Første antinomer-disputation 2


fra WA Bind ??, side 375 til 392.

Weimarudgaven sætter de to udgaver af disputationen op samtidig, med den mest fyldige øverst. Jeg gør det samme, idet de bliver sat op ved siden af hinanden, med hver sin oversættelse knyttet til, A til venstre, B til højre.
 

7. argument, slutn. 8. argument. 9. argument. 10. argument. 11. argument. 12. argument. 13.argument. 14. argument. 15. argument. 16. argument. 17, argument. 18. argument (næste fil)
 
 
1     Octavum Argumentum.
   Contra 1. (n1
     Det ottende argument. Imod sætning 1  [VIII] Contra 1. 
2     Contraria non possunt esse partes eiusdem. Timor et fides, dolor et propositum melioris vitae sunt contraria. Ergo non possunt esse partes eiusdem, scilicet poenitentiae.         Modsætninger kan ikke være dele af det samme. Frygt og tro, smerte og beslutning om et bedre liv er modsætninger. Altså kan de ikke være dele af det samme, nemlig af boden.        Modsætninger kan ikke være dele af det samme, for ligesom de ikke kan være i det samme på samme tid og på én gang, sådan kan de heller ikke være dele af det samme. Men smerte og tro er modsætninger. Altså kan de ikke være dele af den ene og samme ting, nemlig boden.        Contraria non possunt esse partes eiusdem, quia, sicut non possunt simul et semel esse in eodem, sic non possunt eiusdem rei partes esse. Dolor autem et fides sunt contraria. Ergo non possunt unius et eiusdem rei partes esse, poenitentiae. (W376) 
3       Maiorem probo: Manifestum est, contraria non posse simul et semel esse in eodem subiecto. (W376)         Oversætningen bevise jeg således: Det er soleklart, at modsætninger ikke samtidig og på én gang kan være i det samme subjekt. 
4       Responsio: Illud argumentum est physicum, non contemnendum: Contraria non sunt in eodem subiecto in eodem gradu. Summa caliditas non stat cum primo, secundo, tertio gradu frigiditatis.         Svar: Dette argument er et fysisk argument og skal ikke fordømmes. Modsætninger er ikke i det samme subjekt i den samme grad. Den højeste varme er der ikke sammen med den første, anden eller tredie grad af kulde.         Svar: Dette er et godt og filosofisk argument. Modsætninger kan ikke være i det samme i samme grad, sådan som den fuldkomne sundhed ikke kan fides sammen med sygdom.          Responsio: Bonum est et philosophicum argumentum. Contraria in eodem gradu non possunt esse in eodem, ut sanitas perfecta non stat cum morbo. 
5 Sic hic: Si dolor est summus, non patitur fidem, sed desperat. Cum sanitas perfecta est, morbus excluditur. Sed fide nondum perfecte sumus sani, sed sanandi.  Således også her: Hvis smerten er der i højeste grad, tåler den ikke troen, men fortvivler. Når sundheden er fuldkommen, er sygdom udelukket. Men ved troen bliver vi endnu ikke fuldkommen helbredt, vi bliver kun til nogen, der skal helbredes.  Og det er sandt, at hvis troen var fuldkommen, kunne der ikke være nogen frygt eller smerte til stede, men her i dette liv er den endnu ikke fuldkommen, vi er endnu ikke blevet sunde, men vi er under helbredelse.  Verum est, si perfecta esset fides, non posset adesse terror aliquis aut dolor, verum hic nondum est perfecta, nondum sumus sani, sed sanamur. 
 6 Samaritanus coepit sanara eum, qui in latrones ceciderat. Ideoque morbus nondum est plana sanatus, sed subinde molestat nos. Sic utrumque est in nobis, peccatum et iustitia, non tamen in eodem gradu, sed diverso. Fides pugnat contra peccatum, contra suggestiones diaboli, atque ita, quamquam in summo gradu dominatur.  Samaritaneren begyndte at helbrede ham, der var faldet iblandt røvere. Derfor er sygdommen endnu ikke fuldstændig helbredt, men den plager os hele tiden. Således er begge dele i os, synden og retfærdigheden, dog ikke i samme grad, men i forskellig grad. Troen kæmper mod synden, imod djævelens indskydelser, og således er det, skønt den i hersker i højeste grad. 
 7 Nam et frigiditas et caliditas in certis gradibus possunt simul stare. Peccatum contra fidem pugnat, sed non vincit, ideo est in inferiore gradu.  For også kulde og varme kan være til stede samtidig i visse grader. Synden kæmper imod troen, men de sejrer ikke, derfor er den der i mindre grad. 
 8 Sic in diversis gradibus contraria bene possunt esse in eodem. In remissioribus gradibus possunt esse simul dolor et fides. Si sunt contraria, tum se mutuo expellunt. Si dolor est summus, naturam et desperationem adigit. Fides item summa excludit terrores, non cedit eis.  Således kan modsætninger godt være i det samme subjekt i forskellige grader. I de mindre grader kan smerten og troen være der samtidig, selv om de er modsætninger, når de gensidig uddriver hinanden. Hvis smerten er den stærkeste, fører den ud i natur og fortvivlelse. Ligeledes udelukker troen forfærdelserne, den dræber dem ikke. 
 9 Nonum Argumentum.
    Contra 24. (n9
     Det niende argument. Imod sætning 24.   [IX] Contra 24. 
 10      Quicquid non est ex fide, peccatum est. Lex non est ex fide Gal. 3. Ergo lex est peccatum et per consequens delende ac tollenda. (W377)          Det, der ikke er af tro, er synd. Loven er ikke af tro (Gal 3,12). Altså er loven synd og følgelig skal de udryddes og ophæves.        Det, der ikke er af tro, er synd, som Paulus skriver Rom 14,23. Men loven er ikke af tro, som Paulus siger Gal 3,12. Altså er den synd.       Quicquid non est ex fide, peccatum est, ut scribit Paulus ad Rom. Lex autem non est ex fide, ut inquit Paulus ad Galatas. (n10) Ergo peccatum est. (W377) 
 11       Responsio: Illud est sophisticum argumentum. Aequivocatio est in vocabulo legis. Quicquid non est ex fide, quicquid non facimus credentes, sed dubitantes, hoc est peccatum. Apostolus loquitur hic de operibus nostris. In Galatis dicit: Lex non est ex fide, hoc est: Lex non dat fidem seu non pertinet ad rem fidei, sed aliud est officium legis, aliud Evangelii. Hoc promissionem, illud legem et opera tradit.            Svar: Dette er et sofistisk argument. Der er en tvetydighed i udtrykket om loven. Det, der ikke er af tro, det, som vi ikke gør, idet vi tror, men idet vi tvivler, det er synd. Apostelen taler her om vore gerninger. I Gal 3,12 siger han: Loven er ikke af tro, det vil sige: Loven giver ikke troen, eller har ikke noget med troens sag at gøre, men én ting er lovens opgave, noget andet er evangeliets opgave. Den er forjættelsen, hin overleverer loven og gerningerne.          Svar: Argumentet er sofistisk. Er der nemlig tvetydighed i udtrykket: 'af tro'. Det forstås på én måde i undersætningen, på en anden måde i oversætningen. Det, der ikke er af tro, er synd, det vil sige, det er fordømt, det behager ikke Gud. Men hvor han siger, at loven ikke er af tro, det vil sige, ikke har troen, dèr har det med troens sag at gøre, men det er en anden sag.          Responsio: Argumentum est sophisticum. Est autem aequivocatio in particula: ex fide. Aliter enim accipitur in minore, quam in maiore. Quicquid non est ex fide, peccatum est, id est, damnatum est, non placet Deo. Sed ubi dicit, quod lex non est ex fide, id est, non habet fidem, non pertinet ad rem fidei, sed est res divisa. 
 12     Decimum argumentum. Contra 24. (n12 Det tiende argument. Imod sætning 24.   [X] Aliud contra 24. 
 13      Quicquid auget peccatum, non est requirendum. Lex auget peccatum Roma. 5. Ergo non est requirenda.         Det, som øger synden, er ikke påkrævet. Loven øger synden, Rom 5,20. Altså er den ikke påkrævet.          Det, som øger synden, skal ophæves. Loven øger synden. Altså skal den ophæves, osv.        Quicquid auget peccatum, est tollendum. Lex auget peccatum. Ergo est tollenda etc. 
 14       Responsio: Maior est distinguenda. Lex ideo subintravit, ut abundaret delictum, ad Rom. et Galat. 3: Propter transgressionem addita est. Ergo auget peccatum. Si hic infers, eam ob hoc non esse requirendam, id est tollendam, tunc propositio est falsa.          Svar: Oversætningen må man gøre skel i. For loven blev indført, for at overtrædelsen skulle blive større, Rom 5,20 og Gal 3,19: På grund af overtrædelsen blev den føjet til. Altså øger den synden. Men hvis du her ud fra slutter, at den af den grund ikke er påkrævet, det vil sige, skal ophæves, da er sætningen falsk.           Svar: Jeg vil gøre skel i oversætningen. Når det nemlig forstås sådan: Det, der gør synd, eller det, der er årsag til synd, så bør den ophæves, så er oversætningen sand.          Responsio: Maiorem distinguo. Quando enim accipitur pro hac sententia: Quicquid facit peccatum seu quod est causa peccati, tollendum est, tum maior est vera. 
 15 In hoc enim laudanda et maxime docenda est lex, quod auget peccatum et humiliat homines. Nam praefracti et malitiosi non possunt converti et mortificari, nisi terreantur radiis et cornibus Mosis. (n15 For af den grund er loven rosværdige og skal læres i højeste grad, at den øger synden og ydmyger menneskene. For de hårde og onde kan ikke omvendes og dødes, hvis ikke de skræmmes af Moses' strålende ansigt og af hans horn. 
 16 Si autem intelligis hanc particulam: Lex auget, id est, facit peccatum, tunc non est requirenda, sed lex non ita auget peccatum, (W378) quod ipsa faciat, sed quod ostendat tantum, Rom. 7. Aliud est autem facere, aliud ostendere peccatum. Lex non facit peccatum, sed nos.  Men hvis du forstår udtrykket 'loven øger synden' som 'loven gør synd', da er den ikke påkrævet, men det er ikke på den måde, at loven øger synden, at den selv gør den, men på den måde, at den blot påviser den, Rom 7,7. Én ting er at gøre synden, noget andet at påvise den. Loven gør ikke synden, det er os, der gør synd.  Men når den betyder, at den påviser synden og gør synden virksom, og derfor bør ophæves, så er den forkert. Oversætningen er nemlig tvetydig.  Quando vero significat id, quod ostendit (W378) peccatum et facit peccatum efficax, tollendum esse, tunc falsa est. Quare maior est aequivoca. 
 17    Undecimum Argumentum. Phillippus Melanchthon contra 22. (n17        Det elvte argument. Filip Melanchthon imod sætning 22.   [XI] Contra 22. 
 18     Deus operatur in nobis velle et perficere, Philipp. 2. Ergo homo non potest ex se sibi bonum proponere.          Gud virker i os at ville og at gennemføre det, Fil 2,13. Altså kan mennesket ikke af sig selv sætte sig for at gøre godt.       Deus operatur in nobis velle et perficere bonum secundum suum propositum. Ergo homo non potest bonum proponere aut spem concipere. 
 19     Responsio: Argumentum hoc concludit: Si Spiritus sanctus facit, ergo nos non facimus. Verum est, non possumus bonum proponere, sed Spiritus, qui datur credentibus, id praestat. Nostrum proponere extra Christum et Spiritum sanctum est murmurare contra Deum, maledicere Deo et hominibus, furari, occidere etc.         Svar: Dette argument slutter: Hvis Helligånden gør det, altså gør vi det ikke. Det er sandt, at vi ikke kan sætte os for at gøre noget godt, men Helligånden, som gives de troende, virker det. Hvad vi kan sætte os for, hvis vi er udenfor Kristus og Ånden, er at knurre imod Gud, at forbande Gud og mennesker, at rase, at dræbe osv.          Svar: Jeg går med til hele argumentet. Det er nemlig ikke os, men Helligånden, som gives de troende, der udvirker i os, at vi sætter os noget godt for.         Responsio: Concedo totum argumentum. Non enim nos, sed Spiritus sanctus, qui datur credentibus, efficit in nobis bonum propositum. 
 20    [XIa] Contra. 
       Omne peccatum est voluntarium. Peccatum originis non est voluntarium, Ergo non est peccatum. 
       Maior est vera, quia Deus non est author peccati. 
     Gensvar. 
      Al synd er frivillig. Arvesynden er ikke frivillig. Altså er den ikke synd. 
       Oversætningen er sand, for det er ikke Gud, der er ophavsmand til synden. 
  Gensvar imod sætning 15. 
    Al synd er frivillig. Arvesynden er ikke frivillig. Altså er den ikke synd. 
 [XIa] Contra 15. (n20
       Omne peccatum est voluntarium. Peccatum originis non est voluntarium. Ergo non est peccatum. 
 21      Responsio. Congenita est nobis illa concupiscentia et non est involuntaria, sed est voluptas et voluntas maxima peccandi et in peccato originali, nec possunt peccare involentes. (W379)         Svar: Denne begærlighed er os medfødt og er ikke ufrivillig, men der er i høj grad en lyst og vilje til at synde også i arvesynden, og de kan ikke synde uden at ville det.         Svar: Adam syndede frivilligt og frit og fra ham er viljen til at synde os medfødt, sådan at vi synder, ikke tvunget, men frivilligt. Men dette er i sig selv vort onde.        Responsio: Adam peccavit voluntarie et libere et ab illo voluntas peccandi nobis est congenita, ita ut non inviti, sed volentes peccemus. Verum hoc ipsum est malum nostrum. 
 22  Augustin forstod først denne sætning: Enhver synd er frivillig, om kun de aktuelle synder, men sidenhen fortrød han og forstod den også om arvesynden.  Augustinus illam sententiam: (W379) Nullum peccatum est nisi voluntarium, (n22) primum intellexit tantum de peccatis actualibus, sed postea retractat atque etiam ad peccatum originale accommodat. 
 23    [XIb] Contra 5. (n23
         Bonum propositum non est liberae voluntatis hominis. Ergo homines peccant necessario, et per consequens Deus est author peccato. 
      11 b. Imod sætning 5. 
        Menneskets fri vilje kan ikke sætte sig noget godt for. Altså synder menneskene med nødvendighed, og følgelig er Gud ophavsmand til synden. 
  Imod sætning 5. 
      Det hører en fri vilje til at sætte sig noget godt for. Mennesket har ikke nogen fri vilje. Altså kan det ikke sætte sig noget godt for, og følgelig, hvad enten det vil eller ej, det synder med nødvendighed. 
 [XIb] Contra 5.
       Bonum propositum est libera voluntas. Homo non habet voluntatem liberam, Ergo non potest bonum proponere, et per consequens, velit, nolit, peccat necessario. 
 24       Responsio. Homo non peccat necessario, sed volens. Deus non est author, quia ipse non iussit, sed prohibuit magis, ne peccemus. Sed diabolus et voluntas nostra sunt causa peccati.         Svar: Mennesket synder ikke med nødvendighed, men med sin vilje. Gud er ikke ophavsmand, for han har ikke befalet, men snarere forhindret, at vi synder. Men djævelen og vor vilje er årsag til synden.         Svar: Jeg nægter konsekvensen. Men mennesket har en vilje til at synde, og det synder frivilligt, ikke tvunget eller uvilligt, skønt det ved sig selv ikke kan forandre denne vilje. Men det er ikke Gud, men menneskets vilje, der er ophav til synden.          Responsio: Nego consequentiam. Sed habet voluntatam peccandi et voluntarie peccat, non coacte aut invitus, etiamsi per se voluntatem illam nequeat mutare. Deus non est autor peccati, sed hominis voluntas. 
 25    Duodecimum argumentum. Contra 24. (n25)       Det tolvte argument. Imod sætning 24.   Imod den samme sætning (sætning 5). !!  [XII] Contra eandem. 
 26     Quaero, num novum testamentum dicatur novum ad differentiam veteris?        Jeg vil spørge, om det ny testamente kan siges at være nyt til forskel fra det gamle.         Det gamle testamente er ophævet, fordi det nye testamente efterfulgte det gamle. Loven tilhører det gamle testamente. Altså er den ophævet.        Vetus testamentum est abrogatum, quia novum veteri successit. Lex est veteris testamenti. Ergo est abrogata. (W380) 
 27     Respondens: Bene.        Svar. Javist. 
 28     Nunc argumentor contra: Vetus testamentum est sublatum et novum subrogatum. Lex est vetus testamentum. Ergo lex non est docenda. Consequentiam probo, quia lex est doctrina veteris testamenti. Illo autem sublato aufertur etiam lex.          Så argumenterer jeg den anden vej: Det gamle testamente er underlagt og det ny er krævet. Loven hører det gamle testamente til. Altså skal loven ikke læres. Konsekvensen beviser jeg derudfra, at loven er det gamle testamentes lære. Men når det er ophævet, ophæveds også loven. 
 29      Responsio: Diximus supra de abrogatione legis. Lex et prophetae currunt usque ad Christum, quo praesente cessant, quia legem ille implet. (W380) Et deinde, quia lex eum innocentem condemnavit, abstulit legi universam vim, quae est exigere, accusare et perterrefacere.         Svar: Vi har ovenfor talt om lovens ophævelse. Loven og profeterne løber indtil Kristus, og når han er til stede, ophører de, fordi han opfylder loven. Og derefter, fordi loven fordømte ham, den uskyldige, er lovens almindelige kraft ophævet, som er at kræve, at anklage og at forfærde.        Svar: Ovenfor har vi tale om lovens ophævelse. Loven er i så høj grad ophævet, som den er opfyldt. I Kristus er loven helt opfyldt. Altså er den også i Kristus helt ophævet, men fordi den i os endnu ikke er helt opfyldt, er den altså heller ikke i os helt ophævet.        Responsio: Supra de abrogatione legis dictum est. Lex eatenus est abrogata, quatenus est impleta. In Christo tota lex est impleta. Ergo tota quoque in Christo abrogata est, sed quia in nobis nondum est impleta, ergo etiam nondum in nobis sublata est. 
 30 Ista exactio cessavit in Christo, sed tamen per remissionem peccatorum et imputationem divinam, quod Deus vult habere legem pro impleta lege, dum credimus in impletorem legis. Insuper dat Spiritum sanctum, ut incipiamus hic implere. In futura vita erimus similes impletori Christo. Quatenus ergo lex impleta est, eatenus sublata. In Christo est impleta perfecte, in nobis non, quia hoc firma fide non credimus.  Denne indkræven ophørte i Kristus, men dog [fortsætter den] gennem syndernes forladelse og den guddommelige tilregnelse, fordi Gud vil regne loven for opfyldt, når vi tror på lovens opfylder. Desforuden giver han os Helligånden, så at vi her i livet begynder at opfylde den. I det kommende liv vil vi være lige med Kristus, lovopfylderen. I Kristus er loven opfyldt fuldkommen, men ikke i os, fordi vi ikke tror med denne faste tro.     
 31   Decimum tertium Argumentum. Contra scopum disputationis.  Det trettende argument. Imod disputationens retning.  13. Et andet argument.   [XIII] Aliud. 
 32     Lex data est Iudaeis, non gentibus. Nos vero non sumus Iudaei. Ergo nobis non lata est lex neque debet nobis imponi, et per consequens impie faciunt, qui nos iugo legis onerant.           Loven blev givet til jøderne, ikke til hedningerne. Men vi er ikke jøder. Altså har vi ikke fået loven pålagt, og vi bør ikke lægge den på os, og følgelig handler de mennesker ufromt, som vil betynge os med lovens åg.          Loven blev kun pålagt jøderne, ikke hedningerne. Altså handler de ufromt, som pålægger hedningerne loven.        Lex Iudaeis tantum imposita est, non gentibus. Ergo impie faciunt, qui gentes onerant lege. 
 33      Responsio: Quamquam lex Iudaeis data sit, tamen ideo non sequitur, quod tam diu sub ea servire debent, quamdiu Iudaei vocantur, alioqui Apostoli et omnes credentes ex Iudaeis miserrimi fuissent. Sed Paulus ait: Ego per legem legi mortuus sum. Quamquam infideles Iudaei semper velint sub lege manere nulloque modo concedere, quod debeat abrogari.         Svar: Skønt loven blev givet til jøderne, følger dog ikke deraf, at de skulle tjene under den lige så længe, som de kaldtes jøder, ellers ville apostlene og alle de troende blandt jøderne have været højst elendige mennesker. Men Paulus siger: Ved loven er jeg død for loven. Men de vantro jøder vil altid forblive under loven og vil på ingen måde indrømme, at den bør ophæves.         Svar: Også dette argument hører med til det fremsatte.           Responsio: Et hoc argumentum ad rem propositam pertinet. 
 34 Sed ad propositum. Petrus Actorum 15 exponit, quomodo sit intelligendum, nec caeremonialem, quam illic praecipue urget, nec moralem legem (W381) imponendam cervicibus fratrum, nempe, quia Christus venerit, ut legem, quam neque patres neque eorum posteri potuerunt portare, impleret et omnes in se credentes a maledictione legis liberaret.  Men til spørgsmålet: Peter forklarer i Apg 15,10f, hvordan det skal forstås, at hverken cerimonialloven, som de her ísær lagde vægt på, eller moralloven skal lægges på brødrenes skuldre, fordi nemlig Kristus er kommet for at opfylde den lov, som hverken fædrene eller deres efterfølgere kunne bære, og for at befri alle dem, der tror på ham, fra lovens forbandelse.  Men Peter svarede på dette argument i Apg 15,10ff, at lovens åg ikke burde pålægges hedningerne, fordi Kristus var kommet for at tage åget bort og befri os fra hele loven, både heninger og jøder.  Petrus autem ad hoc argumentum respondet in Actis, videlicet, quod iugum legis non debeat imponi gentibus, quia venerit Christus exoneraturus et liberaturus (W381) tota lege tam gentes, tam Iudaeos. 
 35 Cum igitur officium illius sit terrere et condemnare, removendum est iugum eius a cervicibus credentium, tam gentium, quam Iudaeorum, et imponendum illis iugum Christi, ut sub eo in pace vivant, qui praestitit obedientiam debitam et requisitam a lege et eam donat credentibus in se. Skønt det altså er lovens opgave at forfærde og fordømme, så skal dog lovens åg fjernes fra de troendes skuldre, både blandt hedninger og blandt jøder, og Kristi åg skal lægges på dem, så at de kan leve i fred under ham, som ydede den lydighed, han var skyldig at yde, og som blev krævet af loven. Den lydighed giver han til dem, der tror på ham,  Det vil sige, bøde jøder og hedninger skal belæres om, at de troende disciple ikke mere indeslutter under logen, ikke mere anklages eller fordømmes gennem loven, osv.  Id est, docendos esse Iudaeos et gentes, quid discipuli credentes non arcentur amplius lege, non amplius accusantur aut condemnatur per legem etc. 
 36 Et tamen piis praestandum est, ut spiritu facta carnis mortificent, utqui vetus fermentum expurgent. Ideo lex manet, sed onus seu iugum eius non premit cervices eorum, quibus Christi onus impositum est, quod suave et leve est. (Matt 11,30)   Og dog skal de fromme yde det, at de ved åndens hjælp skal døde kødet, som nogle, der udrenser den gamle surdejg. Derfor forbliver loven, men dens byrde eller åg betynder ikke deres skuldre, som har Kristi åg på sig, det, som er sødt og let.   
 37    Decimum quartum Argumentum.       Det fjortende argument.  Et andet.   [XIV] Aliud. 
 38      Quaero, an lex sit necessaria ad iustificationem?         Jeg spørger, om loven er nødvendig til retfærdiggørelse.         Er loven nødvendig til retfærdiggørelse eller til læren om retfærdiggørelse?       Estne lex necessaria ad iustificationem vel ad doctrinam iustificationis? 
 39       Respondens: Recte, quia scriptum est: Conclusit omnes sub peccatum, ut omnium misereatur.          Der bliver svaret: Ja, det er den, fordi der står skrevet: Han har indesluttet alt under synd, for at han kan forbarme sig over alle. (Rom 11,32)          Svar: Ja, den er.         Responsio: Est necessaria. 
 40      Nunc arguo sic: Si lex est necessaria ad iustificationem, tum Christus frustra est mortuus. Ergo Christus, Paulus male docuerunt absque operibus.          Så argumenterer jeg som følger: Hvis loven er nødvendig til retfærdiggørelse, da er Kristus død forgæves. Altså har Kristus og Paulus lært forkert uden gerninger.          Gensvar: Nej, den er ej, for der står skrevet: Vi mener, at mennesket bliver retfærdiggjort ved tro uden lovens gerninger. (Rom 3,28) Ligeledes: Guds retfærdighed blev åbenbaret uden lov. (Rom 3,21)         Contra: Non est necessaria, quia scriptum est: Arbitramur hominem iustificari fide absque operibus legis. Item: Iustitia Dei patefit sine lege. (W382) 
 41       Responsio Doctoris M. Lutheri. In sequentibus propositionibus (n41) audietis, legem nullo modo necessariam esse ad iustificationem et pertinet (W382) iste locus, utrum lex necessaria sit ad iustificationem, ad disputationem de iustificatione.          Svar fra doktor M. Luther. I den følgende teserække vil I komme til at høre, at loven på ingen måde er nødvendig til retfærdiggørelse, og derfor hører dette spørgsmål om, hvorvidt loven er nødvendig til retfærdiggørelse, hjemme under disputationen om retfærdiggørelsen.           Svar: Denne sætning: Loven er nødvendig til retfærdiggørelse, er sand. Det er umuligt, loven kan ikke retfærdiggøre. Men den er dog simpelthen nødvendig, men den er ikke nødvendig med henblik på retfærdiggørelse eller til retfærdiggørelse. Heller ikke angeren er nødvendig til retfærdiggørelse.          Responsio: Ista propositio: Lex est necessaria ad iustificationem, verum est. Est impossibile, non potest iustificare lex. Est quidem (W383) simpliciter necessaria, sed non est necessaria respectu iustificationis seu ad iustificationem, neque contritio est necessaria ad iustificationem. 
 42 Lex non est necessaria ad iustificationem, sed inutiles et impossibilis, quia non aufert peccata, sed ostendit ea, non iustificat, sed nos peccatores constituit, non vivificat, sed mortificat et occidit. Cum legi hi insunt effectus, manifestum est, eam non esse necessariam ad iustificationem.  Loven er ikke nødvendig til retfærdiggørelse, men uduelig og umulig, fordi den ikke fjerne synden, men åbenbarer den, ikke retfærdiggør, men fastslår, at vi er syndere, ikke levendegør, men døder og dræber. Eftersom disse ting ligger i loven selv, er det klart, at den ikke er nødvendig til retfærdiggørelse.  Men det er nødvendigt at lære menneskene og at overbevise om synd, ikke fordi disse ting gør noget til retfærdiggørelsen.  Necessaria (W384) est docere homines et arguere de peccato, non quod ista ad iustificationem aliquid faciant. 
 43 Sed ais: Tamen is eius proprius effectus est, ut reos faciat et humiliet homines ac iram Dei ostendat. Ille autem necessarius usus est. Respondeo: Sed tamen non ad iustificationem, sed nemini iustificatio sine hac contritione contingit. Ergo est necessaria ad iustificationem? et per consequens lex, cuius effectus est ista contritio?   Men så vil du sige: Dog er dens egen virkning den, at den gør skyldig og ydmyger menneskene og åbenbarer Guds vrede. Og dette er da en nødvendig brug. Jeg svarer: Ja, men ikke til retfærdiggørelse, men der ingen kan retfærdiggøres, uden han angrer. Altså er den nødvendig til retfærdiggørelse? og følgelig er det loven, der har den virkning, at man angrer?   
 44 Respondeo: Non. Contritus lege tantum abest, ut perveniat ad gratiam, ut longius ab ea discedat. Petrus, si diutius in illa contritione legis mansisset et dominus eum non respexisset, idem illi accidisset, quod Iudae, id est, desperatio et mors.  Jeg svarer: Nej. Den angrende er ved loven i den grad fjernt fra at komme til nåden, at han kun kommer længere bort fra den. Hvis Peter var forblevet længere i denne lovens anger, og Herren ikke havde set til ham, så ville der være hændt ham det samme, som hændte Judas, det vil sige, fortvivlelse og død.   
 45 Quare hae sententiae: omnes peccaverunt. Item, ut omne os obstruatur et totus mundus obnoxius fiat Deo, et similes sunt mera tonitrua in his, qui vim legis sentiunt, testantia, legem simpliciter impossibilem esse ad iustificationem.  Det siger sætningen: Alle har syndet (Rom 3,23) Og: 'for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig overfor Gud' (Rom 3,19), og andre lignende tordenskrald imod dem, som føler lovens kraft; det er vidnesbyrd om, at loven simpelthen er umulig til retfærdiggørelse. 
 46 Quo magis enim homo vim legis sentit, e plus aversatur et odit Deum. Itaque homo sentiens hos terrores arripiat verbum gratiae, scilicet iustitiam Dei per fidem Iesu Christi, item: Iustificati gratis per gratiam Dei, Rom. 3.  For jo mere mennesket føler lovens kraft, des mere vender det sig bort fra og hader Gud. Derfor, det menneske, der føler disse forfærdeligheder, river ordet om nåden til sig, nemlig om Guds retfærdighed gennem tro på Jesus Kristus, og ligeledes: 'Vi er retfærdiggjorte uden fortjeneste ved Guds nåde'. (Rom 3,24). 
 47  Quare iustificatio quidem sequitur ad contritionem, non ut effectus contritionis, sed gratiae, id est, causa efficiens iustificationis gratia est, non contritio. Inculcandum igitur est summa diligentia, Deum peccato irasci ac severissime punire.  Derfor følger retfærdiggørelsen ganske vist ovenpå angeren, ikke som angerens virkning, men som nådens virkning, det vil sige, den udfarende virkning af retfærdiggørelsen er nåden, ikke angeren. Derfor må man med største omhu indprænte, at Gud er vred over synden og straffer den på det hårdeste. 
 48 Nihilominus docenda est remissio peccatorum gratuita per gratiam Dei, per redemptionem, quae est in Christo Iesu. Testatur autem Paulus clarissimis verbis, legem esse impossibilem ad iustificationem, cum ait ad Romanos 8: Quod legi impossibile erat, et addit rationem: per, id est, propter (W383) carnem.  Ikke desto mindre skal man lære syndernes forladelse uden fortjeneste gennem Guds nåde, gennem forløsningen, som er i Kristus Jesus. Men Paulus bevidner med soleklare ord, at loven er umulig til retfærdiggørelse, når han i Rom 8,3 siger: Det, der var umuligt for loven, og han tilføjer begrundelsen: 'gennem', det vil sige 'på grund af kødet'.     
 49 Si lex impossibilis est ad iustificationem, ubi igitur quaeram remedium et auxilium contra peccatum et mortem pro iustitita, et vita consequenda? Hic respondet Paulus: Deus misertus est nostri, misit filium suum in similitudinem carnis peccati et damnavit peccatum in carne per peccatum, ut iustificatio legis in nobis impleretur.  Hvis loven er umulig til retfærdiggørelse, hvor skal jeg da søge redskab og hjælp imod synden og døden til retfærdighed og til det kommende liv? Her svarer Paulus: Gud forbarmede sig over os og sendte sin søn i syndigt køds skikkelse og fordømte synden i kødet ved synden, så lovens retfærdighed opfyldes i os. (Rom 8,3) 
 50 Ideo cum non possemus implere legem propter peccatum in carne nostra regnans ac eam captivans, venit Christus occidens illud peccatum per peccatum, id est, per victimam, quae factus est pro peccato, ut hoc modo impleretur iustitia legis in nobis primum imputative, deinde etiam formaliter, non tamen ex nobis, sed ex gratia Dei mittendis filium in carnem.   Derfor, eftersom vi ikke kunne opfylde loven på grund af synden i vort kød, som hersker over os og tager den til fange, kom Kristus, og dræbte denne synd ved synden, det vil sige, ved sit offer, som han gjorde for synden, så at på den måde lovens retfærdighed sker i os, først som en tilregnet retfærdighed, dernæst også som en virkelig retfærdighed, dog ikke ud af os selv, men ud af Guds nåde, han, som sendte sin søn i kødet.   
 51 Is credentibus haec donat spiritum, ut ex animo incipiant odisse peccatum, agnoscere hoc immensum, incomprehensibile et ineffabile donum ac pro eo gratias agere Deo, diligere, colere, invocare Deum, expectare ab eo omnia. Si enim tradidit filium, et quidem pro peccatis, certe donabit cum illo omnia.  Han giver ånden til dem, der tror på ham, så de af hjertet kan begynde at hade synden, erkende den umådelige, usammenlignelige og uudsigelige gave og af den grund være taknemlige mod Gud, elske, dyrke og påkalde Gud, vente alt fra ham. Hvis han nemlig gav sin søn, og det for synden, så vil han givetvis give os alt med ham. (Rom 8,32)     
 52 Et tamen valde conducit urgere legis doctrinam, non quod prosit ad iustificationem, cum ut diximus, quantum in ea est, plus detrahat et impediat eam, quia accusat et condemnat conscientiam et mortificat hominem. Sed hoc officium legos non est perpetuum, necessarium tamen interim, donec praedicitur Evangelium de Christo: Non morieris, sed vives.  Og dog gennemfører han meget stærkt at lægge vægt på lovens lære, ikke fordi den gavner til retfærdiggørelse, for som sagt trækker den mere fra og forhindre den, fordi den anklager og fordømmer samvittigheden og døder mennesket. Men denne lovens opgave varer ikke ved, den må nødvendigvis høre op, når evangeliet om Kristus prædikes: Du skal ikke dø, men leve.     
 53 Christus non venit, ut iustos, sed ut peccatores salvaret, calamum quassatum non confringit, non terret tristes, sed suavissime alloquitur: Venite ad me omnes, laborantes et onerati. Lex ergo occidit per impossibilitatem suam, sed Evangelium vivificat per hoc verbum gratiae aut simile: Confide fili, remittuntur tibi peccata tua.  Kristus kom ikke for at frelse retfærdige, men syndere (Matt 9,13), han vil ikke bryde det knækkede rør, (Es 42,3) han forfærder ikke de nedslåede, men taler til dem med de sødeste ord: Kom til mig, I som arbejder og er bebyrdede. (Matt 11,28) Altså, loven dræber, fordi den er umulig at opfylde, men evangeliet levendegør, gennem dette eller lignende nådens ord: Tro kun, søn, dine synder er dig forladt. (Mark 2,5)  
 54 Christus est agnus Dei, in huius humeros imposita sunt peccata totius mundi, et Spiritus sanctus efficax est et spirat et operatur, ubi vult. Sic utraque doctrina legis et Evangelii in Ecclesia retinenda est. Territis et humiliatis lege miseretur Deus non propter illos (W384) terrores, quia homo istos sentiens odit Deum et iniustumn iudicat, sed ex mera sua misericordia in Christo exhibita.  Kristus er Guds lam, på hans skulder er lagt hele verdens synd, og Helligånden er virksom og ånder og virker, hvor han vil. Sådan skal bøde lovens og evangeliets lære bibeholdes i kirken. De, der er skræmt og ydmyget gennem loven, forbarer Gud sig over, ikke for deres forfærdeligheders skyld, for det menneske, der føler disse forfærdeligheder, hader Gud og bedømmer ham til at være uretfærdig, men ud af ren barmhjertighed, udvist i Kristus.   
 55    Decimum quintum Argumentum.  Det femtende argument.  Et andet argument.   [XV] Aliud. 
 56      Petrus docuit poenitentiam ex violatione filii. Petrus fuit concionator. Ergo praedicatores debent docere poenitentiam ex violatione filii, non ex lege Mosi.          Peter lærte bod ud fra krænkelse af sønnen. (Apg 2,14ff) Peter var prædikant. Altså bør prædikanterne lære bod ud fra krænkelse af sønnen, ikke ud fra Moseloven.         Peter prædikede bod i Apostlenes Gerninger ud fra krænkelse af sønnen. Altså skal man i bodsprædikenen lægge vægt på krænkelse af sønnen, og ikke på loven.         Petrus praedicavit poenitentiam in Actis ex violatione filii. Ergo violatio filii est urgenda in praedicatione poenitentiae, et non lex.
 57        Responsio: Concedo maxime urgendam esse violationem filii, ut prima propositio Antinomorum habet, hoc est, incredulitatem in filium, sic enim intelligo, urgendam esse, quia iam exhibita et donata nobis legis impletione per filium obviis ulnis non amplecti eam et non credere eam factam, maximum et horribile peccatum est.         Svar: Jeg indrømmer, at man skal lægge stor vægt på krænkelse af sønnen, sådan som antinomernes første tese gør det, det vil sige, på vantro overfor sønnen. For sådan forstår jeg det, der skal lægges vægt på, for når allerede lovens opfyldelse er udvist for os og givet os gennem sønnen, da ikke at modtage denne opfyldelse med åbne arme og ikke stole på, at den er udvirket, det er den største og mest forfærdelige synd.   
 58 Quod certe diligenter inculcari debet. Sed quaeso, qualis est ista consequentia: Urgenda est violatio filii, ergo lex in universum est reiicienda et ex Ecclesia removenda? Lex, ut saepe diximus, semper urget et requirit perfectum timorem, dilectionem, fiduciam Dei.   Og det bør ganske givet omhyggeligt indpræntes. Men jeg spørger, hvordan hænger det sammen: Man skal lægge vægt på krænkelse af sønnen, ergo skal loven i det hele taget forkastes og fjernes fra kirken? Som vi ofte har sagt, loven lægger vægt på og kræver den fuldkomne frygt, kærlighed og tillid til Gud.         Jeg nægter konsekvensen. Skønt man nemlig skal lægge vægt på mistroen til Kristus, så følger dog deraf ikke, at loven ikke bør læres.       [R.] Nego consequentiam. Etsi enim maxime urgenda sit incredulitas in Christum, tamen inde non sequitur, quod non debeat doceri lex. 
 59 Ista nemo praestat. Quid facit Deus? Mittit filium, is assumit carnem nostram, subiicit se legi et patitur se condemnari ab ea, ut per hoc nos a maledictione legis liberet, ac mandat Deus, ut hunc legis impletorem suscipiamus.  Men den kan ingen yde. Hvad gør så Gud? Han sender sin søn, han påtager sig vort kød, han underkaster sig loven og tåler at blive dømt af den, for at han derigennem kan befri os fra lovens forbandelse, og Gud påbyder, at vi skal modtage denne lovens fuldbyrder.  Ja, selve denne tillid eller tro på Kristus kræves mest af alle, og Gud truer alvorligt dem, som krænker og foragter Kristus derved, at de forkaster ham, som skulle have befriet den fra lovens forbandelse.  Imo illa ipsa credulitas seu fides in Christum omnibus maxime praecipitur, et severissime minatur Deus iis, qui violant et contemnunt Christum eo (W385) quod reiiciunt illum, qui eos a maledictione legis liberaturus erat. 
 60  Quid fit? Certe impii et totus mundus non suscipit, non cum gaudio complectitur, non adorat illum legis victorem, sed eum cum omnibus suis beneficiis persequitur, blasphemat, occidit et ignominiosissime (W385) inter duos latrones crucifigit.  Hvad sker? Det er sikkert, at de ufromme og hele verden ikke modtager ham, ikke omfavner ham med glæde, ikke tilbeder ham, lovens besejrer, men forfølger ham med alle hans velsignelser, spotter, dræber og korsfæster ham på det mest beskæmmende mellem to røvere. 
 61 Sic lex non imminuitur aut abrogatur per illam violentiam filii, sed plus augetur et corroboratur, quia scriptum est: Qui non credit, iam iudicatus est, quia lex manet ibi perpetuo exigens perfectam obedientiam, eam praestare incredulus non potest, nec fide applicat sibi impletionem Christi, ideo non credentes dupliciter peccant, primum per seipsos sunt inobedientes legi, deinde nolunt suscipere eum, qui pro ipsis maledictum factus est, ut maledictione legis eos liberaret. (Gal 3,13)  Således mindskes eller ophæves loven ikke ved krænkelse af sønnen, nej, den øges og styrkes, fordi der står skrevet: Den, der ikke tror, er allerede dømt, (Joh 3,18) for loven bliver til evig tid ved med at kræve den fuldkomne lydighed, og yde den kan den vantro ikke, og han sætter heller ikke sin tiltro til Kristi opfyldelse, derfor synder de vantro på dobbelt måde: For det første er de i sig selv ulydige mod loven, dernæst vil de ikke modtage ham, som  for deres skyld blev gjort til en forbandelse, for at han skulle befri dem fra lovens forbandelse.   Og denne tro har med det første bud at gøre: Jeg er Herren din Gud, du kan ikke opfylde, hvad jeg har krævet; se, jeg sender til dig opfylderen, tro på ham.De, der så ikke tror på Kristus, hvor alvorligt og dobbelt synder de ikke. Loven krænkes mere og stilles i et dårligere lys af dem, som om de ikke havde hørt om Kristus, fordi de ikke vil modtage ham som frelser og forløser.  Et pertinet haec fides ad primum praeceptum: Ego dominus Deus tuus; tu non potes implere, quae praecepi; ecce ego mitto tibi impletorem, in hunc crede. Qui igitur non credunt in Christum, quam gravissime et dupliciter peccant. Lex magis violatur et exasperatur ab iis, quasi non audivissent de Christo, eo, quod nolint admittere salvatorem et redemptorem. (W386)
 62 Quare cum incredulitas in filium urgetur, dupliciter lex urgetur. Primum enim legis obedientia praecipitur per se, deinde mittitur filius, cui omnia tradita sunt a patre, (Matt 11,27) ut sit hostia pro peccatis mundi, (1 Joh 2,2) ubi mandatur, ut hunc audiamus et credamus in eum. (Matt 17,5)  Derfor, når man lægger vægt på mistroen til sønnen, lægge man på dobbelt måde vægt på loven. Først kræver loven nemlig lydighed i sig selv, dernæst bliver sønnen sendt, ham, som alt er overgivet af faderen, at han skal være offer for verdens synd, hvor det kræves, at vi hører ham og tror på ham. 
 63 Id non fit. Sed maior et potior pars hominum non patitur eius imperium iuxta 2. Psalmum. Quare non solum valde frigidae, verum etiam ineptae et impiae sunt istae Antinomorum consequentiae.  Dette sker ikke. Men den største og stærkeste del af menneskene tåler ikke hans herredømme, ifølge Sl 2,2f. Derfor er disse antinomernes konsekvenser ikke blot meget uduelige, men også uegnede og ufromme. 
 64 Adhortor vos praesertim, qui aliorum cum tempore doctores futuri estis, ut summa diligentia discatis priorem partem dialectices, hoc est, bene dividere et definire, ut proprie res et vocabula intelligere possitis.  Jeg opfordrer især jer, som i fremtiden skal være lærere for andre, at I med største omhu lærer den første del af dialektikken, det vil sige, lærer at skelne og definere ordentligt, så I kan forstå sagen og ordene ret. 
 65 Nisi enim diserte definias vocabula et constituas, quae sit vis eorum, infelix eris artifex in componendis syllogismis, ut istis Antinomis accidit, qui non vident, idem esse ostensionem peccati per legem et revelationem irae.  For hvis ikke du klart definerer ordene og fastslår, hvad deres kraft er, vil du blive en uheldig kunstner i at opstille syllogismer, sådan som det er sket for disse antinomer, som ikke ser, at påvisningen af synden gennem loven og åbenbarelsen af vreden er det samme. 
 66 Sed redeamus ad institutum. Violatio filii, hoc est, incredulitas in filium non solum non praestat primam tabulam, sed dupliciter transgreditur, non tollit legis exactionem, sed etiam stabilit et exasperat.   Men lad os vende tilbage til emnet. Krænkelse af sønnen, det vil sige, mistro til sønnen, nøjes ikke med ikke at overholde den første tavle, men gør sig skyldig i en dobbelt overtrædelse, den ophæver ikke lovens krav, men stadfæster dem endda og stiller dem i et dårligt lys.   
 67 In veteri testamento maxime requiritur impletio primae tabulae. In novo maxime requiritur credulitas in filium. Qui igitur incredulus est filio, dupliciter peccat, primum in Deum requirentem perfectam obedientiam legis. Cumque eam nullus unquam (W386) sanctus praestare potuerit, misit Deus filium suum, ut is legem impleret pro ipsis.  I det gamle testamente kræves især opfyldelse af den første tavles bud. I det ny testamente kræves især tiltro til sønnen. Den, der derfor nærer mistro til sønnen, synder på dobbelt måde, først imod Gud, som kræver den fuldkomne lydighed mod loven. Og da ingen helgen i det hele taget kunne yde den, sendte Gud sin søn, for at han skulle opfylde loven for dem. 
 68 Qui hoc ineffabile beneficium non accipiunt, peccant horribiliter in eum, qui medicinam affert contra legis terrores, peccatum et mortem, rursus crucifigentes sibimetipsis filium Dei Ebraeorum 6. Amentia et caecitas nostra maior est, quam ulla mens potest concipere.  De, der ikke modtager denne uudsigelige velgerning, synder på forfærdelig måde imod ham, som bringer medicinem imod lovens rædsler, synden og døden, de korsfæster for deres vedkommende atter Guds søn, Hebr 6,6. Vort vanvid og vor blindhed er større end noget sind kan forstå. 
 69 In paradiso primi parentes, etsi sine peccato erant, non praestiterunt obedientiam a Deo illis praeceptam. Deinde in vetere testamento minus praestiterunt eam posteri ipsorum, quamquam lege ad hoc data exigeretur. Natura enim corrupta non sinebat. I paradiset ydede vore stamforældre, skønt de var uden synd, ikke den lydighed imod Gud, som var foreskrevet dem. Dernæste i det gamle testamente ydede deres efterkommer den i endnu mindre grad, skønt det blev krævet af den lov, der blev givet til den ende. For den fordærvede natur tillod det ikke. 
 70  In novo, ubi Christus donatur, ut isti morbo medeatur, hoc est, ut, quod est perditum, quaerat et corruptam naturam suae integritati restituat, etiam cessatores sumus, imo persecutores istius suavissimi impletoris legis.  I det ny testamente, hvor Kristus gives, for at han skal helbrede denne sygdom, det vil sige, for at han skulle opsøge det fortabte og genoprette den fordærvede natur med sin integritet, sker der også det, at vi undlader, ja forfølger denne søde lovens opfylder.   
 71 Quis ergo praebebit hic auxilium? Sathan in inferno? Aut igitur suscipiamus Christum cum gaudio et gratiarum actione, qui pro nobis maledictum factum est, ut a maledictione legis nos liberaret, et per ipsum incipiamus legem implere, aut sciamus, nos daturos aeternas poenas, et quidem dignissimas cum diabolo et angelis suis in tartaro.  Hvem vil da her tilbyde hjælp? Satan i helvede? Enten altså modtager vi Kristus med glæde og taknemlige gerninger, han, som blev en forbandelse for vor skyld, for at han kunne befri os fra lovens forbandelse, og begynder derved at opfylde loven, eller også må vi vide, at vi får evige straffe, og det velfortjent, sammen med djævelen og hans engle i helvede.   Derfor er det en falsk slutning: Mistroen mod Kristus skal man først og fremmest lægge vægt på, altså skal loven ikke prædikes osv. I det ny testamente kræves der helt givet tillid til sønnen, derfor skal man lægge vægt på det, men derfor skal loven da ikke ophæves.  Quare nulla est consequentia: Incredulitas in Christum est urgenda in primis, ergo non est praedicanda lex etc. In novo certe testamento maxime requiritur credulitas in filium, quare urgenda est, nec ideo tantum tollenda est. 
 72 Decimum sextum Argumentum. 
    Contra 4. (n72
Det sekstende argument. Imod sætning 4.     [XVI] Aliud. 
 73      Evangelium arguit peccata. Ergo nihil opus est ministerio legis, ut in novo testamento peccata arguat. (n73) Antecedens probo: Ira Dei revelatur de coelo per Evangelium, Rom 1 et Ioan 16. Spiritus sanctus arguet mundum de peccato. (W387)          Evangeliet overbeviser om synd. Altså er det ikke brug for et lovens embede, eftersom han i det ny testamente overbeviser om synd. Undersætningen beviser jeg ud fra Rom 1,18: Guds vrede åbenbares fra himlen gennem evangeliet, og Joh 16,8f: Helligånden skal overbevise verden om synd.          Evangeliet overbeviser om vantro. Vantro er synd. Altså overbeviser evangeliet også om synd; det er ikke kun loven, der gør det.         Evangelium arguit incredulitatem. Incredulitas est peccatum. Ergo Evangelium arguit etiam peccatum et non tantum lex. (W387) 
 74       Responsio: Qui hic non recte dividit, confundit legem et Evangelium. Evangelium propria definitione est promissio de Christo, quae liberat a terroribus legis, a peccato et morte, adfert gratia, remissionem peccatorum, iustitiam et vitam aeternam.          Svar: Den, der her ikke skelner ret, sammenblander loven og evangeliet. Evangeliet er ifølge den egentlige definition forjættelsen om Kristus, som befrier fra lovens rædsler, fra synden og døden, giver nåden, syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv.          Svar: I dette argument er der en vis sammenblanding af loven og evangeliet, som jeg tidligere har formanet jer til af al magt at undgå. Sandt er det, at evangeliet også overbeviser om synd, men evangeliet i egentlig forstand, kræver ikke, overbeviser eller anklager ikke, men tilbyder og giver, forlader og retfærdiggør.         Responsio: In hoc argumento est confusio quaedam legis et Evangelii, de qua antea monui, ut eam magnopere caveretis. Verum est, in Evangelio etiam arguuntur peccata, sed Evangelium proprie dictum est, quod non requirit, non arguit aut accusat, sed offert et dat, absolvit et iustificat. 
75 Illorum coelestium et aeternorum bonorum Christus est doctor et donatur. Nihilominus tamen interpretatur legem, non ut legislator aut Moses aliquis, sed ut intelligamus, cuiusmodi opus aut impletio sit, quam lex a nobis requirit, id quod Christus non potest ostendere, nisi legem diserte definiat.  Kristus er den, der lærer om og giver disse himmelske, evige goder. Ikke desto mindre udlægger han dog loven, ikke som nogen lovgiver eller som nogen Moses, men for at vi skal forstå, af hvad art den gerning eller den opfyldelse er, som loven kræver af os, og det kan Kristus ikke vise os, hvis ikke han klart definerer loven.   
76 Definit autem Matthaei 5, doctrinam esse, cui non externa aliqua observatione satisfiat, sed quae cor mundum requirit, obedientiam perfectam, perfectum timorem et dilectionem Dei postulat.  Men han definerer den i Matt 5 som en lære, som ikke kan tilfredsstilles ved ydre overholdelse, men som kræver et rent hjerte, en fuldkommen lydighed, en fuldkommen frygt for og kærlighed til Gud.   
 77 Sic enim ait Christus: Nisi iustitia vestra abundaverit plus quam scribarum et pharisaeorum etc. (Matt 5,20) Hoc est, non solum externe non debetis esse homicidae, sed etiam cor habere purum ab omni iracundia, invidia; item non solum corpore debetis abstinere a libidine, sed eam castitatem habere, quam nunc angeli habent et post resurrectionem a morte omnes beati etc.   Sådan siger nemlig Kristus: Hvis ikke jeres retfærdighed overgår de skriftkloges og farisæernes, osv. Det vil sige, I bør ikke alene ikke i det ydre være mordere, men I bør også have et hjerte, der er rent fra al vrede og misundelse; på samme måde bør I ikke blot med kroppen afholde jer fra vellyst, men have den kyskhed, som nu engle har, og som alle de salige har efter opstandelsen fra de døde, osv.  I evangeliet viser ganske vist Kristus, hvad loven kræver, ligesom han i hvert fald påviser, hvad han selv vil gøre, som i Matt 5,20: Hvis ikke jeres retfærdighed overgår, hvor han siger: Denne gerning er min opgave, jeg bør gøre og opfylde loven, jeg bør yde denne fuldstændige lydighed, som loven kræver, nemlig, ikke at dræbe, ikke at blive vred, ikke at bryde ægteskabet eller begære, osv.  In Evangelio quidem ostendit Christus, quid requirat lex, ut saltem ostendat, quid ipse velit facere, ut Matth. 5: Nisi iustitia vestra abundaverit, quod dicitur: Hoc opus et officium meum est, ego debeo facere et implere legem, ego debeo praestare totam illam obedientiam, quam lex requirit, videlicet non occidere, non irasci, non moechari aut concupiscere etc. 
 78  Quare Christus non est legislator. Ostendit tamen legis opus, ac simul indicat, quid ipse fecerit, ut hoc opus legis, quod ab omnibus requiritur, impleatur, nempe, quod hoc impetravit faciendo voluntatem Dei et legi eius satisfaciendo, Psalm. 40: Sacrificium et oblationem noluisti, aures autem perfecisti mihi etc. Tunc dixi: Ecce ego venio, in capite libri scriptum est de me, ut faciam voluntatem tuam, Deus, et lex tua sit (W388) in medio cordis mei.  Derfor er Kristus ikke nogen lovgiver. Men han påviser lovens gerning og samtidig påpeger han, hvad han selv har gjort, så at dette er lovens gerning, som kræves opfyldt af alle, nemlig at opnå det at gøre Guds vilje og tilfredsstille hans lov, som Sl 40,7f siger: Du vil ikke have slagtoffer og brændoffer, men du har åbnet ørerne på mig, osv. Da siger jeg, Se, jeg er kommet, i bogrullen er der skrevet om mig, at jeg skal gøre din vilje, Gud, og din lov skal være midt i mit hjerte.  Derfor, ligesom Kristus påviser og forklarer sin gerning og sin opgave, at den er at opfylde loven, sådan bør han også forklare og fortolke loven. Man kan ikke forestille sig, at der er en lovgiver, uden han viser, hvad hans gerninger, nemlig den højeste lydighed, som loven kræver.  Itaque ut ostendat et declaret Christus suum opus et officium, quod (388) est implere legem, oportet eum legem exponere et interpretari. Nec est imaginandum, quod sit legislator, etiamsi ostendat suum opus, scilicet summam obedientiam, quam lex requirit. 
 79Ista ergo iustitia, quam lex requirit, non contingit per legem, quae peccatum revelat ac iram operatur, sed per Christum, qui solus fecit voluntatem Dei et legem eius implevit et accepit Spiritum sanctum. Quicunque igitur hoc beneficium Christi fide apprehendit, ille imputative legem implevit et accipit Spiritum, qui legem alioqui carni odiosam et molestam iucundam et suavem facit.  Derfor, den retfærdighed, som loven kræver, gives ikke gennem loven, som åbenbarer synden og virker vrede, men gennem Kristus, som alene gør Guds vilje og opfylder hans lov og har modtaget Helligånden. Enhver derfor som modtager denne Kristi velgerning i tro, han opfylder loven på tilregnet vis og modtager Ånden, som gør loven, der ellers er hadet og ødelæggende for kødet, munter og sød.  Altså kan vi sige, at også i evangeliet påvises loven, eller det som loven kræver, vises. Kristus forklarer, hvad lovens opfyldelse er, når han skal bedømme og forklare, hvad hans gerning er. Derfor overbeviser evangeliet i egentlig forstand ikke om synd, men det viser loven frem, viser, hvad loven kræver, så vi kan forstå Kristi gerning.  Ergo dicimus, etiam in Evangelio legem ostendi, seu, quid requirat lex. Christus exponit, quid sit impletio legis ad iudicandum et declarandum, quodnam sit suum opus. Quare Evangelium proprie non arguit peccatum, sed ostendit legem, quid requirat lex, ut Christi officium intelligi possit. (W389) 
 80 Sic Paulus quoque in Romanis non ponit legem, sed ostendit, quid a nobis requirat, nempe perfectam obedientiam et iustitiam, qua sumus vacui, quia omnes peccatores et rei coram Deo Rom. 3, eam autem contingere per fidem in Christum. Loquitur ergo illic de eius impletione, quam alia ratione non potuit tradere, ut homines intelligerent, nisi diceret, eam summam et perfectam esse obedientiam, timorem, fidem etc. erga Deum.  Således sætter Paulus heller ikke loven i romerbrevet, men han påviser, hvad den kræver af os, nemlig fuldkommen lydighed og retfærdighed, hvilket ingen af os havde, fordi vi alle var syndere og skyldige overfor Gud, Rom 3,23, men den overgik os gennem tro på Kristus. Altså taler han her om lovens opfyldelse, og det kan ikke finde sted, at mennesker forstår, på anden måde end ved at han siger, at den er den højeste og fuldkomne lydighed, frygt og tro overfor Gud. 
 81 Quod non est proprie legem praedicare, sed hominibus ostendere legis vim et opus. Itaque Evangelium non arguit proprie peccatum, sed ostendit legem peccata arguentem.  Hvilket ikke er i egentlig forstand at prædike loven, men at vise mennesker lovens kraft og gerning. Derfor overbeviser evangeliet egentlig ikke om synd, men det viser, at loven overbeviser om synd. 
 82 Christus non venit, ut exigeret a nobis eam obedientiam, quam lex requirit, sed venit, ut, cum eam praestare non possemus, nobis donaret, tamen simul ostendit, quid ipse faciat, nempe quod faciendo voluntatem Dei et abunde praestando obedientiam, quam lex requirebat, nos a condemnatione legis redemerit et per hoc donaverit iustitiam, quae melior sit, quam pharisaeorum. Kristus er ikke kommet, for at han skal kræve den lydighed af os, som loven kræver, men han er kommet, for at give os den, da vi ikke kunne yde den, og dog samtidig påvise, hvad han selv skulle gøre, nemlig ved at gøre Guds vilje og yde en helt ovenud stor lydighed, som loven krævede,  at forløse os fra lovens fordømmelse og derigennem give os en retfærdighed, som er bedre end farisæernes.   
 83     Decimum septimum Argumentum. Contra 4. (n83       Det syttende argument. Imod sætning 4.   [XVII] Aliud contra 4.  
 84      Contritio est opus Spiritus sancti. Per legem non datur Spiritus sanctus. Ergo per legem non potest dari contritio. (W389) 
       Probatio: Animalis homo non percipit ea, quae sunt Dei. 
        Angeren er åndens gerning. Gennem loven gives Helligånden ikke. Altså kan angeren ikke gives gennem loven. 
       Bevis: Et sjæleligt menneske forstår ikke det, som hører Gud til.       
        Angeren er Helligåndens gerning. Et sjæleligt menneske forstår den ikke. Gennem loven gives Helligånden ikke. Altså kommer angeren ikke af loven.          Contritio est opus Spiritus sancti. Animalis homo non percipit etc. (1 Kor 2,14) Per legem non datur Spiritus sanctus, ad Galatas. (Gal 3,2) Ergo contritio non est ex lege. 
 85       Responsio: Nemo intelligit legem, nisi tangatur sensu et vi eius in corde. Is autem tactus seu sensus legis est divinus. Ergo lex sine Spiritu sancto non arguit peccata, quamquam iste sermo, legem sine Spiritu sancto non arguere peccata, improprius est. Nam vocamus Spiritum sanctum plerumque eum, quem nobis Christus a patre misit donum, ut esset noster vivificator, sanctificator etc.          Svar: Ingen forstår loven, hvis han ikke i hjertet berøres med følelse og kraft. Men han, der er berørt af loven eller har følt loven er guddommelig. Altså kan loven ikke overbevise om synd uden Helligånden, skønt den sætning, at loven ikke kan overbevise om synd uden Helligånden, er uegentlig. For vi påkalder Helligånden og dens fylde, som Kristus har sendt os fra faderen som gave, for at han skal være vor levendegører og helliggører.         Svar: Ovenfor har vi hørt om Helligånden. Vi taler om Helligånden selv, som blev givet os for Kristi skyld, sådan som det også forstås i undersætningen. Men vi taler samtidig om Helligånden, som han ikke gives for os.          Responsio: Supra audivistis de Spiritu sancto. Dicimus proprie Spiritum sanctum eum, qui nobis est donatus propter Christum, sicut et in minore accipitur. Interdum etiam dicimus de Spiritu sancto, ut non datur nobis. 
 86 Non tribuimus igitur ei contritionem, ut dono, consolatori et spiritui veritatis, sed ut Deo autori legis, qui eam scripsit in lapideis tabulis. Huc facit similitudo, quam supra adduxi de verbo increato et incarnato. Periculosum est, sine Christo mediatore nudam divinitatem velle humana ratione scrutari et apprehendere, ut sophistae et monachi fecerunt et alios docuerunt.  Derfor tillægger vi ham ikke angeren, forsåvidt han er sandhedens gave, trøster og ånd, men forsåvidt han er Gud, ophavsmand til loven, han, som skrev den på stentavler. Heraf kommer den sammenligning, som jeg tidligere fremførte om det uskabte og det inkarnerede ord. Og det er farligt med sin menneskelige fornuft, uden Kristus, mellemmanden, at ville udgranske og forstå guddommen i sig selv, sådan som sofisterne og munkene har gjort og lært andre at gøre.  Derfor må vi skelne mellem Helligånden, som han gives for os gennem Kristus, han, som trøster os og levendegør os, og Helligånden, som han ikke gives for os, men som han er i sin rene majestæt, og sådan forstået forfærder han, opbrænder med ild, forskrækker osv, sådan som Israels folk siger: Herren skal ikke tale med os, at vi ikke skal dø.  Quare distinguendum est inter Spiritum sanctum, ut datur nobis per Christum, qui consolatur nos et vivificat, et inter Spiritum sanctum, ut non est donum, sed ut est nudus in sua maiestate, et sic conterit, sic est (W390) ignis consumens, terret etc., sicut ait populus Israel: Non loquitur nobis dominus, ne moriamur. 
 87 Scriptura inquit: Non videbit me homo et vivet, et ut hoc periculum evitemus, donatum est nobis verbum incarnatum, quod positum est in praesepio ac suspensum in ligno crucis. Hoc verbum est sapientia et filius patris et enarravit nobis, quae sit voluntas patris ergo nos. Qui relicto illo filio suas cogitationes et speculationes sequitur, maiestate Dei obruitur et desperat.  Skriften siger: Et menneske kan ikke se mig og leve, (2 Mos 33,20) og for at vi kan undgå den fare, er der givet os et inkarneret ord, som blev lagt i krybben og ophængt på korsets træ. Dette ord er visdom og faderens søn og fortæller os, hvad der er faderens vilje overfor os. Den, der lader denne søn være og følger sine egne overvejelser og spekulationer, overvældes af Guds majestæt og fortvivler.   
 88  Ad has speculationes de maiestate Dei nuda dederunt occasionem Dionysius cum sua mystica theologia et alii cum sequentes, qui multa scripserunt de spiritualibus nuptiis, ubi Deum ipsum sponsum, animam sponsam finxerunt, atque ita docuerunt, homines posse conversari et agere in ista mortali et corrupta carne cum maiestate Dei (W390) inscrutabili ac aeterna sine medio.  Dionysius giver anledning til sådanne spekulationer over Gud i sin rene majestæt med sin mystiske teologi og andre følger ham. De har skrevet meget om den rene og skære åndelighed, hvor de forestiller sig Gud som brudgommen og sjælen som bruden, og derfor lærer, at menneskene i dette dødelige og fordærvede kød kan samtale med og handle med Guds uransagelige og evige majestæt uden mellemmand.  Man skal stærkt stræber efter at undgå overvejelser over den rene guddommelige majestæt. Det er nemlig meget farligt, hvilket jeg selv har erfaret. Salomon siger: Den, der udgransker majestæten, overvældes af herlighed. Derfor kan Kristus ikke udgranskes i hans majestæt, men han er foresat os som Kristus i hans ord, og vi har befaling om, at vi skal høre ham.  Valde vitandae sunt contemplationes nudae maiestatis divinae. Est enim periculosissimum, id quod ipse expertus sum. Salomon ait: Qui scrutatur maiestatem, opprimatur a gloria. (Sir 43,1) Quare Christus non est scrutandus in sua maiestate, sed propositus est nobis Christus in suo verbo, habemus mandatum, ut hunc audiamus. 
 89  Et haec certe ipsorum doctrina est pro summa ac divina sapientia recepta, in qua et ego aliquamdiu versatus sum, non tamen sine magno meo damno. Admoneo vos, ut istam Dionysii mysticam theologiam, et similes libros, in quibus tales nugae continentur, detestemini tamquam pestem aliquam.  Og denne deres lære er givetvis modtaget som en høj og guddommelig visdom, i hvilken også jeg af og til er blevet indviklet, dog ikke uden min store fordømmelse. Jeg formaner jer til, at I afskyer som pesten denne Dionysius' mystiske teologi og lignende bøger, i hvilke der indeholdes den slags narrestreger.  Lad os derfor gå til hans krybbe og til hans embede, hos ham og af ham kan vi lære Guds vilje at kende, hos ham han vi spørge efter den sande gudserkendelse.  Ad eius igitur praesepe et fascias accedamus, in illo et ex illo discamus voluntatem Dei, in (W391) illo quaeramus veram notitiam Dei. 
 90 Metuo enim, cum tempore fanaticos homines venturos, qui talia portenta rursus in Ecclesiam invehent et per hoc sanam doctrinam obscurabunt et prorsus obruent. Delusiones sathanae sunt, qui ita fascinat sensus hominum, ut talia mendacia pro certissima veritate ac summa sapientia amplectantur aut putent, se sentire gustum quendam vitae ac beatitudinis futurae.   For jeg frygter, at der med tiden vil komme fanatiske mennesker, som, når den slags får frit løb, atter vil drage det ind i kirken og derved formørke den sunde lære og atter tildække den. Satans bedrag er, at han således kan fascinere menneskenes følelser, at de modtager den slags løgne som den sikreste sandhed og den højeste visdom og mener, at de får en forsmag på livet og den kommende salighed. 
 91 Easdem stultitias sparserunt in vulgus Muntzerus et Anabaptistae, qui remoto Christo iactitabant, se habere revelationes, cum nudo Deo agere et loqui. Marcus, (n91) qui primus fuit autor huius erroris, dicebat se plenum divinitate.  Den slags dumheder udsåede Münzer og gendøberne blandt folket, som uden Kristus pralede af, at de havde åbenbaringer, og kunne handle og tale med Gud selv. Marcus, som var den første ophavsmand til denne fejl, sagde, at han var fuld af guddommelighed. 
 92 Viderunt et audierunt Iudaei in maiestate sua Deum loquentem ad radices Sinai, sed cum magno terrore et pavore, tempestate terrifica, atris nubibus et sonitu buccinae horribiliter perstrepente, ita ut retro fugerent et ad Mosen dicerent: Non loquatur nobiscum Dominus, ne moriamur, tu nobis loquere.  Jøderne så og hørte Gud i hans majestæt tale ved Sinai-bjergets fod, men det skete med stor frygt og bæven, frygtelige uvejr, mørke skyer og klang af horn, frygteligt og stærkt larmende, således at de veg tilbage og sagde til Moses: Herren skal ikke tale med os, at vi ikke skal dø, tal du med ham for os. (2 Mos 20,19). 
 93 Item: Ultra non audiam vocem Domini mei et ignem hunc maximum amplius non videbo, ne moriar. Bene, inquit Dominus, omnia sunt locuti. (W391) Suscitabo eis prophetam similem tui etc., Deutero. 18., quod dicitur: Is propheta, scilicet Christus ostendet eis voluntatem meam, et erit mediator inter me et ipsos.  Ligeledes: Jeg vil ikke mere høre min Herres røst og se denne vældige ild, at jeg ikke skal dø. De har ret i det, de siger, sagde Herren. Jeg vil opvække dem en profet som dig, osv. (5 Mos 18,16ff) hvor det hedder: Denne profet, nemlig Kristus, skal vise dem min vilje, og han skal være mellemmand mellem mig og dem. 
 94 Ubi igitur nudus Deus in maiestate loquitur, ibi tantum terret et occidit. Cum voles igitur cum Deo agere, hac ingredere via: Audi vocem Christi, quem pater constituit doctorem totius mundi, cum ait: Hic est filius meus dilectus, in quo mihi beneplacitum est; hunc audite. (Matt 17,5) Is solus novit patrem et, quibus vult, revelat. (Matt 11,27)  Hvor derfor Gud i sin rene majestæt taler, dèr sker der kun det, at han skaber rædsel og drab. Når du derfor vil have med Gud at gøre, da gå frem på denne måde: Hør Kristi røst, som faderen har indsat som lærer for hele verden, da han sagde: Denne er min søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag, hør ham. Han alene kender faderen og han åbenbarer ham for hvem han vil. 
 95 Contra Iudaei, Turcae et omnes iustitiarii, quia hunc canonem neglegunt et cum Deo nudo agunt, tandem in desperationem ruunt. Sed mundus non audit, deserit Christum cum verbo suo et sequitur ac magnificat illuminationes et revelationes in speciem magnificas et divinas, quae tamen revera sathanicae sunt.  Modsat fornægter jøderne og tyrkerne og alle lovretfærdige denne regel og omgås Gud direkte, og de styrter sig i fortvivlelse. Men verden hører ikke, den forlader Kristus og hans ord og følger og højlover blændværk og store og guddommelige åbenbaringer i særdeleshed, som dog i virkeligheden er sataniske. 
 96 Turcae, ut audio, habent sacerdotes et religiosos, qui singulis diebus patiuntur EXSTASIN, rapiuntur et aliquamdiu sine sensu aliquo prostrati iacapitur vulgus, imo magni homines ista videntes putant, esse singularem sanctitatem.  Tyrkerne, har jeg hørt, har præster og fromme mennesker, som på særlige dage falder i ekstase, rives af sted og af og til uden nogen fornuft kaster sig på jorden og betager mængden, ja højtstående mennesker, der ser det, mener, at det er en særlig hellighed. 
 97 Sed Deus pater mandavit, ut non tales raptus audiamus, sed filium, in quo omnes thesauri sapientiae reconditi sunt. (Kol 2,3) Summa, cum Spiritus sanctus est Deus in sua natura, est autor legis, sine quo lex non arguit peccata; cum autem est donum per Christum, est vivificator et sanctificator noster.  Men Gud fader har forordnet, at vi ikke skal høre sådanne henrevne mennesker, men hans søn, i hvem alle visdommens skatte er skjult til stede. Kort sagt, eftersom Helligånden er Gud efter sin natur, er han ophavsmand til loven, og uden ham overbeviser loven ikke om synd; men da han er en gave fra Kristus, er han vor levendegører og helliggører.  For i ham er alle visdommens og al gudserkendelses skatte skjult til stede. Udenfor Kristus i hans majestæt kan Gud ikke søges. I bør derfor undgå Dionysius om den mystiske teologi og den slags bøger.  Nam in eo omnes thesauri sapientiae et scientiae Dei reconditi sunt. Extra Christum in maiestate sua Deus non est quaerendus. Fugere igitur debetis Dionysium de theologia mystica et similes. 
 Frem til argument 18. 

 

Noter:

n1: Sætning 1 lyder: Poenitentia omnium testimonio et vero est dolor de peccato cum adiuncto propositio melioris vitae. Boden er efter alles vidnesbyrd og i sandhed en smerte over synden, knyttet sammen med en beslutning om at føre et bedre liv.

n9: Den 24. sætning lyder: Et perniciose docent, legem Dei simpliciter tollendam esse ab Ecclesia, id quod blasphemum et sacrilegum est. Og de (antinomerne) lærer, at Guds lov simpelthen skal ophæves i kirken, hvilket er blasfemisk og helligbrøde.

n10: Dette gælder ifølge Vulgatas oversættelse. Den lyder: 3,12: lex autem non est ex fide sed qui fecerit ea vivet in illis.

n15: På grund af en fejloversættelse i Vulgata af 2 Mos 34,29 mente man, at Moses havde horn i panden, da han kom ned fra Sinai bjerg.

n17: Sætning 21 og 22 lyder: 21: Contra hos inutiles et desperationis magistros Evangelion coepit docere, poenitentiam non oportere tantum desperationen esse. 22. Sed poenitentes debere spem concipere, et sic ex amore Dei peccatum odisse, id quod vere propositum bonum. 21. Imod disse unyttige og fortvivlede magistre begynder evangeliet med at lære, at boden ikke kun bør være fortvivlelse. Men de bodssøgende bør fatte håb, og således af kærlighed til Gud hade synden, hvilket i sandhed er at sætte sig for at gøre godt.

n20. Sætning 15 lyder: Originale vero post baptismum ne peccatum quidem esse cogitaverunt, praesertim in prima tabula. De (sofisterne) regnede ikke arvesynden efter dåben for at være synd, især ikke imod den første tavle.

n22: Augustin: De vera religione, c XIV; Opera Migne Patrol. latin, 34, 133 u. ö.

n23: Sætning 5 lyder: Non enim potest homo territus a facie peccati bonum proponere suis viribus, cum nec quietus et securus id possit. For det skrækslagne menneske kan ikke sætte sig noget godt for overfor synden ved sine egne kræfter, eftersom hverken det rolige eller det sikre menneske kan gøre det.

n41: WA-note: Der menes den anden teserække imod antinomerne.

n72: Den 4. sætning lyder: Poenitentiae prior pars, scilicet dolor, est ex lege tantum. Altera pars, scilicet propositum bonum, non potest ex lege esse. Bodens første del, smerten, kommer kun fra loven. Den anden del, beslutningen om at gøre det gode, kan ikke være fra loven.

n73: WA-note: Agricola havde i kollegiet opstillet sætningen: Evangelium utitur ministerio legis ad arguendum peccatum (C. R. III, 64)

n91: WA-note: Marcus Thomä Stübner.