Første antinomer-disputation 3


fra WA Bind 39 I, side 391

Weimarudgaven sætter de to udgaver af disputationen op samtidig, med den mest fyldige øverst. Jeg gør det samme, idet de bliver sat op ved siden af hinanden, med hver sin oversættelse knyttet til, A til venstre, B til højre.

18. argument. 19. argument. 20. argument. 21. argument. 22.argument. 23. argument. 24. argument. 25. argument. 26. argument. 27. argument. 28. argument.

Tilbage til argument 17. slutn.
 
1  Decimum octavum Argumentum.  Det attende argument.   [XVIII] Aliud.
2      Mors Christi est causa mortificationis peccati. Lex non est mors Christi. Ergo lex non est causa mortificationis peccati. Probo maiorem: Consepulti sumus una cum Christo per baptismum in mortem. (Rom 6,4). (W392)         Kristi død er årsag til syndens dødelse. Loven er ikke Kristi død. Ergo er loven ikke årsag til syndens dødelse. Jeg beviser oversætningen: Vi blev begravet med Kristus i dåben til døden.         Kristi død er årsag til retfærdiggørelsen og til angeren. Rom 6,4. Vi blev begravet med ham. Loven er ikke Kristi død. Altså er loven ikke årsag til retfærdiggørelsen.       Mors Christi est causa iustificationis et contritionis. Rom.: (Rom 6,4) Consepulti cum illo. Lex non est mors Christi. Ergo lex non est causa iustificationis. (W392) 
3       Responsio: Nota est illa phrasis scripturae: Per legem legi mortuus sum. (Gal 2,19) Item: Peccatis mortui, ut iustitiae vivamus. (1 Pet 2,24) Hoc est, per gratiam, quam Christus affert et largitur, morimur legi accusanti et condemnanti nos.          Svar: Læg mærke til denne sætning i skriften: Ved loven er jeg død for loven. Ligeledes: Vi er døde fra synden, for at vi skal leve for retfærdigheden. Det vil sige, ved nåden, som Kristus bærer frem og uddeler, dør vi fra loven, som anklager og fordømmer os.          Svar: Det er Helligåndens sætninger vi hører i disse Paulus-ord. For så vidt vi er døde fra loven, har loven ikke noget at sige over os, for så vidt vi er døde, har synden ikke noget at sige over os, den kan ikke anklage os eller fordømme os. Vi er døde for synden, det vil sige, synden bør ikke herske.        Responsio: Phrases sunt Spiritus sancti in illis dictis Pauli. Quatenus mortui sumus legi, lex nihil ad nos, quatenus sumus mortui, peccatum nihil ad nos, non potest nos accusare aut condemnare. Peccato sumus mortui, id est, non debet peccatum regnare. 
4  Ita per Christum, qui factus est hostia pro peccato ac per hoc occidit peccatum, morimus peccato, ne nobis amplius dominari possit. Quatenus igitur mortui sumus legi et peccato per fidem in Christum et una cum eo sepulti sumus, eatenus nobis mortua sunt peccata, hoc est, non possunt saevire et tyrannidem exercere suam in nos.  Således dør vi fra synden gennem Kristus, som er gjort til sonoffer for synden og herigennem har dræbt synden, for at den ikke mere skal herske over os. I samme grad vi er døde fra loven og synden gennem tro på Kristus, og i samme grad vi er begravet sammen med ham, i samme grad synderne døde for os, det vil sige, de kan ikke rase og udøve deres tyranni i os.   
5 Haec non perniciosa, sed salutaris mors est. Sed per hoc non sequitur, legem esse sublatam aut tollendam aut peccatum ita sublatum, ut prorsus a piis non sentiatur. Sed propter Christum legis impletorem credentes non adiguntur in desperationem accusatione et terrore legis, sed verbo ipsius rursus eriguntur. Deinde propter eundem Christum victorem peccati sunt mortui peccato et peccatum illis. Quatenus vero carnem habent, eatenus habent dominium in eos lex et peccatum.  Dette er ikke en forfærdelig, men en frelsende død. Men heraf følger ikke, at loven er afskaffet eller ophævet, eller at synden er således afskaffet, at den slet ikke mærkes af de fromme. Men på grund af Kristus, lovens opfyhlder, føres de troende ikke i fortvivlelse ved lovens anklage og rædsler, men ved ordet oprejses de igen. Dernæst er de, på grund af den samme kristne, som er sejrherre over synden, døde fra synden og synden fra dem. Men i så høj grad som de har kød, i så høj grad har loven og synden herredømme over dem.   
 6 Decimum nonum Argumentum.      Det nittende argument.   [XIX] Aliud. 
 7     Quicquid Christus praecipit suis apostolis, idem omnibus successoribus praecipit. Christus praecipit apostolis, in nomine suo praedicare poenitentiam, ergo non per legem est agnitio peccati, sed per Evangelium. Igitur lex est tollenda. (W393)          Hvad Kristus har befalet sine apostle, det samme har han befalet alle efterfølgerne. Kristus har befalet apostlene, at de skal prædike bod i hans navn, altså er det ikke gennem loven, der kommer erkendelse af synden, men gennem evangeliet. Derfor skal loven ophæves.         Boden skal prædikes i Kristi navn, altså ikke ved loven. Jeg beviser konsekvensen ud fra sammenhængens natur.       Poenitentia est praedicanda in nomine Christi, ergo non per legem. Probo consequentiam ex natura correlativorum. (W393) 
 8      Responsio: Argumentum hoc concludit, poenitentiam praedicandam in nomine Christi, ergo non in nomine legis. Probat consequentiam ex natura contrariorum, quia Moses et Christus sunt contrarii. Antecedens verum est, consequentia autem falsa est quia Christus ipse inquit: Non veni solvere legem, sed implere. (Matt 5,17)           Svar: Argumentet konkluderer, at boden skal prædikes i Kristi navn, ergo ikke i lovens navn. Det beviser konsekvensen ud fra modsætningernes natur, fordi Moses og Kristus er modsætninger. Oversætningen er sand, men konsekvensen falsk, for Kristus siger selv: Jeg er ikke kommet for at opløse loven, men for at opfylde den.         Svar: Jeg nægter konsekvensen, og beviset for konsekvensen er nul og niks. Kristus kom ikke for at ophæve loven, men for at opfylde den, og for at påvise loven og således forklare sin gerning og sin opgave, som det også tidligere er sagt.         Responsio: Nego consequentiam, et probatio consequentiae nihil est. Christus venit non tollere legem, sed implere, (Matt 5,17) et ut ostendat legem atque ita declaret suum opus et officium, ut et antea dictum est. 
 9 Ostendit ergo, quid lex requirat, nempe impletionem sui, quam nemo unquam praestet aut praestiterit. Ergo omnes peccatores maledicti et rei sunt mortis aeternae. Maledictus enim omnis, qui non permanserit etc. (Gal 3,10).  Han påviser altså, hvad loven kræver, nemlig opfyldelse, hvilket ingen nogensinde har præsteret eller vil præstere. Altså er alle mennesker syndere, der er forbandede og skyldige til den evige død. For enhver er forbandet, som ikke forbliver i alt det ... osv.   
 10 Deinde ait, se implevisse legem, ut ab ista exactione et maledictione legis redimeret credentes. Quare etiamsi Christus nullam legis mentionem faceret, tamen ipso facto ostendit, legem non esse impletam, cum ipse eam impleat.  Dernæst siger han, at han har opfyldt loven, så at han har forløst de troende fra dette krav og fra denne forbandelse. For skønt Kristus ikke nævner loven, viser han dog i virkeligheden, at loven ikke er opfyldt, når han selv opfyldte den. 
 11 Et alibi ait Christus: Poenitentiam agite et credite Evangelio. (Mark 1,15) Cum iubet, poenitentiam agere, indicat esse peccatores et legis transgressores et alia via non posse evadere condemnationem legis, nisi credant Evangelio, quod contionatur Christum legi satisfecisse.  Og andetsteds siger Kristus: Gør bod og tro på evangeliet. Når han befaler at gøre bod, antyder han, at de er syndere og lovovertrædere og ikke ved at føre et andet liv kan undgå lovens fordømmelse, men kun ved at tro på evangeliet, som prædiker, at Kristus har fyldestgjort for loven.   
 12 Vicesimum Argumentum.       Det tyvende argument.   [XX] Aliud. 
 13      Paulus voce Christi convertitur. Vox Christi est Evangelium. Ergo per Evangelium, est conversus et non per legem.          Paulus blev omvendt ved Kristi røst. Kristi røst er evangeliet. Altså var det ved evangeliet, han blev omvendt, og ikke ved loven.         Paulus blev omvendt ved Kristi røst. Kristi røst er evangeliet. Altså skete omvendelsen ved evangeliet.         Paulus voce Christi conversus est. Vox Christi est Evangelium. Ergo per Evangelium fit conversio. 
 14      Responsio: Proprium Christi officium est, annunciare gratiam et remissionem peccatorum. Interim tamen, ut saepius iam dictum est, ait, se venire, non ut solvat sed ut impleat. Loquitur ergo de toto opere suo, quod solus adferat benedictionem, hoc est, gratiam et iustitiam contra (W394) maledictionem legis, cui omnes homines obnoxii sunt, a qua in eum credentes liberentur.         Svar: Kristi egentlige opgave er at forkynde nåden og syndernes forladelse. Dog siger han imidlertid, som allerede ofte sagt, at han er kommet, ikke for at opløse men for at opfylde loven. Han siger altså om hele sin gerning, at den alene er at bringe velsignelse, det vil sige nåde og retfærdighed imod lovens forbandelse, den forbandelse, som alle mennesker har gjort sig skyldige til, men fra hvilken de, der tror på ham, befries.          Svar: Jeg nægter undersætningen. Jeg vil snarere gøre et skel i betragtningen. Kristus lærer nemlig ofte loven af den grnd, som vi har omtalt ovenfor. Ofte yder han lovens embede, såsom når han truer farisæerne, når han irettesætter, når han formaner. Således er det lovens røst, når han siger til Paulus: Hvorfor forfølger du mig?          Responsio: Nego minorem. Res potius distinguo. Christus enim saepe legem docet et exponit ea de causa, qua supra diximus. Saepe (W394) fungitur officio legis, ut cum minatur phariseis, cum obiurgat, cum hortatur. Ita vox legis est, cum dicit ad Paulum: Quid me persequeris? 
 15  Contra securis et contemptoribus passim minatur et terret eos, sed ad hunc modum: Quia non vultis audire vocem meam, ut liberemini a maledictione legis et salvemini, ideo in peccatis vestris moriemini. Et certe iustum est iudicium Dei, ut sub lege et peccato maneat, qui peccati victorem et legis impletorem non vult suscipere.  Men imod de sikre og foragtende mennesker truer og forskrækker han overalt, men på denne måde: Fordi I ikke vil høre min røst, så I kan befries fra lovens forbandelse og blive frelst, derfor skal I dø i jeres synder. Og Guds dom er sikkert retfærdig, den dom, at den, som ikke vil modtage ham, der er sejrherre over synden og har opfyldt loven, skal forblive under loven og synden. 
 16     Vicesimum primum Argumentum.
     Contra 4. (n16
 Det én og tyvende argument. Imod sætning 4.   [XXI] Aliud. 
 17     Omnis, qui habet fidem, habet etiam dolorem de peccato. Magi habuerunt fidem. Ergo habuerunt etiam dolorem de peccato. Et per consequens non opus est ministerio legis, quod dolorem de peccato faciat.        Enhver, som har troen, har også smerten over synden. De vise mænd havde troen. Altså havde de også smerten over synden. Og følgelig var der ikke brug for lovens embede, som skulle give smerte over synden.          Alle de, som har troen, har også smerten over synden. Vismændende, som besøgte Kristus, da han nylig var født, havde troen. Altså havde vismændene smerten over synden.         Quicumque habent fidem, habent etiam dolorem de peccato. Magi, qui visitant Christum recens natum, habebant fidem. Ergo Magi habebant dolorem de peccato. (W395) 
 18      Responsio: Concedo totum argumentum. Sed consequentia, quae inde infertur, non opus esse ministerio legis, falsa est. Omnis credens, qui coepit fide vincere terrores legis, tota vita poenitet. Nam tota vita fidelium exercitium est et odium quoddam contra reliquias peccati in carne, quae murmurat contra spiritum et fidem.          Svar: Jeg går med til hele argumentet. Men konsekvensen, der drages der ud fra, at der ikke er brug for lovens embede, er forkert. Enhver troende, som ved troen begynder at sejre over lovens rædsler, gør bod hele livet igennem. For hele de troendes liv er en opøvelse og en slags had imod den synd, der er tilbage i kødet, som knurrer imod ånden og troen.           Svar: Jeg går med til hele argumentet. Boden bør nemlig kun vare til en tid, sådan drømmer papisterne, som lærer, at man kun skal gøre bod for den aktuelle synd og kun i et eller andet tidsrum, for de forstår i det hele taget ikke, hvad sand bod er. Derfor bør man vide, at hele menneskets livsforløb simpelthen er en bod eller at hele vort liv bør være en slags stadig bod.          Responsio: Concedo totum argumentum. Poenitentia enim non debet tantum ad tempus durare, quemadmodum fingunt papistae, qui tantum pro (W396) actuali peccato ad certum aliquod tempus poenitandum esse docent, omnino non intelligentes, quid sit vera poenitentia. Quare sciendum est, (W397) totius vitae humanae cursum simpliciter esse poenitentiam seu omnem vitam nostram debere esse perpetuam poenitentiam quandam. 
 19 Sentiunt subinde pii terrores. Ibi pugnat fides contra diffidentiam et desperationem, item contra libidinem, iram, superbiam, vindictam etc. Ista pugna manet in piis, donec vivunt, in aliis vehementius, in aliis mitius. Habent ergo dolorem et odium peccati coniunctum cum fide.  De fromme føler overalt rædslerne. Her kæmper troen imod mistroen og fortvivlelsen, så imod vellysten, vreden, hovmodet, hævngerrigheden, osv. Den kamp findes stadig i de troende, så længe de lever, i nogle stærkere, i andre blidere. Altså har de smerten og hadet mod synden knyttet sammen med troen.  For vi bør altid vredes på synden og foragte synden. Derfor må man ikke tro, at boden kan ophøre i de troende i dette liv. De hellige gør ikke blot bod for de aktuelle synder, men også for arvesynden, og de kæmper vedvarende imod de onde begæringer, som stammer fra arvesynden.  Semper enim irasci (W398) peccato debemus ac detestari peccatum. Non igitur credendum est, cessare in hac vita poenitentiam in credentibus. Sancti non tantum agunt poenitentiam de actualibus peccatis, sed etiam de originali, et (W399) perpetuo dimicant adversus malas cupiditates, quae ex peccato originis oriuntur. 
 20 Ideoque clamant cum Paulo: Infelix ego homo, quis me liberabit de corpore mortis huius? Staupitius solitus est dicere, optandam esse mortem piis ob hoc, quod nunquam sit finis peccandi in hac vita, et ita verissime se res habet.  Og derfor udråber Paulus: Jeg ulykkelige menneske, hvem skal befri mig fra dette dødens legeme? Staupitz plejede at sige, at de fromme skulle ønske sig døden på grund af, at der aldrig var ende på at synde i dette liv, og sådan forholder det sig også i virkeligheden.  Videre til #46
 21 Plus est tristitiae in piis mentibus de (W395) peccatis et metu mortis, quam gaudii de donata vita et inenarrabili gratia per Christum. Luctantur quidem contra diffidentiam istam et per fidem eam vincunt, tamen semper redit iste spiritus tristitiae. Ideo manet poenitentia in ipsis usque ad mortem.  Der er i de frommes sind mere tristhed over synden og frygt for døden end der er glæde over det liv, der er givet, og den uudsigelige nåde, vi har fået gennem Kristus. De brydes med denne mistro og besejrer den gennem troen, dog har de altid denne tristhedens ånd. Derfor forbliver boden i dem indtil døden.     
 22        Ista admoneo propter autorem monstrosarum propositionum et papistas, qui arripiunt aliquod peccatum actuale, et rem levem esse putant et momentaneam, quae possit aboleri contritione, confessione et satisfactione.           Derfor formaner jeg jer til, på grund af forfatteren til disse monstrøse teser og på grund af papisterne, at de, som oplever en eller anden aktuel synd, og mener, at det er en ringe sag, som i løbet af et øjeblik kan fjernes ved at man angrer, bekender og gør fyldest.   
 23 Usi sunt etiam absolutione, sed revera absolutio non erat. Non enim consolabantur verbo Dei confitentes nec certos reddebant, per Christi satisfactionem illis peccata condonata, sed civilia quaedam opera imponebant. Deinde prorsus tollebant originale peccatum, dicentes esse quandam infirmitatem in natura, quam vocabant fomitem.  De bruger også absolutionen, men det er ikke nogen virkelig absolution. For de trøstes ikke ved Guds ord, de gøres ikke tillidsfulde eller sikre på, at synderne er eftergivet den ved Kristi fyldestgørelse, men de pålægges nogle borgerlige gerninger. Desuden ophævede de fuldstændig arvesynden, idet de sagde at den var en slags svaghed i naturen, som de kaldte et tønder.     
 24  Ideo omnes papistae, Iudaei, Turcae habent poenitentiam tantum de actualibus peccatis, qualia sunt caedes, furtum, adulterium etc., cum pro his dolent et satisfaciunt operibus et cultibus electilibus, putant Deum esse placatum et contentum. Illi non agnoscunt, quid sit poenitentia, multo minus poenitentiam agunt.  Derfor gør alle papister, jøder og tyrker kun bod for de aktuelle synder, såsom drab, tyveri, hor, osv, så at de har smerte over disse ting og gør fyldest for dem med specielle gerninger og riter, og mener, at det har Guds velbehag og stiller ham tilfreds. Disse mennesker er slet ikke klar over, hvad boden er, meget mindre gør de bod.   
 25 Contra his verbis: Nisi iustitia vestra etc., item: Poenitentiam agite, admonimur, poenitentiam piorum esse perpetuam, sic tamen, ut fides et cognitio Christi vincat terrores, ut filialis, non servilis timor sit, ut maxime igitur diabolus insidietur nobis, circumeat, et quamquam efficiat, ut labamur, tamen erigimur promissione de Christo, quae annunciat remissionem peccatorem.  Dette er imod disse ord: Hvis ikke jeres retfærdighed overgår osv (Matt 5,20) og: Gør bod (Mark 1,15). Men jeg giver jer den formaning, at de frommes bod er vedvarende, dog således at troen og erkendelsen af Kristus besejrer rædslerne, så det er en sønlig, ikke en slavelig frygt, så at djævelen i højeste grad lægger sig i baghold for os, omringer os, så vi falder, og dog oprejses vi ved forjættelsen om Kristus, som forkynder syndernes forladelse.     . 
 26 Deinde concipimus per fidem Spiritum sanctum, qui novos motus parit et voluntatem imbuit, ut vere incipiat Deum amare et peccatum detestari in carne reliquum. Quia vero illud semper redit et negotium facit nobis, (W396) ideo opus habemus poenitentiae, quae durat usque ad mortem.  Derefter modtager vi gennem troen Helligånden, som føder os som nye mennesker og fylder os med en vilje, der virkelig begynder at elske Gud og forargte synden, der er tilbage i kødet. Men fordi han altid vender tilbage og gør sin gerning for os, derfor har vi brug for en bod, som varer indtil døden.   
 27 De hac poenitia Iudaei, papistae, Mahometistae nihil noverunt, sed tantum suscipiunt pro aliquibus peccatis actualibus poenitentiam, non totius vitae, sed temporalem. Et quando eam praestiterunt operibus ad haec a se electis, putant coram Deo pro illis satisfactum.  Om denne bod véd jøderne, papisterne, muhammedanerne intet, men de påtager sig kun bod for nogle aktuelle synder, ikke livet igennem, men kun for en tid. Og når de har præsteret den med gerninger, som de selv har udvalgt, mener de, at de overfor Gud har gjort fyldest for dem. 
 28         In civilibus rebus ita quidem res se habet, quod peccato satisfit per poenam, non item coram Deo, ubi semper peccata manent grandia et gravia etiam in piis, quae ipsi non cernunt nec sentiunt. Ideo semper opus est, eos habere in conspectu verbum arguens peccatum, sic tamen, ut accedat verbum fidei.          I de borgerlige forhold forholder det sig ganske vist sådan, at der bliver gjort fyldest for synden ved bod, ikke som overfor Gud, hvor synderne altid forbliver store og alvorlige også i de fromme, så at de selv ikke ser eller fornemmer dem. Derfor er der altid brug for, at de har for øje det ord, der overbeviser om synd, dog således, at troens ord følger efter. 
 29 Durat ergo piorum poenitentia per totam vitam. Hinc Paulus ait, nos habere agnum pro nobis oblatum Christum, (1 Kor 5,7f) per quem sumus puri absque fermento, et tamen interim iubet nos expurgare vetus fermentum. In papatu tam obscure et confuse tradebatur doctrina de poenitentia, ut eam nemo intelligere posset.  Altså varer de frommes bod livet igennem. Herom siger Paulus, at vi har et lam, der er slagtet for os, gennem hvem vi er rene for surdejgen, og dog befaler han os i samme åndedrag at udrense den gamle surdejg. I pavedømmet blev læren om boden overleveret så formørket og forvirret, at ingen kunne forstå den.     
 30 Ad haec accedebat illa horribilis abominatio, ut diu contriti tamen ignorarent, quantum operum fieri deberet pro peccatis. Deinde etiamsi scirent et multa facerent, tamen de gratia Dei dubitabant iuxta hoc dictum Ecclesiastis: Nescit homo utrum amore an odio dignus sit. (Præd 9,1)  Og hertil kom den forfærdelige vederstyggelighed, at selv om de havde angret længe vidste de dog ikke, hvilken gerning de burde gøre imod synderne. Og videre: selv om de så vidste det og gjorde mange ting, tvivlede de dog om Guds nåde, ifølge ordet fra Præd 9,1: Mennesket véd ikke, om det er værdigt til kærlighed eller had.     
 31 Cum itaque numquam certificari possent, se pro peccatis suis operibus satisfecisse, translata est inde satisfactio in purgatorium. Ex ista doctrina sequebatur perpetua tristitia et tandem desperatio conscientiarum. Non erat ullum refugium ad Christum quia plus timebatur, quam ipse diabolus.  Eftersom de derfor aldrig kunne være sikre på, at de havde gjort fyldest med deres gerninger for deres synder, blev af den grund fyldestgørelsen overført til skærsilden. Af denne lære følger en evig tristhed og ligefrem samvittighedsfortvivlelse. Der var ikke nogen tilflugt til Kristus, fordi de frygtede ham mere end selve djævelen.     
 32 Nulla erat alia cogitatio de eo quam esse severum iudicem etc. Ista doctrina erronea et perniciosa per Evangelium nunc repurgata est, quod ita nos docet, satisfactionem pro peccatis non nobis (W397) imponenda, sed agno Dei Christo, qui tollit peccata mundi imposita, Esai. 53. Haec sciens et credens non potest dubitare de gratia Dei, nisi velit dicere, Christum frustra mortuum.   De vidste ikke andet om ham, end at han var en streng dommer osv. Den forfejlede og fordærvelige lære er nu udrenset af evangeliet, som lærer os, at fyldestgørelse for synderne ikke pålægges os, men Guds lam, Kristus, som bærer verdens synd, der blev pålagt ham. (Es 53,4f) Den, der véd og tror dette, kan ikke tvivle om Guds nåde, medmindre han vil sige, at Kristus er død forgæves.   
 33       Istam doctrinam maxime refert scire, quia vincit terrores legis et peccati et veram poenitentiam exercet. Eamque doctrinam patefecimus gratia Dei per Evangelium non ut legis officium tolleremus, ut isti Antinomi putant, sed ut resisteremus abominationibus papisticis plus quam diabolicis et mederemur afflictis conscientiis hac libertate, quam nobis Christus donavit.          Det er meget nødvendigt at kende denne lære, fordi den besejrer lovens og syndens rædsler og udøver den sande bod. Vi har ved Guds nåde gjort denne lære tilgængelig ved evangeliet, ikke sådan at vi ophæver lovens embede, sådan som disse antinomer mener, men sådan at vi modsætter os de papistiske, mere end djævelske vederstyggeligheder og helbreder de anfægtede samvittigheder med den frihed, som Kristus har givet os.   
 34 Satis igitur pueriliter ineptiunt isti Antinomi, quod legem tollere ex Ecclesia volunt, et tamen retinere revelationem irae, cum tamen revelatio irae proprius sit effectus legis. Non sinimus auferri ex Ecclesia legem. Ego iam annos 25 Evangelium hic praedicavi, et tamen semper legem adiunxi, id quod testatur res ipsa.  Disse antinomer går derfor helt barnligt og udueligt frem, når de vil, at loven skal ophæves i kirken, og dog vil holde fast ved åbenbarelsen af vreden, skønt jo dog åbenbarelsen af vreden er lovens særlige virkning. Vi gør altid det, at vi ophæver loven fra kirken. Jeg for min del har nu prædiket evangeliet i 25 år her, og dog har jeg altid føjet loven til, hvilket sagen selv bevidner. 
 35 Nam singulis annis quater docemus catechismum et eum in singulis contionibus diligenter inculcamus, non solum rudi populo, sed etiam piis, quia habent carnem rebellantem adhuc spiritui. Item canitur in ecclesiis nostris germanice, ut ab omnibus intelligi possit.  For hvert eneste år har vi fire gange om året lært katekismen og i hver enkelt prædiken omhyggeligt indpræntet den, ikke blot for det rå folk, men også for de fromme, for de har også et oprørsk kød imod ånden. Ligeledes synges der i vore kirker på tysk, for at det kan forstås af alle.   
 36 Ego summa diligentia vivus adhuc vos admonei, ut certam doctrinam ex  verbo Dei de omnibus articulis fidei vobis comparetis contra tales fanaticos spiritus. Nam metuo sublatis aliquot ex nobis tales affuturos multos, qui bene ac pie a nobis tradita sint depravaturi et prorsus eversuri et populum perducturi, ut suis erroribus assentiantur.  Og jeg formaner jer, mens jeg endnu lever, med den største omhu til at sammenligne den sikre lære ud fra Guds ord om alle troens artikler med disse fanatiske ånder. For jeg frygter, at adskillige af jer vil finde jer i, at der kommer mange af den art, som er indført smukt og fromt i vores tradition, men vil berøve os den og helt vende op og ned på den og forføre folket, så de tilslutter sig deres fejltagelser.   
 37  Maxime doleo, quod homines ineptiis tam ridiculis adeo subito moventur et tam facile a veritate avertantur. Natura vitio originalis culpae corrupta et perdita per se plus aequo prona est ad peccandum.  Især gør det mig ondt, at mennesker så hurtigt bevæges af uduelige og latterlige ting og så let føres bort fra sandheden. Naturen er fordærvet af den originale brødes last og fortabt i sig selv og den vil jeg snarere gøre lige med en tilbøjelighed til synd.   
 38  Deinde non curat peccatum, non credit, Deum tam serio irasci peccato et tam severe illud punire, sed in quadam horribili securitate et contemptu Dei incedit, quod cum ingenti dolore animi nostro tempore videre cogimur, ubi maior pars hominum nostrorum ex illa libertate, qua Christus nos liberavit a terroribus legis, (W398) a peccato et aeterna morte, faciunt quandam securitatem et licentiam carnis quidvis faciendi.  Endvidere bekymrer den sig ikke om synden og tror ikke, at Gud bliver så alvorligt vred over synden og straffer den så strengt, men den går ind i en slags forfærdelig sikkerhed og foragt for Gud, at vi i vore dage tvinges til med sjælelig smerte at se, hvordan største delen af vore mennesker ud af den frihed, hvormed Kristus har befriet os fra lovens rædsler, fra synden og den evige død, gør en sikkerhed og en tilladelse til for kødet at gøre, hvad det vil.   
 39 Hic certe non est opus addere oleum camino, hoc est, abiicere legem et extenuare illa peccata, quae Christus vulgatissima fore praedixit ante diem extremum, qualia sunt comissationes, ebrietates, quasi piis non noceant. Imo crebro et diligenter inculcandae sunt propter tales duros et impoenitentes in ecclesiis contiones Christi, prophetarum et apostolorum, quibus minantur talibus vitiis obnoxiis interitum.  Der er sandelig ikke brug for at kaste benzin på bålet, det vil sige, for at forkaste loven og fortynde de synder, som Kristus helt åbenlyst forudsagde ville komme før den yderste dag, som er svir og drukkenskab, (Luk 21,34), skønt det ikke skader de fromme. Ja, man bør overalt og omhyggeligt på grund af sådanne hårde og ubodfærdige mennesker i kirkerne indprænte Kristi, profeternes og apostlenes prædikener, hvormed de i tidligere tider truede imod sådanne skadelige laster.     
 40  Deinde etiam proponenda exempla irae Dei de perditione totius mundi per diluvium, conflagrationem Sodomorum, eversionem regnorum, item nos saevissima tyrannide papae et Turcae exerceri et affligi anima et corpore propter peccata nostra.  Dernæst bør man også fremføre eksempler på Guds vrede, om hele verdens undergang i syndfloden, om Sodomas opbrændelse, om kongedømmers omstyrtelse, ligeledes eksemplet med os, som prøves og anfægtes på legeme og sjæl under pavens og tyrkens benhårde tyranni på grund af vore synder.   
 41 Et tamen semper commiscenda est consolatio ex Evangelio, quod Deus non velit mortem impii convertentis se, (Ez 18,23) hoc est, incipientis odisse et detestari peccatum ac fide suscipientis Christum tanquam victorem peccati et omnium malorum.  Og så skal dog altid i dette indblandes evangeliets trøst, at Gud ikke ønsker den ugudeliges død, men at han omvender sig, det vil sige, at han begynder at hade og foragte synden og ved troen modtager Kristus, som sejrherre over synden og alt ondt.   
 42 Ubi illa cognitio et fides Christi est, sequitur continua poenitentia, nec tamen odiosa et difficilis, qualis est illa accersita hypocritarum, sed iucunda et facilis. Nunc filii per fidem habent Spiritum sanctum, qui toto vitae tempore eos purgat et sanctificat et vivificat.  Hvor der er sådan erkendelse af Kristus og tro på han, følger en vedvarende bod, dog ikke en besværlig og vanskelig bod, for det er hyklernes tillæg, men en munter og let. Nu har sønnerne ved troen Helligånden, som livet igennem renser og helliggør og levendegør dem. 
 43 Hoc modo nos docemus de poenitentia, ut non intelligatur tantum de actuali peccato, sed de universo peccato originali et actuali, quod per totam vitam penitus non eradicatur. Coeptum quidem est ostendi per legem et reliquiae eius manent in sanctis, sed quia credunt, sibi remissum illud per Christum, et oderunt illud et sitiunt iustitiam, non imputatur illis.   På den måde skal vi lære om boden, så den ikke blot forstås om de aktuelle synder, men om både arvesynden og den aktuelle synd, som gennem hele livet ikke fuldstændig bliver udslettet. Men det begyndte med, at den blev påvist af loven og dens rester forbliver i de hellige, men fordi de tror, at den er tilgivet dem gennem Kristus og fordi de hader den og tørster efter retfærdighed, derfor tilregnes den dem ikke.   
 44  Summa: Nihil est damnationis in his, qui sunt in Christo Iesu. Et si habent adhuc reliquias peccati, tamen spiritu illa reliqua (W399) carnis facta mortificantur.   Kort sagt: Der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. Og selv om de har nogle rester af synd, så døder de dog resterne af kødets gerninger ved ånden.   
 45 Contra, qui extra Christum maledicti et condemnati sunt, et ab illis exigit lex, ut etiam novissimum quadrantem persolvant. Quare non praebeas aurem illis, qui legem amotam cupiunt ex Ecclesia. Est enim necessarium et utile officium eius perpetuo, tum propter duros terrendos, tum etiam propter pios admonendos, ut in coepta poenitentia usque ad finem vitae perdurent.   Modsat, de, som er udenfor Kristus, er forbandede og fordømte, og af dem kræver loven, at de betaler indtil den sidste hvid. Derfor skal du ikke låne ører til dem, som søger at fjerne loven fra kirken. Det er nemlig stadig et nødvendigt og gavnligt embede, den har, dels med at skræmme de hårde negle, dels også med at formane de fromme, så at de holder ved med den påbegyndte bod indtil livets ende. 
 46     Vicesimum secundum Argumentum.          Det to og tyvende argument.   [XXII] Aliud. 
 47      In Paulo proponitur manifestum exemplum poenitentiae docendae. Sed docuit poenitentiam ex violatione filii. Ergo non est ex lege petenda.          I Paulus gives der et åbenlyst eksempel på, hvordan man lærer bod. Men  han lærer bod ud fra krænkelse af sønnen. Altså skal man ikke søge den ud fra loven.          Paulus har foresat os et eksempel på, hvordan vi skal lære bod. Paulus lærte bod ud fra krænkelse af sønnen. Altså skal vi lærer bod ud fra krænkelse af sønnen.        Paulus proposuit nobis exemplum docendae poenitentiae. Paulus ex violatione filii docuit poenitentiam. Ergo ex violatione filii docenda est poenitentia. 
 48        Responsio: Dixi supra, incredulitatem in filium duplicem transgressionem esse. (02#61) Primum contra legem, quae requirit timorem, fidem, dilectionem Dei perfectam.           Svar: Også vi føler, at man bør lægge vægt på krænkelse af sønnen, som vi ovenfor har sagt, men deraf følger ikke, at loven bør ophæves eller forkastes. Der er en dobbelt krænkelse af sønnen, nemlig en første og en senere, eller en forudgående og en efterfølgende krænkelse af sønnen.         Responsio: Et nos sentimus, urgendam esse violationem filii, ut supra diximus, sed inde non consequitur, tollendam aut reiiciendam esse legem. Duplex est filii violatio, videlicet prior et posterior, seu praecedens et sequens violatio filii. 
 49  Quia vero nemo eam praestat, ideo sunt omnes eius transgressores et mortis rei. Deinde quia non suscipimus sed oderunt filium, qui venit legem implere etc. (W400)  Den forudgående krænkelse er deres krænkelse, som ikke modtager evangeliet, men forbliver vantro, den slags mennesker foragter eller forfølger evangeliet. Den senere eller efterfølgende krænkelse er den, der sker efter modtagelsen af evangeliet, når de troende atter bortkaster tilliden til Kristus og falder tilbage i vantro.  Praecedens violatio est eorum, qui non suscipiunt Evangelium, sed manent infideles, quales sunt contemptores vel persecutores Evangelii. Sequens vel posterior violatio est, quae fit post susceptum Evangelium, quando credentes iterum abiiciunt fiduciam Christi et recidunt in incredulitatem. 
 50 Og skønt begge slags krænkelser i det ny testamente i særlig grad skal indskærpes og indpræntes, for troen på Kristus har det største og ufravigelige mandat, skal dog ikke destomindre loven eller de ti bud også læres.   Et quamquam utraque violatio in novo testamento imprimis urgenda sit et inculcanda, fides enim in Christum habet summum et indispensabile mandatum, tamen nihilominus est etiam docenda lex seu decalogus. 
 51   Krænkelse af loven og krænkelse af Kristus, som er en særlig del af krænkelse af loven, skal fremsættes under bodens lære, så mennesker kan forskrækkes og gøre bod. Vantro mod Kristus fordobler krænkelse af loven. Den første krænkelse af sønnen er deres krænkelse, som endnu ikke er nået frem til troen, den senere krænkelse er derer krænkelse, som ikke forbliver i troen.  Violatio legis et violatio Christi, quae est praecipua pars violationis legis, in doctrina poenitentiae proponenda est, ut perterrefiant et poeniteant. Incredulitas in Christum legis violationem duplicat. Prior violatio filii est eorum, qui ad fidem nondum pervenerunt, posterior eorum, qui in fide non permanent. 
 52    Vicesimum tertium Argumentum.   Det tre og tyvende argument.     (n52
 53       Evangelium est contio seu doctrina de remissione peccatorum. Ergo ex violatione filii docenda est poenitentia.          Evangeliet er en tale eller en lære om syndernes forladelse. Altså skal der læres bod ud fra krænkelse af sønnen.   
 54        Responsio: Argumentum videtur violationem filii huc trahere, quod credentes in filium maxime cavere debeant, ne ab eo per incredulitatem deficiant, sed per hoc non tollitur lex. Imo qui incredulus est filio, manet sub lege et omnibus maledictionibus eius, sub ira Dei etc. Ioan. 3.            Svar: Argumentet synes at drage krænkelse af sønnen derhen, at de, der tror på sønnen, mest bør tage sig i agt for ikke ved vantro at falde fra ham, men herved ophæves loven ikke. Ja, den, der nærer mistro til sønnen, forbliver under loven og alle dens forbandelser, under Guds vrede osv. Joh 3,36.   
 55 Ideo nullum amplius peccatum est, nisi incredulitas. Omne enim peccatum sublatum est per Christum, condonatum ac remissum credentibus. Urgere igitur videtur hoc argumentum, vitandam esse incredulitatem, ne a filio deficiamus. Sed tota violatio filii est, ut supra dixi, revelato peccato per legem et donato filio, qui illam implet et spiritum implendi eam donat, non credere in eum.  Derfor er der ingen anden synd end vantroen. For al synd er fjernet ved Kristus, den er eftergivet og tilgivet de troende. Derfor synes dette argument at lægge vægt på, at vantroen bør undgås, at vi ikke skal falde fra sønnen. Men hele krænkelsen af sønnen består i, som vi ovenfor har sagt, når synden er åbenbaret gennem loven og sønnen er givet os, den søn, som opfylder loven og giver ånden til at opfylde den, da ikke at tro på ham.     
 56      Vicesimum quartum argumentum.       Det fire og tyvende argument.     [XXIV] Aliud. 
 57      Quicquid operatur iram, nihil facit ad poenitentiam. Lex operatur iram. Ergo nihil ad poenitentiam facit. 
       Probatio maioris: Roman. 2: An ignoras quod benignitas Dei ad poenitentiam te invitat? 
         Hvad der udvirker vrede, medvirker ikke til boden. Loven udvirker vrede. Altså medvirker den ikke til boden. 
       Bevis for oversætningen: Rom 2,4: Eller véd du ikke, at Guds velvilje opfordrer dig til bod? 
         Hvad der udvirker vrede, medvirker ikke til boden. Loven udvirker vrede. Altså medvirker den ikke til boden. 
        Et andet argument.
        Guds godhed og barmhjertighed opfordrer dig til bod, Rom 2,4. Altså er det Guds godhed, der lærer bod, ikke loven. 
        Quicquid operatur iram, nihil facit ad poenitentiam. Lex operatur [iram]. Ergo non operatur poenitentiam. (W401) 
        Aliud.
        Bonitas et misericordia Dei invitant homines ad poenitentiam Ro. 2. Ergo bonitas Dei docet poenitentiam, non lex. 
 58        Responsio: Est bonum argumentum et rhetoricum ab utili, honesto, facili, iucundo. Si benignitas Dei ad poenitentiam invitat, ergo lex neque utilis neque necessaria est ad poenitentiam.           Svar: Det er et godt argument, retorisk i brug, ærligt, let, muntert. Hvis Guds velvilje opfordrer til bod, altså er loven hverken brugelig eller nødvendig til bod.          Svar: Det er et særdeles godt argument, men dets konklusion er til fordel for loven og for os. Det siger nemlig, at Guds velvilje opfordrer menneskene til bod, ikke til sikkerhed, ikke til foragt for Gud.         Responsio: Valde bonum argumentum, sed concludit pro lege et pro nobis. Dicit enim, quod benignitas Dei invitet homines ad poenitentiam, non ad securitatem, non ad contemptum Dei. 
 59 Sanctus Bernhardus alicubi dicit: Cor (W401) (n59) durum, quod neque minis neque poenis movetur, alliciendum est ad poenitentiam per divina beneficia et promissa, et illi inculcandam passionem et mortem Christi, quam ex mera dilectione susceperit, ut genus humanum a peccato et morte, quibus erat obnoxium, liberaret.  Skt. Bernhard siger et sted: Et hårdt hjerte, som hverken bevæges ved trusler eller straffe, bør lokkes til bod ved den guddommelige godhed og den guddommelige forjættelse, og et sådant hjerte skal man indprænte Kristi lidelse og død, som han kan modtage af lutter kærlighed, eftersom han bar befriet menneskeslægten fra den synd og den død, den var skyldig.  Men når menneskene skal belæres og opfordres til bod, er der mange forskellige metoder at anvende. Man bør fremføre argumenter om det ærefulde, om det gavnlige, om velsignelserne, om belønninger osv. Derfor plejer Paulus at bruge alle kunster for at bevæge mennesker til bod, han bruger forskellige metoder til at uddrage dette argument af Guds godhed og velsignelser, såvelsom af straffene.  Cum autem docentur homines et adhortantur ad poenitentiam, variis rationibus utendum est. Argumenta ducenda sunt ab honesto, ab utili, a beneficiis, a praemiis etc. Quare Paulus omnibus artibus uti solet, ut permoveat homines ad poenitentiam, variis rationibus utitur, ut hoc argumentum sumitur a bonitate Dei et beneficiis, item a poenis. 
 60  Verum est, cum duros et impoenitentes minis et terroribus non possumus lucrifacere, debemus tentare, an eos promissis et beneficiis Dei flectere queamus.  Det er sandt, at vi, hvis vi ikke kan få noget ud af de hårde og ubodfærdige med trusler og rædsler, så bør vi forsøge, om vi kan bøje dem med Guds forjættelser og velsignelser.  Således siger Skt. Bernhard: Et hårdt hjerte, som hverken osv. Derfor, da vi opfordres til bod på så mange måder og med så mange metoder, til bod, det vil sige, til at smertes over synden og foresætte os at leve fromt, derfor bekræftes loven i højeste grad.  Sic et Bernhardus ait: Cor durum est, quod neque etc. Itaque, cum tot modis et rationibus (W402) ad poenitentiam invitemur, hoc est, ut doleamus de peccato et proponamus pie vivere, maxime confirmatur lex. 
 61  Sic filii Corah, cum viderent patrem peccare contra Deum et arrogare sibi sacerdotium sine vocatione et mandato, imo contra mandatum Dei, et eum nihil terreri minis et terroribus Mosis, utuntur rhetorica, commemorant patri omnia beneficia, quae Deus populo Israel exhibuerat liberando eos e captivitate durissima Aegypti, ducendo per mare rubrum, ut eum lachrymantes dehortarentur, exhortamur homines ad poenitentiam, id est, ut sentiant vim legis.  Således brugte Koras sønner, da de så, at deres far havde syndet imod Gud og havde tilranet sig præstedømmet uden kaldelse og mandat, ja, imod Guds mandat, og at han ikke blev bange for trusler og rædsler, brugte retorikken, mindede deres far om alle de velgerninger, som Gud har vist Israels folk ved at befri dem fra det hårde fangenskab i Ægypten, ved at føre dem over Det røde Hav, så de med tårer frarådede ham det, og således opfordrer vi mennesker til bod, det vil sige, til at mærke lovens kraft. 
 62 Idem facit hoc loco Paulus, quasi dicat: Deus per verbum suum omnibus modis exhortatur te, ut cesses a peccando et audias eius promissionem. (W402) Non dicit, quod non debeas dolere.  Det samme gør Paulus på dette sted, som om han vil sige: Gud opfordrer dig på alle måde gennem sit ord til at ophøre med at synde og høre hans forjættelse, Han siger ikke, at du ikke bør have smerte. 
 63 Imo maxime hoc requirit, cum tot artibus et omnibus locis rhetoricis sinat te exhortari. Deinde non ait: Benignitas Dei invitat te ad suavitatem et securitatem aut contemptum, sed ad poenitentiam, et subiicit eos, qui non terrentur et moventur ad poenitentiam, sed manent duri et impoenitentes, sibi ipsis thesaurizare iram, ut Corah fiebat, qui nec precibus nec lachrymis filiorum moveri ad poenitentiam potuit.   Tværtimod er det især det, han kræver, når han med så mange kunstgreb og retoriske steder ophører med at opfordre dig. Desuden siger han ikke: Guds velvilje opfordrer dig til det søde liv og til sikkerhed og foragt, men til bod, og han hævder om dem, som ikke bliver bange og bevæges til bod, men forbliver hårde og ubodfærdige, at de samler sig vrede, sådan som Kora gjorde, han, som ikke kunne bevæges til bod af sønnernes bønner og tårer. 
 64     Vicesimam quintum Argumentum. 
       Contra 21. (n64
      Det fem og tyvende argument. Imod sætning 21.   [XXV] Aliud. 
 65       Abraham et alii patres ante Mosen cognoverunt peccatum et mortem. Abraham et similes non habuerunt legem. Ergo peccatum et mors possunt sine lege cognosci. Probatio minoris, quia lex data est 430 annis post Abraham.          Abraham og de andre fædre før Moses kendte synden og døden. Abraham og hans lige havde ikke loven. Altså kan de kende synden og døden uden loven. Beviset for undersætningen er, at loven blev givet 430 år efter Abraham.         Abraham kendte synden og døden uden loven, fordi loven blev givet 430 år efter Abraham. Altså kan synden og døden kendes uden lov.        Abraham cognovit peccatum et mortem sine lege, quia lex data est 430 annis post Abraham. Ergo peccatum et mors possunt cognisci sine lege. (W403) 
 66       Responsio: Lex quidem illo tempore nondum lata nec scripta erat, nihilominus tamen habuit legem naturae insculptam cordi, ut omnes homines. Deinde non dubitandum de patriarchis, quin eadem docuerint, quae continentur in decalogo, ante legem e coelo revelatam in Sinai, et illa doctrina manavit ad posteros.          Svar: Loven var ganske vist på den tid endnu ikke givet eller skrevet, men ikke desto mindre havde han naturens lov indhugget i sit hjerte, som alle mennesker. Desuden må man ikke tvivle på, at patriarkerne lærte den samme lov, som indeholdes i de ti bud, før loven blev åbenbaret på Sinai, og denne lære gik videre til deres efterkommere.         Svar: Jeg nægter oversætningen. For skønt Abraham ikke fik Guds lov indskrevet på tavler, havde han dog den samme lov indhugget i alle folkeslags hjerter, Rom 2,15. På den måde fik de hellige fædre, som Abraham og de andre, belæring om loven af deres forfædre. Altså var Abraham ikke uden lov, hverken den, der var indhugget i hjertet eller den, der var skrevet, osv.          Responsio: Nego maiorem. Quamquam enim Abrahae non sit data lex Dei descripta in tabulis, tamen habuit eandem legem insculptam cordibus omnium gentium, Rom. 2. Ad hoc isti sancti patres, ut Abraham et caeteri, docti sunt legem a maioribus suis. Ergo Abraham non fuit sine lege neque sculpta neque scripta etc. 
 67  Inculcaverunt diligenter suis impietatem et malitiam eorum, qui ante diluvium fuerunt, et postea propter ista extincti (W403) sunt, dehortati eos ab idolatria et aliis peccatis, ne et ipsi perirent. Quare non fuerunt sine doctrina vel tantum naturaliter cordibus indita. Postea data lege ministerium publicum institutum est ad eam docendam.  De indpræntede omhyggeligt deres familie de menneskers ufromhed og ondskab, som levede før syndfloden, og efter at de var blevet udryddet på grund af det, blev de frarådet afgudsdyrkelse og andre synder, at ikke også de skulle gå til grunde. Derfor var de ikke uden lære, selv om den kun var antydet på naturlig måde i hjerterne. Efter at loven var givet, blev der indstiftet et offentligt embede for at lære den. 
 68     Vicesimum sextum Argumentum. Contra 1 et 2. (n68       Det seks og tyvende argument. Imod sætning 1 og 2.   [XXVI] Aliud. 
 69      Incredulitas et ignoratio Christi est arguenda in initio poenitentiae. Lex non arguit incredulitatem et ignorationem Dei. Ergo lex non requiritur ad initium poenitentiae.         Vantro og uvidenhed om Kristus skal man overbevise om i begyndelsen af boden. Loven overbeviser ikke om vantro og uvidenhed om Gud. Altså kræves loven ikke i begyndelsen af boden.        Vantro og uvidenhed om Kristus skal man overbevise om i begyndelsen af boden. Loven overbeviser ikke om denne uvidenhed og vantro. Loven lærer derfor ikke bod.          Incredulitas et ignorantia Christi arguenda est in intio poenitentiae. Lex non arguit illam ignorantiam et incredulitatem. Lex igitur non docet poenitentiam.
 70       Maiorem probo ex dicto Christo Ioannis 16: Spiritus sanctus arguet mundum, et quia non credunt in me. Minor patet, quia Evangelium tantum revelat incredulitatem et ignorationem Dei et Christi. In summa, argumentum hoc vult: Spiritus sanctus arguit incredulitatem et ignorationem Christi. Ergo lex non est initium poenitentiae.           Oversætningen beviser jeg ud fra Kristi ord Joh 16,8ff: Helligånden overbeviser verden, og: at de ikke tror på mig. Undersætningen har med det at gøre, at evangeliet kun åbenbarer vantroen og uvidenheden om Gud og Kristus. Kort sagt, argumentet vil følgende: Helligånden overbeviser om vantro og uvidenhed om Kristus. Altså er loven ikke begyndelsen til boden.         Oversætningen beviser jeg gennem dette ord fra Joh 16,8ff: Ånden overbeviser verden om synd, at de ikke tror på mig.   Maiorem probo per illud Ioannis 16: Spiritus arguit mundum de peccato, quod non credunt in me. 
 71        Responsio: Lex arguit incredulitatem et ignorantiam Christi, quia requirit impletionem sui. Et prophetae praedixerunt de Christo, quod eam impleturus sit, Esai. 9: Iugum enim oneris eius superasti, sicut in Madian. Et qui erant pii inter Iudaeos, haec sciebant.           Svar: Loven overbeviser om vantro og uvidenhed om Kristus, fordi den kræver opfyldelse af sig selv. Og profeterne forudsagde om Kristus, at han ville opfylde den, Es 9,3: For du har brækket hans åg som på Midjans dag. Og de fromme blandt jøderne vidste dette.          Svar: Loven overbeviser om uvidenhed om Kristus. For Kristus var forjættet fra verdens begyndelse, selv om den ikke troede på, at han skulle forjættes, ikke opfyldte det første bud. Derfor overbeviser loven derudfra om synd osv.           Responsio: Lex arguit ignorantiam Christi. Nam Christus ab initio mundi erat promissus, quamquam promittendi non credidit, non implevit (W404) primum praeceptum. Quare hunc arguit lex etc. 
 72  Non habebant (W404) quidem Christum praesentem, sed promissum, quem credebant omnia restiturum, quae in Adam amissa erant.  De havde ganske vist ikke Kristus som nærværende, men som forjættet, og de troede, at han ville genoprette alt det, som var tabt i Adam.  Derfor er al synd fra verdens begyndelse vantro på Kristus, selv om han ikke var tilstede.  Itaque omne peccatum ab initio mundi est incredulitas in Christum, etiamsi non adesset. 
 73  Igitur veniente Christo invulgabatur per totum orbem terrarum publico ministerio hoc peccatum incredulitatis et ignorantiae Christi, quod prius tempore patrum in privatis angulis ac apud eorum posteros delituit, in Iudaea tamen invulgatum est. Sed omne peccatum a principio mundi fuit incredulitas et ignorantia Christi, quia promissio de semine mulieris statim post lapsum Adae data est, quae vulgata est per domos patrum usque ad plenitudinem temporis.  Da så Kristus kom, blev denne synd, at de var vantro og uvidende om Kristus, gjort kendt over hele jordens flade, den synd, som i fædrenes første tid skjulte sig i private kroge og hos deres efterfølgere, men i Judæa blev den dog gjort kendt. Men al synd var fra verdens begyndelse vantro og uvidenhed om Kristus, for forjættelsen om hans sæd blev givet straks efter Adams fald, og denne forjættelse blev offentliggjort gennem fædrenehuset indtil tidens fylde.  De havde nemlig en stadig forjættelse om Kristus, som de burde tro på. Loven overbeviser om al vantroens synd.  Habuerunt enim perpetua promissionem de Christo, cui credere debebant. Lex arguit omne peccatum incredulitatis. (W405) 
 74     Vicesimum septimum Argumentum. 
     Contra solutionem. 
       Det syv og tyvende argument. Imod løsningen.     
75      D. Jonas: Impii et non accipientes Evangelium sunt obdurati, 2: Corinth. Ergo lex est inutilis et non necessaria.          Dr. Jonas: De ufromme og dem, der ikke modtager evangeliet, er forhærdede, 2. Kor 4,3ff. Altså er loven ikke nødvendig.   
76        D. Mart. Lutherus repetivit argumentum: Lex est inefficax apud duros et insensatos absque Evangelio. Ergo per Evangelium possunt moveri impoenitentes, non per legem.         Dr. Martin Luther gentog argumentationen. Loven er uvirksom overfor de hårde og dem, der er ufølsomme overfor evangeliet. Altså kan de ubodfærdige bevæges gennem evangeliet, ikke gennem loven.   
 77  Respondeo: Lex omnibus est communis, sed non omnes sentiunt eius vim et effectum, nihilominus sive homines convertantur sive non, tamen docenda est lex. In hoc enim instituit Deus legis ministerium, ut revelet et ostendat peccatum; qui ea tanguntur, tanguntur; wens trifft, den triffts.  Svar: Loven er almindelig for alle, men ikke alle føler dens kraft og virkning. Ikke desto mindre hvad enten menneskene omvendes eller ej, så skal dog loven læres. Derfor har nemlig Gud indstiftet lovens embede, at det skal åbenbare og påvise synden. De, som berøres af den, berøres. Den, som den træffer, træffer den. 
 78  Nobis mandatum est docere, quod omnes homines sunt transgressores legis et sub peccato, et qui velint liberari a peccato et legem implere, ut in Christum credant.  Det er givet os at lære, at alle mennesker er lovovertrædere og er under synd, og at hvis de vil befries fra synden og opfylde loven, skal de tro på Kristus. 
 79 In summa, Deus requirit legis obedientiam et iustitiam a nobis tanquam a suis creaturis. Sed hanc nemo praestat, cum non solum externam obedientiam, sed etiam munditiem cordis requirat, teste Christo: Nisi iustitia vestra (W405) abundaverit plusquam scribarum et phariseorum, non intrabitis in regnum coelorum. Ideo praedicandum est Evangelium: Qui crediderit et baptizatus fuerit, salvus erit. Sed per hoc non sequitur, legem non esse efficacem.  Kort sagt, Gud kræver lovlydighed og retfærdighed af os, fordi vi er hans skabninger. Men den kan ingen yde, når han ikke blot kræver ydre lydighed, men også hjertets renhed, ifølge Kristi ord: Hvis ikke jeres retfærdighed overgår de skriftkloges og farisæernes, kan I ikke indgå i himmeriget. Derfor skal evangeliet prædikes. Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst. Men deraf følger ikke, at loven ikke er virksom. 
 80       Hic quaeritur respondens ab argumentatore: Quid dicitis de persona Pauli, qui in media lege nihil cognoscebat de legem quia dicit: Ego aliquando vivebam sine lege?         Her spurgte spørgeren argumentatoren: Hvad siger I så til personen Paulus, som midt i loven ikke var klar over loven, for han sagde jo: Jeg levede engang uden lov? 
 81        Responsio: Paulus ante conversionem non sentiebat vim legis, docebat legem et tamen ignorabat. Sed cum audiret: Saule, quid me persequeris? ibi tangebatur lege, et desperasset, nisi iterum erectus fuisset hac voce Christi: Surge et ingredere civitatem. Non reprehendo, quod cruce seu morte Christi homo ducatur ad poenitentiam.          Svar: Paulus mærkede før sin omvendelse ikke lovens kraft, han lærte loven og var dog uvidende om den. Men da han hørte: Saul, hvorfor forfølger du mig? da blev han berørt af loven og ville have fortvivlet, hvis han ikke igen var blevet oprejst med dette Kristi udsagn: Rejs dig op og gå ind i byen. Jeg gendriver ikke det, at ved Kristi kors eller Kristi død føres mennesket til bod. 
 82     Vicesimum octavum Argumentum.        Det otte og tyvende argument.   [XXVIII] Aliud. 
 83     D. Jonas: Impii non accipientes Evangelium, sunt obscurati, 2. Corinth. Ergo lex arguens non est efficax, nisi accipienti Evangelium. Et per consequens, lex sine ministerio Evangelii in impiis prorsus nihil valet, ut patet in Paulo, qui etsi saepe ac multum audisset legem a pueritia in lege educatus et enutritus et quidem ad pedes Gamalielis summi legis periti, ut gloriatur, tamen nihil proficit, nec conversus est ad Christum.          Dr. Jonas: De ufromme, der ikke modtager evangeliet, er forhærdede, 2 Kor 4,3. Altså er lovens overbevisning ikke virksom, undtagen for den, der modtager evangeliet. Og følgelig, loven har slet ingen gyldighed i de ufromme uden evangeliets tjeneste, som det fremgår af Paulus, som, skønt han ofte og mange gange havde hørt evangeliet og fra barnsben af var opdraget og opfostret med loven, og endda havde siddet ved Gamaliels fødder, som han roser sig af (Apg 22,3), ikke havde gavn af den og ikke blev omvendt til Kristus.          Loven er ikke virksom i de ufromme uden evangeliet. For de ufromme, som ikke modtager evangeliet, forhærdes, som Paulus ikke blev omvendt ved loven uden evangeliet. Altså ved loven skal man ikke lære bod, eller loven er ikke virksom til bod uden evangeliet.         Lex est inefficax in impiis sine Evangelio. Impii enim, qui non accipiunt Evangelium, obdurantur, ut Paulus per legem sine Evangelio non est conversus. Ergo per legem non est docenda poenitentia, vel lex non est efficax ad poenitentiam sine Evangelio. (W406) 
 84       Doctor M. Lutherus. Hoc vult argumentum: Lex est inefficax apud impios absque Evangelio. Ergo lex est omnino inefficax ad conversionem hominis, quia manifestum est, quod homines impii nihil moventur ad conversionem lege, ut patet in Corah, Iuda, Cain, Absalon, Saul et aliis. (W406)          Doktor M. Luther: Dette vil argumentet: Loven er uvirksom blandt de ufromme uden evangeliet. Altså er loven i det hele taget uvirksom til menneskets omvendelse, fordi det er klart, at de ufromme mennesker ikke bevæges til omvendelse af loven, som det fremgår af beretningerne om Kora, Juda, Kain, Absalon, Saul og andre.   28a. Et andet argument.
       Mennesker føres til bod ud fra Kristi kors og lidelse. Altså skal man ikke lære loven.
      Svar: Konsekvensen duer ikke. 
 [XXVIIIa] Aliud. 
        Ex Christi cruce et passione homines ducuntur ad poenitentiam. Ergo non est docenda lex.
       Responsio: Consequentia nulla est. (findes på W407) 
 85  Respondeo: Primo omnium quidem est lex, sed non est omnium sensus legis. Sic et Evangelium est quidem omnium, omnibus enim offertur remissio peccatorum, sed tamen non omnium est sensus Evangelii et fides.  Jeg svarer: For det første har loven ganske vist med alle at gøre, men det er ikke alle, der mærker loven. Sådan er også evangeliet ganske vist for alle, for alle tilbydes syndernes forladelse, men dog er det ikke alle, der mærker evangeliet og troen.   
 86  Nihilominus tamen est docenda lex, est docendum Evangelium, etsi pauci sunt, qui tanguntur lege aut assentiuntur seu obediunt Evangelio, quia Deus sic statuit convertere homines ac praeparare ad suscipiendum Christum.  Ikke desto mindre skal dog loven læres, evangeliet skal læres, skønt der findes nogle få, som berøres af loven eller giver evangeliet ret eller adlyder det, fordi Gud har besluttet, at det er således, han vil omvende mennesker og forberede dem på at modtage Kristus.   
 87 Interim tangit, quos tangit, nihil possumus amplius. Nos ministri sumus, non domini, qui docere et simul corda movere possimus. Dicendum igitur est, quod omnes homines sint sub peccato et morte aeterna et per solum Christum liberandi. Qui recipiunt, bene, qui non, Die gehen dohin, sunt APÆLGÆKOTES, hoc est dedolentes, (n87) ut inquit Paulus qui nec lege nec Evangelio moventur.  Imidlertid rører loven ved dem, den rører ved, vi kan intet yderligere gøre. Vi er tjenere, ikke herrer, som man lære og samtidig bevæge hjertet. Derfor må man sige, at alle mennesker er under synden og den evige død og alene befries gennem Kristus. De, der modtager ham, udmærket, de, der ikke modtager ham, de går heden, de er APÆLGÆKOTES, det vil sige: nogle, der bliver færdige med at lide, som Paulus siger Ef 4,19, nogle, som hverken bevæges ved loven eller evangeliet.   
 88   Wer kan dawider? Deus autem est dominus requirens obedientiam ab omnibus creaturis suis. Qui obedit, obediat; qui non, bene ipse viderit. Et tamen semper sonare debet lex: Nisi abundaverit iustitia vestra etc. Nam per eam Deus est efficax et agit potenter, ubi et quando vult, et quod ad te, si inefficax sit?  Hvem kan gøre noget imod det? Gud er jo den herre, der kræver lydighed af alle sine skabninger. Den, der adlyder, adlyder; den, der ikke gør det, synes selv, at det er udmærket. Og dog bør stadig loven lyde: Hvis ikke jeres retfærdighed overgår osv. For gennem den er Gud virksom og handler med magt, hvor og når han vil, og hvad med dig, hvis han er virksom? (?)
 89       Opponens: Quid autem dicitis ad exemplum Pauli, quo vel solo videntur mori, qui hanc sententiam de lege sparserunt?         Opponenten: Jamen, hvad siger I til Paulus' eksempel, hvorved de, der udsår denne mening om loven, alene synes at dø? (??)
 90       Responsio: Paulus nihil cognoscebat de Christo ante conversionem sic neque de lege quicquam cognovit, etiam cum tutus esset in lege, legem docebat, sed eam ignorabat, ut est ad Romanos 2. Sed postquam lex incipit sonare de coelo: Saule, quid me persequeris? hic primum tangitur Paulus lege ac sentit vim ac potentiam legis, ut metu perculsus diceret: O domine, quid me vis facere?          Svar: Paulus vidste intet om Kristus før sin omvendelse, og vidste således heller ikke noget om loven, også selv om han var undervist i loven; han lærte loven, men var uvidende om den, som det siges Rom 2,19. Men bagefter begyndte loven at lyde fra himlen: Saul, hvorfor forfølger du mig? Først her træffes Paulus af loven og føler lovens kraft eller styrke, så at han, gennemtrængt af frygt, sagde: O Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre? 
 91 Hic Christus addit alteram vocem: Ergo (W407) vade etc. Est quidem ex cruce seu passione Christi homo ducendus ad poenitentiam, sed inde non sequitur, quod lex ideo prorsus inutilis, inefficax et nulla sit et in totum tollenda.  Her tilføjer Kristus sit andet udsagn: Gå hen osv. Det er ganske vist ud fra Kristi kors eller lidelse, at mennesket skal føres til bod, men heraf følger ikke, at loven af den grund er helt unyttig, uvirksom og intet er og helt skal ophæves. 
 92 Imo potius et ex cognitione legis et ex cognitione crucis Christi seu salutis venimus ad poenitentiam. Lex simpliciter et plane procedit, ut dici solet, accusando, damnando, arguendo, detrudendo ad inferos, et durissime nobiscum agit. Ja, det er snarere både ud fra erkendelse af loven og ud fra erkendelse af Kristi kors eller frelse, at vi kommer til boden. Loven går simpelt og enkelt frem, siger, som den plejer at sige, anklager, fordømmer, overbeviser, støder ned i helvede, og handler i det hele taget hårdt med os. 
 93 At evangelium non sic, sed blandissime te compellit ac pellicit te arte quadam seu rhetorica ad agendam poenitentiam. Offertur enim ultro remissio peccatorum, vita aeterna credentibus propter Christum, proponit etiam Christum veluti pastorem, qui nos aberrantes agnos in humeros suos sustulerit, item, qui in seipso peccatum nostrum devicerit et gloriose de eo triumphans illud affixerit cruci. (Kol 2,14)  Men sådan gør evangeliet ikke, det drager dig blidt og driver dig med en slags retorisk kunst til at gøre bod. Det tilbyder nemlig disse to ting, syndernes forladelse og evigt liv til dem, der tror, for Kristi skyld, det fremstiller også Kristus som en hyrde, som har ført os vildfarne får tilbage i sit skød, eller som i sig selv har overvundet vor synd og ført den i triumftog og naglet den til korset. 
 94  Sive iam lege sive Evangelii rhetorica veneris ad poenitentiam, unum et idem eris. Es sey, wodurch es wolle so ligt nichts dran. Sed ideo per ista legem ipsam non tollimus, imo statuimus, non aufertur, sed confirmatur.  Hvad enten det nu er ved loven eller ved evangeliets veltalenhed, du kommer til bod, du er én og den samme. Lad det være, som det vil, det betyder ikke noget. Men af den grund ophæver vi ikke loven, vi stadfæster den, vi fjerner den ikke, vi bekræfter den. 
 Frem til argument 29. 

 

Noter:

n16: Den 4. sætning lyder: Poenitentiae prior pars, scilicet dolor, est ex lege tantum. Altera pars, scilicet propositum bonum, non potest ex lege esse. Bodens første del, smerten, kommer kun fra loven. Den anden del, beslutningen om at gøre det gode, kan ikke være fra loven.

n52: Argument 23 mangler i B.

n59: WA-note: Bernhardus: In cantica sermo XLIV, 6 (Migne Patr lat. III. p. 234f).

n64: Sætning 21 og 22 lyder: 21: Contra hos inutiles et desperationis magistros Evangelion coepit docere, poenitentiam non oportere tantum desperationen esse. 22. Sed poenitentes debere spem concipere, et sic ex amore Dei peccatum odisse, id quod vere propositum bonum. 21. Imod disse unyttige og fortvivlede magistre begynder evangeliet med at lære, at boden ikke kun bør være fortvivlelse. 22. Men de bodssøgende bør fatte håb, og således af kærlighed til Gud hade synden, hvilket i sandhed er at sætte sig for at gøre godt.

n68: Sætning 1 og 2 lyder: 1: Poenitentia omnium testimonio et vero est dolor de peccato cum adiuncto propositio melioris vitae. 2. Hic dolor proprie aliud nihil est, nec esse potest, quam ipse tactus seu sensus legis in corde seu conscientia. 1. Boden er efter alles vidnesbyrd og i sandhed en smerte over synden, knyttet sammen med en beslutning om at føre et bedre liv. 2. Denne smerte er egentlig ikke andet og kan ikke være andet, end selve dette, at loven berører os i hjertet eller samvittigheden.

n87: I Vulgata bruges ikke dedolentes, der står: 4,19 qui desperantes semet ipsos tradiderunt inpudicitiae in
 operationem inmunditiae omnis in avaritia.