Misbrug

Tilbage til Confutatios menu.
 

'Misbrug ophæver ikke brug'. Sådan kan man karakterisere grundtrækket i de mange indvendinger, Poul Helgesen har imod de lutherske omvæltninger. Denne lærde karmelittermunk fra Helsingør stillede sig i begyndelsen positivt overfor Luthers reformation. Han kunne, som mange andre fromme, alvorlige katolikker på den tid, godt se den daværende kirkes mangler og brøst. Og han mente alvorligt, at der skulle gøres noget ved det. Men det skulle ske indenfor rammerne af den eksisterende kirke. Det skulle gå ordentligt til. Det løsslupne, det selvbestaltede, var ikke lige ham.

Han bruger vistnok ikke selve udtrykket 'misbrug ophæver ikke brug'. Men tankegangen er der ganske mange steder.

I sin bog imod Malmøbogen, de samlede værker bind III, side 143, siger han således følgende: 'Vil nogen sige, at evangeliet ikke skal forsømmes eller foragtes af den grund, at mange er skalke og skarnsfolk, som praler af det, netop det siger vi også, at kristendommen, som har været til i mange hundrede år, ikke af den grund skal bespottes, ødelægges eller revolutioneres, at mange har været og er onde kristne'. Ikke sandt, misbrug ophæver ikke brug, dette, at der indenfor kirken findes mange onde mennesker, der misbruger de kirkelige ordninger, skal ikke få os til at forkaste ordningerne.

Denne holdning får af og til Poul Helgesen til at være ret barsk overfor sine egne. De kritikpunkter, han kommer med, er mange, og han ser ikke igennem fingre med dem. Han kan sige om tiggermunkeklostrene, at de har været altfor ivrige efter at optage munke; derfor er det nu sådan, at altfor mange af munkene i disse klostre kun dur til at 'sove, søbe og sætte' (Bind III, side 226). Han har også blik for, hvordan de forskellige tiggermunkeordener har kæmpet mod hinanden på en ret ukristelig måde, og mener vistnok, at de fordrivelser af tiggermunke fra deres klostre, som fandt sted i hans samtid, er Guds straf for fortidens ligegyldighed.

Den samme kritik kan findes i 'Confutatio'. Om det er Poul Helgesen, der har fået disse tanker igennem, eller om de er blevet til i et tæt parløb mellem ham og Nicolaus Herborn, som vel må betragtes som den egentlige forfatter til 'Confutatio', får stå hen, i hvert fald har Poul Helgesen kunnet skrive under på alle disse anklager mod de katolske.

Blot skal man lægge mærke til, at de jo dèr næsten altid følges af tilsvarende anklager mod de lutherske. Og Poul Helgesens (og Nicolaus Herborns) tanke synes at være den: Når den lutherske reformation ikke kan give os bedre mennesker, når den ikke kan bevirke, at det moralske forfald standses, hvad skal vi så med den?

Der er et ganske langt afsnit i Confutatio, artikel 1, hvori Herborn tager netop denne problematik frem, begyndende på side 93. Blandt de synder, han indrømmer katolikkerne har gjort sig skyldige i, er også den, at der op igennem århundrederne nok har været for mange, som har tillagt de ydre ceremonier for meget. Det er, vil han nok selv mene, en imødekommelse af lutheranerne. De har i deres svar på den første artikel (side 88) hævdet, at den katolske kirke 'alene består i ydre ceremonier, hykleri og foregiven kødelig hellighed'. Og det er ikke helt forkert, siger så her Herborn, ak nej, vi må indrømme det, der har til tider været alt for mange, der har været hyklere i forhold til de ydre ceremonier, der har været for mange, der har ment, at de igennem ydre ceremonier kunne fortjene sig saligheden.

Men, føjer han så til, 'mon gejstlighedens upassende liv kan gøre kætteriets sag retfærdig? Mon gejstlighedens åbenbare synder kan blive et argument for kætterne?' Og her har vi grundsætningen igen. Fejl skal rettes, bestemt skal de det, men de skal ikke føre med sig, at man kaster barnet ud med badevandet, de skal ikke føre til, at man fjerne den gode ordning, som fejlene er en overtrædelse af.

Og netop i det stykke går de to katolikker fejl i byen, når de vil forstå lutheranerne. Netop det er det, de ikke har forstået eller accepteret. Netop her skilles vandene. Netop på dette punkt ligger den lakmusprøve gemt, som kan afsløre, om de to parter forstår retfærdiggørelseslæren på samme måde, for nu at gribe til en nutidig problemstilling.
 

Fasten

Vi kan se det på behandlingen af fasten.

Som man måske véd, blev spørgsmålet om fasten i løbet af tyverne et kendetegn, man kunne styre efter, hvis man ville vide, om et menneske var luthersk eller katolsk. Det skete nok i nogen grad imod lutheranernes ønske. Lutheranerne ønskede kun at give den enkelte frihed til at faste, ikke at afskaffe al faste. Blot var det i den daværende situation næsten umuligt at betræde denne middelvej.

Man må nok forestille sig, at fastereglerne har ligget som en tyngende byrde over folk i almindelighed. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det forhold, at man om fredagen ikke spiste kød; det var bare sådan. Og ingen har fundet det forkert, at man i fastetiden på samme måde undgik kødspiser. Også det var bare en selvfølge. Hvor stor en byrde det har været, kom først frem, da fasten blev givet fri; dvs da lutheranerne kom med deres budskab om, at dette at faste ikke var noget, der skulle påbydes udefra, men noget, den enkelte skulle afgøre med sin samvittighed.

Og som sagt, det har været ganske umuligt at vide, hvad det sådan rent samfundsmæssigt betød, at fasten blev givet fri. Men givet er det på den anden side, at skal man vise, at man har forstået det nye budskab, at fasten er en fri sag, så kan man ikke gøre det ved at fortsætte efter de gamle fasteregler, men kun ved at bryde dem. Man kan så sige, at man netop ikke skal vise, at man har forstået fastefriheden, men dette blev i praksis kun en overvejelse for feinschmeckere. For folk, som de var flest, blev dette, at man ophørte med at overholde fastereglerne, et tegn på, at man var lutheraner.

Da således kongen, Frederik den Første, ved herredagen i København i 1525 (eller var det 1524?) brød fredagsfasten, var det en politisk begivenhed af rang. Det var måske ikke så meget det, at han derved signalerede til omverdenen sit lutherske sindelag, dengang havde man ikke råd til at have noget så fint som 'sindelag', det var snarere det, at han derved gjorde det klart, at man kunne være borger i Danmark uden at overholde de gamle fasteregler.

Ikke desto mindre, skønt således faste eller ikke-faste var blevet et ydre kendetegn, der sagde katolsk/ikke-katolsk, forsøgte lutheranerne at fastholde faste eller ikke-faste som en fri sag. De ville ikke, at man i den lutherske verden skulle føle sig tvunget til ikke at faste, på samme måde som man i den katolske havde følt sig tvunget til at faste. Men det var nok allerede den gang et slag i luften. Friheden fra fasten var kommet, folk nød det, og man kunne ikke mere indføre nogen faste, da slet ikke på frivillighedens grund. Dertil havde trykket fra den tvungne faste været for stort.

Men lutheranerne holdt idealets fane højt. I artikel 2 i Confutatio (om gamle kirkeskikke) fremsætter katolikkerne følgende som en luthersk påstand: 'Man må fordømme alle kirkefædrenes gamle anordninger, love og sædvaner med faste, forskelle i klædedragt og mad, ceremonier, stand, embeder, værdighed, prælatdømme og den slags, som frit kan forkastes'. Og som sædvanlig er der noget uldent ved disse katolske påstande om, hvad der er sand lutherdom. På den ene side fordømmer jo lutheranerne ikke alle gamle kirkeskikke, på den anden side hævder de faktisk, at disse skikke frit kan forkastes.

I deres svar vender lutheranerne sig imod den påstand, at de skulle fordømme alle gamle skikke, nej, de holder dem sandelig i ære. Også fasten, fortsætter de: 'på lignende måde med faste, hvormed vi søger at beherske det oprørske kød, på grund af Guds råd, men ikke som noget, hvormed vi forsones med Gud eller efter hyklernes skik kan retfærdiggøre os i Guds øjne'.

Altså, på trods af, at dette at give fasten fri formentlig allerede da har medført, at folk ikke længer faster, hverken i fællesskab eller som enkeltpersoner, fastholder lutheranerne, at man igennem faste bør prøve at beherske det oprørske kød. Men man bør gøre det, fordi Gud har tilrådet det, ikke fordi man mener derved at kunne forsones med Gud eller retfærdiggøre sig i hans øjne.

Og her er vi så fremme ved den føromtalte lakmusprøve. Lutheranerne forkaster fasten som fast institution, som en ydre lov, alle skal rette sig efter, som en tradition, det er god tone at bøje sig for. Men de fastholder den fromme grundtanke med fasten: at man dermed retter sig efter Guds råd i den hensigt at komme til at beherske det oprørske kød, noget, vi i dag ikke kan sige med samme selvfølgelighed, fordi det er umuligt for os at tænke den tanke, at det er 'kødet', der er oprørsk.

Altså: af retfærdiggørelseslæren har lutheranerne forstået, at et menneske i forholdet til Gud er frit, frit overfor alle former for lov, den jødiske ceremonilov, den moralske lov, den borgerlige lov, osv. Ingen af dem overholdes længere, fordi man gerne vil være retfærdig, alle bliver fremover kun overholdt, fordi man kan se det fornuftige i det.

Og dette er så den således forståede retfærdiggørelseslæres spørgsmål til katolikkerne: Tør de give slip på den ydre faste? Tør de lade det være op til hver enkelt selv at faste, når han eller hun finder det fornødent?

Men det er videre retfærdiggørelseslærens spørgsmål til lutheranerne: Er al institutioneret faste af det onde? Vil det i kraft af selve dette, at fasten er lagt i faste rammer, nødvendigvis gå sådan, at dette at faste indenfor disse rammer bliver betragtet som et forsøg på selvretfærdiggørelse?

Noget tyder på, at de har besvaret dette spørgsmål med et 'ja'.

Her tænker jeg ikke mindst på alle lutheranernes frejdige beskrivelse af de katolske ydre ceremonier som hykleriske. Man skulle jo ellers synes, at hvis det eneste, retfærdiggørelseslæren krævede af dem, var, at de gav sig selv og hinanden frihed, så kunne i og for sig fasten godt fortsætte ret uanfægtet i de rammer, den lå i. Hvor før man bøjede sig for fastereglerne, fordi man derved ville vise sit fromme sind, dèr bøjede man sig nu for dem, fordi de gav én lejlighed til at tøjle det løsslupne kød. Sådan ser dog tilsyneladende lutheranerne ikke på sagen. Gjorde de det, så ville de ikke så frejdigt kunne beskylde alle fastende katolikker for at være hyklere. Men fordi de rent faktisk gør det, fordi de altså uden videre slutter fra en fastlagt ydre faste til hykleri, derfor må deres tanke være anderledes, derfor må det være selve institutionen 'faste', de er ude efter.

Lad os se på en tekst fra Confutatio:

Lutheranerne har i artikel 1 som bevis for følgende noget vidtløftige påstand: 'Men den kirke, som er jeres (og som alene består i ydre ceremonier, hykleri og foregiven kødelig hellighed) kan ikke undgå at fare vild', anført blandt andet skriftstedet Es 58. Det er jo en noget krasbørstig påstand, at den katolske kirke helt igennem består af ydre ceremonier, hykleri og foregiven kødelig hellighed. Så der skal nogle skriftsteder til som bevis, deriblandt altså Es 58. I dette kapitel fremhæves det, at Herren ikke ynder en faste i sæk og aske, men ynder, at man øver ret mod sin fattige næste.

Og det kan jo Herborn godt se, når han senere i artikel gennemgår dette skriftsted. Men, siger han, hvad kommer det vor kirke ved? Og så fortsætter han: 'Mon ikke årligt vores kirke i begyndelsen af fasten fordømmer det samme? og lærer sine børn den sande grund til faste, idet den fremlægger for dem dette evangeliested: 'Når I faster, skal I ikke være dystre som hyklerne' (Matt 6,20) og det, der følger efter". (side 93). Det vil sige, for ham at se er det nok at advare mod den falske, hykleriske faste, f. eks. ved at lade oplæse Jesu advarsel i matthæusevangeliet. Han ser ikke, at der er noget i vejen med institutionen. Han véd godt, at mange i tidens løb har været hykleriske, han indrømmer også, at mange har lagt for megen vægt på fasten og fastetiderne, så de mente, at de blev retfærdiggjort i kraft af deres nøje overholdelse af fastereglerne. Men intet af det får ham til at vende sig bort fra fasteinstitutionen selv. Som ved Poul Helgesen, sådan ved Nicolaus Herborn: Misbrug ophæver ikke brug.

Hvilket netop er, hvad det gør, ifølge lutheranernes opfattelse.
 

Helgendyrkelsen

I fasten har vi at gøre med noget, som lutheranerne ikke pure afviser. De afviser den ydre, institutionerede faste, men ikke den private.

Også lutheranernes stilling til helgendyrkelsen er 'blød'. Den kommer frem i artikel 7, hvor det i den katolsk formulerede indledningstese hedder: 'Det er ukristeligt at påkalde helgener; men meget mere ukristeligt er det at hædre relikvier og billeder'. (side 136). Lutheranerne prøver i deres svar at fjerne noget af det bastante, der ligger i katolikkernes formuleringer, og slutter med at sige: 'Ejheller behandler vi deres relikvier og billeder vanærende, når vi lærer, at de helliges (det vil sige, dem, der her i vort dødelige liv lever hos os) nøgenhed skulle vi hellere afhjælpe med det guld og sølv, hvormed deres statuer udsmykkes så bekosteligt i disse templer, med stor uret mod de fattige til følge, og de helliges ben skulle hellere nedgraves i jorden, og deres billeder flyttes bort fra templet, fordi de giver anledning til afgudsdyrkelse, hvad vi ofte tidligere har erfaret'. (side 137).

Det er sandt, at det ofte under reformationen i Nordeuropa gik hårdt til, og at der ofte fandt billedstorme sted, noget, der vist også fandt sted i Vor Frue i København. Men her giver lutheranerne udtryk for en meget moderat holdning: De vil kun fjerne helgenbilleder fra kirken, hvis de giver anledning til afgudsdyrkelse. Dette gør de så til gengæld ret ofte.

Det er igen retfærdiggørelseslæren, der er på spil. Sætter du din lid alene til Kristus, da er det ikke blot unødvendigt at tilbede helgenerne, deres billeder eller deres relikvier, det er direkte udtryk for vantro at gøre det. Men retfærdiggørelseslæren vil ikke tvinge dig til hverken det ene eller det andet, den vil stille dig frit. Du står frit overfor helgenbillederne. Du kan se på dem, beundre deres skønhed, sådan rent æstetisk, du kan endda høre om den helgen, de forestiller, tænke dig i hans sted, og måske have lidt opbyggelse ud af det. Men du kan ikke stole på hans eller hendes forbøn i din frelsessag. Du kan ikke betragte det som en from sag at tilbede helgenen som mere end et syndigt menneske.

Det vil sige: helgenbillederne kan blive hængende, eller man kan tage dem ned, det betyder ikke det store. Men opdager man, at de af nogen i menigheden bliver genstand for dyrkelse, så må de tages ned. (Se Malmøbogen, folio 53b).

Institutionen: helgenbilleder, den ydre tradition at have billeder af helgener hængende i kirken, røres der i dette tilfælde ikke ved. Om der skal røres ved den, afhænger af en bedømmelse af det uskyldige i billederne.

Man kan selvfølgelig så spørge, hvorfor der ikke skal en tilsvarende bedømmelse til i tilfældet fasteinstitutionen. Hvordan kan den på forhånd, uafhængigt af de enkelte fastende mennesker, blive bedømt negativt, som noget, der skal ophæves, mens jo altså helgenbillederne godt kan få lov at blive hængende?

Og bevares, det kan man vel ikke uden videre svare på. Men nogle historiske tilfældigheder er man vel nødt til at regne med.
 

Messeofferet

Messeofferet spiller en stor rolle i Confutatio. Den indgår i et katolsk teologisk 'bindingsværk', hvor en række begreber er bundet sammen i en gensidig afhængighed.

Messeofferet er bundet sammen med præsteembedet. Præsten i Confutatio er nemlig offerpræst, og nadveren er, foruden at være et mindemåltid, også et offer. Apostlene blev derfor ikke blot udsendt som apostle, de blev også inden den sidste nadver indviet til offerpræster, så de på ret måde kunne forestå messeofferet i den fremtidige kirke.

Derfor betyder ordinationen meget mere end blot en praktisk form for påbegyndelse af præstearbejdet. Den er en overrækkelse af en myndighed til at forestå det hellige messeoffer.

De helliges forbøn kommer også til at spille en rolle. For gennem bønnerne i messen kan man påkalde specielle helgener, som så kan gøre sig gældende i den del af verden, som man ikke på anden måde havde indflydelse på, nemlig den åndelige verden. I denne verden befandt sig også de afdøde, og da man regnede med en skærsild, var det nødvendigt for de efterlevende, at de gennem de helliges bønner kunne påvirke de afdødes opholdstid i skærsilden.

At tingene hænger sammen på den måde, er ikke kun noget, jeg finder på for for mig selv at få tingene gjort forståelige. Herborn hævder direkte, at præstedømme og offertanke hører sammen. (Side 207). Ligeledes henviser han i artiklen om skærsilden til artiklerne om omsorgen for de døde. (Side 150). Og i disse artikler, 21 og 22, gør han ret grundigt rede for, hvordan det ikke er sandt, hvad lutheranerne siger, at messen kun gavner dem, der nyder den, nej, messen gavner også de døde, der bedes for i messen. (Side 216).

Det vil sige, at når lutheranerne nægter, at de døde kan have nogen gavn af messer, der afholdes til deres ære, så er det et stort kompleks af med hinanden sammenhængende tanker, de er oppe imod. Det er også store økonomiske interesser, der er deres modstandere, men det lader vi ligge i denne sammenhæng.

Og i tilfældet 'messeofferet' er det ret klart, at det er institutionen, der er forkert, det er ikke den enkelte præst, der bruger det forkert. Der er tale om et misbrug, som virkelig ophæver den tilsvarende brug. For messeoffertanken kan kun bruges forkert. Det er en forførende institution. Det er umuligt ud fra rette motiver at stifte en messe for en eller anden af ens forfædre, mens det ikke med samme kraft kan hævdes at være umuligt at faste ud fra rette motiver i den katolske kirkes fastetid.

Nok er det altså et teologisk spørgsmål, nok er det et spørgsmål om den rette forståelse af retfærdiggørelseslæren, for den virkning, nadveren har, forudsætter en modtagende, levende sjæl, men det er et teologisk spørgsmål af stor praktisk rækkevidde. Der er mange økonomiske aftaler, der falder fra hinanden, når det ikke mere kan lade sig gøre at få nogen til at læse sjælemesse. Og kirken mister en stor del af sin indkomst, når der ikke mere er nogen, der stifter nye messer til fremtidig læsning. Men, hævder lutheranerne, de penge, der før gik til sjælemesser, kan bruges bedre end til at opretholde levet for 'ørkesløse buge', deres faste betegnelse for sjælemesselæsende præster, der ikke har andet at lave.

Blot er der altså her ikke nogen middelvej. Det er ikke muligt at opretholde institutionen 'sjælemesselæsning', og dog kalde sig lutheraner. Nå ja, det er det naturligvis, hvis man er underkastet en katolsk øvrighed, men er man ikke det, eller har man mod til på eget eventyr at kaste sig ud i en afskaffelse af sjælemesserne, som rent borgerlig øvrighed, så er der ingen grund til at vente, til paven får taget sig sammen til at afskaffe dem; der sker nemlig efter al sandsynlighed aldrig.

Poul Helgesen kommer i bogen mod Malmøbogen ind på de stiftede messer, kapitlet derom er faktisk ret langt. Men han undgår at sige ret meget om de messer, der læses af præsten alene, kun, at lutheranerne på det punkt har den sære opfattelse, at der ikke skal læses messe, hvis der ikke er nogen menighed til stede. Og et vigtigt punkt, om man gennem messelæsning for de døde kan 'trække' på de helliges overskydende gode gerninger, berører han slet ikke, ligesom han heller ikke siger ret meget om den forbøn for de afdøde, der finder sted i messen, kun hævder han, at der ikke er noget bedre sted at bede end i messen. Dog hævder han til sidst sin sædvanlige tanke, at der kan rådes bod på det hele uden omkalfatring af lutheranske dimensioner: Man bør ansætte bedre præster, ikke tage hvemsomhelst til præst og ikke indvi dem til præst, medmindre der findes et ordentligt embede til dem. Og man bør se lidt nærmere på messen, ikke messen selv, men den rente, der er forbundet med messen, så det ikke fortsat går, som det er gået hidtil, at den, der har retten til at indkasserer renten, sørger for at få en billig præst til at læse de messer, han er forpligtet på ved renten. (Bind III, side 130-132).
 

Munkevæsenet

Dog er det på munkevæsenets område, at vi tydeligst ser, hvordan retfærdiggørelseslæren efterhånden slår igennem i krav om forandringer i det ydre.

Og det er Luther selv, man kan iagttage denne forandring på. Han forvandles fra at have været en normal tilhænger af sin nye retfærdiggørelseslære til reformator med sprængkraft i i løbet vistnok ganske kort tid.

Efterhånden er man nået frem til at kunne tidsfæste Luthers afgørende nyopdagelse af retfærdiggørelseslæren til omkring 1513-1515. Blot sker der jo ikke nogetsomhelst i det ydre i kraft af denne nyopdagelse. Luther fortsætter sit liv i klostret, som professor i Wittenberg, som lejlighedsvis præst og prædikant i kirken.

Jeg vil mene, at der kommer noget afgørende i december 1519. Hvad det er, der udvirker denne forandring, véd jeg ikke, men noget sker der. Fra da af har Luther erkendt, at paven er antikrist. Det er ikke noget, han giver udtryk for udadtil, men det er den arbejdshypotese, han fra da af virker ud fra. På det tidspunkt ser han de afgørende konsekvenser af retfærdiggørelseslæren. Fra da af bliver han reformator.

Og omslaget sker sent i 1519. Dels nævner han selv dette tidspunkt i sin fortale til de latinske skrifter. Denne fortale er fra 1545, og den omtale, han giver af sin nyopdagelse, er ikke fri for at volde visse vanskeligheder. Han skriver f. eks., at det først var da, altså i 1519, at han opdagede Augustins retfærdiggørelseslære i 'de spiritu et litera'. Men det, han her beskriver som en nyopdagelse, havde han faktisk opdaget allerede i sin romerbrevsforelæsning fra 1516. Han beskriver også sig selv, i tiden før opdagelsen, som værende beklemt, ude af stand til at finde en retfærdig Gud. Det harmonerer dårligt med, hvad vi ellers véd: at det var i kraft af en på forhånd klar og gennemtænkt retfærdiggørelseslære, at han i 1517 reagerede på Tetzels afladshandel. Men derfor kan man jo godt regne med, at der skete noget væsentligt i 1519.

Dels sker der på ét område i hvert fald et tydeligt omsving i tankegang. I 1519 udgav han en sermon om dåben. Deri tog han dåbsløftet frem og sammenlignede det med munkeløftet. Og det er tydeligt nok: I 1519 stiller han de to løfter lige. Det er med disse to slags løfter som hvis to vandrer til byen, den ene følger landevejen, den anden en sti på marken. Begge når det samme mål.

Men det tør nok antydes, at sådan ser han ikke på munkeløfterne i 1521, da han skriver 'De votis monasticis', sit berømte skrift om munkeløfterne, skrevet som i en rus i løbet af 10 dage i efteråret 1521, mens han endnu befandt sig på Wartburg. Her har piben fået en anden lyd. Nu er munkelivet ikke en vej, der er ligestillet med den almindelige dåbens vej. Nej, nu er munkevæsenet en institution, der nødvendigvis fører til selvretfærdiggørelse. Vel er der hellige mænd, der har levet som munke. Men de blev bevaret ved en særlig indgriben fra Guds side, ligesom mændene i den gloende ovn (Dan 3,1-30).

Noget af det, der harmer ham mest ved munkevæsenet, er det forhold, at munken, når han går i kloster, går ud af verden, og derigennem fritages for de normale forpligtelser, som et menneske har i verden, pligterne overfor forældrene, pligterne overfor søskende, pligterne overfor fyrsten. Han skriver i skriftet om munkeløfterne: "Skønt vi altså medgiver, at nogle bliver frelst, som ikke har syndet mod lydighedsforpligtelsen mod forældrene og kærligheden mod næsten, selv om de handlede under løfterne, så ser vi dog her soleklart, at selve institutionen med at aflægge løfter ud fra sin natur er imod Guds bud og lydigheden mod forældrene og kærligheden til næsten, og derfor er det ikke tilladt hverken at kunne aflægge løfter eller at holde dem". (Clemens bind II, side 252, min oversættelse).

Vi kan her sige, at Luther før 1519 så på tingene som en Poul Helgesen. 'Misbrug ophæver ikke brug'. Vel er der store fejl i kirken, og vel er det meget, der skal til, om fejlene skal rettes, men at lave om på kirkens institutioner, er ikke faldet Luther ind. Retfærdiggørelseslæren forblev 'til indvortes brug'. Som Poul Helgesens var det.

Poul Helgesen er i sin bog mod Malmøbogen temmelig forarget over lutheranernes bestandige anklage for hykleri. Og han forsvarer sig bravt. Han gennemgår i indledningen en række skriftsteder, bl. a. Jesu tale i Luk 17,10 om, at vi skal sige, at vi kun er unyttige tjenere. Og det er hans anskuelse: Ligegyldigt hvilke institutioner, man befinder sig i, må man lære af sige sådan af hjertet. Vi mennesker kan ikke gøre nogen gerninger, hvorved vi kan retfærdiggøres overfor Gud. At der skulle være noget i vejen med institutionerne selv, faldt ikke Poul Helgesen ind. Ligesom det heller ikke faldt Luther ind før 1519. Og det faldt ham heller ikke ind, at det var retfærdiggørelseslæren, ret forstået, der krævede ændringer af institutionerne.

Det fik han derimod øje for sidst på året 1519. Og så blev han reformator. Så væltede det ud af ham i en lind strøm med reformforslag. Så var det ikke længer muligt at pakke den nyopdagede retfærdiggørelseslære ind i den gamle katolske kirkes ordninger, nej, nye lædersække til ny vin, ordningerne selv modarbejder evangeliet, derfor må de laves om.
 

Institutionaliseret misbrug kræver ændret institution

Dette kan siges at være det lutherske modstykke til Poul Helgesens 'misbrug ophæver ikke brug'. Og vel at mærke: det er retfærdiggørelseslæren, der kræver, at man ændrer institutionerne.

Når institutionen 'messeofferet' er bygget op sådan, at der nødvendigvis hører en skærsildstanke med, som har en forståelse af forholdet til Gud, der er direkte imod den forståelse, der udspringer af retfærdiggørelseslæren, så må messeofferet afskaffes. Mindre kan ikke gøre det.

Og når man som en fri kristen, frigjort ved genfødslen i dåben, vil binde sig til munkeløfter, og derigennem indføre lovtrældom igen, ikke så man træller under jødiske ceremonilove, men så man træller under selvlavede ordensregler, så kan munkeløfterne ikke på nogen måde betragtes som gode, ikke heller som forstadier til det gode eller som noget, der dog af og til kan bringe noget godt på bane, nej, så er institutionen 'munkevæsenet' af det onde, imod Guds bud, imod det kristne evangelium, imod retfærdiggørelseslæren. Og så må dette væsen fjernes, det vil sige: Så må den enkelte kristne, der gribes af evangeliets sandhed, begive sig ud af klostret, give sig til at leve et normalt liv i kald og stand.

Det er det endnu uafklarede i nutidens samtaler mellem katolikker og lutheranere: om man mon engang kan nå frem til at diskutere disse ydre konsekvenser af retfærdiggørelseslæren.

Foreløbig synes man med Fælleserklæringen om retfærdiggørelse kun at være nået til Poul Helgesens standpunkt, eller Luthers standpunkt før 1519. Og det vil sige: Man er ikke nået frem til det for reformationen væsentlige.