1 Kor 7 udlagt, 1523 c


fra Erlangerudgaven, bind 51, side 43 til 69

Til 1kor7a. Til indholdsfortegnelsen over skriftet. Til index over Luthers værker.
1 So aber der Ungläubige sich scheidet, so lass ihn sich scheiden. Es ist der Bruder oder die Schwester nicht gefangen in solchen Fällen. Men hvis den vantro vil skilles, så lad ham skilles. En broder eller søster er ikke fanget i sådanne tilfælde.
 2         Hie spricht der Apostel das christliche Gemahl los und frei, wo sein unchristlich Gemahl sich von ihm scheidet, oder nicht vergönnen will, dass es christlich lebe, und gibt ihm Macht und Recht, wiederumb zu freien ein ander Gemahl.          Her erklærer apostelen den kristne ægtefælle for løst og fri, hvis hans ikke-kristne gemal skiller sig fra ham eller ikke vil tåle, at han lever kristenligt. Og han giver han magt og ret til at gifte sig med en anden. 
3          Was aber von eim heidnischen Gemahl hie S. Paulus redet, ist auch zu verstehen von eim falschen Christen; dass, wo derselb sein Gemahl zu unchristlichem Wesen wollt halten, und nicht lassen christlich leben, oder scheidet sich von ihm, dass dasselb christlich Gemahl los und frei sei, sich eim andern zu vertrauen.           Men hvad Paulus her taler om en hedensk ægtefælle, skal også forstås om en falsk kristen; så at, hvis en ikke-kristen ægtefælle vil tvinge sin ægtefælle til et ukristeligt væsen og ikke tillade ham at leve kristeligt, eller skiller sig fra ham, så er den den kristne ægtefælle løst og fri til at betro sig til en anden. 
4  Denn wo das nicht recht soll sein, so müsste das christlich Gemahl seinem unchristlichen Gemahl nachlaufen, oder ohn seinen Willen und Vermügen keusch leben, und also umb eines Andern Frevel willen gefangen sein, und in seiner Seelen Fahr leben. For hvis dette ikke skulle være gældende ret, så måtte den kristne ægteælle løbe efter sin ikke-kristne gemal, eller uden sin egen vilje og evne leve kysk og altså på grund af en andens gudsbespottelige handling være fanget og leve med sin sjæl i fare. 
5  Das verneinet hie S. Paulus, und spricht, dass in solchen Fällen der Bruder oder Schwester nicht gefangen noch eigen sei; als sollt er sagen: In andern Sachen, wo Eheleut bei einander bleiben, als in der ehelichen Pflicht und dessgleichen, ist wohl Eins dem Andern verbunden und sein eigen, dass sich Keins thar verändern von dem Andern: aber in diesen Sachen, da (44) ein Gemahl das ander unchristlich zu leben hält, oder sich von ihm scheidet, da ists nicht gefangen noch verbunden an ihm zu hangen. Ists aber nicht gefangen, so ists frei und los: ists frei und los, so mag sichs verändern, gleich als wäre sein Gemahl gestorben. Det undgår Paulus her og siger, at i sådanne tilfælld skal broderen eller søsteren ikke være fanget eller livegen, som om han ville sige: I aldre sager, hvor ægtefolkene bliver hos hinanden, som i sager om den ægteskabelige pligt og den slags, er ganske rigtigt den ene forbundet med den anden og tilhører ham, så at han ikke bør forandre noget af hensyn til den anden. Men i disse sager, hvor den ene ægtefælle tvinger den anden til at leve ukristeligt eller vil skilles fra ham, dèr er han ikke fanget eller forpligtet til at blive hos ham. Men er han ikke fanget, så er han fri og løs: Men er han fri og løs, så kan han gifte sig, ganske som var hans ægtefælle død. 
6            Wie, wenn denn das andere Gemahl auch ubel geriethe, und wollte auch heydnisch oder unchristligh leben, sein Christlich Gemahl halten, oder liefe auch von ihm; und so fortan, das dritte, das vierte, wie oft solcher Fall sich begäbe: möchte denn ein Mann also zehen oder mehr Weiber haben, die noch lebten, und von ihm gelaufen wären? und wiederumb, ein Weib zehen oder mehr Männer haben, die von ihr gelaufen wären?          Hvad så, hvis den næste ægtefælle også opførte sig dårligt og også ville tvinge sin kristne ægtefælle til at leve hedensk eller ukristeligt, eller løb fra ham; og så videre med den tredie, den fjerde, eller hvor ofte dette nu var tilfældet: Måtte så en mand have ti koner eller flere, som endnu levede, og var løbet fra ham? Og omvendt, måtte en kvinde have ti mænd eller flere, som var løbet fra hende? 
7  Antwort: Wir können St. Paulo seinen Mund nicht stopffen: so mögen wir auch denen nicht wehren, die seiner Lehre wollen brauchen, wie oft sie wollen. Seine Worte stehen klar da, dass ein Bruder oder Schwester frey ist und los, so sein Gemahl von ihm läuft, und nicht bey ihm wohnen will.  Svar: Vi kan ikke lukke munden på Paulus. Derfor kan vi heller ikke forhindre dem, der vil bruge hans lære, i at gøre det, så ofte de vil. Hans ord står der klart, at en broder eller søster er fri og løst, hvis hans ægtefælle løber fra ham og ikke vil bo hos ham. 
8 Und sagt nicht, dass es nur einmal geschehen solle; sondern lässt es stehen und gehen, wie oft es die Noth fordert: denn er will niemand in die Gefahr der Unkeuschheit gefangen haben, um eines andern Frevel und Bosheit willen. (n8 Og han siger ikke, at det kun må ske én gang, men han lader det stå og gå, så ofte nødvendigheden fordrer det. For han vil ikke have nogen fanget i ukyskhedens fare på grund af en andens gudsbespottelse og ondskab. 
9          Wie, sollt denn nicht das christlich Gemahl harren, bis sein unchristlich Gemahl wiederkäme oder sterbe, wie bisher der Brauch und geistlich Recht gewesen ist? Antwort: Will es auch auf ihn harren, das stehe in seinem guten Willen; denn weil es der Apostel hie frei und los spricht, ists nicht schüldig, auf ihn zu harren, sondern mag sich verändern im Namen Gottes.          Hvordan det? Skal da ikke den kristne ægtefælle vente, indthil hans ikke-kristne ægtefæller kommer tilbage eller dør, sådan som det hidtil har været brug, og som den gejstlige ret har hævdet? Svar: Hvis han vil vente på den anden, så står det ham frit for; for eftersom apostelen her taler frit og frejdigt, er han ikke skyldig at vente, men han kan gifte sig i Guds navn. 
10 Und wollt Gott, man hätte diese Lehre S. Pauli bisher gebraucht, oder brächt sie noch in den Brauch, wo Mann und Weib so von einander laufen, und Eins das Ander sitzen lässt, daraus denn viel Hurerei und Sünde gefolget sind. Dazu haben geholfen die leidigen Gesetz des Papst, der stracks wider diesen Text S. Pauli das eine Gemahl hat gedrungen und gezwungen, bei Verlust der Seelen Selikeit, sich nicht zu verändern, sondern des entlaufen Gemahls warten, oder seins Tods erharren; und hat also den Bruder oder die Schwester in solchem Fall schlechts gefangen gelegt, umb eins Andern (45) Frevel und Bosheit willen, und ohn Ursach in die Fahr der Unkeuscheit getrieben. Og Gud give, at man hidtil havde brugt denne Paulus' lære eller endnu brugte den i det tilfælde, hvor mand eller hustru løb fra den anden og den ene lod den anden være, hvoraf der er fulgt megen hor og synd. Det har ded fæle pavelige lov hjulpet med til, som uden videre imod denne tekst fra Paulus har trængt og tvunget den ene ægtefælle til under fortabelse af sin sjæls frelse at forblive ugift og vente på den bortløbne ægtefælle eller på hans død; og denne lov har altså i et sådant tilfælde helt og holdent taget broderen eller søsteren til fange for en andens ondskabs og spots skyld, og uden grund drevet ham ind i ukyskhedens fare. 
11       Wie, wenn aber das entlaufene Gemahl wiederkäme, und wollt sich nu recht stellen, sollt mans auch wieder zulassen und annehmen? Antwort: Wo sich diess, das blieben ist, noch nicht verändert hat, mag es ihn wieder aufnehmen, und ist zu rathen, dass sie wieder zusammen sitzen. Wo aber diess sich indess verändert hat, soll man jenes schlechts fahren lassen, und nicht wieder aufnehmen; und mag hieher dienen, das Deutero. 24. vom verstossenen Weibe geschrieben ist, dass sie der erste Mann nicht kann wieder haben, ob sie gleich von dem andern durch den Tod oder Scheidebrief los würde.          Hvad så, hvis den bortløbne ægtefælle kom tilbage og nu ville gøre det godt, skal man så også tillade og antage det igen? Svar: Hvis den, der er blevet tilbage, endnu ikke har giftet sig igen, kan han igen modtage ham, og man må tilråde, at de igen kommer sammen. Men hvor den anden i mellemtiden har giftet sig, skal man simpelthen lade den, der kommer tilbage, være, og ikke modtage ham igen. Og her kan det være til hjælp, som står skrevet i 5 Mos 24 om den forstødte hustru, at den første mand ikke igen kan have hende, selv om hun er blevet skilt fra den anden ved døden eller ved et skilsmissebrev. 
12 Also sollt man hie auch thun, auf dass sein Laufen gestraft würde; und wo man also thät, würde ohne Zweifel des Laufens weniger werden. Nu aber der Papst den Läufern die Thür aufthun, und gibts ihrer Bosheit und Büberi Macht und Recht, wieder zu kommen, ists nicht Wunder, dass die Welt voll zurissener und einzeler Ehe, ja voll Hurerei worden ist; welchs des Teufel durch Gesetz gesucht hat. Sådan skal man også gøre her, for at det, at han løb bort, kan blive straffet; og hvis man gjorde sådan, ville der uden tvivl være færre, der løb bort. Men som det er nu, hvor paven har åbnet en dør for dem, der løber bort, og han giver deres ondskab og slethed magt og ret til igen at komme tilbage, er det ikke underligt, at verden er blevet fuld af iturevne og ensomme ægteskaber, ja fuld af hor, hvilket djævelen har søagt at opnå gennem loven. 
13        Wenn sie aber beide schuldig sind, und beide von einander laufen, so ists billig, dass sie gleich mit einander aufheben, und sich versühnen und zusammen sitzen. Und soll diese Lehre S. Pauli sich strecken so weit, dass sie allerlei Scheiden begreift; als, wenn ein Mann oder Weib von einander laufen, nicht allein umbs christlichen Glaubens willen, sondern auch umb welcherlei Sache willen es sei, es sei Zorn, oder sonst irgend ein Unlust, dass das schuldige Gemahl sich versühne, oder ohn Ehe bleibe, und das unschuldige frei, los sei, und Macht habe sich zu verändern, so das ander sich nicht versühnen will.          Men hvis de begge er skyldige, og begge er løbet fra hinanden, så er det rimeligt, at de med det samme kommer på talefod og forsoner sig og bor sammen. Og så skal denne lære hos Paulus udstrækkes så vidt, så den indbefatter alle slags skilsmisse, såsom når en mand eller kvinde løber fra den anden, ikke blot for den kristne tros skyld, men af hvilkesomhelst årsager det måtte være, vrede eller anden ulyst, så at den skyldige ægtefælle forsoner sig eller forbliver ugift, og den uskyldige er fri og har ret til at gifte sig, hvis den anden ikke vil forsones. 
14 Denn das ist alles unchristlich und heidnisch Ding, dass ein Gemahl umb Zorn oder Unlust willen von dem andern läuft, und will nicht Guts und Böses, Süss und Saures mit seinem Gemahl leiden, wie es doch schuldig (46) ist; darumb ist ein solch Gemahl wahrhaftig ein Heide und Unchristen. For det er en helt ukristelig og hedensk ting, at en ægtefælle på grund af vrede eller ulyst løber fra den anden og ikke vil lide godt og ondt, sødt og surt med sin ægtefælle, som han dog er skyldig at gøre; derfor er en sådan ægtefælle i sandheden en hedning og en ikke-kristen. 
15 Im Friede aber (spricht er,) hat uns Gott berufen. For til fred har Gud kaldet os, siger han. 
16         Das ist, dass wir sollen friedlich mit einander leben, also, dass auch ein christlich Gemahl sich nicht hadern soll mit seinem unchristlichen Gemahl umb des Glaubens oder Unglaubens willen, noch sich von ihm scheiden, so sein unchristlich Gemahl ihn lässt christlich leben; sondern ein iglichs soll das ander in seinem Glauben lassen, und Gott die Sach befehlen.         Det vil sige, vi skal leve med hinanden i fred, altså sådan, at heller ikke en kristen ægtefælle skal skændes med sin ikke-kristne ægtefælle på grund af tro eller vantro, eller lade sig skille fra ham, hvis hans kristne ægtefælle vil lade ham leve kristeligt, men den ene skal lade den anden leve i sin tro og befale sagen til Gud. 
17 Denn zum Glauben soll und kann man Niemand zwingen noch treiben, sondern Gott muss ihn ziehen mit Gnaden; dazu sollen wir lehren, vermahnen und bitten, nicht zwingen. Darumb soll ein christlich Gemahl das äusserlich Wesen ehelichs Stands mit Frieden fuhren bei seinem unchristlichen Gemahl, und demselben wider trotzen noch dräuen, wider mit Laufen noch mit Jagen. Denn Gott ist nicht ein Gott des Unfrieds, sondern des Frieds, Rom. 15. Darumb lehret er uns nicht Unfriede, sondern hält uns zum Frieden. Weiter spricht S. Paulus: For til tro skal og kan man ikke tvinge eller drive nogen, men Gud må drage ham med sin nåde. Det kan vi lære, formane og bede om, men ikke tvinge. Derfor skal en kristen ægtefælle føre det ydre liv i ægtestanden sammen med sin ikke-kristne ægtefælle og hverken trodse eller true denne, hverken med at løbe bort eller med at jage bort. For Gud er ikke ufredens, men fredens Gud, Rom 15,33. Derfor lærer han os ikke ufred, men holder os til freden. Videre siger Paulus: 
18 Was weisst du aber, du Weib, ob du den Mann werdest selig machen? Oder du Mann, was weissest du, ob du das Weib werdest selig machen? Doch wie einem Iglichen Gott hat ausgetheilet. Men hvordan véd du, kone, om du kan frelse din mand? Eller du, mand, hvordan véd du, om du kan frelse din kone? Dog skal det ske, eftersom Gud har tildelt enhver. 
19       Das ist, darumb sollt ihr friedlich mit einander in der Ehe leben, auch mit euren unchristlichen Gemahl, (so sie eur christlich Wesen nicht hindern,) und sie nicht trotzen, noch treiben oder zwingen zum Glauben. Denn ists noch nicht euers Werks noch Gewalt, dass Jemand glaubig werde, sondern Gottes (47) allein.          Det vil sige, derfor skal I leve i fred med hinanden i ægteskabet, også med jeres ikke-kristne ægtefælle (blot de ikke hindrer jeres kristelige livsførelse) og ikke sætter jer imod dem, eller drive eller tvinge dem til tro. For det er slet ikke jeres værk eller magt, at nogen bliver troende, det er alene Guds. 
20 Weil ihr denn nicht wisset, ob ihr so würdig seid, dass Gott durch euch sie will selig machen oder nicht, so sollt ihr Fried mit ihnen haben, und kein Mann sein unchristlich Weib dringen oder mit ihr zanken umbs Glaubens willen, noch ein Weib mit ihrem unchristlichen Mann. Will aber sie Gott durch euch bekehren, so wird er euch dazu helfen, und Gnade und Gaben darnach unter euch austheilen, die dazu dienen. Diess dünkt mich der rechte Verstand sein S. Pauli an diesem Ort, dass er will Niemand zum Glauben noch Frummkeit gedrungen haben, sondern friedlich mit Jedermann leben, bis das Gott durch uns mit seiner Gnade bekehre, welche er bekehren will; wie auch S. Petrus lehret 1. Petri 2. Fordi I jo slet ikke véd, om I er værdige til, at Gud vil frelse gennem jer eller ej, derfor skal I holde fred med dem og ingen mand skal tvinge sin ikke-kristne hustru eller skændes med hende for troens skyld, ejheller skal en hustru skændes med sin ikke-kristne mand. Men hvis Gud vil omvende dem gennem jer, så vil han selv hjælpe jer dertil, og uddele sine nådegaver blandt jer, som tjener dertil. Dette synes mig den rette forståelse af Paulus' ord på dette sted, at han ikke vil, at nogen skal tvinges til tro eller fromhed, men at at man skal leve i fred med enhver, indtil Gud gennem os med sin nåde omvender dem, som han vil omvende, sådan som også Peter lærer 1 Pet 2,21. 
21         Also ist auch zu handeln mit eim falschen Christen-Gemahl, dass sein böses Leben im Friede zu dulden ist, und man ihn sollt nicht trotzen noch treiben zum Guten, sondern nur friedlich und freundlich dazu halten und helfen. Denn du bist vielleicht nicht werth, dass du Jemand frumm machest. Sollt du es aber werth sein, das wird dir Gott verleihen und austheilen nach seinem Willen.          Sådan skal man også bære sig ad med en ægtefælle, der er falsk kristen, at hans onde liv bør tåles i fred, og at man ikke skal trodse eller drive ham til det gode, men kun fredeligt og venligt holde og hjælpe ham dertil. For du er måske ikke værdig til, at du kan gøre nogen from. Men hvis du skal være værdig dertil, så vil Gud give dig det og uddele til dig efter sin vilje. 
22 Indess bist du sicher, dass du bei deinem unchristlichen oder bösem Gemahl lebest, so fern du nicht seinem Unglauben noch bösem Leben folgest oder bewilligst, und er dich auch nicht dazu dringet noch hält, sondern duldest solchen Unglauben und Unrecht an deinem Gemahl, gleichwie mans von aller Welt, auch von Teufeln dulden muss, und handelst immer mit guten Worten und friedlichem Leben an ihm, bis dass Gott verleihet seine Gnade, dass er auch sich bekehret. Weiter: Og du kan være på den sikre side, når du lever hos din ikke-kristne eller onde ægtefælle, blot du ikke følger eller giver tilslutning til hans vantro eller onde liv, og han ikke tvinger eller holder dig dertil, men du skal finde dig i en sådan vantro og uret hos din ægtefælle, ganske som man skal finde sig i det fra hele verden eller fra alle djævlene, og du skal stadig handle overfor ham med gode ord og venligt væremåde, indtil Gud giver sin nåde til, at også han omvender sig. Videre. 
23 Ein Iglicher, wie ihn der Herr berufen hat, so wandele er. Und also schaffe ichs in allen Gemeinen. Enhver skal vandre i de kår, hvori Herren kaldte ham. Og sådan forordner jeg i alle menigheder. 
24        Das ist der Beschluss dieses Theils vom Ehestand. Will also sagen: Der Glaube und christlicher Stand (48) ist so ein frei Ding, dass er an keinen Stand verbunden ist, sondern ist uber alle Stände, in allen Ständen, und durch alle Stände; darumb kein Noth ist, dass du irgend einen Stand annehmest oder verlassest, dass du selig werdest: sondern in welchem Stand dich das Evangelion und der Glaube findet, da kannst du innen bleiben und selig werden.         Det er afslutningen på denne delom ægtestanden. Han vil altså sige: Troen og den kristne stand er i den grad en fri sag, at den ikke er knyttet til nogen stand, men står over alle stænder, er i alle stænder og gennem alle stænder. Derfor er det ikke nødvendigt, at du påtager dig eller forlader nogen stand, for at du kan blive salig. Men den stand, evangeliet og troen finder dig i, den kan du blive i og være salig. 
25 Darumb ists nicht noth, dass du die Ehe lassest, und von deinem un-christlichen Gemahl laufest, umb des Glaubens oder Selikeit willen. Wiederumb, ist nicht noth, dass du ehelich werdest, umb des Glaubens oder Selikeit willen. Endlich, bist du ehelich, es sei mit eim Christen oder Unchristen, mit eim Frummen oder Bösen, so bist du drumb wider selig noch verdampt. Bist du ohn Ehe, so bist du drumb auch nicht wider selig noch verdampt; das ist alles frei, frei: sondern wenn du Christen bist und bleibst, so wirst du selig; und wenn du Unchristen bleibst, wirst du verdampt. Derfor er det ikke nødvendigt, at du forlader dit ægteskab og løber bort fra din ikke-kristne ægtefælle på grund af troen eller saligheden. Og det er på den anden side heller ikke nødvendigt, at du gifter dig for troens eller salighedens skyld. Endelig, hvis du er gift, hvad enten det er med en kristen eller en ikke-kristen, med en from eller en ond, så er du ikke af den grund hverken salig eller fordømt. Hvis du er ugift, så er du heller ikke af den grund hverken salig eller fordømt; det er altsammen frit, frit; men når du er kristen og forbliver kristen, så vil du blive salig, og når du blive ved med at være ikke-kristen, bliver du fordømt. 
26 So schaffe oder ordene ichs in allen Gemeinen.
 Das ist, unter allen Christen, da ich predige. Denn ich lehre sie nicht, ihre Stände zu lassen, und Unfried anrichten, sondern bleiben und mit Frieden leben. Da siehest du, dass S. Paulus keinen Stand ein selig Stand sein lässt, ohn den einigen, den christlichen Stand. 
Det forordner jeg i alle menigheder.
     Det vil sige, blandt alle kristne, hvor jeg prædiker. For jeg lærer dem ikke at forlade deres stand og anrette ufred, men at blive i den og leve med fred i den. Her serdu, at Paulus ikke lader nogen stand være en salig stand, undtagen den ene stand, kristenstanden. 
27 Die andern macht er alle frei, dass sie weder zur Selikeit noch Verdammnis dienen, von ihnen selbs; sondern mugen allesampt durch den Glauben seliglich, und durch den Unglauben verdammlich werden, ob sie gleich aufs Allerbest gehalten würden vor sich selbs. Wo wöllen nu die Münch und Nonnen und ander geistliche Stände bleiben, die sie zu höhern Ständen der Selikeit, neben und uber diesen einigen Stand der Selikeit heben? Verlorn sind (49) sie allesampt, sie lassen sie denn frei sein, dass die Gewissen unverbunden dran sein, und nicht zur Selikeit, sondern umb zeitlicher Ubung willen des Leibs gehalten werden; wie ich oft gesagt hab. Alle de andre stænder gør han fri, så de hverken tjener til salighed eller til fordømmelse i sig selv. Men de kan alle ved troen blive saliggørende, ved vantren blive fordømmende, selv om de så af alle kræfter blev holdt for sig selv. Hvor vil nu munkene og nonnerne og de andre gejstlige stænder gør af sig selv, de, som jo hæver sig op til højere tilstande af salighed, ved siden af og over denne ene salighedens stand? Fortabte er de alle sammen, hvis de ikke lader det være en fri sag, så deres samvittigheder kan være ubundne deri, og holdes deri, ikke for salighedens skyld, men for at legemet kan have timelig øvelse; som jeg ofte har sagt. 
28 Ist Jemand beschnitten berufen, der zeuge keiner Vorhaut. Ist Jemand berufen in der Vorhaut, der lass sich nicht beschneiden. Die Beschneidung ists Nichts, und die Vorhaut ist Nichts, sondern Gottes Gebot halten. Er nogen kaldet som omskåret, så skal han ikke lade forhud drage over. Er nogen kalder som uomskåret, skal han ikke lade sig omskære. Omskærelse betyder ikke noget, og forhud betyder ikke noget, det, der betyder noget, er at holde Guds bud. 
29         Hie setzet er etlich Exempen des Beschluss, dass ein Iglicher soll wandeln, wie ihn der Herr berufen hat. Das erst ist von Jüden und Heiden, und will sagen: Es gilt gleich viel, du seiest Jüde oder Heiden. Bist du beschnitten und im jüdischen Gesetze, so lass dichs nicht dünken, es sei Sunde und unrecht, und müssest eraus.           Her fremkommer han med nogle eksempler på den afgørelse, af enhver skal vandre i det kald, Herren har kaldet ham i. Det første handler om jøder og hedninger, og her vil han sige: Det gælder for det samme, om du er jøde eller hedning. Er du omskåret og befinder du dig under den jødiske lov, så må du ikke tro, det er synd og uret, så du skal ud af det. 
30 Denn der Glaube ist uber Beschneidung und alle Gesetz, dass du magst beschnitten oder unbeschnitten sein, und keinerlei noth ist zur Selikeit, sondern beides frei, drinnen zu bleiben: gleichwie nicht noth ist ehelich zu werden, oder ohn Ehe zu bleiben, sondern beides frei. Also auch, bist du ein Heide, unbeschnitten und ohn jüdisch Gesetz, darfest du nicht denken, es sei unrecht, und müssest beschnitten sein; sondern ist frei. Der Glaube alleine macht dich recht, welcher auch alleine die Gebot Gottes erfullet. For troen står over omskærelse og alle love, så du kan være omskåret og ikke-omskåret; ingen af delene er nødvendige til salighed, men begge dele er frie, så du kan blive i dem. Ganske som det ikke er nødvendigt at gifte sig eller at forblive ugift, men begge dele er frie. Sådan også her: Er du hedning, ikke-omskåret og uden jødisk lov, så behøver du ikke at tænke, at det er uret og du må omskæres. Nej, det er frit. Troen alene gør dig ret, og den alene opfylder også Guds bud. 
31        Diese zwei Wort: zeuge keine Vorhaut, und: lass dich nicht beschneiden, sind nicht also zu verstehen, als verböte S. Paulus, sich zu beschneiden, und Vorhaut zu haben. Denn wer kunnt sie beide zugleich halten, sintemal sie wider nander sind, beschnitten und unbeschnitten sein? und er auch selbs hie sagt: Die Beschneidudng ist Nichts; welchs laut wider das, (50) da er sagt: zeuge keine Vorhaut.       Disse to ord: Drag ikke forhud over, og lad dig ikke omskære, skal ikke forstås sådan, at Paulus forbyder at omskæres eller at have forhud. For hvem kunne på samme tid overholde begge dele, eftersom det strider imod hinanden, at være omskåret og være uomskåret? Og han siger jo også selv her: Omskærelse betyder intet; hvilket lyder, som om det står i modsætning til det han sige: drag ikke forhud over. 
32 Denn soll er keine Vorhaut zeugen, so muss er beschnitten sein; wie kann denn die Beschneidung Nichts sein? Also, da er spricht: die Vorhaut ist Nichts, laut wider das: lass sich nicht beschneiden. Denn soll er sich nicht beschneiden, so muss er die Vorhaut zeugen; wie kann denn die Vorhaut Nichts sein? sondern er verbeut, Noth, Zwang und Gewissen drob zu haben, nämlich, dass das Werk an ihm selbs frei sei, wider recht noch unrecht; und so soll man kein Vorhaut zeugen, als müsst man unbeschnitten sein: wiederumb, soll man nicht beschnitten sein, als müsst man beschnitten sein. For hvis han ikke skal drage nogen forhud over, så må han være omskåret; hvordan kan da omskærelse ikke betyde noget? Og ligeledes, når han siger: Forhud betyder intet, lyder det, som om det står i modsætning til det: Lad dig ikke omskære. For hvis han ikke skal lade sig omskære, så må han have forhud; hvordan kan da forhud ikke betyde noget? Nej, han forbyder at have nødvendighed, tvang eller samvittighed derover, nemlig på den måde, at gerningen i sig selv er fri, hverken ret eller uret, og derfor skal man ikke drage forhud over, som om man skulle være uomskåret. Og omvendt, derfor skal man ikke lade sig omskære, som om man skulle være omskåret. 
33 Der beider ist keins nichts werth zur Selikeit, und mügen ohn Gewissen beiderlei gehalten werden, dass also beide, jüdisch und heidnische Geburt oder Wesen nichts hindert  noch fodert fur Gott, sondern der Glaube alleine. Ingen af delene er noget værd til salighed, og begge dele kan uden samvittighed overholdes, så at altså de to ting: jødisk eller hedensk fødsel eller væsen, hverken hæmmer eller fremme overfor Gud, det gør alene troen. 
34        Also sollt man unserm Volk itzt auch sagen: Ehelich sein, ist Nichts; ohn Ehe sein, ist auch Nichts. Ein heidnisch Gemahl haben, ist Nichts; ein Christen-Gemahl haben, ist auch Nichts. Wer nu ehelich ist, der bleibe ehelich: wer ohn Ehe ist, der werde nicht ehelich, das ist, er lass sein Gewissen unbeschweret, als müsse er ja ehelich oder unehelich sein. Item, Munch sein, ist Nichts, Nonnen sein, ist auch Nichts.       Sådan skal man også i dag sige til vort folk: At leve i ægteskab betyder intet; at leve ugift betyder heller ikke noget. At have en hedensk ægtefælle, betyder intet; at have en kristen ægtefælle betyder heller ikke noget. Den, der nu lever i ægteskab, han skal blive ved med det. Den der lever i cølibat, han skal ikke gifte sig, det vil sige, han skal ikke besvære sin samvittighed med det, som om man skulle leve i ægteskab eller i cølibat. Ligeledes: At være munk betyder intet, at være nonne betyder heller intet. 
35 Wer nu Laie ist, der werde kein Münch; wer Münch ist, der werde kein Laie, das ist, er mache kein Noth noch Gewissen draus, das er ein Munch oder Laie ist; sondern bleibe wie er ist, so fern, dass der Glaube rein und sicher bleibe. Denn wo der Glaube nicht kann bleiben, da soll der Münch ja so fast auslaufen, als ein ehelich Gemahl soll sein Unchristen-Gemahl lassen, das ihn vom christlichen Glauben hält und treibt. Den, der nu er lægmand, han skal ikke blive munk; den, der er munk, han skal ikke blive lægmand. Det vil sige: han skal ikke gøre nogen nødvendighed eller samvittighed ud af, at han er en munk eller lægmand, men forblive som han er, sålænge troen forbliver ren og sikker. For hvor troen ikke kan opretholdes, derfra skal munken jo løbe bort lige så hurtigt, som en ægtefælle skal forlade sin ikke-kristne ægtefælle, hvis han vil holde eller drive ham bort fra den kristne tro. 
36        Aber hie möchten die Jüden sagen zu Paulo: Du sagest, die Beschneidung sei Nichts, sondern Got- (51) tes Gebot halten. Nu ist doch die Beschneidung uns Jüden hart geboten von Gott; wie ist sie denn Nichts? Es ist itzt zu lang hievon zu reden, an andern Orten hab ich gnug davon geredt. Kürzlich, alle Gesetze im Buch Mose sind gegeben bis auf Christum; wenn der käme, der sollt lehren und geben den Glauben und die Liebe.         Men her kunne jøderne sige til Paulus: Du siger, at omskærelse ikke betyder noget, det, der betyder noget, er at holde Guds bud. Men nu er dog omskærelsen strengt påbudt os jøder af Gud, hvordan kan den så ikke betyde noget? Det bliver for langt at omtale det her, andre steder har jeg sagt nok derom. I korthed: Alle mosebogens love er givet indtil Kristus, indtil det menneske kom, der skulle lære og give troen og kærligheden. 
37 Wo die sind, da sind alle Gebot erfullet und aufgehaben, und frei gemacht, also, dass nach Christus Zukunft kein Gebot mehr noth ist,  es sei denn vom Glauben oder Liebe. Wo es nu die Liebe fodert, soll ich mich beschneiden; wo nicht, soll ichs lassen. Wo Liebe Zorn fodert, da soll ich zörnen; wo nicht, soll ichs lassen. Hvor de to ting er, der er alle bud opfyldt og ophævet og gjort frie, på den måde, at efter Kristi komme er intet bud mere nødvendigt, hvis det ikke kommer at troen eller kærligheden. Hvor nu kærligheden fordrer det, skal jeg lade mig omskære, hvor ikke, skal jeg undlade det. Hvor kærligheden kræver vrede, skal jeg blive vred; hvor ikke, skal jeg undlade det. 
38 Wo Liebe fodert schwören, soll ich schwören; wo nicht, soll ichs lassen. Also fortan in allen Gottes- und Menschen-Geboten zu handeln ist. Was aber Liebe sei, wie sie nur ansiehet des Nähesten Nutz und Willen, und was Glaube sei, ist anderswo gnug gesagt. Hvor kærligheden kræver, at jeg sværger, skal jeg sværge; hvor ikke, skal jeg undlade det, og så fremdeles: Sådan skal man handle i alle Guds og menneskers bud. Men hvad kærlighed er, hvordan den kun ser på næstens nytte og vilje, og hvad tro er, det er andetsteds tilstrækkeligt omtalt. 
39 Ein Iglicher bleibet in dem Ruf, darinnen er berufen ist. Bist du ein Knecht berufen, sorge dir nicht: doch, kannst du frei werden, so brauche dess viel lieber. Enhver skal forblive i det kald, hvori han blev kaldet. Er du kaldet som slave, så gør dig ingen bekymring, men kan du blive fri, så benyt dig hellere af det. 
40        Da wiederholet er zum andern Mal den Beschluss, und gibt ein Exempel von eim Knecht und Freien. Denn zu der Zeit waren viel eigen Leute, wie noch an etlichen Orten sind, die man Leibeigen nennet; die heisst hie S. Paulus Knechte. Nu, wie sich ein ehelich Gemahl gegen seinem Gemahl soll halten, dess es auch leibeigen ist. Das ist, es hindert ihn nicht, dass er leibeigen ist, an seinem christlichen Glauben, und darf darumb nicht von seinem Herrn laufen, sondern soll bei ihm bleiben, der Herr sei gläubig oder ungläubig, frumm oder böse; es wäre denn, dass ihn sein Herr vom Glauben (52) halten und zwingen wollt, oder seinem bösen Leben nachzufolgen hielte, denn da ists Zeit, laufen und lassen.           Her gentager han for anden gang konklusionen og giver et eksempel med en slags og en fri mand. For på den tid var der mange mennesker, som der også i dag er mange steder, som man kaldte livegne; dem kalder Paulus her slaver. Altså, han skal forholde sig, ligesom den ene ægtefælle skal forholde sig overfor den anden, hvis livegne han er, det vil sige, det forhindrer ikke hans kristne tro, at han er livegen, og derfor bør han ikke løbe bort fra sin herre, men skal blive hos ham, hvad enten herren er troende eller ej, from eller ond; medmindre da hans herre vil holde ham borte fra troen med tvang eller tvinge ham til at efterfølge hans eget onde levned, for så er det om at løbe bort og forlade ham. 
41 Und allerdinge, was droben von eim christlichen Gemahl gesagt ist, wie sichs gegen seinem Unchristen-Gemahl halten soll, das ist auch hie von eim christlichen Knecht gegen seinem unchristlichen Herrn zu sagen. Og i hvert fald, hvad der ovenfor er sagt om en kristen ægtefælle, hvordan han skal forholde sig overfor sin ikke-kristne ægtefælle, det kan også siges her om en kristen slave overfor sin ikke-kristne herre. 
42         Und was von einem Leibeigen hie Paulus sagt, das ist auch von allen gemiethen Knechten, Mägden, Taglöhner, Aerbeiter und Gesind gegen ihren Herrn und Frauen zu halten; ja von allen Gelubden, Verbündnissen, Gesellschaften, und wie Eins dem Andern mag verwandt und verpflichtet sein.         Og hvad Paulus her siger om en livegen, det skal også overholdes af alle tjenestefolk, piger, daglejere, arbejder og tyende overfor deres herrer og fruer; ja, det gælde om alle løfter, forbund, selskaber og hvordan ellers den ene kan være forbundet med og forpligtet overfor den anden. 
43 In diesen Sachen allen ist Dienst, Treu und Pflicht zu halten, das eine Theil sei Christen oder Unchristen, frumm oder böse; so ferne sie den Glauben und Recht nicht hindern, und dich lassen christlich leben. Denn solche Stände sind allesampt frei, und dem christlichen Glauben unverhinderlich. I alle disse tilfælde skal tjeneste, troskab og pligt overholdes, hvad enten den ene part er kristen eller ikke-kristen, from eller ond, blot intet hindrer troen og retten til at leve kristeligt. For sådanne stænder er alle frie, og hindrer ikke den kristne tro. 
44         Doch kannst du frei werden, (spricht S. Paulus,) so brauche dess viel lieber. Nicht also, dass du solltest dem Herrn dich selbs stehlen und entlaufen, ohn seinen Wissen und Willen; sondern, dass du S. Paulus Wort, da er sagt, du sollest im Beruf bleiben, darin du berufen bist, nicht also verstehest, als müsstest du leibeigen bleiben, ob du gleichwohl künntest frei werden mit Wissen und Willen deines Herrn: S. Paulus will nur dein Gewissen unterrichten, dass du wissest, wie es beides frei sei fur Gott, du seist leibeigen oder frei.         Men kan du blive fri, siger Paulus, så benyt dig meget hellere af det. Ikke på den måde, at du skal stjæle dig selv fra din herre og løbe bort uden hans viden og vilje; men på den måde, at du ikke forstår Paulus' ord om, at du skal blive i det kald, hvori du blev kaldet, sådan, at du skulle forblive som livegen, selv om du kunne blive fri med din herres viden og vilje. Paulus vil kun underrette din samvittighed, så du kan vide, hvordan begge dele er fri overfor Gud, hvad enten du er livegen eller fri. 
45 Damit will er dir nicht wehren, dass du frei werdest, so du kannst mit Gunst deins Herrn, also, dass deinem Gewissen gleich soll gelten, du werdest frei oder leibeigen, wo du mit Gott und mit Ehren kannst. Denn das lehret der christlich Glaube nicht, ein Andern das Seine zu nehmen, sondern vielmehr alle (53) Pflicht leisten, auch denen, den man Nichts schuldig ist, noch Rechts an uns haben. Dermed vil han ikke forhindre dig i at blive fri, hvis du kan med din herres tilladelse, sådan at det er din samvittighed det samme, hvad enten du er fri eller livegen, når du kan gøre det med Gud og æren. For det lærer den kristne tro ikke, at man skal berøve den anden noget af det, der hører ham til, men snarere, at man skal overholde alle forpligtelser, også overfor dem, som man intet skylder eller som ikke har nogen rettighed over os. 
46 Denn wer ein Knecht berufen ist in dem Herrn, der ist ein Gefreiter des Herrn. Desselbengleichen, wer ein Freier berufen ist, der ist ein Knecht Christi. For den, der for Herren er kaldet som slave, han er Herrens frigivne. Og på lignende måde, den, der er kaldet som fri, han er Kristi slave. 
47        Das ist so viel gesagt: Es gilt fur Gott gleich, du seiest frei oder leibeigen; gleichwie die Beschneidung und Vorhaut gleich gilt; keins hindert den Glauben und Selikeit; gleich als wenn ich sprech: Es gilt im Glauben gleich viel, du seiest arm oder reich, jung oder alt, hübsch oder hässlich, gelehrt oder ungelehrt, Laie oder Pfaffe.          Det betyder så meget som dette: Det har overfor Gud samme gyldighed, om du er fri eller livegen. På samme måde gælder omskærelse og forhud lige meget; intet af det hindrer troen og salighed; ganske som hvis jeg sagde: Det gælder i troen lige meget, om du er fattig eller rig, ung eller gammel, køn eller grim, lærd eller ulærd, lægmand eller præst. 
48 Denn, wer arm berufen ist, der ist reich fur Gott; wer reich berufen ist, der ist arm fur Gott; wer jung berufen ist, der ist alt fur Gott; wer alt berufen ist, der ist jung fur Gott; wer hässlich berufen ist, der ist hübsch fur Gott; und wiederumb, wer ungelehrt berufen ist, der ist gelehrt fur Gott; und wiederumb, wer ein Laie berufen ist, der ist ein Pfaffe fur Gott: das alles darumb, dass der Glaube uns alle gleich macht fur Gott, und kein Unterscheid der Person oder Stands lässt etwas gelten. For den, der er kaldet som fattig, han er rig for Gud; den, der er kaldet som rig, han er fattig for Gud; den, der er kaldet som ung, han er gammel for Gud; den, der er kaldet som gammel, han er ung for Gud; den, der er kaldes som grim, han er køn for Gud; og fremdeles: den, der er kaldet som ulærd, han er lærd for Gud. Og fremdeles, den, der er kaldet som lægmand, han er en præst for Gud: Altsammen af den grund, at troen gør os alle lige overfor Gud, og han lader ikke nogen forskel på personen eller standen være gældende. 
49        Also auch hie: Wer ein Knecht berufen ist, der ist ein Freier des Herrn; das ist, er gilt gleich so viel fur ihm, als wäre er frei, und kein Knecht. Wiederumb: Wer ein Freier berufen ist, der ist Christus Knecht, das ist, er ist nicht besser, denn einer, der Knecht ist. Denn hie gehts, wie S. Paulus Gala. 3. sagt: Hie ist kein Jüde, kein Heide, kein Knecht, kein Freier, kein Mann, kein Weib, sondern Alls und eitel Christus. Denn es ist da gleicher Glaube, gleich Gut, gleich Erbe und Alles gleich.         Således også her: Den, der er kaldet som slave, han er Herrens frigivne; det vil sige; han gælder lige så meget for ham, som var han fri og ikke slave. Fremdeles: Den, der er kaldet som fri, han er Kristi slave, det vil sige, han er ikke bedre end én, der er slave. For her går det, som Paulus siger Gal 3,28: Her gælder det ikke jøde, hedning, slave, fri, mand, kvinde, men det gælder alt og idel Kristus. For dèr er der den samme tro, de samme goder, den samme arv, ja, alt er det samme. 
50 Also möchtest du auch sagen: Wer ein Mann berufen ist, der ist ein Weib fur Gott; und wer ein Weib berufen ist, der ist ein Mann fur Gott. (54) Darumb kann hie das Wort, ein Knecht Christi, nicht von dem Dienst gesagt sein, den man Christo thut, sondern es heisst ein Knecht unter den Menschen auf Erden; weil derselb Christum angehört und unter ihm ist, so gilt er gleich so viel, als ein Freier, und ein Freier als ein Knecht; und ist gleichwohl Christus eigen, in dem, dass er Knecht ist. Sådan kunne du også sige: Den, der er kaldet som en mand, han er en kvinde for Gud; og den, der er kaldet som en kvinde, hun er en mand for Gud. Derfor kan her udtrykket 'Kristi slave' ikke forstås om den tjeneste, som man yder Kristus, men det kaldes at være en slave under menneskene på jorden; fordi dette at tilhører Kristus og være under han gælder lige så meget som at være et frit menneske, og at være fri lige så meget som at være slave; og så er han alligevel Kristi livegen i det, hvori han er slave. 
51 Ihr seid theur erkauft; werdet nicht Menschen-Knechte. I er købt; bliv ikke menneskers slaver. 
52        Was ist das gesagt? Itzt hat er gelehret, man solle Knecht bleiben, und es hindere nicht am christlichen Glauben: hie aber verbeut er, dass man nicht soll Knecht werden. Er sagt Solchs ohn Zweifel als ein gemeinen Spruch wider Menschen-Lehre, die solche Freiheit und Gleicheit des Glaubens zunicht machen, und spannen die Gewissen enge; nämlich, wer da lehret, dass ein Christen müge nicht eine Unchristen zur Ehe nehmen und bei ihr bleiben, wie das geistlich Gesetz thut, der hindert diese Freiheit, von S. Paulo hie gelehrt, und macht, dass ihm die Leute müssen mehr gehorsam sein, denn Gottes Wort.         Hvad betyder det? Nu har han læret, at man skal forblive slave og at det ikke hindrer kristentroen: Men her forbyder han, at man bliver slave. Han siger uden tvivl dette som et almindeligt udsagn imod menneskelære, som tilintetgør en sådan frihed og lighed i troen og spærrer samvittighederne inde; nemlig imod dem, der lærer, at en kristen ikke må tage en ikke-kristen til ægte og forblive hos hende, sådan som den gejstlige lov gør, som hindrer denne frihed, som Paulus her lærer om, og bevirker, at menneskene må adlyde den mere end Guds ord. 
53 Das heisst er hie Menschen-Dienst. Denn da meinen sie Gottes Knechte zu werden, und ihm zu dienen; und ist doch Menschen-Lehre, und werden dadurch Menschen-Knecht. Also thäten auch die, so da predigeten, die Christen müssten sich beschneiden, und huben damit auch die obgesagte Freiheit auf. Also sorget und fichtet Paulus an allen Enden fur die christliche Freiheit, wider die Strick und Kerker menschlicher Satzunge. Det kalder han her mennesketjeneste. For derigennem mener de at blive Guds slaver og tjene ham; og det er dog menneske-lære, og de bliver menneskers slaver derigennem. Sådan gjorde også de, der prædikede, at de kristne skulle lade sig omskære; de ophævede derved den ovennævnte frihed. Sådan sørger Paulus i alle ender for den kristne frihed og kæmper for den, imod de menneskelige sætningers bindinger og fængsel. 
54         Dass aber diess seine Meinung sei, bewährt sich aus dem, dass er sagt: Ihr seid theur erkauft. Da meinet er Christum mit, der hat uns mit seinem eigen Blot von allen Sunden und Gesetzen erkauft und frei gemacht, Gal. 5. Nu gehet aber dieser Kauf nicht weltlicher Weise zu, und trifft auch nicht die Verbündniss, so die Menschen unter nander haben, als da ist des Knechts gegen dem Herrn, des Weibs gegen dem (55) Mann.           Men at dette er hans mening, fremgår af det, han her siger: I er købt dyrt. Dermed mener han Kristus, som med sit eget blod har købt os og gjort os fri fra alle synder og love, Gal 5,1. Men nu foregår dette ikke på verdslig vis, og har heller ikke noget at gøre med de pagter, som mennesker slutter med hinanden, som f. eks. slavens med hans herre, eller kvindens med hendes mand. 
55 Sölch Bündniss lässt er alle bleiben, und will sie gehalten haben: sondern gehet geistlich zu im Gewissen, dass uns fur Gott kein Gesetz mehr bindet noch fähet, sondern da sind wir alle allerdinge frei. Denn vorhin waren wir in Sunden gefangen; nu aber sind alle Sund abe. Was aber Verbundniss oder Freiheit äusserlich bleibt, das sind wider Sund noch Verdienst, sondern äusserlich Gemach oder Ungemach, Leiden oder Freud, wie ander leiblich Gut und Ubel, in welchen beiderlei wir kunnten frei und ohn Sund leben. Sådan pagter lader han allesammen forblive i kraft. Dem vil han have overholdt. Men det foregår åndeligt i samvittigheden, så at overfor Gud er der ikke mere nogen lov, der binder os eller fanger os, men på det punkt er vi i hvert fald frie. For tidligere var vi fanget i synd: Men nu er synden borte. Men hvad der bliver tilbage af pagter eller frihe i det ydre, det er hverken synd eller fortjeneste, men er i det ydre let eller besværligt, pine eller glæde, sådan som andre legemlige goder og onder, for i begge tilfælde kan vi leve frit og uden synd. 
56 Ein Iglicher, lieben Bruder, worinnen er berufen ist, darinnen bleibe er bei Gott. Kære brødre, overfor Gud skal enhver forblive i det kald, hvori han blev kaldet. 
57       Da wiederholet er zum dritten Mal diesen Beschluss von der christlichen Freiheit, dass alle äusserliche Ding frei sind fur Gott, und ein Christen derselben mag brauchen wie er will, er mag sie annehmen oder fahren lassen; und setzt nämlich hiezu: bei Gott, das ist, so viel zwischen dir und Gott dran gelegen ist. Denn du thust Gott keinen Verdienst, dass du freiest, ohn Ehe bleibest, Knecht, frei, diess oder das werdest, diess oder das issest: wiederumb, thust du ihm auch kein Verdienst oder Sund, wo du der eins lässest auch fahren oder anstehen.          Her gentager han for tredie gang denne afgørelse om den kristne frihed, at alle ydre ting er frie overfor Gud, og at en kristen kan bruge dem, som han vil, han kan tage imod dem eller lade dem fare; og så tilføjer han: Overfor Gud, det vil sige, for så vidt det angår Gud og dig. For du gør ikke Gud nogen tjeneste, om du gifter dig, forbliver ugift, bliver slave, bliver fri, bliver dette eller hint, spiser dette eller hint. Og omvendt, du gør heller ikke nogen fortjeneste eller øver nogen synd, hvor du lader det fare eller lader det være. 
58 Endlich, du bist Gott Nichts schuldig zu thun, denn gläuben und bekennen. In allen andern Sachen gibt er dich los und frei, dass du es machest, wie du willst, ohn alle Fahr des Gewissens; so gar auch, dass er nichts darnach fragte seinethalben, ob du auch dein Weib fahren liessest, vom Herrn liessest, und keinen Bund hieltest, denn was hat er davon, dass du Solchs thust oder lässest? Aber weil du deinem Nähesten damit verhaft bist, dess du eigen worden bist, will Gott Niemand das Seine nehmen durch seine Freiheit, sondern will das deinem Nähesten gehalten haben. Til slut: Du er ikke skyldig at gøre andet overfor Gud end at tro og bekende. I alle andre sager lader han dig være løst og fri, så du kan gøre det, som du vil uden nogen samvittighedsfare; endog således, at han ikke for sit vedkommende vil spørge efter, om du også lod din kone løbe, lod hende løbe bort fra Herren og ikke overholde pagten, for hvad har han ud af, at du gør eller undlader den slags? Men eftersom du dermed er taget til fange af din næste, hvis livegen du er blevet, vil Gud ikke taget det bort fra nogen, der er hans, gennem den frihed, han giver, men han vil have dette overholdt overfor din næste. 
59 Denn obwohl Gott seinethalben desselben nicht achtet, so acht ers doch deines Nähesten halben. Das meinet er, dass er sagt: bei Gott; als soltt er sagen: Bei dem Menschen, oder bei dei- (56) nem Nähesten mache ich dich nicht frei, denn ich will ihm das Seine nicht nehmen, bis er selb dich auch freigibt: bei mir aber bist du frei, los, und kannsts mit nichte verderben, du lassest oder haltest, was äusserlich ist. For skønt Gud ikke for sit vedkommende tager sig af det, så tager han sig dog af det for sin næstes vedkommende. Det mener han, når han siger: For Gud, som ville han sige: Overfor mennesker eller overfor din næste gør jeg dig ikke fri, for jeg vil ikke tage det fra ham, der er hans, før han selv også gør dig fri. Men overfor mig er du fri, løst og du kan ikke fordærve det med noget, hvad enten du undlader det eller overholder det, det, der er i det ydre. 
60          Drumb so merke und scheide diese Freiheit recht, dass es zwischen Gott und dir nicht also stehet, als zwischen dir und deinem Nähesten: dort ist diese Freiheit, hie ist sie nicht. Ursach ist die: denn Gott gibt dir diese Freiheit nur in dem, das dein ist, nicht in dem, das deins Nähesten ist. So scheide nu von einander, was dein und deines Nähesten ist. Darumb kann der Mann das Weib nicht lassen; denn sein Leib ist nicht sein, sondern des Weibs.        Derfor må du lægge mærke til og gøre ret skel med denne frihed: at det mellem Gud og dig ikke forholder sig som mellem dig og din næste. Dèr hersker denne frihed, men ikke her. Årsagen er denne: Gud giver dig kun denne frihed i det, der er dit, ikke i det, der er din næstes. Så gør nu skel imellem, hvad der er dit, og hvad der er din næstes. Derfor kan man ikke forlade sin hustru; for hans legeme er ikke hans eget, men hans hustrus. 
61 Also wiederumb. Item, der Knecht ist mit seinem Leibe nicht sein, sondern seines Herrn. Fur Gott läge nichts dran, dass der Mann das Weib liesse, denn der Leib ist Gott nicht verbunden, sondern frei von ihm gegeben zu allen äusserlichen Dingen, und ist nur inwendig durch den Glauben Gottes eigen: aber für den Menschen ist das Verbündniss zu halten. Og ligeledes: Slaven ejer ikke sit eget legeme, det gør hans Herre. Overfor Gud betyder det ikke noget, at manden forlader sin hustru, for legemet er ikke forbundet med Gud, men er af ham givet fri til alle ydre ting, og er kun indvendigt gennem troen Guds ejendom: men overfor menneskene skal pagten holdes. 
62 Das ist Summa Summarum: Wir sind Niemand Nichts schuldig, denn lieben, und durch die Liebe dem Nähesten dienen. Wo Liebe ist, die macht zu eigen; also, dass kein Fahr des Gewissens oder der Sund fur Gott sei, mit Essen, Trinken, Kleider, sonst oder so leben, ohn wo es wider des Nähesten ist: wider Gott kann man hie nicht sundigen, sondern wider den Nähesten. Kort sagt: Vi er ingen noget skyldig undtagen at elske, og gennem kærligheden tjene næsten. Hvor der er kærlighed, der gør man sig livegen; på den måde er der ingen samvittighedsfare eller synd overfor Gud med spise, drikke, klæder, at leve sådan eller sådan, hvis det ikke er imod næsten. Imod Gud kan han på dette punkt ikke synde, kun imod næsten. 
63         Und ist zu wissen, dass diess Wörtlin, Ruf, hie nicht heisse den Stand, darinnen Jemand berufen wird; wie man sagt: Der Ehestand ist dein Ruf, und so fortan. Ein Iglicher hat seinen Ruf von Gott. Von solchem Ruf redet hie S. Paulus nicht, sondern er redet von dem evangelischen Ruf, dass also viel sei gesagt: Bleibe in dem Ruf, darinnen du berufen bist; das ist: Wie dich das Evangelion trifft, und wie dich sein Rüfen findet, so bleibe. Rüft dirs im Ehestand, so bleibe in demselben Rüfen, (57) darinnen dichs findet; rüft dirs in der Knechtschaft, so bleib in der Knechtschaft, darinnen du berufen wirst.        Og man må vide, at ordet 'kald' her ikke betyder den stand, hvori enhver blev kaldet, sådan som man sige: Ægtestanden er dit kald, og så videre. Enhver har sit kald fra Gud. Om et sådant kald taler Paulus ikke her. Men han taler om det evangeliske kald, at der er sagt til mange: Bliv i det kald, hvori du blev kaldet, det vil sige: Sådan som evangeliet rammer dig, og sådan som dets kald finder dig, deri skal du blive. Kalder det dig i ægtestanden, så bliv i det kald, hvori det finder dig, kalder det dig i slavestanden, så bliv i slavestanden, hvori du blev kaldet. 
64         Wie, wenn michs denn träfe in sundlichem Stand, soll ich denn darinnen bleiben? Antwort: Bist du im Glauben und in der Liebe, das ist, bist du im Ruf des Evangelii, so thu was du willst, sundige immerhin; wie kannst du aber sundigen, so du gläubest und liebest? sintemal durch den Glauben Gott gnug geschicht, und durch die Liebe dem Nähesten. Darumb ists unmüglich, dass du solltest im sundlichen Stand berufen werden und bleiben.          Hvad så, hvis det rammer mig i en syndig stand, skal jeg så også forblive deri? Svar: Er du i troen og i kærligheden, det vil sige, er du i evangeliets kald, så gør, hvad du vil, synd fremdeles; men hvordan kan du synde, når du tror og elsker? Eftersom der igennem troen sker det, der er nok for Gud, og igennem kærligheden det, der er nok for næsten. Derfor er det umuligt, at du skulle blive kaldet i den syndige stand og forblive deri. 
65 Bleibst du aber drinnen, so bist du noch nicht berufen, oder hast den Ruf noch nicht gefasset. Denn dieser Ruf schaffet, dass du aus dem sundlichen Stand in einem frummen Stand kommest, und macht dich, dass du nicht sundigen kannst, so du drinnen bleibst, und bist allerdinge frei bei Gott durch den Glauben: aber bei den Menschen bist du Jedermanns Diener durch die Liebe. Bliver du alligevel deri, så er du endnu ikke kaldet, eller du har endnu ikke fattet kaldet. For dette kald bevirker, at du kommer ud af den syndige stand ind i den fromme stand, og det ændrer dig derhen, at du ikke kan synde, hvis du forblive deri, og du er i alle tilfælde fri overfor Gud gennem troen. Men overfor mennesker er du enhvers slave gennem kærligheden. 
66        Aus dem siehest du abermal, dass Klösterei und Geisterei zu unsern Zeiten unrecht ist; denn sie verbinden sich fur Gott an äusserliche Ding, da sie Gott frei, los gibt, und streben also wider des Glaubens Freiheit und Gottes Ordnung: wiederumb, da sie sollten verbunden sein, nämlich, fur den Menschen, und durch Liebe Jedermann dienen, machen sie sich frei, dass sie Niemand dienen noch nutz sind, denn ihnen selbs, und streben damit wider die Liebe.         Heraf ser du igen, at klosteri og ånderi i vore dage er forkert; for de forpligter sig overfor Gud til ydre ting, hvor ellers Gud giver dem fri og lader dem være løst, og de stræber altså imod troens frihed og Guds ordning. Omvendt, hvor de skulle være bundet, overfor menneskene, og igennem kærligheden tjene enhver, dèr gør de sig fri, så at de ikke tjener nogen eller er til nytte for andre end sig selv, og de stræber derved imod kærligheden. 
67 Also ists ein verkehrets Volk, das alle Gottes-Recht verkehret; will frei sein, da es verbunden ist, und verbunden sein, da es frei ist: und hoffen dennoch im Himmel viel höher Stühele, denn der gemein Christenmensch. Ja, im Abgrund der Höllen werden sie sitzen, die aus der himmlichen Freiheit ein solch höllisch Gefängnis, und aus der lieblichen Dienstbarkeit ein feindselige Freiheit machen. (58)  Altså er det et forvendt folk, som forvender al guddommelig ret, vil være fri, hvor det er bundet, og vil være bundet, hvor det er frit: og dog håber de på i himlen at få meget højere pladser end de almindelige kristne. Ja, de kommer til at side i helvedes afgrund, de, der af den himmelske frihed skaber et sådant helvedes fængsel og af kærlighedens tjenstvillighed en fjendtlig frihed. 
68 Das dritte Theil, von der Jungfrauschaft.

Von den Jungfrauen aber hab ich kein Gebot des Herrn. Ich sage aber meine Menung, als ich Barmherzikeit erlangt habe von dem Herrn, treu zu sein. So meine ich nu, Solch sei gut, umb der gegenwärtigen Noth willen, dass es dem Menschen gut sei, also zu sein.

Den tredie del, om cølibatet. 

Men om jomfruerne har jeg intet bud fra Herren. Men jeg udtaler min mening, jeg har dog fået barmhjertighed fra Herren til at være tro. Derfor mener nu jeg, at den slags er godt; på grund af den nuværende nød er det godt for menneskene at være sådan. 

69         Wir haben nu den Ehestand gnugsam hören loben: nu sollen wir auch sein Ungemach predigen, und die Jungfrauschaft ehren. Aber wenns nicht S. Paulus wäre, sollts billig verdriesslich sein, dass er den theuren, edlen Stand der Jungfrauschaft so kärglich lobet und schmalen Preis gibt: aufs Erste, dass er spricht: Er sei nicht geboten von dem Herrn, so wenig als der Ehestand, das ist, er soll frei sein Jedermann; damit aber nimpt er ihm alle die Ehre, die ihm bisher von den hohen Predigern geben ist.        Vi har nu i tilstrækkelig grad hørt, hvordan han priser ægtestanden. Nu skal vi også høre om dens besværligheder og prise cølibatet. Men hvis det ikke var Paulus, der skriv, ville vi nok finde det kedeligt, at han roser den dyre, ædle cølibatstand så karrigt og giver den en så ringe ros. For det første, når han siger: Det er ikke påbudt af Herren, lige så lidt som ægtestanden. Det vil sige, den skal være fri for enhver; dermed tager han bort fra det al den ære, som hidtil de høje prædikanet har givet det. 
70 Denn wo kein Gebot ist, da ist fur Gott auch kein Verdienst noch Lohn, sondern ein frei Wesen fur sich selbs. Denn es gilt fur Gott gleich so viel, du seiest Jungfrau oder nicht; und wie er droben sagt: Wer ein Knecht berufen ist, der ist ein Freier des Herrn; also mag man auch hie sagen: Wer ein Jungfrau berufen ist, der ist ein Weib fur Gott; und wer ein Weib berufen ist fur Gott, der ist ein Jungfrau fur Gott. Denn es gilt fur Gott Alles gleich,  und ist kein Unterscheid der Person noch Verdienst der Werk, sondern allein der gleiche Glaube in Allen und durch Alle. For hvor der ikke er noget bud, dèr er der overfor Gud heller ikke nogen fortjeneste eller løn, men det er i sig selv frit. For det har lige så gyldighed overfor Gud om du lever i cølibat eller ej; og ligesom han ovenfor sagde: Den, der er kaldet som slave, han er Herrens frigivne, sådan kan man også her sige: Den, der lever i cølibat, han er en ægtehustru for Gud; og den der er kaldet som ægtehustru for Gud, han er en cølibatær overfor Gud. For overfor Gud er det altsammen det samme, og der er ikke nogen forskel på personerne eller nogen fortjeneste ved gerninger, men der er alene den samme tro i alle og ved alle. 
71           Das hat der Heilige Geist drumb durch S: Paulum gesagt, dass die Jungfrauschaft ein theur, edel Ding ist, und hoch angesehen auf Erden, dass nicht Jemand umb der Grösse und Höhe willen solchs Stands sich besser und höher fur Gott däuchte, denn ein ander schlechter Christen: sondern bliebe in der Einfältigkeit (59) des Glaubens, der uns alle gleich macht fur Gott.          Det har Helligånden derfor sagt gennem Paulus: at cølibatet er en dyr og ædel sag, og højt anset på jorden, så at ikke enhver på grund af denne stands størrelse og højhed skal tro sig bedre og højere i forhold til Gud end enhver anden almindelig kristen, men skal forblive i troens enfoldighed, der gør os alle lige overfor Gud. 
72 Denn die giftige Natur kanns nicht lassen, dass sie nicht sollt durch Werk sich fur Gott etwas lassen dünken, und je höher das Werk ist, je mehr sie da gelten will. Derhalben ist sie durch den feinen Glanz der Jungfrauschaft so fast verblendet, weil kein Werk grösser, schöner ist auf Erden, dass sie kein höhern Stand fur Gott achtet, denn die Jungfrauschaft, und meinet, wie ein Jungfrau auf Erden viel mehr gilt, denn ein Eheweib, so solls im Himmel auch so gelten. For den giftige natur kan ikke lade være med at det er gennem gerninger, den skal lade sig anse for noget overfor Gud, og jo højere gerningen er, des mere vil den have det til at gælde. Derfor er den så fuldstændig forblændet af cølibatets fine glans, fordi ingen gerninger på jorden er større og skønnere, at den ikke agter nogen stand højere overfor Gud end cølibatet, og så mener den, at ligesom på jorden en cølibatær er meget mere værd end en ægtehustru, så skal også dette være gældende i himlen. 
73         Daher kommen die unsinnigen Lehrer des Teufels, die den Nonnen und allen Jungfrauen sonderliche Krönlin im Himmel schmieden, und machen Christus Bräute draus; gerad als wären andere Christen nicht Christus Braut. Da fällt denn das arm, tolle, junge Volk zu, und will Jedermann zu diesen Krönlin, und wöllen den Himmel voll Jungfrauen und Christus Bräute machen.           Deraf kommer det med disse vanvittige djævelens lærere, som smeder særlige kroner i himlen til alle nonner og cølibatære og gør dem til Kristi brude; som om ikke andre kristne var Kristi brude. Så falder da det stakkels, dumme, unge folk i og enhver vil opnå denn ekrone og de vil så gøre himlen fuld af jomfruer og Kristi brude. 
74 Dieweil gehet der christlich Glaube in Verachtung und Vergessen und verlöscht, welcher doch allein die Kron erwirbt und Christus Bräute macht. Aber wisse du, und sei dess gewiss, das solch gekrönete Jungfrauen, die sich auf solche Lehre verlassen, und in solcher Meinung Jungfrauschaft furgeben, und nicht wie hie S. Paulus lehret; dass derselben gewisslich keine ein reine Jungfrau ist oder bleibt, und wird endlich wider Jungfrau, noch Christus Braut erfunden werden. Imens går den kristne tro i foragt og går i forglemmelse og udslukkes, skønt dog den alene erhverver kronen og skaber Kristi brude. Men du skal vide og være forvisset om, at sådanne kronede jomfruer, som forlader sig på en sådan lære og i en sådan mening foregiver cølibat og ikke, som Paulus her lærer, at den slags med sikker ikke er eller forbliver rene jomfruer og de vil i sidste ende bliver erkendt som hverken jomfruer eller Kristi brude. 
75        Aufs Ander, (spricht er,) Jungfrauschaft, seiner treuen Meinung nach, sei gut, umb gegenwärtiger Noth willen. Das ist der erste Preis der Jungfrauschaft von S. Paulus. Und da siehest du, von welchem Gut S. Paulus droben auch geredt habe, da er sprach, es sei gut, kein Weib berühren, dass er kein Wort vom Verdienst oder Lohn im Himmel redet, wie auch S. Hieronymus hie gefeihlet, und Paulum unrecht verstanden und ausgelegt hat: sondern von dem Gut auf diesem zeitlichen Leben; wie noch mehr folgen wird.            For det andet, sige rhan, cølibat er efter sin sande mening godt, på grund af den nuværende nød. Her har vi den første lovprisning af cølibatet fra Paulus. Og her ser du, hvad det er for et gode Paulus talte om ovenfor, da han sagde, at det er godt ikke at berøre en kvinde; han taler ikke et ord om fortjeneste eller løn i himlen, sådan som også Skt. Hieronymus fejlagtigt siger her, så han har forstået og udlagt Paulus forkert, nej, han taler om et gode i dette timelige liv, sådan som det også følger serene. 
76 So ist nu das wohl ein fein Ursach, Jung- (60) frau zu bleiben, und die mühesame Ehe zu meiden, dass eim Christen immerdar umbs Evangelion willen die Verfolgung auf dem Halse liegt, und alle Stund in der Fahr stehet, dass er sein Gut, sein Freund und sein Leben wagen muss, und vertrieben oder erwürget werde. Das heisst hie S. Paulus die gegenwärtige Noth. På den måde er det da en god årsag til at forblive i cølibat, at man vil undgå det møjsommelige ægteskab, eftersom forfølgelsen på grund af evangeliet hele tiden ligger som en risiko for den kristne og han hvert øjeblik står i fare for at han må vove sit gods, sin ven og sit liv og blive fordrevet eller slået ihjel. Det er, hvad Paulus her kalder den nuværende nød. 
77          Nu sage mir, wo willst du ein Jungfrau finden in allen Klöstern, so weit der Papst regiert hat, die aus solcher Ursach Jungfrau sind blieben? Wo stehet ihr Gut, Leib und Leben in der Fahr? Sind sie doch so hoch befreiet und versichert ihres Guts, Lebens und Freundschaft, beide, durch kaiserlich und päpstlich Gewalt, dass kein sicherer Volk auf Erden nie kam; dass Jedermann bekennen muss, sie bleiben Jungfrauen, nicht umb der Noth und Fahr willen, sondern umb Sicherung willen, und dass kein Noht mit ihnen haben solle: gleich das Widerspiel dieser Ursach, die hie S. Paulus setzt.          Sig mig nu, hvor vil du finde en cølibatær i alle de klostre, der findes, så langt paven har hersket, som er forblivet ugift af en sådan begrundelse? Hvor står deres gods, legeme og liv i fare? De er dog i så høj grad befriet fra og sikret imod at miste deres gods, liv og venskab, både ved kejserlig og pavelig magt, at der aldrig er opstået noget sikrere folk på jorden; så at enhver må bekende, at de forbliver ugifte, ikke på grund af nøden og faren, men på grund af sikkerheden, og at det ikke skal have nogen nød med dem. Ganske det modsatte af den begrundelse, som Paulus her fremfører. 
78 Denn du sollst wohl sehen, wo man in den Klöstern solcher Not und Fahr gewarten müsste, wo itzt tausend und aber tausend Klöster stehen, da wurde nicht ein Stecke stehn. Aber was mach ich viel Wort? Man siehet wohl, was Klöster sampt dem ganzen Papsthum fur Noth und Fahr leiden an Leib und Gut; Mästsäu sind sie allesampt. For du får nok at se, at hvis man i klostrene kunne forvente en sådan nød og fare, så ville, hvor nu tusinder og atter tusinder forbliver i klostrene, ikke et øje forblive der. Men hvorfor gøre en kort sag lang? Man ser nok, hvilken nød og fare klosterne og hele pavedømmet lider på legeme og gods; fedesvin er de alle til hobe. 
79           So sprichst du: Müssen doch Eheliche eben sowohl in der Fahr und Noth stehen umbs Evangelion willen, als die Jungfrauschaft; denn wie das Evangelion allen Christen gemein ist, also auch das Kreuz und die Verfolgunge. Musste doch Abraham in solcher Noth mit seiner Sara verlassen sein Vater, sein Gut, und allzeit mit ihr sein Leben wagen? Antwort: Spricht doch S. Paulus nicht, dass umb solcher Noth willen Jemand solle oder müsse Jungfrau bleiben; sondern er sagt, es sei gut und nütz, so zu bleiben.         Så vil du sige: Jamen, ægtefolk må dog på samme måde stå i fare for evangeliets skyld som cølibatet; for ligesom evangeliet er fælles for alle kristne, sådan er kors og forfølgelse det også. Måtte dog ikke Abraham i en sådan nød sammen med sin Sara forlade sin far, sit gods og hele tiden vove sit liv? Svar: Paulus siger da ikke, at enhver for en sådan nøds skyld skal eller må forblive ugift, men han siger, at det er godt og nyttigt at forblive sådan. 
80 Die Noth ist gemein; aber die Jungfrauschaft habens besser, denn die Ehelichen. Denn so Abraham seine Sara nicht (61) hätte gehabt, wäre er gar vieler Mühe und Sorgen ubergaben gewesen, und leichter hindurch kommen. Ein Jungfrau ist nur Ein Leib, darf fur Niemand sorgen: ein ehelich Mensch hangt am andern, da gehen viel Sorge und Mühe auf, und gehöret gar mancherlei dazu; wie das die Erfahrung wohl lehret. Nøden er fælles, men de ugifte har det bedre end ægtefolkene. For hvis Abraham ikke havde haft sin Sara, ville han have undgået meget mere anstrengelse og bekymring og være kommet lettere igennem det. En ugift er kun ét legeme, behøver ikke bekymre sig for nogen. En gift person er bundet til en anden, det medfører megen bekymring og møje, der hører ganske mange slags bekymring med til det; som også erfaring lærer. 
81         Das wird aber scheel Augen machen, und werden Viel drüber schmollen, dass sie ihr Keuscheit umbsonst gehalten haben, sintemal sie fur Gott nicht höher sollen sein, denn alle ander Christen.        Men det vil skabe misundelige øjne og mange vil blive sure over, at de har overholdt deres cølibat til ingen nytte, når de overfor Gud ikke skal stå højere end alle andre kristne. 
82 Aber daran wird man auch merken, dass sie die tollen Jungfrauen sind, die das Oele verschutt haben, darumb, dass sie nicht aus christlicher, einfältiger Meinung, sondern umbs Lohns, Ruhms, Höhe und Ehre willen sind Jungfrauen blieben, nicht achten, dass gut sei also zu bleiben, wie hie S. Paulus sagt, sondern etwas Guts dadurch allererst in jenem Leben erwerben; und haben also ein Handthierung aus ihrer Jungfrauschaft gemacht, dass sie fur Gott wöllen Gewinnst damit treiben, und nicht benügen lasse an dem zeilichen Vortheil der Keuscheit, und am ewigen Gut des Glaubens; darumb muss sie es verdriessen, denn es ist ihnen saur worden, und doch eine verlorne Keuscheit gehalten. Men dertil må man så bemærke, at de er de tåbelige jomfruer, som har forspildt olien, eftersom de ikke er forblivet ugifte ud fra en kristelig, enfoldig mening, men for lønnens skyld, for berømmelsens, højhedens og ærens skyld og ikke lægger mærke til, at det er godt at forblive sådan (dvs ugift) som Paulus siger her, men vil først og fremmest vil erhverve noget godt i dette liv. Således har de gjort en levevej ud af deres cølibat, så at de overfor Gud vil få gevinst ud af det og ikke lader sig nøje med kyskhedens timelige fordel og med troens evige gode; derfor må det ærgre dem, for det er blevet dem surt, og dog overholder de en forloren kyskhed. 
83 Bist du an ein Weib gebunden, so suche nicht los zu werden. Bist du aber vom eim Weibe los, so suche kein Weib. So du aber freiest, hast du nicht gesundiget; und so eine Jungfrau freiet, sundiget sie nicht. Doch werden Solche leibliche Trübsal haben. Ich verschonet aber eur gerne. Er du bundet til en hustru, så søg ikke at blive fri. Men er du ikke bundet til en hustru, så søg dig ikke nogen hustru. Men selv om du så gifter dig, har du ikke begået nogen synd; og hvis en jomfru gifter sig, synder hun ikke. Dog får sådanne legemlige bekymringer. Og jeg vil gerne skåne jer. 
84         Da hast dus alle beide, dass kein Sund sei, freien, und nicht freien. Denn der Apostel denkt am höhesten auf die Gewissen, sie zu unterrichten; darnach auch, was hie auf Erden zuträglich und das Beste sei. (62)         Her har du begge dele, at det hverken er synd at gifte sig eller lade være. For apostelen tænker i højeste grad på at undervise samvittighederne, også efter, hvad der er det bedste her på jorden og til at bære. 
85 Und warumb es gut sei, nicht freien, streichet er mit dürren Worten aus, und spricht: Die Ehelichen müssen Trübsal im Fleisch haben. Das ist das Geschrei, das alle Welt singet, saget, und schreibet uber das eheliche Leben, dass umb guter Tage willen Niemand dürfe ehelich werden, es sei viel Mühe und böse Tage in dem Stand; welchs alles die Jungfrauen uberhaben sind. Ich will aber noch kann hie nicht erzählen die Trübsal im ehelichen Leben; denn man sagt mir, ich wisse Nichts drümb, und habs nicht erfahren. Og grunden til, at det er godt ikke at gifte sig, udmaler han med hårde ord, idet han sige: De gifte må have trængsel i kødet. Det er den sang, som hele verden synger med på og siger og skriver om det ægteskabelige liv, at hvis nogen vil have gode dage, skal han ikke gifte sig, der er megen møje og onde dage i den stand; men alt det er de cølibatære hævet op over. Men her vil eller kan jeg ikke fortælle om det ægteskabelige livs trængsel, for man siger man, at jeg ikke véd noget om det, og ikke har erfaret det. 
86        Wohlan, so gläub ich aber hie S. Paulo. Doch weiss ich derselben Trübsal zwo aus der Schrift: die erst, da Gott zu Adam sprach Gene. 3.: Im Schweiss deines Angesichts sollt du dein Brod essen, und mit Kümmer sollt du dich näheren auf Erden dein Lebenlang. Da ist dem Mann aufgelegt der Jammer, sich und sein Weib zurnäheren: da leidet der Glaube noth, denn Armuth wehe thut.          Men velan, så regner med her med Paulus. Dog kender jeg to at den slags trængsler fra skriften. Den første er, hvor Gud sagde til Adam (1 Mos 3,17): I dit ansigts sved skal du spise dit brød, og med bekymring skal du ernære dig af jorden livet igennem. Her får manden pålagt den jammer, at han skal ernære sig og sin hustru. Og da lider troen nød, for fattigdom gør ondt. 
87 Hieher gehört das Unglück mit dem Hausgesind, Fährlikeit des Viehs und der Güter, zuletzt die List und Untreu der Menschen, mit den er leben und umbgehen muss. Denn er muss sich gar tief stecken, und oft still halten und verbeissen böse Tuck, umb desswillen, dass er ans Weibe gebunden ist, die er sonst nicht anfähe, wo er los wäre. Hertil hører også ulykke med tyendet, kvægets og ejendommens farlighed og endelig de menneskers list og mangel på troskab, som han må leve med og omgås. For han må finde sig i ganske meget og ofte tie stille, og bide andres onde meninger i sig af den grund, at han er bundet til sin hustru, noget, han ellers ikke ville være nødt til, hvis han var ubundet. 
88 Also ist des Weibs Trübsal, dass sie Kinder tragen, zeugen und gebären muss mit Schmerzen, des Nachts nicht schlafen, und gar oft ihr selb abbrechen, und weh thun an allem Guten, welchs sie nicht dürfte, wo sie Jungfrau bliebe; wie Gott auch zu ihr saget Gen. 3.: Du sollt mit Schmerzen Kinder gebären etc. På samme måde er det kvindens trængsel, at hun skal bære, fostre og føde børn med smerte, ikke sove om natten, og ganske ofte afbryde sig selv og gøre ondt på alle goder, noget, hun ikke behøvede, hvis hun var forblevet jomfru; som Gud også siger til hende: Du skal føre børn med smerte osv. (1 Mos 3,16) 
89          Die ander ist, die S. Petrus rühret, dass ein Weib ein schwach Ding ist und gebrechlich, dass der Mann viel an ihr muss vertragen, sollen sie eins bleiben, aus welchem Feihl es kompt, dass man so gar (63) selten ein gute Ehe findet, da Liebe und Friede innen ist; wiederumb, das Weib Gott Gen. 3. dem Mann unterthan hat, dass sie muss fahren und sein, wo der Mann hin fähret, und will, dass ihr Sinn auch muss oft gebrochen werden. Ist was mehr Trübsals drinnen, und willts wissen, so nimm ein Weib.         Den anden slags trængsel er den, som Peter berører 1 Pet 3,7, at kvinden er en svag og gebrækkelig ting, så at manden må finde sig i meget fra hendes side, hvis de skal blive ét. Og af denne fejl kommer det, at man så sjældent finder et godt ægteskab, hvor kærlighed og fred forefindes; igen, at Gud har gjort kvinden manden underdanig, så hun må rejse og være dèr, hvor manden rejser hen, og han vil, at hendes sind også ofte må brydes. Er der mere trængsel deri, og vil du vide det, så tag dig en hustru. 
90 Ich halt diese zwo fur die grössten, denn sie begreifen gar viel in sich. Aber das Alles ist wider Sund noch böse fur Gott, sondern nur ein zeitlich, äusserlich Ungemach auf diesem Leben, dess sich erwegen muss, wer ehelich sein will oder muss; und ist freilich von dem Apostel darumb angeregt, dass nicht Jemand solchen Stand umb seins Ungemachs willen verachte, als gefalle er drumb Gottes nicht, oder sie nicht Gotte drin zu dienen, wie die falschen Lehrer than haben, die alle Gottesdienst und gute Werk ausser diesem Stand gesetz und gepreiset haben. Jeg regner disse to for de største, for de omfatter ganske meget i sig. Men altsammen er hverken synd eller godt for Gud, men kun en timelig, ydre besværlighed i dette liv, som den må drages med, som vil eller må være gift; og det anmærkes af den grund af apostelen, at ikke nogen skal foragte denne stand på grund af dens besværligheder, som om han ikke behagede Gud af den grund, eller som om de ikke kunne tjene Gud deri, som de falske lærere har sagt, som har anbragt al gudstjeneste og gode gerninger udenfor denne stand og priset den dèr. 
 91          Darumb mässiget auch S. Paulus sein Wort und spricht: Trübsal des Fleischs, nicht des Geists, denn des Geists Trübsal ist die Sunde und böse Gewissen: aber des Fleischs Trübsal ist äusserlich Ungemach, Mühe und Unlust; und das S. Paulus des Fleischs heisst auf ebräische Weise, das heissen wir leiblich, also dass fleischlich Trübsal sei so viel, als leiblich Trübsal, nicht das am Leibe sei, wie ein Krankheit, sondern es ist Trübsal in den Dingen, damit wir leiblich müssen umbgehen, und was den Leib angehet, als Weib und Kind, Gesind, Haus und Hof, Vieh und Gut, und alles Wesen unter den Leuten, in der falschen, bösen Welt.         Derfor nedtoner Paulus også sine ord og siger: Kødets trængsel, ikke åndens trængsel; for åndens trængsel er synden og den onde samvittighed; men kødets trængsel er ydre besvær, møje og ulyst; og det, som Paulus på hebraisk vis kalder kød, det kalder vi legemligt, så altså den kødelige trængsel betyder den legemlige trængsel, ikke den trængsel, der hører legemet til, såsom sygdom, nej, det er en trængsel i de ting, som vi legemligt må omgås, og som har med legemet at gøre, såsom hustru og børn, tyende, hus og gård, kvæg og goder og alt det, vi har med at gøre gennem folkene i den falske, onde verden. 
 92        Wer nu Gnade hat, keusch zu bleiben, der halte seinen Furwitz, und hüte sich fur ehelichem Stand, und begebe sich nicht in solche Mühe, die Noth zwinge ihn denn; wie S. Paulus hie treulich räth, und auch zu rathen ist. Denn es ein grosse, edle Freiheit ist, ohn Ehe zu sein, und es ersparet viel Unruge, Unge- (64) machs und Leiden, welchs S. Paulus Jedermann gönnet, wie er hie spricht: Ich verschonet eur gerne. Siehe, das heisst recht die Jungfrauschaft preisen, ihr Verdienst und Höhe fur Gott nicht anziehen, sondern ihr Ruge und gut Gemach auf diesem Leben preisen. Denn man findt auch wohl die aus lauter Furwitz ehelich werden, ohn Noth, die sonst wohl künnten keusch bleiben, und ringen nach bösen Tagen ungezwungen; denen geschicht denn auch recht, wo sie dieselben finden.        Den, der nu har nåde til at forblive kysk, lad ham holde sin nysgerrighed for sig selv og vogte sig for den ægteskabelige stand og undlade at begive sig ind i en sådan møje, hvis ikke nøden tvinger ham; som Paulus her troligt tilråder, og som det også er at tilråde. For det er en stor, ædel frihed at være ugift, og man sparer megen uro, besvær og lidelse, hvilket Paulus under enhver, som han her sige: Jeg vil gerne skåne her. Se, det er at prise cølibatet ret, ikke at fremhæve dets fortjeneste og ophøjethed overfor Gud, men at prise dets ro og gode mag i dette liv. For man finder vel også dem, som gifter sig af lutter nysgerrighed uden at de er nødt til det, som ellers godt kunne være forblevet kysk, og uden at være tvunget stikker næsten ind i onde dage; dem sker der deres ret, hvis de så også finder det. 
 93 Das sag ich aber, lieben Brüder, die Zeit ist kurz. Weiter ist das die Meinung: die da Weiber haben, dass sie seien, als hätten sie keine; und die da weinen, als weineten sie nicht; und die sich freuen, als freueten sie sich nicht; und die da käufen, als behielten sie es nicht; und die dieser Welt brauchen, dass sie derselbigen nicht missbrauchen. Denn das Wesen in dieser Welt vergehet. Men det siger jeg, kære brødre, tiden er knap. Men det er min mening: De, som har hustruer, skal være, som havde de ingen; de, der græder, som græd de ikke; de, der glæder sig, som glædede de sig ikke; de, der køber, som beholdt de det ikke; og de, der bruger denne verden, som om de ikke misbrugte den. For denne verdens skikkelse forgår. 
 94        Das ist ein gemein Lehre fur alle Christen, dass sie sollen ihrs ewigen Guts wahrnehmen, das sie im Glauben besitzen, und diess Leben verachten, dass sie nicht zu tief sich mit Lieb und Lust, oder mit Leid und Unlust drinnen versenken, sondern sich halten wie Gäste auf Erden, dass sie nur ein kurze Zeit Alles brauchen zur Noth, und nicht zur Lust.           Det er en lære, der er fælles for alle kristne, at de skal tage det evige gode i agt, som de besidder i troen, og foragte dette liv, så at de ikke sænker sig for dybt ned i det med kærlighed og lyst eller med pine og ulyst, men forholder sig som gæster på jorden, så at de kun for en kort stund bruger alt til nødvendighed og ikke til lyst. 
 95 Dass heisst denn, ein Weib haben, als hätte ich sein nicht, wenn ich mit Herzen lieber ohn Weib wäre, und doch, der Sund halben zu meiden, mir ein Weib noth ist. Aber wer nicht allein die Noth, sondern auch Lust drinnen sucht, der hat nicht ein Weib, sondern ist ganz besessen von eim Weibe. Also soll ein Christen sich auch in allen andern Gütern halten, dass er nur die Noth damit rette, und nicht die Lust büsse und den Adam weide. Og dette, at have en hustru, som om jeg ikke havde en hustru, det betyder da, at jeg af hjertet heller ville være uden hustru, og dog, for at undgå synden, er nødt til at tage mig en hustru. Men den, der ikke alene i ægteskabet søger nødvendigheden, men også lysten, han har ikke en hustru, men er ganske besat af en hustru. På den måde skal en kristen også forholde sig med alle andre goder, at han kun redder nødvendigheden dermed, og ikke gør afbigt overfor lysten og lader den gamle Adam græsse. 
 96 Ich wollt aber, dass ihr ohn Sorge wäret. Wer ledig ist, der sorget, was den Herrn angehöret, wie er dem Herrn gefalle. Wer aber freiet, der sorget, was die Welt angehöret, wie er dem Weib gefalle. Es ist ein Unterscheid zwischen eim Weib und einer Jungfrauen. Welche nicht freiet, die sorget, was den Herrn angehöret, dass sie heilig sei beide, am Leibe und auch am Geist. Die aber freiet, die sorget, was die Welt angehöret, wie sie dem Mann gefalle. Men jeg ville gerne, at I skal være uden bekymring. Den, der er ugift, bekymrer sig om det, der hører Herren til, hvordan han kan behage Herren. Men den, der er tift, bekymrer sig om det, der hører verden til, hvordan han kan behage sin hustru. Der er forskel på en hustru og en jomfru. Den, der ikke gifter sig, hun bekymrer sig om det, der hører Herren til, at hun kan være hellig både til legeme og sjæl. Men den, der gifter sig, hun bekymrer sig om, hvad der hører verden til, hvordan hun kan være manden til behag. 
 97         Das ist die andere Frucht und Nutz der Keuscheit auf Erden, dass man Gott dester bass pflegen kann; nicht also, wie itzt die Geistlichen meinen, mit ihrem Singen und Lesen, denn bei ihnen ist itzt kein Gottsdienst mehr: sonder , dass man kann mit guter Ruge am Wort Gottes hangen, täglich lesen und beten und handeln, predigen; wie Paulus Timotheon vermahnet.         Det er den anden frugt og nytte af kyskheden på jorden, at man kan pleje Gud desto bedre; ikke sådan, som de gejstlige nu mener: med deres syngen og læsen, for hos dem er der ingen gudstjeneste mere, men sådan at man med god ro kan hænge ved Guds ord, dagligt læse og bede og handle, prædike; som Paulus formaner Timotheus til. 
 98 Denn ein ehelich Mensch kann sich nicht ganz ergeben zu lesen und beten. Drumb ist ein Unterscheid, wie hie S. Paulus spricht, zwischen einem Weib und einer Jungfrauen. Ein Eheweib muss ein gross Theil ihrs Leben dahin wenden, dass sie schicke, wie sie mit ihrem Gemahl recht fahre, und ist also, wie Märtha, an viel Sorge verbunden, die das ehelich Leben fodert. Ein Jungfrau aber ist von solcher Sorge frei; derhalb kann sie sich ganz an Gott geben. For et gift menneske kan ikke ganske give sig hen til at læse og bede. Derfor er der en forskel, som Paulus siger det her, på en hustru og en jomfru. En ægtehustru må anvenden en stor del af hendes liv derhen, at hun tager hensyn til, hvordan hun kan omgås sin gemal ret, og hun er altså, ligesom Martha, bundet til mange bekymringer, som det ægteskabelige liv fordrer. Men en jomfru er fri for sådanne bekymringer; derfor kan hun helt anderledes give sig over til Gud. 
 99          Nicht will aber der Apostel darumb den Ehestand verdammen. Denn er spicht nicht, dass ein ehelich (66) Mensch eitel Weltsorge trage, oder abgesondert sei von Gott; sondern, dass ein Unterscheid sei zwischen ihm und eim ledigen, nämlich, dass er muss viel Sorge tragen und nicht immerdar beten, und mit dem Wort Gottes umbgehen kann. Wiewohl sein Sorge und Aerbeit auch gut ist, so ist doch viel besser frei sein, zu beten und Gottes Wort treiben, denn damit ist er viel Leuten, ja der ganzen Christenheit, nütz und tröstlich:            Men af den grund vil apostelen ikke fordømme ægtestanden. For han siger ikke, at et tift menneske bærer idel verdensbekymringer, eller er afsondret fra Gud, men han siger, at der er en forskel mellem et sådant menneske og én, der er ugift, nemlig den, at han må bære mange bekymringer og ikke hele tiden kan bede og omgås Guds ord. Selv om hans bekymring og arbejde også er godt, så er det dog meget bedre at være ugift, at bede og drive på med Guds ord, for dermed er han til nytte og trøst for mange mennesker, ja for hele kristenheden. 
 100 dass die Sach gar gross ist und edel, Jedermann vom Ehestand zu halten, wer die Gnade hat. Aber unser Geistlichen, die wider beten, lehren, noch lernen Gottes Wort, sondern mit Menschen-Gesetzen sich martern, und im Chor murren und heulen, thäten besser, dass sie dieweil der Säu hüten im ehelichen Stand. så at sagen er den ganske store og ædle: at holde alle dem borte fra ægtestanden, som har nåde dertil. MEn vore gejstlige, som hverken beder, underviser eller lærer Guds ord, men plager sig med deres menneske-love og knurrer og hyler i koret, ville handle bedre, hvis de vogtede svin i den ægteskabelige stand. 
 101 Solchs aber sage ich zu eurem Nutz, nicht, dass ich euch einen Strick an den Hals werfe, sondern dazu, dass es wohl zieret, und ihr stets und unverhindert dem Herrn dienen konnet. Dette siger jeg til jeres bedste, ikke fordi jeg vil binde jer en strikke om halsen, men fordi det sømmer sig godt og I stedse og uden hindring kan tjene Herren. 
 102         Das ist: Ich gebiete nicht die Keuscheit, sondern lass sie frei, und rathe auch nicht also dazu, als müsstet ihr euch schämen, wo ihr nicht keusch bleibet, und lieber ehelich wäret; denn ich will Niemand hiemit verstricken noch verbunden haben. Ich sage allein, dass es ein fein und frei Ding umb den Jungfraustand sei; wer da will und kann, der nehme es an.          Det vil sige: Jeg påbyder ikke cølibat, men lader det være en fri sag, og tilråder heller ikke dertil på den måde, at I skulle skamme jer, hvis I ikke forblev ugifte og valgte at gifte jer; for jeg vil ikke med dette have nogen taget til fange eller bundet. Jeg siger blot, at det er en fin ting og en fri sag med cølibatet; den, der vil og kan, han tage det på sig. 
 103 Hie siehest du, dass in dieser Sachen kein Strick zu legen ist, noch Jemand zur Keuscheit zwingen, mit Geboten oder Gelübden, so ists je auch gewiss, dass Paulus diese Wort allen Christen zu Korintho, nicht allein den Laien schreibet, und bringet noch kein Verdienst der Jungfrauschaft auf fur Gott, sondern preiset, dass sie gut und nutz sei in diesem Leben, wie er droben than hat. Her ser du, at der i denne sag ikke skal lægges nogen strikke, og at ingen skal tvinges til cølibat med bud og løfter. Så det er derfor ganske sikkert, at Paulus skriver disse ord til alle de kristne i Korinth, ikke blot til lægfolket, og han forebringer ikke nogen fortjeneste ved cølibatet frem for Gud, men han priser det, fordi det er godt og nyttigt i dette liv, som han har gjort det ovenfor. 
 104 So aber Jemand sich lässet dunken, es wolle sich nicht schicken mit seiner Jungfrauen, weil sie eben wohl mannbar ist, und es will nicht anders sein, so thu er, was er will, er sundiget nicht, er lass sie freien. Men hvis nogen mener, at det ikke vil være passende med hans jomfru, fordi hun knap nok er mandbar, og det ikke kan være anderledes, så gøre han, som han vil, han synder ikke, han kan godt lade hende gifte sig. 
 105          Das ist ein seltsamer Text, dass auch ein Mann mag ein Jungfrau zur Ehe geben, allein das angesehen, dass man sein spottet mit seiner Jungfrauen, als die zu lange gangen sei. So gar will S. Paul. Jedermann hierinnen frei haben, und thun lassen, was ihm gut und nutz ist.        Det er en mærkelig tekst, at en mand også kan give en jomfru til ægteskab, blot af hensyn til, at man spotter ham, fordi hans jomfru har gået for længe. I den grad vil Paulus have, at enhver i det stykke skal være frit stillet og gøre, hvad der er godt og nyttigt for ham. 
 106 Wills nicht anders sein, (spricht er,) das ist, muss also geschehen, und ist also die Weise in eur Stadt und bei euren Leuten, dass man sich schämet, so man alte Jungfrauen lässt werden, so thu er, was er will, er gebe sie hin, oder verachte das Schämen. Das ist wahrlich die Jungfrauschaft nicht theur geacht, so sie der Apostel, auch umb ein geringe Scham oder Spott zu meiden, dahin gibt; er wird der Jungfrau Krönlin nicht gewüsst haben. Kan det ikke være andet, siger han, det vil sige, at det altså må ske, o er det måden i jeres by og blandt jeres folk, at man skammer sig, hvis man lader jomfruerne blive gamle, så lad ham gøre, hvad han vil, han kan give hende hen eller være ligeglad med spotten. Det er sandelig ikke at agte cølibatet højt, når apostelen giver efter, også blot for at undgå en ringe skam eller spot; han har ikke vidst nogen om jomfru-kronen. 
 107 Wenn einer aber ihm fest furnimpt, weil er ungezwungen ist, und seinen freien Willen hat, und beschleusst Solchs in seinem Herzen, seine Jungfrau also bleiben zu lassen, der thut wohl. Men hvis én er fast i sit forsæt, fordi han ikke tvinges og har sin frie vilje og beslutter det i sit hjerte at lade sin jomfru forblive sådan, han handler vel. 
 108       Hart droben, da er sagt: So Jemand mit seiner Jungfrauen, und hie: Wer seine Jungfrau also bleiben lassen will, etc., redet er von Vater, Mutter, Brüder, oder wer die Furmünden sind. Damit wird angezeigt, dass Kinder sollen nicht aus eigenem Frevel ehelich werden oder Jungfrauen bleiben; sondern (68) die, unter welcher Gewalt sie sind, sollen sie vergeben oder behalten. Wo aber dieselben nicht sind, oder sich ihr nicht annehmen, da mügen sie fahren wie sie können.           Lige ovenfor, hvor han siger: 'Hvis nogen med sin jomfru' og her: 'Den, der lader sin jomfru forblive sådan' osv, taler han om far og mor og broder eller hvem der er formynderen. Dermed antydes, at børn ikke ud af egen drift skal gifte sig eller forblive homfruer, men det er dem, under hvis magt de er, der skal bortgifte dem eller lade dem være ugifte. Men hvor der ikke er nogen af den slags mennesker, eller de ikke tager sig af dem, dèr kan de bære sig ad, som de kan komme af sted med. 
 109 Was er aber hie von dem freien Willen saget, ist so zu verstehen, dass Niemand seine Jungfrau ohn ihren Willen halte, denn wo sie nicht will, da hat er nicht ein freien Willen, sie Jungfrau zu bleiben lassen. Also auch, wo sonst ein Sach wäre, dass er von Anderen würde gezwungen, sie hinzugeben, als, dass er sich schämet mit seiner alten Jungfrauen, oder von Freunden oder Oberkeit gezwungen wurde. Men hvad han her siger om den frie vilje, skal forstås sådan, at ingen skal holde sin jomfru ugift uden hendes vilje, for hvis hun ikke vil, da har han ikke en fri vilje til at lade hende forblive jomfru. På samme måde,hvis der opstod et tilfælde, hvor han af andre blev tvunget til at give hende bort, såsom, at han skammer sig over sin gamle jomfru eller bliver tvunget af venner eller øvrighed. 
 110 Endlich, welcher verheirathet, der thut wohl; welcher nicht verheirathet, der thut besser. Endelig, den, der gifter sig, handler vel; den, der ikke gifter sig, handler bedre. 
 111       Da ist aber die Gewalt der Aeltern uber die Kinder ausgedruckt, dass sie ohn ihren Willen nicht mügen ehelich werden, noch ohn Ehe bleiben; wie ich davon oft geschrieben habe. Diess Gut und diess Besser ist gnugsam droben gesagt, dass es von dem Gut hie auf Erden sei zu verstehen, dass der Ehestand gut, das ist, ohn Sund und Gott gefällig, und frei ist Jedermann, aber der keusche Stand rügiger und freier.          Her er forældrenes magt over børnene udtrykt, at de ikke uden deres vilje må giftes bort eller forblive uden ægteskab; sådan som jeg ofte har skrevet om det. Det, der er godt, og det, der er bedre, er der talt tilstrækkeligt om ovenfor, at det skal forstås om det gode her på jorden, så at ægtestanden er god, det vil sige, uden synd og gudvelbehagelig, og står fri for enhver, men den kyske stand giver mere bevægelighed og gøre mere fri. 
 112 Ein Weib ist gebunden an das Gesetz, so lang ihr Mann lebet; so aber ihr Mann entschläft, ist sie frei, sich zu verheirathen, welchem sie will, allein, dass es in dem Herrn geschehe. Seliger ist sie aber, wo sie also bleibet, nach meiner Meinung. Ich halt aber, ich hab auch den Geist Gottes. En kvinde er bundet af loven, sålænge hendes mand lever; men hvis hendes mand sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, blot det sker i Herren. Men hun er saligere, hvis hun forbliver ugift, efter min mening. Men jeg mener, at også jeg har Guds ånd. 
 113        Diess Stücklein erzählet er auch Rom. 7., und gehet damit auf ein geistlich Gleichniss, die er allhie lässt anstehen, und dort weiter vollfuhret. Aber es ist der Beschluss dieses Kapitels, dass der Ehestand ein gefangen Ding ist fur der Welt, aber fur Gott frei; (69) gleichwie er droben vom Knecht sagt, dass er fur Gott frei ist, ob er wohl fur der Welt leibeigen sei.            Dette lille stykke fortæller han også Rom 7 og dèr går han ind på en åndelig lignelse, som han her udelader, men dèr udfører nærmere. Men det er konklusionen på dette kapitel, at ægtestanden er en bunden sag overfor verden, men fri overfor Gud; på samme måde som han tidligere sagt om slaven, at han overfor Gud er fri, selv om han er livegen overfor verden. 
 114 Aber die ohn Ehe, sind beide fur Gott und der Welt frei und ungefangen; darumb er ihren Stand seliger heisst, denn der Ehelichen, nicht nach der ewigen Selikeit, da allein der Glaub grösser oder mehr gilt, darnach er ist: sondern nach diesem Leben, dass es weniger Unruge, Sorge, Fahr und Aerbeit hat. Men de ugifte er både overfor Gud og overfor verden fri og ubefangede; derfor kan han kalde deres stand saligere end ægtestanden, ikke ifølge den evige salighed, hvor alene troen gælder mere eller mindre, efter hvordan den er, men efter dette liv, så den ugifte stand har mindre uro, bekymring, fare og arbejde. 
 115           So ist nu diess die Summa diess Kapitels: Gut ists, nicht freien, es sei denn noth; noth aber ists, wo Gott die seltsam, edle Gabe der Keuscheit nicht gibt. Denn kein Mensch ist zur Keuscheit geschaffen, sondern allesampt sind wir geschaffen, Kinder zu zeugen, und die Mühe des ehelichen Lebens zu tragen, Gene. 1. 2. und 3. Soll nu Jemand in dieser Noth nicht sein, den soll wider Gebot, noch Gelubd, noch Fursatz, sondern allein Gottes Gnade und Wunderhand ausnehmen. Wo es der nicht thut, so mags wohl angehaben werden, aber es wird kein gut Ende gewinnen.         Så er da dette opsummeringen af dette kapitel: Det er godt ikke at gifte sig, medmindre det er nødvendigt; men det er nødvendigt, hvor Gud ikke har givet den sjældne, ædle gave, som kyskheden er. For intet menneske er skabt til kyskhed, men vi er alle skabt til at avle børn og bære det ægteskabelige livs møje, 1 Mos 1, 2 og 3. Hvis nogen skal være udenfor den nødvendighed, så skal det hverken være bud, løfte eller forsæt, der undtager ham derfra, men alene Guds nåde og underfulde hånd. Hvor han ikke gør det, så kan det vel være ophøjet, men det vil ikke få nogen god afslutning. 
 116         Darumb die gar gräuliche Seelmörder sind, die das junge Volk in die Klöster stossen, und mit Gewalt drinnen halten; gerad als wäre Keuscheit ein Ding, als Schüch aus- und anziehen, und in unser Hand: so sie sich selbs doch auch wohl anders finden, und treiben Ander dahin dess sie mit eim Finger nie angerührt haben, noch vermügen.         Derfor er de mennesker ganske forfærdelige sjælemordere, som støder de unge mennesker ind i klostrene og holder dem derinde med magt; ganske som var kyskhed en ting, som at tage en sko af eller på, og som lå det i vores magt. Skønt de selv vel finder det anderledes, så driver de dog andre hen mod noget, som de aldrig har rørt med en finger, og heller ikke formår at røre. 
 117  Es ist bald gesagt: Sei keusch; ja, warumb bist du denn nicht auch keusch? Es ist gut Ding: friss und sauf du, und heiss mich immer fasten. Doch es ist gnug gesagt denen, die ihnen sagen lassen; die aber nicht hören, was soll man ihnen mehr sagen? Gott erleuchte sie, oder wehre ihnen, dass sie die Seelen nicht so wurgen. Amen. Man kan hurtigt sige: vær kysk! Jamen, hvorfor er du da ikke også kysk? Det er godt med dig: Du spiser og æder og befaler altid mig at faste. Dog, der er sagt nok til dem, der lader sig noget sige; men de, der ikke hører, hvorfor skal man sige mere til dem? Gud oplyse dem eller bevare os fra dem, så de ikke i den grad dræber sjæle. Amen. 

Noter:

n8: Stykket i celle 6 til 8 er ikke med i den ældste udgave.