulatione, fructus autem iustitiae in pace seminatur facientibus pacem. Haec ille. - Sådan siger han nemlig: 'Den af jer, der er vis og fuld af visdom, lad ham vise det i en god opførsel og en visdommens sagtmodighed. Men hvis jeres hjerter rummer misundelse og lyst til ordstrid, så skal I ikke prale og blive løgnere overfor sandheden. Den slags visdom er ikke steget ned fra det høje, fra lysenes fader, den er jordisk, sjælelig og dæmonisk; for hvor der er misundelse og strid, der er der uorden og alt muligt ondt. Men den visdom, der kommer ned ovenfra, den er først og fremmest ren, derefter fredselskende, mild, omgængelig, harmonisk, fuld af barmhjertighed og gode frugter, uden fordomme, uden hykleri, retfærdighedens frugter er fred, der sås hos dem, der stifter fred'. (Jak 3,13-18).

¹⁶Secundus est beati Pauli Apostoli de moribus boni praedicatoris et pseudoapostoli. Det andet skriftsted er fra den salige apostel Paulus om adfærden hos de gode prædikanter og hos de falske.

¹⁷Deinde consimilem ad modum ea divi Pauli verba expendamus, quibus itidem ex adverso, hinc veri et Apostolici praedicatoris, inde pseudoapostolorum mores non minus graphice delineat, e quibus non minus deprehendi poterit, Dei an Satanae angeli seu nuntii et ministri sitis. Lad os herefter på lignende måde overveje den guddommelige Paulus' ord, med hvilke han også fra begge side fremstiller, her de sande og apostoliske prædikanters, der de falske apostles skikke, ikke mindre klart, og ud fra hvilke I kan slutte ikke mindre sikkert, om I hører til Guds eller Satans engle eller sendebud eller hjælpere.

¹⁸Nam de legitimo verbi Dei ministro loquens: Porro (inquit) servum Dei non oportet litigare, sed [12] placidum esse erga omnes, propensum ad docendum, tolerantem malos cum mansuetudine, erudientem eos qui obsistunt, si quando det illis Deus poenitentiam ad agnoscendam veritatem, et resipiscant e diaboli laqueo capti ab eo ad ipsius voluntatem. For om de legitime administratorer af Guds ord siger han: 'Fremdeles bør en Guds tjener ikke strides, men være venlig mod alle, god til at undervise, skal kunne tåle ondt med sagtmodighed, han skal irettesætte dem, der står imod, såfremt Gud vil give dem bod til at erkende sandheden, så de kan slippe ud af den fælde, djævelen holde dem i, så de gør hans vilje' (2 Tim 2,24-26).

¹⁹At de pseudoapostolis et haereticis ita subdit: Illud autem scito, quod in extremis diebus instabunt tempora periculosa. Erunt enim homines sui amantes, avari, fastuosi, superbi, maledici, parentibus immorigeri, ingrati, impii, carentes affectu, sine pace, calumniatores, intemperantes, immites, negligentes bonorum, proditores, protervi, inflati, voluptatum amantes, potius quam amantes Dei, habentes formam pietatis, sed qui vim eius abnegarint. - Men om de falske apostle og kætterne tilføjer han: 'Men det véd jeg, at i de sidste dage skal der komme farlige tider. Da vil mennesker blive egenkærlige, gerrige, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, ufromme, ukærlige, stridbare, bagtaleriske, umådeholdne, umilde, foragtende de gode gerninger, forrædere, fremfusende, hovmodige, lystelskende mere end gudelskende, de har fromhedens form, men fornægter dens kraft. (2 Tim 3,1-5).

²⁰Tertius eiusdem est de fructibus carnis et spiritus Det tredie skriftsted er om kødets og åndens frugter.

²¹Postremo, (40) quandoquidem dominus noster Iesus Christus post verba superius de pseudoprophetis adducta, continenter admonuit, eos a fructibus esse dignoscendos, non gravimini, quaeso, eundem audire Paulum fructus carnis et spiritus quam luculentissime distinguentem, quo ex loco non minore negotio deprehendere licebit, num iuxta spiritum an carnem ambuletis. Til sidst, når vor herre Jesus Kristus, efter de ovennævnte ord om de falske profeter fortsætter med at formane til, at de må befindes at bære frugt, har I så ikke vanskeligheder, spørger jeg, med at høre Paulus fremkomme med den samme soleklare skelnen mellem kødets og åndens frugt, og ud fra det sted kan I i ikke ringere omfang gøre jer klart, om I vandrer efter ånden eller efter kødet.

²²Porro (inquit) manifesta sunt opera carnis, quae sunt haec: adulterium, scortatio, immunditia, lascivia,
simulacrorum cultus, veneficium, inimicitiae, contentiones, aemulationes, irae, concertationes, seditiones, sectae, invidiae, caedes, ebrietates, comessationes et his similia, de quibus praedico vobis, quemadmodum et praedixi, quod qui talia agunt,
regni Dei haeredes non erunt. Contra fructus spiritus est charitas, gaudium, pax, lenitas,
benignitas, bonitas, fides, mansuetudo, modestia, continentia, castitas.
'Men kødets gerninger er åbenbare; de er nemlig hor, vellevned, urenhed, vellyst, afgudsdyrkelse, trolddom, uvenskab, kiv, misundelse, vrede, selviskhed, splid, kliker, nid, drab, drukkenskab, svir og mere af den slags, om hvilket jeg siger jer, som jeg har sagt det før, at de, der handler sådan, ikke skal arve Guds rige. Åndens frugt, derimod er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, velvilje, godhed, tro, sagtmodighed, mådehold, afholdenhed, kyskhed.' (Gal 5,19-23).

²³Parce mihi, quaeso, pie lector, si praeter institutum his tribus in locis referendis prolixior forte, quam velis, fuerim, ut quod in gratiam tui factum sit. Nam videbantur mihi ad rem imprimis pertinere. Dispeream namque, si non solum haec tria simul loca, verum etiam singulus quisque non faciat satis (modo affectu posito expendas) ad censuram peragendam, de universa hac nostra tempestatis doctrina nova. Sed nimis quam longus fuero, si tria haec loca verbis nostris amplificare velim. At id tuo ipsius iudicio relinquens, tantummodo paucis attingam. Jeg beder, kære læser, undskyld mig, hvis jeg har været noget mere udførlig med at gengive disse tre skriftsteder, end man plejer og end du kunne tænke dig, men det er faktisk sket for din skyld. For jeg synes, det har noget med den første sag at gøre. For gid jeg dog må gå til grunde, hvis ikke alene disse tre steder tilsammen, men også hver af dem for sig er tilstrækkelige til at gennemføre undersøgelsen (og du kan afveje dem nøje mod hinanden), undersøgelsen af alle denne vor tids nye lærdomme. Men det ville blive altfor langt, hvis jeg ville udvide disse tre skriftsteder med vore egne ord. Men jeg overlader det til din egen bedømmelse, blot tilføjer jeg nogle få ting.

²⁴Horum trium locorum accomodatio. Gennemgang af de tre skriftsteder.

²⁵Principio qua fronte doctrinam istam vestram a patre luminum e coelis profectam iactare non veremini? quae non est iuxta divi Iacobi sententiam pudica, pacifica, modesta, tractabilis, et bonis consentiens; sed tanquam terrena, animalis, diabolica, aemulationis contentionisque plena, tantum abest a benevolentia, amore, concordia, et pace totius Evangelii, atque adeo scripturarum omnium fine ac scopo, ut non solum excitarit inobedientiam, rebellionem, dissidia, [13] seditiones et tumultus omnibus in locis, quibus venenata doctrinae vestrae pestis afflavit, verum etiam in Germania, unde primum virus istud diffusum, inaudita propemodum strage (41) plusquam centena rusticorum millia intestino bello, idque brevissimo tempore, ad inferos transmiserit. For det første: Skammer I jer ikke over den frækhed, I har, at I praler med, at denne jeres lære stammer fra faderen i himlen? men den er dog ikke, ifølge den guddommelige Jakobs mening, kysk, fredselskende, mådeholden, omgængelig og af god vilje; den er derimod jordisk, sjælelig, djævelsk, fuld af misundelse og strid, og ligger langt borte fra godheden, kærligheden, enigheden og freden i hele evangeliet, og derfor borte fra hele skriftens ende og mål, for den opfordrer ikke blot til ulydighed, oprør, kiv, strid og tumult på alle de steder, som jeres lærdoms pestagtige gift er blæst ud over, men også i Tyskland, hvorfra denne udbredte smitte ved en næsten uhørt nedslagtning af mere end hundrede tusinde bønder ved en borgerkrig for kort tid siden bragte helvede nær.

²⁶Non est dissentionis Deus (inquit Apostolus), sed pacis, sicut et in omnibus Ecclesiis doceo. Atque haec quidem renascentis Evangelii vestri praeclara sunt auspicia; quid immineat, nemo vel mediocriter sapiens non divinarit. Oportet enim haec omnia fieri, at non statim finis. 'Gud er ikke uenighedens Gud, men fredens, sådan lærer jeg i alle menigheder', siger apostelen (1 Kor 14,33). Men dette er fremtidsudsigterne ved jeres genfødelse af evangeliet; hvad der er nært forestående, er der vel ingen, der bare har en smule fornuft, der ikke kan forudse. 'Dette bør nemlig altsammen ske, men stadig kommer enden ikke' (Matt 24,6).

²⁷Deinde qua fronte vos Evangelistas et Apostolos Christi apellare praesumitis? qui nec ad exemplum magistri humiles et mites, nec ad praescriptam Evangelici concionatoris a Paulo formulam, placidi erga omnes, propensi ad docendum errantes, mansueti ad tolerandum malos; at more pseudoapostolorum immites, elati, procaces, maledici, criminatores, perpetuis conviciis apud populum sacerdotes, Episcopos, aliosque proceres Ecclesiasticos traducitis, mordetis et laceratis, idque ceu camino oleum adiicientes, plebem alioquin nobis iam pridem plus satis infestam adversus clerum exstimulantes, ne quid scilicet desit ad omnem seditioni fenestram aperiendam, quibus tamen non modo maledicere lex olim vetuit, verum et Christus et Petrus vel improbis obediendum esse praeceperunt. Nam quantulum in concionibus vestris superest, si quis probra in sacerdotes iacta tollat? adeo ut hoc quisque in ista factione vestra concionator haberi soleat praestantior, quo conviciator fuerit impudentior. Dernæst: Hvilken frækhed af jer, at I vover at kalde jer evangelister og Kristi apostle? I, som hverken efter læremestrenes eksempel er ydmyge og milde, ejheller, ifølge Paulus' ovennævnte evangeliske beskrivelse af prædikanter, er venlige mod alle, gode til at undervise de vildfarende, sagtmodige i at tåle de onde; men I er som de falske apostle umilde, overmodige, frække, onde, forbrydere, med stadig udskælden sætter I folket op imod præsterne, biskopperne og andre kirkelige øvrighedspersoner, I bider dem, I sønderslider dem, I kaster olie på bålet, den ubefæstede menighed, der ellers tidligere var fuldt tilfreds med os, ophidser I imod gejstligheden, for at der ikke skal mangle noget i, at adskillelsens vindue er helt åbent, hvilke øvrighedspersoner dog ikke blot loven engang forbød at forbande, men også Kristus og Peter har påbudt, at man skal adlyde. For hvor meget er der tilbage af jeres prædiken, hvis man fjerner de skældsord, I affyrer mod præsterne? Derfor, skønt en prædikant i jeres parti plejer at regnes for mere duelig, så er han dog frækkere end en udskælder.

²⁸Ad extremum, qua fronte spiritum Dei vobis arrogare non pudet, quando (ne quid interim de vestra ipsorum vita dicam), iuxta Paulinam hanc operum carnis et spiritus distinctionem, in plerisque auditoribus vestris opera carnis nusquam non apparent, fructuum autem spiritus nullum plane vestigium. Til sidst, skammer I jer ikke over at have en sådan frækhed og overlegenhed overfor Guds ånd, når der (for nu ikke at sige noget om jeres eget liv), at dømme efter denne paulinske skelnen mellem kødet og ånden, i de fleste af jeres forsamlinger findes mange kødets gerninger, men aldrig noget spor efter åndens frugter.

²⁹Porro sicut profectus auditorum laus est praeceptorum, ut ait ille, ita e diverso vitia discipulorum sunt opprobria magistrorum. Quin illud mihi dicite: Quis unquam vidit in concionibus vestris quemquam pro peccatis suis fundentem lacrymas, tundentem pectus, aut ingemiscentem? Aut quis unquam ad bonam frugem vestris concionibus reddiit? Quis contra non multis etiam partibus evasit deterior? Og videre: eftersom det i sandhed forholder sig, som Cicero siger, at menighedens gode gerninger stammer fra dens forstandere, sådan kan også disciplenes forskellige laster bebrejdes lærerne. Sig mig derfor: Hvem ser nogensinde i jeres prædikener nogen udgyde tårer over sine synder, hvem ser nogen, der slår sig for brystet, hvem nogen, der stønner? Eller hvem bærer til gengæld for jeres prædikener gode frugter? Hvem undgår endda at blive værre på mange områder?

³⁰Haeccine cum (42) aetherea, spirituali et divina sapientia, cum moribus Evangelicis et Apostolicis, cum spiritu Dei conveniunt? Qua igitur temeritate ac impudentia vos a Deo electos, vocatos, institutos et missos in verbi Dei ministerium non reformidatis asserere? Hvordan mon disse ting stemmer overens med den himmelske, åndelige og guddommelige visdom, med de evangeliske og apostolske skikke, med Guds ånd? Hvordan kan I være så frygtløst og ublufærdige, at I undlader at gyse tilbage for at hævde, at I er udvalgt, kaldet, indsat og udsendt af Gud til at forkynde hans ord?

³¹Quorum sit vocare ac mittere divini verbi concionatores. Hvad der hører med til at kalde og udsende mennesker, der skal prædike det guddommelige ord.

³²At audire mihi videor: A regibus, a principibus, ab aulicis proceribus, ab oppidanis magistratibus Dei ministris, et ab ipso grege Christi, populo verbum Dei sitiente, huc electi, accersiti et designati et missi sumus. - Men jeg synes, at jeg hører jer sige: Vi er udvalgt, kaldet, udpeget og udsendt af konger, fyrster, af fyrstelige overhoveder, af byers magistrater som af Guds tjenere, og af Kristi hjord selv, folket, der tørster efter Guds ord. -

³³Fatemur quidem principes [14] et magistratus Dei ministros, verum non in hoc, ut ipsi aut verbum Dei praedicent, aut ministros eius instituant, sed ut gladiam gestent in verbi ministrorumque ipsius defensionem; populum quoque Christi gregem esse haud quaquam diffitemur. At ovium non est, quem velint sibi pastorem constituere, sed constitutum a domino admittere, sequi et audire. Christus enim Apostolos discipulosque suos, ut modo diximus, elegit, accersivit, designavit, et emisit ad Evangelii praedicationem, ceteris autem quibuscumque principibus, magistratibus et plebeis sub gravissima interminatione mandavit, ut eos acciperent, foverent et alerent. Vi indrømmer blankt, at fyrter og magistrater er Guds tjenere, men ikke på det punkt, at de selv skal prædike Guds ord, eller indsatte hans tjenere, men for at de skal bære sværdet til forsvar for ordets tjenere og for sig selv; at folket er Kristi hjord kan vi ikke godt benægte. Men det er ikke fårenes opgave at indsætte, hvem de vil, som hyrde, men at anerkende, følge og adlyde den, der er indsat af Herren. Som vi har sagt, så gjorde Kristus ikke blot det, at han udvalgte, kaldte, udpegede og udsendte sine apostle og disciple, men han påbød også de andre, ja hvilkesomhelst fyrster, magistrater og menigheder under den alvorligste trusler at tage imod dem, understøtte og underholde dem. (Matt 10,14f)

³⁴Is ergo tanquam a Deo electus, accitus, destinatus et missus ad evangelizandum indubie haberi debet, non qui tyrannide principum, aut violentia magistratuum, aut procerum favore, aut populi suffragiis, at (ut omnia honeste et sedundum ordinem fiant atque a summis una pendeant) qui auctoritate superioris Ecclesiasticae iurisdictionis potestatem habentis huic officio legitime praeficitur, ut a concilio Ecclesiam referente, ut a summo Pontifice Christi vicario, ut a propriis Episcopis Apostolorum successoribus, ut denique a propriis pastoribus discipulorum vice fungentibus verbi ministerio destinati. Derfor bør uden tvivl kun den person regnes som udvalgt, kaldet, udpeget og udsendt af Gud til at evangelisere, ikke den, som ud fra fyrsters magt, eller ud fra magistraters vold, eller ud fra øvrighedens gunst, eller ud fra folkets afstemning, men kun den bør regnes for udvalgt (eftersom alt skal ske tilbørligt og i god orden (1 Kor 14,40)) den, som ud fra de øvre kirkelige myndigheders autoritet, de, som har magten til at udnævne på legitim måde til dette embede, som af et konsilium,der henviser til kirken, som af det højeste pontificat, Kristi stedfortræder, som af apostlenes efterfølgere, kirkens biskopper, som endelig af kirkens præster, disciplenes efterfølgere udpeget til ordets tjeneste.

³⁵Sic Aaron cum filiis a Mose in sortem domini designatus est. Sic Iesus Nave ab eodem in ducem populi constitutus est. Sic Mathias ab Ecclesiae consilio auctoritate Petri coacto numero Apostolorum cooptatus est. Sic item septem diaconi ab Ecclesiae concilio Apostolica auctoritate convocato designati sunt. Sic Paulus, tametsi iam prius a Deo vocatus, et Barnabas a prophetis doctoribusque Antiochenae Ecclesiae in opus Evangelii segregati sunt. Sic Timotheus Ephesiorum, et Titus Cretensium Episcopi a Paulo instituti sunt. Således blev Aron sammen med sine sønner af Moses ved lodkastning udpeget for Herren. (2 Mos 28 og 29) Således blev Josva, også af Moses, indsat til fører for folket. (4 Mos 27,18) Således blev Mathias af kirkens råd ved Peters autoritet optaget i apostlenes tal. (Apg 1) Således blev de syv diakoner udpeget af kirkens råd ved den apostoliske autoritets medvirken. (Apg 6) Således blev Paulus, skønt han tidligere var kaldet af Gud, og Barnabas af profeter og lærere i den antiokenske kirke udskilt til tjeneste for evangeliet. (Apg 13) Således blev Timotheus indsat til biskop i Efesus af Paulus, og Titus på Kreta.

³⁶Quod vero omnes huiusmodi legitima superiorum potestate Ecclesiastica ad ministeria Ecclesiastica vocati, ab ipso Deo accersiti (43) sunt, divinae palam literae testantur. Quid enim de Pauli et Barnabae designatione scriptura commemorat? Ministrantibus autem illis domino et ieiunantibus dixit spiritus sanctus: Segregate mihi Barnabam et Saulum in opus, ad quod accersivi eos. En designationem utriusque ad munus Apostolicum hoc loco spiritui sancto tributam. Men at alle, der således blev kaldet ved deres forgængeres legitime kirkelige myndighed til kirkelig tjeneste, er udvalgt af Gud selv, det bevidner de guddommelige skrifter klart. Hvad siger nemlig skriften om Paulus' og Barnabas' udnævnelse? 'Mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: Udskil mig Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har bestemt dem til' (Apg 13,2). Her har vi de tos udvælgelse til det apostoliske embede, her tildelt dem ved helligåndens gave.

³⁷Quid, quod Paulus ipse, tum aperte, tum generaliter Deum ait dedisse ac posuisse in Ecclesia, alios quidem Apostolos, alios vero prophetas, alios autem Evangelistas, alios autem pastores et doctores. Quod ne de primis tantum Apostoliis et Evangelistis dictum quis asserere possit, ac non potius de omnibus eorum successoribus et Ecclesiae ministris ad seculi usque consummationem, mox inibi continenter adiecit: Ad instaurationem sanctorum [15] in opus administrationis, in aedificationem corporis Christi, donec perveniamus omnes in unitatem fidei et agnitionis filii Dei etc. - Hvad med Paulus selv, når han ganske åbenlyst og i bred almindelighed siger, at Gud har givet og indsat i kirken 'nogle som apostle, andre som profeter, atter andre som evangelister, andre som hyrder og lærere' (Ef 4,11). Og for at det ikke blot skulle siges om de første apostle og evangelister, hvem der kunne udvælges, men lige så meget til alle deres efterfølgere og kirkelige tjenere gennem århundrederne lige til enden, tilføjer han kort efter i forlængelse heraf: 'Til at udruste de hellige til at gøre tjeneste, til opbyggelse af Kristi legeme, indtil vi alle når troens énhed og erkendelse af Guds søn' osv (Ef 4,12f)

³⁸Sed quorsum tam multa in re manifestaria, et iuxta proverbium, in re non dubia testes non dubii. Nam ut lege divina id non sit prohibitum, promiscue quemlibet verbum Dei disserere, an non in ceteris artibus, scientiisque omnibus, et quidem non ingenuis modo, verum etiam mechanicis, id aut civili iure, aut decreto municipali cautum servatumque videmus, ut nemo nisi primorim artis cuiusque calculis in ea probatus magisterii nomen (44) officiumque usurpet, ne ab ignaris et imperitis res ipsa non commode tractata evilescat, vituperetur et in contemptum abeat. Men hvorfor fremføre så meget i en klar sag, som ordsproget siger: I en ikke tvivlsom sag skal man ikke fremføre tvivlsomme vidner. For at det ved guddommelig lov ikke skulle være forbudt, at hvemsomhelst kan udså Guds ord i flæng, det ser vi derved, at man tager vare på og sørger for gennem enten borgerlig lovgivning eller kommunale dekreter, om ikke i de øvrige kunstarter og i alle videnskaberne, så i hvert fald ikke blot i de ædle, men også i de fysiske fag, at ingen tilriver sig magisternavn og -embede, uden at han først er prøvet ved eksamen i de pågældende fag, for at ikke sagen selv ved uvidenhed og ukyndighed skal blive dårlig behandlet og foragtes, fordømmes og føres i foragt.

³⁹Hoc enim non modo philosophi, medici, iurisconsulti, Theologi, et si qui sunt alii bonorum artium professores, observant, verum etiam fabri aerarii, ferrarii, murarii, lignarii, vascularii, item sarcinatores, calceolarii, laniones et omnino sordidissimi quique opifices. Divini autem verbi dispensationem et ministerium (quae ars artium est et scientia scientiarum, utpote imprimis animarum saluti necessaria) temere citra delectum et approbationem eorum, quos Deus Ecclesiae suae praefecit, quibuscunque permittemus? Dette overholder nemlig ikke blot filosofferne, medicinerne, juristerne, teologerne og hvem der ellers er lærere ved de gode fag, men også kobbersmedene, jernsmedene, murerne, tømrerne, sølvsmedene, ligeledes skræderne, skomagerne, slagterne og i det hele tage selv de mest foragtelige håndværkere. Men udøvelsen af det guddommelige ord og tjenesten for det (hvilket er fagenes fag og videnskabernes videnskab, eftersom det først og fremmest er nødvendigt til sjælenes frelse) hvordan kan vi på nogen måde tillade, at det tilfældigt tages bort fra udvælgelse af og godkendelse hos dem, som Gud har sat til at styre sin kirke?

⁴⁰Ut igitur hanc aliquando partem concludamus, certe prolixiores quam exigebat institutum, at minime quam rei necessitas postulabat, nempe quod mea quidem opinione ex hac praedicandi licentia omnis prope malorum nostri seculi tempestas profluxerit: cum vos, Evangelici scilicet concionatores, ab Ecclesiasticis proceribus ad Evangelii praedicationem non sitis electi, accersiti, designati et emissi, ideoque nec a Deo, nec a Christo, sed vel tyrannide principum, vel magistratuum violentia, vel favore aulicorum, vel popularium suffragiis ipsi sponte veneritis, ultro cucurreritis et vos ingesseritis, idque non solum Ecclesiasticos proceres ad unum contemnentes, verum etiam contra fas et ius perpetuo coram plebe insectantes, traducentes atque diffamantes, vultis dicam qui sitis: For nu i nogen grad at afslutte denne del, for at jeg ikke skal gøre den længere end nødvendigt, men i det mindste få det nødvendige med, nemlig, hvad der i det mindste efter min mening flyder af denne tilladelse til at prædike, som enhver selv af de onde har i jeres tidsalder: eftersom I, evangeliets prædikanter, ikke er udvalgt, kaldet, udpeget og udsendt af de kirkelige myndigheder til at prædike evangeliet, og følgelig heller ikke selv kommet fra Gud eller fra Kristus, men ved fyrsters tyranni, magistraters vold, overordnedes gunst, folkets afstemning, følgelig har løbet langt og trængt jer ind, og det ikke blot, så I foragter de kirkelige foresatte hver og én, men I gør også det, at I skærer ind i, fører ud over og handler imod guddommelig ret og den evige ret overfor folket, så lad mig ud fra jeres ansigtsudtryk siger, hvem I er:

⁴¹Non Apostoli et Evangelistae, sed pseudoprophetae et pseudoapostoli; non concionatores, at seductores, imo iuxta parabolam Evangelicam fures et latrones, non pascentes gregem domini, at mactantes et perdentes, ut qui non per ostium in stabulum ovium sitis ingressi, sed aliunde irrumpentes. I er ikke apostoliske og evangeliske, men falske profeter og falske apostle; I er ikke prædikanter, men forførere, ja, I er ifølge den evangeliske lignelse, tyve og røvere, I vogter ikke Herrens hjord, men slagter den og bringer den i fortabelse, fordi I ikke går ind gennem døren ind i fårenes fold, men er kravlet over andetsteds. (Joh 10,3).

⁴²Quod multo minus Evangelici concionatores sunt. At de meget mindre er evangeliske prædikanter.

⁴³Nunc, ut alteram partem nobis initio propositam aggrediamur, vos longe minus Evangelicos esse commonstrabimus. Initio dicite, quaeso, mihi, quodnam sit istud vestrum Evangelium, a quo profectum, per quem allatum, a quibus traditum, apud quos receptum, quo tempore orbi declaratum, quo tandem ordine in mundo propagatum, unde prae ceteris omnium seculorum mortalibus vos solos ab heri (ut aiunt) et [16] nudiustertius Evangelicos appellare coepistis; ad summan, idemne an diversum (nihil enim est tertium) nostro Evangelio, quo iam mille ac quingentis ferme annis in Ecclesia catholica per universum orbem terrarum diffusa etiamnum in hanc usque aetatem utimur. Men lad os nu gå videre til den anden del af det, vi foresatte os i begyndelsen, og påvise, at I langt mindre er evangeliske. Sig mig først, be'r jeg, hvad er det for et evangelium, I kommer med, hvor stammer det fra, hvem har givet jer det, hvem har overleveret det til jer, hvem har modtaget det, hvornår kom det ind i verden, hvilken orden taler det for i verden, eftersom fremfor alle århundredes dødelige er det alene jer indtil i dag og (som de siger) i forgårs, der er begyndt at kalde sig evangeliske; kort sagt, er jeres evangelium det samme eller er det et andet (der gives ikke noget tredie), end det som vi nu i næsten femtenhundrede år har brugt i den katolske kirke og som er spredt ud over hele jordens flade indtil denne dag.

⁴⁴Quod si unum idemque sit a Deo patre missum, per Iesum Christum annunciatum, ab Apostolis (45) praecidatum, apud omnes paulatim creditum, post Christum in coelos reversum praedicari coeptum et legitima patrum interpretatione ad nos usque deductum: qua tum impudentia et scribendo et praedicando mentiri non pertimescitis, Evangelium aliquot iam seculis absconditum, suppressum, proculcatum, atque neglectum iacuisse? Fordi hvis det er ét og det samme evangelium, der er sendt af Gud fader, forkyndt af Jesus Kristus, prædiket af apostlene, troet af alle vidt og bredt, begyndt at blive prædiket efter Kristi tilbagevenden til himlen, og legitimt overført gennem fædrenes fortolkning til os: hvilken frækhed er det da ikke af jer, at I slet ikke viger tilbage for både i skrift og prædiken at lyve og hævde, at evangeliet i så mange hundrede år har været nedsunket i ukendskab, undertrykkelse og uvidenhed!

⁴⁵Cur istiusmodi strophis mendaciisque impudentibus communem omnibus Evangelii gloriam vobis solis arrogare non pudet? Cur sub tam salutari nomine tot calamitatum plaustra in orbem quoquo versum invehetis? Vetustissimum est, sub praetextu rerum optimarum fallere, at idem scelaratissimum. Sin vero aliud sit atque diversum, vobis habete vestrum istud Evangelium, nobis cum suis auctoribus ex Apostoli praescripto anathema est ac maledictum. Hvorfor er I dog ikke flove ved med den slags kunstgreb og løgne at tilprale jer evangeliets almindelige ære for jer alene? Hvorfor drager I under et så frelsebringende navn så mange læs uheldige ting ud over verden i alle retninger? Det er et ældgammelt trick: at bedrage under dække af de bedste ting, men det er lige forbryderisk. Men hvis det er et andet evangelium, derfra forskelligt, som I har i jeres evangelium, så må vi efter apostlenes forskrifter fordømme og forbande det med samt dets ophavsmænd.

⁴⁶Audite Paulum ad Galatas suos hunc in modum acriter obiurgantem: Miror quod a Christo, qui vocavit vos
per gratiam, adeo cito transferimini in aliud Evangelium, quod non est aliud, nisi quod quidam sunt, qui turbant vos et volunt invertere Evangelium Christi. Ceterum etsi nos, aut angelus de coelo praedicavimus vobis, anathema sit, quemadmodum ante diximus et nunc iterum dico: Si quis vobis praedicaverit Evangelium praeter id quod accepistis, anathema sit.
Hør, hvordan Paulus skarpt bebrejder galaterne: 'Jeg undrer mig over, at I så hurtigt vender jer bort fra Kristus, som kaldte jer ved nåden, til et andet evangelium, som ikke er noget evangelium, det er kun nogle, som forvirrer jer og vil forvende Kristi evangelium. Selv om vi eller en engel fra himlen prædikede for jer, han være forbandet, sådan som vi før har sagt og nu siger igen: hvis nogen prædiker et evangelium udover det, I har modtaget, han være forbandet' (Gal 1,6-8).

⁴⁷Sed et in posteriore ad Corinthios epistola: Metuo (inquit), ne qua fiat, ut quemadmodum serpens Evam decepit versutia sua, ita corrumpantur sensus vestri a simplicitate, quae erat erga Christum. Nam si is qui venit alium Iesum praedicat, quem non praedicavimus, aut si spiritum alium accipistis, quem non accepistis, aut Evangelium aliud qúod non accepistis, recte sustinuissetis, nimirum praeclare significans unum esse Christum, unum spiritum, unum Evangelium. - Og i det andet brev til korintherne siger han: 'Jeg frygter, at det sker, at ligesom slangen bedrog Eva ved sin snedighed, sådan skal jeres tanker komme på afveje bort fra enkelheden i Kristus. For hvis den, der kommer, prædiker en anden Jesus, som vi ikke har prædiket, eller I modtager en anden ånd, som I ikke har modtaget, eller et andet evangelium, som I ikke har modtaget, så finder I jer kønt i det' (2 Kor 11,3), mon ikke han her klart tilkendegiver, at der er én Kristus, én ånd, ét evangelium! -

⁴⁸Quin ut altius paulo repetam: Sicut unus est Deo, ita unus est Iesus Christus, mediator Dei et hominis, (non enim divisus est Christus). Sicut Christus unus est, ita unum Evangelium, utpote Christi legatio, et totum hoc mysterium, quod hic in carne patravit. Sicut unum Evangelium, ita fides una (fides enim ex auditu est). Sicut fides una, ita una quoque Ecclesia, nempe congregatio fidelium, et una fide constans. Denique sicut Ecclesia una, sic unus [17] item (46) spiritus sanctus, quippe quem Deus pater coelestis ceu praeceptorem atque consolatorem per filium suum Iesum Christum coelitus emiserit. Men for at gentage det lidt tydeligere: 'Ligesom der er én Gud, sådan er der én Jesus Kristus, mellemmand mellem Gud og menneske' (1 Tim 2,5), (Kristus er nemlig ikke delt, (1 Kor 1,13)). Ligesom der er én Kristus, således er der ét evangelium, som Kristi sendelse og hele dette mysterium, at han her fuldendte i kød. Ligesom der er ét evangelium, sådan er der én tro (troen kommer nemlig af det, der høres (Rom 10,17)). Ligesom der er én tro, sdan er der også én kirke, nemlig de troendes forsamling, som er af én tro. Endelig: ligesom der er én kirke, sådan er der også én helligånd, nemlig den, som den himmelske Gud fader sendte gennem sin himmelske søn, Jesus Kristus, som lovgiver og trøster.

⁴⁹Haec omnia, tanquam aurea illa Homeri catena e coelo pendente, sese quam venustissime comitantur et quam tenacissime cohaerent, ut si unum quodvis horum tollas, illico sustuleris omnia. Quocirca si aliquot iam seculis Evangelium (ut dicitis) in mundo esse desiit, neque fuit fides totidem seculis. Quod si non fides, neque fuit interim Ecclesia; quod si non Ecclesia, neque quisquam intra tot annos servatus est. Quodsi per tot secula nemo servatus est, frustra pro tot annorum circulis fuerit Christus a patre missus ad spiritum sanctum Ecclesiae promerendum, adeoque totum illud summum et ineffabile mysterium incarnationis, passionis et mortis Christi, patri et filio et spiritui sancto commune, nequicquam susceptum. Alt dette, som hin gyldne lænke hos Homer, der hænger ned fra himlen, følger usvigeligt med fra de ældste tider, og hænger uløseligt sammen, så hvis du fjerner én af delene, så fjerner du det altsammen. Derfor, hvis, som I siger, evangeliet gennem så mange århundreder ikke har været i verden, så har troen heller ikke været her. Og hvis troen ikke har været her, så har heller ikke kirken været her; og hvis kirken ikke har været her, så har den heller ikke kunnet tjene nogen gennem så mange år. Men hvis gennem så mange århundreder ingen har kunnet blive betjent af kirken, så var det forgæves, at Kristus for så mange år siden lovede, at helligånden skulle sendes fra Faderen til kirken, og derfor kan hele dette store og utrolige inkarnationens mysterium, Kristi lidelse og død, faderens og sønnens og helligåndens fællesskab, på ingen måde opretholdes.

⁵⁰Vana fuerit Christi ad patrem oratio, tum pro universa Ecclesia: Pater sancte, serva eos per nomen tuum, quos dedisti mihi, etc.; et aliquando post inibi: Non pro eis autem rogo tantum, sed et pro iis, qui credituri sunt per sermonem eorum in me etc.; tum pro vicario suo totius Ecclesiae suae Episcopo Petro: Ego rogavi pro te, ut non deficiat fides tua etc. Quando tamen et ipse Christus de se ad patrem ait: Ego sciebam quod semper me audis. Hvis det er sandt, så vil Kristi ord til faderen være forgæves, da han bad for kirken: 'Hellige fader, frels dem ved dit navn, det, som du har givet mig' (Joh 17,11); og lidt senere sammesteds: 'Jeg beder ikke blot for disse, men også for dem, som vil komme til tro på mig ved deres prædiken' (Joh 17,20); det ord vil også være forgæves; og når han beder for sin stedfortræder over hele kirken, biskoppen Peter: 'Jeg beder for dig, at din tro ikke må svigte' (Luk 22,32); også det er forgæves. Og det vil det også være, når Kristus om sig selv siger til faderen: 'Jeg véd, at du altid hører mig' (Joh 11,42).

⁵¹Et Paulus de ipso ait: Exauditus est pro sua reverentia. Mendax item fuerit Christi promissio tum ad omnem Ecclesiam: Ecce ego vobiscum sum omnibus diebus usque ad consummationem seculi, tum ad Petrum universae Ecclesiae praesidem vicarium: Tu es Petrus, et super hans petram aedificabo meam Ecclesiam, et portae inferorum non valebunt adversus illam. Atque mendax, inquam, fuerit Christi promissio, non tantum de sui praesentia, sed etiam de spiritus sancti tum consolatione tum instructione, toties in extrema oratione ab eo repetita, veluti cum ait: Ego rogabo patrem, et alium consolatorem dabit vobis, ut maneat vobiscum in aeternum, spiritum sanctus, quem mittit pater in nomine meo, ille vos docebit omnia et suggeret vobis omnia (47) quaecunque dixi vobis. Og Paulus siger om Kristus: 'Han blev bønhørt for sin gudsfrygt' (Hebr 5,7). Men ligeledes var Kristi løfte til hele kirken løgnagtigt: 'Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende' (Matt 28,20), ligesom det, han sagde til Peter, hele kirkens foresatte stedfortræder: 'Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og helvedes porte skal ikke få bugt med den' (Matt 16,18). Og, hævder jeg, også Kristi løfte var løgnagtigt, da han sagde, ikke bare om sin egen nærværelse, men også om helligåndens trøst og undervisning, som han opsummerede i den sidste bøn (Joh 17,27): 'Jeg vil bede faderen og han vil sende jer en anden talsmane til at være hos jer til evig tid, helligånden, som faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer' (Joh 14,16).

⁵²Et alibi: Adhuc habeo multa quae vobis dicam, sed non potestis portare nunc. Cum autem venerit ille, qui est spiritus veritatis, ducet vos in omnem veritatem; cum tamen et ab ipso Christo de se ad suos dictum sit: Ego sum via, et veritas et vita, et a Ioanne visus fuerit sedere super equum album, et vocari fidelis et verax. Quis porro sit vel guttam Christiani sanguinis habens, qui ad tantas in patrem et filium et spiritum sanctum blasphemias vel referens vel audiens non perhorrescat, Deum patrem non exaudisse filium, filium non servasse promissa, spiritum sanctum Ecclesiam destituisse - quae tamen omnia eveniunt, si Evangelio seculis aliquot sepulto, id quod vos dicitis, et fides et Ecclesia communiter simul intermortuae fuerint. Og igen: 'Jeg har endnu meget, jeg vil sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han føre jer til hele sandheden' (Joh 16,12); og dog blev det sagt af denne selvsamme Kristus om sig selv: 'Jeg er vejen og sandheden og livet' (Joh 14,6), og han blev af Johannes set siddende på en hvid hest, og blev kaldt trofast og sanddru (Åb 19,11). Hvem er der vel, som bare har en dråbe kristenblod i sig, som ikke vil gyse ved, at så mange blasfemier mod faderen og sønnen og helligånden bliver fremført og påhørt: at faderen ikke skulle høre sønnen, at sønnen ikke skulle holde sine løfter, at helligånden skulle have svigtet kirken - hvilket dog altsammen ville være sket, hvis evangeliet har været begravet igennem så mange århundreder, hvilket I påstår, og troen og kirken samtidig og i fællesskab er døet bort.