1 Kor 7 udlagt, 1523 b


fra Erlangerudgaven, bind 51, side 23 til 43

Til 1kor7a. Til indholdsfortegnelsen over skriftet. Til index over Luthers værker.
1    Ich sage zwar den Ledigen und Wittwen: Es ist ihnen gut, wenn sie auch bleiben, wie ich. Men jeg siger til de ugifte og til enkerne: Det er godt for dem, om de forbliver som jeg.
2       Aus diesem Text folget, dass S. Paulus habe ein Weib gehabt, denn er rechnet sich unter die Wittwer; denn hernach redet er von der Jungfrauschaft insonderheit, da er sich nicht hin rechnet; wiewohl Viel meinen, er sei Jungfrau blieben, weil er spricht 1. Korinth. 9.: Haben wir nicht auch Macht, ein Schwester zum Weib mit umbher zu fuhren, wie die andern Aposteln, und des Herrn Brüder, und Kephas? Oder haben allein ich und Barnabas nicht Macht das zu thun? (24)         Af denne tekst følger, at Paulus har haft en kone. For han regner sig selv med til enkemændene. For herefter taler ham specielt om jomfruskabet, som han ikke regner sig selv ind under. Der er ganske vist mange, der mener, at han hele tiden har været jomfru, for han siger jo 1 Kor 9,5f: Har vi ikke også ret til at tage en søster med som hustru rundt omkring, ligesom de andre apostle og Herrens broder og Kefas? Eller er det alene mig og Barnabas, der ikke har ret til at gøre det? 
3  Aber das zwinget nicht, sondern zeigt vielmehr an, er habe ein Weib gehabt; aber er wollt sie nicht mit umbher fuhren, wie die andern Apostel thäten mit ihren Weibern; oder gibt je so viel zu verstehen, dass er itzt kein Weib habe, wie die Wittwer, und mocht sie doch wohl haben. Men det er ikke et tvingende argument, men viser snarere, at han har haft en hustru, men ikke vil have hende til at rejse rundt med sig, sådan som de andre apostle gjorde med deres hustruer. Eller det lader i det mindste forstå, at han på nuværende tidspunkt ikke har nogen hustru, som enkemændene, men dog godt kan have haft én. 
4         Es ist auch wohl gläublich, dass er ein Weib habe gehabt. Denn im Judenthum musste Idermann ehelich sein, und galt die Keuscheit nicht, ohn sonder Urlaub und Auszug Gottes. Dazu stimmet er auch Philipp. am 4., da er spricht: Ja ich bitte auch dich, mein treuer Gefährte, stehe ihnen bei, die sampt mir uber dem Evangelio gekämpft haben.         Det er vel troligt, at han har haft en hustru. For i jødedommen måtte enhver gifte sig, her gjaldt kyskheden ikke, uden særlig tilladelse og undtagelse fra Guds side. Dermed stemmer også Fil 4,3 overens, hvor han siger: 'Ja, jeg beder også dig, min trofaste fælle, hjælp dem, som sammen med mig har kæmpet for evangeliet'. 
5  Diesen treuen Gefährten verstehen Viel, es sei S. Paulus Weib gewesen, weil er des Namen schweiget, und Niemand anders also anspricht, dass er ihn ein treuen Gefährten nennet, welchs laut im Griechischen, als das mit ihm in Einem Joch ziehe, und ein sonders Verbundniss mit ihm habe fur Andern, wie eheliche Leut; dazu, dass er demselben Gefährten Weiber befiehlet anzunehmen.  Denne trofaste fælle regner mange med var Paulus' hustru, fordi han ikke nævner navnet, og ikke ellers tiltaler nogen på den måde, at han kalder dem en trofast fælle. Det hedder på græsk én, der drager i åg sammen med mig og har en specielt forbundethed til mig fremfor andre, sådan som ægtefolk har det. Dertil kommer, at han befaler denne fælle at tage sig af kvinderne. 
6  Auf die Weise zu reden muss man sagen, dass S. Paulus Weib entweder gestorben sei, da er diese Epistel schreib, und sich ein Wittwer angab; oder muss sie mit ihrem Willen von sich gelassen haben, dass er sie nicht mit sich umbgefuhrt habe, und also im ehelichen Stand keusch mit ihr gelebt habe, wie es im 9. Ka. lautet. Hvis man taler på denne måde, må man sige, at Paulus' hustru enten var død, da han skrev dette brev og regnede sig selv for en enkemand; eller hun må frivilligt have forladt ham, for at han ikke skulle rejse rundt med hende, og således har han levet kysk i ægteskabet med hende, som det hedder i 1 Kor 9.
7  Es sei nu, wie ihm sei, sein Weib sei todt, oder williglich umbs Evangelio willen von ihm gewesen; so ist das gewiss, dass er als ein Wittwer gelebt hat dazumal, und ein ehelich Mann gewesen ist. Wöllen aber itzt das am meisten ansehen, was dieser Spruch uns schleusst. Lad nu det være, som det være vil, om hans hustru er død eller frivilligt for evangeliets skyld har holdt sig borte fra ham, så er det sikkert, at han har levet som en enkemand på det tidspunkt, og har været gift. Men nu vil vi især se på, hvad dette vers siger os. 
8         Es sind Etliche, die so fern bracht sind, dass sie müssen bekennen, dass Priester und Bischoff mügen ehelich, und Eheliche mügen Priester sein, weil sie die Schrift zwinget, dass die Apostel sind fast alle ehelich (25) gewesen, und viel Bischoff hernach.          Der er nogle, der er kommet så vidt, at de må bekende, at præster og biskopper må være gift, og gifte folk må blive præster, fordi skriften tvinger dem til at indrømme, at apostlene næsten alle var gifte, og mange biskopper efter den tid. 
9 Aber sie suchen ein Befehl, und sprechen: Ja, wir lesen wohl, dass die, so zuvor sind ehelich gewesen, sind Apostel und Bischoff und Priester worden; aber wenn sie nu Apostel, Bischoff und Priester sind fur der Ehe gewesen, lesen wir nicht, dass sie hernach ehelich sind worden: darumb mügen itzt die Priester sich nicht verehelichen. Diesen soll dieser Spruch antworten: Men de søger efter en befaling og siger: Ja, vi læser nok, at de, som i forvejen er gift, er blevet apostle og biskopper og præster. Men hvis de nu var apostle, biskopper og præster, før de giftede sig, læser vi ikke noget om, at de bagefter giftede sig. Derfor må præster i vore dage ikke gifte sig. Til dem skal dette skriftsted være et svar. 
10         Aufs Erst: Weil ihr denn bekennet fur das Erst, dass eheliche Männer sind Bischoff und Priester worden, und mügen auch Priester sein und werden, wie der Apostel Exempel lehret und zwinget; wer seid ihr denn, dass ihr itzt keinen ehelichen Mann wöllet lassen Priester werden? Ihr treibt vom Priesterthum nicht allein diejenige, so noch ehelich wöllen werden, sondern auch die, so schon ehelich sind; welchs doch wider Christum und alle Apostel ist, dazu auch wider S. Pauls Lehre, (obwohl er ohne Ehe bleib,) da er spricht, man solle Solchen zum Bischoff wählen, der nur ein Weib hat, und züchtige, gehorsame Kinder.         For det første: Eftersom I nu bekender som det første, at ægtemænd er blevet biskopper og præster og godt kan være præster og godt kan blive præster, sådan som apostlenes eksempel lærer og fremtvinger, hvem er da I, at I nuomstunder ikke vil tillade nogen gift mand at blive præst? I bortdriver fra præsteembedet ikke blot dem, som gerne engang vil gifte sig, men også dem, som allerede er gift. Hvilket dog er imod Kristus og alle apostlene, dertil også imod Paulus' lære (selv om han forblev ugift), hvor han siger, at man til biskop skal vælge sådanne mænd, som kun har én hustru og dydige, lydige børn. 
11Saget nu an, welchen sollen wir glauben, dass sie klüger und heiliger seien? Christus oder ihr? Christus nimpt eheliche Leute zu Priestern, und bestätigets durch seine Apostel; ihr aber verwerft sie. Hie muss entweder Christus ein Narr und unrecht sein, oder ihr müsset Widerchristen und Verfuhrer sein.  Sig nu, hvem skal vi tro er de klogeste og helligste? Kristus eller jer? Kristus tager ægtemænd til præster og bekræfter det gennem sin apostel: Men I forkaster dem. Her må enten Kristus være en nar og have uret, eller I må være antikrister og forførere. 
12         Lieben Herrn, wenn ihr hättet das Stücklein nur lassen bleiben, dass, dem Exempel der Apostel und Lehre Christi nach, eheliche Leut möchten Priester sein, und hättet nicht mehr verboten, denn dass Priester nicht möchten ehelich werden, so hätte es nicht so gross Noth gehabt.        Kære herrer, hvis I bare havde ladet det blive derved, så at ægtemænd efter apostlenes eksempel og Kristi måtte blive præster og ikke havde forbudt mere end det, at præster må gifte sig, så ville det ikke have været så stor en nød. 
13 Denn damit wären gar viel Eheliche Priester worden, und Viel hätten zuvor den Ehestand versucht, und wären der Hurntreiber weniger worden. Nu aber wendet ihr den Schein fur, dass ihr nicht gelesen habt, dass Priester seien ehelich worden, und stosset gleichwohl den ganzen Ehestand vom Priesterthum, wider Gott, Natur, Vernunft und Recht, aus (26) lauterm Frevel, ohn alle Ursach, dass ihr die Welt voll Hurerei macht. For derved ville der være fremstået ganske mange gifte præster, og mange ville først have giftet sig, og der ville have være færre horebukke. Men nu lader I som om I ikke har læst, at præster har været gifte mænd, og støder derved samtidig hele ægtestanden bort fra præstedømmet, imod Gud, imod naturen, imod fornuften og imod retten, af lutter bespottelse, uden nogen begrundelse, så at I gør verden fuld af horeri. 
14         Aufs Ander: Warumb habt ihr denn diesen Text nicht gelesen und recht angesehen? Stehet nicht hierinnen klärlich, dass ein Priester müge noch ehelich werden? Denn ich setze, dass S. Paulus sei ein Jungfrau oder Wittwer gewesen; dennoch spricht er hie, er habs gut Recht, ein Weib mit sich umbzufuhren. Sage mir, war S. Paul. nicht dazumal Apostel, Bischoff und Priester?          For det andet: Hvorfor har I da ikke læst denne tekst og forstået den ret? Står der ikke her klart, at en præst stadig må gifte sig? Jeg forudsætter, at Paulus var ugift eller enkemand; alligevel siger han her, at han har fuld ret til at føre en hustru med sig rundt. Sig mig, var Paulus ikke dengang apostel, biskop og præst?
15 Wie ist er denn so kühne, dass er noch will Recht und Macht haben, ehelich zu werden? Und so es der hohe Apostelstand leidet, ehelich bleiben und ehelich werden; warumb sollts der geringer Priesterstand nicht auch leiden, beide, ehelich zu bleiben und zu werden? Hvordan kan han da være så fræk, at han stadig mener, han har ret og myndighed til at gifte sig? Og hvis den høje apostelstand tåler, at man er gift eller gifter sig, hvorfor skal så den ringere præstestand ikke også tåle det, begge dele, både at forblive gift og at gifte sig? 
16          Dazu, weil hie S. Paulus ein Wittwer ist, und noch ein Weib zu nehmen will Recht haben, so ist er gewisslich, nach päpstlichem Gesetz, ein digamus, wiewohl er nicht daran fragt. Ein digamus aber ist so ein böse Ding im geistlichem Recht, dass, ob er gleich itzt ohn Weib wäre, dennoch nicht kann Priester werden. Digamus aber heisst, der da zwei Weiber gehabt hat.           Desuden, eftersom Paulus her er enkemand, og stadig vil have ret til at tage sig en hustru, så er han givetvis, efter pavelig ret, en digamus, skønt han ikke omhandler dette emne. Men en digamus er sådan en forskrækkelig ting i den gejstlige ret, at han, selv om han for nærværende ikke var gift, så kunne han alligevel ikke blive præst. Men en digamus betyder én, der har haft to hustruer. 
17 Das war im Alten Testament ein solcher Mann, der zwei Weiber zugleich auf einmal hatte. Aber das geistliche Recht hat die Sprüche itzt anders gedeutet, und erdichtet dreierlei digamos; der erst, so Jemand zweimal nach einander freiet, ob sie gleich beide Jungfrauen sind; der ander, so Jemand nur einmal freiet, und eine Wittwe nimpt; der dritte, so Jemand ein Weib nimpt, die verruckt ist, ob ers gleich nicht gewusst, und fur ein Jungfrau genommen hat. Det var i det gamle testamente en sådan man, som havde to hustruer på én gang. Men den gejstlige ret har nu tydet bibelordet anderledes og opdigtet tre slags digamus. Den første slags, når man gifter sig to gange efter hinanden, selv om begge hustruer ikke har været gift før. Den anden slags, når man kun gifter sig én gang, men gifter sig med en enke. Den tredie slags, når man tager en hustru, der er forskudt, selv om han ikke vidste det, og tog hende for en jomfru. 
18 Diese heissen alle bei dem Papst digami, oder zweiweibige Männer, und mag keiner nimmermehr Priester werden nach solcher Weiber Tod. Aber, ob er hundert Eheweiber geschändet, hundert Jungfrauen geschwächt, und noch hundert Huren täglich bei ihm hielte auf einmal, so kann er wohl Priester sein, bleiben und werden; so trefflich heilig ist diess Priesterthum. Disse kaldes alle hos paven digami, eller to-hustruede mænd, og af dem kan ingen nogensinde blive præster efter en sådan hustrus død. Men om han skænder hundrede ægtehustruer, besvangrer hundrede jomfruer og daglig holder hundrede horer på én gang, så kan han godt være præst, forblive præst og blive det. Så uhyre hellig er dette præsteskab. 
19 Kein Sunde noch (27) Schande ist so gross, und so viel in aller Welt, die da hindere Priester zu sein und werden, ohn allein die heilige Ehe, die sie ein Sakrament und Gottes Geschäft selbs nennen und bekennen; das einige Gottes-Werk muss nicht bei Priesterthum sein kunnen. Ingen synd eller skam er så stor og så mangfoldig i hele verden, at den kan hindre nogen i at være og blive præst, bortset alene fra det hellige ægteskab, som de selv kalder et sakramente og Guds gerning og bekender det som sådant. Den ene Guds gerning må ikke finde sted hos præsteskabet. 
20          Nu sage mir, wie reimet sich solch gräulicher Frevel mit S. Paulus Lehre, der ein Wittwer ist, und will Recht haben zu freien, und gibt allen Wittwern und Wittwinnen Macht zu freien, Niemand ausgeschlossen, wider Priester noch Laie? Was mügen wir hie Anders sagen, denn dass solch menschliche Satzunge, so offentlich und schändlich wider Gottes Wort tobend, uns nicht anders, denn fur Stock und Blocke halten, dass wir sollen gläuben, Hurerei sei besser, denn ehelich Leben?          Sig mig nu, hvordan rimer en sådan gruelig bespottelse med Paulus' lære, han, der er en enkemand, og vil have ret til at gifte sig, og giver alle enkemænd og enker ret til at gifte sig, uden undtagelse, hverken præster eller lægfolk? Hvad kan vi her sige, andet end at sådan menneskelige udsagn, som offentligt og skændigt raser imod Guds ord, ikke regner os for andet end stokke og blokke, siden vi skal tro, at hor er bedre end ægteskabeligt liv?
21 Und was ist damit Anders gesucht, denn dass Gottes Geschäft, die Ehe, geschändet, und der Hurerei nur freier Raum gemacht wurde in alle Welt? wie es denn auch fur Augen gehet, und Daniel verkundiget hat von dem endchristlichem Regiment, und gesagt: Er wird Frauenlieb nicht achten; als sollt er sagen: Eitel Huren wird er achten. Og hvad vil man dermed, andet end skænde Guds skabning, ægteskabet, og give horeriet frit løb i hele verden? Sådan som man da også ser det for sine øjne, og sådan som Daniel har profeteret om det antikristelige regime og sagt: Han vil ikke agte kvindekærlighed, som om han ville sige: Han agter lutter horer. 
22        Aufs Dritte:Weil sie denn bekennen müssen, dass die Apostel in der Ehe blieben sind nach dem Apostelampt, möcht ich gerne wissen, warumb die Ehe auch nicht anzufahen sei im Priesterthum, und nach dem Priesterthum gelte. Ist denn die arme Ehe so gar ein teuflich Ding, wenn sie nach dem Priesterthum angehet, und so gar göttlich, wenn sie furhergehet?         For det tredie: Fordi de nu må indrømme, at apostlene forblev i deres ægteskab efter at de var blevet apostle, ville jeg gerne vide, hvorfor man da ikke også kan gifte sig, når man er præst, hvorfor det ikke gælder, efter at man er blevet præst. Er da det stakkels ægteskab en så helt igennem djævelsk ting, når det indgås, efter at man er blevet præst, og så fuldkommen guddommeligt, når det indgås, før man bliver det? 
23 Soll sie ein solch gross Aenderung haben umb ihrs Vorgehens und Nachkommens willen? Wahrlich, alle Vernunft muss bekennen, und Jedermann greifen, dass alles, was bei dem Priesterthum und nach dem Priesterthum kann göttlich bleiben, das mag auch gewisslich in dem Priesterthum angenommen und fur dem Priesterthum angefangen werden. Skulle der indtræffe en så stor ændring i det, efter som det indgås før eller efter? Sandelig, al fornuft må indrømme, og enhver kan begribe det, at alt, hvad der, når man er præst og efter at man er blevet præst, kan forblive guddommeligt, det kan også ganske sikkert antages, mens man er præst, og begyndes, før man bliver præst. 
24        Auch so itzt je ein schändlich Furgeben, dass man (28) die Ehe ein göttlich Ding und ein heilig Sakrament bekennet, und doch nicht will zulassen, dass ein göttlich Ding und heilig Sakrament müge bei priesterlicher Heilikeit stehen. Wie kompts, dass hie Gott muss wider sich selber sein? dass eins seiner Werk das ander nicht leiden kann, und eine Heilikeit die ander verfolget, und ein Sakrament das ander verdampt?          Og man går da også skændigt frem, når man bekender ægteskabet som en guddommelig ting og et helligt sakramente, og dog ikke vil tillade, at en guddommelig ting og et helligt sakramente må stå ved siden af den præstelige hellighed. Hvordan går det til, at her Gud må være imod sig selv? At det ene af hans værker ikke kan tåle det andet, og den ene hellighed forfølger den anden, og det ene sakramente fordømmer det andet? 
25 O unverschampte, blinde Gräuel, dass man solch ungeschickt Ding hat mügen die Leute nicht allein bereden, sondern auch dahin leiten, dass sie es fur das Beste angesehen haben, und noch ansehen. Wie sollt das immer müglich gewesen sein zu enden, wenn nicht Gottes Zorn die Welt also hätte verblendet und gestraft? O uforskammede, blinde vederstyggelighed, at man ikke blot har kunnet overtale folk til en sådan utilbørlig ting, men også har kunnet føre dem derhen, at de har anset det for det bedste, og stadig anser det for det bedste. Hvordan skulle det nogensinde være muligt at få en ende på dette, hvis ikke Guds vrede i den grad havde forblændet og straffet verden? 
26         Aber lasst uns hie bei S. Paulus bleiben, der uns nicht verfuhren wird, und setzt, dass Wittwer mügen freien, Gott gebe sie seien Priester oder nicht; item, dass sie mügen Weiber nehmen, sie seien Jungfrauen oder Wittwen; dass dem Priester seinem Stande Nichts abbreche, so er ein Wittwen nimpt, und Nichts zutrage, so er ein Jungfrau nimpt. Sölchs soll alles frei sein bei den Christen.         Men lad os holde os til Paulus her, som ikke vil forføre os og fastslår, at enkemænd må gifte sig, Gud give, om de er præster eller ej, ligeledes, at de må gifte sig med kvinder, uanset om de er jomfruer eller enker; at præsten ikke nedbryder sin stand, hvis han gifter sig med en enke, og ikke tilfører den noget, hvis han gifter sig med en jomfru. Alt sådan noget er frit hos de kristne. 
27 Denn S. Paulus hat je diese Epistel nicht allein den Laien, sondern auch den Bischoffen und allen Christen zu Korinthen ingemein geschrieben, und weil er keine Person und Stände aussondert, wills uns nicht gebuhren, dass wir seine Wort auf die Laien, oder einigerlei sonder Person und Stände deuten oder spannen sollten. For Paulus har jo ikke blot skrevet dette brev til lægfolket i Korinth, men også til biskopperne og alle de kristne i almindelighed, og fordi han ikke udskiller nogen person eller nogen stænder, passer det sig ikke for os, at vi tyder eller indskrænker hans ord kun på lægfolket eller på nogen særlig person eller stand. 
28         Er wüsste wohl, S. Paul., dass Christus durch sein Lehre und Regiment Gottes Kreatur und Werk wider zubrechen noch hindern wollt. Nu ist ein Mann je Gottes Kreatur und Werk, sich zu besamen und zu mehren geschaffen, Gen. 1., darumb will er durch sein Evangelion und Priesterthum nicht ein Holz oder Stein aus dem Mann machen, noch ihm seine natürliche Werk hindern, die Gott eingepflanzt hat.         Paulus vidste jo nok, at Kristus med sin lære og herredømme hverken ville itubryde eller hindre Guds skabning og værk. Nu er jo en mand Guds skabning og værk, skabt til at befrugte og formere sig, 1. Mos 1, derfor vil han ikke ud af manden med sit evangelium og sit præstedømme gøre et træstykke eller en sten, heller ikke hindre ham i hans naturlige gerning, som Gud har indplantet. 
29 Denn was ists anders gesagt, wo man Priester die Ehe verbeut, denn dass ein Mann nicht ein Mann sei, und Gottes Kreatur und Werk solle absein und aufhören umb menschliches Frevels und Gebots willen? Gott allein, der ihn geschaffen hat, mag auch Solchs wandeln durch seine Gaben und Wirkung; menschlich Gesetz und frei Will, oder Fleiss, ist hie verlorn und umbsonst.
 Spricht nu S. Paulus:
For hvad siger man andet, hvor man forbyder præster at gifte sig, end at en mand ikke er en mand, og Guds skabning og værk skal ødelægges og ophøre for menneskelig bespottelses og menneskelige buds skyld? Kun Gud, der har skabt ham, kan igen ændre den slags ved sin gave og sin virkning; menneskelig lov og menneskelig fri vilje, eller menneskeligt kød er her fortabt og omsonst. 
    Nu siger Paulus: 
30 Gut ists den Wittwern und Wittwinnen, wenn sie auch bleiben, wie ich. So sie aber sich nicht enthalten, so lass sie freien. v8: Det er godt for enkemændene og enkerne, hvis de forbliver som jeg. Men kan de ikke være afholdende, så lad dem gifte sig.
31         Gut ists freilich, so bleiben, wie S. Paulus; aber er setzt daneben, warumb es nicht gut sei, also zu bleiben, und besser sei, wieder freien, denn Wittwe bleiben. Und S. Paulus hat zwar hie alle Ursach zu freien auf einen Haufen ausgeschütt, und allem Ruhm der Keuscheit das Ziel gesteckt, da er spricht: Konnen sie aber nicht halten, so lass sie freien. Das ist also viel gesagt: Noth heisst dich ehelich werden.           Det er ganske vist godt at forblive som Paulus. Men ved siden af det skriver han, hvorfor det ikke er godt at forblive sådan og bedre at gifte sig end at forblive enke. Og Paulus har her udsøgt alle argumenter for at gifte sig og ophobet dem, og sat al kyskhedsrosen et mål, når han siger: Men kan de ikke leve afholdende, så lad dem gifte sig. Det betyder så meget som at det er nødvendigheden, der tvinger dig til at gifte dig. 
32 Wie hoch nu die Keuscheit gepreiset wird, und wie edel auch die Gabe der Keuscheit ist, so wehret doch die Noth, dass gar Wenig hinan können; denn sie können nicht halten. Denn wiewohl wir Christen sind, und den Geist Gottes im Glauben haben, so ist damit doch nicht aufgehaben Gottes Kreatur, dass du ein Weib, ich ein Mann bin; und lässet dennoch der Geist dem Leibe seine Art und naturliche Werk, dass er isset, trinket, schläft, däuet, auswirft, wie eins andern Menschen Leib. Hvor højt end kyskheden priset og hvor ædel end kyskhedens gave er, så sørger nødvendigheden dog for, at det kun er ganske få, der kommer ind i den; for de fleste kan ikke leve afholdende. For selv om vi er kristne og har Guds ånd i troen, så er dog dermed Guds skaberværk ikke ophævet, nemlig, at du er en kvinde, jeg en mand; og stadigvæk lader ånden legemet have sin art og naturlige måde, så det spiser, drikker, sover, fordøjer, kaster fra sig, som ethvert andet menneskes legeme. 
33 Also nimpt er auch nicht von dem Menschen  weiblich und männlich Gestalt, Gelied, Samen und Früchte, dass eins Christen Leib eben sowohl sich muss besamen und mehren, und züchtigen, als ander Menschen, Vogel und alle Thier, dazu er denn von Gott geschaffen ist, Gene. 1.; also, dass von Noth (30) wegen ein Mann sich zum Weibe, und ein Weib zum Mann halten muss, wo Gott nicht Wunder thut durch ein sonderlich Gabe und ein Geschöpfe aufhält. På samme måde fratager han heller ikke mennesket den kvindelige og mandlige skikkelse, lemmer, sæd og frugt, så at en kristens legeme ligeså vel må befrugte sig og formere sig og tugte sig som andre mennesker, som fugle og alle dyr, hvortil han jo også er skabt af Gud, 1 Mos 1, sådan at med nødvendighed en mand må holde sig til en kvinde og en kvinde til en mand, når ikke Gud har gjort et under med en særlige gave og holdt sin skabning tilbage. 
34         Das meinet hie S. Paulus: Wer sich nicht halten kann, der freie; als sollt er sagen: Wem Gott nicht die sonderliche Gnade gibt, sondern lässt seinem Leibe sein Art und Natur, dem ists besser, ja noth zu freien, und wider Wittwe noch Jungfrau bleiben.       Det er, hvad Paulus mener: Den, der ikke kan leve afholdende, han skal gifte sig. Som om han ville sige: Den, som Gud ikke har givet sin særlige gave, men ladet hans legeme have dets art og natur, for ham er det bedre, ja, nødvendigt at gifte sig, og hverken forblive enkemand eller jomfru. 
35 Nu hats Gott nicht im Sinn, solch besondere Gnad gemein machen; sondern das Freien soll gemein sein, wie ers einmal eingesetzt und geschaffen hat an beiden Leiben: er wird nicht eim Jedermann sein Geschöpfe aufheben und wehren. Nu er det ikke Guds beslutning at gøre en sådan særlig gave almindelig; men det at gifte sig skal være almindeligt, sådan som han engang indstiftede det og skabte det på begges legemer. Han vil ikke ophæve sin skabelse og forhindre den i at sætte sig igennem hos enhver. 
36       Uber das, so ist ein Christen Geist und Fleisch. Des Geists halben darf er keiner Ehe; aber weil sein Fleisch des gemeinen Fleischs ist, in Adam und Eva verderbet, und voller böser Lust gemacht, so ist ihm auch, derselben Krankheit halben, die Ehe vonnöthen, und stehet nicht in seiner Macht, derselben zu gerathen.          Ud over det, så er en kristen ånd og legeme. Ud fra ånden behøver han ikke noget ægteskab; men fordi hans kød er det er ud af det almene kød, fordærvet i Adam og Eva, og gjort fuldt af ond lyst, så er også på grund af denne sygdom ægteskabet nødvendigt for ham, og det står ikke i hans magt at råde over denne sygdom. 
37 Denn sein Fleisch wuthet, brennet und samet eben sowohl als eins andern Menschen, wo er ihm nicht mit der Ehe als mit der nöthigen Aerznei hilft und wehret; und solch Wuthen duldet Gott umb der Ehe und Frucht willen, denn er hat Gen. 3. wohl angezeigt, was er dulden wollte an den Menschen, da er den Segen, sich zu mehren, nicht wegnahm, sondern auch bestätiget, so er doch wohl wüsste, dass die Natur verderbt, voller böser Lust, solchen Segen nicht ohn Sunde möcht vollbringen. For hans kød raser, brænder og befrugter ligesåvel som et andet menneskes kød, hvis han ikke hjælper og forhidrer det med ægteskabet som det nødvendigt lægemiddel, og en sådan rasen finder Gud sig i for ægteskabets og frugtens skyld, for han har i 1 Mos 3 betegnet, hvad han ville finde sig i hos menneskene, eftersom han ikke tog velsignelsen til at formere sig bort, tværtimod bekræftede han den, selv om han dog godt vidste, at den fordærvede naturen, som var fuld af ond lyst, ikke kunne fuldføre en sådan velsignelse uden synd. 
38        Dass man nu den Ehestand will verachten, und davon reizen zur Keuscheit, dass er voll Jammers und Unlust ist; das hilft und gilt nicht, und ist närricht und böslich gethan. Denn damit ist der Sachen nichts geholfen, sondern liegt immer die Noth im Wege, und spricht: Es kann nicht sein, es will nicht sein, man kann sich an den Himmel nicht halten; wie hie S. (31) Paulus spricht: Wer nicht halten kann, der freie.         At man nu vil foragte ægtestanden og derudfra opægge til kyskhed, fordi ægtestanden er fuld af jammer og ulyst, det hjælper ikke, det gælder ikke og det er naragtigt og ondsindet. For dermed er der ikke gjort noget ved sagerne, men stadigvæk ligger nødvendigheden i vejen og siger: Det kan ikke lade sig gøre, det vil ikke lade sig gøre, man kan ikke fastholde sig selv til himlen; som Paulus her siger: Den, der ikke kan leve afholdende, han skal gifte sig. 
39 Wiederumb, dass man den Ehestand höchlich preiset, als er denn auch ist ein göttlich Werk, voll alles geistlichen Gutes, hilft auch nicht, denn Niemand oder gar Wenig sich solch Gut liessen bewegen, hinein sich zu geben; die Natur scheuet Mühe und Aerbeit. Og omvendt, når man priser ægtestanden højt, for den er da også en guddommelig skabning, fuld af alle åndelige goder, så hjælper heller ikke det, for ingen eller kun ganske få lader sig bevæge af et sådant gode til at gå ind i det, naturen skyr møje og besvær.
40        Man hat auch viel mehr Ursach zu freien. Etlich freien umb Geld und Guts willen; ein gross Theil umb Furwitz willen, Wollust zu suchen und zu büssen; Etlich, dass sie Erben zeugen. Aber S. Paulus zeigt diese einige an, und ich weiss auch im Grund kein stärkere und bessere, nämlich dien Noth. Noth heisst es: die Natur will eraus, und sich besamen und mehren, und Gott wills ausser der Ehe nicht haben.         Man har også mange flere begrundelser for at gifte sig. Nogle gifter sig for penges og gods' skyld. En stor del af kedsomhed, for at søge vellyst og for at tilfredsstille den. Nogle, for at få arvinger. Men Paulus påviser denne ene begrundelse, og jeg véd i grunden heller ikke nogen stærkere og bedre, nemlig nødvendigheden. Nødvendigheden befalder det. Naturen vil ud, og befrugte og formere sig, og Gud vil ikke have det udenfor ægteskabet. 
41  So muss Jedermann dieser Noth halben in die Ehe treten, wer anders mit gutem Gewissen leben, und mit Gott fahren will. Wenn diese Noth thät, sollten freilich die andern Sachen alle gar ein schlechte Ehe machen, sonderlich der Furwitz, der die Narren treibt, ein solchen ernsten, nöthigen, göttlichen Stand mit Leichtfertikeit anzufahen, und darnach gar bald gewahr wird, was er ihm selb angericht hat. Was ist aber das gesagt: Så må da enhver på grund af denne nødvendighed begive sig ind i ægteskabet, hvis man ellers vil leve med god samvittighed og leve med Gud. Hvis denne nødvendighed gjorde det, ville ganske vist de andre årsager giver et dårligt ægteskab, især kedsomheden, som driver narrerne til at begynde en sådan nødvendig, guddommelig stand med letfærdighed, og derefter snart gøre det klart, hvad den selv har gjort ved det. Men hvad betyder det, når han siger: 
42 Es ist besser freien, denn brennen? Det er bedre at gifte sig end at brænde? 
43        Es wird ohn Zweifel ein Iglicher, der ohn Ehe und ohn Gnade keusch will leben, diess Wort verstehen, und wissen, was es sei. Denn S. Paulus redet nicht von heimlichen Sachen, sondern von gemeinen offentlichem Fuhlen aller der, so ohn Ehe keusch leben, und doch die Gnade nicht haben. Denn er gibt das Brennen schlecht Allen, die ohn Gnade in der Keuscheit sind, und zeigt kein ander Aerzenei, denn die Ehe.          Uden tvivl vil enhver, der vil leve kysk uden at gifte sig og uden nåde dertil, forstå dette ord og være klar over, hvad det drejer sig om. For Paulus taler ikke om hemmelige sager, men om den almindelig, åbenbare følelse hos alle dem, som lever kysk uden at være gift og dog ikke har nåde dertil. For dette at brænde findes hos næsten ale, som er i kyskheden uden nåde dertil, og den viser, at der ikke er andet lægemiddel end ægteskabet. 
44 Wo es nu nicht so gemein Ding, oder ein ander Rath dazu wäre, hätte er ja nicht die Ehe furgeschlagen; wiewohl man es auf Deutsch heisst das heimlich Leiden, (32) welchs Spruchwort doch auch nicht so gemein wäre, wo es ein recht heimlich Ubel wäre. Hvis det nu ikke var en så almindelig ting eller hvis der havde været et andet råd derimod, så ville han jo ikke have foreslået ægteskabet; selv om man på tysk kalder det den hemmelige lidelse, så ville ordsproget derom dog ikke være så udbredt, hvis det havde været et rigtigt hemmeligt onde. 
45          Es ist auch kein Zweifel, dass diejenigen, so der Keuscheit Gnade haben, dennoch zuweilen die böse Lust fühlen und angefochten werden; aber es ist ein Ubergang: drumb ist ihr Ding nicht brennen. Kürzlich, brennen ist die Brunst des Fleischs, die mit Wüthen nicht aufhöret, und die tägliche Neigung zum Weibe oder zum Manne, welche allenthablen ist, wo nicht Lust und Liebe zur Keuscheit ist; dass man ja so Wenig findet, die ohn Brunst sind, als man der findet, die Gottes Gnade zur Keuscheit haben.          Der er heller ingen tvivl om, at de, som har kyskhedens nåde, alligevel af og til føler den onde lyst og bliver anfægtet; men det er en overgang. Derfor er det, de føler, ikke at brænde. Kort sagt, at brænde er at have kødets brunst, som ikke ophører med sit raseri og med den daglige tilbøjelighed til en kvinde eller til en mand, som findes overalt, hvor der ikke er lyst og kærlighed til kyskhed; så at man jo finder lige så få, der er uden brunst, som man finder folk, der har Guds nåde til kyskhed. 
46 Nu ist solche Brunst in Etlichen härter, in Etlichen gelinder; Etlich auch dieselbe also hart leiden, dass sie sich bei ihn selbs besamen. Diese gehoren alle in Ehestand, dass ich thar sagen: Wo ein keusch Mensch ist, da sollen mehr denn hundert tausend Eheliche sein. Nu er en sådan brunst hos nogle hårdere, hos andre blidere, nogle lider så hårdt derunder, at de befrugter sig hos sig selv. Disse hører alle hjemme i ægtestanden, så jeg tør sige: For hvert ene kyske menneske, der er, er der mere end hundrede tusind ægtefolk. 
47           Nichts Bessers, denn nimm ein Exempel fur dich. S. Hieronymus, der die Keuscheit hoch und aufs Allerfährlichst preiset, bekennet, wie er sein Fleisch  mit keinem Fasten noch Wachen habe können zwingen; dass ihm seine Keuscheit uber die Mass ist saur worden. O wie viel guter Zeit wird er mit fleischlichen Gedanken verlorn haben. Er stund auch drauf, dass Keuscheit stünd bei uns zu erärbeiten, und wäre ein gemein Ding. Siehe, der Mann ist gelegen in Brunst, und sollt ein Weib genommen haben.         Her kan man ikke gøre noget bedre end at tage et eksempel for sig. Skt Hieronyms, som priser kyskheden højt og allerfarligst, bekender, hvordan han ikke kunne tvinge sit kød med faste og vågen; så at hans kyskhed blev ham overmåde sur. O hvor megen gid tid har han ikke tabt med kødelige tanker. Han holdt også fast ved, at kyskheden hos os var til at gøre noget ved og at den var en almindelig ting. Se, manden har ligger i brunst og skulle have taget en hustru. 
48 Da siehest du, was brennen heisst. Denn er war in der Zahl, die in die Ehe gehören, und hat ihm selbs Unrecht than und viel Mühe gemacht, dass er nicht ehelich worden. Sölcher Exempel lesen wir viel mehr in der Väter Leben. Her ser du, hvad det betyder at brænde. For han hørte til dem, der hørte hjemme i ægteskabet, og han har gjort sig selv uret og givet sig selv meget besvær, derved at han ikke giftede sig. Sådanne eksempler læser vi mange af i fædrenes levnedsbeskrivelser. 
49         So ist S. Paulus Schluss: Wo nicht Gottes sonder Gabe ist, da muss sein entweder brennen oder freien. Nu ist's je besser (spricht Paulus,) freien, denn brennen. Warumb? Dass brennen, obgleich kein Werk folgete, doch verlorene Keuscheit ist, weil sie nicht (33) aus Lust und Liebe, sondern mit grosser Unlust, Unwillen und Gezwang gehalten wird, dass sie fur Gott eben als ein Unkeuscheit gerechnet wird, als da das Herz unkeusch ist, und der Leib nicht thar unkeusch sein.         Det er da Paulus' konklusion: Hvor Guds særlige gave ikke findes, dèr må man enten brænde eller gifte sig. Nu er det jo bedre, siger Paulus, at gifte sig end at brænde. Hvorfor? Fordi det at brænde, også selv der ikke følger nogen gerning efterpå, dog er at udvise en forloren kyskhed, fordi den ikke sker af lyst og kærlighed, men holdes med stor ulyst, uvilje og tvang, så at den for Gud bliver regnet netop som ukyskhed, ligesom hvor hjertet er ukysk og legemet måske ikke er ukysk. 
50 Was ists denn nu nütze, dass du mit grosser, saurer, unlustiger Mühe ein verlorne und unkeusche Keuscheit hältest? Es wäre je besser, ehelich und solcher Unlust uberhaben sein. Denn obwohl im Ehestand auch Mühe und Unlust ist, so kann man doch den Willen drein geben, und zuweilen Ruge und Lust haben. Aber wo nicht Gnade ist ausser der Ehe, da ists unmüglich, den Willen zur Keuscheit geben, und mit Lust drinnen leben. Hvad nytte er det nu til, at du med stor, sur, ulystig møje overholder en forloren og ukysk kyskhed? Det ville da være bedre at gifte sig og hæve sig op over en sådan ulyst. For selv om der i ægtestanden også er møje og ulyst, så kan man dog have viljen med sig og af og til få ro og lyst. Men hvor der kun er nåde til ægteskab, dèr er det umuligt, at fremelske viljen til kyskhed og leve i kyskhed med lyst. 
51           Da siehe nu, was das fur tolle Lehre und Regierer sind, die das junge Volk hin und her in Klöster zur Keuscheit zwingen, und geben fur, je saurer es ihnen werde, und je unwilliger sie dazu sind, je besser die Keuscheit sei. Scherze mit andern Sachen also, mit Keuscheit nimm ein Anders fur; denn die kann nicht willig sein, wo sondere Gnade nicht ist: alles Ander kann willig sein, wo nur Glaube ist.          Her ser du nu, hvilke tåbelige lærere og regenter det er, som tvinger de unge mennesker ind i klostrene til kyskhed, og foregiver, at jo mere surt det er for dem, og jo mere uvillige de er dertil, desto bedre er deres kyskhed. Gør bare nar af andre sager, men med kyskheden skal du tage dig noget andet for. For de mennesker kan ikke være villige, som ikke har den særlige nåde. Alt andet kan man villigt gøre, blot troen er til stede. 
52 Sie thun eben wie die Jüden, die ihre Kinder dem Abgott Moloch zu Ehren verbrannten, dass mich dunkt, S. Paulus hab auch diess Wort brennen darumb gebraucht, dass er solchen Gräuel hat wöllen rühren und deuten. (n52) Denn was ist Anders, ein jung Mensch im Kloster, oder auch sonst, sein Lebenlang in solcher Brunst lassen sticken, denn dem Teufel ein Kind zu Ehren verbrennen, das ein elende, verlorne Keuscheit halten muss? Det gør netop som jøderne, der ville opbrænde deres børn for afguden Molok, så det forekommer mig, at Paulus har brugt ordet 'brænde', fordi han ville berøre en sådan afskyelighed og tyde den derhen. For hvad er det andet, når man sætter et ungt menneske i kloster og også ellers lader ham leve livet igennem med en sådan brunst, end til ære for djævelen at opbrænde et barn, som må overholde en elendig, forloren kyskhed? 
53           Ich muss hie zu Ehren solchen Lehrern und Regierern erzählen, was ich einmal von eim tapfern Mann höret, auf dass solch grobe, blinde Köpf greifen, wie weislich sie mit ihrem Regiern fahren. Es hatte einmal ein solcher Prediger geschrien, wie man müsste etwas Grosses anfahen, und ihm selb fast weh thun, wer Gott einen Dienst thun wollte, und fuhret ein aus Vitis Patrum zum Exempel den Simeon, der ein (34) ganz Jahr auf einem Bein auf einer hohen Säule stund, und immer betet, wider ass noch trank, bis dass Maden in seinem Fuss wuchsen, welche zu edlen Steinen wurden, da sie erab fielen.         Jeg må her til ære for sådanne lærere og regenter fortælle, hvad jeg engang hørte om en tapper mand, så at sådanne grove, blinde hoveder kan begribe, hvad vist de bærer sig ad med deres regeren. En sådan prædikant havde engang udskreget, hvordan man måtte begynde på noget stort, og hvordan den, der ville gøre Gud en tjeneste, næsten måtte gøre sig selv ondt, og han fremførte som et eksempel fra 'fædrenes liv' den Simeon, som et helt år stod på ét ben på en høj søjle, og til stadighed bad, hverken spiste eller drak, indtil maddikerne voksede frem i hans fod, men de blev til ædelstene, da de faldt ned. 
54 Also muss du dich (sprach er,) angreifen, wenn du Gott dienen willt. Denn solche Lügen zu predigen gebührt solchen Predigern, welche ohn Zweifel dazumal der Teufel durch böse Buben den Christen zu Spott erdichtet hat, auf dass er ihre Wunderzeichen, der sie zu der Zeit viel thäten, zunichte machet, als wären sie alle solch Gaukelwerk. Sölcher Narrenprediger traf nu einen Narrn zum Schuler; wie man sagt: En Narr macht ihr zehen; der fing an, Gott zu Dienst, und wollt ihm selbs weh thun, und seinen Harm nicht mehr lassen. Sådan nu du, sagde han, angribe dig selv, når du vil tjene Gud. For at prædike en sådan løgn passer sig for en sådan prædikant, som djævelen uden tvivl dengang gennem onde slyngler havde opdigtet de kristne til spot, for at han kunne gøre deres undergerninger, som de dengang gjorde mange af, til intet, som om de allesammen var den slags pjatteværk. En sådan narreprædikant fik nu en nar til elev, som man siger. Og én nar gør ti. Han begyndte, som sin gudstjeneste, og ville gøre sig selv ondt, og ikke ophøre med sin skade. 
55 Da er nu vier Tage gehalten hatte, und krank ward, kunnts ihm Niemand ausreden, und wollt also sterben, bis zuletzt Gott einem in Sinn gab, dass er ihn in seim Furnehmen lobet und stärket, als der recht und wohl thät (wie man mit Narren reden muss, was sie halten, spricht Salomon). Doch (sprach er,) man sagt, du thust es umb eiteler Ehr willen; wo dem so ist, so ists verloren. Da er das höret, liess er ab und sprach: Weil sie mirs also auslegen, so will ichs nicht halten. Da han nu havde holdt ud i fire dage og blev syg, kunne ingen tale ham fra sit forehavende og han ville derfor være død, hvis ikke Gud til sidste havde givet én den idé, at han kunne rose og styrke ham i hans forehavende, som én, der gjorde ret og vel (sådan som man må tale narre efter munden, som Salomon siger). Dog, sagde han, man siger, at du kun gør det for ærens skyld; hvis det er rigtigt, så er det forgæves. Da han hørte det, afstod han fra sit forehavende og sagde: Når de udlægger mig det sådan, så vil jeg ikke overholde det. 
56          Wohlan, das ist ein grob Narrenstuck, aber nicht schlecht zu verachten. Gott hat damit angezeigt, (wie ich saget,) was solch Lehrer und Regierer anrichten. Und lass uns diess Stuck ausstreichen. Es ist ja also, wie die Schrift und alle Erfahrung lehret, dass diess Leben auf Erden ein elend Leben ist, voll Jammers und Leids, welchen Stand du auch erwählest (so er anders göttlich ist);         Velan, det er en stor narrestreg, men man skal ikke helt foragte det. Gud har dermed antydet, som jeg har sagt, hvad en sådan lærer og rådgiver anretter. Og lad os bare springe over denne fortælling. Det er dog sådan, som skriften og al erfaring lærer, at dette liv på jorden er et elendigt liv, fuld af jammer og lidelse, hvilken stand du end udvælger dig (om den ellers er guddommelig); 
57 noch ist keiner so elend, wenn Jemand geboten wurde, dass er seinen Harm oder Mist halten müsste, er wurde lieber den Stand erwählen, denn solch unmüglich Ding annehmen; und dieweil Niemand zu solchem Gebot verbunden ist, achtet Niemand, wie gut und köstlich es ist, Harm und Mist von sich lassen, und siehet dieweil an, und klagt das (35) Elend in seinem Stand, das nicht das zehente Theil so gross und viel ist, als dieser Jammer wäre. alligevel er ingen så elendig, som hvis nogen fik påbud om at skulle holde sit skidt eller sit møg tilbage, så ville han hellere vælge den stand, end påtage sig en sådan umulig ting; og eftersom ingen er forpligtet på et sådant bud, så lægger ingen mærke til, hvor godt og dejligt det er, at lade sit skidt og møg komme ud, og ser derfor på og klager over elendigheden i sin stand, som ikke har en tiendedel så stor og voldsom elendighed, som denne jammer ville være. 
58          Eben also gehet es hie auch zu mit diesem Brennen. Denn diejenigen, so ehelich sind, die sind nu los, konnen löschen, was sie brennet, und achten des Jammers nicht mehr, (gleichwie ein Weib nach der Geburt gar viel anders denkt, denn fur und in der Geburt,) und sehen nu nicht mehr an, denn ihrs Stands Mühe und Unlust. Denn das Gute, wenns furhanden ist, so acht man sein nicht; des Bösen, wenns furuber ist, gedenkt man nicht.         Netop på den måde går det også her til med denne brænden. For de, der lever i ægteskab, de er nu frie, kan få udløsning for, hvad de brænder af, og lægger slet ikke mærke til jammeren (ganske som en kvinde efter fødslen tænker helt anderledes end før og under fødslen), og ser nu kun på deres stands jammer og møje og ulyst. For det gode tænker man ikke over, når det er forhånden, det onde tænker man ikke over, når det er forbi. 
59 Aber diejenigen, so noch in der Brunst sticken, und nicht Hoffnung haben, wie kunnten sie anders thun, denn spotten und fur Narren halten diejenigen, so in der Ehe sind, und doch uber die Ehe klagen? Denn sie müssen halten, das nicht zu halten ist; und dazu umbsonst halten, und alle solche saure Mühe verlieren. Das ist je ein kläglicher Jammer. Wie gar viel lieber trügen sie nu allen Unlust der Ehe, denn solch Brennen? Men de, der stadig sikker fast i brunsten og ikke har noget håb, hvad kunne de gøre andet, end spotte og regne dem for narre, som er i ægteskabet og dog klager over ægteskabet? For de må overholde, hvad der ikke lader sig overholde; og desuden overholde det forgæves og fortabe al sådan sur møje. Det er jo en elendig jammer. Hvor meget hellere ville de nu ikke bære al ægteskabets ulyst end en sådan brænden? 
60          Siehe, das heisst hie S. Paulus: Es ist besser freien, denn brennen; als sollt er sagen: Freien ist böse Ding, aber doch ist brennen ärger; und Summa: Es ist besser die unlustige Ehe, denn die unlustige Keuscheit; besser ein saure und schwere Ehe, denn ein saure und schwere Keuscheit. Ursach: diese muss verlorn sein, jene kann nütze sein.        Se, det er, hvad Paulus her kalder: Det er bedre at gifte sig end at brænde; som ville han sige: At gifte sig er en dårlig ting, men dog er det værre at brænde; kort sagt: Et ægteskab uden lyst er bedre end en kyskhed uden lyst, hellere et surt og tungt ægteskab end en sur og tung kyskhed. Begrundelse: Dette må være fortabt, men hint kan være gavnligt. 
61          Diess sage ich nu von dem Brennen, das die leiden, so da halten; welcher fast Wenig sind. Denn das mehrer Theil leidet solch Brennen nicht, und halten auch nicht, sondern thut, wie sie ihm thun, dass sie es los werden, davon ich itzt nicht schreiben will.          Dette siger jeg nu om den brænden, som de mennesker lider, som overholder kyskheden; hvilket er ganske få. For flertallet udholder ikke en sådan brænden og overholder heller ikke kyskheden, men gør, hvad de gør imod det, for at komme løs af den. Men derom vil jeg ikke skrive nu. 
62 Aber wenn sie es also los werden ausser der Ehe, so ist alsbald das Gewissen da; das ist denn der allerunträglichst Jammer, und der elendst Stand auf Erden. So muss es nu endlich also gehen, dass diejenigen, so (36) ohn Ehe und ohn Gnade der Keuscheit leben, das mehrer Theil genöthiget und gezwungen werden, zu sundigen mit Unkeuscheit leiblich, und die Andern gezwungen werden, äusserlich keusch und inwendig unkeusch zu leben, und also jene ein verdammlich, diese ein unseligs, unnütz Leben fuhren müssen. Men når de kommer løs af den uden ægteskabet, så er straks samvittigheden der; det er da den allermest utålelige jammer, og den elendigste stand på jorden. Derfor må det nu i sidste ende gå således, at de, som lever uden ægteskab og uden kyskhedens nåde, for størstedelens vedkommende bliver nødet og tvunget til at synde med ukyskheden legemligt, og de andre bliver tvunget til at leve udvendigt kysk og indvendigt ukysk, og således den ele part må føre et fordømmeligt, den anden part et usaligt og unyttigt liv. 
63 Und wo sind hie geistliche und weltliche Regenten, die diese Noth der armen Seelen bedenken? Ja, sie helfen dem Teufel solchen Jammer nür täglich mehren mit ihrem Treiben und Zwingen. Og hvor er her de åndelige og verdslige regenter, som betænker denne nød hos de arme sjæle? Ja, de hjælper djævelen med dagligt at forøge en sådan jammer med deres driven og tvingen. 
64 Das ander Theil. Den anden del. 
65 Den Ehelichen aber gebiete nicht ich, sondern der Herr, dass das Weib sich nicht scheide von dem Manne: so sie sich aber scheidet, dass sie ohn Ehe bleibe, oder sich mit dem Manne versühne; und dass der Mann das Weib nicht von sich lasse. Men ægtefolkene byder ikke jeg, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand. Men hvis hun skiller sig fra ham, at hun forbliver ugift eller forsoner sig med manden; og at en mand ikke må forstøde sin kone. 
66        Bisher hat er von den Wittwen und Wittwinnen gesagt, unter welchen mag wohl ein Mann vom Weibe sein; und wiederumb: ja, es ist gut, wo sie Gnade haben, von einander zu bleiben. Aber das kann nicht unter den Ehelichen zugeben werden, denn hie ist Gottes Gebot, das zwinget, bei einander zu bleiben. Dass aber Wittwer und Wittwen von einander bleiben, ist kein Gottes Gebot noch Verbot, sondern des Apostels guter Rath, und ihnen frei gelassen fur Gott, dass sie mit gütem Gewissen wieder freien, oder also bleiben mügen.        Indtil nu har han talt om enkemænd og enker, blandt hvilke en mand vel må være uden kvinde; og omvendt: Ja, det er godt, hvis de har nåde dertil, at holde sig fra hinanden. Men sådan kan det ikke gå til blandt ægtefolkene, for her er det Guds bud, som tvinger dem til at forblive hos hinanden. Men at enkemænd og enker holder sig fra hinanden, er ikke noget påbud fra Gud eller noget forbud, men apostlenes gode råd, og de må de frit lade være overfor Gud, så de med god samvittighed gifter sig igen eller forbliver ugifte. 
67         Es lässt sich aber hie der Apostel zu, dass sich Mann und Weib scheiden, so ferne, dass sie ohn Ehe bleiben; damit er aufhebt das Gesetz Mose, da der Mann Macht hatte, ein Weib von sich zu stossen, wenn er ihr (37) gram oder müde ward und ein andere zu nehmen; und sie mocht  auch ein andern nehmen, Deut. 24. Denn wiewohl solch Gesetze Mose den Jüden gab, als denen, die hartköpfig und heidenisch waren; so gebührt sichs doch den Christen nicht zu thun.          Men her tillader apostelen, at mand og kone skiller sig fra hinanden, blot de forbliver ugift; dermed ophæver han moseloven, hvor manden havde ret til at forstøde sin kone, hvis han blev vred på hende eller blev træt af hende, og tage sig en anden, og hun måtte også tage sig en anden, 5. Mos 24. For selv om Moses gav jøderne sådanne love, så gav han dem dem som nogle, der var hårdnakkede og hedenske; således passer det sig dog ikke for de kristne at handle. 
68 Darumb hebet es Christus auch selbs auf Matth. 19. Denn im Alten Testament waren nicht allein solch Gesetz, die zum geistlichen Regiment, sondern auch zum weltlichen Regiment dieneten, weil Gott dasselb Volk, beide, geistlich und weltlich regierte; gleichwie auch noch itzt in kaiserlichem Recht viel Stück gesetzt sind fur die Weltlichen, die doch den Christen nicht ziemen zu brauchen, als da sind, Gewalt mit Gewalt wehren, etc. Derfor ophæver Kristus den også selv i Matt 19,8f. For i det gamle testamente var der ikke alene sådanne love, som hørte til det åndelige regimente, men også nogle, som tjente det verdslige regimente, fordi Gud styrede det samme folk, både åndeligt og verdsligt; ganske ligesom der også stadigvæk i den kejserlige ret er indsat mange stykker for de verdslige, som det dog ikke sømmer sig for de kristne at bruge, såsom at sætte magt imod magt, osv. 
69       Denn es sind gar viel ander Gesetze noth, damit man den Bösen wehret und zwinget; und viel ander, damit man die Guten lehret und regiert. Also war diess Gesetz auch den Bösen zu wehren und zu zwingen gesetzt, dass sie ihre Weiber nicht tödten, oder Aegers thäten. Aber Christen sollen von Herzen frumm sein, dass ihnen solch Gesetz nicht noth sei, sondern ihre Weiber behalten ihr Lebenlang.         For der er brug for helt andre love, hvis man skal værge sig imod de onde og tvinge dem; og en anden slags, hvis man skal lære og regere de gode. Derfor var også denne lov indsat for at værge sig imod de onde og tvinge dem, så de ikke slog deres koner ihjel eller gjorde det, der var værre. Men kristne skal være fromme af hjertet, så for dem er en sådan lov ikke nødvendig, men de beholder deres koner livet igennem. 
70 Wo aber nicht Christen, oder unschlachtige, falsche Christen sind, da wäre noch heuts Tages gut, sich nach diesen Gesetz zu halten, und sie lassen, wie die Heiden, sich von ihren Weibern scheiden und andere nehmen, auf dass sie nicht mit ihrem unreinigem Leben zwo Höllen hätten, beide, hie und dort. Aber sie müssten wissen, dass sie durch Scheiden nicht mehr Christen, sondern Heiden und im verdampten Stand wären. Men hvor der ikke er tale om kristne, men om forslagne, falske kristne, dèr ville det også i dag være godt, at holde sig til disse love og give dem lov til, ligesom hedningerne, at skille sig fra deres koner og tage sig andre koner, for at de ikke med deres urene liv skulle have to helveder, både her og hisset. Men de må vide, at de, hvis de lader sig skille, ikke mere er kristne, men hedninger, og er i en fordømt stand. 
71        Es redet aber der Apostel von einer Ursach des Scheidens, nämlich vom Zorn, wenn Mann und Weib nicht mügen mit einander einträchtig leben, dass sie im Hass und Hader leben, damit sie wider beten, noch irgend ein gut Werk thun mügen. Das gibt der Text klar, da er spricht: Sie sollen sich versuhnen und ungescheiden bleiben, oder ohn Ehe leben, wo sie sich nicht versühnen und gescheiden sein wöllen. (38)          Men apostelen taler om en årsag til skilsmisse, nemlig vreden, når mand og kone ikke kan leve éndrægtigt med hinanden, så de lever i kiv og strid, så de hverken kan bede eller gøre nogen anden god gerning. Det fremgår klart af teksten, når han siger: De skal forsone sig og forblive uskilt, eller leve ugift, hvis de ikke vil forsone sig, men skiller sig fra hinanden. 
72 Wo aber Versühnung geboten wird, da wird Zorn und Uneinikeit anzeiget. Sölch Scheiden aber lässt gewisslich der Apostel zu, dass er der Christen Schwacheit durch die Finger siehet, weil sich Zwei nicht mügen mit einander betragen: sonst ist es Jedermann schüldig, des Andern Last zu tragen, und soll sich nicht von ihm scheiden. Men hvor forsoning bliver påbudt, dèr bliver vrede og uenighed antændt. Men en sådan skilsmisse tillader apostelen givetvis, så at han på grund af de kristnes svaghed ser igennem fingre med dem, fordi de to ikke kan fordrage hinanden: ellers er enhver skyldig at bære den andens byrde, og skal ikke skille sig fra ham. 
73 Das ist auch die Sach, dass er den Gescheidenen nicht erläubt, sich zu verändern, auf dass er ihnen Raum lasse sich zu vereinigen, und wieder zusammen zu kommen; ja, auch damit zwingt und dringet, wieder zusammen sich vereinigen, weil sie vielleicht die Gnade der Keuscheit nicht haben. Det er også sagen, når han ikke tillader de skilte at ændre stand, for at han kan give dem lejlighed til at forene sig og igen komme sammen; ja, også dermed tvinger og trænger han dem til igen at komme sammen og forene sig, fordi de måske ikke har kyskhedens gave. 
74        Wie? wenn Eins nicht wollt sich mit dem Andern versühnen, und schlechts abgesondert bleiben, und das Ander künnt nicht halten, und müsst ein Gemahl haben; was sollt dasselbe thun? Ob sichs möcht verändern? Antwort: Ja, ohn Zweifel.         Men hvad nu, hvis den ene ikke vil forsone sig med den anden og lever helt adskilt fra vedkommende; og den anden ikke kan holde sig kysk, men må have en gemal; hvad skal så vedkommende gøre? Må man så forandre sin stand? Svar: Ja, uden tvivl. 
75 Denn weil ihm nicht geboten ist keusch zu leben, und hat auch die Gnade nicht, und sein Gemahl will nicht zu ihm, und nimpt ihm also den Leib, dess er nicht entbehren kann, wird ihn Gott nicht dringen zum Unmüglichen, umb eins Andern Frevel willen, und muss thun, als wäre ihm sein Gemahl gestorben, sonderlich weil es an ihm nicht feihlet, dass sie zusammen kämen. Jenes aber, das nicht will, soll ohn Ehe bleiben; wie hie S. Paulus sagt. Weiter spricht er: For eftersom det ikke er ham påbudt at leve kysk og han heller ikke har nåde til det, og hans gemal ikke vil hen til ham og således fratager ham det legeme, som han ikke kan undvære, derfor vil Gud ikke trænge ham ud i det umuligt, på grund af en andens gudsbespottelse, og så må han handle, som om hans gemal var død, især eftersom der for hans vedkommende ikke er noget i vejen for, at de flytter sammen igen. Men den, der ikke vil det, skal forblive uden ægteskab, sådan som Paulus siger her. Videre siger han: 
76 Den Andern aber sage ich, nicht der Herr: So ein Bruder ein ungläubig Weib hat, und dieselbige lässt es ihr gefallen, bei ihm zu wohnen, der scheide sich nicht von ihr; und so ein Weib einen ungläubigen Mann hat, und er lässt es ihm gefallen, bei ihr zu wohnen, die scheide sich nicht von ihm. Men de andre siger jeg, ikke Herren: Hvis en broder har en vantro hustru, og hun finder behag i at bo hos ham, så skal han ikke skille sig fra hende; og hvis en kvinde har en vantro mand, og han finder behag i at bo hos hende, så skal hun ikke skille sig fra ham. 
77        Weil hie S. Paulus bezeuget, diess Stück rede nicht der Herr, sondern er, gibt er zu verstehen, dass es nicht von Gott geboten, sondern frei sei, sonst (39) oder so zu thun; denn er unterscheidet seine Wort von dem Wort des Herrn, dass des Herrn Wort soll Gebot, sein Wort aber soll Rath sein; und will also sagen:          Eftersom Paulus her bevidner, at det ikke er Herren, men ham selv, der udtaler denne formaning, lader han forstå, at det ikke er påbudt af Gud, men er frit at gøre dette eller hint; for han gør skel mellem sit eget ord og Herrens ord, på den måde, at Herrens skal være bud, hans eget ord råd; og han vil altså sige: 
78 Den Anderen, das ist, da nicht Zornsachen sind zwischen den Ehelichen, als, wenn zwei Eheleute sind, der Eins Christen, das Ander Unchristen ist, (wie es denn zumal oft geschach, da der Glaub neu gepredigt ward unter de Heiden, dass sich Eins bekehret, das Ander nicht,) obwohl hie der Christen mag sich von dem Unchristen scheiden, ist doch des Apostels Rath, dass er sich nicht von ihm scheide, so ferne sein Unchristen-Gemahl leidet und zufrieden ist, dass er Christen sein mag, und ihm nicht wehret noch hindert christlich zu leben, und nicht zwinget Christum zu verläugnen, oder unchristlich zu leben. Til de andre siger jeg, det vil sige, hvor ikke der er vredessager mellem ægtefolkene, som hvis der er to ægtefolk, hvoraf den ene er kristen, den anden ikke-kristen (som det dengang ofte skete, eftersom troen først fornylig var blevet prædiket blandt hedningerne, at én omvendte sig, den anden ikke), selv om her den kristne godt må skille sig fra den ukristne, er det dog apostelens råd, at han ikke skiller sig fra ham, forsåvidt hans ikke-kristne gemal finder sig i ham og er tilfreds med ham, så at han kan være kristen, og ikke forhindrer ham i at leve kristeligt og ikke tvinger ham til at fornægte Kristus eller leve ukristeligt. 
79        Das meinet S. Paulus mit dem Wort: und er lässet es ihm gefallen, bei ihr zu wohnen etc., das ist, so der Unchrist zufrieden ist, und will bei seinem christlichen Gemahl bleiben, und vergonnet ihm alles zu thun, was ein Christen gebührt etc.         Det mener Paulus med ordene: og finder behag i at bo sammen med ham, osv, det vil sige: hvis den ikke-kristne er tilfreds og vil blive hos sin kristne gemal, og under ham at gøre alt, hvad der sømmer sig for en kristen osv. 
80 Denn der Ehestand ist ein äusserlich, leiblich Ding, das nicht hindert noch fodert den Glauben, und mag wohl Eins Christen, das Ander Unchristen sein: gleichwie ein Christ mit eim Heiden, Juden, Turken mag essen, trinken, käufen, und allerlei äusserliche Händel treiben; wie auch itzt ein ehelich Gemahl mag recht frumm Christen, und das ander böse und falsch Christen sein, dass umb Frommkeit oder Bösheit willen die Ehe nicht zureissen noth ist. For ægtestanden er en ydre, legemlig ting, som ikke hindrer eller fremmer troen, og den ene kan godt være kristen, den anden ikke: Ligesom en kristen kan spise, drikke, købe og drive al slags ydre handel med en hedning, en jøde, en tyrk. Og ligesom også i vore dage den ene ægtefælle kan være en from kristen, den anden en ond og falsk kristen, så det ikke er nødvendigt for fromhedens eller ondskabens skyld at rive ægteskabet i stykker. 
81        Wo aber der Unchrist nicht leiden wollt sein Gemahl Christen zu sein noch christlich zu leben, und wehret und verfolget ihn: hie wäre es Zeit, sich des Spruchs Christi auch leiblich zu halten: Wer sein Weib oder Kind mehr liebet, denn mich, der ist mein (40) nicht werth. (Matt 10,37) (n81         Men hvor den ikke-kristne ikke finder sig i, at hans kristne gemal er kristen og lever kristeligt, og sætter sig imod og forfølger ham, dèr er det tid, også legemligt at rette sig efter Kristi ord: Den, der elsker hustru eller ban mere end mig, er mig ikke værd. 
82 Da gehet das Scheiden an. Ists aber Scheiden, so muss da sein, entweder Versuhnen, oder dass ohn Ehe bleibe, welchs sich nicht will versuhnen, und das Ander Macht habe, sich zu verändern, wie droben gesagt ist. Denn man muss Christum, der Seelen Gemahl, hoher halten, denn den leiblichen Gemahl; und, wo Einer den Andern nicht leiden will bei der Seelen Gemahl, der ewig ist, bleiben, und den leiblichen fahren lassen, ein andern nehmen, der den ewigen neben sich leiden mag. Der går det an med skilsmisse. Men hvis der finder skilsmisse sted, så må det være af den art, at man enten forsoner sig eller forbliver ugift, hvis man ikke vil forsone sig, og den anden ægtefælle har magt til at forandre sig, som ovenfor sagt. For man må regne Kristus, sjælens gemal, højere end den legemlige gemal; og hvor den ene ikke vil tåle, at den anden forbliver hos sjælens gemal, som er evig, så må man lade den legemlige fare og tage en anden, der kan tåle den evige ved siden af sig. 
83        Also solls auch itzt zugehen, dass, wo ein Mann wollt sein Weib halten oder dringen zu Diebstahl, Ehebruch, oder irgend ein Unrechts wider Gott furzunehmen, ist auch hie eben dieselbe Ursach zu scheiden, und (wo sie sich nicht versühnen,) Macht des Einen, sich zu verändern; daher es auch kompt, dass der Ehebruch scheidet, und sich zu verändern Macht gibt.         Sådan skal det også gå til i vore dage, så at, hvor en mand vil tvinge sin kone til tyveri, ægteskabsbrud og foretage sig én eller anden uret imod Gud, er der også her helt den samme årsag til skilsmisse, og ret til, hvis de ikke forsoner sig, for den ene at gifte sig, hvoraf også følger, at ægteskabsbrud gør skilsmisse og giver ret til at gifte sig. 
84 Denn im Alten Testament Deut. 13. geboten ward, dass ein Iglicher sollt seinemWeibe, Brüder und besten Freunde zum Tod helfen, das ihn leiten oder reizen wollte, wider Gott zu thun. Aber im Neuen Testament, da man nicht leiblich tödtet, ist gnug, sich von ihm scheiden, und lassen. For i det gamle testamente blev det i 5 Mos 13,7-10 påbudt, at enhver skulle slå sin kone, broder og bedste ven til ihjel, som vil forlede eller ægge ham til at handle imod Gud. Men i det ny testamente, hvor man ikke slår legemligt ihjel, er det nok, at skille sig fra ham og lade ham være. 
85       Daraus folget, dass die Exempel, so man lieset, dass etliche Weiber, ihre Männer zu retten vom Tod oder aus dem Gefängnis, mit Bewilligen ihrer Männer die Ehe brochen haben, nicht recht gewesen sind, denn Gottes Gebot soll man halten, es koste Mann oder Weib, Leib oder Gut, und hat kein Mann Recht, aus irgend einer Ursach, seinem Weibe zu erläuben, die Ehe zu brechen. Weiter spricht S: Paulus:          Heraf følger, at de eksempler, som har læst om, at nogle kvinder for at redde deres mænd fra døden eller fra fængslet med deres mænds billigelse har brudt deres ægteskab, ikke har været rette. For Guds bud skal man overholde, så må det koste mand eller kone, liv eller gods, og ingen mand har ret til af nogensomhelst årsag at give sin kone lov til at bryde ægteskabet. Fremdeles siger Paulus: 
86 Denn der ungläubige Mann ist geheiligt durch Weib, und das ungläubige Weib ist geheiligt durch den Mann. Sonst (41) wären eure Kinder unrein; aber nu sind sie heilig. For den ikke-troende mand er helliget gennem sin kone, og den ikke-troende kvinde er helliget gennem sin mand. Ellers ville børnene være urene; men nu er de hellige.
87        Das ist auf ebräische Weise und nach S. Paulus Art geredt, dass dem der da heilig ist, dem sind alle Ding heilig, wie er spricht Titum 1.: Den Reinen ists alles rein; und Roma. 8.: Alle Ding dienen den Heiligen zum Besten; und will also sagen: Ein Christen-Gemahl darf sich nicht scheiden, sondern kann wohl bleiben bei seinem Unchristen-Gemahl, und auch Unchristen-Kinder zeugen und aufziehen.        Dette er talt på den hebraiske måde og efter Paulus' talemåde, så at for den, som er hellig, er alle ting hellige, som han siger Tit 1,15: 'For de rene er alting rent', og Rom 8,28: 'Alle ting tjener de hellige til bedste'. Og således vil han sige: En kristen ægtefælle må ikke lade sig skille, men kan godt forblive hos sin ikke-kristne gemal og også avle og opdrage ikke-kristne børn. 
88 Ursach ist die: Wenn der Unchristen-Gemahl seinem Chisten-Gemahl nicht wehret, christlich zu leben, so ist der Glaube so ein mächtig Ding, dass ihm nichts schadet, bei Unchristen zu sein, und gilt ihm gleich so viel, es sei heilig oder nicht heilig, damit er umbgehet. Denn auch der Tod, der das Gräulichst ist, dennoch eim Christen ein heilig, selig Ding ist. Der Glaube kann alles Dinges wohl brauchen, es sei böse oder gut, ohn des Unglaubens und seiner Fruchten. Begrundelsen er den: Når den ikke-kristne ægtefælle ikke forhindrer sin kristne ægtefælle i at leve kristeligt, så er troen en så mægtig ting, at det ikke skader ham at blive hos sin ikke-kristne ægtefælle, og han gælder ham for lige meget værd, hvad enten det er en hellig eller ikke-hellig, ham omgås. For også døden, der dog er det værste, er alligevel for en kristen en hellig, salig ting. Troen kan godt bruge alle ting, om det er godt eller ondt, uden vantroen og dens frugter. 
89 Denn dieselben sind stracks wider den Glauben unschädlich, rein, heilig, nützlich und heilsam, dass der Gläubige mag damit umbgehen und dabei bleiben ohn alle Fährlikeit. Denn wo das nicht wäre, müsste kein Christen leben, sintemal er muss unter bösen und Unchristen-Leuten leben. Aber nu er ihnen nicht folget, sondern brauchet ihr wohl, mag er bei und unter ihnen leben, auf das sie auch durch ihn frumm und Christen werden etc. For disse ting er lige overfor troen uskadelige, rene, hellige, gavnlige, nyttige og frelsebringende, så at den troende kan omgås med dem og forblive ved dem uden fare. For hvis det ikke var tilfældet, kunne ingen kristen leve, eftersom han må leve mellem onde og ukristne folk. Men nu hvor han ikke retter sig efter dem, men bruger dem godt, kan han leve hos og iblandt dem, så de igennem ham kan blive fromme og kristne, osv. 
90         Also ist einem Christen die ganze Welt eitel Heilthum, Reinikeit, Nutz und Frummen; wiederumb, eim Unchristen ist die ganze Welt eitel Unheilikeit, Unreinikeit, Schaden und Verderbniss, auch Gott selber mit alle seinem Gut, wie der 18. Psal. sagt zu Gott: Bei den Heiligen bist du heilig, und bei den Frommen bist du fromm, und bei den Reinen bist du (42) rein; aber bei den Verkehreten bist du verkehret.         Altså er for en kristen hele verden idel helligdom, renhed, nytte og fromme; omvendt, for en ukristen er hele verden idel uhellighed, urenhed, skade og fordærv, også Gud selv med alle hans goder, som den Sl 18,26f siger til Gud: 'Blandt de hellige er du hellig, og blandt de fromme er du from, og blandt de rene er du ren; men blandt de forkertvendte er du forkertvendt. 
 91 Warumb das? Darumb, dass die Heiligen, das ist, die Gläubigen konnen alles Dings heiliglich und seliglich brauchen, und sich dran heiligen und reinigen: aber die Unheiligen und Ungläubigen versundigen, entheiligen und verunreinigen sich ohn Unterlass an allen Dingen; denn sie konnen keins nicht recht und göttlich noch seliglich brauchen das ihnen zur Selikeit dienete. Hvorfor det? Jo, fordi de hellige, det vil sige, de troende, kan bruge alle ting helligt og saligt, og derved hellige og rense sig, men de vanhellige og vantro synder, gør sig uhellige og urene uden ophør med alle ting; for de kan ikke bruge nogen af de ting, der tjener dem til salighed, ret og gudeligt eller saligt.
92       Also sind die Kinder auch heilig, ob sie gleich nicht getauft noch Christen sind. Nicht sind sie heilig an ihr eigen Person, von welcher Heilikeit S. Paulus hie nicht redet; sondern dir sind sie heilig, dass deine Heilikeit mit ihnen kann umbgehen, und sie aufziehen, dass du an ihnen nicht entheiliget wirst, gleich als wären sie ein heilig Ding. Denn S. Paulus will also sagen: Wenn ein Christen-Gemahl grosse Kinder hätte mit eim Unchristen-Gemahl, (wie es dazumal oft geschach,) und die Kinder sich noch nicht wollten täufen lassen, noch Christen werden; sintemal Niemand soll zum Glauben gezwungen, sondern von Gott williglich gezogen werden durchs Evangelion:          På den måde er også børnene hellige, selv om de ikke er døbte eller er kristne. De er ikke hellige for deres egen persons vedkommende -- den hellighed taler Paulus ikke om her -- men for dig er de hellige, så at din hellighed kan omgås dem, og opdrage dem, så du ikke bliver afhelliget ved dem, ganske som var de en hellig ting. For Paulus vil sige således: Når en kristen ægtefælle har store børn med en ikke-kristen ægtefælle (sådan som det dengang ofte fandt sted)  og børndne endnu ikke har villet lade sig døbe eller blive kristne, eftersom ingen skal tvinges til tro, men af Gud frivilligt bliver draget gennem evangeliet: 
93 so soll darumb die Mutter oder der Vater die Kinder nicht lassen, noch mütterliche oder väterliche Pflicht entziehen oder versagen, als thäten sie Sund dran, und sich verunreinigten an den ungläubigen Kindern: sondern sollen denen leiblich vorstehen und sie versorgen, eben sowohl, als wären sie die allerheiligste Christen. Denn sie sind nicht unrein noch unheilig, (spricht er,) das ist, dein Glaube kann sich an ihnen uben, dass er rein und heilig bleibet. så skal af den grund moderen eller faderen ikke lade børnene være, eller unddrage dem nogen moderlig eller faderlig pligt, som gjorde de synd derved og blev urene ved de ikke-troende børn: Men de skal legemligt forestå dem og forsørge dem, ganske som var de de allerhelligste kristne. For de er ikke urene eller uhellige (siger Paulus),  det vil sige, din tro kan udøves over dem, så den forbliver ren og hellig. 
94        Also solls auch itzt und allezeit zugehen. Wo Kinder das Evangelion nicht wollten annehmen, soll man sie darumb nicht lassen noch verstossen, sondern ihr pflegen und versorgen, eben als die allerbesten (43) Christen, und ihren Glauben Gott befehlen, so ferne sie sonst, in andern Dingen gehorsam und frumm sind, was äusserlich Wesen antrifft.         Sådan skal det også gå til i vore dage og til alle tider. Hvor børnene ikke vil antage evangeliet, skal man ikke af den grund forlade eller forstøde dem, men pleje og forsøge dem, ganske som de allerbedste kristne, og befale deres tro Gud i vold, når blot de ellers i andre ting er lydige og fromme, hvad det ydre væsen anbelanger. 
 95 Denn äusserlich bösen Wesen und Werken sollen und können die Aeltern wehren und strafen; dem Unglauben und innerlichem bösen Wesen kann Niemand wehren und strafen, denn Gott alleine: also, dass auch noch dieser Text S. Pauli uns gelte und Kraft habe, dass alle Ding heilig und rein seien den Gläubigen. For det ydre onde væsen og de ydre onde gerninger skal og kan forældrene afværge og straffe; vantroen og det indre onde væsen kan ingen afværge og straffe, uden Gud alene. Altså er det sådan, at denne Paulustekst stadig gælder og har kraft for os, så at alle ting er hellige og rene for de troende. 
 96 Videre til 1kor7c

Noter:

n52: Se f. eks. 2 Kong 23,10.

n81: Luther blander tilsyneladende to forskellige Jesus-ord sammen. I Matt 10,37f nævnes hustruen ikke, kun far og mor, søn og datter. Men i Luk 14,26 er hustruen med i opregningen, men dèr har ordet en anden form:  "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.