Luthers udlægning af bjergprædikenen, 1531.

Edited by Ricardt Riis, Horsens, Denmark.
 

This is part of a book, called Luther Criticized.
 

The small numbers in each cell tells what is the number of the bookmark of the cell. If you want to make a link to this text, you can specify it with a bookmark.

4. Matt 5,21-26. Erl 43, side 92-104.
1 Ihr habt gehort, dass zu den alten gesagt ist: Du sollt nicht todten.Wer aber todtet, der soll des Gerichts schuldig sein. I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel. Men hvem der slår ihjel, skal være skyldig for domstolen.
2 Hie nimpt er nu etliche von den zehen Geboten fur sich, recht zu verklären, und zeigt an, wie sie die Pharisäer und Schriftgelehrten nicht anders gelehret noch weiter getrieben und gedeutet haben, denn wie die blossen Wort da liegen und lauten, von den äusserlichen groben Werken. Her fremdrager han nu nogle af de ti bud for at forklare dem ret og viser, hvordan Farisæerne og de skriftkloge kun har lært om dem og undervist og tydet dem på den måde, som de nøgne ord foreligger og lyder, om de ydre, grove gerninger.
3 Als, ertlich, in diesem funften Gebot haben sie nicht mehr angesehen, denn das Wort, tödten, dass es heisse, mit der Hand todtschlahen; und die Leut lassen darauf bleiben, als wäre hie Nichts weiter verboten, und dazu ein schönen Deckel gemacht, dass sie des Todtschlags nicht schuldig wären, obgleich Jemand ein Andern zum Tod antwortet:  Sådan som de for det første i dette femte bud kun har set på ordet "slå ihjel", at det betyder, "slå ihjel med hånden"; og derved lader disse folk det forblive, som om der her ikke var mere, der var forbudt, og dermed har de lavet sig et smukt dække, som om de ikke var skyldige i drab, når dog den ene overgiver den anden til døden:
4 wie sie Christum dem Heiden Pilato uberantworteten, wollten ihre Händ nicht mit Blut besudeln, dass sie rein und heilig blieben, so hoch, dass sie auch nicht in des Richters Haus wollten gehen, und doch allein die waren, so ihn zum Tod brachten, und Pilatum wider seinen Willen dahin drungen, dass er ihn todten (93) musste. sådan som de overgav Kristus til hedningen Pílatus, fordi de ikke ville besudle deres hånd med blod, men kunne forblive rene og hellige, i den grad, at de ikke engang ville gå ind i dommerhuset, og dog var det kun dem, som bragte ham til døden, og de tvang Pilatus til, mod sin vilje, at lade han dræbe.
5 Noch giengen sie hin, als wären sie ganz rein und unschuldig, dass sie auch die Aposteln, Act. 5. darumb strafeten, und sprachen: Ihr wollt dieses Menschen Blut uber uns fuhren; als sollten sit sagen: Haben doch nicht wir, sonder der Heiden ihn getodtet. Og alligevel lod de, som om de var ganske rene og uskyldige, så de endog straffede apostlene, Apg 5,28, og sagde: 'I vil bringe denne mands blod over os'; som om de ville sige: 'det er dog ikke os, men hedningen, der har dræbt ham'.
6 Also lieste man von dem Konig Saul 1 Reg. (Sam) 18. Der war David gram, und hätte ihn gerne umbbracht; weil er aber wollt heilig sein, gedacht er, er wollte ihn nicht selbs todten, sondern unter die Philister schicken, dass er daselbs umbkäme, und seine Hand unschuldig wäre an ihm. Ligeledes læser man om kong Saul (1 Sam 18,17), at han var vred på David og gerne ville have ham dræbt; men fordi han ville være hellig, tænkte han, at han ikke selv ville dræbe ham, men sende ham til filistrene, så han omkom dèr, og hans hånd ville være uskyldig overfor ham.
7 Siehe, das ist die schone Pharisäerheiligkeit, die sich kann rein machen, und frumm bleiben, wenn sie nur nicht selbs mit der Hand todtet, obgleich das Herz voll Zorn, Hass und Neids, und heimlicher böser und mordischer Tück steckt, dazu die Zunge voll Fluchens und Lästerns: Se, det er den smukke farisæerhellighed, som kan gøre sig ren og forblive from, bare den ikke selv dræber med hånden, selvom hjertet er fuldt af vrede, had og modvilje, og der sidder hemmelige onde og morderiske hensigter i det, og dertil tungen er fuld af forbandelse og gudsbespottelse:
8 wie auch unser Papisten Heiligkeit ist, welche sind in diesem Capitel eitel Meister worden; und dass ihre Heiligkeit nicht gestraft wurde, noch Christus Wort sie bunde, haben sie ihm fein geholfen, und wohl zwölf Räthe draus gezogen, dass Christus solchs Alles nicht geboten haben als nothig, sondern zu eines Iglichen Gefallen gesetzt, als einen guten Rath zu halten, wer was Sonderlichs fur Andern verdienen will; dass es sei ganz ein uberflussige Lehre, der man wohl mochte embehren. Sådan er også vore papisters hellighed; de er i dette stykke blevet lutter mestre; og for at deres hellighed ikke skal anklages, eller Kristi ord skulle binde dem, har de hjulpet ham på smuk måde og fint uddraget tolv råd heraf, så at Kristus ikke skulle have påbudt alt dette som nødvendigt, men kun sat det frem for hver enkelts forgodtbefindende, som et godt råd, som den kan overholde, der gerne vil fortjene noget særligt for de andre; så det altså skulle være en helt overflødig lære, som man egentlig godt kunne undvære.
9 Fragst du sie aber, aus was Ursach sie solche Räthe draus machen, oder womit sie es beweisen, so sprechen sie: Ei, wenn man so sollt lehren, das hiesse nimis onerativum legis christianae, das ist, es wäre die Christenheit zu hoch beschweret; wie die von Paris offentlich und unverschampt wider mich geschrieben haben. Men hvis du spørger dem, hvorfor de på den måde gør råd ud af det, eller hvormed de beviser det, så siger de: 'Oh, hvis man ville lære sådan noget, så ville det være den kristne lovs altfor store byrde, det vil sige, kristenheden ville bliver altfor besværet med det; sådan som de fra Paris offentligt og uforskammet har skrevet imod mig.
10 Ja, wahrlich, ein schone Ursach und grosse Beschwerung, dass ein Christen sollt seinem Nähesten freundlich sein, und nicht lassen in Nothen, wie ein Iglicher wollt, dass ihm geschehe.  Ja, i sandhed, der ville være en smuk årsag og et stort besvær, at en kristen skal være venlig mod sin næste og ikke svigte ham i nøden, skønt enhver ønsker, at sådan skal den anden være mod ham.
11 Und weil sie es zu schweer dunket, muss es nicht geboten heissen, sondern in freier Willkore stehen, wer es gerne thun will; wer es aber nicht thun will oder kann, soll (94) nicht damit beschweret sein. Og fordi de synes, det er for besværligt, må det ikke hedde sig, at det er påbudt, men det skal stå hen til dens frie afgørelse, som gerne vil gøre det; men den, der ikke vil eller kan gøre det, skal ikke være besværet dermed.
12 So soll man Christo ins Maul greifen, sein Wort meistern, und daraus machen, was uns gefället. Er wird aber sich nicht so täuschen lassen, noch sein Urtheil widerrufen, das er hie gestellet und gesaget hat: Wer nit ein bessere Frummkeit habe, dem soll der Himmel zugeschlossen, und verdampt sein, und wie hernach folgt, auch der des höllischen Feurs schuldi sein, wer zu seinem Bruder sagt: Du narr; aus welchem wohl zu rechnen ist, ob es gerathen oder geboten sei. Sådan skal man gribe Kristus i munden, bemestre sig hans ord og deraf lave, hvad der behager os. Men han vil nu ikke lade sig narre sådan, heller ikke vil han tilbagekalde den dom, han her fremsætter, når han siger: 'Den, der ikke har en bedre fromhed, for ham skal himlen være lukket og han skal være fordømt', og, som det følger herefter, skal også den være skyldig til helvedes ild, som siger til sin bror: du dåre; og deraf kan man nok regne ud, om det er et råd eller er påbudt.
13 Und hie haben sie auch ein Glosslin funden, ihrer Lugen zu helfen, und sagen also, es sei wohl geboten, den Zorn und Groll im Herzen zu lassen, aber nicht die Zeichen des Zorns, das ist, wie man auf deutsch sagt, vergeben, aber nicht vergessen, und einen Gedanken dichten, du wollest nicht zurnen noch Böses thun, und doch dieweil dem Nähesten alle Wohlthat entziehen, kein gut Wort noch freundlich Geberd erzeigen. Og her har de også fundet en fortolkning, som kan hjælpe på deres løgn; de siger nemlig, at man vel har lov til at lade vreden og modviljen forblive i hjertet uden at gøre noget ved det, men man har ikke lov til at lade tegnene på, at man er vred være, uden at gøre noget ved det, det vil sige, som man siger på dansk, at man skal tilgive, men ikke glemme, og så opdigter du en fornemmelse af, at du ikke vil gøre noget vredt eller noget ondt, og dog undlader du samtidig at gøre godt mod næsten, dog taler du ikke et godt ord til ham eller viser ham en venlig gestus.
14 Hie frage Gott selbs und Christum, warumb er solche Wohlthat nicht auch entzeucht, denen, die ihn kreuzigen, lästern und schmähen aufs Allerschändlichst, sondern bittet fur sie, und spricht: Vater, vergib ihn, denn sie wissen nicht, was sie thun, ob sie wohl die schändlichsten Buben sind, die alle Straf und Zorn verdienet hätten. Spørg her Gud selv eller Kristus, hvorfor han ikke også har undladt en sådan velgerning, nemlig overfor dem, der korsfæstede ham, spottede og hånede ham på det allerskændigste, hvorfor han i stedet beder for dem og siger: 'Fader, forlad dem, for de véd ikke, hvad de gør', selv om de var de skændigste skurke, som havde fortjent al straf og vrede!
15 Ja, sollt er mit uns so gezurnt haben, die wir seine Feinde gewesen sind, und alle Abgötterei und Gotteslästerung getrieben haben; so hätte er mussen droben im Himmel bleiben, nicht fur uns sein Blut vergiessen und sterben, und dem Glosslin nach sagen: Ich will wohl vergeben, aber nicht vergessen. Indess wären wir alle des Teufels eigen blieben, und hätte kein Mensch der Hölle mogen entlaufen. Ja, skulle han på den måde have været vred på os, som var hans fjender og har drevet al mulig afguderi og gudsbespottelse, så skulle han være blevet deroppe i himlen, ikke have udgydt sit blod og være død for os, og efter den fortolkning have sagt: 'Jeg vil nok tilgive, men ikke glemme'. Så ville vi alle være forblevet djævelens ejendom, og intet menneske ville have undgået helvede.
16 Kurz, es ist ganz ein schändlich, verdampt Glosslin, und wohl Sund und Schand, dass in der Christenheit Jemand hat Solches duren lehren, wider so hellen, offentlichen Text; noch haben sie alle Bucher voll solcher Lugen geschmieret, und wollens noch itzt dazu unverschampt vertheidigen.  Kort sagt, det er fuldstændig en skændig og fordømt fortolkning, og det er synd og skam, at nogen i kristenheden har fået lov til at undervise på den måde, imod en så klar og åbenbar tekst; alligevel har de smurt alle bøger fulde af den slags løgn, og det er ganske uforskammet, at de stadig vil forsvare det.
17 Aber hiebei sollen wir sehen und lernen kennen unsere (95) Pharisäer und Heuchler, mit ihrer grossen Heiligkeit, so sie furgeben mit vielen sonderlichen Werken, aber dieweil Gottes Gebot ohn alle Scheu ubertreten, und ander Leut auch also lehren; wie sie Christus hie und anderswo abmalet. Men herigennem skal vi lære at se vore farisæere og hyklere an, lære dem at kende med deres store hellighed, når de lader som om de handler med mange særlige gerninger, men samtidig overtræder Guds bud uden nogen tilbageholdenhed, og også lærer andre folk sådan; sådan afmaler Kristus dem her og andre steder.
18 Wohl ists wahr, dass man zurnen muss, so es die thun, die es thun sollen, und der Zorn nicht weiter gehe, denn die Sund und Böses zu strafen; als, wenn einer den Andern siehet sundigen, vermahnet und warnet ihn, dass er davon abstehe etc.  Vel er det sandt, at man har lov at blive vred, sådan som de mennesker gør det, der skal gøre det, blot vreden ikke går længere end til at irettesætte synd og ondt; sådan som den ene, når han ser den anden synde, formaner og advarer han, at han skal undlade det, osv.
19 Das heisset ein christlicher und bruderlicher, ja ein väterlicher Zorn. Denn so siehest du an frummen Aeltern, dass sie ihre Kinder nicht so strafen, dass sie ihn wollen Leid oder Schaden thun, sondern dass dem Bösen gesteurt und das Ubel weggethan werde; wie auch die Oberkeit zurnen und strafen muss. Det kaldes en kristelig og broderlig, ja faderlig vrede. For det ser du på fromme forældre, at de ikke irettesætter deres børn således, at de vil gøre dem smerte eller skade, men sådan at det onde bliver styret og det forkerte fjernet; sådan som også øvrigheden må blive vred og irettesætte.
20 Hie ist es wohl recht, dass man kein Zorn im Herzen haben soll, und doch zornige Zeichen und Geberd fuhren muss, da beide, Wort und Faust, rauch und scharf seind, aber das Herz susse und freundlich bleibet, und von keinem Groll weiss.  Her er det vel sandt, at man ikke skal have nogen vrede i hjertet, og dog må øve vredladne tegn og gebærder, eftersom de to, ordet og næven, er rå og skarpe, men hjertet forbliver sødt og venligt og ved ikke af nogen harme.
21 Summo, es ist der liebe Zorn, der Niemand kein Böses gunnet, sondern der Person Freund, aber der Sunde feind ist, wie auch einen Iglicher die Natur lehren mag.  I det hele taget, dette er den kærlige vrede, som ikke ønsker ondt for nogen, men er personens ven, men syndens fjende, sådan som også naturen kan lære enhver det.
22 Aber das gilt nicht, dass man Solchs zum Deckel missbrauche, und Groll und Neid im Herzen gegen dem Nähesten darunter berge und schmucke; wie jene Schalksheiligen thun und lehren. Men det gælder ikke, at man må bruge dette som dække, så man derunder skjuler harme og had i hjertet overfor næsten og smykker sig med dette; sådan som vore skinhellige gør og lærer.
23 Also nimpt nu Christus diess Gebot fur sich, und will so sagen: So habt ihr gehoret von den Pharisäern, wie Moses geboten, und von Alters her so gelehret ist: Du sollt nicht tödten etc. Damit kutzelt und schmucket ihr euch, gehet erein, als die fleissig Gottes Gebot lehren und uben, wie sie aus Mose gelehrt und von den Alten empfangen haben; stehet und pochet darauf: Da ist Moses, der spricht: Du sollt nicht todten. Altså tager nu Kristus dette bud for sig og vil sige så meget som dette: 'Sådan har I hørt af farisæerne, hvordan Moses har påbudt jer, og hvordan det er lært fra Arilds tid: Du skal ikke slå ihjel osv. Dermed dækker og smykker I jer, gør jer til som dem, der flittigt har lært og udøvet Guds bud, som de har lært af Moses og modtaget fra de gamle; står frem og pukker på det: Her er Moses, han siger: Du skal ikke slå ihjel.
24 Auf dem Wort bleibet ihr, und lassets nicht weiter deuten, denn wie es aufs Grobste da lautet, dass die Einfältigen mussen sagen: Es ist (96) wahr, es stehet also da im Buch; verfinstert also die Wort mit euerm Geplerr und faulem Glosslin, dass man nicht sehe, was die Wort in sich haben und geben. Men I forbliver ved dette ord, I lader det ikke fortolke videre, end dertil, at det hentyder til det groveste, så at de enfoldige må sige: Det er sandt, sådan står der i bogen; I formørker altså ordet med jeres pladder og dovne fortolkning, så man ikke ser, hvad ordet har i sig og hvad det giver.
25 Denn meinest du, dass er allein von der Faust rede, wenn er sagt: Du sollt nicht todten? Was heisset du? Nicht allein deine Hand, noch Fuss, Zunge, noch ein ander einzelen Gelied; sondern alles was du bist an Leib und Seele. Eller tror du, at han alene taler om næven, når han siger: Du må ikke slå ihjel? Hvad siger du? Ikke alene din hånd, eller fod eller tunge eller nogen anden særlig del af legemet taler han om, men om alt, hvad du er, til legeme og sjæl.
26 Eben als wenn ich zu Jemand sage: Du sollt das nicht thun; so redet ich nicht mit der Faust, sondern mit der ganzen Person. Ja, wenn ich gleich so sagte: Deine Faust solls nicht thun; so meine ich doch nicht die Hand alleine, sondern den ganzen Menschen, dess die Faust ist; denn die Hand wurde allein Nichts thun, wo nicht der ganze Leib mit allen Geliedern dazu thäten. Ligesom når jeg siger til nogen: 'Det skal du ikke gøre', så taler jeg ikke til næven, men til hele personen. Ja, selvom jeg så også sagde: 'Din næve skal ikke gøre det', så ville jeg dog ikke mene hånden alene, men hele det menneske, hvis næve næven er; for hånden i sig selv ville ikke gøre noget, hvis ikke hele legemet med alle dets lemmer gjorde det.
27 Darumb ists so viel gesagt: Du sollt nicht tödten, als ob er sagte: So manch Gelied du hast, so mancherlei Weise du finden magst zu tödten, es sei mit der Hand, Zunge, Herzen, oder Zeichen und Geberden, saur ansehen, und das Leben vergonnen mit den Augen, oder auch mit den Ohren, wenn du nicht gerne horest von ihm reden; das heisset alles, getödtet. Derfor betyder dette: Du skal ikke slå ihjel, så meget, som hvis han sagde: 'Så mangen et lem du har, så mange måder findes der, du kan slå ihjel på, det kan være med hånden, tungen, hjertet eller med tegn og gebærder, ved at se surt på din næste, ved at frakende ham livet med øjnene eller med ørerne, hvis du ikke gerne høre, hvad han har at sige: alt det hedder: at slå ihjel.
28 Denn da ist Herz und alles, was an dir ist, so gesinnet, dass es wollt, er wäre schon todt; und obgleich dieweil die Hand still hält, die Zunge schweiget, Augen und Ohren sich bergen, doch steckt das Herz voll Mords und Todtschlag. For i disse tilfælde er hjertet og alt, hvad der er i dig, sådan indstillet, at det ønsker, at han var død; og skønt hånden samtidig forholder sig rolig, tungen tier, øjet og ørerne skjuler sig, dog er hjertet fuldt af mord og drab.
29 Ich aber sage euch: Wer mit seinem Bruder zurnet, der ist des Gerichts schuldig. Wer aber zu seinem Bruder sagt: Racha, der ist des Raths schuldig. Wer aber sagt: Du Narr, der ist des höllischen Feurs schuldig. Men jeg siger jer: Den, der bliver vred på sin bror, er skyldig for domstolen. Den, der siger til sin bror: raka, er skyldig for rådet. Men den, der siger: Du dåre, er skyldig til helvedes ild.
30 Siehe, das ist das rechte Licht, so den rechten Verstand dieses Gebots zeigt, und Mose unter Augen siehet, dagegen ihre faule Glosse zu Schanden wird, als eine finster Latern gegen der hellen Sonnen, und leuchet nu mit einer andern Gestalt, dass sie hernach sich druber entsetzen und sagen, das heisse gewaltig (97) gelehret, nicht wie ihre Schriftgelehrten. Se, det er det rette lys, som afslører den rette forståelse af dette bud, som træder frem for Moses, og imod dette lys bliver deres dovne fortolkning til skam som en mørk lanterne imod den lyse sol, og det lys lyser nu med en anden skikkelse, så at de undrer sig derover og siger, at han lærer med myndighed, ikke som deres skriftkloge.
31 Wiewohl aber die Auslegung klar genug ist, und sonst oft gehandelt, mussen wir hie umb des Texts willen die Wort ein wenig ausstreichen. Men selv om udlægningen er klar nok, og ofte ellers er blevet behandlet, må vi dog her for tekstens skyld uddybe ordene en smule.
32 Zum ersten sagt er: Wer mit seinem Bruder zurnet, ist schuldig des Gerichts, das ist, er hat eben dieselbige Strafe verwirkt, die uber einen Todtschläger gehet, nämlich, dass man ihn zum Tod urtheile. For det første siger han: Den, der bliver vred på sin bror, er skyldig for domstolen, det vil sige, han har netop udvirket den samme straf over sig, som går over en drabsmand, nemlig, at man dømmer ham til døden.
33 Denn er wiederholet eben die Wort, so im Text stehen Levit. 24,17 (wie er itzt selbs anzogen hat): Wer da todtet, soll des Gerichts schuldig sein. For Jesus gentager netop de ord, der står i 3 Mos 24,17 (som han selv har angivet): Den, der slår ihjel, skal være skyldig for domstolen.
34 Weil nu der, so da zurnet, eben in dasselbige Urtheil fället, so heisset er billig auch ein Todtschläger. Im andern und dritten: Wer zu seinem Bruder sagt: Racha, oder: Du Narr, ist des Raths und des höllischen Feurs schuldig; deutet er eben dasselbige, was da heisse, des Gerichts schuldig sein, nämlich, dass er schuldig ist, dass er wieder getodtet werde. Fordi nu den, der bliver vred, falder i netop den samme dom, så er det ret og rimeligt, at han også hedder en drabsmand. I det andet og tredie tilfælde: Den, der siger: raka til sin bror, eller: Du dåre, er skyldig til det store råd og til helvedes ild; disse tilfælde tolker han på samme måde, hvad det betyder, at han er skyldig til døden, nemlig, at han er skyldig til, til gengæld selv at blive slået ihjel.
35 Er nennet aber dreierlei Stuck, anzuzeigen, wie die Strafe je grosser und härter wird, je mehr die Sunde fortfähret und ausbricht. Denn er redet gleichwie es fur Gericht zugehet, wenn man einen Ubelthäter strafen soll. Men han nævner tre slags tilfælde, for at vise, hvordan straffen bliver des større og hårdere, jo mere synden fortsætter og bryder frem. For han taler, som man taler for retten, når man skal straffe en overtræder.
36 Als nämlich, wer einen Todtschlag gethan hat, der ist erstlich schuldig des Gerichts, das ist, dass man ihn furstelle, zu ihm klage, und ein Urtheil uber ihn fälle, als der den Tod verwirkt hat. Sådan nemlig, at den, der har begået drab, først er skyldig for domstolen, det vil sige, skyldig til, at man fremstiller ham, anklager ham og fælder en dom over ham som den, der har bevirket døden.
37 Das ist der erste Grad oder Stufe zum Tode; doch ist das Urtheil noch nicht gangen, dass er noch mag Raum haben sich auszureden und los zu werden. Zum andern, wenn aber das Urtheil gesprochen ist, dass er sterben soll, so fället er in den Rath, dass man uber ihn rathschlahe, was man ihm for Strafe anlegen soll: da ist er abermal dem Tod näher, dass er nu nicht entgehen kann. Dette er den første grad eller det første trin imod døden; dog er dommen endnu ikke afsagt, så han kan endnu have lejlighed til at udtale sig og slippe fri. For det andet: Men når dommen er afsagt, så han skal dø, så falder han ind under rådet, så at man skal rådslå om ham, hvilken straf man skal give ham: da er han igen nærmere døden, så at han nu ikke kan undslippe.
38 Zum dritten, wenn das Urtheil nu gangen, und Alles beschlossen ist, wird er dem Scharfrichter uberantwortet, dass er ihn hinfuhre, und sein Recht thue. Also zeigt er mit diesen dreien Stufen, wie man tiefer und tiefer in (98) die Strafe fället; gleichwie der da soll hingerichtet werden, immer näher und näher zum Tode kompt. For det tredie: Når dommen nu er afsagt, og alt er besluttet, bliver han overgivet til skarpretteren, at han kan føre han af sted og gøre, hvad der er ret, med ham. Sådan viser Jesus med disse tre trin, hvordan man falder dybere og dybere ned i straffen; ligesom den, der skal henrettes, stadig kommer nærmere og nærmere til døden.
39 Darumb ists eben so viel gesagt: Wer da zurnet im Herzen, ist schon fur Gottes Gericht des Todes schuldig; wer aber weiter fähret und sagt: Racha, oder: Du Narr, hat schon das Urtheil uber sich selbs empfangen etc. Derfor er det, som om han vil sige: Den, der bliver vred i hjertet, er allerede for Guds domstol skyldig til døden; men den, der går videre og siger: raka, eller: du dåre, har allerede modtaget dommen over sig selv, osv.
40 Summa, der ist schon verdampt zum höllischen Feur, wer da mit seinem Bruder zurnet. Wer aber sagt: Racha, gehoret noch tiefer in die Hölle; noch tiefer aber, der auch mit Worten und der Faust todtet. So ists es alles eine Strafe und Verdammniss, und doch dieselbige schweerer und härter, darnach die Sunde weiter gehet, und stärker ausbricht. Kort sagt, den, der bliver vred på sin bror, er allerede fordømt til helvedes ild. Men den, der siger: raka, hører hjemme endnu dybere i helvede; men allerdybest er den, der også dræber med ord og med hånden. Sådan er det altsammen én straf og én fordømmelse, og dog bliver den tungere og hårdere, eftersom synden går videre og bryder stærkere frem.
41 Was aber Racha heisset, ist sonst gesagt, dass es deute allerlei Zeichen, so man beweiset aus Zorn gegen dem Nähesten; als, wenn einer Maul und Augen von ihm wendet; oder frohlich ist, und in die Faust lachet, wenns ihm ubel gehet; oder sich sonst so erzeiget, dass er ihm wohl gonne, dass er gar verdorben wäre: wie itzt solcher giftigen, bosen Wurme viel sind, die sich wider uns aufs Allerbitterst erzeigen, beide offentlich und mit heimlichen Practiken und Verrätherei, als die nichts Liebers horeten, denn dass wir alle ausgerottet wären, und doch daher gehen als heilige, christliche Leut. Men hvad "raka" betyder, er også sagt andetsteds, at det betyder alle slags tegn, som man i vrede viser mod næsten; såsom, når én vender ansigt og øjne bort fra en anden; eller glæder sig og ler bag hånden, når det går ham ilde; eller ellers viser, at han nok under ham, at han helt var borte: sådan som der nu er mange af den slags giftige, onde orme, som på det allerbitreste vender sig imod os, både åbenlyst og med hemmelige anfald og forræderi, som om de ikke kunne høre noget, der var dem mere kært, end at vi alle var udryddet; og dog går de rundt som hellige, kristelige folk.
42 Das ander: Du Narr, sind nicht allein die Zeichen, sondern alle Wort, so aus einem bösen, giftigen Herzen gehen, das dem Nähesten feind ist. Sonst, wo es aus gutem, mütterlichen Herzen gehet, ist es keine Sund. Det andet: 'Du dåre', betyder ikke alene tegnene, men alle ordene, som udgår fra et ondt, giftigt hjerte, som er fjendtligt stemt mod næsten. Men ellers, hvis det siges ud af det godt, moderligt hjerte, er det ikke nogen synd.
43 Denn do mag man wohl strafen und schelten mit Worten, wie S. Paulus seine Galater narren heisset, und Christus zu den Jungern sagt: O ihr Thoren und träges Herzen zu glauben; ja, nicht allein das, sondern muss auch zurnen, und sich saur und unfreundlich stellen mit Geberden. For dèr må man godt irettesætte og skælde ud med ord, sådan som Paulus kalder sine galatere for narre (Gal 3,1), og Kristus siger til disciplene: 'Åh, I tåber og sene af hjertet til at tro' (Luk 24,25); ja, ikke alene det må man, man må også blive vred og anstille sig sur og uvenlig med sine gebærder.
44 Denn Solchs ist alles ein göttlicher Zorn und Verdriess wider das Böse, nicht wider die Person, sondern dem Nähesten zu helfen. Summa, es ist ein nöthiger Zorn, (99) dess man im keinem Haus, noch im keiner Stand und Oeberkeit, ja auf keinem Predigtstuhl embehren kann. For den slags er altsammen en guddommelig vrede og ufordragelighed imod det onde, ikke imod personen, men for at hjælpe næsten. Kort sagt, det er en nødvendig vrede, som man ikke kan undvære i noget hus, i nogen stand eller i nogen øvrighed, ja ikke på nogen prædikestol.
45 Denn, sollt Vater, Mutter, Richter und Prediger das Maul und die Faust zuhalten, und dem Bosen nicht wehren noch steuren, so gienge Regiment und Christenheit, und Alles zu Boden durch der Welt Bosheit. Drumb heisst es hie also: Der Sachen feind, und doch der Person hold; wie die Juristen wohl recht sagen, wenn sie es auch recht brauchten. For hvis munden skal lukkes og hånden holdes i ro på fader, moder, dommer og prædikant, så de ikke kan værge sig imod det onde eller styre det, så går regimente og kristenhed og alting til grunde i kraft af verdens ondskab. Derfor hedder det også: I forhold til sagen fjende, i forhold til personen venlig stemt; sådan som juristerne med rette siger, om de så også bare brugte det ret.
46 Darumb wenn du deine Gabe auf den Altar opferst, und wirst allda eindenken, dass dein Bruder Etwas wider dich habe, so lass allda fur dem Altar deine Gabe, und gehe zuvor hin, und versuhne dich mit deinem Bruder, und alsdenn komm, und opfer deine Gabe. For når du ofrer din gave på alteret, og der kommer i tanker om, at din bror har noget imod dig, så lad din gave blive der på alteret, og gå først hen og forson dig med din bror, og kom så og ofre din gave.
47 Er machet eine lange Predigt uber diesem Gebot, und ist wohl ein leichter Text anzusehen, aber seher ein weitläufig, gemein Laster, furnehmlich bei hohen, gewaltigen, klugen Leuten; als, zu Könige, Herrn und Fursten Höfen, und was Etwas ist oder vermag auf Erden, steckt darin am allertiefsten, und muss doch nicht den Namen haben. Jesus holder en lang prædiken over dette bud, og det er vel en let tekst at se til, men det er en meget vidtløftig og almindelig last, især hos høje, magtfulde, kloge folk; folk ved kongers, herrers og fyrsters hoffer, og de, der er noget eller formår noget på jorden, de stikker allerdybest deri, og dog må det ikke hedde last.
48 Denn es ist auch das allerschönest, und keines, das sich so hubsch putzen und schmucken kann mit den Schein der Heiligkeit, darunter viel Leut sich und andere betrügen; und sehen nicht, wie sie dem Nähesten von Herzen feind sind, oder einen heimlichen Groll wider ihn tragen, wollen gleichwohl frumm sein, dienen Gott, und, wie er hie sagt, gehen zum Altar und opfern, meinen, sie seien recht wohl dran. For det er også det allersmukkeste, og der er ikke noget, der som den slags kan pynte og besmykke sig med skin af hellighed, hvorved mange folk bedrager sig selv og andre; og de ser ikke, hvordan de i deres hjerte er fjendtlig stemt mod deres næste, eller hvordan de har en hemmelig harme imod ham; og alligevel vil de være fromme, tjene Gud, og, som Jesus her siger, gå op til alteret og ofre, idet de mener, de har fortjent den ære.
49 Das machet, der Schmuck und schöne Deckel ist da, der da heisset zelus justitiae, ein solcher Tugend, die das Recht lieb hat, und wider das Böse zurnet, und kanns nicht leiden; wie denn das Schwert und Oeberkeit dazu geordnet ist, dass sie soll Gerechtigkeit handhaben, und das Böse strafen; wie auch Vater und Mutter, Herr oder Frau mussen zurnen und strafen. (100) Det betyder, at det smykke og det smukke dække er der, som hedder stræben efter retfærdighed, den dyd, der elsker ret og bliver vred over det onde og ikke kan lide det; sådan som sværdet og øvrigheden er indsat af den grund, at de skal håndhæve retfærdighed og straffe det onde; sådan som også far og mor, herre og frue må blive vrede og straffe.
50 Da kompt nu der frumme Schalk, hänget dasselb Mäntelin umb, spricht, er thu es aus Liebe zur Gerechtigkeit und habe recht und billige Ursach dazu: wie itzt Fursten und Andere voll Gift, Hass und Neid stecken wider die Unsern, geben in demselben so hin, machen ihn kein Gewissen, und ist Alles eitel Ablass und Heiligthum. Men der kommer nu den fromme skalk, kaster den samme frakke om sig og siger, at det er noget, han gør af kærlighed til retfærdighed, og at han har ret og rimelig grund dertil: sådan som nu fyrster og andre bekæmper vore folk, fulde af gift, had og modvilje, og i den grad giver sig hen i det, at de ikke gør sig nogen samvittighed, og så skal det altsammen være lutter aflad og hellighed.
51 Denn sie haben auch den schonen Deckel, dass sie sagen, sie seien der Ketzerei feind, und muss also ein grosse Tugend draus werden, ein heiliger Eifer und Liebe zur Wahrheit; und ist doch im Grund Nichts, denn ein schändlicher, giftiger Hass und Groll, der sich sonst nicht beweisen und auslaufen kann. For de har også det smukke dække, at de siger, at de er imod kætteri, og så må der altså blive en stor dyd ud af det, en hellig iver og kærlighed til sandhed; og dog er det i grunden intet andet end et skændigt, giftigt had og harme, som ikke kan vise sig og få afløb på anden måde.
52 Denn ich weiss, und dar wohl sagen, dass alle unser Widerpart (ausgenommen unsern lieben Herrn Kaiser fur seine Person, als der nicht besser unterrichtet ist,) keine Ursach haben noch wissen, darumb sie uns hassen und feind sind, denn lautern Neid und Muthwillen. For jeg véd det, og tør godt sige det, at alle vore modstandere (bortset fra kejseren, hvad hans person angår, for han er ikke bedre underrettet) ikke har nogen grund eller véd nogen anden grund til at hade os og være fjendtlig stemt imod os, end lutter had og modvilje.
53 Denn es ist ihn nicht zu thun umb einiges bösen Stucks willen, dass wir Buben oder Schälke wären, oder ihnen etwa mit zu nahe wären; so wissen sie auch, und habens mussen bekennen, dass unser Lehre die rechte Wahrheit ist: noch sind sie so giftig, dass sie lieber die Welt voll eitel verzweifelten Buben leiden mogen, denn uns und die Unsern. For det er dem ikke at gøre om blot nogle få læresætninger, at vi af den grund skulle være skurke og skalke, eller derved gøre dem fortræd; sådan véd de også, og har måttet bekende det, at vores lære er den rette sandhed: alligevel er de så giftige, at de hellere ville tåle, at verden var fuld af lutter fortvivlede skurke, end at de vil tåle os og vore.
54 Also sind viel, auch feiner, ehrlicher, gelehrter und sonst rechtschaffener Leut, die so in heimlichen Zorn, Neid und Hass gehen, und drin versauren, dass sie es nimmer gewahr werden, und bleiben alle in dem gemachten Gewissen, sie thuns von ihres Ampts oder der Gerechtigkeit wegen. Derfor er der mange, også fine, ærlige, lærde og ellers retskafne mennesker, der således vandrer i hemmelig vrede, modvilje og had, og rådner deri, så at de aldrig bliver klar over det, og de har alle den opfundne samvittighed, at de gør det på grund af deres embede eller for retfærdighedens skyld.
55 Denn der Deckel ist zu schön, und blendet zu seher, dass sie Niemand dar anders schelten, denn rechtschaffene, fromme Leute. Da werden denn zuletzt verstockte Herzen aus, die sich stärken und verharten in dem giftigen Laster, und eine Sunde in den Heiligen Geist. For dækket er for smukt og blænder for meget til, at de tør skælde andre ud end retskafne, fromme folk. Og det kommer der til sidst forstokkede hjerter ud af, som styrker og forhærder sig i den giftige last, og i synden mod den Helligånd.
56 Denn es ist ein zwiefältige Bösheit, einmal, dass des Herzen Grund voll Zorns, Hass und Neids ist; zum andern, dass es nicht will Sund noch böse sein, sondern soll Tugend heissen, welches heisset, Gott ins Maul geschlagen, und Lugen strafet in seinem Worten. (101) For det er en dobbelt ondskab, den ene gang, at hjertegrunden er fuld af vrede, had og modvilje; den anden, at det ikke må kaldes synd eller være ondt, men skal hedde dyd, det vil sige, de slår Gud for munden og anklager hans ord for løgn.
57 Siehe, darumb warnet Christus so fleissig, dass ein Iglicher hie sich wohl fursehe, dass er sich nicht betrüge mit solcher Heuchelei und falschem Schein. Se, derfor formaner Kristus os så flittigt til, at enhver her ser sig vel for, så at han ikke bedrager sig med den slags hykleri og falsk skin.
58 Denn Niemand gläubt, wie es so ein einfältige Lehre ist, und doch so weit gehet, und so grosse Leute trifft. Denn mit diesen Worten, als er spricht: Wenn du deine Gabe auf den Altar opferst, zeiget er klärlich, dass er von denen rede, die da Gott dienen, und die rechten Gottes Kinder wollen sein, und haben das Lob, dass sie der Ausbund sind fur Allen. For ingen vil jo tro, at det kan være en så enfoldig lære, og dog række så vidt og træffe så store folk. For med de ord, han taler: 'Når du bringer din gave til alteret', viser han klart, at han taler om dem, der tjener Gud og vil være de rette Guds børn og vil have den ros, at de er eksempel for alle.
59 Was mangelt ihn denn? Nichts, denn dass gleichwohl dieweil ihr Herz voll Hass und Neid steckt. Lieber, was ists, dass du ohn Unterlass fastest und betest, gebest all dein Gut umb Gottes willen, und casteiest dich zu todt, und thätest noch eins so viel gute Werk, als alle Carthäuser, und lässest dieweil Gottes Gebot anstehen, dass er will gehalten haben? Hvad mangler de da? Ikke andet, end at samtidig deres hjerte er fuldt af had og modvilje. Kære, hvad ville det betyde, om du uafladeligt fastede og bad, gav al din ejendom for Guds skyld, og kastrerede dig til døde, og gjorde lige så mange gode gerninger som alle kartheusere, hvis du samtidig lod Guds bud være, dem, han dog vil have overholdt?
60 nimpst dir kein Gewissen, dass du die Leut schändest und lästerst, und willt gleiwohl ein gross Opfer thun? gerade als wenn einer Krieg und Mord angerichtet, und viel Blut vergossen, darnach ein tausend Gulden fur sie gibt zu Seelmessen;  hvad betyder det, om du ikke gjorde dig nogen samvittighed over, at du skænder og bespotter folk, og så alligevel ville gøre et stort offer? Nøjagtig som hvis en har anrettet krig og mord og udgydt meget blod, og derefter giver tusind gylden til sjælemesser for sig selv;
61 oder wenn jemand ein grosse Summa Gelds gestohlen und geraubt, darnach ein Almosen umb Gottes willen gäbe. Also täuschen sie Gott (ja sich selbs,) mit dem schönen Hutlin, als soll er sie fur lauter lebendige Heiligen ansehen. eller hvis en har stjålet og røvet en stor sum penge og dernæst vil give en almisse for Guds skyld. Sådan narrer de Gud (ja, sig selv) med det smukke dække, om han dog ikke ville anse dem for lutter livagtige helgener.
62 Darumb spricht er nu: Willt du Gott dienen und opfern, und hast Jemand beleidigt, oder einen Zorn wider den Nähesten, so wisse kurzumb, dass Gott deines Opfers nicht haben will, sondern leg es schlecht nieder, und lass Alles anstehen, und gehe vor hin, und versuhne dich mit deinem Bruder. Derfor siger han: Vil du tjene Gud og ofre til ham, og har gjort nogen uret, eller er vred på din næste, så skal du kort og godt vide, at Gud ikke vil have dit offer, nej, du skal simpelthen lægge det fra dig og stille det i bero, og først gå han og forsone dig med din bror.
63 Damit meinet er nu alle Werk, so man thun kann Gotte zu Dienst oder Lob (denn zu der Zeit war kein besser Werk, denn opfern); und verwirfts doch gar, heissets schlechts lassen liegen, es sei denn, dass dir dein Herz vorhin sage, dir seiest versuhnet mit dem Nähesten, und keinem Zorn bei dir wissest. Dermed mener han nu alle gerninger, som man kan gøre til Guds tjeneste eller lov (for på den tid var der ikke nogen bedre gerning end at ofre); og dog forkaster han det, dog befaler han ligeud at stille det i bero, medmindre dit hjerte først siger dig, at du er forsonet med din næste, og ikke véd af nogen vrede i dig.
64 Wenn das geschehen ist, so komm denn (sagt er), und bringe (102) dein Opfer. Das setzet er dennoch dazu, dass man nicht denke, er wolle solch Opfer verwerfen oder verachten. Denn es nicht ein bös Werk gewesen, sondern von Gott geordnet und geboten; aber das ist böse, und verderbt es gar, dass sie die andern höhern Gebot in Wind geschlagen, und dagegen verachtet. Das heisset des Opfers missbrauchet wider den Nähesten. Når det er sket, kom så bare (siger han) og bring dit offer. Men det tilføjer han, for at man ikke skal tro, at han vil forkaste eller foragte et sådant offer. For det var ikke nogen ond gerning, men forordnet og påbudt af Gud; men det er ondt og fordømmer den helt, da de lader de andre højere bud blæse i vinden og foragter dem i forhold til dette. Det kaldes at misbruge offeret til næstens skade.
65 Daruber ist auch ein Missbrauch, der hoher gehet, dass man dadurch will selig werden, Sunde büssen, und sich darauf verlassen und trotzen fur Gott; davon anderswo gesagt wird. Men derudover er der også et misbrug, der går højere, nemlig, at man derved vil være salig, vil bøde for synden og forlade sig derpå og pukke derpå overfor Gud; derom er der talt andetsteds.
66 Sonst ist es an ihm selbs ein gut Werk; wie auch alle ander Werk äusserlichs Gottesdiensts, als beten und fasten, nicht zu verachten noch nachzulassen sind, wo die Meinung und Brauch derselbigen recht ist, nämlich, dass mans nicht thu, dadurch den Himmel zu verdienen, und das Herz recht stehe mit dem Nähesten, und also beide, Glaube und Liebe, rein und recht gehe. Ellers er det i sig selv en god gerning; som også alle andre gerninger i den ydre gudstjeneste, såsom at bede og faste, ikke skal foragtes og undlades, når kun meningen med og brugen af dem er ret, nemlig, at man ikke skal gøre det for at fortjene himlen, og at ens hjerte skal være retvendt mod næsten, så altså begge dele, tro og kærlighed, skal gå for sig rent og ret.
67 Wenn du aber betest und fastest, und doch daneben deinem Nähesten ubel redest, die Leut austrägest und verläumbdest, etc, so spricht wohl das Maul heilige Wort, und isset keinen Bissen; wäschet aber und verunreinigt sich dieweil mit dem Nähesten, wider Gottes Gebot. Men når du beder og faster og dog tillige taler ondt om din næste, sladrer om og bagtaler folk, osv, så kan det godt være, at munden taler hellige ord, og ikke æder en smule; men i samme åndedrag vasker og forurener den sig med næsten, imod Guds bud.
68 Drumb strafet und verbeut er auch im Propheten Esaias 58, solch Fasten, damit sie doch ihrem Leibe wehe thaten, und grosse Andacht furgaben, und spricht: Wenn ihr fastet, so ubet ihr euern Willen, und treibt alle euer Schuldiger. Derfor irettesætter og forbyder han også hos profeten Esaias 58,1-7, en sådan faste, hvormed de godt nok volder deres legeme smerte og foregiver stor andagt, og han siger: Når I faster, så gennemfører I jeres vilje og kræver penge af alle jeres skyldige. 
69 Ihr fastet, dass ihr hadert und zankt, und schlahet mit der Faust ungöttlich. Fastet nicht also, wie ihr itzt thut, dass ein Geschrei von euch in der Hohe gehöret werde, etc; und lehret weiter, wie an recht fasten soll: Das ist ein Fasten, das ich erwähle: Lass los, welche dir mit Unrecht behaft sind; lass ledig, die du beschwerest etc.  I faster i kiv og strid og slår ugudeligt på tæven. I må ikke faste sådan, som I nu gør, så der høres klage i det høje over jer; og I skal videre lære, hvordan ret faste er: Det er en faste, som jeg anerkender: Løslad den, som har gjort dig uret; lad den gå, som du er besværet af, osv.
70 Brich den Hungerigen dein Brod, so du einen nackete siehest, so kleide ihn, etc. Da siehest du, wie es ihm alles zu thun ist umb die Liebe des Nähesten. Bryd dit brød til den sultne, og ser du en, der er nøgen, så giv ham klæder på, osv. Der ser du, hvor det er ham alt om at gøre med kærlighed til næsten.
71 Sei willfertig deinem Widersacher bald, dieweil du noch bei ihm auf dem Wege bist, auf dass dich der Widersacher nicht dermaleins uberantworte dem Richter, und werdest in den Kerker geworfen. Ich sage dir: Wahrlich, du wirst nicht von dannen eraus kommen, bis du auch den letzten Heller bezahlest. Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du er med ham på vejen, for at modparten ikke skal overgive dig til dommeren, og du blive kastet i fængsel. Jeg siger dig: sandelig, du kommer ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre. If someone sues you, come to terms with him promptly while you are both on your way to court; otherwise he may hand you over to the judge, and the judge to the constable, and you will be put in jail. I tell you, once you are there you will not be let out till you have paid the last farthing.
72 Im vorigen Text har er dem gepredigt, der dem Nähisten beleidigt oder erzurnet hat: hie aber sagt er, wie sich der soll halten, der da beleidigt ist; und fuhret noch das Gleisniss, als er hat angefangen, wie es fur Gericht gehet, da zwei Theil gegen ander stehen, und einer klagt, der ander verklagt wird, und der Richter das Urtheil spricht, und das Theil, so schuldig ist, strafet; I den forrige tekst har han prædiket for den, der har fornærmet næsten eller gjort ham vred: men her siger han, hvordan den skal forholde sig, som er blevet fornærmet; og fremfører igen lignelsen, som han var begyndt på, om, hvordan det går for sig for domstolen, hvor to parter står imod hinanden, den ene anklager, den anden bliver anklaget, og dommeren afsiger sin dom, og den part, der er skyldig, bliver straffet; In the previous text he has preached for those who have offended their neighbour or made him angry; but here he says how the person that has been offended must act; and again he puts forward the parable from the beginning, about how it goes in court, where two parts are stading against each other, one accusing, the other being accused, and the judge is making his judgement, and the guilty will be punished;
73 und ist nicht anders, denn so viel gesagt, dass, wer den Andern beleidigt, soll sich freundlich mit ihm versuhnen; der Ander aber soll sich versuhnen lassen, und gerne vergeben. og der er ikke andet, end at den, der har fornærmet den anden, skal forsone sig med ham på venlig måde; og den anden skal lade sig forsone og gerne tilgive. and all this is to say nothing but that the one that has offended the other must reconcile with him in a friendly way; and the other person must let himself be reconciled and willingly forgive.
74 Das ist nu auch ein subtil Stuck, und konnen hie auch viel Leut den Schalck aus der Massen fein decken und schmucken, damit, dass sie sagen, sie wollens gerne vergeben, aber nicht vergessen. Men det er nu et indviklet stykke, og her kan mange folk umådelig fint dække og smykke skurken, fordi de siger, at de gerne vil tilgive, men ikke glemme. But this is now a complicated piece of theology, and many people are able to cover and gloss over the villain enormously, because they say that they willingly will forgive, but not forget.
75 Denn est ist immerdar der Behelf da, davon ich gesagt habe, dass der Zorn billig sei wider das Böse, und meinen, sie habens gut Ursach, und sei recht und wohl gethan. For der er stadigvæk den mulighed, om hvilken jeg har sagt, at vreden er rimelig mod det onde, og de mener så, at de har god grund til vrede, og at det er ret og rimeligt. For still they possibly will help themselves with the thing, about which I have said, that wrath is reasonable against the evil, and they pretend to have good reason for being angry, and that it is right and fine.
76 Darumb warnet er hie abermal, und zeigt, dass in dem Gebot nicht allein verboten ist zu zurnen, sondern auch geboten, dass man gerne vergebe und vergesse, was einem zu Leid geschehen ist: wie Gott mit uns gethan, und noch thut, wenn er die Sunde vergibt, dass er sie gar aus dem Register tilget, und nimmermehr gedenket; doch nicht, dass mans müsse oder könne dermassen vergessen, dass man nicht mehr (104) daran denken durfte: sondern also, dass du eben so freundlich Herz gegen dem Nähesten tragest, wie zuvor, ehe er dich beleidigt hatte. Derfor advarer han igen her og viser, at det i budet ikke alene er forbudt at blive vred, men også påbudt, at man gerne tilgiver og glemmer, hvad der er sket én af ondt: ligesom Gud har gjort og endnu gør med os, at han tilgiver synden, så han fuldstændig sletter den af registret og aldrig mere tænker på den; dog ikke sådan, at man må eller kan glemme den på den måde, at man ikke må tænke mere på den: men på den måde, at du skal have et lige så venligt hjerte imod din næste som før han havde fornærmet dig. That is why he here again warns and shows that in the commandment it is not only forbidden to get angry, it is also bidden to forgive and forget, what evil one has suffered: like God has done and still does towards us, that he forgives the sin, so that he completely removes it from his register and never considers it again; not so, that you must forget it or can forget it, meaning that you do not think of it any more: but forgetting it in a way so that you have towards your neighbour a heart which is just as friendly as before he offended you.
77 Bleibt aber der Stift im Herzen, dass du nicht so freundlich und gutig bist gegen ihm, als vor, so heisst es nicht vergessen, auch nicht von Herzen vergeben, und bist noch eben der Schalk, der fur den Altar kompt mit dem Opfer, und will Gott dienen, und steckt doch voll Zorns, Neid und Hass im Herzen. Men bliver der ved med at være et stik i hjertet, så at du ikke er så venlig og mild overfor ham som før, så kaldes det ikke at glemme, og heller ikke at tilgive af hjertet, og du er endnu den skurk, der kommer frem for alteret med offeret og vil tjene Gud og dog stadig er fuld af vrede, modvilje og had i hjertet. But if there stays in you a sting in your heart, so that you are not as friendly and meek towards him as before, then it is not called to forget, and not either to forgive from your heart, and you still are the villain, brings forward to the altar your sacrifice and wants to serve God and yet still is full of wrath, aversion and hatred in your heart.
78 Aber das achten gar wenig Leute, gehen alle hin in der schönen Larven, sehen nicht, wie ihr Herz stehet gegen diesem Gebot, welchs kurzumb keinen Zorn noch Grollen wider den Nähesten leidet. Men det er der kun ganske få folk, der tager sig af, de går alle hen med den smukke maske, ser ikke, hvordan deres hjerte har det overfor dette bud, som kort og godt ikke tåler nogen vrede eller harme mod næsten. But there are but few people that are aware of that; everyone goes around with the beatiful mask, does not see, how their heart is towards this commandment, which shortly does not tolerate any wrath or hatred against the neighbour.
79 Wahr ists, wie gesagt, dass Zorn muss und soll sein; aber da siehe zu, dass er gehe, wie er gehen soll, und dir befohlen sei, dass du nicht von deinenwegen, sondern von Ampts und Gottes wegen mussest zurnen, und nicht die zwei, deine Person und Ampt, in einander mengest. Sandt er det, som sagt, at der må og skal være vrede; man se bare til, at det går til, som det skal gå til, og som det er befalet dig, da du ikke må blive vred på egne vegne, men på dit embedes og på Guds vegne, og pas på, at de to, person og embede, ikke blander sig op i hinanden.
80 Fur deine Person sollt du mit Niemand zurnen, wie hoch du beleidigt bist; wo es aber dein Ampt fodert, da musst du zurnen, ob dir wohl fur deine Person kein Leid geschehen ist. For din person skal du ikke blive vred på nogen, hvor meget du end er blevet fornærmet; men hvor dit embede fordrer det, dèr må du blive vred, skønt din person ikke har lidt nogen overlast.
81 Also zurnet der fromme Richter uber den Ubelthäter, dem er doch fur seine Person kein Böses gönnet, und wollt ihn lieber ungestraft lassen, und gehet aus einem Herzen, da Nichts denn eitel Liebe ist gegen dem Nähesten, und allein die böse That muss den Zorn tragen, die man strafen muss. Sådan bliver den fromme dommer vred på overtræderen, som han for sin persons vedkommende ikke ønsker noget ondt, og hellere ville lade være ustraffet; dette udgår fra et hjerte, der ikke har andet end idel kærlighed mod næsten og alene må bære vrede mod den onde gerning, som man må straffe.
82 Wo das nicht wäre, so wäre kein Zorn noch Strafe da. Wenn aber dein Bruder Etwas wider dich gethan und dich erzurnet hat, und bittet dirs abe, und legt das böse Werk abe; so soll auch der Zorn weggehen. Hvis det ikke var sådan, så ville der ikke være nogen vrede eller straf. Men når din broder har gjort noget imod dig og gjort dig vred og beder dig blive god igen og aflægger sine onde gerninger; så skal også vreden forsvinde.
83 Woher kompt denn der heimliche Groll, den du gleichwohl im Herzen behältst, so doch das Werk und Ursach des Zorns hinweg ist, und dafur nu ander Werk erzeigt, als der sich bekehrt, und nu gar ein ander Mensch, und ein neuer Baum ist worden, mit neuen Früchten, der dich nu liebet und ehret aufs Allerhochste, damit, dass er sich gegen dir beschuldigt und selbs strafet? Hvor kommer da den hemmelige harme fra, som du alligevel har i hjertet, når dog gerningen og vredens årsag er borte, og der nu viser sig en anden gerning i stedet, som når én omvender sig og nu bliver et helt andet menneske og et nyt træ med nye frugter, som nu elsker dig og ærer dig på det allerhøjeste, derved, at han indrømmer sin skyld og irettesætter sig selv?
84 Und musst fur Gott und aller Welt ein verzweifelter Mensch sein, wo du nicht wiederumb dich gegen ihm so erzeigest, und von Herzen vergibst, dass dir billig solch Urtheil widerfähret, wie Christus hie dräuet. Og han må for Gud og for hele verden være et fortvivlet menneske, hvis det går sådan, at du ikke atter viser dig sådan imod ham, at du tilgiver af hjertet; sker det, da er det kun rimeligt, at der overgår dig en sådan dom, som Kristus her truer med.