Første antinomer-disputation 4


fra WA Bind 39 I, side 407 til 417.

Weimarudgaven sætter de to udgaver af disputationen op samtidig, med den mest fyldige øverst. Jeg gør det samme, idet de bliver sat op ved siden af hinanden, med hver sin oversættelse knyttet til, A til venstre, B til højre.

29. argument. 30. argument. 31. argument. 32. argument. 33. argument. 34. argument. 35. argument. 36. argument. 37. argument.

Tilbage til argument 28. slutn.
 
1  Vicesimum nonum Argumentum. Contra 16. (n1  Det ni og tyvende argument. Imod sætning 16.    [XXIX] Aliud.
2       Umbra non est efficax. Lex est umbra, ut inquit Paulus, umbra futurorum. (Kol 2,17) Ergo lex non est efficax.         En skygge er ikke virksom. Loven er en skygge, som Paulus siger, en skygge af det, der skal komme. Altså er loven ikke virksom.        En skygge er ikke virksom. Loven er en skygge (Kol 2,17). Derfor er loven ikke virksom.        Umbra non est efficax. Lex est umbra, ad Coloss. Lex igitur non est efficax. 
3       Respondeo: Paulus appellans legem umbram maxime loquitur de caeremonialibus et iudicialibus. Sed hic agitur de lege morali seu decalogo accusante et damnante totam naturam. Ideo enim dicitur malleus conterens (W408) petras, ut habetur in nostris propositionibus, id quod istae leges caeremoniales et iudiciales non faciunt.         Jeg svarer: Paulus kalder loven en skygge, men han taler især om cereminoalloven og den juridiske lov. Men her drejer det som om moralloven eller de ti bud, som anklager og fordømmer hele naturen. Derfor kaldes den også en hammer, der knuser klipper, som det står i vore sætninger, hvilket disse ceremoniallove og juridiske love ikke gør.     
4      Tricesimum Argumentum. 
     Contra scopum disputationis. 
    Det tredivte argument. Imod disputationens sigte.   [XXX] Aliud.  
5        Ecclesia non errat. Ecclesia definit poenitentiam esse confessionem, contritionem et satisfactionem. Ergo vestra propositio non valet.         Kirken tager ikke fejl. Kirken har defineret, at boden består af bekendelsen, angeren og fyldestgørelsen. Altså gælder jeres definition ikke.           Kirken tager ikke fejl. Den gamle kirke definerede, at boden bestod af angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen. Altså er jeres definition ikke tilstrækkelig.         Ecclesia non errat. Vetus ecclesia definit, poenitentiam esse contritionem, confessionem et satisfactionem. Ergo vestra definitio non est sufficiens. 
 6       Respondeo: Hoc etiam unum est de abominabilibus ac horribilibus in regno papae, quod poenitentiam publicam seu ecclesiasticam et evangelicam commiscuerunt. Hanc docet et efficit lex, si quando concutit et pungit corda nostra, et est communis omnium, qui convertuntur ad Christum.         Jeg svarer: Dette er også én af vederstyggelighederne og fordærvelighederne i pavens rige, at de sammenblander den offentlige eller kirkelige bod og den evangeliske. Den evangeliske lærer og udvirker loven, når den skærer og stikker i vort hjerte, og den er almindelig for alle, som er omvendt til Kristus.          Svar: Ved et stort onde i kirken har de sammenblandet den evangeske bod og den offentlige eller kirkelige bod, som de omhyggeligt burde holde ude fra hinanden. For man må skelne mellem en kirkelig rite som nu er forsvundet og et bud fra Gud, som befaler os at gøre bod hele vort levnedsløb.           Responsio: Magno ecclesiae malo miscuerunt poenitentiam evangelicam et publicam illam ecclesiasticam, quae diligenter discerni (W409) debent. Discernendus est enim ritus ecclesiasticus iam abolitus a praecepto Dei, quo iubemur poenitere toto vitae tempore. (W410) 
 7 Illa altera autem ecclesiastica potius spectaculum quoddam est et ritus quidam solemnis et iam dudum antiquatus. Ea autem fuit eiusmodi, quod aliquis convictus de aliquo crimine maximo coactus fuit coram tota Ecclesia agere poenitentiam.  Men den anden, den kirkelige, er snarere en slags skuespil og en højtidelig rite og er allerede nu gammeldags. Men den blev til på den måde, at en eller anden, som var blevet dømt for en eller anden stor forbrydelse blev tvunget til at gøre bod overfor hele kirken.     
 8 Iam etsi non dubitamus, hanc principio bono consilio institutam esse certis de causis, tamen postea prophani et indocti homines eam cum iniuria Christi impiissime docuerunt praesertim cum etiam divus Ambrosius eam abolendam esse scribit, item, quod satis sit, semel in vita fieri. (n8 Og skønt vi ikke nu tvivler på, at dette i begyndelsen blev indstiftet i god vilje ud fra sikre begrundelser, så har dog sidenhen profane og ulærde mennesker lært om den, så er på meget ugudelig måde blev gjort uret imod Kristus, især når også den guddommelige Ambrosius skriver, at den bør afskaffes, og også, at det er nok, at det sker én gang i livet. 
 9 Itaque maximus est abusus et impietas monachorum, qui, ut hanc poenitentiam inveherent, impudensissime docuerunt, quod oporteat a nobis satisfieri pro omnibus peccatis coram Deo, quemadmodum hic in conspectu Ecclesia pro hoc aut illo flagitio.  Derfor er munkenes misbrug og ugudelighed særdeles stor, de som dadlede den anden bod og højst ugudeligt lærte, at der af os bør gøres fyldest for alle synder overfor Gud, sådan som der her for kirkens åsyn blev gjort det for denne eller hin skændighed.   
 10 Inde sunt factae infinitae satisfactiones et cumulati cultus sanctorum et missarum, hinc peregrinationes (W409) terram sanctam et divum Iacobum. Esto, quod habuerint principium bonum, ut esset terrori ferocibus ac duris hominibus, ac probarentur ii, qui recipiendi erant, utrum vere poeniterent necne.  Derfra opstod de uendelige fyldestgørelser og derfra blev ophobet helgebdyrkelsen og messerne, derfra pilgrimsrejserne til det hellige land og til den guddommelige Jakob. Lad være, at de har haft en god begyndelse, så at det skete af frygt for rå og hårde mennesker, og de prøvede dem, som skulle modtage den, om de var sande bodsøgende eller ej. 
 11 Et profecto fuit bonum et salutare illi, qui sic poenitentiam egit coram universa Ecclesia et sic absolutus est, quia habuit certum testimonium totius Ecclesiae, se vere ad Ecclesiam Christi receptum esse.   Og det var sandelig nok godt og frelsebringende for den, som sådan gjorde bod for hele kirken og således blev absolveret, fordi han havde hele kirkens sikre vidnesbyrd om, at han virkelig var blevet modtaget af Kristi kirke.   
 12 Sed tamen fuit impiissimum, quod nostri papistae non contenti hoc usu docuerunt, quod nos oporteat etiam satisfacere coram Deo, et tamen nos debere incertos esse, quando Deo satisfactum esset; tandem monstrabant magis in purgatorium, et nescio, quo inde ablegabant nos miseros ins Schlauraffenlandt. Det var dog højst ugudelige, at vore papister ikke var tilfredse med det og lærte den brug, at vi også burde gøre fyldest overfor Gud, og dog burde vi være usikre om, hvorvidt det gjorde fyldest overfor Gud; endelig henviste de mere til skærsilden, og jeg véd ikke, hvordan de derfra kunne sende os elendige bort til slaraffenland.   
 13  Ita nihil certi reliquum fuit miseris conscientiis neque ulla carnificina maior excogitari potest. Haec scire et meminisse debetis. Tanta enim fuit eorum inscitia, ut etiam absolutos ab Ecclesia miserunt in purgatorium, ut satisfacerent pro peccatis suis.  Derfor var der ikke noget sikkert tilbage for de elendige samvittigheder, og der kunne ikke udtænkes noget større bøddelembede. Dette bør I vide og huske på. For så stor var deres uvidenhed, at de også sendte de absolverede bort fra kirken ned i skærsilden, for at de kunne gøre fyldest for deres synder.     
 14 Omnes iam abolitae sunt eiusmodi poenitentiae. Videte, ne decipiamini, si aliquando redierint. Quare discite bene distinguere inter ecclesiasticam et evangelicam poenitentiam. Haec enim durat per omnem vitam et non satisfacit pro peccatis, sed arripit fide satisfactionem Christi et pugnat perpetuo cum concupiscentia carnis peccati etc.  Alt er nu afskaffet af den slags bod. Se til, at I ikke lader jer bedrage, hvis de nogensinde kommer igen. Derfor skal I lære at skelne godt mellem den kirkelige og den evangeliske bod. Denne varer nemlig hele livet og gør ikke fyldest for synder, men tilriver sig ved troen Kristi fyldestgørelse og kæmper til stadighed mod det syndige køds begæringer osv.    
 15  Eorum autem poenitentia plenissima est errorum et blasphemiarum adversus Christum, et fabulosa omnia, et tamen haec credidimus et sancte adoravimus. Bonum quidem initium habuerunt istae satisfactiones, sed quantum damni dederint in Ecclesia, dicendo nemo unquam hominum assequitur. Nam hinc tamquam ex fonte manarunt omnes et impiissimi quidem errores.  Men deres fulde bod er en vildfarelse og en bespottelse imod Kristus, og altsammen fabelagtigt, og dog har vi troet på det og tilbedt det som helligt. De havde ganske vist en god begyndelse med disse fyldestgørelser, men hvormange fordømte har de ikke skabt i kirken  ved at sige, at intet menneske kunne erholde det. For herfra som fra kilden fremvælder alle deres fejltagelser, og det de mest ugudelige sådanne. 
 16    Tricesimum primum Argumentum. Contra solutionem.       Det én og tredivte argumente. Imod løsningen.    [XXXI] Aliud. 
 17       Differunt contritio Petri et Iudae. Iudae contritio est tantum ira, error et desperatio, Petri autem non sic. Ergo necesse est contritionem Petri aliunde oriri, quam ex lege. (W410)           Peters og Judas' anger var der forskel på. Judas' anger var kun vrede, fejltagelse og fortvivlelse, men sådan var Peters ikke. Altså må nødvendigvis Peters anger opstå et andet sted end fra loven.          Judas og Peters anger var forskellige. Judas' anger bestod kun i frygt og fordømmelse. Altså måtte Peters anger nødvendigvis ikke være af loven, men have sin oprindelse andetsteds.        Contritio Iudae et Petri differunt. Iudae contritio est tantum tremor et damnatio. Ergo necesse est contritionem Petri non esse ex lege, sed aliunde oriri. 
 18      Respondeo: Hoc est, quod supra diximus. (n18) Lex et prophetae usque ad Ioannem. Satisque diu hoc illi fit, neque diutius ferri debet. Aliquando autem illa requisitio, exactio et vis legis tanta fit et ita exasperatur seu acuitur, ut, nisi succurreretur Evangelio, homines occideret.          Jeg svarer: Dette er, hvad vi har sagt ovenfor: Loven og profeterne varede til Johannes. Tilstrækkelig længe er dette sket for den, og det bør ikke længere tåles. Men af og til sker dette lovens krav, påbud og kraft i høj grad og den angriber eller forøges på den måde, at den ville slå menneskene ihjel, hvis ikke evangeliet kom til hjælp.         Svar: Heraf fremgår det, hvad vi ovenfor har sagt, at loven og profeterne varede indtil Johannes, det vil sige, loven kan ikke kræve mere, og bør ikke anklage samvittigheden mere, når Kristus er til stede. Peter angrede ligesom Judas, men Kristus kom Peter til hjælp, han huskede på, hvad han havde sagt, osv.          Responsio: Huc pertinet, quod supra diximus, quod lex et prophetae sint usque ad Ioannem, id est, lex nihil amplius debet requirere, non debet (W411)  amplius accusare conscientiam praesente Christo. Petrus est contritus sicut Iudas, sed Petro succurrit Christus, cuius vocis memor erat etc. (W412) 
 19 Legis quidem est accusare, arguere, perterrefacere, damnare peccata, deducere ad inferos ac morti obiicere. Sed in desperationem adducere ac prorsus occidere, ut Iudam, Cain, Saul et alios, non concedimus ei, quia debet quidem esse paedagogus et exactor, non in infernum, sed in Christum, ut ait Paulus. (Gal 3,24)  Det er ganske vist lovens opgave at anklage, overbevise, forskrække, fordømme synden, at føre ned i helvede og påføre døden. Men at føre i fortvivlelse og helt at slå ihjel, sådan som den gør ved Judas, Kain, Saul og andre, skal vi ikke give den lov til, fordi den jo bør være en opdrager og tilsyndmand, ikke til helvede, men til Kristus, som Paulus siger. 
 20 Itaque extra illos fines si sese lex ostenderit, valeat et caveat sibi. Ich wolt selbst den Moysen helffen steinigen mit dem gesetze. Quare occinendum est legi ulterius progredienti: Apage, sis, numquid meministi? usque ad Ioannem, hoc est, sufficit tibi, quod requirere liceat, quod exigere, sed noli quaeso damnare aut Christum auferre; nam tu non sola ad nos pertines, sed etiam ipse Christus, quod dicit Christus: Volo quidem ut tibi ostendatur peccatum, sed ostenso iam per legem peccato volo etiam, ne moriaris.  Hvis derfor loven viser sig udenfor disse grænser, skal man vurdére det og tage sig i agt. Jeg vil selv hjælpe med til at stene Moses med loven. Derfor må man råbe imod loven, hvis den går for langt: Bort med dig! Lad være! Kan du ikke huske! Du er indtil Johannes, det vil sige, det må være dig nok, at du har lov til at kræve, til at påbyde, men jeg beder dig, lad være med at fordømme eller tage Kristus bort; for du har ikke kun med os, men også med Kristus  at 
gøre, for Kristus siger: Jeg vil ganske vist, at synden skal påvises, men når synden gennem loven er påvist, vil jeg også, at du ikke skal dø. 
 
 21 Esto quod ista sit voluntas mea, et tu lex accuses. Attamen magis gaudeo vita, quam morte. Hinc quoque sunt illae suavissimae voces in Evangelio: Confidite, ego vici mundum. (Joh 16,33) Itaque non debent haec duo longe inter se separari, ut fecerunt papistae, sed se invicem comitari.   Lad det stå fast, at dette er min vilje, og at du, lov, må anklage. Dog glæder jeg mig mere over livet end over døden. Herfra kommer disse søde ord i evangeliet: Fat kun mod, jeg har overvundet verden. Derfor bør disse to ikke adskilles langt fra hinanden, som papisterne har gjort, men de skal følges med hinanden.     
 22 Alioqui fiet nobis, quod papistis accidit, qui cum docerent tantum legem, imo ne legem quidem sed mera decreta hominum in perpetuam desperationem venerunt, et plorabamus, ut David inquit:  Stratum meum lachrymis meis rigabo, (Sl 6,7) neque potuit aliter fieri, quia nemo nobis de fide (W411) quicquam in Christum dicebant: Nolo mortem peccatoris etc. (Ez 33,11)  Ellers sker der det for os, som skete for papisterne, som eftersom de kun lærte loven, ja, ikke engang loven, men kun menneskelige dekreter, kom i en evig fortvivlelse, så vi kommer til at græde, som David sagde: Mit leje væder jeg med mine tårer, for andet kunne der ikke ske, eftersom ingen sagde noget til os om troen på Kristus: Jeg vil ikke synderens død osv.    
 23 Item: Christus venit in hunc mundum salvos facere peccatores, quorum ego primus etc. (1 Tim 1,15) Petrus enim tam contristatus est et tactus lege, quam Iudas, et fuit eadem poenitentia. Sed hoc profuit Petro, quod scriptum est: Et respexit eum dominus. (Luk 22,61) Et tu conversus, consolare fratres tuos. (Luk 22,32) Og: Kristus kom ind i denne verden for at frelse syndere, af hvilke jeg er den største, osv. For Peter havde angret lige så meget som Judas, og var lige så berørt af loven som han, og han gjorde bod på samme måde. Men dette hjalp Peter, at der står skrevet: 'Og Herren så til ham'. 'Og når du omvender dig, trøst dine brødre'.     
 24  Ja das ists. In hoc praecurrit Petrus Iudam. Quod nisi hoc factum esset, illico mortuus esset, ut Iudas. Vult dominus, ut poenitentiam agamus. Sin manebimus in peccatis, veniet subito super impios, occidet, evertet, ut Sodomam et Gomorrham, quam funditus obruit ac delevit.  Ja, her har vi det. Derved havde Peter fortrin fremfor Judas. For hvis ikke det var sket, var han straks død som Judas. Herren vil, at vi skal gøre bod. Men hvis vi forbliver i synderne, vil han straks komme over de ugudelige, dræbe dem, slå dem omkuld, som han gjorde det med Sodoma og Gomorra, som han fuldstændig rev bort og ødelagde.   
 25 Sed humilia te et agnosce te peccatorem esse, sic Deus tibi etiam ignoscet, sic et tu hanc vocem audies: Nolo mortem peccatoris. Interim tamen, quod alii magis, alii minus tanguntur aut terrentur lege, sed tamen omnibus ex aequo offertur consolatio et salus, Christum venisse, ut peccatores salvos faciat, item: Nolo mortem peccatoris, sed et hoc alius fortiter, alius infirmiter credit.  Men ydmyg dig og erkend, at du er en synder, så kan Gud også tilgive dig, så kan også du høre dette ord: Jeg ønsker ikke synderens død. Men imidlertid, eftersom nogle røres og forskrækkes mere, andre mindre af loven, men dog alle tilbydes den samme trøst og frelse, at Kristus er kommet for at frelse syndere, og: Jeg ønsker ikke synderens død. Men også dette tror den ene stærkere på, den anden svagere.     . 
 26 Et ut uterque credit, ita de peccatis triumphat. Ira, odium, superbia, luxuria non sunt illa magna peccata, findts nit der Knotenn, quibuscum belligerantur praecipue sancti, sed cum peccatis Iudae, desperationis, praesumptionis, odii aut irae adversus Deum et alia similia.  Og som de hver for sig tror, sådan triumferer de over synderne. Vrede, had, hovmod, overflod er ikke de store synder, her findes knuden ikke, hvorimod de hellige i særlig grad kæmper, nej, det er med Judas' synder, med fortvivlelsen, med de forudfattede meninger, med hadet og vreden imod Gud og den slags.   
 27 Sed in his quoque accurrendum est ad Christum fide, ut aliquando dicere possumus: Deum autem gratias qui dedit nobis victoriam per Christum Iesum dominum nostrum, et una cum Christo dicere: Ego vici mundum, sed tantum in Christo victore.  Men i disse ting skal man da også henfly til Kristus i tro, så vi dog engang må kunne sige: Gud ske tak, som giver os sejren ved Kristus Jesus, vor Herre, og sammen med Kristus sige: Jeg har besejret verden, men kun i Kristus, sejrherren. 
 28     Tricesimum secundum Argumentum. Contra 4. (n28 Det to og tredivte argument. Imod sætning 4.    [XXXII] Aliud. 
 29     Mortificatio fit per agnitionem Christi et per Spiritum sanctum. Contritio est mortificatio. Ergo contricio non fit lege. (W412)           Dødelsen sker ved anerkendelse af Kristus og af Helligånden. Anger er dødelse. Altså sker angeren ikke gennem loven.           Dødelsen sker gennem anerkendelse af Kristus og Helligånden. Dødelsen er anger. Altså sker dødelsen gennem anerkendelsen af Kristus.          Mortificatio fit per agnitionem Christi et Spiritus sancti. Mortificatio est contritio. Ergo mortificatio fit per agnitionem Christi. 
 30      Respondeo: Mortificatio ante fidem est contritio. Sed haec fit per legem, quia lex occidit. (1 Kor 15,56) Virtus peccati est lex, semper accusans nos et mortificans. Mortificatio autem in iustificatio non est contritio, siquidem sum liberatus a lege, (Rom 8,2) ut inquit Paulus, qui redemit nos a maledictione legis. (Gal 3,13)           Jeg svarer: Dødelsen før troen er anger. Men denne sker gennem loven, fordi loven slår ihjel. Syndens kraft er loven, der altid anklager og døder os. Men dødelsen i retfærdiggørelsen er ikke angeren, forsåvidt som jeg er befriet fra loven, som Paulus siger, den lov, der forløser os fra lovens forbandelse.          Svar til oversætningen: Dødelsen går forud for og følger efter troen, men når den følger efter, er den tålelig.         Responsio ad maiorem: Mortificatio praecedit et sequitur fidem, sed sequens est tolerabilis. 
 31 Sed tamen lex manet etiam mortificatio, quia caro nostra semper est rebellis. Itaque Spiritus sanctus seu fides semper inculcat legem suae carni ut cesset, ne patiatur regnare peccatum, ne quod velit peragat. Sed haec mortificatio est tolerabilis et iustificatoris.  Og dog forbliver æoven også dødelse, fordi vort kød altid er oprørsk. Derfor indprænter Helligånden eller troen altid loven for sit kød, at den ikke skal tåle syndens herredømme, ikke fordi den vil jage den af sted. Men denne dødelse tålelig og hører retfærdiggørelsen til.     
 32        Tricesimum tertium Argumentum. 
   Contra 24. (n32
         Det tre og tredivte argument. Imod sætning 24.     [XXXIII] Aliud. 
 33      Ubi peccatum, ibi et lex. In Ecclesia Domini non est peccatum. Ergo in Ecclesia Dei non est lex.          Hvor der er synd, dèr er også loven. I Herrens kirke er der ikke synd. Altså er loven ikke i Guds kirke.         Hvor der er synd, dèr er loven. I kirken er der ikke synd. Altså er der ikke nogen lov i kirken.           Ubi peccatum, ibi lex. In Ecclesia non est peccatum. Ergo in Ecclesia non est lex. 
 34       Minorem probo Eph. 5: Mundans eam lavacro aquae in verbo vitae, ut exhiberet sibi eam gloriosam Ecclesiam, non habentem rugam aut maculam. Si absque ruga et macula et sponsa gloriosa, ergo non habet peccatum.          Undersætningen beviser jeg ud fra Ef 5,26f: Han renser den ved vandbadet i livets ord, for at han kan fremstille den ærefulde kirke uden rynke eller lyde. Hvis den er uden rynke eller lyde og hvis den er en ærefuld brud, så har den ikke nogen synd.  Minorem probo: Paulus ad Ephesios 5: Christus dilexit Ecclesiam et semetipsum exposuit pro ea, ut eam sanctificaret lavacro aquae per verbum, ut adhiberet eam sibi ipsi gloriosam Ecclesiam, non habentem maculam etc. (Ef 5,25f)
 35        Respondeo: Hic textus implebitur in futura vita, sicut omnes aliae sententiae de sanctitate, iustitia etc. Videmus enim nunc per speculum in aenigmate, tunc a facie ad faciem. (! Kor 13,12) Nos reputamur hic iusti propter Christum, sed istic realiter erimus mundi et iusti, lucentes ut sol. (Matt 13,43) Qui (W413) hic vivimus, sine peccato non sumus. Alioqui cur oraremus: Dimitte nobis debita etc. Item credo remissionem peccatorem.         Jeg svarer: Denne tekst opfyldes i det kommende liv, sådan som alle andre sætninger om hellighed, retfærdighed osv. Nu ser vi nemlig i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Vi regnes her for retfærdige på grund af Kristus, men dèr skal vi virkelig være rene og retfærdige, lysende som solen. Når vi lever her, er vi ikke uden synd. Hvorfor skulle vi ellers bede: Forlad os vor skyld, osv. Og: Jeg tror på syndernes forladelse.         Svar: Teksten opfyldes i det kommende liv.           Responsio: Textus implebitur in futura vita. (W413) 
 36  Tricesimum quartum Argumentum.        Det fire og tredivte argument.    [XXXIV] Aliud.  
 37      Lex circumcisionis est praestantior decalogo. Sed circumcisio est abrogata. Ergo multo magis decalogus est abrogatur.         Loven om omskærelse er mere magtfuld end de ti bud. Men omskærelsen er ophævet. Altså er meget mere de ti bud ophævet.          Loven om omskærelse er mere magtfuld end de ti bud, fordi den har forjættelsen om sæden, som de ti bud ikke har. Loven om omskærelse er ophævet. Altså er de ti bud ophævet.        Lex circumcisionis est praestantior decalogo, quia habuit promissionem seminis, quam non habet decalogus. Lex circumcisionis est abrotaga. Ergo decalogus est abrogatus. 
 38       Maiorem probo, quia lec circumcisionis habet promissionem de semine.         Oversætningen beviser jeg, fordi loven om omskærelse har forjættelsen om sæden.    
 39        Respondeo: Circumcisio ideo non est melior vel maior decalogo, quod habuit promissionem de semine, quia Iudaei etiam habuerunt multas praerogativas, ut Paulus inquit: Quorum est adoptio filiorum et gloria et testimonium et legislatio et cultus et promissio, quorum patres, ex quibus Christus est secundum carnem. (Rom 9,4f) Sed tamen per hoc non sunt meliores gentibus, ut concludit Paulus ad Rom.: Non quid praecellimus? nequaquam. (Rom 3,9)          Jeg svarer: Omskærelsen er ikke af den grund bedre eller større end de ti bud, fordi den har forjættelsen om sæden, for jøderne havde også mange forvarsler, som Paulus siger: Dem tilhører førstefødselsretten og æren og vidnesbyrdet og lovgivningen og kulten og forjættelsen, fædrene, gennem dem kom Kristus efter kødet. Men dog er de ikke af den grund bedre end hedningerne, som Paulus konkluderer Rom 3,9: Har vi da nogen fordel? Overhovedet ikke.          Svar: Jeg nægter oversætningen, men de ti bud er større, fordi de er indristet i alles hjerter og forbliver altid, de vil være der til evig tid. Og til den tid vil de være i virkeligheden, hvad de kræver. Men loven om omskærelse varede kun til en tid.          Responsio: Nego maiorem, sed decalogus est maior, quia est insculptus omnium cordibus et manet semper, erit aeternus. Tunc erit in esse, quid iam requiritur. At lex circumcisionis duravit ad tempus. (W414)
 40  Et pessimi quique homines plerumque habent maxima dona et abundant. Decalogus autem ideo maior et praestantior est, quia est insculptus omnium cordibus et mentibus et nobiscum manebit etiam in futura vita. Circumcisio autem non item, sicut nec baptismus manebit, sed solus decalogus est aeternus, ut res scilicet, non ut lex, quia in futura vita erit id ipsum, quod hic exigebat.  Og også de værste mennesker kan have fuldt op af de allerstørste gode, så de har overflod. Men de ti bud er af den grund større og mere magtfulde, at de er indristet i alles hjerter og sind og forbliver med os også i det kommende liv. Men omskærelsen er det ikke sådan med, ligesom heller ikke dåben forbliver, alene de ti bud er evige, nemlig som en sag, ikke som en lov, for i det kommende liv vil den være selve det, som den kræver.   
 41 Postremo et vel ideo nobilior est decalogus, quia traxit Christum de coelo. Nisi enim fuisset decalogus accusans et damnans nos, ad quid descendisset Christus? (W414)   Endelig er de ti bud også af den grund ædlere, at de drog Kristus ned fra himlen. For hvis ikke de ti bud havde anklaget og fordømt os, hvorfor skulle så Kristus være kommet ned?   
 42      Tricesimum quintum Argumentum.         Det fem og tredivte argument.   [XXXV] Aliud. 
 43      D. Cordatus: Illud tantum est docendum, quod Christus hinc abiens iussit praedicare in nomine suo. Iussit autem praedicare poenitentiam in nomine suo, non Mosis neque legis. (Luk 24,47) Ergo poenitentiam tantum ex Evangelio docenda est, non ex lege.         Dr. Cordatus: Vi skal kun prædike det, som Kristus her på jorden, da han drog bort, befalede skulle prædikes i hans navn. Men han befalede, at vi skulle prædike bod i hans navn, ikke Moses eller loven. Altså skal boden kun læres ud fra evangeliet, ikke ud fra loven.          Det skal vi prædike, som Kristus, da han drog bort fra denne verden til faderen, befalede skulle prædikes. Men han befalede, at der skulle prædikes bod og syndernes forladelse i hans navn, der skulle ikke prædikes lov i Moses¨navn.         Illud est praedicandum, quod Christus iam abiturus ex hoc mundo ad patrem mandavit praedicari. Iubet autem praedicari in nomine suo poenitantiam et remissionem peccatorum, non legem in nomine Mosi. (Luk 24,47) 
 44      D. Martinus Lutherus: Sic. Poenitentiam praedicanda est in nomine Iesu etc. Ergo non ex lege.          Dr. Martin Luther: Således skal argumentet forstås: Der skal prædikes bod i Jesu navn, osv. Altså ikke ud fra loven. 
 45       Respondeo: Consequentia nulla est. Primo quia Christus ipse praedicavit legem. Etsi enim venisset, ut adimpleret legem, non ut solveret, tamen interim ostendit, quid lex requirat, ut sua beneficia eo magis nobis commendentur, ut dictum est supra.           Jeg svarer: Konsekvensen er nul og niks. For det første, fordi Kristus selv prædikede loven. For selv om han var kommet for at opfylde loven, ikke for at ophæve den, så påviste han dog alligevel, hvad loven krævede, så at han så meget mere kunne overgive os sine velgerninger, som før sagt.         Svar: Konsekvensen er nul og niks. Når han befaler, at vi skal prædike bod, befaler han samtidig, at vi skal prædike loven. For boden indbefatter loven, fordi vi skal overbevise hele verden, eftersom alle er syndere og skal retfærdiggøres gennem Kristus. Og derfor tilføjer han, at i hans navn skal der prædikes bod for os, at det ikke skal blive til Judas' bod.        Responsio: Consequentia nulla est. Cum iubet praedicare poenitentiam, iubet simul praedicare legem. Poenitentia enim includit legem, quia totus mundum arguendus est, quod omnes sint peccatores, et quod sint iustificandi (W415) per Christum. Atque ideo addit, in nomine suo nobis praedicare poenitentiam, ne fiat Iudae poenitantia. 
 46 Secundo poenitentia includit utrumque, legem et Evangelium, ut divus Paulus vult in toto mundo praedicari hanc poenitentiam, quod totus mundus sit reus Deo. (Rom 3,19) Postquam autem arguerit omnes homines de peccato, de iustitia et ostenderit, eos omnes homines conclusos esse sub peccatum, ibi tandem ostendet eum, qui dicit: Venite ad me omnes, qui onerati estis, ego reficiam vos. (Matt 11,28)  For det andet inkluderer boden begge dele, både loven og evangeliet, sådan som den guddommelige Paulus vil, at der i hele verden skal prædikes den bod, at hele verden er strafskyldig overfor Gud. Men efter at have overbevist alle mennesker om synd, om retfærdighed og efter at have påvist, at alle mennesker er indesluttet under synd, da viser han endelig hen til ham, som siger: Kom til mig, alle I, som bærer tunge byrder, jeg vil vederkvæge jer.    
 47 Ecce ego venio et affero vobis ea. Atque hoc est vere in nomine Christi praedicare poenitentiam et remissionem peccatorum, scilicet quod omnes sint peccatores, et deinde, quod iustificandi sint gratis per sanguinem Iesu Christi Rom3.   Se, jeg er kommet, og jeg tager disse ting fra jer. Og det er virkelig at prædike bod og syndernes forladelse i Kristi navn, nemlig, at alle er syndere, og dernæst, at de er retfærdiggjorte af nåde ved Jesu Kristi blod. (Rom 3,24ff) 
 48 Hic utrumque docetur in nomine Christi et manebunt hae duae partes et quidem (W415) necessariae in Ecclesia.  Her læres begge dele i Kristi navn og disse to dele forbliver og er da også nødvendige i kirken.   
 49  Nam si non sic doceatur, existimabunt homines, se esse iustos, neque ad Christum aspirabunt, et sic damnarentur. Ideoque etiam mittitur Spiritus sanctus, qui ubi occupaverit totum hominem, subinde magis ac magis innotescunt peccata, innotescunt et bona, quae per Christum gratis accipimus. Et haec est ratio, cur idem Spiritus sanctus arguit mundum de peccato, iustitia etc.  For hvis de ikke læres sådan, vil menneskene mene, at de er retfærdige, og ikke sukke efter Kristus, og således vil de blive fordømt. Derfor sendtes også Helligånden, som, når han har besat hele menneske, straks gør det mere og mere opmærksom på synden, og også gør det opmærksom på de goder, som vi modtager af nåde gennem Kristus. Og det er grunden til, at den samme Helligånden overbeviser verden om synd, om retfærdighed osv.   
 50      Tricesimum sextum Argumentum.        Det seks og tredivte argument.   [XXXVI] Aliud. 
 51      Quaestio: Ostendite mihi, quaeso, quo loco Christus praeceperit praedicare legem.           Mit spørgsmål er: Jeg beder Dem vise mig, hvor Kristus har påbudt os at prædike loven.         Kristus siger ikke: Prædik loven. Altså skal loven ikke prædikes.       Christus non dicit: Praedicate legem. Ergo lex non est praedicanda. (W416) 
 52      Respondeo: Christus Matth. 5. dicit: Qui ita docuerit et fecerit, magnus vocabitur in regno coelorum. Est sophisticum argumentum: Christus non dicit, praedicate legem. Ergo non est praedicanda lex.         Jeg svarer: Kristus siger Matt 5,19: Derfor den, der lærer således og handler derefter, skal kaldes stor i himmeriget. Det er et sofistisk argument, at fordi Kristus ikke siger: Prædik loven, så skal loven ikke prædikes.        Svar: Oversætningen er falsk, medmindre du forstår loven ligefremt, altså som disse tre bogstaver LOV. Som jeg før sagde, inkluderer boden loven, boden fremstår af loven.        Responsio: Antecedens falsum est, nisi legem sophistice intelligas naturaliter, videlicet illas tres literas LEX. Poenitentia, ut dixi, vere includit legem; poenitentia ex lege oritur. (W417) 
 53      Respondeo: Est verum iuxta grammaticam et vocabulis materialiter seu TEKHNIKÅS sumtis. Sunt enim in grammatica diversa vocabula poenitentia, imo et lex, sed tamen quoad rem idem est praedicare poenitentiam et praedicare legem, et non sunt diversa, sed idem.         Jeg svarer: Argumentet er rigtigt nok ifølge grammatikken og hvis man tager ordene for pålydende eller tager dem rent teknisk. For i grammatikken er ordene bod og lov forskellige ord, men hvad sagen angår er det det samme at prædike bod og at prædike lov, her der ikke forskel, men det er det samme.    
 54 Lex est revelatio irae, quia poenitentia saltem ex parte, quatenus ostendit peccatum, et revelatio irae sunt effectus legis. Nam etsi non ponimus literas istas LEX, tamen ipsam rem consideramus.   Loven er åbenbarelsen af vreden, fordi den tildels er bod, forsåvidt den åbenbarer synden, og åbenbarelsen af vreden er lovens virkning. For skønt vi ikke ligefrem skriver disse bogstaver LOV, er det dog den samme sag, vi overvejer.   
 55 Ipse pavor conscientiae, ipsa tristitia ex litera et grammatica transferuntur in sensum et cor occidunt. Si non accesserit Evangelium (W416) de Christo, fit desperatio et poenitentia Iudae. Sed ne hoc fieret, iussit Christus in nomine suo praedicare poenitentiam et remissionem peccatorum, id est Evangelium. Non agitur hic de voce lex, sed de ipsa re.  Selve samvittighedens skælven, selve tristheden overføres fra bogstaverne og grammatikken til en mening og dræber hjertet. Hvis ikke evangeliet om Kristus kom til, blev det til fortvivlelse og til en Judas-bod. Men for at det ikke skal ske, befalede Kristus, at der skal prædikes bod og syndernes forladelse i hans navn, det vil sige, at evangeliet skal prædikes. Her drejer det sig ikke om ordet lov, men om sagen selv.     
 56  Tricesimum septimum Argumentum.        Det syv og tredivte argument.     [XXXVII] Contra 14. (n56)   
 57      Supervacaneum est fieri per plura, quod potest fieri per pauciora. Evangelium praesupponit nos habere peccata. Ergo non est necesse doceri legem.         Det er overflødigt, at det, som kan ske gennem færre ting, skal ske gennem flere. Evangeliet forudsætter, at vi har synd. Altså er det ikke nødvendigt at lære loven.         Evangeliet skal læres: Prædik evangeliet for hele skabningen. Altså skal loven ikke prædikes.          Evangelium docendum est: Praedicate Evangelium omni creaturae. (Mark 16,15). Ergo non est praedicanda lex. 
 58       Respondeo: Lex et Evangelium non possunt nec debent separari, sicut nec poenitentia et remissio peccatorum. Ita enim sunt inter se colligata et implicita. Nam praedicare remissionem peccatorum nihil aliud est, quam indicare et ostendere adesse peccatum.         Jeg svarer: Loven og evangeliet kan ikke og bør ikke adskilles, ligesom boden og syndernes forladelse ikke bør adskilles. For de er nemlig i den grad sammenholdt og viklet ind i hinanden. For at prædike syndernes forladelse er intet andet end at antyde og påvise, at der er synd til stede.         Svar: Det er umuligt at adskille loven og evangeliet. For syndernes forladelse kan ikke forstås, hvis ikke synden er erkendt. Men erkendelsen af synden sker ved loven.        Responsio: Impossibile est, posse separari legem et Evangelium. Remissio enim peccatorum non potest intelligi nisi cognito peccato. Cognitio autem peccati est per legem. 
 59 Ipsa remissio indicat adesse peccata, nec impletio quid sit potest intelligi, nisi intelligatur, quid sit lex, ut nec remissio peccatorum potest intelligi, nisi prius sciatur, quid sit peccatum, nec fieri etiam potest impletio, nisi constituatur aliqua lex.  Således antyder tilgivelsen, at der er synder til stede, og opfyldelsen, hvordan skal den kunne forstås, hvis man ikke forstår, hvad lov er. Og sådan kan heller ikke syndernes forladelse forstås, hvis man ikke i forvejen véd, hvad synd er, og der kan ikke blive tale om nogen opfyldelse, hvis ikke der er fastsat nogen lov.     
 60 Ideo Christus significanter dicit: Veni implere legem, non aliquod vasculum vini. Quid impleret quaeso Christus ablata lege? Porro, unde quaeso sciremus, quid a natura essemus? item quod mundus totus sit in maligno positus.  Derfor siger Kristus meget betegnende: Jeg er kommet for at opfylde loven, ikke for at fylde nogen vinkar. Hvad skulle Kristus opfylde, hvis loven var ophævet, spørger jeg. Og videre, hvordan skulle vi vide, hvad vi er af naturen? eller hvordan skulle vi vide, at hele verden ligger i det onde? 
 61  Unde nos et omnes homines ab Adam usque ad ultimum hominem, qui nascitur, peccatores esse cognosceremus, si omnino lex sublata esset? id quod conantur isti nebulones.  Hvorfra skulle vi vide, at vi selv og alle mennesker fra Adam indtil det sidste menneske, som fødes, er syndere, hvis loven i det hele taget var ophævet? Hvilket disse vindbøjtler forsøger på. 
62 Finis primae disputationis contra Antinomos et Mosemastigas. Afslutning på den første disputation imod antinomerne og moses-piskerne.  Slut på den første disputation.  TELOS huius disputationis. 

Noter:

n1: Den 16. sætning lyder: Contra has paleas lex, malleus Dei (ut Ieremias ait) conterens petras, omnes homines sub peccato vitando. Imod disse avner (antinomernes antagelser, nævnt i de foregående artikler), er loven som en Guds hammer, der slår imod klippen, som Jeremias siger Jer 23,29, som er alle mennesker, der er under den synd, der skal undgås.

n8: WA-note: Ambrosius, De poenitentia II, c. X (95); opp omnia (Migne S. Lat.) II, 1. p. 541.

n18: WA-note henviser til det andet argument: 1antinom-disp01#36.

n28: Den 4. sætning lyder: Poenitentiae prior pars, scilicet dolor, est ex lege tantum. Altera pars, scilicet propositum bonum, non potest ex lege esse. Bodens første del, smerten, kommer kun fra loven. Den anden del, beslutningen om at gøre det gode, kan ikke være fra loven.

n32: Sætning 24 lyder: Et perniciose docent, legem Dei simpliciter tollendam esse ab Ecclesia, id quod blasphemum et sacrilegum est. Og de (antinomerne) lærer, at Guds lov simpelthen skal ophæves i kirken, hvilket er blasfemisk og helligbrøde.

n56: Den 14. sætning lyder: Peccatum finxerunt esse, quod contra traditiones hominum esset, rarius, quod contra moralem legem. De forestiller sig synd, som er imod menneskelige traditioner, sjældnere synd, som er imod moralloven.