Luthers udlægning af bjergprædikenen, 1531.

Edited by Ricardt Riis, Horsens, Denmark.
 

This is part of a book, called Luther Criticized.
 

The small numbers in each cell tells what is the number of the bookmark of the cell. If you want to make a link to this text, you can specify it with a bookmark.

6. Matt 5,31-32. Erl 43, side 115-123.
1 Es ist auch gesagt: Wer sich von seinem Weibe scheidet, der soll ihr geben einen Scheidebrief. Ich aber sage euch: Wer sich von seinem Weibe scheiedet, (es sei denn umb Ehebruch,) der macht, dass sie die Ehe bricht; und wer eine Abgescheidete freiet, der bricht die Ehe. Det er sagt: Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev. Men jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag en ægteskabsbrud, bliver årsag til at hun bryder ægteskabet; og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, bryder ægteskabet.
2 Hie siehet man fein, wie sie durch diesse Gebot gerissen, Raum und Freiheit gnug gegeben, dawider zu handeln, und doch nicht fur Sünde zu rechen, wenns nur nicht mans garzu grob machete mit offentlichem Ehebruch, weil ihn zugelassen war, wenn einer seinem Weib gram war, und gerne ihr los gewest (116) wäre, und Lust zu einer Andern hatte, dass er sich mochte von ihr scheiden, und umb eine Andere buhlen, die ihm bass gefiele; Her ser man udmærket, hvordan de har revet dette bud i stykker, så de kunne få rum og frihed til at handle imod det, så det dog ikke blev regnet for synd, når bare man ikke gjorde det altfor groft med åbenlyst ægteskabsbrud, fordi det var dem tilladt, hvis en mand blev vred på sin hustru og gerne ville skilles fra hende og havde lyst til en anden, at han da måtte skille sig fra hende og gifte sig med en anden, som tiltalte ham bedre;
3 und obgleich dieselbige einen andern Mann hatte, könnten sie meisterlich einer dem Andern sein Weib abdringen, dass sie jener muss von sich lassen, und dennoch nicht mit Gewalt genonnem hiesse. og selvom denne havde en anden mand, kunne de på mesterlig måde fravriste den anden hans hustru, så hun måtte forlade ham, og alligevel skulle det ikke kaldes at blive taget med magt.
4 So wars auch ein Geringes bei ihn, ob einer ein Andere beschlafen hatte, dass er sie dadurch zu sich kriegte, weil sie doch sönst möchten mehr denn Ein Weib haben, und hattens allerding dazu bracht, dass ein Iglicher ohn Scheu und Gewissen mit der Ehe und Scheiden handelte, wie er wollt. Derfor var det heller ikke noget stort hos dem, hvis én havde sovet hos en anden, at han så tog hende til sig, fordi de dog måtte have mere end én hustru, og de havde i hvert fald bragt det dertil, at enhver uden blusel og med god samvittighed handlede med ægteskab og skilsmisse, som han ville.
5 Darumb nimpt nu Christus diess Stuck vom Scheiden auch mit, salzet und strafet ihre Büberei und Missbrauch des zugelassenen Scheidens, die Gewissen zu unterrichten, wie man darin recht fahren möge, dass man nicht zu weit greife, und wider das Gebot fahre. Er ruhrets aber hie nur kurzen Worten; denn hernach, im 19. Capitel hat ers weiter gehandelt. Derfor medtager Kristus nu dette punkt med skilsmisse, taler skarpt og irettesættende til dem om deres skarnsstreger og misbrug af den tilladte skilsmisse, for at underrette samvittighederne om, hvordan man opfører sig ret på dette punkt, så man ikke går for vidt og handler imod Guds bud. Her berører han det kun kort; for sidenhen, i kapitel 19, har han behandlet det mere udførligt.
6 Wie aber itzt bei uns in Ehesachen und mit dem Scheiden zu handlen sei, hab ich gesagt, dass mans den Juristen soll befehlen, und unter das weltlich Regiment geworfen, weil der Ehestand gar ein weltlich, äusserlich Ding ist, wie Weib, Kind, Haus und Hof, und Anders, so zur Oberkeit Regiment gehoret, als das gar der Vernunft unterworfen ist, Gen. 1. Men hvordan man nu hos os skal forholde sig i ægteskabssager og med hensyn til skilsmisse, har jeg sagt: at man skal overgive det til juristerne og lade det bero under det verdslige regimente, fordi ægteskabet er en verdslig, ydre ting, ligesom hustru, børn, hus og gård og andet hører til øvrighedens regimente, som det, der helt er underkastet fornuften, 1 Mos 1,28.
7 Darumb, was darin die Oberkeit und weise Leute nach dem Rechten und Vernunft schliessen und ordnen, da soll mans bei bleiben lassen.  Derfor skal man lade det blive ved, hvad øvrigheden og kloge folk efter retssynspunkter og fornuft slutter sig til og anordner.
8 Denn auch Christus hie Nichts setzet noch ordnet als ein Jurist oder Regent, in äusserlichen Sachen, sondern allein als ein Prediger die Gewissen unterrichtet, dass man des Gesetz vom Scheiden recht brauche, nicht zur Buberei und eigenem Muthwillen, wider Gottes Gebot. For heller ikke Kristus fastsætter eller ordner her noget som en jurist eller en regent, i ydre sager, men han gør alene det, at han som prædikant underviser samvittighederne, så at man bruger loven om skilsmisse ret, ikke til skarnsstreger og eget forgodtbefindende imod Guds bud.
9 Darumb wollen wir hie auch nicht weiter fahren, denn dass wir sehen, wie es bei ihnen gestanden ist, und wie sich die halten sollen, so Christen sein wollen, denn die Unchristen gehen uns nicht an (als die man nicht mit dem Evangelio, (117) sondern mit Zwang und Strafe regieren muss), auf dass wir unser Ampt rein behalten, und nicht weiter greifen, denn uns befohlen ist. Derfor vil vi her heller ikke gå videre, end dertil, hvor vi ser, hvordan det stod til hos dem, og hvordan de mennesker skal forholde sig, som vil være kristne, for de ikke-kristne kommer ikke os ved (som dem, som man ikke skal regere med evangeliet, men med tvang og straf), for at vi kan beholde vort embede rent og ikke gå videre, end vi har fået befaling til.
10 Im fünften Buch Mosi Capi. 24. stehet also: Wenn einer ein Weib zur Ehe genommen hat, und sie gefället ihm nicht, umb etwa einer Unlust willen, so soll er ihr einen Scheidebrief geben, und also von sich lassen etc; bindet aber gleichwohl ein Knuttel dabei, dass sie derselbige Mann (wo er sie hernach gerne wollt wieder haben,) nicht durfe wiederumb zu sich nehmen etc. I 5. mosebog kap 24,1f står der: Når en mand har taget en kvinde til ægte og fatter uvilje mod hende på grund af en eller anden ulyst, så skal han give hende et skilsmissebrev og således lade hende gå, osv; men Moses binder den knude dertil, at den mand, hun er blevet skilt fra, selv om han senere gerne ville have hende tilbage, ikke igen må tage hende til sig, osv. 
11 Nu, das Gesetz haben sie bald gelernet, und redlich missbraucht, dass ein Iglicher sein Weib flugs von sich gelassen und gestossen, wenn er ihr müde worden, und Lust zu einer Andern hatte, (so es doch Moses nur so fern erläubet, wenn er eine Unlust oder Gebrechen an ihr finde, darumb sie nicht wohl konnten bei einander bleiben);  Nuvel, den lov har de hurtigt taget til sig og ordentlig misbrugt, så at enhver straks sendte og stødte sin hustru bort, når han var blevet træt af hende og fik lyst til en anden (skønt Moses dog kun tillader det for så vidt som han finder en ulyst eller en ufuldkommenhed hos hende, som bevirkede, at de ikke godt kunne blive hos hinanden);
12 und sind so frei damit gefahren, dass sie selbs gesehen, dass es nicht zu loben, und zumal leichtfertig wäre, und Christum darumb fragten, Matth. 19., obs auch recht wäre, umb einer iglichen Sache willen sich zu scheiden? og den lov har de omgåedes så frit, at de selv har set, at det ikke var rosværdigt, ja sommetider letfærdigt, og derfor spurgte de Kristus, Matt 19,3ff, om det var tilladt at skille sig fra sin hustru af en hvilkensomhelst grund.
13 so antwortet er auch, und liesst einen harten Text darauf, den sie vor nicht gehort hatten, und schleusst eben wie hie, dass beide, der sich scheidet, und eine Abgescheidete freiet, (ausgenommen umb Ehebruchs willen,) die Ehe bricht; und machet, dass sie auch die Ehe bricht, wo sie einen Andern nimpt. Og han svarede da også og fremlagde en hård tekst, som de ikke havde hørt før og konkluderer, ligesom her, at både den, som skiller sig fra sin hustru, og den, der gifter sig med en fraskilt (når bortses fra årsagen: ægteskabsbrud), bryder ægteskabet og bevirker, at hun også bryder ægteskabet, hvis hun tager sig en anden.
14 (Denn sonst kunnte sie nicht die Ehe brechen, wo sie ohn Mann bliebe.) Damit strafet er nicht allein, dass sie leichtfertig mit dem Scheiden umbgiengen, sondern lehret, dass sie sich gar nicht sollen scheiden, oder, wo sie sich scheiden, beide ohn Ehe bleiben, und schleusst, dass Scheiden allzeit ein Ursach des Ehebruchs sei. (For hvis hun forblev ugift, kunne hun ikke bryde ægteskabet). Dermed irettesætter han dem ikke alene, fordi de omgås letfærdigt med skilsmisser, men lærer også, at de slet ikke skal lade sig skille, eller, hvis de skiller sig fra hinanden, at de da begge skal leve ugift, og konkluderer, at skilsmisse altid er en årsag til ægteskabsbrud.
15. Dass sie aber fragen, warumb Moses denn solch Scheiden zugelassen habe? antwortet er: Umb euer harten Köpfe willen hat ers euch erläubet. Nicht, dass es fein oder wohl gethan sei; sondern, dass ihr so böse und unschlachtige Leute seid, dass besser ist, Solchs zugelassen, denn das ihr sollt Aergers thuen, (118) Jammer und Mord anrichten, oder in stetigem, ewigen Hass, Unfried und Feindschaft mit einander leben: Men når de spørger, hvorfor Moses da har tilladt den slags skilsmisse, svarer han: For jeres hårde hoveders skyld har han tilladt det. Ikke, fordi det er smukt eller vel gjort; men, fordi I er så onde og stivnakkede mennesker, da det er bedre at tillade den slags, end at I skal blive anledning til forargelse, og foranstalte jammer og mord, eller leve med hinanden i stadigt og evigt had, ufred og fjendskab;
16 wie denn auch noch wohl zu rathen wäre, (wenn weltlich Oeberkeit Solchs wollt ordnen,) umb etlicher seltsamer, eigensinnigen, storrige Kopfe willen, die Nichts uberall leiden können, und gar nicht zum ehelichen Leben dienen, man liesse sie sich scheiden. Denn man kan doch nicht anders regieren, umb der Leute Bosheit willen, man muss oft Etwas nachlassen, ob es gleich nicht wohl gethan ist, dass nicht ein Aegers geschehe. sådan som det vel også stadig ville være tilrådeligt (hvis den verdslige øvrighed ville ordne det sådan), for nogle sjældne egensindige halsstarrige hoveders skyld, som overhovedet ikke kan tåle noget og slet ikke egner sig til det ægteskabelige liv, dem må man lade få skilsmisse. For man kan dog ikke regere på anden måde på grund af folks ondskab, men må ofte slække noget på kravene, selv om det ikke er godt, for at der ikke skal ske noget værre.
17 So ist nu beschlossen, dass die, so Christen wollen sein, sich nicht scheiden sollen, sondern ein Iglicher sein Gemahl behalten, Guts und Böses mit ihm leiden und tragen, ob es gleich wunderlich, seltsam und gebrechlich ist, oder, wo er sich scheidet, dass er ohn Ehe bleibe; Sådan har han nu draget den konklusion, at de, der vil være kristne, ikke skal skilles, men enhver skal beholde sin ægtefælle, tåle og bære godt og ondt med den anden, selv om han eller hun er mærkelig, besynderlig og skrøbelig, eller, hvis man lader sig skille, at man da lever ugift;
18 und gilt nicht, aus dem Ehestand eine Freiheit zu machen, als stünde es in unser Gewalt, damit zu fahren, wechseln und wandeln, wie wir wollen; sondern es heisst, wie Christus sagt: Was Gott zusammenfuget, das soll der Mensch nicht scheiden. og det går ikke an at lave en frihed ud af ægtestanden, som om det stod i vor magt at omgås, skifte og gøre, hvad vi ville; men det hedder, som Kristus siger: Hvad Gud har sammenføjet, må mennesket ikke adskille.
19 Denn solcher Unrath kompt nirgend her, denn dass man den Ehestand nicht ansiehet nach Gottes Wort, als sein Werk und Ordnung, noch seines Willens achtet, dass er einem Iglichen sein Gemahl geben hat, dieselbige zu behalten, und solch Ungemach, so sich im Ehestand begibt, ihm zu Gefallen zu tragen; For et sådant dårligt råd kommer ikke af andet end at man ikke ser på ægteskabet efter Guds ord, som hans gerning og ordning, og heller ikke agter på hans vilje, at han har givet enhver sin ægtefælle, for at man skulle beholde vedkommende, og bære de besværlighed, der kommer i ægteskabet, til hans velbehag;
20 achtens nicht anders, denn wie ein lauter menschlich, weltlich Wesen, damit Gott nichts zu schaffen habe. Darumb wird man sein bald müde, und wenn es nicht gehet, wie wir wollen, will man bald scheiden und wechseln anfahen. men de regner det ikke for andet end en kun menneskelig, verdslig indretning, som Gud ikke har noget med at gøre. Derfor bliver man snart træt, og når det ikke går, som man vil, vil man snart begynde at skilles og skifte.
21 So schickets Gott gleichwohl also, dass mans damit nichts besser machet: wie es denn gemeinglich gehet, wenn einer alle Ding wechseln und bessern, und Niemand seinen Mangel tragen, sondern Alles aufs Reinest und ohn Unlust haben will, dass er ein Anders kriegt, da er noch so viel oder zehenmahl mehr Unlust findet, nicht allein in dieser, sondern in allen andern Sachen. (119) Men så tilskikker Gud os det sådan, at man dermed ikke gør det bedre: sådan som det almindeligvis sker, når én skifter rundt på tingene og gør dem bedre, og ingen bærer sin skrøbelighed, men vil have alt fuldstændig rent og uden ulyst, når han så får en anden, så får han meget mere, ja ti gange så megen ulyst ved hende; sådan går det ikke alene på dette område, men på alle andre områder.
22 Denn es kann auf Erden nicht anders zugehen, es muss täglich viel Ungemach und Unlust furfallen in einem iglichen Haus, Stadt und Land; und ist kein Stand auf Erden, darin man nicht viel leiden musse, das einem wehe thut, beide von den, so ihn angehören, als Weib, Kind, Gesind, Unterthanen, und auswendig von Nachbarn und allerlei zufälligem Unfall. For her på jorden kan det ikke være andet, end at der daglig må forefalde megen besværlighed og ulyst i ethvert hus, enhver by og ethvert land; og der er ingen stand på jorden, hvori man ikke må lide meget, som gør én ondt, både fra deres side, som hører sammen med én, hustru, børn, tyende, undersåtter, og fra deres side, som står udenfor, naboer og alle dem, man møder tilfældigt. 
23 Wenn denn Solchs ein Mensch siehet und fuhlet, so wird es bald seines Stands müde und uberdruss, oder fähret eraus mit Ungeduld, Zurnen und Fluchen, und wo es solch Ungemach nicht meiden noch wenden kann, will es seinen Stand wechseln, dunkt ihn eines Iglichen Stand und Wesen besser sein, und wenn er lang gewechselt hat, so findet er fur ubel ärger. Denn wechseln ist wohl leicht und bald geschehen; aber bessern ist misslich und seltsam. Also ist es auch den Jüden gangen mit ihrem Ehe-wechseln und scheiden. Når da et stykke menneske ser og føler noget sådant, så bliver han snart led og ked af hans stand eller farer frem med utålmodighed, vredladenhed og eder, og når han ikke kan undgå eller afvende den slags besværligheder, vil han skifte stand, han synes, at enhvers stand og væsen kan være bedre, og når han har skiftet længe, så finder han det hele værre. For at skifte er vel let og hurtigt gjort; men at forbedre går galt og sker sjældent. Sådan er det også gået jøderne med deres ægtefælleskiften og skilsmisse.
24 Darümb sollt man hierin also thun, wie wir immer gelehret und vermahnet haben: Wenn Jmand Etwas anfahen wollte, das seliglich und wohl gerathen wäre, auch in solchen leiblichen Sachen, als, ehelich werden, zu Haus sitzen, einen Stand annehmen etc, dass er Gott anrufet und drum begrussete, der es geben soll, und sein ist. Derfor skal man her gøre det, som vi altid har lært og formanet til: Når nogen vil påbegynde noget, som ville være godt og udmærket tilrådet, også i sådanne legemlige sager, såsom at gifte sig, at købe hus, at påbegynde en stilling, osv, så skal han påkalde Gud og bede ham om det, han, der skal give det og i hvis magt det ligger.
25 Denn es ist nicht ein geringe Gottes-Gabe, wenn Jemand ein fromm, leidlich Gemahl uberkompt: warumb wolltest du ihn denn nicht drumb bitten, dass ers lasse wohl gerathen? Denn die erste Brunst und Furwitz wirds nicht thun, noch die Währe haben, wo er nicht selbs seinen Segen und Glück dazu gibt, und hilft, dass man solch zufällig Ungemach tragen kann. For det er ikke nogen ringe Guds gave, når nogen får en from, tålelig ægtefælle: hvorfor vil du så ikke bede ham derom, som giver lykke dertil? For den første brunst og beregning vil ikke gøre det, ejheller værge om det, hvor han ikke selv vil give sin velsignelse og sin lykke dertil og hjælpe til, at man kan bære en sådan tilfældig besværlighed.
26 Drümb, welche Solchs nicht thun, sondern aus eigenem Furwitz drein fallen, als durften sie Gottes nicht dazu, lernen sich auch nicht drein schicken, den gehets auch billig also, dass sie eitel Fegfeur und Höllemarter drinne haben, und keines Teufels durfen; und weil sie kein Unlust mit Geduld tragen, sondern Alles aufs Reinst erlesen haben, und den Artikel, der da heisset, Vergebung der Sunde, wegnehmen und aufheben wollen:  Derfor, de, der ikke gør sådan, men falder ind i ægteskabet ud af egen beregning, som behøvede de ikke Gud dertil, og som heller ikke lærer at skikke sig deri, dem går det også med rimelighed sådan, at de får lutter skærsild og helvedesplager derinde og ikke behøver nogen djævel; og fordi de ikke bærer noget besvær med tålmodighed, men vil have alting som det mest udsøgte og reneste og vil fjerne og ophæve den artikel, der hedder, syndernes forladelse:
27 so haben sie zu Lohn ein unrügig, ungeduldig Herz, (120) und also mussen zweifältig Unglück leiden, und keinen Dank dazu haben. Aber davon ist anderswo gnug gesagt. så får de til løn et uroligt, utålmodigt hjerte, og må altså lide dobbelt ulykke og ikke have nogen tak derfor. Men derom er der andetsteds sagt nok.
28 Fragst du aber: Ist denn gar keine Ursach umb welche Mann und Weib sich mogen scheiden und verändern? Antwort: Christus setzet hie und Matth. 19. nur diese einige, die heisset der Ehebruch, und zeucht es aus dem Gesetz Mose, welchs den Ehebruch strafet mit dem Tode. Men spørger du: Er der da slet ingen årsag til, at mand og hustru må skilles og forandre deres ægteskabelige stilling? så er svaret: Kristus opstiller her og i Matt 19, kun den ene grund: ægteskabsbrud, og det slutter han af moseloven, som straffer ægteskabsbrud med døden. But if you ask: Is there no reason at all why man and wife may divorce and change their matrimonial condition? then the answer is: Christ gives here and in Matt 19 only one reason: adultery, and this he infers from the law of Moses, which punishes adultery with death.
29 Weil nu der Tod allein die Ehe scheidet und los machet, so ist ein Ehebrecher auch schön gescheiden, nicht durch Menschen, sondern von Gott selbs, und nicht allein von seinem Gemahl, sondern von diesem Leben abgetheilet. Fordi nu alene døden adskiller og løsner ægtefolkene fra hinanden, så er en ægteskabsbryder også allerede skilt, ikke ved mennesker, men overfor Gud selv, og ikke alene er han skilt fra sin ægtefælle, nej, han er skilt fra dette liv. Now, if alone death separates and losens the spouses from one another, then an adulterer has already been divorced, not by man but by God himself, and he is not only separated from his spouse, he is separated from this life.
30 Denn durch den Ehebruch hat er sich selbs von seinem Gemahl gescheiden, und die Ehe zutrennet, die er nicht trennen noch scheiden soll, und damit den Tod verwirkt, also, dass er fur Gott schon todt ist, ob ihn gleich der Richter nicht todtet.  For gennem ægteskabsbruddet har han selv skilt sig fra sin ægtefælle og hugget sit ægteskab over, som han ikke må hugge over, og dermed gjort sig skyldig til døden, på den måde, at han overfor Gud allerede er død, selv om dommeren ikke dømmer ham til døden. For through adultery he has separated himself from his spouse and broken his marriage, which he is not supposed to break, and thereby made himself guilty of death, in such a way that he is already toward God a dead person, even if the judge does not sentences him to death.
31 Weil nu hie Gott scheidet, so wird das ander Theil los und frei, dass es nicht verbunden ist, sein Gemahl, so bruchig an ihm ist worden, zu behalten, es wolle es denn gerne thun. Fordi det nu er Gud, der her adskiller, så bliver den anden del løs og fri, så han eller hun ikke er bundet til at beholde en ægtefælle, der på den måde laver brud, hvis da ikke han eller hun gerne vil gøre det. Because it here is God who separates, the other part becomes loose and free, so that he or she is no longer bound to keep to a spouse who in this way makes a rupture, if not he or she wants to do so.
32 Denn wir solch Scheiden weder heissen noch wehren, sondern der Oberkeit befehlen darin zu handeln, und lassens demnach gehen, was weltlich Recht hierin ordnet.  Men vi kan hverken befale eller forbyde den slags skilsmisse, men vi kan overlade det til øvrigheden at handle deri og lade det gå efter, hvad verdslig ret anordner herom. But we neither can demand or forbid this sort of divorce, we can only leave it to the authorities to act in such a situation and judge therein according to secular law.
33 Doch als denen, die Christen sein wollen, zu rathen, wäre es viel besser, dass man beide Theil vermahnet und reizet, dass sie bei einander blieben, und das unschuldige Gemahl sich gegen dem schuldigen (wo sichs demuthigt und bessern wollte,) versühnen liesse, und ihm aus christlicher Liebe vergäb; es wäre denn, dass nicht Besserung zu hoffen wäre, oder der Schuldige, so wieder versunet und zu Gnaden genommen, wollte solcher Wohlthat missbrauchen, und gleichwohl fort in einem offentlichen, freien Wesen hingehen, und sich drauf verlassen, als müsste man ihm verschonen und vergeben. Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen sig til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive. But if one wants to give a piece of advice to those who want to be Christians, it would be much better, that one admonishes and appeals to both parts to stay together and let the innocent spouse reconcile with the guilty one, so that he or she forgives the other one out of Christian love (if the guilty part will humiliate and ameliorate). Unless there is no hope of amelioration, or unless the guilty, when reconciled and restored to favour, once again would misuse such a welldoing and immediately go to a whore, confident that mercy would be shown and forgiveness be given.
34 Da wollt ich auch nicht rathen noch heissen, Gnad erzeigen, sondern lieber helfen, dass man Solche zur Staupe schluge oder in einen Sack stecket. Da ville heller ikke jeg tilråde eller formane til at vise nåde, men hellere hjælpe med til, at man overgav en sådan til hudstrygning eller stak vedkommende i en sæk. In such a case neither would I advice or admonish to show mercy, but rather give my help that such a person was flogged or put into a sack.
35 Denn einmal versehen ist noch zu vergeben, aber muthwilliglich auf Gnad und Vergebung sundigen ist nicht zu (121) leiden. Denn, wie gesagt, wir wissen ohn das Niemand zu zwingen, dass er ein offentliche Hure oder Ehebrecher wieder zu sich nehme, wenn ers nicht will, oder Eckels halben nicht thun kann. For at have forsyndet sig én gang kan nok tilgives, men med viden og vilje at synde på nåde og tilgivelse er ikke til at udholde. For som sagt, vi kan ikke tvinge nogen til igen at tage en offentlig hore eller ægteskabsbryder til sig, hvis han eller hun ikke vil eller ikke kan gøre det, fordi han væmmes. For to have sinned once may be forgiven, but to sin knowingly and willingly hoping mercy and forgiveness is impossible to tolerate. For as I said before, we cannot force anybody to reconciliate to a whore or adulterer if he or she is will not do so or can not do so because of distaste.
36 Denn wir lesen von Joseph Matth. 1., ob er wohl ein frumm Mann war, dennoch Maria, seine vertrauete Braut, (als er sahe, dass sie schwanger war,) nicht wollt zu sich nehmen; und wird darumb gelöbt, dass er wollt heimlich von ihr gehen, und sie nicht verklagen noch umb den Hals bringen, wie er wohl hätte thun mügen. For vi læser om Josef i Matt 1, at han, skønt han var en from mand, alligevel ikke ville tage Maria, sin forlovede, til sig (da han så, at hun var gravid); og han roses for at han hemmeligt ville skille sig fra hende og ikke anklage hende eller forlange dødsstraf, hvilket han godt kunne have gjort. For we read about Joseph in Matt 1, that although he was a just man he would not take her to his wife (when he saw that she was pregnant); and he is praised because he secretly would divorce her and not accuse her or demand the death penalty, which he might have done.
37 Uber diese Ursach des Ehebruchs ist noch eine: wenn ein Gemahl das ander verlässt, als da eines aus lauter Muthwillen vom andern läuft. Udover disse årsager til ægteskabsbrud er der endnu én: når en ægtefælle forlader den anden, som når den ene helt bevidst løber fra den anden.
38 Als, wenn ein Heidin bei einem Christen wäre, oder, wie sich itzt wohl begibt, dass ein Gemahl wohl am Evangelio ist, aber das ander nicht, (davon Paulus 1 Cor. 7. sagt,) ob da auch solch Scheiden gelte?  Såsom, hvis en hedningkvinde var hos en kristen, eller, som det nu ofte sker, hvis den ene ægtefælle holder sig til evangeliet, men den anden ikke (hvorom Paulus taler 1. Kor 7), om da også en sådan skilsmisse er gyldig?
39 Da schleusset S. Paulus: Wo das eine Theil bleiben will, so soll es das ander behalten; ob sie wohl des Glaubens halben nicht eins sind, soll doch der Glaube die Ehe nicht scheiden. Her drager Paulus denne konklusion: Hvis den ene part vil blive, så skal den anden også blive; selv om de ikke er enige, hvad tro angår, så skal dog troen ikke opløse ægteskabet.
40 Wo sichs aber begibt, dass das ander Theil schlecht nicht bleiben will, so lasse es laufen; und bist darumb nicht gefangen noch gebunden ihm nachzulaufen. Men hvor det forholder sig sådan, at den anden part slet ikke vil blive, så lad ham løbe; du er ikke af den grund fanget eller tvunget til at følge efter ham.
41 Wenn aber ein Bube sonst von seinem Gemahl ohn desselben Wissen oder Willen hinweg läuft, lässt Haus, Hof, Weib und Kind sitzen, bleibt aussen ganzer zwei, drei Jahr, oder wie lang es ihm gefället (als itzt sich viel begibt), und wenn er ausgebubet und das Seine durchbracht hat, will wieder heim kommen und wieder einsitzen, dass das ander Theil sollt verbunden sein, nach ihm zu harren, wie lang er wolle, und ihn wieder zu sich nehmen:  Men når ellers en skurk løber bort fra som ægtefælle uden vedkommendes viden og vilje, forlader hus, gård, hustru og børn, og bliver borte i måske to eller tre år eller hvor længe han nu vil (som det ofte sker i vore dage), og så, når han har raset ud og fået realiseret sig selv, igen kommer hjem og igen vil bosætte sig, så at den anden part skal være tvungen til at vente efter ham, så længe ham vil, og så igen tage ham til sig:
42 einem solchen Buben sollt man nicht allein Haus und Hof, sondern auch das Land verbieten, und das ander Theil, wo er nicht wollt wieder kommen, wenn er erfordert und lang gnug ihm geharret wäre, nur frisch freisprechen. en sådan skurk skal man ikke alene dømme fra hus og gård, men også fra land og rige, og man skal, hvis han ikke kommer tilbage, rask væk erklære den første fri, når han eller hun kræver det og har ventet længe nok.
43 Denn ein Solcher ist noch viel ärger, denn ein (122) Heide und Ungläubiger, auch weniger zu leiden, denn ein schlechter Ehebrecher, welcher, ob er gleich einmal gefallen ist, kann er sich doch wieder bessern, und seine vorige Treu seinem Gemahl leisten; For sådan én er meget værre end en hedning og en vantro, kan også mindre tåles end en simpel ægteskabsbryder, som, skønt han er faldet én gang, dog igen kan forbedre sig og vise sig lige så tro mod sin ægtefælle som før;
44 aber dieser treibt seinen lauter Muthwillen mit der Ehe, hält auch sein Weib und Kind nicht dafur, dass er ehelich bei ihn wohnen und bleiben solle, sondern dass er einen gewissen, sichern Auftritt wisse, wenns ihn geluste, wieder zu kommen. men denne gør med sit ægteskab helt efter sit forgodtbefindende, regner heller ikke sin hustru og børn så gode, at han skal leve sammen med den og blive hos dem, men mener, at han kan tillade sig den sikre og visse optræden, at han kan komme igen, når det passer ham.
45 Es heisst aber also: Wer Weib und Kind will haben, der soll bei ihn bleiben, Guts und Böses mit ihn tragen, so lang er lebt; oder wo er nicht will, dass man ihn lehre, dass ers thun musse, oder von Weib, Haus und Hof gar gescheiden sei. Men sådan må det være: Den, der vil have kone og børn, skal blive hos dem, dele godt og ondt med dem, så længe han lever; og vil han det ikke, så må man lære ham det, så han bliver nødt til at gøre det, eller helt bliver skilt fra kone, hus og gård.
46 Wo aber solche Ursachen nicht sind, da sollen ander Mangel und Feihl nicht hindern, noch die Ehe scheiden, als in Zornsachen oder anderm Unfall. Wo sie sich aber scheiden, (spricht S. Paulus,) sollen sie beider Theils ohn Ehe bleiben. Men når der ikke er den slags årsager, så skal andre mangler og fejl ikke hindre ægteskabet eller bevirke skilsmisse, som i uoverensstemmelser eller andre ulykker. Men hvis de skilles, (siger Paulus) skal begge parter leve ugift.
47 Das sei kurz von diesem Handel im Text gesagt; denn ich habe sonst gnug davon geschrieben. Lad det være nok fra denne tekst om denne sag; for jeg har andre steder skrevet nok om det. Let now this be enough from this text about this matter; I have in other books written enought about it.
48 Das Furnehmeste aber wider solch Scheiden und andern Unrath ist, (wie ich gesagt habe,) dass ein Iglicher lerne, gemeine Gebrechen und Unfall, in seinem Stand und diesem Leben, mit Geduld tragen, und an seinem Gemahl auch zu gut halten, und wisse, dass nicht kann noch will Alles recht und nach unserm Sinn zugehen. Men det vigtigste imod den slags skilsmisse og andre forkertheder er (som jeg har sagt), at enhver lærer, at bære almindelige skrøbeligheder og ulykker i sin stand og i dette liv med tålmodighed, og ikke skyder skylden på sin ægtefælle, men véd, at alt ikke kan eller vil foregå ret og efter vores hensigt. But the most important thing against this sort of divorce and other wrongdoings is (as I have said), that everyone learns to bear common weaknesses and misdoings in his work and in this life with patience and do not blame his spouse, but knows that it is impossible that everything works right after our intention.
49 Kannst du doch an deinem eigen Leibe nicht anders noch besser haben, und musst leiden allerlei Unflath und Unlust, den er dir täglich anrichtet, dass, wenn du solltest alles, was unrein an ihm ist, wegwerfen, so musstest du am Bauch anheben, der dich doch näheret, und beim Leben behalten muss. Du kan dog ikke have dit eget legeme på anden måde eller bedre, end at du må lide al mulig urenhed og ulyst, som det daglig lader dig føle, så at du, hvis du skulle kaste alt, hvad der er urent ved dit legeme, bort, måtte begynde med bugen, som dog nærer dig og holder dig i live. It is impossible for you to have your own body in an other or in a better way than that you have to bear every form of impurity and distaste, which it lets you feel every day, so that you, if you were to throw away everything impure by your body, you had to start with your stomach, although it feeds you and keeps you alive.
50 Kannst du nu Solchs an deinem Leibe leiden, dass er dir einen Stank machet, ehe du dich umbsiehest, oder anfähet zu schwären und eitern, dass nichts Reines an deiner Haut bleibt, und ihm Alles zu gut halten; ja, nur deste mehr Guts und Liebe beweisen mit Warten, Waschen, Tragen und Helfen, wo ihm (123) Etwas feihlet;  Kan du nu tåle den slags fra dit legemes side, at det giver dig en stank, før du ser dig om, eller begynder at hovne op og bulne, så der ikke mere er noget rent på din hud, kan du tåle det, og regne legemet det til gode, ja i så fald bevise det så meget mere godhed og kærlighed med at vente, at vaske, at bære og at hjælpe, når der er noget galt med det;  If now you are able to bear that sort of thing from your body, that it stinks before you know or starts to swell and fester, so that there is no pure place on your skin, if you can bear that and give it credit for that, yea show so much more goodness and love towards it by serving, washing, bearing and helping, when something it wrong with it;
51 warumb wolltest du es hie nicht auch thun an deinem eigen Gemahl, das dir Gott geben hat, daran du wohl grossern Schatz und mehr Ursach zu lieben hast? hvorfor vil du så her ikke også gøre dette mod din egen ægtefælle, som Gud har givet dig, som du vel skulle have større omsorg for og have mere grund til at elske? why then will you not do this against your own spouse, that God has given to you, against whom you should have greater care, and whom tyou should have more reason to love?
52 Denn es soll unter den Christen eine solche Liebe sein, wie eines iglichen Gelidt am Leibe gegen dem andern, (wie S. Paulus oft vermahnet,) da sich eines des andern Gebrechen annimpt, selbs drein greifet, trägt und hebt, und alles thut, womit es ihm nur weiss zu helfen. For der skal mellem de kristne være en sådan kærlighed, som det ene lem på kroppen har overfor det andet (som Paulus ofte formaner), hvor det ene lem påtager sig det andets skrøbelighed, selv griber til, bærer og hjælper og gør alle ting, hvormed det bare véd at hjælpe. For there should among Christians be the same love, as one member of the body has toward the other (as Paul often admonishes), where one member takes on it the weakness of the other, 
53 Darumb ist unser rechter Häuptartikel Nichts, denn eitel Vergebung der Sunde, beide, in uns selbs und gegen Andern, dass, wie Christus in seinem Reich ohn Unterlass an uns trägt und vergibt allerlei Gebrechen, also auch wir unter nander tragen und vergeben in allen Ständen und Sachen. Derfor er vor rette hovedartikel intet andet end kun dette "syndernes forladelse", både i os selv og overfor andre, så ligesom Kristus i hans rige uafladelig bærer over med os og tilgiver os alle skrøbeligheder, at også vi sådan bærer over med hinanden og tilgiver hinanden i alle stænder og sager.
54 Wer dess nicht will, dem bescheere Gott, dass er nimmer keine Ruge habe, und sein einfältig Ungluck oder Plage zehenfältig schwerer mache. Den, der ikke vil det, for ham skikker Gud det sådan, at han aldrig har nogen ro, og han gør den enkelte ulykke eller plage, han får, tifold tungere at bære for ham.
55
60