Grundlaget



Tilbage til oversigten.

Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.

Af sognepræst Ricardt Riis, Horsens.

I det følgende skal jeg forsøge ud fra Nicolaus Herborns skrift "Confutatio Lutheranismi Danici", fra 1530, som jeg sidder og oversætter for øjeblikket, at overveje, hvad vor kristne tro bygger på; hvad er grundlaget for det hele? hvor begynder vi? hvilke sætninger har vi, som vi ikke kan komme bagved?

Når Herborn forekommer mig velegnet til dette formål, skyldes det, at han begår en del af de fejl, som er oplagte, når vi spørger efter vor tros grundlag. Og han er jo forlængst død og borte, og han er jo da også en ret 'lille' teolog, så der sker ikke så meget ved at påvise disse fejl hos ham. Der er ikke nogen, der har noget i klemme. Ikke desto mindre kan man jo ret hurtigt få det, hvis nemlig det viser sig, at disse fejl er mere almene end som så.

Men det vil vise sig.

Først må man indrømme, at der jo er forskel på at spørge efter troens grundlag i 1500-tallet og i 1900-tallet. Nogen vil måske sige, at vi spørger mere grundlæggende. Dengang var der flere ting, der bare stod fast, bare var givet. Man havde flere ting at bygge på i forvejen, man behøvede ikke at grave helt ned til fundamenterne. Det er nu nok forkert. Sandt nok kan Herborn forudsætte skriften som autoritet i kirken, noget, vi jo ikke mere kan gøre. Men selve den kirkelige dogmatik forudsætter, at man graver ned til grunden. Han kan ikke bare komme flyvende ind et tilfældigt sted.

Han må således på grund af uoverensstemmelsen med de lutherske, som også kalder sig 'evangeliske', overveje, hvad evangelium virkelig er. Og her når han frem til, ud fra en række skriftsteder, naturligvis, at evangeliet er kærligheden, udgydt i de troendes hjerter ved helligånden. Han forklarer sin opfattelse i første afdeling side 59, ud fra Rom 8,2, som han dog vistnok oversætter lidt anderledes, nemlig så det kommer til at lyde: 'Loven, livets ånd i Kristus Jesus'. (I stedet for vort: 'Livets ånds lov i Kristus Jesus'). I hvert fald får han ud af det, at den nye lov, Jesus bragte, ikke var som den naturlige lov, heller ikke som den skrevne lov fra Sinai. For i intet af disse to tilfælde blev styrken til at overholde dem givet samtidig med lovens gerninger. Derfor er de love af bogstaver, der slår ihjel. Alene den lov, Jesus bringer os, giver os i og med, at den forkyndes, kraft til at overholde den. Herborn skriver om disse love (side 60): "Ligesom nemlig den skrevne lov, sådan gør også den medfødte lov det, at den påviser synden, lærer, hvad den er, hvad den ikke er i gjort gerning; men ingen af de to kan helbrede menneskets natur, der er fordærvet af arvesynden ved at give en kraft, der kan trække bort fra det onde og gøre det gode. Men dette kan denne ene evangeliske lov bevirke, det er: Jesu Kristi nåde eller kærlighed indgydt i de troendes hjerter; sådan at nemlig alt det opfyldes af kærlighed, som loven påbyder gennem frygt, hvilket alene er at opfylde loven overfor Gud, som ransager nyrer og hjerter; sådan, at du gør det, som er foreskrevet, frit, af kærlighed, med hjertet, og med glæde".

Og dette er jo udmærket skrevet. Hermed er vi nået ned til grundlaget. Grundlaget for det hele er den kærlighed, der glad og gerne gør sine gerninger, uden frygt for straf, uden skelen til belønning. Fortrinligt.

Hvis bare det blev derved! Hvis bare dette var det ene og altafgørende kriterium for bedømmelse af alt det andet! Men det gør det ikke. Efterfølgende går Herborn ind på, hvad denne opfattelse af evangeliet medfører. Han skriver (side 61): "Ligesom evangeliet er åndens lov indskrevet i de troendes hjerter med Guds finger (som er helligånden), sådan bør man mene om enhver guddommelig inspireret læresætning, hvad enten den er overleveret via bogstaver eller fra mund til mund eller ved tavs brug, at den er kristen, evangelisk og katolsk, og den bør overtages som denne tids nye lov". Og så er døren åbnet på vid gab for alskens ugudeligheder, det vil sige: for alskens fremmed forkyndelse, som kan drive mennesket bort fra alene at gøre sine gerninger i troen tilbage til at gøre dem af frygt. Så er al hans tidligere fortjeneste gjort til intet. Man troede lige, han havde forstået det, og så har han dog ikke forstået en pind.

Det kan hænge sammen med, at han trods alt ikke har bøjet sig frit for det Guds ord, han mener at have hørt. Der har været for meget uvedkommende knyttet sammen med Guds ord. Og han har ikke formået at skille alt det uvedkommende fra. Måske han også til syvende og sidst har bøjet sig for Guds-ordet, ikke fordi han havde forstået, at et menneske må gøre sine gerninger frit og glad, hvis de skal vinde behag for Gud, men fordi traditionen sagde ham, at sådan skulle et menneske gøre. Altså, det 'ja', han tænkes at komme med, kommer ikke fra ham på grund af hans indlevende forståelse, men på grund af hans respekt for traditionen. Det er mere traditionen, han bøjer sig for, end det er Guds ord.

Måske man også kan hævde, hvis jeg nu skal prøve at leve mig ind i hans tankegang, at han først og fremmest vil være lydig. Han kommer til evangeliet, oplært af sin tids tradition, med det ønske at gøre, hvad der bliver sagt, at adlyde Gud i ét og alt, at være ganske, som Gud vil have ham, både i indre sindsstemning og i ydre arbejde. Denne vilje til lydighed rokkes der ikke ved ved hans møde med evangeliet. Men der skulle rokkes ved den. Han skulle af evangeliet bringes til at turde være sig selv, med alle sine naturlige ønsker og tilbøjeligheder intakt. Den forvandling, der skulle have fundet sted med ham ved mødet med evangeliet: at han får al sin religiøse fromhed strøget af sig og nøjes med at være sig selv, den sker ikke. Det behøver vel ikke sådan i grov forstand at betyde, at han så i virkeligheden mener, at det er hans fromme ønske om at være en lydig kirkens søn, der frelser ham; åh, nej, han kan nok få drejet sit indre, så lydigheden mod alle forordningerne netop bliver noget, han mener, han har lyst til. Men når viljen til lydighed kommer uantastet ud på den anden side af mødet med evangeliet, så er der noget galt.

Hvordan kan jeg nu vide, at det er sådan, det hænger sammen?

Det kan jeg vide ud fra den sætning, jeg har citeret. Der er nemlig ikke nogen logisk sammenhæng mellem bisætningen ("Ligesom...") og hovedsætningen ("sådan..."). Eller mere præcist: Det er der ikke for min lutherske forståelse. Jeg har nemlig mødt evangeliet som et levende ord i min hverdag. Og det er ud fra dette møde, jeg er blevet overbevist om evangeliets sandhed. Skal der være logik i sætningen, så må det, der binder bisætningen til dens hovedsætning være viljen til lydighed. Den vilje til lydighed, der er på færde i bisætningen ("Ligesom evangeliet er åndens lov indskrevet i de troendes hjerter med Guds finger (som er helligånden)") -- og jeg forudsætter altså nu, at det er det, der ligger bag -- er den samme, som den vilje til lydighed, der ligger bag hovedsætningen ("sådan bør man mene om enhver guddommelig inspireret læresætning, hvad enten den er overleveret via bogstaver eller fra mund til mund eller ved tavs brug, at den er kristen, evangelisk og katolsk, og den bør overtages som denne tids nye lov"). Der er nemlig i begge tilfælde tale om lydighed mod traditionen. Men det er helt forkert, om jeg bøjer mig for evangeliet i kraft af vilje til lydighed mod traditionen. Gør jeg det, så regner jeg traditionen for overordnet evangeliet. Nej, jeg bør bøje mig for evangeliet, fordi jeg er ramt.

Det korte indskud ("hvad enten den (den guddommeligt inspirerede læresætning) er overleveret via bogstaver eller fra mund til mund eller ved tavs brug,") udfoldes i det følgende i ikke færre end ti punkter, begyndende med det gamle testamente, med pavedømmet i midten og sluttende med de menneskelige fornuftsovervejelser; alle ting indeholder noget af betydning, som den, der er på jagt efter helligåndens spor i menneskeheden, ikke må overse. Og det kan altså altsammen lade sig gøre, fordi Herborn i mødet med evangeliet ikke har fået druknet sin vilje til lydighed, at en ny Herborn kunne opstå.
 

Men hvis det egentlige under ikke har fundet sted (at Herborn er blevet forvandlet), så bliver der noget andet i tankegangen, der bliver underligt eller mirakuløst. Når ikke underet kan få lov at ligge det sted, hvor det skal være, nemlig i menneskets opdagelse af kærlighedens særlige sprog, så dukker det op andre steder. I Herborns tilfælde i opfattelsen af pavedømmet. I andres tilfælde i opfattelsen af bibelen. Som det skal påvises om lidt, er der en besynderlig parallel mellem tankegangen hos Herborn, når han skal forsvare pavemagtens guddommelighed, og visse protestanter, når de skal forsvare bibelens guddommelighed. I begge tilfælde tænker man ud fra en idealforestilling om tilværelsen. I begge tilfælde véd man bedre end Gud, hvordan tingene skal sættes sammen. I begge tilfælde slutter man ud fra det ideal, man har om Gud og om hans handlemåde, til, hvordan tilværelsen er skruet sammen.

Biblicisterne har så deres hyr med de historisk-videnskabelige kendsgerninger, der knytter sig til bibelen. På samme måde har papisterne deres problemer med de historiske kendsgerninger, der omgiver pavestolen. Og i begge tilfælde er problemet det samme: Gud har ikke villet helt, som de har villet. Gud har ikke fulgt dem på deres idealvandring: Han har ikke sørget for, at pavestolen altid var på den rette side. Og han har ikke givet os en bibel, der svarer til biblicisternes ideal.
 

Lad os dog lige først tage en lille sjov iagttagelse frem hos Herborn!

Herborn bygger ikke på skriften alene. Og i sin afvisning af 'skriften alene' minder han ikke så lidt om Grundtvig. Han kan gøre en del ud af at påvise, at det var kirken, der udvalgte netop de fire evangelier ud af mange mulige (side 51). Og meningen er vist, at det er en modsigelse at ville bygge på en skrift, der i den grad er afhængig af kirken og dens virksomhed. Han opererer ikke blot med det gamle og det ny testamente som åbenbaringskilder, han mener også, at de mundtlige overleveringer, som apostlene kom med, er udtryk for helligåndens virke.

Blot er alt dette altså for ham sideordnede åbenbaringskilder. Han kan ikke få sig selv til at prioritere den ene fremfor den anden. Han gør sig ingen ulejlighed med at prøve at gennemtænke tingene ud fra den antagelse, at der kun er én åbenbaringskilde. Og det kommer der nogle lidt sjove resultater ud af.

Han citerer Paulus: "Det øvrige vil jeg ordne, når jeg kommer" (1 Kor 11,34) som belæg for, at der altså fandtes nogle mundtlige overleveringer. Det samme får han ud af 2 Thess 2,15: "Stå fast, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det er gennem ord eller gennem vore breve". Så fortæller han om, hvordan mange af disse overleveringer er blevet nedskrevet under Klemens, og slutter med at sige (side 63): "Og derfor tror jeg ikke, der kan være tvivl om, at med til den kristne og evangeliske lære hører også de ikke nedskrevne apostolske traditioner, som deres levende røst, i ikke mindre grad end deres døde bogstaver".

Af dette citat (og af hele tankegangen iøvrigt) kunne man fristes til at tro, at Herborn foretrækker det levende ord fremfor de døde bogstaver; at han i nogen grad har forstået det grundtvigske: at Guds ord skal forstås som levende tale, ikke som død skrift; eller at han foregriber den grundtvigske tanke, at det rette bør være, at bibelen ligger på alterbordet, ikke at alterbordet står på bibelen.

Det er dog ikke tilfældet. Han har ikke, som Grundtvig, gjort sig klart, hvad det vil sige, at Guds ord er et mundtligt ord og ikke en bog, så han nyovervejer alting derudfra. Han lider, som næsten alle os andre, af den vrangforestilling, at det skriftlige dog er langt sikrere end det mundtlige, og han betragter det derfor som en gevinst, at disse mundtlige traditioner fra apostlenes dage blev skrevet ned på Klemens' tid. Lige forud for det forrige citat siger han: "Herved skete der det, at der ud af den slags traditioner fra apostlene blev samlet nogle apostolske samlinger i begyndelsen, da kirken var ved at blive til, af den salige Klemens; de blev overført til skrift og anbefalet med synodalsk autoritet (og de blev endvidere udbredt på latin); og ganske mange blev hos grækerne dengang fundet værdige og troværdige til at optages blandt de kanoniske bøger i det nye testamente". Hvad han arbejder frem imod, er at få kirkens mange dekreter ind under det, som man som kristen bør være lydig imod. Og så kommer han altså til i farten af medtage den formulering fra Paulus (2 Kor 3,6), at bogstaven slår ihjel. Men han mener det ikke i virkeligheden. Han arbejder ud fra den modsatte tese, at hvad der er nedskrevet er langt sikrere, end hvad der er overleveret blot mundtligt.
 

Men så til Herborns idealkirke!

Herborn gør op med den opfattelse, at der kan være "huller" i kirkens forståelse (det påstår vist lutheranerne heller ikke). Man kan ikke tænke sig nogen tid, hævder han, hvor troen ikke har været der. Men lutheranerne påstår, siger han, at kirkens ledere igennem mange hundrede år har taget fejl, og at sandheden ved helligåndens hjælp nu i disse tider er dalet ned til dem og kun dem. "Senkrecht von oben", så at sige. (Forøvrigt er det nok værd en overvejelse, om lutheranere og katolikker idag kan enes om synet på kirkehistorien; for katolikkerne vil vel idag mene, at pavestolen på Luthers tid ikke have ét af sine allerbedste århundreder; og vi lutheranere kan vel ikke helt undgå at føle os ramt af Herborns tanke; i det mindste må vi gøre os klart, hvad det er, der er det kontinuerte, det uforanderlige i kirken).

Imod den opfattelse kommer han med en række argumenter, deriblandt dette: "Dernæst, fordi, som vi har påvist, der kun er ét evangelium, og dette ikke består i bogstaver, men i ånd, så må der også nødvendigvis være én fælles, åndelig og sand forståelse af evangeliet, når også, som vi tror, sandheden selv er én og er udelt, hvilket kirkens helligånd sikkert påstår i det, som har med troen at gøre, at den er én i kirken, sådan som vi har lært det, og sådan som apostelen forsikrer det i brevet til efeserne". (side 48). Altså, den åndelige énhed, som hersker i kirken ifølge apostelen (ét håb, én Herre, én tro, én dåb; Ef 4,5), den giver sig ifølge Herborn udslag i, at der i kirken hersker én fælles, åndelig og sand forståelse af evangeliet; ikke blot er altså praksis nogenlunde den samme, ikke blot er den dybereliggende menneskeopfattelse den samme, ikke blot har kristne overalt i verden den samme entreprenante holdning til tilværelsen (hvis det altså er en sådan holdning, de har), de har også den samme teologi, nemlig den samme forståelse af evangeliet.

Denne opfattelser giver så også, det må indrømmes, en helt anderledes sikker basis, når man skal erklære andre for kættere. Og det benytter Herborn sig af. Lutheranerne er kættere alene af den grund, at de har en anden teologisk opfattelse. Og mistanken imod os bestyrkes, når det kan påvises, at vi ikke er enige indbyrdes (Herborn tager Zwingli og Oecolampadius med i bedømmelsen). Og bevares, det kan vi lutheranere nok holde til. Det er værre med kirkehistorien.

Læg mærke til formuleringen: "Der må nødvendigvis være én fælles, åndelig og sand forståelse af evangeliet"! Der er noget for kirkehistorien at leve op til her. Lidt senere skruer han kravet til kirkehistorien næsten endnu højere op: "Men vores forgængere, den katolske kirkes fædre og lærere, har hele tiden fortolket evangeliet på én og samme måde i de ting, der hører troen til, ment det samme, troet det samme, bekendt det samme, lært det samme, og vi har bevaret denne ene og almindelige opfattelse af evangeliet fra apostlenes tid, så at sige rakt fra hånd til hånd lige til vore dage". (side 50).

Dette er Herborns idealkirke. Desværre er virkeligheden ikke sådan. Kirkehistorien udviser et noget andet billede.

Men dette at formulere kirkens eksistens som noget, der med nødvendighed må være sådan, er typisk. Som jeg var inde på før, svarer det sådan set til den biblicistiske opfattelse af bibelen. Den må med nødvendighed være sådan og sådan, give svar på det og det, for den er jo Guds ord, og i betegnelsen 'Guds ord' ligger gemt en verden af skjulte forudsætninger, som det kan være ganske svært at få det forhåndenværende oldtidsskrift til at svare til. Herborn beholder jo f. eks. ret i, at det er kirken, der har udvalgt de fire evangelier, som vi har med i vort ny testamente. Er så ikke kirken overordnet bibelen? Og han har også ret i, at den kirkelige tradition har stor betydning. Den kirkelige tradition siger f. eks. barnedåb, men bibelen siger i den henseende ingenting, hvad mange har været ret frustreret over.
 

Dette at få kirkehistorien til at makke ret er noget, Herborn gør sig store anstrengelser for.

I dag er der nogenlunde enighed om, at dette med, at kun præsterne fik vinen under altergangen, er noget, der brød frem engang i 1200-tallet. Men det vidste Herborn ikke. Han gik ud fra, at det var en skik, der gik helt tilbage til apostlenes dage. Og i artikel 10 i tredie afdeling af Confutatio tager han spørgsmålet op. Netop denne skik er jo noget, lutheranerne kræver ændret, og noget, som de, da de ikke har tid til at vente, eller rettere, da de ikke har tiltro til, at paven vil ændre nogetsomhelst, selv er begyndt at ændre; i Wittenberg omkring 1522-23, i Danmark noget senere. Dog er det nok ikke så meget kirkehistorien, lutheranerne henholder sig til, mere skriften. Men man kan jo naturligvis sige: skriften, forstået som den første kirkes kirkehistorie. I hvert fald, lutheranerne har lagt mærke til, at netop Markus om den sidste nadver skriver, at det alle drak deraf. Det er næsten, siger Luther i "De captivitate Babylonicae ecclesiae", som om evangelisten med den oplysning vil tage højde for, at nogen senere kunne komme i tanker om kun at give præsterne vinen.

Og som man kan se af lutheranernes svar (side 162) har de taget Luthers argumentation op. Men Herborn har svar på rede hånd. Han hævder i sin gendrivelse, at det, som lutheranerne siger, er sandt nok. Det har bare ikke noget med sagen at gøre. For hvem var til stede ved nadveren? Det var Jesu 12 apostle. Og de var lige kort forinden blevet indviet til præster, påstår han. Altså var der ikke noget mærkeligt i, at de fik både vin og brød. (side 163).

Så må man vistnok indrømme, at Herborn snyder lidt, når han skal vise, hvornår præcist apostlene blev indviede til præster. Der er to steder under artikel 13, der kan komme på tale. Men intet af stederne bliver det klart, at det er et bestemt skriftsted, han henviser til. Han mener vist bare, at idet Jesus siger: 'Gør dette til min ihukommelse', så ligger der deri, at de skal gøre det som præster, og så er selve disse ord udtryk for, at de bliver indviet til præster. (Se side 177; og side 181).
 

Men som sagt, dette er ikke anderledes, end når biblicisterne skal have bibelen til at makke ret. Der er i begge tilfælde tale om, at man øver vold mod historiske kendsgerninger, tolker dem mod den indre sandsynlighed. Og det er højst uheldigt.

Nu véd jeg selvfølgelig ikke, hvordan katolikker i vore dage tager stilling til pavespørgsmålet. Kanhænde det sker med lidt større respekt for de historiske kendsgerninger. Men meningen her er heller ikke at undersøge dette nøjere, meningen er at gå videre med følgende problemstilling:

Når hverken biblicisterne eller katolikkerne (dem fra dengang) har ret, hvem har så? Eller: Hvad er så grundlaget for den kristne tro?

Mit svar på det spørgsmål bygger på Grundtvigs tanker. Man kan måske endda sige, at de er en videreførelse af Grundtvigs tanker.

Man kan hævde, at kirken i middelalderen prøvede den tese igennem, at grundlaget for kristentroen var paven. Blot må man jo så føje til, at resultatet af denne gennemprøvning blev ret pauvert. Og det kan være grunden til, at man i senmiddelalderen gik over til at afprøve den teori, om da ikke kirkemødet kunne udgøre den efterspurgte grundvold. Der var vel på Luthers tid endnu en del, der mente, at sådan måtte det være. Men de fleste havde nok, med Erasmus af Rotterdam og flere andre, kastet sig i armene på den teori, at grundlaget måtte være den hellige skrift. Den havde på Luthers tid stor tilslutning fra både den ene og den anden side. Man kastede sig med iver over studiet af skriften, man læste Erasmus' nye oversættelse, man studerede efterhånden flere og flere steder bibelen på grundsprogene, man rettede til og tænkte efter. Sådan som jo også Herborn gør det.

Også Luther var grebet af denne byggen på bibelen. Men det er for mig et stort spørgsmål, om vi handler ret ved bare at eftergøre Luthers byggen på bibelen. Så vidt jeg kan se, må vi allerede efter så forholdsvis få hundrede år med denne tese i højsædet erkende, at den ikke er holdbar mere. Den fører hverken til enighed i kirken eller vished for den enkelte.

Det er i den forbindelse, at Grundtvig forekommer mig interessant. Med sin insisteren på, at Gudsordet i dåben er et mundsord af Herren, fastholder han mennesket og Gud som to parter, der mødes i ordet. Den situation, hvori Gudsordet møder et menneske, bliver derfor en helt anden, end den situation, som Herborn mener sig sat i. Den referensramme, Grundtvig bruger, når han skal forstå Gudsordet, bliver forskellig fra den, Herborn uden at tænke over det, sidder fast i.

Herborn tænker ud fra en from vilje til lydighed. Han er som munken, der forlader sit samfund for, i modsætning til de andre, at give sig over til Gud. Problemet for ham er: Hvad kræver Gud egentlig? Hvor strengt skal hans krav forstås? Men uvilkårligt bliver de alle forstået som 'lov'. 'Guds ord' bliver altid sat ind i den sammenhæng, at de er svar på den frommes spørgsmål: Hvad skal jeg gøre, for at gøre nok?

Det vil sige, for Herborn kan Gudsordet lige så godt være skriftligt som mundtligt. Referensrammen er den samme. Ordet er ikke situationsbundet. Han kan tage det op, når han vil, og lade det ligge, om han vil.

Anderledes, hvis Gudsordet er et mundtligt ord og kun kan være et mundtligt ord. Så skal vi have fat på en anden referensramme. Så er det en anden menneskelig situation, vi skal bruge som billede på Guds ord, om vi skal forstå det ret. Det er ikke længere 'herre-slave' forholdet (som Herborn uden at ville det tænker ud fra), det er et forhold til en nærtstående person (en far, en elsket, et barn), der er referensrammen. Og det drejer sig ikke, som i herrre-slave forholdet, om at gøre det, der bliver sagt, det drejer sig om at komme ind i det rette personforhold til den anden igen.

Gudsordet bliver derved helt anderledes opfattet. Det bliver af sig selv, så at sige, et ord, der kan frigøre et menneske, for tror du, er jo forholdet til Gud igen retvendt, og du får lov til at begynde på en frisk. Det bliver et ord, der kan forvandle et menneske, fordi det, som et tilgivelsesord fra en far til hans barn, fra den ene elskende til den anden, er i stand til at trænge ind til hjertet og genskabe den tillid, der bærer det hele.

Problemet er, at alt dette vil Herborn uden tvivl give mig ret i. Blot sætter han ubevidst det fortegn foran det altsammen, der hedder viljen til lydighed. Blot tænker han ved det altsammen: 'OK, det er altså sådan, Gud vil, at jeg skal være; så må jeg se at gøre mig anstrengelse for det, om ikke jeg, med Guds hjælp, naturligvis, kan nå dette mål'. Og tænker man sådan, bliver det hele forvansket. Sætter man dette fortegn foran, forvandles det altsammen til sin modsætning, så bliver det den mest djævelske form for selvretfærdiggørelse.
 

Er det da dèr, Herborn ender?

Lad mig til sidst fremdrage Herborns tanker om skærsilden for at antyde, at ovenstående spørgsmål måske skal besvares med et ja!

Tankerne forekommer i svaret til artikel 8, tredie afdeling. Lutheranerne har erkendt, at det er deres opfattelse, at der ikke findes nogen skærsild; der står nemlig ikke noget i skriften om den. Hertil svarer Herborn, at der er meget, som ikke står i skriften, men alligevel er en trosartikel: At Gud er treenig, er ikke noget, vi har direkte udtrykt i skriften; alligevel tror vi det. At Kristus har to naturer, er heller ikke noget, vi véd ud fra skriftens vidnesbyrd, alligevel holder vi det fast. Sådan også med troen på skærsilden. Den er ikke direkte skildret i skriften, kun antydet, men trods det er det noget, vi tror på.

Og Herborn går så en række skriftsteder igennem, der kan siges at tale for eksistensen af en skærsild, og tager også frem det ene skriftsted, som lutheranerne har fremlagt for at vise, at vi intet véd om tilstanden efter døden og intet skal vide. (side 147).

Henimod slutningen af sin argumentation siger han: "Der mangler altså et eller andet midtersted, et renselsens fængsel, bestemt til at afvaske de mindre overtrædelsers brøde i den kommende verden, hvilket kirken kalder skærsilden". (side 148). Og bevares, det lyder altsammen logisk nok. Men det er unægtelig ikke logisk for den, der tænker i faderbaner om Gud, for den, der holder fast ved, at Guds ord er et frigørende, forvandlende ord, men kun logisk for den, der under alle disse teologiske øvelser har haft det spørgsmål siddende i baghovedet: "Hvad gør jeg, for at handle fromt?" For ham er der mindre overtrædelser og større overtrædelser. For den, der tænker som et Guds barn, er forholdet til Gud enten totalt ødelagt eller det er genoprettet ved det ord, Gud har talt.

Lidt senere hævder han: "Der bør altså i verden foruden himmel og helvede være et eller andet fængsel, et renselssted for de mellemgode sjæle, hvor de lettere overtrædelser kan afvaskes gennem midlertidige trængsler, indtil de kan se Guds ansigt og blive delagtige i den himmelske glæde". (side 150). For Herborn er der tale om større eller mindre dyd, fremgang i dyd og gode gerninger, en mindre ren sjæl og en mere ren sjæl. Forholdet til Gud som det altafgørende har han ikke blik for. Men det er jo det, det ny testamente handler om. Det er personforholdets enten-eller, der slår igennem i det skarpe skel mellem himmel og helvede. Dette skel kan den dydsøgende Herborn ikke forstå. Derfor accepterer han fuldt ud, at den katolske kirke har lavet det om.

Og endelig siger han: "Hertil føjer jeg det, som den hellige skrift vidt og bredt fortæller os, at også i de alvorligere synder (som vi kalder kriminalsynder eller dødssynder), er der efter brødens eftergivelse eller tilgivelse, en timelig straf tilbage, som man er skyldig i eller som man skylder, og den løses ved en slags trængsel eller pine (hvilket de største teologer kalder bodgørelsen)". (side 150). Sådan har det udviklet sig, ser det ud til, at tilgivelse alligevel ikke er tilgivelse. Ikke sådan helt, i hvert fald.

Nuvel, jeg standser her. Men har man fået en fornemmels af, at det vist alligevel ikke er så let at forene de to kirkeafdelinger, så er det ikke helt utilsigtet fra min side.