Confutatio, primus congressus

side 35-36.

Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.

¹De fallacibus haereticorum titulis. Om fejlene i kætternes titler.

²Circumferebatur olim, Christiane lector, adagium in medicos nescio an tam vere quam false dictum: Tituli medicorum remedia habent, pixides venena. At quanto iustius veriusque meo quidem iudicio, illud quis in haereticos ita versum torserit: Tituli haereticorum remedia habent, libelli venena. Kære kristne læser, der cirkulerede engang en vittighed om læger, jeg véd ikke, om den var sand eller ej: Remedierne har lægernes titler, krukken har giften. Men hvor meget mere retfærdigt og sandt ville man ikke, efter min mening, kunne vende verset mod kætterne: Remedierne har kætternes titler, bøgerne deres gift.

³Nam uti negotiatores mercis suae elegantius quoddam specimen proferre solent, quo reliqua mercis vitia incautis facile divendant, atque adeo, quotquot alium fallere volunt, id specie quadam recti ac ementita virtutis umbra omnino factitant: ita et haeretici tum sibi tum libris quoque suis admodum speciosos inscribere solent titulos, quibus ceu melle praelito, praesentanea dogmatum suorum venena simplicium animis instillent. For ligesom købmændene plejer at fremdrage en ret elegant prøve på deres vare, sådan at de lettere kan sælge de øvrige varer med fejl til de uforsigtige, og derfor, hvormange andre de end vil skjule, dog driver deres forretning i kraft af det rette syn og i kraft af dydens bedrageriske skygge: således plejer også kætterne at indskrive både på sig selv og på deres bøger nogle særlige passende titler, hvormed de, som i sød honning, inddypper deres dogmers hurtigt virkende gift i de enfoldiges sjæle.

⁴Notum est enim illud: Venena non dantur nisi melle circumlita. Proinde magister ac dominus noster Iesus Christus, posteaquam coelesti illo ac plane divino sermone ad suos in monte habito, universae doctrinae suae compendium et summam eis proposuisset, nimirum pro aeterna, qua Deus erat, sapientia praesciens futurum, ut post suum ab illis discessum magistri mendaces ac falsi doctores exorientur, qui salutarem ipsius doctrinam subdole corrumpentes, praetextu simulatae veritatis et iustitiae animas imprudentium (36) pestiferis haeresibus caperent, mactarent et perderent, omnes praemonuit adiiciens: Cavete, inquit, vobis a pseudoprophetis, qui veniunt ad vos in vestitu ovium, at intrinsecus sunt lupi rapaces. Dette skal man nemlig lægge mærke: En gift gives ikke undtagen den er omgivet med honning. Derfor gjorde vores mester og herre, Jesus Kristus, det, at han, efter at han havde holdt sin himmelske og simpelthen guddommelige prædiken til sine disciple på bjerget, og deri havde givet dem et sammendrag og en sum af hans hele lære, da kendte han godt, fordi han var Gud, i kraft af sin evige visdom, fremtiden, og vidste, at efter hans bortgang fra dem ville der fremstå løgnelærere og falske undervisere, som ville ødelægge hans frelsende lære med svig og indfange, ofre og bringe til fald de enfoldige sjæle med pestbærende kætteri under dække af lighed med sandheden og retfærdigheden, og derfor advarede han dem alle og tilføjede til sidst: 'Tag jer i agt for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubende ulve' (Matt 7,15; Erasmus; note 1).

Neque vero id (si Paulo Apostolo credimus) mirum videri oportet, quandoquidem ipse Satanas transfiguratur in angelum lucis; non magnum igitur, si et ministri eius haeretici, illius personam in se transferunt, quasi sint ministri iustitiae, quorum finis erit iuxta opera eorum. Det bør da heller ikke synes mærkeligt, hvis vi skal tro apostelen Paulus, 'når Satan selv tager skikkelse af en lysets engel' (2 Kor 11,14); det er derfor heller ikke stort, hvis også hans tjenere, kætterne, forandrer hans skikkelse i sig, som om de var tjenere for retfærdigheden; men deres ende skal blive som deres gerninger.

Quapropter ut inter veteres olim haereticos alii se Angelicos, alii se Apostolicos, alii se ab excellentia scientiae Gnosticos appellantes, alii denique aliis nescio quibus praeclaris eiusmodi titulis doctrinam suam populo venditantes, sese pectoribus hominum fraudulenter insinuarunt, ita nostrae tempestatis haeretici, cum initio tantum non Deus esset illis Lutherus, se quidem ab eo Lutheranos [9] dici sustinuerunt. Derfor, ligesom blandt de gamle kættere nogle kaldte sig de englelige, andre de apostolske, atter andre på grund af stor viden kaldte sige gnostikere, og endelig andre igen ønskede at sælge deres lære til folket med jeg véd ikke hvor mange af den slags klare titler, idet de indsmigrede sig med svigagtig tale i menneskenes bryst, således gør vore dages kættere det, at de, skønt denne Luther i begyndelsen ikke var så meget gud, dog holder fast ved at kaldes lutheranere fra ham.

At ubi Deus optimus maximus improbos istorum conatus, opinionum inter se dissidentia perinde ac quondam temeraria illorum molimina, qui (ut sacra refert Geneseos historia) turrim ad coelum usque pertingentem erigere conabantur, linguarum varietate confudit, ita ut iam de certis quibusdam thematis ab eo nonnulli dissentirent, mutato titulo et priori nomine repudiato, Evangelicos se communiter appellitare coeperunt. Men hvor den bedste og største Gud har med sådanne frække mennesker at gøre, der har meget forskellige opfattelser, dèr gør han det, at han forvirrer deres sprogs forskellighed, som han gjorde dengang, da han stod overfor deres ubesindige anstengelser, dem, der begyndte at bygge et tårn, der skulle nå lige op til himlen, (som den hellige 1. mosebog fortæller), således at nu mange er uenige om en række ting, og de forandrer nu navn og foragter det første navn, og kalder sig almindeligvis evangeliske.

Quid porro hac voce blandius? quid sanctius? quid salibruis? At contra quid nocentius? quod execrabilius? quid virulentius iis erroribus impiis, qui fuco huius tam pii nominis praedicantur, docentur et evulgantur? Illa namque veritas, gratia, pax, salus et vita promittitur; his autem diversa continentur omnia, ut non abs re quis hoc loco cum poëta exclamaverit: Frigidus (o pueri fugite hinc) latet anguis in herba. Og hvad kan være bedre end det navn? hvad kan være mere helligt? hvad kan være mere frelsebringende? Men på den anden side: hvad kan være mere skadeligt? hvad kan være mere afskyeligt? hvad kan være mere smittende end disse ufromme fejltagelser, som bliver prædiket, lært og offentliggjort under et så fromt navns bedrag? For dette besudler sandheden, nåden, freden, frelsen og livet; men alt muligt forskelligt forbindes med disse ord, så hvem må ikke med digteren om denne sag på dette sted udråbe: kulden er skjult for slangerne i det strålende løv (o drenge, flygt herhen!)

Videre til næste del af første afdeling:

Noter:

Note 1: Udgiveren af Confutatio, Ludvig Schmitt, har i et indeks opregnet, hvilke nytestamentlige skriftsteder Herborn citerer efter Vulgate, hvilke efter Erasmus' oversættelse, hvilke efter hverken den ene eller den anden og hvilke efter hukommelsen. Jeg anfører 'Vulgata', 'Erasmus', 'Andre' og 'Hukommelse' svarende dertil.

¹De fallacibus haereticorum titulis.	Om fejlene i kætternes titler.
²Circumferebatur olim, Christiane lector, adagium in medicos nescio an tam vere quam false dictum: Tituli medicorum remedia habent, pixides venena. At quanto iustius veriusque meo quidem iudicio, illud quis in haereticos ita versum torserit: Tituli haereticorum remedia habent, libelli venena.	Kære kristne læser, der cirkulerede engang en vittighed om læger, jeg véd ikke, om den var sand eller ej: Remedierne har lægernes titler, krukken har giften. Men hvor meget mere retfærdigt og sandt ville man ikke, efter min mening, kunne vende verset mod kætterne: Remedierne har kætternes titler, bøgerne deres gift.
³Nam uti negotiatores mercis suae elegantius quoddam specimen proferre solent, quo reliqua mercis vitia incautis facile divendant, atque adeo, quotquot alium fallere volunt, id specie quadam recti ac ementita virtutis umbra omnino factitant: ita et haeretici tum sibi tum libris quoque suis admodum speciosos inscribere solent titulos, quibus ceu melle praelito, praesentanea dogmatum suorum venena simplicium animis instillent.	For ligesom købmændene plejer at fremdrage en ret elegant prøve på deres vare, sådan at de lettere kan sælge de øvrige varer med fejl til de uforsigtige, og derfor, hvormange andre de end vil skjule, dog driver deres forretning i kraft af det rette syn og i kraft af dydens bedrageriske skygge: således plejer også kætterne at indskrive både på sig selv og på deres bøger nogle særlige passende titler, hvormed de, som i sød honning, inddypper deres dogmers hurtigt virkende gift i de enfoldiges sjæle.
⁴Notum est enim illud: Venena non dantur nisi melle circumlita. Proinde magister ac dominus noster Iesus Christus, posteaquam coelesti illo ac plane divino sermone ad suos in monte habito, universae doctrinae suae compendium et summam eis proposuisset, nimirum pro aeterna, qua Deus erat, sapientia praesciens futurum, ut post suum ab illis discessum magistri mendaces ac falsi doctores exorientur, qui salutarem ipsius doctrinam subdole corrumpentes, praetextu simulatae veritatis et iustitiae animas imprudentium (36) pestiferis haeresibus caperent, mactarent et perderent, omnes praemonuit adiiciens: Cavete, inquit, vobis a pseudoprophetis, qui veniunt ad vos in vestitu ovium, at intrinsecus sunt lupi rapaces.	Dette skal man nemlig lægge mærke: En gift gives ikke undtagen den er omgivet med honning. Derfor gjorde vores mester og herre, Jesus Kristus, det, at han, efter at han havde holdt sin himmelske og simpelthen guddommelige prædiken til sine disciple på bjerget, og deri havde givet dem et sammendrag og en sum af hans hele lære, da kendte han godt, fordi han var Gud, i kraft af sin evige visdom, fremtiden, og vidste, at efter hans bortgang fra dem ville der fremstå løgnelærere og falske undervisere, som ville ødelægge hans frelsende lære med svig og indfange, ofre og bringe til fald de enfoldige sjæle med pestbærende kætteri under dække af lighed med sandheden og retfærdigheden, og derfor advarede han dem alle og tilføjede til sidst: 'Tag jer i agt for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubende ulve' (Matt 7,15; Erasmus; note 1).
Neque vero id (si Paulo Apostolo credimus) mirum videri oportet, quandoquidem ipse Satanas transfiguratur in angelum lucis; non magnum igitur, si et ministri eius haeretici, illius personam in se transferunt, quasi sint ministri iustitiae, quorum finis erit iuxta opera eorum.	Det bør da heller ikke synes mærkeligt, hvis vi skal tro apostelen Paulus, 'når Satan selv tager skikkelse af en lysets engel' (2 Kor 11,14); det er derfor heller ikke stort, hvis også hans tjenere, kætterne, forandrer hans skikkelse i sig, som om de var tjenere for retfærdigheden; men deres ende skal blive som deres gerninger.
Quapropter ut inter veteres olim haereticos alii se Angelicos, alii se Apostolicos, alii se ab excellentia scientiae Gnosticos appellantes, alii denique aliis nescio quibus praeclaris eiusmodi titulis doctrinam suam populo venditantes, sese pectoribus hominum fraudulenter insinuarunt, ita nostrae tempestatis haeretici, cum initio tantum non Deus esset illis Lutherus, se quidem ab eo Lutheranos [9] dici sustinuerunt.	Derfor, ligesom blandt de gamle kættere nogle kaldte sig de englelige, andre de apostolske, atter andre på grund af stor viden kaldte sige gnostikere, og endelig andre igen ønskede at sælge deres lære til folket med jeg véd ikke hvor mange af den slags klare titler, idet de indsmigrede sig med svigagtig tale i menneskenes bryst, således gør vore dages kættere det, at de, skønt denne Luther i begyndelsen ikke var så meget gud, dog holder fast ved at kaldes lutheranere fra ham.
At ubi Deus optimus maximus improbos istorum conatus, opinionum inter se dissidentia perinde ac quondam temeraria illorum molimina, qui (ut sacra refert Geneseos historia) turrim ad coelum usque pertingentem erigere conabantur, linguarum varietate confudit, ita ut iam de certis quibusdam thematis ab eo nonnulli dissentirent, mutato titulo et priori nomine repudiato, Evangelicos se communiter appellitare coeperunt.	Men hvor den bedste og største Gud har med sådanne frække mennesker at gøre, der har meget forskellige opfattelser, dèr gør han det, at han forvirrer deres sprogs forskellighed, som han gjorde dengang, da han stod overfor deres ubesindige anstengelser, dem, der begyndte at bygge et tårn, der skulle nå lige op til himlen, (som den hellige 1. mosebog fortæller), således at nu mange er uenige om en række ting, og de forandrer nu navn og foragter det første navn, og kalder sig almindeligvis evangeliske.
Quid porro hac voce blandius? quid sanctius? quid salibruis? At contra quid nocentius? quod execrabilius? quid virulentius iis erroribus impiis, qui fuco huius tam pii nominis praedicantur, docentur et evulgantur? Illa namque veritas, gratia, pax, salus et vita promittitur; his autem diversa continentur omnia, ut non abs re quis hoc loco cum poëta exclamaverit: Frigidus (o pueri fugite hinc) latet anguis in herba.	Og hvad kan være bedre end det navn? hvad kan være mere helligt? hvad kan være mere frelsebringende? Men på den anden side: hvad kan være mere skadeligt? hvad kan være mere afskyeligt? hvad kan være mere smittende end disse ufromme fejltagelser, som bliver prædiket, lært og offentliggjort under et så fromt navns bedrag? For dette besudler sandheden, nåden, freden, frelsen og livet; men alt muligt forskelligt forbindes med disse ord, så hvem må ikke med digteren om denne sag på dette sted udråbe: kulden er skjult for slangerne i det strålende løv (o drenge, flygt herhen!)