Luthers udlægning af bjergprædikenen, 1531.

Edited by Ricardt Riis, Horsens, Denmark.
 

This is part of a book, called Luther Criticized.
 

The small numbers in each cell tells what is the number of the bookmark of the cell. If you want to make a link to this text, you can specify it with a bookmark.

4. Matt 6,9-13. Erl 43, side 175-184. 5. Matt 6,14-15: #59. (Erl side 184-192)
1 Und wenn ihr betet, sollt ihr nicht viel plappern, wie die Heiden, denn sie meinen, sie werden erhoret, wenn sie viel Wort machen.       Og når I beder, skal I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør, for de mener, det bliver bønhørt for deres mange ord. 
2 Drumb sollt ihr euch ihn nicht gleichen. Eure Vater weiss, was ihr bedurft, ehe denn ihr bittet. Darumb sollt ihr also beten: Unser Vater im Himmel, dein Name werde geheiliget. Dein Reich komme. Dein Wille geschehe auf Erden wie im Himmel. Dem skal I derfor ikke ligne. Jeres far véd, hvad I har brug for, førend I beder ham. Derfor skal I bede således: Fadervor, du, som er i himlen, helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlene, således også på jorden. 
3 Unser täglich Brod gib uns heute. Und vergib uns unsere Schulde, wie wir unsern Schuldern vergeben. Und fuhre uns nicht in Versuchung, sondern erlose uns von dem Ubel. Denn dein ist das Reich, und die Kraft, und die Herrlichkeit in Ewigkeit. Amen. (ntmatt06#9ff).  Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget, magten og æren i evighed, amen. 
4        Droben har er gestraft ihr falsche Meinung im Gebet, dass sie auch in dem Werk, das allein gegen Gott gericht ist, dass man ihn anrufe und umb Hulfe bitte in unser Noth und Anfechtung, ihre Ehre und Geniess bei den Leuten suchten.        Tidligere har han angrebet deres falske mening om bønnen, at de også i den gerning, som alene er rettet mod Gud: dette, at vi anråber ham og beder ham om hjælp i vor nød og anfægtelse, søger deres egen ære og anerkendelse hos mennesker. 
5 Hie tadelt er nu auch die Unart des Gebets, dass sie meinen, dass beten sei, wenn man viel Wort und Plapperns machet, und heisset es eine heidnische Weise, und ein lose, unnütz Gewäsch, als dere, die da meinen, sie werden sonst nicht erhoret. Her dadler han nu også den udartning af bønnen, at de mener, at det at bede er, når man gør mange ord og plaprer, og han kalder det en hedensk måde og noget løst, unyttigt sludder, f. eks. dadler han dem, der mener, de ellers ikke bliver bønhørt. 
6 Denn er hat wohl gesehen, dass es so würde gehen, und solcher Missbrauch in der Christenheit bleiben, wie es bereit dazumal bei ihnen was, dass man aus dem Gebet ein lauter Werk machen wurde, welchs man nach der Grosse und Länge achtete, als wäre es damit kostlich ausgerichtet, und also anstatt eines rechten Gebets ein lauten Gewäsch und Gepläpper wurde, welchs das Herz nimmer erfahret. For han har vel forudset, at det ville komme til at gå sådan og at der ville forblive et sådant misbrug i kristenheden, som der allerede var dengang hos dem, at man gjorde en lutter gerning ud af bønnen, så man agtede den efter dens størrelse og længde, som var den dermed udrettet på dyrebar måde, så der på den måde i stedet for en ret bøn fremkom noget simpelt sludder og pladder, som hjertet aldrig kunne være med i. 
7       Wie wir sehen, dass es gangen ist in Stiften, Klöstern, und dem ganzen geistlichen Haufen, welche (E178) nichts Anders in ihrem Stand zu thun gehabt, denn dass sie täglich so viel Stunden, und des Nachts dazu, sich zubläueten und müde macheten mit Horas lesen und singen;        Sådan som vi ser, at det er gået til i stiftelser, i klostre, og i hele den gejstlige hob, som ikke har haft andet at gøre i deres stand, end at gøre sig blå i hovedet og blive trætte af at læse og synge deres tidebønner;
8 und je mehr sie dess machen kunnten, je heiliger und grosser Gottesdienst hat es geheissen. og jo mere de kunne gøre af den slags, des helligere og des større en gudstjeneste skulle det kaldes. 
9 Und ist doch in dem Allen nicht einer gewesen, der ein rechtschaffen Gebet von Herzen gethan hätte: sondern alle in dem heidnischen Wahn gewesen, als musste man beide, sich und Gott, mude schreien und murren, als kunnte oder wollt er sonst nicht horen; haben damit nichts Anders gethan, denn die Zeit unnützlich verloren, und sich, wie die Esel, mit Beten zubläuet. Og der var dog i det altsammen ikke én, der havde gjort en ret bøn af hjertet. Nej, alle var kommet ind i det hedenske blændværk, hvor man skulle skrige og knurre både sig selv og Gud træt, som kunne eller ville han ellers ikke høre; dermed gjorde de ikke andet end at spilde tiden og som æsler skryde bønner fra sig. 
10       Daher haben sie auch selbs gesagt, dass kein schwerer Aerbeit sei, denn beten; und ist freilich wahr, wenn man das Beten dahin richtet, dass man ein Werk oder Aerbeit draus machet, dem Leib aufgelegt, so viel Stunden an einander zu lesen oder singen, dass kein Taglohner nicht lieber sollt wählen einen Tag zu dreschen, denn zwo oder drei Stund an einander nur das Maul zu regen, oder stracks in ein Buch zu sehen.         Derfor har de også selv sagt, at der ikke var noget vanskeligere arbejde end at bede; og det er godt nok sandt, når man indretter bønnen sådan, at man gør en gerning eller et arbejde ud af det, når man pålægger kroppen så mange timer i træk at læse eller synge, så enhver daglejer hellere ville vælge at tærske en hel dag, end at styre sin mund to eller tre timer i træk eller bare sidde og kikke i en bog. 
11 Summa, ihr Beten ist nicht ein Seufzen oder Begierd des Herzens gewest, sondern eine lauter gezwungene Aerbeit des Munds, oder der Zungen: dass, wenn ein Mönch vierzig Jahr lang seine Zeiten gelesen oder gemurret hat, so hat er nicht in den allen eine Stunde von Herzen gebeten. Kort sagt, deres bederi var ikke et hjertets suk eller et hjertets begær, men kun mundens eller tungens tvungne arbejde. Så når en munk igennem fyrre år har læst eller mumlet sine tidebønner, så har han i alle de år ikke bedt én time af hjertet. 
12 Denn sie denken nimmermehr darin Gott eine Noth furzutragen, sondern denken nicht anders, denn sie mussens thun, und Gotte musse solch Mühe und Aerbeit ansehen. For det falder dem aldrig ind, at de deri skulle fremføre deres nød for Gud, nej, de tænker kun, at de må gøre det, og at Gud nok vil se til en sådan anstrengelse og et sådant arbejde. 
13       Aber der Christen Gebet, so im Glauben auf Gottes Verheissung gehet, und von Herzen seine Noth furträgt, das ist leicht, und machet keine Aerbeit. Denn der Glaub hats bald gesagt, was er begehret, ja mit einem Seufzen, das das Herz thut, und mit Worten nicht zu erholen noch auszusprechen ist; wie Paulus sagt. (Rom 8,22)          Men de kristnes bøn, som fremføres i troen på Guds forjættelse, og som forelægger sin nød af hjertet, den er let og volder ikke besvær. For troen har snart sagt, hvad den begærer, ja, med et suk, som hjertet frembringer, og som ikke kan eftergøres eller udtales med ord, som Paulus siger. 
14 Der Geist betet, und weil er weiss, dass ihn Gott erhoret, darf er nicht (E178) ein solch ewig Gewäsch führen. Also haben die Heiligen in der Schrift gebet, als Elias, Elisäus, David und Andere, mit kurzen, aber starken und gewaltigen Worten; wie man im Psalter siehet, darin selten ein Psalm ist, der da ein Gebet uber funf oder sechs Vers lang. Ånden beder, og fordi han véd, at Gud vil høre ham, tør han ikke føre en sådan evig snik-snak. Således har helgenerne i skriften bedt, f. eks. Elias, Elisa, David og andre, med korte, men stærke og mægtige ord; sådan som man ser i salmernes bog, hvori der sjældent er en salme, hvor en bøn er mere en fem eller seks vers lang. 
15 Darumb haben die alten Väter wohl gesagt, es thut es nicht mit vielen langen Gebeten, sondern loben die kurzen Stossgebetlin, da man mit einem Wörtlin oder zwei hinauf seufzet gen Himmel; welchs einer kann oft und viel thun, wenn er lieset, schreibt, oder ander Aerbeit thut. Derfor har de gamle fædre nok sagt, at det ikke nytter noget med mange lange bønner, men de roser de korte grådkvalte bønner, hvor man med ét eller to ord fremstønner sin bøn mod himlen; en sådan bøn kan man bede ofte og mange gange, når man læser, når man skriver, eller gør et andet arbejde. 
16        Die Andern aber, die nur eine Büffelärbeit draus machen, konnen nimmer mit Lust noch Andacht beten, sondern werden froh, dass sie nur ihr Gewäsch ausgericht haben;        Men de andre, der kun gør et pukkelarbejde ud af det, kan aldrig bede med lyst eller andagt, men bliver glade, når bare de har udrettet deres pladder. 
17 wie es denn muss gehen, wo man ohn Glauben und Noth bittet, so kann das Herz nicht dabei sein: wo aber das Herz nicht bei ist, und der Leib soll ärbeiten, so wird es schwer und verdrossen;  Og sådan må det jo gå, når man beder uden tro eller nød, så kan hjertet ikke være med i det. Men hvor hjertet ikke er med i det, og det kun er legemet, der skal arbejde, så bliver de tungt og kedeligt. 
18 wie man auch in leiblicher Aerbeit siehet: wer Etwas unwillig thut, wie schwer und saur es wird; und wiederumb, wo das Herz lustig und willig ist, da wirds der Aerbeit nimmer gewahr. Det ser man også i det legemlige arbejde: hvordan tungt og surt det er for den, der gør noget modvilligt, og omvendt: når hjertet er glad og villigt, da bliver man dårlig nok klar over, at det er arbejde, man laver. 
19 Also auch hie; wo mans mit Ernst meinet, und Lust ist zu beten, so weiss noch fuhlet der Mensch keine Aerbeit noch Mühe, sondern siehet nur seine Noth an, und hat die Wort gesungen und ausgebetet, ehe er sich umbsiehet.  Sådan også her: Når man mener det alvorligt og har lyst til at bede, så véd mennesket ikke af noget arbejde og føler ikke noget besvær derved, men ser kun på, at han er nødt til at gøre det, og så har han sunget eller bedt ordene, før han ser sig om.  before you know where you are
20 Summa, kurz soll man beten, aber oft und stark; denn er fragt nicht darnach, wie gross und lang man betet, sondern wie gut es ist, und wie es von Herzen gehet. Kort sagt, man skal bede kort, men ofte og intenst; for han spørger ikke om, hvor stort eller langt man beder, men om, hvor godt det er, og om, hvorvidt det kommer fra hjertet. 
21       Darumb spricht nu Christus: Euer himmlischer Vater weiss, was ihr bedürft, ehe ihr drumb bittet; als wollt er sagen: Was thut ihr, dass ihr meinet, ihn mit euerm langen Gewäsch zu ubertäuben, dass er euch gebe, was ihr bedürfet?        Derfor siger nu Kristus: Jeres himmelske far véd, hvad I har brug for, før I beder ham om det; som om han ville sige: Hvad er det dog, I gør, når I mener, at I skal tude Gud ørerne fulde med jeres lange pladder, før han vil give jer, hvad I har brug for? 
22 Ihr dürfet ihn nicht mit Worten uberreden, oder lang unterrichten; denn er weiss zuvor besser, was euch noth ist, denn ihr selber.  I behøver ikke at overtale ham med ord eller give ham lang besked, for han véd i forvejen bedre, end I gør, hvad der er nødvendigt for jer. 
23 Gleich als wenn du fur einen Fürsten oder Richter kämest, der deine Sache besser wüsste, (E179) denn du ihm sagen künntest, und wolltest viel Gewäsch machen, ihn davon zu berichten, so würde er billig dein lachen, oder vielmehr unlustig auf dich werden. Ganske som hvis du blev stillet frem for en fyrste eller dommer, der kendte din sag bedre, end du kunne fortælle ham den, og du så ville fremføre meget pladder for ham, for at fortæller ham derom, så var det kun rimeligt, om han lo ad dig, eller snarere blev gal på dig. 
24 Ja, wir vissen auch nicht, spricht S. Paulus, wie wir bitten sollen; dass, wenn er uns erhöret und Etwas gibt, so gibt ers uber das wir verstehen und hoffen konnen. (Rom 8,26)  Ja, vi véd heller ikke, siger Skt. Paulus, hvordan vi skal bede; sådan at, når han hører os og giver os noget, så giver han det udover, hvad vi forstår, og udover hvad vi kan håbe på. 
25 Darumb lässet er uns zuweilen etwas bitten, das er nicht so bald gibt, oder wohl gar nicht gibt, als der wohl weiss, was uns noth und nütz ist oder nicht; welchs wir selbs nicht sehen, und zuletzt selbs müssen bekennen, dass uns nicht gut gewesen wäre, wenn er uns nach unserm Bitten geben hätte. Derfor lader han os af og til bede om noget, som han ikke giver os lige med det samme, eller måske slet ikke giver os, og det gør han som den, der nok véd, hvad der er nødvendigt og nyttigt for os; det kan vi bare ikke selv se, og i sidste ende må vi selv bekende, at det ikke ville have været godt for os, hvis han ville have givet os efter vor bøn. 
26 Darumb dürfen wir ihn nicht lehren noch furmalen mit unserm langen Geschwätz, was und wie er uns thun soll; denn er will also geben, dass sein Name geheiligt werde, und sein Reich und sein Wille dadurch gefordert werde und fortgehe, etc. Derfor skal vi ikke belære ham eller foreskriver ham med vores lange pladder, hvad og hvordan han skal gøre overfor os; for han vil give på den måde, at hans navn bliver helliget og hans rige og hans vilje fremmes og får fremgang derved, osv. 
27       Sprichst du aber: Warumb lässet er uns denn bitten und unsere Noth furtragen, und gibts nicht ungebeten, weil er alle Noth besser weiss und siehet, denn wir selbs?       Men så spørger du: Hvorfor lader han os da bede og fremføre vor nød, i stedet for at give os det, uden at vi beder om det, for han kender og ser jo vor nød bedre end vi selv gør? 
28 Gibt er doch der ganzen Welt täglich so viel Guts umbsonst, als Sonne, Regen, Korn, Geld, Leib und Leben, etc., darumb ihn Niemand bittet noch dafur danket; denn er weiss, dass sie keinen Tag des Lichts, Essens und Trinkens embehren kann: wie heisset er denn darumb bitten? Han giver jo hver dag hele verden så meget godt for intet, f. eks. sol, regn, korn, penge, legeme og liv, osv., og det er der ingen, der beder ham om eller takker ham for; for han véd godt, at de ikke kan leve en eneste dag uden lys og mad og drikke: Hvorfor befaler han os da at bede om det? 
29 Antwort: Darumb heisset ers freilich nicht, dass wir ihn mit unserm Beten solchs sollen lehren, was er geben soll: sondern darumb, dass wirs erkennen und bekennen, was er uns fur Güter gibt, und noch viel mehr geben will und kann; also, dass wir durch unser Gebet mehr uns selbs unterrichten, denn ihn. Svar: Det er ganske vist ikke af den grund, han befaler det, at vi med vor bøn skal belære ham om, hvad han skal give os. Nej, det er af den grund, at vi skal erkende det og bekende, hvad det er for goder, han giver os, og hvor meget mere han vil og kan give os; så vi skal altså snarere belære os selv gennem vor bøn end ham. 
30 Denn damit werde ich umbgekehrt, dass ich nicht hingehe wie die Gottlosen, die Solchs nicht erkennen noch dafur danken; und wird also mein Herz zu ihm gekehrt und erwecket, dass ich ihn lobe und danke, und in Nothen zu ihm Zuflucht habe, und Hulfe von ihm gewarte; und dienet alles dazu, dass ich ihn je länger je mehr lerne erkennen, was er fur ein Gott ist; und weil ich bei ihm suche und anklopfe, so hat er auch Lust deste mehr und reichlicher zu geben. (E180) For derved bliver jeg omvendt, så jeg ikke går hen som de gudløse, som ikke erkender eller takker for den slags; og således bliver mit hjerte vendt imod ham og opvakt imod ham, så at jeg priser og takker ham og i nøden har min tilflugt hos ham og venter hjælp af ham; og det tjener altsammen dertil, at jeg, som tiden går, mere og mere lærer ham at kende, hvad han er for en Gud; og fordi jeg søger hos ham og banker på hos ham, så har også han lyst til at give desto mere og desto rigeligere. 
31 Siehe, das ist denn ein rechter Bitter, nicht den andern unnutzen Wäschern gleich, die wohl viel plappern, aber Solchs nimmer erkennen.  Se, det er da én, der beder rigtigt, ikke én som de andre unyttige sludrehoveder, der nok plaprer meget af sig, men aldrig erkender dette. 
32 Er aber weiss, dass es Gottes Gabe ist, was er hat, und spricht von Herzen: Herr, ich weiss, dass ich mir selbs nicht ein Stück meines tägliches Brods schaffen noch erhalten kann, noch mich fur einerlei Noth oder Ungluck behuten; darumb will ichs von dir warten und bitten, wie du mich heissest und zu geben verheissest, als der du ohn mein Gedanken zuvor kompst, und dich meiner Noth annimpst. Men den, der beder ret, véd, at det er Guds gave, hvad han har, og han siger af hjertet: Herre, jeg véd, at jeg ikke kan skabe eller opholde et stykke af mit daglige brød til mig selv, eller selv beskytte mig mod nogen slags nød eller ulykke; derfor vil jeg regne med, at det kommer fra dig, og bede om, at du vil give det, sådan som du har befalet mig, og sådan som du har lovet at give mig, som den, der uden at jeg véd af det kommer mig i forkøbet og tager dig af al min nød. 
33        Siehe, solch Erkenttniss im Gebet gefället Gott wohl, und ist der rechte, hoheste und kostliche Gottesdienst, den wir ihm thun können; denn damit wird sein Ehre und Dank geben, die ihm gehoret.       Se, en sådan erkendelse i bønnen har Gud velbehag i, og det er den rette, den højste og dyrebareste gudstjeneste, som vi kan yde ham; for dermed gives der ham den ære og tak, som tilkommer ham. 
34 Das thun die Andern nicht, sondern reissen und fressen alle Gottes-Güter dahin, wie die Säu; nehmen ein Land, Stadt, Haus nach dem andern; denken nicht darnach, dass sie Gott einmal ansehen; wollen dieweil heilig sein mit ihrem grossen, vielen Getone und Geplerr in der Kirchen. Det gør de andre ikke, de river alle gudsgaverne til sig og opæder dem som en so; de tager det ene land, by, hus efter det andet, tænker ikke over, at de dog en gang imellem skulle tage Gud med i betragtning; og vil allligevel være hellige med deres store og mange syngerier og vrælerier i kirken. 
35 Aber ein christlich Herz, so aus Gottes Wort lernet, dass wir Alles von Gott, und Nichts von uns haben, das nimpt Solchs an im Glauben, und ubet sich darin, dass sichs kann Alles zu ihm versehen und von ihm warten. Men et kristeligt hjerte, som af Guds ord lærer, at vi har alting fra Gud og intet fra os selv, det optager den slags i troen og øver sig i at kunne henregne alt til ham og vente alt af ham. 
36 Also lehret uns das Gebet, dass wir beide, uns und Gott, erkennen, und lernen, was uns feihlet und woher wirs nehmen und suchen sollen. Daraus wird ein fein vollkommen, verständig Mensch, der sich zu allen Sachen recht schicken und halten kann. Altså lærer bønnen os, at vi kommer til erkendelse af både og selv og af Gud, og lærer, hvad vi mangler og hvor vi skal få det fra og hvor vi skal søge det. Derudaf fremkommer et fint, fuldkomment, forståeligt menneske, der kan skikke sig ret i alle sager og forholde sig ret til dem. 
37        Weil nu Christus solch falsch und vergeblich Gebete gestrafet und verworfen hat, fähret er fort und stellet selbs eine feine kurze Form fur, wie und was wir beten sollen, darin allerlei Noth gefasset ist, die uns treiben soll zu beten, dass wir uns derselben in solchen kurzen Worten täglich erinnern können, und Niemand entschuldigt sei, dass er nicht wisse, wie oder was er beten soll;          Efter at nu Kristus har angrebet og forkastet denne falske og forgæves bøn, fortsætter han og foresætter os selv en fin, kort form for, hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, hvori alle slags nød, der skal drive os til at bede, er indbefattet, så at vi med sådanne korte ord dagligt kan minde os om det, og så ingen skal kunne undskylde sig med, at han ikke véd, hvordan han skal bede eller hvad han skal bede om; 
38 und ist seher ein gute Ubung, sonderlich fur den gemeinen Mann, Kind und Gesind im Hause, dass man das Vater Unser täglich ganz bete, beide Morgens und Abends und uber (E181) Tisch, und auch sonst, dass man darin allerlei Noth ingemein Gott furtrage. Weil aber das Vater Unser im Catechismo und sonst gnugsam ausgelegt ist, will ichs dabei bleiben lassen, und hie kein neue Glosse machen. og det er i høj grad en god øvelse, især for den gemene mand, for barnet og for tyendet i huset, at man hver dag beder hele fadervor, både om morgenen og om aftenen og til bords, og også ellers, at man deri fremlægger for Gud al nød i almindelighed. Men fordi fadervor er udlagt i katekismen og også ellers i tilstrækkelig grad, vil jeg lade det blive ved det, og ikke her fremkomme med nogen ny fortolkning. 
39        Es ist aber, wie oft gesagt, freilich das allerbeste Gebet, das da auf Erden kommet, oder von Jemand erdacht werden mag, weil es Gott der Vater durch seinen Sohn gestellet und ihm in Mund gelegt hat; dass wir nicht durfen zweifeln, dass es ihm aus der Massen wohlgefalle.         Men som ofte sagt, er det den allerbedste bøn, som er opkommet på jord, eller som er udtænkt af nogen, fordi Gud Fader har fremlagt den gennem sin søn og lagt ham den i munden; så at vi ikke kan tvivle på, at han har overmåde stort velbehag i den. 
40 Er vermahnet uns aber bald im Anfang auch beide, seines Gebots und Verheissung, mit dem Wort: Unser Vater, etc., als der von uns solche Ehre fodert, dass wir von ihm sollen bitten, als ein Kind von seinem Vater, und die Zuversicht von uns haben will, dass er uns gerne will geben, was uns noth ist; so ist auch drein geschlossen, dass wir uns ruhmen, dass wir seine Kinder sind durch Christum: und also im seinem Gebot und Verheissung, und in des Herrn Christi Namen kommen, und mit aller Zuversicht fur ihn treten, etc. Men han formaner os også straks i begyndelsen, både med hensyn til sit bud og sin forjættelse, med ordet "vor far", osv., som den, der kræver en sådan ære af os, at vi skal komme med anmodninger til ham som et barn til sin far, og han vil have den fortrøstning fra vor side, at vi tror, at han gerne vil give os, hvad vi har brug for; deri er også indesluttet, at vi roser os af, at vi er hans børn ved Kristus. Og således kommer ifølge hans bud og efter hans forjættelse og i vor Herre Kristi navn og træder frem for ham med al fortrøstning, osv. 
41        Nu, die erste, ander und dritte Bitte trifft die hohesten Guter an, so wir von ihm haben; nämlich, zum ersten, weil er unser Vater ist, dass er seine Ehre von uns habe, und sein Name in aller Welt schon und hehr gehalten werde.          Nuvel, den første, anden og tredie bøn har at gøre med det højeste goder, som vi har fra Gud, nemlig for det første, fordi han er vor far, at han får ære af os, og at hans navn i hele verden regnes for skønt og ophøjet. 
42 Damit fasse ich auf einen Haufen allerlei falsche Glauben und Gottesdienst, und die ganze Hölle, alle Sunde und Gotteslästerung, und bitte, dass er steure dem lästerlichen Glauben des Papst, Türken, Rottengeister und Ketzer, als die alle seinen Namen entheiligen und schänden, oder unter dem Namen ihre Ehre suchen. Dermed sammenfatter jeg til ét alle slags falsk tro og gudstjeneste, hele helvede, al synd og gudsbespottelse, og beder om, at han vil beherske pavens, tyrkernes, bandeåndernes og kætternes bespottelige tro, eftersom de alle vanhelliger og skænder hans navn eller under hans navn søger deres egen ære. 
43 Das ist wohl ein kurz Wort; aber mit dem Sinn gehets so weit, als die Welt ist, wider alle falsche Lehre und Leben. Det er nok et kort ord; men med sin betydning går det så langt, som verden er, imod al falsk lære og liv. 
44 Zum andern, nachdem wir sein Wort und rechte Lehre und Gottesdienst haben, dass auch sein Reich in uns sei und bleibe, das ist, dass er uns in solcher Lehre und Leben regiere, und dabei schutze und erhalte wider alle Gewalt des (E182) Teufels und seines Reichs, und dass alle Reich, so dawider toben, zu scheitern gehen, auf dass diess Reich bleibe. For det andet, efter at vi har fået hans ord og den rette lære og gudstjeneste, beder vi om, at hans rige også må være og forblive i os, det vil sige, at han vil beherske os i denne lære og dette liv, og derved beskytte og opretholde os imod al djævelens og hans riges magt, og om, at alle de riger, som raser derimod, må snuble, så dette rige forbliver. 
45 Und zum dritten, dass auch nicht unser noch keines Menschens, sondern allein sein Wille geschehe, und was er denket und rathschlägt, fortgehe, wider alle Anschläge und Furnehmen der Welt und was wider diesen Willen und Rath strebet, ob sich gleich alle Welt zu Hauf schlüge und stärket, ihr Ding dawider zu erhalten. Das sind die drei furnehmesten Stuck. Og for det tredie beder vi om, at ikke vor, og ikke noget menneskes, men alene hans vilje må ske, og det, som han udtænker og beslutter, må få fremgang, imod hele verdens anslag og planer og hvad der stræber imod denne vilje og beslutning, selv om så hele verden slog sig sammen og gjorde sig stærk for at opretholde deres tng derimod. Det er de tre vigtigste dele. 
46        In den andern vier Bitten kommen wir auf die Noth, die uns unserthalben täglich betrifft, dieses armen, schwachen, zeitlichen Lebens halben. 
47 Darumb wir erstlich bitten, dass er uns unser täglich Brod gebe, das ist, alles, was uns noth ist zu Erhaltung dieses Lebens: Nahrung, gesunden Leib, gut Wetter, Haus, Hof, Weib, Kind, gut Regiment, Friede, und behute uns fur allerlei Plag, Krankheit, Pestilenz, theur Zeit, Krieg, Aufruhr, etc. 
48 Darnach, dass er uns daneben unser Schuld vergebe, und nicht ansehe den schändlichen Missbrauch und Undank fur die Guter, die er uns täglich so reichlich gibt, und darumb dieselbigen nicht versage und entziehe, noch mit Ungnaden strafe, wie wie verdienen: sondern uns gnädiglich verzeihe, ob auch wir, die wir Christen und seine Kinder heissen, nicht leben, wie wir sollen.
49 Zum dritten, weil wir auf Erden leben, mitten in allerlei Anfechtung und Aergerniss, da man uns auf allen Seiten zusetzet, dass man uns hindere, und nicht allein auswendig von der Welt und Teufel, sondern auch inwendig von unserm eigen Fleisch angefochten werden, dass wir nicht leben können wie wir sollen, noch fur so viel Fahr und Anfechtung einen Tag vermöchten zu bestehen; so bitten wir, dass er uns in solcher Fahr und Noth erhalte, dass wir nicht dadurch uberwunden und gefället werden.
50 Und zum letzten, dass er uns endlich aus allem Unglück ganz und gar helfe, und wenn die Zeit kompt, dass wir sollen aus diesem Leben treten, ein gnädig, selig (E183) Stündlin bescheere. Also haben wir kurzlich alle leibliche und geistliche Noth in seinem Schooss gelegt, und mit iglichem Wort die ganze weite Welt auf einen Haufen gefasset etc.
51 Es ist aber im Text ein Stucklein dran gehänget, damit er das Gebete beschleusst, als mit einem Dank und gemeinem Bekenntniss; das heisst also: Denn dein ist das Reich, und die Kraft, und die Herrlichkeit in Ewigkeit. Das sind die rechten Titel und Namen, die Gott allein gebuhren. 
52 Denn die drei Stuck har er ihm selbs furbehalten, die da heissen richten, rechten und ruhmen. Richten oder regieren und Oberhand haben soll Niemand, denn Gott allein, oder denen ers befiehlet, durch welche er das Regiment ausrichtet, als seine Diener. Dessgleichen soll auch kein Mensch mit dem andern Recht uben, oder zurnen und strafen, ohn wer das Ampt hat von Gottes wegen. Denn es ist nicht den Menschen angeboren, sondern von Gott gegeben.
53 Das sind die zwei, die er hie heisset das Reich, oder Herrschaft, dass alle Oeberkeit sein sei; und darnach, die Kraft, das ist, die Folge des Rechten, exsecutio, dass er kann strafen, die Bösen unter sich werfen, und die Frommen schutzen. Denn wer da strafet, der thuts als an Gottes Statt, und gehet alles aus seiner Kraft, dass man Recht handhabt, schutzet und erhält.
54 Darumb soll sich Niemand selbs rächen noch strafen, denn es ist nicht sein Ampt noch Vermügen, und gelinget auch nicht; wie er sagt: Mein ist die Rache, ich wills vergelten; und anderswo dräuet: Wer das Schwert selb nimpt, sich zu rächen, soll mit dem Schwert gestraft werden.
55 Also ist auch die Herrlichkeit, oder Ehre und Ruhm, alleine Gottes eigen, dass sich Niemand Nichts ruhme, keiner Weisheit, Heiligkeit oder Vermügens, denn durch ihn und aus ihm. Denn, dass ich einen König oder Fürsten ehre und gnädigen Herrn heisse, oder die Knie fur ihn biege, geschicht nicht umb seiner Person willen, sondern umb Gottes willen, als der da sitzet in der Majestät, an Gottes Statt. 
56 Also, wenn ich Vater und Mutter, oder die an ihr Statt (E184) sind, Ehre erzeige, so thu ichs nicht dem Menschen, sondern dem göttlichen Ampt, und ehre Gott in ihnen; also dass wo Oeberkeit und Kraft ist, dem gebuhret auch die Ehre und Ruhm.
57 Und gehet also sein Reich, Kraft und Herrlichkeit in der ganzen Welt, dass er allein regieret, strafet, und den Preis hat in den gottlichen Aemptern und Ständen, als Vater, Mutter, Herr, Richter, Furst, König, Kaiser etc., obwohl der Teufel durch die Seinen dawider sich setzet, und selbs will die Herrschaft und Gewalt fuhren, Rache und Strafe uben, und seinen Ruhm allein haben.
58 Darumb bitten wir auch furnehmlich umb seinen Namen, sein Reich und seinen Willen, als die allein sollen gehen, und alle ander Name, Reich, und Gewalt und Wille zu scheitern gehen; und wir also erkennen, dass er der Hoheste sei in alle diesen dreien Stucken, die Andern aber sein Werkzeug, dadurch er Solchs treibt und ausrichtet.
59 Denn so ihr den Menschen ihr Feihle vergebt, so wird euch euer himmlischer Vater auch vergeben. Wo ihr aber den Menschen ihre Feihle nicht vergebt, so wird euch euer Vater euere Feihle auch nicht vergeben. For hvis I tilgiver menneskene deres fejl, vil også jeres himmelske far tilgive jer. Men hvis I ikke tilgiver menneskene deres fejl, så vil jeres far heller ikke tilgive jer jeres fejl.  For if you forgive others the wrongs they have done, your heavenly Father will also forgive you; but if you do not forgive others, then the wrongs you have done will not be forgiven by your Father.
60      Das ist ein wünderlicher Zusatz, aber doch seher kostlich; und möcht wohl Jmand wundern, wie er so eben mit solchem Zusatz kompt auf diess einige Stucke: Vergib uns unser Schuld etc., so er doch eben sowohl hätte können auch an der andern eins ein solch Stücklin knüpfen, und sagen: Gib uns unser täglich Brod, wie wir unsern Kindern geben; oder, führe uns nicht in Versuchung, wie wir Niemand versuchen; erlose uns von dem Ubel, wie wir unsern Nähesten retten und erlosen; und doch kein Stücke ist, das einen Zusatz hat, als dieses.       Det er en vidunderlig tilføjelse, men dog en meget dyrebar én, og enhver vil vel undre sig over, hvorfor han netop kommer med en sådan tilføjelse til denne ene del af fadervor: Forlad os vor skyld, osv, eftersom han dog ligesåvel kunne have knyttet et sådant stykke til også de andre, så han sagde: "Giv os vort daglige brød, som vi giver vore børn", eller "Led os ikke i fristelse, som vi heller ikke frister nogen"; "fri os fra det onde, som vi redder og befrier vor næste", og dog er det kun denne del af fadervor der har en tilføjelse. 
61 Und lässt sich dazu ansehen, als sollt die Vergebung der Sünde erworben (E185) und verdienet werden durch unser Vergeben: wo bliebe denn unser Lehre, dass die Vergebung allein durch Christum komme und im Glauben empfangen werde? Og dertil kommer, at der ser ud, som om tilgivelsen af synderne bliver erhvervet og fortjent ved vor tilgivelse: Hvad bliver der så af vores lære om, at tilgivelsen alene kommer ved Kristus og bliver modtaget i troen? 
62 Antwort aufs Erste: Er hat sonderlich diese Bitte so wollen stellen, und die Vergebung der Sunde an unser Vergebunge binden, dass er damit die Christen verknupfte, dass sie sich unter nander lieben, und das lassen ihr Häuptstuck und Furnehmestes sein, nähest dem Glauben und empfangener Vergebung, dass sie ihrem Nähesten auch ohn Unterlass vergeben;  Svar på det første: Han har i særlig grad ville stille denne bøn frem og knytte tilgivelsen af synderne til vores tilgivelse, for at han dermed kan knytte de kristne sammen, så de indbyrdes elsker hinanden og lader det være deres hovedstykke og fornemste opgave efter troen og den tilgivelse, de har modtaget, at også de uden ophør tilgiver deres næste; 
63 dass, wie wir gegen ihm leben im Glauben, also auch gegen den Nähesten durch die Liebe, dass wir nicht einander Verdriess und Leid thun, sondern denken, dass wir immer vergeben, ob uns gleich Leid geschehen ist (wie denn im diesem Leben oft furfallen muss); oder sollen wissen, dass uns auch nicht vergeben ist. sådan at, ligesom vi lever i forhold til ham i troen, sådan lever vi i forhold til næsten i kærligheden, så at vi ikke giver hinanden fortrædeligheder og lidelse, men har det for øje, at vi altid skal tilgive, hvis der sker lidelse overfor os (hvilket i dette liv ofte må forekomme); ellers skal vi vide, at heller ikke vi er tilgivet. 
64 Denn wo der Zorn und Groll im Wege liegt, so verderbt er das ganze Gebete, dass man auch der vorigen Stuck keines beten noch wunschen kann. For hvor der ligger vrede og nag i vejen, fordærver det hele bønnen, så at man heller ikke kan bede eller ønske nogen af de forrige bønner. 
65 Siehe, das heisst ein fest und stark Band gemacht, damit wir zusammen gehalten werden, dass wir nicht unter nander uneins werden, und Spaltung, Rotten und Secten anrichten, wo wir anders fur Gott wollen kommen, beten und Etwas erlangen: sondern einander durch die Liebe vertragen, und aller Ding eines bleiben. Se, det betyder at danne et fast og stærkt bånd, for at vi kan holdes sammen, så vi ikke bliver indbyrdes uenige og anretter splittelse, klikedannelse og sekter, når vi netop ville komme frem for Gud og bede og opnå noget, men tåler hinanden i kærligheden og forblive enige om alle ting. 
66 Wenn das geschicht, so ist denn ein Christenmensch vollkommen, als der da beide, recht gläubet und liebet. Was darnach mehr fur Gebrechen am ihm ist, das soll in dem Gebet verzehret werden, und alles vergeben und geschenkt sein. Når det sker, så er et kristenmenneske jo fuldkomment, som én, der både tror ret og elsker ret. Hvilke svagheder der yderligere er ved ham, det vil blive fortæret i bønnen og alt vil blive tilgivet og givet ham. 
67 Wie setzet er aber mit diesen Worten die Vergebung eben auf unser Werk und spricht: Wenn ihr dem Nähesten vergebt, so soll euch vergeben sein, und wiederumb etc.? Das heisst ja nicht die Vergebung auf den Glauben gestellt? Men hvorfor sætter han med disse ord tilgivelsen sammen med netop vore gerninger og siger: Hvis I tilgiver jeres næste, så vil I blive tilgivet, og omvendt osv? Det betyder jo ikke at gøre tilgivelsen afhængig af troen? 
68 Antwort: Die Vergebung der Sunde, wie ich sonst oft gesagt habe, geschicht zweierlei, einmal, durchs Evangelion und Wort Gottes, welchs empfangen wird inwendig im Herzen fur Gott, durch den Glauben; zum andern, äusserlich, durch die Werk, davon 2. Petri 1. (v. 10) sagt, da er von guten Werken lehret: Lieben Bruder, (E186) thut Fleiss, euern Beruf und Erwählung fest zu machen etc.  Svar: Tilgivelsen af synden, det har jeg ofte sagt andetsteds, sker ad to omgange, én gang gennem evangeliet og Guds ord, når det modtages indvendigt i hjertet overfor Gud, i troen, og for det andet i det ydre gennem gerninger, hvorom 2 Pet 1,10 taler, når Peter lærer om de gode gerninger: Kære brødre, gør jer umage for at gøre jeres kaldelse og udvælgelse fast, osv. 
69 Da will er, dass wir Solchs sollen gewiss machen, dass wir den Glauben und Vergebung der Sunde haben, das ist, dass wir beweisen die Werk, dass man den Baum an den Früchten spüre, und offenbar werde, dass es ein guter und nicht ein fauler Baum sei. Dermed vil han have, at vi skal gøre dette sikkert, at vi har troen og syndernes forladelse, det vil sige, at vi skal fremvise gerninger, så at man kan kende træet på frugterne, og det kan blive klart, at det er et godt og ikke et dårligt træ. 
70 Denn wo ein rechter Glaube ist, da folgen gewisslich auch gute Werk. Also ist ein Mensch beide, auswendig und inwendig, fromm und gerecht, beide fur Gott und den Leuten. Denn das ist die Folge und Frucht, damit ich mich und Andere gewiss mache, dass ich recht gläube; welchs ich sonst nicht wissen noch sehen künnte. For når der er en ret tro, så følger med sikkerhed også gode gerninger efter. På den måde er et menneske både udvendigt og indvendigt fromt og retfærdigt, både for Gud og mennesker. For det er følgen og frugten, hvormed jeg gør mig selv og andre sikre på, at jeg tror ret, hvilket jeg ellers ikke ville kunne vide eller se. 
71 Also ist hie auch die äusserliche Vergebung, so ich mit der That erzeige, ein gewiss Zeichen, dass ich Vergebung der Sünde bei Gott habe. Wiederumb, wo sich Solchs nicht erzeigt gegen dem Nähesten, so habe ich ein gewiss Zeichen, dass auch ich nicht Vergebung der Sünde bei Gott habe, sondern stecke noch im Unglauben. På den måde er her også den ydre tilgivelse, som jeg viser med min gerning, et sikkert tegn på, at jeg har syndernes forladelse hos Gud. Omvendt, hvor dette ikke viser sig overfor næsten, dèr har jeg et sikkert tegn på, at heller ikke jeg har syndernes forladelse hos Gud, men endnu sidder fast i vantroen. 
72 Siehe, das ist die zweierlei Vergebung: eine inwendig im Herzen, die allein an Gotte Wort hanget; und auswendig, die eraus bricht, und uns gewiss machet, dass wir die innerliche haben. Se, det er de to slags tilgivelse: den ene indvendig i hjertet, som alene knytter sig til Guds ord; den anden udvendig, som bryder frem og gør os sikre på, at vi har den indre. 
73      Also unterscheiden wir die Werke vom Glauben, als eine innerliche und äusserliche Gerechtigkeit; aber also, dass die innerliche zuvor da sei, als der Stamm und die Wurzel, daraus die guten Werk, als Früchte, wachsen müssen; die äusserliche aber ein Zeuge derselben, und, wie Petrus sagt, certificatio, eine Versicherung, dass jene gewisslich da sei. (n73)           På den måde skelner vi mellem gerningerne og troen, som mellem en indre og en ydre retfærdighed, men således, at den indre er der i forvejen, som stammen og roden, hvorfra de gode gerninger må vokse frem som frugterne; men den ydre som et tegn på den indre, og som Peter siger, en certificatio, en gøren sikker på, at denne i sandhed er der. 
74 Denn, wer die innerliche Gerechtigkeit nicht hat, der thut der äusserlichen Werk keines. Wiederumb, wo die äusserliche Zeichen und Beweisunge nicht ist, so kann ich jener nicht gewiss sein, sondern beide, mich und Andere, betrügen. For den, der ikke har den indre retfærdighed, han gør ikke nogen af de ydre gerninger. Og omvendt, dèr, hvor det ydre tegn og bevis ikke foreligger, dèr kan jeg ikke være sikker på den indre retfærdighed, men den kan bedrage både mig selv og andre. 
75 Wenn ich aber sehe und fuhle, dass ich gerne dem Nähesten vergebe, so kann ich schliessen und sagen: Das Werk thue ich von Natur nicht, sondern fuhle mich durch Gottes Gnade anders, denn zuvor. (E187) Men når jeg ser og føler, at jeg gerne tilgiver min næste, så kan jeg slutte derudfra og sige: den gerning gør jeg ikke ud af naturen, men jeg føler mig ved Guds nåde anderledes end tidligere. 
76       Das sei kurz wider der Sophisten Geschwätz geantwortet. Das ist aber auch wahr, dass diess Werk, wie ers hie nennet, (n76) nicht ein blos Werk ist, wie andere, so wir von uns selbs thun; denn es ist auch des Glaubens nicht dabei vergessen.       Lad det være nok som et svar til sofisternes sludder. Men det er også sandt, at denne gerning, som han kalder det her, ikke er en slet og ret gerning som andre, som vi gør af os selv; for man må ikke glemme troen i den forbindelse. 
77 Denn er nimpt solch Werk und stellet eine Verheissung drauf, dass mans mit guten Ehren mocht ein Sacrament nennen, den Glauben dadurch zu stärken.  For han fremdrager en sådan gerning og knytter en forjættelse dertil, så at man med god ret kan kalde det et sakramente til at styrke troen ved. 
78 Gleich als, die Taufe ist auch wohl ein Werk anzusehen, das ich thue, der ich täufe oder micht täufen lasse; aber weil Gotte Wort dabei ist, ist es nicht ein schlecht Werk, als das fur sich selbs etwas gelte oder schaffe; sondern ein göttlich Wort und Zeichen, daran sich der Glaube hänget. På samme måde som dåben også godt kan anses for en gerning, som jeg udfører, når jeg døber eller lader mig døbe; men fordi Guds ord er knyttet dertil, er det ikke en slet og ret gerning, som én, der gælder eller skaber noget i sig selv; men den er et guddommeligt ord, hvortil troen knytter sig. 
79 Also auch, unser Gebet, als unser Werk, würde nichts gelten noch schaffen; aber das thuts, dass es gehet in seinem Gebot und Verheissung, dass es auch wohl mag ein Sacrament, und mehr ein göttlich, denn unser Werk geachtet werden. Sådan også med vores bøn: som vores gerninger ville den intet gælde eller skabe, men det, der gør det, er, at den går ind i hans bud og forjættelse, så at den vel kan regnes for et sakramente og anses for mere at være en guddommelig gerning end at være vores gerning. 
80        Das rede ich darumb, dass die Sophisten allein die Werk, so wir thun, so blos ansehen, ohn Gottes Wort und Verheissung. Derhalben, wenn sie solche Spruche horen und lesen, so auf die Werk lauten, müssen sie wohl sagen, dass der Mensch durch sein Thun solchs verdiene.         Det siger jeg af den grund, at sofisterne ser på de gerninger, vi gør, som nøgne gerninger, uden Guds ord og forjættelse. Derfor, når vi hører og læser den slags bibelsteder, som går på vores gerninger, så vil de nok sige, at mennesket fortjener dette gennem sin gerning. 
81 Die Schrift aber lehret uns also: dass wir nicht auf uns, sondern Gottes Wort und Verheissung sollen sehen, und daran mit dem Glauben haften, dass, wenn du ein Werk aus dem Wort und Verheissung thuest, so hast du ein gewiss Wahrzeichen, dass dir Gott gnädig ist; also, dass dein eigen Werk, das Gott nu zu sich genommen hat, soll dir ein gewiss Zeichen sein der Vergebung etc. Men skriften lærer os følgende: Vi skal ikke se på os selv, men på Guds ord og forjættelse; dertil skal vi knytte os med troen, så at, når du gør en gerning ud af ordet og forjættelsen, så har du et sikkert tegn på, at Gud er dig nådig; på den måde, at din egen gerning, som Gud nu har taget til sig, skal være dig et sikkert tegn på tilgivelsen osv. 
82      Nu hat uns Gott mancherlei Weise, Weg und Stege furgestellt, dadurch wir die Gnade und Vergebung der Sunde ergreifen; als, erstlich, die Tauf und Sacrament; item (wie itzt gesagt), das Gebete; item, die Absolutio; und allhie, unser Vergebung: dass wir ja reichlich versorget wären, und allenthalben Gnade und Barmherzigkeit finden konnen.         Nu har Gud sat mange måder, veje og stier foran os, hvorigennem vi kan gribe nåden og syndernes forladelse; f. eks. for det første, dåben og sakramentet; dernæst (som før sagt) bønnen; dernæst absolutionen; og her: vores tilgivelse. Således skulle vi være rigelig forsynet og overalt kunne finde nåde og barmhjertighed. 
83 Denn wo wolltest du sie näher suchen, denn bei (E188) deinem Nähesten, bei dem du täglich lebest, und auch täglich Ursach gnug hast, solche Vergebung zu uben? For hvor ville du snarere søger den end hos din næste? hos ham lever du dagligt og du har også hver dag nok lejlighed til at udøve en sådan tilgivelse. 
84 denn es kann nicht feihlen, dass du nicht solltest viel und oft beleidigt werden: also, dass wir nicht allein in der Kirchen oder bei dem Priester, sondern mitten in unserm Leben ein täglich Sacrament oder Taufe haben, ein Bruder am andern, und ein Jglicher daheim in seinem Hause. For det slår aldrig fejl: du bliver fornærmet tit og ofte; derfor forholder det sig sådan, at vi ikke alene har et dagligt sakramente eller en dåb i kirken eller hos præsten, men midt i det liv, som den ene broder har med den anden, og som enhver har derhjemme i sit hus. 
85 Denn wenn du die Verheissung durch diess Werk ergreifest, so hast du eben das, das du in der Taufe uberkommest.  For når du griber forjættelsen gennem denne gerning, så har du netop det, som du får i dåben. 
86 Wie kunnt uns nu Gott reichlicher begnaden, denn dass er uns so ein gemeine Taufe an den Hals hängt, und ins Vater Unser bindet, die ein Jglicher an ihm selbs findet, wenn er betet und seinem Nähesten vergibt? Hvordan kunne nu Gud give os en rigeligere nåde end derved, at han hænger en sådan almindelig dåb om halsen på os og binder os dertil i Fadervor, en sådan dåb, som enhver finder hos sig selv, når han beder og tilgiver sin næste? 
87 dass ja Niemand Ursach hat zu klagen oder sich zu entschuldigen, er konne nicht dazu kommen, und sei ihm zu hoch und zu fern, oder zu schweer und theur, weil es ihm und seinem Nähesten heim fur die Thur gebracht, ja in Busen gelegt wird. Så at ingen skal have grund til at klage eller til at undskylde sig med, at han ikke kan nå frem dertil, og med, at det er for højt eller fjernt for ham eller for vanskeligt og dyrt, for det er jo bragt hjem til døren hos ham selv og hans næste, ja lagt ned i skødet på dem. 
88       Siehe, wenn du es also nicht nach dem Werk an ihm selbst, sondern nach dem Wort, so daran geheftet ist, ansiehest, so findest du darin ein trefflichen, kostlichen Schatz, dass es itzt nicht mehr dein Werk, sondern ein gottlich Sacrament ist;          Se, når du sådan ser på det, ikke efter gerningen i sig selv, men efter ordet, som er knyttet dertil, så finder du deri en fortræffelig, kostbar skat, så at det nu ikke mere er din gerning, men et guddommeligt sakramente; 
89 und mächtigen grossen Trost, dass du zu der Gnade kommest, dass du deinen Nähesten vergeben kannst, ob du gleich zu andern Sacramenten nicht kommen kunntest. og en umådelig stor trøst, at du har opnået den nåde, at du kan tilgive din næste, selv om du ikke skulle kunne nå frem til andre sakramenter. 
90 Das sollt dich bewegen, dass du solch Werk von Herzen gerne thätest, und Gott dazu dankest, dass du solcher Gnaden werth bist: solltest du doch bis an der Welt Ende darnach laufen, und alle dein Gut darumb verzeheren; wie wir zuvor umb den erdichten Ablass gethan haben. Det skulle bevæge sig til, at du gerne af hjertet gjorde en sådan gerning og takkede Gud for, at du er værdig til en sådan nåde: om du så skulle løbe til verdens ende efter det og bruge alt dit gods på det, sådan som vi tidligere gjorde for at få fat på den opdigtede aflad. 
91Wer nu das nicht will annehmen, der muss ein schändlich, verflucht Mensch sein, sonderlich, wo er solch Gnade horet und erkennet, und dennoch so kropfisch und halstarrig bleibt, dass er nicht will vergeben, damit er beide, Tauf und Sacrament, und alle ander auf einmal verleurt. Den, der nu ikke vil modtage det, han må da være et skændigt, forbandet menneske, især, hvis han hører og erkender en sådan nåde og alligevel forbliver så afvigende og halsstarrig, at han ikke vil tilgive, hvorved han på én gang mister begge dele, både dåben og sakramentet og alt andet. 
92  Denn sie sind (E189) alle an einander gebunden, dass, wer eines hat, der soll sie alle haben, oder keines behalten. Denn wer getauft ist, soll auch das Sacrament empfahen; und wer das Sacrament empfähet, muss auch beten; und wer da betet, auch vergeben etc.  For det er altsammen knyttet sammen, så at den, der har det ene, han skal have dem alle eller ikke beholde nogen. For den, der er døbt, skal også modtage sakramentet; og den, der modtager sakramentet, må også bede; og den, der beder, må også tilgive, osv. 
93 Vergibst du aber nicht, so hast du hie ein schrecklich Urtheil, dass dir deine Sunde auch nicht sollen vergeben sein, ob du gleich mit unter den Christen bist, und der Sacrament und ander Guter mit geneussest; sondern sollen dir nur deste schädlicher und verdammlicher sein. Men tilgiver du ikke, så har du her en skrækkelig dom, den, nemlig, at dine synder heller ikke skal tilgives, selv om du befinder dig blandt de kristne og med dem nyder sakramentet og de andre goder; men de skal blot være desto mere skændige og desto mere fordømmelige for dig. 
94      Und auf das uns Christus deste mehr dazu reize, hat er auch feiner, freundlicher Wort gebraucht, dass er eben also spricht: Wenn ihr den Menschen ihre Feihle vergebt etc.; sagt nicht: ihr Bosheis und Buberei, oder Muthwillen und Frevel etc. (n94)  Og for at Kristus kan opildne os desto mere dertil, har han også brugt finere og venligere ord, så at han taler således: Hvis I tilgiver menneskene deres fejl osv; han siger ikke: deres ondskab og forbrydelser, eller dårlige hensigter og formastelighed, osv. 
95 Denn einen Feihl heisst er ein solche Sunde, die mehr aus Gebrechlichkeit oder Unwissenheit geschicht, denn aus Bosheit. Warumb thut er das, dass er des Nähesten Sund so geringert und verkleinert, so wir doch oft sehen, dass Mancher fursätziglich, aus lauter Frevel und bosem Willen sundigt? For en fejl kalder han en sådan synd, der mere sker af svaghed eller uvidenhed end af ondskab. Hvorfor gør han nu det, at han på den måde formindsker og forklejner næstens synd, når vi dog ofte ser, at mange synder med vilje, af lutter formastelighed og ond vilje? 
96 Darumb thut ers, dass er dir deinen Zorn legen will, und dich erweichen, gerne zu vergeben, und siehet mehr darauf, dass er dein Herz susse und freundlich mache, denn dass er die Sund so gross mache, wie sie an ihr selbs ist. Det gør han af den grund, at han vil dæmpe din vrede og gøre dig blød, så du gerne tilgiver, og han ser mere på, at han kan gøre dit hjerte sødt og venligt, end på, at han kan gøre synden så stor, som den er i sig selv. 
97       Denn fur Gott ist und soll sie so gross sein, dass sie der ewigen Verdammniss werth ist, und den Himmel zuschleusst, obs gleich ein geringe Sund, und nur ein Gebrechen ist, wo ers nicht erkennet oder dir abbittet.         For overfor Gud er den så stor, og den skal være så stor, at den fortjener evig fordømmelse og lukker himlen i, selv om det kun var en ringe synd og en svaghed, hvis han ikke vil erkende den eller beder om forladelse. 
98 Aber von mir und dir will er die Sünd nicht so angesehen haben, als dem nicht gebührt die Sund strafen, sondern zu vergeben; dass du also denkest: Obgleich dein Nähester aus Bosheit wider dich gethan hat, so ist er dennoch verirret, gefangen und verblendt vom Teufel. Men han vil ikke have, at du eller jeg skal se sådan på synden, for det tilkommer ikke os at anklage for synd, men at tilgive den; så du altså skal tænke: Selv om din næste har handlet imod dig af ondskab, så er han alligevel vildfaren, fanget og forblændet af djævelen. 
99 Darumb sollt du so fromm sein, und dich sein vielmehr erbarmen, als der vom Teufel uberwältigt ist, dass es wohl des Teufels halben, der ihm Solchs eingibt, ein grosse, unvergebliche Sünd ist, aber des Menschen halben ein (E190) Feihl und Gebrechen heisse; wie Christus auch selbs gegen uns gethan hat, als er am Kreuz gebeten hat: Vater, vergib ihn, denn sie wissen nicht, was sie thun. Derfor skal du på den måde være from og snarere forbarme dig over ham, som over én, der er overmandet af djævelen, så at det vel i kraft af djævelen, der indgiver ham den slags, skal kaldes en stor, utilgivelig synd, men i kraft af mennesket en fejl og en svaghed; sådan som også Kristus selv gjorde mod os, da han på korset bad: Fader, tilgiv dem, for de véd ikke, hvad de gør. 
100 Das ist je unser Sunde klein und gering gemachet, welche doch an ihr selbs die allergrosste ist, so je auf Erden geschehen ist. Denn was kann Grossers gesundigt werden, denn dass man Gott seinen einigen Sohn aufs Allerschändlichst martert und tödtet? Det er jo at gøre vores synd lille og ringe, skønt den dog i sig selv er den allerstørste, som er begået på jorden. For hvordan kan man begå en større synd end ved på det allerskændigste at martre Guds énbårne søn og slå ham ihjel? 
101       Doch musst du solchen Feihl und Gebrechen so deuten, dass es der Näheste, so wider dich gesundigt, erkenne, und Vergebung begehre, und sich bessern wolle.          Dog må du fastholde en sådan fejl og svaghed på den måde, at den næste, der har syndet imod dig, erkender den og begærer tilgivelse og vil forbedre sig.         And yet, you must interpret such mistake and weakness, so that your neighbour, who has sinned against you, acknowledges it and asks forgiveness and wants to improve himself.
102 Denn ich habe sonst gesagt, dass zweierlei Sunde ist: eine, die man bekennet, die soll Niemand unvergeben lassen; die ander, de man vertheidigt, die kann Niemand vergeben, denn sie will nicht Sunde sein, noch die Vergebung empfahen. For jeg har andetsteds sagt, at der er to slags synd: en slags, som man bekender, den skal ingen lade utilgivet; en anden slags, som man forsvarer, den kan ingen tilgive, for den vil ikke være synd, og heller ikke modtage tilgivelsen. For I have elsewhere said, that there are two forms of sin: one, which is acknowledged, which should never be left unforgiven; and another form, which is defended, which is unforgivable, because it will neither be sin nor receive forgiveness.
103 Darumb auch Christus Matth. 18., da er vom Vergeben oder Schlusseln redet, setzet er beide Stuck bei einander, losen und binden; anzuzeigen, dass man die Sunde, die man nicht will lassen Sunde sein noch vergeben haben, nicht lösen kann, sondern binden soll in Abgrund der Hölle: aber wiederumb, die man bekennet, soll man losen und in Himmel heben etc. Derfor sætter Kristus også i Matth. 18,18 hvor han taler om tilgivelse eller nøglemagt, de to stykker op ved siden af hinanden: at løse og at binde; dermed viser han, at man ikke kan løse den synd, som den pågældende ikke vil lade være synd eller vil have tilgivet, men skal binde den til helvedes afgrund; men omvendt, de synd, der bliver bekendt, skal man løse og hæve ind i himlen, osv. Therefor Christ in Matth 18:18, where he speaks about forgiveness and the power of the keys, places the two of them side by side: to loose and to bind; thereby he shows, that it is impossible to loose a sin, which the sinner will not acknowledge as sin or wants to be forgiven; you on the contrary shall bind it to the abyss of hell; and, conversely, the sin, that is acknowledged, must be loosened and brought into heaven, etc.
104         Wie es nu zugehet im Ampt der Schlüssel, so gehet es auch mit einem iglichen Christen gegen dem Nähesten; welcher, ob er wohl soll bereit sein, Idermann zu vergeben, der ihm Leid thut: doch, wo er die Sunde nicht will erkennen noch ablassen, sondern dazu noch fortfahren, so kannst du ihm nicht vergeben; nicht deiner, sondern sein selbs halben, weil er die Vergebung nicht haben will.           Ligesom det nu går for sig i nøglemagtens embede, sådan går det også for sig med enhver kristen overfor hans næste; for, selv om han vel skal være parat til at tilgive enhver, der øver ondt mod ham, når han ikke vil erkende synden eller høre op med den, men fortsætter dermed, så kan du dog ikke tilgive ham; og det er ikke din skyld, det er hans egen skyld, fordi han ikke vil have tilgivelsen.         And as it now happens in the business of the key-power, in the same way it happens with every Christian over against his neighbour; for even if he must be prepaired to forgive everyone who does evil against him, if the other one will not acknowledge the sin or leave off doing so, but continues with it, you will be unable to forgive him; and this is not your fault, it is his own fault, because he does not want your forgiveness.
105 So bald er sich aber schuldig gibt und Vergebung begehret, so soll es alles geschenkt sein, und die Absolutio flugs darauf folgen. Men så snart han erkender sig skyldig og begære at blive tilgivet, så skal det altsammen være givet, og absolutionen følge straks efter. But as soon as he recognizes that he is guilty and wants to be forgiven, everything must be given to him, and the absolution must follow immediately.
106 Denn weil er sich selbs straft, und die Sunde fallen lasst, dass keine Sunde mehr bei ihm bleibt, so soll ich sie vielmehr wegfallen lassen; wo er sie aber selbs hält, und nicht will fallen lassen, so kann ich sie nicht von ihm nehmen, sondern muss ihn lassen darin (E191) stecken, als der ihm selbs aus vergeblicher Sunde ein unvergebliche machet. For eftersom han anklager sig selv og lader synden falde, så at der ikke mere skal være nogen synd hos ham, så skal jeg så meget mere lade den falde bort; men hvor han selv holder fast på den, og ikke vil lade den falde, så kan jeg ikke tage den fra ham, men må lade ham blive stikkende deri, som den, der selv af en tilgivelig synd gør en utilgivelig. For as he punishes himself and lets the sin fall down, so that there should no more be sin in him, then I should so much sooner let it fall away; but if he himself keeps it and will not let it fall down, I am unable to take it away from him, but must let him be stuck in it, as a person, who himself makes a forgivable sin unforgivable.
107 Summa, wo er sich nicht erkennen will, soll man sein Gewissen aufs Hohest beschweren, und keine Gnade erzeigen, als der da will Muthwillens des Teufels eigen sein. Wiederumb, wo er die Sund bekennet, und dir abbittet, und du ihm nicht vergibt, so hast du sie auf dich geladen, dass sie dich auch verdammet. Kort sagt, når han ikke vil erkende sig som synder, skal man besvære hans samvittighed mest muligt og ikke vise nogen nåde, eftersom han selv gør sig til djævelens medløber. Og omvendt, hvor han bekender synden og beder dig om tilgivelse, og du ikke tilgiver ham, så har du lastet hans synd på dig selv, så den også fordømmer dig. In short, when he will not recognize himself as a sinner, one must to the highest possible degree trouble his consciousness and not show any mercy, since he is a person who himself wants to be the devil's servant. And, conversely, if he recognizes the sin and requests forgiveness from you, and you do not forgive him, then you have loaden yourself with his sin, so that it also condemns you.
108       Also will auch Christus die Sund bekannt haben, damit, dass er sie dennoch einen Feihl heisset; will nicht leugnen, dass es unrecht ist, noch dir auflegen, dass du es sollt billigen als recht gethan, sondern nicht lassen recht noch gut sein; ohn wenn es dazu kompt, dass es ein vergebliche Sund ist worden, und so geringe, dass sie nur ein Feihl heisset;          På den måde vil også Kristus have, at man skal bekende sin synd, for han kalder den trods alt en fejl; han vil ikke nægte, at det er uret, og han vil heller ikke have dig til at billige den, som var det ret gjort, nej, du skal ikke kalde det ret eller godt; bortset fra, når det kommer dertil, at det er blevet en tilgivelig synd og den er så ringe, at den kun kaldes en fejl; 
109 dass du also zum Nähesten sagest: Ob ichs wohl nichts loben kann, und ist ja unrecht; aber doch weil du dich erkennest, und dein Herz nu anders ist, und nicht Böses wider mich hat, so will ichs auch gerne lassen geschenkt sein, als einen Feihl und Versehen, und alles Zorns vergessen. du skal altså sige til din næste: Selv om jeg vel ikke kan godkende det og det jo er forkert, så vil jeg dog, fordi du erkender det og dit hjerte nu er anderledes og du ikke bærer nag til mig, så vil dog jeg også gerne lade det være tilgivet, som en fejl og forseelse, og glemme al vrede. 
110        Wenn du nu so gegen dem Nähesten gesinnet bist, so wird sich Gott auch wieder gegen dir also erzeigen, mit solchem sussen, freundlichen Herzen, und deine grosse, schwere Sunde, so du wider ihn gethan und noch thuest, auch so geringe machen, dass ers nur einen Feihl heisse, wo du sie erkennest und umb Vergebung bittest, als der mehr geneigt ist zu vergeben, denn wir uns selbs zu ihm versehen konnen.         Når nu du er sådan sindet overfor din næste, så vil også Gud på sin side vise et sådant sind imod dig, med et sådant sødt, venligt hjerte, og også gøre din store, tunge synd, som du har gjort imod ham og stadig gør, så ringe, at den kun kaldes en fejl, når du erkender den og beder om forladelse, for han er mere tilbøjelig til at tilgive, end vi kunne forvente det om ham af os selv. 
111 Nu solltest du ein solch Herz Gotte abkaufen mit deinem Leib und Leben, und darnach laufen bis an der Welt Ende; wie man unter dem Papstthum darnach gelaufen ist, und sich mit so mancherlei Werken darumb zumartert hat. Nu skulle du tage og købe et sådant hjerte fra Gud med din krop og dit liv og løbe derefter til verdens ende; som man under pavedømmet løb efter det og har pint sit selv med så mange slags gerninger. 
112 Nu wird dir hie solch Herz angeboten, und lauter umbsonst furgetragen und geschenkt, gleichwie die Taufe, Evangelium und alle seine Guter; und kriegst mehr, denn du mit alle deinen und aller Menschen Werk erlangen mochtest. Nu bliver der her tilbudt dig et sådant hjerte og det bliver helt gratis båret frem til dig og givet dig, ganske som dåben, evangeliet og alle dets goder; og du får mere, end du kunne opnå med alle dine og alle menneskers gerninger. 
113 Denn da hast du die gewisse Verheissung, die dir nicht leugt noch treugt, dass alle deine Sund, wie viel und gross sie sind, sollen fur ihm so geringe sein (E192) als menschliche, tägliche Gebrechen, die er nicht rechnen noch gedenken will, sofern du den Glauben an Christum hast. For her har du den sikre forjættelse, som ikke lyver eller bedrager dig, at alle dine synder, hvor mange og hvor store de end er, i hans øjne skal være så ringe som menneskelige daglige svagheder som han ikke vil regne med eller tænke på, hvis du har troen på Kristus. 
114 Denn gleichwie andere Sacrament herkommen und geben durch den Herrn Christum: also auch, dass unser Gebet erhoret wird und gewisse Vergebung haben; dass wirs nicht haben verdienet, sondern alles durch ihn erworben und uns geschenket ist, dass er immer der einige Mittler bleibe, durch welchen wir Alles haben, dass auch die Verheissung, auf diess Werk gestellet, allein durch ihn gelte. For ganske som andre sakramenter er kommet fra og er givet gennem vor Herre Kristus, sådan er også det sakramente givet, at vor bøn bliver hørt og vi har den sikre tilgivelse; at vi ikke har fortjent det, men at alt er erhvervet og givet os gennem ham, at han altid er og bliver den eneste mellemmand, gennem hvilken vi har alting, at også den forjættelse, som bygger på denne gerning, alene gælder gennem ham. 
115       So siehest du nu, warumb Christus diesen Zusatz zu dem Gebete gethan hat, dass er damit uns je feste zusammen binde; und seine Christenheit behalte in der Einigkeit des Geistes, beide in Glauben und Liebe, dass wir uns umb keine Sunde noch Gebrechen willen lassen trennen, damit wir nicht Glauben und Alles verlieren.         På den måde kan du nu se, hvorfor Kristus har gjort denne tilføjelse til bønnen, at han dermed vil binde os fast sammen; og fastholde sin kristenhed i åndens enighed, både i troen og i kærligheden, så at vi ikke lader den splitte ad for nogen synds skyld, for at vi ikke skal miste troen og alle ting. 
116 Denn es kann nicht anders zugehen, es mussen viel Anstosse unter uns täglich furfallen in allen Ständen und Händeln, da man gegen einander redet und thut, das man nicht gerne horet und leidet, und Ursache gibt zu Zorn und Zwiedracht. For det kan ikke gå anderledes for sig, der må hver dag forefalde mange anstødeligheder i alle stænder og i alt samvær, hvor man taler og handler imod hinanden, som man ikke gerne vil høre og finde sig i og som giver årsag til vrede og tvedragt. 
117 Denn wir haben noch Fleisch und Blut an uns, das thuet wie seine Art ist, und lässt ihm leichtlich entfahren ein böse Wort, oder zornig Zeichen und Werk, damit die Liebe verletzt wird, also, dass doch eitel Vergebung muss sein und gehen bei den Christen; For vi har stadig kød og blod i os, det handler, som det er dets natur og bevirker, at der let slipper et ondt ord fra os eller et vredt tegn eller en vredladen gerning, og dermed bliver kærligheden skadet, og af den grund må der dog være idel tilgivelse blandt de kristne: sådan må det gå for sig. 
118 wie wir auch immer mussen zu dem Gebete halten: Vergib uns, wie wir vergeben; ohn dass wir so heillose Leute sind, dass wir immer ehe einen Splitter in des Nähesten Auge sehen, denn den Balken in unserm Auge, und unser Sunde auf den Rucken werfen. Denn, sollten wir uns selbs täglich ansehen von Morgen bis zu Abend, so würden wir wohl so viel an uns finden, dass wir der Andern vergessen, und froh wurden, dass wir zu dem Gebete kommen kunnten. Sådan må vi også altid holde os til bønnen: Forlad os, som vi forlader; uden det er vi så fortabte mennesker, at vi altid først ser splinten i næstens øje for vi ser bjælken i vort eget, og kaster vor synd om bag ryggen af os. For hvis vi skulle se på os selv hver dag fra morgen til aften, så ville vi finde så meget hos os, at vi nok skulle glemme de andre og bare være glade for, at vi havde lov til at bede. 

Noter:

n73: I Vulgata hedder det 2 Pet 1,10: 1:10 quapropter fratres magis satagite ut per bona opera certam  vestram vocationem et electionem faciatis haec enim facientes  non peccabitis aliquando. Det vil sige: ordet "certificatio" står der ikke, men der står "faciatis certam".

n76: Luther læser åbenbart her efter Vulgata. For dèr er dette "per bona opera" med. Det er det ikke i den danske oversættelse, og ikke i den græske grundtekst, bortset fra ét gammelt manuskript (alef).

n94:  I den græske grundtekst hedder det: paraptwmata, i Vulgata: peccata og i den danske oversættelse: overtrædelser.